Det næste punkt på dagsordenen er:

23) Forhandling om redegørelse nr. R 13:

Klima-, energi- og bygningsministerens energipolitiske redegørelse 2012.

(Anmeldelse 09.05.2012. Redegørelsen givet 09.05.2012. Meddelelse om forhandling 09.05.2012).

Sammen med dette punkt foretages:

24) Forespørgsel nr. F 39:

Forespørgsel til klima-, energi- og bygningsministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om regeringens fremtidige energipolitiske initiativer set i lyset af den energipolitiske redegørelse?

Af Steen Gade (SF), Lars Christian Lilleholt (V), Pernille Rosenkrantz-Theil (S), Mikkel Dencker (DF), Rasmus Helveg Petersen (RV), Per Clausen (EL), Villum Christensen (LA) og Mike Legarth (KF).

(Anmeldelse 09.05.2012. Fremme 11.05.2012. Eventuel afstemning udsættes til tirsdag den 29. maj 2012).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til på tirsdag, den 29. maj 2012.

Først får vi en begrundelse af ordføreren for forespørgerne, hr. Steen Gade, så ministeren må vente et øjeblik. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal give en kort begrundelse for forespørgslen. Det er en tradition, at den årlige energipolitiske redegørelse, som udarbejdes af energiministeren, bliver bragt til debat i Folketinget i en forespørgselsdebat. Det er også en tradition, at alle partier står bag den, og derfor har jeg som formand for Folketingets Klima-, Energi- og Bygningsudvalg påtaget mig opgaven at begrunde den.

Begrundelsen er, at vi gerne vil gøre status over den energipolitiske situation. Det er blevet endnu mere aktuelt, efter at vi har haft et år, der har stået i energiforhandlingernes tegn, og som er sluttet med, at der er indgået en omfattende klimaaftale.

Vi ser frem til at høre ministerens mundtlige argument oven på den energipolitiske redegørelse, og dermed har jeg givet min begrundelse.

Klima-, energi- og bygningsministeren.

Mange tusind tak. Årets energipolitiske redegørelse bærer naturligvis i vid udstrækning præg af, at vi netop har indgået den bredeste, grønneste og længstvarende energiaftale i danmarkshistorien. Og jeg vil selvfølgelig gerne benytte denne lejlighed til endnu en gang både at takke de mange partier, der har bidraget til den proces, og til rent ud sagt at udtrykke min begejstring over, at det kunne lade sig gøre. Jeg ser frem til at samarbejde med alle aftalens parter om at gøre den til virkelighed i de kommende år.

Det er jo en energiaftale, som er blandt de mest ambitiøse af slagsen i verden, og jeg kan også love for, at der bliver lagt mærke til den ude i verden. Det er flotte resultater, vi forventer frem til 2020 med over 35 pct. vedvarende energi i det endelige energiforbrug og med 50 pct. af elforbruget fra vindenergi. Hvis vi oven i det lægger anden vedvarende elproduktion, bliver det faktisk omkring 70 pct. af vores elforbrug i 2020, der vil være fra vedvarende energikilder. Vi reducerer vores bruttoenergiforbrug med 7½ pct. i forhold til 2010, og vi får 34 pct. CO 2 -reduktion af Danmarks drivhusgasser i forhold til niveauet i 1990. Det kan vi godt være stolte af.

Der er ingen tvivl om, at det vil kræve en stor indsats, en kæmpe indsats faktisk, og det vil ikke være gratis, men der er heller ingen tvivl om, at gevinsterne vil blive mindst lige så store, og at der er tale om intet mindre end et paradigmeskifte i energipolitikken. Det er et stort skridt i retning af det langsigtede mål, som vi alle deler herinde, en energiforsyning i 2050, der er baseret 100 pct. på vedvarende energi.

Initiativerne, der skal skabe disse resultater, er vi allerede i fuld gang med at implementere. En række lovforslag er fremsat her i salen, og netop implementeringen og vores kontinuerlige opfølgning bliver et fokuspunkt i energipolitikken i det næste år.

Ud over at gå fra plan til virkelighed skal vi også fokusere på, hvordan vi får skabt mest mulig grøn vækst og får flest mulige arbejdspladser i Danmark ud af de mellem 90 og 150 mia. kr., som vi fra i dag og frem til 2020 skal investere i både energieffektivitet og vedvarende energi som følge af energiaftalen.

Når vi investerer så massivt i en grøn omstilling, skal vi selvfølgelig sørge for at få så meget ud af investeringerne som overhovedet muligt. Lad mig fremhæve et af de vigtigste initiativer i den forbindelse: I regi af regeringens ministerudvalg for en ny erhvervs- og vækstpolitik i Danmark er vi netop ved at nedsætte et vækstteam for energi og klima med gode kræfter fra det danske erhvervsliv. Teamet skal komme med ideer til, hvordan vi fremover skaber bedre erhvervsmæssige rammer, så Danmark kan fastholde og videreudvikle sin globale position som et grønt foregangsland, også når det gælder produktion og eksport af grønne teknologier.

For at kunne realisere det langsigtede mål om 100 pct. vedvarende energi i hele energiforsyningen i 2050 har vi jo brug for en lang række forskellige grønne teknologier. De produkter og den erfaring, vi udvikler på den konto, skal vi selvfølgelig sælge til andre. I den forbindelse kan vi jo glæde os over, at vi allerede har kunnet konstatere, at i 2011 steg vores energieksport med 18 pct.

Når danske virksomheder sælger grønne løsninger og viden til udlandet, er der jo tale om, kan man sige, salg af knowhow, som skaber grøn vækst og velfærd her i Danmark. Derfor skal vi blive ved med også at satse på forskning, udvikling og demonstration af grønne energiteknologier på mindst samme niveau, som vi gør i dag.

Det, der er nyt, er, at vi ikke kun skal sælge grønne løsninger og viden; vi skal samtidig i stigende grad vise verden, hvordan det i praksis lader sig gøre at lave en grøn omstilling af et helt energisystem. Danmark bliver med andre ord også hjemsted for demonstration og fremvisning af grønne løsninger. Vi laver ikke længere bare knowhow, vi laver også showhow. Når andre kan se, at det kan lade sig gøre at omstille fra fossile brændsler og endda gøre det, så det er økonomisk fornuftigt og med fortsat høj forsyningssikkerhed, så er der ikke bare flere, der vil følge efter; der er også flere, der vil have øjnene åbne for danske kompetencer og dansk teknologi.

Et tredje hovedspor for energipolitikken fremover bliver at holde EU's energipolitik i det grønne spor. Det danske formandskab slutter som bekendt i næste måned, men selv derefter vil regeringen lægge mange kræfter i at sikre grønne resultater på europæisk niveau. Målet er, at EU skal sætte et fælles mål ligesom Danmark om at blive uafhængig af fossile brændsler i 2050.

Europa-Kommissionens egne analyser peger på, at en grøn omstilling i EU ikke vil være markant dyrere end at fortsætte status quo, måske endda tværtimod. De fleste af investeringerne vil tjene sig hjem i form af lavere udgifter til energi, herunder betydelig lavere import af især olie og gas fra tredjelande. Her kan man jo minde sig selv om, at alene fra 2010 til 2011 steg olieimporten til EU med 100 mia. euro, altså alene stigningen på 1 år. Det var jo penge, der kunne have været investeret i europæiske arbejdspladser i europæisk energiforsyning i stedet for at blive sendt uden for EU.

Konkret arbejder vi p.t. under det danske formandskab, som man ved, særlig med at få det såkaldte energieffektiviseringsdirektiv i hus, og derudover er der nok at tage fat på, skulle jeg hilse og sige. Vi har til det sidste rådsmøde bl.a. haft i fokus på at få sat nogle lidt nærmere mål og rammer for, hvad der skal ske efter 2020. Hvad skal vores mål for vedvarende energi, for CO 2 -udledning, for energieffektivisering være efter 2020 og frem til 2030? Hvad skal vi basere det på? Vi bliver ikke færdige med det arbejde, men vi håber at kunne få en retning på det. Vi skal snakke fælles energiinfrastruktur i EU, der skal planlægges og udbygges, og det skal sikres, at vores ændrede energimarked fungerer optimalt og fremmer konkurrencen.

Regeringen vil også fortsat arbejde for, at EU udviser globalt lederskab og hæver det fælles drivhusgasreduktionsmål i 2020 fra 20 pct. til 30 pct. i forhold til 1990 uanset udfaldet af de globale klimaforhandlinger. Et grønnere EU vil gøre de nødvendige teknologier billigere og sikre eksportmarkeder for danske virksomheders grønne løsninger. Et tal, som jeg selv finder meget opmuntrende, er, at i 2011 var 80 pct. af de nyinstalleringer af el, der blev investeret i i Europa, faktisk vedvarende energi.

Lad mig afslutningsvis opsummere, hvad jeg ser for mig bliver de tre hovedoverskrifter for energipolitikken i den kommende tid: Punkt 1, at omsætte energiaftalen til virkelighed, og her håber jeg at vi kan opretholde det gode momentum, der er i forligskredsen, og kontinuerligt følge op på, at vi gør det effektivt med mindst mulige omkostninger for borgere og erhvervsliv; punkt 2, at sikre, at vi får mest mulig grøn vækst og beskæftigelse ud af de milliarder, der skal investeres i Danmark som følge af aftalen, og punkt 3; sidst, men ikke mindst at lægge kræfter i, at den grønne energipolitiske dagsorden i EU fastholdes og leder til stærke grønne resultater. Tak.

Tak til klima-, energi- og bygningsministeren. Så giver jeg igen ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Steen Gade.

Tak til ministeren for en god redegørelse og et godt oplæg, som jo sætter rammerne for dansk energipolitik de næste 8 år. Det vil jeg først opholde mig ved, for jeg tror, at det er lidt underkendt, hvor vigtigt det er. De energiaftaler, vi har haft tidligere, har haft en horisont på 4 år, og for at være helt ærlig har man brugt det ene år til at forhandle den næste aftale, så horisonten har måske kun været 3 år. Nu er der en 8-årig aftale, og allerede inden sommer er første trin færdigt. Så har vi her i Folketinget ekspederet det, som er rammeværket og dermed hele grundkonstruktionen med økonomi osv. for, hvad der skal ske de næste 8 år.

Derefter kommer så det, som skal fylde den her aftale ud. Det er der, hvor ordet paradigmeskift også er det ord, jeg vil vælge. Vi er simpelt hen ved at ændre energipolitikken i løbet af 8 år ved at gå over til et system, som grundlæggende er bygget op på vedvarende energi.

Vi tror jo stadig ofte i den offentlige debat, at hele vores energiforsyning sådan nærmest er baseret på vind eller vedvarende energi. Fordi vi har kunnet meget på vindenergiområdet osv., har måske også omverdenen det syn. Sandheden er jo, at vi er et ganske stærkt kulland, og det er udfasningen af kul, som er en af de vigtigste ting af dem, der sker i de næste år. Vind og anden vedvarende energi bliver så kernen i vores energiforsyning, når vi når til 2020 og skal kigge fremad.

Det betyder, at alle de analyser, der fremgår af energiaftalen, alle de ting, vi skal arbejde videre med, så vidt jeg kan se, bliver det vigtigste af det, der skal ske også på den korte bane fra nu af. Der skal vi forstå, at udfordringen er at lave integrerede systemer, at vi skal gå fra et grundlæggende centralistisk energisystem til et grundlæggende decentralt energisystem.

Det integrerede består i, at vi i den periode skal finde ud af, hvordan vi får det, der hedder smart grid, altså intelligente net, til at spille sammen med en meget, meget stor produktion fra vind, hvordan det skal spille sammen med nye lagringteknikker, hvor man lagrer energien som fjernvarme eller i brint og samtidig udbygger elbilkonceptet, så vi lagrer ellen i biler, sådan at den meget store elproduktion kan blive udnyttet maksimalt og økonomisk maksimalt, så vi ikke for nu at snakke ærlig snak skal til at sælge vindstrømmen til Tyskland og andre naboer for en slik. Det er den ene udfordring.

Den anden udfordring er så at blive koblet sammen med resten af Europas net, og det gør vi jo så ved Kriegers Flak med Tyskland, og forhåbentlig gør vi det i den her 8-årige periode, hvis jeg skal sige, hvad jeg ønsker, også i Nordsøen med nogle af nabolandene, sådan at vi får integrerede net i Europa, og så vi også får den afsætningsmulighed. Overskrifterne er jo dem, som ministeren også har peget på, med at sørge for at få både den mest økonomiske og den mest fremtidssikrede løsning ud af det her.

Så er det en vigtig opgave at følge op med job. Ministeren har nævnt erhvervs- og vækstministerens vækstteam, som er i gang på det her område, og vores handels- og investeringsminister er jo også i gang med at lave en særlig eksportindsats på det her område. Der tror jeg at det er vigtigt at sige, at Danmark som et demonstrationsland for alle de her teknologier, som hele verden er i gang med at udvikle og får brug for, skal komme først med nogle af tingene og blive konsolideret på andre punkter og så være et udstillingsvindue og påvirke først og fremmest EU, som ministeren lagde vægt på.

Jeg vil også nævne, at vi jo her om en månedstid skal til Rio de Janeiro, og jeg synes ikke, det er helt ligegyldigt, om man i Rio de Janeiro kunne vedtage en global forpligtelse til, at der bliver adgang til elektricitet for alle i 2030, samt mål for vedvarende energi i verden i 2030 og mål for energieffektivitet. De tre ting er ikke ligegyldige, selv om det er med konsensus og alt det besvær, vi ved der er, når det drejer sig om globale beslutninger. Og også selv om de ikke bliver endeligt besluttet i Rio de Janeiro, er det ikke ligegyldigt, at de bliver ført videre i FN-systemet. For det er jo også en chance for for alvor at kunne være med til at skabe de job, det her også handler om.

Jobbene er der mange af. Der er tusindvis af job. Jeg vil her tillade mig at sige, at det er den vækstmotor, der er vedtaget i år i den her folketingssamling, som der er flest arbejdspladser i. Der er rigtig mange arbejdspladser i det. Udregnet på årsplan kan man vel nå op på 40.000, og det er en stak at få realiseret. Gør vi det rigtigt, vil det altså være et boost ikke bare for virksomheder og danske arbejdspladser generelt; det er til gavn for produktionsarbejdspladser, og det er i høj grad til gavn for Udkantsdanmark, for rigtig mange af arbejdspladserne ligger der.

Jeg skal slutte med på vegne af Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti og SF at fremsætte et forslag til vedtagelse. Når det nu omfatter mange partier, er der måske nogle, der tænker, at det er et dårligt forslag til vedtagelse og et dårligt forlig. Det er min klare opfattelse at det både er et godt forslag til vedtagelse og et meget godt forlig, der ligger bag. Det lyder sådan:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer med tilfredshed, at dansk energipolitik med det brede 8-årige energiforlig af 22. marts 2012 er på rette spor mod det langsigtede mål om omstilling af energiforsyningen fra fossil til vedvarende energi. I aftaleperioden gennemføres en omfattende fremtidssikring af dansk energipolitik med hovedvægt på en forstærket energibesparelsesindsats og en omfattende udbygning med vedvarende energi, som bl.a. medvirker til Danmarks selvforsyning med energi.

Folketinget opfordrer regeringen til at sikre en effektiv opfølgning og implementering af aftalens mange forskellige initiativer, herunder at Danmark i videst muligt omfang høster de erhvervsmæssige og beskæftigelsesmæssige gevinster af aftalens initiativer.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 66).

Tak til ordføreren for forespørgerne.

Det oplæste forslag til vedtagelse vil som nævnt komme til afstemning på tirsdag, den 29. maj 2012.

Så går vi til ordførerrækken. Først giver jeg ordet til Venstres ordfører, hr. Lars Christian Lilleholt.

Tak til ministeren for besvarelsen til Folketinget her i dag.

For godt og vel 2 måneder siden, nøjagtigt den 22. marts i år, blev der indgået en bred energipolitisk aftale. Det er en aftale, som Venstre står ved, og som vi er tilfredse med. Vi er meget tilfredse med, at det er blevet en bred aftale. Det giver sikkerhed for de mange virksomheder og private, der skal investere. Så kender man rammebetingelserne langt ud i fremtiden – også ud over et kommende folketingsvalg. Skulle der forhåbentlig ske det, at der kommer en ny regering efter næste valg, jamen så er der også sikkerhed for rammebetingelserne frem til 2020.

Efter vores overbevisning er det en fornuftig aftale, og vi er også meget tilfredse med, at det under forhandlingerne lykkedes at reducere omkostningerne med 2 mia. kr., når vi kommer frem til 2020. Det er vi rigtig tilfredse med. Dermed har vi også sikkerhed for, at det er en økonomisk ansvarlig aftale, både for forbrugerne og for erhvervslivet. Men det er også fortsat en meget ambitiøs og visionær aftale, som bygger videre på den visionære og ambitiøse klima- og energipolitik, som VK-regeringen har lagt grunden til de seneste 10 år. Det er en fortsættelse af den linje, hvor Danmark omstiller til mere og mere vedvarende energi.

Aftalen indeholder jo en lang række forskellige områder. Vi skal fortsætte udbygningen af vedvarende energi, ja, vi skal helt op på, at 35 pct. af energiforbruget i 2020 er baseret på vedvarende energi, og målsætningen er, at vi i 2050 helt skal klare os på basis af vedvarende energi. Frem mod 2020 skal der ske en fortsat massiv udbygning med vindenergi, først og fremmest på havet, hvor der skal etableres ikke mindre end produktion af 1.000 MW vindenergi. Det svarer til forsyningen af op imod 800.000 husstandes årlige bolig elforbrug. Det er en ganske stor sum.

Hr. Steen Gade var inde på omstillingen i de centrale kraft-varme-byer, og jeg helt enig i, at den omstilling, der kommer her, er et helt centralt punkt i aftalen: at vi omstiller de kulbaserede værker til biomasse, at vi gør det på en måde, så forbrugerne også kan betale regningen, og at der også er taget hensyn til de mange virksomheder, herunder ikke mindst gartnerier, der er afhængige af at aftage billig fjernvarme fra de store kraft-varme-byer.

Biogas er et andet element i aftalen. Vi sikrer bedre rammer omkring biogas. I dag udnytter vi mindre end 5 pct. af biogaspotentialet, og med aftalen her håber Venstre på, at vi får mere gang i området. Vi skulle gerne op på at udnytte i hvert fald halvdelen af potentialet i 2020.

Der er så en pulje på 250 mio. kr. til næste år og derefter 500 mio. kr. til etablering af VE-anlæg til virksomheder. Også det område er helt centralt. Det vil jo sætte gang i udviklingen rigtig mange steder udeomkring og vil give virksomhederne nye muligheder for at erstatte kul og naturgas med vedvarende energi.

Energibesparelser er også et helt centralt element, og endnu bedre end at bruge energien er jo at spare på den. I Danmark har vi rent faktisk haft et uændret forbrug af energi i 40 år, og samtidig har vi haft en vækst i BNP på op imod 100 pct. Det vil sige, at vi har været i stand til at forene økonomisk vækst med et reduceret energiforbrug. Den linje fortsætter vi, og vi sikrer endnu større energibesparelser frem mod 2020.

Der er også ting, som ikke er nævnt i aftalen, og som det lykkedes at få ændret på, og det er især spørgsmålet om olietankene. Vi er meget tilfredse med, at det lykkedes ved ret hård kamp under forhandlingerne at give de mange forbrugere, som er placeret i områder, hvor der ikke er adgang til fjernvarme, mulighed for fortsat at have deres oliefyr. Ellers ville vi have sendt en regning på over 100.000 kr. til 150.000 familier i Udkantsdanmark, og det ville ikke have været godt.

Der er også et andet område, som er omtalt her i redegørelsen, men som ikke er en del af energiaftalen, nemlig olie- og gasproduktionen. Af redegørelsen fremgår det, at Danmark på det område har haft ikke mindre end 280 mia. kr. i indtægt siden 1995. Vi vil gerne opfordre ministeren til at arbejde videre med det område og sikre, at vi får en dansk strategi for at sikre, at der også i fremtiden er gode indtægter fra olie- og gasproduktionen, og at vi udnytter de potentialer, der er, for at skabe yderligere vækst på området.

Vi er nu i gang med implementere energiaftalen her i Folketinget. Vi er som sagt meget glade for, at det er en bred aftale, og vi føler også, at der er et godt samarbejde med regeringen om at få fundet de rigtige løsninger og få luget ud der, hvor der eventuelt kan være små knaster, der endnu ikke er blevet løst. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Villum Christensen.

Tak for det. Ordføreren var inde på en række af Venstres sejre i de her forhandlinger, og en af de vigtige sejre var, at der blev barberet 2 mia. kr. af aftalens pris, og jeg kan godt forstå, at man synes, det er vigtigt. Især synes jeg, at det, der er sket i forhold til erhvervslivets omkostninger, er meget vigtigt.

Når det er sagt, så ved vi, når vi kigger i krystalkuglen og ser langt frem, at der er utrolig stor usikkerhed forbundet med at vurdere, hvad sådan noget som det her vil koste. Og det bliver vi vel mindet om lige netop i de her dage, hvor, bare for at tage ét eksempel, Energinet.dk jo melder ud, at vi nu kan forvente, at den PSO-afgift, vi i efteråret troede ville blive på 3 mia. kr., nu bliver på 5,5 mia. kr. Altså i løbet af ganske få måneder ændres billedet i forbindelse med PSO-afgiften, som jo er et af de centrale finansieringselementer.

Bekymrer det ikke ordføreren, at man går så bastant ud og siger, at det vil blive 1.300 kr. pr. husstand, tror jeg det var, når man allerede nogle ganske få måneder inde i perioden – der er jo ikke gået mere end et lille halvt år, siden de her tal kom frem – drastisk må ændre på de forudsætninger? Føler ordføreren sig tryg ved, at det i gennemsnit bliver 1.300 kr. for en husstand, som jo var det, det blev solgt på?

Ordføreren.

Vi er ganske trygge ved de her beregninger, og det er også sådan, at PSO-omkostningerne jo vil svinge fra år til år, alt afhængig af hvor meget vindproduktion der er, og hvordan det ser ud i vores nabolande. Det her handler selvfølgelig om, at vi ser på det her over en årrække, og vi har de seneste år kunnet se, at PSO-omkostninger har svinget fra år til år, men alt i alt kan man se, at der trods alt tegner sig et fornuftigt billede af det.

Hr. Villum Christensen.

En anden ting, ordføreren var inde på, var det vigtige i at få kul ud af kraftværkerne og erstatte det med biomasse, og det er der jo sikkert rigtig meget ræson i. Når man så læser energiaftalen og de mange analyser, som de nu er formuleret, synes jeg, det er tankevækkende, at man lige netop på biomasseområdet skal ud og finde ud af, om det nu også er bæredygtigt.

Der er jo rigtig, rigtig mange implikationer i forhold til CO 2 -problematikken, når man snakker biomasse, f.eks. hvad angår plantning af skov, og hvad angår, hvad der sker i ulandene osv. Er det sådan, at man har en plan b i den her flotte aftale, hvis man i løbet af halvandet år – jeg kan forstå, at det tager halvandet år at lave sådan en undersøgelse – opdager, at biomasse i virkeligheden slet ikke er bæredygtigt?

Ordføreren.

Der er masser af biomasse i verden, og der er også masser af biomasse i Danmark, og det afgørende for Venstre – og der deler vi regeringens synspunkt – er, at det er en bæredygtig biomasse. Derfor er vi meget tilfredse med, at der bliver gennemført en analyse af det, men vi er helt overbeviste om, at der findes ressourcer, som er bæredygtige. Vi har jo bl.a. i Danmark en massiv produktion af biomasse som halm, træpiller, flis og andet, og vi skal sikre os, at det er en bæredygtig biomasse, ligesom vi skal sikre os det, når vi importerer biomasse.

Tak til Venstres ordfører. Jeg går straks til Socialdemokraternes ordfører, fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Tak for det. Først vil jeg gerne sige tak til ministeren for den grundige gennemgang af årets energipolitiske redegørelse. Der er næppe nogen, der kan være uenig med ministeren i, at energiaftalen står fuldstændig centralt, når man kigger tilbage over det seneste års energipolitik, men jo bestemt også, når man kigger fremad.

Det er blevet sagt rigtig mange gange, men det kan simpelt hen ikke siges nok. Energiaftalen er den mest ambitiøse af sin slags, den mest ambitiøse, verden har set, og den er et kæmpeskridt på vejen til, at Danmark bliver et land, som har en energiforsyning, som er 100 pct. baseret på vedvarende energi i 2050.

Med energiaftalen vil vi inden 2020 bl.a. have sikret, at 35 pct. af det endelige energiforbrug er forbrug af vedvarende energi; at næsten 50 pct. af elproduktionen kommer fra vind; og vi vil have sikret en reduktion på 7 ½ pct. af bruttoenerginiveauet i forhold til 2010 og en reduktion på 34 pct. af drivhusgasudledningen i forhold til 1990. Det er rigtig, rigtig flotte tal.

Så sker der selvfølgelig også på ryggen af det her det, at vi får skabt 40-60.000 nye arbejdspladser – 40-60.000 nye arbejdspladser.

Jeg tror ikke, det er gået nogens næse forbi, at et af de allerstørste samfundsøkonomiske problemer, vi står over for her og nu, er, at der mangler arbejdspladser i Danmark. Jeg synes jo, at vi med stolthed i stemmen de næste mange, mange dage i Folketinget kan sige, at der ikke er gået en dag, hvor vi ikke har skabt arbejdspladser, hvis man kigger på mængden af arbejdspladser, der er alene i den her energiaftale. Det er en reel game changer. Det er det både for den grønne omstilling, og det er det i den grad også for vores samfundsøkonomi.

Vi vil for det første have et samfund, som ikke er dybt afhængig af olie udefra. På den måde er det en game changer. Vi vil ikke være afhængige af lande som f.eks. Iran. Med energiaftalen vil vi jo i fremtiden være sikre på, at det betyder mindre, at olieprisen og dermed benzinprisen bare fra den ene dag til den anden kan stige fuldstændig urimeligt, fordi det iranske styre beslutter det. Vi sikrer også, at den permanente fordobling af olieprisen i 2020, som prognoserne siger, ikke vil ramme Danmark lige så hårdt som andre lande.

Det er jo bl.a. også derfor, at dansk erhvervsliv over en bred kam – og ikke bare den del af erhvervslivet, som beskæftiger sig med grøn energi – er glad for den her aftale. For hvis ikke vi lavede den her grønne omstilling, ville det ramme danske virksomheder, fuldstændig som det rammer resten af verdens virksomheder, når oliepriserne stiger. Kommer vi forrest på bølgen, vil det selvfølgelig være virksomheder med udgangspunkt i Danmark, der får den laveste energiregning. Det bliver naturligvis et meget stærkt konkurrenceparameter i fremtiden.

For det andet vil vi jo også gerne have et samfund, der er med til at afhjælpe de massive klimaproblemer, verden står over for. Med energiaftalen sætter vi handling bag vores ord. Som nævnt tidligere reducerer vi drivhusgasudledningen med 34 pct. med den aftale i forhold til 1990. Det er rigtig ambitiøst, det er rigtig vidtgående. Det kommer til at betyde rigtig meget, også for, hvordan resten af verden kommer til at opføre sig.

Vi vil være et foregangsland, der viser andre lande, at det kan lade sig gøre at lave en grøn omstilling. Det er klart, at i det store regnskab betyder det meget lidt, at Danmark som et lillebitte land bidrager til reduktion i CO 2 -udledningen. Men man skal ikke tage fejl af, at lige som vi ser til Samsø og andre steder i Danmark, når vi skal have eksempler på, hvordan man laver grøn omstilling, kigger resten af verden også rundt på landkortet for at se, hvem der er gået foran med det her, hvem der har kunnet få det til at fungere, hvad har det betydet politisk, hvad har det betydet for erhvervslivet. Der vil Danmark altså være et af de lande, hvor man retter sine øjne hen for at få erfaringer med, hvordan det her fungerer.

Vi gør det ikke kun for at have samvittigheden i behold. Vi gør det også, fordi vi kan se en mulighed for, at vi i Danmark kan få arbejdspladser og kan tjene nogle penge på det. Det gør vi sådan set allerede nu. Det ved vi godt. Vi eksporterer energiteknologi til andre lande, faktisk procentvis mere end noget andet land i EU. Med energiaftalen ikke bare fastholder vi den førerposition, vi har skabt op igennem halvfemserne, nej, vi udbygger den faktisk også.

Den tredje og sidste ting, jeg skal nævne, er, at vi sikrer, at det er arbejdspladser, som går ikke kun til dele af Danmark, som i forvejen har masser, og hvor der allerede er vækst, nej, jeg synes, at noget af det, der er vigtigt ved de arbejdspladser, vi får skabt her, er, at det er produktionsarbejdspladser. Det er arbejdspladser, der både giver arbejde til folk, som er højtuddannede, og det er i den grad også arbejdspladser til folk, der ellers har været beskæftiget ved industrien i Danmark.

Det vil altså sige, at jeg ikke bare ser det som en mulighed for at få skabt arbejdspladser. Jeg ser det også som en mulighed for at skabe en bestemt slags arbejdspladser, nemlig produktionsarbejdspladser. Det er det, vi mangler. Der er store grupper i Danmark, som har meget svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet igen, fordi industriarbejdspladserne er forsvundet fra dansk jord. Med det her skaber vi altså nye produktionsarbejdspladser, og derfor er det her altså også en produktionsplan for de næste mange år på dansk jord.

Så vil jeg sige, at det også handler om det, nogle med et grimt ord kalder Udkantsdanmark. Det her skaber nemlig også arbejdspladser i yderområderne i Danmark. Det giver sig selv, at med den biogassatsning, vi f.eks. laver med den her energiaftale, bliver det altså ikke på Rådhuspladsen i København, der kommer til at stå et biogasanlæg, vel? Biogasanlæg står lige præcis der, hvor der er brug for at kunne se nye forretningsområder, nemlig i landbruget, hvor man er økonomisk hårdt trængt, og det er altså også i områder af Danmark, hvor man kan have brug for, at det er industriarbejdere, som kan passe kedlerne, kan bygge kedlerne, kan sørge for driften af dem.

Det vil altså sige, at vi med den her energiaftale også sørger for, at det er arbejdspladser, som ikke er på støtten. Det er simpelt hen regulære nye arbejdspladser, fordi det er regulære nye forretningsområder. Det betyder rigtig meget for Socialdemokratiet. Og jeg tror sådan set også, det er derfor, vi har fået god opbakning fra dansk erhvervsliv, dansk landbrug og fra dansk industri.

Med energiaftalen har vi støbt fundamentet til den grønne omstilling. I den næste tid skal vi bygge huset oven på det fundament. Det er, når vi går i gang med transportsektoren, landbrugssektoren, boligsektoren osv. Vi ser rigtig meget frem til arbejdet med den proces, og jeg vil sige, at vi jo glæder os, hver eneste gang en arbejdsløs får sig et godt nyt job, ikke blot til glæde for sig selv, men også for samfundsøkonomien. Mon ikke den grønne omstilling i de sektorer også vil hjælpe i den proces?

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Så går vi til Dansk Folkepartis ordfører hr. Mikkel Dencker.

Dansk Folkeparti valgte for 2 måneder siden at gå med i energiaftalen, som blev indgået mellem næsten alle Folketingets partier. Det valgte vi at gøre af flere forskellige grunde. Først og fremmest handler det om, at vi ønsker at få indflydelse på en aftale, som omfatter enorme milliardbeløb, og som har indflydelse på alle danskeres økonomi. Derfor er det vigtigt for os at deltage i aftalen for både at have indflydelse på selve aftaleteksten og for at få indflydelse på den lange række af udmøntninger, som kommer til at ske i løbet af aftalens løbetid, ikke mindst, fordi aftalen her trækker i retning af, at Danmark også i fremtiden vil være uafhængig af energi fra udlandet. Det er et element, som vi lægger vægt på.

Aftalen indeholder en videreførelse af det støttesystem til vindmøller, som Dansk Folkeparti aldrig har været tilhænger af. Men vi lægger vægt på, at energiaftalen er et skridt på vejen mod, at vindmøller i fremtiden kommer til at fungere mere på markedsvilkår, end det er tilfældet nu. For aftalen indeholder netop det element, at støtten til landvindmøller skal aftrappes i takt med stigende elpriser, så det er absolut et skridt i den rigtige retning.

Energiaftalen indeholder også en ændring af rammebetingelserne for biogas. Det sker bl.a. ved, at den eksisterende støtte til biogas til kraft-varme-produktion også gives til biogas, som leveres til naturgasnettet. Desuden gives der yderligere støtte, som gives til al anvendelse af biogas, og denne sidstnævnte støtte er så kun i form af to midlertidige ordninger, hvor den ene aftrappes øre for øre, når naturgasprisen stiger, og den anden aftrappes årligt fra 2016 og er helt væk i 2020.

Jeg vil godt sige, at det normalt ikke er Dansk Folkepartis politik at yde statsstøtte til energiprojekter. I tilfældet biogas er der dog en god grund til det, for når det gælder biogas, er det vigtigt at udvikle den her produktion, så den på et tidspunkt kan erstatte den traditionelle naturgas. Forholdene er, at de naturgasforekomster, som Danmark i dag nyder godt af, sandsynligvis vil løbe tør inden for en ukendt årrække, og hvis vi ikke tilvejebringer alternativer, kommer vi til at importere gas i stedet for. Det kan være et problem, hvis vi bliver afhængige af import af gas fra ustabile eller ligefrem fjendtlige regimer. Den situation vil vi undgå. Derfor anser vi i Dansk Folkeparti anvendelsen og udviklingen af biogas som et skridt væk fra afhængighed af fremmede magter.

Endelig synes jeg, det er værd at nævne, at energiaftalen også indeholder det element, at puljen til nye VE-teknologier – f.eks. solenergi og bølgekraft – bliver videreført. Det er vigtigt for Dansk Folkeparti, at der ikke er en ensidig satsning på vindkraft, men at andre energiformer også udvikles. I Danmark har vi et stort potentiale for bølgekraft, og vi skal arbejde videre på, at det kan blive udnyttet. Derfor er vi i Dansk Folkeparti glade for, at man med energiaftalen kan videreføre denne pulje i indtil videre 4 år yderligere.

Ud over de elementer, som jeg allerede har nævnt, indgår energibesparelser som en vigtig del af aftalen. For os er det en vigtig del af energipolitikken, for det er trods alt den nemmeste måde at nedbringe CO 2 -udslip på, og den nemmeste måde at frigøre sig fra import på. Ved på den måde at få et mere energieffektivt samfund får vi også et mere økonomisk velfungerende samfund, som alt andet lige er mere konkurrencedygtigt, når både husholdningerne, erhvervslivet og den offentlige sektor er mindre afhængige af energi og skal bruge færre penge på den slags. Det er også en vigtig ting, som energiaftalen går ud på, og det er vi glade for.

Til slut vil jeg glæde mig over, at det lykkedes at få talt regeringen fra at forbyde oliefyr i boliger, så det fortsat er muligt for mennesker, der bor uden for de kollektivt forsynede områder, at have et oliefyr.

Endelig vil jeg også sige tak for den gode og konstruktive forhandlingsproces, vi har været igennem, trods vores uenigheder.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det hr. Per Clausen fra Enhedslisten.

Jeg skal også starte med at takke klima- og energiministeren for hans redegørelse. Det er jo rigtigt, som mange har sagt her i dag, at den energiaftale, der blev indgået af et meget stort antal af Folketingets partier, indeholder nogle rigtig gode og spændende perspektiver.

For det første er det jo et af de få eksempler, vi har i Danmark, på et stort politikområde, hvor vi forsøger at løse den største udfordring, vi står over for i de kommende år, nemlig hvordan vi fortsat kan skabe beskæftigelse, arbejdspladser og udvikling, samtidig med at vi reducerer vores ressourceforbrug og reducerer vores forurening. Man kan sige, at det er løsningen på den udfordring, som burde udgøre kernen i al økonomisk politik, i al politik i Danmark, men desværre må man jo sige, at det her måske er det eneste eksempel på, at vi er i færd med at forsøge at løse den opgave. Men da det er et vigtigt sted at forsøge at tage fat på den problemstilling, er det selvfølgelig rigtig godt, at det forholder sig på den måde.

Det andet, som jeg også synes er rigtig godt ved energiaftalen, er, at den jo også yder sit bidrag til, at det vil være muligt at gennemføre en klimalov i det danske Folketing, som kan sikre, at vi i 2020 får en reduktion af CO 2 -udslippet på 40 pct. Der har den her energiaftale leveret sit hovedbidrag til, at det bliver mere overskueligt at nå resultater på de områder, der står tilbage, nemlig primært landbrugsproduktionen og transportsektoren, hvor det jo også er muligt at opnå store reduktioner, også selv om det selvfølgelig kræver en stor indsats.

Det tredje rigtig, rigtig vigtige element i energiaftalen er, at vi dermed i relativt bred enighed tager fat på den store opgave, det er at sikre, at vi i Danmark inden 2050 kan blive uafhængige af fossile brændstoffer. Det er en fantastisk vigtig opgave efter Enhedslistens opfattelse, og det er jo i hvert fald godt, at vi er i stand til at lave en energiaftale, der giver mulighed for, at vi kan nå det resultat. Det synes jeg er rigtig vigtigt.

Man skal jo heller ikke se bort fra, at det at vælge at sige, at man laver en energiaftale, der giver mulighed for at reducere CO 2 -udslippet med 40 pct. i 2020, gør, at Danmark så lige præcis når det, som er minimumskravene til de udviklede vestlige lande, hvis vi skal sikre, at vi får styr på klimaforandringerne. Det er selvfølgelig ikke så godt, at verdens bedste land når lige præcis det, der er det mindste, man skal nå, for at nå resultatet globalt set, men det giver dog i hvert fald en mulighed for at illustrere, at det, vi siger at man kan og bør, også kan lade sig gøre.

Det, som også var meget vigtigt for Enhedslisten, var jo, at vi ville fastholde ambitionsniveauet i den endelige energiaftale i forhold til vindenergi og energirenoveringer og i forhold til den samlede CO 2 -reduktion. Og her ser vi det ambitionsniveau, som regeringen har fremlagt i regeringsgrundlaget, og som også lå i regeringsudspillet. Når vi var særlig glade for regeringens mål på det her område, var det, fordi regeringens mål svarede præcis til, hvad vi sammen med Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre var blevet enige om inden valget – og uden at jeg skal fortabe mig i det emne, vil jeg sige, at hvis vi havde været i den situation, at der var andre områder, hvor vi kunne have bevaret enigheden i samme udstrækning efter valget, som vi havde før valget, så ville stemningen i Enhedslistens gruppelokale ofte have været noget mere munter, end den er lige for tiden. Så derfor var det selvfølgelig vigtigt at holde fast i målsætningerne.

At vi så i hele processen fik den sidegevinst, at det viste sig, at vi i forhold til noget af den overindtjening – for nu at bruge et pænt udtryk – som der tilsyneladende har været i energisektoren i nogle år, kunne få taget hul på at få renset ud i den, sådan at den samlede pris blev reduceret, var jo sådan set bare en ekstra gevinst. Og enhver, der interesserer sig for den slags, kan jo gå tilbage i annalerne og se, hvor meget energi og tid jeg faktisk har brugt på også under den tidligere regering at få gjort noget ved urimelig høje energipriser i det her land. Der skulle åbenbart en ambitiøs energiaftale til, før vi for alvor kunne få taget hul på det, og det er jeg selvfølgelig glad for at vi har kunnet.

Ambitionsniveauet blev jo fastholdt. Der var megen debat om vindenergi, og jeg vil sige, at jeg faktisk er ret imponeret over, at der er så mange partier i Folketinget, der er enige i, at 50 pct. af vores el skal produceres ved hjælp af vind i 2020. Jeg tror ikke, det er alle partiernes valgløfter, at det skulle være sådan, men det skal være tilgivet. Pointen her er i hvert fald, at det faktisk var rigtig flot at fastholde det. Jeg ved godt, at slutresultatet blev 49,5 pct., og det har jo den charme i sig, at hvis man er meget detailorienteret og tager alle decimalerne med, kan man sige, at det blev under 50 pct., og når man så vælger at gøre, som vi gør i det her ene tilfælde, nemlig at skrotte decimalerne og se lidt stort på det, så bliver det 50 pct.

Der var også spørgsmål omkring CO 2 -reduktionen, som blev på 34 pct. i stedet for 35 pct., og man kan bare sige til det, at så har vi jo en lidt større opgave, når vi skal reducere CO 2 -udslippet inden for landbrugsområdet og inden for transportområdet, og det ser Enhedslisten sådan set frem til at gøre. Vi havde gerne set, at man havde nået lidt mere på energiområdet, men det var der nogle der ikke ønskede, og så kommer andre til at yde en større indsats, og det er jo sådan set fair nok, at det må være på den måde. Det kan jeg ikke se noget stort problem i.

Alt i alt må man vel konkludere, at det er en meget ambitiøs og udmærket energiaftale, der er indgået. Det er klart, at vi havde foretrukket, at der i finansieringen af energiaftalen var blevet lagt mere vægt på det synspunkt, som nogle har ført sig meget frem med i politik, nemlig at det ikke skal blive dyrere at være dansker, altså at man f.eks. havde accepteret, at de udgifter, som erhvervslivet skulle betale, kunne være de samme som dem, man betalte i VK-regeringens oprindelige udspil, og så kunne almindelige forbrugere til gengæld være sluppet noget billigere. Det havde vi gerne medvirket til, men der var der ikke nogen stor stemning for, at det skulle være sådan.

Det er klart, at vi også gerne havde set, at der var blevet investeret betydelig mere i solenergi, geotermi, bølgekraft, jordvarme osv. end det, der blev. Vi fik videreført de puljer, kan man sige, der også var tidligere, og der kom mere til bølgekraft. Jeg vil bare sige, at jeg er glad for, at vi, når det handler om bølgekraft, er så enige med Dansk Folkeparti, som vi er, for det hjalp da sikkert med til at få processen løftet. Men jeg kan ikke lade være med at sige, at det, vi nu har på bølgekraftområdet, jo sådan set er en videreførsel af det, som Enhedslisten fik igennem i 1990'erne, og som den daværende regering var meget hurtig til at sætte en stopper for i 00'erne. Så vi er meget glade for, at det er kommet i gang igen.

Når vi synes, at det er så vigtigt at fokusere på solenergi, bølgekraft, jordvarme, geotermi osv., er det, fordi vi ser én stor vanskelighed i den aftale, der er lavet, og det er jo hele spørgsmålet omkring de forskellige former for bioenergi. Vi har læst rigtig mange analyser, som sår ret stor tvivl om, hvad den rene CO 2 -reduktion er, når man går over til bioenergi. Vi har set mange analyser af de negative miljømæssige konsekvenser omkring bioenergi, og det gælder biobrændsel, det gælder biomasse, og det gælder biogas. Og det er såmænd ikke, fordi jeg er uenig med hr. Lars Lilleholt fra Venstre, der sagde, at der findes biomasse, og at der også findes biomasse, som givetvis vil være bæredygtig, men at spørgsmålet er, om det med den enorme efterspørgsel, der formentlig bliver efter biomasse i de kommende år, er muligt at fremskaffe bæredygtig biomasse i tilstrækkeligt omfang til en rimelig pris. Jeg er meget glad for, at vi nu har aftalt blandt forligspartierne, at der laves en analyse af det område, og at vi så på baggrund af den analyse gennemfører de nødvendige beslutninger.

Så vil jeg sige, at det, som vi fra Enhedslistens side også er meget glade for i den her sammenhæng, selvfølgelig er, at der i det her ligger en stor vækst i beskæftigelsen og en stor vækst i den beskæftigelse, som der efter vores opfattelse bliver rigtig meget brug for i fremtiden, nemlig den beskæftigelse, som sker, samtidig med at man reducerer ressourceforbruget og reducerer forureningen – og vel at mærke også en beskæftigelse, som kommer i hele landet, hvilket fru Pernille Rosenkrantz-Theil også var inde på. Det synes vi er rigtig afgørende.

Vi håber da sådan set, at man i de initiativer, som bliver taget, når man snakker beskæftigelse i forbindelse med trepartsforhandlingerne, og når man snakker beskæftigelse i andre sammenhænge, inddrager det element, at det, der er afgørende, lige præcis er at skaffe nogle penge til investeringer, som kan skabe en bæredygtig udvikling.

Det allersidste, som jeg vil fremhæve, og som vi også har været meget glade for i Enhedslisten, er, at det faktisk nu for alvor er lykkedes at få fokus på det, der handler om at lave nogle løsninger, som kan bruges i de almene boliger, sådan at der kan gennemføres energibesparelser og at der i højere grad anvendes vedvarende energi i den almene boligsektor, som har stor brug for at blive uafhængig af dyre energikilder i fremtiden, og som har stor brug for, at man gennemfører energibesparelser, sådan at udgifterne for de beboere, der bor i de kvarterer, også reduceres i fremtiden. Og det er i hvert fald det, der vil være fokuspunktet fra vores side fremadrettet, at der fastholdes den store opmærksomhed, der er på det område.

Vi ser altså rigtig, rigtig mange muligheder i den energiaftale, der ligger, og vi ser bestemt også mange spændende og interessante og inspirerende diskussioner om, hvordan man skal følge op på aftalens formuleringer, der på nogle områder er lidt brede. Men jeg tror, at vi alt i alt har gode muligheder for at opnå et godt resultat på den lange bane.

Så giver jeg ordet til hr. Villum Christensen fra Liberal Alliance.

Tak for en velskrevet redegørelse. Vi anerkender den stærke fokusering på energieffektivitet og det strategiske arbejde med energirenovering af den eksisterende bygningsmasse.

I Liberal Alliance har vi stor forståelse for nødvendigheden af at spare på alle former for energi, og det har vi jo selvfølgelig af mange af indlysende grunde. Vi deler også regeringens opfattelse af, at man som samfund er nødt til at vise rettidig omhu, når det handler om konsekvenserne af de ændringer i klimaet eller vejrliget, som utvivlsomt vil ramme os, og som i øvrigt allerede gør det, og det, uanset hvad årsagen er. Men som antydet er vi ikke helt enige i analysen om, at det udelukkende er CO 2 , der skal isoleres som den centrale årsagsvariabel, og at dette skal legitimere en så dyr og grundlæggende omlægning af det økonomiske system.

Flere gange i redegørelsen tales der jo om kampen mod klimaet, som vel ret beset kan forstås som krigen mod CO 2 . Vi synes, det er et meget ensidigt fokus. Og selv hvis man antog det synspunkt, at vi i Danmark med vores energipolitik ville være i stand til at påvirke den samlede CO 2 -belastning, som teoretisk kunne have betydning for klimaet, så synes vi ikke, at midlerne er helt rigtige. For os at se giver det simpelt hen ikke mening, at man i en lille, åben økonomi med verdens højeste afgifter lader afgifts- og tilskudssystemet være driveren. Som vi ser det, får man kun ulemperne ved at producere en langt dyrere strøm end den, man kan købe billigere ude på markedet.

Så vil ministeren og mange herinde selvfølgelig nok sige: Jamen I har jo bare slet ikke set lyset ved den grønne vision. Nej, det kan godt være, at vi er tunge i det på det område og lidt træge, men ikke desto mindre ser vi, at vismændene – jeg har taget rapporten med her – CONCITO og mange andre tænketanke heller ikke har set lyset. De har gang på gang peget på, at der absolut ingen miljøeffekter er ved en ensidig, ambitiøs satsning i Danmark, og at subsidieret grøn beskæftigelse virker negativt på den samlede beskæftigelse. Jeg har faktisk i den her rapport talt, at vismændene 12 gange nævner, at der ikke er nogen gevinster ved en ensidig og ambitiøs – og der er vel ikke noget ord, der er nævnt flere gange af de foregående taler, end ordet ambitiøs – aftale. Så det er sådan set en ret central pointe efter min opfattelse.

Energistyrelsen anerkender da også i bemærkningerne til nogle af lovforslagene, som vi jo har haft inde, at der ikke er miljøvirkninger, men at Danmark kan fremstå som et eksempel for andre – noget, som også er nævnt her.

Vi er heller ikke så optimistiske, når det handler om omstilling fra kul til biomasse, som jeg har været inde på i mit spørgsmål. Det er selvfølgelig god retorik at tale om, at man skal ud med det sorte og ind med det grønne, men vi synes ikke, at det er omkostningerne værd, så længe der hersker så stor usikkerhed om, hvorvidt biobrændsler overhovedet kan betragtes som bæredygtige, hvilket Enhedslisten jo også var inde på – både i forhold til CO 2 og i forhold til problematikken omkring de etiske overvejelser ved konsekvenserne for den milliard mennesker, som sulter, og som på bundlinjen blot vil opleve denne omstilling ved dramatiske stigninger i fødevarepriserne, når jordejerne animeres til at dyrke palmeolie i stedet for fødevarer. Det ser vi faktisk som et ret afgørende problem.

Endelig vil jeg også gerne påpege den betydelige usikkerhed, der er om forligets økonomi. Når man kigger meget langt frem, er det meget, meget vanskeligt præcis at sige, hvad tallet måtte være, og her tænker jeg jo på de der 1.300 kr., som pressen har kastet sig over. Når man går bagom tallet og ser, hvordan det er kommet til verden, møder man en række elementer som f.eks. ændrede afskrivningsgrundlag, effektiviseringsantagelser om 100 mio. kr. osv., og det kalder i hvert fald hos os på sådan en sund skepsis: Lad os nu se, hvordan det går. Dybest set er der jo ingen, der rigtigt aner, hvordan verden vil se ud i fremtiden. Der er ikke ret mange, der kan sige noget om, hvordan energipriserne vil udvikle sig. Det er jo stort set som med aktiekurser, nemlig at hvis man vidste det, ville man jo være en velhavende mand.

På biomasseområdet kan vi jo måske også forestille os – jeg ved godt, det er en trossag – som hr. Per Clausen var inde på, at man godt kan have den frygt, at hvis alle omstiller fra kul til det grønne, må det grønne jo blive dyrere end det sorte. Jeg ved ikke, hvor de antagelser ligger henne. Derfor synes jeg, at man har lov til at nære en forholdsvis sund skepsis over for sådanne regnestykker, når vi stort set ikke kan kigge andet end et halvt år frem. Som jeg nævnte i mit spørgsmål om PSO-afgiften, som jo er hævet med 2½ mia. kr. på meget, meget kort tid, er det vanskeligt at være meget bastant i sin argumentation om, hvad det koster.

Det er noget af det centrale for os. Vi synes, det her er for dyr en plan; den er ambitiøs, og det er også blevet sagt mange gange. Jeg tror, at fru Pernille Rosenkrantz-Theil sagde, at det var den mest ambitiøse i verden eller sådan noget lignende. Det er der ingen tvivl om – så tillykke med det, Danmark, kan man sige.

Men uden at være alt for meget sortseer kunne man også godt være bekymret for, at det udstillingsvindue, vi får med det her ambitiøse projekt, også kan blive et udstillingsvindue for, hvor dyrt man kan gøre det. Vi kan jo købe strømmen langt, langt billigere på markedet, i forhold til den pris, som vi betaler for at producere strømmen. Og jeg tør næsten ikke tænke den tanke, at Vestas f.eks. ikke klarer skærene, men måske bliver købt op af kinesere, som så trækker knowhow'en med sig hjem – det har vi set de har gjort før. Så kan det jo være, i hvert fald for os at se, et eventyr, som man ikke har særlig meget lyst til at vise frem.

Jeg ved godt, at Danmark har et meget stærkt brand. Jeg har selv oplevet det, når vi har været i Durban og andre steder til klimakonferencer. Vi har et stærkt brand, men alting har altså en omkostning, og det er det, der er min pointe med det her. Man kan købe tingene for dyrt, især hvis der er tale om en lille åben økonomi, hvor vi ikke kan finde løsninger, som vi – hverken via vismænd eller andre tænketanke – på nogen måde kan sige vi ved giver en effekt.

Det er mit største problem ved at gå med i den her aftale, nemlig at vi laver noget som et udstillingsvindue, og så må vi håbe, at folk ude i den store verden synes, at det er rigtig godt. Men vi kan ikke pege på, at det har en miljøeffekt på CO 2 -udledningen generelt, og vi kan ikke sige, at de arbejdspladser, der skabes inden for det grønne område, ikke ville være skabt på andre områder, hvis man havde subsidieret andre områder på samme måde.

Det er jo egentlig det, der er hele humlen i det her med beskæftigelsen, nemlig den her alternative betragtning, at det jo er klart, at når man giver noget støtte, får man arbejde ud af det. Og det viser sig også i Finansministeriets redegørelse om beskæftigelsen, at lige netop når tilskuddene bortfalder i 2020, er der en negativ beskæftigelseseffekt. Det fremgår af de notater, som jeg har set fra Finansministeriet.

Så alt i alt vil jeg sige, at der er nogle gode takter om effektiviseringer, og der er også en god retning, men vi synes simpelt hen, at planen er for ambitiøs. Vi synes ikke, at bukserne kan holde, og det er vores største problem ved det her.

Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det er godt nok lige ned i et sort hul, synes jeg. Altså, sortsynet bliver måske lige sort nok efter min mening. Vi bliver jo nødt til at gøre et eller andet. Hvis vi sætter os ned med hænderne i skødet og ingenting gør, fortsætter produktiviteten i Danmark med at dale, og vores konkurrenceevne falder, og tingene går helt ad h til. Så den der strategi med at sige, at hvis man ikke præcis ved, om det bliver en succes, må man hellere ingenting gøre, tror jeg sådan set er den største taberstrategi, man overhovedet kan indtage.

Så kommer jeg til mit spørgsmål. Der bliver talt lidt om det her med økonomien, også for erhvervslivet, og om, hvad det kommer til at koste. Vil ordføreren ikke medgive, at den artikel, der var i Jyllands-Posten, er korrekt? Heri står, at mange års brug af grønne afgifter har tvunget dansk erhvervsliv ud i energibesparelser og alternative energiløsninger, og at det faktisk har skærpet vores konkurrenceevne.

Vil ordføreren ikke medgive, at lige præcis det, at vi i Danmark har sørget for, at afgiftsniveauet var tilpas højt til, at der var et incitament til at lade være med at bruge så meget energi, faktisk betyder, at vi i dag står i den situation, at dansk erhvervsliv har lavere energiomkostninger end så mange andre? Og fordi energiomkostningen fylder mere og mere af produktionsomkostningerne i verden, så har det forbedret dansk konkurrenceevne. Det er jo også derfor, at både Dansk Industri og dansk erhvervsliv og dansk landbrug i øvrigt støtter energireformen. Det er jo ikke bare, fordi de er filantroper, det er jo nok, fordi de kan se, at der er en god forretning i det, eller hvordan?

Ordføreren.

Til det sidste kunne man være lidt kæk og sige, at der også er god forretning i at stikke fingrene ned i en syltekrukke. Ordføreren startede med at nævne den faldende produktivitet, altså at det var en meget sort måde at kigge på tingene på, og at vi ville få en faldende produktivitet. Altså, mig bekendt – det kan være, at jeg tager fejl – er produktiviteten i den grønne sektor, næsten uanset hvordan man definerer den, lavere, end den er i andre sektorer. Og det er helt naturligt ud fra økonomisk teori; når noget er subsidieret, får man ikke den samme produktivitetsudvikling.

Det gør man i hvert fald ikke ifølge tal fra Dansk Industri, og det er jo det, der er hele humlen i det her med beskæftigelsen: Hvis man understøtter virksomheder, og især hvis man gør det i rigtig, rigtig mange år, i driften, bliver de mindre produktive. Og man kunne være lidt fræk og spørge, om der er nogle, der har oplevet en industri, som i mange, mange år har fået tilskud, og som ikke er endt med at dreje nøglen om til sidst. Jeg tænker på skibsværfterne i Helsingør og Nakskov, stålvalseværket i Frederiksværk, B&W, you name it. Rigtig mange af de virksomheder, som får tilskud i mange år, springer ikke lige pludselig ud som et stort eventyr – tværtimod, er jeg ked af at sige.

Det kan godt være, det virker, som om jeg er meget sortseende med hensyn til det her, men jeg synes, at der er brug for, at alle partier herinde, der synes, at det her er helt fantastisk, får benene lidt ned på jorden og siger: Der er altså også et andet scenarium her, nemlig at afgifterne bliver så høje.

Her er jeg tilbage til spørgsmålet: Det er da rigtigt, at når vi strammer kravene, er man mere om sig med at finde nogle teknologier, der gør, at man kan spare på tingene, men alt har jo en balance, for afgifterne kan også blive så store, at omkostningerne gør, at virksomhederne tjekker ud. Vi har set, hvordan det går med slagterier, og der er hele tiden virksomheder, som tjekker arbejdspladser ud af landet, og det har jo under alle omstændigheder noget med omkostningerne at gøre.

Så der er to sider af medaljen, og jeg tror, at vi herinde bør bruge rigtig meget krudt på at finde den balance. Jeg ser det ikke som et plus, at vi hele tiden skal være verdens mest ambitiøse – slet ikke, når vi også bliver verdens mest ambitiøse med hensyn til omkostningssiden, og det er jo i hvert fald et faktum.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hvis det nu var sådan, at dansk erhvervsliv ville tjekke ud, fordi vi ikke havde ramt den balance; hvis det nu var sådan, at Dansk Industri ville tjekke ud, fordi vi ikke havde ramt den balance, tror hr. Villum Christensen så ikke, at de havde sagt fra? Altså, det ville jo virkelig undre mig, hvis det var sådan, at dansk erhvervsliv og Dansk Industri sagde: I skal endelig bare lave den der aftale, selv om vi godt ved, at det får os til at dreje nøglen om. Nej, sådan fungerer det trods alt nok alligevel ikke.

Så jeg tror faktisk, at årsagen til, at vi har fået opbakningen fra de organisationer og fra de mennesker, som beskæftiger sig med det, er lige præcis, at vi har ramt balancen.

Så kan der jo altid være en tvivl, og det er det, jeg mener med sortsynet: hvis vi lader den tvivl sætte Danmark i stå, altså hvis det, at vi er i tvivl om, om det her nu bliver den succes, vi håber på, betyder, at vi ingenting gør, så sætter vi jo dansk økonomi i stå.

Så det er jo ikke, fordi man kan sige, at vi er fuldstændig sikre på, at det her bliver den største succes, verden nogen sinde har set – nej, det er, fordi vi ved, at der er overvejende sandsynlighed for det; nej, det er, fordi vi ved, at verden får brug for, at vi omstiller til den grønne energi; nej, det er, fordi vi ved, at der er overvejende sandsynlighed for, at oliepriserne stiger.

Alle de prognoser, vi har, siger, at det er en god idé at gå den her vej. Man kan jo så vælge at spørge, om vi nu er hundrede procent sikre, og så sætte sig ned og gøre ingenting af frygt for, at det bliver en fiasko. Eller også kan man sige: Der er faktisk overvejende sandsynlighed for, at det her bliver en bragende succes, og derfor kan man fortsætte ad den vej. Og er det ikke ordføreren, der nu sætter hele Danmarks økonomi og fremtid i stå på grund af sortsyn?

Det var 2 minutter!

Ordføreren.

Jeg må have formuleret mig meget dårligt, men jeg vil gerne prøve at sige det igen. Der er mange gode ting i den her aftale. Vi har et stærkt brand på det grønne område, og det er godt, at vi effektiviserer osv.; det er udmærket med det, og det sætter ikke Danmark i stå.

Jeg prøvede bare at sige, at det ikke nødvendigvis er en fordel at være verdens mest ambitiøse, når man er en lille, åben økonomi, og når arbejdspladserne tjekker ud, som alle de fagfolk, jeg konsulterer, fortæller.

Det er jo også superlogisk, at markedskræfterne gør, at produktionen flytter derhen, hvor det bedst kan betale sig, og er det dobbelt så dyrt at få strøm i Danmark som i Tyskland, jamen så sker der selvfølgelig nogle ting. For det er jo ikke bare strømmen, der er dyr; det er jo alle mulige andre ting, der også er det. Jeg kan jo blive ved, jeg kan efterhånden nævne en liste på 12 sider om afgifter fra den nuværende regering. Så det er jo en brik, der skal ses i sammenhæng med alle mulige andre brikker, når vi eksempelvis får de her problemer med slagteriet i Esbjerg osv.

Så jeg synes faktisk, at jeg prøvede at forklare, at det ikke er, fordi vi ønsker at sætte samfundet i stå, vi synes bare ikke, at en lille åben økonomi skal være verdens mest ambitiøse, for der er altså huller ved grænserne, tingene siver ud, sådan er markedsmekanismen, og det kan man ikke trylle væk. Og hvis man så kun har tilbage at sige, at vi skal være et foregangseksempel, og godt ved, at det ikke virker på klimaet, og at det ikke virker på beskæftigelsen, jamen så er vi vel der, hvor vi skal være meget bekymrede for den omkostning, som den her høje ambition også kan have.

Hr. Lars Christian Lilleholt for en kort bemærkning.

Inden ordføreren kravler helt ned i et stort, dybt, sort hul, vil jeg bare komme med én lille faktuel oplysning. I forrige uge offentliggjorde Dansk Industri tallene for eksporten af energiudstyr. 63 mia. kr. i 2011! Anerkender ordføreren det? Anerkender ordføreren, at 10 pct. af Danmarks eksport er energiudstyr?

Ordføreren.

Nu har jeg det sådan, at jeg ikke går hen og miskrediterer officielle statistikker. Jeg synes da, det er fantastisk, at vi har en eksport af grønne teknologier. Det ændrer jo bare ikke ved den omstændighed, at vi har ganske almindelige produktionsvirksomheder, som ligger uden for den her sektor, og som bærer omkostningen, og det var også det, jeg forsøgte at sige før.

Man kan jo sagtens forgylde ét område og så få nogle flotte tal et sted, men jeg tror ikke, at der er ret mange økonomer, som er uenige i, at når man går hen og piller noget ud og giver det til nogle, tages det fra nogle andre, som så får det dårligere. Derfor bliver nettoregnestykket ikke på de her 40.000 arbejdspladser eller 60.000 arbejdspladser, som jeg har hørt fra flere, også her i dag. Det er at tegne et alt, alt for lyst billede.

Jeg prøver ikke at være sortseer, men jeg prøver at være en lille smule realistisk i forhold til de her jubeltal, som bliver serveret.

Hr. Lars Christian Lilleholt.

Der er jo ikke tale om jubeltal, det er tal, som Dansk Industri har oplyst, og Dansk Industri peger jo på, at det her er et af de områder, Danmark skal satse på i fremtiden. Jeg er da enig med ordføreren i, at vi da selvfølgelig skal sikre, at der også er plads til andre former for industri. Men vil ordføreren ikke anerkende det forhold, at Danmark er et udstillingsvindue på energiområdet, at det også har givet danske arbejdspladser, og at det også har sikret 63 mia. kr. i eksportindtægter?

Ordføreren.

Selvfølgelig vil jeg anerkende det synspunkt, at vi sælger det, som der bliver sagt her. Selvfølgelig vil jeg anerkende det synspunkt, at vi har et stærkt brand, men endnu en gang vil jeg sige, at alt har en omkostning, og jeg er overbevist om, at havde man brugt de her penge andre steder, ville man også kunne have stimuleret beskæftigelsen i andre sektorer. Man ved bare, at bottom line er det sådan, at når man bruger rigtig mange tilskud, som vi godt kan lide her i Danmark, selvfølgelig finansieret ved nogle afgifter, så får vi ikke den bedste udnyttelse af produktionsfaktorerne. Det er i hvert fald det, vi står og underviser i i økonomisk teori, og det tror jeg faktisk holder.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Mike Legarth fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, hr. formand. Fra konservativ side er vi tilfredse med det brede 8-årige energiforlig, som vi gennemførte i marts. Det er på rette spor med det langsigtede mål om omstilling af energisektoren, energiforsyningen fra fossile brændsler til vedvarende energi.

I aftaleperioden gennemføres en omfattende fremtidssikring af dansk energipolitik med hovedvægt på en forstærket energispareindsats og en dansk energipolitik med hovedvægt på udbygning med vedvarende energi, som bl.a. medvirker til Danmarks selvforsyning. Jeg læser op fra det forslag til vedtagelse, som Det Konservative Folkeparti er en del af:

Folketinget opfordrer regeringen til at sikre en effektiv opfølgning og implementering af aftalens mange forskellige initiativer, herunder at Danmark i videst muligt omfang høster de erhvervsmæssige og beskæftigelsesmæssige gevinster af aftalens initiativer.

Jeg synes, de ting i forslaget er vigtige at slå fast, efter vi har hørt den forrige taler, nemlig hr. Villum Christensen, der jo ikke anerkendte de gode værdier, det udbytte, der er ved energiaftalen. Vi er helt sikre på og fast overbeviste om, at ambitionsniveauet, omfanget og tempoet er passende, og at bukserne holdes oppe, og hvis man mangler bælter til det, er vi gerne leveringsdygtige. Vi fik jo forhandlet størrelsen på omkostningen betragtelig ned i forhandlingerne, så det er vi sikre på. De 63 mia. kr. i eksportindtægter er nagelfaste, dem kan der ikke være nogen tvivl om. Vi skal selvfølgelig fokusere på det, vi er gode til. På en bred palet af mange andre ting skal det være et vigtigt element.

Vi har hørt tidligere fra andre ordførere, og lad mig repetere, at olie- og gasindtægterne er 280 mia. kr., vi har en Nordsøaftale, som Konservative er rigtig godt tilfredse med, som er en vigtig del, og som vi skal holde fast i. Man har haft en debat om, at der skulle foretages et servicetjek af den, men vi synes ikke, der skal laves om på de aftaler, der er indgået, for dem er vi fuldt ud tilfredse med. Man skal være sikker på, at de aftaler, man indgår med os, også gælder i fremtiden. Men det er klart, at de skatteforhold, der ligger derudover, kan man selvfølgelig til hver en tid foretage et servicetjek af.

Så vi synes, det er et stort grønt fremskridt til en fornuftig pris, og det er en god aftale. Vi fortsætter den grønne linje, som Konservative satte i gang i vores regeringstid, til en yderligere omstilling til mere vedvarende energi. Som sagt spillede regeringen jo ud med en omkostningsramme på 5,6 mia. kr., og vi havnede på 3,5 mia. kr., faktisk 100 mio. kr. billigere, end vi selv lagde op til med »Energistrategi 2050«. Det er, fordi de økonomiske konjunkturer er klart forværret siden. Dansk erhvervsliv er under stigende konkurrencemæssigt pres, og vi ønsker altså en effektiv og klimavenlig energipolitik, som samtidig kan gøre Danmark uafhængig af de olieeksporterende lande. Men hvad hjælper det at blive et af verdens grønneste lande, hvis vi samtidig bliver et af Europas fattigste? Det er derfor, vi skal være yderst påpasselige med anvendelsen af skatter og afgifter til at nå vores målsætning.

Samlet set indeholder energiaftalen et afsnit om energibesparelser, den er vi fuldstændig enige i og bakker massivt op om.

Så var der et element, der handlede om vind, landvindmøller, kystnære vindmøller og havvindmøller, og fra konservativ side ser vi gerne så mange havvindmøller som overhovedet muligt.

Så var der en del med biomasse og biogas.

Samlet set er det en rigtig god energiaftale, som vi altså bakker op om. Vi ser frem til at skulle udmønte de mange delforlig.

Vi holder også fast i de gode arbejdspladser, der f.eks. kom ud af det på min hjemegn i det sydlige Jylland, i Sønderjylland og på vestkysten, hvor der jo skal sættes en havvindmøllepark op. Det betyder rigtig meget for det, andre kalder et udkantsområde, men som vi er rigtig stolte over og tilfredse med at bo i.

Så vi har altså både en grøn sektor og offshore-olie og -gasproduktion. Begge områder skal behandles ordentligt, og vi skal sørge for at udnytte de ressourcer, der er til rådighed.

Tak til alle ordførerne. Så giver jeg til sidst ordet til klima-, energi- og bygningsministeren.

Mange tak for de gode bemærkninger, der er faldet undervejs. Jeg skal ikke forlænge debatten unødigt, men jeg vil gerne lige give et par enkelte kommentarer til de forskellige partier.

SF startede med at nævne vigtigheden af at sikre et integreret system og smart grid. Det er jeg meget enig i. Jeg er også meget enig i, at den aftale, der forhåbentlig her om ganske få uger skal forhandles i Rio+20, forhåbentlig kan bringe fremskridt i det, der i folkemunde kaldes SE4ALL, altså sustainable energy for all eller bæredygtig energi til alle i verden, bl.a. de 1,2 milliarder mennesker, der i dag ikke har adgang til el, og de mange milliarder, som må lave deres aftensmad ved hjælp af brænde, som de samler eller fælder hver dag. At vi får gjort noget ved det, vil være et stort bidrag til udryddelse af fattigdom og til at sikre vores klimamål.

Venstre nævner – og De Konservative var inde på det samme – en række af de ting, der er opstået i løbet af forhandlingerne her. Jeg vil egentlig gerne sige ligeud, at for mig har denne forhandlingsproces – selv om der var stunder, hvor den forekom lidt langvarig – været et eksempel på det danske folkestyre, når det er bedst. Det er lige før, jeg vil strække mig så langt som til at sige, at det resultat, der kom ud af den faktisk var bedre end det udspil, som både den tidligere og den nuværende regering lagde frem, fordi vi fik hele omkostningsreduktionen med og fik gjort nogle ting skarpere. At vi så måtte give os en lille smule, men ikke meget, på ambitionsniveauet, lever vi med, for det samlede ambitionsniveau er intakt.

Jeg vil også gerne give håndslag på, at når det handler om offshore-industrien og mulighederne for at styrke det område – også samspillet mellem de offshore-aktiviteter, vi kender i dag i forbindelse med olieudvinding, og fremtidens offshore-vindkraft – er jeg også stærkt optaget af erhvervsperspektivet i det, og jeg vil gerne arbejde videre med det.

Den eneste nuance, jeg måske kunne have i forhold til Venstres ordfører, er, at jeg tror, vi skal sige det, som det er, nemlig at det jo er rigtigt – og det står jeg helt ved – at vi i aftalen har sagt, at vi ikke vil tvinge folk til at opgive deres oliefyr uden for fjernvarmeområderne.

Når det er sagt, vil jeg sige, at vi jo lige har haft en anden debat i salen, der viste, at sidste år betalte man for opvarmning af et gennemsnitligt parcelhus, der blev opvarmet af et oliefyr, mere end dobbelt så meget i varmeregning som en fjernvarmekunde. Der er jo ingen tvivl om, at det på sigt er en rigtig god idé at gøre sig uafhængig af olien, for den stiger i pris, og det ser det ud til at den vil blive ved med at gøre.

Socialdemokraterne – det var fru Pernille Rosenkrantz Theil – brugte udtrykket game changer, og det er rigtigt, at det er en game changer. Sådan opfatter jeg også det her energiforlig. Og det faktum, at erhvervslivet har spillet så proaktivt med – og fortsætter med at gøre det – opfatter jeg også som en af de største glæder ved forliget og et af de største potentialer, for det er den danske model, når den er bedst.

Dansk Folkeparti lægger stort vægt på forsyningssikkerhedselementet i det her, og jeg kunne ikke være mere enig. For mig er det også et spørgsmål om at sikre ikke bare stabil og billig, men også sikker energi til Danmark i fremtiden.

Enhedslisten nævner, at vi er i den lave ende af, hvad de rige lande skal sikre af klimareduktioner. Jeg vil gerne bekræfte, at regeringen står ved sin målsætning på 40 pct., og vi skal så hente de andre 6 pct. andre steder. Jeg vil dog sige, at så vidt jeg husker IPCC's opgørelser, skal lande som Danmark sikre 25-40 pct. CO 2 -reduktion i 2020, og i min målestok ligger 40 pct. dog alligevel i den ambitiøse ende af den skala og ikke i den laveste.

Flere, både hr. Per Clausen og hr. Villum Christensen, har nævnt biomasse. Jeg er stærkt optaget af, at vi finder ud af, hvor meget bæredygtig biomasse, vi har tilgængelig, og hvordan vi udnytter den mest effektivt, og jeg glæder mig til den debat med alle Folketingets partier.

Så er der hr. Villum Christensen, som står i sit lille sorte hul og på en måde gerne – fornemmer man – vil være med i det her. Jeg glæder mig også over, at Liberal Alliance stemmer for halvdelen af de lovforslag, der foreløbig er lagt frem på det her område. Lad os se, om ikke det kunne blive til lidt flere. Jeg har før rakt hånden frem og sagt: Lad os nu se, om det ikke kunne blive hele Folketinget, der kom med her.

Sådan bliver det desværre ikke lige i første ombæring, kan jeg forstå. Det er jo helt fair and square, altså, der skal også være plads til forskelligheder blandt Folketingets partier.

Til sidst vil jeg bare sige til dem, der siger, at det her ikke har nogen miljøeffekt, at det er sjældent, at jeg har lejlighed til at sige, at jeg er helt uenig med Det Økonomiske Råd i den vurdering, for de baserer det jo på, at vi har et CO 2 -kvotesystem i EU, som betyder, at indtil 2020 vil man isoleret set, hvis vi sænker CO 2 -udledningen i Danmark, kunne hæve den andre steder. Det er altså en helt ufattelig kortsigtet tankegang. Europa og Danmark står over for at skulle udskifte to tredjedele af energisektoren. De valg, vi træffer i dag, rækker 30-40 år ud i fremtiden.

I 2020 ophører det nuværende kvotesystem i EU, og vi skal have lavet nye målsætninger. Hvis vi, når vi i løbet af de næste 8 år skal udskifte vores kraftværker og forny dem, ikke foretog de valg, vi gør nu, nemlig at fremtidssikre dem, sikre en moderne energiforsyning og sikre en miljømæssig effekt, vil vi jo stå med et kæmpe problem, når vi når til 2020, for hvordan skulle vi så nå yderligere klimamålsætninger? Og det ville blive rasende dyrt, når vi skulle til at erstatte nye kulkraftværker med vedvarende energi.

Vi skal selvfølgelig foretages udskiftningerne, når vores gamle produktionsapparat alligevel skal udskiftes, og selvfølgelig giver det mening at have en strategisk tilgang til, at det gør vi løbende, kvotesystem eller ikke kvotesystem.

Så vil jeg sige, at jeg faktisk tror, at det betyder noget at være et eksempel til efterfølgelse, men det er ikke den eneste grund til det. Det er, fordi man jo ikke, hvis man skal udskifte hele sin energiforsyning over 20 år, skal skyde det til 2034 og så til sidst gøre det på 1 år. Det ville være den dyreste måde overhovedet at gøre det på.

Med disse ord tror jeg at jeg har været rundt om alle partierne. Tak for en god og konstruktiv debat. Tak for måske danmarkshistoriens bedste energiforlig. Jeg ser frem til fortsatte samarbejde med alle partier i Folketinget.

Tak til ministeren. Så går vi til anden runde, og det er hr. Steen Gade fra SF.

Når jeg tager ordet her til sidst, er det på en måde bare for at afslutte, når man nu er ordfører for forespørgerne. Der var en diskussion om biomasse og nogle kritiske ting omkring biomasse fra et par af ordførerne. Dem har vi jo sådan set sagt i aftalen at vi kigger på i den biomasseanalyse, der laves. Personlig mener jeg da godt, at der kan stilles en række kritiske spørgsmål til det, men det var faktisk derfor, at det også er en del af den aftale, at der skal kigges nøjere på det, sådan at vi med sikkerhed får en bæredygtig udnyttelse af biomassen.

Så får jeg også lige lyst til, når der nu er en, der ikke er med i aftalen, at rose hr. Villum Christensen, for det er trods alt en lille smule befriende at høre, at der kommer nogle og kritiserer aftalen her. Man kan godt høre, at der er forskellige argumenter fra partierne for at gå ind i den her aftale, men alligevel er det rimeligt befriende.

Jeg vil bare kommentere et par ting om det. Det ene var det eksempel med, at hvis nu Vestas bliver opkøbt af et kinesisk firma og det hele så flytter, vil jeg egentlig spørge hr. Villum Christensen: Skal det i virkeligheden ikke vendes om, så vi siger, som hr. Villum Christensen sagde, at Danmark har et fantastisk brand på det her punkt? Ros til det. Så er opgaven vel for et land, der har et fantastisk brand på et område, der også er arbejdspladser i, jo at udnytte det brand maksimalt.

Det er lige præcis det, regeringen gør. Det er lige præcis derfor, vi har vores eksport- og investeringsminister til næsten utrætteligt at rejse verden rundt og også til at arbejde for, at der er nogle kinesiske virksomheder, der placerer sig i Danmark og begynder at producere i Danmark. Om det lykkes, ved jeg da ikke. Det gælder også andre firmaer fra andre lande. Men det er jo det, der er hele ideen på den erhvervspolitiske scene, nemlig sige, at det her skal bruges som udstillingsvindue og være med til at tiltrække nye arbejdspladser.

Så vil jeg sige til hr. Villum Christensen, at hvis det lykkes, vil det jo faktisk betyde, at de tal, som vi har fået fra ministeriet om, hvor mange arbejdspladser der kommer her, jo bliver forøget med de nye arbejdspladser, der kan tiltrækkes. Så hvis projektet med at være demonstrationsland for nye teknologier, som verden får brug for, lykkes, er det faktisk en dynamo, der er langt større, end nogen af os indtil nu har talt om, og med job og fremtidsmuligheder, også for produktionsarbejdspladser her i landet. Det er jo ambitionen.

Så vil jeg sige om den diskussion, der var om konkurrenceevne, at energipriserne jo er et af råstofferne, kan man sige, eller de råstoffer, som vi arbejder med i produktionen. Og de nye undersøgelser, som jeg har set, viser, at vi i de sidste 10 år på råstoffer generelt har haft en prisstigning, som fuldstændig opvejer 100 års prisfald på råstoffer.

Der er altså mange økonomer i verden, der siger, at det er det største alarmsignal, der er givet til den måde, vi producerer på og forbruger både energi og andre råstoffer på. Det betyder, at det at være konkurrencedygtig i meget, meget stor udstrækning handler om at bruge færre råstoffer, for hvis den prisstigning fortsætter, som vi har set de sidste 10 år på olie og også på stål og på en lang række råstoffer, er det en helt anden faktor, hvad råstofprisen betyder for produktionen og konkurrenceevnen. Derfor vil det land, som har de laveste omkostninger på råstoffer og kan genbruge den slags ting, stå meget stærkt i konkurrencen.

Til sidst er det jo egentlig bare et spørgsmål om, om ikke vi skal modernisere det her samfund væk fra en elendig, gammeldags teknologi, som vi roder med, nemlig kulkraft. Det er jo det, vi skal. Det er jo det, alle lande er i gang med. Derfor synes jeg, at det med ikke at se perspektivet i en CO 2 -sammenhæng virker absolut mærkelig.

For øvrigt tror jeg, at det vigtigste, vi kan gøre på den korte bane, er det, ministeren sagde om at få brugt den danske beslutning i en EU-sammenhæng og få påvirket andre lande. Det er jo ikke sådan, at tyskerne ikke også er i gang med at omstille deres energiforsyning; det er jo ikke sådan, at Frankrig, som har været det store a-kraft-land, ikke nu får en diskussion om, om de vil i gang med at afvikle a-kraft. Beslutter de så mon at lave så gammeldags teknologier som kulkraft? Nej, det gør de ikke, for det er ikke fremtiden.

Tak til ordføreren. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag, den 29. maj 2012.