Det eneste punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 41:

Forespørgsel til statsministeren om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation:

Hvad kan statsministeren oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation?

Af Ellen Trane Nørby (V), Magnus Heunicke (S), Pia Kjærsgaard (DF), Marianne Jelved (RV), Jesper Petersen (SF), Per Clausen (EL), Simon Emil Ammitzbøll (LA), Benedikte Kiær (KF), Sara Olsvig (IA), Doris Jakobsen (SIU), Edmund Joensen (SP) og Sjúrður Skaale (JF).

(Anmeldelse 16.05.2012. Fremme 22.05.2012).

Jeg gør opmærksom på, at der vil blive stemt om eventuelle forslag til vedtagelse inden mødets afslutning.

Først skulle jeg egentlig give ordet til fru Ellen Trane Nørby til begrundelse af forespørgslen, men jeg ser ikke fru Ellen Trane Nørby ... Nu kommer fru Ellen Trane Nørby. Værsgo – til begrundelse.

Med forespørgslen i dag markerer vi, at endnu et folketingsår nærmer sig sin afslutning. Det er derfor fornuftigt, at vi i dag – præcis som vi gør det hvert år – gør status over folketingsåret, der går på hæld.

Jeg skal derfor på vegne af forespørgerne anmode statsministeren om at give en redegørelse for den indenrigs- og udenrigspolitiske situation i Danmark.

Jeg giver herefter ordet til statsministeren til besvarelse af forespørgslen.

Danmark skal i arbejde, og vi skal alle sammen være med. Hvorfor er det så vigtigt? Det er sådan set enkelt nok. Når vi er flere, der arbejder, er fællesskabet stærkere. Når vi arbejder mere, bliver vi rigere. Og når vi er rigere, har vi bedre råd til det samfund, vi ønsker. Derfor skal vi i fællesskab gøre en ekstra indsats. Det kræver handling. Det kræver hårdt arbejde. Det kræver tæt samarbejde. Men vi kan gøre det, for vi har gjort det før i Danmark i tider, som var mere vanskelige, end de er i dag.

Når Danmark kom videre efter krisen i 1930'erne, skyldtes det netop vores evne til at samarbejde. I en tid, hvor totalitære kræfter havde frit spil i andre lande, satte danske politikere sig sammen på tværs af ideologiske skel. De mødtes i en lejlighed på Østerbro og indgik forlig. Kanslergadeforliget satte skub i økonomien og arbejdspladserne på en socialt retfærdig måde. Og når Danmark fik trukket sig op efter anden verdenskrig og skabte et unikt velfærdssamfund, så skyldes det vores samlede arbejdsindsats. Vi blev bedre uddannet. Vi brugte ny teknologi. Og kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Gennem historien har vi reageret på kriser på samme måde og ved at stå sammen, ved at træffe svære beslutninger, ved at flytte Danmark.

Det skal vi gøre igen. For det er ikke en mulighed at stå stille. Vi kan ikke gøre tingene i morgen, på samme måde som vi gjorde dem i dag. Vi skal alle sammen yde det, vi kan, til fællesskabet.

Regeringen har fra første dag sagt åbent og ærligt til danskerne, at vi kommer til at træffe svære beslutninger. Da krisen ramte Danmark, var vi ikke ordentlig forberedt. Vores indtjening faldt mere, end den gjorde i andre lande. Vi tabte titusindvis af arbejdspladser. Og vi kan ikke bare sætte os ned og vente på, at konjunkturerne vender. Vi må ikke tro, at arbejdspladserne kommer retur af sig selv. For vi har tre store udfordringer, der rækker ud over den aktuelle krise.

Den første udfordring er vores skrantende konkurrenceevne. I årene op til krisen løb økonomien løbsk. Der blev skabt en boble på boligmarkedet. Priserne steg og steg. Det kom selvfølgelig nogle til gavn, så længe det varede, men det var en stakket glæde. Sådan er det med bobler. Økonomien blev overophedet, virksomhedernes omkostninger steg mere end produktiviteten, vores konkurrenceevne blev forværret med 20 pct. i 00'erne. Det hæmmer vores muligheder i dag. Derfor er der brug for store reformer. Den dårlige konkurrenceevne er vores første udfordring.

Den anden udfordring er arbejdsstyrken. I starten af 00'erne var der fire personer i arbejdsstyrken for hver folkepensionist. Frem mod 2020 vil der kun være tre personer i arbejdsstyrken for hver folkepensionist. Derfor skal vi arbejde mere.

Den tredje udfordring er at sikre en sund offentlig økonomi, samtidig med at vi skaber plads til at udvikle velfærden og investere i fremtiden. Derfor skal vi finde finansiering til hver krone, vi bruger.

Vi har store udfordringer, og derfor er de beslutninger, vi træffer i dag, vigtige. Vores valg i dag bestemmer, hvilket samfund vi får, ikke bare i det forjættede år 2020, men også for de kommende generationer. Jeg oplever, at danskerne er parate til at træffe svære valg og tage den ekstra tørn, der skal til for at få Danmark i arbejde. Forårets overenskomster viser, at mange er parate. Og jeg kan sige med sikkerhed: Regeringen er parat.

Vi har netop fremlagt en skattereform. Overskriften for skattereformen er den samme som for alle vores andre reformer: Danmark i arbejde. Regeringens beslutninger handler om én ting: Vi skal arbejde os til et rigere Danmark, og derfor skal virksomhederne have gode vilkår. Vi skal give virksomhederne mulighed for ekstra afskrivninger for investeringer i maskiner, og det skal gælde resten af i år og hele næste år. Det vil give ekstra investeringer i milliardklassen, og det vil betyde flere danske arbejdspladser. Og så skal det være slut med den iværksætterskat, som den tidligere regering indførte. Det er en skat, der hæmmer virkelysten, og det er det modsatte, der er brug for i dag. Vores iværksættere er det vækstlag, som nye succeser skal vokse ud af. Regeringens skatteudspil giver erhvervslivet bedre vilkår for at skabe arbejdspladser.

Vi vil også belønne danskernes arbejdsindsats og flid. For hvem sørger for, at der er varer i butikkerne, at vi bliver passet, når vi er syge, og at hele vores hverdag fungerer? Og hvem sælger grønne løsninger til Korea og enzymer til Indien og tjener penge hjem til vores land? Det gør alle de danskere, der hver eneste dag står op og går på arbejde. Derfor skal der være en større gevinst ved at arbejde.

Regeringen vil øge beskæftigelsesfradraget – næsten til dobbelt størrelse. Det vil gavne mennesker med helt almindelige indkomster, f.eks. industriarbejdere, SOSU-hjælpere, frisører, og vi vil give et ekstra fradrag til de enlige forsørgere; en enlig mor eller en enlig far får dermed ikke fordoblet, men tredoblet sit beskæftigelsesfradrag. Det giver større gevinst ved at komme i arbejde, så færre sidder fast i et liv uden arbejde.

Vi vil også rykke grænsen for topskat op. Færre håndværkere, klinikassistenter og skolelærere skal bremses af skattegrænser, når de overvejer, om de er parat til at tage et par timers ekstra arbejde.

Regeringens samlede udspil til en skattereform vil give en almindelig familie med to børn over 7.000 kr. mere om året. Og finansieringen er på plads. Når vi giver penge ét sted, så finder vi dem et andet sted. Vi giver ikke skattelettelser, som vi ikke har råd til. Skattereformen vil øge beskæftigelsen med det, der svarer til næsten 15.000 flere i arbejde.

Her er der nogle, som spørger: Hvorfor skal en håndværker arbejde mere, når der samtidig er andre håndværkere, der går ledige? Hvorfor skal en sekretær tage en ekstra tørn, når der står arbejdsløse sekretærer klar til at tage over? Der er to svar på det spørgsmål. Mit første svar handler om i dag, for selvfølgelig skal vi her og nu gøre, hvad vi kan, for at der bliver arbejde til de ledige håndværkere og sekretærer og alle andre. Det gør vi med en kickstart – ved at sætte gang i renovering af boliger, med investeringer i infrastruktur og med ekstra afskrivninger på de investeringer, som er en del af skattereformen. Mit andet svar er, at vi også bliver nødt til at se længere frem, for det nytter ikke noget, at vi først løser problemerne, når de er der. Så kortsynede må vi ikke være. Vi ved, at når de store årgange når pensionsalderen, bliver de afløst af små årgange af unge. Det er en kendsgerning, og hvis vi ikke handler i dag, vil vi mangle arbejdskraft i morgen, og det vil bremse vores muligheder, når opsvinget kommer igen. Derfor skal vi i Danmark arbejde mere.

For 25 år siden blev der indgået en trepartsaftale, den såkaldte fælleserklæring. Det var en fremsynet aftale, en aftale, som fejrede jobfest i stedet for lønfest, en aftale, som også støbte fundamentet til et af verdens mest robuste og omfattende pensionssystemer. Nu er det vores tur. Nu skal vores generation af faglige ledere, arbejdsgivere og folkevalgte leve op til vores ansvar. Vi skal støbe fundamentet til flere arbejdspladser og bedre uddannelser. I sidste uge satte regeringen gang i trepartsforhandlingerne med arbejdsmarkedets parter. Helt konkret er det målet at øge arbejdsindsatsen med det, der svarer til 20.000 arbejdspladser frem til 2020. Det er rammen om forhandlingerne.

Hvordan skal vi nå det mål? Det bliver nødvendigt, at danskerne arbejder mere, for kun på den måde kan vi finde penge til de ting, vi gerne vil i vores samfund; til at de, der ikke fik så meget uddannelse, kan få mere uddannelse; til at de ledige kan få en bedre hjælp til at komme i arbejde; til at flere unge kan få en praktikplads og gøre deres erhvervsuddannelse færdig. For ingen gruppe er hårdere ramt end netop de unge, og det skal vi selvfølgelig gøre noget ved. De unge skal have en chance for at uddanne sig, passe et arbejde og vise, hvad de kan. Regeringen har fremlagt en ungepakke, som indgår i trepartsforhandlingerne.

Noget af det, vi forhandler om i trepartsforhandlingerne, vil kræve nye love her i Folketinget, og nogle af de temaer, vi vil tage op, er omfattet af politiske aftaler. Det vil regeringen naturligvis respektere. Men jeg forventer også, at Folketinget tager godt imod en aftale mellem vigtige aktører i vores samfund, for det er vores fælles opgave at bringe Danmark videre. Skattereform og trepartsaftale er to vigtige skridt i den række af reformer, som skal sætte gang i Danmark.

Regeringen har også fremlagt et udspil til en reform af førtidspension og fleksjob, og vi vil fremlægge en reform af kontanthjælpsområdet. Vi vil fremlægge en reform, der skal få de unge til at blive hurtigere færdig med uddannelsen, og rækken af reformer er skridt på vejen til at nå de mål, vi har sat os i regeringens meget ambitiøse 2020-plan – »Danmark i arbejde«.

Regeringen er ikke kun optaget af at få tallene i statens regnskab til at stemme på en bundlinje, der ligger 8 år ude i fremtiden. Vi vil meget mere end det. Vi vil også bygge Danmark op. For det første vil vi skabe grundlag for en solid vækst og gode arbejdspladser, især i den private sektor. Det er vores mål, at den samlede beskæftigelse frem mod 2020 skal vokse med det, der svarer til 180.000 flere i arbejde. For det andet vil vi styrke de offentlige finanser, så vi kan udvikle vores velfærd, satse på uddannelse og investere i fremtiden.

Lad mig nævne nogle vigtige eksempler: Regeringen vil investere i sundhed. Det vil vi gøre med flere penge til behandling af flere ældre, med telemedicin, som giver patienterne mindre besvær, lægerne større effektivitet og i det hele taget giver ordet stuegang en ny betydning. Regeringen vil et grønt Danmark, et Danmark, hvor kul er skiftet ud med vind, og hvor danske virksomheder har del i det voksende globale marked og skaber grønne arbejdspladser og ny eksport. Vi har indgået en energiaftale, der er bredere, grønnere og mere perspektivrig end nogen sinde før i Danmarks historie. Vi har også indgået en bred trafikaftale, en aftale, der giver et løft på 1 mia. kr. om året til bedre og billigere kollektiv trafik. Regeringen vil satse på uddannelser. Uddannelse er og bliver de unges bedste forsikring på et arbejdsmarked, hvor kravene bare vokser og vokser. Vi skal have alle med, og vi skal starte med børnene. Jeg har stor respekt for alle de lærere, der hver eneste dag gør et godt stykke arbejde med at give vores børn lærelyst og lærdom – alle vores børn, også den dreng eller pige, der har det svært. Men når hver sjette barn går ud af skolen uden at have fået de helt basale færdigheder i læsning og matematik, er det ikke godt nok, og det skal vi gøre bedre sammen. Regeringen har opstillet det mål, at alle børn skal blive dygtigere til dansk og matematik. Det vil indgå i det folkeskoleudspil, vi vil lægge frem til efteråret. Vi vil lægge vægt på en bred opbakning, blandt skoleledere, lærere, forældre og elever og også her i Folketinget.

Mit budskab er, at det er muligt at bevare og udvikle det Danmark, vi holder af, men kun, hvis vi arbejder hårdt for det. Alle danskere må yde deres på forskellig vis, og vi får alle sammen noget igen. Den almindelige lønmodtager skal arbejde mere, men får til gengæld skattelettelser, der kan mærkes i familiens økonomi.

De unge skal tage en uddannelse, og de skal gøre den hurtigere færdig. De får til gengæld en uddannelse betalt af fællesskabet og en hverdag at stå op til. De ældre, den generation, som har ydet deres med 40 timers arbejdsuge og 3 ugers ferie, og som ikke kom med på arbejdsmarkedspensionerne, får forbedret deres pension og får en større ældrecheck. Det er en del af vores skattereform. Danmarks virksomheder skal skabe nye arbejdspladser og skaffe praktikpladser til de unge. De får til gengæld medarbejdere med bedre kompetencer. Og vi får alle sammen et trygt og et solidarisk Danmark.

Vi skal træffe svære beslutninger, og vi skal hele tiden huske på, hvorfor vi gør det. Vi gør det for vores fælles velfærd. Det er den røde tråd i regeringens arbejde.

Vi har siddet i regering i snart 8 måneder, og vi har nået meget. Vi holder hånden under danske arbejdspladser med en kickstart, der skaber aktivitet i år og til næste år. Vi styrker lånefinansiering til vores virksomheder med ny kapital i milliardklassen. Før kunne en ufaglært ledig ikke få et truckcertikat eller et buskørekort uden at betale for det selv. Nu har vi afskaffet prisloftet på selvvalgt uddannelse, for bedre uddannelse giver større chance for at få et arbejde. Alle, der arbejder i Danmark, skal overholde danske regler. Vi bekæmper social dumping.

Vores børn skal have en tryg start på livet. Vi har skaffet penge til flere voksne i vuggestuer og børnehaver. Vi sikrer 3.000 ekstra skolepraktikpladser i år. Det er dobbelt så mange som sidste år. Barn nummer tre eller fire er ikke mindre værd end barn nummer et og to. Vi har fjernet loftet over børnechecken. Vi sikrer flere penge til de kommuner, der har de største problemer at kæmpe med og flest udsatte børn. Vi er en regering, som ønsker at behandle alle ordentligt – også børn, der er kommet ud ad et lidt forkert spor. Og et af vores første lovforslag hævede den kriminelle lavalder fra 14 til 15 år.

Vi har også indført en ny balance i udlændingepolitikken. Ikke med nysprog som starthjælp og udlændingeservice, men med ny handling. Vi tror ikke på, at mennesker skal have en særlig lav kontanthjælp, fordi de kommer fra et andet land. Om to uger vil de første bøsser og lesbiske kunne blive viet i en kirke. Det er det moderne Danmark. Alle barnløse skal have mulighed for behandling, ikke kun dem, der selv kan betale. Vi er en regering, som vil samarbejde med vores naboer. Vi vil ikke gemme os bag grænsebomme.

Vi har sat en ny retning for Danmark, og jeg vil gerne i dag takke Enhedslisten for et godt og konstruktivt samarbejde om mange vigtige resultater. Jeg vil også godt understrege, at vi er en regering, som ønsker at samarbejde bredt. Jeg vil derfor også benytte lejligheden til at takke alle partier her i Folketinget. I har alle været med i aftaler om et eller flere af de resultater, jeg har nævnt. Det skal I have tak for.

Nu er vi så gået i gang med de næste skridt: skattereform, trepartsforhandlinger, reformer af førtidspension og fleksjob. Her rækker regeringen også hånden ud til samarbejde, for tænk på, hvad vi kan nå sammen. Reformerne vil øge arbejdsindsatsen, de vil give penge til velfærd og uddannelse. Men formålet er også større end den direkte effekt. Formålet er også at skabe tillid, at skabe en fælles tro på fremtiden. Tænk på det Danmark, der er inden for vores rækkevidde, et Danmark, hvor virksomhederne investerer igen, så der kommer nye arbejdspladser, hvor forbrugerne igen bruger penge, fordi de tror på fremtiden, et Danmark, hvor alle nyder godt af ny fremgang, et Danmark i arbejde.

I EU er udfordringen også at træffe vigtige beslutninger for at sikre fællesskabet. Man kan møde det synspunkt, at Europa skal vælge mellem økonomisk ansvarlighed på den ene side og vækst på den anden side. Men har gældskrisen i Europa ikke netop vist, at en uansvarlig økonomisk politik er den største trussel mod vækst og arbejdspladser og dermed mod de mennesker, som har mest brug for fællesskabet? Heldigvis er den europæiske debat langt mere nuanceret.

Der findes ingen lette løsninger, som vil betyde, at de unge kommer i arbejde med et snuptag. Vi kan ikke med et trylleslag få hjulene til at snurre igen i Europa. Vi kan ikke skabe vækst i Europa fra den ene dag til den anden. Det er et langt, sejt træk, og vi må sætte ind på flere fronter samtidig, for tingene hænger sammen.

For det første skal alle EU-lande bevare fokus på at få styr på deres økonomi og sikre sunde offentlige finanser. For det andet skal landene gennemføre de nødvendige nationale reformer af f.eks. deres arbejdsmarkeder. For det tredje skal vi være bedre til at udnytte vores fælles vækstmuligheder i EU. Det har været det danske formandskabs tilgang fra dag et.

Danmark har nu haft formandskabet for EU i 5 måneder. Det er 5 måneder, hvor der er truffet vigtige beslutninger for både at få styr på økonomien og få gang i vækst og arbejdspladser. Vi har vedtaget en finanspagt, som var helt nødvendig for at genoprette tilliden til europæisk økonomi, og det er en afgørende forudsætning for ny vækst. Den finansielle regulering er blevet styrket, så vi dæmmer op for, at spekulation igen kan føre til nye kriser. Og på topmødet for en uge siden fik det danske formandskab et stærkt mandat til at forsætte arbejdet med en samlet vækstpakke. Jeg vil fremhæve tre vigtige områder i vækstpakken:

For det første skal vi have fokus på, hvordan vi kan styrke beskæftigelsen. Vi skal bl.a. udnytte strukturfondsmidlerne bedre, de skal målrettes initiativer, som skaber arbejdspladser.

For det andet skal vi have mere ud af EU's finansiering til projekter og virksomheder. Vi har aftalt et forsøg med projektobligationer, som skal sikre penge til ny infrastruktur, og vi vil også forbedre Den Europæiske Investeringsbanks muligheder for at yde lån til de små og mellemstore virksomheder.

For det tredje skal vi fjerne de barrierer, der i dag forhindrer, at vi får fuldt udbytte af det indre marked. Det indre marked er EU's vækstmotor. Det har givet store fordele for europæiske virksomheder og forbrugere. Men vi kan høste endnu større gevinster.

Vi har allerede indgået en aftale, som vil betyde meget lavere mobilpriser, og vi er tæt på at være i mål med en række andre initiativer: standardiseringspakke, forslag om det indre marked for venture kapital og det europæiske patent. Selv om man måske nok burde kunne finde nogle mere mundrette overskrifter til de her direktiver, er det forslag, som vil styrke væksten.

Det er regeringens ambition, at hele det arbejde kan munde ud i, at vi på topmødet i juni kan vedtage en samlet vækstpakke for Europa. Hvis det lykkes, kan vi se tilbage på et dansk formandskab, hvor der er taget vigtige beslutninger for at møde Europas dobbelte udfordring: at sikre tillid til den økonomiske politik og at skabe ny vækst og arbejdspladser.

Danmark er et lille land, men vi tager et stort ansvar i verden. I januar måned havde jeg igen muligheden for at møde danske soldater, politifolk, rådgivere, læger og sygeplejersker i Afghanistan, og jeg blev igen imponeret over deres store engagement. De ved, at deres opgave er farlig, men de viger ikke tilbage. Jeg vil her i dag sende en hilsen til de udsendte i Afghanistan: I gør en vigtig og modig indsats. Jeg ved, at Folketingets brede opbakning betyder utroligt meget for vores udsendte.

Under mit besøg i januar talte jeg med to afghanske kvinder – den ene var parlamentariker, den anden var leder af en organisation, der rådgiver om kvinders rettigheder. Den ene af kvinderne fortalte om sin datter, som aldrig havde prøvet at leve under Talebans regime. Datteren havde aldrig oplevet det helvede, det var at være kvinde under Taleban. Og det skulle hun heller aldrig opleve. Kvindernes budskab var, at det afghanske folk ikke vil tillade, at Taleban får fodfæste igen. Men selvfølgelig sad frygten dem i kroppen.

Mødet med de to kvinder den januardag i det sneklædte Kabul var for mig en påmindelse om, hvorfor vi er i Afghanistan. Vi er der for at forhindre, at landet igen bliver et helle for terrorister. Vi er der for at give mødre og døtre tro på, at de kan leve et liv i frihed. Og det er de kvinder, jeg tænker på, når Danmark tredobler bidraget til finansieringen af de afghanske sikkerhedsstyrker. Det er de kvinder, jeg tænker på, når Danmark øger udviklingsbistanden til Afghanistan frem mod 2017.

Vi arbejder hen imod NATO's mål: at afghanerne i 2014 overtager ansvaret for egen sikkerhed. I de kommende år skifter vores indsats gradvis fra kamp til træning og bistand. Vi finder en ny balance. Men vi vender ikke afghanerne ryggen. Den nye balance kendetegner hele regeringens udenrigspolitik. Vi er parate. Vi er parate til at deltage i de skarpe militære opgaver, når det er nødvendigt. Der er stor international anerkendelse for vores indsats i Afghanistan, i Libyen og vores kamp mod pirateri ud for Afrikas Horn. Det oplevede jeg senest, da jeg var til NATO-topmødet for godt en uge siden. Der er stor anerkendelse af Danmarks indsats. Men vi ønsker samtidig at styrke den mere langsigtede indsats og om muligt forbygge de voldelige konflikter. Derfor har regeringen øget udviklingsbistanden. Derfor er fremme af menneskerettigheder et vigtigt element i vores nye strategi for udviklingsbistanden. Og derfor bakker vi op om frihed og demokrati, f.eks. gennem en øget indsats i Nordafrika og Mellemøsten. Danmark tager et ansvar for fred og demokrati i verden, et ansvar, der rækker ud over vores størrelse, et ansvar, der støttes af et bredt samarbejde i Folketinget. Det kan vi alle sammen være stolte af.

Vi kan også være stolte af vores samarbejde i rigsfællesskabet. Samarbejdet mellem Danmark, Grønland og Færøerne bygger på langt mere end love og regler. Det bygger på en fælles historie. Det bygger på fællesskab mellem mennesker, på bånd mellem familier, på stærke venskaber.

Lad mig komme med nogle aktuelle eksempler på, at rigsfællesskabet har vist sit værd. Senest har Grønlands landsstyre med regeringens medvirken forhandlet en fornyelse af fiskeriaftalen med EU på plads. Og hensynet til Færøerne og rigsfællesskabet vejede tungt, da regeringen i april måned besluttede at undlade at stemme, når EU vil give mulighed for sanktioner over for lande, som de vurderer ikke fisker bæredygtigt. Det er en sag, som har meget stor betydning for Færøerne.

Jeg vil benytte lejligheden til at takke det færøske landsstyre for den gode og tætte dialog, som vi har haft hele vejen igennem. Og jeg glæder mig meget til rigsmødet i Grønland til sommer, hvor jeg skal mødes med landsstyreformanden og lagmanden.

Jeg vil slutte af med at understrege, at regeringen vil bringe Danmark ud af krisen med vores solidariske velfærdssamfund i behold. Det mål kan vi kun nå, hvis alle yder det, vi kan – og lidt til. Når vi ser ud over Danmarks grænser, er Europa stadig hårdt ramt af krisen, og jeg er ikke i tvivl om, at de lande, som formår at træffe de svære og nødvendige beslutninger nu, også vil være de lande, der kommer godt ud på den anden side af krisen. Danmark har muligheden for at være et af de lande. Den mulighed skal vi gribe, som vi har gjort det før i vores historie. Jeg vil opfordre til, at vi her i Folketinget rækker ud efter det, der samler os. Jeg vil opfordre til et bredt og fordomsfrit samarbejde om de nødvendige beslutninger, og jeg vil opfordre til, at vi når resultater sammen. Det har Danmark brug for.

Tak til statsministeren for besvarelsen af forespørgslen.

Vi går så over til forhandlingen, og den første er fru Ellen Trane Nørby som ordfører for Venstre.

Det er en stor fordel at begå de fejl, man kan lære af, ret tidligt. Sådan sagde Winston Churchill, og man kan jo håbe på, at det er et udsagn, som regeringen vil tage til sig her, hvor vi nærmer os folketingsårets afslutning. For hvad fik danskerne? De fik utælleligt mange løftebrud, koks i betalingsringen og en Carinadebat, som har sat en tyk streg under, at regeringen har gjort det mere attraktivt at være på overførselsindkomst. Virksomhederne fik en femdobling af NO x -afgiften, en ekstraskat på generationsskifter, højere sukkerafgifter og en tidligere planøkonom til at styre biksen, alt sammen Roundup for væksten og noget, der koster danskerne jobbene.

Regeringsskytset er rettet imod syltede agurker, rødbeder og chokolade, og danskerne skal nu betale mere for helt almindelige dagligvarer. Skattestoppet er afløst af et skattehop, og regningen lyder indtil videre på 6 mia. kr., som danske familier og danske arbejdspladser skal betale. Punges ud skal der nu også for forsikringer, børn, biler og boliger. Ja, selv svigerfars hjælp til køkkenombygningen beskattes. Hvis der findes en sygdom, som hedder skattechok, har den kollektivt ramt danskernes tegnebøger, og det i en sådan grad, at det er blevet en epidemi.

Den såkaldte kickstart har især fundet sted i grænsebutikkerne syd for grænsen, og skatteministeren svarer, at regeringen ikke er bekymret for grænsehandelens niveau. Tyskerne og ejerne af grænsebutikkerne smiler hele vejen hen til banken. Måske sundhedseffekten, som regeringen taler om, skal findes, ved at danskerne nu får mere motion ved at skubbe deres tungt læssede indkøbsvogne i grænsebutikkerne. Så jo, man må håbe på, at regeringen lærer af sine fejl og det hurtigt – om ikke for egen skyld her, hvor en sjettedel af regeringstiden er gået, så for Danmark og danskernes skyld.

Hvis regeringen havde erkendt, at et europamesterskab i høje skatter og afgifter ikke gavner den danske konkurrenceevne, havde de i går muligheden for at lave om på det. Der præsenterede regeringen et skatteudspil med en grundlæggende mangel på forståelse af de problemer, Danmark bakser med. Status efter 8 måneders sejlads med Vestager og Thornings dobbeltsculler med Søvndal som letmatros er nemlig, at regeringen har skubbet 5.000 mennesker varigt ud af arbejdsudbuddet, at deres skatte- og afgiftspolitik betyder, at den almindelige arbejderfamilie får 3.400 kr. mindre til rådighed, at beskæftigelsen er faldet med 4.500 personer, som regeringen ellers lovede ville få et job, når deres kickstart kom i gang. Spørgsmålet er derfor, om regeringen har modet til ikke bare at erkende sine mange fejl, men også det politiske mod til fremover at gøre det rette og nødvendige for Danmarks skyld.

I Venstre er vi klar. Vi er et reformparti i regering, og vi er et reformparti i opposition. Vi viger ikke fra ansvaret for danskerne og Danmarks bedste, blot fordi vi her et par år har indtaget oppositionens del af Folketingssalen. I modsætning til SF og S, der i oppositionen krævede et højere offentligt forbrug, proklamerede velfærdsmassakre og flygtede fra ansvaret, når de svære beslutninger skulle træffes, tager vi ansvar. Det er præcis i opposition, at troværdige og ansvarlige partier skilles fra fodnotepartierne, som er villige til at sige hvad som helst og love hvad som helst for at få magten.

Det er her, skillelinjen mellem de partier, der har noget på hjertet og drives af et politisk projekt, er i forhold til dem, der siger et for at opnå magten og dernæst løber fra alle løfterne, makulerer deres politik og efterfølgende designer et nyt projekt i et krampagtigt forsøg på at holde fast på nøglerne til Statsministeriet. Regeringens zigzagkurs har nået et niveau, hvor man kunne håbe på, at ministrenes dyrt betalte spindoktorer vil udstyre dem med en GPS, så de kan finde en politisk vej. Regeringens holdninger har nemlig ofte holdt i så få dage eller så få timer som høringsfristen på deres lovforslag.

Nej, ingen er fejlfri, heller ikke os, men vi er ikke argumentresistente, og derfor ved vi også, at der er veje, man skal afholde sig fra, hvis man vil det bedste for Danmark. Tag fedtafgiften, et finansieringselement i 2009-skattereformen. Fedtafgiften gavner ikke danske virksomheder, alligevel fortsætter regeringen som et hold sprinterhunde ud ad den samme vej.

Danmark har et europamesterskab i at have de højeste skatter, punktafgifter og energiafgifter, og spillefladen er i dag en helt anden, end den var før valget. Regeringen har taget 6 mia. kr. fra danskerne og afskaffet skattestoppet. Derfor er tiden moden til at give danskerne deres penge tilbage.

Hvis Venstre skal lave en skattereform med regeringen, skal det være en skattereform med perspektiv, en ambitiøs skattereform eller ingen. Der er intet perspektiv i at tage pengene op af én lomme for siden at lægge dem ned i en anden. Det gavner ikke Danmark, det skaber højst lommeuld, ikke gang i hjulene, ikke bedre konkurrencevilkår og ikke flere job.

Vi satte os sidste forår i spidsen for den reformalliance bestående af Dansk Folkeparti og De Radikale, som sammen med VK-regeringen aftalte en tilbagetrækningsreform, der var nødvendig for at sikre dansk økonomi. Derfor glæder det os også, at Socialdemokraterne og SF efter valget har tilsluttet sig efterlønsreformen og senest også VK-regeringens forslag om en moderat vækst i det offentlige på 0,8 pct. Med 2020-planen har regeringen selv peget på, at der er 13 mia. kr., som kan bruges til at understøtte væksten og konkurrenceevnen i Danmark, hvis de ansvarlige reformer vel at mærke følges af målrettede vækstinitiativer og private investeringer frem for ukontrolleret vokseværk i en offentlig sektor, som allerede i dag er blandt verdens største.

Når regeringen beder danskerne om at arbejde mere, mens arbejdsløsheden fortsat er høj, skal vi som politikere sikre, at der er job til dem. Det gør vi ikke med det skatteudspil, som regeringen er kommet med. Det gør vi gennem en ambitiøs skattereform, som sænker skatten på arbejde for så vel manden på produktionsgulvet som kemiingeniøren i kitlen og virksomheden, der gerne vil udvide produktionen i Danmark og ansætte flere. Hvis regeringen vitterlig mener, at den vil diskutere reformer, der kan øge det danske arbejdsudbud, styrke de offentlige finanser og sænke skatten på arbejde, så er vi klar til at bruge den historiske mulighed, som er opstået nu, hvor SF og S har kastet dele af den skattesocialisme fra 12-minutters-planen over bord, som de ellers gik til valg på.

Men selvfølgelig har vi nogle krav. De penge, vi kan frigive gennem reformer og besparelser, vil vi være med til at bestemme over. Dem skal regeringen ikke solde op sammen med Enhedslisten på overforbrug. Pengene skal investeres fornuftigt.

Vi skabte i 2006 globaliseringspuljen. Fra 2001 til 2011 brugte vi over 18 mia. kr. mere på forskning og uddannelse, fordi vi ved, at målrettede investeringer i forskning og unges uddannelse betaler sig. Hvad var den nyvalgte regerings første gerning? Jo, det var at skære 419 mio. kr. fra budgettet i investeringer til viden. Det må ikke gentage sig, og derfor vil vi gerne være med til at skabe en ny globaliseringspulje, når den eksisterende løber ud med udgangen af 2012. Vil regeringen?

I Venstre tager vi ansvar for Danmark. Det gælder, hvad enten vi er i regering eller i opposition. Det er derfor, vi har givet regeringen et bredt mandat til en dansk tilslutning til EU's finanspagt, det er derfor, vi har bakket aktivt op om dansk deltagelse i fælles NATO-projekter, det er derfor, vi har deltaget i en lang række delaftaler i forbindelse med finansloven, og det var derfor, vi tog medansvar for en bredt forankret energiaftale, som både er billigere og bedre end den, regeringen havde lagt op til. Det er derfor, vi deltager i forhandlingerne om en reform af førtidspensionen og fleksjob.

For i Venstre lytter vi til danskerne. Vi lytter til deres bekymringer, men gør statsministeren det? Lytter statsministeren? I statsministerens øjne er alting jo perfekt, alting er historisk, eller også kommer der en god løsning i morgen. Men i stedet for den højstemte retorik skulle statsministeren og hendes ministerhold bevæge sig ud bag de tykke mure og lytte til, hvordan den reelle virkelighed er på en fabrik i Aalborg, på et gartneri på Fyn eller hos den butiksansatte, som netop er blevet fyret, fordi salget er flyttet til grænsebutikkerne. Historisk er noget først, når man har modet til at gøre det nødvendige og ikke bare taler om det.

Venstre har modet og evnerne til at lave de nødvendige reformer med et bredt flertal, men har statsministeren? Perfekt er politik sjældent, men troværdigt er det først, når man kan stole på de løfter, politikerne giver. Troværdig er statsministeren ikke, men man kan dog håbe på, at hun har lært af de fejl, hun har begået siden valget, ikke for hendes egen skyld, men for Danmarks skyld.

Jeg skal på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti læse følgende forslag til vedtagelse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmark har fået en regering, som har gjort det dyrere at være dansker og som har gjort det dyrere at drive virksomhed samt forringet tilskyndelsen til at tage et arbejde ved at afskaffe starthjælpen og kontanthjælpsloftet. Beklageligvis er arbejdsudbuddet blevet reduceret varigt med 5000 personer.

Skattestoppet har regeringen afskaffet, og indtil videre har regeringen hævet skatter og afgifter med 6 mia. kr., som danske familier og virksomheder skal betale. Mange af skatterne og afgifterne vender den tunge ende nedad, og på trods af en stigende grænsehandel fortsætter regeringens skatteudspil med at hæve afgifterne.

Det er den forkerte retning for Danmark i en tid, hvor vores konkurrenceevne er presset, og hvor væksten er lav.

Løsningen på Danmarks problemer er en ansvarlig økonomisk politik, som igennem blandt andet reformer forbedrer rammevilkårene for danske arbejdspladser, sikrer råderummet i familiernes økonomi og løfter kvaliteten af velfærdens kerneydelser.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 70).

Det af fru Ellen Trane Nørby oplæste forslag til vedtagelse fra tre partier vil selvfølgelig indgå i de videre forhandlinger.

Jeg har noteret følgende til korte bemærkninger: Magnus Heunicke, Sofie Carsten Nielsen, Jesper Petersen, Per Clausen, Nadeem Farooq, Ole Birk Olesen, Thomas Jensen, Maja Panduro og Joachim B. Olsen. Vi når ikke alle, men vi ser, hvor langt vi når. Magnus Heunicke for en kort bemærkning.

Tak. Nu fik vi så en tale fra Venstre, og vi lytter altid meget nøje efter, fordi det er meget småt, hvad der kommer af konkrete ting fra Venstre. Noget, der virkelig kunne kvalificere debatten, var, hvis Venstre kom med et reelt politisk oplæg, et forslag til at betale regningen, et forslag til, hvordan vores skattesystem skal se ud, et forslag til, hvad velfærdsvæksten skal være fremover. Så derfor er mit spørgsmål fuldstændig klart: Kommer der noget fra Venstre i dag? Kan vi få noget fra Venstre, som er et svar på de udfordringer, vi står over for, eller er det hele bare taktik og spin? Et konkret spørgsmål er jo: Hvad skal væksten være i den offentlige sektor fremover?

Ordføreren.

Jeg kan jo høre på hr. Magnus Heunickes spørgsmål, at hr. Magnus Heunicke overhovedet ikke har lyttet til indholdet af min tale, og derfor gentager jeg gerne. VK-regeringen lavede en 2020-plan, hvor væksten i det offentlige lå på en realvækst på 0,8 pct. Det nævnte jeg også i min tale. Det er det, vi ønsker det skal være fremover, og det glæder os sådan set, at regeringen også har tilsluttet sig den ambition, for det betyder jo også, at for det rum på op til 13 mia. kr., som regeringen selv har peget på i sin 2020-plan, kan vi forhandle om, hvad de skal bruges til, og der er vi meget konkrete. Vi mener, at de skal bruges til at sænke skatten på arbejde på tre steder, altså ved at forbedre beskæftigelsesfradraget markant, ved at hæve topskattegrænsen og ved at lave en erhvervsskattepakke, så vi kan sænke skatten på vores danske virksomheder, så de kan ansætte flere. Det tror vi sådan set skaber vækst og beskæftigelse i Danmark. Det er det, vi hører, når vi er rundt i landet, det er det, der er behov for, i modsætning til den her kickstart, som mest af alt har kickstartet grænsehandelsbutikkernes omsætning, og hvor vi jo i går kunne se, at antallet af danske sodavand og øl, der bliver købt syd for grænsen, nu er steget voldsomt.

Hr. Magnus Heunicke.

Så er der jo ikke kun ét, så er der to problemer, for når Venstre nu siger, at det stadig væk er deres 2020-plan, der holder, så har Venstre ikke svaret på, hvad man vil gøre ved det hul, som er der, det hul, som er der, fordi konjunkturerne ikke er blevet bedre, siden Venstre fremlagde sin 2020-plan. Der er for det første et hul. Og for det andet siger Venstre, at man fastholder sin plan om, at den offentlige sektor skal vokse med 0,8 pct. for at sikre, at der er penge nok til ældrepleje, sundhed osv. Den vækstprocent er vi enige i, men det kan ikke lade sig gøre, hvis Venstre samtidig siger, at man vil tage 5 mia. kr. fra den offentlige sektor og sprede ud til skattelettelser til de rigeste. Så tager man jo penge fra de ældre, fra sygehusene, fra børnepasningen. Så er der jo to gigantiske huller, og det er derfor, at Folketinget spørger Venstre: Kan vi få et svar fra Venstre på, om der kommer en plan fra Venstre i dag? Lad os få en plan, der er gennemregnet, som har et svar på, om der er huller i Venstres politik, og hvordan man vil finansiere skattelettelserne.

Ordføreren.

Hvis hr. Magnus Heunicke havde læst det konvergensprogram, som regeringen selv har lagt frem, eller den 2020-plan, som regeringen selv har lagt frem, ville hr. Magnus Heunicke vide, at der ikke er noget hul. Den tilbagetrækningsreform, som VK-regeringen aftalte sammen med Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti betyder, at hvis vi gik på ferie i morgen og holdt ferie frem til 2020, ville der stadig væk være mulighed for at kunne have en offentlig realvækst på 0,6 pct. Det er det, der står sort på hvidt i regeringens eget konvergensprogram. Derfor er der ikke noget hul. Det, vi diskuterer nu, er, hvordan vi i fællesskab kan skabe de reformer, der sikrer, at vi får 9 mia. kr. ekstra, sådan at vi ikke bare kan have en realvækst på 0,6 pct., men på 0,8 pct.

Så er det fru Sofie Carsten Nielsen for en kort bemærkning.

Jeg skulle lige have noget lyd. Tak. Mener Venstre og fru Ellen Trane Nørby, at de 2 mia. kr., som regeringen afsætter til at opfylde målsætningen om at få 60 pct. i uddannelse – som jeg kan forstå på en debatudveksling at Venstre og fru Ellen Trane Nørby er helt enige i – så i stedet skal gå til skattelettelser?

Ordføreren.

Det er jo sådan, at regeringen i sin 2020-plan har spillet ud med, at man skal spare 2 mia. kr. på uddannelsesområdet, og samtidig skal man så investere 2 mia. kr. på uddannelsesområdet. Det betyder, at de 10.000 ekstra studiepladser, som regeringen gerne vil have skal komme, skal findes inden for det nuværende budget.

Som jeg sagde i min ordførertale – og som Venstre flere gange har indikeret – så vil vi gerne være med til, at vi i fællesskab skaber reformer, så vi kan sikre et provenu, som kan gøre, at vi kan investere ekstra i forskning og uddannelse. Det er sådan set derfor, at vi har foreslået regeringen, at vi i fællesskab skaber en ny globaliseringspulje, når den globaliseringspulje, som vi har nu, løber ud ved årsskiftet.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Fru Ellen Trane Nørby svarede jo sådan set ikke på mit spørgsmål, men jeg vil gå videre til det næste. Kan fru Ellen Trane Nørby så bekræfte, at VK-regeringen indgik en aftale om, at forskningsudgifterne maksimalt skulle udgøre 1 pct. af BNP, mens denne regering siger, at 1 pct. er et gulv for forskningsudgifterne, samt at den her regering lagde 300 mio. kr. yderligere til forskningen i forhold til det finanslovudspil, som den daværende VK-regering havde fremlagt?

Ordføreren.

Jamen jeg kan bekræfte, at den nuværende regering fra 2011 til 2012 sparer 419 mio. kr. på forskning. Det er jo det, der er resultatet. Det har ministeren for forskning også bekræftet over for Folketinget adskillige gange.

Så spørger ordføreren lidt til, hvordan vores ambitioner er på forsknings- og uddannelsesområdet, og der kan jeg sige, at vores ambitioner er store. Fra 2001 til 2011 brugte vi 18 mia. kr. mere på uddannelse og forskning. Det gjorde vi jo netop, fordi vi ved, at det betaler sig at investere målrettet i uddannelse og forskning. Derfor er vi også enige i regeringens målsætning om, at nu, hvor vi har opnået, at 54 pct. af en årgang får en videregående uddannelse, er det klogt at sætte et mål, der hedder 60 pct. Så det er vi sådan set enige i, og vi har også peget på, at man forhåbentlig i fællesskab gennem reformer kan sikre flere penge til målrettet at investere på det her område.

Hr. Jesper Petersen for en kort bemærkning.

Jeg kan forstå på fru Ellen Trane Nørbys svar til hr. Magnus Heunicke for lidt siden, at når der spørges om, hvad Venstres plan egentlig er, så træder man ligesom tilbage, og løsningsforslaget er, at vi bare alle sammen skal lægge os op i hængekøjen. Der er jo ikke kommet noget. Der kommer ikke en sammenhængende plan. Så henviser man til en gammel 2020-plan, som er – undskyld udtrykket – so last year, og hvor der er et hul på 7 mia. kr. Hvis vi går næsten helt præcis et år tilbage, kan vi se, at daværende statsminister hr. Lars Løkke Rasmussen sagde, at man ikke kunne forestille sig, at der kunne findes flere penge til skattelettelser de næste 3-4 år. Det sagde han dengang – den 24. maj sidste år – til dagbladet Børsen.

Nu flyder det åbenbart med milliarder af kroner, man bare kan dele ud til ekstra skattelettelser, uden at Venstre ret konkret vil sige, hvordan det skal finansieres, og om man så vil være med til de reformer, som regeringen har lagt frem. Kan vi ikke snart få bare en eller anden form for sammenhængende bud på, hvad Venstre vil med de ting, vi har gennemført, hvor man er imod finansieringen, og med den skatteaftale, der kommer nu? Skal der komme nye skattelettelser, altså ikke med omlægninger, men med reelle, som man kalder det, skattelettelser, før man kan være med til at lave aftaler på det punkt?

Ordføreren.

Jeg ved godt, at det for SF og hr. Jesper Petersen er gammeldags at have den samme politik og stå ved den samme politik efter et valg som før et valg. Jeg ved godt, at det forekommer helt, helt forkert for SF, at man faktisk kan mene det samme. I Venstre står vi ved den ambition, som vi lagde frem i vores 2020-plan, om, at realvæksten i det offentlige skal være på 0,8 pct. Det mener vi er stort nok til at kunne håndtere de udfordringer, der kommer, i takt med at man får en større del af befolkningen, der går pension, og en mindre del af befolkningen, der er klar til at træde ind på arbejdsmarkedet.

Så spørger hr. Jesper Petersen: Hvad er forskellen fra sidste år? Jo, det synes jeg egentlig jeg sagde meget klart i min tale, men jeg vil meget gerne gentage det. Den mest markante forskel siden sidste år, hvor vi lagde vores 2020-plan frem, er, at regeringen har afskaffet skattestoppet, og at regeringen oven på skattestoppet har lavet et skattehop, hvor man har opkrævet 6 mia. kr. i ekstra skatter og afgifter fra danskerne og fra danske virksomheder og dermed har forringet konkurrenceevnen og muligheden for at skabe danske job.

Det er derfor, vi siger, at nu er tiden moden til at sørge for, at danskerne får nogle af de her penge tilbage. Hvis de skal kunne købe de samme varer og skal kunne investere i nyt produktionsapparat, så nytter det ikke noget, at regeringen bare beslaglægger pengene og bruger dem herindefra sammen med Enhedslisten.

Hr. Jesper Petersen.

Det nærmeste, vi kommer en eller anden form for svar her – jeg kan i øvrigt godt forstå, at hr. Lars Løkke Rasmussen forlod salen under fru Ellen Trane Nørbys svar, for det kan jo være lidt ærgerligt at skulle stå til ansvar for gamle citater i Børsen, man løber fra, så hurtigt som en hest kan rende – er, at vi trods alt får frem, at Venstre mener, at der skal være en vækst på 0,8 pct. i det offentlige forbrug. Der var jo for det første et hul på 7 mia. kr., før man kunne leve op til den, og nu er man så – i alle de udmeldinger, der kommer om skattereformen – gået i gang med at bruge af penge, der skulle komme fra omprioriteringer i den offentlige sektor. Man er begyndt at bruge penge fra den offentlige sektor til at give skattelettelser. Ergo kommer man under de 0,8 pct. Man har lavet en kæmpe regnefejl i den der servietudmelding, man kom med i går i mangel af en plan. Den synes jeg man skulle se at få rettet, inden det bliver for pinligt.

Det bliver jo bare understreget af, at jeg her står med en kronik af gruppeformand hr. Kristian Jensen og fru Ellen Trane Nørby selv, der skabte vild panik om, om man overhovedet ville de 0,8 pct. vækst i den offentlige sektor.

Der er vi nået frem til nu, men man er alligevel allerede begyndt at bruge de penge, der skulle være gået til velfærd, til skattelettelser. Jeg synes simpelt hen ikke, det hænger sammen. Kom nu med en plan, inden dagen er omme. Det ville gøre det hele meget sjovere.

Ordføreren.

Jeg kan godt høre, at livet er hårdt i regeringen, så sur man er nødt til at være, og så meget man har behov for at skælde ud, men det må regeringspartierne selv finde ud af.

Jeg kan høre, at hr. Jesper Petersen, ligesom hr. Magnus Heunicke, heller ikke har læst regeringens egen 2020-plan, hvor der jo sort på hvidt står, at der ikke er noget hul. Der er ikke noget hul. Hvis alle folketingsmedlemmer gik på ferie i morgen og holdt ferie frem til år 2020, ville der stadig væk være mulighed for at kunne have en offentlig realvækst på 0,6 pct.

Så taler hr. Jesper Petersen om, at der er nogle af de beslutninger, som vi traf sidste år med et flertal, som ikke længere eksisterer, som ikke nåede at blive implementeret. Det er jo fuldstændig korrekt, men hvis flertallet herinde var et andet, ville vi jo gennemføre de aftaler, som vi lavede sidste år.

Derfor kan hr. Jesper Petersen forsøge at kaste om sig med nok så mange tal, men det eneste, der står tilbage, er jo, at hr. Jesper Petersen løber fra det, som regeringen selv har skrevet i sin 2020-plan, nemlig at der gennem reformer kan sikres 13 mia. kr., som partierne bag reformerne så efterfølgende kan finde ud af hvordan skal udmøntes. De 9 mia. kr. op til de 0,8 pct. har vi alle sammen forpligtet os til at vi kommer til at levere. Det, vi taler om nu, er det, der ligger over 0,8 pct. Og der må man så vælge, om man vil bruge dem til offentligt overforbrug, eller om man vil bruge dem til at sænke skatten på arbejde for. Og der tror vi, at der er langt mere perspektiv i at sænke skatten på arbejde, så man kan få skabt nogle arbejdspladser i Danmark.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg må indrømme, at jeg næsten tror, at jeg allerede er stået af. Det skyldes nok de mange tal. Så derfor har jeg to enkle spørgsmål.

Er det rigtigt forstået, vil jeg spørge fru Ellen Trane Nørby, at Venstre mener, at man godt kan levere den vækst på 0,8 pct., som regeringen siger man skal have i den offentlige sektor, og samtidig få råd til milliarder i skattelettelser? Det vil jeg gerne have svar på, for giver det jo helt uanede muligheder for de forhandlinger, Enhedslisten skal føre med regeringen fremadrettet.

Det andet, jeg godt vil spørge fru Ellen Trane Nørby om, er: Er det rigtigt forstået, at fru Ellen Trane Nørby mener, at det er af afgørende betydning for arbejdsløsheden i Danmark, at nogle tusinde mennesker ikke længere lever i fattigdom? Altså, har det, at nogle tusinde mennesker ikke længere lever i fattigdom, nogen som helst betydning for, at der er 150.000 arbejdsløse i dag, eller har det ikke?

Ordføreren.

Svaret på det første spørgsmål er ja. Man kan godt have et offentligt realforbrug på 0,8 pct. og samtidig have en ambitiøs plan om at give nogle af pengene, som regeringen har opkrævet i ekstra skatter og afgifter, tilbage til danskerne, så de i stedet for kan bruges til at give familierne et større råderum og kan bruges til, at virksomhederne kan ansætte flere.

Siden statsministeren satte sig i statsministerstolen, har jeg sådan gået og samlet tal sammen fra aviserne, hver gang der er blevet fyret danskere fra danske virksomheder. 7.650 mennesker er blevet fyret, siden statsministeren satte sig i statsministerstolen. Det er bare de fyringer i den private sektor, der er blevet omtalt i aviserne. Det er derfor, vi siger, at det er på tide, at man laver en ambitiøs erhvervsskattepakke, så man får sænket omkostningerne for det danske erhvervsliv, så de faktisk har råd til at ansætte flere, så de har råd til at producere i Danmark.

Mener vi, at det skal kunne betale sig at arbejde? Ja, det gør vi. Vi er dybt bekymrede over, at regeringen har hævet overførselsindkomsterne, sådan at man har skubbet 5.000 mennesker ud og mindsket arbejdsudbuddet med 5.000, fordi der ikke længere er en økonomisk gevinst ved at tage et arbejde.

Hr. Per Clausen.

Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstod, hvor pengene skulle komme fra, men det må vi bore lidt mere i.

Jeg vil godt spørge fru Ellen Trane Nørby, om det er rigtigt forstået, at hun mener, at de 5.000 eller lidt flere end 5.000 mennesker, som tidligere levede i fattigdom, har fået et dårligere eller bedre liv af, at vi har afskaffet fattigdomsydelserne.

Jeg vil også godt gentage mit spørgsmål til fru Ellen Trane Nørby: Tror hun, at der havde været en eneste mere i arbejde i dag, hvis vi ikke havde afskaffet fattigdomsydelserne?

Så vil jeg bare sige til fru Ellen Trane Nørby, at jeg nok skal lade være med at gennemgå, hvordan arbejdsløshedstallene udviklede sig, og hvor mange der blev fyret i den private sektor, da hr. Lars Løkke Rasmussen var statsminister.

Ordføreren.

Jeg ved godt, at både hr. Per Clausen og mange af regeringspartiernes ordførere turnerer rundt med, at faldet i beskæftigelsen i Danmark, for den blev selvfølgelig ramt, da krisen ramte Danmark, skulle være udtryk for et isoleret dansk problem. Der kan jeg sige, at hvis man går ind og kigger i statistikkerne, kan man se, at den hastighed, som Danmark tabte arbejdspladser med i 2009 og 2010, er fuldstændig tilsvarende den hastighed, som de øvrige europæiske lande tabte arbejdspladser med.

Jeg håber heller ikke, at hr. Per Clausen mener, at det var den tidligere VK-regerings skyld, at Danmark blev ramt af en økonomisk finanskrise, som ramte hele verden, men lad nu det ligge.

Hr. Per Clausen spørger til, om de 5.000 mennesker, der er blevet skubbet ud og ikke er en del af arbejdsudbuddet, ville have haft et arbejde. De ville i hvert fald have haft et økonomisk incitament til at tage et arbejde. Og det er jo i høj grad det, der er skillelinjen. Tror man, at det skal være sådan, at det kan betale sig at gå på arbejde, eller tror man det ikke? Det er så egentlig der, hvor man kan sige noget positivt om de nye takter, vi hører fra regeringen, nemlig at den nu også vil være med til at hæve beskæftigelsesfradraget, så der reelt set kommer et økonomisk incitament.

Det vil vi meget gerne være med til, for det er jo et beskæftigelsesfradrag, som vi i sin tid indførte, så der netop var en økonomisk gulerod ved at gå ud og tage et arbejde. På det tidspunkt var S og SF imod, men det glæder os da, at de nu er kommet på bedre tanker. Jeg ved ikke helt, hvor Enhedslisten er i den diskussion.

Hr. Nadeem Farooq for en kort bemærkning.

Venstre har en lang historie bag sig, og Venstre er også Danmarks største parti. Jeg vil også sige, at Venstre er begavet med rigtig mange dygtige politikere, der mestrer det politiske håndværks kunst, alt sammen er uomtvisteligt.

Men der er ét spørgsmål, der trænger sig på hos mig, hvis jeg sådan ser lidt bort fra ordførerens lange salgstale, og det er: Når det kommer til stykket, hvad vil Venstre? Jeg kan godt se, som SF's politiske ordfører, hr. Jesper Petersen, også var inde på, at der er nogle gode takter i det, som Venstre disker op med her, men når det kommer til stykket, hvor meget vil Venstre, hvor meget tør Venstre, og hvad vil Venstre?

Ordføreren.

Det var jo et dejligt, bredt og åbent spørgsmål. Venstre har sådan set en politik på alle områder, men vi kan kigge på de store linjer, som i høj grad er dem, vi diskuterer i dag.

Hvad vil Venstre på skatteområdet? Ja, vi vil gerne sænke skatten på arbejde for dem, for hvem vi gerne vil sikre at der er en økonomisk gevinst ved at træde ind på arbejdsmarkedet, ved at forbedre beskæftigelsesfradraget markant. Vi vil gerne hæve topskattegrænsen, sådan at der også er en gevinst for dem, der gør en ekstra indsats, og fordi vi også mener, at det ikke kan passe, at skolelærere, metalarbejdere og slagteriarbejdere skal betale topskat. Det var ikke sådan, topskatten var tænkt, og derfor har vi et meget klart bud på, hvordan man kan hæve topskattegrænsen. Den sidste ting, vi på skatteområdet gerne vil gøre noget ved, er erhvervsskatten. Det er, fordi vi ikke tror på, at man kan skabe job til de danskere, der i dag er arbejdsløse, hvis man ikke også giver nogle bedre vækstbetingelser for de danske virksomheder og skaber nogle bedre konkurrencevilkår.

Men det, vi ikke vil, er at gå den vej, som Det Radikale Venstre har valgt at gå sammen med SF og S, hvor man siden regeringsskiftet har sat skatter og afgifter op med over 6 mia. kr. med den følge, at grænsehandelen er steget voldsomt. Det tror vi ikke gavner.

Hr. Nadeem Farooq.

Det lyder jo meget godt alt sammen, man skulle næsten tro, at Venstres ordfører havde fået en slags hukommelsestab, for gennem VK-regeringens levetid på 10 år var Venstre med til at overbevise også De Konservative om at hæve skatter og afgifter 287 gange, og alene erhvervslivet måtte holde for over 200 gange. Er det sådan at forstå, at Venstre nu tager afstand fra den skattepolitik, som Venstre førte sammen med De Konservative i de 10 år? Eller er det et nybrud? For hvis man ser på, at Venstre har været med til at lave en skatteomlægning, som vi også ønsker, burde vi jo kunne gå sammen.

Ordføreren.

Jo, men hvis vi nu skal have sådan lidt historik med, sænkede vi skatten for 51,9 mia. kr., mens vi sad i regering. Havde vi på det tidspunkt haft et SF og S, som ikke bare råbte og skreg om øget offentligt forbrug, og som krævede, at skattelettelserne skulle rulles tilbage, så tror jeg da egentlig godt, at vi i fællesskab kunne have gjort det endnu bedre, men sådan var virkeligheden jo ikke. Vi afskaffede mellemskatten, vi indførte beskæftigelsesfradraget, vi udvidede beskæftigelsesfradraget, vi sænkede selskabsskatten, og vi hævede grænsen for topskattebetaling. Vi tog en lang række initiativer, som var nogle af de største, siden man indførte indkomstskatten i Danmark, og det gjorde vi jo netop, fordi vi mener, det er nødvendigt, hvis man skal sikre danske konkurrencevilkår.

Nu vil Det Radikale Venstre så høre, om vi vil være med på at lave en skatteomlægning. Men det er jo ikke nogen skatteomlægning, som starter fra nul. Det er en skatteomlægning, som kommer oven på, at regeringen har afskaffet skattestoppet og hævet skatter og afgifter med over 6 mia. kr., hævet dem på en lang række punktafgifter, som rammer vores grænsehandel, og som har kostet arbejdspladser på alt fra marmeladefabrikker til chokoladefabrikker. Så nej, det mener vi ikke der er perspektiv i.

Hr. Ole Birk Olesen for en kort bemærkning.

Fru Ellen Trane Nørby nævner delvis korrekt, at regeringen har forøget skatter og afgifter i Danmark med 6,5 mia. kr. Det er delvis korrekt, fordi fru Ellen Trane Nørby glemmer de 3,5 mia. kr., som Venstre selv var med til at gøre det dyrere for danskerne med, de 3,5 mia. kr. fra energiforliget, så vi altså i alt er oppe på 10 mia. kr., som denne regering delvis i samarbejde med Venstre har gjort det dyrere at være dansker.

Jeg vil sige i forhold til den her skattereform, som vi er blevet indbudt til forhandlinger om, og som Liberal Alliance med glæde kommer til forhandlinger om, at vi kommer med en målsætning om, at skattereformen ikke skal gøre det dyrere at være dansker for nogen, at der ikke er nogen, der skal komme ud efter skattereformen og opleve, at man betaler mere i skat sammenlagt, end man gjorde inden skattereformen, så jeg vil spørge fremadrettet: Går Venstre til skattereformforhandlinger med den samme ambition om, at ingen mennesker i Danmark skal komme ud af skattereformen med en højere skatteregning end inden skattereformen?

Ordføreren.

Jeg må jo kunne forstå det sådan, at det er det, Liberal Alliance går til forhandlingerne med. Vi går til forhandlingerne med et ønske om at sænke skatten markant. Vi har peget på tre områder, hvor vi ønsker at sænke skatten: Beskæftigelsesfradraget skal øges markant, så det kan betale sig at tage et arbejde; topskattegrænsen skal hæves; og vi vil gerne lave en erhvervsselskabspakke, som gør det mere attraktivt for virksomhederne at investere i Danmark, og som gør det muligt for dem at udvide produktionen og ansætte flere. Så vi har et ønske om at sænke skatten på arbejde. Hvordan det fuldstændig flugter i forhold til Liberal Alliances sætning, skal jeg ikke kunne stå og sige heroppe, men jeg oplever sådan set, at vi ønsker at trække Danmark i den samme retning, nemlig en retning, som er helt anderledes end det, regeringen har præsenteret indtil videre, hvor de har hævet skatter og afgifter.

Så spørger hr. Ole Birk Olesen til den energiaftale, som Venstre har indgået sammen med regeringen, sammen med Dansk Folkeparti og sammen med Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti, og den flugter jo meget godt med det, vi selv gik til valg på. Vi gik til valg på et energiudspil, der kostede 3,6 mia. kr. Det sagde vi åbent og ærligt til danskerne før valget. Det, der var vores mål i energiforhandlingerne, var at sørge for, at det ikke blev unødig dyrt, og det var også derfor, vi fik sikret, at energiaftalen blev over 2 mia. kr. billigere end det, regeringen ellers havde lagt op til.

Hr. Ole Birk Olesen.

Nu spurgte jeg sådan set ikke til energiforliget, der konstaterede jeg bare. Men nu, hvor fru Ellen Trane Nørby gerne vil tale om det, vil jeg sige, at Venstre jo også gik til valg på skattestoppet, og skattestoppet tilsagde, at hvis man hævede afgifter og skatter af hensyn til miljøet, skulle man sænke tilsvarende andre steder. Og Venstre fik jo ikke igennem energiforliget, at skatter og afgifter skulle sænkes tilsvarende andre steder, så jeg vil nu sige, at det var et klokkeklart løftebrud.

Det, jeg spurgte til, var, om Venstre, når de går ind til de her skattereformforhandlinger, hvor vi jo ved at regeringen vil omlægge en masse skatter og afgifter, så siger, at hvis Venstre skal støtte en kommende skattereform, skal en sådan omlægning ikke resultere i, at der er danskere, som kommer til at betale mere i skat efter reformen, end de gjorde inden reformen. Det er et klokkeklart spørgsmål, og det burde være muligt at svare på det.

Ordføreren.

Det svarede jeg sådan set også på første gang, og jeg vil gerne forsøge at svare igen. Det kan være, mit svar ikke tilfredsstiller hr. Ole Birk Olesen.

Jeg kan forstå, at det er den sætning, som Liberal Alliance går til skatteforhandlinger med. Vi har sat nogle klare prioriteringer op, og jeg kan ikke heroppe fra talerstolen gennemskue, om det er fuldstændig identisk med det, vi har sagt, når vi siger, at vi gerne vil have sænket skatten på arbejde markant ved at hæve beskæftigelsesfradraget, ved at hæve topskattegrænsen og ved at lave en erhvervsselskabspakke. Men det, vi går ind til forhandlingerne med, er selvfølgelig et ønske om at styrke den danske konkurrenceevne, give folk et økonomisk incitament til at gøre en ekstra indsats og sørge for, at der er de arbejdspladser til rådighed, der skal være, for at vi kan få flere danskere ud på arbejdsmarkedet.

Når hr. Ole Birk Olesen nævner energiaftalen, vil jeg også tillade mig at sige, at hvis vi havde ageret ligesom Liberal Alliance og bare var blevet væk fra forhandlingerne eller havde meldt os ud allerede på den første dag, så havde konsekvensen for danskerne jo været, at de havde skullet betale langt over 2 mia. kr. mere i ekstra energiafgifter. Der var vores vurdering, at det var bedre at gøre det billigere og virkelig bide os fast i bordkanten i stedet for bare at gå fra forhandlingerne.

Hr. Thomas Jensen for en kort bemærkning.

Ja, det er jo tydeligt, at Venstres ordfører har en meget, meget kort hukommelse. At hæve skatter og afgifter med 10 mia. kr. i den korte tid, han sad i statsministerstolen, var, hvad hr. Lars Løkke Rasmussen gjorde. Han hævede skatter og afgifter 137 gange i alt, heraf 104 gange for erhvervslivet, og for en typisk LO-familie førte det til skatte- og afgiftsstigninger på 6.000 kr. Jeg synes nu nok, at det er sådan nogle tal, vi skal prøve at få nævnt her i dag, nu når fru Ellen Trane Nørby står og harcelerer sådan over den siddende regering. Vi må faktisk prøve at rydde op efter hr. Lars Løkke Rasmussen.

Hvad er det så for en oprydning, som Venstre kan tilbyde? Der er kommet sådan en 2-minutters YouTubevideo der, og det skulle så være et skatteudspil. Hvad man kan konstatere, når man har set den video, er i hvert fald én ting: At en ekstra øget indsats i regneundervisningen i folkeskolen nok også var noget, Venstre kunne have godt af, for Venstre bruger pengene to gange. På den ene side vil man give skattelettelser for 13 mia. kr., og på den anden side påstår man, at man kan opretholde velfærden i den offentlige sektor. Faktum er bare, at man skærer ned med 5 mia. kr. i den offentlige sektor, hvis man skal give den skattelettelse på 13 mia. kr. Kan Venstre ikke forklare fra talerstolen i dag, hvor der skal skæres ned fra den 1. januar 2013?

Ordføreren.

Jo, jeg ved godt, at hr. Thomas Jensen turnerer rundt med og godt kan lide at komme med sådan et budskab, hvor han nævner alle de områder, hvor tingene steg efter 2009-skatteomlægningen, som var en skatteomlægning, men faktum er jo, at det var en meget ambitiøs skatteomlægning, som sænkede skatten på arbejde markant. Man kan jo så sige, at netop fordi 2009-skatteomlægningen var en skatteomlægning og ikke en ufinansieret skattesænkning, som hr. Thomas Jensen ellers også nogle gange skruer sig op til at sige at den var, ved vi også, at efter at regeringen så har afskaffet skattestoppet og hævet skatter og afgifter med over 6 mia. kr., er tiden ikke længere til, at man kan lave skatteomlægninger.

Det er derfor, vi har peget på, at hvis vi skal deltage i en skattereform, skal den have et perspektiv, være ambitiøs, og så nytter det ikke noget, at man bare omfordeler fra den ene lomme til den anden lomme. Det er jo det udgangspunkt, vi går ind til forhandlingerne med.

I forhold til det økonomiske og det med hukommelsen vil jeg sige, at det jo ikke er længere siden end i går, at de økonomiske vismænd udsendte en rapport, som faktisk viser, at dansk økonomi overordnet set er sund, at de initiativer, vi tog, mens vi sad i regering, har været med til at stabilisere dansk økonomi. Danmarks Statistik har udsendt en opgørelse, som viser, at dansk økonomi i dag er stærkere, end den var for 10 år siden og 20 år siden og 30 år siden.

Hr. Thomas Jensen.

Jeg fik jo ikke rigtig noget svar på mit spørgsmål: Hvor er det, Venstre vil skære ned pr. 1. januar 2013, når man vil gennemføre de her skattelettelser på 13 mia. kr.? Det er jo soleklart, at der med den plan, 2020-planen, som regeringen har lagt frem, vil blive skabt et råderum til at lave nogle forbedringer både for uddannelserne og i den offentlige sektor, men der bliver også nogle penge, som man flytter rundt i den offentlige sektor. Man tager populært sagt fra de borgerliges bureaukrati og giver til f.eks. nogle bedre børnehaver i den offentlige sektor. Men det er jo de penge, som Venstre nu vil skære ned på, fjerne fra danskerne og på den måde også sikre, at vi får en dårligere velfærd.

Så mit spørgsmål er til Venstre igen: Kan man ikke bare være ærlige og fra talerstolen i dag sige, hvor det er, der skal skæres ned i den offentlige sektor fra den 1. januar 2013?

Ordføreren.

Jeg kan godt forstå, det er meget ubehageligt at være socialdemokrat, når man før valget sagde til danskerne, at man ville bruge 21 mia. kr. ekstra på øget velfærd, og at man ville have en realvækst i det offentlige på 1,4 pct., og at man så nu har lagt en 2020-plan frem, hvori man er enig med VK-regeringens tidligere målsætning om at have en realvækst på 0,8 pct. Derfor er det selvfølgelig sådan lidt let så at forsøge at lave en eller anden taldiskussion om de grafer, som regeringen har fremlagt i sin egen 2020-plan, hvoraf det klart og tydeligt fremgår, at der ud over væksten på de 0,8 pct. ligger 13 mia. kr. Dem vil vi gerne være med til at frembringe gennem reformer. Spørgsmålet er, om regeringen vil være med, eller om man bare vil forsøge at gøre det her til en kompliceret taldiskussion.

Vi kan nå en ekstra kort bemærkning fra fru Maja Panduro, især hvis både spørger og svarer ikke udnytter hele taletiden.

Jeg kan godt forstå, at Venstres ordfører kan have lidt svært ved at svare på spørgsmålet, og at man måske helst ikke vil, for det er en ret pinlig regnefejl, man har fået lavet på den der servietskatteudmelding, som man kom med. Men den regnefejl bliver altså ikke mindre pinlig af, at man prøver på at dække over den eller prøve på at tale udenom. Jeg tror faktisk, at måden, man ligesom skal imødegå det her på for Venstre, er at sige, o.k., der var en smutter, vi kommer med et rigtigt udspil. Det andet var en joke.

Jeg kan forstå, at ordførerens egen partiformand oven i købet har en smule svært ved at gennemskue det. Han siger den 26. maj til Berlingeren: Det er noget meget teknisk noget, og det bliver jo ekstra teknisk: Min skatteordfører sagde, at Venstre bruger pengene to gange, men i virkeligheden bruger Venstre jo pengene tre gange. Ud over at Venstre vil bruge de 13 mia. kr. på skattelettelser, som jeg kan forstå på ordføreren at man fastholder, vil man stadig væk bruge 5 mia. kr., som vi bruger inden for den offentlige sektor i planen. De er jo med i de 13 mia. kr., man vil bruge på skattelettelser, men man fastholder altså, at der skal være en vækst på de 0,8 pct. i den offentlige sektor. Derforuden har ordføreren sammen med sin gruppeformand jo selv skrevet i en kronik, at man kan bruge de her effektiviseringer i den offentlige sektor til bedre uddannelse, bedre sundhed.

Jeg skal bare høre, hvor det der pengetræ er, og hvad det er for magiske regnemaskiner, man har i Venstre. Er det ikke på tide, at man erkender, at det var en smutter, og kommer med den rigtige plan? Vi vil faktisk rigtig gerne høre den.

Ordføreren.

Alt det der med spændende regnemaskiner overlader vi trygt til Socialdemokraterne og SF med alle de der fairplaner, »Fair Forandring«, »En Fair Løsning«, og hvad det ellers var, man gik til valg på, og som lige pludselig smuldrede fuldstændig. Den nuværende finansminister har jo selv om planerne skrevet i et svar til Folketinget, at det var nogle fupberegninger, man havde lavet. Så det overlader vi trygt til dem.

Hvis vi nu skal tage de penge, der ligger, er det jo sådan, at hvis vi gik på ferie i morgen, ville der frem til 2020 være råd til at bruge 0,6 pct. på øget realvækst i den offentlige sektor. Så har vi alle sammen herinde fra Venstres side og fra regeringens side, må vi forstå, når vi læser deres 2020- plan, en ambition om, at vi skal have en vækst på 0,8 pct. og ikke 0,6. Det kræver 9 mia. kr. Hvordan skal de 9 mia. kr. investeres? Vi har peget på, at vi gerne vil være med til at målrette det sundhed og uddannelse. Det kræver, at vi i fællesskab laver nogle reformer. Det har vi også sagt vi er klar til. Oven på de 0,8 pct. peger regeringen selv på, at der er 13 mia. kr.

Når statsministeren i sin tale i dag lægger vægt på, at offentlig service ikke kun er et spørgsmål om, hvor mange penge vi bruger, men netop om, hvordan vi bruger dem, og at vi f.eks. gennem telemedicin, gennem moderniseringer faktisk kan få meget mere for pengene, forstår jeg egentlig ikke, at der er den negative holdning fra samtlige Socialdemokraternes spørgere. Lige pludselig vil man nu ikke gøre noget for at få ekstra ud af vores fælles velfærdskroner.

Fru Maja Panduro.

Det vil vi jo rigtig gerne, og det er præcis det, vi lægger op til, nemlig at man skal bruge 5 mia. kr. på det inden for 2020-planen. Det er så de 5 mia. kr., som Venstre nu vil bruge på skattelettelser. Det er jo fair nok, det er en holdning, man kan have. Der er oven i købet adskillige af Venstres oppositionskammerater, som er utrolig enige i det. Hr. Ole Birk Olesen var på før.

Men det ændrer ikke ved, at når de 9 mia. kr., vi skal bruge på vores vækst, og som vi er enige om skal være på 0,8 pct., er blevet reduceret med de 5 mia. kr., som Venstres ordfører gerne vil bruge på skattelettelser, er der kun 4 mia. kr. tilbage.

Så synes jeg bare, Venstre skylder et svar til danskerne. De 5 mia. kr., som vi nu ikke længere har til at kunne lade den offentlige sektor vokse en lille smule, hvor skal de komme fra? Hvem er det, der skal fyres, hvem er det, der skal have en dårligere service, en dårligere behandling, en dårligere undervisning? Jeg synes egentlig, det mindste, man kunne gøre, var at svare på det.

Ordføreren.

Jeg tror efterhånden, at de, der prøver at følge med i den her debat, er blevet koblet af for lang tid siden. Desværre, kan man sige. Jeg tror egentlig, at den her diskussion om tal er en teknisk diskussion, som egentlig er et forsøg fra Socialdemokraternes side på at dække over de politiske forskelle, der er. I stedet for, at vi forsøger at tage den en gang til, henviser jeg til regeringens 2020-plan. Jeg mener, det er på side 28, at man kan se de her fine bokse, hvor man kan se, at ud over de 9 mia. kr., er de 5 mia. kr. noget helt andet, fordi de 9 mia. kr. kommer fra nogle reformer et andet sted. Men lad os tage det et andet sted.

Jeg synes, at det, der står tilbage, er, at der er en fundamental forskel på politikken. Socialdemokraterne og regeringen har gennemført skattestigninger for over 6 mia. kr., som rammer danske familier og virksomheder. Man har afskaffet skattestoppet. Det synes vi er den forkerte politik.

Vi ønsker at sikre, at de penge kommer tilbage til danskerne, tilbage til danske virksomheder, så vi kan skabe job, så vi kan sørge for, at de arbejdsløse, der er i dag, kan komme ud på arbejdsmarkedet, så vi kan sørge for, at danske virksomheder kan konkurrere med udlandet. Det er der, forskellen ligger. Vi må desværre sige, at det, der står tilbage efter 8 måneder med en ny statsminister, er, at der er 5.000 mennesker, der er skubbet ud af arbejdsudbuddet, og det er blevet dyrere at være dansker.

Så siger jeg tak til Venstres ordfører. Og så er det hr. Magnus Heunicke som socialdemokratisk ordfører.

Vi er i en ny tid, vi er i en ny politisk virkelighed. Det taktiske, det rent partistrategiske, spinkrigen må vige. Nu skal der arbejdes, nu skal der samarbejdes, og fællesskabet skal vise sit værd. For vi står jo ved en korsvej, og det er nu, vi skal måles på vores resultater og kendes på vores værdier.

Der er kun os selv, danskerne, der sammen kan få os ud af krisen. Det er de danskere, der hver dag knokler på deres arbejdspladser, de flittige elever og lærere i klasseværelserne og dem, der giver en ekstra hånd til frivilligt arbejde. Og så er der også dem, som ikke har noget arbejde at stå op til, men som bruger hele dagen på at skrive ansøgninger, gå til samtaler og løbe folk på dørene for at finde et – de arbejdsløse, jobjægerne, som vi skal have med ind på arbejdsmarkedet, med ind at trække i fællesskabet, trække Danmark fri af krisen.

Det vigtigste mål for os Socialdemokrater er at skabe, bevare og sikre arbejdspladser i Danmark. Derfor laver vi en kickstart af dansk økonomi, der sætter gang i renoveringen af nedslidte skoler og almene boliger. Derfor laver vi energiaftaler, der sætter gang i investeringer i energirenovering, og bygger vindmøller. Og derfor har vi nu fremlagt en skattereform, der giver virksomhederne et rygstød til at foretage investeringer og skabe arbejdspladser.

I alt skaber regeringen næste år 19.500 arbejdspladser. Det er ikke nok til at hente alle dem hjem, som vi mistede under den tidligere statsminister. I hr. Lars Løkke Rasmussens regeringstid tabte Danmark nemlig hver eneste dag 130 arbejdspladser i den private sektor – et minus på 130 job om dagen. Så er man ikke på vej ud af krisen, så skaber man en krise.

Derfor skal der nu gang i hjulene igen. Regeringens målrettede satsning på danske arbejdspladser i produktion, i bygge og anlæg , i iværksætteri betyder, at vi hver dag næste år får skabt 50 nye arbejdspladser. Det er et langt, sejt træk, og det er vores vej ud af krisen.

Vi har nu fremlagt vores bud på, hvordan Danmark kommer videre: en ambitiøs 2020-plan, der viser udfordringen og mulighederne; et oplæg til en trepartsaftale, der vil skabe et klogere, rigere og mere konkurrencedygtigt Danmark; og senest en skattereform. Det er ikke en rødvinsreform, men en rugbrødsreform – en reform, der giver ekstra trækkraft til den rugbrødsmotor, der holder samfundet kørende, nemlig de helt almindelige hårdtarbejdende lønmodtagere. En typisk LO-familie med to børn vil med vores reform få 7.500 kr. ekstra med hjem af at arbejde. 250.000 danskere slipper for at betale topskat. Det har jo aldrig været meningen, at metalarbejdere og skolelærere med almindelige, gode indtægter skal havne i topskatten, og det slipper de for nu. Og for de enlige mødre og enlige fædre bliver beskæftigelsesfradraget tredoblet, så de får mere ud af at gå på arbejde og kan se frem til 500 kr. ekstra på kontoen hver måned. Og så er det ikke nogen tilfældighed, at de grupper, der har mindst, får mest ud af vores skattereform. Det gælder folkepensionister uden anden indtægt end grundbeløbet, der får et løft på 5.000 kr. om året. Og det gælder førtidspensionisterne, der nu får mulighed for at komme over på den nye ordning; det er jo kun rimeligt.

Men det er med skattereformen som med alle andre dele af regeringens politik, at den først og sidst skaber arbejdspladser. Vores job- og investeringspræmie til virksomhederne vil give et økonomisk rygstød til at lave investeringer i produktion i det private erhvervsliv. Derfor er det den rigtige reform på det rigtige tidspunkt. Den skaber arbejdspladser, og den letter skatten på arbejde for lav- og mellemindkomsterne. Forhandlingerne begyndte som bekendt i går, og jeg håber på en bred aftale.

Vejen ud af krisen er jo lagt med reformprogrammet. Vi har styrket vores velfærdssamfund, og vi indhenter de tabte arbejdspladser dag for dag. Det er regeringens resultater.

Hvad har oppositionens partier så bedrevet? Hvad med det største oppositionsparti, Venstre, har det brugt tiden på parlamentarisk arbejde? Tja, Venstre har præsteret at komme med i alt ét selvstændigt forslag til folketingsbeslutning her i salen og været medforslagsstiller på ti. Jeg har talt dem, det tager ikke så lang tid. Sjovt nok er det helt præcis samme aktivitetsniveau, som partiet Fokus lagde for dagen i sidste folketingssamling. Der er bare den forskel, at Fokus som bekendt havde et enkelt medlem af Folketinget; Venstre har 47.

Hvad handlede det ene forslag, som er dumpet ud af hængekøjen derovre, så om? Handlede det om at rette op på underskuddet, som Venstre efterlod? Nej. Handlede det om at skabe nye arbejdspladser til danskerne for at erstatte dem, vi mistede? Heller ikke. Handlede det om deres egen løn og pension? Bingo! Da resten af Folketingets partier begyndte at ændre på eftervederlaget, fordi vi egentlig ikke synes, at danske skatteborgere skal betale høje eftervederlag til folk, der tjener rigeligt ved siden af, vågnede Venstre op; som Holger Danske i Kronborgs kasematter rejste den sovende mand sig pludselig og råbte: I holder fingrene fra vores eftervederlag! Så kom der endelig et forslag fra Venstre om at sylte det hele i en kommission. Og det er det hele – det er to streger under facit på Venstres folketingsår.

Rent parlamentarisk er de i Venstre nærmest gået i stå, de har nedlagt arbejdet. Har de så brugt tiden på at samle oppositionen? Nej, det er lidt svært at se, hvad de kan blive enige om ovre i den blå blok. Økonomisk vækst? De Konservative vil have nulvækst i det offentlige, Liberal Alliance vil have minusvækst, og Dansk Folkeparti vil have flere penge til sundhed. Retspolitik og udlændingepolitik? Liberal Alliance har støttet vores opgør med den politik, som var kommet ud af balance under de sidste år med VKO – og tak for det – mens Konservative og Dansk Folkeparti er uenige om, om man skal forsvare den gamle VKO-politik. Skat? DF kan ikke se behovet for en skattereform, De Konservative vil have store skattelettelser, men bliver overtrumfet af Liberal Alliance, der næsten hver dag møder op med nye ufinansierede lettelser i milliardklassen. Så det er svært at pege på bare ét konkret område, hvor oppositionen har en fælles politik.

Det går muligvis fint for hr. Lars Løkke Rasmussen som partileder, men at samle oppositionen kan man ikke beskylde ham for at have brugt sin tid på. Så må de i Venstre jo have brugt deres tid ved regnemaskinen for at udvikle deres egen politik. De efterlod et hul på 85 mia. kr. i deres 2020-plan, og det hænger jo ikke sammen. Derfor må spørgsmålet i dag være: Hvornår kommer Venstre med en samlet plan for dansk økonomi, en plan for udviklingen af velfærd og uddannelse, en plan, der betaler regningen og skaber arbejdspladser? Fredag var der endelig nyt fra den front. 2 minutters video fik vi på internettet og 250 ord på en hjemmeside. På de 2 minutter stod hr. Lars Løkke Rasmussen og brugte penge fra reformer, der ikke er gennemført endnu, brugte penge på skattelettelser, som er reserveret til uddannelse og sundhed, og foreslog nye skattelettelser til de allerrigeste danskere. Så er det jo, at vi kender Venstre igen. De allerrigeste skal have mere, så må vi skære på velfærd, vi må skære på skoler, på ældrepleje, på sygehuse og børnepasning. Det har vi prøvet i 10 år – 10 forspildte år. Lad os komme videre.

En ting kan vi blive enige om: Der er faktisk en mulighed nu, en mulighed for at vise danskerne, at deres folkestyre virker, når det gælder, en mulighed for at løfte os sammen ud af krisen, for at sætte kurs mod et stærkt, grønt og mere solidarisk Danmark i 2020. I det land, Danmark år 2020, er der til den tid sikkert nogle på partiernes landsmøder, der tænker tilbage på de afgørende år i den nyere danmarkshistorie og spørger: Kan I huske? Kan I huske, hvordan der blev ryddet op efter det spildte årti med boligbobler, ufinansierede skattelettelser og gigantiske underskud? Kan I huske, da vi løftede i flok og skabte arbejdspladser og uddannelser igen? Og kan I huske, hvem der var med til at tage ansvar, og hvem der af taktiske grunde placerede sig i hængekøjen?

Mens store dele af Europa kæmper midt i krisen, har vi lagt vejen ud af krisen. Vi gør det ved at arbejde skulder ved skulder, ved at løfte i flok, ved i fællesskab at trække Danmark fri af arbejdsløshed, boligbobler og underskud. Det forventer danskerne af os – og de forventer noget særligt af os 179 mennesker herinde i Folketinget. Vi må lægge taktikken til side og finde hinanden, finde løsninger, finde arbejdspladser. Derfor inviterer Socialdemokraterne alle Folketingets partier uden undtagelse til at være med til at løfte den opgave. Vi har chancen for at vise, at vi kan skabe et Danmark sammen, der har frihed for alle, et stærkt fællesskab og ubrydelig solidaritet med samfundets svageste, en nation, der er bomstærk i konkurrencen, et samfund, hvor der er brug for alle, og hvor alle bidrager til fællesskabet, og et samfund, hvor man kan sætte børn i verden, få hjælp til at få børn, blive ramt af sygdom, have et handicap, blive arbejdsløs eller være helt almindelig folkepensionist – alt sammen i tryg forvisning om, at vi er her for hinanden.

Så skal jeg læse et forslag til vedtagelse op på vegne af partierne S, RV, SF og EL, og det lyder:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at regeringen siden sin tiltrædelse har lagt en ny kurs for Danmark. Der er gennemført en økonomisk kickstart, som skaber tusindvis af arbejdspladser. De særlig lave ydelser i kontanthjælpssystemet er afskaffet. Der er sat målrettet ind mod social dumping på arbejdsmarkedet. Der kommer mere personale i daginstitutionerne. Erhvervsuddannelserne og de gymnasiale uddannelser er styrket. Der er vedtaget en ambitiøs energiaftale, som både skaber arbejdspladser og støber fundamentet til en fremtid uden kul, olie og gas. Der er skabt en ny balance i Danmarks integrations- og udlændingepolitik. Solidariteten mellem fattige og rige kommuner er blevet styrket. Den vanskelige internationale økonomiske situation påvirker fortsat Danmark. Der er derfor behov for at fortsætte en ansvarlig økonomisk politik med fokus på at skabe arbejdspladser på både kort og lang sigt. Folketinget opfordrer på den baggrund regeringen til at fortsætte sit arbejde med at skabe et rigere, dygtigere, grønnere og mere solidarisk Danmark.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 71).

Det af hr. Magnus Heunicke oplæste forslag til vedtagelse fra fire partier indgår naturligvis i de videre forhandlinger.

Så er der en del medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Jeg nævner lige, hvem det er. Ellen Trane Nørby, Pia Kjærsgaard, Simon Emil Ammitzbøll, Benedikte Kiær, Per Clausen, Søren Espersen, Birgitte Josefsen, Gitte Lillelund Bech, Hans Kristian Skibby, Joachim B. Olsen, Tina Nedergaard, Tom Behnke, Martin Henriksen, Jacob Jensen, Martin Geertsen, Ole Birk Olesen, Mike Legarth og Mette Bock.

Vi kan af gode grunde ikke nå alle, men jeg vil tilstræbe, at vi når de første otte af de nævnte, ligesom vi havde otte i forrige ordføreromgang.

Først er det fru Ellen Trane Nørby for en kort bemærkning.

Tak. Det er jo sådan set bemærkelsesværdigt, at hr. Magnus Heunicke bruger sin taletid i dag på at forholde sig til beslutningsforslag og diskussioner herinde i salen. Vi andre bruger vores tid på at forholde os til den arbejdsløshed, der er ude i samfundet, nemlig at beskæftigelsen er faldet med 4.500, siden regeringen trådte til. Og så siger hr. Magnus Heunicke, at der skal være tryghed for den arbejdsløse og for kontanthjælpsmodtageren og for pensionisten i det socialdemokratisk regerede Danmark. Det er jo meget sjovt, når vi så samtidig kan høre Enhedslisten sige, at man stjæler 3 mia. kr. fra netop folkepensionisten, kontanthjælpsmodtageren og dagpengemodtageren. Så der er ligesom altid ikke sammenhæng i det.

Men mens hr. Magnus Heunicke åbenbart har brugt sin tid på at tælle op, hvordan beslutningsforslag er blevet diskuteret herinde i salen, så har jeg talt op, hvor mange danskere der er blevet fyret på danske virksomheder, siden statsministeren satte sig i stolen: 7.650. Hvordan harmonerer det med, at den kickstart, som hr. Magnus Heunicke lige har stået og talt om, har skabt, jeg ved ikke hvor mange arbejdspladser i Danmark?

Ordføreren.

Jeg hørte godt Venstres ordfører her fra talerstolen lige før også nævne, at hun åbenbart har den hobby at klippe ud fra aviserne, når der sker dårlige ting på det danske arbejdsmarked; når folk oplever at få en fyreseddel. Det synes jeg lidt er en bizar hobby, selv om jeg anerkender, at vi selvfølgelig har forskellige interesser. Vi er mere optaget af at skabe arbejdspladser. Det er det, vi er optaget af.

Når regeringens politik næste år skaber 19.500 arbejdspladser i Danmark, så er det en følge af en kombination af vores skattereform, som giver et investeringsvindue til private virksomheder, vores kickstart, som fremrykker offentlige investeringer, og vores fremrykning af investeringer i boligrenoveringer i de almene boliger. Og fremover kan vi se at der kommer endnu flere job i den grønne omstilling af samfundet. Det er vores vej ud af krisen, og jeg synes, det er meget vigtigere at skabe arbejdspladser end at tælle dem op, man mister.

Fru Ellen Trane Nørby.

Det kan godt være, at hr. Magnus Heunicke tror, at arbejdspladser bliver skabt, fordi man taler om dem, og at fordi man siger kickstart, kickstart, kickstart, kommer der en masse arbejdspladser. Men den virkelighed, som danskerne møder, er jo en helt anden. Det er, at grænsebutikkerne blomstrer, fordi de skatte- og afgiftsstigninger, som regeringen har gennemført, har gjort det mere attraktivt at køre ned syd for grænsen og gøre sine indkøb dernede. Det har trukket arbejdspladser ud af Danmark. Og når hr. Magnus Heunicke siger, at det er bizart at interessere sig for de danskere, der har mistet jobbet, er det så ikke en lille smule arrogant, altså at man synes, det er bizart, at vi er nogle, der bekymrer os for de mange danskere, der har mistet jobbet, siden statsministeren satte sig i stolen, siden september måned? 7.650. Det er bare de mennesker, hvis job er blevet omtalt i aviserne i forbindelse med fyringsrunder. Dertil kommer mange andre. Beskæftigelsen er faldet med 4.500. Og hr. Magnus Heunicke nævner så, at det skulle gå godt i byggeriet, fordi byggeriet er blevet omfattet af kickstarten. Nu står jeg med et telegram, der lige er kommet i dag, og det viser, at optimismen og indikatorerne for byggeriet er dalende og faldende. Kan hr. Magnus Heunicke pege på bare et sted i Danmark, hvor den såkaldte kickstart har skabt et job?

Ordføreren.

Da partiet Venstre sidst havde regeringsmagten før sidste valg formåede den statsminister, som hed hr. Lars Løkke Rasmussen – han hedder det jo stadig væk, man han er ikke længere statsminister – hver eneste dag at tabe 130 arbejdspladser i den private sektor. Det kan være lidt ubekvemt at høre. Det er en sandhed, som ikke er rar at høre, men det er jo det, der er sandheden. 130 arbejdspladser i den private sektor. Næste år skaber vi med vores politik 50 arbejdspladser hver dag. Det er ikke helt hurtigt nok. Vi ville da ønske, at vi kunne gøre det endnu hurtigere, så vi lynhurtigt kunne rette op på de tidligere fejl, der blev begået af den tidligere regering. Det kan vi ikke nå, men det er et langt, sejt træk, hvor vi dag for dag skaber arbejdspladser, gør Danmark rigere, ruster Danmark til fremtiden.

Fru Pia Kjærsgaard for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil godt gå ind i nogle enkeltheder i den her skattereform – jeg kommer tilbage til mange andre ting, når jeg skal op og holde min ordførertale – for der er altså temmelig mange absurditeter. Jeg vil godt forholde mig til to af dem her, som jeg godt vil bede ordføreren om at svare lidt mere konkret på end det, der står i oplægget fra regeringen.

For det første rammer man folkepensionisterne. Det havde jeg aldrig nogen sinde forestillet mig at S og SF ville gøre. Og landets nuværende statsminister svarede jo også helt klart i Altingets spørgerunde op til valget, at hun var helt uenig i det, hvis man nogen sinde skulle røre ved folkepensionens grundbeløb – blandt mange andre ting, som statsministeren også var helt uenig i, og som alligevel nu står i det her forslag til skattereform. Jeg synes, det er så problematisk, at en rød regering begynder at røre ved folkepensionens grundbeløb, altså en rettighed, som man har i det her land og fortsat bør have. Nu kender jeg svaret, der vil blive givet, nemlig at man så forhøjer ældrechecken – fremragende, det er jo Dansk Folkepartis barn, så det er godt, at den her regering går videre med det. Men det bliver altså til en almisse i stedet for en rettighed, som det ellers har været hidtil.

Ordføreren.

Det har intet – intet – med almisser at gøre, at vi nu siger, at vi giver et løft til de folkepensionister, som har allermindst. De får et løft på 5.000 kr. om året. Jeg synes, det er uforskammet at kalde det almisser. Nej, det er et velfortjent løft til mennesker, som har knoklet på arbejdsmarkedet, og som har bygget det her samfund op. Nu er man blevet ældre og har ikke haft råd til at spare op til sin alderdom, og så får man et løft af det nye flertal, af den nye regering. Det synes jeg er fremragende, og det skuffer mig faktisk helt vildt og overrasker mig også dybt, at fru Pia Kjærsgaard nu raser imod, at vi løfter de folkepensionister, som har mindst. Det tror jeg da kommer bag på rigtig mange, også mange folkepensionister.

Fru Pia Kjærsgaard.

Altså, folkepensionens grundbeløb bliver beskåret med 13.600 kr., og det er jo fuldstændig absurd. Det var det, jeg spurgte om. Jeg nævnte netop ældrechecken, og det synes jeg er fint, men rettigheden forsvinder, og det var det, jeg forholdt mig til. Og jeg må bede hr. Magnus Heunicke om at lade være med at spille skuespil, for det er næsten ikke til at bære eller holde ud at se på det skuespil, der foregår deroppe, den der kunstige selvretfærdighed, som bliver oppisket.

En anden ting er børnechecken, hvor jeg også så, at den nuværende statsminister var helt grundlæggende imod, at der skulle ske noget med børnechecken. Det har Dansk Folkeparti jo foreslået mange gange, for der er altså velhavende mennesker. Og når man skal ud at spare for at give noget til nogle andre, når der skal ske nogle omlægninger, kigger man på børnechecken til de allermest velhavende. Det, der jo bare er problemet, og som står meget tydeligt i Ekstra Bladet i dag, hvor regeringens førende minister på området er nævnt som et eksempel, er, at man bare kan lade sig skille eller lade være med at blive gift. Det er altså igen et angreb på ægteskabet, et angreb på en grundlæggende institution: Man kan spare; hvis man ikke er gift, får man stadig væk børnechecken, efter hvem der tjener mindst, men man kan ikke få den, hvis man er gift. Det er da totalt tåbeligt! Hvad vil regeringen gøre ved det? Det kan simpelt hen ikke forsvares.

Ordføreren.

Jeg er først nødt til at rette en misforståelse hos fru Pia Kjærsgaard. Jeg gør mig ingen ambitioner om at slå fru Pia Kjærsgaard i disciplinen selvretfærdighed fra Folketingets talerstol, slet ikke.

Derudover vil jeg om børnechecken sige, at jeg synes, det er sund fornuft. Og jeg kan se – der er lige lavet en gallupundersøgelse i dag – at danskerne også bakker massivt op om, at vi siger, at de allerrigeste danskere ikke behøver at få en børnecheck, for for dem er det ligegyldigt, og lad os da i stedet for prioritere. Det, der skete under VKO, var, at man sagde:

Lad os skære i børnechecken, men lad os skære hos dem, der har flest børn. De har åbenbart penge nok, så dem skærer vi hos.

Det syntes vi var uretfærdigt, så den beskæring annullerede vi. Vi siger i stedet for: Lad os da i stedet skære hos dem, der har flest penge.

Det, fru Pia Kjærsgaard så i dag står og siger, om, at det er et angreb på ægteskabet, er ærlig talt svært at tage seriøst. Skulle man så seriøst forestille sig, at et ægtepar, hvor ægtefællerne tjener et par millioner kroner hver – så højt skal man jo op, før man mister børnepengene – skulle sige til hinanden: Nå, vi lader os skille proforma, for vi vil godt fortsætte med at få en børnecheck, som er 1 promille af indtægten. Jeg synes, det er at tale ned til den danske ægteskabstradition og til det bånd, som binder mænd og kvinder i Danmark. Og det synes jeg ikke vi skal være med til.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Hr. Magnus Heunicke er bekymret over, at oppositionen ikke skulle have en fælles politik. Der må man så til gengæld rose regeringen for at have fået en fælles politik. Jeg lagde mærke til, hvordan ordføreren kiggede ned på økonomi- og videnskabsministeren og på den radikale gruppeformand, for det er jo i det spændingsfelt, regeringens politik bliver udformet. Nok om det.

Lad os se lidt på den skattereform, som man er så stolt af. Den tidligere regering indførte en midlertidig særskat for pensionister. Det har jeg forstået den nuværende regering har tænkt sig at gøre til et fast princip. Ikke alene pensionister, men alle mennesker, som er fyldt 65 år, skal have særlig høje skatter. Så kan det da ikke blive mere usympatisk! Det er jo aldersfascisme af værste skuffe, at man siger, at folk i en bestemt aldersklasse skal betale en højere skat end andre. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvad det er, man bilder sig ind. De mennesker, som tager ansvar, og som sparer op, skal straffes, dem, der ikke vil spare op, dem, der ødsler bort, skal belønnes. Jeg vil spørge hr. Magnus Heunicke: Hvad er meningen?

Ordføreren.

Meningen kan jo være svær at forstå, hvis man kommer fra et parti, som kun har skattelettelser og gunstigere forhold for de allermest velstillede som sit hovedmål, sit hovedprincip. Vi andre, der står på den anden side i det politiske spektrum – jeg tror også, det gælder langt de fleste danskere – siger: Lad os fordele pengene lidt klogere, lad os fordele pengene på en måde, så de allermest velstillede ikke bliver ekstra tilgodeset nu her. Det er på tide, at vi nu løfter i flok, det er på tide, vi alle sammen giver den en ekstra skalle for at skabe arbejdspladser, for at sikre, at vi har et samfund, der hænger sammen. Derfor har vi lavet en skattereform, som skaber arbejdspladser, derfor har vi lavet en skattereform, som kommer lav- og mellemindkomstgrupperne til gavn. Jeg ved godt, at man ikke bryder sig om det i Liberal Alliance: Man kigger på højindkomstgrupperne, men vi kigger på lav- og mellemindkomstgrupperne, og det er nok det, forskellen mellem os i dansk politik består af.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Lad os fordele pengene lidt bedre, siger den socialdemokratiske ordfører. Det er så derfor, man har pålagt nye skatter og afgifter på tobak, vin, øl, chokolade, is, sodavand, biler, reklamer, varme og el, siden man fik magten. For op imod 10 mia. kr. nye skatter og afgifter har man fundet på på de første 8 måneder. Med lidt hovedregning bliver det til 60 mia. kr. på 4 år, og det er jo skræmmende nok i sig selv. Så vil man lette lidt nu, man har vel fået dårlig samvittighed. Men der bliver jo ikke svaret på det spørgsmål, som jeg stiller. Hvad er det, der gør, at regeringen foreslår det aldersfascistiske forslag, der handler om, at der skal være særlig høje skatter for folk, der er fyldt 65 år? Hvad er det, man har imod, at folk tager ansvar for deres egen tilværelse, for sig og sine, sparer op i stedet for at ligge samfundet til last? Hvorfor skal man straffes med en særskat på grund af det? Hvad er det, man har imod ældre mennesker? Jeg forstår simpelt hen ikke, hvor den idé er opstået – eller det gør jeg, for jeg tror, at det er damen foran mig og hendes parti, der har fundet på det. Det er hende lidt til højre og ikke den anden. (Munterhed, da Simon Emil Ammitzbøll peger på Marianne Jelved) .

Ordføreren.

Tak. Vi prioriterer, at de dårligst stillede pensionister nu skal have en tiltrængt, velfortjent lettelse. Det er dem, der virkelig har fortjent at få en ekstra hånd her, og de får en målrettet lettelse på 5.000 kr. Vi står gerne ved, vi står stolt ved den politik, der handler om, at de dårligst stillede pensionister, også førtidspensionisterne, kan regne med, at vi selvfølgelig også har fokus på dem, når vi ændrer på skattesystemet. Det kan lade sig gøre at nå det mål, vi satte, nemlig at give 5.000 kr. til de dårligst stillede folkepensionister – dem, der kun har grundbeløbet.

Det er jo bare ikke sådan, at man kan gøre det, samtidig med at man giver skattelettelser, samtidig med at man bare smider pengene ud. Det kan kun lade sig gøre, hvis man sikrer, at pengene også kommer ind, og derfor er vores skattereform fuldt finansieret. Det er derfor, vi siger, at vinderen af den her skattereform ikke er de højst lønnede, som Liberal Alliance ville ønske det var, nej, for det er ikke Liberal Alliance, der har magten, vinderen af den her skattereform er de hårdtarbejdende danskere, det er lav- og mellemindkomstgrupperne.

Fru Benedikte Kiær for en kort bemærkning.

Jeg synes ikke, at ordføreren giver hr. Simon Emil Ammitzbøll et særlig klart svar på det her område. Vi fra Konservative er jo ret godt tilfredse med, at regeringen nu endelig begynder at tale om, at det kunne være en god idé at kigge på topskatten. Socialdemokraterne har jo ikke hidtil været særlig glade for at tale om topskat, så det er da positivt og et skridt i den rigtige retning, at Socialdemokraterne gerne vil hæve topskattegrænsen. Jeg kan simpelt hen ikke forstå ordførerens svar til hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Ordføreren siger, at alle skal løfte i flok, det gælder bare ikke dem over 67 år, som stadig væk gerne vil være på arbejdsmarkedet, og som tjener mere end andre i forhold til topskattegrænsen, for nu skal de lige pludselig opleve, at topskattegrænsen bliver sat ned for dem, fordi de fylder 67 år. Jeg kan ikke se det for mig. Det virker totalt absurd, særlig når vi kan se, at vi bliver sundere og sundere og lever længere. Der er måske nogle, der gerne vil blive på arbejdsmarkedet, de vil ikke fratræde et job, når de bliver 67, men det vil jo egentlig være ret tåbeligt af dem, for så bliver de ramt af en højere skat, da de bliver diskrimineret i forhold til topskattegrænsen. Kan ordføreren ikke forklare det lidt mere tydeligt, for jeg synes ikke, det går fremgår særlig klart? Det er jo ikke sådan, at alle går på pension, når de bliver 67 år.

Ordføreren.

Det udspil til en skattereform, som vi har lagt frem, håber vi også, at De Konservative vil være med til at forhandle om, da vi synes, der har været nogle positive signaler fra De Konservative, som vi selvfølgelig har noteret os, og i vores udspil siger vi: Lad os primært lette skatten for lav- og mellemindkomstgrupperne. Det er det, vi primært har fokus på. Lad os primært lette skatten for dem. Og så siger vi: Hvad så med vores pensionister? Jo, der mener vi at dem, der har mindst, skal have mest. Det er vores forslag. De af vores pensionister, der har mindst, skal have mest. Sådan synes vi, det er retfærdigt at skrue skattesystemet sammen. Selvfølgelig kan vi forhandle, og selvfølgelig indgår det i drøftelserne med også De Konservative, men det er vores udgangspunkt, og det får man ikke mig som socialdemokrat til at skamme mig over. Tværtimod er jeg stolt over det synspunkt, at dem, der har mindst, skal have det lidt bedre i Danmark.

Fru Benedikte Kiær.

Jeg synes ikke, at ordføreren kan svare særlig klart på det her spørgsmål. Hvis man er 67 år og stadig væk gerne vil være på arbejdsmarkedet, men man tjener, sådan så man kommer til at blive ramt af topskattegrænsen, fordi man lige pludselig oplever, at den bliver sat ned, kan ordføreren så ikke forklare, hvordan det kan være, at når man rammer aldersgrænsen på 67 år, skal man lige pludselig til at betale mere i skat, end hvis man er 66 år, fordi topskattegrænsen bliver sat ned. Kan ordføreren ikke forklare, hvorfor den her aldersdiskrimination nu skal træde ind i vores skattelovgivning? Det virker jo absurd, at nogle, der gerne vil være på arbejdsmarkedet, egentlig er nødt til at gå ned i tid eller et eller andet for ikke at skulle blive ramt hårdere af skatten. Kan ordføreren ikke forklare det, for det er ikke alle, der går på pension, når de bliver 67? Der er nogle, der gerne vil blive på arbejdsmarkedet, men hvorfor skal de diskrimineres af, at deres topskat er højere end andres?

Ordføreren.

Jeg kan fuldstændig afvise, at der skulle være nogen form for diskrimination i det her forslag. Nej, tværtimod. Det, vi gør, er, at vi vælger nogle grupper og siger, at de her grupper skal vi give ekstra trækkraft, det skal kunne betale sig mere at arbejde for dem, som er i lav- og mellemindkomstgrupperne i Danmark. Det er dem, som vi mener det i højere grad skal kunne betale sig for at arbejde. Så kan man godt som konservativ eller som Venstremand eller som Liberal Alliance-medlem mene, at det ikke skal være dem, det skal være dem, der har de højeste indtægter. Det kan godt være, at det skal være sådan, og at man mener det. Det er ikke vores holdning. Vi mener, at skatten skal lettes på arbejdsindkomster for lav- og mellemindkomstgrupperne. Det er det valg, vi har truffet i vores skattereform, og så lad os forhandle ud fra det.

Så kan jeg forstå, at der er andre forslag og ønsker om at lette i toppen andre steder. Lad os se på det. Jeg siger bare, at vi er nødt til at reservere penge til, at vi skal have råd til sygehuse, ældrepleje, skoler, børnepasning også fremover.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg siger, at jeg er meget taknemlig for de unge menneskers store bekymring for os ældre velhavende mænds liv i fremtiden. Det er jeg sådan set meget taknemlig for. Jeg vil dog sige, at jeg altid har fundet det med at betale topskat som en særlig god del af min tilværelse, for så var jeg i en periode, hvor jeg havde rigtig mange penge. Der er andre perioder, hvor jeg haft mere brug for bekymringen, vil jeg sige.

Men så har jeg bare et enkelt spørgsmål til hr. Magnus Heunicke, og det er i en lidt anden boldgade. Hvornår blev det socialdemokratisk politik, at dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere skulle have færre penge til forbrug? For det er jo konsekvensen af det skattereformforslag, som regeringen har lagt frem, nemlig at næste år vil kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere og førtidspensionister have, hvad der svarer til forbrugsmuligheder, der er 2.000 kr. mindre. Der vil så gå ca. 10 år, så vil de have nogenlunde de samme forbrugsmuligheder som i dag. Jeg vil bare høre fra hr. Magnus Heunicke: Hvornår blev det socialdemokratisk politik?

Ordføreren.

I vores forslag til skattereform har hr. Per Clausen helt ret. Det har også konsekvenser for folk på dagpenge. Lad os f.eks tage den gruppe. Folk på dagpenge har de næste 10 år i vores forslag præcis samme penge til forbrug. Det vil sige, at når prisen på 1 l mælk stiger, når prisen på en pakke rugbrød stiger, får de flere indtægter. Det giver faktisk for dagpengegruppen 43.000 kr. mere i 2022, når alt er fuldt indfaset med vores forslag i forhold til i dag. Det er lidt mere, end prisudviklingen vil stige, og det vil sige, at indkøbskurven i Netto, eller hvor man køber ind, kan blive fyldt i samme grad, som den kan i dag, faktisk lidt mere, når priserne stiger. Vi har lagt os fast på, at den regulering er den fornuftige i den nuværende situation.

Hr. Per Clausen.

Næste år er der 2.000 kr. mindre til forbrug til præcis arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere, og så synes jeg, at hr. Magnus Heunicke, som jo er en forholdsvis ung mand, skulle tage en snak med sin far eller andre ældre medlemmer af familien og spørge om, hvad konsekvenserne er, hvis man i rigtig, rigtig mange år bare beholder det samme forbrug, mens resten af befolkningens forbrug stiger. Så vil jeg bare spørge hr. Magnus Heunicke: Hvordan kan det være, at da den tidligere regering ville gennemføre det her i 2 år, mente hr. Henrik Sass Larsen, der dengang var politisk ordfører og nu er gruppeformand og vel stadig har noget indflydelse i kraft af det, at den her grove, uforskammede forringelse så skulle rulles tilbage? Nu er det bare blevet socialdemokratisk politik at indføre det, fordi man skal bruge nogle penge til skattelettelser til højtlønnede. Det kan da godt virke en smule mærkeligt.

Ordføreren.

Det, VK-regeringen foreslog, og som, så vidt jeg forstår, blev taget af bordet undervejs i forhandlingerne med Dansk Folkeparti før valget, var jo en fastfrysning af overførselsindkomsterne målt i kroner. Det er noget helt andet, vi foreslår. Vi foreslår, at overførslerne skal stige, i takt med at priserne stiger. Der har vi forskellen. Den anden ting er jo så med dagpenge og kontanthjælp, at vores plan jo faktisk er, at vi skal have mennesker i arbejde. Vores plan er at skabe arbejdspladser. Det handlede en del af min tale også om, og det er det, som er vores plan, og det er det, Danmark har brug for, og derfor er det, at de mennesker, som er på kontanthjælp, på dagpenge, kan være sikre på, at de har en regering, som knokler for at give dem arbejde, den nødvendige uddannelse, og de kan regne med, at når priserne stiger i deres supermarked på almindelige dagligvarer, så stiger deres overførsler i samme takt, faktisk endda lidt mere. Det er socialt retfærdig og fornuftig politik.

Hr. Søren Espersen for en kort bemærkning.

Mens man fra regeringens side laver alle mulige forsøg på besparelser rundtomkring – det er selvfølgelig sympatisk – og i stor stil skærer ned over for pensionisterne og laver et attentat på folkepensionen, hvilket heller ikke er så sympatisk, så er der ét område, der sådan er fredhelligt, og hvor alting stiger, og det er området, der har med udlændinge at gøre. Der er ingen smalle steder. Jeg sad og regnede ud, at i alt vil regeringen give ca. 1,5 mia. kr. ekstra, dels til ulandsbistand, dels til udlændinge her i Danmark. Ulandsbistanden forhøjes med 834 mio. kr. over en 2-årig periode, man afskaffer starthjælpen herhjemme, det er 350 mio. kr., man afskaffer pointsystemet, det er 210 mio. kr., og så lukker man asylansøgere ud i samfundet, og det koster samfundet 200 mio. kr. I alt er det 1,5 mia. kr. Hvordan kan man forklare det for folkepensionister, som nu skal se et attentat mod deres pension, og for kommende folkepensionister?

Ordføreren.

Jeg tror, man skal være fra Dansk Folkeparti får at kunne lave en så syret beregning af samfundets udgifter – altså, at slå de fuldstændig vidt forskellige grupper sammen til en samlet udgiftspost på statens budgetter giver jo på ingen måde mening.

Når det drejer sig om vores politik i forhold til integration, i forhold til hvordan vi behandler de mennesker, der kommer til landet, så er vi stolte over og glade for, at vi nu har genoprettet balancen. Vi synes, det gik over gevind i de sidste år under VKO-flertallet, og derfor er vi glade for, at vi har genoprettet balancen. Og vi er også glade for, at det er lykkedes med et flertal til venstre i Folketingssalen, men faktisk også med et parti til højre i salen, nemlig Liberal Alliance. Så vi er glade for, at det er lykkedes. Og hvis flertallet skulle skifte i dansk politik igen, hvad er det så, Dansk Folkeparti vil kræve at få ud af det her, når man ikke har VKO-blokken længere?

Hr. Søren Espersen.

Ordføreren siger, at det ingen mening giver. Jeg tror, det giver masser af mening for almindelige mennesker, der pludselig ser en hel masse ændret i deres pensionisttilværelse, fordi der nu er forøvet et attentat mod folkepensionen – noget, som altid var, ja, faktisk fredhelligt blandt os alle herinde i Folketingssalen og har været det i mange år. Det tager af alle partier nu Socialdemokratiet fat på at ændre. Men samtidig kan man altså åbne kasserne for udlændinge, for ulandsbistand, hvor vi pumper penge af sted i nogle systemer, og ingen aner, hvor pengene ender, og sådan er det også herhjemme i forhold til udlændinge.

Jeg tror, det er svært at forklare socialdemokratiske kernevælgere – det er godt, jeg ikke skal ud at gøre det, det lader jeg hr. Magnus Heunicke om – hvordan det kan være, at man blæser på de danske pensionister, mens kasserne står åbne for alting, bare det er noget med udlændinge.

Ordføreren.

Jamen det, som Dansk Folkeparti nu fremfører, er jo heller ikke rigtigt. At man blæser på danske pensionister og udfører et attentat på deres indkomst – det er det, der blev sagt nu her – er Dansk Folkepartis retorik, den måde, de italesætter det på, at vi giver 5.000 kr. ekstra til de folkepensionister, som har mindst. Hvis Dansk Folkeparti synes, at det er almisser, som fru Pia Kjærsgaard sagde at det var, og at det er at blæse på de folkepensionister, som har mindst, sådan som hr. Søren Espersen sagde, og et attentat mod dem at give dem 5.000 kr. mere, så tror jeg faktisk, at vi er nået til det punkt, hvor Dansk Folkepartis kontakt til, hvad man tænker som almindelig folkepensionist, er bristet. For jeg tror, man tænker: Det var på tide; det var godt, og vi synes, det er velfortjent; det luner i kassen, og det betyder, at vores hverdag kan hænge bedre sammen.

Fru Birgitte Josefsen for en kort bemærkning.

Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at jeg har nået en alder, hvor jeg nærmer mig pensionsalderen – det tror jeg også kan ses på min hårfarve – og der kan jeg sige, at man i min generation er meget optaget af det skatteudspil, der er kommet fra regeringen. Så jeg vil sådan set gerne have hr. Magnus Heunicke til at bekræfte, at der er en lavere topskattegrænse, når man rammer pensionsalderen, og have ham til at forklare, hvorfor der er det.

Ordføreren.

Jeg ved godt, at man i Venstres folketingsgruppe er ekstremt optaget af sine egne pensionsvilkår – det har jeg også redegjort for i min tale – det har været det, som Venstre virkelig har fokuseret på i det her folketingsår, nemlig: Hvad har jeg, når jeg som folketingsmedlem går på pension? Og det er også det, som fru Birgitte Josefsen nu spørger om, når hun fremsætter det med, at hun selv nærmer sig en pensionsalder, altså hvad hun så har. Jeg kan ikke redegøre for, hvordan det er i forhold til Folketingets medlemmers pensionsalder, men jeg kan bare sige, at vi har ændret reglerne for at få eftervederlag, for det synes vi er fornuftigt, og det gør vi, selv om Venstre ikke er med til det. For vi synes kun, det er rimeligt at sige til danskerne, at folketingsmedlemmerne selvfølgelig også skal holde for. Det kan godt være, at man i Venstre synes, at det bør vi ikke gøre, og at vi skal gøre noget helt andet, men det synes jeg altså vi er nødt til at gøre.

Fru Birgitte Josefsen.

Nu er det ikke så meget min egen situation, jeg er optaget af, for jeg skal nok klare mig, men det er mere min generations situation, jeg er optaget af. Jeg vil sige til hr. Magnus Heunicke, at hån, nedladenhed og sur arrogance ikke er noget, der tiltaler danskerne, så det synes jeg hr. Magnus Heunicke skal tænke på. Men jeg vil gerne have hr. Magnus Heunicke til at bekræfte, at der med det udspil, der ligger fra regeringen, så er en lavere topskattegrænse, når man rammer pensionsalderen. Kan vi få et helt konkret svar på det? Er der en lavere topskattegrænse, når man rammer pensionsalderen?

Ordføreren.

Svaret her er jo, vil jeg sige til fru Birgitte Josefsen, at vi prioriterer lav- og mellemindkomstgrupperne i den arbejdsdygtige alder, det er dem, som vi prioriterer i forbindelse med det at få en skattelettelse, og det betyder selvfølgelig, at der er andre grupper, de mest velstillede pensionister, der ikke får en sådan lettelse. Der er det rigtigt, at de pensionister, der er ekstremt velstillede, ikke får denne lettelse. Og hvorfor får de den ikke? Det gør de ikke, fordi det er sådan, at lav- og mellemindkomstgrupperne prioriteres. Det er sådan set det, der er det enkle svar på det spørgsmål, som åbenbart er et, som Venstre er meget interesseret i, nemlig hvad der sker for de allermest velstillede pensionister. Det, der sker, er, at de med vores forslag ikke får nogen skattelettelser. Hvorfor gør de ikke det? Det gør de ikke, fordi vi prioriterer anderledes. Så simpelt er det.

Der er tid til endnu en kort bemærkning. Jeg forstår, at hr. Lars Løkke Rasmussen gerne vil have den.

Jeg må sige, at jeg oprigtigt er noget rystet over det manglende kendskab til regeringens eget udspil. Der har i tre omgange været spørgsmål til det her, og ordføreren forsøger at snakke det hen til at høre til Folketingets eftervederlag. Altså det, regeringen foreslår, er, at man skal løfte topskattegrænsen for at give et stærkere incitament til at gå på arbejde. Så er der forslag om, at dette løft af topskattegrænsen så ikke gælder, hvis man rammer pensionsalderen, dvs. at hvis man, efter at have ramt pensionsalderen som 67-årig eller 68-årig, går på arbejde og tjener penge i samme omfang som en yngre kollega, så skal man betale mere i skat af den indkomst, end den yngre kollega skal. Det er sådan set bare det, vi beder ordføreren om at forholde sig til. Vil ordføreren ikke forklare, hvad rimeligheden er i, at en 68-årig, der går på arbejde og tjener præcis lige så mange penge som en 64-årig, som regeringen vil give en skattelettelse, skal betale mere i skat af den samme indkomst? Det må man da kunne forklare. Det er jo skandaløst, at vi skal inviteres til forhandlinger med partier, der ikke engang kender deres eget forslag.

Ordføreren.

Jeg tror, hr. Lars Løkke Rasmussen var optaget af at bede om ordet, da jeg svarede fru Birgitte Josefsen i anden runde. Nu kan jeg så svare igen til hr. Lars Løkke Rasmussen: Vi letter 250.000 danskere for at betale topskat, fordi vi flytter grænsen. Hvad betyder det? Jo, det betyder, at der ikke er ubegrænsede kæmpe megaskattelettelser til de allerrigeste, hverken til de rigeste pensionister eller andre, og det betyder, at vi flytter grænsen. Hvad betyder det så for dem, der oplever det her? Dem, der oplever det her, er folk i den arbejdsdygtige alder. Når man bliver folkepensionist, og hvis man har en indtægt, der er over topskattegrænsen i dag, så vil man fremover stadig væk skulle betale topskat. Så det vil sige, at vores ændring ikke er en ændring, der omfatter ældre pensionister. De mest velstillede får ikke gavn af topskattelettelsen. Det er vores politik. Hvorfor? Fordi vi prioriterer at give en lettelse til lav- og mellemindkomstgrupperne, for det er dem, vi har fokus på. Hr. Lars Løkke Rasmussen har måske fokus på nogle andre. Det er også fint og godt, så er vi bare politisk uenige.

Hr. Lars Løkke Rasmussen.

Jeg vil da gerne kvittere for, at hr. Magnus Heunicke nu har forstået forslaget og hermed kan redegøre for det. Nu beder vi om at få en begrundelse for det. Der må jo være en grund til, at regeringen hæver topskattegrænsen. Det må være, fordi man synes, det er rimeligt, at folk skal betale noget mindre i skat af en højere indkomst. Så er det bare, vi stilfærdigt spørger, hvorfor det synspunkt så gælder, når en 63-årig tjener en sum penge, men ikke en 68-årig, der tjener en tilsvarende sum penge? Hvad er ligesom forklaringen på, at vi nu i skatteloven skal indføre aldersdiskrimination, hvor to mennesker i fuldstændig samme situation, to kollegaer, en 68-årig og 63-årig, skal betale forskellig skat af den samme indkomst? Det er det, vi beder om at få en politisk forklaring på.

Ordføreren.

I vores skattereform gør vi mere end at skabe arbejdspladser, vi gør også det, at vi løfter arbejdsudbuddet med næsten 15.000 personer. Hvorfor gør vi det? Fordi Danmark har behov for at få mere muskelkraft i arbejdsstyrken. Og så handler den her debat altså om, hvem vi så skal tilgodese her, hvem kan vi få med, hvem kan opleve den her skattelettelse? Vi fokuserer på lav- og mellemindkomstgrupperne, på LO-familien, på de enlige forsørgere. Venstre fokuserer på de allerrigeste pensionister. Når det gælder pensionister, siger vi: Lad os give 5.000 kr. til de pensionister, som har mindst. Venstre siger: Nej, lad os prioritere de pensionister, som har mest, som betaler topskat.

Derfor er grænsen vel egentlig meget fornuftig i dansk politik, nemlig: Vi har partiet Venstre, som ikke siger, hvor pengene kommer fra, men de siger, at der skal gives skattelettelser til dem, der har mest, og så har vi regeringspartierne, som siger: Lad os give skattelettelser, lad os bevare vores velfærd, og lettelserne skal gives til lav- og mellemindkomstgrupperne.

Nu siger jeg tak til den socialdemokratiske ordfører. Og så er det fru Pia Kjærsgaard som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak. Det kunne være, at man skulle begynde med at bede om lidt vand. Jeg kan se, at det er totalt drukket, efter at hr. Magnus Heunicke har været på talerstolen, og det forstår jeg sådan set godt. Man må være noget tør i halsen af at skulle prøve at forklare det her fuldstændig groteske, som hr. Magnus Heunicke og Socialdemokratiet og SF og R overhovedet ikke kan forklare. Det er jo helt langt ude.

Men ellers vil jeg sige, at det er sådan lidt besynderligt at holde afslutningsdebat på det her tidspunkt, for regeringen har jo så sent som i går lagt et forslag til en skattereform frem; resultatet af trepartsforhandlinger udestår; og regeringen mangler at komme i havn med en reform af førtidspension og fleksjob og meget mere.

Der er faktisk færre sager, der er landet for regeringen, end der er sager, som stadig er oppe i luften. Det har jeg ikke været ude for før, må jeg sige, i mine efterhånden mange år i Folketinget. Jeg synes, det er lidt underligt, at vi står her og holder afslutningsdebat. Men pyt nu være med det. For vi er jo alle sammen parate til at gå videre med arbejdet. Sådan skal det være. Men det hedder en afslutningsdebat. Det skulle måske være en midtvejsdebat. Nå, nok om det.

Jamen som det er sagt, præsenterede regeringen i går en skattereform, som ifølge regeringen sænker skatten på arbejde. Regeringen kunne jo være begyndt med ikke at gennemføre en finanslov med Enhedslisten, der hævede skatterne med 5-6 mia. kr. Regeringen siger også, at man vil forøge arbejdsudbuddet. Regeringen kunne jo have begyndt med ikke at sænke arbejdsudbuddet ved at gøre det mere attraktivt for indvandrere at ligge på sofaen end at tage et arbejde. Det var jo det, regeringen gjorde, da den afskaffede starthjælpen og dermed gjorde det mere attraktivt for udlændinge at søge til Danmark.

Regeringen siger, at danskerne har behov for en skattereform. Jeg tror faktisk, at danskerne har behov for tryghed, altså at vide, at det, de havde i går, har de også i dag. Regeringen gør det modsatte. Regeringen siger f.eks. til folkepensionisterne, at nu må de altså klare sig for mindre. 13.600 kr. mindre om året, for at være helt præcis. Folkepensionisterne får heller ikke glæde af forhøjelsen af beskæftigelsesfradraget, og vi har lige haft en lang diskussion om topskattelettelser, når man er over en vis alder, og det kunne regeringen som sagt ikke svare på. Folkepensionisterne får en lang næse. Det er, hvad folkepensionisterne får.

Vi hilser det selvfølgelig velkommen, at man har lavet sådan en lille forhøjelse i pensionstillægget. Man lovede godt nok 5.000 kr. under valgkampen. Det blev det ikke rigtig til. Man har også forhøjet ældrechecken, men det duer jo ikke, når man samtidig forringer grundbeløbet. Det er altså en katastrofekurs, som regeringen er ude på.

Jeg tror ikke, at folkepensionisterne ligger den nye regerings hjerte særlig nær, men de folkepensionister, der lyttede til, hvad Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti sagde i valgkampen, tror jeg er skuffede. 5.000 kr. mere i pensionstillæg, lød løftet. Det blev til 750 kr. for dem, der får pensionstillæg. De andre må slippe 13.600 kr. årligt.

Førtidspensionisterne kan så se frem til, at deres pension gradvis bliver udhulet, fordi pensionen stiger mindre end lønningerne på arbejdsmarkedet. Formålet skulle være at anspore folk til at komme i arbejde. Men førtidspensionister er jo netop pensionister, fordi der ikke rigtig er mulighed for at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Så jeg forstår simpelt hen ikke, at deres pension skal udhules.

Så er der boligejerne, som regeringen lægger op til at beskatte hårdere. Jeg tror, at det kommer især nye unge boligkøbere dyrt at stå. Unge boligkøbere vil ofte have høje renteudgifter, fordi de ikke kan låne til det meste af betalingen til deres bolig hos realkreditinstitutterne . Desuden er der jo meget store forskelle i landet på priserne på boliger. I hovedstadsområdet er priserne således generelt på trods af fald stadig højere, hvorfor lånene i boligerne også er højere. Jeg tror, det er gift for boligmarkedet at ændre mere ved rentefradragsretten i en situation, hvor boligmarkedet i forvejen er i knæ. Det vil sætte boligsalget helt i stå igen, og der bliver jo også i disse dage sagt, at det er det, der sker.

Så er der desværre en lang række afgiftsstigninger på bl.a. chokolade, elpærer, is, te og kaffe, øl og sodavand. Og man ser, hvordan grænsebutikkerne vokser og er i vækst, og hvordan arbejdskraften flytter syd for grænsen. Det skal ses i lyset af, at det netop er kommet frem, at hver tredje danske sodavand og hver tredje danske øl allerede hentes i grænsebutikkerne. Grænsehandelen resulterer umiddelbart i 5.000 job syd for grænsen. Syd for grænsen kan man glæde sig over udsigten til endnu flere job, for endnu flere danskere vil valfarte sydpå til Tyskland og søreme også over broen til Sverige for at købe dagligvarer, når regeringen hæver afgifterne. Med de her afgiftsstigninger på sukker, som blev vedtaget sammen med Enhedslisten, stiger en liter økologisk letmælksyoughurt f.eks. fra ca. 15 kr. til 25 kr. Rødbeder og syltede agurker stiger også. Der var en skatteminister, der sagde, at nu skulle det virkelig kunne betale sig for de hårdtarbejdende. Der er jo rigtig mange hårdtarbejdende i det her land, der står op og smører leverpostejmadderne. Jeg synes, det er så ærgerligt, at der ikke kan komme en rødbede på den leverpostejmad, for det har den almindelige familie desværre ikke råd til længere. Nu sender Fleggaard Discount såmænd tilbudsaviser helt til Helsingør for at få danskerne til at tage til Tyskland og købe ind.

Der er selvfølgelig også positive elementer i forslaget. De er der. De er ikke så mange, men de er der. Dansk Folkeparti synes, det er fint, at børnechecken bliver ændret, så de mest velhavende familier i Danmark ikke bare pr. automatik får en skattefri børnecheck. Men vi har jo været inde på i debatten her, at det er urimeligt, for hvis man er samboende, men ikke gift, så kan man, hvis ikke man tjener over de 700.000 kr., stadig væk få børnechecken, men man kan ikke få den, hvis man er gift. Det ligner altså ikke noget. Og det er i hvert fald bare en af de ting, som regeringen seriøst må overveje. Det skal de simpelt hen ændre, hvis de overhovedet skal gøre sig nogen forhåbninger om at komme igennem med noget som helst.

Så vil man gerne øge arbejdsudbuddet i Danmark. Det kan man jo ved at genindføre starthjælpen, som har haft en rigtig god effekt i forhold til at få indvandrere hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Et andet sted var ved at afskaffe greencardordningen. Den betyder, at på papiret højt uddannede udlændinge kommer til Danmark, tager ufaglært beskæftigelse og dermed udkonkurrerer danske lønmodtagere, som vi i stedet for skal betale dagpenge eller kontanthjælp til. Det er altså en dårlig forretning for Danmark.

Man kunne også rulle lempelserne af udlændingeloven tilbage. Det er en rigtig dårlig idé at give udlændinge, der melder sig som asylsøgere i Danmark, en smutvej ud på arbejdsmarkedet. Det er også en rigtig dårlig idé at påføre det danske samfund flere udgifter til flere familiesammenføringer, fordi regeringen har afskaffet pointsystemet, sænket garantistillelsen og generelt sænket kravene for familiesammenføring. Det kommer til at betyde, at der kommer langt flere udlændinge til Danmark, som er vanskelige og mange af dem desværre umulige at få integreret i Danmark med deraf følgende udgifter til arbejdsmarkedsindsats, sprogundervisning og passiv forsørgelse. Mange kommer ud i kriminalitet osv.

Regeringens lempelser af udlændingepolitikken bliver dyr for Danmark økonomisk, men så sandelig også kulturelt. Økonomiske fejlgreb kan man rette op på. Et fejlgreb, der for altid forandrer befolkningens sammensætning i dette land, er derimod uoprettelig. Så sent som i går blev to somaliere i ly af det store fokus på regeringens skattereform anholdt og sigtet for at planlægge et terrorangreb i Danmark. Det var to, der vel at mærke havde fået dansk statsborgerskab. I april 2012 blev tre andre mænd varetægtsfængslet, også mistænkt for terror. Disse arrestationer er efterhånden så almindelige, at vi næsten ikke lægger mærke til det længere. Joh, det bliver da beskrevet i medierne, men er det egentlig noget, som vi er i den rædsel over, den harnisk over, den vrede over, den angst over, som vi egentlig burde være? Jeg tror det desværre næppe. Regeringen er ikke optaget af det, ligesom regeringen ikke er optaget af, at de udlændinge, der kommer til Danmark, rent faktisk kan bidrage med noget positivt til vores land. Nej, regeringen er tværtimod optaget af at fortsætte med at lempe udlændingepolitikken.

Som jeg indledte med at sige, så kom vi alt for sent i arbejdstøjet i Folketinget på grund af regeringens sendrægtighed efter valget. Der er gået 8 måneder, hvor der har været en utrolig dårlig stemning i regeringen internt og hos det parlamentariske grundlag. Der har også været en dårlig stemning i det danske folk i forhold til, hvordan den her regering agerer. Og nu holder vi altså afslutningsdebat midt i vadestedet. Vi må se, hvad fremtiden bringer.

Vi går naturligvis i Dansk Folkeparti konstruktivt ind i arbejdet, som selvfølgelig hverken kan ses isoleret fra udlændingepolitikken i bred forstand eller fra socialpolitikken. Her er Dansk Folkeparti jo, som alle ved, kendt for at værne om samfundets dårligst stillede. Jeg tror, det bliver spændende. I Dansk Folkeparti sidder vi sådan lidt på sidelinjen i forhold til, hvad vi gjorde før. Vi iagttager nogle ting, som ikke er kønne at iagttage, og vi bemærker jo også stemningen hos danskerne. Den er ikke sådan umiddelbar med den her nye røde regering. Det kan man så glæde sig over. Det er skidt for Danmark, men til gengæld lover det godt for det kommende folketingsvalg.

Jeg har noteret Ane Halsboe-Larsen, Jonas Dahl, Sofie Carsten Nielsen, Per Clausen, Mette Bock, Ole Hækkerup, Jesper Petersen og Karin Gaardsted for korte bemærkninger. Det skulle være det, vi kan nå. Der kommer vist flere ind nu, men det ved jeg så ikke om vi når. Men først er det fru Ane Halsboe-Larsen.

Tak for det. Fru Pia Kjærsgaard bruger en, synes jeg, overraskende stor del af sin taletid på at tale om vandglasset, og om hvorvidt det er en afslutningsdebat eller en midtvejsdebat, i stedet for at komme til sagen. Og da minutterne var gået, og ordførerens tale endelig var begyndt at omhandle noget, der havde substans, så gik anklagerne mod regeringen på, at vi burde afskaffe greencardordningen, som styrker Danmarks erhvervsliv, og at vi gjorde det nemmere for folk at blive familiesammenført med deres børn, hvilket jeg sådan set synes er utrolig sympatisk, og som jeg er glad for at vi har gennemført.

Jeg er overrasket over, at fru Pia Kjærsgaard ikke i stedet for bruger sin taletid på det problem, der på dette område i mine øjne faktisk er det allerstørste i vores land, nemlig at vi har så utrolig mange mennesker, der arbejder i Danmark uden at gøre det på danske løn- og arbejdsvilkår; at vi får arbejdskraft hertil, som ikke er registreret, som ikke arbejder efter reglerne, og som bliver udnyttet af arbejdsgivere og private på villavejene nord for København, som ikke vil betale den løn, en arbejder er værd i Danmark.

Det problem har vokset sig stort i de sidste 10 år. I 8 måneder har vi gjort mere, end fru Pia Kjærsgaard har været med til at gøre i 10 år. Hvad skyldes det?

Ordføreren.

Det skyldes jo sådan set, at bl.a. Socialdemokratiet og desværre også en lang række andre partier åbnede op for østeuropæisk arbejdskraft. Det er sådan set svaret. Altså, det er jo derfor, vi har de problemer nu; det er derfor, vi er nødt til at skride ind over for social dumping; det er derfor, vi er nødt til at gøre noget ved folk, der underbyder dansk arbejdskraft. Og netop set i lyset af, at der er så mange danske arbejdere, der går arbejdsløse, er det jo fuldstændig absurd, at de bliver udkonkurreret af østeuropæisk arbejdskraft.

Men svaret er, at årsagen er, at Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre og desværre også Venstre og De Konservative jo kom og sagde, at vi nu skulle have østeuropæisk arbejdskraft. Vi advarede og sagde: Lad os få en overgangsordning og fortsætte med den, før vi begynder at lukke østeuropæisk arbejdskraft ind. Det, der sker i øjeblikket, er fuldstændig grotesk. Så ordføreren har da ret i, at det er absurd, men årsagen ligger i hvert fald ikke hos Dansk Folkeparti.

Fru Ane Halsboe-Larsen.

Det glæder mig, at vi er enige om problemets omfang. Derfor undrer det mig så selvfølgelig også bare, at fru Pia Kjærsgaard og resten af Dansk Folkeparti har brugt 10 år på at fremsætte det ene beslutningsforslag efter det andet, har siddet til det ene møde med finansministeren efter det andet, har rejst problemstillinger om alt mellem og jord, lige fra kamphunde til burkaer, men at ikke et eneste beslutningsforslag har handlet om østeuropæisk arbejdskraft, social dumping og den store udfordring, vi står over for.

Dansk Folkeparti var imod østaftalen; jeg mener, at det frie marked skaber arbejdspladser, og jeg mener, at der er enormt mange beviser for, at det skaber arbejdspladser og vækst i hele Europa, og det har vi brug for.

Men jeg synes, det ville klæde Dansk Folkeparti, at man i stedet for at sætte sig tilbage med armene over kors, pege fingre og være sure over, at der engang i tidernes morgen blev taget en beslutning, man ikke var ikke enig i, så rent faktisk var med til at løse problemerne. Hver gang vi, siden regeringen overtog, har forslået tiltag mod social dumping – det kan være mere kontrol; det kan være, at vi vil sikre den danske transportbranche; det kan være rigtig mange ting – har fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti været sure, peget fingre og ikke villet være med til noget som helst.

Jeg synes, det ville klæde Dansk Folkeparti at ændre stil og komme ind ved forhandlingsbordet og tage problemerne seriøst.

Ordføreren.

Det synes jeg i allerhøjeste grad også at vi har gjort. Nu er det jo sådan, at vi i Dansk Folkeparti igennem 10 år har siddet ved forhandlingsbordet sammen med en VK-regering, hvor vi bl.a. var med til at få gennemført, at man gjorde en indsats med hensyn til spørgsmålet om at sende børnechecken ud af landet. Det kan man desværre stadig væk gøre. Man kan sende den ud til polske arbejdere, der arbejder her, og hvis kone og børn stadig væk bor i Polen, men det er dog gradueret, i forhold til hvor lang tid de har været her. Der skal vi også rette os efter det store EU, som jo også bestemmer over os på det her punkt, så man kan ikke bare afskaffe det. Vi så meget gerne, at man afskaffede fradraget for dobbelt husførelse.

Men jeg må stadig væk sige, at uanset om det er sket i tidernes morgen – der er mange andre ting, der er sket i tidernes morgen, som vi stadig væk døjer med; jeg kan bare nævne udlændingeloven fra først i 1980'erne, som vi stadig væk døjer med, og som vi stadig væk diskuterer – kan man altså godt diskutere østeuropæisk arbejdskraft, som der blev åbnet op for for 10 år siden. Det manglede da bare, for det er et kæmpe problem.

Jeg ser, at regeringen her i finanslovforslaget også kommer med en indsats mod social dumping. Det er fint, og det er også noget af det, vi har rost, så lad os gå videre ad den vej, når nu det er, som det er. Men jeg så allerhelst, at danske arbejdspladser forblev på danske hænder, for der er masser af danske håndværkere, der gerne vil arbejde på villavejene oppe i Nordsjælland, i stedet for at det bliver gjort af østeuropæisk arbejdskraft.

Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg undrer mig jo lidt over indledningen fra Dansk Folkepartis leder – at man nu snakker om afslutningsdebatten og så er på vej hjem i hængekøjen, for det er trods alt kun slutningen af maj. Det er vel lidt tidligt at gå på sommerferie. Så vil fru Pia Kjærsgaard ikke bare anerkende, at nu står vi faktisk over for nogle store politiske udfordringer? Det betyder selvfølgelig også, at vi bliver nødt til at arbejde, også selv om sommerferien i Folketinget måske tidligere startede allerede her den 5. juni. Jeg er i hvert fald glad for, at vi kan være i arbejdstøjet.

Men jeg vil også gerne diskutere det her med de fattigste pensionister, for det var det, fru Pia Kjærsgaard selv tog fat på. Det, som S og SF i øvrigt sagde inden valget, var jo, at de fattigste pensionister skulle løftes med 5.000 kr. Nu løfter vi så de fattigste pensionister med 5.250 kr. Så kan man måske diskutere, om det er opfyldelse af et valgløfte, hvis de får for meget, men det vil jeg så lade være op til de mere kreative i Dansk Folkeparti at arbejde videre på.

Men jeg vil gerne høre fru Pia Kjærsgaard, om ikke hun er enig i, at de fattigste pensionister nu faktisk får et markant løft, bl.a. med en forhøjelse af ældrechecken. Anerkender fru Pia Kjærsgaard ikke det?

Ordføreren.

Absolut. Det har jeg gjort – det vil finansministeren kunne bevidne – inde i Finansministeriet i går. Jeg gjorde det over for journalisterne, inden jeg gik ind, og jeg gjorde det over for journalisterne, efter vi havde været derinde. Jeg tror også, der er en del medier, der har skrevet om det i dag, og jeg vil gerne stå her på Folketingets talerstol og sige, at jeg håber på, at det ikke er en hemmelighed – sådan som det en gang imellem kan være – at vi synes, det er en rigtig god idé.

Ældrechecken indførte Dansk Folkeparti. Der var ikke den store begejstring, hvis man lige erindrer det, fra S og SF's side dengang. Det er der så nu, og man kommer med en yderligere forhøjelse. Fint. Det synes vi er fremragende. Men det, man lovede i valgkampen, var 5.000 kr. i pensionstillæg til hver pensionist. Det var det, man lovede, og det er det, man har svigtet, plus at man har svigtet den rettighed, det er at have folkepensionens grundbeløb, og det synes jeg er dybt alvorligt. Det er jeg ret overbevist om at regeringen ikke kan komme igennem med. Jeg ved ikke rigtig, hvordan det er med Enhedslisten – jeg kan aldrig rigtig finde ud af Enhedslisten – men hvis regeringen vil igennem med noget som helst om den skattereform, så bliver det i hvert fald ikke med Dansk Folkeparti, hvis man fortsat vil svigte den almindelige folkepensionist i forhold til grundbeløbet.

Hr. Jonas Dahl.

Det, der er det store spørgsmål, er jo selvfølgelig, hvordan man kan finde en finansiering, og jeg synes, det er fint, at fru Pia Kjærsgaard nu anerkender, at der faktisk er nogle positive elementer i det skatteoplæg, der kom fra regeringens side i går. Det er jeg sådan set glad for at få bekræftet her i dag. Det er klart, at der også er en stor udfordring med hensyn til finansieringen, det tror jeg vi alle sammen kan være med på, og jeg kan godt se, at fru Pia Kjærsgaard er lidt ked af at skulle tage hjem til hængekøjen i Gentofte og svinge benene op og se frem mod folkepensionen – og så se frem til, at hun måske skulle have lidt mere. Jeg synes bare, det er rimeligt, at de, der er de allerdårligst stillede, de fattigste pensionister, faktisk får et løft med det skatteoplæg, der nu kommer fra regeringen.

Med hensyn til social dumping var det, som fru Pia Kjærsgaard snakkede om med fru Ane Halsboe-Larsen, jo netop at lave en indsats mod social dumping, og der er tre rigtig gode initiativer i regeringens skatteoplæg. Anerkender fru Pia Kjærsgaard ikke, at der nu faktisk bliver sat ind i forhold til at sikre, at vi bl.a. begrænser rejsefradraget, og at vi rent faktisk får sat ind over for den sociale dumping, der er foregået? Anerkender fru Pia Kjærsgaard ikke, at der netop i forhold til at løfte de svageste pensionister, de dårligst stillede pensionister og det at sætte ind over for østarbejderne rent faktisk sker noget med den nye regering?

Ordføreren.

Det har jeg jo lige gjort. Altså, det har jeg jo lige stået og sagt, og jeg vil da gerne gentage det. Det synes jeg er fint. Jeg synes, det er fint, at man forhøjer ældrechecken, rigtig fint. Jeg synes, det er udmærket, at der er nogle tiltag i skattereformen omkring social dumping. Vi vil gerne gå ind og se på det og være med, hvad det angår. Men jeg synes stadig væk, det er elendigt, dybt elendigt, at man udhuler folkepensionisternes grundbeløb. Det er det, man gør, og man må jo bare erkende og sige, at sådan er det, og så kan man slå ud med armene og sige: Jamen vi kunne ikke finde pengene. Nå, og så gik det alligevel ud over pensionisterne. Man tager med den ene hånd og giver med den anden. I øvrigt kommer pensionisterne jo altså også til at betale de forøgede afgifter, som den nye regering har indført og vil indføre, hundrede procent sikkert. Jeg ved ikke, hvor mange af de pensionister, der bor langt væk fra grænsen, der vil tage ned på den anden side af grænsen og handle. Men det er jo stadig væk det, den nye regering lægger op til, og det er det, der er så elendigt.

Jeg må så lige sige, at jeg kan forstå på regeringen, at vi maks. skal arbejde til sankthans, ikke længere end til sankthans. Vi kan godt arbejde over grundlovsdag osv., men maks. til sankthans. Vi bliver gerne herinde, til vi er færdige, det har altid været Dansk Folkepartis princip. Jeg siger bare, at det, vi kalder det i dag, er en afslutningsdebat, og det har jeg altså lidt svært ved at forstå.

Jeg skal måske lige skyde ind her, at der sådan set ikke er nogen, der har sagt, at vi ikke skal arbejde efter sankthans. Det er bestemt en mulighed. Det er altid en mulighed, hvis der er forslag at behandle.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Tak. Jeg vil også gerne kvittere for fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkepartis vilje til fortsat at udvikle vores fælles velfærdssamfund. Det synes jeg er rigtig godt at høre. Jeg vil så spørge, hvad Dansk Folkeparti vil i forhold til at investere i forskning og uddannelse. Hvordan vil Dansk Folkeparti investere i forskning og uddannelse?

Ordføreren.

Jamen vi synes, det er fremragende, at man investerer i forskning og uddannelse. Jeg håber også, at der kommer noget ud af det i forhold til trepartsforhandlingerne, som jo er en del af det sådan lige p.t., og hvor der foregår en masse omkring ørerne på os. Jeg håber virkelig, at arbejdsmarkedets parter og senere regeringen kan finde ud af det. Det synes jeg ville være fremragende. Jeg kan jo så også bare – på lige fod med fru Ellen Trane Nørby – konstatere, at der rent faktisk er skåret ned under den her regering, og det synes jeg ikke er en specielt god idé. Det tror jeg heller ikke fru Sofie Carsten Nielsen synes.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Jeg kan så spørge mere specifikt: Deler Dansk Folkeparti og fru Pia Kjærsgaard ligesom regeringen og Venstre det mål, at 60 pct. af en årgang skal have en videregående uddannelse, fordi vi har behov for flere i uddannelse? Deler Dansk Folkeparti det mål, og hvordan vil Dansk Folkeparti være med til at finansiere det mål?

Ordføreren.

Naturligvis deler vi det mål. Jeg tror også, at vi har sagt adskillige gange, at uddannelse er en god ting. At det så ikke absolut behøver at være en akademisk uddannelse, vil jeg godt fremhæve lidt. Jeg synes, det er meget, meget fint, hvis man får en uddannelse, men der er mange former for uddannelse. Vi er nok blevet en hel del akademiseret i det her land, og jeg tror, at en del af det måske skyldes Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, som er blevet lidt et Djøf-parti, som man ironisk kalder det. Der vil jeg godt fremhæve, at vi trænger til rigtig mange uddannelser i det her land, hvor rigtig mange skal ud på arbejdsmarkedet, og der skal vi ikke hele tiden favorisere dem, der er på et højere uddannelsesniveau. Vi ser jo, at der bliver sat penge af til det her, og det støtter vi i allerhøjeste grad, også hvis vi kan komme igennem med den skattereform. Og der er Dansk Folkeparti nok ikke – det har jeg også sagt offentligt – på det hold, der partout vil give flere skattelettelser, men på det hold, der vil investere i mere velfærd og mere uddannelse. Det synes vi er en god idé.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg må nok sige til hr. Magnus Demsitz, nej hr. Magnus Heunicke, den andet er meget gammel, at han har tabt konkurrencen om at være den mest sure. Den tror jeg altså alligevel at han tabte. Det er trist, men sådan kan det gå. Men hr. Magnus Heunicke er en ung mand, han har mange år at øve sig i, så det kan måske blive bedre.

Jeg vil stille et enkelt spørgsmål til fru Pia Kjærsgaard. Jeg kan forstå, at Dansk Folkeparti er modstander af at forringe reguleringen af overførselsindkomsterne, og det er Enhedslisten jo også, så jeg kunne tænke mig at spørge fru Pia Kjærsgaard: Er det en modstand, man har tænkt sig at holde fast ved, og i givet fald hvor længe? Når jeg spørger om det, er det, fordi Dansk Folkeparti jo også i rigtig mange år var modstander af at forkorte dagpengeperioden. Men så en dag holdt man op med at være modstander af det, så derfor kunne det være rart nu at få en bekræftelse af, at Dansk Folkepartis modstand mod at forringe overførselsindkomsterne – reguleringen af dem – i hvert fald holder denne samling og gerne næste samling med.

Ordføreren.

Jo, men det sagde jeg jo også. Altså, jeg undrer mig meget over, at man f.eks. ville have førtidspensionerne beskåret, for det er ikke nemt for en førtidspensionist at komme på arbejde, og sådan skal det jo heller ikke være, hvis man først er erkendt førtidspensionist. Og man må jo bare anerkende, at Dansk Folkeparti før har været inde i forhold til overførselsindkomsterne, da vi lavede forlig med den tidligere regering. Vi ønskede ikke, at der skulle fastfryses på det område overhovedet. Og så gik vi netop ind i ikke en dagpengebesparelse, som hr. Per Clausen udlægger det, men en forkortelse af dagpengeperioden, som ja, giver en besparelse, men det er bare en forkert udlægning. Det kan jeg jo bare konstatere at de partier, som hr. Per Clausen og Enhedslisten er parlamentarisk grundlag for, varmt har taget til sig. Det accepterer man.

Man råber vældig højt i medierne, nogle barske ord en gang imellem, synes jeg, og jeg tænker: Hold da op, det, der nu ryger fra Enhedslisten, skulle jeg da bare have sagt om en VK-regering, og så bare 8 måneder efter at de har dannet regering. Jeg kan bare konstatere, at de tiltag, som blev foretaget, var velkomne for S, SF og R, for man manglede penge i kassen.

Hr. Per Clausen.

Der er en anden ting, fru Pia Kjærsgaard er endnu dygtigere til end hr. Magnus Heunicke, og det er til ikke at svare på spørgsmål. For jeg spurgte fru Pia Kjærsgaard, hvor lang tid Dansk Folkeparti ville fastholde sin modstand mod at forringe reguleringen af overførselsindkomsterne, og det er da et spørgsmål, som er rimelig enkelt at svare på. Gælder det denne samling ud, eller gælder det også næste samling? Og kan vi regne med, at det holder?

Ordføreren.

Altså, til alt det der med surhed og dygtighed vil jeg sige, at jeg sådan generelt, tror jeg, er dygtigere end hr. Magnus Heunicke – altså bare sådan i egen selvforståelse. (Munterhed). Og jeg må så bare sige, at Enhedslisten jo har et kæmpe arbejde i øjeblikket. Det er Enhedslisten, der sidder som parlamentarisk grundlag for den regering, der sidder nu, og jeg har godt set og hørt, hvad fru Johanne Schmidt-Nielsen siger om overførselsindkomsterne. Jeg skal ikke stille spørgsmål, det skal jeg nok gøre på et passende tidspunkt, men det er Enhedslisten, der har arbejdet. Kommer vi for alvor ind i et arbejde med den her skattereform, er det da absolut noget, som vi aldrig nogen sinde selv ville have foreslået, noget, vi skal ind at arbejde med, det siger sig selv. Men den ligger hos Enhedslisten.

Så er det fru Mette Bock for en kort bemærkning.

Tak for det. I søndags var det pinse, og jeg tror, der var mange af os, der hejste dannebrog på vores flagstang og så, hvordan det vajede stolt og flot imod en blå himmel. Dansk Folkeparti har fremsat et beslutningsforslag, som skal sidestille dannebrog med andre nationers flag i straffeloven, så offentlig forhånelse af dannebrog kan straffes med en bøde eller fængsel i op til 2 år. Og i den forbindelse vil jeg gerne spørge ordføreren, om hun kan oplyse, hvordan Dansk Folkeparti kan gå ind for at indskrænke ytringsfriheden, når det drejer sig om forhånelse af dannebrog, men jo samtidig krævede fuld ytringsfrihed i forbindelse med Muhammedtegningerne. Og mener ordføreren ikke, at ytringsfriheden bør gælde lige for alle?

Ordføreren.

Ja, naturligvis. Det tror jeg man er helt klar over fra Liberal Alliances og andre partiers side. Men jeg bemærkede selvfølgelig, at en radikal, fru Zenia Stampe, havde meget travlt med omvendt at sidestille dannebrog med andre flag, så man ikke længere skulle søge, om man må hejse andre landes flag. Det var faktisk den debat, der gjorde, at vi fremsatte det beslutningsforslag, der bliver behandlet i den her uge i Folketingssalen. Det har intet at gøre med Muhammedtegninger eller ytringsfrihed eller noget som helst, det har noget at gøre med respekt for dannebrog. Det har noget at gøre med en respekt for vores flag, for vores land, for det danske folk, og det ved jeg godt at fru Mette Bock måske ikke helt forstår.

Jeg tillader mig at være polemisk, det hader jeg ellers når folk er på den her talerstol, men jeg tror faktisk, at det er alvor, nemlig at det er svært at forklare fru Mette Bock det her. Det er også svært at forklare Det Radikale Venstre det, men sådan er det nu engang for Dansk Folkeparti. Det skyldes simpelt hen respekt for vores flag, og det var derfor, vi fremsatte det forslag.

Fru Mette Bock.

Til gengæld kan man i hvert fald sige, at det i den grad er udtryk for mangel på tillid til, at danskerne godt selv ved, hvad det er, der er væsentligt, hvilke værdier der skal bære vores samfund. Dansk Folkeparti ønsker jo tilsyneladende, at staten skal ind og regulere og beslutte, hvad det er, der er danske værdier, og hvordan de skal værnes. Et sådant samfund er jo ikke længere et frit samfund, og derfor må jeg sige, at et forslag som det, der kommer frem her, jo i den grad viser, hvor langt ud rigtig mange af de politiske partier i Danmark er kommet, når vi ikke længere har den grundlæggende tillid til vores folk.

Lige om lidt, den 5. juni, skal vi fejre vores grundlovsdag, og jeg er sikker på, at rigtig mange vil referere til, hvor frit et samfund vi har, og hvor god en grundlov vi fik dengang i 1849. Ja, sådan var intentionerne, men i dag bliver der jo reguleret på en måde, så den frihed, man kæmpede for dengang, i virkeligheden bør omsættes til en frihed ikke for en enevældig konge, men for en enevældig stat. Og jeg synes, at Dansk Folkeparti med et forslag som det her viser, hvor detaljeret man efterhånden ønsker at gå ud i reguleringen af det danske folk, fordi man ikke længere har tillid til, at vi faktisk også selv ved og selv kan bære.

Ordføreren.

Nu har jeg jo fortalt fru Mette Bock, hvad årsagen var til, at vi fremsatte det forslag, og at der i øvrigt var en livlig debat, hvor andre partier – ikke Liberal Alliance, men andre partier – støttede os i, at man naturligvis ikke skal hejse andre landes flag på lige fod med dannebrog. Sådan må det være. Men jeg anerkender og synes, det er fint, og står bestemt vagt om, at Dansk Folkeparti skal stå vagt om de danske værdier og holde fast i kulturkampen.

Der skal reguleres på visse områder, ja, og jeg er ikke tilhænger af jungleloven eller slet ingen love, som Liberal Alliance er, overhovedet ikke. Der ligger Liberal Alliance og Dansk Folkeparti uendelig langt fra hinanden. Jeg ved, at Liberal Alliance også siger: Kom ind over grænsen, bare I kan betale selv. Man har overhovedet ikke nogen tanker om de kulturelle eller sociale aspekter, der også ligger i det, så der er vi bare forskellige, og det er faktisk derfor, vi sidder her og står her i det her Folketing. Jeg er egentlig rigtig glad for spørgsmålet. Jeg synes, det er et supergodt spørgsmål, fordi det jo giver mig anledning til at sige, at vi er et parti, som vil værne om kulturkampen, bevare de danske værdier, og det er det, vi gør aktivt hver evig eneste dag.

Hr. Ole Hækkerup for en kort bemærkning.

Tak. Man skal nok være forsigtig med at give sig selv karakterer, og jeg kan levende forestille mig, at hr. Magnus Heunicke ville have lavet en lidt anden karakterbedømmelse, hvis nogen sammenlignede den med fru Pia Kjærsgaards. Jeg tror faktisk, at de fleste mennesker i det her land ville forvente, at vi beskæftigede os noget mere med det politiske indhold.

Hvis vi så sammenligner det, fru Pia Kjærsgaard sagde i sin ordførertale, med det, hr. Magnus Heunicke sagde i sin ordførertale, er der i hvert fald en afgørende forskel, som springer i øjnene med det samme, nemlig spørgsmålet om arbejdsløsheden. Jeg lyttede nøje efter det, fru Pia Kjærsgaard sagde, og jeg kunne ikke høre noget, der handlede om, hvad det var, Dansk Folkeparti ville gøre for at bekæmpe den alt for høje arbejdsløshed.

Så kan man sige, at det da i grunden er mærkeligt, for det må da være åbenlyst for de fleste, at netop arbejdsløsheden i de her år er Danmarks mest afgørende problem. Derfor var jeg sådan set glad for, at hr. Magnus Heunicke brugte en stor del af sin taletid på netop det. Det kunne så være, at det havde gjort, at min karakterbedømmelse af hr. Magnus Heunickes ordførertale over for fru Pia Kjærsgaards ordførertale havde været lidt anderledes end fru Pia Kjærsgaards egen bedømmelse.

Det, jeg gerne vil hen til, er følgende spørgsmål: Vi vil gerne gøre noget mere for at få flere i arbejde, så hvad skal der til for at få Dansk Folkeparti ind i kampen? Hvad er det, der skal gøre, at vi kan få Dansk Folkepartis mandater med på en politik, der skal sørge for at sætte flere i arbejde?

Ordføreren.

Det kunne f.eks. være, at man droppede nogle af de afgifter, som regeringen påtænker, f.eks. sukkerafgiften, hvor virksomhederne vrider sig, fordi den kommer til at koste arbejdspladser – det er fuldstændig uhæmmet. Det synes jeg ville være en rigtig god begyndelse, hvis man gjorde det. Altså, den nye sukkerafgift kan koste 1.000 produktionsjob, altså virkelig koste rigtig, rigtig mange job i den private sektor.

Virksomhederne har det utrolig dårligt med det. Jeg ved, at alle politikere, og jeg tror specielt politikere i regeringspartierne, får rigtig mange henvendelser om det her, altså om en ny afgift på sukker i madvarer, hvor det er så tilfældigt, som det er, og hvor man ikke kan finde ud af, om den sunde yoghurt også skal belægges med afgifter – og der er altså også sukker i alt lige fra æbler osv. til rødbeder og asier og marmelade, og hvad ved jeg.

Der kunne man begynde, for man ved, at det koster arbejdspladser. Det er da grotesk i en tid, hvor vi får flere og flere arbejdsløse.

Hr. Ole Hækkerup.

Man må sige, at nogle af de ting, VKO virkelig havde succes med at indføre, og som skadede antallet af arbejdspladser i Danmark, lige præcis er noget af det, vi er i gang med at få ryddet op i. Jeg nævner frit efter hukommelsen multimedieskatten og iværksætterskatten. Det var jo lige præcis noget af det, der skadede antallet af job i Danmark, og som den nye regering er gået i gang med at rydde op i.

Så må man sige, uanset hvad fru Pia Kjærsgaard i øvrigt anfører, at hvis man eksempelvis kigger på udspillet til skattereformen, er beskæftigelseseffekten positiv. Der er simpelt hen flere folk, der kommer i arbejde, hvis man gennemfører skattereformen, end hvis man lader være med at gennemføre skattereformen.

Så derfor vil jeg gerne vende tilbage til mit spørgsmål. Hvad er det, vi skal gøre for at få Dansk Folkeparti ind i kampen for, at der bliver skabt flere arbejdspladser i Danmark; for at der bliver ført en økonomisk politik, som betyder, at der er flere mennesker, der har et arbejde at stå op til om morgenen? Det er jo lige præcis der, vi har brug for, at partier som Dansk Folkeparti kommer ind i kampen, i stedet for at regeringen skal slås alene med det.

Det var derfor, jeg startede med at være lidt skuffet i forbindelse med min sammenligning mellem fru Pia Kjærsgaards ordførertale og hr. Magnus Heunickes ordførertale, fordi arbejdsløsheden ikke blev nævnt med et ord i fru Pia Kjærsgaards ordførertale, og jeg prøvede at lytte nøje efter.

Ordføreren.

Hr. Ole Hækkerup spørger, hvad de skal gøre. Man skal tage alvorligt, hvad vi sagde i går til finansministeren inde bag de lukkede døre i Finansministeriets mødelokale. Man skal tage alvorligt, hvad jeg står og siger her i dag i min ordførertale.

Så må jeg sige med hensyn til multimedieskatten, at der kan jeg faktisk huske, at Socialdemokratiet, da den blev indført, ville fordoble den, for nu har jeg en ret god hukommelse. Har jeg ret? vil jeg spørge hr. Ole Hækkerup. Jeg tror, at det endda var hr. Ole Hækkerup, der ville det. Socialdemokraterne ville i hvert fald fordoble den, indtil man fandt ud af, at det var en hamrende upopulær skat, hvad jeg sådan set godt forstår. Så fandt man ud af i valgkampen og før valgkampen, at den bare skulle fjernes, for der fandt man ud af, at det ikke lige var det, man skulle. Men Socialdemokraterne ville fordoble den. Altså, man er på slingrekurs, hvad det angår. Jeg føler bare lige anledning til at sige det.

Så vil jeg sige i forhold til, hvad man ellers kan gøre, at jeg har talt om grænsehandel, altså om arbejdspladser, der flytter ned på den anden side af grænsen. Hold op med det! Vi taber flere arbejdspladser på det end dem, vi får med andre initiativer, som jeg erkender kan ligge i regeringens skatteplan. Vi kommer til at tabe på det, hvis man fortsætter ud ad den vej, så der er masser af ting, man kan gøre for at få Dansk Folkeparti med.

Hr. Jesper Petersen for en kort bemærkning.

Jeg vil starte med at sige, at jeg synes, at det er meget fint, at fru Pia Kjærsgaard faktisk endda udpeger nogle punkter i det forslag, der er kommet til en skattereform, som fru Pia Kjærsgaard er enig i, f.eks. tiltagene mod social dumping, og jeg fornemmer også en ros til det, der trods alt sker for at løfte økonomien for de fattigste pensionister. Det synes jeg man skal notere sig.

Så har jeg bare sådan et faktuelt spørgsmål, for der har været kritik af det her med reguleringsmekanismen. Hvis man nu forestillede sig, at man lavede det tiltag, at man i nogle år undlod at opregulere personfradraget i takt med den økonomiske udvikling, hvis man nu undlod at opregulere personfradraget i et par år, hvilke konsekvenser ville det så få for den almindelige folkepensionist? Ville den almindelige folkepensionist få færre penge i forhold til udviklingen i samfundet, hvis man lod være med at opregulere personfradraget og dermed øgede skatten? Ville man så få færre penge som pensionist, førtidspensionist og dagpengemodtager og andet? Kan fru Pia Kjærsgaard opklare det for mig?

Ordføreren.

Jeg tror altså, at jeg skal have spørgsmålet gentaget, for jeg forstår ikke helt hr. Jesper Petersens spørgsmål. Altså, det, vi snakker om nu, er jo det, der ligger i regeringens forslag, nemlig at man vil udhule folkepensionen i forhold til, hvordan den ellers har været. Jeg forstår altså ikke rigtig, om det skal give flere penge eller færre penge. Jeg er lidt usikker på det.

Hvis hr. Jesper Petersen kommer med nye forslag, som ikke er inkluderet i den her skattereform, synes jeg, at han først og fremmest skal diskutere det med det parlamentariske grundlag Enhedslisten og se, hvor langt han kan komme.

Hr. Jesper Petersen.

Nej, det var sådan set ikke noget forslag. Det var bare en sammenligning, jeg ville ud i. Og jeg er egentlig lidt bekymret over, at fru Pia Kjærsgaard ikke forstår spørgsmålet, fordi lige præcis den metode med at undlade i nogle år at regulere personfradraget, sådan som det er aftalt i skattelovgivningen at det skal ske hvert år, anvendte den gamle regering sammen med Dansk Folkeparti i genopretningspakken.

Egentlig er det sådan, at personfradraget skal stige en smule hvert år. Den mekanisme satte man i stå for at finansiere genopretningspakken og for at begynde at lukke hullet efter de skattelettelser, man havde været med til at give. Så det er ikke noget forslag, jeg kommer med. Det er det, fru Pia Kjærsgaard selv har været med til at gøre. Den metode valgte man, da man lod være med at regulere nogle ting, og det havde konsekvenser, bl.a. for pensionisterne, dagpengemodtagerne, kontanthjælpsmodtagerne og også alle andre, også lønmodtagerne, der ikke fik reguleret deres personfradrag.

Mit spørgsmål er: Hvad er konsekvensen, når man gør det? Og uden at lægge fru Pia Kjærsgaard ord i munden, er der ikke andet svar, end at folk får færre penge næste år og året efter, end de ville have fået, hvis man havde reguleret det fradrag, sådan som aftalen indebærer.

Det suspenderede man. Det var fru Pia Kjærsgaard med til. Og jeg synes bare, at man skal stå ved, at det er den politik, man selv har været med til at føre under den gamle regering, så vi ligesom har rene linjer at starte debatten på om, hvad det egentlig er, regeringen har foreslået.

Ordføreren.

Lad mig først sige, at vi jo absolut fik den forrige regering til at lade være med at fastfryse overførselsindkomsterne. Det er vi enige om.

Så har jeg et godt råd til hr. Jesper Petersen og andre. Jeg hørte meget under valgkampen, specielt fra statsministeren, fru Helle Thorning-Schmidt, at nu var det os, der havde vagten, som der blev sagt. Jeg kan bare sige til den nye regering, S, R og SF. Det er jer, der har vagten nu. At sige, hvad gjorde I selv? og dengang I gjorde det og det, og det med de ufinansierede skattelettelser – den tid, hvor man kan sige det, er snart ved at være forpasset.

Må jeg lige minde hr. Jesper Petersen om, at det, man gør i det her forslag til en skattereform, er nøjagtig – nøjagtig – det samme, som Dansk Folkeparti og den forrige regering gjorde i forhold til den omlægning, hvor vi kom med skattelettelserne først, og så kom omlægningen senere. Hvad blev der råbt efter os? Ufinansierede skattelettelser. Bare vent, det samme vil overgå dem, hvis altså vi er lige så krakilske, som oppositionen var før og under valgkampen.

Sidste korte bemærkning går til fru Karin Gaardsted.

Tak for det. Først vil jeg lige tilbyde mig som næsten neutral opmand, hvis det er sådan, at man skal have afgjort, hvem der er bedst til ordførertalerne.

Så til mit spørgsmål: Venstre vil gerne give skattelettelser på 13 mia. kr., hvoraf de 4 mia. kr. skulle stamme fra pengene fra trepartsaftalen. Nu er det sådan, at DF er i et meget tæt samarbejde med Venstre. Derfor vil jeg gerne vide, om det er noget, Dansk Folkeparti er enig i. Vil Dansk Folkeparti gerne bruge 13 mia. kr. fra regeringens reformer, herunder trepartsaftalen, til skattelettelser?

Ordføreren.

Nej, det vil vi ikke. Altså, vi synes ikke, at vi vil kradse pengene ind på reformer for nogle, der får mindre, og bruge dem til skattelettelser. Og vi aftalte med den forrige regering, at det overskud, der kunne blive frem til år 2020, skulle bruges på mere velfærd, mere sundhed. Og det står Dansk Folkeparti stadig væk fast på.

Fru Karin Gaardsted.

Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for at høre. Og det er også sådan, som fru Pia Kjærsgaard nævner, at hun netop har en aftale med Venstre om, at pengene skal gå til vækst i sundhed, uddannelse og sociale forbedringer og ikke til skattelettelser og derfor ikke er enig med Venstre i, at pengene skal bruges til de skattelettelser, som Venstre taler for.

Nu er det så, jeg siger, at jeg ikke helt ved, hvor jeg har oppositionen henne. For hvor er jeres enighed? Det står mildest talt lidt uklart for mig med al den uenighed om helt centrale spørgsmål, der hersker her. Kan fru Pia Kjærsgaard hjælpe mig lidt mere på vej?

Ordføreren.

Det kan jeg godt. Jamen der er da uenigheder. Vi er fire forskellige partier. Sådan er det. Og den uenighed skal der da være. Vi er ikke i regering.

Altså, jeg kunne jo komme med et modsvar. Jeg ryster sådan lidt på hovedet og skal nok lade være med at være alt for barsk, men hvor er enigheden internt i regeringen? Hvor er enigheden med det parlamentariske grundlag? Det er da den side af salen, der har et kæmpeproblem i øjeblikket, og som har haft det i 8 måneder, og det vil formentlig fortsætte.

Jeg kan altså slet, slet ikke se, at den uenighed, der er i forbindelse med forskellige politiske programpunkter imellem Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative, er noget problem overhovedet. Vi skal da markerer forskelligheder. Vi skal da markere vores politik.

Det er egentlig derfor, jeg synes, at den her periode, hvor vi sidder i opposition, er fin. Det er fint nok. Lad bare den røde fløj få lov at prøve, så man kan se, hvor svært det er. Altså, jeg synes jo, at det er fremragende at markere forskelligheder og en ærlig politik. Sådan skal det da være.

Det er også derfor, jeg svarer, som jeg gør: Nej, det er ikke det, Dansk Folkeparti vil, Venstre vil noget andet, og det tror jeg også at De Konservative og Liberal Alliance vil. Der er vi altså forskellige, men vi har jo altså haft 10 år, hvor vi har vist, at vi kunne nå hinanden i adskillige sager, og hvor vi egentlig havde en ret god stemning, og hvor vi lavede nogle gode aftaler og klarede tingene ganske godt, når vi selv skal sige det, mens jeg i den grad synes, at dem, der sidder på magten nu, misser det.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Vi kan, inden vi går til frokostpause, nå endnu en ordførertale. Det er fru Marianne Jelved som radikal ordfører.

Tak. Vi står over for tre store udfordringer og har gjort det i nogen tid. Det er de udfordringer, som også præger de løsninger, som regeringen kommer med. Den første store udfordring er konkurrenceevnen, som blev forringet med 20 pct. i 00'erne. Det førte bl.a. til et tab på 190.000 arbejdspladser i den private sektor, da krisen satte ind. Vi står også over for en demografisk udvikling, som det hedder teknisk, hvor befolkningssammensætningen ændrer sig: Vi får 225.000 flere pensionister frem til 2020, og vi får en reduktion af arbejdsstyrken i størrelsesordenen i hvert fald 60.000 personer. Og så står vi med en tredje udfordring, som også er gevaldig stor, nemlig problemet med at få holdbarhed i økonomien, fordi vi har et meget stort underskud.

Affødt af tidligere debatter vil jeg gerne pege på, at fra 1. kvartal 2008 til 3. kvartal 2010 faldt beskæftigelsen i Danmark med 5,2 pct. Kun kriseøkonomierne i Sydeuropa havde et højere fald i beskæftigelsen. Eurostat har i samme periode dokumenteret, at ledigheden i Danmark steg med 4 procentpoint. Kun i Irland og Sydeuropa var det værre end hos os. Så kan vi tage Sverige og Tyskland, der er vores nærmeste naboer. De har bedre tal på alle centrale parametre som vækst, BNP, beskæftigelse, ledighed og eksport. Så det er rigtigt, at Danmark har klaret sig relativt dårligere, end sammenlignelige lande i Europa gjorde det under finanskrisen.

Hvorfor det? Det er, fordi der blev ført en lempelig og letsindig økonomisk politik i 00'erne. Skattestoppet på ejendomsværdiskatten bidrog til boligboblen og overophedning i byggesektoren. Den lempelige finanspolitik i 2006 og 2007 bidrog til en overophedning af dansk økonomi. Den daværende regering valgte at overhøre alle advarsler og proklamerede, at lærebøgerne i økonomi skulle skrives om. Som bekendt gik det gruelig galt, selv om lærebøgerne ikke behøvede at blive skrevet om. VK-regeringen forsømte reformdagsordenen i så høj grad, at Danmarks potentielle vækst halter bagud i forhold til lande, vi plejer at sammenligne os med. OECD skønner således, at Danmarks potentielle vækst i perioden 2012-2017 vil ligge på linje med væksten i kriseramte økonomier i Sydeuropa. Det er ikke godt, men det er en handske, som den nye regering har samlet op, og med godt humør endda.

2020-planen har jo nogle målsætninger, som er meget centrale for de udfordringer, vi står over for. Beskæftigelsen skal øges med 180.000 personer, arbejdsstyrken udvides med 60.000 personer frem mod 2020. Den økonomiske vækst skal løftes til 2 ¼ pct. årligt. Det sikrer bl.a., at vi har råd til at tage ordentlig hånd om børn og ældre. Vi vil også i 2020-planen have, at der er balance på de offentlige finanser i 2020 og det årlige råderum vil være forøget med 7 mia. kr. Det er penge, som f.eks. kan bruges til investeringer i børnehaver, folkeskole og sundhedsvæsen. Vi har også planer om inden for den ramme, der er, at oprette 10.000 nye uddannelsespladser frem mod 2020.

Så er der kommet en skattereform. Det er jo også et bidrag til at nå de målsætninger, som vi har for 2020-planen. I skattereformen gør vi faktisk noget, der er ganske klogt, og som jeg synes oppositionen har svært ved at få øje på, men jeg hjælper dem gerne. Det er jo rigtigt, at vi fjernede fattigdomsydelserne. Vi fik kritik for det, fordi vi dermed øgede ledigheden, fordi der så ikke var så mange, der ville komme i arbejde, jævnfør den måde, vi regner på. Men det tilgodeser vi jo med skattereformen, hvilket vi også sagde på det tidspunkt vi ville gøre. Vi gør det ved at fordoble beskæftigelsesfradraget og tredoble beskæftigelsesfradraget for enlige forsørgere. Vi øger i øvrigt topskattegrænsen, så alle får glæde af at arbejde mere.

De mennesker, som ikke kan forbedre deres råderum ved at arbejde mere, nemlig førtidspensionister og folkepensionister, får så løftet deres rådighedsbeløb via skattereformen og den prioritering, der er der, ved at de, der er på førtidspension efter den gamle ordning, frivilligt kan vælge overgang til den nye ordning, der skulle give en del førtidspensionister bedre vilkår. Ældrecheckens beløb øges, og pensionstillægget øges. Det gøres bl.a. ved at prioritere en omlægning af folkepensionen ved at reducere grundbeløbet og øge pensionstillægget for at tilgodese de pensionister, der har mindst til rådighed. Så det er faktisk en meget social og perspektivrig omlægning. Jeg ville ønske, at fru Pia Kjærsgaard kunne se det positive i det, for jeg sætter faktisk pris på fru Pia Kjærsgaards opfattelse af disse ting. Nu er fru Pia Kjærsgaard desværre gået, men det er der ikke noget at gøre ved.

Yderligere har vi en investeringsstrategi i skattereformen, som er meget central, for det er en investeringsstrategi, som skal være med til at skabe nye arbejdspladser, så det ikke kun er arbejdsudbuddet, der bliver øget, men så der også bliver flere arbejdspladser. Iværksætterskatten afskaffes – det var en dårlig idé, V og K fik – og vi får et større skattefradrag for investeringer i maskiner og inventar indtil udgangen af 2013. Alt sammen skal bidrage til, at vi får flere i arbejde og skaffer flere arbejdspladser.

Endvidere har vi en grøn reform, som ikke har noget at gøre med de aktuelle ting, men som jeg alligevel vil nævne, for der vises, at Danmarks eksport af energiteknologi i 2011 steg med 18 pct. og nu udgør 10,5 pct. af den samlede eksport. Det er faktisk temmelig godt gjort med den grønne omstilling, der er i gang. Den grønne omstilling skal fortsat vokse via den energiaftale, der er lavet tidligere i år, og OECD har udpeget energi og miljø og velfærd som globale vækstområder. Det er vi enige i. Den nye evaluering af 38 lande placerer Danmark på førstepladsen som det land, der i forhold til størrelsen af økonomien har det største potentiale for at skabe nye virksomheder og forretninger ud af grøn innovation over de næste 10 år. Det er en meget central prioritering også for regeringen.

Endelig skal jeg runde af her med at sige, at Enhedslisten er et meget, meget godt parlamentarisk grundlag. Det kan godt være, at nogle synes, det lyder underligt med den debat, der i øvrigt har været, og de diskussioner, der er i offentligheden. Men der er det rimelig gode i samarbejdet mellem Enhedslisten og regeringspartierne, at der er åbenhed om tingene, og vi går ikke og skjuler tingene, så de ligger og bobler, men vi siger de ting, vi mener. Men vi har også vist, og det håber jeg er starten på et rigtig godt samarbejde, at vi har kunnet finde hinanden, når det har været nødvendigt. Begge parter har været indstillet på at finde de kompromiser og været pragmatiske i et vist omfang med respekt for hinandens grundlag og for de prioriteringer, vi hver især har. Det er meget, meget centralt, og jeg håber, vi kan udvikle det samarbejde.

Jeg vil gerne opfordre de øvrige partier i Folketinget til også at samarbejde bredt. Vi er færdige med at have flertal, når regeringen spiller ud med deres forslag. Så er der ikke automatisk et flertal for det, hvilket der var under VKO-regimet. Derfor er det en anden situation at være i, og derfor er det oplagt en appel til alle partier om at bidrage med det, man nu kan, har lyst til og vilje til for at få resultater, der skal løfte det hele for Danmark som helhed.

Så er det bare ærgerligt, at der stadig væk kæmpes, som om det er et billede af virkeligheden, der er kamppladsen. Det er ærgerligt, når Venstres ordfører står her på talerstolen i dag og siger, at den nye regering har sparet 419 mio. kr. på forskning fra 2011 til 2012. Det er jo på en måde sandt, og på en måde er det ikke sandt. Det er den der tvetydighed, der er så forbasket dårlig, når vi skal have klarhed i diskussionerne og involveringen af rigtig mange mennesker også uden for Christiansborg i den politisk debat og prioriteringsdiskussion.

Sagen er jo, at Venstre og Konservative lavede et finanslovforslag, hvori der stod, at der skal spares 719 mio. kr. på forskning fra 2011 til 2012. Den nye regering sikrer så, at der kommer 300 mio. kr. mere til forskning, så der kun spares 419 mio. kr., hvilket er det, V og K og Dansk Folkeparti bl.a. har sagt. I genopretningspakken vedrørende 2012 og 2013 er der sparet 950 mio. kr. Det er jo ikke noget, der har med finansloven at gøre. Det er følgerne af genopretningspakken.

Derfor vil jeg bare sige til Venstre: Godt ord igen, men vi vil gerne have rene linjer og have en fair diskussion, i stedet for at der skabes billeder af virkeligheden, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Hvis vi bliver ved med det, er det umuligt at fange hinanden og give hinanden hænderne og få nogle aftaler igennem, som er til glæde for hele Danmarks befolkning.

Nu har Venstre også et ansvar. Venstre er i opposition, og Venstre er i opposition til en mindretalsregering. Derfor er Venstres ansvar meget større, end det har været før. Venstre er det største oppositionsparti og derfor på en måde dem, der går i forvejen eller skal tage ledelsen i oppositionen. Derfor er det en appel til, at vi får en fair diskussion af de reelle vilkår og problemer, vi er i. Så skal vi nok også løse opgaverne for Danmark i fællesskab. Og det vil Danmark have rigtig stor gavn og glæde af.

Om et øjeblik bliver der ringet til pause, men jeg kan oplyse, at jeg har noteret følgende til korte bemærkninger efter pausen: Tina Nedergaard, Pia Kjærsgaard, Simon Emil Ammitzbøll, Benedikte Kiær, Per Clausen, Joachim B. Olsen, Gitte Lillelund Bech og Peter Skaarup. Det var otte. Så er der nogle, der i hvert fald ikke nås: Det er Merete Riisager, Flemming Damgaard Larsen, Jakob Ellemann-Jensen og Mike Legarth.

Jeg skal her udsætte mødet. Mødet genoptages kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 11:59).

Det eneste punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 41:

Forespørgsel til statsministeren om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation:

Hvad kan statsministeren oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation?

Af Ellen Trane Nørby (V), Magnus Heunicke (S), Pia Kjærsgaard (DF), Marianne Jelved (RV), Jesper Petersen (SF), Per Clausen (EL), Simon Emil Ammitzbøll (LA), Benedikte Kiær (KF), Sara Olsvig (IA), Doris Jakobsen (SIU), Edmund Joensen (SP) og Sjúrður Skaale (JF).

(Anmeldelse 16.05.2012. Fremme 22.05.2012).

Vi har før frokostpausen hørt den radikale ordfører, fru Marianne Jelved, og der er en række medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Jeg remser dem op: Tina Nedergaard, Pia Kjærsgaard, Simon Emil Ammitzbøll, Benedikte Kiær, Per Clausen, Joachim B. Olsen, Gitte Lillelund Bech, Peter Skaarup, Merete Riisager, Flemming Damgaard Larsen, Mike Legarth og Jakob Ellemann-Jensen. De vil ikke alle kunne få ordet, men vi vil prøve, at så mange som muligt får det.

Jeg begynder med at give ordet til fru Tina Nedergaard for en kort bemærkning.

Tak for det, og tak til ordføreren. Det er sådan lidt morsomt at lade sig underholde af fru Marianne Jelved, når hun fortæller, at Venstre tegner billeder af virkeligheden, som intet har med virkeligheden at gøre, hvorefter hun selv benægter, at forskningsbevillingerne, de offentlige forskningsbevillinger, er faldet med 419 mio. kr., siden VKO havde flertallet i 2011, på den finanslov, som de røde partier har lavet sammen for 2012. Det er en kendsgerning, at der er sparet 419 mio. kr., og det er meget ærligt og ordentligt bekræftet af uddannelsesministeren i et svar til Folketinget.

Mit ærinde er imidlertid et andet, og det er, at det er jo en radikal specialitet at tale om det brede samarbejde, etikken og moralen på Christiansborg, og at vi skal række hænderne frem på kryds og tværs og få det bedst mulige ud af det. Og det er derfor, jeg rejser det her, for det har været et chok for mig at opleve, at den radikale minister vælger at skrotte et så vigtigt forlig som forliget om udligning mellem kommunerne, som er så afgørende for den enkelte kommunes mulighed for at virke. Så jeg har faktisk to spørgsmål til ordføreren:

Det ene er: Hvordan i alverden kan en radikal minister finde på at bryde et forlig på den utiltalende måde? Og det andet spørgsmål er: Hvordan kan det være, at man kan pege på i hvert fald fire meget dårligt stillede nordjyske kommuner, som skal levere til denne udligning? Jeg nævner: Læsø Kommune, Jammerbugt Kommune, Morsø Kommune og Mariagerfjord Kommune. Altså, hvordan kan en radikal minister finde på at bryde et forlig? Og hvordan kan man oven i købet finde på at tage fra nogle af de kommuner, som ministeren selv konstaterer ikke er velstående?

Ordføreren.

Jeg må først starte med fru Tina Nedergaards indledning, hvor fru Tina Nedergaard understreger, at der blev sparet 419 mio. kr. – det var netop, hvad jeg sagde. Jeg sagde: Det er jo sandt. Men alligevel er det jo ikke helt sandt, for de 419 mio. kr. var en del af den finanslov, som den nye regering byggede oven på. Derfor er det jo rigtigt, at der blev sparet på forskningen, men det blev gjort i VK's finanslovforslag for 2012 og blev modereret med 300 mio. kr. af den nye regering.

Det er ministerens vurdering, at det forlig om udligningsreformen var brudt, fordi der var sket ændringer i udligningsreformen i 2009 – tror jeg – om noget, der var puttet ind i den, som De Radikale ikke havde været med til. De nordjyske kommuner skal jeg overhovedet ikke kunne gøre rede for, for der er lavet en udligningsreform, der har nogle parametre, og de parametre udløser altså enten tilskud eller at man skal betale – sådan er det. Det er det, udligningsordninger består i.

Fru Tina Nedergaard.

Jamen så kan det undre en anelse, hvorfor ministeren i sin invitation til netop de partier, der var med i det gamle forlig – Dansk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti – understreger, at det er forligspartierne, hun indkaldte. Der er simpelt hen ikke nogen god forklaring. Og det er ærgerligt, for i hvert fald nogle partier i Folketinget havde tiltro til, at Det Radikale Venstre ville arbejde for et bredt samarbejde; men regeringen må jo så arbejde på at genetablere tilliden til de tre partier, der blev smidt ud af forliget her i foråret.

Men det ændrer ikke på, at selve det forlig, den aftale, man så indgik med Enhedslisten, rent faktisk tager penge fra nogle kommuner, som økonomi- og indenrigsministeren selv nævner ikke er velstående kommuner. Jeg nævner igen, at det er nordjyske kommuner, som fru Marianne Jelved udmærket kender: Det er Læsø Kommune, Jammerbugt Kommune, Morsø Kommune, Mariagerfjord Kommune, og jeg kunne også for god ordens skyld nævne Thisted Kommune. De skal alle sammen aflevere penge, til trods for at de ikke har et overgennemsnitligt serviceniveau.

Ordføreren.

Der må være nogle parametre, som gør, at de ikke slår ud i forhold til dem. Det kan være sociale parametre af en eller anden art, det kan være andre parametre, som jeg ikke kender – det er ikke mit område som sådan. Men det er jo parametre, som afgør, hvor meget man skal betale, eller hvor meget man skal modtage. Den retfærdighed er jo aldrig rigtig, men det er så godt, man kan gøre det, når man har valgt at udligne mellem kommunerne.

Den næste for en kort bemærkning er fru Pia Kjærsgaard.

Tak. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har jo i den grad efter septembervalget sidste år berettiget stået for skud på grund af adskillige løftebrud. Der har De Radikale ikke været så sårbare, fordi fru Margrethe Vestager i de mange debatter, vi havde op til valget, jo bare holdt mund, når de to partier, som hun ville danne regering med efter valget, udstødte løfter til højre og venstre. Hun udtalte sig ikke om det, men har bare stået og tænkt: Det bliver ikke til noget, hvis jeg skal sidde med omkring bordet oppe i det høje tårn. Der var så også mange ting, der ikke blev til noget.

Men der er dog en ting, som jeg har gået og undret mig lidt over. Skatteordføreren, hr. Nadeem Farooq, har til Nordjyske den 14. januar sagt, at man ikke ville røre ved boligskatterne overhovedet i denne valgperiode og heller ikke ville smugle dem ind ad bagdøren i næste valgperiode. Der må vi jo bare konstatere, at det har Det Radikale Venstre gjort i det forslag, der ligger til en skattereform. Det synes jeg bare at jeg ville konfrontere fru Marianne Jelved med. Jeg fatter simpelt hen ikke, at vi også her kan opleve, at man har sagt noget, som man er løbet fra, desværre.

Ordføreren.

Fru Pia Kjærsgaard tager desværre helt fejl. Jeg vil så nødig korrigere fru Pia Kjærsgaard, som plejer at have styr på alting. Vi har i Det Radikale Venstre før valget sagt ganske klart, at vi efter den valgperiode, vi er i nu, gerne ville opsige, at man ikke kan røre ved boligudgifterne og boligbeskatningen. Så vi opsagde det faktisk med virkning fra næste valgperiode.

Pia Kjærsgaard.

Jeg skal bare citere hr. Nadeem Farooq fra den 14. januar: »Vi har aftalt, at vi ikke rører ved boligskat eller rentefradrag i denne periode«. Det sagde han til Nordjyske. Han understregede, at en øget boligbeskatning heller ikke vil blive ført ind ad bagdøren i næste valgperiode.

Ordføreren.

Det bliver den heller ikke. Den er ikke ført ind ad nogen bagdør. Der er en fortsættelse af den rentefradragsreduktion, som VKO har gennemført, og som implementeres over ret mange år, og først når det er færdigt, kommer den nye reduktion. Det er med et langt varsel. Nøjagtig ligesom fru Pia Kjærsgaard gik til valg på, at efterlønnen var ændret, men fru Pia Kjærsgaard argumenterede med, at det kunne vælgerne tage stilling til ved det valg, der kom.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg vil ikke gå ind i den diskussion, som ordføreren havde med fru Pia Kjærsgaard, som jo i virkeligheden handler om, at det for en del unge mennesker bliver sværere at bo i deres hus. Jeg vil gå i den anden ende af aldersskalaen, nemlig til de ældre. Jeg spurgte jo den socialdemokratiske politiske ordfører om, hvorfor man ønsker, der skal være særlig høje skatter, alt efter hvilken alder man har. Hr. Magnus Heunicke ønskede ikke at svare, og derfor håber jeg, at Det Radikale Venstres ordfører ønsker at give et svar på spørgsmålet: Hvorfor er det, at man indfører et aldersdiskriminerende skattesystem, hvor ældre mennesker har højere skatter end andre, og er det et princip, man vil udbrede til andre dele af skattesystemet?

Ordføreren.

Med forbehold for, at jeg ikke ved, hvilken slags diskussion der har pågået internt i regeringen som begrundelse for den beslutning, der ligger nu, vil jeg gerne komme med den begrundelse, jeg giver det, og som gør, at jeg stemmer for det.

Jeg må sige, at jeg jo er en af dem, der kender smerten, hvis man kan kalde det det – i anførselstegn – og jeg ved jo, at jeg arbejder og jeg har en arbejdsindkomst, men jeg betaler ikke ATP. Jeg kan også oplyse, at jeg har opsat folkepension, og det vil sige, at jeg faktisk på et tidspunkt, når jeg holder op med at arbejde, får en anselig større folkepension, end jeg ellers ville have fået, hvis jeg havde taget den fra 65 år. Det er i hvert fald to begrundelser, som jeg synes at man skal have med i sine overvejelser.

En tredje begrundelse er, at jeg vedstår mig, at rigtig meget af den opsparing, jeg har på forskellig vis i hus og sommerhus og øvrig opsparing, jo bl.a. er grundlagt på et tidspunkt, hvor vi havde en rentefradragsværdi på 73 pct., en inflation på 12 pct., hvilket betyder, at rigtig mange skatteborgere har været med til at finansiere min families opsparing. Det er så ændret igennem skattereformer fra 1980'erne over 1990'erne og også ændringer i 00'erne. Derfor er der jo meget ulige vilkår for opsparingsmulighederne imellem den generation, jeg tilhører, og den generation, hr. Simon Emil Ammitzbøll tilhører.

Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg synes, at det er interessant, at fru Marianne Jelved siger, at hun selv føler smerten – var det sådan, der blev sagt – eller i hvert fald selv vil bliver ramt af det her, og som så mange andre gange i min tilværelse vil jeg gerne gøre det godt for fru Marianne Jelved, og derfor, ikke kun derfor, men også derfor, kunne jeg godt tænke mig at få måske en lidt skarpere begrundelse for, hvorfor man tager det, for jeg synes ikke, at det er for meget at kalde det sådan, aldersfascistiske træk at sige, at når man er over en vis alder, skal man betale en særlig høj skat. Man behøver ikke at tænke særlig lang tid over det for at kunne høre, hvor urimeligt det egentlig er.

Nogle af de mennesker, det rammer, er jo ikke så voldsomt rige, som retorikken måske gerne vil give udtryk for. Det vil være sådan, at for fru Marianne Jelved, som sidder her lige lidt til højre for mig, vil der være en højere beskatning end for mig. Det viser jo med al ønskelig tydelighed, hvor uretfærdigt det er. Kan ordføreren ikke forstå, at der sidder rigtig mange mennesker over 65 og måske også dem, der nærmer sig, og er bekymrede for, at den her regering vil flå dem i særlig grad, ramme dem særlig hårdt alene på grund af deres alder.

Jeg troede faktisk, at Det Radikale Venstre havde den utrolig smukke tanke, at det at fylde et bestemt antal år ikke er en social begivenhed. Det er det så heller ikke længere. Nu er det åbenbart en omvendt social begivenhed, der gør, at man kan yde et ekstra skattebidrag. Det synes jeg er meget urimeligt, må jeg sige.

Ordføreren.

Nu vil jeg godt understrege meget klart, at hr. Simon Emil Ammitzbøll udtaler sig på en måde, som om det her gælder alle, der er blevet 65 år. Det gælder nogle, som har en særlig høj indkomst, og det gælder for dem, der har en indkomst, der er over 409.000 kr., tror jeg. Det er lige over 400.000 kr., så langt, langt de fleste folkepensionister går fri af det her og bliver ikke behandlet på den måde, som hr. Simon Emil Ammitzbøll taler om. Det vil jeg bare gerne understrege. Det er altså særlig velhavende pensionister, som har en særlig høj opsparing ved siden af folkepensionen.

Den næste med en kort bemærkning er fru Benedikte Kiær.

Ja, hr. Simon Emil Ammitzbøll er jo ikke den eneste, der undrer sig. For jeg undrer mig også meget over, at Det Radikale Venstre nu lige pludselig går ind for aldersdiskrimination, altså at topskattegrænsen, når man er 68 år, falder til 409.000 kr., i stedet for at den var 467.000 kr., som den ville være, hvis man var 66 år. Vi taler om, at mennesker bliver sundere og sundere, og at de bliver på arbejdsmarkedet i længere og længere tid, men når man er over 67 år, gælder der så åbenbart andre standarder.

Der er en anden ting i forbindelse med det her skatteudspil og det, som Det Radikale Venstre siger, der også undrer mig, og det er det, der er med hensyn til det gamle forlig, som der er i forhold til folkepensionen. Der ville jeg egentlig gerne høre ordføreren, hvordan det kan være, at De Radikale også her indfører nye standarder. Fru Marianne Jelved har selv som radikal leder i 2000 udtalt, at garantien, i forhold til der ikke skulle ændres noget ved folkepensionen, skulle holde frem til 2045, men nu lyder der nye toner fra De Radikale, altså at der egentlig ikke er tale om, at det er noget rigtigt forlig. Jeg vil gerne bede om en forklaring fra den radikale ordfører: Hvordan kan det være, at der lige pludselig ikke er tale om et egentligt, reelt forlig?

Ordføreren.

Folkepensionen eksisterer jo stadig væk. Det vil stadig væk være sådan, at der er et grundbeløb og en tillægspension, og med hensyn til sidstnævnte vil den stadig væk være indkomstafhængig. Det, der sker nu, er, at man giver nogle skattelettelser, som gør, at alle i det danske samfund vil få glæde af det. De, der er særlig svagt stillede, vil også få glæde af en særlig forøgelse af folkepensionens pensionstillæg og af grundbeløbet. Jeg har meget svært ved at se, at man så vil kunne sige, at folkepensionen er blevet ødelagt, eller at den er væk, eller at det, der var ideen med folkepensionen, er væk. Det er den ikke. Det er stadig væk sådan, at den er et fattigdomsværn for alle, og at man vil kunne bygge sin arbejdsmarkedspension og sin privatpension op oven på den. Men man ændrer det, der er vægtningen imellem grundbeløbet og pensionstillægget, og det er noget, som vi igennem længere tid har talt for. I stedet for at det er sådan, at man har en ældrecheck, ville vi hellere lave om på det, sådan at en større del bliver indkomstafhængig. Det er så blevet lavet både i forbindelse med ældrechecken og i forbindelse med den differentiering, som jeg lige har beskrevet.

Fru Benedikte Kiær.

Jeg forstår ikke rigtig fru Marianne Jelveds svar, når det er sådan, at der i aftalen fra efteråret 2000 ordret står: »... uanset udviklingen i flertalsforholdene kan der ikke uden enighed mellem aftalepartierne gennemføres forringelser af folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg«. Det, der ligger i det her skatteudspil, er jo netop, at der vil ske en forringelse af grundbeløbet; det kan man vist ikke løbe fra. Så jeg vil egentlig høre den radikale ordfører, nu har jeg ikke fået svar på det, om det skal være sådan, at man her følger den tradition, der gælder med hensyn til forlig, altså at man først kan vedtage det her og – rettere sagt – at det kan træde i kraft efter et kommende folketingsvalg. For jeg kan da ikke forestille mig, at Det Radikale Venstre igen vil løbe fra noget, der er et klokkeklart forlig.

Ordføreren.

Samlet set er det sådan, at det er grundbeløbet, der bliver reduceret, og at det er pensionstillægget, der bliver forøget. Så det er jo et fortolkningsspørgsmål, altså om man kan fortolke den tekst, som fru Benedikte Kiær lige læste op, på den ene eller på den anden måde. Samlet set eksisterer folkepensionen stadig, og den har stadig væk den funktion, de funktioner, som den hele tiden har haft. Vægtningen er skiftet fra grundbeløbet til pensionstillægget. Mere er der ikke at sige om det.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg synes, det var udmærket, at fru Marianne Jelved fik præciseret, at de pensionister, som stadig kommer til at betale topskat, er velhavende. Det betyder, at dem, der så slipper for at betale topskat, og som ikke er pensionister, også er velhavende. Det betyder så også, at f.eks. alle de førtidspensionister, som er på den nye ordning, skal acceptere forringelse i deres økonomi, forringelse i deres forbrugsmuligheder i de kommende år, fordi pengene skal bruges til skattelettelser til de velhavende. Det er jo det, det betyder. Jeg vil bare spørge fru Marianne Jelved, om hun synes, det er rimeligt. Når jeg tager førtidspensionisterne, er det, fordi vi her ikke taler om arbejdsudbud og den slags.

Omkring behovet for at øge arbejdsudbuddet vil jeg godt spørge fru Marianne Jelved om noget. Når det nu viser sig, at de tal, man har baseret sin politik på, er forkerte, altså at der er mere arbejdskraft til rådighed i 2020, end man havde beregnet, og når forskningschefen i DREAM, som jeg ved er nogle økonomer, som man i Det Radikale Venstre lytter meget til, siger, at det måske ikke er helt rigtigt at fastholde det samme fokus på at øge arbejdsudbuddet, når tallene viser sig at være anderledes, kan det så ikke godt give anledning til overvejelse i Det Radikale Venstre om, hvorvidt man behøver at gennemføre den meget hårdhændede behandling af de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere, som man lægger op til i den her skattereform?

Ordføreren.

Førtidspensionister, der får lov til at gå fra den gamle ordning til den nye ordning, og dem, der allerede er på den nye ordning, får stadig væk en regulering af deres førtidspension fremefter. De får den ikke i det omfang, som den har været før, men de får stadig væk en regulering fremadrettet. Det synes jeg ikke er galt. I forvejen synes jeg vi har gjort, hvad vi kunne for at give de økonomisk dårligst stillede en håndsrækning igennem den skattereform, vi behandler og diskuterer her.

Om arbejdsudbuddet har jeg noteret mig, at der er flere, der mener, at vi sådan set har arbejdsudbuddet på plads nu. Og der vil jeg bare advare imod, at man på grund af ændrede statistiske oplysninger, som ikke giver ret store udslag, når det kommer til stykket, ændrer hele vores politik på det her område. Det er fuldstændig klart, at jo flere, der arbejder i Danmark, jo mere indkomst har vi, jo flere indtægter har vi, og jo bedre har vi frihed til at indrette vores velfærdssamfund. Derfor er det faktisk, uanset alt andet, en fordel, at der er flere, der arbejder i Danmark. Når flere arbejder, er der flere, der er med i det fællesskab, der bidrager til fællesskabet, og det vil alle i virkeligheden gerne kunne. Så derfor handler det også om at skabe mulighed for nye arbejdspladser. Det vil jeg gerne understrege. Det ligger også i det, regeringen har lagt frem.

Hr. Per Clausen.

Fru Marianne Jelved har jo ret i, at det er en stor fordel både for den enkelte og for samfundet, hvis der er flere, der kommer i arbejde. Helt enig! Men fru Marianne Jelved ved jo også udmærket godt, at den automatiske sammenhæng, som nogle indimellem lader som om der er, mellem at øge arbejdsudbuddet og at få flere i arbejde ikke findes, den eksisterer ikke. Det betyder jo ikke, at man ikke godt kan komme i situationer, hvor det er vigtigt at få flere mennesker til at arbejde mere, fordi der er et behov for det, et behov for den arbejdskraft. Men i en situation, hvor man har 160.000 arbejdsløse, er det lidt vanskeligt at sige, at det er mangel på arbejdskraft, der er det akutte, det vigtige hovedproblem. Jeg synes sådan set, at fru Marianne Jelved skulle forholde sig til den virkelighed, som også økonomer nu begynder at forholde sig til.

Det andet er bare at sige til fru Marianne Jelved, at det at sætte menneskers indtægt i stå, forstået på den måde, at de beholder den samme levestandard, gør jo, at de mennesker, hvis ellers regeringens egne forudsigelser om, hvordan økonomien udvikler sig de kommende år, bliver rigtig, bliver relativt rigtig fattige. Nu kan man diskutere det med nogle af de øvrige folketingsmedlemmer, for de kan ikke erindre så langt tilbage, men fru Marianne Jelved ved jo udmærket godt, at hvis man i f.eks. 20 år ikke har nogen udvikling i sine forbrugsmuligheder, så ender man altså med at være fattig.

Ordføreren.

Der står ikke nogen steder i de forslag, hele skattereformpakken, regeringen har lagt frem, at det her varer i 20 år. Det varer i en mere begrænset periode. Jeg kan ikke huske, om det er til 2017, eller hvad det er. Men i hvert fald er det jo ikke noget, der varer evigt, for på et eller andet tidspunkt tager vi det selvfølgelig op igen. Men i forbindelse med det med arbejdsudbuddet vil jeg godt understrege, at det faktisk er en erfaring, en empirisk erfaring, at der med arbejdsudbud følger beskæftigelse. Jeg må henvise til hr. Claus Hjort Frederiksens udgivelse fra hans finansministertid, reformdagsordenen, april 2011, kapitel 4. Der er faktisk et meget interessant kapitel, hvor man kan læse og se eksempler fra hele verden om, at arbejdsudbudsudviklingen følges af beskæftigelsesudviklingen – også i Danmark. Danmark har jo en langt, langt højere beskæftigelse i dag, end vi havde efter anden verdenskrig. Der er faktisk 800.000 flere i beskæftigelse til trods for ny teknologi, til trods for alle mulige effektiviseringsmuligheder. Så der sker noget, når effekten af beskæftigelsen begynder at vokse; højere aktivitet – dermed mere beskæftigelse.

Den næste med en kort bemærkning er fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Jeg vil egentlig gerne følge op på det, hr. Per Clausen spørger ind til, nemlig arbejdsudbuddet. Fru Marianne Jelved har jo lige stået og givet en lektion i, at det er vigtigt, at man har et højt arbejdsudbud, for at man kan have en høj beskæftigelse. Hvordan harmonerer det med, at fru Marianne Jelveds parti, Det Radikale Venstre, deltager i en regering, hvor man i de sidste 8 måneder varigt har skadet arbejdsudbuddet i Danmark med 5.000 personer, og hvor beskæftigelsen i samme periode er faldet med 4.500 personer? Altså, fru Marianne Jelved må jo finde ud af, hvad det er, hun vil svare. Det kan jo ikke passe, at den radikale politik, selv om den er radikal, kan rumme, at man kan give et svar til Enhedslisten og et andet svar til den anden side af Folketingssalen. Så radikal kan man vel ikke være.

Ordføreren.

Nej, men den helt almindelige sammenhæng vil jeg gerne med nemhed gøre rede for her fra talerstolen. Regeringen valgte at skaffe 5 mia. kr. til at fjerne fattigdomsydelser og andre ting med i forbindelse med finansloven 2012. Det var med fuldstændig åbne øjne. Vi vidste godt, at det reducerede arbejdsudbuddet. Derfor har vi jo gjort det, at vi med 2020-planen og skattereformen vil øge arbejdsudbuddet til endnu mere end det, der står i regeringsgrundlaget. Så der er taget højde for det, fru Ellen Trane Nørby spørger ind til. Der er kompenseret for reduktionen i arbejdsudbuddet som en effekt af det, der skete omkring finansloven 2012. Det er imødegået med 2020-planen og skattereformen, og vi når mere end det arbejdsudbud, som vi havde forudset i vores regeringsgrundlag.

Fru Ellen Trane Nørby.

Det virker lidt, som om fru Marianne Jelved nu også har tiltaget sig evnen til at skaffe job ved bare at tale om job, og så kommer de. Det er jo lidt det, vi har hørt hele dagen i dag fra hr. Magnus Heunickes og fra statsministerens side. Det er bare, at siger man kickstart ofte nok, kommer der nogle job ude i den virkelige verden. Det er desværre bare ikke sådan, tingene hænger sammen, og det, danskerne har oplevet, er, at beskæftigelsen er faldet med 4.500, og det har Det Radikale Venstre lagt stemmer til. Men det fik vi jo så også bekræftet med det svar, fru Marianne Jelved gav.

Så vil jeg egentlig gerne følge op på det, som både fru Pia Kjærsgaard, hr. Simon Emil Ammitzbøll og fru Benedikte Kiær spurgte ind til, nemlig folkepensionen og det forhold, at Det Radikale Venstre nu går ind for aldersdiskrimination. Fru Marianne Jelved sagde, at det er så få seniorer, der er aktive ude på arbejdsmarkedet, og at det derfor ikke var noget, der ligesom spillede en økonomisk rolle, men hvis det forholder sig sådan, er det jo symbolpolitik, det, der ligger i regeringens skattereform.

Hvis det forholder sig på den måde, som fremgik af fru Marianne Jelveds svar til fru Benedikte Kiær, så drejer det her sig jo om meget få seniorer, som er aktive ude på arbejdsmarkedet, så er det her jo ren symbolpolitik, så er det jo, mere fordi man politisk går ind for aldersdiskrimination, end fordi man har et økonomisk argument. Derfor vil jeg blot høre Det Radikale Venstre, som normalt plejer at være et parti, der går ind for, at folk bliver behandlet lige: Hvordan kan Det Radikale Venstre gå ind for aldersdiskrimination på den her måde, som det ligger i skattereformen?

Ordføreren.

Jeg sagde ikke, at der er få seniorer på arbejdsmarkedet, og det kan dokumenteres, fordi alt, hvad der bliver sagt herfra, jo bliver skrevet ned. Jeg har ikke sagt således, for det har jeg ingen viden om.

Jeg har argumenteret for, hvorfor jeg mener, det er rimeligt at gøre det, som regeringen gør. Det kan jo dokumenteres efterfølgende. Der vil jeg gerne understrege de opsparingsvilkår, der har været for mig og min generation, og det vil sige for dem, der i dag er folkepensionister og har en høj pension. Det er dem, jeg taler om. Jeg taler ikke om dem, der kun har deres folkepension og en lav pension. Der synes jeg der er rimelighed i, at de bidrager til at finansiere, at vi kan få et større arbejdsudbud, at vi kan få mindre skat på arbejde for dem, der er yngre, og for den sags skyld også for dem, der er ældre, men jeg synes altså, det er ganske rimeligt, for mine opsparingsforhold har været helt anderledes fordelagtige end dem, som nutidens unge mennesker har.

Den sidste for en kort bemærkning er hr. Peter Skaarup.

Man må jo rose Det Radikale Venstre og herunder selvfølgelig også ordføreren, fru Marianne Jelved, i dag, fordi det er lykkedes De Radikale at komme igennem med så forholdsvis mange ting i forbindelse med regeringsdeltagelsen fra Det Radikale Venstres side. I dag har De Radikale f.eks. presset så hårdt på for at få et udspil til en skattereform, at vi faktisk næsten kun diskuterer det her i Folketingssalen i dag i forbindelse med de spørgerunder, der nu er. Det må jo egentlig være godt for regeringen, for der er rigtig mange ting, der er gået skævt, og som går skævt i øjeblikket, som vi så måske ikke får diskuteret så meget.

Men jeg kunne så godt tænke mig at spørge til noget af det, jeg synes er gået helt fuldstændig skævt, og hvor regeringen også har et problem. I øjeblikket oplever man på asylcentrene en større tilstrømning, end vi har set tidligere. Der er flere afviste asylansøgere, altså nogle, der ikke kan få asyl via de kanaler, der nu er for at få det, og som venter på at få afklaret deres sag med henblik på at komme hjem. Hvad vil Det Radikale Venstre gøre ved det? Er det en ønskelig udvikling? For man har jo gennemført en slappere udlændingepolitik, end i hvert fald Socialdemokraterne og SF gik til valg på. Og hvad vil De Radikale i øvrigt foreslå vi gør ved det? For hvis vi bare lader slå til, får vi jo tidligere tiders uansvarlige udlændingepolitik her i landet. Det er vi godt på vej til.

Ordføreren.

Jeg er sådan set imponeret af, at hr. Peter Skaarup mener, at de lovændringer, der er ved at blive vedtaget og lige er blevet vedtaget, allerede har den store effekt, som hr. Peter Skaarup beskriver. Det kan jo stort set ikke lade sig gøre. Vi har overhovedet ikke ændret ved asylreglerne. Vi har ændret ved starthjælpen, og det er først ved at træde i kraft her i foråret. Det har jo ikke haft den effekt, at der sidder endnu flere asylansøgere, endnu flere afviste asylansøgere, på centrene, end der gjorde for et halvt år siden. Det hænger ikke sammen med det, regeringen har lavet af lovgivning, som er vedtaget her.

Peter Skaarup.

Det er rigtigt, at en af de ting, man har ændret, er, at man har afskaffet starthjælpen. Det vil sige, at man fra dag et, når man kommer til Danmark, kan få adgang til højere sociale ydelser end i mange af de lande, vi sammenligner os med, fordi man altså kan få kontanthjælp. Det er i øvrigt noget, der virker fuldstændig imod Det Radikale Venstres politik, for det gør, at arbejdsudbuddet bliver mindre, fordi der er flere, der så ikke går ud på arbejdsmarkedet, fordi de jo nu kan få en højere ydelse ved bare at være derhjemme.

Men når det så er sagt, er der grund til at diskutere det her, for det er vel ikke en ønskelig udvikling, at der ikke er styr på tingene, når det gælder udlændingepolitikken. Hvis vi kigger tilbage på det, der skete i 2002, da man strammede udlændingeloven, tror jeg godt, at fru Marianne Jelved kan huske, at det, der skete allerede ved udsigten til, at der kom en række stramninger, da den borgerlige regering trådte til, var, at mennesker i mindre grad søgte til Danmark som asylsøgere. Menneskesmuglerne fandt simpelt hen ud af, at der var nogle andre ruter, de skulle benytte sig af, end lige den, der gik til Danmark. Det er jo det, man kan risikere sker nu, fordi der er så dårlig kontrol ved grænsen, fordi Det Radikale Venstre i øvrigt har været med til at afskaffe den grænsekontrol, som Dansk Folkeparti fik indført sammen med den tidligere regering.

Ordføreren.

Altså, hr. Peter Skaarup bliver nødt til at lytte til, hvad der bliver sagt. Ellers kan vi jo ikke tale sammen. Man får ikke kontanthjælp fra dag et, man kommer ind i Danmark og søger asyl. Det er der jo ikke nogen der gør. Det får man ikke. Man kan få kontanthjælp, hvis man er blevet anerkendt som flygtning, og der går faktisk noget tid, inden man er igennem den proces. Så det er jo ikke rigtigt, at der er sket den ændring, at man kan få kontanthjælp fra dag et, man kommer ind over landets grænser. Der er ikke noget, der er gået skævt på det område. Det udvikler sig fuldstændig stille og roligt, og der er ikke noget, der kommer til at skabe store pukler på det område. Der er ingen ændringer af den karakter. Der bliver ikke ændret ved asylreglerne, der er ikke nogen planer om det, så det skal nok gå.

For regeringen er der ikke mange ting, der går skævt. For regeringen er der rigtig mange ting, der går den rigtige vej. Vi har ikke talt så meget om trepartsforhandlingerne, men jeg vil gerne slutte med at sige, at det jo er en af de ting, som virkelig kan skabe historie i Danmark, og som har gjort det før, og som er udtryk for en rigtig dansk arbejdsmarkedsmæssig og politisk kurs og kultur, så vi skal glæde os over, at der er rigtig mange ting, der trækker i den rigtige retning, og så samarbejde om dem. Så mit budskab til hr. Peter Skaarup skal være at gøre det.

Tak til den radikale ordfører. Vi nåede kun syv spørgere, fordi alle var enige om at overskride taletiden.

Så er det Socialistisk Folkepartis ordfører, hr. Jesper Petersen.

Tak for det. Forandringens vinde blæser over Danmark. Efter 10 år med en politisk ledelse af Danmark, der talte til det lille, det selvcentrerede og det småtskårne i os alle sammen, har vi nu en regering, der taler til det store i danskerne, hvor solidaritet, fællesskab, bæredygtighed og en vilje til at skabe et bedre samfund trods svære økonomiske tider er de bærende værdier. Det har kunnet aflæses i en ny kurs for Danmark gennem regeringens politik i de første 8 måneder.

SF er stolte af for første gang at være en del af en regering og af at tage ansvaret på os i en vanskelig tid. Imens ligger hr. Lars Løkke Rasmussen solidt i hængekøjen og overvejer, hvornår han næste gang skal lade omverdenen høre fra sig via Facebook, og lader os andre om at løse de problemer og lukke de huller i kassen, hans regering efterlod. Hængekøjestilen, visnepolitikken og det ensidige fokus på skattelettelser får næsten Venstre til at minde om en dansk udgave af Tea Party-bevægelsen. I går dukkede han så op med en rigtig fysisk, gammeldags analog udtalelse om skattereformen. Førhen flyttede hr. Lars Løkke Rasmussen fra almindelige danskeres lommer til bankdirektørernes lommer. Nu er det efter SF's mening almindelige lønmodtagere tur til at opleve en fremgang, hvis regeringen kan få et flertal hjem for skattereformen, men mere om den senere.

Regeringen er i gang med at træffe dristige og vigtige beslutninger, der skal modernisere og forny vores samfund. Vi skal tænke langsigtet og skabe en samfundsmodel med ny miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed. Der skal være styr på økonomien. Der skal ikke være flere ufinansierede skattelettelser, og vi skal skabe job, grøn omstilling og fornyet fremgang i årene, der kommer. Danmark skal blive dygtigere, grønnere og mere solidarisk.

Vi vil ikke i Danmark nøjes med at prøve at skabe balance og levere det, som hr. Lars Løkke Rasmussen aldrig formåede, nemlig orden i økonomien og to streger under facit. Det er ikke derfor, SF gik i regering. Vi er ikke i regering for at drifte, men for at skabe forandring og konkrete forbedringer for de mennesker, som slider på danske arbejdspladser, som er så uheldige at være blevet syge eller arbejdsløse, og som knokler på skolebænken. Og vi er i regering for at sætte alt ind på at skabe job til de alt for mange arbejdsløse, der så en krise i den finansielle sektor vælte korthuset og tage deres job med sig i en voldsom økonomisk tsunami.

Regeringen har sat gang i en stribe reformer. Når 2020 bliver nutid og ikke bare er nogle tabeller og grafer på et stykke papir, kan vi se tilbage på regeringsskiftet i 2011 med vished om, at her tog Danmark et vigtigt sporskifte. Vi vil sammen med Socialdemokraterne og De Radikale bygge videre på fællesskabet i vores tid ved magten, modernisere vores samfund og stå sammen gennem krisen.

Det er store udfordringer, vi står over for. Alt for mange danskere er uden arbejde, ungdomsarbejdsløsheden er fordoblet, siden krisen satte ind, så der nu er cirka 50.000 unge uden job – de unge, som eksstatsministerens søn aldrig havde hørt om, er der nu 50.000 af – og vi har mistet 190.000 private arbejdspladser på få år. Det svarer til, at Danmark mistede over 100 job hver dag i den periode, hr. Lars Løkke Rasmussen var statsminister – også om søndagen. Samtidig er Danmark rutsjet baglæns, når det handler om uddannelse, produktivitet og graden af beskæftigelse, og uligheden er vokset på en række punkter. De udfordringer skal regeringen løse, så vores samfundsmodel igen bliver bæredygtig.

Vi er optaget af at få styr på økonomien, og der er ikke plads til store armbevægelser i den offentlige sektor i de kommende år, men vi kan og vil ikke ensidigt spare os gennem krisen. Vi skal arbejde, reformere og dygtiggøre os for at løse vanskelighederne. Danmark skal i arbejde. Når alle 2020-planens reformer er på plads, lukker vi hullet i økonomien, skaber rum til en moderat vækst i den offentlige sektor og derudover et råderum til at investere i nye job, i mere uddannelse, i bedre sundhed, i grønne investeringer og i at skabe ny vækst.

Højrefløjen klattede et historisk opsving væk i en farlig cocktail af slap budgetkontrol og ufinansierede skattelettelser. Og i sin korte tid i opposition er det nu også lykkedes oppositionens leder, eksstatsministeren, at love danskerne reelle skattelettelser for ikke mindre end 13 mia. kr. uden at kunne pege på, hvor pengene konkret skal komme fra, og om man overhovedet er villig til at lave de reformer, der skal til, og uden at forklare, hvorfor det er så galt at ville lave skatteomlægninger, som man sådan set selv gjorde ad flere omgange. Fejltagelser af den kaliber med den farlige cocktail af slap budgetkontrol og ufinansierede skattelettelser kommer en regering med deltagelse af SF ikke til at gentage. Det er tværtimod en vigtig socialistisk dyd at sørge for en bæredygtig samfundsøkonomi.

Gratis lægehjælp, gratis uddannelse og et solidt socialt sikkerhedsnet er kernen i vores velfærdssamfund, den selv samme kerne, som VKO-partierne lige så langsomt gnavede løs af med indførelsen af private sundhedsforsikringer, mislykket uddannelsespolitik og fattigdomsydelser så lave, at det fastholdt mennesker i fattigdom. Alt det har vi allerede gjort op med. Det er slut med overbetaling af privathospitalerne, og hvis private klinikker i dag laver grumme fejloperationer, skal det ikke længere bare være det offentlige, der hænger på regningen.

Men trods fremskridtene på en række områder er der desværre stadig alt for mange mennesker, som er parkeret på perronen, mens toget suser forbi. Tag nu de 6.000 danskere, som har været på kontanthjælp i mere end 10 år i træk. Det kan vi ikke være bekendt, og det er ikke godt nok, at en af de bedste pejlinger på, hvor langt et menneske kommer i uddannelsessystemet, er at se på, hvilken uddannelse forældrene har. Det er en mangel på social bæredygtighed, som SF og andre kræfter, der kæmper for reelt lige muligheder, ikke kan være tilfredse med.

Naturen, miljøet og klimaet er uerstattelige værdier, vi skal passe på, for vores egen skyld og for vore børns. Vi har brug for en ny, grøn og bæredygtig vækst, og dem, der hævder, at der er en modsætning mellem miljøhensyn og arbejdspladser, tager fejl. Hvis vi opfører os klogt i Danmark, kan grøn politik blive en helt afgørende fordel for dansk erhvervsliv. Vi kan blive foregangsland i en global grøn omstilling. SF er særlig stolte af det brede energiforlig, som viser vejen frem mod den dag, hvor Danmarks energiforsyning er uafhængig af fossile brændsler, og som i mellemtiden skaber tusindvis af nye, grønne job, når havvindmølleparkerne skal etableres og alle energieffektiviseringerne foretages.

Meget af debatten i dag har kredset om det udspil til skattereform, som regeringen lagde frem i går, rugbrødsreformen, en fuldt finansieret omlægning af skatten, hvor vi har lige så meget råd til velfærd efter reformen som før reformen. Ingenting er ufinansieret. Ad åre kommer der faktisk en pæn samfundsgevinst, som kan bruges til at skabe job og nye investeringer, der bringer vores samfund fremad. Det er noget helt nyt og spændende, nærmest eksotisk, efter VKO's skæve og ofte ufinansierede skattepolitik. Rugbrødsreformen sætter gang i hjulene og skaber flere job. Investeringsvinduet til danske virksomheder, der vil føre til investeringer på 15-20 mia. kr. i danske virksomheders produktionsapparat, får tusinder i arbejde allerede næste år.

Almindelige lønmodtageres lønudvikling er ikke noget at prale af for tiden. Der er indgået meget ansvarlige overenskomster fra danske lønmodtageres side, og nu viser deres organisationer sig også villige til at give den et ekstra nøk på arbejdsmarkedet via de trepartsforhandlinger, der er i gang. Regeringen ønsker omvendt at give almindelige lønmodtagere, HK'eren og SOSU-assistenten, metalarbejderen og folkeskolelæreren, industriarbejderen og sygeplejersken, mere ud af deres slid på jobbet. Det synes vi er god skattepolitik. Vi foreslår også et løft på godt 5.000 kr. til de folkepensionister, som har mindst at leve for. Til gengæld må bankerne bidrage lidt mere til fællesskabet. Stigningen i overførselsindkomsterne bliver på cirka 21 pct. i stedet for 27 pct. det næste årti. De mest velstillede forældre får en mindre børnecheck, og rentefradraget på de store renteudgifter skal, jo i direkte forlængelse af, hvad den gamle regering besluttede, aftrappes yderligere over en årrække.

Vi har med det et udspil til skattereform, der sådan set er fikst og færdigt. Partiegoistiske og taktiske hensyn kommer forhåbentlig ikke til at ødelægge chancen for at lave en bred reform. Nogle partier har markeret sig med skarpe holdninger til dele af udspillet, men ikke uden at de samme partier også har rost andre dele af udspillet. At Venstre både regner forkert i deres argumenter og nu mener, at der alligevel er råd til skattelettelser, trods det, at de mente det modsatte i valgkampen, er interessant nok, men mest interessant er det, at ingen på forhånd melder fra. Det giver mig håb om, at vi kan finde en god løsning og allerhelst et bredt forlig. Det vil tjene danskerne bedst, og det vil være et solidt bidrag til missionen om et dygtigere, grønnere og mere solidarisk Danmark, det Danmark, regeringen har sat kursen imod.

Der er ønsker om korte bemærkninger fra Ellen Trane Nørby, Pia Kjærsgaard, Per Clausen, Joachim B. Olsen, Mike Legarth, Flemming Damgaard Larsen, Merete Riisager, Benedikte Kiær, Jakob Ellemann-Jensen, Tina Nedergaard, Birgitte Josefsen og Gitte Lillelund Bech.

Vi begynder med fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Jeg kan nogle gange godt blive imponeret over, hvor upåvirket man kan være fra SF's og SF's ordførers side, når man omtaler nogle af de politikområder, hvor man i forhold til før valget har ændret hundrede og firs grader på politikken. Men det må jo være en rigtig god evne at have, altså det der med i forhold til løftebrud at være ligeglad med det og bare glide hen over det, som om det er helt naturligt, at danskerne ikke længere skal kunne stole på politikerne.

Men lad os kigge på reformen, som ordføreren kalder rugbrødsreformen – der er andre, der kalder den skilsmissereformen, fordi den jo favoriserer folk, der ikke er gift, eller folk, der lader sig skille. I skilsmissereformen indgår der en ændring af rentefradraget, sådan at de boligejere, som i forvejen er presset, nu bliver presset endnu mere i forhold til deres økonomi. Men det er jo ikke noget løfte, som SF kun gav før valget, det er også et løfte, som SF har givet efter valget, altså at man ikke ville røre rentefradraget. Skatteministeren sagde den 18. januar:

Regeringens linje er klokkeklar i det her spørgsmål: Vi piller ikke ved boligskatterne eller rentefradraget.

Hvad er det, der er sket siden januar, siden SF også på det her område nu løber fra løfter over for danskerne, over for de danske boligejere? Og hvorfor er det lige, at danskerne i dag skulle stole på det, hr. Jesper Petersen står og siger? For hidtil har man jo ikke kunnet stole på det, SF har sagt, hverken her i salen eller uden for salen.

Ordføreren.

Pladen sidder jo lidt fast i samme rille. Men jeg vil sige, at vi med hensyn til skattereformen har syntes, at det var et rimeligt finansieringsbidrag, at dem, der har været i stand til at tage de allerstørste lån og har så store renteudgifter, at de som par har over 100.000 kr. i renteudgifter, bidrager med noget til den skattereform; de får sandsynligvis også noget ud af det i form af skattelettelser. Men der bidrager man med finansiering til den skattereform, der altså løfter lav- og mellemindkomstgrupperne og de fattigste pensionister og sætter gang i hjulene.

Vi har i regeringsgrundlaget gjort klart, at vi ikke vil ændre på rentefradraget eller ejendomsværdiskatten i indeværende valgperiode, og det gør vi heller ikke. Der er lagt op til, at det starter senere, i næste valgperiode, og det ligger fuldstændig i forlængelse af, hvad den gamle regering gjorde, nemlig at man justerede rentefradraget på de her meget store renteomkostninger, og det er det, vi skruer en smule mere på. Men redskabet er ikke fru Ellen Trane Nørby ubekendt, for man har sådan set selv indført det i skattereformen fra 2009.

Fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Forskellen er jo så bare, at for det første lavede vi andre initiativer, som kompenserede for det, for det andet havde vi et skattestop, og for det tredje satte vi ikke skatter og afgifter op med over 6 mia. kr., sådan som regeringen allerede har gjort det i de første 8 måneder af dens levetid, sådan at en helt almindelig arbejderfamilie i dag skal betale 3.400 kr. mere.

Men lad os holde os til boligejerne, som nu heller ikke længere kan stole på det, SF siger, hverken det, de sagde før valget, eller det, de sagde efter valget. For det citat, jeg læste op før af skatteministeren, er tilbage fra januar måned, hvor skatteministeren sagde:

Regeringens linje er klokkeklar i det her spørgsmål: Vi piller ikke ved boligskatterne eller rentefradraget.

Så siger hr. Jesper Petersen, at det her kun rammer dem, som er rigtig rige og har store lån. Men er sandheden ikke, sådan som der også er flere aktører, der har været ude at sige, at det her lige præcis rammer de unge familier, som købte hus, dengang boligpriserne var på det allerhøjeste, og som i dag er teknisk insolvente og sidder hårdt i det? Rammer det ikke lige præcis førstegangskøberne og de unge boligejere, som i forvejen har en presset økonomi? Hvordan i alverden kan SF være bekendt, at man vil udhule økonomien for de unge familier endnu mere på det her område, på trods af at man både før og efter valget lovede, at det ville man ikke røre ved?

Ordføreren.

Først er det i forhold til tryghed sådan, at fremgangsmåden jo er den, at vi siger, at ejendomsværdiskatten ændrer vi ikke ved, og det loft, der er lavet over, hvordan grundskylden kan reguleres i kommunerne, hvilket jo altså også berører boligejerne, ændrer vi ikke ved. Det redskab, som Venstre og de andre partier bag den sidste skattereform fandt på med at justere rentefradraget for de store renteomkostninger, justerer vi så lidt mere. Hvis det er sådan, at det først og fremmest er unge, nærmest svage boligejere, der kommer til at blive berørt af det her, hvorfor var det så ikke også en kæmpe katastrofe for dem, da Venstre indførte det? Det var jo Venstre, der gjorde det på det tidspunkt, hvor boligpriserne for alvor raslede ned, efter at finanskrisen satte ind. Det var det, der skete. Det justerer vi en smule ned på.

Til sidst – nu er der ikke så meget af taletiden tilbage – må jeg så bare bede Venstre om snart at justere på det der regnestykke med, at en almindelig lønmodtagerfamilie har tabt 3.400 kr., for det, der sker med skattereformen, er, at de vinder omkring 7.500 kr., og så må man i gang med minusstykkerne og begynde at fortælle om den gode gevinst, der er for LO-familien med den skattereform. Og det håber jeg at vi måske kan være sammen om på et tidspunkt, når vi er færdige med at forhandle en skattereform. Det ville være ønskeligt.

Fru Pia Kjærsgaard.

Jeg vil godt høre, hvordan hr. Jesper Petersen og Socialistisk Folkeparti har det med at forringe de økonomiske vilkår for arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere og førtidspensionister.

Ordføreren.

Skattereformen, som jo er den, fru Pia Kjærsgaard henviser til, handler først og sidst om at skabe job. Vi har ikke en forventning om, at man skal være arbejdsløs, eller at man skal være på kontanthjælp eller dagpenge i 10 år. Det synes vi er at svigte. Derfor har vi jo sat en række initiativer i gang for at skabe flere job. Vi tror sådan set, at det, de arbejdsløse mest af alt vil, er at have arbejde, og det mener vi at vi har et politisk ansvar for at sørge for at gøre noget ved, og det gør vi med en række initiativer, også i skattereformen med det her afskrivningsvindue. Så det er hovedudfordringen.

Med hensyn til pensionister og SU-modtagere, så bliver SU-modtagerne simpelt hen ikke berørt af det, og de pensionister, der har færrest penge til sig selv, giver vi jo et økonomisk løft. Det ville jeg egentlig mene var noget, som også Dansk Folkeparti ville være med til at gøre noget ved. De pensionister, der har den mindste indkomst, får faktisk et løft på lidt over 5.000 kr. som følge af den reform, vi har spillet ud med, og jeg håber da, at Dansk Folkeparti vil dukke op og diskutere det i forhandlingerne om den her reform, for det vil være et rigtig godt fremskridt for dem.

Pia Kjærsgaard.

Det var et meget, meget enkelt spørgsmål. Så skal jeg spørge: Hvordan har hr. Jesper Petersen, Socialistisk Folkeparti, det med, at regeringens parlamentariske grundlag, fru Johanne Schmidt-Nielsen, kalder regeringen for klaphatte, kvajpander, og at man stjæler med arme og ben fra dagpengemodtagere, førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse? Det må da være hårdt.

Ordføreren.

Det tager jeg nu ret stille og roligt, og som der også bliver råbt, er ordet kvaj endnu ikke indgået i sprogbrugen. Det kan det selvfølgelig komme til, det er rigtig nok. Man må jo vælge sin måde at udtrykke sig på, som man vil. Jeg synes, at det, der i praksis står tilbage, er, at vi har et rigtig godt samarbejde med Enhedslisten. Vi har gennemført en finanslov med mange vigtige fremskridt. Energiforliget er de også med i. Vi har en vigtig trafikaftale, hvor vi jo også har kunnet mødes med Dansk Folkeparti om at forbedre den kollektive trafik. Så knubbede ord hører vist med til politik, og det kender fru Pia Kjærsgaard jo alt til – både til at modtage og levere dem. Så jeg lever, ligesom hun gør det, ganske godt med det.

Hvad det forrige spørgsmål angår, må jeg bare vende tilbage til den replik, som jeg havde til fru Pia Kjærsgaard, da hun var ordfører. Og jeg kan jo replicere – helt uden at sige noget om det økonomiske løft, som SU-modtagere eller pensionister får – at det sådan set var fru Pia Kjærsgaard selv, der undlod at justere personfradraget i adskillige år, og det ramte dem økonomisk. Det var for at få en plan til at hænge sammen i den gamle borgerlige regering. Det var ikke kønt, men det var det, Dansk Folkeparti gjorde.

Hr. Per Clausen.

Før valget, da dagpengeperioden blev halveret og optjeningsperioden fordoblet, kan jeg huske, at hr. Jesper Petersen var meget vred på den daværende regering, fordi den lod de arbejdsløse betale. Som bekendt er der ikke blevet rettet op de skader, de er der stadig væk. Alligevel synes hr. Jesper Petersen og SF nu, at det nærmest er rimeligt at forringe reguleringen af overførselsindkomsterne, sådan at en kontanthjælpsmodtager eller en arbejdsløs næste år får 2.000 kr. mindre til forbrug og først i 2020 kommer op på at have det samme til forbrug, som man har i dag, og i hvert fald går i stå i forhold til den almindelige velfærdsudvikling i det her samfund de næste 10 år. Synes hr. Jesper Petersen, at det er rimeligt, og at det er rimeligt at bruge de penge til at give skattelettelser til de personer, som fru Marianne Jelved meget præcist beskrev som velhavende?

Ordføreren.

Jeg har jo lige før svaret, hvordan mekanismen er, og at der her indgår et væsentligt bidrag til at finansiere en skattereform med en stribe forbedringer. Hvis vi bare skal have proportionerne på plads, vil jeg sige, at når det drejer sig om kontanthjælpen, vil den jo efter skat være 41 kr. mindre om måneden i 2022, end den er i dag. Det er bare for at få proportionerne på plads.

Så siger vi, at det, der er hovedudfordringen, sådan set ikke er at se på det, som om det her er en statisk gruppe af arbejdsløse. Tværtimod er hovedudfordringen jo at skaffe dem et arbejde, og det bidrager den her reform faktisk til på en lang række punkter, og det synes jeg da må være vores hovedopgave at levere. Jeg vil sige til Enhedslisten som til andre, at vi jo meget gerne vil forhandle med Enhedslisten om en skattereform, at vi meget gerne vil have en bred reform, og jeg synes faktisk, at det, vi har lagt frem, på så mange punkter bør tiltale så mange partier, at det burde kunne lade sig gøre.

Hr. Per Clausen.

Hr. Jesper Petersen ved jo udmærket godt, at det er rigtigt, at kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse og den store gruppe af førtidspensionister, som er på den nye ordning, næste år får omkring 2.000 kr. – for nogles vedkommende lidt mere, for nogles vedkommende lidt mindre – mindre til forbrug, og det er jo, fordi man skal tage udgangspunkt i, hvad pengene er værd. Hr. Jesper Petersen ved også godt, at hvis man tager udgangspunkt i, hvad pengene er værd, så er en arbejdsløs i 2022 gået glip af 1.000 kr. om måneden.

Uanset at hr. Jesper Petersen har ret i, at folk skal i arbejde, og uanset at vi sammen med regeringen gør meget for at skabe arbejdspladser, så må hr. Jesper Petersen erkende, at der også i 2022 – ifølge regeringens egne fremskrivninger – findes arbejdsløse mennesker i det her land. Det er altså de arbejdsløse mennesker, som skal betale for skattelettelser til det, som fru Marianne Jelved på vanlig radikal, forsigtig vis kaldte velhavende mennesker.

Ordføreren.

Det her element i skattereformen muliggør jo altså også, at man kan give førtidspensionister på den gamle ordning muligheden for at komme over på den nye ordning. Det er der rigtig mange af de førtidspensionister, der vil have en meget stor gevinst ved. Det var sådan set også noget, som SF lovede i sin tid i 2002, da man lavede den reform, nemlig at den mulighed ville vi slås for de fik. Det får de med den her ordning. Og vi får mulighed for at give de fattigste pensionister – de pensionister, der har mindst til sig selv – et økonomisk løft på godt 5.000 kr. i form af en højere ældrecheck, højere pensionstillæg.

De elementer sammen med alt det andet, der sker i skattereformen, hænger selvfølgelig sammen i et stort og samlet hele, og jeg synes, at den reform er rigtig god; den bringer Danmark fremad, skaber job, gang i hjulene og er en rimelig måde at lave en skattereform på.

Så er det hr. Joachim B. Olsen.

Jeg vil bare gerne bede ordføreren om at svare på, hvorfor det er en god idé at inflationsregulere overførselsindkomsterne.

Ordføreren.

I en tid, hvor lønmodtagere har vist endda meget stor tilbageholdenhed – som jeg omtalte, er der indgået meget ansvarlige overenskomster – så kan der faktisk også være tilfælde, hvor overførselsindkomsterne vil stige mere end reallønnen; der bliver et reallønsfald næste år. Der er det ikke urimeligt at sige, at man også kommer til at have en mindre justering af overførselsindkomsterne. Mange af dem får et større økonomisk løft – SU-modtagere er friholdt – men der er altså nogle, som, hvis man forestillede sig, at de var arbejdsløse og på kontanthjælp de næste 10 år, hvad jeg ikke håber for nogen at de skal være, så ikke vil få en lige så stor en stigning, som de ellers ville have fået. Men sagen er jo, at man kommer til at følge prisudviklingen – man kommer til at kunne købe lige så meget rugbrød og mælk, og der er lagt op til, at det skal være et af elementerne i den skattereform frem til 2022.

Forhåbentlig skal vi ikke opleve det samme som med dem, man svigtede for 10 år siden, da man ikke gjorde nok for at få dem i arbejde, og som derfor mange år efter stadig væk er uden for arbejdsmarkedet. Derfor er regeringen optaget af at skabe job.

Hr. Joachim B. Olsen.

Jeg synes bare, at det er sjovt at høre en folkesocialist stå at sige sådan nogle ting på talerstolen. Hvem havde troet det – at man skulle se en folkesocialist stå på talerstolen og tale om inflationsregulering af overførselsindkomsterne? Det er jo fantastisk!

Altså, man gik til valg på en plan om, at der skulle være 115.000 flere topskatteydere i Danmark. Nu skal der være 250.000 færre. Det er jo mageløst. Er ordføreren klar over, at det her med inflationsregulering var den tredje af de ti teser, som bl.a. hr. Søren Pind fremlagde, og som nu bliver gennemført af en S-ledet regering? Det er da morsomt! Jeg kan godt nok forstå, hvis der sidder nogle vælgere derude og overhovedet ikke kan finde ud af, hvad Socialistisk Folkeparti er for et parti.

Men altså, tillykke! Regeringen gennemfører Liberal Alliances politik på det her område. Thumbs up! Det er godt gået.

Ordføreren.

Jeg er ikke sikker på, at rosen er så velment. Jeg er ikke lige så stærk i de ti teser, som hr. Joachim B. Olsen er, men jeg er så stærk i, hvordan hr. Søren Pind normalt tænker, at jeg godt tør udstede en garanti for, at man ikke kan få den skattereform, som vi har lagt frem, til at rime på de ti liberale teser.

Heri ligger der, at det er lav- og mellemindkomstgrupperne, der skal have den store gevinst; det er i fuldstændig modsætning til den måde, den tidligere regering lavede skattepolitik på. Vi vil give de svageste pensionister et økonomisk løft – det er det, vi gør. Bankerne skal bidrage mere. De boligejere, der har kunnet tage de helt store lån, kommer til at bidrage mere, ligesom også de mest velstillede pensionister.

På den måde er der en social balance i den skattereform, som ligger milevidt fra, både hvordan den tidligere regering lavede skattepolitik, og hvad hr. Søren Pind skrev i sine teser i sin tid.

Så er det hr. Mike Legarth.

Først vil jeg rose hr. Jesper Petersen for at sætte dagsordenen om lavere skatter og nødvendigheden af det. Det er vi helt enige i, men underholdningsværdien er høj, for hr. Jesper Petersen har jo været ordfører de seneste 2-3 år, hvor jeg bl.a. har været skatteordfører, og hvor hr. Jesper Petersen har tordnet imod ethvert forslag om at ændre på topskatten, ethvert forslag om at minimere det offentlige udgiftstryk og den offentlige sektors størrelse. Så det er store ord, når hr. Jesper Petersen i dag siger – og jeg citerer – at han og regeringen taler til det store i danskerne. Hr. Jesper Petersen siger: Vi skal ud af hængekøjen, vi skal væk fra visnepolitik. Det er jo præcis det, som SF, Socialistisk Folkeparti, har stået for i alle de år, og man har ikke kunnet ændre på det. Så er man kommet i regering, har begået en masse løftebrud, og nu står man så og argumenterer for det stik modsatte uden at blive rød i kinderne. Meget besynderligt.

Men det, jeg vil spørge om her indledningsvis, er: Man har to personer, hvoraf den ene fylder pensionsåret; de har fuldstændig samme formueforhold, de har samme arbejde, og den ene møder så pensionsalderen på 68 år og får ikke del i topskattelettelsen. Hvor er det store i den tænkning?

Ordføreren.

Hvis ellers finansieringen er i orden, er det ikke et fremmed synspunkt for SF gerne at ville fritage metalarbejdere, sygeplejersker og skolelærere for at betale topskat. Det er en skat, som bør betales af velstillede danskere, og er finansieringen i orden – og det mener vi den er i skattereformen – så er det ikke fremmed politik for SF. Det er sådan set også et budskab, jeg selv tidligere har været ude med som skatteordfører. Det er et af dem, hr. Mike Legarth åbenbart har glemt.

I forhold til det med pensionisterne skal man jo også huske på, at det er sådan, at hvis man er pensionist og stadig væk kan arbejde, så har man også det incitament til at gøre det, at man kan flytte sin folkepension til senere. Man kan få udsat pension til senere, hvis man er i arbejde, og det er jo en måde så at fordele sine indtægter på, der kan give en nogle ret store fordele. Derfor har man som arbejdsduelig pensionist oppe i 68-års-alderen – dem, der er af dem – faktisk stadig væk et incitament til at gøre en ekstra indsats. Men vi synes, det er retfærdigt som led i den her skattereform, at meget velstillede pensionister, der har meget store indtægter, ikke begunstiges af en lavere topskattegrænse. Det er for danskere på arbejdsmarkedet. Det er det, den her reform handler om, nemlig at der skal være lavere skat på arbejde, og i den her sammenhæng, at helt almindelige lønmodtagere i langt mindre grad skal rammes af topskatten.

Mike Legarth.

Da hr. Jesper Petersen og Socialistisk Folkeparti skulle kommentere på vores skattepolitik, var det rødvinsreform og champagnereform. Nu skal hr. Jesper Petersen omtale sin egen reform, og så bliver det til en rugbrødsreform. Den må være bagt på en meget sur dej, hvis der skal være nogen sandhed i det.

Men dagen i dag handler om, at vi nu indfører lavere beskatning. Den overordnede dagsorden er glimrende. Man beskyldte os Konservative for at være tonedøve, men vi kunne alligevel høre græsset gro, for nu taler vi om det, der er rigtigt, nemlig at sænke skatterne.

Men det er noget andet, jeg vil spørge hr. Jesper Petersen om her i anden runde. Vi har nu i dag fået en klar tilkendegivelse fra det socialistiske bagland om, at man helst vil lave en skattereform med Enhedslisten. Hvad synes hr. Jesper Petersen?

Ordføreren.

Nu er surdej jo en nødvendighed for at lave et ordentligt rugbrød. Det skal jo til. Det er en rugbrødsreform, fordi det er de dårligst stillede pensionister og lav- og mellemindkomsterne, der får gevinsten af den. Det er en rugbrødsreform. Den sætter gang i arbejde. Der er flere, der får brug for at skulle stå op om morgenen og smøre madpakken, f.eks. rugbrød, til at tage med på det arbejde, de forhåbentlig får som led i bl.a. den her skattereform.

Så inden hr. Mike Legarth får omfavnet alt for meget, vil jeg bare sige, at det, der jo er den udmeldte politik fra De Konservative, er, at man vil fjerne topskatten. Der er altså meget, meget langt fra at fjerne topskatten fuldstændig og give en massiv skattelettelse til de mest velstillede danskere i vores samfund og så til den her reform, som faktisk betyder, at dem, der ville få gavn af den form for skattelettelse, i mange tilfælde kommer til at bidrage noget mere til den ny skattereform. Så der er meget stor forskel. Og vi forhandler herinde med de partier, der gerne vil forhandle om skattereformen, og det er selvfølgelig noget, der foregår her. Sådan er det.

Fru Tina Nedergaard.

Tak. I forlængelse af hr. Joachim B. Olsens ganske interessante indlæg, hvortil hr. Petersen kommenterer, at han ikke tænker helt identisk med hr. Søren Pind og derfor heller ikke er helt enig med hr. Søren Pind, kan jeg i hvert fald sige, at SF i dag jo i hvert fald er mere enig med hr. Søren Pind, end daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen var. Det kan så give lidt stof til eftertanke hos SF'erne.

I forbindelse med den del af debatten, som hr. Jesper Petersen har stået for her, må jeg ærligt sige, at det, der som kollega, som politiker, som borger er underligt, er, at jeg slet ikke kan genfinde det SF, som jeg har været kollega til igennem en halv snes år. Det må jeg bare ærligt indrømme. Jeg kan ikke genkende partiet i debatformen, jeg kan ikke genkende partiet i dets argumenter, og det kan jeg jo bl.a. ikke, fordi jeg i 10 år har været en blandt mange Venstrefolk, som har forsvaret og forklaret og udlagt VK-regeringens politik.

Når man ser på det, der fremlægges fra regeringens side i dag i forhold til unge og voksne på overførselsindkomster, må man sige, at det var en overordentlig solidarisk regering, vi havde før. Det, der jo lægges op til – det kan godt være, det også skal ende med det, det forholder jeg mig ikke til – er rent faktisk at reducere muligheden for i nogle af de dårligst stillede familier i Danmark at kunne sende barnet, den unge til sport. Jeg har som argument imod VK-regeringens meget mere solidariske politik meget ofte hørt, at VK skærer så meget ind til benet, at unge mennesker ikke kan deltage i de aktiviteter, de andre kan, og at de ikke kan få den iPad eller telefon, som andre børn kan, fordi forsørgeren er på overførselsindkomst. Jeg kan simpelt hen ikke genkende SF, men jeg synes, det er et tappert forsøg, hr. Jesper Petersen gør for at genfinde sig selv. Men jeg mangler stadig en forklaring: Hvorfor ønsker SF denne skattereform?

Det var 2 minutter og ikke 1 minut.

Ordføreren.

Hvorfor vi ønsker skattereformen? Det synes jeg jeg har forsøgt at sige et par gange. Vi synes, det er godt, hvis lav- og mellemindkomstgrupperne nu kan være dem, der oplever en fremgang. Der er udvist stor ansvarlighed, og der er faktisk reallønsfald næste år med de overenskomster, der er indgået. Hvis de grupper kan opleve en fremgang, en større belønning ved deres slid på arbejdsmarkedet, er det fint.

Vi vil ikke lave samme fuldstændig pilskæve skattepolitik, som den gamle regering gjorde, hvor de helt store vindere var dem i toppen på grund af massive skattelettelser. Det, der var i bunden, blev langt hen ad vejen spist af den genopretningspakke, man så lavede med Dansk Folkeparti, og af, at man som før omtalt undlod at regulere personfradraget i nogle år. Den model gentager vi simpelt hen ikke. Vi vil lave en helt anden skattepolitik end den, den borgerlige regering lægger op til.

Vi har talt meget for, at de fattigste pensionister skulle have mere, vi har talt meget for, at beskæftigelsesfradraget skulle øges, vi har et gammelt forslag om, at er finansieringen i orden, er det rigtigt at forhøje topskattegrænsen. Alle de ting bliver gennemført med den her reform, og det er klassisk SF-politik. Man må kvittere for det raffinerede forsøg, fru Tina Nedergaard gør på at gøre livet surt for mig, og man kan godt høre, at hun har været her nogle år. Jeg har det strålende, og jeg har det pragtfuldt med at fremlægge en skattereform, der ser ud som den her.

Tina Nedergaard.

Jeg vil sige, at jeg som kollega til hr. Jesper Petersen til min glæde så, at han genfandt formen, da han skulle kritisere VK-regeringen; der er det jo et stof, som man virkelig kan. Der er der f.eks. rødvinsreformen, som man i regeringen, i flertallet har besluttet sig for ikke at rulle tilbage. Det er jo så hult, som det overhovedet kan være. Man har stort set brugt alle de år, man har været i opposition til VK-regeringen herinde, på at kritisere de ting, som vi foretog os økonomisk. Men man har jo ikke rullet dem tilbage. Ergo må man medgive, at det, vi gjorde, var rigtigt. Men det, jeg forholder mig til, er sådan set ikke VK-regeringens politik, det er desværre historie, nu er der en anden regering, der sidder med et flertal, støttet af Enhedslisten og socialisterne, og så er det, jeg interesseret spørger ind til:

Hvad er det, der gør, at SF kan pege på, at det vil være sådan, at en person, der er på overførselsindkomst, netto vil komme til at skulle bidrage til reformen, ikke kun i kraft af en sænket stigning i overførselsindkomsterne, men jo også i form af, at det er dem, der på grund af afgifterne på fødevarer procentuelt vil blive ramt hårdest?

Ordføreren.

Der blev i forbindelse med finansloven, hvor vi forhøjede en række afgifter, også lavet en forhøjelse af den grønne check. Og de penge, som vi fik ind ved at forhøje disse afgifter, blev f.eks. brugt til at fjerne de særlig lave fattigdomsydelser, som den gamle regering stod for, de blev brugt til at sikre mere uddannelse for vores unge, sikre mere efteruddannelse for dem, der er på arbejdsmarkedet, og som har brug for at blive opkvalificeret, de blev brugt til at sætte ind mod social dumping, hvor den gamle regering havde svigtet, og de blev brugt til at få mindre brugerbetaling i sundhedsvæsenet, som var noget af det, der gjorde livet sværere for dem, der ikke har råd til at betale selv. Det var det, vi brugte de penge til, samtidig med at det er noget, der sundhedsmæssigt har en forebyggende effekt. Så det har jeg det – igen – aldeles strålende med.

Så vi laver nu en justering af den skattepolitiske virkelighed, der ligger, efter at vi har overtaget regeringsmagten, og det er altså en justering, der betyder, at lav- og mellemindkomstgrupperne vil opleve en fremgang. Der er andre blandt overførselsindkomstmodtagerne, der kommer til at skulle bidrage. De svageste pensionister bliver løftet, SU-modtagerne bliver friholdt, de førtidspensionister, der er på den gamle ordning, kan komme over på den ny ordning. Ja, så er det sådan, at der vil være en stigning i dagpengene og kontanthjælpen, der er mindre, end den ellers ville have været, men det er dog fortsat en stigning; der er det nogle mennesker, som vi hellere vil sikre får et arbejde.

Sidste korte bemærkning er fra fru Karina Adsbøl.

Nu har vi hørt ordføreren tale meget om vinde, der blæser. Der vil jeg nu nærmere kalde det for et meget grimt uvejr med både hagl og torden.

Inden valget sagde SF, at de ville have billigere kollektiv trafik, og det er jo ikke meget, vi har set til det. Det kan være, at de får lidt nu som et plaster på såret for at skippe deres betalingsring. Det interessante er at høre ordføreren om, hvor meget ordføreren mener SF har gjort kål på sin egen politik, for efterhånden er der jo ikke ret meget SF-politik tilbage. Det er jo ikke kun her i Folketingssalen, vi mener det, for det kan vi jo se på meningsmålingerne og hos befolkningen. Så det kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren om.

Ordføreren.

Hvad angår kollektiv trafik, så synes jeg jo ikke, at man fra Dansk Folkepartis side skal undervurdere egne resultater. Jeg synes, det er godt, at vi har kunnet lave en aftale, også med Dansk Folkeparti, om at forbedre den kollektive trafik med 1 mia. kr. Det er jo et klart fremskridt i forhold til den gamle regerings tid, og det er også noget af det, som SF gerne har villet. Betalingsringen er en metode. Vi er ikke færdige med at løse det, som den skulle, nemlig gøre op med trængslen i København og få mindre luftforurening. Det bliver der nedsat en kommission til at arbejde med. Men investeringer i den kollektive trafik, lavere priser på udvalgte områder, jamen det forhandler vi om lige nu bl.a. sammen med Dansk Folkeparti. Vi forhandler om, hvordan det skal gøres. Så også på det punkt kan vi jo se os selv fuldstændig i øjnene.

Så opremsede jeg før en lang smøre om, hvad der egentlig skete bare med den første finanslov. Og der bliver hele tiden lagt nye ting til. Vi er i SF meget glade for at være i regering og tage ansvaret på os, selv om det er en vanskelig økonomisk tid. Men der er alt det, vi har stået for allerede nu, med bl.a. uddannelse, jobskabelse, en ny miljøpolitik, energiforliget, en mere rimelig rets- og indvandrerpolitik, jamen altså, listen er jo lang. Der er sat en ny kurs, og vi er meget glade for at stå ved roret for den sammen med vores gode partnere.

Karina Adsbøl.

Listen over løftebrud er også lang. Men ved svaret på det næste spørgsmål vil jeg gerne have mig frabedt at høre om, hvad andre har gjort, og hvad vi gør i Dansk Folkeparti, og hvad den tidligere »VKO-regering« har gjort. Men jeg vil bare høre, hvad SF gør og ikke gør.

Det, jeg godt kunne tænke mig at høre om, drejer sig om fleksjobbere og førtidspensionister. Mener ordføreren, at de hører til samfundets svageste? Og hvis ordføreren mener det, så vil jeg gerne spørge ordføreren, om han har god samvittighed over at ville finansiere skattelettelser igennem førtids- og fleksjobreformen.

Så er der det med arbejdspladser. Vi har tidligere hørt, at man har skaffet så mange arbejdspladser, men har man modregnet alle dem, man også lukker på grund af alle de afgifter, man har øget, altså NO x -afgifter og sukkerafgifter? Har man samtidig modregnet det?

Ordføreren.

Det korte svar på det sidste spørgsmål er ja. Det tænker vi selvfølgelig over. Vi er klar over, at det har konsekvenser, når man f.eks. forhøjer afgifterne, der giver en forebyggende effekt i Danmark og giver bedre sundhed. Det har selvfølgelig nogle konsekvenser for grænsehandelen. Det regner vi med og tager højde for. Og der er et punkt, hvor man kan komme for langt. Der er vi ikke. Så derfor har vi kunnet hæve de afgifter og bruge pengene rigtig fornuftigt. Så jeg er ked af, at jeg før kom til at bruge lidt af taletiden på at rose fru Karina Adsbøl. Det var sådan set det, jeg gjorde. Men man får altså et surt og bittert liv, hvis man ikke også tager imod det. Det synes jeg man skal gøre her, fordi vi jo sådan set har lavet en rigtig god aftale om den kollektive trafik, som vi er i gang med at udmønte.

Hvad angår fleksjobbere og førtidspensionister, er vi jo i gang med at lave en reform nu, der skal betyde, at flere får mulighed for at få et fleksjob, og som skal betyde, at færre ender permanent på førtidspension. Vi tror sådan set, at der er rigtig mange unge, som man kunne have gjort noget mere for. Man kunne have været bedre til at sørge for, at de ikke havnede i mange år på førtidspension, men kunne blive en del af arbejdsmarkedet i stedet for med alt det, det giver til ens liv. Det er jo det, vi gerne vil sørge for med de reformer.

Tak til SF's ordfører. Jeg ved, at flere havde bedt om ordet. De vil blive betænkt i næste omgang.

Nu skal vi først høre Enhedslistens ordfører, hr. Per Clausen.

Der kan godt være sådan nogen sidedebatter, som alligevel kan være interessante, f.eks. debatten om, hvad der kan være forklaringen på, at fru Pia Kjærsgaard på alle områder er en bedre politiker end hr. Magnus Heunicke. Jeg synes, at det giver anledning til en enkelt lille overvejelse, nemlig at Venstres politikere og andre borgerlige politikere flere gange har fremhævet det nye røde flertals gode evner til at skrabe penge op af borgernes lommer – der har været nævnt de der 3.400 kr., så vidt jeg har forstået – men jeg må sige, at også på det område var det gamle VKO-flertal jo betydelig dygtigere. Altså, en hel del af de penge, folk mangler i år, og som de kommer til at mangle næste år, stammer tilbage fra genopretningsaftalen, hvor man faktisk har truffet nogle beslutninger, som har kostet de samme mennesker, som man nu er så bekymret for, langt flere penge, end dette vil. Så også på det område må man altså sige, at VKO-flertallet var bedre, de var også bedre til at gennemføre lovgivning, som kostede almindelige mennesker penge. Jeg synes, at det er vigtigt at have med, for roses skal dem, der roses bør.

Ellers mener jeg selvfølgelig, at fru Pia Kjærsgaard godt kan have ret i, at det kan være lidt forvirrende at have en afslutningsdebat midt i det hele, for man kan snakke om det, der er sket, eller det, der vil ske, eller det, der truer med at ske. Umiddelbart vil jeg foreslå, at vi stopper Folketingets arbejde grundlovsdag, fordi så har vi nået alt det gode i løbet af samlingen, og så kan man ikke nå at lave de ulykker, man er i færd med at planlægge. Så det ville sådan set ikke være så dumt.

Men det er i hvert fald rigtigt, som statsministeren også var inde på i sin tale, at der er gennemført en række forbedringer i løbet af det sidste år, en række forbedringer, som indeholder markante brud med den politik, som VKO-flertallet førte. Det handler om kickstarten, som skabte tusindvis af arbejdspladser, man afskaffede de særlig lave fattigdomsydelser, vi har gjort en målrettet indsats mod social dumping, der kommer mere personale i daginstitutionerne, erhvervsuddannelserne og de gymnasiale uddannelser er styrket, der er vedtaget en ambitiøs energiaftale, som både skaber arbejdspladser og støber fundamentet for en fremtid uden kul, olie og gas, der er taget initiativer, der tvinger de multinationale selskaber til at betale mere skat, der er gjort op med de værste sider i VKO-flertallets flygtninge- og udlændingepolitik, og solidariteten mellem fattige og rige kommuner er blevet styrket – der er jo det, at når man styrker solidariteten mellem rige og fattige, er det ikke altid sådan, at de rige er så glade for det, men alligevel kan man godt gøre det, det er vi i hvert fald indstillet på, også når det handler om kommuner.

Når det er lykkedes at få et nyt flertal ved sidste valg, som altså kunne gennemføre det her brud med VKO-flertallet, og når man kan nævne så mange gode ting, vil jeg bare sige, at så appellerer det jo i grunden til fortsættelse, præcis ligesom det jo var alle de her gode ting, som Socialdemokraterne og SF talte om den 1. maj, så hvis vi nu skal have noget at tale om den 1. maj næste år, er det måske klogt at lave nogle aftaler med Enhedslisten, ellers bliver 1. maj-talerne måske alt for korte.

Men når det er lykkedes at få gennemført de her ting, skyldes det jo ikke mindst, at rigtig, rigtig mange mennesker engagerede sig aktivt i at få et nyt flertal, få en ny regering. Det var fagligt aktive, som diskuterede på arbejdspladserne, som opsøgte mennesker i boligområderne, og det var aktive i elev- og studenterbevægelsen; der var en lang række mennesker, som var aktive, fordi de havde en forventning om, at når vi fik en ny regering, kunne vi også få en helt anden politik.

Jeg vil nok sige, at når regeringen nu fremlægger forslag, hvor de arbejdsløse skal betale for skattelettelser til de rigeste danskere, hvor fleksjobbere og pensionister skal have forringet deres vilkår, hvor de arbejdende skal tvinges til at arbejde mere, mens op imod 200.000 arbejdsløse stadig holdes uden for arbejdspladserne, og hvor man i EU tilslutter sig en finanspagt, som underminerer demokratiet og i hvert fald lægger et meget stærkt pres på Danmark for at få os til at føre en højreorienteret nedskæringspolitik, er det ikke så meget det der med, om der er nogle løfter, man har svigtet, det drejer sig om, så er det mere det svigt, det er udtryk for over for de tusindvis af aktive, som sled og slæbte, ikke bare for at få en ny regering, men også for at få en helt anden politik, det drejer sig om.

Det har ført til mange frustrationer. Heldigvis kan vi se, at de frustrationer nu måske er ved at forandre sig, ændre sig til en aktiv politisk indsats, når f.eks. faglige tillidsrepræsentanter fra hele landet på fredag mødes i Horsens. Så må vi se, hvilke bud der kommer på, hvilken politik flertallet herinde i Folketinget burde føre, og hvad regeringen kunne gøre for i hvert fald at leve op til nogle af de forventninger, folk har.

Jeg må også sige, at forklaringerne på, hvorfor der skal føres en højreorienteret ulighedsskabende politik, ikke holder. Altså, der er dels det med den økonomiske krise og det store hul i statskassen – selvfølgelig er det rigtigt, at den borgerlige regering, det borgerlige flertal, gennemførte ufinansierede skattelettelser, det er rigtigt nok – men sådan set blev underskuddet på de offentlige finanser mindre i 2011, end man havde forventet. Og det ser ud til at blive mindre i 2012, end man regnede med. Jeg kender godt de der regnemaskiner, man har i Finansministeriet, og som regner ud, at uanset hvad der sker konkret, har det ingen betydning på den lange bane, men jeg tror nu alligevel, at de fleste mennesker har en eller anden opfattelse af, at virkeligheden må sætte sig nogle spor, også i de finansministerielle regnemaskiner.

Dels har vi også set, hvordan uligheden er vokset. Danmark gik faktisk under VKO-flertallet fra at være verdens mest lige land til at ligge på en tolvteplads, og det var altså vel at mærke i en situation, hvor uligheden bredte sig overalt i den vestlige verden. Der førte vi an i Danmark med at skabe øget ulighed, så man kan i grunden godt undre sig over, at Liberal Alliance ikke er lidt mere glad, for der var først 10 år, hvor de for alvor sejrede, og nu har SF oven i købet også overtaget en af hr. Søren Pinds teser. Så burde man jo have jubelstemning i den liberale telefonboks.

I en situation, hvor man kan se, at de 49 rigeste familier i Danmark er blevet over 30 mia. kr. rigere og nu har en formue på over 500 mia. kr., vil jeg sige, at det måske er lidt tidligt, at nogle Socialdemokrater begynder at tale om, at der ikke er mere at komme efter hos de rigeste danskere. Det kan godt være, at der stadig væk er en lille smule, som vi i hvert fald lige skal have samlet op, inden vi kaster os over kontanthjælpsmodtagerne.

Det er vel også sådan, at hvis man snakker om den truende mangel på arbejdskraft, har det vist sig, at de tal, som man har baseret sine forudsigelser på, måske nok har været rigtige, da man lavede forudsigelserne, men de er aldrig nogen sinde kommet til at stemme med virkeligheden, og det kommer de tilsyneladende heller ikke til i 2020. Det må vel være sådan, at hvis arbejdsstyrken rent faktisk bliver større i 2020, end den er i dag, i stedet for mindre, burde det vel også have nogle konsekvenser for, hvor stor en indsats man skal yde for at øge arbejdsudbuddet, hvor vigtigt det kan være.

Jeg mener sådan set, at hele snakken om at øge arbejdsudbuddet kun giver mening, hvis ideen er, at man skal have øget udbuddet af arbejdskraft så meget, at man kan få presset lønningerne. Det er også det, økonomerne siger, godt nok tit lidt langt nede i teksten, og der er de fleste journalister desværre holdt op med at læse – og også nogle politikere, har man indtryk af – men der kommer de til at skrive, at det her handler om at skabe øget arbejdsløshed for at få reallønnen til at falde. Det er sådan set det, det hele handler om, og det er måske også derfor, man skal overveje en lille smule, hvorfor Socialdemokraterne og SF er så optaget af at skabe en situation, hvor der er et stort overskud af arbejdskraft, så man på den måde kan presse løn- og arbejdsforhold nedad.

Vi synes, at man i stedet for at fokusere på at øge udbuddet af arbejdskraft skal fokusere på at skabe nye arbejdspladser og få de nuværende arbejdsløse i arbejde. Det kan gøres ved at skabe grønne job, etablere jobrotations- og orlovsordninger og ved at bruge de arbejdsløse skolelærere, pædagoger, sygeplejersker og SOSU-assistenter til at skabe en bedre offentlig service. Det er muligt, at der findes nogle regnemaskiner, der kan gøre, at det giver en bedre økonomi at hjælpe de her mennesker ud i arbejdsløshed og til at leve af overførselsindkomster end til at skabe værdi ved deres arbejde som ansatte i den offentlige sektor. Jeg forstår ikke logikken. Det handler jo slet ikke om at skabe større gæld og nye arbejdspladser for lånte penge, men om at turde opkræve pengene hos de rigeste og i den finansielle sektor.

I virkeligheden er hovedudfordringen jo faktisk ikke mangel på penge eller mangel på arbejdskraft. Udfordringen er, hvordan vi skaber flere arbejdspladser og mere velfærd, men reducerer vores forbrug af jordens naturressourcer og vores forurening. For i virkeligheden er klimakrisen og den truende mangel på olie bare ét eksempel på, hvordan vores udnyttelse af naturen nærmer sig sin grænse. En offensiv politik for mere lighed sammen med en offensiv investering i omstilling til miljømæssigt bæredygtige produktionsformer kan skabe tusindvis af arbejdspladser her og nu og forberede Danmark på en fremtid, hvor naturressourcerne ikke længere findes i overflod, men er en mangelvare.

Det er sådan en politik, som er et moderne svar på kravet om at føre en ansvarlig, solidarisk politik, hvor vi giver plads til, at de fattige dele af verden kan udvikle sig socialt, økonomisk og demokratisk og vi også giver fremtidige generationer rimelige udfoldelsesmuligheder.

Det er det, som måske er en af de største svagheder, synes jeg, i regeringens økonomiske analyser og i regeringens økonomiske politik. Det, der er den rigtige udfordring, ressourcemangelen, forureningsproblemerne, er fraværende i de økonomiske analyser og også fraværende i den økonomiske politik. Efter at man så har hældt lidt grønt vand ud af ørerne på pressemøderne, kommer der lidt med om, at det også skal ind på den ene eller den anden måde. Men at løse den udfordring er jo netop det, der er kernen.

En målrettet anvendelse af de penge, man får ud af at fremrykke beskatningen af indbetalingerne på en kapitalpension, kunne være et vigtigt element i en sådan omstilling. Derfor er vi glade for, at regeringen nu går ind og lægger op til at gennemføre det, som Enhedslisten altid har sagt, nemlig at man skal beskatte de her penge ved indbetalingen. Det er fornuftigt. Og man kan selvfølgelig godt anvende de penge på andre jobskabende initiativer end dem, Enhedslisten foreslår, men det ændrer ingenting ved, vil jeg sige, at det er en fælles forpligtelse at få taget fat på den grønne omstilling for alvor, for uden den har Danmark og danskerne i virkeligheden en meget, meget dårlig fremtid, uanset om der skulle blive overskud eller mangel på arbejdskraft. Tak.

Der er ønsker om korte bemærkninger fra Ellen Trane Nørby, Peter Skaarup, Mai Henriksen, Birgitte Josefsen, Mike Legarth og Karen Ellemann. Først fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Hr. Per Clausen havde en vane med at stille mig to spørgsmål, så det vil jeg også forsøge at gøre den her gang i håb om, at jeg får svar på dem.

Vi har hørt meget om kickstarten i dag. Regeringspartierne lever med en opfattelse af, at de har skabt en masse job. Samtidig har vi set, at beskæftigelsen er faldet med 4.500 personer. Hr. Per Clausen plejer at være sådan en – faktisk i modsætning til regeringspartierne – der bevæger sig ud fra Christiansborg, så jeg vil høre, om hr. Per Clausen har set kickstarten og har talt med nogle af de mennesker, der efter sigende skulle være blevet ansat, fordi der er kommet den her kickstart, der har løst alle Danmarks problemer.

Så har jeg et andet spørgsmål, jeg gerne vil stille hr. Per Clausen. Nu har vi hørt hr. Jesper Petersen, der glat som en ål holdt en meget flot tale, og der blev næsten ikke blinket, når der blev talt om al den politik, hvor SF har ændret synspunkt, hvilket hr. Per Clausen og Enhedslisten også selv har peget på. Derfor vil jeg blot høre, om de øvrige danskere og vi her i Folketingssalen kan regne med, at Enhedslisten stadig væk er principfaste, og om vi kan regne med, at det står til troende, at Enhedslisten i går meldte ud, at man ikke vil stemme for en finanslov, hvis der ligger en skattereform som den, der ligger nu.

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at jeg taler med rigtig mange mennesker. Jeg taler faktisk også indimellem med nogle, der er kommet i arbejde. Jeg snakker også med nogle, der stadig væk er arbejdsløse. De fleste af dem blev arbejdsløse under den tidligere regering. Min pointe er sådan set, at ganske vist er der kommet mennesker i arbejde på grund af kickstarten, og arbejdsløsheden ville have været større, hvis man ikke havde fået den, men det går alt for langsomt. I forhold til den almindelige økonomiske udvikling i Europa går det i særdeleshed for langsomt, fordi man jo i Europa fører en højreorienteret, borgerlig økonomisk politik, som hver eneste dag skaber nye arbejdsløse, også i Danmark. Så det er ikke så underligt, at det ikke går så godt, som det skulle, men vi arbejder på, at det gør det fremadrettet.

Enhedslisten er principfast, og derfor er vi også altid omhyggelige med, hvad vi siger. Det, vi siger, er, at hvis regeringen laver en skatteaftale med de borgerlige partier, som indbefatter en ødelæggelse af reguleringen af overførselsindkomsterne, har vi meget svært ved at forestille os, hvordan der efter det skal kunne laves en finanslov, som Enhedslisten er en del af. Det er selvfølgelig, fordi det at lave et sådant frontalangreb på overførselsindkomsterne for de økonomisk dårligst stillede danskere efter vores mening er en meget alvorlig sag.

Ellen Trane Nørby.

Tak. Der tales om det her med at have meget svært ved det. Det kunne være meget interessant at få at vide, hvordan det skal forstås, for jeg har hidtil opfattet det sådan, at Enhedslisten er meget principfaste. Nogle af de løfter og nogle af alle de principper, som SF og Socialdemokraterne er løbet fra, plejer Enhedslisten alligevel som en socialistisk bastion at holde i hævd. Derfor kunne det være meget interessant at få at vide, hvor lang elastikken er. Er den lige så lang som skatteministerens udtalelser om rentefradraget i januar, hvor det jo var klokkeklart, at der ikke kunne ske noget ved det, og nu sker der noget ved det igen? Eller er det her et håndfast princip for Enhedslisten, som man reelt set kan stole på, hvad enten det gælder de øvrige danskere eller dem, der sidder herinde?

Ordføreren.

Nu kan man altid stole på Enhedslisten. Det er derfor, som jeg siger, at vi er omhyggelige med, hvad vi siger, så vi ikke kommer til at love noget, vi ikke holder. Jeg vil bare sige, at det, som er Enhedslistens synspunkt, er, at det er en meget, meget alvorlig situation og meget, meget ødelæggende for vores samarbejde med regeringen, hvis den vælger f.eks. at lave en aftale med de borgerlige partier, der gør, at man skaber forringelse i vilkårene for fleksjob og førtidspension, og hvis man laver en skattereform, hvor man ødelægger reguleringen af overførselsindkomster. I den situation har jeg ikke umiddelbart fantasi til at forestille mig, hvordan man skulle skrue en finanslovaftale sammen, der reparerer på de skader i tilstrækkeligt omfang. Nu er min fantasi måske ikke så stor, men jeg har diskuteret det med andre, mere fantasifulde mennesker, og de har også lidt svært ved at se det.

Så er det hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg vil godt følge op på det spørgsmål, som fru Ellen Trane Nørby stillede, om, hvor Enhedslisten egentlig står. Jeg synes, at det sidste, hr. Per Clausen sagde, kan tolkes som, at det vil være meget, meget ødelæggende for samarbejdet mellem regeringen og Enhedslisten, hvis regeringen indgår en skatteaftale med nogle af de borgerlige partier, hvor man regulerer i overførselsindkomsterne, som regeringen har foreslået. Det er jo noget, der vil gå ud over førtidspensionisterne og dagpengemodtagerne, som fru Johanne Schmidt-Nielsen klart har sagt gennem de seneste dage.

Men hvis nu man indgår en aftale med nogle af de borgerlige partier, der ikke lige indeholder det element, men indeholder resten af regeringens udspil til en skattereform, vil det så ikke være meget, meget ødelæggende for samarbejdet mellem regeringen og Enhedslisten, eller hvor står Enhedslisten så henne? Man har lagt meget mærke til, at Enhedslisten har haft en hel del imod lige præcis det med overførselsindkomsterne, men hvad med afgiftsstigningerne på kaffe, te, vand osv., der også vender den tunge ende nedad? Eller hvad med folkepensionisternes grundbeløb, som også får et skud for boven i regeringens skattereform? Er det o.k., eller hvordan skal man tolke det, Enhedslisten siger?

Ordføreren.

Jeg har to ting at sige til det. Nu har jeg jo tidligere i dag sagt, at hvad angår det med at gøre det dyrere at være dansker, så klarede Dansk Folkeparti det bedre sammen med Venstre og De Konservative, da man indgik genopretningsaftalen. Så lad os bare holde fast på det. Der er mange elementer i genopretningsaftalen, som vi gerne så rullet tilbage, hvis vi kunne få partierne i regeringen med på det. Det er det ene, jeg vil sige.

Det andet, jeg vil sige, er, at jeg da godt kan forstå, at hr. Peter Skaarup siger, at man springer det der med reguleringen af overførselsindkomsterne over, for der kan Dansk Folkeparti jo bare sige, at det er aftalestof, og at det går de ikke med til, og så bliver det ikke til noget. Så er det ude af verden. Det var lidt uklart ud fra det, fru Pia Kjærsgaard sagde, om man mente det, men det kunne man jo gøre.

Til allersidst vil jeg bare sige, at jeg tror, det vil være urimeligt at forlange af mig, at jeg skal kunne gøre rede for detaljerne i alle mulige tænkelige og utænkelige forlig, som den nuværende regering kunne indgå med borgerlige partier, og hvilke konsekvenser det ville få for vores samarbejde med regeringen. Så derfor holder jeg mig til de, kan man sige, meget alvorlige ting og siger, hvad vores holdning er der.

Hr. Peter Skaarup.

Jamen altså, det var jo bare til at blive forvirret af. Jeg stillede et meget klart spørgsmål, og der kom ikke rigtig noget svar. Der var noget udenomssnak om noget med, hvad den gamle regering havde gjort engang og sådan noget, og jeg bliver lige nødt til at spørge igen.

Hvis nu man forestiller sig, at der bliver lavet en skattereformaftale, hvor lige præcis det der med overførselsindkomsterne, som netop er forligsstof – det er vi fuldstændig enige i fra Dansk Folkepartis side; udenrigsministeren, hr. Villy Søvndal, sagde i øvrigt også, da han var i opposition, at nogle ændringer, som man overvejede dengang, ikke kunne blive gennemført før et valg, fordi det var forligsstof – bliver taget ud, er det så o.k. at forringe grundbeløbet til folkepensionisterne? Er det o.k., at vi ud over de der 5-6 mia. kr., som Enhedslisten i øvrigt har været med til at pålægge danskerne at betale ekstra i afgifter, hvilket nu medfører en meget stor grænsehandel – det må vi ikke glemme – skal til at betale endnu mere i afgifter? Der er jo tale om, at man opererer med et pænt stort milliardbeløb i ekstra afgiftsstigninger, hvor man simpelt hen indekserer hele molevitten. Hvis det nu er med i en aftale, kan Enhedslisten så stadig væk acceptere regeringens finanslov?

Ordføreren.

Jeg prøvede at svare ærligt. Det kan jo godt betale sig. Jeg synes, og vi synes i grunden, at det er en rigtig fornuftig idé, at afgifter følger prisudviklingen, ligesom skatten følger lønudviklingen. Det synes vi sådan set er meget rimeligt. Vi ser ingen grund til, at alle kronebeløb i en afgift skal fastfryses. Så kan der være nogle afgifter, der er så asociale, at vi siger, at de af den grund ikke må stige, og det snakker vi med regeringen om, når vi forsøger at lave en aftale med regeringen om de her ting.

Der er rigtig, rigtig mange problemer i det udspil, regeringen er kommet med på skatteområdet. Vi har kun taget det værste med i det, vi indtil nu har sagt meget om. Men på et af områderne har jeg jo en løsning til regeringen, for jeg forstår, at nogle borgerlige partier er vældig optaget af aldersdiskriminering, og jeg vil sige, at det problem kan man jo løse ved at fjerne topskattelettelserne for alle, for så forsvinder aldersdiskrimineringen jo over for de ældre, og så er der jo åbnet en god mulighed for at lave en aftale med de borgerlige partier, som vi måske oven i købet kan blive lidt gladere for end det, man ellers kunne finde på.

Fru Mai Henriksen for en kort bemærkning.

Det er dejligt med alle de gode råd.

Jeg tænker blot, at det må være mærkeligt at være regeringens støtteparti, for det eneste sådan store fingeraftryk hidtil har jo været finansloven, og Enhedslisten kan blot se til, at det ene store reformudspil efter det andet bliver lagt frem, alle sammen indeholdende elementer, som for Enhedslisten er uspiselige. Man kan f.eks. tage den skattereform, som jo netop er blevet fremlagt, og man kan også tage forliget om førtidspension og fleksjob, hvor Enhedslisten jo knap nok blev inviteret inden for til forhandlingsbordet, og man kan også tage den varslede kontanthjælpsreform, som kommer her til efteråret. Det må alt andet lige føles tomt at levere så få resultater. Så hvor meget skal der til, for at hr. Per Clausen – som jo lige før betegnede samarbejdet med regeringen som værende muligt at ødelægge, hvis ikke der begyndte at komme flere resultater – siger, at det samarbejde kan blive ødelagt? Kan man sige, at hvis to ud af de tre ting, jeg lige nævnte, altså skattereform, førtidspension, fleksjob og kontanthjælpsreform, ikke kommer i hus, så er Enhedslisten villig til at sige, at så er det samarbejde nu endegyldigt ødelagt? Hvor langt skal vi?

Ordføreren.

Vi forholder os jo til indholdet af den politik, der bliver ført, og derfor er det indholdet af de aftaler, der bliver indgået, som for os er afgørende. Altså, jeg vil sige, at min oplevelse det sidste års tid ikke har været, at jeg har tilbragt tiden i en hængekøje og ikke har deltaget i forhandlinger. Jeg kan da huske, at der var noget med en udligningsreform, der var noget med en energiaftale, og der var noget omkring noget trafik, som godt nok blev til noget miskmask, men som vi jo var med til at redde til sidst. I grunden må vi vel et eller andet sted erkende – også når vi skal være ærlige over for regeringen – at Enhedslisten har lavet betydelig flere aftaler og betydelig mere lovgivning sammen med regeringen, end Det Konservative Folkeparti har. Det er rigtigt, at regeringen hele tiden snakker om de aftaler, den vil lave sammen med de borgerlige partier, men der er jo ikke mange af dem, der er blevet til noget indtil nu. Og den tid, der er gået, uden at det er sket, er jo i hvert fald gået godt.

Fru Mai Henriksen.

Så vil jeg gerne spørge på en anden måde, for når hverken fru Ellen Trane Nørby eller hr. Peter Skaarup ligesom er kommet igennem med spørgsmålet, vil jeg omformulere det. Jeg tror, de fleste er enige om, at bag regeringen ligger der en hel boulevard af knuste løfter, og intet tyder jo på, at det stopper. Jeg har også indtryk af, at Enhedslisten er blandt de skuffede, og at man måske også i Enhedslisten forventede sig mere af samarbejdet med regeringen. Så jeg skal bare sådan helt kort spørge: Hvilket løftebrud håber Enhedslisten bliver regeringens næste?

Ordføreren.

Det kunne være, at de f.eks. dropper det med topskattelettelserne, som jo står i regeringsgrundlaget. Det må de efter min opfattelse gerne droppe. Jeg kan give et lille katalog over, hvad der står i regeringsgrundlaget, og som det vil være en god idé ikke at føre ud i livet. Så det er sådan set ikke så vanskeligt. For os er det ikke det med løftebruddet, der er det afgørende – det må de selv klare med deres vælgere. Det, der er afgørende for os, er det politiske indhold, og jeg vil bare sige, at indtil nu er det altså sådan, at det meste af den politik, der er ført i det her Folketing i det her folketingsår, er sket i et samarbejde mellem regeringen og Enhedslisten. Og så snakker man meget om alle de ulykker, man vil lave i fremtiden, og det skælder vi i forvejen ud over for at advare imod, at man gør det. Men vi kan jo ikke straffe regeringen for noget, de ikke har gjort endnu.

Fru Birgitte Josefsen for en kort bemærkning.

Tak for det. Nu startede hr. Per Clausen med at rose, så jeg vil gerne rose tilbage, og selv om jeg ikke altid er politisk enig med hr. Per Clausen, betragter jeg hr. Per Clausen som en mand, man kan stole på, når man har indgået en aftale, og det er jo mere, end man i al almindelighed kan regne med i forhold til alle her i Folketingssalen. Så jeg vil godt teste hr. Per Clausen for, om man nu kan stole på det, hr. Per Clausen siger, for jeg har gået og gemt på et spørgsmål her i de sidste 8 måneder.

Da vi havde åbningsdebatten, udtalte hr. Per Clausen fra Folketingets talerstol, at såfremt regeringsgrundlaget kom til afstemning, ville han stemme imod, og jeg vil gerne høre, om hr. Per Clausen i dag står ved den udtalelse, efter at der er gået 8 måneder.

Ordføreren.

Altså, jeg har præcis samme opfattelse af regeringsgrundlaget, som jeg havde for 8 måneder siden, og den er, at det indeholder en lang række ting, Enhedslisten aldrig kunne drømme om at stemme for, og at det indeholder en lang række ting, som vi er glade for – lidt mere af det, vi er glade for, end af det, vi ikke kunne drømme om at stemme for. Så derfor er vores holdning til regeringsgrundlaget den samme, som den var dengang. Og jeg kan godt huske al den opstandelse, der var, da hr. Søren Pind var i gang med nærmest at foranstalte en eller anden slags revolutionær stemning ude foran TV 2, som jo har et stort behov for at sende hele tiden. Det var det rene vrøvl, for regeringsgrundlaget kommer aldrig til afstemning, og det gik vist også op for Venstre, at det ville være for kompliceret at fremprovokere en afstemning om det. Men det var godt forsøgt og vældig muntert og sjovt, og vi mener præcis det samme, som vi mente for 8 måneder siden.

Fru Birgitte Josefsen.

Jamen nu kan det jo godt være, at vi vil gøre alt muligt for at finde ud af, hvordan man nu kan fremsætte en dagsorden, så man fik regeringsgrundlaget til afstemning. Så det kan vi jo lade komme an på en prøve. Men jeg synes så i forhold til de spørgsmål, der er stillet her i dag, at hr. Per Clausen har været knap så konkret i sine svar, som hr. Per Clausen var i åbningsdebatten, og nu vil jeg så godt høre: Hvilke konkrete elementer skal der komme på bordet i forhold til det skatteudspil, der ligger, for at Enhedslisten kan gå med i en aftale med regeringen?

Ordføreren.

Det skal være sådan, at det skatteudspil skal ændres på en sådan måde, at det også indeholder nogle forbedringer for de mennesker, der er på overførselsindkomster, og ikke forringelser, som der er lagt op til nu. Det er en af de ting, det skal indebære. Så skal vi sikre os, at nogle af de penge, som regeringen gerne vil bruge på at lette skatten for dem, fru Marianne Jelved meget præcist kaldte for velhavende mennesker, reduceres sådan, at dem, der er meget velhavende, i hvert fald ingen glæde får af det. Så skal vi skaffe nogle flere penge fra nogle af de rige danskere og fra den finansielle sektor osv. med henblik på at skabe mulighed for at lave skattelettelser til folk med lave indkomster, uden at det behøver at gå ud over andre med tilsvarende lave indkomster. 2 minutter eller 1 minut, vil jeg sige, giver ikke mulighed for at opremse alle de krav og ønsker, vi har til regeringen, i forhold til deres skatteudspil. Jeg er sikker på, at hvis de ikke allerede har fået en fyldestgørende liste over det, vil de snart få det. Jeg er ikke sikker på, at Venstre bliver orienteret om hele indholdet af det, men nogle enkelte elementer skal jeg nok lade lække.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg forstår godt, at hr. Per Clausen ikke kan gå ind i alle mulige forestillinger om, præcis hvordan et eventuelt forlig mellem regeringen og Enhedslisten bliver – altså, det ville være helt absurd at skulle svare på det spørgsmål. Men på det mere principielle plan kan man så forestille sig, at Enhedslisten kan deltage i et skatteforlig, der øger uligheden i Danmark? Det kunne være lidt interessant at høre.

Ordføreren.

Enhedslisten kan ikke støtte en aftale, der øger uligheden i Danmark.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Det var sådan set også det svar, jeg forventede. Er det så målt på den traditionelle måde, altså at man ikke på Ginikoefficienten må kunne se, at uligheden øges? Sådan en aftale indgår Enhedslisten ikke med regeringen – er det korrekt forstået?

Ordføreren.

Udgangspunktet er jo, at vi ved hjælp af nogle objektive kriterier skal kunne dokumentere, at der skabes mere lighed og ikke mere ulighed. Men lad mig bare sige, når nu hr. Simon Emil Ammitzbøll nævner Ginikoefficienten, at så tror jeg nok, at regeringen allerede er ved at regne sig frem til, at det udspil, den kommer med, næsten er godt nok i forhold til Ginikoefficienten, måske endda er godt nok. Så man skal altså ikke snyde os med nogle fiffige beregningsmetoder, vil jeg sige. Tit har jeg måttet indrømme herinde, at jeg jo ikke er økonom eller matematiker eller sådan noget, og så skal jeg heller ikke selv lave de modeller, vi regner det ud efter.

Hr. Mike Legarth for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge hr. Per Clausen: Når vi taler om en skattereform, som vi fra konservativ side synes er en rigtig dagsorden, kan hr. Per Clausen så medvirke, hvis uligheden øges?

Ordføreren.

Altså, jeg forsøgte vist at sige det nogenlunde klart lige før, nemlig at Enhedslisten medvirker ikke i aftaler, der skaber øget ulighed i samfundet. Jeg er lidt ked af det, for det kan måske være det, der gør, at vi aldrig kan få lavet en skatteaftale med De Konservative, for jeg har indtryk af, at for De Konservative er det vigtigt, at uligheden øges. Sådan har vi det jo forskelligt, og derfor håber jeg også på, at regeringen kommer til fornuft og laver en aftale sammen med os.

Hr. Mike Legarth.

Næh, men det er bare meget rart, inden vi går ind til forhandlingerne, at få bekræftet de synspunkter, som vi troede vi kendte, for der er jo en helt ny dagsorden, hvor folk mener noget helt andet, end de gjorde tidligere. Det synes jeg også jeg har set lidt hos hr. Per Clausen – måske ikke hos selveste hr. Per Clausen, men i hvert fald hos hr. Frank Aaen.

Men lad mig så spørge til det eneste element, som jeg i hvert fald ved Enhedslisten har bekæmpet ved enhver given lejlighed, nemlig topskatten. Den skulle ikke sænkes, det ville være uretfærdigt og meget andet. Vil man i dag fra Enhedslistens side medvirke til at skabe de gode gevinster, der vil være ved at lette topskatten?

Ordføreren.

Også det har jeg udtalt mig om rigtig, rigtig mange gange og efter nogles mening rigelig præcist. Men jeg skal bare sige til hr. Mike Legarth, at Enhedslisten godt kan medvirke til, at man f.eks. hæver topskattegrænsen, hvis det sker inden for en ramme, hvor aftalen skaber større lighed. Og det kan sådan set godt lade sig gøre. Men det er klart, at når man vil hæve den med 78.000 kr., som regeringen lægger op til i sit skatteudspil, så bliver det rigtig svært. Det er også derfor, jeg synes, man skulle prøve at fjerne noget af det aldersdiskriminering, som De Konservative er så optaget af, ved at sænke den der ambition om, hvor højt man skal hæve topskattegrænsen i regeringens udspil. Det ville være klogt af mange grunde.

Så er det fru Karen Ellemann.

Tak for det. Jeg vil fortsætte i topskattesporet, for hvad ville grænsen så være, hvis det var Enhedslisten, der skulle lave den her skattereform? Hvornår skulle man betale topskat?

Ordføreren.

Enhedslisten har ikke noget ønske om at ændre på topskattegrænsen. Enhedslisten har et ønske om at indføre en hårdere beskatning af de mennesker, der tjener over ½ mio. kr., og dem, der tjener over 1 mio. kr. Vi gik til valgkamp på nogle klare synspunkter om, hvordan skattepolitikken skal se ud i Danmark. Vi må nok erkende, når vi ser på det politiske flertal her i Folketinget, at det bliver svært at komme igennem med det, og derfor kan det godt være, at vi bliver nødt til at acceptere, at topskattegrænsen sættes lidt op. Men så stiller vi krav om, at det skal ske i en sammenhæng, og at aftalen i øvrigt er en aftale, der skaber større lighed og ikke mindre lighed.

Fru Karen Ellemann.

Nu startede hr. Per Clausen sin ordførertale med at tordne mod de rigeste mennesker i Danmark og sige, at de havde fået milliarder i skattelettelser. Jeg vil alligevel spørge hr. Per Clausen, hvordan han betragter det der med, om man giver eller man får skattelettelser. Altså, er vi ikke enige om, at de mennesker, der så har fået en skattelettelse, blot har fået lov til at beholde lidt mere af deres eget, men at der altså samtidigt også er tale om en befolkningsgruppe, der giver utrolig meget i skat, altså betaler utrolig høje summer i skat?

Ordføreren.

Jeg tror, at når vi snakker om mennesker med høje indkomster i det her land, så er det meget varieret, hvor meget de betaler i skat. Det er også meget varieret, i hvor stor udstrækning de betaler alle udgifterne til deres privatliv selv eller har deres virksomhed til at gøre det. Så jeg tror, at vi skal lade være med at generalisere.

Men Enhedslistens grundopfattelse er den, at mennesker med høje indkomster skal betale en høj skat, fordi det er den måde, man opretholder lighed i samfundet og et højt velfærdsniveau på. Der er ingen grund til at lægge skjul på, at Enhedslisten synes, at det er rigtig, rigtig ulykkeligt for Danmark, at vi er gået fra at være det mest lige land i verden til at ryge ned på 12. pladsen, særligt i en situation, hvor uligheden er vokset rigtig meget i alle vestlige lande. Så det er faktisk en ret flot præstation set ud fra et borgerligt synspunkt at vinde den konkurrence og få os banket ned på en 12. plads.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak. Nu har vi jo hørt hr. Per Clausen tordne mod både den ene side og den anden side. Det er, som om der ikke er den store forskel på, om det er den nye eller tidligere regering, der sidder. Vi ved også, at Enhedslisten ville have stemt imod regeringsgrundlaget, hvis det havde været en mulighed. Man siger, at det oplæg til skattereform, der er nu, ligger langt fra noget, der ville være rimeligt, og som man kunne støtte.

Jeg har et spørgsmål, i forbindelse med at der tilsyneladende er mange ting, der øger uligheden. Hvis de nu fortsætter med det og får en aftale om en skattereform, som Enhedslisten ikke kan gå med i, fordi uligheden øges, kan man så forestille sig, at man stadig væk kan gå ind og støtte en finanslov, der faktisk nødvendigvis må bygge på de aftaler, der er lavet hen over foråret af den art?

Ordføreren.

Jeg vil bare sige, at siden vi fik den nye regering og fik det nye flertal i Folketinget, er ligheden faktisk blevet øget. Konsekvensen af finanslovaftalen, som vi lavede med regeringen, var faktisk, at ligheden er blevet øget. Så det var faktisk et brud med 10 års VKO-politik, som skete der. Jeg sagde også indledningsvis i min tale, at det vist var et sted mellem 10 og 15 konkrete eksempler på lovgivning, vi har gennemført sammen med regeringen, og som er et brud med den politik, VKO har ført. Så vi har sådan set ikke svært ved at se forskel.

Så vil jeg sige, at vi, når vi kommer til finansloven, selvfølgelig vil vurdere, om finansloven er i stand til at sikre, at den udvikling, der går i retning af større lighed i Danmark, og som startede med finansloven sidste år, kan fortsætte. Det er af afgørende betydning.

Så er det selvfølgelig også af afgørende betydning, hvad disse aftaler med de borgerlige partier bliver til. De er jo ikke blevet indgået endnu, så lad os nu se, om de nogen sinde bliver til noget. Jeg har indtryk af, at Venstre finder en hængekøje, hver gang slutresultatet nærmer sig, så lad os nu se, hvad det bliver til. Men pointen er bare, at det vil vi vurdere i dets helhed, når vi kommer til det.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Det, jeg hører ordføreren sige, er jo sådan set, at sidste gang med finansloven fik man lavet noget, som Enhedslisten syntes gik lidt i den rigtige retning. Når man så står med finansloven næste gang, er det så sådan, at man vil sige, at nu er der lavet en masse aftaler med den borgerlige side af salen, som man nok synes gik i den forkerte retning, men hvis man bare lige kan komme lidt i den rigtige retning igen i finansloven, er det sådan set nok for Enhedslisten? Så kan man sidde og være med til finansloven. De hjælper en lille smule, og ind imellem kan de trække i alle mulige retninger, uden at det har nogen som helst konsekvens for Enhedslistens støtte.

Ordføreren.

Altså, det er jo den samlede finanslov, som skal pege i den rigtige retning. Det vil sige, at jeg sådan set skal kompenseres for det skidt, der måtte blive lavet med de borgerlige partier, sådan på det generelle plan. Og så kan det oven i købet være, det er ret sandsynligt, at der er nogle grupper, som er blevet dårligt behandlet i de aftaler, Dansk Folkeparti har været med til at lave med regeringen. De grupper skal så have noget kompensation for det, så det kan blive meget, meget kompliceret og meget, meget indviklet.

Det er sådan set også derfor, jeg advarer regeringen mod at rode sig ud i for meget snavs, for man kan blive så snavset, at det er svært at blive gjort ren, uanset hvor håndfaste metoder man bruger. Det vil jeg godt advare imod. Det kan være farligt.

Der er ikke flere korte bemærkninger på min liste. Tak til hr. Per Clausen som ordfører. Hr. Simon Emil Ammitzbøll som ordfører for Liberal Alliance.

Jeg ved ikke, om det er, fordi statsministeren skammer sig over den politik, der er blevet ført i de seneste 8 måneder, at hun har forladt salen, men det kunne jo i hvert fald være det, der var en helt naturlig forklaring på det. Det er sådan, at vi står over for den udfordring, at der er over 170.000 arbejdspladser, der er forsvundet ud af Danmark. Vi kan se, at der i de kommende år vil være endnu flere mennesker, der er uden for arbejdsmarkedet. Vi kan se, at der i årene, der kommer, fortsat vil være offentlige underskud. Vi kan se, at produktiviteten er svag. Vi kan se, at vi har en kæmpe offentlig sektor. Vi kan se, at vi har Europas højeste skattetryk. Ja, udfordringerne står i kø, og regeringen har gjort det værre. Det er nemlig sådan, at man har afskaffet kontanthjælpsloftet. Man har vedtaget nogle afgifter på el, på varme, på ejerskifte, på cigaretter, på vin, på øl, på chokolade, på slik, på is, på sodavand, på biler og på reklamer, og der er sikkert også noget, som jeg ikke lige har fået med her. Det er næsten 10 mia. kr. i nye skatter og afgifter, som man på kun 8 måneder har pålagt danskerne. Hvis det er noget, der fortsætter i alle de 4 år, så vil den samlede stigning være på op imod 60 mia. kr.

Hvorfor er det, at Liberal Alliance går så meget op i det med skatten? Hvorfor er det, at vi går så meget op i det med, at folk skal have lov til at beholde lidt flere af deres surt optjente kroner? Er det bare, fordi vi er venner med de rige, at vi gør det? Nej, vi gør det, fordi vi er venner med dem, der er den ganske almindelige dansker. Det er dem, som vi gerne vil give friheden til at kunne forfølge deres drømme, som vi gerne vil give friheden til at kunne skabe deres egen tilværelse, friheden til selv at bestemme, friheden til at stræbe efter deres egen lykke, sådan som det også står i den amerikanske uafhængighedserklæring. Det er altså nogle enorme udfordringer, Danmark står over for. Og hvad er det så, regeringens svar på det er? Jo, man kratter lidt i overfladen hist og her; man flytter lidt rundt på nogle skatter, flytter dem fra et område til et andet.

Men der er jo i Danmark ikke nogen skat, der er for lav, den skat, der er for lav, findes ikke. Der er ingen grund til, at man sætter noget ned og lader noget andet stige. Regeringens initiativer er nemlig ikke noget, der rykker. Vi kan tage dem enkeltvis og se på dem. Man kan tage den reform af førtidspensioner og af fleksjob, som diskuteres i øjeblikket, og hvor Liberal Alliance håber meget på at vi kommer med i en aftale. Men sandheden er jo, at der her kun er tale om noget, der vil øge arbejdsudbuddet med nogle ganske få tusinde personer, ja, det er nærmest det samme antal som det antal, hvormed arbejdsudbuddet blev mindsket, da man i et bredt flertal her i Folketinget, altså alle partier på nær Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, vedtog loven om erstatningsferie. Vi kan også tage og se på det, som regeringen gerne vil have skal være det, der er temaet for dagens debat, nemlig skatten.

Regeringen har fremlagt en skattereform, og der anerkender vi, at der, hvad angår cirka en tredjedel af den skade, der er sket i forbindelse med det, man i løbet af de første 8 måneder har udrettet, så er er tale om, at man gør det godt igen; der er dog lidt, som man ruller tilbage. Men der er i skattereformen nogle elementer, som vi, for nu at sige det mildt, i Liberal Alliance er meget skeptiske over for. Det er sådan, at man vil lave en særlig topskattegrænse for ældre mennesker. Der indføres et helt nyt princip om, at man gerne må diskriminere folk på baggrund af deres alder. Der er en slags skat for dem, der er under 67-68 år, eller hvor meget det nu er, det når at blive, inden det er fuldt indfaset, og så er der en anden slags skat for dem, der er under denne alder. Jeg er sikker på, at det, hvis det var en privat virksomhed, der gjorde det samme, så ville være sådan, at de røde medlemmer af Folketingets Ligestillingsudvalg ville stå i kø for at klage over, at man på denne måde diskriminerede. Men det er ikke kun diskriminerende, det er faktisk også konkurrenceforvridende.

Nu ved jeg ikke, om regeringen har fantasi til at forestille sig det, men der findes faktisk mennesker, som har egen virksomhed.

Der kan f.eks. være en, der har egen virksomhed, og som er 66 år, og der kan være en anden, der har egen virksomhed, og som er 69 år, men der vil det være sådan, at ham, der er 69, vil komme til at skulle betale en højere skat end hende, der er 66. Det vil jo dermed ikke være den samme konkurrencesituation, som han vil stå i, når han skal udbyde sine varer, og når han skal handle. Han bliver stillet dårligere. Det er dermed både diskriminerende og konkurrenceforvridende, og det er, for nu at sige det på godt dansk, dødhamrende uretfærdigt. Det er da uretfærdigt, at man siger, at nogle af de mennesker, som tjener godt – for det er der jo også mange af dem der gør – og som altså enten arbejder eller har sparet op, nu skal straffes for, at de tager vare på sig selv og på deres medmennesker. Det er altså noget, de skal straffes for. Uha, hvor skulle de skamme sig i den regering!

Men det er ikke kun de ældre, der skal rammes, næh, nej, det er også nogle af de unge boligejere, som sidder med det, som skatteministeren kalder de allerstørste lån – det lyder nærmest, som om det dermed også er dem, der har allerflest penge, og at de bare kan betale for den ændring i rentefradraget, som regeringen foreslår. Men så nemt er det jo desværre ikke for de familier, der ender med at måtte flytte fra deres bolig. Endelig er der også en klassiker, altså det, man nærmest han kan kalde en Helle Thorning, hvis man må sige sådan? ( Fjerde næstformand (Holger K. Nielsen): Det må man ikke). Men så må man kalde det en statsminister med skrue, nemlig afgiftsskruen. For det vil være sådan, at afgiftshelvedet endnu en gang kommer til at køre derudad, når det er, at man vil sørge for at ophæve skattestoppet på den del.

Når det er sagt, vil jeg sige, at vi jo i Liberal Alliance er fremkommelige mennesker. Vi vil sådan set gerne tage imod den fremstrakte hånd, der er med hensyn til at forhandle om en skattereform. For vi har et håb om, at der er noget, der kan gøres bedre, at det vil kunne trækkes i den rigtige retning, og at vi måske kan få enderne til at mødes. Regeringen har jo kun 80 mandater bag sig, så der er vel nogen, som de skal mødes med, hvis de vil ændre på skattesystemet her i landet.

Der var også noget helt andet, som man kunne gøre; man kunne i regeringen tage en dyb indånding, man kunne vise mod og gøre det rigtige: Man kunne fjerne topskatten, man kunne halvere selskabsskatten, man kunne have 40.000 færre ansatte i den offentlige sektor, man kunne forbedre produktiviteten og forbedre konkurrenceevnen i det her land og sørge for, at vi igen ville kunne kravle op på listen over verdens rigeste lande, i stedet for at vi fortsætter ad det spor, som vi i Danmark i mere end to årtier har kørt ad, hvor vi set i et internationalt perspektiv i virkeligheden bare er blevet et land, der er blevet mere og mere træt og slidt. Den her regering er jo af vælgerne allerede blevet dømt som en løftebrudsregering. Der synes jeg jo på det lange stræk at der er god grund til at sige tak for løftebruddet, for det var blevet meget, meget værre, hvis man havde gennemført den politik, som S og SF gik til valg på.

Men når det nu alligevel er sådan, at man er kendt for at være en løftebrudsregering, så kunne man jo gøre det fuldt ud; man kunne simpelt hen gøre det, så det er gennemført, og gøre det rigtige, i stedet for at man bare kratter i overfladen. Jeg er helt sikker på, at både Venstre, Konservative og Liberal Alliance ville have umådelig svært ved ikke at støtte regeringen, hvis det var sådan, at den førte en fuldtonet fornuftig politik. Vi har i det her land nogle muligheder, og det kræver kun 90 mandater at gøre Danmark til et bedre sted. Vi skal turde drømme om at gøre Danmark til et helt andet samfund, altså til et samfund, hvor vi belønner den flittige, til et samfund, hvor det kan betale sig at arbejde, til et samfund, hvor den, der tager sig af sig selv og af sin familie, bliver belønnet og ikke bliver straffet.

Sådan et land kan gøres både rigere og friere, og det vil dermed kunne sørge for, at vi hver især kan leve et liv, der leves efter egne ønsker, og ikke efter, hvad der er politikernes ønsker.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Først er det hr. John Dyrby Paulsen.

Tak. Man bliver måske sådan lidt trist til mode, når man hører hr. Simon Emil Ammitzbølls indlæg, for hr. Simon Emil Ammitzbøll vælger jo sådan meget selektivt at tage nogle enkelte ting ud, men ikke det der med, at udlandet har meget stor tillid til dansk økonomi. Renten er siden folketingsvalget faldet yderligere og i perioder nu også kommet under den tyske rente, så den der meget store tillid fra udlandets side til dansk økonomisk politik er jo blevet styrket gennem de seneste måneder. Det synes jeg trods alt også at Liberal Alliance må glæde sig over.

Må jeg så ikke også kvittere for den udmelding, der er kommet fra Liberal Alliance i dag, om, at man går ind i forhandlingsforløbet. Det var også sådan, jeg hørte ordføreren sige det, og det vil jeg meget gerne kvittere for. Men det undrer mig lidt, at Liberal Alliance siger, at nu kan de godt gå ind i et samarbejde med Det Konservative Folkeparti. Det er ikke, fordi der er noget i vejen med at samarbejde med Det Konservative Folkeparti, men kunne Liberal Alliance ikke forklare, hvorfor det ikke er Venstre, som Liberal Alliance gerne vil samarbejde med, men Det Konservative Folkeparti? Hvad er der i virkeligheden i vejen med Venstre?

Ordføreren.

Jeg tror, det ville blive for meget, hvis jeg lavede en sammenlignende analyse mellem Liberal Alliances og Venstres partiprogrammer for at finde frem til, hvad vi så syntes var i vejen med dem, og hvad de måtte synes var i vejen med os. Men der er sådan set ikke særlig meget i vejen med Venstre. Vi elsker Venstre. Vi elsker dem så meget, at vi har tænkt os at placere dem på regeringsbænkene efter næste valg, hvis vi får mulighed for det. Så jeg kan fuldstændig berolige hr. John Dyrby Paulsen med, at vi har et glimrende forhold til Venstre.

Når det er sagt, tror jeg, at spørgsmålet handler om noget helt andet, nemlig at Liberal Alliance jo desværre ikke har 10 mandater, for så kunne vi være selvstændigt interessante, og det er så den alliance, vi har kunnet se med De Konservative. Hvis man lægger 9 og 8 sammen, giver det 17, og det er mere end 10, og dermed møder man ikke døde øjne hos ministre, man skal forhandle med.

Hr. John Dyrby Paulsen.

Tak for det. Jeg ved nu ikke, om jeg blev specielt beroliget af, at Liberal Alliance ligefrem elsker Venstre, og jeg ved heller ikke, om Liberal Alliance har tænkt nærmere over mandatsammensætningen. Det er jo sådan, at hvis man tager Liberal Alliances mandater og lægger dem sammen med Venstres mandater, kommer man vist også lige over 10. Det er jo derfor, vi undrer os og spørger: Hvad er det nu, der er sket mellem Liberal Alliance og Venstre?

Det er fair nok, at Liberal Alliance gerne vil se Venstre som et regeringsbærende parti, men det er da underligt, at man så ikke vil lave en skattereform med Venstre. Er det i virkeligheden på grund af det, som Venstre indtil nu har fremlagt som forslag til skattereform. Man skal være meget, meget positivt stemt over for Venstre for at kunne kalde det en reform. Altså, det er 250 ord på en hjemmeside og så en YouTubevideo på 2 minutter med hr. Lars Løkke Rasmussen, hvor han stort set ikke siger andet end noget med skat og betydelige skattelettelser, der i øvrigt ikke er finansieret endnu, og heller ikke siger noget om, hvornår danskerne i givet fald skal have dem. Hvad er det, der er i vejen med det, Venstre har sagt om skat indtil nu, som gør, at Liberal Alliance i virkeligheden ikke vil forhandle sammen med Venstre, når man ser på regeringens skattereform?

Ordføreren.

Nogle mennesker forstiller sig og gør sig klogere, end de er. Det kan man ikke beskylde hr. John Dyrby Paulsen for, for jeg synes, spørgsmålet med al ønskelig tydelighed viser – jeg kender jo hr. John Dyrby Paulsen godt – at han er meget klogere, end hvad det spørgsmål umiddelbart afslører. Derfor har jeg heller ikke tænkt mig at gå ind i den fuldstændig fortænkte situation. Sagen er den, at jeg ikke har tænkt mig og stå her og være medie for en diskussion mellem Socialdemokratiet og Venstre. Den sag må partierne klare selv.

Hr. Jesper Petersen for en kort bemærkning.

Jeg forstår på hr. Simon Emil Ammitzbøll, at man nærmest er på vej til at indlede en eller anden form for hed affære med Venstre, og at man gerne så dem tilbage ved magten efter valget. Jeg forstår også, at det f.eks. er en noget anderledes skattepolitik, der nu bliver lagt op til, end den, der blev ført før, men der må være en større sympati for den anden vej.

Men så er der alligevel ret store uoverensstemmelser, for efter lang tids roden rundt i det har jeg forstået på Venstre, at de i hvert fald i ord siger, at de gerne vil have en vækst i den offentlige sektor på 0,8 pct.; en behersket vækst, men det er alligevel det, den skal være på. Som jeg forstår Liberal Alliance, vil man skære ned med 150 mia. kr. – 40.000 offentligt ansatte – og vil nærmest have en negativ økonomisk vækst i den offentlige sektor over de kommende år. Der forekommer mig bare, trods den hede kærlighedsaffære, at være en ret stor forskel på de ønsker, der er inden for det liberalistiske spektrum. Kan hr. Simon Emil Ammitzbøll ikke bekræfte, at der i kærlighedsaffæren vil indgå en form for kompromis om, at der skal være en lavere vækst i den offentlige sektor, hvis Liberal Alliance skal være med i ægtesengen?

Ordføreren.

Jeg kom til at tænke på tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der engang i en stor politisk debat sagde: Jeg hører forkerte tal. Det hørte jeg også her fra hr. Jesper Petersen. Og igen er der det med forstillelsen, for hr. Jesper Petersen ved det udmærket. Det er sådan, at Liberal Alliance foreslår at fjerne 40.000 stillinger i det offentlige ved naturlig afgang. Det kan sagtens lade sig gøre. Det ved vi allerede fra nogle af landets dygtigste kommuner. Det er sådan, at vi gik til valg på en samlet reformplan med besparelser på lidt over 70 mia. kr., men det kan da godt være, at vi bliver mere dristige frem mod næste valg. Det vil jeg bestemt ikke afvise.

Hr. Jesper Petersen.

Svaret på selve spørgsmålet er så, at det jo er forskelligt fra det, Venstre går og siger. Der er en ret tydelig forskel. Jeg synes, det er utrolig svært at blive klog på, hvad der egentlig ligger i det, de borgerlige partier mener nu om dage. Venstre mener ikke rigtig noget, men er vel nu blevet enig med sig selv om, at de vil have den der vækst på 0,8 pct., Liberal Alliance vil gerne have en mindre vækst og De Konservative en vækst på 0,0 pct. Man er overhovedet ikke enig om det, men hvis man skal blive enig, må det jo forudsætte og ligesom give sig selv, at der bliver en mindre vækst i den offentlige sektor, at der altså skal være mindre velfærd, for at der kan gives flere skattelettelser.

Vi har forgæves forsøgt i måneder at finde ud af, hvad det er, de højreorienterede partier gerne vil sammen, men hvis det kunne være bare en form for delkonklusion for de næste 3 år, før der skal være valg igen, ville vi jo være nået så langt; at der altså skal være mindre vækst i den offentlige sektor, for at der kan gives flere skattelettelser. Er det korrekt forstået?

Ordføreren.