Det sidste punkt på dagsordenen er:

20) Forespørgsel nr. F 27:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren og børne- og undervisningsministeren:

Hvad vil regeringen gøre for at sikre job og uddannelse til alle unge?

Af Rosa Lund (EL), Christian Juhl (EL) og Finn Sørensen (EL).

(Anmeldelse 13.03.2012. Fremme 20.03.2012. Eventuel afstemning udsættes til tirsdag den 22. maj 2012).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 22. maj 2012.

Jeg giver først ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Rosa Lund fra Enhedslisten, for en begrundelse, værsgo.

Tak. Vi i Enhedslisten har stillet den her forespørgsel, fordi der i dag er alt for mange unge, som står i en meget usikker situation, og som går en meget usikker fremtid i møde. De har dårlige fremtidsudsigter. I 2011 var der 113.000 unge under 30 år, der hverken var i job eller under uddannelse. Heraf havde 52.000 afsluttet en erhvervsfaglig eller en videregående uddannelse. Hos akademikerne ligger dimittendarbejdsløsheden i dag på mellem 21 og 28 pct., alt efter hvilket område vi kigger på. Hos FTF'erne er dimittendarbejdsløsheden også enormt høj, og den er steget fra 5 pct. til 8 pct. i februar 2012. Op mod 10.000 unge mangler en praktikplads, og sådan kan jeg blive ved med at opremse eksempler på dårlige forhold og dårlige muligheder for unge mennesker i dag.

Uddannelse er godt for den unges muligheder fremover i livet. Det ved vi alle sammen. Vi ved også, at dimittendarbejdsløshed forringer den unges mulighed fremover i livet. Vi ved også, at dimittendarbejdsløshed giver mangeårige lønefterslæb, og vi ved, at det betyder, at den unge får svært ved at få en fod indenfor på arbejdsmarkedet senere. Der bør på den baggrund ikke være nogen tvivl om, at der er behov for at få en massiv indsats mod den stigende ungdomsarbejdsløshed, hvis ikke vi skal tabe en hel generation på gulvet. Vi har jo desværre lært af 1980'ernes høje ungdomsarbejdsløshed, at hvis vi ikke sætter ind nu, risikerer vi som sagt at tabe en hel generation på gulvet, og det er uønsket både for os som en del af samfundet og i den grad også for den unge selv.

Den økonomiske krise har betydet, at der har været nedskæringer i vores uddannelsessystem, og at ungdomsarbejdsløsheden er blevet mere end fordoblet. Hvis udviklingen fortsætter som nu, parkeres regningen endnu en gang hos ungdommen, og det synes vi i Enhedslisten er både dumt og uretfærdigt. Derfor er det rigtig glædeligt, at ønsket om at få nedbragt ungdomsarbejdsløsheden og få flere igennem en uddannelse er noget, som optager os alle sammen herinde i Folketinget. Vi mener i Enhedslisten, at det er på tide, at vi får diskuteret nogle løsninger på de her problemer, og det er baggrunden for, at vi har stillet den her forespørgsel. Jeg håber, vi kan få en rigtig god debat og diskutere nogle samlede løsninger på, hvordan vi kommer ud af problemet med ungdomsarbejdsløshed. Tak.

Tak for begrundelsen. Så giver jeg først ordet til beskæftigelsesministeren til besvarelse af forespørgslen.

Der er ikke meget i et samfund, der er værre end ungdomsarbejdsløshed. Det er svært at forestille sig en værre start på voksentilværelsen. Det er svært at forestille sig en sværere start på et forhåbentlig langt og aktivt liv på arbejdsmarkedet, at man starter op i passivitet uden at kunne få lov til at bruge sine evner og uden at få lov til at realisere sit potentiale. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, ligegyldigt hvor høj eller lav en ungdomsarbejdsløshed Danmark måtte have i forskellige situationer, vil ungdomsarbejdsløsheden altid være en fjende. Det vil den for ethvert progressivt samfund, fordi alle unge mennesker selvfølgelig skal have lov til at virke ved starten af deres arbejdsliv og alle unge skal have lov til at have en god start.

Ungdomsarbejdsløsheden er et problem i Danmark. Ungdomsarbejdsløsheden er et problem i hele Europa. Når jeg deltager i ministerrådsmøder med mine kollegaer fra alle de europæiske lande, møder jeg jo beskæftigelsesministre, der kan fortælle om ungdomsarbejdsløshedsrater på 35, 40 og 50 pct. Tænk, der er europæiske lande, hvor hver anden ung hver eneste morgen står op uden at have et arbejde at stå op til. Så galt er det heldigvis ikke i Danmark, men ligegyldigt hvem vi måtte sammenligne os med, er ungdomsarbejdsløsheden et problem for dem, den rammer.

Hvem er det så, der er hårdest ramt lige nu? Dem, der er hårdest ramt lige nu, er faktisk ikke akademikere, FTF'ere og andre. Dem, der er hårdest ramt lige nu, er vores unge ufaglærte. Dem, der har den højeste arbejdsløshed i Danmark, er de 25-29-årige ufaglærte. Det er alle dem, der, dengang det gik godt, tog chancen og lod være med at tage en uddannelse, gik ud på arbejdsmarkedet direkte, fik tilknytning til det ufaglærte arbejdsmarked og lod være med at forsikre sig mod arbejdsløshed. Mange af de mennesker er i dag i vores kontanthjælpssystem. Det er også dem, der troede, at der igennem hele deres liv ville være et ufaglært arbejdsmarked, hvor der var plads til dem. Så de er startet deres liv på byggepladser, i restaurationsbranchen eller andre steder og har leveret en fantastisk flot arbejdsindsats, men da krisen kom og konjunkturerne vendte, var de også nogle af de første, der røg ud.

Det er den gruppe, som jeg synes vi bliver nødt til at være mest bekymrede for, for det er en gruppe unge, der har få kompetencer og få forudsætninger for at tage en uddannelse. Måske har de en træls folkeskoletid bag sig, måske har de ikke fået gennemført en ungdomsuddannelse, måske var der ikke en praktikplads, måske har livet i det hele taget spændt ben undervejs, og nu står de så der med risiko for langtidsledighed og som et kedeligt nummer i en statistik over en for høj ungdomsarbejdsløshed.

Det, vi skal være allermest opmærksomme på, når vi politisk vælger at håndtere problemerne med ungdomsarbejdsløshed, er at dæmme op for risikoen for langtidsledighed. Hvis jeg skal sige det sådan lidt firkantet, er der ikke nogen af os, der tager skade af at være arbejdsløse, hvis det er i en helt kort periode, hvis det er noget, der finder sted, mellem man skifter fra et til et andet job. Det prøver mange mennesker. Vi har også et arbejdsmarked i Danmark, der er indrettet sådan, at vi oplever mange jobskift igennem et arbejdsliv. Det, der er problemet, er, når man starter arbejdslivet på den måde, når det bider sig fast, når det bliver til langtidsledighed.

Derfor påhviler der os alle sammen en politisk forpligtelse til at adressere problemerne med ungdomsarbejdsløshed. Det gør man selvfølgelig bedst ved at understøtte væksten, få gang i hjulene igen og sørge for, at der bliver skabt flere arbejdspladser. Det er derfor, at vi sammen med Enhedslisten har lavet en kickstart af dansk økonomi som en del af finanslovaftalen for i år. Det er derfor, at vi sammen med et bredt udsnit af Folketingets partier har lavet en energiaftale, der over de kommende år kommer til at skabe tusindvis af job. Det er også derfor, at vi gerne vil i gang med at renovere i den almene sektor, så byggeriet får endnu en mulighed. Men det er også derfor, at vi har taget konkrete initiativer målrettet de unge: voksenlærlingeordningen, jobrotationen og en særlig indsats for nogle af vores mere læse-stave-svage unge.

Jobrotation tror jeg i det hele taget er et redskab, som vi skal bruge endnu mere. Derfor er jeg som beskæftigelsesminister glad for, at regeringen har fremlagt en 2020-plan, hvori vi jo sådan set meget klart skriver, at ja, der er udfordringer for dansk økonomi på lang sigt, men der er også aktuelle udfordringer, der skal løses, og derfor vil vi gerne sammen med arbejdsmarkedets parter i en kommende trepartsaftale lave en delaftale, der handler om bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed.

Hvad peger vi på i den forbindelse? Vi peger på en række redskaber, først og fremmest brobygning, så nogle af vores mere sårbare unge, der står langt væk fra uddannelsessystemet, får mulighed for at komme derind. Vi peger på partnerskaber med politiet og forsvaret. Ja, det er nytænkende, det ved jeg godt. Der er også nogle, der vil synes, at det er et lidt mærkeligt valg. Jeg tror, vi bliver nødt til at prøve nye veje, og jeg tror, at forsvaret og politiet kan være gode steder at komme i praktik og få lov til at snuse til de forskellige uddannelsesretninger, der er der.

Vi synes også, at vi skal satse endnu mere på jobrotation. Det gør vi, fordi jobrotation jo sådan set har det geniale i sig, at vi kan tage en ud fra en arbejdsplads, der har behov for noget voksenefteruddannelse, noget opkvalificering, samtidig med at der bliver en jobåbning, så en ung nyuddannet får mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. Et eksempel på det kunne være i forhold til det, Enhedslistens ordfører var inde på. Vi har lige nu en træls arbejdsløshed for vores unge nyuddannede på FTF-områder – sygeplejersker, pædagoger, lærere. Hvis man f.eks. på Glostrup Hospital kan bruge jobrotation, kan nogle af vores erfarne sygeplejersker få den efteruddannelse, der skal til, for at de på sigt kan fastholde deres job. Samtidig bliver der en jobåbning, så vi kan tage unge nyuddannede sygeplejersker ind, som kan få den erhvervserfaring og den konkrete joberfaring, der gør, at cv'et ser pænere ud, og gør, at de næste gang, de søger et job, kan sige: Jeg har været 3, 4, 6, 8, 10 måneder på den her arbejdsplads, jeg har lært rigtig meget, og jeg har vist, at jeg kan bruge min uddannelse i praksis. Så jobrotation er noget, vi gerne vil styrke endnu mere. Det er en effektiv metode, og det er noget, de vinder på – både dem, der er på arbejdsmarkedet, og dem, der gerne vil ind.

Når alt det her er sagt, vil jeg også gerne sige, at når det handler om at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed, er der noget, der er meget vigtigere end at bringe mennesker i arbejde, og det er at sørge for, at vores unge får en uddannelse. For selv om vi har dimittendarbejdsløshed, og selv om der både er unge akademikere og unge sygeplejersker og lærere, der oplever arbejdsløshed lige nu, viser al historisk erfaring, at det, at man får taget en uddannelse fra starten af sit voksne liv, gavner en på sigt, også hvad angår en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet.

Lige nu har vi for mange i Danmark, der ikke har en uddannelse. Vi har rigtig mange ufaglærte unge, der har været på arbejdsmarkedet. Vi har mange unge, der falder fra i erhvervsuddannelsessystemet – det vil min kollega komme ind på efterfølgende – og den bekymring, der i hvert fald for mig er måske allerstørst, er, at vi har tusindvis af unge i vores kontanthjælpssystem, som ikke engang har færdiggjort en ungdomsuddannelse og for nogles vedkommende ikke engang færdiggjort 9. klasse. Nogle har færdiggjort 9. klasse, men med så ringe karakterer, at det ikke vil kunne give adgang til den uddannelse, som de gerne vil ind på. Derfor er det her, vi først og fremmest skal sætte ind, for hvis vi vil sikre, at ungdomsarbejdsløshed ikke bliver til langtidsledighed, og hvis vi vil sikre, at det, at vi står i en aktuel krise her og nu og en besværlig konjunktursituation, ikke gør, at vi kommer til at tabe en del af en ungdomsgeneration, så skal vi fylde deres rygsække op, så skal vi give dem de kompetencer, den viden, der skal til, for at de kan klare sig, og der er uddannelse det aller-, allerbedste bevis, man kan have med sig.

Derfor er regeringens holdning klar: Vi skal bekæmpe ungdomsarbejdsløshed. Det står klart formuleret i vores 2020-strategi. Det vil være dominerende for den økonomiske politik sammen med andre ting. Det handler først og fremmest om at sikre, at unge får en uddannelse. Dem, der har en uddannelse og er ramt af ungdomsarbejdsløshed, skal i arbejde, og der tror jeg vi alle sammen bliver nødt til at tænke nyt og utraditionelt, og derfor er mit eget afsæt som beskæftigelsesminister, at alle gode forslag til, hvordan vi både i det store og det små kan bekæmpe ungdomsarbejdsløshed, hilser jeg som udgangspunkt velkomne, og det synes jeg også alle andre skal gøre.

Tak til beskæftigelsesministeren. Så er det børne- og undervisningsministeren for en fortsat besvarelse af forespørgslen.

Tak, det vil jeg meget gerne. Som min kollega beskæftigelsesministeren sagde, er der jo to opgaver, som er lige vigtige. Der er de initiativer, som beskæftigelsesministeren nævnte i forhold til at få unge arbejdsløse i gang med et arbejde, og så er der det med at få dem, der ikke har en uddannelse, til at få en uddannelse, fordi vi ved, at den allerbedste forsikring mod ledighed er, at man får en kompetencegivende uddannelse. Vi kan jo desværre også se, at mange af de unge arbejdsløse har det fællestræk, at de ikke har særlig meget uddannelse. Der er en del af dem, der ikke har andet end folkeskolens afgangsprøve, og der er også en del af dem, der har nogle helt grundlæggende faglige problemer, som gør, at det er rigtig svært for dem at gennemføre en uddannelse og dermed få et sikkert fodfæste på arbejdsmarkedet.

Jeg vil derfor gå lidt mere ind i de udfordringer, der er på uddannelsesområdet, for at vi kan få løst ungdomsarbejdsløsheden ad begge veje – den indsats, der skal ske i forhold til både job og uddannelse.

Det er sådan, at der allerede er en bred vifte af ungdomsuddannelser, som unge kan vælge efter 9. og 10. klasse. Man kan vælge de fire gymnasiale uddannelser, og så er der erhvervsuddannelserne, som faktisk består af en lang række meget forskellige gode erhvervsuddannelsesveje, der har det tilfælles, at langt de fleste af dem, der gennemfører en erhvervsuddannelse, får et job umiddelbart efter.

Det, der er udfordringen, er, at der er alt for mange af de unge, der starter på en ungdomsuddannelse, især på erhvervsuddannelserne, som falder fra undervejs. Det er faktisk sådan, at vi vel i hele Folketinget er enige om at arbejde efter den målsætning, at 95 pct. af de unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Hvis det bare var sådan, at alle de unge, der faktisk startede på en ungdomsuddannelse efter folkeskolen – det er nemlig 96 pct. af en årgang – gennemførte, havde vi nået målet allerede nu. Men vi kan se, at det så kun er 89,6 pct. af en ungdomsårgang, der rent faktisk gennemfører, så der sker jo altså noget i løbet af de år, de er på ungdomsuddannelsen, hvad angår frafald, og det er især på erhvervsuddannelserne, at vi ser det største frafald.

Det er i virkeligheden uretfærdigt i forhold til erhvervsuddannelserne, for vi har nogle rigtig gode erhvervsuddannelser. Lige nu har Danmark EU-formandskabet, og der har vi også drøftelser på hele ungdomsuddannelsesområdet, herunder om, hvordan vi kan give unge bedre muligheder for at kunne uddanne sig på tværs af landegrænser, også inden for det erhvervsfaglige område. Og noget af det, der bliver diskuteret som en fælles udfordring på tværs af EU-landene, er lige præcis, hvordan vi kan få flere unge motiveret til at vælge at gennemføre en erhvervsuddannelse.

Alle peger på lande som Danmark, Tyskland, Østrig, Schweiz og Holland, fordi vi har det, der hedder et vekseluddannelsessystem, hvor de unge i et tæt samarbejde med virksomheder og arbejdsmarkedets parter rent faktisk får en uddannelse, hvor de både får rigtig god teori på erhvervsuddannelserne og også får en rigtig god uddannelse ude i virksomhederne. Og 90 pct. af dem, der har vekseluddannelser, og hvor de unge vel at mærke gennemfører, fordi der er en praktikplads gennem vekseluddannelsen, får et job bagefter. Vores udfordring i de lande, der har et vekseluddannelsessystem, er, at vi er afhængige af, at der er praktikpladser, og det er jo en af de udfordringer, vi står med nu i den økonomiske krise, altså fordi virksomhederne ikke har tilstrækkeligt med ordrer og derfor heller ikke kan tilbyde det tilstrækkelige antal praktikpladser. Vi har selvfølgelig nogle muligheder for alligevel at hjælpe de unge på vej, bl.a. gennem skolepraktik.

Jeg vil lige nævne de udfordringer på uddannelsesområdet, som vi synes er de allervigtigste. For det første skal vi have løst problemet med de manglende praktikpladser. For det andet skal vi få flere unge til at få lyst til at vælge en erhvervsuddannelse. Det, vi kan se i forhold til erhvervsuddannelserne nu, er, at der er masser af job i fremtiden til dem med en erhvervsuddannelse. Det er blevet lidt af en myte, at fremtidens jobmarked kun er for unge, der har gennemført en universitetsuddannelse. Det er faktisk sådan, at der er job til alle, der vel at mærke har en uddannelse, og der er også brug for langt flere med en håndværksmæssig uddannelse i fremtiden. Og derfor skal det jo være attraktivt at vælge en erhvervsuddannelse, altså fordi der er jobmuligheder, men hvis det er lidt af et lotteri, hvor man ikke aner, om man kan gennemføre, fordi der ikke er tilstrækkeligt med praktikpladser, kan jeg godt forstå, at de unge tænker: Nej, så må jeg hellere vælge en af de gymnasiale uddannelser. Derfor er det så afgørende, at vi får lavet en uddannelsesgaranti med praktikpladser.

Der er, som jeg har nævnt før, også et stort frafald fra erhvervsuddannelserne, og det er vel at mærke ikke kun unge, som ikke har tilstrækkelige kompetencer til at gennemføre; det er også unge, der vælger erhvervsuddannelserne fra, fordi de synes, at de ikke får den nødvendige faglige udfordring, og derfor tænker: Jeg skal gå en anden vej.

Endelig har vi for mange unge, som vi kan se simpelt hen mangler de grundlæggende faglige kompetencer. Det er sådan, som de seneste undersøgelser viser, at 15 pct. af de unge, der forlader folkeskolen i dag, reelt er det, man kalder funktionelle analfabeter. Det vil sige, at det godt kan være, at de kan læse ordene, men de har svært ved at forstå sammenhængen i en avis, de har svært ved at forstå et brev, de får fra kommunen, de har svært ved at læse underteksterne, hvis de ser en film i fjernsynet, og dermed er det også rigtig, rigtig svært at lære det, der skal til for at gennemføre en uddannelse.

Men der er ikke kun alvorlige læseproblemer. Der er 17 pct. af de unge, der forlader folkeskolen, som ikke kan tilstrækkeligt med matematik, anvendt matematik, til at de kan bruge det til at gennemføre deres ungdomsuddannelse. Så vi skal også kigge på, hvordan vi får det faglige løft hele vejen igennem.

Derfor peger vi i regeringen på en folkeskolereform, der giver et fagligt løft til alle, med særligt fokus på at måle, at vi giver alle et løft med hensyn til at læse, skrive og regne hele vejen igennem, altså de grundlæggende kompetencer for også at kunne lære de øvrige fag, herunder for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.

Vi vil arbejde for at gennemføre en uddannelsesgaranti med praktikpladser til de unge, der vælger erhvervsuddannelsesvejen, så de ved, at de kan gøre deres uddannelse færdig.

Vi vil gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive, også ved at arbejde med nogle højniveauspor, sådan at dem, der ønsker faglige udfordringer inden for både de håndværksmæssige fag og de almene fag, kan gennemføre det.

Vi ønsker også at indføre en tredje ungdomsuddannelsesvej, der hedder fleksuddannelsen, og som er for de unge, der ikke vil kunne gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse i dag, men via en visitation kan starte på en tredje ungdomsuddannelsesvej, der løfter de steder, hvor de mangler kompetencer, og kombinerer med forskellige uddannelsesveje, så de på den måde alligevel får en chance for uddannelse og arbejde.

Endelig vil vi også kigge på, hvordan vi kan styrke overgangene fra erhvervsuddannelserne til en videregående uddannelse, akademiuddannelserne, sådan at de unge kan se, at hvis man vælger en erhvervsuddannelse, er der også et perspektiv for videre uddannelse. Erhvervsuddannelserne åbner nemlig døre, de lukker ikke døre.

Hr. Kristian Jensen for en kort bemærkning. Nej, det kan man ikke. Vi siger tak til ministeren, og så får hr. Kristian Jensen til gengæld ordet som ordfører. (Den fungerende folketingssekretær: Det er først Rosa Lund). Nå ja, undskyld, det er mig, der er fraværende. Vil ordføreren for forslagsstillerne have ordet først? Så er det fru Rosa Lund, og så er det hr. Kristian Jensen.

Det er godt, man har noget hjælp heroppe – sidst på aftenen. Værsgo.

Jeg har også været en lille smule i tvivl om, hvordan det egentlig fungerede med sådan nogle forespørgselsdebatter, men nu prøver vi.

Jeg vil starte med at sige, at jeg har en rigtig god veninde, som i sommer blev færdiguddannet som folkeskolelærer. Det betyder, at hun har brugt 4 år på at tage en uddannelse til at varetage en af de vigtigste opgaver i vores velfærdssamfund, nemlig at undervise i den danske folkeskole. Hun har brugt 4 år på en uddannelse, og nu er hun virkelig klar til at tage en tørn for det danske velfærdssamfund. Der er bare lige et problem, og det er, at hun ikke kan få et arbejde, hvilket jo er ironisk i en tid, hvor vi alle sammen diskuterer, at vi skal højne kvaliteten af den danske folkeskole, og samtidig med at vi om nogle år kommer til at mangle uddannede folkeskolelærere, fordi der er så mange, som falder fra læreruddannelsen i dag.

Der er jo desværre rigtig mange nyuddannede unge og unge uden en uddannelse, som kan fortælle præcis den samme historie. Det er både dem, som har uddannet sig til det private, dem, som har uddannet sig til det offentlige, og dem, som ikke har en uddannelse. De kan fortælle historien om, at de ikke kan få et arbejde.

Jeg mener, at vi som politikere skylder de unge, som har taget en uddannelse, som er klar til at arbejde for vores samfund, og som er klar til at gøre en indsats for at bevare vores velfærdssamfund, et arbejde. Jeg er ret sikker på, at når man har brugt lang tid på at tage en uddannelse, ønsker man også at bruge sin uddannelse til noget – bare lige for at slå fast, at jeg altså ikke tror på myten om, at unge mennesker ikke gider arbejde. Det er nok snarere et spørgsmål om, at der ikke rigtig er noget arbejde at få. Jeg tror ikke på, at arbejdsløse unge i dag har brug for, at vi øger arbejdsudbuddet. Jeg tror, at det, de har brug for, er, at vi øger antallet af arbejdspladser, og det kan vi som udgangspunkt gøre ved at investere.

Kickstarten, som jo er en del af den finanslovaftale, der er indgået mellem regeringen og Enhedslisten, er en rigtig god start, men det er desværre ikke nok, tror jeg. Skal vi sætte gang i beskæftigelsen, er det ikke nok kun at sætte gang i det offentlige byggeri. Vi skal også investere i vores velfærd. Det betyder, at vi skal ansætte mere sundhedsfagligt personale. Det synes jeg giver god mening i en tid, hvor sygeplejerskerne er stressede og SOSU-assistenterne løber rundt. Det betyder, at vi skal ansætte flere nyuddannede pædagoger i vores daginstitutioner. Det ved vi kan betale sig på sigt, fordi vi ved, at jo mere voksenkontakt børn har, jo bedre chancer har de for at klare sig gennem livet, og man skal derfor bruge færre penge på sociale tiltag. Vi skal altså ikke bare skabe job i den offentlige sektor, fordi det giver arbejdspladser, men også fordi vi får en bedre velfærd ud af det. Energiforliget, som beskæftigelsesministeren var inde på, synes jeg også er en rigtig god vej til at skabe nye job, og jeg mener godt, at vi som Folketing og regeringen kan gå yderligere ud ad den vej og investere mere i grønne job.

Så er vi i Enhedslisten også helt enige i, at vi skal indføre orlovsordninger og jobrotation med særlig fokus på unge, så vi sikrer, at netop unge får en fod indenfor på arbejdsmarkedet. Og jeg er glad for, at beskæftigelsesministeren var inde på 2020-planen og ungepakken, for den har jeg et par kommentarer til. Nu må jeg se, om jeg kan nå dem alle sammen. Jeg ser 2020-planen sådan, at hvis man stikker den i hånden på en nyuddannet tømrer eller en nyuddannet sygeplejerske, skal personen nok lede rimelig længe efter sit nye job, så jeg vil meget gerne høre, hvor det job er henne.

Når det så er sagt, er jeg utrolig glad for, at man har tænkt sig at forhandle en praktikpladsgaranti, at man har tænkt sig at udvide videnpilotordningen, og at man har tænkt sig at lægge fokus på jobrotation. Og jeg vil bare lige slå fast, at i Enhedslisten forstår vi altså en praktikpladsgaranti som en garanti for, at man får en praktikplads i den uddannelse, man er startet på, altså at man er sikret en praktikplads som tømrer, hvis man er startet på en tømreruddannelse. En sådan garanti vil kunne opfyldes – og nu vil jeg bare tage imod invitationen til at komme med nogle gode ideer – hvis vi benytter sociale klausuler, hvis vi giver mulighed for, at flere virksomheder kan gå sammen om en uddannelsesaftale, og hvis vi fjerner noget af papirarbejdet.

Vi er helt enige med regeringen i, at det vigtigste er at sørge for, at alle unge har mulighed for at tage en uddannelse, at den vigtigste opgave er at sørge for, at alle unge kan tage en uddannelse, uanset hvor mange penge ens forældre tjener, og uanset hvad det er for en uddannelse, man starter på. Men vi synes også, det er afgørende, at vi sørger for, at alle unge starter på den uddannelse, som netop er rigtig for dem, og at de har mulighed for at vælge om, så vi ikke bare uddanner unge til arbejdsløshed, men også til et ulykkeligt arbejdsliv.

Nu har jeg ikke så lang tid tilbage, så jeg vil bare slutte af med at sige, at jeg er rigtig glad for, at vi i Enhedslisten og i Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre er blevet enige om en linje om et forslag til vedtagelse, som jeg vil læse op, hvis jeg lige kan nå det.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer,

- at regeringen (Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre) arbejder for at skabe vækst og nye arbejdspladser til unge. Dette skal sikre, at de langsigtede konsekvenser af krisen begrænses – både for den enkelte og for samfundet. Energiaftalen og kickstart af dansk økonomi er eksempler herpå;

- at regeringen arbejder for, at flere arbejdsløse får et kompetenceløft eller kommer i job, især unge. Dette skal bl.a. ske, ved at flere ufaglærte unge får en relevant kompetencegivende uddannelse, at flere arbejdsløse unge faglærte og ufaglærte får relevant efteruddannelse, og at flere arbejdsløse unge kommer i jobrotation;

- at regeringen arbejder for, at erhvervsuddannelserne skal være mere attraktive, at der skabes flere uddannelsespladser til unge og en uddannelsesgaranti på erhvervsuddannelser – med sikkerhed for praktikpladser;

- at frafaldet på ungdomsuddannelserne skal nedbringes, samtidig med at målsætningen om, at 95 pct. gennemfører en ungdomsuddannelse og 60 pct. gennemfører en videregående uddannelse, understøttes.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 64).

Det af fru Rosa Lund oplæste forslag til vedtagelse indgår selvfølgelig i de videre forhandlinger.

Der er tre medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Det er først hr. Bent Bøgsted.

Tak, hr. formand. Ordføreren siger, at alle unge kan tage en uddannelse. Mener ordføreren dermed også, at alle unge er i stand til at tage en uddannelse, som giver arbejde bagefter? For så er det noget nyt, for vi har jo indtil videre haft store grupper, der ikke har været i stand til at tage en uddannelse, bl.a. nogle af dem, der går på kontanthjælp, der ikke kan tage en uddannelse på grund af forskellige problemer.

Men når ordføreren nu siger, at alle unge kan tage en uddannelse, er der i hvert fald noget nytænkning i det. Det er da et spændende projekt, og jeg vil gerne høre, hvordan Enhedslisten vil sikre, at alle kan tage en uddannelse, som også arbejdsgiverne vil gøre brug af bagefter.

I den forbindelse vil jeg også høre, om ordføreren er enig med undervisningsministeren i, at der er job til alle, der får en uddannelse?

Ordføreren.

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg synes, det er afgørende, at vi som Folketing sikrer, at alle unge kan få et job efter deres uddannelse. Det kan de ikke i dag, og det er jo lige præcis derfor, at vi har stillet den her forespørgsel, nemlig fordi vi rigtig gerne vil diskutere, hvordan vi sikrer det. Det var den ene ting.

Den anden ting er, at alle unge i dag ikke har mulighed for at tage en uddannelse, og jeg vil sige undskyld mange gange, hvis jeg ikke fik sagt klart og tydeligt, at det er vores mål i Enhedslisten, at det skal være muligt for alle unge at tage en uddannelse.

Så tror jeg, der skal en masse ændringer til. Jeg tror, vi skal have en meget bedre og en meget mere nærværende vejledning; jeg tror, vi skal fjerne al brugerbetaling; jeg tror, vi skal sætte timetallet op på de videregående uddannelser. En lærerstuderende har jo 13 timer i gennemsnit om ugen – det ved jeg ikke engang om jeg vil kalde en uddannelse, det er måske mere et studiejob – altså, der synes jeg da vi har et ansvar for at fastholde elever netop ved at sætte timetallet op.

Jeg mener, vi har et ansvar for at styrke erhvervsuddannelserne. Der skal meget mere til end en praktikpladsgaranti. Vi har foreslået, at der skal laves nogle indgangsår, altså sådan at man, ½ år inden man starter på sit grundforløb, starter på en erhvervsuddannelse i et indgangsår. Og på den måde har vi en masse forslag til, hvordan vi kan sikre, at alle unge får mulighed for at tage en uddannelse, for det er det, jeg synes er det afgørende.

Hr. Bent Bøgsted.

Jamen jeg tror da, der er mange unge, der vil se frem til, at det skal gå i opfyldelse. For i dag er det jo sådan, at der er en hel del unge, der faktisk ikke kan tage en uddannelse, som arbejdsgiverne vil gøre brug af, og de har så bare behov for et job, hvor de kan bruge deres hænder. Det synes jeg man skøjter let hen over i det her; det er så flot at sige, at alle unge skal kunne tage en uddannelse, og at alle får et job bagefter, vel vidende at det aldrig nogen sinde vil gå i opfyldelse. Så er spørgsmålet: Hvorfor har ordføreren så ikke fået regeringen til at skrive, at 100 pct. skal have en uddannelse i stedet for kun 95 pct.? Fordi det er det, som regeringen siger er det maksimalt opnåelige. Man kan ikke nå 100 pct.

Vi har i dag også de særligt tilrettelagte uddannelser, men det viser sig, at der ud af de unge, der tager den uddannelse, kun er ganske få, der får job bagefter. Det var ellers en stor succes, som Dansk Folkeparti sammen med Enhedslisten var stærk fortaler for, at vi fik igennem, og Enhedslisten bakkede op om Dansk Folkeparti på det område, men det giver stadig væk ikke job til alle sammen.

Hvordan vil ordføreren sikre, at arbejdsgiverne vil gøre brug af de her unge, der får en uddannelse, som måske ikke er god nok? Jeg kender en del unge, der er i den situation, og det ved jeg at fru Rosa Lund også gør. Men hvordan sikrer man, at arbejdsgiverne så også vil gøre brug af de unge, der har en uddannelse? Det kan være nogle unge, der måske ikke er så hurtige, som arbejdsgiverne vil have dem til at være. Så er det en stor opgave at få arbejdsgiverne til at tage dem ind.

Ordføreren.

Det er da deprimerende, hvis vi allerede nu konstaterer, at vi ikke kan lave et uddannelsessystem, som kan rumme alle unge, for det tror jeg sådan set godt vi kan.

Jeg tror, vi skal styrke de tilbud, vi har i dag, bl.a. den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse. Jeg mener, vi skal styrke vores erhvervsuddannelser, vores gymnasier, vores handelsskoler, vores produktionsskoler. Jeg tror, at hvis vi ophæver den grænse, der er på produktionsskolerne i dag, om, at man kun må gå der i 1 år, så giver vi rigtig mange unge en bedre mulighed for at blive rustet til at tage en ungdomsuddannelse og for at blive rustet til at komme ud på arbejdsmarkedet. For så kan produktionsskolerne nemlig lave nogle forløb, som er tilpasset lige præcis den unge, vi står med. Men det kræver altså, at vi ophæver den her grænse om, at man kun må gå på en produktionsskole i 1 år. Så det er jo et eksisterende uddannelsestilbud, vi kan styrke.

Så tror jeg også på, at hvis vi laver en fleksuddannelse, som børne- og undervisningsministeren også var inde på, kan vi løfte rigtig, rigtig mange af de unge, som i dag falder igennem og falder fra i vores uddannelsessystem. Og så vil jeg bare til sidst sige, at jeg glæder mig da rigtig meget til den dag, hvor vi får et arbejdsmarked, som er så rummeligt, at alle mennesker, alle typer af unge, kan arbejde på vores arbejdsmarked. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Fru Merete Riisager for en kort bemærkning.

Tak for ordet. Jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved, at ordføreren lige kaldte uddannelsen for en særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse, som jo skulle have været revideret i år. Der er det jo sådan, at Enhedslisten støtter regeringen i at udskyde den revidering, på trods af at handicaporganisationer siger, at der lige nu svigtes unge mennesker derude, som får et for dårligt uddannelsestilbud. Det forstår jeg ikke, når nu ordføreren er så optaget af de svageste.

Så har jeg et andet spørgsmål til ordføreren, som går på, at ordføreren siger, at vi skal investere i job, at vi skal investere for at få job, men hvem er det, der skal investere? Er det skatteborgerne, eller er det virksomhederne?

Ordføreren.

Som man spørger, får man svar. Det er da virksomhederne, som skal investere. Jeg går da også stærkt ud fra, at når regeringen udskyder en hel ungepakke til trepartsforhandlingerne, er det da, fordi en socialdemokratisk ledet regering mener, at virksomhederne skal til lommerne. Det kan være, at jeg her lægger ord i munden på regeringen, men det er da mine forhåbninger som socialist.

I forhold til en særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse har vi jo netop valgt at udskyde revisionen, som ordføreren så rigtigt påpeger. Det har vi i Enhedslisten sagt ja til, for når de, der skal lave revisionen, vurderer, at de skal have et bedre grundlag, så må vi stole på det.

Fru Merete Riisager.

Nu tvivler jeg alvorligt på, at det, der er tilfældet, er, at der mangler et datagrundlag. Der er i hvert fald ikke nogen af de svar, der kommer fra ministeren, som tyder på, at der mangler noget særligt andet end opmærksomhed på området. Men nu siger ordføreren, at det er virksomhederne, der skal investere. Nu er det jo sådan, at det, som regeringen faktisk fokuserer på, de job, som regeringen fokuserer på, jo er følgerne af et energiforlig og en kickstart, som finansieres med skattekroner. Det er skattekroner, der skal ud at finansiere de job. Det vil sige, at det er midlertidige job, at det er job, der forsvinder, når skattekronerne er brugt, hvorimod virksomhederne jo stilles ganske ringe, i og med at der ikke gøres noget ved konkurrenceevnen. Her vil jeg gerne spørge ordføreren: Hvordan forholder ordføreren sig til Danmarks konkurrenceevne i forbindelse med at skabe flere job til de unge mennesker?

Ordføreren.

Jeg forholder mig til Danmarks konkurrenceevne på den måde, at jeg tror, at vi får den bedste konkurrenceevne ud af at have den bedst uddannede arbejdskraft. Det betyder altså, at vi skal investere i uddannelse, at vi netop skal sikre, at alle unge får mulighed for at tage en uddannelse, at vi netop skal sikre, at der er så meget kvalitet i vores uddannelser, at vi har den bedst uddannede arbejdskraft. Det tror jeg ærlig talt er den bedste måde at styrke Danmarks konkurrenceevne på, nemlig at vi gør noget af det, vi er bedst til, og det er nu en gang at uddanne.

Fru Mai Henriksen for en kort bemærkning.

Tak for ordførertalen. Ordføreren siger, at alle skal kunne få det her uddannelsestilbud, og så kommer vi hurtigt til at snakke om særligt tilrettelagt uddannelse. Jeg må også spørge lidt ind til det, for hvis man virkelig er så optaget af de her menneskers kår og virkelig gerne vil give dem en vej ind til uddannelse, hvorfor har Enhedslisten så ikke sat sig sammen med en række andre partier og sagt: Vi venter med at udskyde den her revision og tager revisionen med det samme, sådan at vi kan få rettet op på nogle af de problemer, der netop er med uddannelsen i dag? Hvorfor er det, man venter? For man gør jo de her unge mennesker en kæmpe, kæmpe bjørnetjeneste. Jeg synes, det er nemt at stille sig op og være beskytter og vogter af, at alle skal have et uddannelsestilbud, men det gælder bare ikke, når det kommer til praksis.

Ordføreren.

Jeg synes nu, det gælder, når det kommer til praksis. Vi har f.eks. lige sammen med regeringen lavet et loft over klassekvotienten. Vi har fået fjernet forringelserne på skolepraktiklønnen. Det synes jeg da sådan set er nogle glimrende tiltag for at få alle i uddannelse.

Når det drejer sig om særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, er grunden til, at vi har valgt at bakke op om, at regeringen gerne vil udskyde revisionen i 1 år, at vi gerne vil have et bedre grundlag, men det er også, fordi vi gerne vil sikre os, at alle de nødvendige ting bliver taget med i revisionen, og det synes jeg bl.a. netop er kårene for de elever, der går på STU, dvs. de penge, de har at leve for om måneden. Det synes jeg er meget vigtigt at vi tager med, når vi reviderer uddannelsen, og det fik vi jo så lejlighed til at diskutere forleden, da vi diskuterede, om revisionen skulle udskydes.

Fru Mai Henriksen.

Så taler fru Rosa Lund om 2020-planen og om, hvor den nyuddannede lærer eller sygeplejerske skal lede efter et job. Det er jo i virkeligheden et rigtig godt spørgsmål. Det har alle vi andre også stillet os selv, kunne man sige.

Mit spørgsmål er egentlig helt enkelt: Hvilke reformer – meget af det, der ligger i 2020-planen, er lagt op til de kommende reformer – regner Enhedslisten med at indgå med regeringen? Lige nu forhandles førtidspension og fleksjob. Til efteråret er der varslet en kontanthjælpsreform. Hvor er det, Enhedslisten kommer ind og trækker regeringen i den retning, som Enhedslisten gerne vil? Hvilke reformer er det, Enhedslisten regner med at deltage i?

Ordføreren.

Vi vil som støtteparti gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at trække regeringen i den rigtige retning. Vi håber jo rigtig meget, at regeringen kommer en lille smule mere til fornuft og sikrer, at de rigeste i det her samfund kommer til lommerne. Jeg synes f.eks., at det er en lille smule usolidarisk, at man siger, at man vil investere i uddannelse, men at man så samtidig siger, at pengene skal komme fra en SU-reform. Det betyder altså, at de unge selv skal betale for bedre forhold for de unge. Det synes jeg da er en lille smule mærkeligt.

Jeg kan ikke stå her og svare på, præcis hvad for nogle reformer vi vil være med til og ikke vil være med til. Det kommer jo meget an på reformernes indhold, og hvad for nogle udspil vi får at se. Men vi ser frem til, at regeringen fremlægger nogle meget solidariske udspil, hvor de rigeste skal til lommerne. Det er i hvert fald vores forhåbning.

Hr. Kristian Jensen for en kort bemærkning.

Nu nævnte ordføreren, hvad ordføreren mente Enhedslisten havde fået gennemført, altså de resultater, som Enhedslisten har været med til at få igennem. Hun nævnte også, som mange andre, spørgsmålet om praktikpladsordningen. Så er det sådan set bare, jeg gerne vil spørge, hvordan ordføreren egentlig synes at det går med praktikpladsordningen sammenlignet med for 1 år siden?

Ordføreren.

Jamen jeg synes, at det går rigtig dårligt, altså, praktikpladskøen vokser. Derfor har vi også i Enhedslisten sagt, at vi gerne vil have den her praktikpladsgaranti, og det skal hellere være i dag end i morgen. Derfor har vi i Enhedslisten været med til at lave en aftale, som gav nogle flere skolepraktikpladser. Det synes jeg ikke er den ideelle løsning. Jeg synes langtfra, det er den ideelle løsning, men det var nu engang det, der lå på bordet. Bl.a. fordi ordførerens eget parti ikke ville være med til at indføre sociale klausuler lige nu og her, var det nu engang det, vi kunne blive enige om.

Så jeg vil da svare, at jeg synes, at det går rigtig dårligt, og jeg håber da, at vi snart kan få vendt den udvikling. Det synes jeg da at vi skylder de 10.000 unge, som i dag står og mangler en praktikplads.

Hr. Kristian Jensen.

Jeg er sådan set meget enig med ordføreren i, at det er gået dårligt sammenlignet med, hvordan det gik for 1 år siden. Men jeg er meget uenig i det løsningsforslag, som fru Rosa Lund kommer med. Altså, endnu flere skolepraktikpladser er ikke det, de unge ønsker. Sociale klausuler er ikke det, der er vejen frem.

Det, der må være vejen frem, må være at skabe en vækst i samfundet, der gør, at virksomhederne i højere grad har mulighed for at tage elever i praktik. Derfor er det bare ærgerligt, at Enhedslisten har været med til at føre en politik, som har fjernet arbejdspladser, som har skadet konkurrenceevnen, og som har været med til at gøre det sværere for virksomhederne at oprette de praktikpladser, vi gerne skulle have.

Ordføreren.

Jeg vil sige, at det da er glædeligt, som Venstre har ændret holdning, for dengang Venstre sad for bordenden i regeringen, f.eks. i 2006, var der 4.800, der manglede en praktikplads. I dag er der op mod 10.000.

Hvis Venstre går så meget op i det her, kunne jeg da ønske mig, at de havde indført en reel praktikpladsgaranti dengang, men det gjorde de ikke. De satsede netop på skolepraktikken og var med til at sørge for, at der i dag er unge mennesker, som har halve uddannelser, bl.a. murere, som er endt op med at blive flisemontører. Det var nok ikke lige det, der var meningen.

Men jeg håber da, at hr. Kristian Jensens spørgsmål er et udtryk for, at Venstre har ændret holdning, og at Venstre nu vil være med til at lave en reel praktikpladsgaranti, som sikrer de unge mennesker, som i dag står og venter på en praktikplads, en uddannelse. Det håber jeg da at det er udtryk for. Det er i hvert fald den positive tilgang, jeg vil have til det, og det, jeg vil lægge i det.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Der er ikke flere, der ønsker bemærkninger lige nu. Så er det hr. Kristian Jensen som ordfører for Venstre.

Tak for det, og tak for anledningen til at blande mig lidt i debatten, desværre fordi fru Ulla Tørnæs har fået forfald i løbet af eftermiddagen og derfor ikke har mulighed for at være her. Så jeg skal prøve efter ringe evne at dække Venstres holdning på området her.

Jeg synes jo, at det er et utroligt væsentligt emne at diskutere. Hvordan sikrer vi job og arbejdspladser til flest muligt unge? Det var også derfor, Venstre sammen med den konservative regeringspartner og en række andre partier satte en målsætning op i 2006 om, at vi ville have 95 pct. af en ungdomsårgang til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Det blev for nogle på daværende tidspunkt anset for være urealistisk højt, men den delmålsætning, vi satte op, nemlig at man i 2010 skulle have nået mindst 85 pct., nåede man, og vi kan se, at der i de senere år har været en positiv bevægelse.

Hvis vi tager de seneste tal med, og så tager det med, som den nye regering har omformuleret, nemlig at det mindst drejer sig om en ungdomsuddannelse, ja, så forventer man rent faktisk, at årgangen 2010 vil nå op på, at ca. 90 pct. får mindst en ungdomsuddannelse. Så vi er altså på rette vej, men der er stadig væk en række ting, der skal gøres, ligesom der også er en stor anledning til at prøve at forbedre arbejdet i Ministeriet for Børn og Undervisning, så det bliver klart, hvad det er for nogle elementer, som egentlig er med til at bidrage til, at man kommer i den rigtige retning.

Det, jeg synes er væsentligt i den her diskussion, er at få fat i det grundlæggende. Hvad er det, der skal til, for at vi kan få unge i arbejde? Hvad er det, der skal til, for at unge får en praktikplads? Ja, det er først og fremmest, at dansk økonomi er på rette vej, at vi har en sund, stærk økonomi, der gør, at vores virksomheder får forbedret deres konkurrenceevne og ikke får forringet den, at vi har mulighed for, at danske virksomheder har en sund økonomi, der gør, at de kan tage de praktikanter ind, at de kan skabe de arbejdspladser til de unge mennesker, der gør, at vi har så lav en ungdomsarbejdsløshed som overhovedet muligt.

Heldigvis står det langt bedre til i Danmark end i andre lande i Europa. Desværre er det ikke godt nok. Derfor er der grund til at gøre endnu mere. Vi synes fra Venstres side, at man skal styrke erhvervslivet. Det skal vi gøre, ved at vi får rettet op på de skadelige elementer, der var i finansloven for 2012, hvor man øgede skatterne for borgerne, noget, der er med til at trække købekraft ud af de danske forbrugere, og at man øgede afgifterne for virksomhederne, noget, der gør, at det bliver sværere at drive virksomhed i Danmark. Vi har brug for, at man i højere grad får skabt bedre rammer for virksomhederne, så de kan klare at tage de praktikanter ind, som vi så gerne vil have at de gør.

Venstre har stået i spidsen for, at der i flere omgange er blevet taget en række initiativer på skolepraktikordningsområdet. Helt tilbage i 2009 kom den første praktikpladsaftale, og samtidig kom der en udvidelse af skolepraktikordningen, som jeg ikke mener er nogen optimal løsning, men nærmere en nødløsning, i forhold til det der er endnu værre, nemlig at de unge mennesker ikke kan få gennemført deres uddannelse.

Det blev så fulgt op allerede i 2010 med det, der blev kaldt den forstærkede indsats for at få flere praktikpladser. Og endelig kom der i 2011 en aftale om endnu flere praktikpladser. Desværre må vi sige, at de resultater, vi har fået nu, og den seneste praktikpladsstatistik, der er offentliggjort på Ministeriet for Børn og Undervisnings hjemmeside, desværre viser, at der er et markant fald i antallet af indgåede praktikpladsaftaler. Der er en markant stigning i antallet af skolepraktikpladsaftaler, og der er desværre en markant stigning i antallet af elever, der er praktikpladssøgende.

Det er altså gået ringere på det her område i det seneste år, fra de tal blev offentliggjort i 2011, til vi fik de tal, der er offentliggjort her den 8. maj 2012. Og jeg kan ikke lade være med at mene, at noget af det må skyldes, at vi desværre lægger for mange byrder på vores virksomheder. Derfor håber jeg, at vi helt grundlæggende kan få sat mere gang i dansk erhvervsliv, at vi kan få skabt den positive stemning, der gør, at virksomhederne i højere grad kan konkurrere, at vi kan få sat nogle aktiviteter i gang.

Derfor var det sådan set også glædeligt, da ministeren for by, bolig og landdistrikter efter i lang tid at have afvist Venstre og De Konservatives forslag om at åbne for renoveringspuljen, sådan at Landsbyggefonden kunne bruge endnu flere midler til at renovere for, i sidste uge vendte på en tallerken. Efter han i flere uger havde sagt nej til det forslag, som Venstre og De Konservative havde fremsat, var han nu enig og ville gerne være med til at åbne for at bruge 4, 1 mia. kr. mere på renovering, for det kunne betyde, at vi kunne få sat gang i nogle af de ting, der skal gøres i den almene boligsektor.

Ved siden af det kan man bare ikke komme uden om, at der også er nødt til at gøres noget for, at almindelige virksomheder kan skabe praktikpladser på det almindelige arbejdsmarked.

Der er to korte bemærkninger. Først er det hr. Finn Sørensen.

Tak til ordføreren for fremlæggelsen.

Hørte jeg rigtigt lige før, da jeg hørte ordføreren sige, at sociale klausuler ikke er vejen frem? Altså, det hørte jeg faktisk ordføreren sige. Så undrer det mig lidt, når ordføreren sammen med andre partier, jeg tror alle undtagen Liberal Alliance, er med i en aftale om en forstærket indsats i forbindelse med praktikpladser som et led i finanslovaftalen for 2012, hvor der jo står, at sociale klausuler kan være en måde at gøre det på, og der er nedsat et udvalg for at kigge på det.

Betyder det, at ordføreren så bare har skrevet under, eller at partiet Venstre bare har skrevet under på skrømt? For nu får vi at vide, at sociale klausuler ikke er vejen frem. Og skal vi så forvente, at Venstre spænder ben for, at man bruger det instrument?

Så har jeg også lige et spørgsmål mere: Mener ordføreren, at den tidligere regering lagde for mange byrder på erhvervslivet? For jeg kunne forstå, at det skulle være en årsag til, at vi ikke får skabt praktikpladser. Fru Rosa Lund gjorde opmærksom på, at i 2006 manglede der lidt mere end 4.000. Men der er så altså 6.000 op til de 10.000, for da vi når frem til, at den regering, som ordførerens parti er med i, træder af, mangler der op mod 10.000 praktikpladser. Er det så udtryk for, at man ikke har gjort det godt nok? Og hvad vil ordføreren gøre for at sikre praktikpladser til de unge mennesker?

Ordføreren.

I modsætning til regeringens ageren her de seneste dage står Venstre ved de aftaler, vi indgår. Derfor står jeg naturligvis også fuldt ved den finanslovaftale, der er indgået.

Når jeg siger, at sociale klausuler ikke er vejen frem, er det bl.a. et spørgsmål om, at det da må være optimalt, hvis det er sådan, at virksomhederne skaber de praktikpladser, der skal til, uden at vi skal lovgive om det. Det synes jeg da at alle partier bør have som optimalt mål. Vi har i forbindelse med finansloven lavet en aftale om, at det skulle undersøges nærmere. Det er bl.a., fordi det ikke er så enkelt at lave sociale klausuler, som det lige gøres til, når nogle partier har fremført det som værende løsningen på alle praktikpladsproblemer.

Det andet, jeg vil sige, er, at jeg ikke synes, at man alene kan sige, at det drejer sig om byrder på virksomhederne, for selv i de år, hvor det gik allerallerbedst, har der været virksomheder, der har lurepasset og ikke taget deres andel af praktikanter, ikke har skabt de praktikpladser, der skal til. Derfor er der også behov for, at det er noget, vi følger op på politisk.

Men når jeg nævner udviklingen i praktikpladser eller rettere i praktikpladsmanglen fra marts 2011 og til nu, er det, fordi dansk økonomi overordnet set ikke er blevet markant forværret i den tid. Ledigheden er ikke steget markant. Men vi kan bare se, at virksomhederne er så klemte, at de ikke tager praktikanter ind.

Så kan man spørge sig selv, hvad det er, der er sket i den tid. Ja, der er bl.a. sket det, at en række virksomheder er blevet berørt af højere skatter og højere afgifter og dermed har en ringere konkurrenceevne.

Hr. Finn Sørensen.

Vi er enige om, at det optimale er, hvis virksomhederne altså selv kan finde ud af at oprette de praktikpladser. Men erfaringen fra ordførerens partis regeringsperiode er, at det gør de ikke, og vi kan konstatere, at det gør de stadig væk ikke.

Derfor må jeg spørge ordføreren: Hvordan mener ordføreren at man skal sikre, at virksomhederne skaber de praktikpladser? Hvad vil ordføreren sådan helt konkret gøre? Ordføreren indrømmer, at der er en hel del virksomheder, der har lurepasset, og det er jeg jo glad for at han indrømmer. Hvad gør vi så ved de virksomheder, sådan at de løfter det ansvar, de skal løfte på det her område? Og jeg vil gerne høre noget sådan helt konkret og ikke bare noget luftigt om at gavne økonomien generelt set, for det hjælper åbenbart ikke.

Ordføreren.

Det synes jeg var det mest mærkelige indlæg, jeg har hørt i den lange debat, der har været her i dag, mens jeg har siddet og ventet på, at den her diskussion kom frem, nemlig at det skulle være luftigt at hjælpe erhvervslivet.

Det er da helt konkret! Det er da vores grundlæggende problem, at vi har en regering og et parlamentarisk flertal i øjeblikket, der er med til at lægge byrder på virksomhederne, der er med til at gøre det dyrere at drive virksomhed i Danmark, der er med til at gøre, at virksomhederne flytter til udlandet, der er med til at gøre, at det bliver sværere for danske virksomheder at skabe de praktikpladser, der skal til. Det er da overhovedet ikke luftigt. Det er da helt konkret og det grundlæggende problem, vi har, nemlig at Enhedslisten er med til at gøre det dyrere at drive virksomhed i Danmark og derfor er med til at gøre det sværere for dem at oprette praktikpladser.

Vi tog, da vi sad i regering, en række konkrete initiativer. Vi tog initiativ til at øge belønningen til de virksomheder, der skabte praktikpladser, og det virkede ganske markant. Vi fik en vækst i antallet af indgåede praktikpladsaftaler, og det synes jeg var glædeligt. Derfor er det beklageligt, at jeg må konstatere, at siden regeringsskiftet er det desværre gået den forkerte vej, så der er flere, der er praktikpladssøgende.

Fru Rosa Lund for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne blive lidt ved de her praktikpladser, for det er tydeligvis noget, som optager os alle sammen, og noget, som vi alle sammen er interesseret i at finde en løsning på, så jeg vil gerne spørge Venstres ordfører, hvad det så er, der skal til, for det har jo tydeligvis ikke været de indsatser, som den tidligere regering har sat i gang, for praktikpladskøen er jo blevet længere. Hvis det så heller ikke er de indsatser, som den nuværende regering sammen med Enhedslisten, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har været med til at sætte i gang, altså den her aftale om flere skolepraktikpladser, som jeg er helt enig i vi godt kan kalde for en nødløsning, det er jeg meget enig i, hvad er det så, der skal til, ikke for at hjælpe virksomhederne, men for at hjælpe eleverne, som mangler en praktikplads?

Ordføreren.

Hvis man hjælper virksomhederne til at have en økonomi, der er stærk nok, til at de kan etablere flere praktikpladser, hjælper man de unge. Det er så simpelt, at hvis man skaber grundlaget, for at virksomhederne kan tage flere praktikanter ind, får man hjulpet ikke bare virksomhederne, men også de unge og dermed hele samfundet.

Derfor er løsningen at få et stærkere konkurrencemiljø i Danmark, altså få en stærkere konkurrenceevne for virksomhederne. Det er bare beklageligt, at det har vi ikke fået. Det er gået den forkerte vej siden valget, det er gået den forkerte vej siden regeringsskiftet. Der er lagt afgifter på virksomhederne i stedet for hjælp til, at de kan skabe flere arbejdspladser.

Fru Rosa Lund.

Jamen hvis det er et spørgsmål om at styrke konkurrenceevnen, er det måske mig, som har misforstået noget, for jeg husker da den tidligere regering som en regering, der gerne ville gøre livet lidt nemmere for virksomhederne, som gerne ville styrke konkurrenceevnen. Det kom der desværre bare ikke flere praktikpladser ud af.

Så er det ikke et spørgsmål om, at vi har brug for noget nyt, altså at vi har brug for nogle andre tiltag? For når vi kigger på tallene fra 2006 og sammenligner dem med de tal, der var i 2009, 2011 og 2012, ser man, at der er sket en markant stigning, så måske er det på tide med nogle andre tiltag end dem, som den tidligere regering fik afprøvet?

Ordføreren.

Jeg kan anbefale, at man går ind på Ministeriet for Børn og Undervisnings hjemmeside – jeg er gammeldags nok til stadig væk at kalde det for Undervisningsministeriet, men det hedder det ikke, det er et ministerium, hvis minister sidder lige hernede i salen på min venstre side. Hvis man så slår op på statistikservice om erhvervsuddannelser på side 6, vil man kunne se, at fra regeringsskiftet i 2001 og frem til krisen ramte os var der en markant vækst i antallet af indgåede aftaler. Så sker der et fald, da krisen rammer os. Det fald bliver vendt til en vækst i antallet af indgåede uddannelsesaftaler for det, der hedder øvrige uddannelser, da vi begynder at tage fat med aftalerne om flere praktikpladser. Vi går ind og belønner mere, så de initiativer, den tidligere regering tog, hjalp.

Når jeg siger, at der er et beklageligt fald i udviklingen i øjeblikket, er det, fordi de seneste tal, der er offentliggjort om praktikpladsstatistikker, viser, at der i marts måned i år er markant færre indgåede aftaler, end der var for 1 år siden. Og hvad er det bl.a., der er sket i det tidsspænd? Ja, det er, at regeringen har gjort det dyrere at drive virksomhed i Danmark. Og det synes jeg bare er en indikation på, at det er den forkerte vej at gå.

Tak til Venstres ordfører. ( Kristian Jensen (V): Selv tak). Så er det fru Ane Halsboe-Larsen som socialdemokratisk ordfører.

Tak for det, og tak til Enhedslisten for at give os muligheden for at diskutere det her emne. Det er så uhyre vigtigt, at det er dejligt at få anledning til det. For når vi siger ungdomsarbejdsløshed, at det jo ikke bare en eller anden floskel eller et eller andet ord uden mennesker bag. Det her handler om Peter, Pernille, Mark, Andrea, Ninna, Jakob, Claus – tusindvis af unge, der har en ting tilfælles, nemlig at de ikke har noget arbejde.

Siden 2008 er der kommet 35.000 flere unge på offentlig forsørgelse. Der er mange af dem, der har mistet deres arbejde, men alt, alt for mange af de her mennesker har ikke engang haft muligheden for at få deres første arbejde. De er simpelt hen blevet mødt af en mur i form af, at der ikke er brug for dem, at de ikke duer til noget. Der er rigtig mange tal og statistikker, og rigtig mange af dem peger i den her retning, altså at alt for mange unge kæmper med arbejdsløshed for tiden. Nogle har det svært, fordi de ikke har en uddannelse og derfor bliver ramt rigtig hårdt, når krisen kradser. Det var også det, vores beskæftigelsesminister var inde på tidligere. Andre har gjort alt det, vi har sagt til dem de skal, nemlig taget en uddannelse, så de har været klædt på til fremtidens arbejde. Alligevel bliver de ramt nu af, at nyuddannede har rigtig, rigtig svært ved at komme ind. Og rigtig mange unge oplever, at virksomhederne efterspørger en erfaring på flere år, men der er ikke nogen virksomheder, der er åbne for at give muligheden for at få den her erfaring. Det er hamrende alvorligt, og som socialdemokrat synes jeg, at vi skal tage det sindssygt seriøst, at vi er i gang med at tabe endnu en generation på gulvet.

Da hr. Lars Løkke Rasmussen var statsminister, udtalte han jo de famøse ord om, at hans søn i hvert fald ikke skulle opleve ungdomsarbejdsløshed. Det synes jeg var meget prisværdigt. Jeg synes, det var oprigtig dejligt at have en statsminister, som virkelig tog det her problem til sig og tog det alvorligt. Desværre var det mest på talerstolen og i de flotte taler, vi hørte til det her, og siden da må vi jo bare konstatere, at alle tal er braget i den forkerte retning. Det er mildest talt gået rigtig skidt.

Jeg synes personligt, det har været frustrerende at se til måned efter måned, hvor den ene unge efter den anden har stillet sig op i arbejdsløshedskøen, har taget et nummer, har oplevet følelsen af ikke at du, at der ikke er brug for en, samtidig med at vi har haft en regering, som ikke rigtig har taget det seriøst. Som politikere kan man meget. Vi vil jo gerne tro, at vi kan rigtig meget. Vi kan jo alt lige fra at ændre på SU'en til at bygge en bro til at ændre kræftbehandlingen. Hvis der er en økonomisk krise, kan vi også gøre noget ved det. Vi kan ikke forhindre den, men vi kan trods alt gøre noget.

Jeg oplever ikke, at den tidligere regering har gjort noget for at forhindre, at den store gruppe af unge, der i dag bliver ramt af krisen, gik fri. Derfor er jeg også oprigtig glad for, at vi nu har et flertal, der rent faktisk har viljen til at gøre noget. Det er på høje tid, at vi får en ungepakke. Der ligger en kæmpe udfordring foran os, og derfor er den her ungepakke så vigtig. Så hermed et skulderklap til regeringen for at tage problemet seriøst og en opbakning til vedtagelsen, som ordføreren for Enhedslisten tidligere læste op.

Der er tre medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det fru Merete Riisager.

Tak for det. Her den 11. maj blev der nedlagt 500 job af Danish Crown i Esbjerg. Det sker rigtig ofte, at der flytter job ud, særlig for ufaglærte. Det nævnte ministeren også i sin tale. Jeg har gjort det forsøg at læse mange af de pressemeddelelser fra de virksomheder, der flytter job ud, og der står entydigt i de pressemeddelelser, at årsagen er det høje udgiftsniveau i Danmark, som er afstedkommet af skatter og afgifter. Og det, der meget, meget sjældent, jeg vil sige aldrig, bliver nævnt, er uddannelsesniveauet. Så hvordan forholder ordføreren sig til det her, altså at vi mister arbejdspladser på grund af udgiftsniveauet og ikke på grund af uddannelse?

Værsgo.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes, at det her er en enorm udfordring for os. Jeg synes, at det er et enormt problem. Derfor er jeg også meget, meget optaget af, at vi rent faktisk får skabt arbejdspladser i vores land. Jeg synes også, det har været bekymrende at se, at vi under den tidligere statsminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, hver eneste dag har mistet 130 arbejdspladser til udlandet. Derfor er jeg også optaget af, at vi sætter en kickstart i gang; at vi gør det nemmere for de små og mellemstore virksomheder at låne penge; at vi generelt sikrer, at der er nogle ordentlige rammebetingelser for vores virksomheder.

Fru Merete Riisager.

Nu nævner ordføreren kickstarten, og tidligere er energiforliget også blevet nævnt. Men hvordan skal de initiativer, som jo altså er finansieret af skatteyderne, hjælpe produktionsvirksomheder som Danish Crown, der vurderer, at det ikke kan betale sig at have de her job i Danmark? Hvordan skal det hjælpe dem? Hvordan skal energiforliget eller kickstarten hjælpe dem?

Værsgo.

Jeg hørte godt, at ordføreren tidligere bed meget mærke i, at det her var initiativer med lånte kroner, med skattekroner, og at det var noget, vi alligevel bare ville se fise ud om et års tid. Jeg undrer mig en lille smule over den retorik, eksempelvis fordi vi jo kan se, at tidligere investering i netop den grønne sektor har betydet, at vi i dag har tusindvis af danskere beskæftiget i vindmølleindustrien. Derfor undrer jeg mig over, at ordføreren ikke anerkender, at det, at vi investerer i et område, og det, at vi går foran, og det, at vi udvikler noget, som vi ved resten af verden kommer til at efterspørge, selvfølgelig skaber arbejdspladser. Det skaber private arbejdspladser, og det skaber vækst i Danmark. Det skaber arbejdspladser til de mennesker, der i dag har svært ved at finde noget.

Fru Mai Henriksen for en kort bemærkning.

Det var dog utrolig mange ord om den tidligere regering og meget, meget lidt om, hvad Socialdemokraterne egentlig godt selv kunne tænke sig. Altså, det er lige før, jeg vil anbefale ordføreren at læse ministertalerne efterfølgende, for der var dog i det mindste en eller anden egen vision for, hvor man ønsker at bringe uddannelses- og beskæftigelsesområdet hen, og ikke bare en kritik af den tidligere regering.

Jeg vil gerne spørge ordføreren om noget: For et par uger siden var formanden for socialrådgiverne ude med et forslag om at ændre uddannelsespålægget, og i den forbindelse spurgte formanden, hvorfor unge velfungerende ledige, som ikke har forsørgerpligt og ikke har andre problemer, end at de er ledige, skal have en kontanthjælp, der er langt højere end en SU. Hvorfor skal det være mere attraktivt at være på kontanthjælp end på SU? Er fru Ane Halsboe-Larsen enig i det udsagn?

Ordføreren.

Jeg mener, det er enormt vigtigt, at vi skaber de rigtige incitamenter for vores unge, så det bliver så attraktivt som muligt at komme over i en uddannelse, hvis man ikke har en uddannelse i forvejen, og hvis man ikke har noget arbejde. Jeg deler fuldt ud vores ministers indstilling til, at de unge, der i dag ikke har nogen uddannelse, skal tage en, og at vores hovedfokus selvfølgelig skal være på at få folk i arbejde, men den her gruppe skal i høj grad kanaliseres videre via vores uddannelsessystem. Derfor synes jeg, det er en rigtig, rigtig vigtig diskussion, at vi har nogle ordentlige incitamenter.

Fru Mai Henriksen.

Jamen jeg spørger ikke, om det er en vigtig diskussion, for det er det. Jeg spørger, om fru Ane Halsboe-Larsen er enig i, at den idé, som formanden for socialrådgiverne kom med, er den rigtige vej at gå. Jeg kan egentlig bare nøjes med et ja eller et nej. Jeg behøver ikke lange udredninger, og jeg behøver ikke alle de snørklede veje uden om selve spørgsmålet. Det er egentlig bare et ja eller nej, eventuelt gerne med en kort begrundelse. Er fru Ane Halsboe-Larsen enig i, at det skal være mindre attraktivt at være på kontanthjælp end at være på SU, og at man derfor skal sætte kontanthjælpen ned for de velfungerende unge, som ikke har andre problemer end ledighed?

Ordføreren.

Der er rigtig, rigtig mange aspekter i den her debat, men jeg er bare rigtig, rigtig glad for, at vi allerede er i fuld gang med at reformere hele det her system inklusive at se på, hvordan ydelserne harmonerer, så vi har de bedst mulige incitamenter. Det betyder også, at vi skal have skabt arbejdspladser, og at vi skal have gjort uddannelsesinstitutionerne bedst muligt egnede til at bringe vores unge videre. Det betyder også og ikke mindst, at vi skal have en indsats på vores jobcentre og i vores jobformidling, der rent faktisk har fokus på job og uddannelse og ikke bare på at opbevare vores unge.

Hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Tak til ordføreren for en god beskrivelse af situationen og de alvorlige problemer, vi står over for i forhold til de unges job- og uddannelsesmuligheder. Jeg vil også glæde mig over den enighed, vi har i forhold til et udmærket forslag til vedtagelse. Jeg er også enig i den beskrivelse, der er af den tidligere regerings manglende evne til at løse problemerne, men det er jo sådan, at vi ikke kan leve af de andres fejl, og at der nu er et nyt flertal, der må løfte opgaven. Så derfor vil jeg gerne høre ordføreren om noget, der er mere konkret, nemlig hvilke tiltag ordføreren mener der skal til for at kunne skabe arbejdspladser og uddannelsespladser til de unge mennesker. Så vil jeg også endnu en gang gerne spørge, om ordføreren tror på, at det skaber flere arbejdspladser, hvis man nedsætter kontanthjælpen til de unge mennesker.

Der har vi i forvejen et problem, i forhold til dem der er op til 25 år, og nu vil man fra den borgerlige fløjs side jo udvide det, så det kommer til at omfatte dem, der er helt op til 30 år. Tror ordføreren, det er noget, der gavner beskæftigelsen hos og uddannelsen af de unge mennesker?

Ordføreren.

Mange tak for de mange spørgsmål; nu skal jeg prøve at se, om jeg kan nå at svare på det hele. Først og fremmest vil jeg sige: Ja, vi kan ikke leve af de andres fejl. Vi skal naturligvis ud over stepperne og bruge det flertal, vi har, og den enighed, vi har, om, at der rent faktisk er en politisk mulighed for at gøre noget for de her mange unge mennesker, som lige i øjeblikket er ramt af krisen. Vi skal skaffe nogle arbejdspladser. Vi skal sikre, at de unge, der lige i øjeblikket ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet, får en mulighed for det. Det kan f.eks. være via jobrotation, hvor vi kan tage den ældre kollega ud og sende personen på det nødvendige kursus for at blive up to date med, hvad der kræves på arbejdspladsen. Det er noget, der vil give et hul på måske 6 måneder. Her vil der så være en ung arbejdsløs, der vil kunne komme ind, som vil kunne få fodfæste, og som lige vil kunne få lov at mærke, at man rent faktisk duer til noget, og at man er en del af et arbejdsfællesskab. Det kan måske være det, der vil gøre, at man vil kunne banke døren ind til det næste sted. For vi ved jo bare, at det der med, at man ikke har nogen erfaring, er en enorm udfordring for rigtig mange unge, for virksomhederne ønsker erfaring, men de er ikke villige til at tage de unge ind, så de kan få det. Derfor tror jeg på jobrotation.

Jeg tror også på, at vi skal tage det meget seriøst, når det er, at det her med, at de unge, der tidligere bare sådan kunne få et arbejde, fordi højkonjunkturen bragede derudad, nu hænger i en tynd tråd. Vi skal give dem en mulighed for, at de får de bedste muligheder for at kunne få en uddannelse, vi skal sikre, at de ikke falder ud af uddannelsessystemet, f.eks. ved at der ikke er lærepladser. Vi skal sikre, at der er de bedst mulige rammer for, at dem, der ikke lige passer ind i vores system, via noget brobygning vil kunne få en vej tilbage. Der er rigtig, rigtig mange muligheder for, at man kan gøre noget for disse unge, og jeg er glad for, at vi er enige om, at det er noget, vi skal i gang med.

Hr. Finn Sørensen.

[Lydudfald] ... at det blev lidt mere konkret, og at der kom lidt mere kød på. Jeg deler jo ordførerens ønske om at iværksætte alle de initiativer, der er blevet nævnt. Så kan jeg gentage det spørgsmål, jeg stillede før, og som jeg ikke fik svar på – og det er fair nok, for jeg stillede måske lidt for mange spørgsmål – altså om ordføreren tror, at det gavner de unges muligheder for at få beskæftigelse og uddannelse, hvis man skærer ned i kontanthjælpen.

Ordføreren.

Jeg tror ikke på, at man via pisken og ved, at man bare gør folk fattigere, kan presse dem ud i arbejde, og det er jo også derfor, vi i fællesskab med Enhedslisten har afskaffet fattigdomsydelserne. For det var en vej, der ikke var holdbar, det viser al erfaring, og jeg mener, at det var en enorm fejl, den tidligere regering begik, da man pressede hele familier ud i fattigdom og man troede, at det kunne få dem i arbejde. Det er naturligvis ikke noget, der skaber arbejdspladser, og det kan ikke stå alene. Men når det er sagt, vil jeg sige, at jeg også tror, der er noget andet, vi bliver nødt til at gøre, og det er, at vi, ud over at vi selvfølgelig skal sikre, at der er noget at lave, og at vi skaber nogle arbejdspladser, og at vi gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at der er nogle job at søge for de her unge, så også er opmærksomme på incitamenterne, altså at vi er opmærksomme på, at det skal være attraktivt for den unge, når man f.eks. skal skifte bane fra at være på kontanthjælp til at være i uddannelse. Det er noget, vi ikke skal spænde ben for med de systemer, vi sætter op – det tror jeg vi skal være enormt opmærksomme på at vi ikke gør – samtidig med at vi selvfølgelig også skal sikre, at der er nogle arbejdspladser, de kan søge.

Fru Rosa Lund for en kort bemærkning.

Tak for ordførertalen. Jeg vil gerne spørge til noget, der allerede nærmest har fyldt halvdelen af min egen taletid, nemlig en praktikpladsgaranti. Jeg har forstået, at man i regeringen ønsker at forhandle om en praktikpladsgaranti i trepartsforhandlingerne. Det har jeg forstået nu, så det er ikke det, jeg spørger til. Jeg spørger til: Hvad er Socialdemokratiets vision for en praktikpladsgaranti? Hvad er det for en praktikpladsgaranti, man ville indføre, hvis man selv kunne bestemme? Grunden til, at jeg spørger, er selvfølgelig, at jeg er rigtig bange for, at vi ender op med at få en eller anden halv uddannelsesgaranti, som vi har i dag. Jeg vil rigtig gerne høre: Hvad er Socialdemokratiets vision for en praktikpladsgaranti?

Ordføreren.

Min vision er, at når man sidder i 9. klasse i folkeskolen og skal vælge, hvad man gerne vil være, kan man lige så godt vælge gymnasiet, som man kan vælge at blive frisør, murer, tømrer eller automekaniker. Der skal ikke være den usikkerhed om det at tage en erhvervsuddannelse, som der er i dag, som blokerer og gør, at man vælger en anden vej. Hvis man drømmer om at blive mekaniker, skal man have mulighed for det og have præcis den samme garanti for at kunne få et svendebrev i den anden ende, som hvis man starter i 1. g og får en studenterhue. Det er min vision for en praktikpladsgaranti.

Fru Rosa Lund.

Kan jeg tolke det sådan, at Socialdemokratiet mener, at man skal have en praktikplads inden for den uddannelse, man er startet på? Hvis man altså er startet på en mureruddannelse, kommer man i praktik som murer og ikke som flisemontør, og hvis man er startet på en gartneruddannelse, kommer man i praktik som gartner og ikke som plæneklipper. Er det sådan, jeg skal forstå fru Ane Halsboe-Larsen?

Ordføreren.

Jeg deler fru Rosa Lund bekymring over, at man tidligere har kaldt noget for en uddannelsesgaranti, uden at det har været det. Det mener jeg ikke at vi kan være bekendt over for de unge. Jeg mener, at vi skal tage det her meget seriøst, og jeg mener, at vi rent faktisk skal gøre noget og ikke bare snakke om det.

Når det så er sagt, er det jo ikke noget nemt område, og derfor er jeg også ret glad for, at vi har både arbejdsmarkedets parter og et bredt politisk flertal bag, at der skal ske noget, for jeg mener helt oprigtigt, at det, vi har i øjeblikket, hvor vi kan se, at søgningen til erhvervsuddannelserne falder, samtidig med at den generelle søgning til vores uddannelse stiger, er enormt problematisk, fordi det jo selvfølgelig viser, at der er en enorm usikkerhed om, hvorvidt det er en vej, man kan gå. Det kan vi ikke leve med.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det hr. Bent Bøgsted som ordfører for Dansk Folkeparti.

Den debat, som vi har i dag, er jo egentlig en meget interessant debat, og det er også en vigtig debat. Vi kan også sige, at det er en debat, vi har haft adskillige gange før, når vi går tilbage i tiden, om, hvad vi skal gøre for at få flere unge ud på arbejdsmarkedet, hvad vi skal gøre for at få flere unge til at tage en uddannelse. Der har været taget utrolig mange tiltag, og vi har også hørt både beskæftigelsesministeren og undervisningsministeren – nej, det hedder det vist ikke, det hedder børne- og undervisningsministeren – der er kommet med en redegørelse om de tiltag, der er. Så vi har selvfølgelig også opnået noget.

Vi skal være opmærksomme på, at antallet af unge, der har fået en uddannelse, er steget. Det er jo på vej op til de 95 pct. Det er det, der er målsætningen. Det er det, som den nuværende regering går ind for, og det var noget af det, som den tidligere regering gik ind for. Vi er på vej opad, og når det er på vej opad med unge, der får en uddannelse, kræver det også flere praktikpladser, og derfor har vi også set, at der er sket en udvikling på praktikpladsområdet, men alligevel kan man så se på, at næsten uanset hvor mange praktikpladser der bliver oprettet, uanset hvilke tiltag der bliver taget, tilskud til oprettelse af praktikpladser, så står vi i en situation, hvor vi stadig væk mangler praktikpladser. Det kan vi gå tilbage og se. Vi har altid manglet praktikpladser.

Hvad hænger det så sammen med? Det kan måske skyldes, at der er flere og flere unge, der skal have en praktikplads, og at erhvervslivet ikke sådan lige umiddelbart er i stand til at oprette flere praktikpladser, fordi de gør det efter de behov, de har. I den forbindelse kan det i hvert fald ikke hjælpe noget at lægge flere restriktioner og afgifter på erhvervslivet. Så opretter de ikke praktikpladser.

Vi kan også begynde at kigge på, hvorfor de unge så ikke tager en uddannelse. Der er så meget fokus på, at det er erhvervsuddannelserne, men det er jo også bl.a. lærerne, der mangler arbejdspladser. Det er den debat, der har været det sidste stykke tid. Skulle de arbejde for dagpengene? Nej, det skal de nok ikke. Men hvorfor mangler de arbejde, når de er færdiguddannet? Det kunne måske skyldes det faktum, at børnetallet er faldende, og at der ikke er brug for mange lærere. Måske er det sådan noget, der gør sig gældende.

Der er så mange ting, der spiller ind, men i Dansk Folkeparti er vi i hvert fald glade for, at vi får debatten, og vi ved også godt, at den her debat nok ikke løser det helt store vedrørende det her, og om 3 år står vi nok i samme situation, og så tager vi en ny debat om, hvordan vi får lavet flere praktikpladser, hvordan vi får flere unge ud på arbejdsmarkedet. Uanset hvad vi gør, må vi jo nok erkende, at der altså er nogle unge, der ikke er i stand til at tage den uddannelse, som arbejdsgiverne har brug for. Det kan godt være, at vi kan give dem en uddannelse, men vil arbejdsgiverne så også ansætte dem bagefter? Der kunne vi have et problem.

Det kan være, fordi der er nogle, der er for langsomme til deres arbejde. De har godt nok taget en uddannelse, men de arbejder for langsomt. De kan ikke arbejde hurtigere, de evner det ikke. Det har arbejdsgiverne ikke tid til. Der skal ske noget i en fart, og så bliver de skubbet væk. Skal de så have en ny uddannelse? Det kunne måske godt være, at de skulle finde et andet område.

Vi har også nogle, der har taget en uddannelse, som gerne vil i gang med en anden uddannelse. Så bliver der spændt ben for det. Vi kan tage en murer – en murer er sådan en populær mand eller kvinde at tage, dem kender alle – der har taget en uddannelse og gerne vil tage en anden uddannelse, fordi der ikke er fremtid i faget. Et eksempel kunne være en, der gerne ville være børnehavepædagog. Som mureruddannet har man taget 9. klasse, og så går man ud og får en læreplads, tager sin uddannelse, tager en udmærket uddannelse, vil skifte fag, fordi man kommer til at gå arbejdsløs.

Hov, man skal lige have 10. klasse, og så skal man lige have hf for at komme ind på børnehaveseminariet. Det er lige 2 år ekstra i uddannelsessystemet for at komme ind. Man får ikke merit for en mureruddannelse i dag. Det har man gjort tidligere, men det gør man ikke i dag. Det er en kendsgerning, så det behøver der ikke blive spurgt ind til, for min egen søn er selv i den situation, så det kender jeg alt til. Det var så det eksempel, jeg tog med her. Men det er bare et eksempel på, hvor besværligt det er at komme videre, hvis man vil prøve noget andet. Det skulle vi måske også kigge på.

Det er i hvert fald en idé, jeg vil give videre til ministeren, at man skal kigge på dem, der har en uddannelse, og hvad der skal til, hvis de skal gå videre, hvis de kun har en 9. klasse. Det kan man ikke bygge videre på i dag. Så skal man enten have 10. klasse for at kunne bygge videre, eller også skal man have en hf for at gå videre og læse videre. Det giver store problemer. Det giver 2 år ekstra i uddannelsessystemet i dag – på SU, vel at mærke. Så det er i hvert fald noget af det, der kan være med til at hjælpe, hvis vi kunne løsne lidt op på det område.

Så har jeg ikke mere tid. Jeg kunne jo godt har brugt 10 minutter mere.

Ja, det tvivler vi ikke på, men det er der ikke tid til, for vi skal også hjem engang.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Tak til ordføreren. Ordførertalen lignede jo lidt nogle af de andre ordførertaler, ved at man beskrev elendigheden, om jeg så må sige, altså alle de problemer, der er. Jeg søgte lidt forgæves nogle konkrete svar på, hvordan man vil løse problemerne, men det kan ordføreren så måske uddybe. Jeg hørte dog den med meritoverførsel, og det synes jeg lød interessant, og det tror jeg da vi fra Enhedslistens side gerne vil samarbejde om. Men jeg vil gerne stille ordføreren et konkret spørgsmål: Er ordføreren enig i det forslag, som fru Mai Henriksen fremførte, og som jeg forstod partiet Venstre også er enig i, nemlig at man skal halvere kontanthjælpen for de unge helt op til 30 år? Og tror ordføreren på, at det er noget, der vil gavne de unges muligheder for at få et job og få noget uddannelse?

Ordføreren.

Det er jo den her ordning, hvor unge under 25 år får halveret kontanthjælpen, fordi de skal i gang med en uddannelse. Der vil man så udvide ordningen, så den gælder for de 25-30-årige. Det er det, det forslag er gået på. Jeg har flere gange sagt, at det er lidt mere komplekst end som så. Man kan ikke bare sige, at de 25-30-årige, hvis man halverer kontanthjælpen, så går i gang med at tage en uddannelse. Det er en helt anden gruppe, det er målrettet en helt anden gruppe. Der er måske nogle, der har været ude på arbejdsmarkedet i 8 år og haft arbejde, men er så blevet ledige og er så havnet på kontanthjælp. De har måske købt en lejlighed eller et hus og har en kæreste, de bor sammen med. Det er ikke så enkelt igen. Nej, det er ikke løsningen at gå den vej og sige, at vi nu halverer kontanthjælpen for de 25-30-årige. For nogle år siden havde den tidligere regering faktisk det forslag fremme med at lave det sådan, at de 25-30-årige skulle have samme ordning som dem under 25 år. Dengang sagde Dansk Folkeparti nej til det.

Hr. Finn Sørensen.

Det er jeg så glad for lige at få genopfrisket. Men jeg forstår, vi sådan set er enige om, at det ikke hjælper et hak i forhold til de unges uddannelse og beskæftigelse. Så er ordføreren vel enig i, at vi også skal have afskaffet den lave ydelse, vi har for de unge op til 25 år.

Ordføreren.

Nej, der har vi en helt anden sag. Det er helt klart, at er man under 25 år, er man i den periode, hvor man skal tage en uddannelse, og der skal man ikke bare gå på kontanthjælp, men hjælpes i gang med at tage en uddannelse. Så vi har et helt andet syn på netop den alder. Så det er ikke så enkelt igen at sige, at den ydelse så skal fjernes. Vi går ind for, at når man er under 25 år, skal man hjælpes i gang med en uddannelse, så skal man ikke gå på kontanthjælp. Men når man er over 25 år, er man i en helt anden situation, og de to grupper kan ikke bare sådan sammenlignes.

Fru Rosa Lund.

Tak. Og tak for ordførertalen. Jeg vil benytte lejligheden til at spørge om noget andet end praktikpladsgarantien, for jeg synes, ordføreren var inde på noget meget interessant, nemlig det her med: Hvad skal der til for at komme videre? Hvad skal der til for at få den uddannelse, man gerne vil have? Jeg vil bare gerne spørge ordføreren for Dansk Folkeparti, om han er enig i, at det, der kan gøre, at vi kan sende vores unge ordentligt videre, er, at de får en god vejledning i en tæt relation. Det vil altså sige, at det ikke er en kontakt med en computer, men en kontakt med et voksent menneske, som har en vejlederuddannelse. Mener Dansk Folkeparti, at det ville hjælpe vores unge mennesker i dag?

Ordføreren.

Det kan sagtens være, at det er den vej, man skal gå. Vi har jo i forvejen kendskab til skolevejledere, uddannelsesvejledere på skolerne, og det foregår også i dag. Nu er jeg jo i den situation, at jeg har syv børn, og jeg har kendskab til den vejledning, de har fået, og der er flere af dem, der har været i god kontakt med en uddannelsesvejleder, som har hjulpet dem med at få en uddannelse. Der er tre af mine børn, der går på produktionsskole, så mit hjerte banker varmt for produktionsskolerne. De har fået en uddannelse og klarer sig rimelig godt. Men stadig væk er det sådan, at det ikke er alle, der har fået job i dag – og jeg vil ikke sige, hvem af mine børn der ikke har fået et job.

Fru Rosa Lund.

Grunden til, at jeg spørger, er selvfølgelig, at det er sådan i dag, at der er rigtig mange unge, som, hvis de bliver erklæret uddannelsesparate, bare bliver kastet direkte over i de gymnasiale uddannelser. Det mener vi i Enhedslisten er en meget uheldig udvikling, for det betyder, at vi kun sender de stærke elever over i gymnasieuddannelserne, og at vi også sender nogle elever over i gymnasieuddannelserne, som måske ikke skulle have gået i gymnasiet. Så jeg vil gerne spørge, om Dansk Folkeparti vil være med til at ændre lovgivningen, så vi sikrer, at alle unge i 9. klasse får en face to face-samtale med en vejleder, når nu vi kan se, at det er det, der virker.

Ordføreren.

Ja, vi vil gerne være med til at se på det, for en af de ting, som vi har været med til, er jo at lave de her 10. klasse-centre, og der, hvor kommunerne har gjort det fornuftigt, har de placeret 10. klasse-centrene klos op af erhvervsskolerne i en tæt kontakt til både erhvervsskoler, handelsskoler og gymnasier, så de unge kan få den rigtige vejledning og få en kombination af praktik på erhversskolerne og så 10. klasse-uddannelsen, så de kan komme videre, får den rigtige vejledning. Det tror jeg er en succes, og det kan godt være, at vi skal fylde noget mere på af den slags i 9. klasse. Så det vil vi gerne være med til at se på.

Tak til hr. Bent Bøgsted som ordfører for Dansk Folkeparti. Det er fru Lotte Rod som ordfører for Det Radikale Venstre.

»Ungdomsarbejdsløshed« – jeg har det lidt ligesom beskæftigelsesministeren sådan, at jeg synes, det er et af de værste ord i den økonomiske debat, der findes. Det hænger selvfølgelig sammen med, at det er helt afgørende, at unge får en god start på arbejdslivet. I dag er antallet af unge under 30 på offentlig forsørgelse steget til godt 100.000. Alt for mange har mistet deres arbejde, og nogle er slet ikke kommet i gang med et arbejde. Det kræver politisk handling, og derfor er jeg rigtig glad for, at Enhedslisten sørger for, at vi får den her debat, for vi må ikke tabe de unge på gulvet.

Der er mindst tre indsatsområder, som vi skal sætte ind på:

For det første skal vi gøre alt, hvad vi kan, for, at de unge tager en uddannelse. Det er den bedste sikkerhed, de kan få. Nu har vi i så mange år talt om, at 95 pct. af alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse, og det er på tide, at vi sætter handling bag ordene. Udfordringen går jo ikke bare på at få de unge i gang med en ungdomsuddannelse, det er afgørende, at de gennemfører. Og det er virkelig en uskik, at det er blevet sådan helt almindeligt dansk at sige, at man får en uddannelse, for eksamensbeviset dumper jo ikke bare sådan ned oppe fra himlen, nej, det kræver, at man hænger i for at gennemføre. Jeg kommer altid sådan selv til at bide mig lidt i læben, fordi jeg er lige ved at sige, at unge får en uddannelse, men jeg tror faktisk, det gør en forskel, at vi i hvert fald herinde holder hinanden op på, at det handler om, at de unge skal gennemføre en uddannelse.

Det gælder jo ikke mindst vores erhvervsuddannelser. Vi får brug for dygtige medarbejdere, og derfor er det vigtigt, at vi taler vores erhvervsuddannelser op. Jeg vil gerne være med til at skabe begejstring for vores erhvervsuddannelser, og jeg er især optaget af, om vi kan udbrede de her skillsmesterskaber, for man kan jo ikke lade være med at blive fascineret af de dygtige tømrere og SOSU-assistenter, når man oplever dem.

Vi skal også kigge på, om vi giver de unge en chance for at blive afklaret på, hvad de vil, inden de skal vælge, og vi må se på, om vi kan styrke fællesskabet på vores erhvervsskoler, fordi vi jo alle sammen godt ved, at det er, når man føler sig forpligtet af nogle, det også bliver lidt sjovere og lidt nemmere at komme i skole. Vi skal skaffe flere praktikpladser. Vi har allerede gjort en stor indsats, og nu skal vi snart i gang med at skærpe uddannelsesgarantien. Det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af trepartsforhandlingerne, og jeg tillader mig at være ret fortrøstningsfuld. Jeg har lige for nylig været i Vejle, hvor man har lavet et partnerskab mellem jobcenter, erhvervsskole og Dansk Byggeri for at holde hinanden op på, at man altså nu vil skaffe flere praktikpladser. Flere og flere begynder at tage ansvar, og det er rigtig godt.

Derudover glæder jeg mig også til, at vi skal oprette en fleksibel ungdomsuddannelse for dem, der ikke passer ind i det eksisterende system. Det vil være oplagt at bruge fleksibiliteten til at hjælpe de unge, der ikke umiddelbart er rustede og afklarede, og jeg tror, det er helt afgørende, at der bliver en gennemgående voksen, som kan vejlede og sørge for, at der er retning i det, de gør, så de ikke skal have nederlag ved at droppe ud, men føle, at de bliver hjulpet den rigtige vej. For de lidt ældre unge er der en masse initiativer, som vi har fået nævnt her i dag – brobygningsforløb og pulje- og partnerskabsaftaler – på vej. Så det var den første del om uddannelse.

For det andet skal vi sikre, at de unge får foden indenfor på arbejdsmarkedet. Vi vil styrke videnpilotordningen, så vi får flere universitetsuddannede ud i mindre virksomheder, og vi lægger også op til at udvide jobrotationsordningen.

For det tredje, og det skal man bestemt ikke undervurdere, skal vi rette op på dansk økonomi. Ungdomsarbejdsløshed hænger sammen med arbejdsløshed generelt, så når vi oplever en høj ungdomsarbejdsløshed nu, hænger det sammen med den økonomiske situation, vi står i. Derfor er det allervigtigste, måske, vi kan gøre for de unge, at få gang i økonomien igen, så der opstår nye job, for så bliver der også job til de unge. Regeringens 2020-plan handler netop om, hvordan vi sikrer vækst og beskæftigelse. Vi vil ikke bare lukke hullet, men sørge for, at vi har penge til at bygge op igen, for så bliver der både uddannelse og job til de unge.

Tak til ordføreren. Fru Merete Riisager for en kort bemærkning.

Tak for ordet. Ordføreren er både spændt og fortrøstningsfuld, hun ønsker at tale erhvervsuddannelserne op, og hun er begejstret for skills, og det kan jeg sådan set godt forstå, men tænker, om ordføreren ikke også er enig i, at der skal helt konkrete reformer til for at skabe job til de unge, og der vil jeg gerne spørge ind til regeringens 2020-plan, hvor der jo står, at 80.000 job skabes frem mod 2020 på grund af en normalisering af konjunkturerne. Så mit spørgsmål er: Hvad er det, hvis vi ser ud over Europa, som afstedkommer denne optimisme? – altså uden at regeringen foretager sig noget, men simpelt hen fordi konjunkturerne ændrer sig, vil der blive skabt 80.000 job out of the blue. Undskyld, det var på engelsk!

Ordføreren.

Ja, nu er det jo ikke sådan, at regeringen bare læner sig tilbage; tværtimod er det jo en enormt ambitiøs 2020-plan, vi har fremlagt. Faktisk er det meget historisk, at vi ikke bare vil lukke det hul, der er, men vil sørge for at lave så mange reformer, at vi også har mulighed for at investere, og det foregår på to niveauer. Der er en masse initiativer på kort sigt og en masse initiativer på lang sigt. Jeg skal ikke kloge mig på, hvordan Finansministeriet er kommet frem til det, men jeg vil sige, at jeg har fuld tillid til de beregninger, der er blevet lavet.

Fru Merete Riisager.

Tak for det. Jeg kan dog ikke love, at den optimisme og tillid kan overføres direkte til Liberal Alliance. Men jeg vil så spørge om noget andet, som det kan være ordføreren kan blive mere konkret på, og det handler om den fleksible ungdomsuddannelse. For det var jo sådan med den fleksible ungdomsuddannelse, at det gik godt for de stærke unge, som var på den, men det gik rigtig dårligt for de svage unge, som vi jo gerne vil tage hånd om med en fleksuddannelse. Så hvordan mener ordføreren vi skal undgå at gentage fiaskoen med den fleksible ungdomsuddannelse i forhold til de erfaringer, vi har gjort os?

Ordføreren.

Jeg tror, vi skal være ret tydelige, med hensyn til hvem der er målgruppen. En stor del af de udfordringer, vi har i dag, omkring frafald på erhvervsuddannelserne, skal vi løse inden for erhvervsuddannelserne og ved at give mere fleksibilitet, og jeg synes også, det er relevant at kigge på, om vi giver de unge en chance for at vide, hvad de vil, inden vi tvinger dem til at vælge. Så en stor del af udfordringen skal vi løse inden for det eksisterende system.

Det er rigtigt, at vi så vil oprette en fleksibel ungdomsuddannelse, som skal være til dem, der ikke passer ind i det almindelige system, og der skal vi gå ind og være målrettede, fordi det skal være til dem, der netop har brug for en gennemgående voksen, som kan vejlede dem, og som kan sørge for, at der bliver retning på det, de gør, sådan at de ikke skal opleve et nederlag, ved at de falder fra forskellige uddannelser, men oplever, at de kommer ind i et forløb, der peger fremad, og som kan være stykket sammen af forskellige uddannelser.

Så det er to forskellige ting, vi skal løse, nemlig en udfordring inden for erhvervsuddannelserne og så en udfordring med at oprette en fleksibel ungdomsuddannelse for dem, der har brug for det.

Fru Mai Henriksen.

Tak. Det sidste, som ordføreren kommer ind på, er rigtig interessant, nemlig de unge, som ikke passer ind i det eksisterende uddannelsessystem. Så nævner fru Lotte Rod også fleksuddannelsen, og så vil jeg egentlig gerne bare spørge, om fleksuddannelsen er tænkt som et nyt uddannelsestilbud, og i så fald hvad det er for et uddannelsestilbud, vi har i dag, når vi ser, at produktionsskoler, EGU, STU osv. osv. ikke er gode nok? Eller ser ordføreren det mere som sådan en koordinerende funktion? For det var måske i virkeligheden mere det, jeg lyttede mig til, at der var brug for, nemlig at der var nogen, der havde hånd i hanke med den unge, og som sørgede for ligesom at agere den røde tråd frem for at tale om et helt nyt uddannelsestilbud.

Ordføreren.

Det er jo et nyt uddannelsestilbud på den måde, at det formentlig er noget, man skal visiteres til, og dermed er et system ved siden af det, der eksisterer allerede i dag. Men når det er sagt, er jeg jo enig i den udlægning, som den konservative ordfører kommer med, nemlig at der kan indgå elementer af allerede eksisterende uddannelser i det, og at det, der er det helt afgørende, er, at man som ung ikke skal lide nederlag, ved at man dropper ud forskellige steder, men at der er retning på det, man gør.

Det, vi jo hører rigtig mange steder, er, at det gør en kæmpestor forskel, hvis man ikke har været i skole i nogle dage, at der så er en, der ringer til en og sørger for at spørge, hvor man er henne, og sørger for, at hvis man ikke er det rigtige sted, så kommer man ind i et forløb, der peger fremad. Så det tror jeg er det allervigtigste, vi skal kunne med vores fleksible ungdomsuddannelse.

Fru Mai Henriksen.

Jamen det er jo helt nybrud, for jeg var helt overbevist om, at De Radikale ville gennemføre den fri ungdomsuddannelse, så jeg sidder her og bliver helt glad. Men jeg vil egentlig også sige rigtig mange tak for en, synes jeg, fremragende ordførertale, og jeg kan tilslutte mig en rigtig, rigtig stor del af den. Jeg tror også, at vi må konstatere, at når det handler om reformer, er De Konservative og De Radikale ofte to partier, som kan være meget enige.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt de her velfungerende unge, som ikke har andre problemer end ledighed, skal have kontanthjælp, som er højere eller lavere end SU, så har arbejdsmarkedsordføreren for De Radikale i forbindelse med en måling, som egentlig viste et flertal for at lave de her reformer, sagt, at målingen bekræfter opbakningen til, at det er urimeligt, at unge får fuld kontanthjælp, hvis de er arbejdsmarkedsparate og vælger hængekøjen i stedet for uddannelse eller jobsøgning. Det er bestemt ikke urealistisk, at lavere kontanthjælp til arbejdsmarkedsparate unge bliver en del af kontanthjælpsreformen, siger hr. Nadeem Farooq.

Jeg skal blot have ordføreren til at bekræfte, at når de forhandlinger om de her reformer går i gang, bider vi os lige fast i det, som hr. Nadeem Farooq er ude at sige her. Kan vi aftale det?.

Ordføreren.

Jeg skal ikke udtale mig om, hvorvidt det er rimeligt eller ej – og jeg vil sige, at jeg har slet ikke mandat til at sige ja eller nej til det her i dag. Derudover vil jeg som børne- og undervisningsordfører sige, at det, jeg hører alle de steder, hvor jeg er ude, er, at man faktisk er optaget af det samme, som vi netop har diskuteret om den fleksible ungdomsuddannelse, nemlig at det allervigtigste, der skal til, er, at de unge kommer ind i et forløb, der giver mening for dem; altså, at de ikke skal have den følelse af, at de er blevet tvunget ind i én uddannelse, som ikke gik, og så får de nederlaget ved at droppe ud, hvorefter de skal tilbage igen for at blive sendt ud igen. Her tænker jeg, at det afgørende jo er, at det lykkes os at lave et forløb, som giver mening for den enkelte unge, sådan at den unge er motiveret til at fortsætte i det, og den diskussion synes jeg faktisk er langt mere interessant. Så kommer det med pengene jo i anden række.

Fru Rosa Lund.

Tak. Jeg vil gerne spørge fru Lotte Rod om nogle af de ting i 2020-planen, som ordføreren nævnte i sin ordførertale. Noget af det, som optager mig, er, at der i 2020-planen står, at vi skal have studerende hurtigere igennem deres uddannelse. Så vil jeg bare gerne spørge fru Lotte Rod: Hvad er det for nogle job, vi har så travlt med at få de unge ud til? Altså, hvad er det for nogle arbejdspladser, der er derude nu til de her unge, som åbenbart skal skynde sig igennem deres videregående uddannelse?

Ordføreren.

Igen er det meget vigtigt at se økonomien som noget, der foregår på kort sigt og på lang sigt. Det er rigtigt, at på kort sigt mangler vi job, men på lang sigt kommer vi til at mangle hænder.

Til hele diskussionen om at få unge hurtigere igennem uddannelsen vil jeg sige, at jeg jo også selv er en af dem, der var meget aktiv i politik, da jeg gik i gymnasiet, og det var et slogan, som jeg bestemt ikke kunne lide på det tidspunkt. Det hænger jo sammen med, på hvilken måde man gør det, for man kan jo synes, at man vil tvinge unge igennem uddannelsen ved f.eks. lige at snuppe det sidste år af SU, som den tidligere regering lagde op til. Det tror jeg ikke var nogen særlig god løsning. Men så kan man jo også gøre det med nogle såkaldte blødere initiativer, f.eks. ved at man åbner for, at man kan starte på universitetet hvert halve år, sådan at unge, der har været ude at rejse eller har været i militæret, ikke er tvunget til at vente med at kunne starte, indtil det bliver sommer igen.

Så det handler jo også om politisk at sende et signal om, at vi faktisk godt kan gøre nogle ting, som de unge vil opleve som en fordel, og som samtidig vil give en bedre økonomi, fordi de kommer hurtigere igennem deres uddannelse.

Fru Rosa Lund.

Jeg er meget enig med fru Lotte Rod i, at det kunne være rigtig smart, hvis vi havde optag på vores universiteter og på vores videregående uddannelser i det hele taget hvert halve år. Så vil jeg bare gerne spørge fru Lotte Rod, om jeg så skal betragte det her på den måde, at der ikke kommer til at være nogen forringelser af SU'en som følge af regeringens 2020-plan. Jeg mener faktisk, at det er en forringelse, hvis man bruger SU'en som et positivt incitament, for så vil man ramme de elever, som i forvejen har det svært, og så vil det på den måde alligevel ende med at være en pisk.

Så jeg vil gerne spørge fru Lotte Rod: Ønsker De Radikale forringelser af vores SU-system for at sikre økonomien både på kort og på lang sigt?

Ordføreren.

Jeg kan selvfølgelig og absolut ikke udelukke noget på nuværende tidspunkt, og jeg tror også, at der er lagt op til, at vi nok skal få nogle sjove diskussioner om, hvad der i så fald vil være en forringelse af SU. Det er klart, at vi selvfølgelig ikke går ind med de samme metoder, som den gamle regering brugte, men derfor tror jeg nu nok vi skal se på, om man ikke kan gøre det på en anden måde, end man gør i dag. Så helt udelukke det vil jeg ikke.

Hr. Sørensen for en kort bemærkning.

Tak til ordføreren. Også her vil jeg glæde mig over den enighed, vi har i form af en god vedtagelse. Jeg synes nu, det er lidt bekymrende, at ordføreren ikke vil udelukke forringelser, hverken af SU eller kontanthjælp, og så skal jeg spørge ordføreren om det, fordi man forventer, at det skulle gavne de unge menneskers muligheder for at få uddannelse og arbejde, at man tager nogle penge fra dem.

Ordføreren henviste til 2020-planen. Vi er helt enige om, at det, det først og fremmest handler om, jo er at skabe nogle arbejdspladser generelt, fordi det letter også mulighederne for de unge. Så vil jeg bare spørge konkret, hvilken jobskabelse, hvilke arbejdspladser der ligger i 2020-planen. Jeg har godt læst, at man ønsker at øge arbejdsudbuddet med 180.000 frem til 2020, men det er vel ikke det samme, som at alle disse mennesker får et arbejde. Jeg kan finde, hvis man ser optimistisk på det, 30.000 reelle nye arbejdspladser i 2020-planen. Hvad med de andre 150.000? Det er jo bare at forlænge arbejdsløshedskøen, så vidt jeg forstår.

Ordføreren.

Det er jo derfor, der er forskel »på kort sigt« og »på lang sigt« i økonomien, selv om det er så forbandet meget nemmere at læse i en økonomibog, end det er at forklare det. Men jeg tror, der er en ting, vi er nødt til at skære helt ud i pap: Hvis man i Enhedslisten mener alvorligt, at man gerne vil have penge til velfærd, så man f.eks. kan ansætte flere pædagoger, så er vi nødt til at lave reformer af dansk økonomi, fordi så længe der er underskud, låner vi penge, og når man låner penge, er man nødt til at betale renter. Der er i hvert fald en ting, der er helt sikker, og det er, at jo flere renter vi skal betale, jo mindre råd får vi til vores velfærd. Samtidig er økonomisk ansvarlighed lig med tillid, og som det også fremgår af den så ganske udmærkede 2020-plan, har man beregnet, at den høje tillid, der er til dansk økonomi, omsat til renter faktisk betyder 45.000 job. Så hvis vi lavede regnestykket den anden vej, kunne det meget hurtigt se meget sort ud.

Hr. Finn Sørensen.

Nu har jeg jo en opfattelse af – og det vil jeg gerne høre om ordføreren er enig i – at det er lidt selvmodsigende at skære i velfærden for at bevare den. Er ordføreren enig i, at de uddannelsesinitiativer, der ligger i 2020-planen for ca. 2 mia. kr., svarer ret nøje til den besparelse, man forventer at få ud af en fleksjobreform, sådan at den rigtige udlægning af mekanikken i 2020-planen på det felt er, at fleksjobbere og førtidspensionister må betale for, at de unge mennesker kan få noget uddannelse? Er ordføreren enig i, at det er det reelle indhold i 2020-planen på det punkt?

Ordføreren.

Det er lige præcis argumentet for, hvorfor vi ikke bare laver nedskæringer, men hvorfor vi laver reformer, fordi hele ideen med at lave reformer jo er at sige, at vi påvirker den måde, som vi har indrettet vores system på, sådan at vi bruger pengene på en bedre måde. Det er nødvendigt at lave reformer for, at vi får råd til den velfærd, der er, for hvis vi ikke gør noget, så er vi først helt sikre på, at vi kommer til at skære ned.

Det er ikke særlig svært at kigge på grafen over, hvor mange mennesker der går på pension i løbet af de kommende år, og vores arbejdsmarked er simpelt ikke gearet til, at vi har råd til de mennesker, hvis ikke vi laver reformer. Derfor er hele øvelsen jo, at vi laver reformerne i tide, sådan at vi har råd til den velfærd, vi gerne vil, for ellers må vi ud og låne flere penge, og så kommer vi til at betale flere renter, og så kan jeg garantere, at det kommer til at gøre rigtig ondt.

Tak til den radikale ordfører. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen som ordfører for SF.

Som det er blevet sagt mange gange tidligere i salen i aften, er ungdomsarbejdsløshed jo noget af det allerværste, et samfund kan stå over for, og ikke mindst for de unge, der bliver ramt af det. Nu står det heldigvis ikke lige så galt til i Danmark, som det gør i f.eks. Spanien og andre sydeuropæiske lande, men det er slemt nok, som det er. Og det er jo det, vi diskuterer i dag på foranledning af Enhedslistens forespørgselsdebat, og det vil jeg gerne kvittere for. Det er et rigtig, rigtig vigtigt emne, og det er dejligt at stå her og diskutere det, for jeg er stolt af at have en regering, som gør rigtig, rigtig meget på det her område.

At få bugt med ungdomsarbejdsløsheden er jo en af de vigtigste opgaver, vi har som politikere her i Folketinget, men også som almindelige mennesker. Så vi skal alle sammen tage en tørn for at få bugt med det her samfundsproblem. Mange af de hænder, som skal være med til at forme og vedligeholde vores velfærdssamfund, ender i stadig højere grad på offentlig forsørgelse, og det har vi ikke råd til, hverken økonomisk eller menneskeligt. Og for den enkelte, der står uden for jobmarkedet, er det jo oftest en ulykkelig situation.

I regeringen og i SF er vi opmærksomme på den store opgave, som ligger foran os, og hvilke fremtidige konsekvenser det kan have, hvis vi ikke adresserer den meget hurtigt. Siden 2008 er antallet af unge under 30 år på overførselsindkomst steget med 35.000 mennesker, så antallet nu er oppe på 100.000. Det er meget vigtigt, at vi får vendt denne tendens.

Først og fremmest er det vigtigt, at flere unge får en uddannelse. Unge uden uddannelse ender oftest bagest i køen, når ledige job skal besættes. Derfor er det vigtigt i krisetider, at der er et helt særligt fokus på. Alle her i Folketinget bakker jo op om målsætningen på 95 pct., altså om, at 95 pct. af alle danske unge skal gennemføre en uddannelse. Det er en ambition, vi agter at bakke op om og gøre alt for at få til at lykkes. Så er det blevet diskuteret tidligere af DF's ordfører, hvorvidt det kan lykkes at få næsten alle unge igennem en uddannelse, og det mener jeg at vi kan lykkes med. Vi er alle sammen enige om, at det skal vi, og det kan vi. Det handler om, hvordan vi får vores uddannelsessystem skruet sammen, og det var Enhedslistens ordfører også inde på.

For at komme i mål med 95-procents-målsætningen er der specielt ét fokus, der er rigtig, rigtig vigtigt, og det er praktikpladserne – praktikpladser til de 4.790 elever, som hverken har en ordinær praktikaftale eller en skolepraktik. Og lad mig slå fast endnu en gang, at det at skaffe flere praktikpladser er den største uddannelsespolitiske udfordring, vi overhovedet står over for.

Vi har gjort flere forskellige ting på uddannelsesområdet. Med finansloven blev der sat penge af til 3.000 ekstra skolepraktikpladser. Som vi har diskuteret, er det ikke nok, men vi stod med et hul, kan man kalde det, som vi blev nødt til at sætte en prop i, mens vi arbejder på den mere langsigtede løsning. Forsøg med praktikpladscentre er et andet emne, vi har taget op. Der er kompetencebevis til produktionsskoleelever – noget, som DF's ordfører satte meget pris på, kan jeg huske – som jo bl.a. skal sikre, at de her unge får et skulderklap og får at vide fra vores side, fra samfundets side, at de har lært noget, og give dem den selvtillid, der gør, at de forhåbentlig også kan komme videre. Vi har indført et klasseloft på 28 elever i gymnasierne, som bl.a. også skal sikre, at de får mere kvalitet i deres uddannelse, og at der er færre, der falder fra.

Derudover skal vi sikre, at de unge, som kommer igennem uddannelsen, også har mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet. Det gælder både dem med en erhvervsfaglig uddannelse og dem med en videregående uddannelse. De første skridt er allerede taget for at nedbringe arbejdsløsheden blandt unge. Med finansloven for 2012 har vi lavet en såkaldt kickstart og et energiforlig, og de to ting skaber nye job. I regeringens 2020-plan introducerer vi også en ungepakke, som skal sende pilen i den rigtige retning. I ungepakken indgår der bl.a. forslag om brobygningsforløb for svagere unge, som trænger til hjælp for at gennemføre uddannelsen. Der fremsættes forslag om at lave en jobrotationsordning, som sikrer, at nyuddannede unge får den nødvendige erhvervserfaring til at etablere sig i fast job. Der er videnpilotordningen, partnerskabsaftaler osv.

Som det tidligere er blevet nævnt, har vi også et stort fokus på at få skruet en fleksuddannelse, en fleksibel ungdomsuddannelse, sammen, som kan løse den udfordring, vi står med. Det ordinære uddannelsessystem, som vi kender det i dag, kan ikke samle alle op. Der bliver nødt til at være en mere specifik og ny måde at få de sidste unge med på.

Alt i alt mener vi i SF, at vi har taget nogle vigtige skridt i den rigtige retning, men der er selvfølgelig stadig væk kæmpe et arbejde foran os, og vi er parate til at gøre vores del for at få alle unge i arbejde.

Vi kan selvfølgelig i SF tilslutte os Enhedslistens forslag til vedtagelse.

Tak til ordføreren. Fru Merete Riisager for en kort bemærkning.

Tak. Jeg har et spørgsmål angående praktikpladser: Hvor dyr må en praktikplads egentlig blive?

Det er sådan i dag, at en virksomhed kan få støtte op til 70.000 kr. Tager vi de sociale klausuler med også, vil der være udgifter til administration i kommunerne. Der vil være øget bureaukrati ude i virksomhederne, og der vil gå mange offentlige skattekroner til, at man i det offentlige skal indkøbe serviceydelser, i forhold til om en virksomhed har en praktikant, i stedet for at se på pris og kvalitet.

Så hvor dyrt må det egentlig blive med de her praktikpladser, og kunne man ikke forestille sig, at vi kunne gøre det bedre, end vi gør det i dag?

Ordføreren.

Jo, vi kan gøre det bedre, meget bedre, end vi gør i dag, og det er også derfor, der er kommet en ny regering til, og at den nye regerings politik er blevet stemt igennem.

Jeg tror, forskellen på Liberal Alliances syn på økonomien og SF's syn på økonomien er, at Liberal Alliance har et meget smalt, jeg vil næsten sige snævert, syn på økonomien, hvor man kigger på den enkelte virksomhed, og hvad det lige præcis kommer til at koste. Vi har et helhedssyn, et samfundssyn på økonomien, hvor vi siger, at det koster kassen for os alle sammen, når vi taber unge. Det er ikke kun en katastrofe for den enkelte, det er simpelt hen noget, som er uholdbart rent økonomisk. Så når vi giver tilskud for at få praktikpladser til unge, og når vi diskuterer, om vi måske skal have sociale klausuler, så hænger det jo sammen med, at vi ser på helheden i økonomien og siger, at vi simpelt hen ikke har råd til at lade være med at gøre den her indsats.

Fru Merete Riisager.

Jeg kan næsten forstå, at dette helhedssyn betyder, at der overhovedet ikke er noget loft for, hvor dyr en praktikplads må blive. Og det gør mig rigtig bekymret, for det er jo sådan, at når vi skal tilrettelægge vores uddannelsesindsats, skal vi kigge både på kvalitet og på pris. Vi skal simpelt hen have så meget for pengene som overhovedet muligt, og vi skal skabe så høj kvalitet som overhovedet muligt for pengene. Og det bekymrer mig rigtig meget, at ordføreren ikke er optaget af det, men mere har et helhedssyn på opgaven.

Så kan jeg jo informere ordføreren om, at det er sådan, at støtteordningen til virksomhederne i dag har afstedkommet et enormt underskud, som skatteyderne formentlig kommer til at betale på et eller andet tidspunkt. Eller også gør virksomhederne det, hvilket vil gå ud over dem og over fremtidige praktikpladser. Så der er altså noget, der skal ryddes op i der, i stedet for det her ensidige fokus på sociale klausuler, som ikke kommer til at løse opgaven.

Ordføreren.

Jeg er ked af, at jeg ikke besvarede fru Merete Riisagers spørgsmål konkret nok. Der er selvfølgelig en øvre grænse, men jeg prøver bare at sige, at der er mange forskellige faktorer. For det kan godt være, at vi giver et tilskud for at give virksomhederne et incitament til at tage lærlinge osv., men det er jo, fordi det koster rigtig, rigtig mange penge, at vi ikke får hjulpet de her unge videre. Vi har også forhøjet arbejdsgivernes elevrefusion, så vi på den måde giver et større incitament til virksomhederne til at tage elever og lærlinge, hvorved de samtidig får mindre ud af det, hvis de ikke løfter deres samfundsansvar. For virksomhederne har også en interesse i, at der i fremtiden er unge, der er uddannet, og det vigtigste, man kan gøre i en krisetid, er at satse på uddannelse. Når vi har en periode, hvor vi ved at der vil blive arbejdsløshed, så er det vigtigste, vi kan gøre, at fokusere på uddannelse.

Man selvfølgelig skal man altid se på, hvad tingene koster, og om man kan gøre det bedre og billigere, og der er vi åbne for at se på alt muligt, også på det tilskud, som virksomhederne får for at tage imod en praktikant. Men man skal også kigge på, at det faktisk er de små og mellemstore virksomheder, som løfter et forholdsmæssig større ansvar end de store virksomheder, når det kommer til at tage lærlinge og elever ind. Og der er nogle af dem, de meget små virksomhederfor, som det vil være for stor en økonomisk udfordring for.

Fru Rosa Lund.

Tak. Og tak for talen. I Enhedslisten er vi jo fuldstændig enige med SF's ordfører i, at det handler om, at man først skal have en uddannelse, og så skal man i beskæftigelse. Det er jo dejligt, at vi nu har et flertal for, at det forhåbentlig er den vej, vi skal.

Jeg bed mærke i en ting, som ordføreren sagde. Ordføreren nævnte produktionsskolerne som en uddannelsesmulighed for en særlig type unge. Det er jeg meget enig med ordføreren i, og derfor vil jeg gerne spørge fru Lisbeth Bech Poulsen, om det er SF's politik, at man skal have mulighed for at gå på en produktionsskole i mere end 1 år, altså om det skal være muligt for produktionsskolerne at lave forløb, som passer lige præcis til den enkelte elev, også selv om de vil vare mere end 12 måneder.

Ordføreren.

Jeg synes i hvert fald, det er en vigtig diskussion, for når man er ude ved produktionsskolerne, siger de jo, altså underviserne og dem, der arbejder med de unge, at nogle gange har de brug for en lille smule mere tid, om det handler om at få nogle kompetencer eller noget modenhedsmæssigt eller det sociale, eller hvad det nu kan være, der er grunden til, at de unge går på produktionsskolen.

Men jeg synes i højere grad, at vi skal se på, om det kan blive en del af en anden type uddannelsesforløb, som vi kan skrue sammen. Og der synes jeg at fleksuddannelse er rigtig, rigtig spændende, fordi der jo er en hel verden af muligheder. Vi skal først til at se på nu, hvordan det kan skrues sammen. Men noget, vi i hvert fald har talt om, er, hvordan vi kan få et uddannelsestilbud til de unge, som måske ikke bare skal have et modul, hvor de lærer noget praktisk og teoretisk, men hvor de også får noget støtte og rådgivning til at komme videre og nå dertil, hvor de kan få en kompetencegivende uddannelse. Så jeg synes, vi skal se på alle de tilbud, vi har, og på, hvordan de kan komme til at spille rigtig godt sammen.

Fru Rosa Lund.

Så var der en anden ting, som fru Lisbeth Bech Poulsen var inde på i sin ordførertale, og det var de her brobygningsforløb, som er nævnt i 2020-planen. Som det nok er fremgået af debatten her, har jeg ikke så vildt mange roser til den 2020-plan, men jeg ser virkelig frem til de her brobygningsforløb. Derfor er jeg også lidt ked af, at der ikke står så meget om dem, så derfor vil jeg gerne spørge fru Lisbeth Bech Poulsen:

Hvem skal lave de her brobygningsforløb? Kunne man forestille sig, at det var nogle af de mennesker, som vi har i Danmark, og som i forvejen ved rigtig meget om uddannelse? Her tænker jeg selvfølgelig på vores dygtige UU-vejledere. Eller er det nogle andre, er det vejlederne ude på jobcentrene, eller hvordan ser SF de her brobygningsforløb? Det vil jeg egentlig gerne vide.

Ordføreren.

Hvis man har lidt fantasi, kan man jo forestille sig alting, ja. Jeg tror, der er en grund til, at der ikke står så meget om det i 2020-planen, og den er jo, at 2020-planen ligesom skulle danne en ramme omkring en masse ting, som regeringen gerne vil gøre, meget gerne med så mange partier i Folketinget som muligt, og selvfølgelig specielt med Enhedslisten. Den her ramme skal jo så fyldes ud med nogle ting. Noget vil komme til at ligge i trepartsforhandlingerne, og noget bliver diskuteret lige nu i det ministerudvalg, som er nedsat for at skabe et gennemgribende syn på ungdomsuddannelserne. Så jeg tror, det netop er for ikke at lukke en dør, at der ikke står noget specifikt om det her.

Men jeg er helt enig i fru Rosa Lunds ros til ungevejlederne, og med hensyn til hvordan UU kan blive brugt til at hjælpe de unge, der har brug for et skub i den rigtige retning eller lidt mere konkret råd og vejledning, til at komme videre. Det er jo også derfor, vi diskuterer, om vejledningsforløbet i dag er godt nok, og som det skal være. Så jo, det kunne man sagtens forestille sig, og det er da noget, som vi på ingen måde er afvisende over for.

Fru Mai Henriksen.

Fru Lisbeth Bech Poulsen siger, at energiforliget fører til nye job og grønne job. Så må jeg bare konstatere, at så er det rigtig godt, at regeringen ikke fik sit oprindelige udkast til en aftale igennem. Lad os eksempelvis se på gartneribranchen. Nu er jeg jo fra Fyn, og 80 pct. af gartnerierhvervet i landet er placeret på Fyn. Det oprindelige udkast til energiaftalen ville have betydet, at to tredjedele af hele gartnerierhvervet ville lukke ned. På Fyn ville det have betydet op til 5.000 arbejdsløse. Det svarer til mere end dobbelt så mange, som vi så med fyringen af medarbejderne på Lindø. Så jeg tror ikke ligefrem, at man kan sige, at det er regeringens fortjeneste, at der nu kommer masser af grønne job.

Så det ville egentlig bare være rart, hvis der var en anelse selverkendelse og måske endda oven i købet en tak til K og V for, at de gik med og fik hevet beskæftigelsen i den rigtige retning, sådan at der ikke længere er tale om en massakre, men sådan at der rent faktisk er tale om, at de erhverv, vi stadig væk har, bliver vi også ved med at passe på.

Ordføreren.

Jamen jeg vil da gerne takke V og K for at gå med, for jeg synes altid, at det er rigtig, rigtig godt, at der kan være bred aftale bag de forlig, som skal række rigtig langt ud i fremtiden, og som kommer til at betyde rigtig meget ikke alene for alle danskere, men også for virksomhederne, så man kan se, at det er den her retning, der er udstukket, også selv om, gud forbyde det, der skulle komme en ny regering.

Men når vi taler om selverkendelse, synes jeg måske også, at det er lidt flot, at Konservative lige pludselig også gerne vil være Danmarks grønne parti. Den linje, som strækker sig årtier tilbage, om, hvordan Danmark skulle være i front med hensyn til miljøteknologi, vindteknologi, på det grønne område, så vi kunne få en global førerposition, der ville skabe tusindvis af job, mindes jeg ikke at have læst i historiebøgerne at Konservative havde en kæmpe andel i. Men det er jo rigtig dejligt, at det i dag er blevet så mainstream, at alle Folketingers partier gerne vil smykke sig med at være grønne, og endnu en gang vil jeg gerne takke Konservative for at være med i energiforliget. Det er et fantastisk forlig, som nok er det grønneste og mest ambitiøse i verden.

Fru Mai Henriksen.

Jamen jeg bliver jo helt glad. Altså, det med Danmarks grønne parti er jo noget SF siger. Det er ikke noget, vi selv siger, så jeg takker da for, at fru Lisbeth Bech Poulsen fra Folketingets talerstol står og siger, at Konservative er landets grønne parti.

Men når nu vi er ved gartnerierhvervet vil jeg gerne sige, at der formentlig også er en del af dem, der arbejder der, som måske kunne tænkes at have stemt på regeringen ved sidste valg. Hvis man hver morgen står op og tager på arbejde i gartneriet, bidrager til samfundet, betaler sin skat og alt det her, må man spørge sig selv om, hvorvidt det er rimeligt, at der nu med afskaffelsen af eksempelvis kontanthjælpsloftet kun er en forskel på omkring 50 kr. om dagen mellem en gartnermedarbejder og en, der er på passiv forsørgelse. Hvad er regeringens og hvad er SF's svar til den gartnerimedarbejder, som står op meget, meget tidligt om morgenen – nogle vil endda kalde det om natten – for at gå på arbejde, og som betaler og bidrager til fællesskabet, når der er så lille en afstand til dem, der er på offentlig forsørgelse?

Ordføreren.

Jeg er meget, meget glad for at være medlem af et parti, der er medlem af en regering, som ryddede op i noget af det, jeg vil næsten sige svineri, hvis man må sige det fra Folketingets talerstol (Fjerde næstformand (Holger K. Nielsen): Det må man ikke). Det må man ikke, undskyld. Jeg vil sige, at de 10 år med VKO i førersædet marginaliserede så stor en gruppe mennesker i det her land, at det, vi prøver at lave nu, er at få lidt samling og sige: Alle skal bidrage. Det var derfor, vi afskaffede starthjælpen, som VKO havde indført, og som var målrettet mod en hel gruppe bestemte mennesker i det her land, og det brød vi os absolut ikke om.

Når det er sagt, er der mange mennesker i det her land, som står op hver eneste morgen og går på arbejde og ikke har en super høj løn, det er helt klart, og til dem vil jeg gerne sige – og det har SF sagt mange gange, og vi har en skatteminister, der har sagt det – at den skattereform, som vi skal til at lave, skal sænke skatten på arbejde, for man skal have mere ud af det, og det skal de lavestlønnede også. Så vi er ved at lave en skattereform, som helhedsmæssigt skal være progressiv, som skal være ordentlig, og som skal have en social balance.

Hr. Finn Sørensen.

Tak og tak for en god fremlæggelse. Jeg ser også frem til et godt samarbejde mellem Enhedslisten og SF og de øvrige regeringspartier på det her område – der er mange konkrete ting, som det også fremgår af det fælles forslag til vedtagelse. Det, jeg gerne vil spørge ordføreren om, er, om ordføreren er klar over, at det jo kan lægge nogle sten i vejen for det samarbejde, hvis det er sådan, at man fra regeringens side har tænkt sig at følge det forslag, der kommer fra Konservative og Venstre, om at halvere kontanthjælpen for de unge mennesker, også i aldersgruppen 25-30 år. Derfor vil jeg gerne høre ordføreren: Hvordan har ordføreren det med det forslag, der kommer fra de borgerlige partier? Er det noget, man kan støtte?

Ordføreren.

Jeg er ikke ordfører på området, og jeg er ikke inde i, præcis hvor reformerne er lige nu. Det, vi ser på i øjeblikket, er, hvordan vi på en god måde kan få en masse unge fra offentlig forsørgelse og ind i uddannelsessystemet – det er jo den store udfordring. Ministeren for området sidder lige hernede, og det er jo hendes opgave at lave en reform, som bliver rigtig god, og som på en ordentlig måde kan sikre, at de her mennesker ikke om 10-20 år også skal være på kontanthjælp. Jeg har tillid til, at der bliver lavet en god reform, som sikrer, at de her unge faktisk får en chance for at komme ind på arbejdsmarkedet. For det er en falliterklæring for enhver regering, specielt en rød regering, at have tusindvis af unge mennesker på kontanthjælp. Så dem bliver vi nødt til at hjælpe ind. Og så handler det jo om, hvordan det samlet set bliver skruet sammen, og det ved jeg ikke endnu.

Hr. Finn Sørensen.

Nej, nu spurgte jeg jo ikke om forventningerne til, hvordan tingene blev skruet sammen, men om ordførerens holdning til det, og den kan man vel nok have. Derfor må jeg jo spørge, om det skal forstås sådan, at ordføreren ikke vil afvise, at en sådan nedskæring i kontanthjælpen til den nævnte gruppe unge kan komme på tale, og at ordføreren er enig med de borgerlige partier i, at sådan nogle nedskæringer er noget, der skaber arbejdspladser til de unge mennesker og forbedrer deres muligheder for at få job og uddannelse.

Ordføreren.

Nu blev det her jo meget hypotetisk, men jeg synes, det vigtige er at se på helheden: Hvordan ser det ud helhedsmæssigt? For selvfølgelig skal man ikke gå ind og lave en masse store reformer – 2012 er jo faktisk et reformår, hvor vi går ind og kigger på mange forskellige ting. Og ligesom med skattereformen, hvor der har været meget fokus på enkelte dele af den, er det jo helheden, der betyder noget, og hvordan den samlet set kommer til at se ud. Det er det samme med kontanthjælpsreformen og med førtidspensionsreformen.

For mig er det vigtige, hvordan helheden kommer til at se ud, og det betyder jo bl.a., at hvis man skal lave nogle ændringer i, hvordan kontanthjælpssatsen er for en gruppe mennesker, handler det om, hvilket andet tilbud de så har. Altså, hvad er der til rådighed for dem? Så det er helheden i det, som betyder meget for mig, altså: Hvad kan vi tilbyde de her unge mennesker i stedet for?

Tak til SF's ordfører, fru Lisbeth Bech Poulsen. Fru Merete Riisager – så er det på talerstolen – som ordfører for Liberal Alliance. Ja, ja, det går nok, vi når det.

Tak for det. Jeg er vant til at skulle op efter Enhedslisten, men det er klart, at det skal jeg ikke denne gang.

Enhedslisten er et parti, som jeg har stor respekt for, når det handler om kampen for frihed, specielt i forhold til EU-debatten og også i forhold til deres fokus på samfundets svageste. Men man må også sige, at det i debatten i dag bliver meget tydeligt og klart, hvad det er for et regeringsgrundlag, som S, SF og R baserer sig på, når det handler om det, Danmark står over for med hensyn til at få genskabt konkurrenceevnen og få skabt vækst og velstand i det her land.

Fru Rosa Lund spørger regeringen, hvad den vil gøre for at sikre uddannelse og arbejde til alle unge, og denne formulering får mig til at tænke på et lignende forslag fra SF's Emilie Turunen, som i Europa-Parlamentet har stillet et forslag om uddannelses- og jobgaranti til alle unge i EU inden for 4 måneder. Hvis vi kunne bruge den tilgang, hvis vi kunne sidde her i Folketingssalen eller i Europa-Parlamentet og trykke på en knap og vedtage, at der bliver uddannelse og arbejde til alle unge, så kunne vi lige så godt gå videre og få afskaffet sult i Afrika og bringe fred til Mellemøsten. Så enkelt er det bare ikke.

Sandheden er, at der skal grundlæggende reformer til for at skabe job til Danmarks unge, og det er vigtigt at huske regeringen på det grundlæggende købmandskab, som er forudsætningen for, at vi får skabt nogle job. Det vil sige, at vi skal kunne sælge en vare ude i verden, og prisen og kvaliteten skal være sådan, at nogen vil købe den. I øjeblikket kan man sige, at det står udmærket til med kvaliteten, men at det står rigtig skidt til med prisen. Vi er simpelt hen for dyre.

Når man kigger på pressemeddelelser fra de virksomheder, som flytter ud, kan man se, at de entydigt siger, at udgiftsniveauet er for højt, og at det er afstedkommet af verdens højeste skatte- og afgiftstryk. Så derfor skal vi have en reduktion af det for at få skabt nye job i Danmark. Det handler om rettidig omhu, og vi har i Liberal Alliance stillet et ambitiøst forslag om at effektivisere i den offentlige sektor. Over en årrække på 10 år skal 40.000 effektiviseres ved naturlig afgang; med den plan, vi har lagt, vil det betyde, at vi kan få skabt 200.000 job i det private fra 2020. Hvis vi ikke gør det her, hvis vi ikke handler i tide, vil det betyde, at man bliver nødt til at skære i blinde i den offentlige sektor i stedet for at udvise rettidig omhu.

Regeringen har meget fokus på uddannelse som vækstmotor, og jeg er jo selv meget optaget af uddannelse – det har jeg arbejdet med i mange år – men man må også bare erkende, at der ikke var nogen af de 200.000 job, vi mistede under krisen, som gik tabt på grund af manglende uddannelsesniveau. Det vil altså sige, at vi skal gøre noget ved uddannelsesområdet, men uden reformerne får vi ikke de job til de unge mennesker, så når de står og er færdige med deres uddannelser, har de ikke rigtig noget at bruge dem til.

Det er også vigtigt at sige, at vi skal have fokus på kvaliteten og ikke kun på kvantiteten. Det er jo sådan, at når vi uddanner unge mennesker, uddanner vi dem jo altså ikke kun for samfundets skyld, men også for individets skyld. Så det er altså vigtigt, at man, når man kommer ud i den anden ende, står med en uddannelse, som har en meget høj faglig kvalitet. Det vil jo så betyde, at man, hvis skiftende regeringer har løst opgaven med at skaffe job dårligt, så kan tage sin gode uddannelse med sig og finde job andre steder, hvor regeringerne har været bedre til at løse deres opgave.

Der er meget stor fokus på praktikpladser i dag, og der er det jo ikke nogen hemmelighed, at Liberal Alliance står uden for det forlig, og det gør vi, fordi det havde et fokus på sociale klausuler, og det er altså en forkert måde at gøre det på. Der er også en videreførelse af en tilskudsordning, som er usund og skaber et underskud. Det, jeg mener man i stedet for skal gøre, er, at man i den nuværende situation, hvor vi altså ikke har den vækst, der kan give de praktikpladser, skal kigge til udlandet og se, hvordan vi kan skabe flere praktikpladser i udlandet; vi skal have et bedre opsøgende arbejde ude på skolerne; vi skal forbedre skolepraktikken; vi skal forbedre praktikpladscentrene; og endelig skal vi have kigget på, om der er for stramme regler, som besværliggør samarbejdet mellem de praktiksøgende og virksomhederne. Så der er nok at gøre.

Endelig vil jeg sige, at hvis vi skal have skabt et velstående samfund med frihed til den enkelte, skal vi have kigget på kvaliteten i uddannelserne, og vi skal have lavet grundlæggende reformer.

Tak til ordføreren. Hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Tak til ordføreren. Der er ikke helt så mange roser, som der har været til ordførerne fra SF, Socialdemokratiet og De Radikale. Kan ordføreren ikke prøve at forklare mig noget? Det er nok mig, der er tungnem, men kan ordføreren ikke prøve at forklare mig, hvordan det gavner de unges muligheder for at få beskæftigelse, at man fyrer 40.000 offentligt ansatte og altså nedlægger 40.000 stillinger i det offentlige? Det er det, jeg har forstået Liberal Alliance foreslår. Hvordan skulle det på nogen som helst måde kunne gavne de unges muligheder for at få job?

Ordføreren.

Det gavner jo lige præcis på den måde, at vi får skabt mange flere job i det private. Den model, som Liberal Alliance har lavet, og som er blevet gennemregnet af de bedste økonomer i landet, viser, at der bliver skabt 200.000 nye job i 2020. Det er altså mange flere end det antal, vi skærer ned. Det er også sådan i dag, at vi har en fuldstændig usund balance mellem det offentlige og det private. Det kan ikke blive ved med at gå. Vi er alt, alt for få om at forsørge alt for mange. Det er et læs, som kommer til at vælte, og det undrer mig lidt, at Enhedslistens ordfører ikke er mere optaget af at få løst det problem.

Hr. Finn Sørensen.

Jo, det er jeg meget optaget af, men nu er jeg mest optaget af at finde ud af, hvordan Liberal Alliances økonomiske planer hænger sammen. Jeg er ikke i tvivl om, at nogle økonomer har bekræftet Liberal Alliances regnestykke om, at hvis man foretager sådan nogle drastiske nedskæringsøvelser, som Liberal Alliance vil gøre, så får vi et øget arbejdsudbud på 200.000 personer. Men kan ordføreren ikke forklare mig, hvordan et øget arbejdsudbud på 200.000 personer bliver til virkelige arbejdspladser til de mennesker og altså til en øget beskæftigelse? Det er sådan set det, jeg spørger om. Hvordan skulle hele den øvelse kunne gavne de unges muligheder?

Ordføreren.

Det her handler ikke om arbejdsudbud, det handler om arbejdspladser. Ordføreren behøver sådan set ikke at spørge nogen økonomer, hvis ordføreren ikke har tillid til dem, men kan bare besøge en hvilken som helst virksomhed og spørge dem, f.eks. Danish Crown: Hvad er årsagen til, at I nedlægger 500 arbejdspladser? Det er konkurrenceevnen, det er, at vi i Danmark er alt, alt for dyre. Det kan simpelt hen ikke betale sig. Det er ca. 25 pct. billigere at producere en given vare i Tyskland, end det er i Danmark, og det er et problem, som vi ikke kan uddanne os ud af. Jeg synes, vi skal uddanne os, det er jeg meget optaget af, men ligegyldig hvor meget vi anstrenger os på uddannelsesområdet, bliver vi ikke 25 pct. dygtigere end tyskerne. Det er fuldstændig urealistisk.

Fru Rosa Lund.

Tak til fru Merete Riisager for de i virkeligheden pæne ord om Enhedslistens frihedsidealer. Det var da – sjovt.

Jeg vil gerne spørge fru Merete Riisager om det her med praktikpladserne, for fru Merete Riisager nævner jo selv, at Liberal Alliance står uden for den praktikpladsaftale, der ligger fra 2011: Mener Liberal Alliance, at løsningen på problemet er at sende unge 15-16-årige til udlandet i praktik? Altså, er det løsningen? Er det virkelig løsningen på det praktikpladsproblem, vi står med i dag, at sende unge, som er så unge – 15-, 16-, 17-årige – til udlandet for at gøre deres uddannelse færdig? Er det virkelig en holdbar løsning?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at de, som tager praktik, er forskellige steder i livet. Der er også mange, som er ældre end det, som ordføreren nævner der. Jeg forestiller mig slet ikke, at alle skal ud, men jeg forestiller mig, at flere skal ud. Det er sådan i dag, at den måde, vi har strikket det sammen på, i høj grad vanskeliggør, at man kan tage til udlandet. Det er under 1.000 om året, der gør det i dag. Det antal kan vi da helt klart fordoble og måske tredoble, hvis vi gør det godt, for der er da masser af unge mennesker, der vil – sådan havde jeg det i hvert fald selv, da jeg var omkring 18 år: Det kunne da ikke gå hurtigt nok med at komme ud og få nogle oplevelser.

Selvfølgelig vil det være nogle unge, der vil tage imod det tilbud, men jeg kan da slet ikke se, hvad der skulle være en hindring for at skabe lige præcis den mulighed for regeringen. Så skal vi gøre en masse andre ting.

Men man må også bare helt klart sige, at når det handler om at skabe en praktikpladsgaranti, er det jo sådan set det samme som at skabe en vækstgaranti, og den kunne jeg godt tænke mig at få fra Enhedslisten.

Fru Rosa Lund.

Jeg skal bare lige være sikker på, at jeg har forstået det helt rigtigt. Det er altså kun de praktikpladssøgende elever, som er fyldt 18, som vi skal sende til udlandet. Så vil jeg bare gerne spørge fru Merete Riisager: Hvad så med alle de elever, som står og mangler en praktikplads i dag, og som er 15, 16 og 17 år? Har vi ikke også et ansvar som politikere for at sørge for, at de også får en praktikplads? Så jeg vil da gerne høre, hvad Liberal Alliances løsning på netop det problem er.

Ordføreren.

Jamen jeg er da glad for, at ordføreren spørger, for så har jeg mulighed for at gentage det, jeg lige sagde, nemlig at de her udlandsophold vil kunne løse opgaven for nogle unge. Så skal vi gøre noget for at få skolerne med. Vi skal lægge hele den opsøgende opgave fra kommunerne og ud på skolerne eksempelvis, fordi de løser opgaven meget bedre og meget mindre bureaukratisk. Vi skal se, om vi kan kigge på noget regelforenkling ude på virksomhederne og det samarbejde, man har med praktikanterne, og vi skal også forbedre skolepraktikken og det her med at samle i praktikcentre, som der jo har været lavet forsøg med. Så der er masser af muligheder for at forbedre.

Men jeg må også bare sige, at hvis vi, selv om vi forbedrer rigtig meget, fortsætter det, vi gør nu, hvor vi hele tiden får færre virksomheder og færre job, kommer det også til at gå ud over praktikpladserne. Det er desværre den skinbarlige sandhed.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er det fru Mai Henriksen som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Først og fremmest vil jeg gerne rette en rigtig, rigtig stor tak til Enhedslisten for at rejse den her vigtige debat. Man kan høre det i tonefaldet, man kan se det i øjnene, altså at det her er noget, der betyder noget for de ordførere, som sidder her. Det synes jeg er værd at bemærke og også værd at kvittere for. Jeg vil også sige, er det er en meget stor debat. Det er en meget overordnet debat. Men jeg vil tilkendegive nogle sådan principielle standpunkter, som er vigtige for Konservative, men det er også vel vidende, at det er svært at nå i dybden med så meget, som jeg egentlig gerne ville.

Lad mig starte med at sige – det kommer nok ikke som en overraskelse – at det altså skal kunne betale sig at arbejde. Og når der er et tilstrækkelig stort rådighedsbeløb, vil man også opleve, at flere gerne vil tage et job. Problemet er, at gevinsten ved at tage et arbejde og altså undlade at være på passiv forsørgelse, er blevet mindre, siden den dag regeringen trådte til. Og der er ikke noget, som tyder på, at det vil ændre sig foreløbig. Jeg vil mene, at alle hårdtarbejdende danskere, som hver dag knokler, og som måske endda stemte på regeringen, må føle sig noget snydt. Mange af de vælgere må spørge sig selv, hvordan det kan være retfærdigt, at de hver dag står op, tager på arbejde, bidrager til samfundet, mens regeringen med dens afskaffelse af bl.a. kontanthjælpsloft og starthjælp nu har gjort det mere fordelagtigt at undlade at bidrage. Foruden en stor ekstraregning på 657 mio. kr. i 2015, betød afskaffelsen af kontanthjælpsloftet og starthjælpen nemlig en reduktion af arbejdsstyrken med op til 3.000 personer. Det var indregnet af Finansministeriet. Flere vil altså undlade at tage sig et arbejde, det er højst interessant. Og det er svært at forklare over for alle dem, som går på arbejde hver dag, og som knokler.

Jeg vil tilføje, at når man er selvforsørgende, får man også som borger og som menneske en større selvrespekt. Man føler, at man er en del af et fællesskab. Man føler, at man bidrager, og at der er brug for en i samfundet. Man skaber værdi, og man bliver medborger og ikke bare en borger, som passivt betragter fællesskabet udefra. Som konservativ tror jeg, at langt de fleste gerne vil være en del af arbejdsfællesskabet og gerne vil bidrage, men jeg må også insistere på, at det ikke kun er nok, at der er en moralsk gevinst, for der skal også være en økonomisk gevinst ved at være på arbejdsmarkedet frem for at være på offentlig forsørgelse. Og så må det aldrig være mere økonomisk attraktivt at være på offentlig forsørgelse frem for at være i uddannelse eller på job.

Formanden for socialrådgiverne rejste en vigtig debat for et par uger siden om, hvordan man prioriterer de midler, der er til rådighed i samfundet. Og hun stillede et rigtig klogt spørgsmål: Hvorfor skal velfungerende unge, der ikke har andre problemer end ledighed, være på en kontanthjælpsydelse, som er højere end SU'en? Og vi taler altså om unge, som kan komme i job eller i uddannelse i morgen.

Men ud over pengene er der altså også en rent moralsk betragtning, for med det nuværende system risikerer vi at fastholde unge på offentlig forsørgelse, frem for at de kommer i gang med en uddannelse. Derfor er der et stort arbejde at tage fat på til efteråret, når beskæftigelsesministeren begynder forhandlinger om kontanthjælpsreform.

Så er jeg jo glad for, at man i pressen har kunnet læse, at Radikale synes, at der skal ske noget, og at beskæftigelsesministeren ikke har skudt forslaget ned. Det vælger vi at opfatte som positivt. Jeg synes også, man kan sige, at SF og Socialdemokraterne her i dag har været sådan lidt positive over for forslaget.

For os Konservative er det vigtigt, at så mange unge som muligt tager en uddannelse. Den borgerlige regering satte sig det mål, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Det mål har den socialdemokratiske regering overtaget, og det må man også gerne. Der bør nemlig tages flere initiativer, som har til formål at sikre, at flere tager en ungdomsuddannelse, og jeg vil fokusere på særlig et. Man kunne nævne mange, men der er særlig et. For det er nødvendigt at håndtere bagsiden af medaljen, hvor mange erklæres uddannelsesparate for at opfylde den her 95-procents-målsætning, også selv om de ikke er det. Konsekvensen er et stort frafald og endda så mange nederlag, at den unge måske aldrig får afsluttet en ungdomsuddannelse. Sidste år blev 0,3 pct. erklæret ikkeuddannelsesparate til erhvervsuddannelserne, og samtidig ved vi, at 15 pct. forlader folkeskolen uden de basale læse- og regnefærdigheder. Det er et paradoks, som politikere bliver nødt til at håndtere. Konservative har foreslået, at ungdomsuddannelserne skal kunne afvise elever, som ikke er uddannelsesparate, men på den betingelse, at de sammen med UU-vejlederne og den unge selv lægger en plan for, hvordan den unge kan blive uddannelsesparat, så den unge netop får de færdigheder, der skal til for at starte på en ungdomsuddannelse. Det vil forhåbentlig føre til et lavere frafald og en højere uddannelsesparathed hos eleverne, og det er der god brug for.

På vegne af ordførerne for Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti skal jeg fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget pålægger regeringen at tage de nødvendige initiativer, så det kan betale sig at arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse. Folketinget konstaterer, at afskaffelse af kontanthjælpsloftet, 450/225-timers-reglen, starthjælp m.v. samlet set trækker i den modsatte retning.

Det må aldrig være mere økonomisk attraktivt at være på offentlig forsørgelse frem for at være i job. Folketinget pålægger således regeringen at undersøge, hvad der skal til for at få unge under 30 år, som er uden forsørgerpligt, der er velfungerende og ikke har andre problemer end ledighed, i job.

Folketinget konstaterer, at frafaldet på ungdomsuddannelserne er alt for højt, og at der er brug for en helt særlig indsats for at mindske dette.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 65).

Tak til den konservative ordfører. Det fremlagte forslag til vedtagelse vil indgå i debatten.

Hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Tak til ordføreren for fremlæggelsen og også tak for roserne til Enhedslisten for vores engagement. Jeg er fuldt ud klar over, at rosen ikke gælder vores politik, men vores glød i øjnene og begejstringen for at ville gøre noget ved det her problem.

Jeg har også noteret mig, at ordføreren har et stort engagement, men jeg synes, at ordføreren bruger kræfterne lidt forkert. Bl.a. ved at fremsætte et forslag til vedtagelse, der på forhånd blokerer for et bredt samarbejde i Folketinget omkring det her spørgsmål, for ordføreren ved jo udmærket godt, at afskaffelsen af de her fattigdomsydelser er en hjertesag for regeringspartierne og Enhedslisten. Så med et sådant forslag til vedtagelse blev jeg sgu ærlig talt deprimeret, for vi har ellers haft en meget god debat.

Finn Sørensen bedes nøjes med at blive deprimeret.

Undskyld formand. Men jeg vil gerne komme til spørgsmålet, og man må også gerne komme med korte kommentarer. Det er jo det, det hedder.

Jeg vil gerne spørge ordføreren om noget. Vi har mindst 50.000 unge mennesker, der ikke har noget job og ikke nogen uddannelse. Er det, fordi disse 50.000 – hvis det nu er det tal eller lidt flere – er dovne? Er det, fordi det er for lukrativt at gå på kontanthjælp, at de ikke har job, eller er det, fordi der ikke er nogen arbejdspladser til dem? Det var spørgsmålet.

Ordføreren.

Jeg sagde faktisk i min tale, at jeg tror, at rigtig mange gerne vil være en del af et arbejdsfællesskab. Det står jeg rent faktisk ved, og det betyder jo, at de fleste gerne vil have et job, og at jeg ikke mener, at mennesker generelt er dovne, tværtimod.

Men vi bliver også nødt til at se på, hvordan vores systemer er indrettet. Når beskæftigelsesministeren siger, at den helt store udfordring lige nu er de 25-29-årige, som står uden for arbejdsmarkedet som ufaglærte – men samtidig er på kontanthjælp – så er det en gåde for mig, at man får mere på kontanthjælp, end man gør, når man f.eks. er på SU. Så for mig ville det give rigtig god mening, hvis det blev lige så attraktivt at vælge SU som at vælge at være på offentlig forsørgelse.

Vi skal have fundet ud af, hvordan vi kan få de unge puffet i den retning, men det må ikke kun være med økonomiske incitamenter, altså hvor man skærer hist og pist. Det skal også være ved, at man får taget fat om den unge, og at man sørger for at få fat i den unge henne i jobcenteret. I Odense, hvor jeg er fra, der sidder der en UU-vejleder nede på jobcenteret, og når de unge kommer ind og søger om kontanthjælp, så ryger de direkte ind til UU'eren, og det betyder, at man får vendt den unge i døren. Det er sådan nogle initiativer, der skal til.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg er glad for, at vi deler den opfattelse, at de fleste unge mennesker – jeg vil tillade mig at sige langt de fleste, og jeg vil gerne høre, om ordføreren er enig – gerne vil være en del af fællesskabet defineret som uddannelse og job. Men så er det vel heller ikke nødvendigt at skære i deres ydelser. Der var måske en anden vej, man kunne gå, nemlig at sikre, at der er nogle arbejdspladser og nogle gode uddannelsestilbud til dem, og at man tager hånd om dem osv. Alt det er vi enige om.

Hvorfor er det nødvendigt at skære i deres ydelser, hvis det er sådan, at vi er enige om, at langt de fleste af dem gerne vil have både uddannelse og arbejde alt efter, hvad de nu føler sig mest i stand til? Hvorfor skulle det være nødvendigt, og hvorfor skulle det hjælpe på de unges situation?

Ordføreren.

Det er jo en interessant debat, men måske skulle Enhedslisten i virkeligheden tage debatten med Socialdemokraterne, regeringen og regeringspartierne sådan overordnet set.

For mig er det rigtig vigtigt, at tingene hænger sammen, sådan at der selvfølgelig altid vil være en moralsk forpligtelse og et moralsk ønske, et egenhændigt ønske, om at være i arbejde, men der skal altså også være et økonomisk ønske, og når man gør incitamentet, altså tilskyndelsen til at komme i job, mindre, får man altså et problem i et velfærdssamfund.

De løsninger, som Konservative vil pege på, når vi skal ind og forhandle de her store reformer – jeg håber meget, at vi bliver inviteret indenfor i forhandlingslokalet – er jo netop, at vi får fundet ud af at få puffet unge over i retning mod uddannelse. Det er netop ved ikke at gøre det attraktivt at være på offentlig forsørgelse, men ved at gøre det attraktivt at være på SU, og så er det at lave nogle initiativer, som netop sikrer, at den unge bliver vendt i døren og altså, som jeg sagde lige før, ikke kommer ind og søger om kontanthjælp, men det er at sørge for, at den unge er mere uddannelsesparat, som jeg også nævnte i min tale, så den unge ikke falder fra, men får sin ungdomsuddannelse, også får sin uddannelse efterfølgende, fordi så ved vi jo, at så vil den unge være meget bedre rustet til arbejdsmarkedet efterfølgende.

Fru Rosa Lund.

Tak, og tak til den konservative ordfører for anerkendelsen af, at det her er et spørgsmål, som betyder rigtig meget for os i Enhedslisten.

Jeg vil gerne spørge ind til noget af det, som fru Mai Henriksen sagde i sin ordførertale, og som handler om de her unge, som er mellem 25 og 29 år, og som i morgen kan gå ud og tage en uddannelse, i morgen kan gå ud og tage et job. Jeg vil gerne spørge fru Mai Henriksen, om Konservative reelt mener, at man bare i morgen kan gå ud og tage en uddannelse, altså, om vores uddannelser er så gode, at alle kan gennemføre, hvis de ville?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at dem, der er karakteriseret i den her gruppe, er unge mennesker, som kan gennemføre en uddannelse. Det er dem, der ikke har andre problemer, end at de ledige og at de er på kontanthjælp. De har ikke sociale problemer, de har ikke psykiske problemer, de har ikke de problemer, som bremser dem i at gå direkte i gang. Det er jo derfor, at vi gerne vil have dem direkte i gang. Som jeg hørte den radikale ordfører, så kom hun jo faktisk med en række rigtig, rigtig gode forslag til initiativer til, hvordan man så kunne sikre den her hurtige tilgang.

Men det er jo altså vigtigt at sige, at for unge på kontanthjælp uden de her problemer, må jeg bare insistere på at prioritere midlerne anderledes. Så må jeg insistere på at prioritere midlerne til dem, der har behov, og dem, der har behov, er jo netop dem, der har problemer. Det er jo dem, som har en udfordring, dem, som ikke umiddelbart kan komme ud på arbejdsmarkedet, ikke umiddelbart kan komme ud. Det er jo dem, vi skal fokusere på. Det er jo derfor, at vi skal lave et system, hvor vi prioriterer dem, der har behov, frem for bare at prioritere alle over en kam.

Det har Konservative sagt i årevis, og det er jo sådan set glædeligt, at der er nogle, der begynder at følge op. Det er jo glædeligt, at vi hører SF i dag sige, at man vil begynde at lette topskatten, det er glædeligt at høre, at man skal begynde at prioritere uddannelsestilbuddene. Det er glædeligt for en konservativ at høre i de her dage.

Fru Rosa Lund.

Jeg vil undgå at bruge lejligheden til at diskutere SF's skattepolitik, men blot spørge fru Mai Henriksen: Hvis de her unge ikke har andre problemer, end at de er uden uddannelse og ikke har noget job, tror fru Mai Henriksen så måske, det kunne hænge sammen med, at det i dag er svært at få en praktikplads; at man i gennemsnit har 13 timers undervisning på lærer/pædagoguddannelsen; at der er brugerbetaling på vores gymnasiale suppleringskurser; altså at der er de her forhindringer, vil jeg vove at kalde dem, i vores uddannelsessystem, som kan gøre det svært at gennemføre en uddannelse, også selv om man ikke har stemplet som psykisk syg, eller hvad vi ellers betegner som et problem? Jeg tror ikke, vi har et problem med unge, men jeg tror, vi har et system, som har svært ved at håndtere alle vores unge. Jeg vil gerne spørge fru Mai Henriksen: Kunne det ikke være, fordi der var nogle ting i vores uddannelsessystem, som gjorde, at det var rigtig svært for en del unge – en del flere unge end dem, vi taler om i dag – at gennemføre en uddannelse?

Ordføreren.

Jeg er rigtig glad for, at vi ikke har et problem, der hedder unge, og det kan jeg fuldt ud tilslutte mig at vi ikke har. Jeg slog i min tale ned på et punkt, og det var erhvervsuddannelserne. Alt for mange kommer ind på erhvervsuddannelserne, selv om de ikke er uddannelsesparate, og det betyder et kæmpe stort frafald. Det giver utrolig store nederlag til følge for de her unge mennesker, og det er det, jeg er så optaget af. Men jeg kunne lige så godt have nævnt praktikpladser, og det var derfor, jeg i indledningen af min tale sagde, at jeg ville dykke ned i nogle meget enkelte og nogle meget få punkter, fordi det her er så utrolig bredt, men jeg kunne lige så godt have nævnt praktikpladserne.

Jeg skal gerne sige, at jeg var kisteglad over at indgå praktikaftalen i efteråret, og det var jeg bl.a., fordi man fik stoppet de sociale klausuler, sådan at man ikke kom ud ad det spor og der kun blev lavet en tværministeriel arbejdsgruppe. Det var ærgerligt, at Liberal Alliance ikke ville være med, men vi ville gerne ind og tage ansvar, for vi ville gerne ind og sikre, at der kom flere praktikpladser.

Vi har også siddet i en kreds og talt om selvsupplering, og om, at det ikke kan være rigtigt, at der er så meget selvsupplering efter eksempelvis en ungdomsuddannelse, når de skal videre. Man skal lette de her overgange, både overgangen fra folkeskolen til ungdomsuddannelse og overgangen fra ungdomsuddannelse og videre.

Så der er rigtig, rigtig god grund til både at få kigget på uddannelsessystemet og få gjort det mere smidigt og samtidig kæde det sammen med arbejdsmarkedet, sådan at de, når de kommer igennem deres uddannelser, og det er det, de gerne skulle, og det skulle de i øvrigt gerne hurtigere, så er klar til at stå med de rigtige kompetencer, når de ender ude på arbejdsmarkedet.

Tak til den konservative ordfører. Børne- og undervisningsministeren.

Tak for ordet og tak for debatten. Da vi er to ministre til stede, vil jeg vælge at koncentrere mig om den del af debatten, der har handlet om uddannelse. Men det hænger selvfølgelig tæt sammen, for skal vi gøre noget ved ungdomsarbejdsløsheden, ved vi, at det, man skal tage fat i, i høj grad er at give de unge en uddannelse, for det er det, der giver dem bedst chance for at få et job. Men det har selvfølgelig også det fremadrettede perspektiv med uddannelse, at vi gerne skulle have alle unge, når de forlader 9. eller 10. klasse, til at gennemføre en ungdomsuddannelse, for så er de bedst muligt klædt på til ikke at risikere at komme i arbejdsløshed.

Alle har jo været optaget af, hvad der skal gøres, og når jeg ser på den vedtagelse, som er fremsat af De Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, kan jeg konstatere, at det ikke er så meget, der står om uddannelse. Der står nemlig alene, at Folketinget konstaterer, at frafaldet på ungdomsuddannelserne er alt for høj, og at der er brug for en helt særlig indsats for at mindske dette. Det tager jeg nu ikke som udtryk for, at man ikke har et ønske om at gøre noget ved uddannelsesområdet, og derfor vil jeg bare, som jeg også gjorde i starten, sige, at vi glæder os til de reformer, der kommer her i foråret og efteråret. Regeringen har nemlig en række initiativer, der netop bl.a. vil betyde, at frafaldet på ungdomsuddannelserne bliver langt mindre, og derfor vil jeg bare gentage invitationen til et bredt samarbejde, så vi får løst uddannelsesopgaven. Det handler om en reform af folkeskolen, så vi får et markant fagligt løft af alle, det handler om at indføre en ny fleksuddannelse for unge, der ikke kan gå den lige vej, det handler om, at vi får lavet en reel uddannelsesgaranti med praktikpladser, som mange har snakket om. Jeg vil bare notere her, at det er noget, som arbejdsmarkedet parter er helt enige i er helt afgørende, fordi de ved, at de har brug for dygtige unge inden for hele viften af erhvervsuddannelser. De værdsætter, at vi har et vekseluddannelsessystem med praktikpladser, så det er der et bredt ønske om vi får løst her i den kommende tid, og at vi får lavet endnu mere attraktive erhvervsuddannelser, også med højniveauforløb, sådan at unge får en rigtig god uddannelsesvej, også sådan at der bliver nogle bedre overgange fra at tage en erhvervsuddannelse og til f.eks. at tage en akademiuddannelse. Alle de her ting drøfter vi dels i det tværministerielle 95 pct.-udvalg, det er noget, vi vil drøfte med arbejdsmarkedets parter i forbindelse med trepartsforhandlingerne, og vi vil selvfølgelig også drøfte det med alle de relevante forligskredse, der er på uddannelsesområdet.

Så jeg glæder mig også over at høre, at der er et bredt ønske om at være med til at løse den kæmpe store udfordring, vi har med at få has på ungdomsarbejdsløsheden, og at sikre, at alle unge får en uddannelse.

Tak til ministeren. Fru Rosa Lund for en kort bemærkning.

Tak. Jeg ved, at ministeren deler Enhedslistens bekymring for de her unge mennesker, som i dag står uden en praktikplads, og jeg ved, at spørgsmålet om, hvordan vi styrker erhvervsuddannelserne, betyder lige så meget for ministeren, som det gør for Enhedslisten. Og jeg har fuld respekt for, at man i regeringen har besluttet, at man skal drøfte en praktikpladsgaranti med arbejdsmarkedets parter.

Jeg vil alligevel gerne spørge børne- og undervisningsministeren om, hvordan ministeren ser en ideel praktikpladsgaranti. Hvordan ser en uddannelsesgaranti ideelt set ud fra regeringens side? Det er bare for at være helt sikker på, at vi er på samme linje, når regeringen sætter sig til forhandlingsbordet i trepartsforhandlingerne.

Ministeren.

Jeg tror ikke, at man kan lave dén ideelle praktikpladsgaranti. Det, vi lægger op til, og som vi også drøfter i det tværministerielle 95-procents-udvalg, er: Skal vi kigge på indgangene til erhvervsuddannelserne? Skal de måske skal være bredere? Skal der skal være nogle bedre mulighed for, at man kan komme hurtigt igennem? Skal vi kigge på, at man måske specialiserer sig lidt senere i løbet af erhvervsuddannelserne? Skal vi kigge på, om man kan lave nogle mere attraktive skolepraktikpladser igennem kombinationsaftaler og andet, som praktikcentrene er udtryk for, og som Enhedslisten jo også er optaget af?

Så handler det selvfølgelig også om det, som vi desværre kun har gjort på kort basis i et antal år, nemlig at lave en udvidet uddannelsesgaranti, så man har en ret til, hvis man har gennemført det, der hedder trin et, en kort erhvervsuddannelse, også at kunne gennemføre den fuldt ud som trin to.

Det er bare for sige, at der er en række ting, der skal i spil, for at vi får en reel uddannelsesgaranti. Det glæder jeg mig rigtig meget til at drøfte i forbindelse med trepartsforhandlingerne.

Fru Rosa Lund.

Jeg hørte også ministeren sige, at det kunne være en mulighed at indføre højniveaufag på erhvervsuddannelserne. Men jeg er måske mere interesseret i, hvad det er for nogle andre tiltag, vi kan lave, for i Enhedslisten tror vi ikke, at vi har brug for højniveaufag på erhvervsuddannelserne. Vi tror måske nærmere på de her bredere indgange, som ministeren også nævnte. Så jeg vil egentlig bare gerne spørge ministeren: Når der står i regeringens 2020-plan, at man vil styrke erhvervsuddannelserne, betyder det så kun, at de skal styrkes gennem højniveaufag, eller betyder det også, at de skal styrkes gennem andre tiltag?

Ministeren.

Jeg tror, at Enhedslistens ordfører godt ved, at det er et lidt retorisk spørgsmål. Der står jo både i 95-procents-udvalgets kommissorium og i regeringsgrundlaget, at det netop er hele viften af initiativer, der skal sættes i spil, og det var dem, jeg nævnte, da jeg kom her op igen.

Når jeg synes, at vi alligevel også skal sige noget om højniveauspor, er det jo, fordi noget af det frafald, der er på erhvervsuddannelserne, faktisk også skyldes unge, der synes, at de ikke får nok faglige udfordringer. Der er også unge, der ikke vælger erhvervsuddannelserne, fordi de tænker, at det lukker deres muligheder, og at de, hvis de vælger en erhvervsuddannelse, har svært ved at bruge den kompetence, hvis de på et tidspunkt har lyst til at starte på en videregående uddannelse. Jeg synes, det er vigtigt, at vi også giver det kvalitetsløft til erhvervsuddannelserne, at det åbner uddannelsesveje, i stedet for at det lukker nogle muligheder. Så det er ikke et enten-eller, men et både-og.

Fru Mai Henriksen.

De Konservative har jo foreslået, at ungdomsuddannelserne skal kunne afvise elever, som ikke er uddannelsesparate, men at de samtidig skal forpligte sig til at lægge en plan sammen med den unge og sammen med vejlederne, så den unge får bygget de færdigheder, der skal til, på, så han eller hun på sigt kan komme hen og begynde på sin ungdomsuddannelse og gerne være bedre rustet til at være på sin ungdomsuddannelse frem for at falde fra og dernæst få det her nederlag. Så jeg vil egentlig bare spørge ministeren, om det er et forslag, ministeren kunne forestille sig at tage med i sin buket af forslag, der måtte komme til drøftelse her i efteråret.

Ministeren.

En af de ting, vi kigger på i det tværministerielle 95-procents-udvalg, er også, hvordan vi kan skærpe uddannelsesparathedsvurderingen. Det kan man gøre på forskellige måder. En af de ting, der er lidt tankevækkende, er, at vi jo har evalueret som et led i ungepakke 2, hvor den blev indført, hvordan uddannelsesparathedsvurderingen så er blevet brugt. Og der måtte vi jo konstatere, at der var mange uddannelser, især gymnasierne, som alligevel optog unge, der var blevet erklæret for ikkeuddannelsesparate.

Så ved vi omvendt fra erhvervsuddannelserne, at der er de optaget af, at der ligger et forslag fra bl.a. Dansk Metal og DI, som ser på, at det inden for nogle erhvervsuddannelser kan være nyttigt at sige, at hvis man skal gå en særlig vej, er der brug for, at man har et fag på et højere niveau, for at der er en sandsynlighed for, at man gennemfører, og at de i højere grad går ind og giver noget vejledning til, hvad der skal til, for at man kan gennemføre.

Det her er bare for at sige, at vi gerne vil kigge på, hvordan vi kan skærpe uddannelsesparathedsvurderingen, men den skal selvfølgelig suppleres af den nye fleksuddannelse for de unge, der ikke kan gå den lige vej, så de også får en chance for at få en kompetence, som de kan bruge til videre uddannelse eller arbejde.

Fru Mai Henriksen.

Det glæder mig overordentlig meget, og jeg synes virkelig, ministeren er meget, meget præcis, i forhold til hvad udfordringerne er. Som jeg også hører det, siger ministeren også, at der er en bagside af medaljen med den her 95-procents-målsætning, at det er et paradoks, at kun 0,3 pct. bliver erklæret for ikkeuddannelsesparate, og at for mange på en eller anden måde bliver mast igennem et uddannelsessystem, som de måske i virkeligheden ikke er parate til.

Så jeg vil egentlig godt med den konstatering måske bare lige til sidst spørge ind til, at ministeren nævner fleksuddannelsen. Og der kunne jeg måske godt tænke mig at vide lidt mere om, hvornår ministeren forventer at fleksuddannelsen kommer. Nu er den her revision af særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse blevet udskudt 1 år, så man må formode, at den kommer inden for 1 år. Men for det første kunne jeg rigtig godt tænke mig, at man ikke havde udskudt den, for jeg synes jo, at da vi havde foreningen LEV inde til samråd, stod det meget, meget klart, at der er nogle rigtig, rigtig store udfordringer med den her uddannelse, som kunne have været håndteret straks, og at det er problematisk at udskyde den. Så jeg håber, at der meget snart kommer et eller andet fra ministeren, som kan komme til diskussion, for det ville være rigtig ærgerligt at stå om 1 år, og der så ikke er kommet noget, og at det har været forgæves, at den her revision skulle udskydes.

Ministeren.

Fleksuddannelsen drøfter vi i regi af det tværministerielle udvalg for 95-procents-målsætningen, og hele viften af initiativer, der skal drøftes der, skal der senest ligge anbefalinger på med udgangen af 2012. Det kan godt være, der er noget af det, der kommer før, men det er det seneste tidspunkt.

Så vil jeg bare sige, at ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov jo er til en anden målgruppe end den, som er tænkt til fleksuddannelsen. Ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov er jo til unge, der ofte kan have nogle fysiske eller psykiske handicap, der gør, at det er sådan en helt, helt særlig målgruppe, som man skal lave nogle særlige forløb til. Med hensyn til målgruppen for fleksuddannelse er noget af det, vi drøfter, at det skal være unge, som af den ene eller den anden grund ikke vil kunne klare at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse, typisk fordi de har faglige eller personlige problemer. Men det er forskellige målgrupper.

Der kan være noget overlap, og det er også noget af det, vi drøfter, altså hvordan vi er sikre på, at vi får nogle uddannelsesveje, der rammer præcist i forhold til en gruppe af unge, som er meget forskellige, især når vi kigger på de lidt mere sårbare unge.

Tak til ministeren. Vil beskæftigelsesministeren have ordet? Ja.

Det er egentlig ikke, fordi jeg synes, det er strengt nødvendigt at fortsætte debatten. Jeg synes, vi er kommet godt omkring de mange aspekter, der vedrører ungdomsarbejdsløsheden og indsatsen i forhold til den. Jeg synes sådan set også, debatten her i aften har bekræftet, at vi på tværs af politiske skel er optaget af den her problemstilling; der er så uenighed om, hvordan man håndterer det bedst. Men for de unge, der er derude, og som mangler en praktikplads og ønsker at komme i gang med en uddannelse, og som ønsker, at der føres en politik, der understøtter jobskabelse, så må det dog have været en på sin egen måde oplivende aften at have fulgt debatten her, for jeg synes, diskussionen har bekræftet, at det er noget, der ligger os alle sammen på sinde.

Så vil jeg besvare et enkelt spørgsmål, som jeg har fået stillet meget direkte, og det er spørgsmålet om 2020-strategien i forhold til den konkrete arbejdsløshedssituation, kan man sige. Jeg tror, at en 2020-strategi, som den radikale ordfører i øvrigt meget, meget fint redegjorde for, jo har det indbygget i sig, at det er en strategi, der understreger en regerings samlede økonomiske politik i årene fremover indtil år 2020. Og der er jo ingen, der kan håbe på, at de unge, der er ramt af ungdomsarbejdsløshed i dag, også skal være et anliggende for bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed i 2020. Der skulle vi gerne have fået løst deres problemer.

En 2020-strategi handler jo om at skabe fundamentet for balance på statens finanser og i det hele taget at få etableret en sund økonomi, sådan at vi får det økonomiske råderum til at investere i det velfærdssamfund, vi møjsommeligt har bygget op i det her land igennem generationer, og som jo altså behøver et økonomisk fundament at stå på, for ellers er der ikke råd til uddannelse, skoler, hospitaler, børnehaver og alt det andet, der udgør et velfærdssamfund. Men den økonomiske politik, vi skal føre, skal jo altså også underbygge det, som jeg synes Liberal Alliances ordfører har understreget flere gange, nemlig at vi fortsat kan vækste og skabe endnu flere arbejdspladser. Så det er det langsigtede mål.

Så er der selvfølgelig den konkrete økonomiske situation, vi befinder os i her og nu. Der handler det jo om at skabe arbejdspladser, og i mine øjne er vi sammen med Enhedslisten godt i gang med det; der er energiaftalen, der er fremrykning af yderligere renovering i den almene sektor, der er kickstarten. Hvis vi er dygtige, vil vi kunne finde frem til endnu flere initiativer, og så er der altså, når vi taler ungdomsarbejdsløshed, specifikt et forslag om en ungepakke, som skal adressere nogle af de konkrete problemstillinger, vi står over for.

Jeg synes i øvrigt i forhold til 2020-strategien, at man også skal hæfte sig ved, at vi jo sådan set meget ambitiøst lægger op til et uddannelsesløft, både hvad angår 95-procents-målsætningen, 60-procents-målsætningen og de 25 pct., sådan at vi altså løfter niveauet for hele rækken af uddannelser og dermed, hvis vi lykkes med det her, sikrer, at mange flere kan opnå en varig tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det var få ord om, hvordan 2020-strategien hænger sammen med det her, men der er ingen tvivl om, at på den korte bane er der fortsat behov for initiativer, og det mener vi vi skal være parate til at tage hele tiden.

De få ord gav i hvert fald anledning til et par korte bemærkninger. Fru Mai Henriksen.

Nu kunne jeg jo ikke undgå at bemærke, at ministeren sagde en stor tak for samarbejdet med Enhedslisten om de aftaler, der var blevet indgået. Så vil jeg egentlig bare sparke ind, at jeg jo ser rigtig meget frem til de forhandlinger om reformer, der er blevet annonceret i 2020-planen. Vi kan så høre i aften, og det har vi også kunnet høre andre steder, at det ikke er Enhedslistens plan, at det ikke er Enhedslistens kop te. Det er jo interessant, at det, der sidste år var en massakre på den offentlige sektor, nu er regeringens politik. Det er glædeligt, at regeringen er blevet ansvarsfuld.

Jeg vil bare kort sige, at når det kommer til arbejdsmarkedsreformer – så ministeren er klar over det, når hun skal til at indkalde til forhandlinger – er det jo vigtigt for en konservativ, at det skal kunne betale sig at arbejde. Når det handler om skat, er det vigtigt, at det samlede skattetryk falder. Så det skal blot være mine korte bemærkninger til de kommende reformer, der måtte blive indkaldt til forhandlinger om.

Ministeren.

Det tager jeg positivt imod. Altså, jeg oplever Det Konservative Folkeparti som et parti, man kan regne med. Vi har lige nu gang i forhandlinger på beskæftigelsesområdet, hvor Det Konservative Folkeparti indgår med ordføreren som en af de primære forhandlere, og jeg synes, at vi har et rigtig fint samarbejde. Vi er en mindretalsregering, og dermed lægger vi os jo ind i det historiske spor, hvor regeringer har befundet sig størstedelen af moderne tid, nemlig hvor man ikke har et færdigt og fuldendt flertal for alle sine beslutninger, og derfor må vi jo som regering søge flertal til forskellig side, alt afhængigt af hvad det er for spørgsmål, der adresseres.

Men det ændrer jo ikke ved, at vi har et parlamentarisk grundlag, som er Enhedslisten. Jeg er af den helt klare holdning, at vi har et godt samarbejde med Enhedslisten. Der er uenigheder – selvfølgelig er der det, det ville jo være mærkeligt andet, for ellers ville Enhedslisten vel være en del af regeringen – men der er rigtig mange ting, der samler os. Jeg synes, at det i løbet af de første 7 måneder, regeringen har levet, har vist sig at være et endog fint samarbejde om både den økonomiske politik og en række specifikke områder, men vi indgår også meget gerne i et fremtidigt, fortsat samarbejde med Det Konservative Folkeparti.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg vil gerne kvittere for ministerens fremlæggelse og afsluttende bemærkninger, og især vil jeg hæfte mig ved ministerens klare udsagn om, at det handler om at skabe nogle arbejdspladser. Der blev nævnt kickstarten og energiaftalen, og jeg hørte også ministeren sige, at der også skal yderligere tiltag til, og det ser jeg frem til at vi får et godt samarbejde om. Det er jo en anden tilgang, må jeg sige, end den, vi har hørt fra den anden side af salen.

Det siger jo selv, at i takt med at vi kan skabe nogle arbejdspladser, letter vi også problemet med ungdomsarbejdsløsheden. Så har vi nogle uenigheder. Dem skal jeg ikke trampe i nu, men bare stille et enkelt spørgsmål. Når nu ministeren tager proppen af den her diskussion om 2020-planen, er det jo med fare for, at vi skal ud i en anden runde og være her resten af aftenen, men jeg vil prøve at begrænse spørgsmålet, så vi slipper for det. Er ministeren bekendt med den seneste rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der hæfter sig ved nogle tal fra Danmarks Statistik, der viser, at antallet af personer i de arbejdsdygtige aldre, stiger frem mod 2020 – altså stik imod det, der egentlig er forudsætningen for 2020-planen, nemlig at arbejdsudbuddet af mennesker i de arbejdsdygtige aldre falder. Ifølge tallene fra Danmarks Statistik stiger de. Der er oven i købet et lille plus, når vi når frem til 2020, og det må vel så gøre, at man ikke behøver at være så fanatisk optaget af at øge det her arbejdsudbud.

Ministeren.

Jeg vil gerne sige, at der ikke er nogen i regeringen, der er fanatisk optaget af at sikre arbejdsudbuddet, men vi er meget optaget af at levere en økonomi videre, som vi kan stå inde for, fordi det er forudsætningen for, hvordan og om man kan drive et samfund på en ordentlig måde. Vi kommer til at mangle hænder.

Jeg er helt bekendt med de nye tal fra Danmarks Statistik, og i den forbindelse kan det jo være nødvendigt lige at understrege, at der, hvor man bl.a. forventer en stigning i antallet af borgere i Danmark i den erhvervsdygtige alder, bl.a. er knyttet til indvandringsspørgsmålet. Indtil nu er det jo desværre sådan, at borgere med minoritetsbaggrund har en markant lavere erhvervsfrekvens og beskæftigelsesfrekvens end borgere, der i flere generationer har levet i det danske samfund. Medmindre vi får ændret på det, hvad jeg synes vi bør have som ambition, i regi af en kontanthjælpsreform og i andre sammenhænge, så kan man ikke ud af de tal udlede noget om udfordringen i forhold til at have hænder og hoveder – de to ting hænger jo uløseligt sammen – nok på det danske arbejdsmarked; det er for tidligt at sige noget om nu. Under alle omstændigheder viser tallene jo altså også, at kurven knækker relativt hurtigt efter 2020, og det mener jeg sådan set ikke at der er nogen af os der kan sidde overhørig.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg vil bare høre, om ministeren er enig i, at der er balance i et samfunds økonomi som helhed betragtet, når der er balance i forholdet mellem udbud og efterspørgsel af arbejdskraft. Det vil sige, at når de to ting går lige op, er der orden i økonomien. Er vi enige om det? Det er den ene ting. Den anden ting er: Selvfølgelig skal vi øge indvandrernes mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet, men er vi enige om, at det gør vi vel ved en ordentlig integrationspolitik, ved uddannelsestilbud, danskkurser osv.?

Ministeren.

Jeg tror, det er for let sluppet at sige, at hvis man når balancepunktet mellem udbud og efterspørgsel af arbejdskraft, er der også styr på økonomien, for der er mange andre faktorer. Jeg tror, at det, der er vigtigt at få sagt – og det er ikke, fordi det skal udvikle sig til en lang 2020-diskussion; vi er her for noget andet – er, at hvis ikke vi slår ind på et reformspor, er der ikke balance i statens finanser, når vi når frem til 2020, men lad os tage den diskussion i anden sammenhæng. Det, vi er forpligtet til i aften på opfordring fra Enhedslisten i øvrigt, og tak for det, er at diskutere ungdomsarbejdsløshed.

Der har ordføreren da ret: Hvis vi skal fremme erhvervsdeltagelsen, og det skal vi – det er en bunden opgave, synes jeg – for vores borgere med minoritetsbaggrund, så kræver det en bedre integration. De seneste mange år har jo også vist, at når man nærmest bevidstløst sætter ydelser voldsomt ned, er det ikke det, der gør, at alle kommer i arbejde. Der skal helt andre ting til: uddannelse, ordentlig integration, en ordentlig introduktion til det danske arbejdsmarked, men selvfølgelig også, vil jeg gerne sige til ordføreren, nogle meget klare krav og forventninger fra samfundets side om, at når man kommer til Danmark, skal man selvfølgelig efterstræbe at blive selvforsørgende så hurtigt som overhovedet muligt.

Tak til beskæftigelsesministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 22. maj 2012.