Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 42:

Forespørgsel til statsministeren om god regeringsførelse:

Hvad vil regeringen gøre for at leve op til sine egne målsætninger om god regeringsførelse, herunder løfterne om at have rimelige høringsfrister og at svare fyldestgørende på Folketingets spørgsmål?

Af Kristian Jensen (V), Kristian Thulesen Dahl (DF), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Lars Barfoed (KF).

(Anmeldelse 23.05.2012. Fremme 25.05.2012).

Jeg skal gøre opmærksom på, at en eventuel afstemning om forslag til vedtagelse udsættes til kl. 13.00.

Først giver jeg ordet til hr. Kristian Jensen som ordfører for forespørgerne for begrundelse.

I går fejrede vi grundlovsdag, og fra landets mange talerstole lød der pæne ord om lovgivningen og rammerne i grundloven. Også i det daglige arbejde skrives og tales der meget om de smukke hensigter med god lovkvalitet, ikke mindst i regeringsgrundlaget, hvor regeringen svinger sig op på de høje retoriske nagler. Hvis man læser regeringsgrundlaget, kan man se, at så sætter regeringen høje og flotte mål om både at svare inden for tidsfristerne, give fyldestgørende svar til Folketinget, sikre gode høringsfrister osv. Problemet er blot, at der er himmelvid forskel på erklæringerne i regeringsgrundlaget og virkeligheden i folketingsarbejdet.

Jeg skal være den første til at erkende, at også tidligere regeringer har haft sine udfordringer med f.eks. at overholde alle svarfrister, men siden valget er udviklingen gået skævt for meget mere og meget andet end bare svarfrister, og det er på trods af de mange løfter fra netop regeringsgrundlaget.

Vi har set en regering med så korte høringsfrister for lovforslag, at Advokatsamfundet blankt har afvist at sende et høringssvar i protest mod den urimelige tidsramme. Vi har set en regering, som ikke møder op til samråd inden for den tidsramme, der er fastlagt i »Håndbog i folketingsarbejdet«, og det betyder, at samrådsspørgsmålene på den måde risikerer at blive uaktuelle, inden regeringens ministre har tænkt sig at møde op i Folketinget. Vi har set et enigt Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik, der har været nødt til at sende et klagebrev til justitsministeren, fordi ministeren valgte at sende en rapport til medierne i stedet for at sende den til udvalget. Vi har set en minister, der stik mod Folketingets tradition for samarbejde nægtede et parti teknisk bistand til at udarbejde et ændringsforslag. Først efter protester fik Folketinget den nødvendige juridiske bistand.

Der er alt i alt mange gode grunde til at tage denne debat om, hvordan regeringen vil leve op til det fælles mål om bedre lovkvalitet, og jeg ser frem til at høre regeringens svar.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så er det først statsministeren til besvarelse af forespørgslen.

I et demokrati er et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem Folketinget og regeringen helt centralt. Et tæt samarbejde er bl.a. vigtigt for at træffe de nødvendige og langsigtede beslutninger. Samarbejdet er også afgørende for at kunne levere offensive svar på de udfordringer, som Danmark som et lille land i en globaliseret verden står over for. Regeringen har derfor i sit regeringsgrundlag fremlagt et program for god regeringsførelse. Programmet vil styrke samarbejdet mellem Folketinget og regeringen yderligere. Det er et program med en bred vifte af emner, som er af betydning for lovkvaliteten og for mulighederne for at kontrollere regeringen.

Lovkvaliteten skal sikres gennem en række forskellige tiltag, f.eks. ved høring af parter, der er berørt, og som har interesse i et lovforslag. Den parlamentariske kontrol med regeringen skal sikre, at tingene går ordentligt for sig. Kontrollen er bl.a. en forespørgsel som den, vi har i dag. Men i det daglige arbejde er det ikke mindst de mange spørgsmål til ministrene, der udgør kontrollen. Jeg har i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen på regeringens vegne givet udtryk for, at vi ønsker at styrke samarbejdet om god regeringsførelse.

I løbet af folketingsåret har der været rejst kritik af bl.a. høringerne vedrørende nogle af regeringens lovforslag og også af ministrenes svar på folketingsspørgsmål. Det er også emner, som indgår i forespørgslens ordlyd i dag.

Rimelige høringsfrister skal sikre, at organisationer og andre høringsparter har ordentlig tid til at gennemgå lovforslag og udarbejde deres kommentarer. Høringssvar og høringsnotater skal forelægge i god tid inden første behandling af lovforslaget her i Folketinget.

Jeg forstår godt den kritik, som berørte organisationer, partier i Folketinget og Folketingets formand er kommet med i forhold til høringsfristerne vedrørende nogle af ministrenes lovforslag. Vedrørende spørgsmål til ministrene er det selvfølgelig et centralt element – som jeg sagde – i forhold til kontrollen af regeringen. Derfor står der også i regeringsgrundlaget, og jeg citerer:

»Regeringen vil bestræbe sig på at besvare spørgsmål fra Folketinget fyldestgørende og inden for tidsfristen.«

Det tror jeg ikke der er nogen der kan være uenig i. Så kan der naturligvis altid rejses spørgsmål og diskussioner om karakteren af de enkelte svar. Men her kan det også være, at uenighederne i virkeligheden mere skyldes politiske uenigheder end den egentlige kvalitet i forhold til svarene.

Svartiderne? Ja, her viser Folketingets seneste statistikker, at andelen af rettidige besvarelser ligger på samme niveau som under den tidligere regering. Folketinget og regeringen arbejder, som de fleste ved, for øjeblikket med planer om ændringer af spørgetimen. Det er ændringer, som skal gøre spørgetimen mere aktuel og levende. Jeg støtter varmt de ændringer, der lægges op til, og jeg synes også, at det understreger både min og regeringens prioritering af hele det her område.

Men som sagt: Regeringen lytter naturligvis til den kritik, der er rejst. Jeg håber så også, at der er en forståelse for, at det på flere måder her været et specielt folketingsår. Planlægningen og tilrettelægningen af lovgivningsarbejdet kom sent i gang, eftersom regeringen først tiltrådte i begyndelsen af folketingsåret. Der har også været travlt med EU-formandskabet, som har lagt beslag på en stor del af ministrenes tid. Og så vil jeg godt i al stilfærdighed minde om, at vi også ved afslutningen af de sidste to tidligere folketingsår har haft højlydte debatter om korte høringsfrister, dispensationer fra Folketingets frister osv. Men da var partiernes rolle bare byttet om. Jeg husker også tidligere voldsomme diskussioner mellem oppositionen og regeringen om, hvorvidt svar var fyldestgørende, og om de kom til tiden. Det tror jeg egentlig ikke der er så meget nyt i.

Jeg ser frem til en god debat i dag, og jeg giver nu ordet til justitsministeren, der gerne vil uddybe regeringens synspunkter.

Justitsministeren fortsætter besvarelsen.

Tak for det, formand. Også tak til statsministeren.

Først vil jeg gerne benytte lejligheden til også at sige tak til forespørgerne for muligheden for at tale om god regeringsførelse. Både den del af forespørgslen, der vedrører rimelige høringsfrister, og den del, der vedrører fyldestgørende besvarelse af folketingsspørgsmål, er jo vigtige elementer i en god regeringsførelse.

Derfor indeholder regeringsgrundlaget også – som statsministeren jo allerede har nævnt – en opregning af en række punkter med konkrete initiativer om god regeringsførelse, som skal sikre en bedre lovkvalitet og forbedre de generelle muligheder for kontrol med regeringens embedsførelse.

Jeg vil begynde med den del af forespørgslen, der vedrører høringsfrister. Dernæst vil jeg sige noget om besvarelse af folketingsspørgsmål, og endelig vil jeg knytte enkelte bemærkninger til de øvrige dele af regeringsgrundlaget om god regeringsførelse.

Regeringen finder det som nævnt vigtigt at sikre en høj lovkvalitet. Det er vigtigt at have klarhed over, hvilken indstilling andre myndigheder og relevante organisationer har til et påtænkt lovforslag. Høringssvarene har således generelt betydning for ministeriernes arbejde med at udforme det endelige lovforslag, som skal fremsættes for Folketinget. Og de har betydning for Folketinget i forbindelse med den videre lovgivningsproces, hvilket jeg i øvrigt skal vende tilbage til.

Derfor fremgår det også af programmet for god regeringsførelse, at der, i forbindelse med at lovforslaget sendes i høring, skal fastsættes rimelige høringsfrister, der sikrer, at organisationer og andre høringsparter har ordentlig tid til at gennemgå lovforslaget og også ordentlig tid til at udarbejde kommentarer.

Jeg kan i den forbindelse nævne, at det følger af Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, at høringsfristen må afpasses efter de nærmere omstændigheder, men bør være så lang, at de hørte parter har mulighed for at udarbejde fyldestgørende svar. Inden for denne ramme vil det i øvrigt også bero på en konkret situation og vurdering af, hvor lang en høringsfrist der bør fastsættes i forhold til de enkelte lovforslag.

Herudover kan der være anledning til også at nævne, at der i praksis vil kunne være behov for, at en kort høringsfrist fastsættes ud fra en konkret afvejning, hvor lovforslagets karakter og eventuelle ønsker om en hurtig ikrafttræden også indgår. F.eks. kan det være forsvarligt, at høringsfristen er kortere for mindre omfattende eller rent tekniske lovforslag, og der kan være et ønske om en hurtig ikrafttræden af et lovforslag, der f.eks. knytter sig til finansloven.

Generelt bør man dog naturligvis søge at begrænse korte høringsfrister mest muligt, og når der i lyset af sagens karakter er behov for at få behandlet et lovforslag hurtigt i Folketinget, bør dette meldes ud, i forbindelse med at lovforslaget sendes i høring med en kort høringsfrist.

Ligesom statsministeren forstår jeg godt den kritik, som er fremkommet i forhold til høringsfristerne ved nogle af de lovforslag, der er blevet fremsat i indeværende folketingssamling, og det er – som statsministeren også sagde – noget, vi vil drøfte i regeringen.

Men samtidig vil jeg sige, at man ikke bør glemme, at der har gjort sig nogle helt usædvanlige forhold gældende i forbindelse med indeværende folketingsår. Her tænker jeg først og fremmest på, at Danmark jo står midt i varetagelsen af et omfattende EU-formandskab her i første halvår af 2012, og det er klart, at det lægger beslag på rigtig mange ressourcer i ministerierne og også har gjort det i forbindelse med at forberede EU-formandskabet. Det kan betyde, at ministerierne har været nødsaget til at tilrettelægge arbejdet med lovforslag anderledes end normalt. Samtidig er ministerierne på grund af valget og regeringsdannelsen i efteråret 2011 også kommet lidt senere fra start med lovforslagene end i et normalt Folketingsår.

Men når det er sagt, er det samtidig vigtigt for mig igen at slå fast, at regeringens klare holdning er, at der skal fastsættes rimelig høringsfrister, som det i øvrigt også fremgår af regeringsgrundlaget.

For så vidt angår høringsnotater – som også er et vigtigt element i at sikre høj lovkvalitet – vil jeg kort sige, at det jo fremgår af Justitsministeriets lovkvalitetsvejledning, at materialet normalt oversendes til Folketinget samtidig med fremsættelsen og senest torsdag i ugen før førstebehandlingen. Regeringen er fuldt ud opmærksom på vigtigheden af, at Folketinget i god tid før førstebehandlingen af et lovforslag har mulighed for at sætte sig ind i høringssvarene og ministeriernes bemærkninger. Det har vi i øvrigt også tilkendegivet i vores program for god regeringsførelse.

Med hensyn til den del af forespørgslen, der vedrører besvarelse af folketingsspørgsmål, vil jeg sige, at det generelt er regeringens opfattelse, at en ansvarsfuld regering bør være optaget af at fremme Folketingets muligheder for at kontrollere regeringens embedsførelse. Det er i den forbindelse naturligvis vigtigt, at ministerier og ministre besvarer spørgsmål fra Folketinget fyldestgørende og inden for tidsfristen. Det spørgsmål er vigtigt for regeringen, og derfor er det også et særskilt punkt i programmet for god regeringsførelse.

Herudover indeholder programmet for god regeringsførelse også et element vedrørende offentlige høringer. Det fremgår således, at regeringen i samarbejde med Folketinget vil arrangere offentlige høringer i forbindelse med igangsættelse af kompliceret lovgivning, hvor eksperter og interesseorganisationer kan fremlægge synspunkter og styrke det videngrundlag, hvorpå Folketinget skal lovgive. Som vi ved, har Folketingets udvalg jo allerede i dag muligheder for at afholde tematiske høringer om emner, som har udvalgets særlige interesse, med det formål at få belyst et emne fra flere vinkler. Det kan bl.a. omfatte offentlige høringer om forslag til kompliceret lovgivning, hvor der er behov for at få belyst de nærmere konsekvenser. I disse sammenhænge inviteres eksperter og interessenter til at præsentere deres viden og synspunkter om emne eller lovforslag og i øvrigt til debat med folketingsmedlemmerne.

Regeringen er naturligvis indstillet på fortsat at indgå i et konstruktivt samarbejde med Folketingets udvalg herom. Et sådant samarbejde er nødvendigt, da det jo i sagens natur spiller en stor rolle, hvorledes Folketinget stiller sig til et spørgsmål om at arrangere en offentlig høring vedrørende f.eks. et lovforslag. Omvendt vil vi fra regeringens side – og det vil i praksis sige de enkelte ministerier – løbende overveje, om der er lovforslag, som har særlig relevans i forhold til en offentlig høring.

Hvis jeg skal sammenfatte det, vil jeg sige, at god regeringsførelse er et vigtigt fokusområde for regeringen. Derfor har regeringen også fremlagt et program for god regeringsførelse, der vil kunne medvirke til at sikre en bedre lovkvalitet og forbedre de generelle muligheder for at kontrollere regeringens embedsførelse. Der skal naturligvis være rimelige høringsfrister, og der skal svares fyldestgørende på Folketingets spørgsmål, for nu at svare helt klart på det, der også spørges om i forespørgsel nr. F 42. Tak for ordet.

Tak til justitsministeren. Hr. Kristian Jensen som ordfører for forespørgerne og for Venstre.

I Venstre tager vi den her debat alvorligt. Det burde måske ikke være nødvendigt at sige, men efter at have lyttet til ministrenes besvarelse synes jeg desværre ikke, det virker, som om regeringen selv tager debatten helt alvorligt: Kritikpunkter bliver negligeret, fejl bliver bagatelliseret, og egne løfter bliver ikke overholdt. For en ting er, hvad man skriver i et program, i regeringsgrundlaget, men noget andet er den hverdag, der opleves som folketingsmedlem.

Et af de vigtigste værktøjer med hensyn til at sikre en god lovkvalitet er at sende lovforslag i høring blandt berørte parter og organisationer. Og selv om vi har rigtig dygtige embedsmænd i Danmark, er det altså ikke muligt for dem at tage højde for alle vinkler og spørgsmål, når der skal formuleres ny lovgivning. Derfor har skiftende regeringer benyttet sig af at sende lovforslag i høring; det giver gode råd og forslag til stærkere og bedre lovgivning.

I forbindelse med loven om fixerum sendte regeringen sit lovforslag i høring den 2. maj, altså med så kort en frist, at det ikke var muligt at give meningsfyldte svar. Selv Rådet for Socialt Udsatte, der støtter indholdet i forslaget, var stærkt kritiske over for en høringsfrist på kun 1 dag, hvilket de fortalte om på bl.a. DR's hjemmeside. Advokatrådet kaldte i den konkrete sag den korte høringsfrist for en hån.

En klage over netop den korte høringsfrist vedrørende fixerum fra bl.a. Venstres folketingsmedlem fru Jane Heitmann fik Folketingets formand til at love at ville tage en meget alvorlig samtale med statsministeren. Det forventer jeg selvfølgelig sker, men hvis samtalen har fundet sted, var det desværre ikke tids nok til at forhindre, at også forslaget om ændring af lov om kommunal grundskyld blev sendt i høring med alt for kort en frist. Her blev lovforslaget sendt ud på en mail den 7. maj, kl. 17.16, altså efter normal kontortids ophør, og med den klare besked, at svarene skulle være tilbage den 9. maj, kl. 16.00, altså i bedste fald under 2 døgn og realistisk set meget mindre. Og det er ikke, som justitsministeren nævnte, et rent teknisk lovforslag; det er tværtimod et meget kompliceret skattemæssigt lovforslag, der har voldt flere ministerier og flere regeringer problemer med at få det rigtigt formuleret.

Derfor er det for kort en høringsfrist. Jeg kan citere fra Boligselskabernes Landsforenings høringssvar:

»Indledningsvis må vi udtrykke vores meget stærke beklagelse over den korte høringsfrist ... de meget korte høringsfrister øger risikoen for lovsjusk.«

Vi har brug for større respekt om det arbejde, der udføres i organisationer, foreninger og virksomheder for at hjælpe regeringen med et kvalitetstjek af deres lovforslag, og vi har brug for, at regeringen planlægger sin lovgivning bedre.

Et andet kritisk punkt fra Venstres side er socialministerens beslutning om ikke at ville yde teknisk bistand til et ændringsforslag, som Venstre gerne vil fremsætte. Jeg ved faktisk ikke, hvor gammel aftalen egentlig er. Jeg kan bare sige, at i de 14 år, jeg har været medlem af Folketinget, har det været en stående aftale, at et parti kunne bede en regering om at hjælpe med de juridiske formuleringer, sådan at vi får ændringsforslagene korrekt formuleret. Og jeg har ikke tidligere oplevet, at en regering har sagt nej til at yde en sådan teknisk bistand. Det var dog heldigvis også sådan, at klogere mennesker hjalp socialministeren på bedre kurs, og vi fik kvalitetssikret det ændringsforslag, som vi stiller til L 106. Men det burde ikke være rigtigt, at det er genstand for politisk slagsmål; det burde være en indgroet del af det danske folkestyre.

Vi har haft store problemer med bl.a. fastlæggelse af tidspunkter for samråd, hvor vi ønsker en hurtig afvikling af samrådene for at sikre høj aktualitet og mulighed for en hurtig reaktion. Det er derfor ikke rimeligt, at regeringen udskyder og udskyder samråd til tidspunkter, hvor spørgsmålene har mistet aktualitet og relevans.

Vi har bedt om at få den her debat i dag, fordi det er vores opfattelse, at demokratiet vil stå stærkere, hvis regeringen har en ægte interesse i at sikre god lovkvalitet. Og som jeg har gennemgået det, er der en stribe kritikpunkter, hvor regeringen er blevet kritiseret både af egne organisationer og af partifæller.

Jeg vil slutte af med at fokusere på de i mine øjne to vigtigste forhold i forhold til god lovkvalitet. Det ene er Folketingets mulighed for at udøve kontrol med den udøvende magt, både i handlinger og i udsagn. Og det andet er regeringens forberedelse af de lovforslag, som fremsættes, og som vil binde borgerne efter en vedtagelse.

Det første punkt har regeringen siden valget forsømt med manglende eller mangelfulde svar og urimelig forsinkede samråd. Her kan regeringen så forsøge at undskylde sig med, at der har været travlhed med EU-formandskabet, men omvendt har oppositionen været langt mere tilbageholdende med f.eks. at indkalde til samråd, end den tidligere opposition var i den tidligere folketingssamling. Derfor vil afgivelse af korrekte svar, overholdelse af retningslinjer for, hvornår samråd m.v. skal afholdes, være noget, som Venstre vil holde meget øje med i de kommende år.

Det andet punkt er mere alvorligt, nemlig det med høringsfristerne. For uden tilstrækkelig forberedelse af lovgivning vil vi komme til at binde danskerne på helt forkerte og utilsigtede måder.

Jeg skal derfor på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti fremsætte følgende forslag til vedtagelse:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget understreger, at det er vigtigt at sikre høj lovkvalitet gennem rimelige høringsfrister, der sikrer, at organisationer og andre høringsparter har ordentlig tid til at gennemgå lovforslag og udarbejde kommentarer.

Desværre har dette ikke været efterlevet i tilstrækkeligt omfang.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til at sikre bedre lovkvalitet, bl.a. ved i højere grad at leve op til kravene om rimelige høringsfrister.«

(Forslag nr. V 75).

Det af hr. Kristian Jensen netop oplæste forslag til vedtagelse fra fire partier vil naturligvis indgå i de videre forhandlinger.

Jeg har noteret to ønsker om korte bemærkninger til ordføreren. Først er det hr. Magnus Heunicke.

Jeg takker. Også tak til ordføreren for at rejse den her vigtige principielle debat, som vi er fuldstændig enige om er vigtig. Jeg tror også, det er vigtigt at have en vis god, sund portion realisme i debatten, og det synes jeg ikke der var så meget af i ordførerens tale, som lidt havde karakter af, at man hoppede op på den meget, meget høje hest og red af sted mod solnedgangen, selv om det kan være smukt nok.

Et eksempel er, at vi har en ret kort høringsfrist, når det drejer sig om investeringsvinduet, som faktisk alle Folketingets partier støtter, altså at give danske virksomheder, nu vi har krise, mulighed for at investere i et produktionsapparats fornyelse, hvilket vil give 7.000-8.000 ekstra arbejdspladser næste år. Det er den slags tiltag, der skal til i kriseperioder, og vi Socialdemokrater er glade for, at Folketinget støtter op om det forslag. Men det er jo nødvendigvis noget, der må ske temmelig hurtigt, temmelig kvikt, dvs. med en kort høringsfrist. Den form for realisme synes jeg også vi har brug for, og vi har brug for, at Venstre ligesom anerkender, at der også skal handles hurtigt en gang imellem.

Ordføreren.

Jeg anerkender fuldt ud, at der en gang imellem skal handles hurtigt, og netop når man kommer med et offentligt forslag, som, hvis ikke det bliver afklaret, vil bremse investeringslysten, er det vigtigt, der handles hurtigt.

Vedrørende de to konkrete eksempler i forbindelse med lov om fixerum, jeg nåede at nævne i min ordførertale, vil jeg sige, at det altså ikke var et pludseligt opstået forslag, som man ikke havde tid til at forberede eller give en længere høringsfrist, særlig ikke når man allerede på det tidspunkt, hvor man fremsatte lovforslaget, havde varslet Folketinget om, at man ville udskyde afslutningen. Derfor kunne man sagtens have givet mulighed for, at flere kunne komme med kvalitative indspark til det.

Det kunne også gælde forslaget om ændring af grundskyld. Det var altså heller ikke nogen ny, pludselig opstået problemstilling, som man ikke kunne planlægge sig ud af, hvis man fra regeringens side havde haft viljen til det. Det er imod det, jeg retter mine kritikpunkter. Det er ikke imod de punkter, hvor der kan være en investeringsmæssig, samfundsmæssig fornuftig grund til at have en kort høringsfrist.

Det kunne f.eks. også være, når vi er på skatteområdet, hele spørgsmålet om lukning af skattehuller, hvor det i sagens natur ikke er muligt at lave en høringsfrist.

Hr. Magnus Heunicke.

Jamen jeg vil så sige, at jeg da er glad for at få den portion realisme også fra partiet Venstre, for det skal der nemlig være. Det er vi nødt til at give hinanden her i Folketingssalen, når vi skal indgå forlig, når vi skal reagere, lukke skattehuller, give muligheder for nye investeringer i det private erhvervsliv. Så det er godt.

Så er der det andet tilbage, og jeg anerkender fuldt ud, at det er en vigtig, principiel debat. Det var også det, de to ministre jo sagde fra talerstolen, så det er fint og godt. Men hvis man så sammenligner med, hvordan det gik, dengang partiet Venstre sad i regering, vil ordføreren så give mig ret i, at vi faktisk er på stort set samme niveau, når det drejer sig om svarfrister, når det drejer sig om høringsfrister, og når det drejer sig om samrådsdeltagelse og andet? Der er sådan set ikke fremvist nogen statistikker, der viser, at det skulle være gået anderledes dårligt med den her regering. Jeg er helt enig i, at vi sagtens kan få hævet niveauet, og det synes jeg debatten her skal fokusere på. Men i forhold til at pege fingre tror jeg ikke at den tidligere VK-regering har noget som helst at være stolte af.

Ordføreren.

Vi er sådan set meget stolte af det resultat, vi har fra vores 10 år i regering. Det, der er grunden til, at vi vælger at stille en forespørgsel om det her emne, er, at vi nu står ved afslutningen af regeringens første folketingsår, og i regeringsgrundlaget er der en hel side, hvor regeringen roser sig selv og sine egne høje ambitioner og skriver, hvor fantastisk meget bedre man vil gøre det end tidligere regeringer.

Vi kan nu efter et folketingsår gøre status over det og se, hvad det så er, regeringen har gjort for at leve op til sine egne skønne ord om sine egne fantastiske evner, og det er bare et pauvert resultat, der kommer ud af det. Det er et resultat, som viser, at man gang på gang på gang har været nødt til at modtage kritik både på de områder, vi har snakket om – svar på udvalgsspørgsmål og høringsfrister – og på en række andre områder, hvor det har været nødvendigt fra Folketingets side at tage regeringen i skole og bede om at få bedre kvalitet og bedre samarbejde mellem Folketinget og regeringen.

Hr. Per Clausen, kort bemærkning.

Nu kan det her jo hurtigt udvikle sig til en debat, hvor vi kan skændes om, om den tidligere regering var værre end den nuværende og omvendt. Det tror jeg ikke der kommer så meget ud af. Måske skulle vi prøve at kigge på, hvad vi kan gøre for at gøre det bedre i fremtiden, uanset hvilken regering vi har. Den interesse har vi jo alle sammen, da vi sådan med mellemrum har lidt forskellige placeringer i det parlamentariske system.

Jeg vil derfor spørge hr. Kristian Jensen, om han ikke, når vi snakker høringsfrister, er enig med mig i, at det godt kunne være, man skulle stramme reglerne op. Vi har jo regler for, hvordan tingene skal behandles i Folketingssalen – regler, vi dispenserer fra, når det er nødvendigt. Tror hr. Kristian Jensen ikke, det ville være en god idé også at have regler for, hvor lang en høringsfrist der bør være, hvor Folketinget så efterfølgende må tage stilling til at godkende det, hvis man skal dispensere fra det?

Det andet spørgsmål til hr. Kristian Jensen berører jo lidt arbejdet i Folketingssalen. Synes hr. Kristian Jensen ikke også, at det var noget nyt, da et flertal i Folketinget i sidste uge afviste at tage en sag tilbage til udvalget – sagen om finanspagten – selv om der blev fremlagt nye oplysninger i Folketingssalen under andenbehandlingen af det beslutningsforslag? Synes hr. Kristian Jensen ikke, at vi også der skal være lidt omhyggelige med at sikre hinandens interesser, selv når de ikke er sammenfaldende?

Ordføreren.

Jeg synes, det vil være glimrende at tage en grundig snak på tværs af Folketingets partier om, hvorvidt man måske skulle lave regler for høringsfrister, sådan at der er en sikkerhed for, at lovforslag har været i høring. Hvis det så af en eller anden særlig grund – som f.eks. det investeringsvindue, som hr. Magnus Heunicke lige nævnte – skulle blive nødvendigt at fravige det, skal Folketinget tage stilling til, om man vil lave den fravigelse på præcis samme måde, som da man for nogle år siden indførte 30-dages-fristen fra fremsættelse til vedtagelse, hvor det også er et flertal i Folketinget, der skal tage stilling til, hvorvidt man vil fravige den frist. Derfor synes jeg, det ville være glimrende at få lavet sådan et kvalitativt arbejde.

Jeg må sige, at jeg ikke kan mindes at have været til stede i salen, da man havde diskussionen om EU's finanspagt, men generelt set mener jeg, man skal være meget, meget varsom med at nægte folketingsmedlemmer at få sager til behandling igen i et folketingsudvalg, hvis der fremkommer reelt nye oplysninger, der gør, at man har et nyt grundlag at tage stilling til selve spørgsmålet på.

Hr. Per Clausen.

Jeg skal sådan i den fredsommelige stemning i den ånd også sige til hr. Kristian Jensen, at jeg er meget glad for hans tilkendegivelse af, at vi kan indlede en diskussion, vel i Udvalget for Forretningsordenen, om, hvordan vi kan sikre, at det med høringsfrister bliver opfyldt bedre, end det bliver i dag. Det tror jeg er rigtig godt, og jeg tror, at vi skal erkende, at alle regeringer altid vil have en tilbøjelighed til at kunne overbevise sig selv om, at det her er en særlig situation, hvor man kan gøre det lidt hurtigere. Men det kan godt være, man kommer til at tænke lidt grundigere over det, hvis man skal have besværet med at overbevise et flertal i Folketinget om det. Og så får vi ikke bare den der diskussion, hvor der er enkeltstående lovforslag, der kommer op, og hvor man så spørger, om det så ikke skal udsættes og forsinkes, hvilket måske kan være lidt urimeligt i forhold til det konkrete lovforslag.

Jeg skal bare bemærke til hr. Kristian Jensen, at jeg synes, man skal være meget opmærksom på, at vi i situationer, hvor der ikke sker nogen som helst skade ved at udsætte behandlingen eller den endelige vedtagelse af et beslutningsforslag eller lovforslag ved at sende det tilbage i udvalget, nok bør genoprette den tradition, jeg faktisk troede vi havde, nemlig at det er noget, vi gør, hvis der er nogen, der beder om det, medmindre det er sådan åbenlys chikane og forsinkelsesprocesser, som vil gøre rigtig stor skade.

Ordføreren.

Vi har en fælles interesse i, at der bliver lavet et grundigt arbejde også i Folketingets udvalg. Og såfremt der fremkommer reelt nye oplysninger, mener jeg også, der skal være mulighed for at afbryde en behandling og tage sagen tilbage i udvalget.

I forhold til det med høringsfrister mener jeg, at det netop er noget, der bør forankres i Udvalget for Forretningsordenen, altså hvordan man får lavet et stærkere sæt spilleregler i forhold til at kunne leve op til det, for jeg mener, at de sager, som vi har oplevet i det forløbne år, har været tydelige eksempler på, at der her netop ikke har været en ganske særlig situation, og at der ikke bare har været tale om tekniske eller juridisk set ukomplicerede lovforslag, men tværtimod været tale om det stik modsatte, og alligevel er det blevet presset igennem med alt for kort en høringsfrist.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Magnus Heunicke som socialdemokratisk ordfører.

Tak for det, og tak for muligheden for at tage den her forespørgselsdebat. For os Socialdemokrater er ordentlig lovkvalitet helt centralt. Vi er som en del af en ansvarlig regering optaget af at fremme Folketingets muligheder for at kontrollere regeringens embedsførelse. Derfor er det også et helt særskilt punkt under programmet for god regeringsførelse.

Jeg er til forberedelse af den her debat dykket lidt ned i tallene for også at tilføre debatten, hvilket jeg prøvede også tidligere under Venstres ordførers tale, en vis grad af realisme. Lad os se, hvordan det er gået med den tidligere regering i forhold til den nuværende regering. Hvordan var det, dengang Venstre selv sad på embedsværket? Jo, det forholder sig sådan, at i sidste folketingsår under VK-regeringen var andelen af rettidigt besvarede udvalgsspørgsmål i de fire kvartaler i folketingsåret mellem 67 pct. og 72 pct. Altså, 67-72 pct. var rettidigt besvaret. I de første to kvartaler af det her folketingsår er svartiderne 76 pct. og 71 pct., altså en lille forbedring i forhold til sidste folketingsår. Ser vi på andelen af § 20-spørgsmål, og hvordan vi har fået regeringens svar rettidigt, så er billedet faktisk det samme, nemlig en lille forbedring. Men stadig væk er vores ønske at nå højere op. Derfor må konklusionen jo i dag være, at ingen har noget at lade hinanden høre.

Jeg glæder mig over, at vi alle sammen er enige om, at Folketinget skal have mulighed for at kontrollere regeringens embedsførelse, altså stille spørgsmål og forlange svar og få ministre i samråd. Det er vigtigt for demokratiet. Derfor er det jo også kun tilfredsstillende, at det har regeringens bevågenhed. Vi har en regering, der selv i et ekstraordinært presset folketingsår med folketingsvalg og med et krævende EU-formandskab, hvor ministrene skal lede møder andre steder end i Danmark, faktisk formår at ligge en anelse bedre end VK-regeringens sidste bedrifter, hvad angår betjening af Folketinget. Og som sagt vil regeringen fremadrettet have fokus på at sikre Folketingets mulighed for at kontrollere regeringens embedsførelse.

Så kan vi se på det andet element i dagens debat, nemlig de rimelige høringsfrister. Det indgår jo i programmet for god regeringsførelse, at der skal fastsættes rimelige høringsfrister, og det gør det, fordi organisationer og andre høringsparter skal have rimelig tid til at gennemgå lovforslagene og indsende deres høringssvar. Det giver et bedre lovarbejde. Og de høringssvar indgår jo i ministeriernes arbejde med at udforme det endelige lovforslag. Derfor er det selvfølgelig vigtigt at kende den indstilling, som de relevante høringsparter har til lovforslaget. Af den grund er det også tilfredsstillende, at man kan notere sig, at regeringens holdning er, at vi skal have rimelige høringsfrister. Det fremgår også af regeringsgrundlaget.

I debatten lige før kom det jo også frem, at selv med den bedste vilje, og hvor man virkelig prioriterer den her problemstilling, så er der nogle gange, hvor det er påkrævet, at Folketinget kan handle hurtigt, at vi kan håndtere en krise, et skattehul. Det forslag, som vi behandler på fredag, er et forslag om at give private virksomheder mulighed for at investere ekstraordinært for at skabe ekstraordinært med arbejdspladser i en tid, hvor Danmark mangler dem. Og for at sikre, at det ikke får den modsatte effekt, skal der handles hurtigt, og jeg vil godt kvittere for, at alle Folketingets partier har bakket op om det.

Til afslutning vil jeg sige, at vi Socialdemokrater er optaget af at sikre en god regeringsførelse. Der skal være åbenhed, der skal være gode vilkår for at udøve parlamentarisk kontrol med regeringen. God lovkvalitet skal sikres med rimelige høringsfrister, men også, som jeg nævnte, med mulighed for dispensation i særlige tilfælde. Begge dele hører til i et velfungerende demokrati. Det er jo lige præcis baggrunden for, at regeringen har lagt sit program frem. At Folketingets øvrige partier er enige med os i, at vi også fremadrettet skal have fokus på at sikre en god regeringsførelse, er vi jo kun tilfredse med.

Derfor skal jeg på vegne af Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten oplæse følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget lægger vægt på, at der er et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem Folketinget og regeringen.

Folketinget noterer sig med tilfredshed, at regeringen har fremlagt et program for god regeringsførelse med det formål at sikre en bedre lovkvalitet og forbedre de generelle muligheder for at føre parlamentarisk kontrol med regeringen.

Folketinget understreger vigtigheden af, at der bør fastsættes rimelige høringsfrister vedrørende lovforslag, og at folketingsspørgsmål besvares fyldestgørende og rettidigt. Derfor beklager Folketinget, at lovforslag i visse tilfælde er udsendt med meget korte høringsfrister, selv om Folketinget anerkender, at det politiske arbejde kan nødvendiggøre dette.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 76).

Det af hr. Magnus Heunicke oplæste forslag til vedtagelse fra fire partier indgår også i de videre forhandlinger.

Der er fem medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger til den socialdemokratiske ordfører. Først hr. Kristian Jensen.

Ordføreren bliver ved med at snakke om, at der skal en grad af realisme ind i debatten. Jeg ved ikke, om det er, fordi ordføreren, når vi henviser til regeringsgrundlaget, så mener, at det er urealistisk, og at det ikke bare er det, vi kan diskutere ud fra.

Jeg vil gerne tage fat i et andet spørgsmål. Temaet for i dag er god regeringsførelse og så nogle eksempler på høringsfrister og spørgsmål og svar. Men det er jo ikke alt. Mener ordføreren, at det er rimeligt, hvis en minister oversender materiale til journalister, som et udvalg har bedt om, at journalisterne så får materialet tidligere end det udvalg, der har bedt om at få det oversendt?

Ordføreren.

Jeg kender ikke den konkrete sag, som hr. Kristian Jensen spørger til, og derfor synes jeg, at hr. Kristian Jensen, hvis der er en konkret sag, bør benytte sig af de kanaler, som vi har til at håndtere det. Det kan være Udvalget for Forretningsordenen, det kan være Folketingets Præsidium. Jeg kender ikke den konkrete sag.

Men helt generelt vil jeg godt sige, at det er klart, at vi Socialdemokrater har den holdning, at ministrene naturligvis skal respektere udvalgene i Folketinget, og det er også vores oplevelse, at det selvfølgelig sker. I forhold til hvad vi kan læse i aviserne, er det vores helt grundlæggende holdning, at hvis der er et spørgsmål fra Folketingets udvalg, skal man selvfølgelig give spørgeren mulighed for at læse svaret.

Hr. Kristian Jensen.

Det vil sige, at ordføreren er enig med mig i, at justitsministeren ikke levede op til reglerne for god regeringsførelse, da han oversendte en rapport om spørgsmålet om status efter andet halvår vedrørende arbejdet med udsendelse af afviste asylansøgere. I stedet for at sende den til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik sendte han den til Media. Der er ordføreren altså enig med mig i, at der udviste justitsministeren ikke god regeringsførelse, fordi han sendte rapporten til journalister i stedet for at sende den til folketingsmedlemmer.

Nej, nu skal Venstre passe på ikke at blive alt for polemisk og gøre debatten til sådan en partitaktisk omgang. Jeg synes faktisk, den er for vigtig til at gøre det.

Jeg sagde meget klart, at jeg ikke kender den konkrete sag. Jeg kender ikke status for den rapport, som hr. Kristian Jensen nævner, jeg er ikke med i det udvalg. Derfor er der jo mange ting, og det kan Venstre også godt selv huske, hvorom man må sige, at ministeren ikke har pligt til altid, hver gang der kommer information, først at underrette folketingsudvalgene. Naturligvis har ministeren ikke det. Han har også pligt til at være til stede i den offentlige debat.

Jeg kender ikke baggrunden for denne rapport, som ordføreren nævner, og derfor vil jeg slet ikke drage den form for konklusion, og jeg vil faktisk også have mig frabedt, at jeg bliver lagt den form for konklusioner i munden, for det er ikke det, jeg har sagt. Jeg er kommet med en generel og principiel kommentar til betjeningen af folketingsudvalg.

Fru Karina Adsbøl for en kort bemærkning.

Vi har jo læst regeringsprogrammet, og der står om god regeringsførelse. Et er jo, hvad man siger, noget andet er, hvad man gør. Vi har før set, at selv om det står på skrift, er det noget, som ligesom ikke holder i virkeligheden. Vi kan huske med hensyn til Svendborg akutsygehus, at selv om det stod på skrift, at de havde et løfte om det, blev det ikke til noget. Men så kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren sige med hånden på hjertet: Er det ordførerens holdning, at man udviser god regeringsførelse med det, man siger, og det, man gør?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, som man jo nok roligt kan sige kom vidt omkring i forhold til dagens tema. Som jeg har sagt i min ordførertale, er jeg meget tilfreds med, at der er et selvstændigt kapitel om god regeringsførelse, at det har regeringens bevågenhed i regeringsgrundlaget.

Jeg må også sige, at i et år med folketingsvalg, som jo kom ret sent – fordi den daværende statsminister ikke kunne tage sig sammen til at trykke på knappen – i forhold til finansloven, så måtte der nødvendigvis komme noget pres på tidsfrister for at få en finanslov, vi overhovedet kan regere efter i Danmark. Og så har vi et halvår nu, hvor vi har EU-formandskabet, som naturligvis lægger beslag på ministrenes arbejde, også andre steder end her i Folketingssalen. Så jeg synes, at det er mere end godkendt, at vi altså har en liste, en statistik, der er lige et nøk bedre end den tidligere regerings, og det er et godt sted at starte, når vi skal forbedre fremadrettet.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg kan forstå, at ordføreren mener, at man fuldt ud lever op til god regeringsførelse. Men så kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren, om han er enig med justitsministeren i, at det kan være rimeligt at vurdere lovforslaget og vigtigheden af det indholdsmæssige i forhold til høringssvarene, og hvem der så skal vurdere vigtigheden i, at man sagtens kan sætte det ud i høring med en tidligere frist. For det er jo meget individuelt, når de her lovforslag bliver sendt ud, hvem der har interesse i det, og hvem der synes, det er vigtigt. For nogle er det jo vigtigt, og for andre er det ikke så vigtigt. Hvem skal så vurdere, om det er vigtigt?

Ordføreren.

Der må jeg må bare bekræfte fru Karina Adsbøl. Regeringen lever hundrede procent op til målet om god lovkvalitet, og tallene taler deres tydelige sprog.

Fru Karina Adsbøl spørger så, hvem der vurderer, hvornår det er nødvendigt at fremrykke et lovforslag. Jeg har præcist nævnt i debatten her – det var i debatten med den forrige ordfører fra Venstre – et godt eksempel på, at Folketinget faktisk demonstrerer en god regeringsførelse, og det er faktisk en god lovgivningsøvelse for hele Danmark. Det er alle Folketingets partier, der jo er med på nu at give de private virksomheder i Danmark et investeringsvindue, hvor de kan investere i at forny deres produktionsapparat for at sikre danske arbejdspladser, ikke mindst i det, vi kalder Produktionsdanmark. Det er et godt forslag.

Hvis vi sagde, at vi er nødt til at vente, at vi kan ikke gøre det her og nu: Lad os vente, lad os vente, hvad ville der så ske? Så ville vi risikere at tabe danske arbejdspladser, for det er jo også en del af god regeringsførelse at regere, så der er respekt for de demokratiske principper, og så man beskytter og sikrer danske arbejdspladser.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg var sådan set lidt overrasket over ordførerens indlæg, for der blev brugt lidt tid på det her med, at det også var sådan under VK-regeringen, og at det sådan var nogenlunde det samme, og hvad ved jeg. Det er jo meget trættende at høre på, især for os, der måske ikke aspirerer så kraftigt til regeringsbænkene. Altså, jeg er sådan set ligeglad med, hvilken regering det er, hvis den ikke gør det ordentligt. Det er fuldstændig ligegyldigt, og derfor kunne jeg godt tænke mig, at hr. Magnus Heunicke prøvede at sige noget om, hvorfor den nuværende regering ikke lever op til tingene, uden at nævne nogen tidligere regeringer.

Ordføreren.

Jeg synes, at det er relevant. Min pointe i dag er at få en principiel debat, som også er tilsat et vist gran af realisme, og derfor er det selvfølgelig relevant at se på, hvordan vi historisk set har klaret det i Danmark i forhold til lovkvalitet, og hvordan det i øvrigt står til. Jeg kunne også nævne spørgsmålet om, hvordan internationale organisationer ser på det danske demokratis tilstand og på, hvordan det går. Og det går jo egentlig temmelig godt sammenlignet med andre lande.

Min pointe er jo netop at sige her, punkt 1, at vi har et helt kapitel om det i vores regeringsgrundlag; punkt 2, at i et år, hvor der er et folketingsvalg, der er placeret temmelig sent i forhold til en finanslov, er vi er nødt til at have en del hast for at kunne få en finanslov at regere efter; og punkt 3, at det er et halvår, hvor vi har EU-formandskabet, hvor danske ministre skal lede møder med resten af Europa, ofte uden for landets grænser. Så er det faktisk ikke så dårligt gået, at vi er lidt bedre end den tidligere regering. Det er et godt sted at starte. Det er ikke dér, vores ambitioner stopper, men det er et godt fundament at starte på.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Min pointe med den her debat, sagde hr. Magnus Heunicke. Jeg vil bare oplyse om, at det jo ikke er Socialdemokraterne eller hr. Magnus Heunicke, der har rejst den her debat. Det er sådan set os andre, og vores pointe er, at regeringen ikke lever op til sit regeringsprogram. Det er sådan set det, vi diskuterer her i dag. Det kan da godt være, at man synes, at man ikke skal måles på de første 8 måneder, fordi det ikke siger noget særligt om, hvad regeringen har tænkt sig at gøre, eller hvad ved jeg. Hvis man endelig skal gå tilbage i historien, kan man få sådan nogle parallelforskydninger af dårlige undskyldninger i ørerne, men det kan vi jo ikke bruge til særlig meget.

Hvad vil hr. Magnus Heunicke på Socialdemokraternes vegne love at man vil have gjort, når vi står her igen om et år? For jeg frygter i virkeligheden, at om et år har vi fuldstændig den samme forespørgselsdebat, hvor det vil vise sig, at regeringen heller ikke har levet op til det, for man har jo ikke gjort noget i den virkelige verden. Hvor store målsætninger skal der være? Hvor tilfredse skal organisationerne være i forhold til høringssvar?

Ordføreren.

Nu kunne det lyde helt frygtsomt, og så ville jeg kende hr. Simon Emil Ammitzbøll meget dårligt, hvis han skulle være sådan et frygtsomt menneske. Det synes jeg ellers ikke karakteriserer hr. Simon Emil Ammitzbøll her i livet og heller ikke i det politiske liv. Så derfor vil jeg også mane til, at der kommer lidt ro på nerverne i Liberal Alliance.

Jeg tror ikke nødvendigvis, at vi Socialdemokrater er gået i regering for at tilfredsstille de ønsker og de drømme, som man har i Liberal Alliance. Men i forhold til lovkvalitet, i forhold til at respektere Folketinget har vi nogle standarder, og vi har endda skrevet dem ned. Det, vi har skrevet ned, kan man jo læse som et helt kapitel i regeringsgrundlaget, der temmelig udførligt forklarer, hvad der skal til, hvilke værdier vi synes er vigtige for lovkvaliteten, og hvordan vi vil agere fremadrettet. Det synes jeg er et godt udgangspunkt.

Jeg tror faktisk, at man skal være temmelig sortsynet, hvis man synes, at det, jeg fremlagde om vores resultater de første 7 måneder i forhold til VK-regeringens regeringsførelse, var belagt med dårlige undskyldninger. Nej, det var en god forklaring.

Hr. Lars Barfoed for en kort bemærkning.

Vi har nu fået et forslag til vedtagelse, som Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har fremsat, og vi har jo hørt meget om, at regeringen gerne vil et bredt samarbejde. Der står endda her i regeringsprogrammet i bemærkningerne om god regeringsførelse, at regeringen netop vil samarbejde i Folketinget om at sikre høj lovkvalitet.

Så vil jeg bare spørge: Hvorfor er det, at Socialdemokratiet ikke kan støtte det forslag til vedtagelse? Jeg havde egentlig ventet, at Socialdemokratiet i dag ville gå på talerstolen og sige, at det jo er et forslag til vedtagelse, man kan være enig i, og at man beklager, at man ikke har levet op til god regeringsførelse. Det kan man jo ikke benægte at man ikke har gjort. Og så står der:

»Folketinget opfordrer regeringen til at sikre bedre lovkvalitet, bl.a. ved i højere grad at leve op til kravene om rimelige høringsfrister«.

Hvorfor er det, at Socialdemokratiet ikke kan støtte det forslag til vedtagelse? Jeg troede, at vi kunne vedtage det i bred enighed og så arbejde videre på det grundlag.

Ordføreren.

Jeg kan se, at forslaget til vedtagelse bliver delt rundt nu. Jeg har ikke haft det i hånden endnu, så jeg har kunnet læse det fuldstændig, men tak for genoplæsningen fra hr. Lars Barfoed.

Mit svar må jo være et modspørgsmål, som er: Hvad er det i det forslag til vedtagelse, som vi Socialdemokrater sammen med De Radikale, SF og Enhedslisten har fremsat, som Det Konservative Folkeparti ikke kan vedtage og lægge stemmer til?

Jeg synes, det ville være et rigtig godt signal, hvis vi kunne blive enige om et forslag til vedtagelse her, netop fordi Folketinget står sig godt ved at være enige i at prioritere denne debat og sige, at den her debat har principiel vigtighed. Det havde den under den tidligere regering, og det har den under den her regering. Så mit svar er et modspørgsmål: Hvad er der i vores forslag til vedtagelse, som hr. Lars Barfoed ikke kan støtte?

Hr. Lars Barfoed.

En god måde at undgå at svare på er at stille et spørgsmål til spørgeren i stedet for selv at svare. Det så den taktik, som hr. Magnus Heunicke nu benytter sig af. I modsætning til hr. Magnus Heunicke, som ikke kan svare på mit spørgsmål, kan jeg godt svare, at det kan vi ikke støtte, fordi der mangler en opfordring til regeringen om at sikre bedre lovkvalitet. Det er der i vores. Det er der ikke i det forslag, som jeg har hørt det, og som er fremsat af regeringspartierne. Der vil man ikke være med til at opfordre regeringen til at sikre bedre lovkvalitet. Det gør vi, og jeg vil spørge igen – nu har jeg svaret, så kunne vi måske få svar fra hr. Magnus Heunicke: Hvorfor vil Socialdemokratiet ikke være med til et forslag til vedtagelse, hvor vi opfordrer regeringen til at sikre bedre lovkvalitet, når vi nu skal høre alle de store ord, om at det er det, man går så meget op i, men ikke har levet op til indtil nu?

Ordføreren.

Det billede, hr. Lars Barfoed tegner af regeringens første 7 måneder og af, at man ikke skulle have levet op til lovkvaliteten, kan jeg ikke genkende. Jeg synes heller ikke, at der er nogen som helst tal i statistikkerne, man kan lægge til grund. Så det billede er et usandt billede, som vi er nødt til fuldstændig at tilbagevise.

Hr. Lars Barfoed har så ikke læst vores forslag til vedtagelse endnu, for der henviser vi jo netop til, at Folketinget med tilfredshed konstaterer disse ting om god regeringsførelse, som er oplistet i vores regeringsgrundlag, og det er det, som jeg synes mangler i det forslag til vedtagelse, som hr. Lars Barfoed er medforslagsstiller på.

Der mangler altså en anerkendelse af, hvad det er, som er på programmet i regeringsgrundlaget, og det er grunden til, at vi Socialdemokrater mener, at det forslag til vedtagelse sådan set peger i nogenlunde samme retning, men at vores er mest dækkende for arbejdet.

Hr. Mads Rørvig for en kort bemærkning.

Tak for det. Delingen af behandlingen af lovforslag mellem regering og Folketing er jo nævnt i grundloven, og den er jo, som den er. Af historiske årsager er der en del af den tekniske vurdering og den tekniske bistand, der ligger hos regeringen, selv om den i princippet lige så godt kunne ligge i Folketinget. Det blev der også stillet forslag om under den første regering under Poul Nyrup Rasmussen, der trådte til i 1993. Det blev så aldrig til noget.

Mit spørgsmål – da man kan sige, at en stor del af den tekniske viden ligger hos den udøvende magt – er derfor: På hvilke tidspunkter ville det i ordførerens optik være fornuftigt at nægte Folketinget teknisk bistand i forbindelse med lovgivningsarbejdet?

Ordføreren.

Helt overordnet er det min og Socialdemokraternes holdning, at når et folketingsudvalg eller medlemmer af et folketingsudvalg fra ministeriets side ønsker at få teknisk bistand til ændringsforslag til fremsatte lovforslag, så bør det sådan helt overordnet være standardprincippet, at det skal man have. Jeg ved, at der er en konkret sag, som jeg ikke kender til – det er svært at kende alle konkrete lovforslags gang i udvalgene i detaljer, så den konkrete sag kender jeg ikke til – men som jeg har forstået det, så endte det med, at man fik teknisk bistand, og det synes jeg er det vigtigste.

Jeg har selv gjort brug af det, da jeg sad i opposition som udvalgsmedlem, og det kan være helt glimrende at få teknisk bistand. Jeg må så sige, at min erfaring fra den tidligere VK-regerings såkaldt tekniske bistand er, at det ikke altid var så brugbart, som man som oppositionspolitiker kunne ønske sig.

Hr. Mads Rørvig.

Jeg vil sige til hr. Magnus Heunicke, at jeg sådan set er ligeglad med tidligere eksempler, og jeg er også ligeglad med konkrete eksempler. Det her handler om principper.

Vi har, siden den nye regering trådte til, set flere eksempler her i Folketinget på, at der er blevet nægtet teknisk bistand til Folketinget i forbindelse med lovbehandlingen. Kan ordføreren rent principielt se noget tilfælde, hvor det giver mening for regeringen ikke at yde teknisk bistand til Folketinget?

Ordføreren.

Det kan man jo sagtens argumentere for. Eksempelvis har vi på fredag en sag, som har været oppe flere gange i dag, og som jo er et meget godt eksempel, nemlig sagen om at give private virksomheder et investeringsvindue. Det er en sag, som alle partier i Folketinget – så vidt jeg forstår – bakker op om. Det vil sige, at der ikke vil være nogen partier, som vil bede om teknisk bistand til en ændring.

Hvis der var et parti, som ikke bakkede op om det, og som sagde: Hov, vi vil have teknisk bistand til en ændring, så må man sige, at det ikke kan nås. Derfor er det allerede et temmelig godt eksempel på, at god lovkvalitet og et fungerende demokrati jo netop også er, at demokratiet kan handle.

Derfor er det principielle svar, at vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre god lovkvalitet. På alle statistikker ligger vi lidt bedre end den tidligere regering – endda i et folketingsår, som har været præget af temmelig usædvanlige arbejdskrav til regeringen. Naturligvis må vi også være klar, når det handler om at skabe arbejdspladser, trække Danmark fri af krisen og lukke skattehuller, nogle ting, som skal gøres, og som er nødvendige at fremrykke – også af respekt for demokratiet.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg spørger Socialdemokraternes ordfører i forbindelse med et af de meget aktuelle eksempler, der har været på, at regeringen ikke har overholdt de normale spilleregler, som der er for folketingsarbejdet, og det er i forbindelse med spørgsmålet om lovliggørelse af fixerum til narkomaner. Det var sådan, at der var kritik af, at regeringen ikke overholdt normale høringsfrister. Det var Advokatrådets generalsekretær, der mente, at den måde, regeringen havde kørt den sag på, var meget bekymrende. Sågar var det sådan, at selveste Folketingets formand sagde til regeringen, at det ikke var godt nok, og at det ikke var tilfredsstillende. Og det var det slet ikke i henhold til regeringsgrundlaget, der jo netop taler om, at man gør en dyd ud af at gøre tingene bedre.

Det, som jeg så godt vil spørge Socialdemokraternes ordfører om, er, om det i sådan nogle tilfælde, når nu høringsfristerne slet ikke kører efter bogen, så ikke vil være rimeligt at udskyde behandlingen af sådan nogle lovforslag, og hvorfor Socialdemokraterne og regeringen ikke har arbejdet for det.

Ordføreren.

Vi har den største respekt for Folketinget som demokratisk institution og for institutionen omkring Folketingets formand, og det vil sige, at når Folketingets formand tager sager op med regeringen, så lytter vi, og så støtter vi de ting, som kan være værd at nævne her.

I den konkrete sag, som omhandler fixerum, må man jo nok sige at der ikke er tale om en ny debat, at der ikke er tale om nyt stof, at der ikke er tale om en debat, der ikke har udspillet sig nogen som helst steder. Tværtimod er der tale om en debat, hvor man må sige at parternes holdning, erfaringerne fra udlandet er kendte. I den situation må man spørge: Hvad er formålet med den lov? Formålet er jo at redde liv og også forhindre tyverier, røverier, forhindre hjemmeindbrud, forhindre, at hærdede narkomaner tager rundt på tyvetogter hos danskere for at finansiere deres misbrug. Det er formålet, og derfor valgte regeringen meget fornuftigt at sige: Så lad os få løst den del af problemet, der kan løses ved at fremrykke den lov. Det synes jeg er fornuftigt.

Hr. Peter Skaarup.

Men prøv lige at høre, hvad ordføreren selv siger her, vil jeg sige til hr. Magnus Heunicke. Man siger, at holdningerne er kendte, og at det baserer sig på et spørgsmål om at redde liv og om at forhindre kriminalitet. Hvis man nu mente, at holdningerne var kendte, kunne man da lige så godt i forhold til alle mulige andre lovforslag, som også har været omfattende debatteret på forskellig vis gennem årene, i samme moment sige, at man heller ikke behøver at tage hensyn til høringsfristerne i forbindelse med de forslag.

Det er da ikke et argument, at holdningerne er kendte. Ja, de er åbenbart så kendte hos Socialdemokraterne, at man er ligeglad med de regler, man selv har gjort en dyd ud af i sit eget regeringsgrundlag. Det er dog foragt for folkestyret, foragt for Folketinget, foragt for de parter, som har interesse i de her sager. Det er jo derfor, man sender forslag til høring, altså netop for at få andre input, andre holdninger frem end det, som den her dygtige regering har fundet frem til.

Må jeg så ikke godt gentage mit spørgsmål, for det blev der ikke svaret på: Hvorfor vælger man så ikke, når det er situationen, altså at man ikke har overholdt sine egne høringsfrister, at udskyde lovbehandlingen af det forslag, der ligger? Det ville dog være et minimum af fornuft.

Jeg beder også om, at vi overholder taletiderne. Ordføreren.

Tak, det skal jeg prøve at gøre. Sagen her er jo et meget godt eksempel, og når Folketingets formand tager den her sag op med regeringen, bliver der jo selvfølgelig lyttet. Det var også det, ministrene faktisk sagde i deres taler, og der synes jeg godt, Folketinget kunne kvittere for det og sige, at der faktisk bliver lyttet, når der er tilfælde, hvor man siger, det er ærgerligt, vi ikke når den frist her.

Når regeringen og vi Socialdemokrater valgte at støtte, at man ikke overholdt de almindelige frister, når det drejede sig om det konkrete forslag, så var det, fordi vi ikke ville kunne forsvare at gå en sommer i møde med endnu flere villaindbrud, endnu flere hjemmerøverier, endnu mere kriminalitet begået af de hærdede narkomaner, der skal have penge til deres stof, og endnu flere dødsfald blandt dem, som er på samfundets bund, hvad nogle af de allermest hærdede narkomaner jo må siges at være, og det er jo dem, som det her lovforslag henvender sig til. Det var af hensyn til dem, at vi sagde: Så lad os gøre det her.

Men vi tager også den løftede pegefinger ad notam, som Folketingets formand har givet regeringen, og som han giver mig nu her ved at rejse sig op, kan jeg se.

Det stemmer.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Vi havde indkaldt til den her forespørgselsdebat, fordi vi syntes, at der var et problem med regeringen, men jeg kan forstå, at det så i hvert fald også har bredt sig til den socialdemokratiske politiske ordfører, hr. Magnus Heunicke. Hr. Magnus Heunicke bliver stillet nogle relevante spørgsmål, bl.a. af hr. Kristian Jensen og hr. Peter Skaarup, og man lytter ikke til det, der bliver spurgt om, og man svarer ikke på det, der bliver spurgt ind til. Det er det samme problem, vi har med regeringen: Man lytter ikke til de høringssvar, der kommer ind, man tillader faktisk ikke engang, at de får en ordentlig frist, og man svarer ikke ordentligt på Folketingets spørgsmål. Det er sørgeligt, at det nu også har bredt sig til den socialdemokratiske politiske ordfører; det er sørgeligt for folkestyret, vil jeg sige til hr. Magnus Heunicke.

Jeg vil godt stille hr. Magnus Heunicke et principielt spørgsmål: Når et folketingsmedlem, der har stillet et spørgsmål til en minister, skal have et svar, synes hr. Magnus Heunicke så, det er i orden, at det svar, når det er færdigt i ministeriet, bliver givet til en journalist, før det bliver oversendt til Folketinget? Det er et principielt spørgsmål, det er ikke en konkret sag, det er rent principielt: Synes hr. Magnus Heunicke, det er i orden, at man orienterer pressen, medierne, først, altså før man orienterer Folketinget?

Ordføreren.

Tak for det konkrete spørgsmål. Hvis det er sådan, at hr. Karsten Lauritzen hører vores svar som ikkesvar, så er det måske simpelt hen derfor, der er den her forståelseskløft. Det synes jeg sådan set ikke at debatten indtil nu har båret præg af, men det kan være, at vi må prøve at finde ud af det på anden vis.

Når det gælder konkrete spørgsmål, er min principielle indstilling – og det har jeg også sagt tidligere temmelig klart fra den her talerstol, lige for nogle minutter siden – at når et folketingsmedlem i et udvalg stiller spørgsmål til en minister, bør der helt overordnet og helt principielt ske det, at svaret kommer udvalget i hænde, før det kommer offentligheden i hænde. Min personlige holdning er faktisk, at det bør komme spørgeren i hænde, før det kommer udvalget i hænde. Det var også min holdning før valget, men jeg ved, at der er nogle problemer, i forhold til hvordan man skal give udvalget disse svar. Men det mener jeg faktisk ville være det, vi skulle arbejde hen imod, og det kan være, at vi kan finde en løsning på det.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jamen det vil jeg godt kvittere for, det var et klart svar. Jeg havde håbet, at hr. Magnus Heunicke kunne have givet det til hr. Kristian Jensen. Men det er et klart svar, og jeg vil godt kvittere for, at ordføreren siger, at Socialdemokratiets holdning er, at når man stiller et spørgsmål som folketingsmedlem og der bliver svaret, så skal svaret selvfølgelig komme spørgeren i hænde, før det kommer pressen i hænde.

Vi er så bare i den situation, at man i et tilfælde i Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik og i et andet tilfælde i Retsudvalget har set, at Justitsministeriet og justitsministeren har oversendt – og man får indtryk af, at det nærmest er systematisk – svar til pressen, før det er blevet sendt til Folketinget.

Jeg er godt klar over, at det ikke er en konkret sag, ordføreren kan tage stilling til, men jeg håber så, at når der nu bliver klaget til Folketingets Præsidium over det her, vil ordføreren stå ved det, ordføreren sagde, og bakke den klage op, sådan at vi kan få rettet op på den praksis, som er forkert, hvilket ordføreren lige har sagt at han principielt er enig i, nemlig at serviceringen af Folketinget må komme før serviceringen af offentligheden eller som minimum samtidig.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet her, hvor hr. Karsten Lauritzen får sagt, at det må være systematisk, når der skulle være et, måske to eksempler, som jeg ikke kender til, hvor man mener at kunne påvise, at der har været en orientering af medierne, før udvalget er blevet orienteret. Jeg kender ikke de konkrete sager, så jeg synes ikke, det er rimeligt, hvis jeg skal udtale kritik fra talerstolen; for jeg kender ikke de der sager. Men principielt har jeg den holdning, jeg har redegjort for tidligere.

Jeg vil så også, når man siger, det er systematisk, med al respekt sige, at jeg faktisk tror, at Justitsministeriet er et af de steder, der giver allerflest svar til Folketinget. Jeg tror, at vi er oppe på langt over 500 svar, det er bare et bud – jeg får lige at vide, at det er 1.600 svar – og så er der vel trods alt ikke ved en-to sager, man kan rejse tvivl om og sætte spørgsmålstegn ved, tale om, at det er systematisk. Jeg synes også, at det ville klæde Venstre at have den form for realisme med i den debat.

Der er ganske mange, der beder om korte bemærkninger.

Jeg skal bare i al stilfærdighed sige, at oprindelig var det meningen, at den her forespørgsel skulle have været en hasteforespørgsel inden for en snævrere tidsramme. Det er den ikke blevet, vi afvikler den efter de normale regler for forespørgsler, men jeg tror da, at kollegaerne vil sætte pris på, hvis vi kan nå at afslutte den inden kl. 13.00. Så derfor vil jeg bede om, at man ligesom overvejer, om de spørgsmål, man stiller, har været stillet indtil flere gange tidligere. Det er en sag, vi har drøftet i Præsidiet, nemlig at det skal man nok prøve at undgå så meget som muligt af i forbindelse med debatterne her i Folketinget.

Jeg giver ordet videre til hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Det lægger jo et vist pres på mig. Jeg skal forsøge at gøre mit ypperste med at stille nye spørgsmål.

Det har tit været fremme i debatten, at regeringen er ude at sige, at nu skal danskerne arbejde mere, og at danskerne skal holde for, for der er økonomisk krise osv. Der har også været forslag fremme af forskellig art i den henseende.

Så tænkte jeg, at jeg egentlig syntes, at det kunne være relevant, når nu man diskuterer, hvor meget danskerne skal holde for, og hvor meget de skal arbejde osv., og hvordan man kan effektivisere og spare på velfærdssamfundet, at jeg stillede spørgsmålet: Hvad kan udenlandske statsborgere i Danmark egentlig bidrage med?

Derfor stillede jeg et spørgsmål til socialministeren, hvor jeg bad socialministeren oplyse, hvor meget udenlandske statsborgere årligt trækker på de danske velfærdsydelser. Jeg vil høre, om ikke hr. Magnus Heunicke synes, at det er rimeligt, at man får det oplyst, sådan at det kan indgå i debatten på lige fod med alle mulige andre oplysninger. Så kan man have politiske holdninger til, om det er den vej, man skal gå. Men synes hr. Magnus Heunicke, at det er rimeligt, at fakta i hvert fald bliver oplyst til Folketinget og indgår i debatten?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at hr. Martin Henriksen tager det sidste forbehold med, for min holdning til den slags spørgsmål er, at det er med til at sætte skel blandt danskerne med en ubehagelig, hetzagtig os og dem-retorik, som jeg ikke synes giver nogen som helst løsninger på de udfordringer, samfundet står over for.

Til det konkrete spørgsmål vil jeg sige, at det jo afhænger af, om det er et talmateriale, som er til at skaffe, om det er meningsfuldt at kunne gøre det inden for tidsfristerne og inden for det logisk rummelige.

Jeg må da også her fra talerstolen erkende, at for nogle år siden var det nogle gange, jeg som tidligere trafikordfører stillede spørgsmål om IC4-tog og den tidligere regerings håndtering af den sag, som jeg synes var dårlig. Jeg stillede bl.a. spørgsmål om forsinkelser og fik de svar, at de her spørgsmål havde man ikke data på, at det ville kræve mange kræfter at finde dem frem, og at det i øvrigt ikke ville være relevant af den og den årsag, for der var en anden måde at gøre tingene op på. Og den form for dialog med oppositionen synes jeg sådan set bare er fornuftig fra regeringens side.

Hr. Martin Henriksen.

Det var jo en lang snakken udenom, så det er svært at bruge det svar til noget. Jeg havde da håbet, at hr. Magnus Heunicke ville være lidt mere konkret og sige, at man kan have den politiske overbevisning, som hr. Magnus Heunicke og regeringen har, om, at hvis vi begynder at stille spørgsmål om, hvor meget udenlandske statsborgere hiver ud af det danske velfærdssamfund, laver vi skel i befolkningen. Det mener jeg nu ikke vi gør. Jeg synes, at det er et stille og roligt og fredeligt spørgsmål at stille. Men den politiske holdning kan man selvfølgelig have. Det er jo fair nok.

Men man kan også have den holdning, at det er besværligt af forskellige årsager på grund af EU-regler osv. Men de regler er jo sat op af politikere og kan derfor også ændres af politikere.

Derfor vil jeg bare høre, om ikke hr. Magnus Heunicke kan se det rimelige i, at når man stiller et faktuelt spørgsmål til socialministeren, hvor man beder om at få oplyst, hvor meget udenlandske statsborgere årligt trækker ud af velfærdsydelser i det danske samfund – det kan jo også bare være et skøn, det kan jo oplyses i svaret at det er – kan det jo indgå på lige fod med alle de andre ting, vi diskuterer i den her prioriteringsdiskussion om, om danskerne skal arbejde mere eller mindre.

Nu har jeg stillet spørgsmålet tre gange, og jeg har stadig væk ikke fået svar. Synes hr. Magnus Heunicke ikke godt, at man kunne svare på faktuelle spørgsmål, i hvert fald gøre sig umage for at forsøge at svare på dem?

Ordføreren.

For så vidt angår sådan et spørgsmål, vil jeg sige, at der åbenbart har været tre eller fire spørgsmål og svar, og man har spurgt videre i nogle udvalgssammenhænge; jeg har ikke fulgt det. Vi har jo i tusindvis, titusindvis, ja, måske i hundredtusindvis af dokumenter, og det er svært som politisk ordfører at følge alle de dokumenter, der kører frem og tilbage mellem Folketinget og regeringen.

Hvis det havde handlet om et spørgsmål, hvor man kan slå svaret op i Danmarks Statistik, jamen så er det da klart, at så er det bare med at sende svaret over. Det kunne også være, at man som oppositionspolitiker selv kunne finde de tal i Danmarks Statistik, men selvfølgelig kan regeringen også sende dem over.

Debatten i dag handler om god regeringsførelse, om de lovforslag, som regeringen lægger frem, om svarene til Folketinget, om samrådsdeltagelse og om høringsfrister til parter uden for Folketinget. Og der synes jeg faktisk, at den type spørgsmål, som hr. Martin Henriksen her fremfører, er en slags polemiske spørgsmål, det er en rent politisk kamp, om spørgsmålet overhovedet kan stilles med mening. Det kan man have en politisk debat om. Man kan bare ikke sige, at det er dårlig regeringsførelse ikke at kunne levere et svar på et så polemisk, politisk spørgsmål.

Hr. Jan E. Jørgensen, en kort bemærkning.

Jeg synes, det er både trist og trættende at høre Socialdemokraternes ordfører, hr. Magnus Heunicke. Der bliver stillet et spørgsmål om, hvorfor et lovforslag om fixerum skulle hastes igennem på den måde, som det er sket, og hr. Magnus Heunicke svarer noget, der decideret er forkert. Hr. Magnus Heunicke siger: Jamen grunden var, at vi skulle hindre hærdede narkomaner i at begå hjemmerøverier for at skaffe penge til deres stoffer. Men der vil jo ikke blive begået så meget som ét indbrudstyveri, hjemmerøveri eller anden form for kriminalitet mindre, fordi vi får fixerum, for narkomanen skal jo stadig væk ud og skaffe penge til sit stof. De stoffer, der skal indtages i fixerum, vil jo stadig væk skulle købes på det illegale marked, og narkomanen har stadig væk kun kriminalitet som mulighed for at skaffe penge til sit stof. Så den socialdemokratiske ordfører aner ikke, hvad lovforslaget om fixerum går ud på, for den forklaring, man kommer med, er det rene nonsens.

Ordføreren.

Det er vigtigt at holde debatten på det rent principielle plan, og derfor skal man nok være varsom med at gå ind i debatten om fixerum. Narkomanernes færden, ikke mindst i Danmarks store byer, selvfølgelig ikke mindst her i København, viser, at deres hverdag ikke er nem. Deres hverdag er presset med hensyn til kriminalitet, stofmisbrug, mange er ude i prostitution, i hæleri, de er i en kamp om at få fat i stof og finde steder, hvor de kan sprøjte sig i tryghed og vide med sikkerhed, at det, de sprøjter sig med, er i orden, og at de kan få fat i rene sprøjter. Alle disse ting er med til at presse narkomanerne til en uværdig tilværelse og med til at skabe utryghed ikke mindst i de bydele, hvor vi har problemer med narkomani. Den utryghed i at have kriminalitet og have hærdede narkomaner, der står på gadehjørner og fixer, som det hedder, vil vi godt handle hurtigt for at få elimineret så stor en del af, som dette lovforslag nu indebærer. Det er begrundelsen for mit svar.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg ved ikke, hvordan man som narkoman skulle kunne finde ud af, at det stof, man sprøjter sig med, er i orden, for det finder man jo ikke ud af ved at have et fixerum. Det er rigtigt, at der er personale til stede, så hvis man får en overdosis, går der formentlig kortere tid, før der kommer en ambulance.

I Venstre kan vi godt se positive ting ved fixerum. Men det, vi skrev i vores betænkningsbidrag, var netop, at vi syntes, at den her debat havde haft brug for noget mere tid, for det, man er i gang med nu, er ikke den optimale løsning. Hvorfor så ikke lave den optimale løsning, som for alvor kunne gå ind og redde liv blandt narkomaner, og som for alvor kunne gå ind og få gjort op med den følgekriminalitet, hvor narkomaner på ulykkelig vis er nødt til at begå forskellige former for kriminalitet for at få de stoffer, som de er så afhængige af?

Det er jo netop det, som har været grundlaget for vores kritik af den meget, meget korte høringsfrist på under et døgn, som regeringen har ment har været nødvendig. Og så kan vi høre på Socialdemokraternes ordfører, at det åbenbart også er gået så hurtigt for Socialdemokraternes ordfører, at han heller ikke har forstået, hvad lovforslaget handler om.

Ordføreren.

Det sidste må stå for hr. Jan E. Jørgensens egen regning.

Jeg synes, jeg har sagt det meget klart – og det gentager jeg gerne – at når der er kritik fra Folketinget, og når Folketingets Præsidium og Folketingets formand har anledning til at rejse kritik af regeringen med hensyn til visse enkeltelementer blandt de hundredvis af lovforslag, så bliver der lyttet. Det var det, regeringens repræsentanter ved statsministeren og justitsministeren sagde ved debattens indledning. Jeg forventer ikke, at man i nogen dele af oppositionen kvitterer for det, for jeg ved godt, at det er det politiske spil, men jeg forventer, at man lytter. For det er det, som er blevet sagt af mig og af regeringsrepræsentanterne. Og så bliver der lyttet efter, godt.

Hvorfor gør vi det? Fordi vi mener det alvorligt, når vi i regeringsgrundlaget skriver et helt kapitel om god regeringsførelse. Hvorfor? Fordi det er vigtigt for demokratiet. Vi mener også, at et element i god regeringsførelse er, at man nogle gange kan handle hurtigt, når det drejer sig om økonomi, danske arbejdspladser, og når det drejer sig om at være med til at lave tiltag, som er velbeskrevne og velkendte i debatten, både i Danmark og i udlandet, og som kan redde menneskeliv og sikre en tryggere verden, et tryggere liv for dem, som er i direkte og indirekte forbindelse med det. Det er det, vi adresserer, og det er netop det, debatten om fixerum handler om.

Fru Gitte Lillelund Bech for en kort bemærkning.

Tak. Nu stiller jeg et kort spørgsmål, og så håber jeg også, at jeg får et kort svar, for så kan vi nå nogle flere korte bemærkninger. Med hensyn til god regeringsførelse står der i forretningsordenen for Folketinget, at når der skal besvares skriftlige § 20-spørgsmål, er svarfristen 6 hverdage. Hvor høj en procentdel af svarene fra en minister skal ligge inden for dette, for at det er god regeringsførelse?

Ordføreren.

Målet er jo en 100 pct.s overholdelse af fristen. Det kan være svært, for nogle af spørgsmålene er temmelig avancerede, og alle ved jo, at det ikke er ministeren, der sidder om aftenen og finder svar i Danmarks Statistik. Det er embedsapparatet, som knokler og knokler hårdt med at levere svarene, som kan kvalificere debatten, og som kan kvalificere lovgivningsarbejdet i Folketinget. Målet er 100 pct.

Men det vil også være sådan, og derfor min pointe om realisme, at der til enhver tid – det var der tidligere, og det vil der også være nu og her – vil være ministre, som ligger markant under de 100 pct. Hvorfor? Fordi der er en overvældende spørgsmålspukkel. Vi har lige hørt, at Justitsministeriet siden valget har fået 1.500 spørgsmål, eller var det 1.600? En overvældende spørgsmålspukkel af teknisk karakter kan naturligvis belaste et helt system i den grad, at man ikke kan få svar på alle 100 pct. inden for fristen.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Det var så et langt svar. Jeg spurgte om § 20-spørgsmål. § 20-spørgsmål er ikke tekniske spørgsmål, § 20-spørgsmål er om ministerens holdning til noget. Der er en svarfrist på 6 hverdage. Det er lige præcis derfor, det er en svarfrist på 6 hverdage, nemlig fordi det er ministerens holdning til noget, hvor de tekniske spørgsmål er udvalgsspørgsmål. Det går jeg ud fra at hr. Heunicke ved, for han har trods alt siddet herinde i nogle år. Og ved de tekniske spørgsmål er der en væsentlig længere svarfrist.

Jeg vil bare gerne have et tal fra hr. Magnus Heunicke: Hvornår er det god regeringsførelse, at man svarer inden for de 6 hverdage, når der tales om § 20-spørgsmål? Er det god regeringsførelse, når 80 pct. er besvaret korrekt?

Ordføreren.

Målet er, som jeg sagde, 100 pct. Kan det lade sig gøre? Formentlig ikke. Deraf min pointe om realisme. Men målet må jo være 100 pct.

Jeg kan udmærket godt skelne i forbindelse med den nye skillelinje, vi lavede mellem udvalgsspørgsmål og § 20-spørgsmål, men man skal også huske på, at selve opdelingen i holdning og, kan man sige, teknik og faktualiteter, det, som ligger i denne opdeling, vi indførte for et par år siden, også kan være til diskussion. Den opdeling er også svær. Det sker jo ofte, at man får et svar, der hedder: Vi er nødt til at bede om, at spørgeren vil stille spørgsmålet som udvalgsspørgsmål. Hvorfor? Fordi der er nogle faktuelle elementer her, som vi er nødt til at have belyst for at kunne begrunde et rigtigt svar. Sådan må det jo være.

Hr. Eyvind Vesselbo for en kort bemærkning.

Det har åbenbart været en lang række spørgsmål, der har været meget svære at besvare, fordi det har været lidt svært at få et svar ud af ordføreren.

Nu skal jeg stille et meget nemt spørgsmål. Jeg har en helt konkret sag, hvor jeg netop bad socialministeren om at få teknisk bistand til at lave et ændringsforslag til et meget omtalt lovforslag, og hvor socialministeren svarede tilbage, at hun ikke ønskede at yde teknisk bistand, ikke med nogen egentlig begrundelse, andet end at ministeren ikke var enig i det, som jeg foreslog. For jeg foreslog faktisk noget og begrundede det, og så sagde ministeren, at hun ikke mente, at der var behov for lovteknisk bistand, fordi hun ikke var enig i det, som jeg bad om. Er det god regeringsførelse, når en minister svarer på den måde?

Ordføreren.

Jeg kender ikke til det konkrete. Jeg tror, at det måske kan være fixerumsdebatten, men det blev ikke sagt med et ord, så jeg ved ikke præcis, hvad hr. Eyvind Vesselbo taler om. Men hvis det er den debat, må jeg sige, at jeg ikke er med i Socialudvalget, og det vil sige, at jeg ikke har været en del af den debat. Jeg kan forstå, at man efterfølgende har rettet henvendelse til Folketingets Præsidium, og jeg tror også, at det har været taget op i Udvalget for Forretningsordenen, og det er jo sådan, man skal håndtere den slags sager. Det er derfor, at vi har disse instrumenter, disse institutioner i Folketinget, og der er også taget affære i forhold til det. Det synes jeg er glimrende.

Men helt principielt er det min holdning, og der er det vores holdning blandt Socialdemokraterne, at hvis man har et ønske om at få teknisk bistand og det i øvrigt giver mening rent indholdsmæssigt at gøre det, ikke politisk mening, men giver mening i sådan rent teknisk forstand, så bør man få tildelt teknisk bistand fra embedsværket for netop at kvalificere ændringsforslagene også her i Folketinget.

Hr. Eyvind Vesselbo.

Jeg må sige, at jeg egentlig synes, at det er imponerende, hvordan ordføreren kan tale sort i så lang tid. For det, som jo er pointen her, er vel ikke, når jeg f.eks. beder om lovteknisk bistand, at jeg så skal få det op i Præsidiet eller få et enigt socialudvalg til at bede ministeren om at gøre det, altså give mig på vegne af Venstre den tekniske bistand. Så skal det vel ske automatisk. Jeg mener, hvis vi først skal til at få et nej fra en minister! Er det ikke sådan, at ministeren som udgangspunkt altid skal give lovteknisk bistand, hvis et medlem beder om det, hvis et parti beder om det, og at man ikke skal over Præsidiet eller over et enigt socialudvalg for at få den her tekniske bistand? Hvis vi skal til at arbejde på den måde, er det jo – mener jeg – mangel på respekt for Folketinget, og så mener jeg faktisk, at Præsidiet i højere grad, end det er sket i den her sag, bør gribe ind og sige til ministeren, at det her ikke går, at der må svares helt konkret fra starten.

Ordføreren.

Jeg prøver at tænke mig lidt om, tænke over, hvad det er, jeg har sagt, som kan få hr. Eyvind Vesselbo til at tolke, som han gør, og høre de ting, jeg siger, som han gør.

Nu siger jeg det en gang til: Det er min holdning, og det er Socialdemokraternes helt principielle, helt overordnede holdning, at når et udvalgsmedlem beder et ministerium og en minister om at lade ministeriet give teknisk bistand til at lave ændringsforslag, så skal den bistand som udgangspunkt leveres. Det har jeg sagt nu, og jeg tror, at det er fire gange, jeg har sagt det. Jeg synes ikke, at der er noget som helst sort eller gråt eller anden snak. Jeg synes, at det er fuldstændig klar tale. Den lovtekniske bistand skal som udgangspunkt leveres.

Det, jeg så tilføjede, var at spørge, om der så er eksempler, hvor det ikke er sket? Ja, det er der. Er det blevet taget op? Ja, det er det. Er det blevet beklaget? Ja, også det. Derfor synes jeg, at det forløb, der har været, er tilfredsstillende, fordi der kom det resultat ud af det.

Hr. Esben Lunde Larsen for en kort bemærkning.

Tak for det. Hvilke initiativer vil ordføreren og regeringen tage, for at Århuskonventionen i fremtiden bliver overholdt af regeringen?

Ordføreren.

Jeg har ellers selv boet i Aarhus, men jeg er bange for, at jeg simpelt hen ikke er klædt fuldstændigt på, når det gælder Århuskonventionen; men jeg vil gætte på, at den handler om god regeringsførelse, siden spørgsmålet bliver rejst her. Så jeg vil stille et modspørgsmål, for det kan være, at spørgeren måske kan bidrage med noget ny viden her i Folketinget til dem af os, der ikke er fuldstændig inde i Århuskonventionen, og det er i forhold til regeringsgrundlaget.

Så vidt jeg forstår, lægger regeringsgrundlaget op til at følge de, kan man sige, generelt vedtagne spilleregler for, hvad der skal til for at udøve god regeringsførelse, så er der noget i regeringsgrundlagets kapitel om god regeringsførelse, som ikke lever op til den konvention, som spørgeren nævner?

Hr. Esben Lunde Larsen.

Jamen det er jo næsten for flot, at ordføreren ikke ved, hvad Århuskonventionen er, når det er den, der ligger til grund for god regeringsførelse. Hele grundlaget for god regeringsførelse er Århuskonventionen, som er vedtaget og tiltrådt af en række lande, f.eks. om adgang til oplysninger, offentlighedens medvirken og klageadgang inden for miljøområdet. Det er en af de mest anvendte konventioner i forhold til god regeringsførelse, når det gælder hele det enorme miljøområde, og hvordan skal man kunne diskutere god regeringsførelse med ordføreren, hvis det grundlæggende princip, der gør sig gældende for god regeringsførelse, ikke er ordføreren bekendt? Så bliver det jo helt umuligt.

Jeg skal ikke stå her og oplyse ordføreren om, hvad oppositionspartierne vil med god regeringsførelse, for vi sidder i opposition i øjeblikket. Vi anfører en række klager over, hvad der er af mangler, og de er begrundet i forskellige konventioner, så derfor er det jo ordføreren, der skal gøre rede for, hvordan det er, den gode regeringsførelse kommer på banen.

Ordføreren.

Derfor henviser jeg igen til kapitlet i regeringsgrundlaget omhandlende god regeringsførelse. Og jeg må bare sige, at det er med kæmpestor tilfredshed, at jeg må konstatere, at spørgeren anerkender, at netop god regeringsførelse og de ting, som vi her håndterer i regeringsgrundlaget, er taget fra en konvention, som endda er fra så smuk og god en by som Aarhus med så stolte politiske traditioner. Det synes jeg sådan set bare er glimrende.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det hr. Peter Skaarup som ordfører for Dansk Folkeparti.

»God regeringsførelse« er jo en ofte hørt bemærkning og målsætning for den siddende regering – det står sågar i regeringsgrundlaget. Den tidligere regering, VK-regeringen, havde jo også sådan en ambition, ligesom Nyrupregeringen havde det i sin tid, men det særlige i dag, kan man sige, er, at den regering, der sidder nu, i forbindelse med sin tiltrædelse har understreget det meget vigtige i netop god regeringsførelse. Det er blevet understreget meget – meget ofte – man har sågar afsat en hel side, side 76, i regeringsgrundlaget, »Et Danmark, der står sammen«, fra oktober 2011 til formålet. Det er sådan set det nye i forhold til tidligere regeringer. Hvis man læser der på side 76, kan man bl.a. læse følgende:

»Regeringen vil derfor forpligte sig til et program for god regeringsførelse, som med konkrete tiltag skal sikre en bedre lovkvalitet og forbedre de generelle muligheder for at kontrollere regeringens embedsførelse.«

Det lyder jo godt, og man skal egentlig bemærke her, at regeringen skriver: »en bedre lovkvalitet«, hvilket jo så betyder en bedre lovkvalitet, end den forrige regering åbenbart havde. Det må jo være det, man kan tolke ud af det regeringsgrundlag, som ligger på bordet.

Det er jo rigtigt nok, at den tidligere regering, som også nogle ordførere har været inde på, da også havde nogle problemer med at overholde nogle basale ting omkring ordentlig tid til høringer af lovforslag, men når den nuværende regering så hårdt slår sig op på at ville gøre det bedre – man skriver sågar i regeringsgrundlaget, at man vil gøre det meget bedre end den tidligere regering – forpligter det jo på en anderledes måde, kan man sige. Og bedre ser det faktisk ikke ud til at være blevet, snarere tværtimod. Det er ikke blevet bedre, det er blevet værre set med Dansk Folkepartis øjne, når man kigger på de sager, der har været.

I november måned fremsatte regeringen en række meget komplicerede skattelovforslag med en høringsfrist på kun 3 dage. Til sammenligning kaldte skatteministerens partifælle, sundhedsministeren, engang daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech for en lovskiksforræder. Hun sagde, at den daværende integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, var en lovskiksforræder, fordi hun nemlig også kun havde givet 3 dages høringsfrist i forbindelse med et lovforslag. Men når det så er ens egen skatteminister, hører vi ikke et kvæk fra Socialistisk Folkeparti, og det er useriøst set med vores øjne.

Men ikke nok med det: I slutningen af november måned fremsatte regeringen lovforslag om generationsskifte i familieejede virksomheder – det kan være rimelig kompliceret stof – og igen var fristen 3 dage. Igen var høringsfristen 3 dage for dem, der måtte have kommentarer til det her lovforslag.

Der må man bare sige at regeringen er i strid med sine egne målsætninger ved at lave nogle helt, helt urimelige arbejdsbetingelser for Folketingets partier og jo ikke mindst de organisationer og borgere, der har en interesse i at komme med høringssvar til lovforslaget, som det ligger. Man kan altså så få den tanke, og jeg synes egentlig, at hr. Magnus Heunicke bekræftede det meget godt, at høringen kun sådan er af formel karakter, og at den ikke er reel, fordi man altså ikke gider høre på folket, man gider ikke høre på organisationerne, man gider ikke høre på dem, der har noget viden om det, fordi man er optaget af, at det hele skal gå så hurtigt. Men så kunne man jo lige så godt generelt afskaffe alt, hvad der hedder høringer, hvis man har den holdning.

I begyndelsen af maj måned blev det så bare endnu værre: Der var 2 dages høringsfrist til et forslag om at lovliggøre fixerum for narkomaner. Selv Folketingets formand, hr. Mogens Lykketoft, kritiserede det, og når man tænker på, i hvor mange år sådan en debat om fixerum egentlig har kørt, og hvor mange der har en interesse i et sådant emne, er det en direkte hån mod folk, der i realiteten ikke får mulighed for at komme til orde, når forslaget bare ligger på bordet og man ikke har mulighed for at kommentere det.

Det seneste eksempel på en helt grænseoverskridende ringe lovbehandling er forslaget om Danmarks tiltrædelse af EU's finanspagt. Her nægtede regeringen en fornyet udvalgsbehandling i Europaudvalget forleden dag, og vi synes i Dansk Folkeparti, at det er uhørt, at man nægter et mindretal retten til at få en fornyet udvalgsbehandling, når der er relevante bemærkninger og svar, der ikke er kommet til udvalget. Så det her skal blive bedre, og regeringen bør leve op til sin egen målsætning.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og så er det fru Marianne Jelved som radikal ordfører.

Regeringen er i kraft af sin regeringsmagt forpligtet til at gøre det muligt for folketingsmedlemmerne at varetage deres opgave som lovgivere og som regeringens kontrollanter. Det er derfor glædeligt, at det også er et emne, som regeringen har prioriteret i sit regeringsprogram, og det er jo noget, der i høj grad forpligter regeringen. Der er to ting, som jeg her vil koncentrere mig om, nemlig det med høringsfristerne og det med svar på spørgsmål.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at det med god regeringsførelse er noget, som Det Radikale Venstre prioriterer højt. Det er af afgørende betydning for den tillid, der er til arbejdet i Folketinget, at det lovforberedende arbejde er af en høj kvalitet, og at det er noget, der er anerkendt bredt, i det mindste blandt de mennesker, som beskæftiger sig med det.

Hvis der i offentligheden breder sig en oplevelse af, at de relevante organisationer, foreninger, brancher og interessenter ikke får en rimelig tid til at gennemgå lovforslagene og komme med deres bemærkninger, kommentarer, ændringsforslag, og hvad der ellers ligger dem på sinde, når de har læst lovforslaget, så er det meget uheldigt, fordi det mindsker legitimiteten i det arbejde, der foregår her. Men sådan er det heldigvis heller ikke. Normalt foregår alt jo efter de bedste hensigter og på en rimelig måde.

Men jeg vil i et folkeoplysningsøjemed godt gøre lidt ud af at forklare, hvorfor det er så vigtigt, at vi som folketingsmedlemmer får de høringsberettigedes kommentarer til lovforslagene. Det er jo derude, i virkelighedens verden, at der er den faglige viden og de erfaringer fra praksis, som folketingsmedlemmerne ikke altid kan være i besiddelse af, og det er derfor en viden, som er vigtig for Folketingets medlemmer, for parlamentarikerne.

I virkeligheden er de høringsnotater, der er til hvert lovforslag, et af de allervigtigste værktøjer, som lovgiverne har; det er jo parlamentarikerne, der har ansvaret for, hvordan lovforslagene behandles her i Tinget og i udvalgene og på møder ude i landet, hvor vi må stå til ansvar for det, vi har foretaget os i Folketinget. Det er også parlamentarikerne, der i forbindelse med eventuelle ændringsforslag tager ansvar for deres stillingtagen, og de har derfor en velbegrundet interesse i, at lovforarbejdet er sikret gennem nogle ordentlige høringsfrister og nogle gennemarbejdede høringssvar og et kvalificeret høringsnotat, hvoraf ministerens og ministeriets kommentarer og stillingtagen fremgår.

Vi har derfor også en forventning om, at de fejl, der har været på dette område før, ikke mere vil forekomme, hvis det overhovedet kan undgås. At der kan ske fejl og man ikke kan leve op til de store fordringer, som der af og til er i forbindelse med arbejdet, er selvfølgelig noget, der ikke kan undgås.

Det er derfor også godt, at vi har et udvalg, som kan følge op på alle disse udmærkede bekymringer og på det, der er resultaterne af arbejdet herinde, nemlig Udvalget for Forretningsordenen, og det er et tema, som Præsidiet tager meget alvorligt.

Med hensyn til besvarelse af spørgsmål er der også her nogle tidsfrister, der skal overholdes, og spørgsmålene skal være fyldestgørende besvaret; det er alle enige om. Det er medlemmernes spørgsmål til ministrene, der er måden at kontrollere regeringen på, og her bør regeringens ministre have en selvstændig interesse i, at der er en fyldestgørende besvarelse. For det er sådan, at spørgsmål og svar ret hurtigt kan offentliggøres i læserbreve eller på anden måde, og der er jo ikke nogen, der i vælgernes øjne – i anførselstegn – vil dumpe på grund af manglende kvalitet i arbejdet eller i svarene.

I det hele taget må det være sådan, at Folketinget bliver serviceret af ministrene på alle de måder, som det er muligt for ministrene, for det er det, der skaber det tillidsfulde samarbejde mellem Folketinget og regeringen, sådan som regeringen også har understreget det i redegørelsen i regeringsgrundlaget. Men det er som sagt sådan, at det er nogle arbejdsvilkår, der nøje vil blive fulgt i Udvalget for Forretningsordenen.

Nu har jeg jo bevæget mig på det meget ideelle plan, og jeg vil sige, at jeg selvfølgelig også er fuldstændig klar over, at der i hverdagen er nogle krav om fleksibilitet, og at der kan være tilfælde, hvor man må afvige fra de regler, som vi forventer bliver normen herinde.

Så med denne lille realistiske hverdagsafslutning vil jeg sige, at jeg tilslutter mig det forslag til vedtagelse, der er blevet fremsat af Socialdemokraternes ordfører.

Der er fem medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Hr. Mads Rørvig.

Tak for det. Vi har jo været vidt omkring i debatten. Fru Marianne Jelved var selv med til at skrive regeringsgrundlaget i 1993, og der står bl.a. på side 6, at regeringen vil være med til at fremme debatten om oprettelse af et lovråd, der skal hjælpe Folketinget ved principielle spørgsmål. Det blev aldrig til noget, men der har været debat om det. Mener fru Marianne Jelved stadig, det vil være en god idé med et lovråd, så Folketinget får større kompetence i at vurdere og klassificere lovgivningen, når vi åbenbart ikke har kunnet tillade os at være så afhængige af centraladministrationen i forbindelse med de eksempler, der har været det sidste halve år?

Ordføreren.

Jeg synes, der er kommet noget andet i stedet for det, der kunne begrunde et lovråd, nemlig at der er sket en meget god udvikling, hvad angår f.eks. hjælp til arbejdet i udvalgene i Folketinget. Jeg har da selv som folketingsmedlem adskillige gange bedt udvalgssekretæren om hjælp, også til at lave ændringsforslag til lovforslag. Det kan faktisk godt lade sig gøre, og jeg er imponeret over den hjælp, man kan få fra udvalgssekretærerne. Det synes jeg også vi skal anerkende, altså at det er en meget central hjælp, vi der har med arbejdet.

Hr. Mads Rørvig.

Jamen det er en meget central hjælp, men når det gælder bl.a. teknisk bistand til ændringsforslag til lovforslag, er vi jo stødt på problemer, fordi regeringen simpelt hen har nægtet at yde teknisk bistand til Folketinget. Det er bl.a. på justitsministerens område, når det gælder meddelelse om indfødsret, og på socialministerens område, fordi hun ikke var enig i det ændringsforslag, som oppositionen gerne ville stille.

Mener fru Marianne Jelved, at Folketinget kan være tjent med det, altså at der principielt kan nægtes teknisk bistand, når Folketinget ønsker at udfærdige ændringsforslag, som vi ikke selv har kapacitet til at udforme?

Ordføreren.

Jeg synes principielt, at ministre skal sige ja til at hjælpe med at udforme paragrafferne som ændringsforslag. Men jeg vil i øvrigt anbefale, som jeg også gør i den radikale folketingsgruppe, at hver ordfører har et ekspertpanel ude i byen. For man skal lægge mærke til, at det, der er tvivlsomt ved at have et lovråd, er, at de jurister, der ikke blev ansat i Justitsministeriets lovkontor, bliver ansat i lovrådet, og så har vi en kamp mellem to instanser, som hver især vil hævde de kan bedst. Og der er jo ikke nogen sandhed i den forstand, at man kan afgøre det på den måde.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Jeg vil godt kvittere for fru Marianne Jelveds ordførertale. Det var noget helt andet end at høre den socialdemokratiske ordfører, noget helt andet, på trods af at de to partier i øvrigt er i regering sammen. Så jeg er glad for, at der er en smule fornuft tilbage i regeringen på det her område.

Så vil jeg spørge fru Marianne Jelved om en gammel artikel, som var i Jyllands-Posten for nogle år tilbage, i 2007, og som havde overskriften »Vestager garanterer god regeringsførelse« – garanterer:

»Nye parlamentariske spilleregler har også til formål at forhindre, at de radikale kommer til at smage deres egen medicin.

»Det vil være dårlig karma at sige til andre, at de gør noget, som er helt i hegnet, hvis man selv gør det samme, så snart man får et flertal«.« .

Det er fru Margrethe Vestager, som jo er vicestatsminister nu, citeret for at sige.

Så vil jeg bare spørge fru Marianne Jelved, om det ikke med det forslag til vedtagelse, der ligger, er præcis den situation, der er opstået – idet jeg kvitterer for, at man indrømmer, at nej, det er ikke godt nok.

Ordføreren.

Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstod spørgsmålet. Men jeg anerkender også som tidligere minister, at man kan have meget høje fordringer for sig selv, for en regering, og at man kan komme i situationer, hvor det ikke kan lade sig gøre at opfylde de fordringer. Det synes jeg vi alle sammen må have forståelse for. Et er den type situationer, hvor man ikke kan opfylde det af forskellige grunde, som også kan være øjensynlige for alle andre, og noget andet er, at man så gør det for meget, altså ikke opfylder betingelserne alt for mange gange. Det er jo to forskellige situationer, og jeg mener ikke, at vi er i en situation, hvor vi kan sige om en regering, der har siddet i 8-10 måneder, at nu er regeringen dømt for evig tid på baggrund af et meget anstrengt folketingsår, hvilket tidligere ordførere har været inde på.

Så jeg synes, man skal sige, at nu har vi en debat her. Præsidiet følger det tæt. Udvalget for Forretningsordenen kan tage det op når som helst. De kan kalde ministre i samråd osv. Så skulle vi nu ikke give det en chance og så se at komme videre? Vi er jo enige om principperne.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jo, men den socialdemokratiske ordfører var ikke enig i alle principperne. Men det siger fru Marianne Jelved så at man er. O.k., det må vi så tage for gode varer.

Ministrene, både statsministeren og justitsministeren, lovede rigtignok bod og bedring i det kommende folketingsår, men så tillader jeg mig at spørge fru Marianne Jelved: Hvad nu, hvis det ikke sker? Hvad gør vi så? Fru Marianne Jelved kan selvfølgelig sige, at så må vi tage det, når det kommer. Men hvis fru Marianne Jelved mener det, hun siger, må hun også være med på, at der så må være en konsekvens, hvis vi står i den samme situation næste år, altså at der ikke bliver svaret på spørgsmål; der er spørgsmål, der bliver besvaret alt for sent; der går alt for lang tid i forhold til at overholde reglerne for indkaldelse til samråd; der er eksempler på, at ting bliver sendt til journalister, før de bliver sendt til Folketinget; der er eksempler på, at aktindsigt givet til journalister giver flere oplysninger, end folketingsmedlemmer får.

Er fru Marianne Jelved så klar til også at handle, hvis man står i den situation næste år?

Ordføreren.

Jeg er altid klar til at kalde statsministeren i samråd i Udvalget for Forretningsordenen og få en drøftelse af, hvordan det går nu, og om det ene og det andet er rimeligt. Det er jo det værktøj, vi har, og det er fuldstændig legalt. Det synes jeg da vi skal bruge, hvis det går den forkerte vej.

Hr. Jan E. Jørgensen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil også gerne kvittere over for ordføreren for en noget mere afbalanceret tale end den, der kom fra Socialdemokraternes side. Især fæstnede jeg mig ved, at fru Marianne Jelved sagde, at det ikke kan undgås, at der sker fejl. Det er jeg sådan set enig i; ingen er perfekt.

Men når man så begår en fejl, skal man jo også erkende fejlen og i givet fald forsøge at reparere på den. Jeg vil læse lidt op af et af de høringssvar, der kom i forbindelse med lovforslag nr. L 187 om ændring af lov om kommunal ejendomsskat. Der var givet en høringsfrist på 1 døgn, 22 timer og 44 minutter til et lovforslag, som var særdeles kompliceret. Der var så kommet et svar fra Bo Sandberg, der er skattepolitisk chef i Dansk Erhverv, som skrev:

»Dansk Erhverv finder høringsfristen på under to døgn i ovenstående lovforslag uacceptabel og uforståelig kort, jf. at loven først foreslås at træde i kraft 1. januar 2013. Det er en høring, som i ekstrem grad er i strid med regeringsgrundlagets formuleringer om god regeringsførelse.«

Er fru Marianne Jelved enig i, at det var en fejl, at det pågældende lovforslag kom i høring med så kort varsel, at det ikke var muligt for de høringsberettigede organisationer, herunder Advokatrådet, Danske Advokater osv., at afgive høringssvar?

Ordføreren.

Jeg mener principielt, at der skal være et godt, særdeles godt, grundlag for at nøjes med så kort en høring til så kompliceret en sag. Jeg mener ikke, det er godt.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Det er jeg glad for ordføreren siger, fordi indenrigsministeren var ikke meget for at erkende, at det var en fejl. Jeg havde stillet et spørgsmål netop for at give regeringen mulighed for at reparere på den fejl. Jeg har i spørgsmål 41 til sagen spurgt, om ministeren under hensyntagen til lovforslagets kompleksitet og den meget korte høringsfrist på under 2 døgn vil foretage en fornyet høring af de berørte parter sideløbende med den fortsatte udvalgsbehandling af lovforslaget. Jeg fik så det svar, at høringssvar modtaget efter høringsfristens udløb på lige vis med rettidige høringssvar er blevet behandlet og oversendt til Kommunaludvalget, hvorfor der ikke ses behov for en fornyet høring. Altså, her får man en mulighed serveret på et sølvfad: Skriv da til de organisationer, der har beklaget sig over den korte høringsfrist, og sig, at man godt kan se, at den var lige lovlig kort, men hvis de bare når at fremsende noget inden en eller anden dato, så kan det også nå at komme med.

De mennesker i eksempelvis Dansk Erhverv og KL , som har beklaget sig over den korte høringsfrist, kunne jo så have fået besked om, at deres høringssvar kunne nå at komme i betragtning. Vil fru Marianne Jelved sige, at det havde været godt, om man havde benyttet sig af lejligheden til at sende et brev om, at det stadig væk kunne nås?

Ordføreren.

Her er jeg faktisk bange for, at der kan være en minister, der har spurgt sit system, hvad tidligere ministre, tidligere regeringer har gjort i den type situationer, og så har fulgt den praksis, der har været. Jeg har været ude for det samme i forbindelse med meget korte høringsfrister, bl.a. for integrationslovgivningen, hvor der har været det samme svar fra den pågældende minister.

Hr. Kristian Jensen for en kort bemærkning.

Jeg vil allerførst gerne anerkende, at regeringspartierne og Enhedslisten i deres forslag til vedtagelse lægger op til at give regeringen en næse. Jeg synes, det er positivt, at partierne er med til at udtrykke en beklagelse.

Jeg ærgrer mig så over, at man laver et forslag til vedtagelse, der så entydigt går på de korte høringsfrister, der har været, for som debatten her har vist, er der flere kritikpunkter at rejse. Jeg er glad for, at der kom et klart ja fra fru Marianne Jelved på spørgsmålet om teknisk bistand til udarbejdelse af ændringsforslag. Jeg kunne have ønsket, at det samme klare ja var kommet fra et andet regeringsparti.

Jeg vil så spørge om et tredje af de store kritikpunkter, nemlig det, at man oversender oplysninger, som et folketingsudvalg har bedt om, til medierne i stedet for at sende dem til udvalget. Det skaber en ulige mulighed for at kunne tage hånd om de forskellige problemstillinger, der er, hvis medierne bliver orienteret, forud for at det udvalg, der har stillet spørgsmålet, får informationerne. Vil fru Marianne Jelved være enig med mig i, at der også på det punkt er et potentiale for at gøre det bedre?

Ordføreren.

Ja, det mener jeg sådan set rent principielt.

Jeg vil gerne sige, at jeg er lige så overrasket over oppositionens forslag til vedtagelse, der kun beskæftiger sig med et eneste tema, nemlig høringsfrister.

Hr. Kristian Jensen.

Hvis man tager vores forslag til vedtagelse, står der til sidst, at vi opfordrer regeringen til at sikre bedre lovkvalitet, bl.a. ved i højere grad at leve op til kravene om rimelige høringsfrister. Så vores hovedanke går generelt på det om god regeringsførelse.

Jeg er så glad for at få et klart svar fra Det Radikale Venstre på spørgsmålet, nemlig at når et udvalg i Folketinget stiller et spørgsmål og beder om at få oplysninger, er det udvalget, der skal have oplysningerne først, og pressen bagefter. Det håber jeg så at regeringen vil leve op til.

Ordføreren.

Det er hensigtsmæssigt, ja.

Hr. Lars Barfoed for en kort bemærkning.

I 2010 betegnede den nuværende økonomi- og indenrigsminister VK-regeringen som en Berlusconiregering, fordi man ikke overholdt høringsfrister i tilstrækkelig grad – det mente økonomi- og indenrigsministeren.

Så vil jeg bare spørge fru Marianne Jelved: Mener fru Marianne Jelved, at den nuværende regering er en Berlusconiregering, eller mener fru Marianne Jelved, at økonomi- og indenrigsministeren skulle have undladt at bruge den betegnelse over for VK-regeringen i sin tid? Der er for mig at se kun de to udfald, de to muligheder.

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at den nuværende regering er en Berlusconiregering. Og jeg har det princip, som jeg fastholder, aldrig at kommentere mine egne folketingsmedlemmer og de radikale ministre.

Hr. Lars Barfoed.

Det er jo også en måde at lade være med at svare på spørgsmål på. Men så vil jeg bare sige, at jeg synes, det er upassende at bruge den slags betegnelser om en regering, at kalde den en Berlusconiregering med det, der lå i det udtryk på det tidspunkt. Jeg mener, at det er dobbeltmoralsk, når man så ikke selv er i stand til at leve op til det, altså at man først sætter sig op på den høje hest og gør sig meget bedre end andre, og så kan man ikke leve op til det selv bagefter. Det synes jeg ikke er passende. Det synes jeg er et svigt.

Jeg synes bare, at det er et eksempel på, at det med god regeringsførelse handler om, at både regering og opposition viser en eller anden form for ordentlighed og fører en ordentlig tone over for hinanden. Og man bliver let fanget i en fælde, når man begynder at bruge den slags udtryk om en regering og så ikke selv bagefter er i stand til at leve op til det, hvad den her regering notorisk ikke har været i stand til. For man er dårligere i stand til at overholde høringsfrister i den her regering, end den tidligere regering var.

Ordføreren.

Jamen jeg har noteret mig hr. Lars Barfoeds bemærkninger.

Jeg ved ikke, om det er det sidste spørgsmål, jeg får, men jeg synes i hvert fald, at jeg vil afslutte det her spørgsmål med at henvise til, at statsministeren har tilkendegivet meget klart, at det er regeringens ambition, at der udvikles et tillidsfuldt samarbejde mellem Folketing og regering. Det synes jeg vi skal tage for gode varer og holde fast i som en vigtig tilkendegivelse.

Hr. Peter Skaarup, en kort bemærkning.

Jeg synes, at det er meget glædeligt med den tilgang, som fru Marianne Jelved har til debatten. Der kommer lidt mere svar på spørgsmål, og der kommer også nogle politiske tilkendegivelser af, at principielt mener Det Radikale Venstre, at der skal være orden i sagerne.

Det, man så selvfølgelig kan sige, er, at det måske ikke altid nytter så meget at have nogle principielle holdninger, hvis man, når det handler om det, der foregår i regeringen, som Det Radikale Venstre er en del af, konkret vælger at gøre noget andet. Men det tror jeg fru Marianne Jelved er rimelig bevidst om.

Det, jeg egentlig vil spørge om, er lovforslagenes behandling herinde i Folketingssalen. For jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Marianne Jelved, om Det Radikale Venstre principielt og konkret mener, at alle de lovforslag, Folketinget behandler, skal være fuldt belyst, det vil sige, at de lovforslag, Folketinget behandler, skal fremlægges på dansk, og at alle de svar, alle de oplysninger, der relaterer sig til de pågældende forslag, skal fremlægges på dansk.

Ordføreren.

Det er jeg enig i. Det er et dansk parlament, vi sidder i, og derfor skal stoffet, i det omfang det overhovedet er muligt, være på dansk.

Når jeg siger det på den måde, er det, fordi der kan være en bog, der henvises til, som ikke er på dansk. Så må man se, om man kan oversætte det sted, der henvises til i den pågældende bog. Så principielt er jeg enig i, men jeg vil ikke afvise, at der kan være situationer, hvor det ikke er muligt at gøre det.

Hr. Peter Skaarup.

Når jeg spørger, kan fru Marianne Jelved måske gætte sig til, at det er, fordi det er et konkret problem, en konkret udfordring for folketingsmedlemmer, der sidder i udvalgene, at der foreligger dokumenter, som ikke er oversat til dansk. Og fru Marianne Jelved har da måske ret i, at der kan være en bog, som det vil tage meget lang tid at oversætte til dansk, og at det kan der blive bedt om i forbindelse med udvalgsbehandlingen.

Men i forbindelse med et vigtigt, et epokegørende lovforslag, som Folketinget har under behandling i øjeblikket, nemlig forslaget om EU's finanspagt, er det sådan, og det er en indvending, Dansk Folkeparti har gjort gældende ved flere lejligheder, at der foreligger dokumenter – det handler ikke om bøger, men om konkrete svar – som ikke er på dansk. Og der kan godt sidde folketingsmedlemmer, det kunne jo godt være, i et dansk parlament, der ikke lige nødvendigvis har alle forudsætninger for at sætte sig ind i relativt komplicerede sammenhænge på andre sprog end dansk.

Så jeg vil spørge, om Det Radikale Venstre vil arbejde for, at vi får fuldstændig klarhed, ikke bare principielt, men konkret, over, at den slags ting altid skal foregå på dansk.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig med hr. Peter Skaarup, og jeg vil gerne arbejde for det, hvis det ikke er hele bøger, der skal oversættes på én gang. Og jeg vil gøre det, også ud fra det hensyn, at vi i EU-sammenhæng jo fastholder at vi skal kunne tale på vores eget sprog og også der fortrinsvis får materialer på dansk.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg vil lige kort i forlængelse af det sidste sige, at jeg håber, at Det Radikale Venstre vil være med til at presse internt i regeringen for, at der bliver en forbedring af kvaliteten af de sjuskede oversættelser, der er af engelsksprogede dokumenter til dansk, for det har på flere udvalgsområder været et reelt problem, at der også er fakta, der simpelt hen er forkert oversat, når de er blevet oversat. Og det er jo ikke særlig smart, hvis man skal bruge det til at behandle lovgivning.

Det, jeg egentlig tog ordet for, var mere, fordi Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne, så vidt jeg er orienteret, siden 2007 jo meget offensivt har kæmpet for det her med god regeringsførelse. Det var både under valgkampen i 2007 og i 2011, man tog det op.

Noget af det, der oprindelig var med, var, at det med det her brede samarbejde var en del af det, man ville starte med, i hvert fald hvad angik det med god regeringsførelse. Derfor undrer det mig sådan set også lidt, at jeg slet ikke har modtaget en henvendelse fra nogen af ordførerne fra regeringspartierne eller Enhedslisten, før sådan lige da debatten gik i gang – jeg ved ikke, om de andre borgerlige ordførere har det – om, om man skulle finde sammen om noget i stedet for bare at nedtromle dem, der prøver at rejse en vigtig debat.

Ordføreren.

Det har jeg noteret mig.

Så siger vi tak til den radikale ordfører. Fru Pernille Vigsø Bagge som SF's ordfører.

Det er rigtig, rigtig fint, at vi i dag får en debat om god regeringsførelse, og endnu finere er det, at statsministeren og justitsministeren har givet nogle gode tilkendegivelser om, at det er et meget vigtigt emne at tage fat på, og det er vel også derfor, at det er ret så nøje beskrevet i regeringsgrundlaget.

Vi skal i kølvandet på grundlovsdag besinde os på, at folk skal kunne stole på, at tingene går rigtigt til i lovgivningsarbejdet. Folk skal kunne stole på, at vi vender hver en sten og besvarer hvert et spørgsmål og lytter til hver en indvending, inden vi i Folketinget skrider til lovgivning. Vi skal også besinde os på, at folk skal kunne stole på, at regeringen varetager den udøvende magt på en for alle tilfredsstillende måde. Det har altid og vil til stadighed ligge SF på sinde, at hørings- og svarfrister skal overholdes, at lovgivningsarbejdet skal være af høj kvalitet, og at der skal være en høj grad af kontrol med, at arbejdet gøres ordentligt.

Derfor er det jo også med glæde, at vi kan tilslutte os det forslag til vedtagelse, som den socialdemokratiske ordfører læste op. Vi havde naturligvis nok en forventning om, at det var et forslag til vedtagelse, som alle partier kunne bakke op om, fordi forslaget jo både anerkender behovet for at arbejde med fortsat god regeringsførelse, samtidig med at forslaget også beklager de tilfælde, hvor det af den ene eller den anden grund ikke er lykkedes at overholde svarfrister og andet.

Tak. Der er fire, der har bedt om korte bemærkninger. Den første er hr. Mads Rørvig fra Venstre.

Tak for det. En del af debatten i dag har jo været emnet omkring teknisk bistand, som jeg også har debatteret med andre ordførere, hvor vi desværre har fået eksempler på, at regeringen har nægtet Folketinget teknisk bistand, og som folketingsmedlem står man jo sådan lidt på bar bund, hvis ikke man har en juridisk embedseksamen i bagagen. Og for mit eget vedkommende kan jeg jo svare, at det har jeg ikke.

Det er jo så meget beklageligt, at regeringen mener, at der er områder, hvor man kan nægte Folketinget teknisk bistand. Er ordføreren enig i, at regeringen kan nægte Folketinget teknisk bistand, og kan ordføreren se, hvilke emner det giver mening at nægte Folketinget teknisk bistand til? For det kan jeg ikke.

Ordføreren.

Nej, ordføreren her er aldeles uenig i, at det kan nægtes at give teknisk bistand til et ændringsforslag. Det er der heldigvis også rådet bod på. Så jeg må klart tilkendegive, at selvfølgelig skal vi i Folketinget kunne forlade os på regeringsapparatet, når vi skal have udarbejdet ændringsforslag, ingen tvivl om det.

Hr. Mads Rørvig.

Jeg vil gerne kvittere for ordførerens svar. Jeg vil sige, at det eksempel, jeg tror ordføreren mener der er rådet bod på, drejer sig om, at socialministeren ikke ydede teknisk bistand, fordi socialministeren var uenig i ændringsforslaget. Der er andre eksempler, bl.a. når det gælder om at give indfødsret til nogen, der selvfølgelig ønsker indfødsret, men som Politiets Efterretningstjeneste mener er en fare for rigets sikkerhed. Her var det Dansk Folkeparti, der ønskede at stille et ændringsforslag, og Justitsministeriet, der nægtede at yde teknisk bistand.

Men jeg vil gerne kvittere for ordførerens svar, og jeg er sikker på, at vi, hvis vi kommer i en sådan situation igen – selv om det forhåbentlig ikke kommer til at gælde statsborgerskab og rigets sikkerhed – kan få SF's opbakning til, at der skal ydes teknisk bistand til Folketinget. Tak for det.

Ordføreren.

Det er rigtig sjovt, at hr. Mads Rørvig nævner det med indfødsret, for jeg kommer sådan til at tænke på, da hr. Mads Rørvigs kollega, hr. Karsten Lauritzen, stod her på talerstolen og sagde, eller i hvert fald tilkendegav over for pressen, at han ville bryde principperne om ikke at overholde tavshedspligten i forbindelse med indfødsretssager. Og det er jo selvfølgelig ikke noget, der direkte har med god regeringsførelse at gøre; det er bare generelt dårlig stil. Men for at have respekt om vores arbejde skal vi i det her Folketing sørge for, at vi holder en god stil, at vi værner om god regeringsførelse. Når vi ikke gør det godt nok, skal vi hele tiden bestræbe os på at gøre det bedre. Så det vil jeg herfra gerne klart tilkendegive.

Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.

Jeg vil godt spørge SF's ordfører her i dag, om SF stadig væk mener, at ministre, der kun giver en høringsfrist på 3 dage i forbindelse med lovforslag, er at betegne som lovskiksforrædere.

Så er det ordføreren.

Jeg er nødt til at tilkendegive, at det i dag er første gang, jeg hører begrebet lovskiksforræder, så jeg har ikke haft stunder til at tænke over, hvad det dybere set betyder. Men jeg synes ikke heller, at det er god stil at kalde folk lovskiksforrædere. Jeg synes også, det er et grimt ord, og jeg ved heller ikke helt, om det er et, vi skal gå og bruge om hinanden. Så nej, det synes jeg ikke man skal sige om nogen.

Og hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg er da enig i, at det da er et træls ord at bruge, men ikke desto mindre var det jo ordførerens partifælle, fru Astrid Krag, der nu er sundhedsminister, der kaldte daværende integrationsminister fru Birthe Rønn Hornbech for en lovskiksforræder. Når man bruger den slags ord og udtryk, og når man i øvrigt kører et meget hårdt løb mod en regering, der så, og der har Dansk Folkeparti også en klar holdning, begik den fejl nogle gange at have for korte høringsfrister, må det jo gælde, uanset hvilken regering der sidder, ellers skal man lade være med at bruge sådan nogle udtryk på grund af en høringsfrist, der ikke bliver overholdt. Det er derfor, jeg så vil spørge SF's ordfører, om SF i partiets folketingsgruppe vil diskutere, om det måske var en idé, at man holdt lidt igen med tillægsordene, når man selv laver de samme fejl og laver nogle, der er endnu større og meget værre.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvordan hr. Peter Skaarups parti plejer at diskutere tillægsord i Dansk Folkepartis gruppeværelse, men jeg synes, at det, vi diskuterer i gruppeværelserne, skal vi have lov at have for os selv. Så jeg vil ikke stå her og love, at vi vil tage et punkt på, der hedder brug af tillægsord. I øvrigt tror jeg, hr. Peter Skaarup vil være fuldstændig enig med mig i, at man somme tider kan være ligefrem ærgerlig over noget, ens partifæller siger, også selv om det er i en ophedet situation eller diskussion. Og nej, jeg synes ikke, vi skal sætte prædikater og øgenavne på hinanden. Uanset hvem der sidder i regering, synes jeg, det med god regeringsførelse er en ambition, man hele tiden skal holde ud foran sig og prøve at opnå. Og det er forhåbentlig uden al for megen brug af tillægsord.

Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Simon Emil Ammitzbøll, Liberal Alliance.

Nogen gange kan man jo også blive ærgerlig over noget, man selv siger, og ikke kun over ens partifælle, men sådan er det vel.

Jeg vil egentlig spørge til side 76 i regeringsprogrammet, nemlig om det afsnit, der handler om god regeringsførelse. Det er jo sådan, at i de seneste 5-6 år har Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre arbejdet for, at der til god regeringsførelse også er noget om et bredt samarbejde i Folketinget. Det er ligesom røget ud af regeringsprogrammet, og da det jo har været Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres officielle politik, vil jeg bare høre, om det er SF, der har fået det ud af programmet.

Ordføreren.

Nu er det ikke mig, der har lavet regeringsgrundlaget. Det er medlemmerne af regeringen. Jeg kan ikke fortælle hr. Simon Emil Ammitzbøll, hvordan ordene er faldet i forbindelse med afsnittet om god regeringsførelse. Jeg kan bare konstatere, at der er et afsnit i regeringsgrundlaget om nogle ambitioner i forhold til god regeringsførelse. Det er vi i SF utrolig glade for.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg håber, at jeg får lejlighed til at stille samme spørgsmål til statsministeren og justitsministeren, så kan det være, at vi kan få en afklaring af det.

Når det så er sagt, vil jeg bare høre om SF's holdning til det her med, at det jo ikke er så interessant, at vi går og peger fingre ad den ene regering og den anden regering, og hvad ved jeg, på grund af forskellige procenter, som jo alle sammen er sørgelige, når det gælder om at leve op til de målsætninger, der generelt er for svartider, høringsfrister osv., for hvad forestiller ordføreren sig egentlig, at man konkret vil gøre fremadrettet? Som jeg oplever det, siger man bare det samme, som man sagde for 8 måneder siden. Man har en flot målsætning, og det kan enhver jo have, men det kommer der jo ikke konkret bedre arbejde ud af. Kunne man sætte nogle mere konkrete målsætninger for, hvor meget man skal have det forbedret, før man ikke en gang til skal blive hængt til tørre?

Ordføreren.

Det er da en meget spændende tanke at have måltal, men jeg vil ikke stå her og garantere, at en procent, som er relativt ens for den tidligere regering og den nuværende regering, skal nå op på 5 eller 10 pct. mere, for hvad er sanktionerne? Så tager vi en forespørgsel mere, eller hvad er det for noget, vi er ude i? Jeg tror, at vi må tage hinanden og Folketinget på ordet, når vi beder om, i øvrigt i begge de forslag til vedtagelse, der er foreslået i dag, at det her er noget, der er bevågenhed omkring, og er noget, der tages alvorligt. Så tror jeg sådan set, at det vil være ganske forfærdeligt, hvis vi ikke lever op til de forslag til vedtagelse, der er fremsat, om, at man vil tage det alvorligt. Det henholder jeg mig til.

Tak. Den sidste, der har bedt om en kort bemærkning i den her omgang, er hr. Kristian Jensen fra Venstre.

Jeg er glad for at kunne konstatere, at Det Radikale Venstres ordfører ikke mente, at det, den radikale leder tidligere har sagt om Berlusconiregeringen, var pænt udtrykt, og at SF's ordfører ikke mener, at hvad fru Astrid Krag tidligere har sagt, var pænt udtryk. Sådan kan man blive klogere, når man kommer i regering. Jeg skal også over for SF gentage anerkendelsen af, at regeringspartierne lægger op til at give regeringen en næse i den beklagelse, som Folketinget tilsyneladende skal stemme om om et øjeblik.

Jeg vil egentlig gerne prøve at kigge lidt fremad, for hr. Per Clausen nævnte i et spørgsmål til mig et forslag om at tage en drøftelse i Udvalget for Forretningsordenen – eller i anden sammenhæng – for at komme med konkrete forslag til rammerne for høringsfrister. Hvordan vil SF stille sig til et sådant forslag om at have et konkret krav om et vist antal dage og derefter kun have en dispensationsmulighed, hvis et flertal i Folketinget vil give en sådan dispensation?

Ordføreren.

Jamen jeg vil kvittere for hr. Kristian Jensens spørgsmål på samme måde, som jeg kvitterede for hr. Simon Emil Ammitzbølls spørgsmål. Det er nogle spændende forslag, der kommer, men skulle vi ikke diskutere dem i Udvalget for Forretningsordenen? Skulle vi ikke tage dem op med regeringen? Skulle vi ikke kigge på, hvordan vi bedst får det her arbejde til at flyde, for det er det, der er intentionen? Lad os tage den i Udvalget for Forretningsordenen. Kom med de gode forslag, så kan vi diskutere dem der.

Der lægges ikke op til at give regeringen en næse; der er en påmindelse om, at det her skal gøres bedre, og at regeringen og regeringspartierne sammen med Enhedslisten beklager, at det ikke har været godt nok. Det vil vi godt bestræbe os på at gøre bedre, fuldstændig som den tidligere regering tit og ofte gav tilsagn om at ville gøre tingene bedre.

Hr. Kristian Jensen for en kort bemærkning.

Nu skal jeg ikke være ordkløver over for fru Pernille Vigsø Bagge, men når Folketinget normalt beklager noget, bliver det som regel i offentligheden oversat til at være en næse til dem, der beklager. Og når Folketinget i det forslag til vedtagelse, som fru Pernille Vigsø Bagge selv er med til at fremsætte, skriver, at »derfor beklager Folketinget, at lovforslag i visse tilfælde er udsendt med meget korte høringsfrister«, så kan det næppe være andet end en næse til den regering, der har udsendt lovforslagene med korte høringsfrister.

Det, jeg egentlig gerne vil høre, er en tilkendegivelse – og den behøver ikke at være bindende, men måske bare foreløbig – over for det forslag, som hr. Per Clausen kom med, for jeg vil gerne sige nu, at jeg egentlig synes, at det var glimrende, at der kom et konkret, fremadrettet forslag til, hvordan vi så i fællesskab kan gøre det bedre. Vi kan diskutere mange ting i Udvalget for Forretningsordenen, men nu står vi altså i Folketingssalen med tilhørere og med mulighed for, at folk kan sidde derhjemme og følge med i, hvad vi egentlig mener. Derfor håber jeg, at SF vil komme med en holdningsmæssig tilkendegivelse af, om man vil tage det konkrete skridt at lave en bindende ramme for, hvor mange dage et lovforslag skal være i høring, og at man kun vil kunne fravige en sådan høringsfrist, hvis et flertal i Folketinget vil give en dispensation.

Ordføreren.

Jeg synes i grunden, at hr. Kristian Jensens fascination af næser er ærgerlig, for det, vi diskuterer her i dag, er vigtigere, end om regeringen får en næse eller ej. Det vigtige er, at vi får folketingsarbejdet, lovgivningsarbejdet til at være af så høj kvalitet som overhovedet muligt, som jeg også sagde i min indledende tale. Jeg vil gerne være med til at diskutere med hr. Kristian Jensen i Udvalget for Forretningsordenen, men jeg vil ikke nu i Folketingssalen diskutere forslag, som er lidt ukonkrete, og hvor der ikke er lagt an til, hvor lang en frist, der så skal være, eller hvad det er for nogle dispensationsmuligheder, der skal lægges ind. Lad os tage det i Udvalget for Forretningsordenen – det er vi i SF helt åbne over for.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Per Clausen fra Enhedslisten.

Jeg synes jo, det er lidt spændende, at vi var lige ved at få en debat om god oppositionsskik, og der kan vi jo sikkert allerede nu udveksle erfaringer om, hvilke betegnelser og ord man kan bruge om en siddende regering. Jeg håber så ikke, at vi går skridtet videre og også her i Folketinget begynder at føre en debat om, hvad der sådan er god parlamentarisk grundlagsskik, altså hvad partier, der er parlamentarisk grundlag for en regering, kan tillade sig at sige og ikke sige, for så tror jeg at debatten kan blive meget omfattende og kompliceret.

Men jeg vil sige om det, som jo er sagens kerne i dag, nemlig spørgsmålet om god regeringsskik og god lovskik, at jeg jo er enig med dem, der i dag har givet udtryk for, at der var en klar forventning om, at den nuværende regering skulle være bedre end den gamle regering. Det er et synspunkt, som regeringspartierne har givet udtryk for: Det var sådan, det gerne skulle gå. Det er et synspunkt, vi har, og det, der er en lille smule bemærkelsesværdigt, er, at der også har været en række ordførere fra oppositionen, som har sagt, at de havde en klar forventning om, at den nuværende regering ville have gjort det bedre end den gamle regering. Det synes jeg er en positiv tilgang til debatten, for så kan vi jo starte med at sige det, der også har været rigtig godt, synes jeg, og som også afspejler sig i det forslag til vedtagelse, som Enhedslisten er med til at fremsætte i dag, nemlig at vi er enige med regeringen i, at der var brug for forbedringer på det her område.

Vi er også enige med regeringen og regeringspartierne om, at der i hvert fald er nogle eksempler på, at det ikke er blevet godt nok. Det var jo også det, statsministeren og justitsministeren sagde i deres indledende bemærkninger. Jeg må indrømme, at det vist også er en forskel i forhold til den tidligere regering, for jeg har ingen erindring om, vil jeg gerne sige, at de to statsministre, vi havde under VK-regeringen, nogen sinde har givet udtryk for, at noget som helst, som de havde været involveret i, ikke var godt nok – selv ikke når det var helt indlysende, at det ikke var godt nok. Og vi siger i hvert fald, at hvis den nuværende regering handler på tilsvarende vis, bliver den mødt af hård, men selvfølgelig også retfærdig kritik fra den nuværende oppositions side.

Det er selvfølgelig også værd at diskutere, når man sådan konstaterer, at noget ikke på alle områder er godt nok, hvad man så kan gøre for at sikre sig, at det bliver bedre. Og der vil jeg om det forslag, som jeg har nævnt i debatten i dag – spørgsmålet om at indføre regler om høringsfrister – sige, at reglerne skal være, at der i udgangspunktet skal være de 4 uger, som man jo sådan set også anbefaler der skal være, medmindre man kan få et flertal i Folketinget for, at der er gode grunde til at fravige dem.

Det er ikke noget helt nyt forslag. Jeg vil sige, at Enhedslisten er kommet med det rigtig mange gange i de senere år. Nu er vi så kommet i den situation, at Venstre støtter det – det er et stort fremskridt, vil jeg sige, og det giver mig da fornyet mod, når sagen skal rejses i Udvalget for Forretningsordenen, for der håber jeg altså på at vi kan komme længere med det, end det har været muligt indtil nu. Det er klart, at man selvfølgelig også der skal diskutere dispensationsregler. Hvis man ser på, hvordan dispensationsreglerne er i Folketinget, når sager behandles hurtigere, så kan man sige, at de jo ikke er særlig udførlige, for de er jo baseret på, at det er et flertal i Folketinget, der så beslutter sig til det, og det synes jeg sådan set er en fornuftig model.

Det er rigtigt, at der har været andre ting end høringsfristerne oppe i debatten i dag, men jeg synes alligevel, at hvis man skal se et område, hvor der helt klart har været det, jeg vil kalde for systematiske problemer, så har det været i forhold til høringsfristerne – det er der også flere, der har gjort opmærksom på, altså at det der med at holde de 4 uger har været rigtig, rigtig svært. Men selvfølgelig er der også andre eksempler på problemer i lovgivningsprocessen her i Folketinget, og det er værd at sige, at lovgivningsprocessen i Folketinget jo ikke skal være god af hensyn til folketingsmedlemmerne. Det er måske også godt, at vi har det godt, men lovgivningsprocessen skal være god, af hensyn til at det skaber bedre kvalitet i de love, vi ender med at vedtage, forhåbentlig i hvert fald.

Men der har været andre eksempler fremme, og jeg vil sige, at der ikke er blevet nævnt nogle eksempler, som jeg ikke kan genkende fra min egen tid som en lidt mere ivrig spørger i Folketinget, end jeg har været nu, for jeg er jo røget helt nede på tiendepladsen, hvad der er lidt overraskende for mig selv, men det er dog sket. Men der er ikke noget med dårlige svar og svar, der kommer for sent, eller ministre, der synes det er sjovt efter 6 dage at svare, at det ikke er dem, der skal svare, men en anden minister; det tog så 6 dage at finde ud af det. Alt det har jeg været udsat for tidligere. Og nogle gange har jeg også klaget over det – med meget lidt held, vil jeg sige.

Derfor er jeg også glad for den reaktion, der kom fra formanden for Folketinget i den her sag, da jeg på Enhedslistens vegne rettede henvendelse til Folketingets formand og sagde, at jeg syntes, at der faktisk var nogle problemer. Det fik jeg en meget hurtig reaktion på at han ville tage op i forhold til regeringen. Også der har jeg fået en langt, langt mere offensiv og positiv reaktion, end jeg har fået fra tidligere formænd, så det er jeg selvfølgelig meget tilfreds med.

Så vil jeg bare slutte af med en enkelt lille problemstilling, som jeg har oplevet her for nylig. Det er jo ikke altid, oppositionen er så kritisk over for regeringen, for da vi diskuterede finanspagten her i Folketingssalen og Enhedslisten fremlagde et nyt dokument i sagen ved andenbehandlingen af beslutningsforslaget og derfor gerne ville have sagen tilbage i udvalget – det ville have taget 1 uge, så kunne vi have fået sagen belyst ordentligt – så stemte ikke hele oppositionen, men Venstre og Det Konservative Folkeparti jo sammen med regeringen om at afvise det, og det synes jeg måske var lidt overraskende og meget, meget utraditionelt, vil jeg sige, for jeg har faktisk meget svært ved at erindre, at man nogen sinde har nægtet nogen at få en sag tilbage i udvalget.

Tak til ordføreren. Der er to, der har meldt sig med korte bemærkninger, og det er først fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak. Det undrer mig lidt, at Enhedslisten vælger at gå med i det forslag til vedtagelse, som er fremsat her, for det, der står i det sidste afsnit, er:

»Derfor beklager Folketinget, at lovforslag i visse tilfælde er udsendt med meget korte høringsfrister, selv om Folketinget anerkender, at det politiske arbejde kan nødvendiggøre dette.«

Er det ikke sådan lidt en undskyldning, sådan en lidt ambivalent holdning fra Enhedslisten side? Enhedslisten plejer da sådan at være rimelig skarpe i at varetage deres vælgeres interesser. Jeg mener, der er stor ambivalens i det her. Hvorfor har Enhedslisten valgt at gå med i det her forslag til vedtagelse?

Ordføreren.

Jeg tror sådan set, det er fremgået af flere indlæg – også fra hr. Kristian Jensen – at han i grunden er lidt ked af, at han ikke selv har fået formuleret et lidt mere skrapt forslag til vedtagelse over for regeringen. For sagen er jo, at når det står på den måde, det gør her, er det, fordi det, vi beklager, er de gange, hvor det er sket, og hvor der ikke er rigtig gode saglige grunde til, at det er sket. Men samtidig har det jo været vigtigt for os at give den indrømmelse til regeringen – og både tidligere og kommende regeringer i øvrigt – at det selvfølgelig nogle gange er nødvendigt, at det kommer til at gå hurtigere, end hvad godt ellers er, og det har alle jo været enige om i dag.

Jeg synes, man skal tage det som et meget, meget positiv udtryk, at regeringspartierne sammen med Enhedslisten i enighed beklager, at noget ikke har været godt nok. Det er meget sjældent, det sker, at regeringspartier er med på det, skulle jeg hilse at sige.

Endnu en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Jamen hvor er handlingen? Der står ikke noget om handling. Enhedslisten stiller jo ikke rigtig nogen krav til regeringen om, at der også skal ske noget handling omkring det her, og det undrer mig bare lidt, at Enhedslisten ligesom går med i det her. Jeg kan ikke se, at Enhedslisten er kommet med noget forslag om, at der nu skal handles, og at man skal gøre sådan og sådan. Det står der ikke noget om. Der er Enhedslisten faldet lidt af på den, er de ikke det?

Ordføreren.

Jeg tror sådan set, der kan findes rigtig mange eksempler på, at Enhedslisten er faldet af på den, selv om jeg kan se, at statsministeren måske synes, vi skulle være faldet lidt mere, men pointen er jo bare den ganske banale, at vi her siger, at det er vigtigt at fastsætte rimelige høringsfrister, og så beklager vi, at det ikke er sket i alle tilfælde. Og for mig er det i hvert fald ret indlysende, at hvis det ikke bliver bedre næste år, kan det godt være, at beklagelsen bliver meget større.

Men man kunne jo godt gøre, som oppositionspartierne har valgt at gøre, nemlig at skrive, at man opfordrer regeringen til at sikre bedre lovkvalitet. Hvis problemet er det, skal jeg gerne sige, at det synes Enhedslisten også er rigtig vigtigt at man gør. Og en af måderne at gøre det på er faktisk ved at sikre ordentlige høringsfrister. Men jeg mener sådan set også, at det er det, der står i forslagene til vedtagelse. Jeg tror måske, at en af udfordringerne her er, at der ikke er så stor forskel på de to forslag til vedtagelse, andet end at det, regeringspartierne kommer med sammen med Enhedslisten, er lidt skrappere i kritikken af regeringen, end det, oppositionen har kunnet tage sig sammen til at skrive.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Kristian Jensen, Venstre.

Jeg vil allerførst sige, at jeg på ingen måde skal sætte en bundgrænse for, hvad partier kalder regeringen, og derfor ikke på nogen måde forhindre Enhedslisten i at fortsætte med at kalde en regering for klaphatte eller andre festlige betegnelser.

Jeg vil sige, at det forslag til vedtagelse, som hr. Per Clausen er med til at fremsætte, ganske rigtigt har en næse til regeringen, men desværre fokuseres der snævert alene på emnet høringsfrister. Jeg vil bare høre hr. Per Clausen, om Enhedslisten vil være med til at sikre, at der også på andre områder vil være mere fokus på god regeringsførelse. Her tænker jeg bl.a. på de spørgsmål, der er blevet rejst, om, at der bliver givet teknisk bistand til udarbejdelse af ændringsforslag, hvis der er forslag om det fra et folketingsmedlem. Jeg tænker på spørgsmålet om at få oversendt svarene til Folketingets udvalg, i stedet for at ministre benytter lejligheden til at gå i pressen med oplysningerne, inden udvalget har fået oplysningerne. Vil Enhedslisten være med til at hjælpe med til også at få en højere kvalitet på de områder?

Ordføreren.

Det kan jeg godt love at vi vil. Jeg vil dog med hensyn til det der med at nægte at lave konkrete ændringsforslag for oppositionspolitikere sige, at jeg er bange for, at jeg har været medvirkende til at fremme den proces i embedsmandsværket, for jeg blev udsat for præcis det samme i den tidligere regerings periode og fik ikke klaget, kritiseret og brokket mig nok over det. Så nogle har måske troet, at når jeg ikke råbte op, var det nok et tegn på, at det var en vej, man godt kunne betræde. Men jeg er helt enig med hr. Kristian Jensen i, at det er fuldstændig uacceptabelt.

Så vil jeg bare i al stilfærdighed til det med sproget sige, at når man som jeg har været en del af roliganbevægelsen, så er klaphatte jo ikke nogen sådan rigtig grim betegnelse; så er det lidt kærligt ment.

Hr. Kristian Jensen for en kort bemærkning.

Det er da i hvert fald en betegnelse, som er festlig uden at være smuk, som er kendetegnende uden egentlig at være nyttig, og det kan da godt være en meget god betegnelse for regeringen.

Det, jeg bare vil anerkende i mine kommentarer her, er, at hvis vi nu holder sammen, kan vi også, når regeringsmagten engang må skifte, stå fast på, at der skal være en mulighed for oppositionen for at få hjælp til de ændringsforslag, der er.

Jeg vil også bare gerne her kvittere for det forslag, som hr. Per Clausen kom med tidligere – og give Venstres tilsagn til det – om, uden at vi i dag har fået et konkret forslag eller lagt os fast på et bestemt antal dage, at få indført en regel om, at der bliver en rimelig høringsfrist, at der bliver mulighed for at sikre, at de parter og organisationer, der skal bidrage til god lovkvalitet, får tid til at gennemlæse lovgivningen i ordentlig tid.

Så må vi sige, at der så i de særlige tilfælde, hvor vi af lovtekniske grunde skal have en kortere frist, skal være mulighed for, at et flertal i Folketinget kan dispensere, men kun hvis et flertal kan overbevises om, at det er nødvendigt. Jeg vil gerne anerkende ideen og give et tilsagn om, at Venstre vil støtte det.

Ordføreren.

Jeg synes, at der er meget i den her debat, der tyder på, at vi kan mødes i Udvalget for Forretningsordenen og måske gennemføre en række tiltag i et samarbejde mellem oppositionen, regeringspartierne og os, som vil føre til, at der bliver bedre muligheder for at få en god lovbehandling. Det synes jeg er rigtig godt.

Så vil jeg takke for, at der ikke var nogen i oppositionen, der havde fundet nogle citater, hvor jeg havde sagt noget grimt om nogle tidligere ministre, som jeg ikke skulle have gjort. Jeg vil lade være med at tolke det sådan, at det ikke skulle være muligt at finde sådan nogle citater; for det kan jo ikke udelukkes. Sådan er det jo i politik, at man somme tider taler hurtigt, og det er ikke altid, at ens tankevirksomhed er lige så hurtig som talegaverne; det kender jeg godt.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg synes sådan set, at debatten, i hvert fald med Enhedslisten, udvikler sig ret positivt, fordi vi fremadrettet kan få lavet nogle mere fornuftige arbejdsforhold for Folketinget. Det jo sådan set det, der er formålet – al polemik skrællet væk. Det kan også være, at Liberal Alliance og Enhedslisten har nogle særlige interesser i det, fordi ingen af partierne på noget tidspunkt har siddet på regeringsbænkene. Så det kan godt være, at vi kan lave en eller anden uhellig alliance der.

Så vil jeg egentlig også godt kvittere for, at man har fået lavet et forslag til vedtagelse, hvor man giver en halv næse til regeringen. En halv næse er selvfølgelig bedre end ingen næse, så der kommer lidt hen ad vejen. Jeg vil dog bare gerne sige, at fra Liberal Alliances side ville vi også gerne have gået ind i at kritisere regeringen for, at man ikke svarer fyldestgørende, og det er netop i forlængelse af, at vi sammen med Enhedslisten og i øvrigt Dansk Folkeparti den 1. juni har sendt en klage over økonomi- og indenrigsministeren til Folketingets formand. Jeg synes egentlig, det er flot, man har fået regeringen med på denne lille halve næse. Men hvis vi havde vidst, at Enhedslisten var frisk på så klar kritik, havde vi nok lagt op til noget større og mere krasbørstigt.

Tak. Ordføreren.

Deraf kan man jo lære, at man altid skal være omhyggelig med sin forberedelse.

Jeg vil bare sige, at jeg har aftalt med regeringen, at vi ikke taler om næser. Vi taler om, at vi i fællesskab er blevet enige om, at noget ikke har været helt godt nok, og det beklager vi. Man kan næsten sige, at når man selv beklager, at man ikke har gjort noget godt nok, så har det måske større effekt, end når nogle andre beklager, at man ikke har gjort noget godt nok. Det er vi meget, meget glade for.

Jeg er helt opmærksom på det, som hr. Simon Emil Ammitzbøll nævner om kvaliteten af svar på spørgsmålene. Når jeg ikke har valgt at inddrage den konkrete aktuelle sag i drøftelsen også af vedtagelsen, så er det, fordi det er en sag, der er under behandling og jo heller ikke er fuldt afklaret. Så om ikke andet kunne man jo henvise til, at man ikke rigtig vidste, hvad jeg snakkede om. Så vi holder os til det, som var afklaret, nemlig at der er nogle problemer med de her høringsfrister.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg er da glad for det, hvis Enhedslisten kan få sådan lidt sydøstasiatisk kultur ind i regeringen med noget selvkritik og den slags. Det tror jeg ikke vil være et problem for regeringen at få lidt mere af.

Det der med forberedelsen må jeg jo tage på mig. Jeg har bare på fornemmelsen, at det i større grad har været regeringen end Enhedslisten, der har været lidt for velforberedt i den her sag. Man kunne godt have fået mere ud af det, tror jeg, hvis man fra Enhedslistens side havde afsøgt sine muligheder lidt bredere i Folketinget, men lad det ikke være en stor konflikt mellem os.

Så lige til sidst om det med næser: Det kan jo godt blive nærmest karikeret morsomt at diskutere det, men det er vel bare et udtryk for det der nysprog, som har sneget sig ind i politik, ikke kun for den nuværende regering, men af forskellig art, der gør, at vi nu godt kan give næser – det skal bare ikke hedde sig! Vi kan også gå tilbage og sige, hvad var det med Uffe Ellemann-Jensen og Birthe Rønn Hornbech og andre, der har fået næser, men det bliver det jo ikke særlig interessant af. Så jeg strækker våben og noterer mig, at kritikken er den samme, lige meget hvad vi kalder den.

Ordføreren.

Jeg tror også, det ville være et stort fremskridt i politik, hvis vi holdt os til det, vi sagde, og lidt mindre til tolkningen af det, vi sagde. Det ville være nemmere, hvis man altid udtrykte sig rimelig klart, som vi faktisk gør i det her forslag til vedtagelse, for så behøver man ikke at tolke så meget på det.

Enhedslisten er rigtig godt tilfreds med det forslag til vedtagelse, vi har lavet sammen med regeringen. Det er jo en del af det at være et parlamentarisk grundlag, at vi som regel sørger for at se, om vi ikke kan blive enige med regeringen først. Jeg tror sådan set også, det var sådan under den tidligere regering i forhold til deres parlamentariske grundlag.

Så vil jeg sige, at hvis tendensen til selvkritik kan brede sig i dansk politik, er det måske en meget god idé. Jeg ved, at Liberal Alliance har været meget inspireret af Singapore, som jo er en del af den kinesiske tradition, hvor selvkritik spiller en ikke uvæsentlig rolle, og så kan vi se, om den danske regering, når de får fint besøg fra Kina, også kan diskutere selvkritik der. Jeg vil da håbe, at den danske regering ikke overdriver selvkritikken, men måske er lidt mere kritisk over for den kinesiske regering end over for sig selv. Det synes jeg sådan set der er grund til.

Tak til ordføreren. Så er den næste ordfører hr. Simon Emil Ammitzbøll, Liberal Alliance.

Det danske folkestyre trænger til fornyelse. Sådan lyder de indledende ord i regeringsprogrammets afsnit om god regeringsførelse. Det lyder meget pænt, men der er en del ting, som ikke helt er i overensstemmelse med den praktiske virkelighed.

Vi kan tage eksemplet med L 160 om Offentlig Digital Post. Her har både Ældremobiliseringen, Advokatrådet og Kommunernes Landsforening klaget over den korte høringsfrist.

Vi kan tage eksemplet med L 185, lovforslaget om fixerum. Her har både Advokatrådet, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Gadejuristen, Landsforeningen af VæreSteder, Lægeforeningen og Rådet for Socialt Udsatte klaget over de korte høringsfrister.

Vi kunne også tage eksemplet med L 135 om godskørsel og buskørsel, hvor der var manglende høringsnotat ved førstebehandlingen, noget, der jo ellers også loves fra regeringens side.

Endelig kunne vi tage det eksempel, som jeg lige har nævnt i mit spørgsmål til hr. Per Clausen, om den manglende fyldestgørende besvarelse fra indenrigs- og økonomiministeren til Enhedslisten i Folketingets Europaudvalg.

Sagt på en anden måde, der er gode intentioner i regeringsprogrammet, men der er ikke umiddelbart lagt op til en præcis efterlevelse af de gode intentioner. Det er også sådan, at man kan læse i et ritzautelegram fra den 3. maj, at Advokatrådet i første kvartal i 121 tilfælde er blevet bedt om at afgive høringssvar. I de 76 sager har der været en høringsfrist på under 3 uger, ifølge Advokatrådet langt under tommelfingerreglen på 4 uger.

Derudover kan vi også citere Dansk Socialrådgiverforenings formand, Bettina Post, som i samme artikel sagde: »Da regeringen trådte til, var der lige til at begynde med nogle rimelige frister. Men jeg synes meget hurtigt, at vi kom tilbage til de vante gænger, hvor det skal gå meget, meget stærkt«.

Jeg synes også, der har været enkelte, der ligefrem er begyndt at tale om, at god regeringsførelse nærmest handler om effektivitet frem for kvalitet, ikke forstået på den måde, at Liberal Alliance ikke i helt særlige undtagelsestilfælde godt kan finde grunde til, at man kan give dispensationer, men at man sætter de to ting lig hinanden er nok en tilsnigelse og også en fordrejning af, hvad der var meningen med regeringsprogrammets afsnit om god regeringsførelse.

Så der er grund til at være særlig opmærksom på det i forhold til denne regering, selv om man skal være åben og ærlig og sige, at det jo ikke er, fordi resultaterne er særlig meget værre eller bedre end den forrige regerings, så er det jo, fordi denne regering jo selv har kastet sig op på den højeste hest i landet, og både Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre har igennem 5½ år turneret i tv-udsendelser, radioudsendelser, på folkemøder og andet og fortalt om, at når de kom til, når man fik magten, ville alt være forandret, en ny dag ville oprinde, og alt ville blive bedre. Det blev det ikke, kan vi konstatere.

Man kommer til at tænke lidt på den sovjetiske forfatning, der både garanterede pressefrihed, ytringsfrihed, demonstrationsfrihed, religionsfrihed, boligens ukrænkelighed og hemmelige og lige afstemninger. Flotte målsætninger, men jo ikke rigtig noget, som sovjetkommunismens ofre kunne bruge til noget i den praktiske virkelighed. Nu er det ikke sådan, så man skal misforstå det, jeg siger, og at jeg sammenligner den nuværende regering med et af de mest forfærdelige styrer, der overhovedet har været i verdenshistorien. Det er slet ikke det, der er min pointe. Meget dårligt kan man sige om regeringen, men dog ikke det.

Det, man til gengæld kan sige, er, at man altid kan sætte sig de flotteste målsætninger, man kan altid begynde at rose sig selv med det, man godt kunne tænke sig. Jeg har tænkt mig at tabe mig 10 kg. Er det ikke flot? Jo, det er det, hvis jeg får dem tabt, og ellers er det sådan set ikke noget særligt. Så er det bare noget ordskvalder, som man ikke kan bruge til noget som helst.

Sådan ser det jo også umiddelbart ud med det afsnit, der er om god regeringsførelse i regeringsprogrammet fra efteråret. De første 8 måneder må man sige, at karakteren er – jeg skal ikke gå ind i skalaer – dumpet, og så må vi jo bare se, om det bliver bedre fremadrettet. Jeg synes ikke, at vi har fået særlig konkrete løfter, men jeg håber da, at det bliver til noget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Lars Barfoed, Det Konservative Folkeparti.

Se, når vi har den her debat, tror jeg grundlæggende ikke, at det er sådan, at vi er uenige, når vi står på talerstolene rundtomkring og skal sige, hvad god regeringsførelse er. Det er jo det samme, vi siger. Det er de samme ord, vi bruger. Det er de samme temaer, vi cirkulerer omkring – høringsfrister; at man skal svare ordentligt og fyldestgørende; at man skal behandle hinanden ordentligt, havde jeg nær sagt, og det skal jeg vende tilbage til. Men vi er jo egentlig enige om de grundlæggende principper for god regeringsførelse.

Når vi har den her debat, er det, fordi vi diskuterer, om regeringen rent faktisk lever op til det. Særligt, vil jeg sige, om regeringen lever op til placeringen på den høje hest, som de satte sig op på, inden regeringen blev regering. For problemet er jo, at regeringen har sagt et og gjort noget andet. Regeringen har, som jeg sagde, svunget sig op på den høje hest og har villet gøre sig bedre end andre. Især da man var i opposition, var der jo ingen grænser for, hvordan man ville være bedre end den daværende regering med hensyn til at overholde principperne om god regeringsførelse. Og det falder altså tilbage på en selv, når man vil gøre sig bedre end andre og viser sig ikke at være det.

Det var jo også den nuværende indenrigs- og økonomiminister, fru Margrethe Vestager, som tilbage i 2010 sagde om VK-regeringen, at det var en Berlusconiregering, fordi VK-regeringen efter hendes opfattelse ikke i tilstrækkelig grad levede op til høringsfristerne. Og nu vil jeg ikke gå så vidt som til at sige, at den nuværende regering er en Berlusconiregering. Det kunne jeg nemlig ikke finde på at sige. Det er nemlig et spørgsmål om ordentlig tone, og jeg synes sådan set, problemet er, at den nuværende indenrigs- og økonomiminister sagde det dengang, og i dag er det sådan, at regeringen faktisk er dårligere til at overholde høringsfrister, end den daværende VK-regering var. I under 20 pct. af lovforslagene har regeringen levet op til en høringsfrist på 4 uger. Så hvis det var rigtigt, hvis det var rimeligt, at indenrigs- og økonomiministeren kaldte VK-regeringen for en Berlusconiregering, så er denne regering i endnu højere grad en Berlusconiregering. Jeg synes, at det er det, der er kernen i problemet.

Man kunne også sige det på en anden måde: God regeringsførelse handler dybest set om ordentlighed og respekt for andre. Så behøvede man sådan set ikke at sige mere. Ordentlighed og respekt for andre, dvs. en regering må have respekt for Folketinget. En regering må dermed også have respekt for oppositionen og for de høringsberettigede organisationer, som med god ret skal have mulighed for at påvirke beslutningsprocessen, inden et lovforslag bliver vedtaget i Folketinget. Og naturligvis også i forhold til offentligheden som sådan er der, når vi taler høringsfrister, behov for, at der er plads til en debat; at folk overhovedet kan blive opmærksom på, at der er et lovforslag, som de måske har en mening om, og som de måske endda vil henvende sig til Folketinget om. Så en regering skal have respekt for Folketinget, for de høringsberettigede organisationer og for offentligheden.

Til gengæld vil jeg sige, at så må en opposition jo også have respekt for regeringen, når der f.eks. er gode grunde til at bede om kortere høringsfrister eller på anden måde en særbehandling, fordi der er en særlig situation, man må tage hensyn til. En opposition skal naturligvis også vise den hensyntagen, den ordentlighed, den respekt for regeringen. Det går jo begge veje. For hvis en regering ikke vil vise den fornødne respekt for Folketinget, så viser en opposition heller ikke den fornødne respekt for regeringen. Derfor er det her egentlig meget enkelt. Det handler om ordentlighed, og det handler om respekt for hinanden. Hvis vi lever op til de leveregler, så skaber det også samtidig respekt for folkestyret. Derfor er det egentlig en meget god debat at have, altså at minde hinanden om det.

Tak til ordføreren. Så skal jeg høre, om justitsministeren vil have ordet. Justitsministeren.

Tak for det, formand. Og tak for en rigtig god og vigtig debat her i dag om spørgsmålet om god regeringsførelse. Det er vigtigt, som jeg også understregede i min tale forud for debatten, med et tæt, tillidsfuldt og godt samarbejde mellem den til enhver tid siddende regering og Folketinget. Det giver sig selv, og det er selvfølgelig også det, som regeringen lever efter. Derfor har vi jo også, som det rigtigt nok er blevet sagt, flere gange i løbet af de senere år haft den her debat. Det havde vi under den tidligere regering, hvor afsættet, hvis jeg ikke husker helt galt, var nogenlunde det samme, og svarene tror jeg også var nogenlunde de samme. Så det understreger jo bare vigtigheden af, at der er bred enighed om emnet, og at det er vigtigt, at vi løbende diskuterer det.

Regeringen har jo fremlagt et forslag til og et program for god regeringsførelse, hvor det jo meget klart beskrives, at vi fra regeringens side og i et tæt samarbejde med Folketinget vil sikre høj lovkvalitet igennem rimelige høringsfrister. Det er et af de emner, der har været diskuteret. Det skal selvfølgelig være muligt at dispensere, hvis der er helt særlige tilfælde og ting, der gør sig gældende. Det var også det, der blev nævnt af, tror jeg, hr. Kristian Jensen i hans indledende tale herom. Men derudover har regeringen jo sat sig i spidsen for at udbrede, kan man sige, emnet god regeringsførelse som noget nyt, offentlige høringer ved igangsættelse af komplicerede lovforslag og andet, og regeringen indledte som sagt allerede i efteråret en dialog med Folketinget om, hvordan man kan fremme god lovkvalitet.

Så det at sige, at man har lavet et regeringsgrundlag og sagt ét og nu gør noget andet, mener jeg simpelt hen ikke er i overensstemmelse med virkeligheden, al den stund regeringen jo er i dialog med Folketinget om lige nøjagtig det spørgsmål. Derfor er der god grund til at takke for interessen for emnet. Det er vigtigt for alle, og jeg synes også, hr. Kristian Jensen meget præcist får sagt, at god regeringsførelse er et vigtigt emne, at vi skal sørge for et godt samarbejde mellem regeringen og Folketinget, og at det selvfølgelig også skal ske.

Hr. Kristian Jensen ved jo også fra sit tidligere liv som minister, at det er et meget omfattende arbejde at være minister. Og jeg vil sige, at selv om man kan være uenig, tror jeg ikke, jeg har oplevet nogen minister, der ikke har gjort sit til at sørge for, at Folketinget trods alt har fået en ganske udmærket service. Jeg kan sige for mit eget vedkommende – bare så det ikke henstår i det uvisse, hvad det i grunden er, ministre bruger deres tid på; det kan måske være meget godt til en fælles baggrund for den her debat – at jeg har lavet en lille optælling af det rent konkrete, som man går og bruger sin tid på som minister:

Pr. 24. maj i år havde Justitsministeriet arbejdet med 22 lovforslag og 24 beslutningsforslag. Vi har besvaret 306 § 20-spørgsmål og – hold fast – 1.608 udvalgsspørgsmål. 128 samrådsspørgsmål var der reserveret, og der er stadig nogle i kø. Vi havde så også receptioner og har besvaret otte forespørgsels- og redegørelsesdebatter, bare lige så tingene bliver sat i perspektiv, og så der ikke bliver tegnet et billede af, at der er en hel regering her, som ikke interesserer sig for et godt samarbejde i Folketinget, ikke efterspørger og arbejder for, at ting bliver besvaret i relation til Folketingets samarbejde: 22 lovforslag, 24 beslutningsforslag, 306 § 20-spørgsmål, 1.608 udvalgsspørgsmål, 128 samrådsspørgsmål, 8 forespørgsels- og redegørelsesdebatter. Og jeg skal hilse og sige, at de her tal er langt overskredet. Det var den 24. maj, og jeg tror, vi kommer langt op.

Alt det her ved hr. Kristian Jensen godt fra sin egen tid som minister, det behøver jeg ikke stå og referere. Jeg synes bare, det er vigtigt, at det er en del af den fælles basis, vi har for den pågældende debat. Og i denne mængde af aktiviteter i samspillet mellem en regering og et Folketing kan der selvfølgelig være nogle ting, som alle kunne ønske kunne gøres bedre, men det er bare, så man forstår, at det ikke handler om benspænd eller noget som helst andet. Det handler nok så meget om, at der er uhyre mængder af ting, som selvfølgelig skal håndteres, og som bliver håndteret. Det er sådan set det positive, altså at de her ting bliver håndteret.

Men regeringen finder som nævnt, at det er vigtigt at sikre høj lovkvalitet, og at det som sagt er vigtigt at have klarhed over, hvilken indstilling andre myndigheder og relevante organisationer har til et påtænkt lovforslag. Derfor er høringssvarene, der også har været diskuteret i dag, jo af stor betydning ikke bare for arbejdet i ministerierne, men også for Folketingets arbejde med et lovforslag, som er fremsat. Det er vigtigt, og derfor indgår det selvfølgelig også i regeringens fremlagte program for god regeringsførelse, at der, i forbindelse med at lovforslag sendes i høring, kan sættes og fastsættes rimelige høringsfrister, der sikrer, at organisationer og andre kan få lov til, sådan som det selvfølgelig skal være, at komme til orde.

Men det er jo også klart, som det også har været fremme i debatten, og som jeg også kunne høre at hr. Kristian Jensen selv erkendte, at der kan være helt særlige tilfælde, som gør sig gældende, og hvor det er nødvendigt at skride hurtigere frem. Og det tror jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, at der kan findes eksempler på blandt ministre fra alle regeringsbærende partier.

Når det handler om høringsnotater, er det også et element, der har været diskuteret i dag. Jeg syntes selv, da jeg sad i opposition og tilbragte rigtig meget tid eksempelvis i Folketingets Retsudvalg eller i Folketingets Finansudvalg, at det var et vigtigt redskab for politikerne at få regeringens kommentarer til indsendte høringssvar – at se, hvad man tog med af ændringer, og hvad man ikke tog med – for at sikre, at der var det nødvendige grundlag for at arbejde med lovforslaget. Det er selvfølgelig også vigtigt, at Folketinget har og kan bruge det her som et instrument, og derfor er det vigtigt, at høringssvarene normalt oversendes til Folketinget samtidig med fremsættelsen og senest som sagt torsdag i ugen før førstebehandlingen. For vi ved jo godt, at der er forskel på ressourcerne i regeringen og i oppositionen på trods af diverse planer. Men virkeligheden er jo, at ved at man får det her oversendt, kan der være et godt og brugbart instrument for partierne i Folketinget. Og det skal der være.

Så summa summarum, bundlinjen er, at vi alle sammen har interesse i et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem regering og Folketing. Vi har flere gange i løbet af de tidligere år drøftet det her emne. Mange af de samme spørgsmål har været rejst. Mange af de samme svar er givet. Centralt for den her regering er som sagt, at regeringen har fremlagt et program for god regeringsførelse, og dialogen er indledt med Folketinget om, hvordan det kan udmøntes.

Men tak for interessen. Jeg synes grundlæggende, at det tegner godt for fremtiden, at der er en så bred enighed om de her emner, og jeg håber som sagt, at Folketingets partier vil gå konstruktivt ind i debatten, som jo er indledt med Folketinget, om, hvordan vi kommer videre herfra, så vi kan sikre, at vi har en høj kvalitet i Folketingets behandling af lovgivningen.

Tak til justitsministeren. Der har meldt sig fire til korte bemærkninger. Den første er hr. Mads Rørvig, Venstre.

Tak for det.

Ministeren siger, at ministeren og ministeriet har travlt. Det er jo godt at høre. Jeg ved ikke, om det skal forstås, som om ministeriet ikke har nok ressourcer, om det var det, ministeren gav udtryk for, for så må vi jo tage den diskussion. Men jeg tror ikke, at der er nogen, der går og tror, at ministeren ikke laver noget. Jeg tror ikke, det er det, der ligesom er grundlaget for den debat, vi har i dag.

Jeg vil godt spørge ministeren om det samme, som jeg har spurgt andre i debatten om: Mener ministeren, at der er nogle tilfælde, hvor det giver mening, at regeringen nægter Folketinget teknisk bistand i forbindelse med udarbejdelse af lovforslag?

Justitsministeren.

Jeg synes, man skal have bidrag til teknisk bistand til ændring af lovforslag, hvis man beder om det.

Hr. Mads Rørvig, kort bemærkning.

Der er jeg glad for. Jeg må næsten opfatte det, som om ministeren har fortrudt, at ministeren tidligere i den her folketingssamling nægtede at give teknisk bistand til et lovforslag, som var under proces her i Folketinget. Vil ministeren så garantere fremadrettet, at regeringen vil yde teknisk bistand, såfremt Folketinget beder om det?

Justitsministeren.

Det pågældende spørgsmål relaterer sig til et ændringsforslag i forbindelse med indfødsretsloven, og der har vi over for Indfødsretsudvalget svaret på, hvorfor det ikke var tilfældet her. Det handlede om personoplysninger, og hvis man fra Indfødsretsudvalget eller eksempelvis fra dem, der stillede ændringsforslaget, ønskede det, så kunne man jo faktisk selv have gjort det, hvis man gerne ville kaste personfølsomme oplysninger ud i Folketingets behandling. Så det stod en fuldstændig frit at gøre det. Det var det, der var afvejningen for, hvorfor vi ikke fandt, at der var grundlag for at bidrage til det her i dette helt særlige tilfælde.

Den næste kort bemærkning er fra hr. Kristian Jensen, Venstre.

Når man lytter til justitsministerens tale, hører man rigtig mange ord, som jeg ikke tror nogen i Folketinget kan være uenige i, men rigtig lidt om, hvad det egentlig konkret er, regeringen vil gøre anderledes.

Der blev henvist meget til et regeringsprogram, der blev skrevet for 9 måneder siden, og grunden til, at vi står her i dag og har denne diskussion, er jo, at oppositionen føler, at regeringen overhovedet ikke lever op til det, der er skrevet i regeringsprogrammet.

Der har været rigtig meget snak om høringsfrister i dag, og det skyldes måske, at vi fra forespørgernes side selv har nævnt det i vores tekst. Men god regeringsførelse drejer sig jo om meget andet end lige spørgsmålet om høringsfrister, og derfor vil jeg bare høre, om vi kan få et tilsagn fra ministeren – og jeg synes, det er meget passende, at det er justitsministeren, der er på talerstolen nu – om, at hvis et udvalg har stillet et spørgsmål til en minister, så bliver det udvalget og ikke andre, i særdeleshed ikke repræsentanter for pressen, der får oplysningerne, før udvalget har fået de oplysninger, de har bedt om.

Justitsministeren.

Jeg er meget tilfreds med hr. Kristian Jensens udelte interesse for, hvad der står i regeringsgrundlaget, og det tegner som sagt godt for, hvordan vi kan få sikret, at der på tværs af partiskel kan sikres en god regeringsførelse. Det synes jeg er fint, og hr. Kristian Jensen har jo også, fra da han selv var minister, erfaring med deltagelse i debatter om god regeringsførelse og respekt for Folketinget. Jeg synes, det tegner rigtig godt, at vi med henblik på fremtiden kan nå dertil.

Når det så handler om det pågældende spørgsmål, er svaret, at Folketinget selvfølgelig skal have svar på de spørgsmål, det stiller. Det giver sig selv.

Hr. Kristian Jensen for en kort bemærkning.

Det er jeg sådan set glad for, for den 22. marts var formanden for Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik nødt til at sende et brev til netop justitsministeren og beklage, at oplysningerne var blevet givet til andre og ikke til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik. Sidenhen har Venstres medlem af Folketinget, hr. Karsten Lauritzen, oplevet at blive kontaktet af journalister, der sad inde med et svar, tidligere end det svar var givet til hr. Karsten Lauritzen, som havde stillet spørgsmålet. I parantes bemærket var det igen et spørgsmål stillet til justitsministeren.

Derfor er jeg da glad for, at vi her i dag kan få et tilsagn om, at det har været svipsere og fejltagelser, som justitsministeren nu lover ikke vil gentage sig. Jeg vil bare spørge, om det er et løfte, der kun er givet på justitsministerens vegne, eller om det er et løfte, der er givet på hele regeringens vegne.

Justitsministeren.

Justitsministeriet, jeg selv og andre af regeringens medlemmer svarer på de spørgsmål, der bliver stillet af Folketinget. Nu har hr. Kristian Jensen ikke været til stede i Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik, hvor vi har drøftet den pågældende sag, men jeg vil bare sige det, som det er, nemlig at den pågældende rapport faktisk var blevet forsøgt overleveret til udvalget dagen før. Så det er bestemt ikke sådan, at den ikke er blevet forsøgt overleveret til udvalget, for det er den, og den pågældende avis har ikke været i besiddelse af rapporten, men nok om det.

Spørgsmålet om hr. Karsten Lauritzens såkaldte sag er også noget, jeg har diskuteret med hr. Karsten Lauritzen her. Sagen baserer sig helt grundlæggende på, at hr. Karsten Lauritzens spørgsmål jo synes at forudsætte, at aktindsigtsreglerne efter dansk ret giver journalister og borgere bedre muligheder for at få udleveret breve eller andre dokumenter, der indgår i regeringens korrespondance med EU-Kommissionen, end den adgang, som Folketingets medlemmer har, og det er ikke tilfældet. Den her sag er kørt fuldstændig efter bogen, og der er ikke afveget en tomme fra, hvordan sagen ellers i øvrigt ville være blevet håndteret. Det er et emne, som jeg også har diskuteret med hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Så er det fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne kvittere for den her debat, for det er en meget vigtig debat. Jeg synes nu, at der mangler noget meget væsentligt, og det er hensynet til borgerne ude i det danske land. Det er jo netop derfor, lovforslagene bliver sendt i høring. Det sker, for at interessenter og organisationer kan varetage borgernes interesser og komme med input og forslag til, hvordan det skal være. Så i bund og grund handler det jo om, at lovsjusk rammer de enkelte borgere ude i det danske land, altså de borgere, som har valgt os ind til at varetage deres interesser, og det er en meget væsentlig ting at være opmærksom på. Vil ministeren ikke give mig ret i det?

Justitsministeren.

Det er derfor, at regeringen har sat spørgsmålet om god regeringsførelse på dagsordenen, det er derfor, at vi har dedikeret en hel side til projektet i vores regeringsgrundlag, og det er derfor, at dialogen med Folketinget er igangsat, således at vi ikke kun sikrer høj lovkvalitet, men også sikrer, at de forhold, der skal understøtte spørgsmålet om høj lovkvalitet, rent faktisk kan føres ud i livet.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg kan forstå, at ministeren giver mig ret i, at det netop er derfor, vi er her. Vi er her for at varetage borgernes interesser, så lovsjusk ikke rammer dem. Det vil sige, at rigtig korte høringsfrister og sådan noget rammer borgerne, for det er jo dem, der skal leve med, at en lov bliver hastet igennem og ikke er blevet ordentligt tilrettelagt og ordentligt undersøgt, som er det, man skal gøre. Til det siger ministeren igen, at det er derfor, man har sat det på programmet. Jamen det kan godt være, men det skal jo hænge sammen med det, man siger, og vi har endnu ikke rigtig oplevet, at det, regeringen siger, hænger sammen med det, den gør.

Det er jo sådan, det læser og hører jeg, at befolkningen fuldstændig har mistet tilliden og regeringen har mistet troværdigheden, fordi tingene simpelt hen ikke hænger sammen. Det, man siger, hænger ikke sammen med det, man gør, og det har vi jo set gang på gang. Men kan ministeren så love mig, at god regeringsførelse er noget, regeringen overholder fra nu af, og at spørgsmål og svar med korte høringsfrister ikke er noget, der vil forekomme fremover?

Justitsministeren.

Hvis det ikke er fremgået helt klart, vil jeg sige, at det er min klare opfattelse, at regeringen overhovedet ingen problemer har med at udøve god regeringsførelse, tværtimod gør vi vores til at udbygge den. Derfor står det i regeringsgrundlaget, og som sagt er jeg rigtig glad for, at der er den interesse, der er, for emnet. Jeg glæder mig til, at den proces, som nu kører i Folketinget, får så bred en opbakning, som det lyder til, at vi kan få søsat nogle principper for, hvordan det skal køre; det er det, der er meningen med det, der står i regeringsgrundlaget.

Virkeligheden er jo den, at også under den tidligere regering havde vi den her type debatter. Under den tidligere regering blev der også rejst spørgsmål om høringsfrister og om høringssvar, og der blev rejst en hel række andre spørgsmål under den tidligere regering, og det ligger den her debat fuldstændig i forlængelse af. Og hvis man nu i den gode stemnings ånd og i anerkendelse af, at regeringen faktisk tager endnu flere skridt i den rigtige retning, kan finde sammen om rammerne for et nyt samarbejde mellem Folketinget og regeringen, synes jeg kun det er godt, for der er da kun goder ved et sådant samarbejde.

Det synes jeg bestemt man skal gøre. Så jeg er faktisk blevet meget opløftet af den debat, der har været her i dag, fordi den viser bredden i Folketingets interesse for det her spørgsmål, og det er jo kun godt, når vi skal til at have den videre debat om, hvordan vi kan forstærke samarbejdet mellem regeringen og Folketinget, og hvordan vi kan sikre, at borgerne så også får det fornødne grundlag for at følge med i, hvad der sker på Christiansborg og her i Folketingssalen.

Så er det hr. Lars Barfoed, Det Konservative Folkeparti, for en kort bemærkning.

Det er jo sådan med god regeringsførelse, at en regering kan have – og vel altid har – gode intentioner om at overholde god regeringsførelse. Og så kan der være situationer, hvor det ikke kan lade sig gøre, og der kan selvfølgelig også være situationer, hvor man begår en fejl; det er jo menneskeligt.

Jeg har bare to spørgsmål til justitsministeren. Spørgsmål 1: Mener justitsministeren, at denne regering er bedre til at overholde god regeringsførelse end den tidligere VK-regering? Spørgsmål 2: Mener justitsministeren, at denne regering har bedre intentioner med hensyn til at overholde god regeringsførelse end den tidligere VK-regering?

Justitsministeren.

Det er lige før, at hr. Lars Barfoed selv er i stand til at besvare sine to spørgsmål. Han kunne jo starte med at læse det, der står i regeringsgrundlaget. Hvis hr. Lars Barfoed synes, at det er et skridt i den rigtige retning, i forhold til hvilken regering han selv sad i, er der nok noget om snakken. Jeg konstaterer bare, at den her regering har søsat en ambition om nye skridt for god regeringsførelse. Vi har indledt et samarbejde med Folketinget om det, og jeg håber på, at den brede enighed, der er, om vigtigheden af god regeringsførelse, nu også vil udkrystallisere sig i det arbejde, som foregår mellem regering og Folketing om det emne.

Endnu en kort bemærkning fra hr. Lars Barfoed.

Jeg har faktisk forsøgt at anlægge en forsonlig tone, også da jeg stod oppe på talerstolen lige før. Jeg forsøgte at stille et spørgsmål, der lagde op til, at justitsministeren bare kunne have sagt: Nej, vi er selvfølgelig ikke bedre til det end den tidligere regering; det er jo ikke sådan, at vi har bedre intentioner end den tidligere regering; den havde også gode intentioner.

Det kunne justitsministeren bare har sagt. Jeg havde egentlig forventet, at justitsministeren ville sige det, for så ville jeg have sagt: Det er godt; det er et godt grundlag; det er en selverkendelse, og så er vi nået dertil. Og derfor må jeg sige, at jeg er skuffet over, at justitsministeren bare ikke vil acceptere, at det er vi sådan set lige gode om – eller lige dårlige til, hvis det endelig skal være. Justitsministeren vil forsøge at blive oppe på den høje hest og gøre sig bedre end andre, og det synes jeg er en fuldstændig urimelig tilgang til det.

Når justitsministeren står her og siger, at vi nu har et godt grundlag for at komme videre, er det jo falske ord, for justitsministeren vil forsøge at fastholde folk i deres opfattelse af, at den her regering skulle være bedre end andre. Jeg synes, det er for dårligt, at justitsministeren ikke vil erkende, at den her regering ikke er bedre end den tidligere regering. Den her regering har ikke bedre intentioner end den tidligere regering. Jeg vil sige til justitsministeren, at det er for dårligt ikke at ville erkende det, for det ville have været et godt grundlag for et bredt samarbejde om god regeringsførelse. Men det nægter justitsministeren åbenbart at tilbyde Folketinget.

Justitsministeren.

Det er bestemt ikke tilfældet, og jeg er ked af, at jeg kom til at træde på en øm tå. Men jeg vil bare sige, som jeg sagde til hr. Kristian Jensen, at jeg tror – og det ved hr. Lars Barfoed jo også godt fra sin egen tid som minister – at der nok ikke er nogen, der har noget at lade nogen høre her. Virkeligheden er jo den, at når vi diskuterer høringsfrist, når vi diskuterer høringssvar, og når vi diskuterer tilrettelæggelse af lovgivningsarbejdet, så tror jeg, at der blandt de traditionelt regeringsbærende partier kan findes eksempler på det samme så at sige i hver vores lejr. Så hvis det er svar nok til hr. Lars Barfoed på spørgsmålet, skal jeg i hvert fald lade det være det.

Jeg håber på, at vi nu kan tilrettelægge den proces, som regeringen jo allerede har startet her i efteråret, om, hvordan vi kan sikre gode rammer for spørgsmålet om god regeringsførelse fremover. Det håber jeg da også at De Konservative vil være med til at sikre som et traditionelt regeringsbærende parti.

Så er det fru Inger Støjberg, Venstre, for en kort bemærkning.

Altså, jeg må sige, at jeg er helt på linje med hr. Lars Barfoed. Jeg synes ærlig talt, det er en temmelig arrogant tone, som justitsministeren stiller sig an med her i dag, og det vil jeg gerne beklage. Det her er altså alvor, vil jeg sige til justitsministeren. Det er altså alvor, når justitsministeren i forbindelse med et brev fra Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik klart har overtrådt reglerne for, hvordan man opfører sig over for det danske parlament, ved først at kontakte pressen og lægge sagerne frem der for så efterfølgende at orientere Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik.

Det er simpelt hen ikke godt nok, vil jeg sige til justitsministeren, at stå her og i en lettere hoverende tone sige, som justitsministeren udtrykte det, at han var opløftet over debatten, at han nu så et godt samarbejde, og at det her fylder meget i regeringsgrundlaget. Ja, det kan godt være, at det fylder meget i regeringsgrundlaget, men det fylder ingenting i praksis. Det kan godt være, at justitsministeren er opløftet af den her debat, men det kan jeg så sige at der er store dele af oppositionen der ikke er. Og det kan godt være, at justitsministeren tror, at han har lagt op til et samarbejde, men det har han ingenlunde. Jeg har aldrig kendt mage til arrogant tone som den, vi har været vidne til her i dag.

Tak. Justitsministeren.

Når jeg ser det forslag til vedtagelse, der er blevet fremsat af oppositionen, synes jeg, at det tegner udmærket. Som sagt tror jeg, at der på det grundlag sagtens kan indledes en konstruktiv og god dialog om, hvordan vi kan få skabt gode rammer for videreudviklingen af samarbejdet mellem regering og Folketing fremover.

Så derfor er der kun gode hensigter fra regeringens side, nemlig at det grundlag, der ligger i regeringsgrundlaget, kan man i Folketinget finde ud af at udmønte i fælles overensstemmelse. Det er et projekt, der jo allerede er blevet sat i gang i efteråret, og derfor håber jeg på, at alle vil bidrage konstruktivt til det. For det er vigtigt, at der på tværs af regeringsskifte er faste rammer for, hvordan samarbejdet mellem regering og Folketing skal være, og hvordan det kunne udvikle sig.

Fru Inger Støjberg.

Jamen det her er bare en omgang gas, vil jeg sige til justitsministeren. Det er jo bare en omgang gas, justitsministeren står og lirer af i Folketingssalen. Det her har intet med virkelighedens verden at gøre. Justitsministeren har sjoflet Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik.

Justitsministeren sjofler i de svar, som han giver til Folketinget, og samtidig tillader justitsministeren sig at stå her i dag og sige, at der er et godt samarbejde, og at der er de bedste intentioner. Vel er der ej de bedste intentioner. Det er ordflomme, det er jo noget, man skrev i et regeringsgrundlag, og så var det ellers bare ind i ministerierne, hvor man siden har glemt alt om det.

Ministeren.

At det ikke skulle have noget med virkeligheden at gøre, at regeringen gør sit yderste for at sikre et godt samarbejde med Folketinget, forstår jeg måske i særlig grad ikke, at fru Inger Støjberg siger. I sidste uge fremsatte fru Inger Støjberg et forslag om, at det lovforslag, som regeringen nu har til behandling, om bedre muligheder for familiesammenføring med børn, kunne blive opdelt, således at man måtte forstå, at Venstre kunne komme til at stemme for en del af lovforslaget. Det er nu i behandling i Folketingets udvalg, og regeringen er positivt indstillet over for det. Jeg synes, det er godt, at der her kommer en bred aftale om så vigtigt et område. Det er bare ét eksempel.

Her har det jo noget at gøre med, hvordan vi helt konkret sikrer rammerne for god lovkvalitet. Regeringen har fremlagt et klart program, debatten er indledt med Folketinget, og jeg synes da, at der er alle mulige gode grunde til, at vi får en konstruktiv debat, ikke mindst fordi vi jo så måske kan sikre, at de debatter, vi har på tværs af regeringsskel, kan få en lidt anden og fastere ramme. Det synes jeg kunne være godt.

Simon Emil Ammitzbøll, kort bemærkning.

Justitsministeren siger, at regeringen intet problem har med god regeringsførelse. Det synes jeg er meget store ord at tage i sin mund efter 3 timers debat og med det faktum i baghovedet, at justitsministeren måske selv er en af de ministre, der har det allerstørste problem med god regeringsførelse. Jeg synes egentlig, at justitsministeren skulle tage den her diskussion noget mere alvorligt, og jeg vil sige noget, jeg aldrig havde troet jeg skulle sige: Jeg takker vælgerne for Enhedslisten, for uden dem havde vi aldrig fået regeringen ind i en fornuftig dialog om de her spørgsmål.

Justitsministeren.

Jeg vil sige, at også på det her område – det er rigtigt, hvad hr. Simon Emil Ammitzbøll siger – har regeringen et godt samarbejde med Enhedslisten, og det er vi glade for og tilfredse med. Enhedslisten har jo også klart tilkendegivet, at det er en sag, man vil forfølge, og det er regeringen helt tryg ved, så vi i samarbejde med vores gode parlamentariske grundlag og forhåbentlig også resten af Folketinget kan få virkeliggjort de meget gode hensigter, som står i forslaget og i programmet for god regeringsførelse. Det er jo diskussioner, som nu kommer til at køre i Folketingets respektive organer, og her håber jeg som sagt på en bred enighed efter den, synes jeg, ganske udmærkede debat, der har været her i dag.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Ministeren forholder sig jo overhovedet ikke til virkeligheden. Det er, som om der har været nogle kommunikationskurser i den socialdemokratiske folketingsgruppe, der er gået ud på, at man ikke skal svare på nogen som helst spørgsmål. Vi så det med hr. Magnus Heunicke i sidste uge i afslutningsdebatten, og vi ser det igen i dag med justitsministeren. Det er pinligt. Niveauet er pinligt, vil jeg sige til justitsministeren.

Så blev der fra justitsministerens side sagt:

Vi har søsat en ambition om nye skridt.

Altså, det er jo på det nærmeste en voldtægt af det danske sprog, der foregår fra justitsministerens side. Der er jo intet indhold i en sådan sætning.

Der blev også sagt:

Vi har indledt en dialog med Folketingets partier.

Nu har jeg lige spurgt en af de andre borgerlige gruppeformænd, og der er i hvert fald ingen af os, der er blevet indkaldt til møder eller har fået strakt en arm ud imod os om at indgå i en dialog om det her. Det kan godt være, at man gør det nu, men de første 8 måneder har man haft flotte intentioner, man har skrevet noget på stykke papir, men man har intet gjort. Så tør dog det smørrede smil af og svar ordentligt!

Justitsministeren.

Nu skal jeg ikke udtale mig om niveauet for debatten i Folketingssalen, men jeg vil bare sige – når der bliver sagt, at der ikke er noget konkret i det – at regeringen jo rent faktisk på side 76 i regeringsgrundlaget har skrevet meget detaljeret, hvad det er, man ønsker at gå efter, hvad det er for nye skridt, der skal tages.

Derfor synes jeg jo også, at Liberal Alliance skulle prøve at kigge på det. Eksempelvis er en af de store sager, som regeringen og jeg selv har fået ansvaret for, overladt til os af den tidligere regering – og vi nåede jo desværre ikke at blive færdige med det på grund af et folketingsvalg – den nye offentlighedslov, altså en grundstamme i forvaltningen, en grundstamme i et moderne demokrati. Det står direkte nævnt her. Det er da noget meget konkret, som regeringen agter at arbejde videre med. Jeg synes helt generelt, at det, der tegner sig her i regeringsgrundlaget – og det er der, jeg håber på, at den positive opbakning, der har været til god regeringsførelse, kan udkrystallisere sig yderligere – er, at vi kan tage fat på det her i en konstruktiv dialog og så få det bragt endnu længere fremad.

Fru Ellen Trane Nørby for en kort bemærkning.

Tak. Jeg ved godt, at ministeren og regeringen som helhed tror, at hvis man har skrevet noget, det være sig på side 76 i regeringsgrundlaget eller andre steder, eller man siger det nok gange, bliver det til virkelighed. Men sådan er det jo ikke. Ord skal følges af handling. Og det er jo der, problemet ligger i forbindelse med regeringens manglende gode regeringsførelse. De smukke ord, man har skrevet i regeringsgrundlaget, er ikke blevet fulgt af handling.

Man har brudt høringsfrister, man har nægtet Folketinget bistand, man har afvist at svare på udvalgsspørgsmål fra Folketinget. Alligevel står ministeren her og siger, at man i efteråret helt konkret har taget nogle initiativer til at samarbejde med Folketinget. Det har justitsministeren svaret både hr. Lars Barfoed og hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Nu vil jeg gerne spørge justitsministeren helt konkret – helt konkret: I forbindelse med de initiativer, man har taget i efteråret fra regeringens side over for Folketinget, og som ingen herinde i Folketingssalen kender til, hvad det så helt konkret, der er tale om?

Justitsministeren.

Altså, det, der er sket, er jo, at statsministeren har været på besøg i Udvalget for Forretningsordenen med regeringens program. Og det er da et helt konkret forsøg på at indlede en dialog med Folketinget om det. Altså, man kan jo ikke på den ene side sige, at der ikke sker noget, og så på den anden side, når regeringen med statsministeren i spidsen kommer til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen og vil diskutere det her emne, så sige, at det ikke betyder noget. Altså, det er da en fremstrakt hånd fra regeringens side. Og det er også det, jeg havde håbet på at den her debat i dag havde kunnet bygge videre på.

Derfor: Lad os da fortsætte den debat, for jeg tror, at vi alle sammen har en interesse i, at den her debat kommer til at fortsætte, og at regeringens bærende partier kan finde sammen om, hvad det så er for principper, der skal danne grundlag for det her god regeringsførelses-spørgsmål.

Regeringen har fremlagt en ambitiøs plan, som vi arbejder efter og arbejder med, og vi har allerede taget initiativ til de første aktiviteter med Folketinget, og det er som sagt sket her i efteråret.

Fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Så efter fire spørgsmål nåede vi så frem til, at det helt konkrete, der var sket, var, at statsministeren var mødt op til et møde. Det er jo ikke handling. Og der er der, hvor vi dybest set er nu. Og som fru Karina Adsbøl jo også sagde, handler det her i sidste ende om, om borgerne har en retssikkerhed i forbindelse med den lovbehandling, der sker herinde.

Når Advokatsamfundet klager over den manglende længde på høringsfrister, der er, er det i sidste ende et problem for lovkvaliteten og dermed for borgernes retssikkerhed i samfundet. Men vi kan så forstå på justitsministerens svar, at det eneste, det eneste, regeringen helt konkret har gjort, er, at statsministeren er kommet til et møde.

Så må vi jo bare igen sige, at det ikke er nok at have gode intentioner og skrive det ned med ord, det bliver ord jo ikke til handling af. Derfor håber jeg da så sandelig, at når statsministeren går på talerstolen nu, som man jo må forvente, i og med at den her forespørgsel også er rettet til statsministeren, kan vi få nogle helt konkrete svar, for det er ikke lykkedes at få det af justitsministeren.

Så selv om det måske er for meget forlangt, kunne man jo bruge det sidste spørgsmål til at spørge justitsministeren helt konkret: Er det eneste, justitsministeren mener der er sket, at statsministeren helt konkret er mødt op til et møde, er det alt, hvad man har gjort for god regeringsførelse?

Justitsministeren.

Jeg er da glad for, at fru Ellen Trane Nørby så blev opmærksom på, hvad det var, der rent faktisk var sket. For man stod jo her før og påstod, at der ikke var sket noget som helst. Det er der jo.

Regeringen har taget initiativ til at indlede en dialog med Folketinget om, hvordan det her meget vigtige emne kan videreudvikles. Og det har man gjort, fordi det er et vigtigt emne for regeringen, at vi får forbedret regeringsførelsen. Det er et emne, man har diskuteret i ganske mange år her i Folketinget. Nu er der en regering, som har fremlagt et regeringsgrundlag, hvor der som sagt bliver taget helt konkrete initiativer, som skal sikre, at vi får en bedre regeringsførelse. Og det første skridt, nemlig en dialog med Folketinget om det, er som sagt taget.

Jeg går ud fra, at det er en misforståelse, at fru Lone Loklindt ønsker en kort bemærkning. Ja, det er det. Så siger jeg tak til justitsministeren. Så har ordføreren for forslagsstillerne, hr. Kristian Jensen, bedt om nogle afsluttende bemærkninger.

Jeg vil meget gerne bede om noget mere ro i salen! Selv om jeg ved, at medlemmerne utålmodigt venter på at komme til at stemme, må de i hvert fald, hvis de bruger deres stemmer nu, gerne gøre det uden for og komme ind og stemme bagefter.

Tak for debatten om god regeringsførelse. Der har været en debat, der mest af alt kan karakteriseres som en debat om de fede ord og de magre resultater, de fede ord, nemlig side 76 i regeringsgrundlaget, hvor regeringen har slået sig selv meget voldsomt op på en selvros i form af initiativer, som man agter at tage, intentioner, som man foregiver at have, og holdninger, som man giver udtryk for i ord, men desværre ikke i handling.

For langt hen ad vejen har debatten jo været en diskussion om, hvad det er for handlinger, der mangler, handlinger med hensyn til at svare fyldestgørende, handlinger med hensyn til at møde i samråd til tiden, handlinger med hensyn til at acceptere de normale spilleregler mellem Folketing og regering. Det, som vi har kunnet opleve, har været en total mangel på konkrete initiativer til at komme med noget konkret, der skulle gøre, at vi fik en bedre lovkvalitet, at vi fik en bedre regeringsførelse, at vi fik de initiativer på plads, der ville gøre, at vi kunne være tilfredse.

Her til sidst var det så justitsministeren, der skulle forsøge at forsvare regeringens position, og det endte med, at han nævnte, at man havde taget nogle konkrete initiativer. Da hverken jeg selv, gruppeformanden for Liberal Alliance eller gruppeformanden for Det Konservative Folkeparti kunne erindre, hvilke initiativer regeringen havde taget, blev jeg nødt til at stille spørgsmål om, hvad det så var for nogen ting, der var sket. Og justitsministeren svarede: Jo, jo, der har været et møde i Udvalget for Forretningsordenen. Justitsministeren sagde endda, at regeringen havde taget initiativ til et møde.

Det må jeg bare rette. Det møde, der har været med statsministeren i Udvalget for Forretningsordenen har været et samråd, som jeg har indkaldt til den 10. november. Dermed har regeringen ikke taget nogen selvstændige initiativer for at omsætte de fede ord i regeringsgrundlaget til resultater. Jeg synes, at det har været ærgerligt for debatten. Jeg synes, at det har været ærgerligt for lovkvaliteten og for regeringsførelsen, at vi ikke har fået en mere kvalificeret besvarelse fra regeringens side.

Så må jeg sige, og nu håber jeg, at statsministeren sidder og lytter efter, at det undrer mig meget – jeg venter bare, til statsministeren har tid, for det er sådan set en forespørgsel, vi har indkaldt statsministeren til, så når statsministeren har tid til at lytte, vil jeg gerne afslutte med at sige, at det overrasker mig meget, og jeg venter igen, for det må være vigtigt, hvis statsministeren under en forespørgselsdebat om en forespørgsel rejst til statsministeren mener, at det er vigtigere at snakke med beskæftigelsesministeren, det må være vigtigt, og det respekterer jeg gerne, men hvis det er muligt at få statsministerens opmærksomhed et øjeblik, vil jeg sige, at det undrer mig meget – at på en forespørgsel rejst til statsministeren om noget så væsentligt som en god regeringsførelse, så vælger statsministeren ikke at deltage i debatten, så vælger statsministeren ikke at være til stede til at besvare spørgsmål om, hvilke initiativer statsministeren har tænkt sig at statsministerens regering skal tage for at få omsat de mange fede ord til resultater. Det, vi har hørt indtil videre, har været magert. Det bliver desværre ikke bedre af, at statsministeren fortsætter med at føre en dialog, der ikke har noget at gøre med den forespørgsel, der er i gang med resten af Folketinget.

Jeg vil sige, at det eneste, man kan sige der konkret kommer ud af forespørgslen her, bliver, at lige om lidt vil regeringen stemme for en næse til sig selv. Det synes jeg er glimrende.

Jeg synes, at det, der er problemet med det forslag til vedtagelse, som hr. Magnus Heunicke og de øvrige regeringspartier plus Enhedslisten har fremsat, er, at det så snævert fokuserer på spørgsmålet om høringsfrister i forbindelse med lovforslag. Det er et stort problem, og regeringen har fejlet fatalt på det område, men jeg synes bare, at spørgsmålet om god regeringsførelse bør være bredere og mere omfattende end alene spørgsmålet om høringsfrister. Og derfor synes jeg ikke, at det er tilfredsstillende med det forslag, der er fremsat, også selv om der med forslaget ligger en næse til regeringen.

Hr. Magnus Heunicke for en kort bemærkning.

Tak. Det er kun lige for at få definitionen på plads af det, som hr. Kristian Jensen hele dagen som den eneste i Folketingssalen har kaldt en næse. Det burde ikke være nødvendigt at belære eller orientere hr. Kristian Jensen om, hvad en næse er, for sådan en har hr. Kristian Jensen jo selv fået for 3 år siden, da Udvalget for Forretningsordenen udtalte stærk kritik af Skatteministeriet og skatteministerens håndhævelse af bestemmelserne i forhold til grundloven. Når man i Folketinget udtaler stærk kritik eller bare kritik, er der altså tale om en næse i traditionel forstand.

Vil hr. Kristian Jensen ikke bekræfte, at når vi i vores vedtagelse har en beklagelse og samtidig en anerkendelse af arbejdsvilkårene, er det noget helt anderledes end den stærke kritik, som ordføreren selv tidligere har fået? Det var nemlig en næse. Det her er ikke og kan ikke betegnes som en næse.

Ordføreren.

Næh, jeg synes egentlig, at regeringen burde have en blodtud og ikke bare en næse i sagen her. Jeg skal gerne erkende, at jeg har fået en kritisk bemærkning, endda en stærkt kritisk bemærkning, fra Udvalget for Forretningsordenen. Jeg har sådan set fået flere næser, også fra Statsrevisorerne, der har beklaget forskellige ting, der skete i min tid som skatteminister.

Netop når man går ind og siger »beklager«, konstaterer man jo, at regeringen ikke har levet op til sit ansvar, at regeringen har svigtet i forhold til høringsfrister. Jeg mener ligeledes, at statsministeren svigter i spørgsmålet om god regeringsførelse, når hun ikke ønsker at deltage i debatten her i dag, på trods af at det er en forespørgsel, som vi fra forespørgernes side rejste alene til statsministeren og ikke til justitsministeren. Alligevel må vi acceptere, at statsministeren vælger at sidde passivt hen i stedet for at deltage i en debat om noget så væsentligt som god regeringsførelse.

Hr. Magnus Heunicke.

Tak. Nu har debatten varet i 3 timer og et kvarter, så man kan vel ikke, tror jeg, på nogen måde påstå, at regeringspartierne ikke er klar til at tage den her debat. Vi har endda sagt, både fra ministerhold og os, der var ordførere, at det er en principiel, vigtig debat. Så lad os lægge det til side; det tror jeg faktisk vi kan være enige om.

Så bare lige et spørgsmål til definitionen: Kan jeg forstå det sådan, at hr. Kristian Jensen faktisk er enig med mig i, at når det drejer sig om Folketingets skik i forhold til næser – som hr. Kristian Jensen selv har oplevet – kan det betegnes som en næse, hvis man får kritik eller endda stærk kritik, som hr. Kristian Jensen jo tidligere indrømmede han selv har fået, da han var minister, hvilket er velkendt? Det her forslag til vedtagelse har intet med det at gøre.

Ordføreren.

Jo, dette forslag til vedtagelse har klart at gøre med at give regeringen en næse, idet man konstaterer, at regeringspartierne beklager, at regeringen ikke har levet op til reglerne om god regeringsførelse. Hvis man går ind og kigger på, hvad der i andre tilfælde er blevet betegnet som en næse, ja, så kan man se, at det er, når nogen beklager, at regeringen ikke lever op til de regler, der er.

Jeg kan godt forstå, det er hårdt for hr. Magnus Heunicke, når det nu er gået op for ham, at vi lige om lidt vil stemme for at give statsministeren en næse. Jeg synes, det er fuldt ud fortjent. Den er måske for lille. Den er for snæver, men det er klart en næse, i forhold til at regeringen ikke lever op til reglerne om god regeringsførelse.

Tak til ordføreren. Så er der to andre ordførere, der har bedt om ordet i det, der vel bliver anden omgang, og der er 3 minutters taletid. Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Vi har her i dag på baggrund af en forespørgsel, som Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har stillet til statsministeren om god regeringsførelse, haft en lang debat. Og jeg må sige, at jeg nærmest synes, det er symbolsk, at statsministeren ikke ønsker at besvare og forsvare sine synspunkter over for de fire partier, der har ønsket denne forespørgsel. Så jeg vil gerne opfordre statsministeren til at komme herop og svare på den forespørgsel, som et meget, meget stort mindretal i Folketinget har ønsket at foretage. Man har på side 76 i regeringsprogrammet skrevet nogle pæne ord, men man har endnu ikke taget initiativ til at leve op til dem, og så ønsker man ikke engang at forsvare det over for Folketinget. Det er og bliver pinligt. Statsministeren burde i stedet for at sidde og sms'e på første række indfinde sig heroppe på landet fornemste talerstol.

Så er det hr. Lars Barfoed som ordfører.

God regeringsførelse handler jo også om god skik mellem regering og opposition. Og det er almindelig god skik, at når man retter en forespørgsel til en minister, så stiller den minister sig til rådighed for Folketinget, efter at ordførerne har haft ordet, således at man kan stille spørgsmål og diskutere med den pågældende minister. Vi har i dag stillet en forespørgsel til statsministeren, og jeg må bare konstatere, at statsministeren altså ikke vil følge den gode skik at stille sig til rådighed for Folketinget for at få en debat med ordførerne. Det synes jeg ikke er god regeringsførelse.

Ønskede fru Ellen Trane Nørby ordet for en kort bemærkning? Ja. Så må jeg bede hr. Lars Barfoed om at komme herop igen. Jeg var bare ikke helt klar over, at oppositionen ville have korte bemærkninger til sig selv, men værsgo.

Jamen det ville jeg gerne. For det kan jo selvfølgelig undre utrolig meget, at statsministeren ikke går på talerstolen og svarer på en forespørgsel, der er rettet til statsministeren. Men hr. Lars Barfoed har jo været minister igennem mange år, og derfor ville jeg egentlig gerne spørge hr. Lars Barfoed, om han som tidligere justitsminister selv har oplevet tilfælde, hvor han som minister ikke er gået på talerstolen og har svaret på en forespørgsel, som har været rettet til ham fra en del af Folketingets partier, der har været så stor, som tilfældet er, hvad angår den forespørgsel, vi i dag diskuterer, og som er rettet til statsministeren.

Værsgo.

Nej. Jeg kan sige, at jeg altid som minister i forbindelse med en forespørgselsdebat er gået på talerstolen for at give Folketingets medlemmer lejlighed til at diskutere med mig. At man gør det, synes jeg er udtryk for god regeringsførelse, og derfor har jeg altid gjort det.

Fru Ellen Trane Nørby.

Nu har hr. Lars Barfoed jo som sagt været justitsminister, og jeg vil spørge hr. Lars Barfoed, om han under den tidligere regering ville have opfattet det som værende normalt, at en forespørgsel, der var rettet til statsministeren, ikke ville blive besvaret af statsministeren, men at statsministeren derimod bare sendte en anden minister, på trods af at det samlede ansvar for en god regeringsførelse og det samlede ansvar for regeringsprogrammet altid påhviler statsministeren.

Ordføreren.

Det ville selvfølgelig have kunnet forekomme, at en statsminister under besvarelsen af en forespørgsel havde ladet en anden minister ledsage sig, men den minister, som forespørgslen var rettet til, ville normalt altid have stillet sig til rådighed efterfølgende, når ordførerne havde haft ordet, således at ordførerne havde lejlighed til at diskutere med den pågældende minister.

Tak til den konservative ordfører. Så har hr. Per Clausen bedt om ordet som ordfører.

Nu har vi jo faktisk i løbet af formiddagen haft en ganske god debat, hvor der har været enighed om, at regeringen heldigvis har højere ambitioner på det her område end den tidligere regering, men at udførelsen måske ikke er blevet helt så smuk, som man kunne have ønsket sig. Det har regeringspartierne været enige i, og det har Enhedslisten været enig i, og jeg tror, at oppositionen også har forsøgt at sige nogenlunde det samme. Det synes jeg faktisk var rigtig positivt. Vi har endda haft den diskussion, om vi ikke i Udvalget for Forretningsordenen kunne have en konstruktiv og fremadrettet drøftelse om, hvilke initiativer vi kunne tage med henblik på at forbedre forholdene. Der har også været fremlagt ideer. Enhedslisten har haft den enestående oplevelse, at et forslag, vi har stået alene med i rigtig mange år, støttes af Venstre. Det er rigtig dejligt og positivt.

Derfor synes jeg, det er lidt underligt, at vi skal slutte af med en debat, hvor hr. Lars Barfoed direkte i strid med sandheden hævder, at det under den tidligere regering altid var sådan, at ministerne stillede sig til rådighed for afsluttende spørgsmål. Det passer simpelt hen ikke. Jeg kan sige det med fuldstændig sikkerhed, for jeg har deltaget i et utal af forespørgselsdebatter, hvor afslutningen sådan har været lidt den samme som i dag, nemlig at den daværende opposition stillede sig op og skældte ud på ministeren, fordi ministeren ikke stillede sig til rådighed, uden at det påvirkede ministeren.

Så skulle vi nu ikke prøve at have en lille smule hukommelse, så vi kunne huske bare en lille smule om, hvad vi selv har gjort. Det tror jeg ville være meget fremmende for den politiske debat, og det ville måske i virkeligheden fremme det, som vi hævder at vi er enige om, nemlig at vi gerne vil have god lovkvalitet, at vi gerne vil have ordentlige og saglige debatter mellem opposition og regering og det parlamentariske grundlag, sådan at vi koncentrerer os om det, vi er uenige om, og ikke om det rene pjat. Men så skal den nuværende opposition altså lade være med at fremstille rene fantasifostre om, hvordan de selv var som regering. Jeg må bare sige til hr. Lars Barfoed, at jeg i grunden er skuffet over, at hr. Lars Barfoed ikke har opdaget, at ikke alle ministre gjorde, som han selv gjorde, nemlig stillede sig til rådighed.

Der er pludselig kommet fem korte bemærkninger. Det er først hr. Karsten Lauritzen.

Jeg vil godt stille hr. Per Clausen et spørgsmål. Nu siger hr. Per Clausen, at sådan var det ikke tidligere. Men det, den her debat handler om, er, hvordan det bør være, og om, at vi har en regering, der har skrevet i regeringsgrundlaget, at den vil have god regeringsførelse. Så vil jeg bare spørge hr. Per Clausen, om hr. Per Clausen ikke synes, at det vil være en god regeringsførelse og respekt for Folketing og folkestyre, hvis den minister, en forespørgsel er rettet til, i dette tilfælde statsministeren, ikke blot indledningsvis leverer en tale, men også går op, så Tingets medlemmer har mulighed for at stille spørgsmål til statsministeren. Ville det ikke være respekt for Folketinget og god regeringsførelse?

Ordføreren.

Det spændende her er, at hr. Karsten Lauritzen jo siger, at den tidligere regering ingen respekt havde for Folketinget og ikke havde nogen god regeringsførelse, for man gjorde præcis det, som hr. Karsten Lauritzen nu kritiserer den nuværende statsminister for.

Jeg vil bare sige til hr. Karsten Lauritzen, at hvis der i Udvalget for Forretningsordenen eller her i salen kommer et forslag fra Venstre om, at vi skal ændre forretningsordenen, sådan at ministeren forpligtes til at gå op og tage en sidste runde, så vi kan stille spørgsmål til ministeren, vil Enhedslisten støtte det forslag.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jeg er lidt ked af, at hr. Per Clausen indledte ordførertalen med at sige, at nu har vi været enige om så mange ting, og at vi nu skal gemme polemikken væk, for det her er vigtigt, når hr. Per Clausen så ved førstkommende lejlighed hiver polemikken frem igen.

Jeg stillede et principielt spørgsmål, som jeg havde et håb om Enhedslisten ville svare på, nemlig om hr. Per Clausen mener, at det vil være god regeringsførelse, at det vil være respekt for Folketinget, at det vil være den bedst tænkelige situation, når man har en forespørgsel til en minister, i dette tilfælde statsministeren, at ministeren ikke blot går op og leverer en på forhånd skrevet tale, men følger med i debatten og til sidst stiller sig til rådighed for spørgsmål. Ville det ikke være den bedst mulige situation, er det ikke det, der er ønskværdigt? Skulle vi ikke være enige om, at det er sådan, folkestyret og forholdet mellem regering og Folketing burde fungere? Kan jeg få en tilkendegivelse af det principielle spørgsmål og ikke den polemik, som hr. Per Clausen til at starte med sagde han ville holde sig for god til?

Ordføreren.

Jeg synes i grunden, at hr. Karsten Lauritzen sådan undervurderer sin egen og Venstres evner til polemik, når han nu anklager mig for at være polemisk. Det var sådan set ikke mig, der startede med at gøre den her debat polemisk, vil jeg gerne understrege, og jeg tror også, at de, der har lyttet til den, kan bekræfte det.

Så vil jeg bare i al stilfærdighed sige til hr. Karsten Lauritzen, at jeg er med på at indføre alle de forbedringer, vi kan gennemføre, i forhold til hvordan vi fører debatter i Folketinget, og jeg er enig med hr. Karsten Lauritzen i, at det vil være en forbedring af de regler, vi har for debatterne, hvis vi sikrer os, at ministrene går op og svarer anden gang, så vi kan få mulighed for at stille dem spørgsmål.

Jeg synes bare, hr. Karsten Lauritzen må erkende, at vi må ændre det i de generelle regler, for så kan vi også blive fri for det her cirkus, som vi har haft under vist nok flere skiftende regering, hvor den skiftende opposition er vældig ophidset over, at de nuværende ministre ikke gør det, som deres egen ministre ikke gjorde og ikke vil gøre i fremtiden.

Fru Ellen Trane Nørby for en kort bemærkning.

Tak. Taget i betragtning at det sådan set var statsministeren selv, der sagde, at nu skulle der være nye tider og man havde dedikeret en hel side i regeringsprogrammet, side 76, hvor man skriver noget om god regeringsførelse, forekommer det så ikke lidt underligt, at det, hr. Per Clausen står og siger, er, at så er det helt o.k.? På trods af at man har sat en høj målestandard op, er det helt o.k., at man ikke lever op til noget som helst, at man ikke stiller sig til rådighed for besvarelse af spørgsmål fra folketingsmedlemmer, på trods af at man er den statsminister, som forespørgslen er rettet til?

Derfor vil jeg egentlig blot høre hr. Per Clausen om, at hvis ord skulle følge handling, og hvis vi reelt set skulle tale om god regeringsførelse, mener hr. Per Clausen så også, det ville være helt o.k., at statsministeren bare sidder og sms'er i stedet for at stille sig til rådighed for en forespørgsel rettet til statsministeren.

Ordføreren.

Nu er det jo en kendsgerning, som man kan læse om i medierne, at der er rigtig mange folketingsmedlemmer og ministre, som får tid til at foretage sig andre ting, mens de lytter, og jeg mener selv, at jeg også er i stand til at foretage mig i hvert fald to ting samtidig. Det har statsministeren formentlig også, så det er godt nok for mig. Det er ikke noget problem. Men jeg vil bare gentage det, jeg har sagt, og der er to ting, jeg vil sige.

Som det første fremgår det af regeringsgrundlaget, hvordan man konkret ville forbedre lovkvaliteten. Der har vi i dag konstateret, at det i hvert fald på et område ikke er lykkedes ret godt at leve op til de gode ambitioner, og det beklager vi. Det synes jeg er vigtigt. Regeringen beklager det, regeringspartierne beklager det, Enhedslisten beklager det, og jeg tror i grunden også, Venstre ville gøre det; jeg ved ikke, om man i Venstre hellere ville bruge stærkere ord, men »beklager« ville man nok være med til, hvis ikke man kunne få det stærkere. Det er vi enige om. Det synes jeg er vigtigt at understrege.

Så er der nogle nye forbedringer, som ikke fremgår af regeringsgrundlaget, men som jeg er enig i man godt kunne indføre. Det, som er lidt nyt for mig, er, at Venstre har et ønske om, at de skal indføres i Forretningsorden for Folketinget, men hvis Venstre ønsker det, så er jeg helt med på det, og jeg skal også gerne selv medvirke til at fremme det forslag, sådan at alle kan komme til at tage stilling til det.

Fru Ellen Trane Nørby.

Jeg medgiver, at man, både mand og kvinde, helt fint kan multitaske, men jeg har dog aldrig oplevet en minister stå på talerstolen og sms'e, samtidig med at ministeren har svaret Folketingets medlemmer, og det er jo egentlig det og ikke alt muligt andet, den her diskussion handler om. Den handler om, hvorvidt den minister, nemlig statsministeren, som forespørgslen er rettet til, stiller sig til rådighed for folketingsmedlemmernes spørgsmål og diskussion omkring god regeringsførelse.

Jeg ved godt, at det kan forekomme sådan lidt vanskeligt at være hr. Per Clausen, når det, hr. Per Clausen og Enhedslisten egentlig står og skal forsvare nu, er, at regeringen ikke lever op til høringsfristerne; at regeringen ikke vil give Folketinget lovteknisk bistand; at regeringen ikke vil svare på udvalgsspørgsmål. Det er selvfølgelig også ubehageligt. Derfor vil jeg sige til hr. Per Clausen, at vi jo godt kan løfte den her diskussion op til at være en principiel diskussion, så det ikke er hr. Per Clausen, der helt konkret skal forsvare den mangel på god regeringsførelse, som regeringen gennemfører den.

Derfor vil jeg blot igen høre hr. Per Clausen: Mener hr. Per Clausen som Enhedslistemand, hvad enten hans parti er støtteparti eller ej, at det er o.k., at statsministeren ikke går op og svarer på den forespørgsel, der er rettet til statsministeren?

Ordføreren.

Nu ved jeg jo ikke, præcis hvornår fru Ellen Trane Nørby blev opmærksom på den her debat, spørgsmålet bærer i hvert fald præg af, at jeg må have udtrykt mig meget, meget uklart, da jeg var oppe i første runde og sige, hvad jeg sagde. Jeg tog afstand fra alle de ting, som fru Ellen Trane Nørby nævnte. Jeg understregede, at det var en adfærd, som jeg var rigtig ked af at blive udsat for under den borgerlige regering, og at jeg selvfølgelig også var ked af, at det gentog sig under nuværende regering.

Til det sidste vil jeg bare sige: Statsministeren stillede sig til rådighed for den her forespørgselsdebat i overensstemmelse med de regler, der findes. De regler er jeg gerne med til at lave om, for jeg synes, det er en uheldig ting ved forespørgselsdebatter, at ministre faktisk kan slippe godt fra aldrig at svare på et eneste spørgsmål. Det er et generelt problem med den måde, vi organiserer forespørgselsdebatterne på. Men jeg vil ikke begynde at skælde særlig ud på statsministeren i dag, fordi hun så har valgt inden for de regler, der er, at agere på en bestemt måde.

Hr. Lars Barfoed for en kort bemærkning.

Hr. Per Clausen hævdede, at jeg skulle have sagt noget, der er usandt. Jeg svarede på to spørgsmål: Dels svarede jeg på, om jeg selv som justitsminister altid havde stillet mig til rådighed – det kunne jeg bekræfte. Jeg er altid, når der har været forespørgselsdebatter til mig som justitsminister og som ansvarlig for andre ministerier, gået på talerstolen og har stillet mig til rådighed, når ordføreren har haft ordet, sådan at ordførerne havde mulighed for at diskutere med mig. Dels svarede jeg på, om det var normalt, når en statsminister blev spurgt om noget, om man så tog en anden minister med, og hvad der så skete – og der svarede jeg på, hvad der var normalt.

Så jeg har ikke sagt det, som hr. Per Clausen netop refererede mig for, nemlig at det aldrig nogen sinde skulle være sket, at ministeren ikke er gået op på talerstolen. Det kan jeg ikke vide; jeg har jo ikke deltaget i samtlige forespørgsler – så sådan kunne jeg aldrig have svaret.

Ordføreren.

Jamen det skal jeg bare beklage. Altså, så har jeg misforstået, hvad hr. Lars Barfoed sagde, og der er ikke andet at sige, end at det er godt, at hr. Lars Barfoed tager ordet, så vi kan få den misforståelse rettet. Det indtryk, jeg fik, var, at det, det handlede om, var en generel diskussion om, hvordan det altid foregik, og det var det, jeg reagerede på. Jeg skal gerne beklage over for hr. Lars Barfoed, at jeg har udtrykt mig forkert.

Hr. Hans Christian Schmidt for en kort bemærkning.

Tak for det. Det er jo sådan set lidt tankevækkende, at vi i dag oplever, at hr. Per Clausen synes, at han skal gå på talerstolen for at forsvare regeringen, for det er der åbenbart ingen andre i det flertal som vil. Det er jo sådan lidt tankevækkende, men det skal hr. Per Clausen jo selv om. Jeg synes da, det er modigt, og derfor skal der ikke lyde nogen miskendelse fra mig af.

Jeg vil bare godt spørge hr. Per Clausen, for jeg kan forstå, at det har gjort så dybt indtryk på hr. Per Clausen, hvordan det var under den tidligere regering, at jeg kunne forstå, at hr. Per Clausen sagde utallige gange – og utallige gange er jo 20, 30 og 40 gange. Så jeg tænkte på, om hr. Per Clausen ikke bare lige kunne nævne sådan 10-15 af de gange, hvor han mener det er forekommet.

Ordføreren.

Nej, jeg må sige til hr. Hans Christian Schmidt, at det er jeg ikke i stand til at komme med præcise datoer og eksempler på, men jeg gennemgår gerne referaterne fra de møder sammen med hr. Hans Christian Schmidt, så vi kan finde de eksempler, der er, i fællesskab. Jeg tror bare, at alle, der sidder her i salen og var her i Folketinget før sidste valg, godt ved, at jeg har ret.

Så vil jeg bare sige til hr. Hans Christian Schmidt, at jeg ikke står her for at forsvare regeringen. Jeg står her for at arbejde for, at udgangen på den her diskussion kan blive, at vi får en bedre regeringsførelse i det her land, at vi får en bedre behandling af Folketinget fra regeringens side, at vi får bedre debatter, at vi får bedre spørgsmål og bedre svar, og det er sådan set det ærinde, jeg har i den her sag – og ikke noget forsvar for regeringen. Jeg tror ærlig talt heller ikke, at regeringen opfatter det, jeg siger, som noget forsvar for regeringen.

Hr. Hans Christian Schmidt.

Jamen det er jo afsløringens time. Det fortælles jo med tydelighed her. Man tillader sig at gå på talerstolen og postulere, at det fandt sted utallige gange under den tidligere regering. Bliver man så spurgt, om man kan nævne 10-15 stykker af dem, så kan man ikke. Det er da en mærkelig måde at diskutere på. Man kan sige, hvad man vil; man behøver bare aldrig at kunne bevise det; ja, man behøver ikke engang at kunne huske det.

Man føler næsten en vis medlidenhed med hr. Per Clausen, når hr. Per Clausen mener, at man heller ikke behøver at kunne huske det. Men kan vi så ikke bare høre 5, 6, 7 stykker af dem, som hr. Per Clausen kan huske?

Ordføreren.

Nu synes jeg, at hr. Hans Christian Schmidt skal lade være med at vove sig for langt ud ad den her tangent. Kendsgerningen er, at hr. Hans Christian Schmidt og jeg ved, at det er sket gentagne gange under den tidligere regering, at ministre ikke er gået op i anden runde – gentagne gange, gentagne gange. Det ved vi udmærket godt; det ved alle, som sad i Folketinget før sidste valg. Hvorfor skal vi så have den her debat, hvor man forsøger at foregøgle noget, som ikke er sandt? Det er det, jeg reagerer på, og det er såmænd den eneste grund til, at jeg tog ordet, nemlig at det gider jeg simpelt hen ikke at sidde at høre på.

Det kan godt være, at en opposition skal være kritisk og ikke skal finde sig i hvad som helst, men der må også være grænser for, hvad befolkningen skal lægge øre til.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg blev egentlig først lidt glad, da hr. Per Clausen gik op på Folketingets talerstol, og det er jeg sådan set stadig væk, for Enhedslisten er jo altid er parat til at forsvare deres synspunkter, og det har jeg stor respekt for at man er. Det, som jeg ikke håber der skal være mellem Enhedslisten og Liberal Alliance i denne sag, er sådan set nogen form for splid, for vi har om nogen en fælles interesse i, at de store partier også går ind for god regeringsførelse, når de sidder på regeringsbænkene.

Derfor vil jeg bare opfordre til, at vi får skrevet det ind, sådan at statsministeren ikke kan blive siddende på sin plads og ignorere Folketinget fuldstændig bevidst, som jeg oplever det sker i dag. Og det er sådan set ligegyldigt, om det er den nuværende statsminister eller en senere statsminister. Så jeg håber, at vi kan have en frugtbar dialog i Udvalget for Forretningsordenen, hvor vores partier sammen kan prøve at arbejde for folkestyrets bedste.

Ordføreren.

Som jeg tidligere har sagt til hr. Kristian Jensen, vil Enhedslisten da gerne have gennemført de ting, som vi har foreslået i rigtig mange år, hvis der skal et regeringsskifte til at få flertal for det. Nogle gange har det været sådan, at der skulle regeringspartiernes stemmer til; andre gange kan det så være, at oppositionspartierne kan hjælpe os igennem med ting, vi gerne vil have igennem. Det er vi helt med på, og jeg kan love hr. Simon Emil Ammitzbøll, at i den diskussion, jeg går ud fra vi skal have i Udvalget for Forretningsordenen om den her sag, vil vi støtte, at man laver en sikkerhed for, at ministre altid – altid – skal reagere i anden runde, så man kan få mulighed for at stille dem spørgsmål.

Hr. Jan E. Jørgensen for en kort bemærkning.

Jeg vil godt ønske hr. Per Clausen og Enhedslisten tillykke med, at man har fået formuleret et forslag til vedtagelse, som udgør en næse til regeringen, og så vil jeg spørge, hvordan hr. Per Clausen bar sig ad.

Ordføreren.

Selv om jeg godt ved, at det for Venstre – med de relationer, der var i den gamle regering og i forhold til Dansk Folkeparti – er svært at forstå, så vil jeg sige, at det foregik på den måde, at vi diskuterede, hvad der havde været regeringens ambitionsniveau, hvad der var nået, og relativt hurtigt blev vi enige om, at man ikke levede helt op til sit ambitionsniveau, og særlig i forhold til det der med høringsfrister var det nok lidt småskidt.

Så blev vi enige om, at det ville være rigtig klogt at beklage det, for ud fra en beklagelse kan der så forhåbentlig komme en bedre praksis fremadrettet. Og jeg må sige, at jeg er glad for at være parlamentarisk grundlag for en regering, der godt tør beklage, når den begår fejl. Det synes jeg mildt sagt ikke var særlig udbredt hos den tidligere regering. Nu mener spørgeren jo sikkert, at det var, fordi den aldrig begik fejl, men det jeg tror nu alligevel er lidt dristigt at tro på.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Nej, det mener jeg ikke. Jeg konstaterer, at Enhedslisten er enig i, at der er begået fejl, og at det her er en næse, modsat af hvad Socialdemokraternes ordfører, hr. Magnus Heunicke, jo udlagde det som.

Ordføreren.

Da jeg var ung, var der er noget, der hed kremlologi. Det var, når man læste tekster for at se, hvad der ikke stod, for at finde ud af, hvad der nu stod. Jeg vil bare i al stilfærdighed sige, at i det forslag til vedtagelse står der, at Folketinget beklager . Jeg er glad for at være parlamentarisk grundlag for en regering, der består af partier, der beklager, når der er noget, de ikke gør godt nok. Det tror jeg vi alle kunne lære af – så det er jeg glad for.

Hvis nogen så vil kalde det en næse, må jeg bare sige, at i de debatter, jeg har haft med regeringspartierne, har vi aldrig nævnt det ord. Vi har koncentreret os om ordet beklager, som vi synes er et godt dansk udtryk for, at man har gjort noget lidt dårligere, end man skulle gøre, og at man vil gøre det lidt bedre i fremtiden.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet, og vi går til afstemning.

Der stemmes om forslag til vedtagelse nr. V 76 af Magnus Heunicke (S), Marianne Jelved (RV), Pernille Vigsø Bagge (SF) og Per Clausen (EL), og der kan stemmes nu.

Afstemningen slutter.

For stemte 60 (S, RV, SF og EL), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 56 (V, DF, KF og LA).

Forslag til vedtagelse nr. V 76 er vedtaget.

Herefter er forslag til vedtagelse nr. V 75 af Kristian Jensen (V), Peter Skaarup (DF), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Lars Barfoed (KF) bortfaldet.

Dermed er forespørgslen sluttet.