Det næste punkt på dagsordenen er:

12) Forespørgsel nr. F 21:

Forespørgsel til social- og integrationsministeren:

Hvilke initiativer vil ministeren tage for at sikre retssikkerheden for mennesker med handicap og for at sikre, at mennesker med handicap ikke kommer til at lide under, at der bliver flere mennesker med handicap, herunder ved at de hverken får mindre hjælp, end de har krav på i dag, eller udråbes som en belastning for økonomien?

Af Stine Brix (EL), Per Clausen (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Pernille Skipper (EL) og Finn Sørensen (EL).

(Anmeldelse 02.02.2012. Fremme 07.02.2012).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 10. april 2012.

Først giver jeg ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Stine Brix. Det er ordføreren for forespørgerne, der begrunder forespørgslen, og har 3 minutter til det. Værsgo.

Det gælder om lige at lære reglerne herinde.

Enhedslistens forespørgsel i dag er en opfølgning på den forespørgsel, der var for et lille års tid siden kort før sommerferien. Den drejede sig også om samme emne, og i tillæg hertil har vi valgt også at lægge særlig vægt på spørgsmålet om retssikkerhed for de borgere, der har et handicap.

Vi synes, det er meget glædeligt, at vi i kraft af bedre behandling og bedre pleje ser, at langt flere overlever sygdomme og handicap, end de gjorde for år tilbage. Sidste år blussede en ubehagelig debat op, hvor borgere med handicap blev beskyldt for at være årsag til kommunernes dårlige økonomi og sågar blev kaldt for gøgeunger. Jeg synes, vi skal bruge dagen i dag på at vise, at et enigt Folketing mener, at vi betragter det som noget positivt, at langt flere overlever med handicap og sygdom, og ikke bare overlever, men rent faktisk også lever et aktivt liv og er en del af vores samfund.

Derudover håber jeg, at vi med denne forespørgselsdebat kan få en samlet drøftelse af, hvordan vi gør handicappolitikken endnu bedre og ikke mindst, hvordan vi styrker retssikkerheden.

En del af baggrunden for at indkalde til den her forespørgselsdebat er også regeringens lovforslag om at skrive ind i serviceloven, at der skal tages hensyn til kommunernes økonomi og til det lokale serviceniveau, når man vurderer, hvorvidt en borger skal have ret til hjælp. Jeg blev ærlig talt noget overrasket og skuffet, da jeg så, at forslaget optrådte i regeringens lovkatalog. Før valget var vi jo rørende enige om, at det ville være en klar svækkelse af borgernes retssikkerhed, som ville gøre det endnu mere kompliceret at gennemskue, hvad man har krav på som borger. Regeringen skylder en forklaring på, hvorfor den har foretaget en kovending i det her spørgsmål.

Endelig håber jeg på, at regeringen vil fortælle nærmere om, hvad udsigterne er til, at Danmark ratificerer tillægsprotokollen til FN's handicapkonvention, og hvad udsigterne er til, at regeringen nedsætter en social retssikkerhedskommission, som kan komme med forslag til, hvordan retssikkerheden på det sociale område kan sikres og forbedres.

Jeg håber, vi får en rigtig god debat.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så giver jeg ordet til social- og integrationsministeren, som besvarer forespørgslen.

Selv om det kun er knap et år siden, at Enhedslisten sidst rejste en forespørgselsdebat om handicapområdet, er der sket en del her i Folketinget, f.eks. har både regeringen og socialministeren fået en anden farve. Der er også skudt gang i nogle nye tiltag, der vil få betydning for hele det sociale område, også for mennesker med handicap. Her tænker jeg ikke mindst på arbejdet med socialreformen, som jeg vender tilbage til om lidt.

Men tilbage til dagens forespørgsel. Allerede under debatten i maj sidste år viste det sig, at vi meget langt hen ad vejen er enige om det spørgsmål, der rejses. Der var bred enighed om, at vi ikke skal acceptere, at mennesker med handicap bliver udstillet som årsag til landets økonomiske udfordringer eller på anden måde bliver udsat for hetz i debatten. Der var bred enighed om at fastholde principperne om, at hjælp og støtte skal ydes efter en konkret vurdering af den enkeltes behov, og der var bred enighed om, at vi skal fastholde en høj retssikkerhed for borgere med handicap. Den enighed håber jeg vi kan genfinde i dag, men jeg håber også, at vi kan blive enige om, at der er behov for at tænke nyt: Vi skal udvikle handicapområdet. Det gælder også i forhold til nogle af de centrale spørgsmål i handicappolitikken, som rejses i forespørgslen. Der spørges både til retssikkerheden for mennesker med handicap og til sikring af, at mennesker med handicap får den hjælp og støtte, som de har krav på, og så sættes der kritisk fokus på tonen i debatten.

Jeg har en ambition om at arbejde for at forbedre vilkårene for mennesker med handicap på alle disse felter, men jeg vil gerne med det samme slå fast, at min løsning ikke er en fastfrysning af den måde, vi løser opgaverne på i dag. Samfundet udvikler sig, og det skal vi også. Der er brug for nytænkning i den sociale indsats, også når det handler om indsatsen på handicapområdet.

På retssikkerhedsområdet skal den enkelte borger selvfølgelig fortsat have adgang til at klage over de afgørelser, der træffes i hans eller hendes sag, for det er helt afgørende i et retssamfund som vores. Afgørelserne skal være i overensstemmelse med de gældende regler. Det er ikke bare vigtigt for den enkelte borgers retssikkerhed, men også for retssikkerheden for andre borgere i lignende sager.

Vi har netop fremsat et forslag om styrkelse af den juridiske ekspertise i De Sociale Nævn, og formålet med forslaget er at styrke retssikkerheden. Samtidig kan opprioritering af de juridisk sagkyndige bidrage til at sikre mere ensartede juridiske vurderinger nævnene imellem. Retssikkerheden vil også fremover være et vigtigt fokuspunkt i arbejdet med at udvikle det sociale område, herunder også handicapområdet. Jeg håber, vi kan samarbejde om at finde den rigtige vej til at sikre dette vigtige område.

Det næste element i forespørgslen handler om den konkrete indsats over for mennesker med handicap. Her har spørgerne en præmis om, at min og Folketingets fornemste pligt er at sikre, at mennesker med handicap ikke får mindre hjælp, end de har krav på i dag.

I de forgangne uger har jeg som bekendt været på banen for at lancere en ny socialreform. Ambitionen med reformen er i meget høj grad at gøre op med vanetænkningen på det sociale område. Vi skal naturligvis holde fast i det velfærdssamfund, der fungerer som sikkerhedsnet for mennesker, der falder udenfor, men den offentlige støtte må ikke føre til passivitet og isolation – tværtimod. Den offentlige indsats skal som udgangspunkt altid hjælpe folk videre mod et aktivt og selvstændigt liv. Min vision på socialområdet indebærer et opgør med en række dogmer, og jeg ved godt, det betyder øretæver, ikke mindst når økonomien er trængt og ønsket om forandringer nemt kan beskyldes for bare at tjene et sparehensyn.

Et oplagt eksempel er den debat, der blev udløst af mit forslag om at indføre forældrebetaling i særlige dagtilbud. Nogle har valgt at se det som et urimeligt angreb på en gruppe forældre, der allerede har nogle særlige udfordringer at tackle i hverdagen. Det er bestemt ikke intentionen. Forslaget handler dybest set om at ligestille alle forældre, når det handler om betaling for dagtilbud. De ekstra udgifter, som følger med et handicap, skal der naturligvis fortsat kompenseres for, og i en tid, hvor alle børn går i daginstitution, synes jeg, det er rimeligt at ligestille alle, når det handler om forældrebetaling, ikke mindst fordi økonomien altså dikterer, at vi er nødt til at prioritere pengene, så vi kan sikre indsatsen over for dem, der har størst behov. Det, jeg med andre ord har foreslået, er en sidestilling af forældrebetalingsreglerne. Det vil sige, at man – hvis man har dårlig økonomi – kan få økonomisk friplads. Der vil også fortsat være socialpædagogisk friplads, og man kan få dækket merudgifter og transport m.v. Det er alene en forældrebetaling som den, andre forældre betaler, jeg har rejst i debatten.

Men socialreformen handler mere om visioner end om penge, og målretningen er sådan set bare et redskab, vi skal bruge for at kunne finansiere visionerne for socialreformen og for at fremtidssikre velfærden. Jeg er klar til at stå på mål for mine visioner, for jeg tror oprigtigt på, at vi har brug for at ændre vores syn på mennesker, der har brug for det offentliges hjælp, og det gælder i høj grad også den gruppe, vi taler om i dag, nemlig mennesker med handicap.

Vi har fokuseret alt for meget på den rent kompenserende indsats og alt for lidt på deres muligheder og deres ressoucer, hvor de ved den rigtige hjælp kunne støttes til at opnå mere. Vi har mistet fokus på målet om at gøre mennesker med handicap til en del af fællesskabet i stedet for at henvise dem til at liv, hvor de alt for oftest ikke er lige så meget med som mange andre. Den udvikling vil jeg gerne have vendt. Både ved at sætte nye rammer op for den indsats, vi yder, og ved at stille større krav til effekten af det, vi gør. Vi skal nemlig blive meget bedre til at sætte mål for indsatsen over for borgere med handicap og også til at følge op på, om målene nås. Vi skal have skabt en ny kultur, hvor vi arbejder mere målrettet med effektmål og opfølgning i forhold til den enkelte borger. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men det er vigtigt for mig, at vi tager hul på opgaven, for ved at arbejde med effektive metoder kan vi både løfte kvaliteten i indsatsen over for den enkelte og samtidig sikre den bedste udnyttelse af samfundets ressourcer. Efter min mening har vi simpelt hen ikke råd til at lade være.

Arbejdet med socialreformen er først lige skudt i gang, og det tager sin tid at reformere hele den sociale tænkning, og arbejdet skal gøres ordentligt. Derfor vil jeg også tage initiativ til en bred dialog om reformen, hvor jeg vil drøfte indholdet med de organisationer, som har fingrene nede i det sociale arbejde til hverdag. Det gælder f.eks. også handicaporganisationerne, som jeg gerne vil have med som aktive og konstruktive medspillere i processen. Det er nemlig vigtigt at huske på parolen »Nothing about us without us.« Men selv om arbejdet med socialreformen først nu for alvor skal til at skydes i gang, har vi allerede en klar idé om, hvad det er, vi gerne vil opnå.

Arbejdet med reformen og med den kommende handicappolitiske handlingsplan, som jeg netop har skudt i gang, skal sætte skub i en udvikling, der skal styrke inklusionen af mennesker med handicap. Målet er at skabe en større selvhjulpenhed, og at mennesker med handicap bedre kan hjælpes ind i samfundets fællesskaber.

Det bringer mig frem til det sidste punkt i forespørgslen, nemlig spørgsmålet om tonen i debatten. For ved at fremme integration, rummelighed og synlighed kan vi få taget luften ud af den syndebuksretorik, der til tider har givet en uacceptabel tone i debatten.

Regeringen har i høj grad fokus på, hvordan vi kan skabe en god fremtid for mennesker med handicap. Samtidig med arbejdet med socialreformen er vi i gang med at forberede en ny langsigtet handlingsplan på handicapområdet. Handlingsplanen skal sætte rammerne for den progressive implementering af FN's handicapkonvention og for de næste 5-10 års handicappolitik.

Vi er altså i fuld gang med at lægge grunden til en langsigtet handicappolitik, som kan understøtte mennesker med handicap i at få et godt og værdigt og aktivt liv. Det er et arbejde, jeg glæder mig rigtig meget til, og som jeg håber at kunne samle bred opbakning til her i salen, også selv om jeg ikke kan leve op til spørgerens forudsætning om ikke at ændre på det bestående. For mig er inklusion kodeordet.

Så takker jeg social- og integrationsministeren og giver ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Stine Brix, som denne gang har maks. 5 minutter.

Tak for det. Almindelige danskeres sociale retssikkerhed er blevet forsømt gennem de sidste 10 år med VKO. Mange oplever, at det system, der skulle hjælpe dem, bliver en modstander, som det kræver enorme ressourcer at trænge igennem til. De føler sig retsløse og mødt med mistillid og kontrol. Enhedslisten mener ikke, det er rimeligt at forlange, at man skal kunne paragrafferne bedre end sin sagsbehandler for at få den hjælp, som man har brug for og ret til, og det er heller ikke rimeligt, at man skal tigge eller besvare overflødige, intime spørgsmål for at få den. Vi tror på sociale rettigheder frem for almisser, og vi vil styrke borgernes sociale retssikkerhed.

Derfor er vi rigtig glade for, at det før valget lykkedes at få Socialdemokraterne, SF og De Radikale med på ideen om at nedsætte en social retssikkerhedskommission, så det forhåbentlig kunne blive til virkelighed her efter valget. Men vi mangler stadig at se et initiativ, og det håber vi selvfølgelig kommer i den nærmeste fremtid.

Det er afgørende for retssikkerheden, at borgerne kan klage over kommunernes afgørelse til en uafhængig ankeinstans, og derfor er Enhedslisten lodret imod det lovforslag, som regeringen nu fremsætter, på trods af at vi før valget var enige om, at det var en dårlig idé. Det er et lovforslag, som giver kommunerne redskaber til at styre udgifterne på handicapområdet på bekostning af ankemulighederne.

Vi mener, at regeringen nu gambler med borgernes retssikkerhed stik imod de anbefalinger, som der er kommet fra stort set samtlige handicaporganisationer, fra socialrådgiverne og også fra professorer på området.

Til gengæld er jeg glad for, at ministeren tilkendegiver, at regeringen er i gang med arbejdet med at ratificere FN's handicapkonventions tillægsprotokol, og vi ser meget frem til, at vi kommer videre med det arbejde. Tillægsprotokollen er netop det, som omhandler den uafhængige klageinstans, hvilket forhåbentlig kan få os videre i arbejdet med FN's handicapkonvention og rent faktisk gøre den til virkelighed, der får en betydning for de borgere, som er ramt af et handicap.

Et tredje element, der kunne styrke borgernes retssikkerhed, ville være, hvis vi kunne lave langt enklere regler og mindre kontrol. Hvis borgerne skal have den hjælp, som de har brug for og ret til – uden at det kræver 6 måneders ventetid og en ankesag – så er der brug for mere enkle og letforståelige love og regler. Vi vil gerne arbejde for, at bl.a. reglerne om BPA, handicapbiler og ikke mindst merudgifter bliver langt enklere, så borgerne rent faktisk kan gennemskue, hvad det er, de har ret til.

Endelig kunne vi godt tænke os at drøfte med Folketingets partier, om vi ikke skulle kigge på, hvordan vi tackler situationer, hvor kommuner begår fejl. I dag kan en borger miste sin hjælperordning eller sin indkomst, hvis vedkommende begår en fejl, f.eks. ved at lægge tal forkert sammen. Men når myndighederne begår en fejl, der måske i alvorlig grad forringer borgerens livskvalitet – f.eks. ved uretmæssigt at tage hjælpen fra en borger – så får det ingen konsekvenser. Det så vi bl.a., da Høje Taastrup Kommune med et slag besluttede at stoppe hjælpen til en række familier med børn med handicap, uden at der havde været en forudgående vurdering.

Den uretfærdighed vil vi gerne have rettet op på. Hvorfor har det ingen konsekvenser for kommunen i dag, når de faktisk tjener penge på ikke at følge loven?

Som den sidste ting mener vi, at Folketinget har brug for en drøftelse af handle- og betalingskommune. De nye regler om handle- og betalingskommune betyder, at selv om en borger med handicap er flyttet til en ny kommune, kan den gamle fortsat stå for sagsbehandlingen. Disse regler skal annulleres, så sagerne kan hjemtages til bopælskommunen.

Det er der to grunde til. Dels er det uhensigtsmæssigt, at en sagsbehandler skal træffe afgørelser om en borger, som sagsbehandleren i praksis ikke længere kender, dels er det udemokratisk. Enhedslisten går stærkt ind for et nærdemokrati, og for borgere med handicap betyder det selvfølgelig, at deres sager skal behandles i den kommune, hvor de selv har stemmeret.

Vi har mange flere forslag til, hvordan man kan forbedre retssikkerheden for borgere med handicap, og jeg håber, vi kan få en drøftelse af det her i salen i dag.

Så skal jeg på vegne af Enhedslisten, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget glæder sig over de store fremskridt i behandlingsmulighederne, som betyder, at flere børn født med handicap overlever, og at mennesker med handicap lever længere.

Folketinget tager skarpt afstand fra forsøg på at gøre mennesker med handicap til årsag til økonomiske problemer i samfundet.

Folketinget vil arbejde for en progressiv implementering af FN's Handicapkonvention og for at fremme lige muligheder for at deltage i samfundet.

Folketinget ønsker at fastholde det grundlæggende princip i dansk handicappolitik og -lovgivning om, at støtte til mennesker med handicap skal tildeles ud fra en konkret, individuel vurdering. Det nuværende niveau for retssikkerhed skal sikres gennem et effektivt klagesystem.

Folketinget ønsker, at man i samarbejde med handicaporganisationerne udvikler løsninger og ny teknologi, så mennesker med handicap kan deltage i samfundet på lige fod med andre.

Folketinget ser frem til en tværministeriel handlingsplan på handicapområdet.«

(Forslag til vedtagelse nummer V 40).

Dette forslag til vedtagelse vil indgå i debatten, men kommer som nævnt først til afstemning tirsdag efter påske.

Der er en kort bemærkning fra hr. Hans Andersen.

Tak for det. Og tak til Enhedslisten for at rejse denne forespørgsel. Jeg har lyttet til det forslag til vedtagelse, som nu foreligger fra regeringspartierne og Enhedslisten, og i forhold til det, Enhedslisten påpegede i talen, tænker jeg lidt, at der vel mangler noget i det forslag til vedtagelse.

Der er ikke engang et årstal på, hvornår den handlingsplan på handicapområdet skal være færdig. Der står også, at det nuværende niveau for retssikkerhed skal sikres gennem et effektivt klagesystem.

Kan ordføreren uddybe, hvad det præcis er, der er aftalt, og hvad der menes med det her? For ellers kan jeg ikke se, at den her forespørgsel flytter ret meget.

Ordføreren.

Jamen jeg betragter formuleringen om, at det nuværende niveau for retssikkerhed skal fastholdes, som en bekræftelse på, at det er noget meget centralt for Folketinget. Og derfor vil jeg da bruge det til at holde regeringen fast på, at vi ikke skal forringe klagesystemet fremover. Men vi har så givetvis forskellige opfattelser af, hvad det vil sige.

Hr. Hans Andersen.

Så vil jeg gerne bede ordføreren kommentere det her med handlingsplanen på handicapområdet. Hvad har ordføreren af ambitioner på det her område?

Altså, i Venstre har vi sådan set den ambition, at vi skal holde fast i, at handlingsplanen skal udarbejdes i 2012, så vi netop kan komme videre med at udvikle handicapområdet og udvikle de ordninger, som mange mennesker er afhængige af i hverdagen.

I det forslag til vedtagelse, der nu foreligger fra Enhedslisten og regeringspartierne, er der jo ikke nævnt noget årstal. Er det i 2013 eller 2014, at den her handlingsplan skal være færdig? Det synes jeg står meget uklart, og jeg håber da på, at Enhedslisten kan uddybe, hvad det er, der er blevet lovet her. For ellers er der jo overhovedet intet nyt i det her.

Ordføreren.

Jeg synes da sagtens, vi kan spørge regeringspartierne, om de vil være med til at sikre, at der er en handlingsplan i 2012. Det synes jeg er en glimrende idé. Men jeg synes nu, der er masser af grunde til at diskutere handicapområdet, uanset om der er noget nyt eller ej. Jeg tror faktisk, det er enormt vigtigt, at vi sammen mødes og diskuterer, hvad tilstanden er nu, og hvad vi sammen kan blive enige om fremadrettet.

Derudover vil jeg sige, at jeg da også håber, at regeringen har ambitioner om at nedsætte en retssikkerhedskommission på det sociale område, sådan at vi kan få nogle flere og nye forslag til at forbedre retssikkerheden. Og så håber jeg da også, at Venstres ordfører vil være med i debatten, så der forhåbentlig kan komme flere nye ideer på bordet, så vi sammen kan blive klogere af den her debat.

Tak til Enhedslistens ordfører og ordføreren for forespørgerne. Så giver jeg ordet til Venstres ordfører, hr. Hans Andersen.

I Venstre er vi optaget af, at mennesker med handicap får de samme muligheder som andre for at være en aktiv del af samfundet. De skal have frihed til at stræbe efter et godt liv. Derfor skal vi i højere grad se på fordelene ved øget mangfoldighed og rummelighed, f.eks. i skoler og på arbejdspladser, og vi skal sikre, at mennesker med handicap får den hjælp, de har behov for, på baggrund af en konkret og individuel vurdering.

Venstre har i hvert fald siden 2001 været med til at sikre en række initiativer. Jeg kan eksempelvis nævne tillæg til studerende med handicap på videregående uddannelser, en forbedring af ledsageordningen, den særlige ungdomsuddannelse, ordningen om brugerstyret personlig assistance samt – og det er i satspuljeregi sammen med Folketingets øvrige partier – 500 mio. kr. til udbygning af handicapboliger. Men der er stadig væk lang vej endnu, og flere initiativer skal iværksættes.

Venstre vil arbejde for, at der kommer større fokus på de kompetencer, som mennesker med handicap har. Det er vores mål, at flere skal have mulighed for at få et arbejde. Et job kan nemlig skabe frihed og større uafhængighed, og det betyder forbedret livskvalitet for den enkelte. I øjeblikket er 47 pct. af de 560.000 personer i Danmark, der har et handicap, i beskæftigelse, og det svarer til ca. 260.000 personer. Det kan vi gøre bedre.

Det anslås, at flere tusinde personer med handicap er klar til at gå direkte ind på arbejdsmarkedet, hvis blot danske virksomheder åbner øjnene for deres kompetencer. Det vil jeg nævne to eksempler på.

Det første drejer sig om unge med Aspergers syndrom. Til dem findes der et specielt uddannelsesmodul ved navn AspIT. Det er dokumenteret, at eleverne efter 3 år opnår personlige og it-mæssige kompetencer, der sætter dem i stand til at løse opgaver for virksomheder og gennemføre praktikforløb.

Det andet eksempel er de blinde og svagtseende mennesker. Her er kun 30 pct. i almindelig beskæftigelse, til trods for at de har et stort og højt uddannelsesniveau.

I Venstre mener vi også, at det er vigtigt, at mennesker med handicap har valgfrihed til at tilrettelægge deres hverdag uden at være afhængige af andres planlægning. Brugerstyret personlig assistance benyttes i dag af rigtig mange, og der bør følges op på ordningen, så den kommer til at fungere endnu bedre.

Til sommer er det 3 år siden, at Danmark underskrev FN's handicapkonvention. Sidste år iværksatte den daværende regering udarbejdelsen af en ny, langsigtet handlingsplan for handicapområdet, og formålet med handlingsplanen er at afdække centrale udfordringer og udviklingstendenser på handicapområdet, og så skal den opstille nogle mål for indsatsen på området. Venstre vil opfordre regeringen til at få færdiggjort handlingsplanen, der skal sætte rammerne for regeringens kommende prioriteringer på området og implementeringen af FN's handicapkonvention.

Der er så en ting mere. I regeringsgrundlaget står der, at det specialiserede område skal underkastes en analyse med henblik på at vurdere, om udgifterne anvendes bedst muligt. Analysen skal føre frem til udarbejdelsen af en ny socialreform. Venstre opfordrer også regeringen til at få færdiggjort analysen og iværksætte udarbejdelsen af en ny socialreform, for mens vi venter, breder der sig en usikkerhed på hele det sociale område og ikke mindst på handicapområdet. Nu må de mange ord følges op af handling fra regeringens side.

På den baggrund skal jeg på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at mennesker med handicap skal have den hjælp, de har behov for, på baggrund af en konkret og individuel vurdering. Der er taget en lang række initiativer til at forbedre hverdagen for mennesker med handicap, herunder udvikling af ny velfærdsteknologi, iværksættelse af brugerstyret personlig assistance-ordningen samt særligt tilrettelagte uddannelsesforløb.

Folketinget opfordrer regeringen til at få færdiggjort den langsigtede handlingsplan (som den tidligere regering igangsatte) på handicapområdet i 2012, hvori der skal opstilles mål for indsatsen på handicapområdet, som for eksempel øget inklusion, ungdoms- og videreuddannelse, øget inddragelse af civilsamfundet, større personligt ansvar og bedre håndtering af egne problemer.

Folketinget vil kraftigt opfordre regeringen til at få færdiggjort analysen af det specialiserede socialområde og få iværksat udarbejdelsen af en ny socialreform jf. regeringsgrundlaget for at forhindre, at utrygheden og frustrationen breder sig på det sociale område. De mange ord skal nu følges op af handling.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 41).

Der oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i debatten. Der er nogle korte bemærkninger. Først er det fru Karen J. Klint.

Så kom lyden igen. Så vidt jeg hørte, sagde hr. Hans Andersen, at der er en lang vej endnu. Jeg kan kun være enig i, at der er en lang vej til målet også i forhold til de analyser og de handlingsplaner, der skal være, men den vej, der er lang og lagt ud, er jo sådan set lagt ud af den tidligere regering. Så hvis den tidligere regering havde været i mål, havde der jo ikke været en lang vej endnu. Jeg vil bare spørge, om ordføreren ikke er enig i den tolkning.

Ordføreren.

Jeg sagde, at vi jo ikke er i mål endnu. Vi har sat en lang række initiativer i gang, og sidst vi havde den her forespørgselsdebat med nærmest samme ordlyd for over et år siden på initiativ fra Enhedslisten, blev der nævnt, at der var sat en handlingsplan i gang på handicapområdet, og det er jo derfor, at jeg er så optaget af, at vi så får færdiggjort den handlingsplan, så vi kan komme videre med initiativerne. Det er sådan set det signal, jeg sender i dag, og jeg havde da håbet på, at regeringen ville forpligte sig til mere end at sige, at man vil lave en. Man har ikke forpligtet sig til, hvornår den skal være færdig, og det synes jeg da er uambitiøst. Jeg er enig i, at vi hele tiden kan lave forbedringer på det her område, og det vil jeg gerne være med til.

Karen J. Klint.

Nu har vi jo ikke hørt ministeren endnu, så det kan godt være, at ministeren har et svar på datoen på handlingsplanen. Jeg formoder, at det svar er der, og jeg har også en fornemmelse af, hvornår det er. Men jeg vil gerne gentage mit spørgsmål: Er det ikke korrekt, at jeg hørte ordføreren bruge udtrykket, at der er lang vej endnu?

Ordføreren.

Der står – og det læste jeg også op fra min ordførertale – lang vej. Jeg nævnte, at vi havde iværksat en række initiativer, men jeg synes da stadig væk, at vi skal arbejde med at udvikle det her område. Jeg lytter mig bare til, at ambitionerne altså er faldet lidt. Den her handlingsplan – lyttede jeg mig til – er jo først sat i værk nu. Ugen inden vi skulle have den her forespørgselsdebat – har jeg så også forhørt mig om og lyttet mig til – var der et stort møde, fordi man helst skulle se at komme i gang, inden vi skulle have den her forespørgselsdebat, og jeg synes simpelt hen bare, at det ikke er ambitiøst nok. Vi bliver nødt til at gøre mere for at fremskynde det her og for at få handlingsplanen gjort færdig.

Så er det hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne sige til ordføreren, at jeg undrer mig også over, at der ikke for længst er blevet sat mere tempo på den handlingsplan for længst. Der er jo forinden gået 10 år, som kunne have bragt os længere frem i processen. Men jeg vil gerne stille et spørgsmål om handicapkonventionen for at høre, hvad Venstre mener i forhold til, at vi får ratificeret tillægsprotokollen, sådan at vi har en reel klageinstans. Hvad er årsagen til, at man har smølet med det i den tidligere regering?

Ordføreren.

Jeg vil gerne vende tilbage med et rigtig godt svar på hvad der er årsagen til, at det her ikke er skredet hurtigere frem. Jeg har sådan set fuldstændig den samme ambition om, at vi skal arbejde med at få implementeret FN's handicapkonvention i Danmark, og at vi skal gøre det, så hurtigt vi overhovedet kan og økonomisk har mulighed for det.

Jeg ved i hvert fald – for bare at nævne et eksempel – at vi i satspuljeregi har diskuteret, hvordan vi har kunnet gøre tilgængeligheden langt bedre, og at vi også har udmøntet penge i forhold til det.

Hr. Christian Juhl.

Tak. Jeg blev ikke så meget klogere, så jeg prøver lige at stille spørgsmålet en gang til. Da man i Folketinget vedtog handicapkonventionen, vedtog man ikke tillægsprotokollen, og så vil jeg gerne høre: Hvorfor gjorde man ikke det? Var det ikke en god idé at få de to ting, der jo hænger så tæt sammen, til at fungere samtidig?

Det er jo ikke nogen kunst at sige en hel masse pæne ord om, hvad man gerne vil, når det ikke har nogen konsekvenser, og der ikke er en klageinstans.

Ordføreren.

Jamen som jeg svarede hr. Christian Juhl på hans første spørgsmål, vil jeg gerne vende tilbage og sige, hvad der var årsagen til, at Venstre på det tidspunkt ikke gik videre med hensyn til at implementere tillægsprotokollen. Men jeg siger bare, at vores ambition da er, at vi arbejder med FN's handicapkonvention og på at få implementeret den så hurtigt som overhovedet muligt.

Fru Stine Brix for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil starte med at beklage noget, for jeg har på Facebook fået besked fra flere døve – der sidder og prøver at følge med i debatten – om, at de ikke kan følge med, fordi tv fra Folketinget ikke er tekstet. Det er beklageligt, og det siger jo meget om, at der er lang vej endnu, før vi har tilgængelighed, så man kan følge med, f.eks. i den offentlige politiske debat, og det har jeg lovet at sige videre.

Men ellers vil jeg spørge ordføreren, hvad han synes om vores forslag om, at man skulle kigge på, om der kan gives en form for godtgørelse til borgere, såfremt en kommune i en sag laver en fejlbehandling, som betyder, at en borger f.eks. bliver frataget den hjælp, som vedkommende ellers havde krav på. Det betyder jo, at kommunerne kan tjene nogle penge på, at de ikke giver den hjælp, som borgerne har ret til.

Ordføreren.

Jeg er sådan set altid optaget af, at vi – når vi laver en lovgivning herinde – også skal leve op til den, og at kommunerne også i praksis skal leve op til lovgivningen i hverdagen. Og er det sådan, at der træffes afgørelser, som ikke er rigtige, og som kommunerne efterfølgende bliver bedt om at lave om, så skal vi da drøfte, om der er et problem.

Jeg er godt klar over, at der i den nuværende lovgivning ikke åbnes op for, at man kan give den form for erstatning. Men det er da noget, jeg gerne vil drøfte, for der er jo paralleller til andre områder inden for velfærdssamfundet – eksempelvis sundhedsområdet – hvor man også drøfter det her, og hvor der er erstatning, hvis nogen har fået en fejlbehandling. Her handler det så om, at nogen ikke får den rigtige service i forhold til lovgivningen, og jeg vil sådan set have, at vi i Folketinget skal stå ved den lovgivning, som vi vedtager.

Tak til Venstres ordfører. Er der flere, der har bedt om ordet? Fru Stine Brix havde en ekstra kort bemærkning. Hun afstår. Tak. Det var mig, der var uopmærksom. Det beklager jeg.

Så er det fru Karen J. Klint som socialdemokratisk ordfører.

Tak for det. Det er her ligesom i den forrige sag, at vores ordfører på sagen ikke kan være til stede, hvorfor jeg har lovet at læse hendes tale op. Den lyder:

Forholdene for mennesker med handicap ligger i høj grad Socialdemokraterne på sinde. Derfor er jeg også glad for at kunne benytte lejligheden til at fremhæve nogle forbedringer, som Socialdemokraterne har været med til at gennemføre siden sidste år, hvor vi også havde en forespørgselsdebat om samme emne, men hvor regeringen ikke var rød, men blå. Men inden jeg kommer ind på forbedringerne, vil jeg gerne knytte nogle ord til retssikkerheden og til tonen i debatten, som der spørges til.

Til det første omkring retssikkerheden vil jeg sige, at det er et område, som Socialdemokraterne er meget optaget af – også nu, hvor vi har fremlagt forslag om at styrke den juridiske ekspertise i de sociale nævn, som også vil være der fremover. Borgerne skal have adgang til at klage over de afgørelser, der træffes. Ellers har vi ikke noget retssamfund, og det vil jeg tro alle partier i Folketingssalen er enige i.

Omkring tonen i debatten er jeg enig i, at vi aldrig kan udråbe mennesker med handicap som årsag til landets økonomiske udfordringer. Det er for mig som socialdemokrat helt uacceptabelt. Når nogle mennesker med handicap alligevel kan føle, at de bliver gjort til syndebukke, skal vi tage det meget alvorligt. Jeg tror, vi alle kan være enige om, at vi ikke kan gøre mennesker med handicap til syndebukke, og jeg tror også, at vi alle hver især udadtil kan gøre mere for at slå ned på det, når der sker nogle ting med uacceptable udtalelser, hvor de end måtte blive fremsat. Det har vi alle et ansvar for.

Nu til forbedringerne på området. Her er jeg især glad for, at vi har gjort meget for børn og unge med et handicap. Vi har ikke kun taget udgangspunkt i, at mennesker med handicap skal have samme hjælp. Vi har rent faktisk indført et løft. Her er udgangspunktet for forespørgslen måske lidt statisk, for den nye regering med Socialdemokraterne i spidsen har forhøjet loftet over tabt arbejdsfortjeneste ved pasning af sygt eller handicappet barn i hjemmet, efter at VKO havde skåret kraftigt i ordningen. Det er en helt afgørende forhøjelse af loftet, der for rigtig mange mennesker fremover vil betyde, at man ikke skal vælge mellem familiens økonomi og barnets tarv i den svære situation, det i forvejen er at have fået et alvorligt sygt barn eller et barn med handicap.

Vi sørger også for, at børn og unge mellem 12 og 15 år får mulighed for at få en ledsageordning. Børn og unge med handicap skal have samme mulighed for at bevæge sig rundt, være sammen med deres kammerater i fritiden og have deres eget ungdomsliv uden at være afhængige af, at far og mor altid skal følge med.

Vi skal ikke umyndiggøre børn og unge med handicap eller pakke dem ind i vat, bare fordi de har et handicap. Børn og unge med handicap skal have deres selvbestemmelse og selvstændighed. Det er Socialdemokraterne til enhver tid optaget af. Det er vi bl.a., fordi det hænger sammen med, at der ikke kun på papiret skal være ligebehandling, men også reelt lige muligheder for at kunne deltage i samfundslivet.

Oven i det er jeg selvfølgelig meget tilfreds med, at regeringen tager skridt til at underskrive tillægsprotokollen til FN's handicapkonvention. Det er for os i partiet helt uforståeligt, at VKO ikke har villet gøre det tidligere, for det sikrer mennesker med handicap klageadgang.

Men arbejdet stopper ikke her. Socialdemokraterne ser frem til det kommende arbejde med en socialreform og til evaluering af kommunalreformen på det specialiserede område. Vi skal som sagt ikke kun yde samme hjælp som nu, vi skal også udvikle hjælpen. Socialdemokraterne mener grundlæggende, at mennesker med handicap skal have en barndom, ungdom og voksenliv på lige fod med andre mennesker. Det er det, vi arbejder for, og jeg synes allerede, vi er kommet et langt stykke vej på meget kort tid. Især har vi forbedret forholdene for børn og unge med handicap, og fremadrettet vil vi gøre endnu mere for ikke kun at kompensere, men også have fokus på ressourcer og muligheder.

Vi støtter selvfølgelig det oplæste forslag til vedtagelse fra den røde gruppe.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Fru Karina Adsbøl som ordfører for Dansk Folkeparti.

Som handicapordfører for Dansk Folkeparti vil jeg gerne kvittere for denne forespørgselsdebat. I Dansk Folkeparti vægter vi højt, at mennesker med et handicap får de bedste mulige vilkår, også når det gælder uddannelse, bolig og det at være på arbejdsmarkedet. I Dansk Folkeparti har vi også vægtet højt, at unge mennesker med et handicap fik et retskrav på et uddannelsestilbud, der er tilrettelagt individuelt i samarbejde med borgeren. Hensigten med uddannelsesforløbet var, at det skulle være individuelt og tilpasset den enkeltes ønsker, ressourcer, kompetencer samt behov.

Derfor fik vi i 2007 gennemført STU, som er et særligt tilrettelagt uddannelsesforløb for unge mennesker, der af forskellige årsager har en nedsat funktionsevne, som i den grad indebærer, at der skal tilrettelægges et individuelt forløb. Derudover fik vi også øget handicaptillægget. Og i 2010 aftalte vi med regeringen at nedsætte en arbejdsgruppe med deltagelse af bl.a. relevante fagpersoner og interessenter, som frem til efteråret 2010 fik til opgave at vurdere en etablering af en overbygning på den særlige ungdomsuddannelse.

Vi har hørt eksempler på, at unge mennesker mod deres vilje kommer på plejehjem. I Dansk Folkeparti finder vi det meget problematisk, at unge mennesker med handicap mod deres egen vilje kan risikere at ende på et plejehjem, hvor der bor ældre. Det er en problemstilling, som jeg gerne vil tage op i den her debat.

Kristeligt Dagblad har skrevet en del af artikler om, at mennesker med handicap bliver snydt for frit boligvalg. Vi skal arbejde for, at der er et bredt boligmarked, lige fra bofællesskaber til egen bolig, og med de foranstaltninger, det måtte indebære. Her tænker jeg på tilgængelighed, hjælpemidler, støtteordninger og på, at borgerens retssikkerhed og medindflydelse er vigtig.

Vi har også taget ansvar. Det sidste nye, der kommer nu, er startboliger, for der er blandt satspuljepartierne enighed om at give støtte til unge med sociale eller psykiske problemer, hvor det at flytte i egen bolig kan være svært.

Dansk Folkeparti har også medvirket til at få afsat midler til tilgængelighed, og flere kommuner har fået hjælp til en elevator eller andet. Kommunerne har også et stort ansvar for at løfte den store opgave, og de har et ansvar for at løfte den opgave i samarbejde med borgeren.

Mennesker med handicap skal sidestilles med personer uden handicap. Arbejdsmarkedets parter har et stort ansvar for at inkludere mennesker med handicap, og der har også været gode eksempler på det heriblandt McDonald's, som har medvirket til en samarbejdsaftale med LEV. De gør en god indsats for hjælpe unge udviklingshæmmede på arbejdsmarkedet. Dansk Folkeparti kæmpede for, at der blev afsat 14 mio. kr. i årene 2011 og 2013 på finansloven til KLAP-projektet – dvs. kreativ, langsigtet arbejdsplanlægning – i LEV, som har til formål at hjælpe og støtte unge med et handicap til at være på arbejdsmarkedet. LEV fortæller, at deres udfordring også handler om at få kommunerne med, så de kan se, at der er en mulighed for at skifte en beskyttet værkstedsplads ud med et skånejob.

Men der er fortsat store udfordringer på dette område, bl.a. for borgere, der har brug for personlig assistance. Jeg har bedt ministeren om at sende udvalget en evaluering af BPA-ordningen og om kommunernes udmåling af administrationstaksten. Som ministeren nævner i et svar til mig, skulle den ligge klar i starten af 2012.

Vi har et fælles ansvar med hensyn til effektiviseringer, og de udfordringer vil vi i Dansk Folkeparti gerne medvirke til at finde løsninger på. Vi finder det også nødvendigt i denne debat at drøfte sagsbehandlingstiderne og sikringen af borgernes retssikkerhed.

Det samme sker på høreapparatområdet, hvor der har været iværksat en kulegravning, og hvor rigsrevisorerne har udtalt, at der er store problematikker på området. Problemet er, at denne kulegravning ikke som lovet er færdig, selv om den forlængst skulle være færdiggjort.

Så er der STU-området, altså det særligt tilrettelagte uddannelsesforløb for unge, der ikke kan være i det almindelige uddannelsessystem. Den rapport skal vi også have oversendt fra ministeriet, så vi kan komme i gang med at forbedre området. Tak for ordet.

Der er tre korte bemærkninger. Den første er fra hr. Finn Sørensen.

Tak til ordføreren for redegørelsen for alle de mange ting, Dansk Folkeparti har gjort i tidligere folketingsår. Jeg har jo ikke været her så længe, så jeg er nødt til at spørge ind til noget, jeg ikke helt forstår, og det er, hvorfor Dansk Folkeparti ikke har været med til at sikre, at man fik en underskrift på den her tillægsprotokol til handicapkonventionen.

Ordføreren.

Som sagt har jeg heller ikke været med så længe, men jeg kunne forestille mig, at det har været sådan, at man har tænkt, at man har et klagesystem her i Danmark, og at man så ville effektivisere det klagesystem. Så man har jo klagemuligheder i Danmark, og jeg kunne forestille mig, at det er derfor, at det ikke er med.

Vi vil gerne være med til at effektivisere klagesystemet i Danmark, for det er selvfølgelig vigtigt, at borgere kan klage, og det kan de jo også her i Danmark. Så jeg kunne forestille mig, at det er det, det handler om.

Hr. Finn Sørensen.

Sådan er det jo, når to nye skal tale sammen. Så kan det være svært at få det hele på plads. Men skal det så forstås sådan, at Dansk Folkeparti stadig væk er modstander af, at vi får skrevet under på den og får ratificeret den? Nu er der jo heldigvis et flertal for den, men er man stadig væk modstander af det – og i givet fald, hvorfor?

Ordføreren.

Jeg kan sige igen, at vi jo har et klagesystem her i Danmark, og grunden til, at man vil underskrive en tillægsprotokol, må vel være, at man mener, at klagesystemet i Danmark ikke fungerer, og så mener jeg, at det er vigtigt, at klagesystemet i Danmark fungerer, så vi kan klage i Danmark.

Fru Stine Brix for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil spørge lidt videre ind til det, som ordføreren her til sidste talte om med hensyn til klagesystemet i Danmark, for det er jo sådan, at bl.a. organisationen LEV, som ordføreren henviser til, er stærkt bekymret for det forslag, som foreligger, om at indskrive kommunale serviceniveauer og hensynet til kommunens økonomi, når ankesystemet i Danmark skal vurdere, hvorvidt en sag er afgjort korrekt eller ej. Tidligere har Dansk Folkeparti jo støttet det lovforslag, men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan Dansk Folkeparti ser på den sag nu.

Ordføreren.

Må jeg lige få spørgsmålet igen, fordi det røg lige af i farten?

Vi laver en dispensation, værsgo.

Det er helt i orden. Jeg spørger til det lovforslag, som regeringen har fremsat for nylig – som også har været i høring, og som vi skal behandle efter påske – som handler om lokale serviceniveauer og kommunernes økonomi, hvor man indskriver i serviceloven, at ankemyndighederne skal tage hensyn til lokale serviceniveauer og kommunernes økonomi, når de skal vurdere, hvorvidt kommunerne har truffet den rigtige afgørelse for en borger med handicap. Jeg vil høre, om Dansk Folkeparti støtter det lovforslag, eller om de – ligesom Enhedslisten – synes, at det en rigtig dårlig idé, fordi det forringer borgernes retssikkerhed.

Ordføreren.

I Dansk Folkeparti mener vi jo selvfølgelig også, at retssikkerheden for borgerne skal prioriteres højt. Om vi stemmer for det ene eller det andet, kan jeg jo ikke stå og svare på nu. Det drøfter vi selvfølgelig i min folketingsgruppe, for det er jo sådan i Dansk Folkeparti, at der samarbejder vi også i folketingsgruppen, og det kan jeg forstå at Enhedslisten også gør, fordi de skal jo også have opbakning, når de skal vedtage noget. Så når der ligger noget konkret, skal jeg gerne give et svar på det.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Tak. Der er jo flere handicaporganisationer, der har kommenteret forhandlingerne omkring fleksjobreformen, og de har udtrykt nervøsitet over, at det nuværende forslag til en fleksjobreform er i strid med handicapkonventionen på den måde, at det diskriminerer en gruppe handicappede, fordi de får lavere løn end andre – de skal altså arbejde på samme vilkår, men får lavere løn. Hvad er Dansk Folkepartis holdning til, at den fleksjobreform risikerer at være i karambolage med handicapkonventionen?

Ordføreren.

Jeg kan forstå, at hr. Christian Juhl vil have mig til at svare på noget om nogle forhandlinger, der foregår i øjeblikket omkring det her, hvor vi har nogle ovre at forhandle på det område. Og jeg er jo ikke i stand til at svare på, hvordan de forhandlinger ender. Det er derfor, vi er med i de forhandlinger, altså for at finde ud af, hvordan og hvorledes vi kan bidrage til at finde de gode løsninger. Så det er jo umuligt at svare på, hvordan de forhandlinger ender.

Hr. Christian Juhl.

Jeg havde heller ikke nogen tro på, at jeg kunne få at vide, hvordan de forhandlinger går, selv om det ellers kunne være dejligt at få at vide. Men jeg vil gerne høre om det principielle i det. Når nogle af de organisationer, der har forstand på det, siger, at fleksjobreformen – i hvert fald det oplæg, der var – er i strid med handicapkonventionen, hvad vil Dansk Folkeparti så gøre ved det? Det vil jeg spørge om rent principielt. Ordføreren behøver ikke fortælle mig noget om, hvordan forhandlingerne går, men mere principielt svare på: Skal handicapkonventionen gælde, eller skal den ikke gælde, når nu der er sået tvivl om det?

Ordføreren.

Med hensyn til om handicapkonventionen skal gælde eller ikke skal gælde, vil jeg sige, at så vidt jeg ved, har Danmark underskrevet den, og så må man jo se på det, men nu er jeg jo ikke jurist. Vi skal selvfølgelig lytte til handicaporganisationerne – det er da klart – og vi skal også lytte til borgerne og til de borgerhenvendelser, vi får. Vi skal tage alle henvendelser alvorligt, og dem skal vi jo også tage med i de forhandlinger, der er. Så man skal altid lytte til både det gode og det dårlige og til, hvad man kan gøre bedre.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det hr. Hans Vestager som radikal ordfører.

Da jeg læste denne forespørgsel nr. F 21 om personer med handicap, undrede jeg mig, for forespørgslen er her jo, men hvad er begrundelserne? Det synes jeg jo tog lidt tid, inden jeg efterhånden kunne finde ud af, hvad begrundelsen for at denne forespørgsel er stillet var. Men nu kan jeg da efterhånden forstå det, altså at det er udtryk for bekymring for fremtiden.

Der, hvor jeg kommer fra – i den kommune, som jeg har kendskab til – jamen der synes jeg da, at der, så vidt jeg er vidende om, er retssikkerhed for mennesker med handicap, og man gør da alt, hvad man kan, for at mennesker med handicap ikke kommer til at lide under, at der bliver flere mennesker med handicap.

Er man nu også helt sikker på, at der bliver flere mennesker med handicap? Vi har da set noget med hensyn til fosterdiagnostikken, som har gjort, at der er sket forandringer. Men på den anden side set, er der også sket det glædelige, at der er folk med handicap, der som følge af den forbedrede sundhedstilstand også kommer til at leve længere og længere. Jeg kender da ikke til nogen – derfra hvor jeg kommer – som har udråbt handicappede til at være en belastning for økonomien. Vi har nogle ganske udmærkede bofællesskaber, hvor vores egne børn og unge og ældre nu kommer til at bo, og det er vi alle sammen glade for.

Jeg mener jo, at der her i Folketinget er en almindelig stemning – som der nu har været her fra begge sider i salen – i retning af, at her er et område, som man er intenst optaget af, uanset hvilket parti man tilhører. Så jeg håber da, at de bemærkninger, der her er faldet om forholdene, betyder, at skulle nogen være kommet bagefter, jamen så vil de da gerne forsøge at komme foran, og det samme med nogen, der har en speciel viden på nogle områder.

Jeg fæstnede mig også ved – som det også blev fremdraget i dag – at der er handicappede, som altså kommer til at bo langt fra den kommune, der nu er blevet gjort til handlekommune. Der er nok noget, som vi skal kigge på, for det er meget mærkeligt, at de forskellige kommuner kan træffe bestemmelse om, at den ene eller den anden person, der bor på en institution og som kommer forskellige steder fra, ikke skal have de samme tilbud, som de hidtil har fået.

Så der er ingen tvivl om, at der er nogle ting, som der skal kigges på, og det skyldes jo, at der hele tiden er så megen god vilje rundtomkring, men at man samtidig jo også må erkende, at samfundet i øjeblikket ikke er så rigt, som det har været tidligere, og man bliver jo også nødt til at tage hensyn til, at man ikke bare kan gøre alting.

Men jeg må fortælle historien om dengang, da Ribe Amtsråd – og vel også andre amtsråd – kom på besøg på åndssvageinstitutionerne i 1976, og kunne se, at her var der altså noget, som der skulle gøres noget ved. At de så bagefter fik en stor opgave med at forklare borgerne, at institutionerne altså nu skulle ligge rundtomkring i landet i stedet for bare at være centrale, var så en anden ting. Men den pædagogiske opgave tog man altså på sig, og sådan kan jeg altså se, at vi her har en pædagogisk opgave, som vi skal tage på os, for jeg fornemmer, at der er en fælles vilje, men at vi vel ikke alle sammen har den nødvendige viden om området på nuværende tidspunkt.

Der er tre korte bemærkninger. Først er det fru Stine Brix.

Tak for det. Jeg kan oplyse ordføreren om, at det bl.a. var Erik Fabrin, næstformand for Kommunernes Landsforening, som for lidt under 1 år siden kaldte handicappede for gøgeunger, fordi de udgjorde en belastning for kommunernes budgetter. Og der har været flere lignende tilfælde, så jeg tror, at det er ganske klogt, at vi som folketingspolitikere markerer os i den debat.

Jeg vil spørge ordføreren om det, der handler om retssikkerhed, for ordføreren nævner, at retssikkerheden er god. Jeg tror sagtens, at den kan blive bedre, men min bekymring går i høj grad på det forslag, der går ud på at indskrive kommunale serviceniveauer og økonomiske hensyn i lovgivningen. Den bekymring delte De Radikale før valget, hvor den tidligere kommunalordfører, Johs. Poulsen, om lige præcis den her aftale – som nu danner baggrund for det lovforslag, som regeringen fremsætter – bl.a. sagde, at man var stærkt skeptiske over for, at rettighederne for nogle af de svageste grupper i vores samfund udhules, og at det derfor meget vel kunne være et område, der ville få et gennemsyn efter valget. Det sagde han om den her aftale, som nu danner baggrund for det lovforslag, regeringen fremsætter.

Så jeg vil gerne høre ordføreren fra De Radikale, hvad der er baggrunden for, at man har ændret holdning til det her lovforslag efter valget.

Ordføreren.

Jeg kan sige, at det er nødvendigt, at man gennemser det. Og når det lokale serviceniveau spiller så stor en rolle – og vi har givet kommunerne den frihed – bliver vi også nødt til at arbejde med, om det, at man kan gøre sådan, er noget, der kan lade sig gøre. For der er selvfølgelig en betænkelighed ved det, men der ligger også samtidig noget i det med hensyn til at give kommunerne lov. Og kommunerne skal jo ved lov fastsætte et serviceniveau.

Fru Stine Brix.

Jeg vil gerne høre ordføreren, hvad borgeren så kan regne med. Er det serviceloven, hvor der står, at der skal ske en konkret, individuel vurdering, eller er det kommunernes lokale serviceniveau – og det, man nu beslutter sig for i en kommunalbestyrelse – ordføreren mener er et acceptabelt niveau? Hvad kan borgeren regne med, når begge dele nu indgår i lovgivningen?

Ordføreren.

Borgeren kan regne med, at der skal foretages en individuel vurdering, men den individuelle vurdering finder jo sted under hensyntagen til det kommunalt fastsatte serviceniveau.

Hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Tak til ordføreren. Det er jo glædeligt, at ordføreren i sin verden ikke har set nogen trusler mod de handicappedes retssikkerhed. Men der er altså andre, der godt kan se, at der er en sådan fare på baggrund af regeringens lovforslag, for som fru Stine Brix lige har refereret om de lokalpolitisk fastsatte serviceniveauer, skal økonomiske hensyn også indgå i konkrete afgørelser efter serviceloven. F.eks. er Dansk Handicap Forbund meget bekymret over det her lovforslag. De ser det, som om det alene er fremsat for at imødekomme et ønske fra Kommunernes Landsforening om at få bedre muligheder for at skære i støtten til mennesker med handicap. Formanden Stig Langvad siger:

»Med Dansk Handicap Forbunds erfaring med kommunernes brug af serviceniveauer og økonomiske hensyn er dette bestemt ikke gode toner, når det gælder borgernes retssikkerhed.«

Deler ordføreren slet ikke de bekymringer, som Dansk Handicap Forbunds formand kommer med her?

Ordføreren.

Altså, det er jo sådan, at man altid kan have bekymringer om, hvordan forholdene vil blive. Jeg ser det som en nødvendighed, at man arbejder i den retning, som jeg her har skitseret. Så må man se, om disse bekymringer, som man lægger for dagen, kan virkeliggøres, eller om kommunerne sørger for at opfylde de krav, som selvfølgelig ligger med hensyn til borgeres retssikkerhed.

Jeg kan tilslutte mig kritikken af, at kommunalpolitikere giver sig til at hævde, at handicappede er en belastning for økonomien. Det er utiltalende at høre sådanne udtalelser.

Hr. Finn Sørensen.

Ja, det er vi helt enige i, men det er nu ikke lige det, jeg spørger til. Jeg spørger til det med de mennesker, der er bekymrede for det her lovforslag. Og hvis ikke ordføreren kan se noget fornuftigt i det, som formanden for Dansk Handicap Forbund siger, kan jeg referere til formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, der også er meget bekymret over det her. Hun bruger ordet magtfordrejning og mener, at det tenderer det. Hun frygter, at det bliver overordentlig vanskeligt for en borger at få medhold i ankesystemet, når der klages over et afslag, simpelt hen fordi man nærmest ophøjer de lokale serviceniveauer til lov.

En anden person – som jeg også godt vil tillade mig at kalde for en slags ekspert på de her forhold, nemlig professor i socialret Kirsten Ketcher – ser økonomiaftalen med KL og det derpå følgende lovforslag som et stort tilbageskridt. Hun siger så, og det vil jeg gerne citere:

»Jeg er især bekymret for de handicappede, som flere borgmestre har hængt ud ved at pege på meget dyre enkeltsager. Lige nu er vi i gang med at implementere handicapkonventionen, og det harmonerer meget dårligt med intentionerne i økonomi-aftalen.«

Ordføreren.

Jeg siger tak for oplysningerne. Det gør det ganske klart, at det her er et område, som er under diskussion. Der er som sagt de forskellige holdninger, og det er ikke muligt bare sådan at udstede noget og sige: Jamen alting skal gøres sådan, som folk ønsker sig. Men så er det godt, at folk giver udtryk for deres bekymring, sådan at der kan stilles krav til folketingspolitikerne i forbindelse med det arbejde, som skal gøres, når selve lovgivningsarbejdet skal i gang. Så derfor siger jeg tak til de folk, der bruger kræfter og tid på at ytre sig om, hvordan forholdene kan gøres ordentlige inden for de rammer, som vi har.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Tak. For det første vil jeg gerne kommentere det, ordføreren sagde om, at samfundet ikke er så rigt som tidligere. Det er vist nok en fortalelse. Samfundet er i år rigere end nogen sinde tidligere, hvis vi opgør den samlede, danske rigdom. Derfor er der vel også grund til at sige, at så kan vi også klare os med en ordentlig socialpolitik.

For det andet vil jeg gerne høre ordføreren om noget, for jeg forstod nemlig ikke helt ordførerens synspunkt om det med at få sikret, at betalingskommune og handlekommune var den samme kommune. Når man flytter til en anden kommune, mener ordføreren så, at det er o.k., at det er den nye kommune, der sørger for alle tingene – altså både for at handle og betale?

Ordføreren.

Så vidt jeg er orienteret, er det sådan i dag, at kommunerne kan hjemtage ansvaret for folk, der bor på institutioner, som ligger langt væk fra hjemkommunen. Og jeg har givet udtryk for, at vi her har et område, hvor det er rimeligt, at man foretager et eftersyn og ser efter, om det nu også er en rimelig måde, kommunerne kan handle på. Jeg har i det, jeg har sagt i dag, ikke sagt, at alt, hvad kommunerne gør, er tilfredsstillende. Men der er jo fremsat et forslag om en socialreform, og under forhandlingerne om det forslag må vi så drøfte de ting, sådan at vi bliver opmærksomme på de ting, der er problematiske i den måde, hvorpå lovgivningen er blevet lagt til rette i de senere år.

Hr. Christian Juhl.

Så vil jeg gerne høre ordføreren om spørgsmålet om erstatning. Det er sådan, at hvis en handicappet får frataget sine ydelser og der f.eks. går ½ år, hvorefter den handicappede igen får tilkendt sine ydelser, så får han ikke erstatning for de ydelser, han ikke fik i den periode. Hvad er ordførerens holdning til det problem?

Ordføreren.

Det er et område, som jeg ikke har været opmærksom på at man kunne rejse. For mig har det været noget af en selvfølgelighed, at en kommune ville sørge for at gøre sine fejl gode igen, men jeg kan forstå, at der i øjeblikket ikke er noget retskrav på, at det er sådan. Det er en ejendommelighed, at kommunen ikke kan pådrage sig ansvar ved de handlinger, som kommunen foretager sig.

Tak til den radikale ordfører. Så er det fru Annette Vilhelmsen som ordfører for SF.

Jeg er glad for, at vi har mulighed for at drøfte den her sag i dag. Det er helt afgørende, at vi hele tiden holder os for øje, at mennesker med handicap ikke kommer til at betale prisen for den økonomiske krise. I Danmark lever mindst 10 pct. af befolkningen med en eller anden form for funktionsnedsættelse, som betyder, at de dagligt oplever en begrænsning af mulighederne for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Det fortæller meget om et samfund, hvordan man fra politisk side vælger at behandle mennesker med funktionsnedsættelser. Derfor er det en af regeringens vigtigste opgaver at arbejde for at virkeliggøre principperne i FN's handicapkonvention om retten til selvbestemmelse, forbud mod diskrimination og accept af handicap som en del af menneskelig mangfoldighed.

Vi skal skabe et rummeligt og tilgængeligt samfund, hvor alle reelt oplever sig som en del af fællesskabet. Ingen skal isoleres eller marginaliseres på grund af deres funktionsnedsættelse. Alle skal kunne tage et ansvar for eget liv og aktivt bidrage med, hvad de kan, til samfundet, og hvad der er meget vigtig, skal retssikkerheden respekteres.

Forleden var jeg til møde i Dansk Blindesamfund. De har et slogan, som lyder »Rigtige blinde har været på sporet«. Det betyder, at de har været på sporet. Det er med klar adresse til, at der f.eks. endnu ikke er gålinjer på togstationer, som kan sikre folk med synshandicap. De risikerer, som det er i dag, at ende med at falde ned på skinnerne. Sådan er hverdagen også.

Der er udfordringer i systemet, som det er i dag. Det er vi i SF meget bevidste om. En ny undersøgelse viser, at socialrådgivere på voksenområdet kun bruger omkring 1 time om dagen på direkte kontakt med de borgere, som har et handicap. Resten af tiden går til administration, møder og andre opgaver. Det er absurd, og det viser, hvor stort behovet er for den afbureaukratisering, som vi også har lovet i regeringsgrundlaget.

En anden stor udfordring er den måde, mennesker med handicap bliver omtalt på. Vi kan alle komme i en situation, hvor man f.eks. bliver ramt af ulykke. Man kan få et barn med handicap eller udvikle en sygdom af invaliderende karakter. Så når et menneske bliver udsat for mobning, hadefulde tilråb, nedgørende omtale m.m., er det os alle, der får denne behandling. Vi skal som samfund bruge de ressourcer, der skal til for at sikre ordentlige forhold for mennesker med handicap. Det kan vi først og fremmest gøre ved at være solidariske, men også fordi det samfundsøkonomisk kan betale sig.

Vi skal i regeringen arbejde på at ratificere tillægsprotokollen til FN's handicapkonvention. Det har længe stået højt på SF's dagsorden, og vi vil fortsat presse på.

Vi har også et ønske om, at der i kommunerne bliver taget et opgør med silotænkning. Skal det ske, kan vi passende fra regeringens side gå forrest. Samarbejdet mellem den sociale indsats, den sundhedsmæssige indsats og beskæftigelsesindsatsen er vigtigt. Den særlige disciplin at løbe spidsrod mellem forvaltninger og være i kontakt med mange forskellige sagsbehandlere skal stoppe. Vi har brug for, at borgeren har en enkelt kontaktperson, så man kan være sikker på, at der er en sammenhængende indsats.

Og så synes vi i SF, at det er vigtigt at tænke langt mere visionært i forhold til, hvordan vi skal blive bedre til at fastholde og inddrage mennesker med funktionsnedsættelse på arbejdsmarkedet. Vi skal lytte til de erfaringer, man har gjort med at dyrke det tredje arbejdsmarked. Vi er positive over for, at Socialministeriet har igangsat arbejdet med at udarbejde en tværministeriel handlingsplan på handicapområdet, og det er afgørende for os, at det kommer til at ske med reel inddragelse af brugere, patienter og pårørende.

Det er vigtigt for os, at vi på flere og flere områder sikrer mennesker med funktionsnedsættelse samme behandling som andre. Man skal føle sig anerkendt som den bedste ekspert i sit eget liv og i sin egen situation, og derfor bliver mest muligt af vores arbejde også at inddrage borgeren i beslutninger om egen fremtid. Vi skal blive langt bedre til at indsamle og dele viden om, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Derfor skal vi løbende være parate til at justere lovgivningen og systemerne, hvis vi oplever, at mennesker med handicap komme i klemme.

Vi kan i SF fuldt ud tilslutte os det forslag til vedtagelse, som S, RV, EL og vi i fællesskab har udarbejdet.

Der er tre, der har bedt om korte bemærkninger. Først hr. Finn Sørensen.

Tak for det og tak til ordføreren. Det er jo glædeligt, at vi her under det her punkt har et fælles forslag til vedtagelse. Det er jo godt afsæt for et videre samarbejde og ikke mindst om det, der jo meget klart står her, nemlig at vi vil arbejde for en progressiv implementering af FN's handicapkonvention for at fremme lige muligheder for at deltage i samfundet.

Det får mig jo til at spørge ordføreren, hvordan ordføreren så har det med det reformforslag, som regeringen har lagt frem om en reform af førtidspensions- og fleksjobområdet. Jeg spørger ikke til forhandlingerne, jeg spørger til forslaget og til, hvordan ordføreren har det med det. For der er jo mange, der sætter spørgsmålstegn ved lige nøjagtig det punkt, som jeg har læst op fra vores fælles forslag til vedtagelse, altså om det reformforslag faktisk strider imod FN's handicapkonvention.

Jeg vil gerne lige citere en ikke helt uvæsentlig aktør i den her diskussion, nemlig Dansk Handicap Forbund, der havde foretræde for Beskæftigelsesudvalget her i forrige uge, tror jeg det var, hvor de opsummerer det her punkt på denne måde:

De foreslåede ændringer er et brud på kompensationprincippet og FN's handicapkonvention, idet man bevæger sig fra en situation med ligestilling til en situation uden ligestilling.

Hvordan har ordføreren det med reformforslaget på det punkt her?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil lige gøre opmærksom på, at det kan være vanskeligt for mig at svare på et spørgsmål, som ikke ligger inden for mit område, så det, jeg svarer nu, er selvfølgelig ikke klaret af med ordføreren på området.

Men jeg kan i hvert fald sige, at vi – når vi laver en ny lov i form af det her reformforslag – er meget interesserede i, at vi selvfølgelig lever op til de konventioner, som vi i øvrigt har tilsluttet os. Skulle det være tilfældet, at vi ikke gør det, skal vi selvfølgelig selv gå forrest med hensyn til at være kritisk over for det. For vi skylder både os selv, hinanden og de mennesker, som bliver berørt af det her, at vi overholder loven. Så skulle det være tilfældet, at vi ikke gør det, er det jo en ny sag, og så kan jeg også forestille mig, at spørgeren vil rejse den bl.a. her i salen, og så får vi mulighed for en kvalificeret debat.

Men foreløbig er forslaget blevet fremsat, og jeg går ud fra, at vi overholder de love, som vi har tilsluttet os.

Hr. Finn Sørensen.

Når jeg tager det op nu – og jeg har selvfølgelig fuld forståelse for, at man skal cleare tingene med en anden ordfører – er det selvfølgelig, fordi det jo er bedre at forebygge end at helbrede. Det er jo bedre at undgå at lave en lovgivning, der er i konflikt med en konvention, som vi jo i øvrigt i den her side af salen er rørende enige om at vi skal se at få ud at gå på rigtige ben hurtigst muligt. Det er jo sådan, at den nuværende fleksjobordning er skruet sådan sammen, at den er i overensstemmelse med handicapkonventionen, fordi den sikrer, at folk ikke bliver diskrimineret lønmæssigt og arbejdsvilkårsmæssigt, selv om de har en nedsat erhvervsevne, fordi tilskudsmodellen er, som den er i den nuværende ordning.

Men den nye ordning bygger jo på en helt andet tilskudsmodel, hvor den handicappede fleksjobber ganske vist har et tilskud med fra det offentlige, men hvor man så kun får løn for det antal timer, man arbejder. Og i mange, mange tilfælde vil man risikere, at der finder en forskelsbehandling sted – man kan også bruge fremmedordet diskrimination – af handicappede. Det mener vi egentlig er rimelig klart, og derfor advarer vi imod det sammen med Dansk Handicap Forbund.

Men jeg er glad for – hvis ikke jeg kan få yderligere svar – at ordføreren vil være meget opmærksom på det her og kritisk over for det. Jeg håber, at ordføreren vil være med og er enig med mig i, at det er bedre at forebygge end at helbrede.

Ordføreren.

Det er altid bedre at forebygge end at helbrede, og så kan man jo sige, at vi står i den lidt gode situation nu, at Enhedslisten står uden for regeringen og har mulighed for at rejse de her kritiske spørgsmål, og vi står inden for i regeringen og har mulighed for at bearbejde det herindefra, så jeg er faktisk helt sikker på, at vi måske ikke hundrede procent opnår, hvad der ville være den bedste af alle verdener, men ved fælles hjælp opnår, hvad vi kan nå her. Vi er i hvert fald positive med hensyn til at lave et samarbejde om det.

Fru Stine Brix for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil spørge til et område, hvor der i den grad er brug for en bearbejdning indefra, og det skal gå hurtigt. Det er kommuneaftalen, jeg vil spørge til. Den 8. juni 2011 kunne man på www.sf.dk læse:

»Kommuneaftalen tager mennesker med handicap som gidsler. Mennesker med handicap kommer til at betale en dyr pris for kommunernes pressede økonomi. I den økonomiaftale, som regeringen netop har indgået med kommunerne, åbnes der op for, at det fremover i højere grad bliver den enkelte kommunes økonomi, som bliver afgørende for, hvilken hjælp og støtte mennesker med handicap kan få.«

Daværende handicapordfører fru Anne Baastrup sagde:

»Det er en frygtelig udvikling, der risikerer at fratage mange mennesker med handicap mulighederne for et godt liv og et liv, hvor de kan udnytte deres evner på arbejdsmarkedet.«

Jeg deler i høj grad den bekymring, som fru Anne Baastrup udtrykte på det tidspunkt. Og jeg vil gerne spørge ordføreren, hvad det dog er, der er forandret, siden SF nu er med til at fremsætte et forslag, hvor man netop indfører den her del af kommuneaftalen.

Ordføreren.

Det kan jeg godt svare på, og det ville fru Stine Brix også kunne svare på selv. Den store forskel er, at vi nu faktisk sidder som en del af regeringen, og vi har overtaget en økonomi med et underskud på 100 mia. kr. Det bliver vi nødt til at tage alvorligt.

Det er jo ikke det samme, som at vi ikke stadig væk tager mennesker, som har et handicap, meget alvorligt – altså hvordan de skal behandles. Vi har faktisk – og det gør vi stadig – lagt et pres på, at vi også i kommuneaftalen og med vores samarbejdspartnere i KL får gjort alt, hvad vi kan, for at dæmme op for den debatform, der er kommet, hvor man taler om dem og os.

Der er noget, der har været gennemgående i forhold til, hvordan det foregår i kommunerne. Jeg er jo selv gammel kommunalordfører, så jeg kender udmærket til, hvordan nogle af de her diskussioner er. Det helt store problem har været, at man har talt om dem, der er indenfor, og dem, der er udenfor. Og i SF vil vi gerne på trods af en dårlig økonomi – på trods af et underskud på 100 mia. kr. – arbejde for værdighed og for, at dem og os er et fælles hele. Det er alle os – også dem i kommunen og også os, der sidder i regering – som nu bærer ansvaret. Det må vi simpelt hen forsøge at gøre på bedste måde.

Så når vi går med i kommuneaftalen, er det, fordi vi er en del af regeringen, og fordi det også er vores ansvar at rette op på et underskud på 100 mia. kr.

Fru Karina Adsbøl for en kort bemærkning. Undskyld, glemte jeg det nu igen? Det er forfærdeligt, og det er ikke noget personligt. Fru Stine Brix.

Jeg er ikke så høj. Det kan godt være, at det er derfor.

Jeg vil sige, at jeg da nu først rigtig bliver bekymret, når SF's ordfører henviser til den dårlige økonomi. Vil det sige, at man forventer, at man ved at forringe ankesystemet kan opnå besparelser på området? For så synes jeg virkelig, at vi har at gøre med et skred i forhold til det, som gælder i dag. Så det håber jeg virkelig ikke er tilfældet.

Så vil jeg – når nu SF's ordfører taler om ansvarlighed i forhold til regeringen – gerne sige: Det er jo sådan, at regeringen på andre områder ikke fuldt ud har levet op til KL-aftalen. Man kan jo godt som ny regering sige, at der er punkter, hvor man ikke synes, at det, den tidligere regering aftalte med KL, er fornuftigt at gennemføre. Og det her kunne jo være et af dem.

Ordføreren.

Jeg kan jo sige, at fru Stine Brix gør ret i at være bekymret, men heller ikke så bekymret. For vi har sådan set stadig væk ikke fjernet os fra det, der er vores grundsyn. Og det, der også ligger i kommuneaftalen, er, at man tager udgangspunkt i gældende ret. Det er simpelt hen det, der står øverst, og det er sådan set ikke til at bøje, hverken mere eller mindre. Så når vi taler om økonomi, er det jo lige præcis vores anledning til at påvirke, og jeg sagde i min indledende tale, at folk med handicap ikke skal betale for krisen. Men lige så vel som folk med handicap skal være en del af et fælles hele, så bliver vi alle sammen berørt af det her. Vi har i SF været meget imod, når det f.eks. hedder, at specialområdet tager fra normalområdet. Det har jeg diskuteret ufattelig mange steder, både i skolesammenhænge og i institutionssammenhænge, og den debatform vil vi ikke være med til. Så når vi siger, at vi har et samlet hele, så er det et samlet hele for alle. Der er også sket positive ting i den her regering, og vi har været med til f.eks. at sikre, at forældre, som har et barn med handicap, selv kan vælge at være hjemme. Der er kommet en højere ydelse til de forældre, så de får den her mulighed.

Så jeg er enig med fru Stine Brix i, at der er rigtig meget at arbejde på, og jeg håber, at vi kan samarbejde om at holde et kritisk blik på det her til gavn for os alle sammen og for dem, der har et handicap.

Fru Karina Adsbøl for en kort bemærkning.

Tak til ordføreren. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren om noget. Når man nu er en del af regeringen, hvordan forholder ordføreren sig så til, at der har været en masse artikler om, at handicappede bliver snydt for frit boligvalg? Jeg kunne godt tænke mig at høre, om regeringen vil arbejde for, at mennesker med handicap kan vælge deres egen bolig, så de ikke kommer på et plejehjem imod deres egen vilje og i strid med retssikkerheden. Hvad vil ordføreren gøre for at sikre, at mennesker med handicap kan få den mulighed?

Ordføreren.

Det er faktisk et meget godt spørgsmål. Jeg var herinde som suppleant i 2008. Der havde vi også sagen oppe at vende, og der lavede vi sådan en lille undersøgelse af, hvor mange det her faktisk angik. Allerede dengang var der for mange yngre, som sådan set kun havde det valg at bo på et somatisk plejehjem, til trods for at de der egentlig ikke blev særlig stimuleret i forhold til deres egen alder og de interesser, de selv havde. Vi ser stadig væk eksempler på det og senest med en borger i Middelfart, som fik tilbud om at bo på et somatisk plejehjem i stedet for at få en tidssvarende bolig.

Det er jo noget af det, vi som regering skal sørge for at være i dialog med KL om, og vi skal så være sikre på, at vi får afklaret, hvordan kommunerne får mulighed for at løfte den her opgave, sådan at ens boligsituation som borger ikke skal være afhængig af, hvilken kommune man tilfældigvis bor i. Vi er nødt til at lave en mere samlet plan for, hvordan det her kan løses, men vi skal gøre det i samarbejde med KL, og vi skal gøre det i samarbejde med handicaporganisationerne, så vi er sikre på, at vi finder den bedst mulige løsning. Det har været et langvarigt arbejde, og som sagt stod jeg også her på talerstolen i 2008 med samme sag.

Fru Karina Adsbøl.

Jamen det vil jeg da gerne kvittere for, men nu kan jeg forstå, at regeringen jo har et godt samarbejde med KL, og så må man da mene, at regeringen – efter alle de sager i medierne om, at folk med handicap bliver snydt for det her boligvalg – må have taget kontakt til KL om det her og måske er i gang med at drøfte det for at finde nogle gode løsninger.

Så vil jeg lige høre ordføreren: Har man kontakt til KL om det her for konkret at finde nogle gode forslag til, hvordan det her problem løses?

Ordføreren.

Jeg er ikke så vidende om det, at jeg kan stå og sige, at den og den dag var der en kontakt om det, men jeg kan i hvert fald sige, at inden for mit eget parti er vi løbende i kontakt om det her. Vi synes sådan set, at det er et rigtig alvorligt område, og vi har også haft møde med handicaporganisationerne og har også drøftet den her sag.

Så der er løbende drøftelser, og jeg synes, det er noget, vi skal holde fast i, indtil det bliver løst på bedste måde for de mennesker, som i dag befinder sig i en uønsket boligsituation.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Ordføreren sagde før, at de handicappede ikke skal betale for krisen. Så snurrede det i hvert fald lidt i mit baghoved, for hvorfor prøver vi så at lave om på loven, når det alligevel er sådan. Det snurrer også i mit baghoved om, hvorfor pokker pensionister og fleksjobbere så skal bidrage med 1,9 mia. kr. til landets underskud.

Men det, jeg er egentlig er interesseret i at høre med det her spørgsmål, er: Når en kommune frakender en handicappet dennes ydelse og bagefter finder ud af, at det var forkert, er det så ordførerens opfattelse, at kommunen skal betale en erstatning for det tab? Det gør de ikke i dag, men er det noget, vi skal have sikret i den fremtidige lovgivning?

Ordføreren.

Jeg kan svare på samme måde, som jeg svarede den forrige spørger: Jeg har ikke været vidende om det, og jeg synes da, at det skal undersøges, hvorvidt den her – hvad skal man sige – handlemåde, er lovmedholdelig. Jeg betvivler ikke, at det er sandt, når spørgeren fremdrager det her, og spørgsmålet om, hvor borgerens retssikkerhed er i det her, må da bestemt være noget, man skal prøve at undersøge. For vi har jo også eksempler på, at hvis det er borgeren, der står i restance til kommunen, så foregår det straks på en anden måde. Så det mener jeg da bestemt. Det er godt, at spørgsmålet kommer frem, og vi skal da have fundet ud af, hvordan praksis er på det her område, og hvordan vi eventuelt kan påvirke det, sådan at det kan ændre sig fremover.

Hr. Christian Juhl.

Så vil jeg gerne komme med et forslag. Det kunne jo være, vi kunne blive enige om det. Hvad siger ordføreren til, at vi så f.eks. indførte nogle sagsbehandlingsfrister i kommunerne? Der er jo kommuner, der systematisk fratager borgere deres ydelse, fordi de spekulerer i, at de så kan spare penge. F.eks. er der nogle grimme sager i Høje Taastrup, hvor man i helt op til et år fratog folk deres ydelse. Kunne vi så finde sammen om at lave nogle sagsbehandlingsfrister, så kommunerne ikke kan spekulere i den slags ting?

Ordføreren.

Jeg skal ikke stå her og love, hvad vi kan finde frem til, men jeg kan i hvert fald sige, at viljen til at sikre borgernes retssikkerhed er det allervigtigste. Det skulle helst ikke være nødvendigt, at vi fra Folketingets side skal detailregulere for kommunerne. Det mener jeg dybest set ikke at vi skal.

Men jeg synes da, at vi skal have undersøgt, i hvor mange tilfælde det her sker, og hvordan det vil være muligt at ændre på denne procedure. Og så må der være et kraftigt politisk signal om, at når borgeren skal beskyttes, har borgeren også et krav på, at den her sagsbehandlingstid bliver så kort som overhovedet muligt. Men hvis vi går ud og laver et pålæg for kommunen, skal vi også sikre, at kommunen har en mulighed for at leve op til det pålæg, som vi giver dem. Så jeg kan ikke stå og sige andet nu, end at det må være en bestræbelse, som vi i hvert fald kan mødes om at være enige om.

Tak til SF's ordfører. Hr. Joachim B. Olsen som ordfører for Liberal Alliance.

Da fru Thyra Frank, Danmarks svar på Florence Nightingale, ikke kunne være her i dag, skal jeg på vegne af fru Thyra Frank oplæse hendes tale:

Liberal Alliance er af den opfattelse, at vores velfærdssamfund skal tage sig godt af vores syge og handicappede medborgere. De skal have den hjælp, de har behov for, og vi vil gerne opfordre regeringen til at få færdiggjort den langsigtede handlingsplan på handicapområdet, så der kan skabes tryghed på dette område. Liberal Alliance ser frem til de kommende forhandlinger, og vi glæder os til at komme med konstruktive bidrag og forslag.

Tak til ordføreren. Hr. Tom Behnke som konservativ ordfører.

Ja, det var altså lige lidt sent. Det medgiver jeg. Vi kommer igen, hr. Joachim B. Olsen. En kort bemærkning fra fru Stine Brix.

Undskyld, jeg var lidt langsom på knapperne. Jeg er opmærksom på, at hr. Joachim B. Olsen ikke er socialordfører, og derfor vil jeg også spørge om noget, som vedrører handicappolitikken, og som har med beskæftigelsesområdet at gøre, hvor jeg ved at hr. Joachim B. Olsen er ordfører. Så det håber jeg er o.k.

Jeg ved jo, at Liberal Alliance er en del af forhandlingerne om førtidspension og fleksjob, og jeg tænker på, om det bekymrer hr. Joachim B. Olsen, at der på visse punkter af reformen er udsigt til øget bureaukrati, bl.a. når der lægges op til, at fleksjob for unge under 40 år skal være midlertidigt. Det vil sige, at man jo kan forestille sig situationer med unge med en kronisk lidelse – det kunne f.eks. være muskelsvind eller spastisk lammelse – som man ved, der ikke er udsigt til bedring af. Ville det ikke være et voldsomt øget bureaukrati, hvis man skulle revisitere dem hvert femte år? Så jeg ville høre, om Liberal Alliance delte den bekymring.

Ordføreren.

Det er jo sådan, at Liberal Alliance er et parti, som deltager konstruktivt i reformer, når det er reformer, som trækker i den rigtige retning, og det mener vi at det udspil, som regeringen er kommet med på det her område, gør.

Vi er i gang med forhandlingerne, og der er ikke noget, der er færdigt endnu. Vi er – og det er alle partierne – opmærksomme på alle de problemstillinger, som kan opstå, når man laver sådan en reform. Vi går meget minutiøst frem og er meget grundige, og alt vil blive vendt.

Men som udgangspunkt mener vi, det er rigtigt, at en fleksjobordning skal være midlertidig, for det viser sig jo, at mange får det bedre, når de har været på en fleksjobordning i nogen tid. Og målet for den her reform er at få folk tilbage på arbejdsmarkedet, for folk bliver mere syge af ikke at være på arbejdsmarkedet. Det viser alle undersøgelser.

Fru Stine Brix.

Det viser sig i hvert fald ifølge DISCUS-undersøgelsen – som jo er grundlaget for reformen – at 8 pct. af fleksjobberne kan forbedre deres arbejdsevne, hvis man ser optimistisk på tallene. Det vil sige, at der er 92 pct., som ikke kan. Men jeg vil bare bede ordføreren om at tage den betragtning med. Jeg sidder ikke selv med ved forhandlingsbordet, men jeg synes, det er vigtigt at være opmærksom på, at man ikke indfører et unødigt bureaukrati for den meget store gruppe af fleksjobbere, som man ved ikke får det bedre. I særdeleshed de unge mennesker, som har en kronisk, fremadskridende lidelse, som det desværre kun kan gå ned ad bakke med, hvis det kan gå nogen vegne.

Ordføreren.

Som jeg redegjorde for før, er vi i gang med reformarbejdet, og alle sten bliver vendt, så vi er meget opmærksomme på unødvendigt bureaukrati, og det er vi generelt set i Liberal Alliance.

Så tror jeg godt, jeg må sige tak til Liberal Alliances ordfører og give ordet til hr. Tom Behnke som konservativ ordfører.

For mig som konservativ er det vigtigt at understrege, at handicappede så vidt muligt skal have samme muligheder som andre. Der vil altid være situationer, hvor man ikke helt er i stand til at kompensere hundrede procent, men vi skal gøre, hvad vi kan, og vi skal komme så tæt på som muligt.

Når vi ønsker, at handicappede skal have samme muligheder som andre, er det bl.a. i forhold til tilgængelighed. Man har jo igennem flere år arbejdet på, at tilgængeligheden for handicappede skal være bedre. Vi har ændret lovgivningen, så al nybyggeri skal tage højde for og sørge for, at handicappede har tilgængelighed. Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi får lavet en langsigtet handlingsplan, hvor vi i høj grad får det her sat på dagsordenen. Det kan godt være, det koster mange penge. Det gør det, men vi må have en plan for, hvordan vi over år – hvis det er det, der skal til – sørger for, at tilgængeligheden for handicappede bliver bedre og tilfredsstillende.

Vi ved godt alle sammen, at vi i Danmark – heldigvis – har mange gamle, smukke bygninger, hvor lige nøjagtig tilgængelighed er en stor udfordring for handicappede. Det gælder ikke mindst rundt omkring i de danske retssale. De danske retssale er jo indrettet på en sådan måde, at det er overordentlig svært at komme ind, hvis man er handicappet.

Men det kunne man jo tage med, og det skal man tage med i overvejelserne, når vi i øvrigt er i gang med f.eks. at ændre på vores retssale i forhold til at sikre vidner og de tiltalte bedre. Når vi i det hele taget er i gang med at lave om, skal der hele tiden indtænkes tilgængelighed og i særdeleshed tilgængelighed for de handicappede.

Det gælder også tilgængelighed i forhold til uddannelse og job. Det er jo noget ærgerligt at se – f.eks. i forhold til de blinde – at det tidligere, i det man vel efterhånden kan kalde gamle dage, var sådan, at stort set alle blinde var i beskæftigelse, mens det i dag vel kun er omkring 30 pct. af dem, som er i beskæftigelse.

Det er ærgerligt, for det er en ressource, som vi til bør bruge fælles gavn. Og det gælder ikke kun med hensyn til de blinde, men i det hele taget med hensyn til de handicappede. Det er en fælles ressource, som skal bruges til fælles gavn. Det er en fordel for den handicappede selv, men det er også en fordel for samfundet.

Det er primært en fordel for den handicappede selv, for jeg tror, det er utrolig vigtigt, at man – selv om man måske kun kan lidt – dog trods alt får lov til at kunne det, altså at man får lov til at bidrage. Jeg tror, vi alle har lyst til at bidrage til det fælles samfund, og det gælder også for de handicappede. Det gælder også, selv om man kun kan arbejde 2 timer om ugen, hvis det er det. Så vil man gerne det, for så har man trods alt gjort det, man kunne. Den situation, vi skal nå frem til, er, at vi alle får lov til at gøre det, vi kan, for så er vi en del af fællesskabet, og så er vi med til at sørge for, at det her fællesskab også er her i morgen.

Der er også et andet område, som jeg har været noget bekymret over, og jeg har ikke helt fundet en løsning på det endnu. Det er den stavnsbinding, der er sket af handicappede på grund af den måde, vi har indrettet os på med det her med handlekommune og betalingskommune. Det var jo for at sikre, at der var en kobling der, men jeg hører nogle bekymrende historier om, at man på den måde stavnsbinder handicappede. Den kommune, hvor man i sin tid – måske for mange, mange år siden – blev født, er til stadighed den kommune, som har bestemmelsesretten, med hensyn til hvad der skal ske.

Jeg hører også historier fra handicappede, der ønsker at flytte til en anden institution eller et andet bofællesskab – måske fordi de har fundet sig en kæreste – men hvor de får afslag fra kommunen. Det er bekymrende. Jeg tror ikke, det er nødvendigt at gøre det, og jeg tror ikke, det er nødvendigt i forhold til økonomien, så jeg kunne godt tænke mig, at vi får fulgt den praksis noget nøjere.

Her er et område, hvor jeg tror, vi kan gøre det bedre. Vi skal ikke nødvendigvis rulle det tilbage til den måde, det var på i gamle dage – for da fungerede det heller ikke – men vi må finde en model og en løsning, der er til gavn for de handicappede. Det skal være en model, der gør, at vi ikke stavnsbinder handicappede. Jeg synes ikke, at vi kan være det bekendt.

Som jeg sagde før, har jeg ikke den eksakte løsning, men det kunne være, at vi i fællesskab kunne finde en løsning på, hvordan vi kan gøre det her bedre. Jeg tror sagtens, det kan gøres, uden at det nødvendigvis skal koste mere.

Vi er fra konservativ side positive over for det her. Vi ser frem til det, for jeg kan forstå, at der er enighed om, at vi skal have en handlingsplan, vi skal have en langsigtet handlingsplan, og jeg kan også forstå, at vi er enige om, at der skal foretages en analyse af det specialiserede socialområde. Det er jo det, begge forslag til vedtagelse går i retning af. Vi har så været med til et forslag til vedtagelse, hvor der er sat årstal på, så der sker noget, og vi får sat nogle milepæle og kommer videre i arbejdet. Det ser vi frem til.

Der er to, som ønsker korte bemærkninger. Hr. Finn Sørensen først.

Tak. Tak for redegørelsen. Jeg er meget glad for, at jeg sammen med ordføreren for Det Konservative Folkeparti kan danne en fælles front for at få afskaffet de sidste rester af stavnsbåndet. Derfor undrer det mig egentlig lidt, at hr. Tom Behnke har udtrykt sympati for regeringens forslag til reform af fleksjobordningen, for det, der sker for nuværende fleksjobbere – hvis det reformforslag bliver gennemført – må da kaldes en form for stavnsbinding.

Det vil jo nemlig betyde, at disse nuværende fleksjobbere, altså dem, der har et fleksjob, når reformen træder i kraft, for en meget stor dels vedkommende – hvis de skifter fleksjob – risikerer, at det bliver på væsentlig dårligere betingelser, fordi tilskudsmodellen er skruet sammen på en anden måde, der gør, at der for indtægter på 22.000 kr. og opefter vil være tale om en lønnedgang. Altså hvis disse mennesker skifter fra det fleksjob, de har, når reformen træder i kraft, til et nyt.

Det vil jeg kalde stavnsbinding, og jeg skal jo så forstå ordføreren på den måde, at han sammen med mig vil kæmpe imod den form for stavnsbinding.

Ordføreren.

Jeg tror, vi skal starte et andet sted og prøve at sige: Hvorfor sidder stort set alle Folketingets partier i øjeblikket og drøfter en fleksjobreform? Det gør vi i en fælles erkendelse af, at det er urimeligt at parkere unge mennesker på en livsvarig passiv forsørgelse – det kan vi ikke være bekendt. Det er ikke hensigtsmæssigt for et ungt menneske. Det kan godt være, at man for en kortere periode har brug for en pause, men på lang sigt er det simpelt hen ikke rimeligt, at vi parkerer unge mennesker på livslang passiv forsørgelse.

Det er grunden til, at vi drøfter det her. Jeg sidder ikke med og forhandler de her reformer af førtidspension og fleksjob konkret, men man forhandler i øjeblikket, og det vil sige, at jeg ikke vil stå her i dag og begynde at drage nogle konklusioner om, hvad resultatet bliver, når man er halvvejs i forhandlingerne.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg har ikke draget konklusioner af nogen som helst forhandlinger. Jeg har spurgt til et fremlagt reformforslag. Så vil jeg spørge ordføreren, om han kan prøve at sætte sig i de mange fleksjobberes sted, som jeg tror sidder og kigger på sådan en udsendelse som den her, og om han kan forstå deres forargelse og deres – hvad skal man sige – følelse af magtesløshed og desperation, når der står en ordfører for et af Folketingets partier her i dag og siger, at det at være fleksjobber er at være på passiv forsørgelse. Det var jo det, ordføreren sagde, nemlig at det er derfor, man sidder og forhandler den her reform, altså fordi det skulle være forkert at parkere unge mennesker på passiv forsørgelse. Det blev sagt som svar på et spørgsmål fra mig om, at det nye reformforslag er en stavnsbinding.

Mener ordføreren virkelig, at det er passiv forsørgelse at bruge måske 2 timer om morgenen på at komme ud af sengen, kæmpe sig hen på arbejdspladsen og levere det, man gerne vil, og være dødhamrende træt, når man kommer hjem? Er det passiv forsørgelse?

Ordføreren.

Det spørgsmål er jeg rigtig glad for at få, for det giver mig anledning til at præcisere, at det bestemt ikke var det, jeg mente. Det skulle ses i sammenhæng med, at vi sidder og drøfter en førtidspensionsreform og en fleksjobreform, og det var i forhold til førtidspensionsreformen, jeg talte om den passive, livslange forsørgelse.

Men det gør også, at vi tilretter fleksjobordningen, så den bliver nemmere tilgængelig og mere attraktiv, så vi sørger for, at flere kan komme ud i fleksjob. Det var der, den lå. Så jeg er glad for spørgsmålet, der giver mig anledning til at præcisere, at det bestemt ikke var det, jeg mente, men jeg kan godt høre nu, at sådan kunne det nemt blive opfattet.

Det andet, jeg også synes er vigtigt at sige, er, at hvis det var sådan, at regeringens udspil sådan lå lige på den flade hånd, så havde der ikke været noget at forhandle om, for så havde forhandlingerne for længst være overstået. Der er jo en grund til, at man stadig væk forhandler, og det er jo, at man ikke er helt enige.

Det tredje, jeg vil sige, er, at i den nuværende fase forstår jeg godt, at der er stor utryghed, for der er mange, mange myter om, hvad det her kommer til at betyde, og der tror jeg det er utrolig vigtigt, at vi lytter til det, som beskæftigelsesministeren siger – også selv om det er en socialdemokrat – altså lytter til de fakta, der er.

Når det her kommer på plads, så tror jeg, at alle kan se, hvad det faktuelle indhold er, og så vil det være nemmere at forholde sig til, for så er vi ude over myterne.

Fru Stine Brix for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg er glad for, at hr. Tom Behnke deler den bekymring, der er i forhold til problematikken omkring handlekommune og betalingskommune. Nu ved jeg, at hr. Tom Behnke også har været nede at besøge nogle af de samme mennesker på Rosa Daghøjskole, som jeg har også har mødt, og altså har mødt nogle af de mennesker, som oplever, hvordan det er at være stavnsbundet til en kommune, som de troede, at de var flyttet fra for lang tid siden. Så jeg håber, at vi kan fortsætte med at drøfte, hvordan man kan løse den problemstilling.

Jeg har et forslag, som jeg godt kunne tænke mig at høre hr. Tom Behnkes holdning til. Vi er opmærksomme på, at der er nogle kommuner, der er fattigere end andre, eller som kan få meget store udgifter, hvis mennesker med handicap vælger at flytte til samme kommune. En idé kunne måske være at løse det gennem en bedre økonomisk udligning mellem kommunerne. Eller via en ordentlig statslig kompensation for den her type udgifter, så man på den måde ikke belaster en given kommune, hvor der måske tilfældigvis bor mange mennesker, som har brug for den her form for støtte. Kunne det være en måde at løse nogle af de problemer på?

Ordføreren.

Ja.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge ordføreren om, hvordan han forholder sig til det faktum, at De Konservative før valget svarede entydigt på et spørgsmål fra Muskelsvindfonden. Fonden spurgte, om De Konservative ville sikre sig, at en førtidspensionsreform ikke vil betyde, at personer, der i det nuværende system ville få en førtidspension, ikke vil blive tvunget over på et væsentligt lavere forsørgelsesgrundlag. Hvordan hænger det sammen med, at unge nu skal kunne tvinges over på en lavere ydelse under et ressourceforløb?

Ordføreren.

Der blev sagt »ikke« så mange gange i det spørgsmål, at jeg blev helt i tvivl om, hvor vi var på vej hen. Men sådan som jeg indtil nu har forstået forhandlingsforløbet, er bundlinjen, at der ikke bliver rørt ved dem, der er på den nuværende ordning. Det, man forhandler om, er, hvad der skal ske i fremtiden.

Det er på samme måde som sidst, vi ændrede førtidspensionssystemet, hvor det også kun var fremadrettet. Vi får jo i dag nogle henvendelser fra nogen, der er på den helt gamle ordning, og godt kunne tænke sig at være på den, vi har i dag. Det er ikke sikkert, at de vil være på den ordning, der kommer – det ved jeg jo ikke – men de spørger om, hvorfor de ikke må det. Det må de også gerne, men så skal de leve op til kriterierne for at opnå den førtidspension, der findes i dag, og det er der måske ikke helt så mange af dem, som i gamle dage var på den lave ydelse, der kan, har lyst til, vil eller tror på.

Men det, vi forhandler om, er jo det, der er fremadrettet, og det, der kommer til at gøre sig gældende, er, at der ikke er nogen – og det er det, vi har sagt – der kommer til at gå ned i indtægt, ved at gå fra det, de i dag har til at gå ind på en førtidspension. Der er ikke nogen, der kommer til at gå ned i indtægt. Det er det, vi har garanteret.

Hr. Christian Juhl.

Det er jeg nu bange for at der er, men det kan vi jo få at se, når reformen er færdig.

Jeg vil så prøve at gentage mit spørgsmål, for det handler netop om, hvad der skal ske i fremtiden. De Konservative blev spurgt om, hvorvidt man ville sikre en førtidspensionsreform, som ikke betyder, at personer, som i det nuværende system ville få en førtidspension, bliver tvunget over på et væsentligt lavere forsørgelsesgrundlag.

Det vil sige, at der blev spurgt om, hvad der i fremtiden vil ske med en, som efter det system, vi har i dag, ville få en førtidspension. Til det svarer De Konservative til Muskelsvindfonden, at de ikke ville miste nogen penge. Men det er jo fakta for de unge under 40 år, når de nu kommer i et forløb, for de ville jo med det nuværende system have fået en førtidspension.

Der er såmænd ikke så mange gange »ikke« i spørgsmålet. Det er meget let at forstå. Det handler om, hvad man i fremtiden vil med en ny pensionsreform, og om man vil sikre, at der ikke er nogen, der får det ringere i forhold til, hvad de ville få i det system, vi har i dag. Det synes jeg er meget enkelt at forstå.

Ordføreren.

Jo, men med al respekt er jeg ikke beskæftigelsesordfører, jeg sidder ikke med i forhandlingerne, og jeg ved ikke præcist, hvordan man tilrettelægger det. Men det, vi har garanteret, er, at der ikke er nogen, der kommer til at miste noget. Der er, sådan som jeg har forstået det, ikke nogen af dem, der er på den nuværende ordning, som bliver tvunget over på en ny ordning. Det andet er, at de, der i fremtiden er i en eller andet livssituation og derfra går over på førtidspension, vil ikke opleve en indtægtsnedgang.

Tak til De Konservatives ordfører. Social- og integrationsministeren.

Jeg vil gerne sige tak for en rigtig god forespørgselsdebat, hvor jeg synes at der har været rigtig mange, som har været optaget af at tale om, hvordan vi kan sikre en bedre inklusion, og hvordan vi kan sikre, at nogle af de løfter, vi har givet til de handicappede om eksempelvis en handicapkommission, bliver indfriet. Det er nogle løfter, som jeg er meget, meget indstillet på at gøre noget aktivt ved.

Jeg har noteret mig en del spørgsmål og vil gå lidt igennem nogle af dem, og så er der naturligvis spørgsmål, som jeg vil besvare efterfølgende.

Først og fremmest vil jeg om handlingsplanen – som regeringen satte i gang i december 2011 – sige, at jeg har noteret mig, at Venstre siger, at det havde man søreme også selv sat lidt i gang under den tidligere regering. Det er muligt, at man gjorde det, men jeg kan i hvert fald sige, at hvad angår forarbejderne – altså det, som vi har sat i gang – så startede vi sådan set med at gå i gang med et forholdsvis blankt stykke papir.

Vi har nu igangsat sådan en camp – som jeg selv havde fornøjelsen af at være ude og sætte i gang – hvor vi havde inviteret alle de organisationer og interessegrupper, som der er på handicapområdet. For jeg ville netop gerne sige til dem, at det – når vi skal lave en ny handlingsplan, som skal være den, der skal bane vejen for, være målsætningen for vores fremtidige handlingsplan og handicappolitik – er rigtig vigtigt, at alle føler sig inddraget og reelt også bliver det.

Det tager noget tid at etablere sådan en handlingsplan, for det er vigtigt, den bliver lavet grundigt, og det er vigtigt, den bliver visionær og omfattende. Derfor har vi i regeringen givet os selv en tidsfrist, og vi har sagt, at handlingsplanen vil blive lagt frem efter sommerferien 2013. Det vil sige, at der går lidt over et år endnu, hvor man altså må vente i spænding. Til gengæld lover jeg, at det, der kommer, bliver godt.

Den tidligere regering ratificerede FN's handicapkonvention, og det gjorde man, fordi man sagde, at vi i Danmark allerede lever op til de rettigheder, som man skulle leve op til i FN's handicapkonventionen. I Danmark har vi med serviceloven – og de muligheder, vi har – sådan set allerede skrevet os aktivt ind til at kunne være en del af FN's handicapkonvention. Men det, som vi gerne vil nu i regeringen, er at sørge for, at vi med den handlingsplan, der skal laves, kan lave en mere progressiv implementering af FN's handicapkonvention inden for de næste 5-10 års handicappolitik, ligesom vi gerne vil med handlingsplanen.

Det drejer sig jo om hele tiden at have fokus på, hvordan vi kan forbedre situationen. Hvordan kan vi hele tiden sørge for, at der bliver bedre tilgængelighed, mere inklusion og mere selvbestemmelse? Hvordan kan vi have fokus på rettighedsperspektivet? Det arbejde vil vi rigtig, rigtig gerne være i front med.

Jeg er blevet stillet en række spørgsmål, og andre ordførere har stillet andre en række spørgsmål i den debat, der har været, så nu gennemgår jeg nogle af dem.

For det første har Dansk Folkeparti spurgt til det frie boligvalg. Der vil jeg sige, at det er en problemstilling, som jeg er opmærksom på, og som jeg er i gang med at kigge på, for dels at se hvor stort omfanget af problemet er, dels hvad mulighederne er for at gøre noget ved det.

Venstre har spurgt en del til den analyse, som skal laves af specialområdet, og der vil jeg gerne sige at regeringen jo har overtaget en kommunalreform. Og med kommunalreformen gjorde man det sådan, at mange kommuner hjemtog en række specialtilbud. Det betyder, at der er rigtig mange tilbud, der er lukket ned. Rigtig mange specielle institutioner – som var fokuseret på at skulle levere på et meget specielt område – er blevet lukket ned, fordi kommunerne har hjemtaget deres borgere og opsagt driftsoverenskomster.

Der har været lavet en vurdering af, om det egentlig har betydet, at der har været en afspecialisering, og det spørgsmål er sådan set stadig væk ikke særlig grundigt besvaret. Den første undersøgelse, der kom, viste, at der ikke var, og den anden var der lidt mere tvivl om. Men det, som jeg har sagt, er, at vi ikke kan have en situation, hvor institutioner lukker, og man så bagefter står og siger: Nej, det var søreme ærgerligt, den havde vi næsten ikke råd til at miste. Derfor har jeg lavet en model, som siger, at når der er en institution, som skal lukke, skal man i Socialstyrelsen lave en faglig vurdering af, om det indhold, der er i institutionen, er så dyrebart, at det ikke må mistes. Og må det ikke mistes, skal det tilbage i KKR – altså Kommunekontaktrådene – og der skal man så i fællesskab finde en løsning på, hvordan den specielle viden kan blive ved med at være der, enten ved at man anvender institutionen, eller ved at man finder ud af, hvordan den viden kan etableres andre steder.

Det vil sige, at jeg har forsøgt at få hånd i hanke med den afspecialisering også ud fra en tanke om, at specialviden jo ikke sidder i murstenene, og derfor er det heller ikke sådan et stationært element. Man kan sagtens forestille sig, at viden kan flytte. Man skal bare kunne redegøre for, at man til enhver tid har de rigtige tilbud til borgerne. Derfor har jeg lavet den her model.

Enhedslisten har været lidt omkring tillægsprotokollen, og det er jo rigtigt, at vi i regeringsgrundlaget skriver, at vi vil ratificere tillægsprotokollen, og det glæder jeg mig rigtig, rigtig meget til kommer til at ske.

Lige nu ligger det i en proces, fordi vi skal finde ud af, hvad de juridiske komplikationer er, og det ligger i Justitsministeriet til endelig vurdering, men vi kommer til at underskrive, og jeg glæder mig rigtig, rigtig meget til, at det en dag kommer til at ske.

Så har der været nogle spørgsmål vedrørende godtgørelse. Altså hvordan stiller man sig i forhold til erstatning eller godtgørelse, når en kommune har truffet en afgørelse? I den forbindelse vil jeg gerne henvise til et svar, jeg for nylig har afgivet til Folketinget på almindelig del, nemlig spørgsmål 150, hvor jeg netop er blevet spurgt om præcis det samme. Og jeg svarer, at i forhold til § 72 i Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område har sådan en klage ikke opsættende virkning, men der kan undtagelsesvis være nogle tilfælde, hvor kommunen kan bede om, at det skal have opsættende virkning. I den forbindelse henvises til en principafgørelse fra Ankestyrelsen, som hedder R-6-03 , og i den kan man så finde ud af, hvad der gør sig gældende, altså om der skal være erstatning eller ansvarsgodtgørelse. Det er en forholdsvis indviklet affære, men jeg vil henvise til svaret på almindelig del, altså spørgsmål 150, hvor reglerne er gennemgået.

Der har i debatten også været rejst spørgsmål vedrørende regeringens tilslutning til den tidligere regerings kommuneaftale i forbindelse med lov om serviceniveauer. Og alt, hvad der er blevet sagt, er sådan set rigtigt: Den kritik, som eksempelvis Socialdemokraterne kom med sidste år, var jo ret fæl. Vi sagde, at det her lovforslag ikke duer, at den her aftale ikke duer. Og så er det gode spørgsmål, hvorfor vi så står ved den nu. Det gode svar er, at vi har ændret den. Vi har sådan set sagt, at det er vigtigt for os at stå ved, at når kommunerne laver en aftale med regeringen, så skal den holdes. Men vi har ændret i det lovforslag, der kommer, sådan at vi har fået skrevet ind, at det fremgår af loven, at afgørelser skal træffes ud fra en konkret og individuel vurdering. Derfor er det vigtigt for mig at sige, at det drejer sig om en præcisering af gældende ret.

Der har været stillet spørgsmål om, om man så skal vælge de billigste tilbud, og sådan er det faktisk i dag: Hvis to tilbud er lige gode, skal man vælge det billigste, men er der forskel på kvaliteten og på tilbuddene, er situationen naturligvis en anden.

Når vi har fremsat lovforslaget om serviceniveauer, er der er tale om en præcisering af gældende ret og måske endda også – kan man sige – en styrkelse af, at det nu bliver tydeligt, at der skal foretages en konkret og individuel vurdering, og at der ikke skal være usikkerhed i praksis om, hvorvidt og hvordan kommunerne kan fastsætte serviceniveauer.

Vi laver også den mulighed, at man inden for servicelovens rammer kan fastsætte lokale serviceniveauer, men det er altså kun der, hvor kommunen er overladt et råderum eller et skøn. Og der, hvor kommunen er overladt et handlerum eller et skøn, er der under alle omstændigheder ikke tale om et helt frit, men om et lovbundet skøn. Det betyder, at rammerne for skønnet fastlægges i loven og af den praksis, som fastlægges af ankemyndighederne og de kommunale tilsynsmyndigheder.

Sluttelig vil jeg blot takke for en god debat. Jeg synes, den har vist, at vi sådan set alle har det samme på sinde, nemlig at vi gerne vil gøre det godt for mennesker med handicap.

Der har været en del kommentarer vedrørende regeringens forslag til en ny reform af førtidspensionen og fleksjobordningen. Bl.a. har der været sat spørgsmålstegn ved, om forslaget er i strid med handicapkonventionen. Til det vil jeg sige, at det har jeg bestemt ingen formodning om skulle være tilfældet. Der fremsættes jo ikke på den måde forslag, som vil være det. Det er jo et forslag, der har været igennem lovkontoret. Men i øvrigt er det et lovforslag, som jo er blevet vurderet i Beskæftigelsesministeriet, og jeg kan på ingen måde se for mig, at det kan være i strid med handicapkonventionen.

Der er en hel del korte bemærkninger. Foreløbig har fem medlemmer noteret sig. Først fru Stine Brix.

Tak til ministeren. Jeg vil gerne spørge ind til KL-aftalen igen. Ikke bare før valgkampen, men også under valgkampen, sagde Socialdemokraterne – det var daværende kommunalordfører hr. Rasmus Prehn – at man med den her aftale risikerer at gå på kompromis med, hvad der er bedst for den enkelte borger, hvis økonomiske hensyn skal vægtes side om side med de faglige hensyn. Og han sagde dengang, at Socialdemokraterne ville slås for, at man tog den her aftale af bordet. Så jeg vil igen gerne høre, hvorfor Socialdemokraterne og resten af regeringen synes, det er så vigtigt at gennemføre et forslag, hvis det ifølge ministeren bare går ud på at præcisere gældende ret.

Ministeren.

Jeg kan bekræfte det, som hr. Rasmus Prehn sagde, og jeg vil sådan set også stadig mene, at det, vi lægger frem nu, er langt bedre end det, den tidligere VK-regering lagde frem, for vi skriver netop ind, at beslutninger og afgørelser skal træffes ud fra en konkret og individuel vurdering.

Vi skriver derudover, at vi vil følge implementeringen af lovforslaget tæt, og at vi vil få udarbejdet en undersøgelse af kommunernes praksis. Den praksisundersøgelse vil vise, om kommunernes praksis ligger inden for lovens rammer. Vi har med andre ord sikret os, at vi går med livrem og seler i den her sag.

Desuden indeholder lovforslaget også et element på børneområdet, som står mit hjerte meget nær, nemlig en mulighed for at give en større refusion til kommuner, som skal tvangsfjerne større søskendeflokke. Så jeg vil sige, at vi har taget et lovforslag – som man godt kunne være kritisk over for – og har ændret det til noget, som vi absolut kan stå på mål for.

Fru Stine Brix.

Når man nu i bemærkningerne til lovforslaget bruger så meget energi på at præcisere, at lovforslaget altså ikke ændrer noget som helst, så forstår jeg ikke, hvorfor det er så magtpåliggende for regeringen at fremsætte lovforslaget. Man kunne jo sagtens nøjes med den del, der handler om børneområdet, som er udmærket.

Ministeren.

Ja, det kunne man selvfølgelig godt. Men det har jo vist sig, at der har været tvivl i kommunerne om, hvad gældende ret er, og det er jo den tvivl, som lovforslaget gerne skulle feje af banen. Nu konkretiseres det og skrives meget eksplicit, at afgørelser skal træffes ud fra en konkret og individuel vurdering. Det stod der ikke før, og jeg synes sådan set, det er en stor fordel, at vi har fået det ind.

Hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Tak til ministeren for redegørelsen og tak for den måde ligesom at runde det af på og kommentere de spørgsmål, der har været. Jeg vil også her glæde mig over, at vi er fælles om en vedtagelse, men selv om man er fælles om en vedtagelse, kan der jo godt være nogle uoverensstemmelser om, hvordan vi nu skal føre målsætningerne ud i livet. Og der hentyder jeg så til det sidste spørgsmål, som ministeren kommenterede, nemlig det spørgsmål, der er rejst i forhold til regeringens forslag om den nye fleksjobordning, hvor Dansk Handicapforbund jo er meget klare i deres udtalelser om, at man altså her foreslår noget, der vil være i strid med handicapkonventionen, fordi den for mange, mange fleksjobbere vil betyde, at de ikke længere bliver ligebehandlet lønmæssigt med deres kolleger på den konkrete arbejdsplads. Og der vil jeg altså gerne spørge lidt mere ind til to ting. Det ene er, om ministeren slet ikke kan se et problem i det. Det andet er, hvor jeg egentlig skal spørge om det. For jeg stillede beskæftigelsesministeren det samme spørgsmål ved det åbne samråd i går, og der sagde beskæftigelsesministeren, at jeg skulle spørge socialministeren om det. Men nu er det, som om socialministeren siger, at jeg skal spørge beskæftigelsesministeren om det. Hvis jeg nu gerne vil have afklaret det her, altså hvad regeringens syn er på det, hvem skal jeg så spørge?

Ministeren.

Jeg medgiver, at det kan være lidt rodet, for nogle af reglerne henhører under den reform, vi har lagt frem til førtidspension og fleks, som ligger under beskæftigelsesministeren, mens andre ligger under mig. Det, der er sagen, er, at vi lige nu sidder og forhandler, og derfor kan det også godt være svært at tage en stor åben debat om det fra Folketingets talerstol, men det, som jeg i hvert fald kan sige, er, at det, vi har lagt frem i forbindelse med fleksordningen, for rigtig mange mennesker vil betyde, at de får en større mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. Det, vi har kunnet se med den nuværende fleksordning, er, at fordi man skal betale enten en tredjedel løn i løntilskud eller to tredjedele løn i løntilskud, er der nogle, som ikke åbner op, som ikke vil inklusionen, og som reelt ikke tager mennesker, som skal have særlige forhold, ind, fordi det ikke kan svare sig for dem. Det kan man jo synes er usmageligt, altså at folk tænker sådan, men ikke desto mindre kan vi se, at rigtig mange af dem, der er visiteret til fleksjob, går på ledighedsydelse. Det, som vi laver nu, er sådan set en reform, hvor vi gerne vil have, at der skal være langt større mulighed for folk til rent faktisk at komme ind på arbejdsmarkedet. Når vi gerne vil have, at det skal ske, er det jo, fordi vi gerne vil have, at mennesker skal få lov at opleve den inklusion, være en del af det fællesskab, vi andre er så glade for. Og når vi laver reformen om, så man altså ud over et grundbeløb skal have løn for de timer, man arbejder, sørger vi for, at alle kan have et grundlag at leve på, men også noget at leve af.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg spørger jo ikke ind til forhandlingerne, jeg spørger til det forslag, der er fremlagt. Og der deler vi selvfølgelig intentionerne om, at der skal skabes plads på arbejdsmarkedet til folk med nedsat erhvervsevne. Om det lykkes, afhænger nok først og fremmest af, om de job er til stede, men det er jo en anden diskussion.

Nej, det, jeg spørger til, er den tilskudsmodel, som regeringen foreslår at indføre, og som uundgåeligt vil medføre, at mange, mange fleksjobbere vil opleve en forskelsbehandling i forhold til deres kolleger, som kan aflæses på lønsedlen, og det er jo et helt andet princip end det, der findes i den nuværende fleksjobordning, som jo netop bygger på ligebehandling lønmæssigt af folk med nedsat erhvervsevne, fordi de får det samme i løn som deres kolleger. Men det vil for rigtig mange mennesker med indtægter på fra 22.000 kr. og opefter – de tal har den anden minister jo bekræftet vi ikke er gået helt galt i byen med, da vi regnede på det, og FTF er heller ikke – betyde, at de sammenlignet med den løn, de kan tjene i dag, vil opleve en lønforskel, en lønnedgang, som jo så bare er en anden måde at sige en lønforskel på, i forhold til kolleger på den samme arbejdsplads. Det synes jeg er værd at forholde sig til, altså om det skulle være i strid med handicapkonventionen.

Ministeren.

Hr. Finn Sørensen siger, at man så vil få en lavere løn. Jeg vil sige, at for rigtig mange menneskers vedkommende er der ikke tale om at få en lavere løn, men om man overhovedet vil få en. For i dag får man ledighedsydelse, fordi man ikke kommer ind på det arbejdsmarked, hvor der er fleksjob, fordi man skal kunne yde rigtig meget for at blive givet en plads. Der er næsten ikke nogen af dem, der arbejder i fleksjob i dag, der eksempelvis arbejder under 12 timer, og det, vi gerne vil, er sådan set at ændre grænsen, sådan at flere kommer ind i fleksordningen, også dem, der kan arbejde færre timer, fordi vi mener, at det gør en forskel for folk, at de har tilknytning til arbejdsmarkedet, at der er nogle, der regner med dem, at de også kan få lov til at være med til at gøre en forskel, også selv om det kun er 10 eller 8 eller 7 timer, de kan være der. Derfor ændrer vi ordningen, så det bliver nemmere at komme ind i den. Jeg medgiver gerne, at det er rigtigt – vi har også sagt det åbent – at der vil være nogle mennesker, dem med en lang uddannelse, som vil opleve, at de, hvis de skifter fleksjob, vil få en lønnedgang, men for de allerfleste mennesker, dem, som har en forholdsvis almindelig indtægt, vil det altså, hvis de kan oppebære det antal timer, som man kan komme ind i ordningen med, ikke betyde nogen forskel. Endelig vil jeg gerne for at slå det helt fast sige, at der ikke er nogen på fleksordning nu, som kommer til at være på den nye ordning, medmindre de skifter job.

Fru Karina Adsbøl for en kort bemærkning.

Tak til ministeren for redegørelsen og besvarelsen på nogle af spørgsmålene. Jeg kunne forstå, at ministeren havde holdt en camp; der var jeg da lidt ked af at jeg ikke var med. Det kunne jeg da godt have tænkt mig.

Men det, jeg godt kunne tænke mig at høre om, er med hensyn til BPA-ordningen, hvordan og hvorledes, og hvornår vi får sendt den rapport over, og også med hensyn til kulegravningen på høreapparatområdet – det er ved at være sidst på dagen – og om det særlig tilrettelagte uddannelsesforløb med hensyn til den rapport, som ikke er blevet offentliggjort endnu. Der kunne jeg så også godt tænke mig at vide lidt om, om den var på trapperne. Vi har fået en del borgerhenvendelser om BPA-ordningen, om respiratorordningen, og det tror jeg også at andre har fået, altså med hensyn til Region Hovedstadens beslutning om, at alle skal bruge de firmaer, den har, så de ikke selv kan bevare den hjælper, de havde før. Så det kunne jeg godt tænke mig at høre ministeren lidt om.

Ministeren.

Der bliver spurgt til en hel række forskellige ting, eksempelvis en rapport om uddannelsesforløb. Jeg kender ikke noget til, hvilken dato der er på den, og jeg kender heller ikke noget til resultatet af den. Det er ikke noget, jeg har deltaget i nogen drøftelse af endnu.

Så bliver jeg spurgt til høreapparatområdet, og der vil jeg bare sige, at der kommer til at ske ændringer, og det kommer også til ganske snart at blive mangfoldiggjort, når processen er klar.

Endelig var der nogle spørgsmål vedrørende handle- og betalerkommuner, og der er der både evaluering og undersøgelse i gang.

Fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Jeg kunne også godt tænke mig at høre – jeg er jo sådan lidt nysgerrig – med hensyn til, hvis det er sådan, at en kommune lukker en sag, hvor borgeren får medhold i Ankestyrelsen om, at den sag har været ulovligt lukket, om ministeren vil være med til at yde kompensation det år, borgeren har fået frataget sin hjælp. Her tænker jeg på – og jeg ved ikke, hvordan de tænker ude i kommunerne – at det jo godt kunne være, at man tænker, at man kan spare det år. Hvis man nu lukker en sag og så alligevel ikke får medhold, kan man sige, at så har man da sparet det år. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan ministeren forholder sig til det spørgsmål.

Ministeren.

Jeg synes jo, at det lyder grumt, hvis man går rundt og forventer, at alle kommuner bare fjerner tilbud til folk, og at de venter på, at der kommer klager, og at de så kan se, om de ikke kunne få lidt ekstra klingende mønt i kassen. Sådan tror jeg faktisk ikke at lokalpolitikerne arbejder derude.

Som jeg redegjorde for i min indledende svarrunde her, henviste jeg til et spørgsmål, jeg har besvaret, alm. del, spørgsmål 150, hvor jeg henviser til, at i forhold til retssikkerhed og administration, § 72 i loven om retssikkerhed og administration på det sociale område, har en klage ikke opsættende virkning. Så kan der være nogle tilfælde, nogle særtilfælde, hvor kommunerne kan kræve, at der kommer opsættende virkning. I den henseende henviste jeg også til en principafgørelse fra Ankestyrelsen, som hedder R 603. Det, der er det rigtig svære her, er, hvornår der er et ansvarsgrundlag. Hvornår er der i virkeligheden grundlag for at sige, at man er berettiget til en erstatning? Mange af de her beslutninger bliver vurderet ud fra skøn, og man kan jo skønne forkert, og så kan man ændre beslutningen, men vi har ikke tradition i det offentlige for, at man på den måde går ind og tildeler erstatninger, medmindre der har været tale om noget helt grumt.

Hr. Hans Andersen for en kort bemærkning.

Tak, og tak til ministeren. Nu har jeg jo kun ret til to omgange med korte bemærkninger her, og jeg vil sige, at jo mere ministeren taler og i jo længere tid, jo flere spørgsmål vil jeg også gerne stille. Men nu vil jeg bare koncentrere mig om den debat, som ministeren prøver at rejse om det her med opgøret med velfærden. Der nævner ministeren det her med, at forældre til børn med et handicap, som går i en specialinstitution, så skal til at betale for det, ligesom man skal for børnehavepladsen, og ligesom alle mulige andre familier gør. Og så har jeg stillet et spørgsmål, og det kan være, at ministeren kan svare på det allerede i dag, for det, jeg sådan set er interesseret i at høre, er: Hvor mange penge vil det give? For det er jo et opgør med velfærden, og jeg tænker, at det da virkelig må være et stort beløb, når det første eksempel, ministeren nævner, lige præcis er det her med betalingen for pladsen i specialbørnehaven. Så jeg tænker, at det jo må være noget, der vil kunne løse alle problemer i denne verden, siden det er det første og det bedste eksempel, ministeren fremhæver.

Så hvad er beløbet? Kunne ministeren løfte sløret for det? Hvad er det, man påtænker man vil spare?

Ministeren.

Jeg vil gerne på det kraftigste afvise, at jeg på nogen måde skulle drømme om at lave et opgør med velfærdssamfundet. Det, som jeg har lagt op til, har været en prioriteringsdebat, og når jeg har gjort det, har det været, fordi jeg, når jeg har kigget ud over velfærdssamfundet, så ikke har syntes, at alt var perfekt. Jeg ser, at der er en hel masse børn, som vi svigter, som vi kunne have givet en indsats, der havde været langt bedre og langt stærkere, hvis vi havde fokuseret mere på den tidlige og den forebyggende indsats. Jeg ser, at der er narkoprostituerede, som vi skal afvænne den ene gang efter den anden, fordi vi ikke sørger for at følge den indsats, som vi giver dem, til dørs. Og jeg synes egentlig, når man siger, at alt er perfekt og intet skal forandres, og man så synes, at velfærdssamfundet er støbt i beton, at jeg ikke ser sådan på det. Jeg ser sådan på det, at der er ting, vi kan gøre bedre, at der er ting, vi bør gøre anderledes, og at vi derfor bliver nødt til at prioritere.

Det, som jeg har sagt i forhold til de særlige dagtilbud, har været, at det vil betyde, at forældre, som har et handicappet barn, vil skulle betale det, der svarer til den almindelige børnehavetakst, såfremt de kan. Det vil sige, at har man en god økonomi, betaler man, som alle andre forældre også gør, men har man en dårlig økonomi, har man naturligvis på samme måde som alle andre forældre en friplads. Man vil også stadig væk kunne få en socialpædagogisk friplads, og man vil kunne få penge til merudgifter, og man vil kunne få penge til transporten.

Det er alene det, der er med hensyn til pasningsdelen, som andre forældre også betaler til, som jeg har bragt i spil, og det har jeg gjort ud fra en rimelighedsbetragtning, fordi jeg synes, det kunne være spændende, hvis vi kunne prioritere nogle af vores penge, så vi fik råd til noget af det, vi gerne vil gøre bedre.

Hr. Hans Andersen.

Ja, og så skulle ministeren jo have haft ½ minut mere til lige at runde af og få svaret på mit spørgsmål, for det, jeg spurgte om, var sådan set beløbet, altså det samlede beløb, som ministeren forestiller sig at man kunne spare på den her øvelse. Jeg er ikke nødvendigvis uenig med ministeren i, at vi skal prioritere, og at vi hele tiden skal prøve at se, om der var noget, vi kunne gøre langt, langt bedre. Men jeg mangler sådan set et svar på, hvad det er for et beløb, man samlet set mener man vil kunne spare på den her øvelse, og det er der jeg synes det er lidt vanskeligt at finde ud af, hvad ministeren lige nu arbejder med. For der står jo i regeringsgrundlaget: »Samtidig skal det specialiserede område, herunder anbringelsesområdet, underkastes en analyse med henblik på at vurdere, om udgifterne anvendes bedst muligt«.

Så der var et spørgsmål, det kunne være interessant at få svar på, og det var jo, om ministeren lige kunne prøve at tilføje, om der ud over det her område med de børn, der går i specialbørnehaver, og deres forældre så er andre områder, som ministeren har arbejdet med og gerne vil underkaste det her eftersyn og sige: Hvordan kan vi bedst muligt bruge vores ressourcer?

Ministeren.

Jeg synes da, det er smukt at høre på, at der kommer et forsvar fra en, der har siddet med regeringsmagten i 10 år, som siger, at det, man har efterladt, har været perfekt, for der er i hvert fald ikke grund til at lave noget om. Sådan ser jeg ikke på det. Jeg ser, at der er en masse fejl ved det velfærdssamfund, vi har. Jeg ser, at der er en masse urimeligheder, og jeg ser, at der er en masse uretfærdigheder, som jeg gerne vil rette op på. Det vil jeg gerne finde nogle penge til at gøre, og i den forbindelse har jeg lagt op til at sige: Lad os tage en prioriteringsdebat. Hvorfor tager vi ikke en debat om, om der er ret og rimelighed i de ydelser, vi giver? Hvis det var, at vi kunne bruge nogle af pengene på nogle andre ting, så lad os da tale om det. Jeg er blevet kritiseret for ikke at kunne reglerne. Jeg er blevet kritiseret, i forhold til at man jo allerede betaler for at have sit barn i en daginstitution, og samtidig er jeg så også blevet kritiseret for, at man skal betale. Men begge ting kan jo ikke være rigtige.

Det, der er i lovgivningen, er, at man normalt ikke betaler, hvis man har et barn, der er visiteret til en særlig daginstitutionsplads. Og det er det, som jeg har bragt i spil, fordi jeg synes, det kunne give god mening. Jeg bliver af hr. Hans Andersen spurgt om, hvad provenuet vil være, og der vil jeg sige, at det er ret beskedent, men jeg har sådan set alligevel valgt at tage det frem, ud fra en vurdering af, om det er rimeligt.

Hvorfor er det ikke rimeligt, at forældre, som har et handicappet barn, betaler for en daginstitutionsplads, ligesom alle andre forældre gør, hvis de har råd til det? Og hvis de ikke har penge, skal de ikke betale. Provenuet vil, alt afhængigt af hvordan ordningen bliver lavet, være lidt forskelligt. Vi bruger omkring 1 mia. kr. på de her institutioner, og provenuet vil ligge i omegnen af 20 mio. kr.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Tak. Hvad angår det der med handicapkonvention og fleksjob, nærer jeg nu ikke nogen tvivl om, at både sociale foreninger og handicapforeninger i Danmark har en vis forstand på tingene, og jeg tror, det er lidt vigtigt, at regeringen også undersøger, om det nu er rigtigt eller forkert, at de har det standpunkt.

Hvad angår afgørelser om erstatning, vil jeg sige, at jeg godt kender ministerens svar på spørgsmål nr. 160, men jeg vil spørge, hvad ministerens standpunkt er til, at man indfører sagsbehandlingsfrister, så kommunerne ikke spekulerer i det, hvis det er det, der sker, og så man sikrer, at folk ikke skal vente i op til år for at få deres sag afgjort, hvor de så skal leve på en lav sats, hvis det er det, det ender med, når nu regeringen laver sin reform.

Ministeren.

Det er en kommunal opgave at behandle de her sager, og borgerne har, hvis de ikke føler, de får den rigtige behandling, mulighed for at gå til klagesystemet. Jeg synes, det vil være lidt mærkeligt at begynde, sådan set også som debatten har været rejst tidligere i dag, at sætte frister for, hvor mange sager en socialrådgiver skal have, for hvad er indholdet i dem, hvad er tyngden i dem? Det er en ledelsesmæssig opgave at vurdere, om den medarbejder, der sidder med det arbejde, han eller hun skal levere, kan levere arbejdet inden for de vejledende frister, som der er.

Jeg synes, det er vigtigt, at alle kommuner lægger sig i selen for at behandle deres borgere ordentligt. Hvis man ikke bliver behandlet ordentligt, har man mulighed for at benytte sig af klagesystemet, og det vil jeg til enhver tid opfordre alle til at gøre. Jeg synes, det er vigtigt, at kommunerne får fokus på, hvordan de kan forbedre deres indsats, og hvordan de kan forbedre de arbejdsgange, der er, og det er en opgave, som jeg som minister utrolig gerne vil være med til at hjælpe dem med at tage hånd om, så det er der i hvert fald håndslag på fra mig.

Hr. Christian Juhl.

Men man kan leve på en lav takst og skulle vente 1 måned, 2 måneder, 3 måneder eller flere måneder. I dag har vi da i hvert fald en garanti for, at hvis vi lider af en sygdom, er der en behandlingsgaranti, og dermed får vi også hjælp, hvis det er, at fristen ikke bliver overholdt. Det ville vel være rimeligt også inden for det sociale system.

Noget andet er, at jeg gerne vil spørge til et forslag til folketingsbeslutning, som Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og De Radikale i fællesskab fremsatte den 14. april 2009, nemlig forslag om nedsættelse af en social retssikkerhedskommission . Jeg synes, der er mange ting i denne debat, der tyder på, at den måske stadig væk er aktuel. Hvad er ministerens syn på det her forslag? Skal vi have det realiseret under den nuværende regering?

Ministeren.

Det er ikke et forslag, som umiddelbart indgår i regeringsgrundlaget, og derfor ikke et forslag, som vi arbejder videre med. Men når det så er sagt, så arbejder vi sådan set videre med at styrke retssikkerheden på en lang række områder, eksempelvis ved at styrke kompetencerne i den juridiske sagkundskab i de sociale nævn, ved at styrke retssikkerheden på børneområdet og ved at sørge for, at vi nu har kunnet sætte flueben ved kritikpunkterne for nogle af de ting, FN har kritiseret os for at vi ikke har levet op til. Vi har lavet et særligt kontor under Ombudsmanden, et børnekontor, som skal sørge for, at børns rettigheder bliver tilgodeset. Vi har sagt, at vi gerne vil ratificere tillægsprotokollen, så eksempelvis borgere med handicap kan gå direkte til FN og klage.

Så at vi ikke har taget det beslutningsforslag, som ligger nogle år tilbage, og bragt det direkte ind i regeringsgrundlaget og lavet det til et lovprogram, betyder ikke, at vi ikke ser meget nøje på, hvad vi kan gøre for retssikkerheden. Vi arbejder sådan set med at styrke den på en lang række punkter.

Hr. Eyvind Vesselbo for en kort bemærkning.

Man må jo sige, at det er en rigtig socialminister, vi har fået, som ikke er for fin til at bruge handicappede børn som syndebukke for en fiktiv prioriteringsdebat. For det er jo netop det, der sker her. Ministeren har nu lige svaret hr. Hans Andersen på et spørgsmål om, hvor meget det giver, hvis man tager pengene fra de handicappede børn i forhold til daginstitutionerne. Det giver 20 mio. kr. – det var da en voldsom prioriteringsdebat, vi får sat i gang her! Nej, hvad er ministerens ærinde her? Det er åbenbart for et beløb af 20 mio. kr. at starte en prioriteringsdebat, siger ministeren.

Men det drejer sig jo også om den retorik, ministeren bruger, når hun siger, at familier med handicappede børn nu ikke længere skal have gratis daginstitution. Og her i dag siger ministeren, at det normalt er sådan, at de ikke betaler. Men det var ikke lige det, der fremgik af det, ministeren sagde, nemlig at familier med handicappede børn nu ikke skal have fri daginstitution. Hvad siger ministeren til, at der faktisk er nogle, der betaler?

Ministeren.

Jamen det gør man, hvis man eksempelvis har et barn med handicap, som går i en almindelig daginstitution. Så er der almindelig forældrebetaling. Der vil også være kommuner, hvor institutionerne er lagt ind under forskellige forvaltninger, og hvor der nogle steder vil blive opkrævet betaling, men det sker ikke alle steder.

Det er rigtigt, som hr. Eyvind Vesselbo siger, at det jo sådan set er et lille beløb at bruge som en af trædestenene i en prioriteringsdebat. Men jeg nævnte ikke kun ligestilling af forældrebetaling på daginstitutionsområdet; jeg nævnte også børnechecken, jeg nævnte folkepensionens grundbeløb. Jeg nævnte i det hele taget, at man burde gennemse de ydelser, vi som velfærdssamfund giver til borgerne, og sige: Hvis nu der er noget, vi gerne vil gøre bedre; hvis der er nogle ting, vi synes vi gerne vil forandre; hvis vi møder nogle urimeligheder og gerne vil finde penge til at gøre noget ved dem, hvor kan vi så finde nogle penge, så det gør mindst muligt ondt? Hvor kan vi med ret og rimelighed sige, at det her kan vi forsvare, det her kan vi forklare?

For det kan give mening, hvis vi kan bruge pengene til både at få vores økonomi i balance og få forbedret nogle af de tilbud, vi i dag ikke synes er gode nok. Jeg har ikke ønsket at få forældre til handicappede børn til at føle, at jeg nødvendigvis var efter dem. Jeg har ønsket at rejse en debat om, hvad vi kan gøre bedre.

Hr. Eyvind Vesselbo.

Jamen jeg synes faktisk, det er meget pinligt at høre det, ministeren står og siger nu, for det, ministeren sagde, var jo ikke det, ministeren siger nu, nemlig at forældre med handicappede børn faktisk betaler for en plads i normale daginstitutioner. Ministeren sagde dengang: Nu skal de ikke længere have gratis daginstitution. Det var flot. For hvad var det, der bredte sig ude i befolkningen? Det var en opfattelse af, at forældre med handicappede børn fik mælk og honning; at de fik det hele gratis.

Var det ministerens mening at hænge sådan nogle familier ud, som i forvejen har problemer og stort besvær i hverdagen med at få tingene til at hænge sammen? De skulle så på grund af ministerens retorik med forkerte oplysninger og et meget lille beløb i en prioriteringsdebat blive mål for, at folk sad ude i stuerne og sagde: Jamen det er da også for groft, at de der forældre med handicappede børn får gratis tilbud på daginstitutionerne. Hvad er det for noget at gå ud at gøre? Jeg synes, ministeren her skulle gøre det ganske klart, at det ikke var det, hun mente, men at det var noget helt andet.

Ministeren.

Jeg medgiver sådan set, at jeg burde have brugt ordet særligt dagtilbud. Jeg tror, at når jeg brugte ordet pasning – for det var vist det ord, jeg brugte i artiklen – så var det, fordi der jo ikke er nogen, der siger: Kom, min skat, nu går vi i særligt dagtilbud. Man siger: Kom, min skat, nu går vi ned i børnehaven. Eller man siger et eller andet med: Nu skal du hen for at blive passet. Man bruger ikke det ord sådan i folkemunde. Men jeg medgiver da, at det kan have betydet, at der er nogle, der har følt en usikkerhed, og hvis det er det, der er tilfældet, så vil jeg gerne beklage det dybt.

Jeg har alene sagt, at de forældre, der i dag ikke betaler, har en plads, som de er visiteret til, fordi der er behandling. Og jeg nævnte, at der er behandling, og jeg nævnte, at den skulle man naturligvis ikke betale for, men at man skulle betale det, der svarer til en almindelig daginstitutionstakst.

Det var sådan set det, jeg sagde. Og det er det, jeg synes også kunne være den rimelighed, man godt kunne lægge ned i det. Hvis man har råd til at betale for en almindelig daginstitutionsplads, hvorfor så ikke betale bare fordi ens barn er handicappet? Mange forældre til handicappede børn ønsker sådan set at være ligestillet; de ønsker ikke, at det skal være noget særligt. Men jeg vil gerne sige, at har man ingen penge, skal man naturligvis ikke betale.

Tak til social- og integrationsministeren. Så vil fru Stine Brix have ordet som ordfører i anden omgang, værsgo.

Jeg vil gerne på vegne af initiativtagerne til forespørgselsdebatten sige tak for en rigtig god debat og sige tak til alle de partier, der har engageret sig i debatten. Jeg håber ikke, at det var helt meningsløst, sådan som debatten udfoldede sig – det var det i hvert fald ikke for mig, og det tror jeg heller ikke det var for de mange, som har siddet og fulgt med, og som i hvert fald har givet mig masser af respons undervejs i debatten.

Jeg vil bare sige, at fra vores side vil vi meget gerne følge op på nogle af de ting, som vi synes har været interessant i debatten. Det kunne f.eks. være diskussionen omkring godtgørelse for borgere, som kommunen uberettiget tager hjælpen fra. Man kunne også vende det rundt og se på, om man kunne udforme en slags økonomisk sanktion i de tilfælde, hvor kommuner tjener penge på at undlade at træffe en afgørelse, eller hvor de tager hjælpen fra borgerne.

Et andet tema, vi meget gerne vil følge op på, og som jeg også ser frem til at der kommer en evaluering af, er diskussionen om handlekommune og betalingskommune, og her bemærkede jeg, at De Konservative er meget positive over for at finde en løsning.

Så vil jeg sige, at vi i hvert fald vil sikre, at der kommer en debat omkring en social retssikkerheds-kommission. Vi troede egentlig, at der var enighed om, at det vil være en god idé i forhold til at styrke det område.

Jeg tror også, der er en særlig problemstilling, som vi slet ikke har nået at tale om i dag, og som drejer sig om de borgere med et handicap, som ikke selv er i stand til at rejse en klagesag, fordi de ikke magter det. For dem er der en helt særlig udfordring, når det gælder retssikkerhed, hvor man ikke bare kan klage over en kommune, som ikke tager sagen alvorligt. Så vi vil i hvert fald sikre, at det kommer til debat i Folketingssalen.

Endelig vil jeg sige, at jeg er meget glad for, at SF's handicapordfører slog fast, at det ikke er de handicappede, der skal betale for krisen. Det synes jeg er et vigtigt udsagn, som jeg håber at vi kan bruge fremover i debatten.

Så vil jeg sige, at jeg ser frem til flere handicappolitiske debatter, og jeg kunne forstå på Dansk Folkepartis ordfører, fru Karina Adsbøl, at det kunne være, at vi skulle på en camp eller en lejrskole. Så meget behøver vi måske ikke at gøre ud af det, men jeg er i hvert fald sikker på, at vi kan få nogle rigtig gode debatter, hvis vi mødes hernede en gang imellem, og det synes jeg også vi har fået i dag. Så tak for det.

Tak til ordføreren for forespørgerne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 10. april 2012.