Det sidste punkt på dagsordenen er:

22) Forespørgsel nr. F 34:

Forespørgsel til fødevareministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om domstolenes mulighed for at frakende folk, der findes skyldig i mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, retten til at have med dyr at gøre?

Af Dennis Flydtkjær (DF), Pia Adelsteen (DF), Kim Christiansen (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 13.04.2012. (Omtrykt). Fremme 17.04.2012. Eventuel afstemning udsættes til onsdag den 6. juni 2012).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til onsdag, den 6. juni 2012.

Det er først ordføreren for forespørgerne, hr. Dennis Flydtkjær, for begrundelsen.

Tak for det. Baggrunden for forespørgslen er jo, at vi oplever en stigende tendens til, at der foregår rigtig meget dyremishandling, og at det også ser ud til, at det er en opadgående tendens. Jeg vil prøve at nævne lidt statistik her i min begrundelse for forespørgslen, så vi har noget at tage udgangspunkt i.

Hvis man kigger på antallet af anmeldelser om dyremishandlinger, var det på 842 i 2009 og steg så til 882 i 2010; altså en stigende tendens. Hvis man ser på antallet af sigtelser for overtrædelse af dyreværnsloven, er der også sket en stigning. På de 2 år er det steget fra 632 anmeldelser til 695 anmeldelser. Hvis man kigger på domfældelserne, er de er steget fra 474 i 2009 til 542 – igen en stigende tendens. Men når man kommer til at se på frakendelsen af retten til at have med dyr at gøre, altså domfældelser ifølge dyreværnslovens § 29, er det kun sket 40 gange på 3 år. Hvis man ser på antallet af domfældelser – nu har jeg ikke tallet for 2008 – vil jeg skyde på, at det samlede antal ligger på 1.500 domfældelser, og det er altså kun 40 gange, paragraffen er blevet anvendt.

Det kunne samtidig være spændende i forespørgselsdebatten at kigge på gennemsnitssagsbehandlingstiden, for den er også stigende. I 2010 var den på 578 dage, mens den i de nyeste tal, jeg har fået fra første halvår 2011, er helt oppe på 621 dage. Det er efter min mening virkelig lang tid.

Det er egentlig ikke en lovændring, jeg er ude efter i forespørgselsdebatten, men at vi alle sammen måske kunne blive enige om, at det er uacceptabelt, at der går så lang tid, inden de sager bliver opklaret, for vi kan nok roligt tro, at hvis det er en anmeldelse om en hest eller et andet dyr, der sulter, det drejer sig om, kan dyret godt være død et par gange, inden man finder ud af at få givet en domfældelse og får fjernet dyret.

I øvrigt er, så vidt jeg er orienteret, tendensen til, at man vanrøgter sine dyr, også stigende her under krisen, fordi man ikke nødvendigvis får fodret sine heste osv., fordi man ikke har de samme midler til det. Det kunne også være en mulig del af debatten.

Det er min indgangsvinkel til det.

Tak for begrundelsen. Så er det fødevareministeren for besvarelsen.

Spørgeren har bedt mig om at oplyse om domstolenes mulighed for at frakende personer, der findes skyldige i mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, retten til at have med dyr at gøre.

Jeg vil gerne starte med at slå fast, at jeg mener, at der skal skrides hårdt ind over for personer, som mishandler eller på anden måde behandler dyr uforsvarligt. Der kan derfor være situationer, hvor en overtrædelse af dyreværnsloven har så grov en karakter, at det er berettiget fra samfundets side at tage helt særlige virkemidler i brug, og frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr er sådan et helt særligt virkemiddel.

Dyreværnsloven indeholder allerede i dag regler om rettighedsfrakendelse. Det vil jeg vende tilbage til. Men når vi taler om rettighedsfrakendelse, vil jeg også gerne fremhæve, at frakendelse af retten til at have med dyr at gøre i en række tilfælde reelt vil betyde, at den pågældende hindres i at udøve sit hidtidige erhverv, altså når det drejer sig om mennesker, der arbejder med dyr af den ene eller den anden grund.

Der er ikke tvivl om, at der kan forekomme situationer, hvor selv en vidtgående sanktion som en rettighedsfrakendelse er berettiget, men det bør kun komme på tale, når en samlet vurdering af alle sagens forhold gør det påkrævet.

Det er min opfattelse, at vi med de nuværende regler har nogle gode muligheder for at gribe ind over for dem, der gør sig skyldige i uforsvarlig behandling af dyr, ligesom vi i dag har tilstrækkelige muligheder for at benytte rettighedsfrakendelsen som virkemiddel.

Jeg vil, som der er bedt om i forespørgslen, gøre rede for de gældende regler på området samt redegøre for politiets, anklagemyndighedens og Fødevarestyrelsens erfaringer på området.

Om den gældende ret kan jeg oplyse, at den generelle regel om frakendelse af retten til at holde dyr i dyreværnssager findes i dyreværnslovens § 29. Ifølge den bestemmelse kan personer, der ved dom findes skyldige i mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, frakendes retten til for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele taget beskæftige sig personligt med dyr. Det samme gælder personer, der tidligere har gjort sig skyldige i uforsvarlig behandling af dyr, og som på ny findes skyldige i en overtrædelse.

Der er i dyreværnsloven også bestemmelser, som giver mulighed for at frakende retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, hvis man ved dom findes skyldig i bl.a. mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr i forbindelse med transport.

Det følger herudover af hundelovens § 12 a, at retten til at beskæftige sig personligt med hunde kan frakendes ved dom, hvis f.eks. den pågældende har anvendt en hund til angreb på eller som en trussel mod mennesker eller dyr; og her er det jo mere noget med at bruge dyret som et våben.

En rettighedsfrakendelse kan ske for bestandigt eller for et nærmere fastsat tidsrum. I praksis vil det oftest være 2, 3 eller 5 år. Det er retten, der efter en konkret vurdering afgør, om betingelserne for rettighedsfrakendelse er opfyldt.

Anklagemyndigheden skal altid overveje, om der skal nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse, når der rejses en straffesag om grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyr.

Sager, hvor anklagemyndigheden overvejer at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse, har siden 2000 skullet forelægges Rigsadvokaten. Forelæggelsesordningen er netop lavet for at sikre, at der i videst muligt omfang bliver nedlagt påstand om, at man skal have frakendt retten.

Rigsadvokaten har foretaget en manuel gennemgang af de forelagte sager om rettighedsfrakendelse og har på den baggrund oplyst, at der er modtaget underretning om, at i årene fra 2000 til 2011 er der sket rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29 over for 153 personer i anledning af grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyr. Herudover er 49 personer blevet frifundet for anklagemyndighedens rettighedsfrakendelsespåstand.

Det er endvidere oplyst, at domstolene i årene 2000-2011 gennemsnitligt har fulgt anklagemyndighedens frakendelsespåstand i 76 pct. af sagerne. Altså, når en sag kommer for retten, vil der i 76 pct. af tilfældene ske en frakendelse af retten til at holde dyr. Det skal understreges, at de her oplysninger beror på en manuel gennemgang, så der er jo en vis usikkerhed forbundet med oplysningerne, men det er linjen i det.

Om politiets behandling af sager om rettighedsfrakendelse har Rigspolitiet oplyst, at sagerne behandles af de enkelte politikredse. Til brug for kredsenes arbejde er der udarbejdet en manual, der skal understøtte behandlingen af dyreværnssager. Manualen er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for politiet, anklagemyndigheden og veterinærmyndighederne.

I flere politikredse er der endvidere etableret velfungerende samarbejder i dyreværnssager mellem bl.a. dyrlæger, landboforeninger, lokale dyreinternater, vildtplejestationer, zoologiske haver og Dyrenes Beskyttelse.

Når en dyreværnssag indledes, rekvirerer politiet som udgangspunkt dyrlægeassistance fra Fødevarestyrelsen eller en privatpraktiserende dyrlæge. Hvor overtrædelsen antages at kunne udgøre grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyr, indhenter politiet en supplerende udtalelse fra Fødevarestyrelsen eller Det Veterinære Sundhedsråd med henblik på en vurdering af spørgsmålet.

Fødevarestyrelsen har oplyst, at der i hovedparten af de sager, hvor der er en formodning om groft uforsvarlig behandling eller mishandling af dyr, bliver tilkaldt en dyrlæge fra Fødevarestyrelsen, der bistår med den veterinærfaglige viden. Dyrlægen vil som led i denne bistand udarbejde en veterinærfaglig udtalelse til brug for sagen. Denne udtalelse beskriver den dyreværnsmæssige situation i det konkrete tilfælde.

Som jeg indledte med at sige, er det min holdning, at der skal skrides hårdt ind over for personer, der mishandler eller på anden måde behandler dyr uforsvarligt. Der findes allerede i dyreværnsloven og i hundeloven regler om frakendelse af retten til at have med dyr at gøre.

Jeg synes, det er vigtigt hele tiden at få understreget, at det er en meget indgribende sanktion, når man bliver frakendt retten til at have med dyr at gøre, og at den bør komme på tale i situationer, hvor en samlet vurdering af alle sagens forhold gør den berettiget.

Så jeg mener sådan set, at vi med de nuværende regler på området har gode muligheder for at gribe ind over for personer, der behandler dyr forsvarligt. Jeg mener også, at vi har mulighed for at benytte rettighedsfrakendelsen som sanktion.

Jeg synes, det er vigtigt i forhold til spørgsmålet om sagsbehandlingstiden i sager om rettighedsfrakendelse at sige, at i en alvorlig sag, som en rettighedsfrakendelse er, skal alle sagens aspekter, som det fremgår, undersøges nøje, og det kan jo betyde, at når man skal indhente attester osv. fra eksperter som Det Veterinære Sundhedsråd, Fødevarestyrelsen, dyrlæger osv., kan det tage tid.

Jeg synes også, det er vigtigt at sige, at det ligger mig meget på sinde som minister med ansvaret for dyrevelfærd, at vi sørger for, at vi har nogle klare regler, og at reglerne bliver overholdt, for at passe på vores dyr. Det ligger mig også meget på sinde, at man bliver straffet, hvis ikke man kan finde ud af at overholde de her regler. Men vi skal heller ikke gå over gevind.

Det er vigtigt, at det er domstolene, der træffer beslutning om, hvorvidt man skal frakendes retten til at holde dyr. Jeg ville meget nødig have, at det var sådan, at vi her i Folketinget konsekvent sagde, at ved overtrædelser skal man bare frakendes retten, for der kan være nogle ganske særlige forhold, der kan gøre sig gældende i konkrete sager.

Så samlet set mener jeg om spørgsmålet, der handler om folk, der kan miste retten til at holde dyr, at vi er godt dækket ind af den nugældende lovgivning. Jeg mener, vi har muligheden for at komme efter dem, der ikke kan finde ud af at behandle deres dyr ordentligt, og at vi i de grove tilfælde også har muligheden for at sørge for, at de slet ikke kan holde dyr enten for resten af livet eller for en nærmere bestemt periode.

Tak til fødevareministeren. Så er det ordfører for forespørgerne, hr. Dennis Flydtkjær.

Først vil jeg takke for redegørelsen fra fødevareministeren. Jeg kan starte med at sige, at målet med forespørgselsdebatten og en eventuel kommende vedtagelse sådan set ikke er, at vi skal ændre lovgivningen, for vi har jo dyreværnslovens § 29, som fødevareministeren også har redegjort for. Jeg synes faktisk, det er en ganske udmærket bestemmelse, da den giver mulighed for, at man kan fratage folk retten til at have med dyr gøre, hvis der er tale om grov mishandling af dyr. Problemet er bare, at den stort set ikke bruges.

Som jeg redegjorde for i min indledning til forespørgselsdebatten, er den kun brugt 40 gange på 3 år, og det er utrolig lidt, specielt når man ser på, hvor mange domfældelser, der har været i samme periode. Alene i 2009 var der 474 domfældelser, i 2010 var der 542, og hvis man, som jeg sagde i min indledning, tager det tredje år med og regner med, at det har været på de ca. 500, som er medianen af de to, er det i alt 1.500 domfældelser på 3 år. Ud af disse tilfælde har man så kun 40 gange brugt muligheden for at frakende nogen retten til at have med dyr at gøre, og det synes jeg da er meget lidt, specielt når vi ser på nogle af de eksempler på domfældelser, hvor man ikke har benyttet muligheden.

Der var f.eks. en sag fra Esbjerg, som blev godt beskrevet i JydskeVestkysten – jeg mener, det var tilbage i januar i år, men det kan være, jeg tager fejl – om et par, som boede i en etageejendom på tredje sal, og som havde besluttet sig for, at de ville skille sig af med deres hund. Men i stedet for at gå hen og bruge 600-800 kr. ved dyrlægen havde de valgt selv at skære halsen over på hunden og smide den ned i affaldsskakten fra tredje sal, så den brækkede benet, da den ramte bunden af skakten. Men den døde uheldigvis ikke af det, og da man fandt den her hund tre dage efter, havde den selvfølgelig lidt utrolig meget, hvorefter den blev aflivet en dyrlæge. I et sådant tilfælde burde man jo frakende ejerne retten til at have med dyr at gøre, men det valgte man ikke at gøre. Og det synes jeg er helt utroligt, for hvis man ikke skal frakende folk retten til at have med dyr at gøre i sådanne tilfælde, hvornår skal man så gøre det?

Der var også en sag fra Nordsjælland for kort tid siden, hvor en person havde stået med sin hundehvalp og kastet den op i luften, sådan at den faldt ned og ramte jorden. Jeg ved ikke, om han var alkoholpåvirket eller på stoffer, men han havde i hvert fald stået og underholdt sig med det gentagne gange. Heldigvis var der kommet nogen forbi, som havde fået stoppet personen i at gøre det, men han endte med at få en symbolsk bøde. De tog hunden fra ham midlertidigt, men han fik den tilbage igen. Hvis den var blevet frataget ham endeligt, havde de fundet en anden ejer – hvilket de forhåbentlig gør – men alligevel er der ikke noget i vejen for, at manden går hen dagen efter og køber en ny hund.

Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, når man på den måde tydeligt viser, at man ikke er moden nok til at have et dyr i sin varetægt, for som vi blev enige om i den sidste debat, er det jo menneskers ansvar at behandle dyrene ordentligt. I sådanne tilfælde synes jeg jo, det er oplagt, at man benytter den gode regel, som jeg tror vi er enige om er god, altså dyreværnslovens § 29, men man benytter den bare ikke nok efter min mening.

Der var en sag her den 9. maj, hvor det blev anmeldt til politiet af nogle naboer, at der lå nogle døde hundehvalpe i forhaven ved et hus ude i Østjylland. Da politiet kom, fandt de ud af, at der ganske rigtigt lå nogle døde hunde, og at manden inde i sit hus havde 20 hunde, som var fuldstændig indsmurt i afføring. De valgte så at bryde låsen op, tage hundene med og undersøge sagen nærmere. Men 10 dage efter fik manden så hundene tilbage igen, selv om man tydeligt kunne se, at han ikke kunne tage vare på så mange hunde; de blev ved med at avle med hinanden, have lange negle og sådan nogle ting. Og jeg synes da, det er rigtig ærgerligt, hvis man går ud og griber ind, som man rigtignok skal, men så bare lader dyrene komme tilbage igen for at blive vanrøgtet.

Der har også været mange eksempler på hestehandlere, som sulter dyrene. Nogle af dem kommer typisk rundt på kræmmermarkeder osv., hvor de kører i sådan en karrusel med de her heste, som bl.a. sulter, så man kan se ribbenene på dem. De binder dem også forkert på ulovlige måder. Det har de kørt indslag om i nogle medier, bl.a. i TV 2/Midt-Vest.

Det viser sig, at der er en masse anmeldelser på vej, men når sagsbehandlingstiden er på 621 dage, kan de her heste altså nå at sulte ihjel mange gange, og man kan nå at gøre mange ting meget værre.

Jeg synes da, det er lidt ærgerligt, når vi egentlig har en udmærket lovgivning, at vi ikke gør noget fra Folketingets side. Vi kunne måske sende nogle signaler om det eller i hvert fald få ministeren til at kigge på, om man kunne bruge den lovgivning, vi har, mere og eventuelt også få sat sagsbehandlingstiden ned.

Jeg er også godt klar over, at alle partier herinde nok ikke som udgangspunkt synes, vi skal ændre på lovgivningen. Og det er også derfor, jeg egentlig bare opfordrer til, at vi med en fælles vedtagelse måske kunne sende et signal om, at vi gerne vil have, at den lovgivning, der er, bliver brugt endnu mere, og at man bruger noget krudt på at få sagsbehandlingstiden sat ned, så den ikke er på 621 dage, noget, som jeg synes er uacceptabelt.

Som afslutning vil jeg på vegne af Dansk Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Dyreværnslovens § 29 indeholder en mulighed for, at den, der ved dom findes skyldig i mishandling eller groft uforsvarlig behandling af dyr, kan frakendes retten til at have med dyr at gøre, men Folketinget konstaterer desværre, at denne bestemmelse ikke bruges ret ofte. Der er i perioden 2008-2010 ved dom sket rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29 alene til 40 personer.

Ydermere konstaterer Folketinget, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid af dyreværnssager er steget fra 578 dage i 2010 til 621 dage i 2011, altså en stigende tendens.

Folketinget pålægger derfor regeringen at foretage de nødvendige ændringer, så dyreværnslovens § 29 benyttes oftere, samt at tage initiativ til at få sagsbehandlingstiden ned.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 73).

Tak til ordføreren. Det fremlagte forslag til vedtagelse indgår i de videre forhandlinger.

Der er lige en kort bemærkning fra fru Lotte Rod.

Jeg er nysgerrig efter at høre, om det vigtigste for hr. Dennis Flydtkjær er at straffe de mennesker, som har gjort noget ved deres dyr, eller om det er at sørge for, at det ikke kommer til at ske igen.

Ordføreren.

Det vigtigste er altid, at der ikke opstår de her sager, og det er klart udgangspunktet.

Vi må desværre konstatere, at der er nogle, der bare ikke kan finde ud af at have med deres dyr at gøre, men man finder som regel altid først ud af det, når det er for sent. Så er det bare, jeg synes, man skulle udvide den her lovparagraf, § 29, til også at fratage dem retten til at have med dyr at gøre, så vi på den måde bedre sikrer, at det trods alt ikke sker igen.

I nogle tilfælde får de en bøde, men selv om de får en bødestraf for det, kan de jo gå ud og købe en ny hund. Der er det bare nogle gange, vi er nødt til at indse, at der er nogle mennesker, der bare ikke er modne nok – hvis man kan sige det sådan – til at have med dyr at gøre. Derfor er man nødt til at fratage dem retten til at have med dyr at gøre i 2, 3 eller 5 år, som ministeren også redegør for er det typiske antal år at gøre det i.

Fru Lotte Rod.

Når jeg spørger, er det jo, fordi jeg synes, vi faktisk har et ret stærkt system i Danmark, hvor det netop bliver prøvet ved domstolene. Og de sager, der er faldet, er jo faldet, fordi der enten er indført et regelmæssigt tilsyn efterfølgende, eller fordi man har set, at der er blevet rettet op, sådan at der ikke længere har været nogen problemer. I de tilfælde mener hr. Dennis Flydtkjær vel så heller ikke det giver mening at fratage dem retten, eller hvad?

Ordføreren.

Jeg ser det jo ikke som et enten-eller. I de grove tilfælde bør man selvfølgelig frakende folk retten til at have med dyr at gøre, men tilsyn er jo også et fint redskab de steder, hvor det drejer sig om mindre forseelser, altså at man følger op på, om det sker igen.

Jeg ser det som sagt ikke som enten-eller, jeg synes bare, man skulle bruge det noget mere, for der er rigtig mange, ca. 500 domfældelser om året, og så giver det jo ikke så meget mening, hvis det et pågældende år kun er omkring 13 gange, man bruger det.

Vi kan jo alle sammen se de grove tilfælde, der foregår rundtomkring, og

hvor man ikke benytter det. Og det skriger jo til himlen, for det er oplagt, at man fratager de her mennesker retten til at have med dyr at gøre, fordi de simpelt hen ikke er modne nok til at håndtere dem.

Tak til hr. Dennis Flydtkjær. Det er hr. Erling Bonnesen som ordfører for Venstre.

Tak for det. I Venstre mener vi, at der skal skrides hårdt ind over for de personer, som mishandler eller på anden måde behandler dyrene uforsvarligt. Det kan der ikke herske nogen tvivl om! Der kan være situationer, hvor en overtrædelse af dyreværnsloven har en så grov karakter, at det er berettiget at tage helt særlige virkemidler i brug.

Frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr er et helt særligt virkemiddel i de her meget særlige situationer, men en automatisk frakendelse af retten til at have med dyr at gøre er unødvendig og uhensigtsmæssig.

Dyreværnsloven indeholder allerede i dag hjemmel til, at den, der er skyldig i mishandling eller grov og uforsvarlig behandling af dyr, kan frakendes retten til at beskæftige sig med dyr for bestandig. Det beror på domstolenes konkrete vurdering, om en person skal frakendes retten, og den straf skal selvfølgelig pålægges, når det er berettiget og ikke i alle mulige andre tilfælde.

Vi ønsker ikke at afskære domstolene muligheden for konkret at afgøre, om den enkelte sags omstændigheder berettiger til, at der skal ske en frakendelse. Vi er i Venstre trygge ved den bestemmelse, der i dag er i lovgivningen.

Vi er også tilfredse med, at domstolene skal afgøre disse spørgsmål, og at man her har mulighed for at nuancere afgørelsen og tage alle de forskellige forhold og nuancer i betragtning, som der jo er i disse sager. Venstre ser derfor ikke behov for at ændre den nuværende lovgivning på området.

Så skulle jeg hilse fra Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance og sige, at de også er på samme linje som den, jeg har tegnet her fra Venstres side.

Så har jeg hørt på vandrørene, at der lidt senere her under behandlingen fra den socialdemokratiske ordfører bliver oplæst et forslag til vedtagelse, som jeg har en forventning om vi kan støtte. Tak.

Tak til ordføreren. Det er ikke det, der høres på vandrørene, vi forhandler efter, så vi må lige afvente, at der kommer noget konkret. Men tak til Venstres ordfører. Hr. Orla Hav som ordfører for Socialdemokraterne.

Allerførst vil jeg gerne have lov at sige tak til ministeren for en udmærket gennemgang af det her område. Jeg vil gerne gentage det, som jeg tror jeg har sagt i forbindelse med det tidligere punkt, at hvis det er sådan, at man påtager sig et ansvar over for dyr på hobbyplan eller forretningsmæssigt, så skal man behandle sine dyr ordentligt. Det er hævet over enhver tvivl og enhver diskussion.

Vi har en lovgivning, der kan sikre dyrene, hvis mennesket ikke er sig sit ansvar bevidst, og vi har et samarbejde mellem veterinærmyndigheder og politi, som er velfungerende, og vi har en række folkeligt engagerede organisationer, som på levende og aktiv måde varetager dyrenes tarv, hvis noget svigter. Alt i alt synes vi fra socialdemokratisk side, at vi er dækket ind med lovgivningen.

Jeg skal på vegne af Socialdemokraterne, De Radikale, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig, at regeringen er enig i, at der skal skrides hårdt ind over for personer, som mishandler eller på anden måde behandler dyr uforsvarligt. Folketinget konstaterer samtidig, at dyreværnsloven og hundeloven allerede indeholder regler om frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr.

Folketinget bemærker desuden med tilfredshed, at anklagemyndigheden i dyreværnssager altid skal overveje, om der skal nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse, når der rejses en straffesag for mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr.

Folketinget finder, at frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr er en indgribende sanktion, der alene bør anvendes i tilfælde, hvor en samlet vurdering af forholdene i den enkelte sag gør det påkrævet.

Folketinget finder på den baggrund, at de nuværende regler i tilstrækkeligt omfang giver mulighed for at frakende personer retten til at beskæftige sig med dyr, og at de gældende regler derfor bør fastholdes.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 74).

Tak til ordføreren. Den fremsatte forslag til vedtagelse indgår i de videre forhandlinger. Det plejer at være sådan, at vi får et fysisk stykke papir. Nu bruges den nye teknologi jo også her, så det var en iPad, forslaget blev læst op fra, men det må bare formidles videre til sekretariatet, så vi kan få det formidlet til alle folketingsmedlemmer, sådan at man kan stemme om det.

Fru Lotte Rod som ordfører for Det Radikale Venstre.

I dag diskuterer vi domstolenes mulighed for at skride ind over for personer, der mishandler dyr, og for at fratage dem retten til at have med dyr at gøre.

Det er væmmeligt, når dyr mishandles. Derfor er det vigtigt, at vi sørger for, at det ikke sker, og det er godt, at vi har en god dyreværnslov i Danmark. § 29 sikrer, at personer, der findes skyldige i mishandling eller grov og uforsvarlig behandling af dyr, midlertidigt eller for bestandig frakendes retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele taget beskæftige sig personligt med dyr.

Der findes også regler for, at man kan frakende en person retten til at transportere dyr, og der er bestemmelser i hundeloven om, at man kan fratage en person retten til at have hund, hvis man har brugt den f.eks. som en trussel mod mennesker eller dyr. I Det Radikale Venstre synes vi, det er godt, at det er domstolene, der efter en konkret vurdering afgør, om betingelserne for rettighedsfrakendelse er opfyldt. De kigger bl.a. på sagens faktiske omstændigheder og personlige forhold, f.eks. om tidligere straffe for overtrædelse af dyreværnslovgivningen.

Ved at have domstolene ind over sikrer vi, at man ikke frakender nogle retten til at have dyr, hvis det kan løses med regelmæssige tilsyn, eller hvis forholdene allerede er blevet forbedret. Desuden er det jo allerede sådan, at anklagemyndigheden i straffesager om grov og uforsvarlig behandling eller mishandling af dyr skal overveje, om man skal kræve, at personen får frataget retten til at have med dyr at gøre. Det synes vi er en god måde at gøre det på.

Samlet set er det altså Det Radikale Venstres opfattelse, at vi med de gældende regler har gode muligheder for at gribe ind over for personer, der mishandler dyr. Vi støtter derfor de regler, der findes.

Tak til den radikale ordfører. Hr. Per Clausen som ordfører for Enhedslisten.

Jeg skal også takke for, at hr. Dennis Flydtkjær og Dansk Folkeparti har taget den her debat op. Det er jo rigtigt, at vi med jævne mellemrum hører om sager, hvor vi synes, at sagsforløbet, i hvert fald som det bliver beskrevet, ser mærkeligt ud, og at det kan være en lille smule uforståeligt, at der ikke gribes hårdere og mere effektivt ind.

Det er jo ganske ofte sådan, at der er andre elementer i en sag end dem, der måske fremgår af mediernes dækning. Derfor kan det såmænd være, at myndighedernes og domstolenes afgørelser er fornuftige, selv om de virker, som om de er lidt slatne og ikke tager nok hensyn til dyrevelfærden.

Det er jo selvfølgelig også muligt, at der begås fejl af myndighederne, og at der ikke tages initiativer til at rejse de nødvendige sager ved domstolene. Det er jo noget af det, som man f.eks. kan finde ud af, ved, hvis det er sådan, at der er nogle konkrete sager, at man så prøver at spørge ind til dem og få nogen redegørelser for, hvad der er de bagvedliggende årsager.

Jeg mener sådan set, at før vi begynder at diskutere at lave reglerne og lovgivningen om, skal vi være sikre på, at der er et problem med den praksis, der eksisterer, hvis vi får sagerne beskrevet til bunds. Derefter skal vi selvfølgelig også have fundet ud af, om det, der skal gøres noget ved, hvis der er nogle problemer, er et spørgsmål om, hvorvidt retsgrundlaget og regelgrundlaget er utilstrækkeligt, eller om det er et spørgsmål om, at det ikke administreres med den fornødne iver og nidkærhed. Og det kan jo sagtens være.

Det kan også være en diskussion om, hvordan politiet og andre myndigheder prioriterer deres kræfter. Nu har jeg ikke noget med politiforliget og politiet at gøre andet end lige præcis inden for dyrevelfærdsområdet, så for mig er det jo nemt nok at stille krav om, at politiet skal prioritere dyrevelfærd og sager om dyremishandling over alt andet. Men jeg er sikker på, at hvis man ved et uheld kommer til at støde ind i sin retsordfører, vil jeg ikke være den eneste, der vil blive mødt med, at der også er andre vigtige og væsentlige spørgsmål, der skal løftes. Så det skal selvfølgelig også ses i en prioriteringssammenhæng.

Men der skal ikke være nogen tvivl om, at det bør være sådan, at man griber hårdt og effektivt ind over for mennesker, som har dyr i deres varetægt, hvad enten det er professionelt eller mere fritidsorienteret. Hvis de ikke behandler deres dyr ordentligt, skal der selvfølgelig gribes ind, og der skal gribes ind med de nødvendige midler. Men jeg er også enig med dem, der siger, at en egentlig beslutning om, at man frakendes retten til at beskæftige sig med dyr, selvfølgelig skal være forbeholdt de særlig slemme tilfælde og vel i virkeligheden også være forbeholdt de særlig slemme tilfælde, hvor der ikke rigtig er håb om, at andre tiltag kan gøre en forskel.

Der må vi også sige, at en række af de tilfælde, vi hører om dyremishandling, som kan virke meget, meget voldsomme, godt kan dække over, at de mennesker, som er involveret i de dyremishandlingssager, faktisk i de konkrete situationer er i en akut social og psykisk tilstand, som ikke er deres normaltilstand, men er en undtagelse, og hvor det derfor ville være urimeligt, synes jeg, hvis vi skrider til en permanent fratagelse af retten til at holde dyr.

Derfor må jeg sige, at når det kommer til de konkrete beslutninger, er det jo rigtig godt og fornuftigt, at vi har regler til at sikre, at det er domstolene, der tager stilling. Domstolene er jo i stand til at foretage en helhedsvurdering. Det er jo ikke altid, at den helhedsvurdering fører til en dom, der, hvis man kender en sag fra medierne, fremstår som særlig fornuftig, men det er nu mit indtryk, at når man går ind og kigger på sagen i sin helhed, er det, der er nået frem til, som regel ikke helt tåbeligt.

Men der skal ikke være nogen tvivl om, at selv om Enhedslisten er enig i det forslag til vedtagelse, som vi selv har været med til at fremsætte – og det er jo heldigt at vi er enige i det – om, at reglerne og lovgivningen, som den er nu, efter vores opfattelse er tilfredsstillende, er vi helt indstillet på, at hvis der er konkrete sager, som virker uforklarlige, og hvor det ser ud, som om sagerne er blevet underprioriteret i forhold til den alvor, sagerne burde behandles med, eller hvis der er tale om sager, hvor man synes, at myndighederne har handlet forkert, at der følges op.

Der skal selvfølgelig fra vores side være en interesse og et engagement, der gør, at vi følger op på den slags sager og sørger for at få forklaringer og redegørelser. Og hvis de forklaringer og redegørelser ikke er tilfredsstillende, skal vi selvfølgelig sikre os, at der bliver grebet ind, sådan at der fremadrettet ydes den absolut optimale effektive indsats.

Derfor vil jeg bare igen sige, at jeg synes, at det er rigtig godt, at vi får anledning til at diskutere de her ting, fordi det endnu en gang giver anledning til at understrege, at der faktisk er bred opbakning i Folketinget til, at der i de her sager, der handler om mishandling af dyr, skal gribes ind med de fornødne midler, sådan at man kan få det stoppet og sikret, at det ikke fortsætter.

Med de ord vil jeg bare sige, at vi selvfølgelig støtter det forslag til vedtagelse, som vi selv har været med til at fremsætte.

Tak til hr. Per Clausen. Jeg ved ikke, om fødevareministeren eller hr. Dennis Flydtkjær vil have ordet.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet. Og afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted onsdag, den 6. juni 2012.