Det sidste punkt på dagsordenen er:

25) Forespørgsel nr. F 40:

Forespørgsel til ministeren for udviklingsbistand:

Hvad kan ministeren oplyse om regeringens nye strategi for dansk udviklingssamarbejde?

Af Jakob Ellemann-Jensen (V), Jeppe Kofod (S), Hans Kristian Skibby (DF), Lone Loklindt (RV), Lisbeth Bech Poulsen (SF), Christian Juhl (EL), Mette Bock (LA) og Per Stig Møller (KF).

(Anmeldelse 11.05.2012. Fremme 15.05.2012).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 31. maj 2012.

Først er det hr. Jakob Ellemann-Jensen for begrundelse af forespørgslen.

Tak, hr. formand. Ministeren for udviklingsbistand har præsenteret en ny strategi for Danmarks udviklingssamarbejde. Arbejdet med strategien har været en grundig proces, og den har involveret en lang række interessenter. Fra udsendelsen af det første udkast til den nye strategi er der indkommet 65 høringssvar. Der er afholdt en række offentlige debatmøder om emnet, ligesom debatten om strategien har kørt lystigt i forskellige internetfora. Strategien er blevet behandlet adskillige gange i Folketingets Udenrigsudvalg, og ministeren har holdt en række bilaterale forhandlingsmøder med de respektive partiers ordførere om strategien.

Så forespørgslen i dag stiller spørgsmålet: Hvad er resultatet egentlig af alle disse anstrengelser? Hvad er ministeren nået frem til, og hvad kan ministeren sige om slutproduktet, den nye strategi for Danmarks udviklingssamarbejde?

Jeg ser frem til ministerens redegørelse og en god debat. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så er det ministeren.

Mange tak for det. Det er en stor fornøjelse for mig at kunne fremlægge den nye strategi for Danmarks udviklingssamarbejde, »Retten til et bedre liv«, og en endnu større fornøjelse at kunne gøre det, samme dag som forslag til lov om internationalt udviklingssamarbejde er blevet enstemmigt vedtaget. Samlet er loven og strategien et stærkt og nyt fundament for et slagkraftigt dansk udviklingssamarbejde. Samlet er loven og den nye strategi en offensiv forandring af Danmarks udviklingspolitik tilpasset globale udfordringer, der sikrer en åben og ansvarlig forvaltning af udviklingssamarbejdet, sikrer, at vi leverer solide resultater og fastholder den folkelige opbakning både herhjemme og i de lande, som vi samarbejder med.

Hovedbudskabet i den nye strategi er, at fattigdommen skal bekæmpes gennem fremme af menneskerettigheder og sikring af økonomisk vækst. Fattigdom har ringere vilkår i lande, hvor menneskerettighederne og de demokratiske spilleregler respekteres, og hvor fattige mennesker bliver rustet til selv at kæmpe mod fattigdommen og for menneskerettighederne. Der har aldrig været egentlig hungersnød i velfungerende demokratier, og årsagen er, at de demokratiske regeringer skal vinde et valg; de skal stå til ansvar over for deres egne borgere. Respekt for menneskerettigheder og demokrati og udvikling hænger derfor uløseligt sammen. Det giver stabilitet og også de bedste langsigtede vilkår for økonomisk vækst. Derfor sætter vi menneskerettighederne i centrum for bekæmpelsen af fattigdommen.

Vi skal kæmpe for frihedsrettighederne, ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og foreningsfriheden. Når vi arbejder for kvinder, mænd, piger og drenges ret til at ytre sig, organisere sig, deltage i udviklingen af deres samfund, fordeler vi magt og indflydelse til langt flere. Når vi sikrer kvinder lige rettigheder og muligheder, fordeler vi indflydelsen til langt flere. Men vi skal også erkende, at frihedsrettighederne ikke kan stå alene. Vi skal derfor også arbejde for retten til mad, retten til at gå i skole, retten til basale sundhedsydelser. Gør vi det, sikrer vi, at velstanden og velfærden fordeles til langt flere. Ytringsfriheden er ikke meget værd, hvis man ikke kan læse og skrive, og børn lærer ikke at læse, hvis de konstant er sultne.

Det er det, der menes med, at menneskerettighederne er udelelige og gensidigt afhængige. De forstærker hinanden, og de er alle sammen med til at fordele og fremme velfærd, velstand og værdighed. Indsatsen for menneskerettighederne styrker derfor kampen mod fattigdom.

Det er samtidig klart, at bekæmpelse af fattigdom og sikring af menneskerettigheder kræver solid økonomisk vækst over mange år. Det er ikke et spørgsmål om bare at fordele kagen mere ligeligt; vi skal også gøre kagen større. Det koster at sende børn i skole, det koster at opbygge sundhedssystemer, sikre rent drikkevand og bygge veje. Væksten skal derfor skabe flere arbejdspladser, ikke mindst til unge, hvis det skal føre til en varig reduktion af fattigdommen. En indsats for unge er også med til at mindske spændinger og forebygge konflikter.

På trods af høj vækst i mange lande har de fattige ikke altid fået del i væksten, og derfor skal vi arbejde for en bæredygtig og inklusiv vækst drevet af den private sektor, men hvor den offentlige sektor sikrer de rigtige rammebetingelser, så væksten kommer alle til gode. Økonomisk vækst og skabelse af arbejdspladser har høj prioritet i verdens fattige lande. Det er bærende elementer i strategien.

Udviklingssamarbejdet skal først og fremmest være til gavn for de millioner af fattige kvinder, mænd og børn, der lever i udviklingslandene. Det er deres ret til et bedre liv, strategien skal kæmpe for. Men udviklingssamarbejdet er også en investering, der er til gavn for Danmark. Det skal vi stå ved. Det er en investering i fred og færre flygtninge, i kampen mod klimaforandringer og andre globale udfordringer, i øget vækst, i flere arbejdspladser og i flere muligheder – også i Danmark og i Europa.

En aktiv udenrigspolitik med udviklingssamarbejdet som et centralt element giver samtidig Danmark indflydelse. Det skaber anerkendelse og respekt for Danmarks internationale engagement. Det baner vejen for danske virksomheder, for danske muligheder. Det ser vi allerede i lande som Vietnam og Kenya. Mange års støtte til rammebetingelser for erhvervslivet og overførsel af viden og teknologi til lokale virksomheder har skabt grundlaget for, at danske virksomheder nu kan etablere partnerskaber. De kan investere, de handler, og de får del i de høje vækstrater, vi heldigvis ser i en række af de lande, Danmark samarbejder med.

For den gode nyhed er jo netop, at der bliver færre og færre fattige. Der er rivende økonomisk vækst i mange lande i både Afrika, Asien og Latinamerika, men det positive billede fortæller ikke hele historien. I Afrika lever næsten hvert andet menneske for mindre end 8 kr. om dagen, og 1,5 milliarder mennesker bor i lande, hvor staten er skrøbelig eller næsten helt brudt sammen, i områder ramt af tørke, klimaforandring og konflikt. Danmark skal fortsat have et stærkt udviklingspolitisk engagement, og hovedfokus skal være i Afrika og i stigende grad i skrøbelige stater, som er længst fra at nå bare ét af FN's 2015-mål. Det er der, der er mest brug for os.

Danmarks udviklingssamarbejde skal basere sig på en rettighedsbaseret tilgang til udvikling. Det betyder, at vi tager udgangspunkt i det brede sæt af menneskerettigheder, vi flytter udviklingssamarbejdets fokus fra velgørenhed til rettighed, og vi indgår en kontrakt med verdens fattige lande, hvor vi arbejder sammen med regeringer, civilsamfund og den private sektor om at indfri de grundlæggende menneskerettigheder. Det er rettigheder, vi har skrevet under på, og det er rettigheder, de har skrevet under på, så det er ikke dansk værdieksport, men det er et fælles og stærkt internationalt værdigrundlag, som vi står på. Det betyder også, at vi skal undgå at gøre os til dommere over, hvilke rettigheder der er mere værd end andre.

Hvad betyder det i praksis? Jeg vil gerne give et eksempel. Under et besøg i Kenya besøgte jeg en lokal sundhedsklinik. Der var nogle behandlinger gratis og andre kostede noget, men der var åbenhed om, hvad de kostede, for det stod på et skilt på klinikkens dør. Den åbenhed gør det gennemskueligt for patienterne, borgerne, hvilke behandlinger de har ret til, og hvad de koster, og det sikrer, at de ikke betaler mere, end de skal. Det er også en åbenhed, der sikrer alle lige adgang til sundhedsydelserne. Der kan ikke gøres forskel, vi undgår diskrimination. Når vi arbejder for åbenhed og adgang til information, arbejder vi derfor for, at borgerne selv kan stille krav, selv kan kræve deres ret. I den her landsby var der så også en sundhedskomité, og den sikrede, at de lokale borgere kunne gå i dialog med læger og sygeplejersker. De kunne klage, hvis patienterne ikke fik det, de skulle, og de kunne sikre, at pengene fra regeringen til sundhedsklinikken nåede frem. De var altså med til at holde myndighederne ansvarlige.

En rettighedsbaseret tilgang bygger på de principper: åbenhed og inddragelse, ansvarlighed og ikkediskrimination. Men vi skal være realistiske. Vi kan ikke kræve, at alle rettigheder i alle lande skal indfries fra den ene dag til den anden. Det er det lange seje træk for menneskerettighederne, der tæller. Her skal vi prioritere, og vi skal anerkende, at særlig de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder ofte kun indfries gradvis. De forudsætter, at der er politisk vilje, kapacitet og ressourcer. Vi skal arbejde for stædige fremskridt og positive forandringer. På den anden side er det også klart, at vedvarende menneskerettighedskrænkelser skal få konsekvenser for den måde, vi samarbejder på. Vi skal være parat til at sige fra. Men vi kan ikke på forhånd sige, hvornår, hvis og hvordan vi trækker os. Vi skal i den konkrete situation vurdere, hvilken betydning det får, hvordan vi skal reagere, hvem vi skal samarbejde med og hvordan.

Vi skal også prioritere, og vi kan ikke gøre det hele overalt. Her skal vi bygge på partnerskaber med landene selv, med andre udviklingspartnere, med det multilaterale system, med folkelige organisationer, med den private sektor og med de nye vækstøkonomier. Vi skal sætte ind der, hvor behovene er størst, og hvor vi bedst kan gøre en forskel. Derfor fokuserer vi også i strategien på fire prioritetsområder.

Det første område er menneskerettigheder og demokrati. Vi vil gå forrest i kampen for menneskerettigheder og demokrati og støtte positive forandringer, der ses i mange lande. Når vi støtter frie og demokratiske valg, opbygningen af retssamfund, opbygningen af åbne offentlige forvaltninger uden korruption, når vi arbejder for frie medier og for et slagkraftigt civilsamfund, giver vi folk de redskaber, de demokratiske redskaber, der kan sætte dem i stand til selv at stå fast på deres rettigheder, selv at deltage aktivt i samfundslivet. Forandringskraften skal komme indefra, nedefra, bygge på lokalt ejerskab. Særlig en stærk indsats for kvinders rettigheder vil stå centralt.

Det andet prioritetsområde er grøn vækst eller bæredygtig økonomisk vækst. Vækst er som sagt afgørende for at bekæmpe fattigdommen, men verdens naturressourcer – vand, energi, jord – er under markant pres. Der skal findes nye og mere effektive produktionsformer, der sikrer, at væksten ikke sker på bekostning af naturressourcer, miljø eller klima. Det kræver internationale tiltag, det kræve en stærk national indsats. Her skal vi hjælpe verdens fattige lande med at undgå forurening og overforbrug af ressourcer, undgå at lave nogle af de fejl, som vi har lavet i de rige lande. Det gælder også verdens fattige landmænd. Vi kan både gøre en markant indsats for at bekæmpe fattigdommen og sikre bæredygtige landbrugsmetoder og fødevaresikkerhed. Det gælder indsatsen for at sikre alle verdens mennesker adgang til og bæredygtig udnyttelse af rent vand og moderne energi. Og det er også områder, hvor danske virksomheder og dansk viden kan bidrage med ny teknologi, nye ideer og skabe nye muligheder.

Indsatsen for grøn vækst må ikke føre til nye handelsbarrierer eller urimelige forhindringer. Grøn vækst handler ikke om begrænsninger, det handler om nye muligheder for vækst og arbejdspladser uden overforbrug af naturressourcer, vækst uden skadelig forurening. Det skal skabe mulighed for varig vækst.

Det tredje område, vi vil prioritere, er en styrket indsats for sociale fremskridt. Når folk får bedre sundhed og uddannelse, bliver de bedre rustet til selv at kæmpe sig ud af fattigdommen. Det er en investering i både det enkelte menneskes værdighed og mulighed, og det er en investering i økonomisk vækst for hele samfundet. Men vi skal gøre det lidt anderledes. Vi vil styrke vores brug af budgetstøtte og i stigende grad arbejde igennem multilaterale mekanismer, hvor vi indgår en kontrakt med regeringerne i verdens fattige lande og bidrager til en stærk og samlet indsats for uddannelse, sundhed og i stigende grad sociale sikkerhedsnet. Det er opmuntrende at se, hvordan flere og flere fattige lande stille og roligt, men stædigt bygger fundamentet op til en velfærdsstat, hvor ingen falder helt igennem, hvor ingen ender i ekstrem sult og fattigdom.

Danmark skal også fortsat være i front i kampen for piger og kvinders ret til at bestemme over egen krop. Retten til seksuel og reproduktiv sundhed, herunder adgangen til sikre fødsler og adgangen til effektiv prævention, skal være en dansk mærkesag. Kvinder har ret til at bestemme med hvem og hvor mange børn, de vil have, og til at føde dem under trygge forhold. Piger og kvinder skal have lige muligheder for selv at forme deres liv og deres fremtid.

En stærkere indsats for at skabe stabilitet og beskyttelse i skrøbelige lande er det fjerde prioritetsområde. Skrøbelighed og konflikt hindrer i den grad udvikling og fattigdomsbekæmpelse. Det skaber også grobund for ufred, flygtningestrømme, forbrydelser og fanatisme. Med udviklingssamarbejdet vil vi fokusere på at forebygge konflikter og genopbygge skrøbelige stater. Det betyder også, at vi skal være villige til at løbe en risiko, når vi engagerer os i lande som Somalia eller Afghanistan, men vi skal turde løbe den risiko, fordi risikoen ved ikke at engagere os er endnu større, både for verden, for os i Danmark og for de ekstremt fattige og udsatte mennesker, der lever i verdens skrøbeligste lande. Det er igen en investering, der kommer godt igen.

Dansk udviklingssamarbejde får fortsat topkarakterer. Nye undersøgelser fastslår, at det danske udviklingssamarbejde leverer varige og solide resultater, der tæller. Vi fik sidste år OECD's udviklingskomités ord for, at det, Danmark gør, er rigtigt; vi får noget for pengene. Men vi skal altid stræbe efter at gøre det endnu bedre og tilpasse os nye tider. Vi skal sikre større åbenhed om det, vi gør. Det er afgørende, at borgerne kan få solid information om vores engagement i verden og i verdens fattige lande. Det er afgørende, at vi arbejder ihærdigt for, at befolkningen bakker op om, at vi påtager os et globalt ansvar. Derfor skal vi sikre solid oplysning om programmer og partnerskaber og om de resultater, vi opnår. Det skal sikre en stærk opbakning til udviklingssamarbejdet – også i fremtiden.

Jeg sagde indledningsvis, at loven og den nye strategi er en offensiv forandring af Danmarks udviklingspolitik. Det er det, men det er ikke en 180-graders-ændring af vores udviklingssamarbejde. Vi holder fast i det, der virker. Jeg har haft mange, gode drøftelser med partiernes ordførere om linjen, og jeg vil gerne sige tak for den konstruktive debat. Jeg håber, at alle kan se, at der er blevet lyttet, og derfor er det mit og regeringens håb, at et bredt flertal af Folketingets partier vil kunne støtte den linje, strategien udstikker. Det vil genskabe den gode tradition, vi tidligere har haft, om at stå sammen om udviklingssamarbejdet. Det er en strategi, der skal samle, både her i Folketinget og i den konkrete indsats i verdens fattige lande i kampen for retten til et bedre liv.

Jeg ser frem til debatten og til et fortsat tæt samarbejde med Folketingets partier og Udenrigsudvalget i gennemførelsen af strategien og tak igen for rigtig mange gode debatter og deltagelse, for inspiration og ideer undervejs. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Hr. Jakob Ellemann-Jensen som ordfører for Venstre.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at takke ministeren for en god proces i udviklingen af en ny strategi for dansk udviklingssamarbejde. Det har været en åben, konstruktiv og inkluderende debat, selv om vi i sagens natur ikke har været enige om alting undervejs. Det har dog været meget tydeligt, at ministeren hele vejen har haft et oprigtigt ønske om at sikre en bred opbakning til regeringens strategi.

I Venstre mener vi, at man kunne have nået en sådan opbakning, ved at regeringen simpelt hen tilsluttede sig den i øvrigt ganske udmærkede strategi, som VK-regeringen stod bag, men som man havde valgt at tilslutte sig af årsager, der ikke havde meget med strategien at gøre. Det har regeringen ikke ønsket, og det har været vigtigt for regeringen at sætte sit eget fingeraftryk.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at vi i Venstre langtfra var tilfredse eller imponerede over det første udkast til en strategi, som ministeren præsenterede. Det var præget af væsentlig mere idealisme end realisme, og den slags har verdens fattigste set rigeligt af. Dokumentet handlede i al for høj grad om at fordele kagen og i al for lille grad om, hvordan kagen blev større. Man kan nu engang ikke omfordele sig ud af fattigdom.

Det betyder ikke, at vi skal glemme vores fokus på rettigheder. Vi skal bare huske på, at økonomisk vækst i udviklingslandene er en forudsætning for at bekæmpe fattigdom. Det nytter ikke noget, at vi hjælper mennesker med at kæmpe for retten til mad, hvis der ikke er nogen mad at fordele.

Et andet problem i strategiens første udkast var, at den økonomiske vækst, der trods alt var blevet plads til, var pakket ind i så mange forbehold, miljøkrav og socioøkonomiske hensyn, at mange danske virksomheder næppe ville være i stand til at efterleve dem. Når kravene bliver så urealistiske, risikerer man at skabe en kunstig vækst, som alene opretholdes af udviklingsbistanden, og som ikke vil være økonomisk bæredygtig i det lange løb. Den økonomiske bæredygtighed må og skal være til stede. Vi skal ikke stille urealistiske krav til verdens allerfattigste. Vi skal sætte den enkelte fri, og vi skal give økonomiske muligheder.

Selv om strategien i sin endelige form i den grad har levnet plads til en masse hule floskler og højtflyvende hensigter, er disse krav blevet mere jordnære og realistiske. Nødvendigheden af økonomisk vækst har fået en meget mere central placering. Kravene til grøn vækst er tydeligere, og der er sikret en balance mellem økonomisk vækst og de hensyn, som vi må og skal tage i en verden, der har meget begrænsede ressourcer.

En debat, vi har haft gentagne gange under arbejdet med strategien, handler om vægtning af menneskerettigheder. Vi bliver nok aldrig helt enige om, at alle menneskerettigheder altid er lige vigtige. De sociale rettigheder handler om fordeling, mens frihedsrettighederne handler om muligheder.

Udfordringen er naturligvis, at mulighederne begrænses, hvis fordelingen er skæv. Derfor skal vi tage udgangspunkt i behovene for det enkelte land, når vi ser på, hvilke rettigheder vi fra dansk side skal hjælpe med at kæmpe for. For det er ikke realistisk, at et udviklingsland skal sikre 30 forskellige menneskerettigheder med et slag. Men vi må aldrig acceptere, at regeringer tilsidesætter fundamentale frihedsrettigheder og undskylder sig med, at man i stedet fokuserer på andre rettigheder.

Vi skal sikre den frihed, der giver mennesker mulighed for at påvirke deres egen situation og give deres familie mad på bordet. Vi skal hjælpe med at sikre den private ejendomsret. En forudsætning for økonomisk vækst er, at vi som mennesker kan være sikre på, at det, der er vores i dag, ikke bliver taget fra os i morgen. Vi skal hjælpe med at sikre frie markeder og økonomisk frihed. Det gør vi bl.a. ved at sikre udviklingslandene adgang til vores markeder, men det er ikke nok.

Samhandelen udviklingslandene imellem skal også styrkes, og den hæmmes i dag af massive toldmure og bureaukrati. Det er ofte den eneste mulighed for effektiv skatteopkrævning. Også derfor skal vi hjælpe med at skabe velfungerende og hæderlige regeringsapparater, der kan foretage en hensigtsmæssig og rimelig skatteopkrævning. Vi skal anspore vores partnerlande til at øge samhandelen.

Udviklingsbistand kan give et land en hjælpende hånd, men fri handel kan for alvor sætte et lands økonomi i gang. Derfor skal der være en sammenhæng mellem vores udviklingspolitik og alle de andre politiske områder, som har direkte indvirkning på vores partnerlande. Det er her, vi kan gøre den store forskel. Vi skal også sikre samtænkning af vores indsatser for fred, stabilitet og udvikling i verden. Det er glædeligt at se, at regeringen har modet til at anerkende det. For udviklingspolitik er et område, der kræver mod. Det kræver mod til at erkende, at vi ikke kan hjælpe alle. Derfor skal vi have mod til at prioritere og mod til at fokusere, for så bliver vores udviklingssamarbejde mest effektivt.

Effektivitet med skattekronerne skylder vi selvfølgelig de danske skatteydere. Men vi skylder i høj grad også vores partnerlande at være så effektive som muligt med vores udviklingsbistand. Derfor skylder vi også at sikre bred politisk opbakning til Danmarks udviklingspolitiske strategi, og vi vil ikke bruge den som indenrigspolitisk kastebold, fordi vi er fornærmede over noget, der ikke har med strategien at gøre.

Naturligvis ville vi i Venstre have foretrukket at beholde den strategi, VK-regeringen præsenterede for 2 år siden, for det var en bedre og mere skarp strategi, men det er nu engang ikke muligt. Derfor bakker Venstre op om regeringens strategi for Danmarks udviklingssamarbejde.

Jeg skal derfor fremsætte følgende forslag til vedtagelse på vegne af Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tilslutter sig regeringens strategi for Danmarks udviklingssamarbejde »Retten til et bedre liv« og opfordrer til,

– at målet for Danmarks udviklingssamarbejde er at bekæmpe fattigdommen ved at fremme bæredygtig økonomisk vækst og menneskerettigheder,

– at fokusere på fire prioriteter: bæredygtig økonomisk vækst, menneskerettigheder og demokrati, sociale fremskridt, stabilitet og beskyttelse,

– et globalt udviklingspolitisk engagement baseret på prioritetslande, hvor hovedfokus fortsat er på Afrika,

– et effektivt og fokuseret udviklingssamarbejde baseret på forpligtende demokratiske partnerskaber,

– en styrket indsats gennem multilaterale organisationer kombineret med aktiv multilateralisme,

– øget sammenhæng mellem de politikområder, som berører udviklingslandene,

– en fortsat stærk involvering af private virksomheder, folkelige foreninger og forskningsmiljøer,

– styrket åbenhed og information om udviklingssamarbejdet, og

– at strategiens gennemførelse løbende drøftes med Folketingets Udenrigsudvalg.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 69).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i den videre debat. Der er ingen korte bemærkninger, så tak til ordføreren for forespørgerne.

Den næste ordfører i ordførerrækken er hr. Jeppe Kofod, Socialdemokraterne.

Tak. Også jeg vil starte med at takke ministeren og regeringen for en rigtig god proces i udarbejdelsen af den nye strategi for dansk udviklingssamarbejde. Jeg synes, det er en proces, der har været kendetegnet ved, at man har inddraget hele det danske ressourcemiljø – de mange mennesker, som bruger måske det meste af deres liv og alle deres kræfter på den her sag, og for hvem det er en hjertesag. Jeg synes derfor også, det er blevet en god strategi, fordi man har taget mange af de gode ideer og bemærkninger, som folk, der er meget klogere end os, er kommet med i forløbet, med ind i strategien.

Jeg tror, man blot én gang behøver at besøge en flygtningelejr i Afrika eller små landsbyer, hvor mennesker sulter, for at forstå, hvor vigtig hjælpen til verdens fattigste er. Det værste – hvis man har prøvet det – er at se det tomme blik i børnenes øjne, fordi de måske kun har kendt til sult i deres liv eller har mistet mange af deres familiemedlemmer eller ikke har nogen fremtid, som de kan se sig selv i i forhold til uddannelse osv.

For Socialdemokraterne er det derfor afgørende, at Danmark gør en forskel for at bekæmpe ekstrem fattigdom og give mennesker, der lever under ekstremt vanskelige vilkår, chancen for et bedre liv. Selv om det går den rette vej med at bekæmpe ekstrem fattigdom, er der en alt for stor del af jordens befolkning, der stadig væk er født i fattigdommens fængsel. Vi har både en pligt til og en interesse i at hjælpe mennesker og samfund, der er præget af ekstrem fattigdom, så de kan skabe et bedre liv fri af nød og fattigdom. Vi har en interesse i at give dem hjælp til selvhjælp.

Med regeringens nye strategi for dansk udviklingssamarbejde, »Retten til et bedre liv«, er Danmark igen i front, når det gælder hjælpen til klodens allerfattigste og mest sårbare mennesker. Det er en strategi, som jeg synes er fremsynet, og som sætter den rettighedsbaserede tilgang til udvikling i centrum, og det er en strategi med klart fokus på at skabe en bæredygtig vækst, der inkluderer de mest sårbare og fattige grupper i samfundet.

Menneskerettighederne er for alle i kraft af det, at man er et menneske. Verdens lande har da også tilsluttet sig principperne, og derfor er den rettighedsbaserede tilgang til udvikling så stærk. Vi dikterer ikke EU-landenes politikker, men vi beder dem om at indføre de menneskerettigheder, som de selv har skrevet under på og tilsluttet sig. Vi tilbyder os som partnere, for at det kan ske, og så børn kan komme i skole og ikke skal sulte, så kvinder ikke dør i barselssengen, og så befolkninger selv kan vælge deres ledere. Med den rettighedsbaserede tilgang til udviklingssamarbejde sikrer man derfor også, at det netop bliver de fattigste og mest sårbare grupper af mennesker, som bliver hjulpet, og det er vigtigt for Socialdemokraterne at give netop disse grupper magten over deres eget liv og mulighed for at gøre en positiv forskel.

Danmark skal samarbejde med dem, som har viljen til for alvor at bekæmpe fattigdom, men som måske ikke altid har evnen til at gøre det. Netop evnen kan vi hjælpe dem med, bl.a. med den udviklingsbistand, som Danmark er med til at levere. En del af den hjælp kommer igennem støtte til de rigtige politikker, der bekæmper fattigdom, skaffer mennesker i arbejde og børn i skole og sikrer kvinders rettigheder, for bare at nævne nogle eksempler. Den kommer gennem støtte til projekter, som tager vare på miljøet og får skabt en bæredygtig vækst i landene. Men også en hjælp som får skabt stærke demokratiske institutioner og et levende civilsamfund er afgørende, ikke mindst i de skrøbelige og konfliktramte stater, hvor der er et stort behov for at skabe stabilitet og sikkerhed. Det er helt fundamentalt for at kunne sikre borgernes rettigheder, og derfor er det vigtigt, at vi støtter der, som også ministeren er inde på, hvor krig og ulykke har drevet befolkninger på flugt eller naturkatastrofer har udvandet deres mulighed for et ordentligt liv.

De fire strategiske fokusområder menneskerettigheder og demokrati, grøn vækst, sociale fremskridt samt stabilitet og beskyttelse har netop til formål at hjælpe lande og befolkninger til at bryde ud af fattigdommens fængsel. Der er mange enkeltelementer i strategien, som man godt kunne fremhæve, men faktisk er den samlede strategi, synes jeg, et udtryk for en effektiv fattigdomsbekæmpelse. F.eks. mener vi også, hvad også den tidligere ordfører var inde på, at andre politikker ikke må modarbejde vores udviklingspolitik, og her kan vi bare se på, hvordan EU's landbrugspolitik har været et problem igennem mange, mange år.

Det er også vigtigt at forstå, at de mennesker og de lande, som hænger fast i dyb fattigdom, også er ramt af konflikter og katastrofer. Der er en direkte sammenhæng mellem de ting. Forandringer i klimaet rammer desværre også de fattigste og mest sårbare grupper hårdest, til trods for at det er dem, der har allermindst skyld i de klimaforandringer, som vi er vidne til. Derfor er indsatsen i strategien på de områder også rigtig vigtig.

Men et er strategien, noget andet er, at det skal omsættes til handlingsplaner, og her er vi meget positive over for den måde, som også ministeren og regeringen har lagt op til at Folketingets Udenrigsudvalg og omverdenen skal inddrages på, og at Folketingets Udenrigsudvalg får en central rolle i omsætningen fra strategi til handling. Med disse ord kan det vel næppe overraske nogen, at vi som Socialdemokrater støtter både forslaget til vedtagelse, som vi er medforslagsstillere til, og den nye strategi, som vi synes er et stort skridt fremad for Danmarks udviklingssamarbejde. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Hans Kristian Skibby som ordfører for Dansk Folkeparti.

Hvis man kigger på det materiale, vi har fået fra den nye udviklingsminister, kan man selvfølgelig se, at det er et utrolig veldokumenteret projekt, der indeholder utrolig mange vigtige facetter for et godt dansk udviklingssamarbejde. For det er selvfølgelig vigtigt, at de mange penge, som vi bruger på udviklingsstøtte i de forskellige lande, også bliver brugt optimalt, og at vi på den måde får så meget ud af de her penge som overhovedet muligt. Men vi vil også have lov til at sige, at den forrige udviklingsstrategi, som ikke er så forfærdelig gammel, jo også var en udviklingsstrategi, som indeholdt mange af de samme delelementer. Noget af det, som måske er det mest, hvad skal man sige, nytænkende, er, at udviklingsministeren har en større interesse i, at vi skal se på hele menneskerettighedssituationen, og det er jo i Dansk Folkepartis optik sådan set ganske fornuftigt. Vi har bestemt ikke noget imod, at man kigger på menneskerettigheder, og vi har heller ikke noget imod, at man bruger en større del af de danske ressourcer, som bliver brugt på udviklingsstøtte til fjerne lande, ud fra devisen om, at det skal være til nogle af de lande, hvor man også ser på, at menneskerettighederne vinder større og større indpas, både i de politiske kredse og i de mere sociale kredse.

Derfor kan det selvfølgelig også undre Dansk Folkeparti, at vi har kunnet opleve, at regeringen og ministeren i særdeleshed har vist stor imødekommenhed over for at give støtte til et land som eksempelvis Zimbabwe, som i hvert fald på det seneste har fået en støtte på ¼ mia. kr. ekstra. Vi anerkender selvfølgelig, at det er enhver regerings eget valg, hvad de vil bruge pengene til – det er jo ikke os, der har bevilget penge til det, kan man sige, for der er et flertal for det – men jeg vil gerne benytte lejligheden her til at sige, at vi synes, det er underligt, når man netop diskuterer, at der skal være en større principiel bevågenhed i forhold til netop menneskerettighederne, at det så er et land som Zimbabwe, som man giver flere penge til, for Mugabe er jo ikke ligefrem kendt for at være den helt store menneskerettighedsfortaler.

Et andet kuriosum er, at selv samme Robert Mugabe jo af FN er udnævnt til at være turistambassadør. Nu ved jeg ikke, hvor mange der har interesse i at rejse til Zimbabwe på turismebesøg – det skal man selvfølgelig have lov til – men jeg synes, det lidt er en hån, at det er en som Robert Mugabe, som i et ellers meget anerkendt forum som FN kan bestride en sådan post.

Dansk Folkeparti undrer sig også over – det er også noget, jeg har nævnt tidligere – at vi vælger eksempelvis at give en del af de danske udviklingsstøttemidler til Libyen, når man tænker på, at Libyen jo sådan set har ressourcer nok selv til at gennemføre deres valg. Vi håber, det kommer til at gå godt osv., slet ingen tvivl om det, men vi synes, det er en kende underligt, at de danske udviklingsstøttemidler skal gå til bl.a. Libyen, fordi det er et land, som godt selv kan finansiere de her udgifter. De har en rig undergrund; de har faktisk større reserver end et land som Danmark, for de har stadig væk deres olie at leve af, og Danmark kan se frem til, at der bliver mindre og mindre indtægter fra Nordsøen. Så det er jo ikke noget, der er specielt optimalt.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Dansk Folkeparti synes, vi bruger for mange penge på udviklingsstøtte. Vi vil frygtelig gerne bruge pengene, men når der er en stor økonomisk krise og man inden for hele den danske statsfinansielle forvaltning laver besparelser og diskuterer rammer, som skal indskrænkes, fordi der er færre penge til rådighed, så synes vi, det er underligt, at regeringen, til trods for at der er et statsligt underskud på mellem 75 mia. kr. og 100 mia. kr. om året, vælger at øge bevillingerne med godt og vel ¼ mia. kr. i 2012. Og så har man en aftale om, at man vil øge det med 600 mio. kr. fra 2013 og frem. Vi synes jo, det måske er bedre, at man også på det her område fokuserer mere på at bruge de penge, man har til rådighed, optimalt, frem for bare at øge rammen. Vi synes, det ville være en god indgangsvinkel, hvis man begyndte også på det her område at anerkende, at der faktisk ikke er så mange penge til rådighed, som der har været, og at vi selvfølgelig også derfor skal gøre mere for at få dem brugt på den rigtige måde.

I Dansk Folkeparti synes vi, det vil være sund fornuft, at vi går ind og kigger på, hvor pengene skal bruges. Vi er tilhængere af, at det i stigende omfang er med henblik på at bekæmpe hiv og aids i mange af de lande, hvor der er behov for det. Vi synes også, det er utrolig vigtigt, at man bliver ved med at øge antallet af initiativer i forhold til de mange malariadødsfald, som der er rundtomkring, specielt i de afrikanske lande, hvor det jo oftest desværre er små børn, der lider malariadøden. Det er jo sådan, at man vurderer, at det er omkring 650.000 borgere, der hvert år mister livet på grund af malaria.

Vi er også tilhængere af, at vi får mere fokus på, at der skal være flere, som har fri adgang til rent drikkevand, og vi skal selvfølgelig også sikre, at der er målrettet midler til hele den akutte indsats de steder, hvor tingene brænder på.

Jeg kan se, at der er en, der rejser sig, så jeg må hellere prøve at begrænse min tale.

Som sagt støtter vi det forslag til vedtagelse, der ligger, for vi mener sådan set, det er fornuftigt nok, men samlet set kunne vi godt ønske os en lidt mere kritisk tilgang til udviklingspolitikken.

Tak til ordføreren, og den næste ordfører er fru Lone Loklindt, Radikale Venstre.

»Retten til et bedre liv« er titlen på den nye strategi for Danmarks udviklingssamarbejde, og den signalerer nye toner i udviklingssamarbejdet. Strategien understøtter det lovforslag om udviklingssamarbejdet, som vi netop har færdigbehandlet i dag. Såvel lovforslaget som strategien sætter fattigdomsbekæmpelse, menneskerettigheder og bæredygtig udvikling i centrum, og det er for Det Radikale Venstre kardinalpunkter. Ekstrem fattigdom og ulige adgang til verdens ressourcer pålægger os i den rige verden et stort ansvar.

Hvad processen angår, vil jeg gerne rose alle deltagere, men især selvfølgelig ministerens engagement i at få netop processen bredt ud til at være meget inkluderende. En række organisationer og aktører har deltaget i arbejdsgrupper om specifikke temaer. Der er kommet 65 konstruktive høringssvar, og som ordfører har jeg deltaget i en del debatmøder, og det tyder jo alt sammen på stor interesse for udviklingspolitikken.

Man kan sige, at udviklingssamarbejdet har ændret karakter igennem Danidas 50 år lange eksistens i takt med de internationale principper. I Busanerklæringen fra OECD-konferencen i Korea i december sidste år fremhæves bæredygtig udvikling som det overordnede mål, mens fattigdom og ulighed stadig er de største udfordringer. De fattigste lande påvirkes af handelsaftaler, råvarepriser, skatteregler og emigranters remisser, men også af konflikter og naturkatastrofer. Der er således ingen tvivl om, at selve udviklingsbistanden mere og mere er en katalysator, som skal bevæge udviklingen og skabe forandring til det bedre. Derfor er det også så vigtigt med lokalt ejerskab og kohærens, dvs. sammenhæng i Danmarks politikker i forhold til udviklingslandene, som det også står i dagens forslag til vedtagelse.

Strategien er fokuseret på fire strategiske prioriteter: Menneskerettigheder og demokrati; grøn vækst; sociale fremskridt; stabilitet og beskyttelse. Fattigdommen skal bekæmpes med grøn vækst, stabilitet og beskyttelse. Rettighedsbaseret udvikling er fundamentet for strategien, og dermed bliver menneskerettighederne både et mål og et middel. Helt afgørende er de fire tværgående principper om ikkediskrimination, deltagelse, åbenhed og ansvarlighed.

Kvinders og pigers ret til ligestilling står stadig højt på indsatsområderne. Kønnet skal ikke afgøre, om man har adgang til sundhed, uddannelse, politisk deltagelse, ja, deltagelse i samfundslivet i det hele taget. Særlig fokus er der på retten til seksuel og reproduktiv sundhed. At sikre kvinder ret til selv at bestemme over egen krop, hvornår de vil have børn, og hvor mange børn de vil have, giver Danmark det rigtige fokus på at arbejde for en mere bæredygtig befolkningsudvikling, men også et mere udstrakt fokus på netop rettigheder. Det er vigtigt, at Danmark tager den kamp op mod religiøse og politiske grupper, som undergraver kvinders og pigers udviklingsmuligheder. Vi, de skal have de samme som mænd.

Ser vi på indsatsområdet grøn vækst, er der ingen tvivl om, at arbejdspladser og økonomisk udvikling optager os alle i disse tider, men for Radikale Venstre er det ikke ligegyldigt, hvilken vækst vi ønsker at fremme. Det giver god mening at støtte grøn vækst forstået som inklusiv vækst, som ikke undergraver naturgrundlaget, men bruger klodens ressourcer bæredygtigt og effektivt. Der er jo ingen grund til, at vi eksporterer vores dårlige erfaringer. Med strategien kommer der fokus på smålandbrug og bæredygtig og ressourceeffektiv fødevareproduktion. Rationalet er, at i vores prioritetslande er de fattigste beskæftiget inden for landbrugserhvervene, ligesom fødevaresikkerhed med de voksende befolkninger har høj prioritet.

Flere høringssvar udtrykker bekymring over, at miljøindsatsen nedprioriteres. Som miljøforkæmper er jeg selvfølgelig optaget af, at bæredygtighed, miljø og klima vægtes højt, men det er fint, at det er igennem en tværgående indsats, selv om der i strategiens fokusering bliver færre traditionelle miljøprogrammer. Og jeg skal nok holde øje med, at den tværgående indsats fortsat er med, når vi kommer til implementeringen.

Der bliver også fokus på at styrke konfliktforebyggelse, og med strategien bliver Danmark også mere involveret i skrøbelige stater baseret på New Deal-samarbejdet. Det er et mere risikobetonet udviklingssamarbejde, men Danmark har gode forudsætninger for at bidrage til at styrke lokal modstandskraft i samarbejde med andre partnere. Og partnerskaber fylder i det hele taget mere og mere, det være sig med folkelige organisationer, den private sektor og nye aktører. Med strategien bliver den multilaterale bistand opprioriteret. Til gengæld vil vi så også øge engagementet i forhold til at påvirke de multilaterale organisationer.

Nogle høringssvar efterlyser et mål for bistandsprocenten i strategien, men det kan vi heldigvis læse i regeringsgrundlaget, hvor der står, at vi skal tilbage på 1 pct. af BNI. Og heldigvis er der allerede bevilget mere end 600 mio. kr. ekstra, siden regeringen trådte til. Nedskæringer på udviklingssamarbejdet er et skråplan, ikke mindst i krisetider, når vi ved, at økonomiske kriser altid rammer de svageste hårdest. Regeringen lægger også vægt på, at flere lande kommer med ind i klubben af donorer, som giver minimum 0,7 pct. af BNI.

Senest har vi set udenlandske undersøgelser, som har uddelt stor ros for Danmarks udviklingsindsats. Ambitionerne har været høje, og det skal de fortsat være. Udviklingssamarbejdet er en vigtig del af Danmarks globale engagement, med den nye strategi højnes ambitionsniveauet, og der er grund til at ranke ryggen. Radikale Venstre kan derfor, heller ikke overraskende, støtte både forslaget til vedtagelse og strategien.

Tak til ordføreren. Der er to korte bemærkninger, og den første er fra hr. Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg har et enkelt spørgsmål, der – som jeg nævnte i min egen ordførertale – ikke er direkte relateret til strategien, men ordføreren kommer selv ind på den her målsætning om 1 pct. af BNI. Det er jo en ambitiøs og på mange måder udmærket målsætning, som findes i regeringsgrundlaget, hvor der ganske rigtigt står, at man over en årrække vil op på 1 pct. af BNI. Til gengæld er der ikke rigtig plads til den i regeringens 2020-plan, så den her årrække vidner jo om en meget ambitiøs målsætning i forhold til regeringens levetid. Kan ordføreren sige noget om, hvor langt den her årrække forventes at blive, for den er tilsyneladende længere end 8 år?

Ordføreren.

Nu har regeringen fremlagt en realistisk og fornuftig 2020-plan, og hvis man er lidt forsigtig og anlægger forsigtighedsprincip, skal der selvfølgelig være et råderum for at kunne udvide forskellige poster. Men det er klart, at fra Radikale Venstres side vil vi selvfølgelig lade råderummet eksistere. Hvis der bliver et større råderum, end der ligger i den fremlagte 2020-plan, så vil det være oplagt at øge udviklingsbistanden op mod den ene procent. Til gengæld er vi altså også så fornuftige, at vi ligesom vil have, at det skal handle om sammenhæng i økonomien, og at der skal være et råderum, der tillader det.

Endnu en kort bemærkning fra hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Tak for det. Jeg kan jo tilslutte mig, at de dele af 2020-planen, som man har arvet fra den tidligere regering, er såvel realistiske som fornuftige. Jeg forstår ordførerens svar således, at hvis der skulle dukke nogle penge op, altså hvis der opstår et økonomisk råderum, vil Det Radikale Venstre kæmpe for, at dette økonomiske råderum i første omgang anvendes til en øgning af Danmarks udviklingsbistand. Er det korrekt?

Ordføreren.

Tak. Jeg ved ikke, om jeg sagde, at det skulle være i første omgang, og at det skulle være det eneste formål. Men der skal ikke herske tvivl om, at Det Radikale Venstre vil have fokus på at øge udviklingsbistanden i takt med det, der er muligt inden for det økonomiske råderum.

Der er ikke flere spørgsmål. Så er der en kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti.

Tak. Man kan sige, at mit spørgsmål og mit ærinde sådan nogenlunde er det samme, for jeg undrer mig selvfølgelig også lidt over, at den radikale ordfører åbenbart mener, at det er tid til den her guldregn med økonomisk mammon, for hvor skal pengene komme fra? Nu taler vi om den her berømte 1 pct. af bruttonationalindkomsten, som jo i hvert fald nogle partier i Folketinget har et erklæret mål om at man skal op på.

I dag giver vi, jeg tror, det er 0,83 pct., som så svarer til små 16 mia. kr. Lad os nu tænke den tanke, at det steg til 1 pct. Det ville betyde, at der så ville være nogle milliarder, som vi skulle ud og finansiere, og der vil jeg da gerne for almindelig nysgerrigheds skyld have at vide af ordføreren, hvor de penge skal findes. Er det i form af besparelser andre steder på statsfinanserne, eller er det nogle penge, man regner med kommer uventet ned i turbanen?

Ordføreren.

Nu tror jeg ikke, at der uventet kommer penge ned i turbanen. Det ville selvfølgelig være dejligt, hvis der var en skuffe i Finansministeriet, som man har overset. Men det er klart, at vi har en ambitiøs regering, som også gerne vil lave reformer, men alle reformer kan jo ikke foruddiskonteres i en 2020-plan. Det ville jo være ufornuftigt og urealistisk. Jeg er helt sikker på, at hvis den økonomiske situation bliver bedre – og det gør den forhåbentlig med reformer i de kommende år – så er der også plads til gradvis og stille og roligt at øge udviklingsbistanden.

Endnu en kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby.

Jamen jeg synes måske bare, at der er grund til at gøre De Radikale opmærksom på, at vi faktisk opererer med ganske store milliardunderskud på statens finanser. I nogle prognoser er det 75 mia. kr., vi har i minus om året og i andre er det desværre over 100 mia. kr. Det kommer lidt an på kurser og på vores olie- og gasreserver osv., men ordføreren må vel ligesom prøve at afveje, hvad der egentlig skal være den gængse politik, for det er jo penge, som vi låner, og som vi hvert år går ud og finansierer, fordi vi har et underskud på vores statsfinanser.

Når vi så vælger at give penge væk i udviklingsstøtte – altså de her 16 mia. kr. i dag, som måske vil ende med at blive 18-19 mia. kr. i stedet for – så betyder det jo også, at vi i princippet skal ud at låne de flere penge. Burde Det Radikale Venstre ikke i stedet for stille nogle direkte krav til De Radikales venner i andre EU-lande, for hvis man kigger på andre EU-lande, er det jo ganske få lande, som overhovedet overholder FN's anbefaling om, at 0,7 pct. af BNI skal gå til udviklingsstøtte. Jeg tror, der er fire af EU's lande, som er oppe på de 0,7 pct., hvor Danmark jo ligger langt over.

Kunne man så ikke fra De Radikales side i stedet for prøve at få de andre lande til at give noget mere, for Danmark er faktisk helt oppe og ringe på den store klinge i forhold til at give de her driftsmidler. Tak.

Ordføreren.

For Det Radikale Venstre behøver det ikke være enten-eller. Det kan godt være både-og, og som jeg sagde i min ordførertale, vil vi selvfølgelig arbejde for at få flere med i den klub, som giver over 0,7 pct. af BNI.

Samtidig har regeringen jo fremlagt en 2020-plan, som hænger sammen. Meningen er, at vi i Danmark i 2020 skal have balance på vores finanser, og derfor er det selvfølgelig også meget fornuftigt, at man ikke allerede foruddiskonterer de resultater, der forhåbentlig vil komme som følge af en bedring i økonomien gennem reformer i de kommende år frem til 2020.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Lisbeth Bech Poulsen, ordfører for SF.

»Retten til et bedre liv« er titlen på vores nye udviklingsstrategi. Det er vores ambition, når det kommer til vores internationale udviklingssamarbejde. Vi vil bekæmpe fattigdom med rettigheder. Menneskerettighederne står centralt i strategien, ikke bare som mål i sig selv, men også som en nøgle til at åbne statsapparater, til at omfordele samfundsressourcer og ikke mindst til at skabe stærke civilsamfund.

Da jeg for et par måneder siden var i Uganda med andre af Folketingets medlemmer, oplevede jeg en række af de udfordringer, der kendetegner et land, der modtager udviklingsbistand: Uorganiserede kvinder sad på bjerge af kaffebønner og sorterede dem, mens deres børn kravlede omkring. De var daglejere og havde ingen rettigheder. Der var udstødelse af seksuelle minoriteter, stor fattigdom og ulighed. Men jeg mødte også kvinder, der takkede for dansk støtte til deres lokalpolitiske arbejde, dommere, der havde været i Danmark for at lære at forbedre deres retssystem, og homoaktivister, der bad mig hilse ministeren og sige tak for økonomisk støtte til deres oplysningsarbejde for at skabe mere tolerance og bedre livsvilkår for de udsatte. Det er eksempler på, hvordan vi gør en forskel.

Fra SF's side er vi særlig glade for tre områder i strategien, nemlig det øgede fokus på kvinders rettigheder, grøn vækst og demokrati. Et land, hvor kvinder ikke indgår som en aktiv del af udviklingen, går glip af en vigtig ressource. Samtidig viser erfaringer os, at hvis kvinder opnår kontrol med husholdningens økonomi, bliver der flere penge til at opfylde børnenes behov for mad, sundhed og uddannelse. Derfor skal der arbejdes endnu hårdere på at sikre kvinders rettigheder inden for en bred vifte af områder som uddannelse, sundhed og økonomi samt deres aktive deltagelse i samfundet generelt. Vi skal som land have en meget klar og tydelig stemme, når det gælder den undertrykkelse, som halvdelen af befolkningen i mange lande lever under. Det er folk, der lever uden skolegang, med færre eller ingen rettigheder og med seksuelle og voldelige overgreb som et livsvilkår. Arbejdet for kvinders rettigheder er et helt centralt element i at sikre en retfærdig udviklingspolitik.

I SF er vi også begejstrede for det stærke fokus på en grøn og bæredygtig vækst, som strategien lægger op til. Det siger sig selv, at en rettighedsbaseret tilgang må bakkes op af en offensiv og bæredygtig vækstpolitik. Det kræver økonomisk vækst over flere år at bekæmpe fattigdommen. Dertil kræver det en nogenlunde ligelig omfordeling. Det er sværere at stemme eller organisere sig, hvis man må gå sulten i seng eller mangler tag over hovedet. Men samtidig må vi også være realistiske med hensyn til det øgede pres på naturressourcerne og klimaet, som følger af væksten. Derfor er det alfa og omega, at den grønne vækst fremmes inden for områder som vand og energi, hvor dansk knowhow kan bidrage til en bæredygtig udvikling.

En øget indsats for demokrati og deltagelse står centralt i strategien. Det er ikke så underligt, når vi nu har fået en rettighedsminister. Med det arabiske forår rejste en hel region sig mod deres diktatorer. Det er ikke slut, og det er ikke til at sige, hvad resultatet bliver, men det var og er et billede på, at ingen mennesker noget sted på jorden vil acceptere et liv uden grundlæggende frihedsrettigheder. Det skal vi støtte op om ved at fremme ytringsfriheden og de kritiske medier, der kan holde magthaverne ansvarlige, og ved at støtte op om udviklingen af stærke civilsamfund og folkelige organisationer. Det handler også om opbygning af retssamfund og retfærdige og gennemsigtige skattesystemer. Endelig skal vi understøtte retten til faglig organisering, for at arbejderne selv har mulighed for at gå op imod økonomisk udnyttelse og farlige arbejdsvilkår i overensstemmelse med ILO's konventioner.

Menneskerettighederne er universelle, udelelige og indbyrdes forbundne. Menneskerettighederne er også lighedsskabende og omfordelende i positiv forstand. Ved at sikre flere børns skolegang og flere kvinders overlevelse i barselsengen og ved at sikre arbejdsrettigheder omfordeler vi velstand og velfærd. Lige så vigtigt er det, at vi omfordeler magt og indflydelse til dem, der ikke før havde en stemme. I bogstaveligste forstand er retten til at stemme, ytre sig og organisere sig grundlæggende menneskerettigheder, der ikke er alle forundt i dag.

På SF's og egne vegne har jeg været meget glad for samarbejdet med ministeren og Folketingets øvrige partier i processen om strategien. Jeg vil også gerne sige tak til de organisationer, der har leveret input, kritik og gode ideer til strategien. Det er et rigtig godt og ambitiøst stykke papir, som vi kan være stolte af. Nu skal det have kød og blod, og vi er allerede godt i gang. Vi har i dag i salen enstemmig vedtaget lov om internationalt udviklingssamarbejde. Jeg glæder mig til det videre arbejde.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Christian Juhl, der er ordfører for Enhedslisten.

Undertrykkelse, ulighed, sult og krig skyldes, at vi endnu ikke har fået skruet et samfund sammen, som kan fordele tingene retfærdigt, og som kan give plads til alle mennesker. Man kunne sige det kort: Det er kapitalismens skyld. Kapitalismen er uden evne til at lave et ordentligt verdenssamfund.

Derfor er vi nødt til at arbejde med de her ting også i det danske Folketing. Den nye strategi er en tiltrængt erstatning for VK-regeringens og Dansk Folkepartis frihedsstrategi, der ikke var et godt grundlag for dansk udviklingspolitik. Enhedslisten støtter fokus på rettigheder og på at anvende de danske bistandsmidler til at styrke befolkningens egen indsats for deres rettigheder. Det er langsigtet, og det er demokratisk. Vi er tilfredse med, at strategien sætter det som mål at bekæmpe ulighed og støtte initiativer til både global, national og lokal omfordeling af ressourcerne til gavn for de fattigste.

Vi har i Danmark kompetence til at støtte indsatsen inden for f.eks. skatteopkrævning. Det drejer sig bl.a. om skat på finansielle transaktioner og en sikring af, at de multinationale selskaber betaler skat i udviklingslandene. Danmark kan yde en stor indsats, for at udviklingslandene øger deres egne skatteindtægter. Det kan sikre finansiering af en effektiv offentlig sektor, som skaber grundlag for udvikling. Vi kan modvirke de negative konsekvenser af omfattende nedskæringer af den offentlige sektor, som typisk Verdensbanken og IMF har været med til at presse igennem som betingelse for långivning og støtte til fattige lande.

Når vækst nævnes 116 gange i strategien, er det sikkert, for at man skal forstå, at det er nødvendigt, vil jeg tro. Derfor er det også vigtigt, at vi sikrer, at væksten ikke blot kommer de få til gode, men bliver en beskæftigelsesorienteret og grøn vækst. Ja, da jeg var ung, sagde jeg vild vækst eller grøn udvikling, men nu hedder det altså grøn vækst. Det skal sikre en beskæftigelsesorienteret og grøn vækst, der reelt skaber beskæftigelse til og udvikling for de mange. Vækst i sig selv er som bekendt ikke nok og ikke et gode i sig selv.

Fokus på den rettighedsbaserede tilgang skal ikke bruges til at nedprioritere det bilaterale samarbejde. Det er fint at opprioritere den multilaterale indsats, især i FN, men det er også nødvendigt at bevare en bilateral indsats for at sikre dansk indflydelse og kompetence. Den rettighedsbaserede tilgang må indebære en styrkelse af civilsamfundene i syd, og vi mener i Enhedslisten, at de danske folkelige organisationer, ikke mindst fagforeningerne, her kan spille en afgørende rolle. De kan yde en støtte til deres samarbejdspartnere i syd inden for kapacitetsopbygning og fortalervirksomhed, som ikke kan dækkes lige så kvalificeret af ambassader eller ministerier.

Oplysningen om Danmarks udviklingssamarbejde skal opprioriteres og især lægges ud i de folkelige danske organisationer. Den globale dimension skal opprioriteres i folkeskolen, og der skal skabes gode vilkår for ulandsjournalistik i et bredt felt af medier.

Vi er tilfredse med, at Danmark fortsat skal ligge i front med hensyn til størrelsen af udviklingsbistanden. 0,7 pct. af bruttonationalproduktet er dog ikke ambitiøst nok. I regeringsgrundlaget står der jo, som det tidligere er blevet nævnt, at målet er at nå op på 1 pct. af bruttonationalproduktet. Det var der, hvor Danmark lå, før den borgerlige regering overtog magten. Men hvornår skal vi nå målet, har vi spurgt ministeriet? Det spørgsmål er også blevet stillet i dag. Vi foreslår en periode på 4-5 år, og så kommer vi op på målet. På længere sigt ønsker Enhedslisten, at Danmark skal yde op til 1 ½ pct. af bruttonationalproduktet i udviklingsbistand. En stor del af hjælpen skal være orienteret mod at bekæmpe fattigdom samt at sikre miljø- og klimaindsatsen.

Det er vigtigt, at Danmark arbejder aktivt for at sikre kohærens eller sammenhæng mellem de forskellige politikområder både på det nationale og det internationale niveau. Strategien på det her punkt er ikke helt klar, og vi er nødt til at arbejde med det, men vi tolker dog udtalelsens linjer om sammenhæng som en praktisk udformning af kohærens. Så formoder vi, at både ministeren og regeringen og alle tilhængere af Lissabontraktaten vil leve op til, at udviklingspolitikken ikke underminerer alle andre politikker, f.eks. inden for handel og landbrug, blot for at nævne to felter, hvor der ofte er negative konsekvenser for udviklingslandene.

Vi er endelig tilfredse med, at den grønne vækst er en del af de fire prioriterede områder, men vi kunne godt ønske os klarere formuleringer om det fortsatte danske engagement i miljø- og klimaindsatsen. Ikke mindst når en større gruppe af danske folketingsmedlemmer snart skal til Rio+20, ville det have været godt at have med i kufferten.

Vi vil blande os i beslutningerne om valg af prioriteringslande, og vi er enige i, at der fortsat skal være fokus på de fattigste lande i Afrika. Men vi mener samtidig, at det er vigtigt at fortsætte den succesfulde indsats i Latinamerika og Asien, som fortsat har brug for en rettighedsbaseret tilgang på grund af de massive overtrædelser af menneskerettighederne. Alt i alt kan vi støtte Danmarks nye strategi for udviklingssamarbejde. Vi undrer os lidt over, at der står »regeringens nye strategi«. I gamle dage hed det »Danmarks nye strategi«, og det vil vi gerne opfordre ministeren til også at kalde den her strategi.

Tak. Der er en kort bemærkning. Hr. Hans Kristian Skibby.

Vi burde måske hejse Dannebrog i dag, for det er jo en af de her dage, hvor der er fest, fordi Enhedslisten og Dansk Folkeparti kan stemme for det samme forslag til vedtagelse her i Folketinget. Det sker jo ikke ligefrem hver dag.

Når jeg gerne vil spørge ordføreren om noget, er det egentlig, fordi ordføreren var inde på noget om Enhedslistens fremtidige visioner om, at vi skal øge det danske udviklingsbidrag til 1,5 pct., tror jeg ordføreren var inde på. Det er noget, der ligner omkring 32 mia. kr. i nutidskroner. Der vil jeg gerne spørge ordføreren om de 16 mia. kr., som vi så mangler: Hvordan skal de finansieres?

Ordføreren.

I Enhedslisten hejser vi ikke kun Dannebrog. Vi hejser også det røde flag, fordi vi synes, at der virkelig er perspektiv i at arbejde med internationale spørgsmål.

Jeg vil sige, at det ikke er så svært at finde de penge, der skal til. De 1,5 pct. tror jeg ikke på at vi lige kan klare over de 4-5 år, som vi foreslår med hensyn til den ene procent. Men den ene procent vil være realistisk, hvis vi tager nogle af de overflødige penge, der bliver brugt på militæret, og sender dem over til udviklingsbistanden. I den finanslov, som vi lavede for i år, flyttede vi 1 mia. kr., og min ambition er, at vi over 4 år hvert år kan flytte 1 mia. kr., og så er vi oppe på ca. 1 pct., så det er ikke et meget vanskeligt regnestykke. Det tror jeg selv Dansk Folkeparti kunne være med til at regne ud.

Der er endnu en kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg synes jo selvfølgelig, at det er en ganske fornøjelig diskussion, altså at man bare kan tage en milliard hvert år fra det danske forsvar. Jeg håber, at Enhedslisten anerkender, at det danske forsvar ud fra sine udgifter faktisk også udfører en del opgaver, som ikke bare er at lege soldater i fritiden og rende rundt med løst krudt og sige bang bang. Der er faktisk også sunde opgaver i det, nemlig kystbevogtning, lokaliseringen af forurening i vores farvande osv. Det er bare nogle af de ting, som blot vores luftvåben går ind og gør.

Så det er jo nemt bare at sige, at vi skal finde de her 16 mia. kr. over nogle år, og det gør vi så bare ved at tage en milliard hvert år fra forsvaret. Jeg synes måske, at ordføreren skulle prøve at uddybe lidt mere, hvad det egentlig er, man vil gøre for at finde de her mange penge. For det er ikke så nemt. Nu ved jeg jo, at Enhedslisten ønsker militæret nedlagt, så det er selvfølgelig også en god måde at få det ønske igennem på. Enhedslisten ønsker også, at politiet skal nedlægges. Men hvor er Danmark henne uden et politi og uden et forsvar? Det synes jeg kunne være interessant at vide, for det er jo sådan, at nogle af de steder, hvor vi har udviklingsarbejdere ude, faktisk er i nogle lande, hvor man er nødt til også at sikre en vis form for stabilitet og sikkerhed for nødhjælpsarbejdere, inden de kan komme ind i landene. Nogle gange er det faktisk nødvendigt at have folk ude, som også har militært udstyr med, altså overvågningsudstyr og noget, der kan fjerne miner og alt mulig andet, og det er til gavn for folk. Anerkender Enhedslisten ikke de problematikker?

Ordføreren.

Joh, vi anerkender i allerhøjeste grad, at der er mulighed for at bruge militæret fornuftigt ude i verden. Vi havde for nogle år siden i Danmark FN-hæren eller FN-kommandoen, der hed SHIRBRIG. Den blev nedlagt, og det var en skam, for det var en tværnational indsatsstyrke, som kunne bruges til fredsskabelse og fredsbevarelse rundt i verden. Der er også enkelte dele af det danske militær og sågar en del af politiet, som laver gavnlige opgaver, og derfor skal vi selvfølgelig beholde dem.

Når jeg siger, at vi sagtens kan skaffe f.eks. 4 mia. kr. over 4 år til at komme op på den ene procent, er det, fordi vi i dag også internationalt set gør mere skade end gavn. Ordføreren kan bare tage vores engagement i Afghanistan, som vi nu skal til at rydde op efter. Det er et reelt oprydningsarbejde, fordi krigen var en fiasko. Den har kostet mange, mange penge. De penge kunne have været omsat i skoler og sultbekæmpelse i Afghanistan og i andre lande på en meget mere effektiv måde end at sende soldater ud. Derfor er jeg tilhænger af, at vi først og fremmest skaffer dem fra militæret, men også ved beskatning af de multinationale selskaber, som laver så meget skade og så meget ulighed rundt i verden og så meget undertrykkelse og så meget udbytning.

Så der er masser af muligheder for at omorganisere de mange, mange penge, der er i vores samfund, også til den tredje verden.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Mette Bock som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det. Det er altid godt at have en strategi som navigatør. En stærk strategi kan sikre, at man holder kursen, også når det stormer, og en stærk strategi kan føre til en effektiv ressourceudnyttelse og bemærkelsesværdige resultater. Til gengæld kendetegner det også en stærk strategi, at den indeholder klare til- og fravalg, at den finder den vanskelige balance imellem ambitioner, som kan være idealistiske, og en realisme, der hviler på pragmatisme, og at strategien er prioriteret klart.

Når man lytter til de ordførertaler, som vi har hørt her i dag, kan det være meget, meget svært at se, at det faktisk er den samme strategi, der refereres til. Nogle går til kamp mod kapitalismen, andre går til kamp mod friheden, og det hele kan vi finde underbyggelse i i den fremlagte strategi.

Under alle omstændigheder vil jeg gerne takke udviklingsministeren for invitationen til en meget bred dialog omkring den nye udviklingsstrategi. Jeg synes, at processen har været et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at samarbejde med åbne dagsordener, hvor det ikke kun er taktikken, der spiller en rolle. Strategien er blevet bedre undervejs. Til gengæld vil jeg også gerne benytte lejligheden til at understrege, at jeg fortsat synes, at strategien lider af to uheldige forhold.

Den første svaghed er, at det stærke og ind imellem meget ensidige fokus på rettighedssiden overskygger det forhold, at den sikreste vej til langsigtet og vedvarende bekæmpelse af fattigdom er økonomisk vækst i udviklingslandene, vel at mærke en økonomisk vækst, der bygger på produktion og handel på markedsvilkår. I alt for mange år har international udviklingsbistand bygget på skjulte dagsordener, hvor den rige del af verden under dække af at gøre gode gerninger i virkeligheden ofte har bidraget til at fastholde udviklingslandene i en ydmygende afhængighed. Vi burde blive bedre til at rette det kritiske blik imod os selv.

Udviklingsstrategiens anden svaghed er, at det gang på gang understreges, at menneskerettighederne er udelelige. Og ja, det er de jo pr. definition, i hvert fald de definitioner, vi traditionelt refererer til, men i virkelighedens barske verden bliver det i konkrete situationer nødt til at være sådan, at man vurderer pragmatisk på baggrund af det, man ser. Trues civilsamfundets borgere på livet, er det klart, at beskyttelsen af borgernes liv i den konkrete situation bliver nødt til at blive prioriteret højere end andre rettigheder, der ligger højere i behovspyramide. Er der mangel på mad, må man naturligvis prioritere dette før sikring af kulturelle rettigheder.

I Liberal Alliance havde vi også gerne set, at udviklingsstrategien i højere grad forholdt sig til risikoen for værdiimperialisme. I en verden med diffuse konfliktlinjer, nye demokratier under udvikling og en ændret magtbalance vil vi i vores del af verden, og bør vi i vores del af verden, besinde os på, at vi ikke i den gode sags tjeneste kommer til at optræde som vor tids imperialister, altså at vi ved bedst, gør som os, ret ind. Vores egen selvgodhed bør vige for respekten for den frihed, som ethvert menneske og ethvert samfund burde have til selv at træffe beslutninger vedrørende eget liv og egen udvikling, naturligvis indrammet af respekten for andres tilsvarende frihed.

I Liberal Alliance ønsker vi en friere og rigere verden. Vi ønsker en udviklingsbistand og en udviklingsstrategi, der bygger på ligeværdige partnerskaber, partnerskaber, hvor vi ikke optræder som moderne imperialister. Vi skal ikke gøre os til dommere, siger udviklingsministeren ganske rigtigt. Vedvarende menneskerettighedskrænkelser skal ikke accepteres, siger udviklingsministerens også ganske rigtigt, men hvornår siger vi fra? Hvad skal der til? Den slags konkrete håndtag savner jeg fortsat i udviklingsstrategien. Ikke desto mindre er der mange gode udviklingstakter i udviklingsstrategien. Den åbner døre, men det interessante bliver selvfølgelig at se, hvordan vi implementerer strategien. Hvad er det for resultater, vi kan skabe? Det vil vi følge nøje. Vi vil gerne bidrage til diskussionerne fra Liberal Alliances side, og det første skridt er måske, at udviklingsministeren koncentrerer sig om at være det, han er, nemlig udviklingsminister, og ikke drager på korstog i den store verden.

I Liberal Alliance støtter vi det fremsatte forslag til vedtagelse, og i virkeligheden synes vi, at vi kunne have nøjedes med det. Det bruger de rigtige ord, det prioriterer i den rigtige rækkefølge, det er kort, præcist og anvendelsesorienteret, så i betragtning af, hvor mange ord, og alt for mange ord, vi bruger i dette Folketing, skulle vi måske fremover lave strategier, der var lige så kortfattede og præcise som forslaget til vedtagelse, som Liberal Alliance som nævnt støtter.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Per Stig Møller, Det Konservative Folkeparti.

Gennem det sidste halve århundrede har Danmark leveret bistand til udviklingslandene; det har der været bred enighed om her i Folketinget, og det er der fortsat. Vi er blandt de fem lande i verden, som giver mest, og som opfylder FN's indstilling om at give mindst 0,7 pct. af BNP i bistand. Det tal ligger vi betydelig over, og vi giver nu omkring 15 mia. kr.

Formålet med denne store bistand er at bekæmpe fattigdommen i verden og at bidrage til at nå FN's 2015-mål, som bl.a. omfatter kvindernes udviklingsmuligheder og børnenes ret til uddannelse med meget mere. På globalt plan ser flere af målene ud til at blive opfyldt, men det sker nok så meget takket være den store økonomiske udvikling i Kina og Indien, som har rykket flere hundrede millioner ud af fattigdommen og ind i middelklassen. Men det sker heldigvis også i flere latinamerikanske, sydøstasiatiske og afrikanske lande, hvor man kan konstatere at fremgangen i kampen mod fattigdommen er nået ved at indføre mere økonomisk frihed, mere personlig frihed og mere demokratisk udvikling. De lande i Latinamerika og Afrika, som har haft størst fremgang, har netop haft denne udvikling og er gået fra en statsstyret økonomi til en markedsøkonomi.

Dette var den enkle baggrund for, at den sidste VK-regerings udviklingsminister, hr. Søren Pind, omdøbte Udviklingsministeriet til frihedsministeriet, og det var vi enige om i regeringen, for det har jo vist sig, at med frihed kommer fremgang. Derfor består fattigdomsbekæmpelse ikke blot i at overføre penge til de fattige, men også i at sætte de svageste befolkningsgrupper fri og i at give dem selvstændige udviklingsmuligheder. Derfor indførte vi for nogle år siden mikrokreditterne, som gik til disse grupper, og herunder ikke mindst til kvinderne. Disse små og billige lån gjorde det muligt for dem at investere i smålandbrug og mindre virksomheder, så de kunne blive herre og dame over deres eget liv.

Den økonomiske udvikling forudsætter økonomisk frihed og et samfund, hvor de rige ikke tager det hele og lader de mange hutle sig igennem. Den økonomiske udvikling forudsætter en skattepolitik, der sikrer, at samfundet får midler til at udvikle sig til et retssamfund og til et socialt retfærdigt samfund.

Udviklingspolitikkens formål er fattigdomsbekæmpelse, men fattigdomsbekæmpelsen skal udøves ved at bruge flere mekanismer. Den økonomiske udvikling skal fremmes, men den når ikke de svage grupper, medmindre deres menneskerettigheder respekteres, og at det anerkendes, at de har ret til et værdigt liv. Derfor har vi heller ikke noget imod, at den nuværende udviklingsminister nu har omdøbt ministeriet til rettighedsministeriet. Men ret forudsætter også, at man har noget at have retten i. Den ret forudsætter et retssamfund, der beskytter den svage mod den stærke, og derfor giver vi bistand til udvikling af retssamfund, hvor lov og ret ikke er at herske med vold og korruption, for de første ofre for korruption er de fattige, som skal bestikke sig frem for ikke at blive ladt tilbage, men den fattige har ingen penge at bestikke med og sidder derfor fast i fattigdommen.

Udviklingen forudsætter også uddannelse, for uden den har den enkelte ikke de store muligheder for at udfolde sit potentiale og realisere det liv, vedkommende ønsker at leve, og bidrage mere til samfundet. Det forudsætter også et godt helbred eller et sundhedsvæsen, som sikrer helbredet, når sygdom rammer; for den fattige syge, der skal betale eller bestikke sig til helbredelse, er der ingen hjælp at hente. Derfor har vi også givet massiv bistand til sundhedssektorerne i ulandene.

At få lov og ret skabt i et samfund forudsætter, at der er demokrati, så de magthavere, der beskytter de korrupte og selv er en del af korruptionen, kan blive stemt væk og draget til ansvar. I de fleste udviklingslande talte magthaverne før i tiden om demokrati, men de praktiserede kleptokrati. De tog udviklingsmidlerne og lagde dem i schweiziske banker.

Et lille eksempel på den taknemlighed, man kan møde i udviklingslandene for den hjælp, vi giver, og på, hvordan det brander Danmark, og hvordan man husker Danmark, oplevede jeg en gang i Albanien, hvor vi i en fattig nordlig by havde givet bistand til opførelse af et domhus, et fængsel og til polititræning, og det mest anvendte pigenavn i den by var Danida.

Med disse principielle bemærkninger kan Det Konservative Folkeparti tilslutte sig den strategi for det kommende arbejde, som udviklingsministeren i dag har fremlagt.

Tak til ordføreren. Udviklingsministeren.

Jeg vil gerne takke for de mange konstruktive kommentarer til strategien og for den brede opbakning. Jeg er glad for det store fokus, der har været blandt stort set samtlige ordførere, på menneskerettighederne. Det er rigtigt, at min forgænger kaldte sig frihedsminister, og at jeg har kaldt mig rettighedsminister, men jeg har dog hele tiden sagt, at jeg også gerne vil være frihedsminister, men ser det som et projekt, der handler om både at være fri for nød og fri for frygt.

Menneskerettighederne som den samlende platform i verden, der er blevet udviklet gennem flere hundrede år, og som nu står som et af de flotteste og stærkeste resultater og visioner, som menneskeheden nogen sinde har skabt, skal danne grundlag for vores indsats internationalt, menneskerettighederne som en stærk, som hr. Per Stig Møller også udtrykker det, fordelingsmekanisme, der både skal fordele indflydelse, og som kan fordele velstand mere rimeligt. Det betyder også, at menneskerettighederne skal ses som en stærk mekanisme til at udfordre de strukturer, der holder folk i fattigdom, ikke – sagt til fru Mette Bock – som et korstog, men som et forsøg på at stå fast på de helt grundlæggende internationale værdier og rettigheder, som stort set alle verdens lande har skrevet under på. Og det er også det fundament – sagt til hr. Hans Kristian Skibby – som vi står på i Zimbabwe og i Libyen.

Jeg er glad for den stærke opbakning til at skabe bæredygtig, inklusiv økonomisk vækst. Det er helt afgørende for at bekæmpe fattigdommen, men det er også helt rigtigt – sagt til hr. Christian Juhl – at det skal være en vækst, som sikrer arbejdspladser, som sikrer, at alle kommer med. Det er også rigtigt, som bl.a. fru Lone Loklindt og hr. Christian Juhl har udtrykt det, at miljø og klima skal stå centralt i indsatsen for at skabe bæredygtig vækst. Men jeg tror, vi gør det bedst ved at bygge de byggesten op i form af vækst og arbejdspladser, som landene så hårdt efterspørger, og så på baggrund af de byggesten tage dialogen om, hvordan vi sikrer, at væksten bliver grønnere og bæredygtig, og hvordan vi dermed sikrer den indsats for miljø og klima, som regeringen bestemt vil prioritere, også som opfølgning på Riotopmødet her til sommer.

Jeg er rigtig glad for den brede opbakning til en indsats i verdens allerskrøbeligste lande, fordi det netop her kræver, at vi står sammen, kræver, at vi er enige om, at vi løber en risiko ved at engagere os, og er enige om, at vi løber en endnu større risiko, hvis vi ikke engagerer os. Vi kan ikke se passivt til, mens lande bryder sammen og befolkninger lider. Vi må engagere os, det er til gavn for befolkningen i de lande, og det er til gavn for os selv.

Jeg er glad for det stærke fokus, der har været på kvinders rettigheder, på faglige rettigheder – sagt til hr. Jeppe Kofod bl.a. – og på et aktivt civilsamfund, nævnt af flere ordførere. Det er helt centralt i strategien, og det var også et af de emner, som fru Lisbeth Bech Poulsen tog op. Jeg er helt enig i, at det er et område, der skal stå centralt i strategien, og det vil det gøre.

Jeg er også enig i det, som blev taget op af flere ordførere, nemlig at udviklingssamarbejdet kun kan give en lille flig af den finansiering, landene skal bruge, og at vi derfor skal bruge udviklingssamarbejdet som en katalysator, som en løftestang til at sikre bredere finansiering, både i form af effektive skattesystemer og i form af et stærkere handelssamarbejde i landene, som kan sikre dem et bæredygtigt og varigt grundlag for at opbygge retfærdige og ordentlige samfund.

Hvornår får vi råd til at øge vores udviklingsbistand og styrke vores udviklingssamarbejde? Her kunne jeg godt tænke mig at citere EU's udenrigsrepræsentant, Ms. Ashton, som, da hun hørte om den danske regerings ambitioner om at øge udviklingssamarbejdet, med det samme sagde, at det var en vigtig investering, ikke kun i verdens fattige lande, men i høj grad en investering i vækst og arbejdspladser i Europa. Det tror jeg på. Det her er ikke kun til gavn for verdens fattige lande, det er i høj grad til gavn for os selv.

Væksten skal jo i høj grad findes i Afrika, i Asien, i Latinamerika. Det er der, der er høj vækst, og hvis vi lukker os inde og lukker verden ude i en situation med økonomisk og finansiel krise, bliver det endnu sværere for os at genskabe vækst og sikre arbejdspladserne i Europa. Men hvis vi engagerer os internationalt nu, kommer vi til at stå stærkere, og så vil vi kunne se, at en række af de lande, der før har været præget af fattigdom og lav vækst, men som nu er præget af fremgang og høj vækst, også kan være med til at trække Europa ud af krisen. Så det er ikke kun et spørgsmål om, hvornår vi kan få råd. Det er også i høj grad et spørgsmål om, at vi ikke har råd til at lade være. Det er en investering også i Danmark, og også i Europa.

Så jeg vil gerne sige tak til hr. Jakob Ellemann-Jensen for forslaget til vedtagelse, og tak til alle partier for opbakningen til strategi og forslag til vedtagelse. Det her er – og jeg håber, det bliver – en indsats, vi kan stå sammen om. Jeg håber og tror og mener, at det er en indsats, vi kan være stolte af. Det er en indsats, der gør en forskel. Så tak igen for opbakningen, tak igen for deltagelsen. Jeg ser også frem til et stærkt, åbent og inddragende samarbejde om implementeringen. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby.

Tak. Jeg synes sådan set, at det var en ganske fin tale, udviklingsministeren kom med. Grunden til, at jeg vil stille et par spørgsmål, er de ord, som ministeren kom med, om, at det er vigtigt, at vi får vækst i f.eks. de afrikanske lande. Det skulle så også være til gavn for os selv ud fra det håb, at det også kunne give noget vækst i Danmark på grund af nye markeder osv.

Jeg tror, at det var i TV 2 Nyhederne i går, at vi så noget fra Kenya, hvor det jo har vist sig, at det private erhvervsliv boomer, at der faktisk kommer flere private job osv., og det er selvfølgelig også en stor succes, når det går den vej. Men der, hvor jeg vil hen med mit spørgsmål, er: Når vi har nogle af de her afrikanske lande, som eksempelvis får udviklingsstøttemidler, hvor der også bliver skabt flere job i de her lande, men hvor vi samtidig kan se, at der bliver født flere og flere børn – de vælger simpelt hen at få flere og flere børn – og at flere og flere af de børn, de får, jo lykkeligvis, kan man sige, overlever, så betyder det også, at selv om der måske skaffes mange nye job, bliver der bare endnu flere indbyggere i de her lande, og er det noget, som udviklingsministeren godt kan se det bekymrende i?

Udviklingsministeren.

Tak for det. Jeg er helt enig i, at en række af de lande, vi nu har samarbejde i, giver nye muligheder for danske virksomheder. Hr. Hans Kristian Skibby nævner Kenya, hvor jeg selv har besøgt en producent af julekaktusser, som i et samarbejde med et dansk gartneri nu producerer en stor del af verdens julekaktusser. Det interessante ved den historie er, at det både har givet arbejdspladser i Kenya og har givet flere arbejdspladser på Fyn. Novo Nordisk, Grundfos og Mærsk engagerer sig i Kenya. Det giver arbejdspladser i Kenya, og det giver også nye muligheder for Danmark.

Det er rigtigt, at en stor befolkningstilvækst kan være med til at gøre det svært at sikre en høj vækst pr. indbygger. Netop indsatsen for kvinders rettigheder, seksuelle reproduktive rettigheder, seksualundervisning og effektiv prævention er en af de stærke prioriteter både i strategien og i dansk udviklingssamarbejde, og gør vi det rigtigt og sikrer kvinders rettigheder, pigers skolegang og kvinders seksuelle reproduktive rettigheder, bidrager vi ikke kun til, at kvinderne får flere og bedre muligheder. Vi bidrager også til en mindre befolkningstilvækst. Det virker, og det ser vi heldigvis i flere og flere fattige lande. Når det så sker, er det, at landene kan opleve det gyldne øjeblik i befolkningsteorien, hvor de netop både kan sikre, at der fødes færre børn og en langt højere vækst til dem, der er.

Der er endnu en kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby.

Ja, for det skal jo ikke forstås sådan, at nogle af os politikere – tror jeg i hvert fald ikke – har noget imod, at der bliver født flere børn, heldigvis. Men vi vil også bare gerne have, at de børn også har en fremtid. Der mener vi selvfølgelig også, at det vil være helt grundlæggende at gøre en indsats ved at give de her flere frihedsrettigheder til kvinderne, så de selv får lov til at bestemme over, hvor mange børn de vil have, og det ikke er nogle mænds lyster, der bestemmer, hvor mange børn de skal have. Det må jo så heldigvis være op til den enkelte kvinde selv.

Men mit andet spørgsmål er så med hensyn til det her, som har været fremme om de økonomiske rammer for den danske udviklingspolitik. Det er jo sådan, at vi kan se, at der kun er, tror jeg, fire EU-lande, som er over de 0,7 pct. af BNI, som de giver målrettet i international støtte til udviklingsprojekter osv. Er det ikke noget, ministeren kunne tage på sin kappe og slå et slag for? Nu ved jeg, vi har formandskabet, og ministeren har også været i Horsens i går og været med til det her store møde med over 100 forskellige afrikanske lande bl.a., hvor der også blev diskuteret udvikling. Var det ikke en god idé at få EU-landene med på den her, så vi andre ikke skal til at give de her 1,5 pct., som Enhedslisten har foreslået, og så skal finde 12 mia. kr. mere? Var det ikke bedre, hvis vi kunne få de andre EU-lande til at give det samme som os?

Udviklingsministeren.

Det vil glæde hr. Hans Kristian Skibby at vide, at vi på udenrigsrådet i EU på udviklingsdagsordenen for kun 2 uger siden med dansk pres og dansk formandskab sikrede en vedtagelse, der lægger maksimalt pres på resten af Europa, fordi vi genbekræftede det mål, som Europa og EU har sat sig samlet om i år 2015 at yde 0,7 pct. Det lægger det størst mulige pres på de lande, der endnu ikke har leveret.

Den gode nyhed er da også, at der er lande i Europa, der leverer: Briterne går foran og er på vej mod at nå 0,7 pct.; tyskerne erklærer vilje til at gøre mere; vores nordiske kollegaer står stadig væk fast på et højt og fast udviklingssamarbejde. Og rundtomkring i verden er den gode nyhed jo, at lande som Sydkorea, Tyrkiet, Brasilien, Sydafrika og Kina engagerer sig mere og øger også deres bidrag til det internationale udviklingssamarbejde. Så vi lægger pres på og vil fortsat gøre det, og jeg deler ordførerens ambition om, at der skal være et stærkt internationalt udviklingssamarbejde.

Tak. Så er der endnu en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Ministeren replicerede på nogle af vores kommentarer om klima og miljø og sagde, at det nu var vigtigt med vækst først, og så må vi bygge miljø og klima oven på. Er ministeren ikke enig i, at det kunne være godt, hvis den tredje verdens lande kunne skyde genvej og ikke skulle lave så meget forurening og ravage i naturen, som de udviklede eller højt industrialiserede lande, eller hvad man nu skal kalde dem, der har mange penge, som f.eks. Danmark, har gjort? Ville det ikke være godt, hvis man kunne skyde genvej til at udvikle sin industri og sit land, så man ikke skulle igennem hele den ret voldsomme proces, vi har været igennem for at rydde op efter væksten?

Ministeren.

Jeg er helt enig med hr. Christian Juhl. Det er bestemt en prioritering at sikre, at den vækst, der kommer til at ske, som jeg også sagde det i min indledning, netop undgår det overforbrug af naturressourcer og den forurening, som i mange rige lande har været konsekvensen af en økonomisk vækst. Vi ønsker og tror på, at rigtig mange fattige lande netop kan springe over de forurenende og overforbrugende produktionsmønstre og springe direkte ind i en bæredygtig og grøn vækst. Det er den ambition, der er i strategien.

Men pointen, som jeg forsøgte at udtrykke før, er, at vi bedst skaber den dialog, hvis vi starter med en dialog om vækst og arbejdspladser. Det er det, landene brænder efter, det er det, landene håber på. Og starter vi dialogen der i stedet for at starte med kvoter og begrænsninger, reguleringer og nye miljølove, får vi en konstruktiv dialog om, hvordan man netop kan foretage det spring, som hr. Christian Juhl udtrykker det, direkte over i bæredygtig og grøn vækst og økonomi. Det er præcis det, strategien skal tilsigte, det er præcis det, strategien skal støtte op omkring.

Hvis man ser meget bredt på mulighederne i mange fattige lande for solenergi, geotermisk energi, bioenergi, vedvarende energi, vindenergi, tror jeg på, at der her virkelig er en mulighed for, at fattige lande kan tage springet og undgå nogle af de fejl, vi har lavet i den rige del af verden.

Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren, så vi siger tak til ministeren for udviklingssamarbejde. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Jakob Ellemann-Jensen, for anden runde.

Tak, formand. Det er ikke min hensigt sådan at starte en lang og voldsom anden runde. Jeg vil blot på vegne af forespørgerne takke ministeren og naturligvis også ordførerne for debatten. Det har været en relativt kort debat, hvilket jeg ser som en indikation af, at vi har fået udvekslet synspunkterne utrolig grundigt undervejs i de seneste måneder. Det er vigtigt med en bred opbakning til den danske udviklingsbistand – det er vigtigt både for vores skatteydere og for vores partnerlande, og det er det, som vi opnår ved at have en så bred tilslutning, som vi ser i dag.

Der er mange, der har deltaget i debatten, og det er ikke kun herinde. Det er også et vidnesbyrd om en bred forankring i befolkningen og en bred interesse for de her vigtige emner, og det synes jeg også er værd at kvittere for.

Så jeg vil sige til udviklingsministeren, at det bare er om at komme af sted og eksekvere, og jeg kan forsikre ministeren om, at vi herfra ikke bare læner os tilbage. Vi skal nok holde øje med, at der bliver eksekveret, og at vi får god gavn for skattekronerne til gavn for de mennesker i den tredje verden, som vi ønsker at hjælpe. Tak for ordet.

Tak.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet. Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted på torsdag, den 31. maj 2012.

Mødet er hævet. (Kl. 18:47).