Det næste punkt på dagsordenen er:

21) Forespørgsel nr. F 13:

Forespørgsel til klima-, energi- og bygningsministeren:

Hvilke planer har regeringen for den danske nordsøolies fremtid i forhold til at maksimere statens indtægter via denne frem til 2050, over hvor langt et tidsperspektiv regner regeringen med at den danske stat stadig væk kan kalkulere med indtægter fra nordsøolien, og hvilket årligt provenu forventer regeringen at kunne indkassere til den danske statskasse frem til 2050?

Af Mikkel Dencker (DF) og René Christensen (DF).

(Anmeldelse 10.01.2012. Fremme 17.01.2012. Eventuel afstemning udsættes til tirsdag den 28. februar 2012).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 28. februar 2012.

Først er det ordføreren for forespørgerne, hr. Mikkel Dencker.

Nordsøolien leverer et markant bidrag til statens indtægter og har gjort det i mange år; det samme gør sig gældende for energiforsyningen. Her leverer Nordsøen i en sådan grad, at Danmark har været selvforsynende med olie og gas i rigtig mange år. Dermed forsyner Nordsøen Danmark med finansiering af vores velfærdssamfund, som alle danskere nyder godt af, og der leveres energi til transport og til varme. Der er faktisk stadig væk mange danskere, der har et gasfyr eller oliefyr stående, som de bruger til opvarmning, og det er de glade for, og det synes jeg de skal have lov til at blive ved med – men det er så en helt anden sag. Det er markante bidrag til det danske samfund, som vi i Dansk Folkeparti meget gerne ser fortsætter mange år ud i fremtiden, og vi ser gerne, at de bidrag maksimeres.

Pessimistiske røster siger, at olie- og gasforekomsterne i den danske del af Nordsøen snart vil være brugt op eller i hvert fald vil være for nedadgående. Sidste efterår opstod der desuden en diskussion om, om statens indtægter fra nordsøolien har et niveau, som modsvarer indvindingens omfang, og derfor har jeg forstået, at regeringen besluttede at gennemføre et serviceeftersyn af den gældende aftale om Nordsøen.

Det er baggrunden for, at Dansk Folkeparti har valgt at indkalde til den her forespørgselsdebat. Vi ønsker at diskutere tidshorisonten og udsigterne i øvrigt for olie- og gasudvinding i Nordsøen, og herunder hvordan det bebudede serviceeftersyn og eventuelle genforhandling kan benyttes til at optimere udnyttelsen af naturressourcerne, både til gavn for samfundet og også under hensyntagen til de gældende aftaler. For jeg vil også understrege, at det er vigtigt for Dansk Folkeparti, at de aftaler, der allerede måtte være, bliver respekteret.

Tak til ordføreren. Klima-, energi- og bygningsministeren.

Først og fremmest vil jeg gerne takke både hr. Mikkel Dencker og Dansk Folkeparti for, at denne forespørgsel om nordsøoliens fremtid er rejst. Det er godt, at vi i Folketinget med mellemrum har mulighed for at drøfte forhold om den danske olie- og gasproduktion. Olie- og gasproduktionen har i de seneste mange år med mellemrum givet anledning til skarpe politiske debatter, og den seneste store debat her i Folketingssalen var i forbindelse med Nordsøaftalen i 2003 mellem regeringen og A.P. Møller - Mærsk A/S; jeg deltog selv dengang som ordfører for Det Radikale Venstre.

Dagens debat handler om fremtiden for den danske olieproduktion og indtægter til staten fra i dag og helt frem til 2050. Det er en meget lang tidshorisont at skulle forholde sig til. Det kan være svært at komme med solide bud på udviklingen så mange år ud i fremtiden, og derfor vil jeg i dag også holde mig til de store linjer på den lange bane og så forsøge at være mere konkret på den korte bane.

Selv om den danske olie- og gasproduktion har været faldende i de seneste år, produceres der faktisk fortsat mere olie og gas i Nordsøen, end vi selv bruger. Olie- og gasproduktionen bidrager til, at vi er nettoeksportør af energi. Eksporten har en positiv effekt på handelsbalancen og på betalingsbalancen og ikke mindst for de mennesker, som direkte eller indirekte er beskæftiget i oliebranchen. Der arbejdes under udfordrende vilkår i Nordsøen, og derfor er der brug for specialiseret viden og kompetencer. Vi har oplevet direkte synergi mellem løsninger på olie- og gasområdet og arbejdet med havvindmøller, og kobling mellem viden og arbejdspladser er afgørende for udviklingen af hele offshoreindustrien set over en bred kam.

Der er udsigt til en generelt faldende olie- og gasproduktion i de kommende år, og det lyder jo noget nedslående, men der er fortsat store ressourcer i den danske undergrund, som hele det danske samfund kan få stor nytte af i de kommende mange år. I år er det faktisk 40 år siden, at den første olie blev produceret fra Danfeltet i Nordsøen, og jeg tror, at der også om 40 år kan produceres olie i Danmark. Men der er en lang række usikkerheder forbundet med et sådant udsagn. 40 år er rigtig lang tid. For 40 år siden, bare for at nævne nogle eksempler, var it stadig en fremtidsdrøm og vedvarende energi en utopi, og jeg skulle hilse og sige, at der er sket noget siden.

Om 40 år har menneskeheden måske, forhåbentlig, frigjort sig fra sin dybe afhængighed af fossile brændstoffer, herunder olie, men indtil det sker, kan Danmark bedst sikre sig selv og bidrage til den grønne omstilling ved på den ene side at frigøre sig fra sin afhængighed af fossile brændstoffer og på den anden side sikre en sikkerhedsmæssig og miljømæssig forsvarlig indvinding af den olie og gas, vi selv har tilbage, så længe der er et marked for den. Dermed bidrager vi til på både kortere og længere sigt at mindske vores og andres afhængighed af bl.a. olien.

Der er flere grønne organisationer, der har peget på, at der kan synes at være en modsætning mellem på den ene side at være i front med grøn omstilling og på den anden side være nettoeksportør af olie og gas. Det synspunkt forstår jeg godt, fordi der er tale om en form for paradoks, men kritikerne synes også at glemme, at så længe det ikke er lykkedes at ændre de globale markeders efterspørgsel efter olie, kan alternativerne til dansk olie være mindre miljømæssig forsvarlig olieproduktion og på sigt også olie fra f.eks. tjæresand, som er langt mere miljøfjendtligt.

Lad os derfor sige det ærligt: Opgav man dansk produktion af olie og gas, ville det ikke gøre nogen som helst forskel på det globale marked eller for klimaet, men det gør det faktisk, hvis vi producerer så miljømæssig forsvarligt som muligt og bl.a. bruger vores indtægter til at investere i forskning, udvikling og implementering af alternativerne til de fossile brændstoffer.

De danske oliefelter er udfordrende at producere olie fra, som jeg har nævnt, også set i et internationalt perspektiv. De er meget tætte og derfor svære at få olien ud af, og indtil nu er produceret mindre end 20 pct. af den olie, der rent faktisk findes i kalklagene. Over de næste mange år skal der derfor fortsat arbejdes på at udvikle og afprøve nye teknikker for at få mere olie ud af felterne, og det var en af baggrundene for, at man i 2003 forlængede A.P. Møller - Mærsk A/S' koncession med yderligere 30 år, så der kan arbejdes videre med at få mere olie ud af undergrunden.

Som en del af Nordsøaftalen indtræder staten via Nordsøfonden den 9. juli i år i Dansk Undergrunds Consortium. Nordsøfonden indgår i samarbejdet mellem A.P. Møller - Mærsk, Shell og Chevron. Jeg ser frem til, at det vil ske i et konstruktivt samarbejde mellem alle parterne, så det sikres, at der i de næste 30 år arbejdes videre med de store udfordringer, der ligger på området. Heri ligger også et aktivt arbejde med de teknologiske muligheder for øget indvinding og løbende optimering af indvindingen.

Der er fortsat høj aktivitet i Nordsøen. Olieselskaberne forventes i de nærmeste år at investere omkring 8 mia. kr. hvert år i etablering af nye anlæg og udbygning af de eksisterende. Det svarer til, at olieselskaberne i Nordsøen over de næste 3 år alene investerer lige så mange penge, som hele Storebæltsforbindelsen kostede at etablere. Der er ikke just tale om en hensygnende industri.

I 2006 blev der i sjette udbudsrunde givet 14 nye tilladelser til efterforskning og indvinding af olie og gas i Nordsøen. Der gøres stadig nye fund af olie og gas, også i andre biologiske lag end der, hvor det meste af den danske olie i dag produceres fra. Siden 2006 er der investeret mere end 4 mia. kr. i at finde nye oliefelter. For at fastholde olieselskabernes interesse i at fortsætte efterforskningen efter nye felter planlægges der en ny og syvende udbudsrunde igangsat i 2013. Den faldende produktion betyder, at der er ledig kapacitet på anlæggene i Nordsøen, og det giver mulighed for, at også økonomisk marginale fund kan produceres med overskud ved hjælp af disse anlæg. Det forudsætter, at nye fund sættes i produktion, mens anlæggene er der.

De seneste år har staten haft store indtægter fra olie- og gasproduktionen i Nordsøen. Alene i femårsperioden fra 2006 til 2010 har staten haft indtægter på 143 mia. kr. fra Nordsøen, og for 2011 skønnes det, at staten har modtaget omkring 30 mia. kr. for nordsøolien. På baggrund af de prognoser, som udarbejdes og løbende opdateres, forventes det, at staten i de kommende 5 år vil få indtægter på omkring 25 mia. kr. om året fra nordsøolien – indtægter, som kommer hele det danske samfund til gavn.

Ikke desto mindre har indtægterne fra Nordsøen affødt en del debat i den seneste tid, som det vil være Tinget bekendt. Der har svirret mange tal i forskellige rapporter om statens indtægter fra nordsøolien. Rapporter fra forskellige sider har fremført, at staten ikke har fået nok ud af aftalerne om nordsøolien og slet ikke i en situation med stigende oliepriser, som vi har set de seneste år. Jeg vil gerne have klarhed over, hvordan det er gået, siden vi lavede om på de økonomiske rammevilkår for olie- og gasproduktion i Nordsøen i 2003. Regeringen har derfor igangsat et serviceeftersyn af vilkårene for indvindingen af olie og gas. Vi skal have tal og vurderinger på bordet, så en debat kan tages på et godt oplyst grundlag, og det synes vi og jeg er den rigtige vej frem.

Derfor kommer jeg måske også til at skuffe nogle af deltagerne i debatten i dag, for jeg har faktisk tænkt mig at afvente resultaterne fra serviceeftersynet, før jeg vil begive mig ud i vurderinger af, om staten har fået en rimelig og hensigtsmæssig andel af overskuddet fra den danske olie- og gasproduktion, og hvad vi skal gøre i fremtiden. At indlade mig på en debat herom på nuværende tidspunkt vil være at foregribe resultaterne fra udvalgsarbejdet.

Udvalgsarbejdet skal netop være med til at afdække, om de nuværende økonomiske rammevilkår for produktion af olie og gas er hensigtsmæssige, og det skal komme med anbefalinger til, om og i givet fald hvilke ændringer af rammevilkårene der vurderes hensigtsmæssige. Udvalgets arbejde omfatter både de eksisterende tilladelser og rammevilkår for den kommende syvende udbudsrunde for nye tilladelser til efterforskning og indvinding af olie og gas – en ny udbudsrunde er afgørende for, at vi kan gøre nye fund og fortsætte indvindingen af de danske olie- og gasressourcer i Nordsøen.

I den forbindelse er det af afgørende betydning, at vi er opmærksomme på, at de økonomiske rammevilkår, vi sætter, er afbalanceret, så staten får så meget som muligt ud af ressourcerne og det samtidig fortsat er attraktivt for olieselskaber at efterforske og investere i den danske del af Nordsøen. Vi står i en konkurrencesituation med andre områder i Nordsøen og resten af verden om at tiltrække kapital og investeringer i efterforskning og indvinding, og det er også baggrunden for, at serviceeftersynet skal belyse erfaringerne med netop rammevilkår for olie- og gasproduktion i vores nabolande i Nordsøen, så vi har det rette sammenligningsgrundlag.

Når vi har resultaterne fra udvalgsarbejdet, har vi netop grundlaget for en politisk drøftelse af rammevilkårene for den danske olie- og gasproduktion. Jeg vil gerne her fra talerstolen bekræfte, at regeringen står ved den indgåede aftale fra 2003 mellem staten og A.P. Møller; det er en præmis for udvalgets arbejde. Udvalget har også til opgave at vurdere, om der er grundlag for en genforhandling af Nordsøaftalen. Eventuelle ændringer i vilkårene for Nordsøaftalen vil således ske enten inden for aftalens nuværende rammer eller ved en ny forhandlet løsning. Såfremt serviceeftersynet giver grundlag for at søge ændringer af Nordsøaftalen, lægger regeringen afgørende vægt på, at dette søges gennemført på grundlag af et bredt flertal i Folketinget.

Til sidst vil jeg gerne vende mig mod nogle af de udfordringer, der er for den fremtidige danske olieproduktion, men der kan naturligvis også være andre muligheder, og de bør undersøges.

Da produktionen blev indledt i Nordsøen, var det forventet, at mindre end 10 pct. af olien i felterne rent teknisk kunne produceres. Den teknologiske udvikling har forbedret dette betydeligt. Med dagens teknologi forventer vi, at der i gennemsnit vil blive efterladt omkring to tredjedele af den olie, der ligger i de oliefelter, vi i dag kender til i Nordsøen. Dagens teknologiske stade vil altså kun i gennemsnit gøre det muligt at indvinde knapt en tredjedel. Der ligger en særdeles stor mængde olie i undergrunden, som det ikke er lige til at få produceret, og derfor er der brug for ny teknologi.

En af mulighederne kunne være injektion af CO 2 , som Tinget har haft mulighed for at drøfte ved en tidligere lejlighed. Teknisk set er der meget, som tyder på, at injektion af CO 2 i oliefelterne vil kunne øge indvindingen væsentligt. En væsentlig forudsætning for et sådant projekt vil være tilstrækkelige mængder af CO 2 , eksempelvis fra større kraftværker. Teknologien til at opsamle store mængder af CO 2 fra kraftværker er imidlertid ikke udviklet og afprøvet fuldt ud endnu, og desuden er det vurderingen, at der er tale om en meget dyr teknologi. Så selv om olieselskaberne har store forhåbninger til teknologien, vil den næppe komme i spil, før den er udviklet og afprøvet, måske først over de næste 5-10 år.

Der er med andre ord masser af udfordringer at arbejde med, og serviceeftersynet vil også se på, om der er de rette rammer for investeringer i netop den form for ny teknologi.

Regeringen ønsker en omstilling af hele den danske energiforsyning frem mod 2050, så forsyningen af el, varme, industri og transport bliver dækket af vedvarende energi. Men olie og gas vil spille en central rolle i energiforsyningen mange år frem, og statslige indtægter fra olie- og gasproduktionen i Nordsøen vil være til gavn for vores velfærd og samfundsøkonomi. Vi kan godt have en grøn ambition, samtidig med at vi ønsker at få det optimale ud af Nordsøens olie- og gasressourcer.

Regeringen vil arbejde for at tilrettelægge aktiviteterne i Nordsøen, så de anlæg, der allerede er etableret derude, udnyttes så godt som muligt, og så også nye fund af olie- og gasfelter vil kunne blive produceret i årene fremover. Det vil sikre en fortsat beskæftigelse og fortsatte indtægter til glæde for samfundet og til glæde for den grønne omstilling. Samtidig vil regeringen arbejde for, at rammevilkårene for aktiviteterne sikrer, at efterforskning og indvinding sker på en måde, så samfundet sikres det størst mulige udbytte, naturligvis under hensyntagen til, at det foregår sikkerheds- og miljømæssigt fuldt ud forsvarligt.

Tak til ministeren. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Mikkel Dencker.

I Dansk Folkeparti har vi taget initiativ til denne forespørgselsdebat, fordi aktiviteterne i Nordsøen er af stor betydning for Danmark. Ikke alene har udvindingen af olie og gas fra den danske del af Nordsøen i mange år leveret et markant bidrag til statskassen og dermed finansieret en del af den velfærd, som alle danskere nyder godt af, men Nordsøen leverer også en meget stor andel af den danske energiforsyning både til transport og varme, til naturgas og oliefyr, ja, faktisk har Danmark i rigtig mange år været selvforsynende med olie og gas, og det er vi i Dansk Folkeparti glade for og stolte over. Vi har på ingen måde den fjendtlighed over for olien, som man af og til fornemmer at regeringen har.

Derfor vil jeg også godt sige, at det da glæder mig at høre, at selv om regeringen gør, hvad den kan for at bekæmpe brug af olie i Danmark, så har man ingen betænkeligheder ved at udnytte den olie, der er til stede i Nordsøen og dermed tjene penge på den. Det får regeringens politik til at fremstå lidt mere menneskelig.

Hen over efteråret rejste der sig en kritik i visse medier af, at den nuværende ordning for udnyttelse af de danske olie- og gasfelter leverer et mindre bidrag til statskassen, end tilfældet kunne have været. Kritikken gik især på, at den gældende aftale fra 2003 ikke tager højde for den flerdobling af markedsprisen for olie, der er sket, siden aftalen blev indgået. Vi mener dog ikke, at kritikken er helt så berettiget, for aftalen fra 2003 er på mange punkter mere fordelagtig end den aftale, som den erstattede, og derfor er vi faktisk glade for aftalen fra 2003, som vi da også bakkede op om, da den var til behandling her i Folketinget.

2003-aftalen indførte nemlig, at det uhensigtsmæssige fradrag for investeringer på hele 250 pct. blev reduceret til 30 pct. At fradraget på 250 pct. betød, at man kunne investere sig ud af at betale skat, var jo ikke hensigtsmæssigt, så derfor mener vi faktisk, at 2003-aftalen var et væsentligt fremskridt i forhold til den aftale, der var inden da. Som konsekvens af presseomtalen her i efteråret besluttede regeringen i november at lade foretage et serviceeftersyn af den gældende aftale. Det er en beslutning, som vi i Dansk Folkeparti bakker op om, for det er kun rimeligt, at vi ser på, hvordan de forekomster af olie og gas, vi har på dansk territorium, kommer fællesskabet bedst mulig til gavn. Derfor finder vi det også rimeligt, at det tilstræbes at maksimere statens indtægter fra olie- og gasproduktionen.

Det er dette serviceeftersyn, som er en af grundene til, at vi har rejst denne forespørgsel for at få en diskussion af prioriteterne på området forud for eftersynet og eventuelle forhandlinger. Og jeg vil gerne understrege, at vi i Dansk Folkeparti ligesom de fleste andre partier står fast på, at eventuelle ændringer i den nuværende ordning skal ske i respekt for tidligere aftaler og i forståelse med aftaleparterne.

Når vi kommer så langt, at serviceeftersynet gennemføres og eventuelt munder ud i ændringer af den nuværende ordning, har det som nævnt høj prioritet for Dansk Folkeparti, at det størst mulige udkomme til statskassen sikres. Men det skal ske afbalanceret i forhold til, at det fortsat skal være attraktivt for de selskaber, der står for udvindingen, at gøre det, og at det fortsat skal være de rette rammebetingelser, der skal være til stede for at investere og udvikle driften, bl.a. med henblik på at implementere nye teknikker til at øge indvindingsgraden. Der ligger nemlig et stort potentiale i at øge indvindingsgraden, for i øjeblikket er det jo kun ca. 30 pct. – det var ministeren også inde på – af forekomsterne, som det er muligt at få op. Med andre ord resterer der knap 70 pct., som en ny teknik måske vil kunne bringe op, og som vil kunne komme alle parter til gode. Det har nemlig høj prioritet for Dansk Folkeparti, at de olie- og gasressourcer, som er til stede i Nordsøen, udnyttes mest muligt, for selvforsyningen er vigtig, for at vi kan holde os fri af afhængigheden af import fra andre lande, for ofte er det sådan, at de olie- og gasproducerende lande er beliggende i Mellemøsten eller Østeuropa, hvor regimerne kan være ustabile eller direkte fjendtligsindede og derfor ikke holder sig tilbage fra at udnytte en afhængighed til politiske formål. Derfor er det af stor betydning, at Danmark kan holdes selvforsynende længst muligt.

Til slut skal jeg blot fremsætte forslag til vedtagelse på vegne af Dansk Folkeparti, og det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at olie- og gasforekomsterne i Nordsøen leverer et væsentligt bidrag til statens indtægter, og at olie og gas er en vigtig del af den danske energiforsyning, bl.a. til transport og opvarmning, både i dag og i adskillige år ud i fremtiden.

Det skal sikres, at indvindingen af danske olie- og gasressourcer sker med størst muligt udbytte for samfundet, herunder at forekomsterne udnyttes videst muligt.

For at Danmark har en stabil forsyning med olie og gas, hvor afhængighed af import undgås, skal det sikres, at de rette rammebetingelser for implementering af ny teknologi er til stede, således at indvindingsgraden for olie og gas kan øges.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 27).

Det fremsatte forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er et par korte bemærkninger, først fra hr. Per Clausen.

Jeg vil godt spørge hr. Mikkel Dencker, om han ikke er enig med mig i, at den aftale, man indgik i 2003, var baseret på nogle helt, helt andre oliepriser end dem, vi har nu, og at man, hvis man havde vidst det i 2003, nok ville have lavet en anden aftale, f.eks. hvor man kunne have taget udgangspunkt i i Kulbrintebeskatningsudvalgets forslag, som jo fremadrettet, i hvert fald i de kommende 10 år, formentlig ville give op imod 10 mia. kr. ekstra til staten hvert år.

Det andet spørgsmål, jeg godt vil stille til hr. Mikkel Dencker, er: Er hr. Mikkel Dencker enig med mig i, at der inden for den aftale, der er indgået, godt kan ændres i beskatningen?

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Per Clausen, at det er klart, at den aftale, der blev indgået i 2003, selvfølgelig har taget udgangspunkt i den viden, man havde i 2003, og med de forudsætninger, man havde at beslutte sig ud fra dengang. Jeg tror ikke, man kunne have besluttet det anderledes med den viden, man havde på det tidspunkt.

Nu er det jo sådan, at livet leves fremadrettet, men forstås med tilbagevirkende kraft, kan man sige, eller bagud. Men jeg mener faktisk, at det var den rigtige aftale, der blev lavet dengang. Dansk Folkeparti bakkede op om den, jeg var faktisk selv ordfører på den og kan stadig huske førstebehandlingen, hvor hr. Per Clausens partifælle, hr. Keld Albrechtsen, fremførte en massiv kritik af resultatet. Men jeg mener stadig væk, det var den rigtige aftale. Aftalen fra 2003 var en klar forbedring af den beskatningsaftale og den aftale, der i det hele taget var inden da, og jeg mener, det var så langt, man kunne nå på det tidspunkt. Derfor var vi godt tilfredse med den, og vi bakker stadig væk op om den aftale.

Hr. Per Clausen.

Det er jo rigtigt, at hr. Keld Albrechtsen havde mere ret i, hvordan oliepriserne ville udvikle sig, end den daværende regering havde. Det er jo rigtigt, men lad det ligge.

Det, jeg så vil spørge hr. Mikkel Dencker om, handler om det fremadrettede: Er han ikke enig i, at med det, vi ved nu, er der faktisk meget, der tyder på, at man skal revidere aftalen for at få et rimeligt afkast?

Det andet spørgsmål er stadig væk: Er hr. Mikkel Dencker enig med mig i, at selvfølgelig har staten mulighed for at ændre beskatningen i forhold til nordsøolien, og at det sådan set må have været en naturlig forudsætning for den aftale, man lavede i 2003, at man beholdt den mulighed?

Ordføreren.

Beskatningsretten til alt inden for kongerigets grænser ligger i Folketinget og ingen andre steder, det er klart. Til gengæld har regeringen så også altid en ret til at indgå juridisk forpligtende aftaler med andre parter, og de aftaler gælder naturligvis fortsat. Jeg kender ikke aftalens ordlyd, så jeg skal ikke kunne sige, hvilke begrænsninger der måtte ligge på den gældende aftale. Men vi går ind for, at aftalen skal respekteres, og at en eventuel genforhandling skal ligge inden for de rammer.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Jeg er rigtig glad for, at Dansk Folkepartis ordfører bekræfter, at retten til at beskatte ligger i Folketinget. Det er nemlig fuldstændig korrekt, og det synes jeg vi skal huske os selv og hinanden på i forbindelse med det her serviceeftersyn rigtig mange gange: at retten til at bestemme beskatningsniveauet i det her samfund ligger i Folketinget.

Så vil jeg spørge hr. Mikkel Dencker, om han er enig med mig i, at der også i aftalen ligger en fuldstændig klokkeklar formulering om, at man har ret til en genforhandling, at begge parter har ret til en genforhandling, det vil sige, hvis forudsætningerne forandrer sig, Det er jeg også glad for at hr. Mikkel Dencker siger, det ville også være helt vanvittigt at påstå det modsatte, fordi oliepriserne netop er steget så meget, så det synes jeg er fint, og jeg vil gerne anerkende, at der er et fælles grundlag for at gå ind i det videre forløb. Men vil hr. Mikkel Dencker ikke også bekræfte over for mig, for det synes jeg er et af de punkter, vi skal have drøftet med hinanden, at det er ret klart, at der i aftalen står, at vi kan genforhandle, hvis det er sådan, at forudsætningerne forandrer sig? For det er jo noget af det, der har været drøftet i pressen, og jeg er naturligvis interesseret i at høre, hvor de forskellige partier i Folketinget står i det spørgsmål.

Ordføreren.

Som jeg svarede hr. Per Clausen, kan jeg ikke huske aftalens ordlyd på stående fod, så derfor kan jeg ikke referere, hvad der måtte stå i enkelte sætninger. Men det er klart, at når man lavede en aftale tilbage i 2003, som skulle gælde indtil, er det 2043-44, altså 40 år frem i tiden, så ville det være naturligt, at man skrev noget ind om, at man kunne genforhandle aftalen, hvis forudsætningerne ændrede sig. Jeg kan ikke forestille mig andet, for begge parter i den her aftale var selvfølgelig så kloge, at de godt vidste, at man ikke kunne forestille sig, hvad der skete i løbet af de 40 år, og at der derfor kunne være anledning til, at man genforhandlede. Så jeg kan ikke forestille mig andet, end at parterne har tilladt hinanden den mulighed.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Grunden til, at jeg spørger, er bl.a., at jeg ikke rigtig forstår, hvorfor der skal være flere forskellige forslag til vedtagelse. Jeg havde håbet, at vi kunne samles om et fælles forslag i dag, så måske hr. Mikkel Dencker også kan løfte sløret for, hvad grunden er. Jeg troede nemlig, det var det punkt, det måske drejede sig om, men måske kan hr. Mikkel Dencker løfte sløret for, hvorfor det er, at der skal være forskellige forslag til vedtagelse i salen i dag. Jeg havde håbet, at vi kunne samle et helt Folketing bag ideen om at gå ind og kigge på nordsøolien.

Ordføreren.

Jamen jeg har jo slet ikke udelukket, at resten af Folketinget må bakke op om Dansk Folkepartis fremsatte forslag til vedtagelse. Jeg synes da, det udtrykker meget godt det, som jeg selv har fremført, og at det egentlig også godt kunne dække det, som ministeren fremførte.

Jeg har så også tilladt mig at læse et papir med et forslag til vedtagelse, som jeg tror vil blive fremsat senere fra et regeringsparti på vegne af flere partier, og som jeg måske synes er lidt mere kønsløst end det, som Dansk Folkeparti er kommet med. Og derfor foretrækker vi så at have vores eget, også fordi vi kan udtrykke nogle nuancer om, at vi faktisk godt kan lide olie og gas og ikke fører nogen hellig krig mod det, sådan som visse andre partier her i salen af og til gør. Vi har ikke den der berøringsangst over for olie og gas, men er faktisk glade for og stolte over det og vil gerne tjene penge på det, og vi står gerne ved det, mens andre jo prøver at bekæmpe det med alle midler. Så den forskel i partiernes politik vil vi også gerne udtrykke, ved at vi har vores eget forslag til vedtagelse, som Socialdemokratiet selvfølgelig gerne må stemme for.

Tak til ordføreren. Hov, hr. Jesper Petersen har markeret.

Jeg kom på sådan lidt til slut, så det er o.k., at formanden ikke lige havde set, at jeg meldte mig. Men jeg er bare nødt til at få noget boret ud. På den ene side siger hr. Mikkel Dencker igen og igen, at aftalen fra 2003 er meget god, og at man står ved den aftale, og på den anden side, at det også er en god idé, at der bliver lavet et serviceeftersyn af den aftale, og at livet ligesom leves forlæns, eller hvordan det var, Kirkegaard blev citeret.

Hvis den aftale fra 2003 er så god, hvorfor er det så egentlig, at hr. Mikkel Dencker gerne vil have, at der skal være et serviceeftersyn, eller bakker op om regeringens initiativ til at lave et serviceeftersyn? Jeg synes, at det sådan fortabte sig lidt i det uvisse undervejs, når man på den ene side siger, at den aftale fra 2003 var så fantastisk, og på den anden side, at det er en meget god idé at give den et eftersyn. Kan vi få uddybet lidt, hvad det der med, at det skal leves forlæns, handler om? Hvad er det, hr. Mikkel Dencker forestiller sig kan ske efter sådan et serviceeftersyn, og hvad er det, som ikke er godt nok ved den nuværende aftale?

Ordføreren.

Jeg kan fuldt ud bekræfte over for hr. Jesper Petersen, at Dansk Folkeparti bakkede op om den aftale, der blev lavet i 2003, og det gør vi fortsat. Vi synes, at det er en god aftale, der blev lavet. Det synes vi stadig væk. Jeg mener, at det var den bedste aftale, man kunne lave på det tidspunkt og med den viden, man havde på det tidspunkt.

Som jeg også sagde til fru Pernille Rosenkrantz-Theil, var det jo en aftale, der skulle række 40 år ud i fremtiden, og det kan være svært at vide, om det, man laver nu, også vil give det bedste resultat om 20 år. Det kan være svært at vide, og derfor synes jeg, at det er sundt, at man kigger tingene efter i sømmene og ser, om der er noget, vi kan gøre bedre, end vi havde tænkt det i 2003. Det synes jeg ikke der går noget fra nogen ved. Vi synes bare, at vi skal respektere den ramme, der ligger fra 2003, og at det skal ske i forståelse med vores samarbejdspartnere, som vi har indgået aftalen med. Det kunne også være, de havde nogle ting, de ville have forbedret, så det kunne ske til gunst for alle.

Jeg har jo peget på, og det gjorde ministeren også, at det er vigtigt, at der er de rette rammebetingelser for at investere i ny teknologi, så man kan få udnyttet en større del af forekomsterne, end det er tilfældet i dag, og det kunne være, at det kunne blive arbejdet ind i aftalen. F.eks. kunne det jo være, at vores aftalepart havde samme ønske.

Hr. Jesper Petersen.

Hele diskussionen har jo også, siden aftalen blev lavet i 2003, drejet sig om, hvorvidt man levede op til det, som jeg kan høre at hr. Mikkel Dencker og jeg er enige om, nemlig at man bør gå efter at få det størst mulige samfundsmæssige udbytte af de fælles ressourcer, der ligger i Nordsøen. Det, der er kritikken af den aftale, der ligger nu, er jo, at man muligvis ikke gør det. Kritikken dengang og siden har jo været, at man ikke tog højde for, at der kunne ske ret kraftige ændringer af oliepriserne. Det er så sket, og så kan der være forskellige vurderinger af, hvilke konsekvenser det har for indtægterne til staten, og forskellige vurderinger af, hvor meget olie der overhovedet var blevet udvundet, hvis man havde lavet aftalen anderledes. Det kan jeg godt forstå at man kan have nogle vurderinger af.

Men har hr. Mikkel Denckers støtte til det at lave et serviceeftersyn noget at gøre med prisudviklingen? Har den overrasket hr. Mikkel Dencker? Og er det også noget af det, der gør, at man måske skal lave nogle andre formuleringer end dem, der er i den nuværende aftale, hvis serviceeftersynet peger på, at det er noget, man bør gøre?

Ordføreren.

Ja, prisudviklingen på olie de sidste 10 år har overrasket mig. Jeg kan huske, at man i 2003 kunne tanke benzin til 8 kr. literen, og nu koster det omkring 13 kr. Det er jo en overraskelse i sig selv, at det er gået så galt. Så prisudviklingen har gjort indtryk. Som jeg også sagde før til hr. Jesper Petersen, kan man jo aldrig vide, om det, man sidder og laver nu, også er det bedste om 20 år. Det er derfor, vi synes, at det er helt i orden, at man i samarbejde med sin aftalepartner laver et serviceeftersyn og laver nogle forbedringer, som kan komme alle til gode. Vi ser gerne, at udvindingen fortsætter længst muligt med bedst muligt resultat, ikke kun af hensyn til energiforsyningen, men også af hensyn til statens finanser. Så jeg ser ikke noget problem i eller noget modstridende i, at vi har sagt sådan.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Hr. Lars Christian Lilleholt som ordfører for Venstre.

Tak til Dansk Folkeparti for at have taget initiativ til forespørgslen her i dag om fremtiden for olien og gassen i Nordsøen. Det falder jo i meget naturlig forlængelse af regeringens forslag om at gennemføre et serviceeftersyn af hele Nordsøaftalen. Jeg vil også gerne rose ministeren for, at ministeren meget tydeligt i sin tale slog fast, at regeringen står ved aftalen fra 2003. Skal der ændres i aftalen, forudsætter det, at begge parter er enige. Det er vi meget glade for at ministeren gav udtryk for i sin tale, og det er også helt afgørende for Venstre.

Det lykkedes jo i 2003 at få gennemført en meget, meget svær aftale. Det lykkedes den daværende VK-regering at forhandle en aftale med Mærsk, som også var en fordel for den danske stat, som fik langt flere penge; vi øgede indtægter fra nordsøolien ganske betragteligt, og det har jo også vist sig efterfølgende, at den danske stat har fået rigtig, rigtig mange penge ud af det. Ikke mindre end 200 mia. kr. har vi samlet set fået i skatteindtægter siden 2004. Det er rigtig mange penge, det har bidraget til at styrke dansk økonomi og også bidraget til, at vi har kunnet afdrage på vores store gæld.

Der er sket mange gode ting i den her aftale. Det er lykkedes Mærsk og de andre parter i Nordsøen at gennemføre ret betragtelige investeringer, som jo har bidraget til at øge udvindingen af olie. Ja, den er øget med ikke mindre end 100 mia. kr. i forhold til før 2003. Statens indtægter har de senere år været på mellem 24 og 36 mia. kr. om året.

Mærsk og deres partnere i Nordsøen har jo løbet en stor risiko og har fået en gevinst, og det har den danske statskasse også. Aftalen i Nordsøen har også bidraget til, at Danmark er og i en lang årrække har været selvforsynende med energi, og det skal vi også være på den længere bane. Ja, Danmark er faktisk i dag det eneste EU-land overhovedet, der er selvforsynende med energi.

Der er nu gået 10 år, siden aftalen blev forhandlet på plads. Regeringen har besluttet at gennemføre det her serviceeftersyn, og det synes vi er ganske fornuftigt. Men forudsætningen for os er hundrede procent klar: Skal der ændres i aftalen med Mærsk, kræver det, at der er enighed mellem parterne.

Serviceaftalen kan bidrage til at kaste lys over, hvor meget den danske stat har tjent, siden aftalen blev indgået i 2004. Der er også mulighed for at se på, om rammerne er gode nok, om der kan tages initiativer, som vil øge udvindingen yderligere. Øger vi blot udvindingen med ganske få procent, er der adskillige ekstra kroner til den danske statskasse.

Jeg synes også, det er fornuftigt at kigge på den danske satsning på olie- og gasproduktion, som er vokset ud af det her, nemlig offshorebranchen, som beskæftiger mere end 10.000 personer, hvoraf 6.000 beskæftiges alene i Esbjergområdet, og om der er mulighed for i forbindelse med den her aftale også at få kigget på, om der er muligheder for at udbygge det område yderligere. Der er i dag en eksport af viden og knowhow fra offshorebranchen på ikke mindre end 10 mia. kr. Det var måske en god idé at se på mulighederne for at udbygge det yderligere.

Så for os at se giver serviceeftersynet mulighed for både at få kigget tingene efter i kanterne og at se på, om vi kan foretage yderligere tiltag, som kan sikre den danske statskasse og udvindingen af olie endnu bedre rammevilkår i fremtiden. Tak.

Tak til ordføreren. Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg vil stille to spørgsmål til hr. Lars Christian Lilleholt. Det første er, om han ikke er enig med mig i, at man må sige, at forudsætningerne for aftalen er forandret, når oliepriserne er blevet dramatisk anderledes, end det var forudset, da man lavede aftalen, og vi også har kunnet se, hvordan man ude i Nordsøen har været i stand til at have en indtjening, som er ekstremt stor, sammenlignet med hvad erhvervsvirksomheder på landjorden er i stand til at tjene.

Det andet spørgsmål er: Er hr. Lars Christian Lilleholt ikke enig med mig i, at man godt kan ændre på betingelserne, sådan at staten får en større andel af indtægterne fra Nordsøen, uden at aftalen med DUC, Shell, Chevron og Mærsk brydes, og uden at man behøver at være enig med DUC om det?

Ordføreren.

En genforhandling af aftalen kræver enighed. Sådan læser vi aftalen fra 2003.

Med hensyn til følsomheden i forhold til olieprisen vil jeg sige, at da aftalen blev indgået i 2003, blev der regnet på rigtig, rigtig mange forskellige scenarier, herunder også på en meget, meget høj oliepris. Se, de tiltag og de ting indgår rent faktisk som grundlag for den aftale, der blev gennemført i 2003.

Hr. Per Clausen.

Det er jo rigtigt, at der blev regnet på meget høje oliepriser, på oliepriser, som den daværende minister karakteriserede som helt, helt urealistiske. Det var på baggrund af Enhedslistens spørgsmål, at der blev regnet på det. Hvis man havde betragtet de udregninger som realistiske, håber jeg, at man havde lavet en anden aftale. Men det kan jeg jo ikke vide.

Med hensyn til spørgsmålet om, om staten har mulighed for at få en større andel af indtægterne fra nordsøenergien uden at blive enige med DUC, skal jeg så forstå hr. Lars Christian Lilleholts svar sådan, at han mener, at den daværende regering indgik en aftale, som betød, at man fraskrev sig retten til at hæve skatterne, eller at man ikke kunne hæve skatterne i forhold til de selskaber, som opererede i Nordsøen, uden at de skulle kompenseres 100 pct. for det? For så står hr. Lars Christian Lilleholt jo og siger, at den daværende regering lavede en aftale, som i virkeligheden er i strid med grundloven, og det håber jeg da ikke.

Ordføreren.

Retten til at hæve skatterne ligger her i Folketingssalen, det er der ingen tvivl om, men rammevilkårene for udvindingen af olie og gas fra Nordsøen er en del af den her aftale, og vil man ændre på den, kræver det enighed mellem parterne.

Med hensyn til beregningerne i forhold til følsomheden på olieprisen har jeg kigget lidt i det her, og jeg er helt overbevist om, at den daværende regering regnede på alle tænkelige scenarier. Dertil kommer, at en højere oliepris jo også har bidraget til, at den danske statskasse har fået ganske betydelig højere indtægter, end man havde regnet med i 2003.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Fru Pernille Rosenkrantz-Theil som ordfører for Socialdemokraterne.

Jeg vil gerne starte med at takke for, at vi får lov til at tage en debat om nordsøoliens fremtid her i dag; det synes jeg er et godt initiativ. Det er ingen hemmelighed, at vi i Socialdemokratiet mener, at forudsætningerne har forandret sig ganske gevaldigt, siden aftalen blev indgået i 2003. Olieprisen var på det tidspunkt 22 dollars tønden, og det højeste niveau, man på det tidspunkt kunne forestille sig den ville stige til, når man lavede vurderinger, var 40 dollars tønden. Hårdt presset vurderede den daværende minister også, hvad der ville ske ved 100 dollars tønden, men det var sådan, at den daværende minister opfattede det som fuldstændig urealistisk, at den nogen sinde kom derop. Jeg tror for så vidt ikke, der var nogen af os, der havde kunnet forestille sig, at vi i dag ville stå med en oliepris pr. tønde på 120 dollars. Der er sket en eksplosion og en himmelflugt i oliepriserne, og derfor synes jeg også, at det er åbenlyst, at man bliver nødt til at gå ind og kigge på, hvordan vi skal danne rammer om det her område i fremtiden.

Men lad mig slå en ting fast med syvtommersøm: Som jeg også sagde tidligere, er der intet over og intet ved siden af Folketinget. Her i landet er det Folketinget, der laver landets love, og det gælder altså også beskatningen af og rammerne for nordsøolien. Derfor vil jeg også sende det meget klare signal til olieselskaberne, som for nylig har meldt ud – og jeg håber, det er en and, aviserne har lavet – at de ikke ønsker at forhandle, at der gælder samme regler for olieselskaberne i Danmark, som der gælder for alle andre borgere og virksomheder og organisationer i det her land, nemlig at hvis ikke man ønsker at forhandle med staten, frasiger man sig en indflydelsesmulighed. Det betyder altså ikke, at man har vetoret over, hvad Folketinget så finder på at gøre eller ikke at gøre, og derfor håber jeg selvfølgelig, at man kommer frem til, at man alligevel godt kunne tænke sig at sætte sig ned ved bordet og tale om de her ting, hvis vi når dertil i forbindelse med serviceeftersynet.

Som det er almindelig parlamentarisk skik i Danmark, har Socialdemokratiet tilsluttet sig aftalen om nordsøolien, selv om vi ikke var med i den oprindelig, men det ændrer såmænd ikke på, at vi mener, at aftalen, der blev indgået dengang, var problematisk – det var derfor, vi stod uden for den – og så meget desto mere mener vi jo også at det er nødvendigt at få lavet et grundigt eftersyn. Når vi står ved aftalen, som den er, er det, fordi vi mener, at der fint inden for den aftales rammer kan laves rigtig mange andre løsninger, fordi man i den aftale, der blev lavet, jo trods alt åbnede op for, at man kunne genforhandle, trods alt åbnede op for, at man, hvis forudsætningerne forandrede sig, måtte kigge på det igen.

Så nok kan man være imod aftalen fra 2003, men man må anerkende, at de partier, som lavede aftalen dengang, også sørgede for at tage højde for, at vi, hvis tingene forandrede sig, kan gå til det, kigge på det, se, om vi kan lave rammer, der er mere rimelige i forhold til nordsøolien. Jeg synes, man skal anerkende de partier, der indgik aftalen dengang, for det, og jeg mener, det er det fundament, vi stiller os op på, når vi har et ønske om at lave et serviceeftersyn og måske i forlængelse af det også mener, at der skal være en ny aftale.

Jeg vil sige, at det, eftersynet skal belyse, og som jeg synes er nok så vigtigt at få nævnt her i dag, er erfaringerne med rammevilkårene for kulbrinteproduktion i Holland og i Storbritannien og i Norge. Der er jo andre lande end Danmark, der har præcis de samme problemstillinger, som vi har her, og som har indrettet sig meget anderledes, end vi har her, og det er selvfølgelig en god idé at hente noget inspiration fra de steder.

Man kan selvfølgelig ikke lade være med at være lidt misundelig på, at nordmændene har så stor en bunke penge, fordi de har så meget olie, som de har, men man skal også huske på, når man vurderer nordmændenes situation, at det ikke kun handler om, at de har meget olie, det handler faktisk også om, at de har valgt et væsentlig højere beskatningsniveau, end man har valgt her i Danmark. Så selv med det danske olieniveau i undergrunden, ville nordmændene altså i samfundets kasse have fået væsentlig flere penge ud af det. Det er i øvrigt et beskatningsniveau, som både den tidligere borgerlige regering i Norge og den socialdemokratiske regering har bakket op om. Så der findes heldigvis modeller, hvormed man har skaffet flere penge til samfundskassen, end det sker i Danmark, og som har kunnet skabe brede flertal, og det håber vi altså også kan blive udgangspunktet for de forandringer, der skal ske for fremtiden.

Det var, hvad jeg ville sige indledningsvis. Jeg håber, at vi får en fortsat god debat om det i dag, og jeg håber i øvrigt, at vi i løbet af det kommende års tid får en god debat om det her. Man skal jo være med på, at det er så store penge, vi taler om, når vi taler om nordsøolien, at det er en regulær game changer, altså forstået på den måde, at når oliepriserne bevæger sig fra 22 dollars tønden, som de gjorde det i 2003, og så til det niveau, de er på i dag, så forandrer det fundamentalt set, hvad den danske stat kan og ikke kan. Og når vi går ind og kigger på, hvad beskatningsniveauet skal være, er det ikke en ligegyldig detalje, som hvis vi taler om en eller anden teknisk skattelovgivning. Vi taler altså om beløb, som, hvis man havde fulgt Kulbrintebeskatningsudvalgets anbefalinger, ville have betydet, at vi kunne have haft en efterlønsordning, som vi havde det førhen – uden at blinke med øjnene. Det er så store beløb, vi taler om, og derfor er det altså ikke nogen ligegyldig detalje, når vi tager den her debat, og jeg håber, vi får god tid til det i det kommende år. Tak.

Tak til ordføreren. Der er lige et par korte bemærkninger, først fra hr. Per Clausen.

Jeg er meget enig med fru Pernille Rosenkrantz-Theil i det, hun sagde – der er den undtagelse, at jeg jo ikke er blevet medlem af et regeringsbærende parti og derfor ikke har tilsluttet mig den gamle aftale. Men det er jo ikke så vigtigt.

Det, jeg gerne vil spørge fru Pernille Rosenkrantz-Theil om, er, hvordan hun opfatter situationen, hvis man faktisk fra Folketingets side bliver nødt til at gå ind og lave en ændring af beskatningsreglerne, fordi DUC, Shell, Chevron og Mærsk ikke vil forhandle. Altså, er det sådan, hun opfatter det, at de borgerlige partier så har vetoret i den sammenhæng? Når jeg spørger, er det, fordi både hun og ministeren jo talte om brede flertal, og jeg synes, jeg næsten kunne høre på hr. Lars Christian Lilleholt, at man godt nok skulle vride armen meget langt om på ryggen af ham, før han ville overveje at gøre noget, som Mærsk ikke havde sagt ja til.

Ordføreren.

Altså, nu skal jeg jo sige, at det aldrig er for sent at blive medlem af et regeringsbærende parti.

Dernæst skal jeg sige, at jeg opfatter det som højst urealistisk, at vi kommer i den situation, at der er nogen, der skal vride armen om på nogen. Vi står i en situation, hvor alle vil få flere penge ud af at kigge på de her rammebetingelser: Oliepriserne stiger, så olieselskaberne vil tjene flere penge, og forandrer vi på rammerne, vil den danske stat også tjene flere penge. Så jeg mener sådan set, at vi står i den situation. Det værste er jo at skulle lave sådan nogle aftaler, når pengene er ved at slippe op, for så er alle folk meget ivrige efter at få fat i flere penge. Lige nu står vi i den modsatte situation, og derfor mener jeg, at det er realistisk at lave en aftale, som alle parter kan være enige om, og derfor opfatter jeg det også som urealistisk, at olieselskaberne ikke ender med at ville forhandle med os. Og vetoret er ikke noget, vi uddeler til hverdag, vil jeg sige.

Hr. Per Clausen.

Til det med at blive medlem af et regeringsbærende parti vil jeg sige, at det findes der jo mindst to løsninger på, og jeg ved ikke rigtig, hvad for en af dem jeg foretrækker. Men jeg er også blevet så gammel, så det går nok min tid ud.

Men jeg vil bare være helt sikker på, at det, fru Pernille Rosenkrantz-Theil trods alt siger, er, at hverken olieselskaberne eller borgerlige partier har vetoret, i forhold til hvilke beslutninger der kan træffes her i Folketinget, heller ikke når det handler om beslutninger, der vedrører Nordsøen og energi.

Ordføreren.

Jeg vil sige, at jeg mener, det er højst teoretisk – altså, vi kommer ikke i en situation, hvor der er nogen, der skal bruge eller ikke bruge en vetoret. Et meget bredt flertal i Folketinget står ved den aftale, der er fra 2003, og inden for den ramme kan der laves forandringer, som giver rigtig mange flere penge i den danske statskasse, og derfor er der ikke nogen grund til at skulle tale om vetoret. Jeg vil sige det sådan, at det er rigtig vigtigt for os, at de midler, der kommer ud af nordsøolien, skal fordeles anderledes. Det er det, vi går til forhandlingerne med. Og som sagt bryder jeg mig ikke om ideen om, at man skal uddele vetoret til nogen som helst, hverken hvad angår det her eller for så vidt noget andet.

Så vi går til forhandlingerne med det udgangspunkt, at vi vil lande en aftale, som dem, der lavede aftalen i 2003, kan være sammen med os om, og vi går ind for at lave en aftale, som de selskaber, der arbejder med nordsøolien, også kan se sig selv i.

Hr. Lars Christian Lilleholt.

Når jeg hører ordføreren, kommer jeg i tvivl om, hvorvidt det er den samme regering, ordførerens parti og ministeren er medlem af, eller om ordføreren i højere grad er enig med Enhedslisten. Jeg vil godt spørge ordføreren, om ordføreren er enig med ministeren i, at ændringer i 2003-aftalen forudsætter enighed mellem parterne og skal ske inden for rammerne af den aftale.

Ordføreren.

Nu var Enhedslisten og Socialdemokratiet som bekendt også enige i 2003, og der sagde begge parter nej. Jeg kan derfor godt forstå, at hr. Lars Christian Lilleholt kan høre, at der er en eller anden form for sammenlignelighed mellem standpunkterne.

Jeg vil gerne sige, at i Socialdemokratiet er holdningen fuldstændig klar. Vi mener ikke, at den aftale i 2003 skulle være indgået. Nu er den blevet indgået, og så må vi tage udgangspunkt i den aftale. Vi mener også, at det er fuldstændig klart, at der står i den aftale, at hvis forudsætningerne forandrer sig, kan man tage det op til genforhandling. Det var i øvrigt en ualmindelig klog måde at skitsere tingene på af de partier, der indgik aftalen, for når man laver 40-årige aftaler med nogen som helst, bliver man selvfølgelig nødt til at tage højde for, at tingene kan forandre sig. Det har de gjort, og derfor er der grundlag for at forhandle igen.

Jeg mener ikke, at olieselskaberne kan sige nej til en forhandling, for der ligger i aftalen, at vi har ret til den genforhandling, og det vil sige, at det ikke er en mulighed at blive væk fra det forhandlingsbord. Hvis man gør det, har man efter min mening brudt aftalen.

Hr. Lars Christian Lilleholt.

Jeg vil gerne vide, om ordføreren mener, at aftalen kan ændres, uden at der er enighed mellem parterne. Jeg vil gerne have et klart ja- eller nejsvar på det spørgsmål. Og svarer ordføreren ja, vil jeg også gerne vide, om man er parat til at gennemføre lovgivning her i Folketinget, som pålægger selskaberne at betale en højere skat.

Ordføreren.

Jeg vil gerne sige til hr. Lars Christian Lilleholt, at jeg synes, at man skal passe meget på med at blande de selskaber ind i noget som helst, der handler om beskatning. Jeg hørte sådan set Venstres ordfører selv sige her fra talerstolen, at retten til at lave skattelovgivning ligger et sted, nemlig i Folketinget. Jeg tror egentlig, at alle parter vil have bedst af, at vi er enige om det. Skattelovgivningen laves et sted i det her land, og det er i Folketinget. Det er ikke en ret, man kan videregive til selskaber. Det er en ret, der ligger i Folketinget.

Vi står ved den aftale, der er lavet, og vi mener sådan set, at Venstre med den aftale lavede en rigtig fornuftig passus, der handlede om, at hvis forudsætningerne forandrede sig, kunne man genforhandle den. Og jeg vil bare sige, og det tror jeg at jeg har sagt et par gange, og jeg vil gerne gentage det, at det ikke er muligt at sige nej til en genforhandling. Derfor ser jeg selvfølgelig frem til, at vi får en genforhandling, og jeg regner da med, at vi selvfølgelig i al mindelighed kan ende med en løsning, som alle parter kan se sig selv i.

Hr. Mike Legarth.

Jeg vil gerne følge op på det spørgsmål til fru Pernille Rosenkrantz-Theil og spørge, hvordan en genforhandling så defineres. Jeg håber, vi er enige om, at begge parter skal være enige, for at kontrakten kan ændres – eller går fru Pernille Rosenkrantz-Theil ind for, at det skal ske med tilbagevirkende kraft, altså at vi bryder en aftale, som vi har indgået, uden at den ene aftalepart er enig?

Ordføreren.

Jamen jeg mener, at det står fuldstændig klart i teksten, at hvis forudsætningerne forandrer sig, er der grundlag for en genforhandling. Jeg har endnu ikke hørt en eneste i det her Folketing betvivle, at forudsætningerne har forandret sig, at olieprisen er steget meget markant, og eftersom at lige præcis olieprisen står meget centralt i de forhold, der handler om olieselskaber, skal der genforhandles – det synes jeg der står krystalklart i teksten. Og så går man da ind i forhandlingslokalet med det for at øje at komme ud med en aftale, alle parter kan se sig selv i. Så mit udgangspunkt er altså, at vi står ved den aftale, der er indgået.

Jeg er også ret overbevist om, at der er meget forskellige interesser omkring det forhandlingsbord, men herre du milde gud, vi er gode til at lande aftaler, og vi skal ud af det lokale med flere penge i statskassen.

Hr. Mike Legarth.

Jeg vil bare gerne have en bekræftelse på, hvad Socialdemokratiet mener. Står man ved de aftaler, man indgår, eller vil man, uden at modparten er enig, ændre præmisserne, ja eller nej?

Som kommer den anden del af spørgsmålet. Jeg ved jo, at fru Pernille Rosenkrantz-Theil ejer en bil. Den blev købt, der blev foretaget en investering, fordi man vidste, hvad skatteprovenuet ved at købe bilen og køre i den over en periode var. Så kommer der en ny regering, som er rød, som hæver beskatningen til det dobbelte. Ville det være fair? Forudsætningen er ikke ændret, men det, fru Pernille Rosenkrantz-Theil render rundt og underholder med, er, at der pludselig skal ændres på præmisserne i forhold til den investering, der er foretaget. Det ville dybt kritisabelt at gøre.

Ordføreren.

Nu tror jeg altså, at hr. Mike Legarth skal passe en lille smule på, inden han deponerer en vetoret til samtlige danskere over skattelovgivningen i Danmark. Hr. Mike Legarths eget parti ændrede på skattelovgivningen over for lige præcis bilejerne i 2007 – i øvrigt med vores stemmer, for det var en rigtig fornuftig aftale, der gjorde det billigere at køre i grønne biler og dyrere at køre i de andre. Vi ændrede på beskatningen, uden at de danske bilejere af den grund havde vetoret.

Det, der er særligt her, og som jeg synes at man skal passe på med at skubbe for meget til fra oppositionens side, er, at vi faktisk tilslutter os den aftale, der ligger, fordi der ud over lovgivningen på det her område også ligger en aftale. Hvis ikke der lå en aftale, kunne vi bare ændre på lovgivningen uden at tage hensyn til noget som helst, men her er det klart, at der ligger en aftale, og derfor sætter vi os ned ved forhandlingsbordet igen.

Når jeg ikke kan give et klart eller ja eller nej – jeg hader selv, når der står ordførere heroppe, som ikke bare svarer ja eller nej, når de bliver bedt om det – er det, fordi vi endnu ikke har fået et ordentligt serviceeftersyn af området, og derfor synes jeg, det er for tidligt at sige noget.

Jeg er blevet meget vred over, at olieselskaberne afviser at ville forhandle, og hvis det er den attitude, man går til det her med, er det da klart, at vi på et eller andet tidspunkt må kigge på, hvordan vi forholder os til den attitude. Men jeg håber og tror da også på, at olieselskaberne på et tidspunkt besinder sig og siger: Ja, selvfølgelig skal vi da forhandle om det; vi sætter os efter god, dansk tradition ned omkring bordet og forhandler om det. Men vi kan jo ikke lade være med at lave lovgivning, fordi der er nogle, der mener, at de har vetoret. Sådan foregår tingene altså ikke.

Hr. Mikkel Dencker.

Jeg sad, da jeg lyttede til fru Rosenkrantz-Theils tale og også til besvarelsen af de andre spørgsmål, der har været, og fik flashback til ordførerens glade fortid i Enhedslisten, for det lød næsten, som om det var Enhedslistens ordfører, der var gået på. Det lyder også, som om ordføreren er meget imod, Socialdemokratiet er meget imod, den aftale, der blev lavet tilbage i 2003, men vel egentlig bare har måttet acceptere den, fordi man nu er blevet regeringsparti og derfor træder ind i de aftaler, som den tidligere regering har haft med andre parter. Sådan lyder det i hvert fald.

Så derfor undrer jeg mig også, nu hvor jeg sidder og slår op på Folketingets hjemmeside og ser, hvordan der blev stemt i 2003, da den her aftale var til tredje behandling, for L 48 og L 62 fra samlingen 2003-04 blev vedtaget af Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Konservative, Radikale Venstre og Kristendemokraterne. Så selv om man var meget imod det, har man jo stemt for alligevel. Kan ordføreren forklare, hvordan det kan være, at man stemte for noget, som man var så meget imod, og kan ordføreren ikke bekræfte, at vi faktisk har fået et langt større provenu med den nye aftale fra 2003 end med den aftale, der var inden da?

Ordføreren.

Jeg kan ikke forklare hr. Mikkel Denckers opslag på internettet. Det kan godt være, at det er rigtigt, men Socialdemokratiets holdning på det tidspunkt var, at man ikke ønskede at indgå i den aftale, og Socialdemokratiet var ikke aftalepart, og derfor er det først nu, at Socialdemokratiet sammen med SF har tiltrådt aftalen, efter at vi er blevet regeringsparti, som en god dansk parlamentarisk skik vil vide. Grunden til, at jeg stod og grinede før, da hr. Mikkel Dencker sagde det med Enhedslisten, er, fordi jeg tror, at hr. Per Clausen sidder og bliver ret fornærmet over, at der siges, at jeg lyder som en fra Enhedslisten.

Men jeg vil sige, at på det tidspunkt forhandlede Socialdemokratiet og SF og Enhedslisten med hinanden. Jeg var selv den, der forhandlede på vegne af Enhedslisten dengang, og derfor kan jeg huske det ret tydeligt. Det var hr. Svend Auken, der forhandlede på vegne af Socialdemokratiet sammen med hr. Ole Stavad. Jeg vil sige det sådan, at vi gik ind til de forhandlinger sammen, og vi forlod dem sammen, fordi vi ikke mente, at beskatningsniveauet blev højt nok. Så jeg vil gerne anerkende, at det blev højere, end det var før – fair nok – men der var ikke nogen af de tre partier, der på det tidspunkt, uden at jeg skal tale på vegne af de to andre, var villige til at binde sig på det for lave beskatningsniveau så mange år ud i fremtiden. Sådan er det.

Hr. Mikkel Dencker.

Jeg er da glad for, at ordføreren kan anerkende, at det er en bedre aftale, der kom i 2003, end der var før, og at det har givet et betragtelig større provenu, end det var tilfældet før. Det er måske derfor, at man alligevel endte med at stemme for, selv om man var så meget imod. Men det må fru Rosenkrantz-Theil måske konferere af med dem, der var ordførere dengang. Hr. Ole Stavad skulle da i hvert fald være til at få fat i. Hr. Auken kan vi jo desværre ikke spørge længere.

Så jeg vil bare høre, om det er sådan, at det, vi lavede i 2003, var så skidt, selv om det har givet over 100 mia. kr. i statskassen til sammenligning med de beskedne summer, der var dengang. Så det er vel ikke så ringe endda.

Ordføreren.

Vi ønskede dengang vi i Socialdemokratiet, at man fulgte Kulbrintebeskatningsudvalgets anbefalinger. Hvis man havde gjort det, havde man uden at skulle finde penge andre steder kunnet bevare efterlønnen. Man havde uden at skulle finde penge andre steder kunnet bevare efterlønnen. Alt andet lige tror jeg, at selv hr. Mikkel Dencker kan forstå, at penge i den størrelsesorden, der har så store konsekvenser for vores velfærdssamfund, er værd at tage med i betragtning.

Når vi afviste aftalen i 2003, ud over at vi syntes, der var nogle ualmindelig uheldige klausuler og formuleringer med, så var det også, fordi man ikke fulgte den anbefaling, der var om, hvordan den lovgivning skulle skrues sammen. Det har betydet, at man har banket et gevaldigt hul i den danske statskasse, som man kunne have undgået. Vi ville rigtig gerne have haft de midler i dag og særligt nu, hvor vi står i en økonomisk krise. Vi synes faktisk, det ville have været hensigtsmæssigt, at man har en større indtægtskilde end det, man havde haft.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Rasmus Helveg Petersen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak til hr. Mikkel Dencker for at rejse den her udmærkede debat, og tak til ministeren for en god redegørelse. Fra Radikale Venstres side mener vi jo, at nordsøolien er en hjørnesten i dansk økonomi. Der investeres fortsat betydelige summer i Nordsøen, og der kommer fortsat meget store mængder olie op. Det er til glæde for betalingsbalancen, for statskassen og for de involverede virksomheder. Uden nordsøolien ville de danske tal se meget anderledes ud, og vi har en fortsat interesse i produktion fra de danske felter, og vi skal sikre, at der er ordentlige rammevilkår for udnyttelsen af olien. Det er selvfølgelig en betingelse, at det sker miljømæssigt forsvarligt.

En anden betingelse er, at statskassen får sin rigelige andel af det, der er en fællesskabsejet ressource. Derfor er det også på sin plads at foretage et serviceeftersyn af aftalen med operatørerne i Nordsøen, i lyset af at oliepriserne er steget så kraftigt, som de er, og at vi kan se for os, at oliepriserne kommer til at stige yderligere. Serviceeftersynet sker i respekt for de indgåede aftaler.

Vi glæder os fra radikal side til afdækningen af aftalens økonomi i serviceeftersynet, og først når vi har de rigtige tal på bordet fra eftersynet, vil vi handle på tallene ...

Det er altså meget distraherende for taleren og respektløst for at sige det rent ud, at der samtales, så hvis man har en forhandling i gang, må man gå ind ved siden af.

Hr. Rasmus Helveg Petersen.

Godt. Jeg skal på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»De danske ressourcer af olie og gas skal udnyttes til størst mulig gavn for det danske samfund og samfundsøkonomien. Tilrettelæggelse af efterforskning og indvinding af de danske olie- og gasressourcer i Nordsøen skal ske i respekt for indgåede aftaler og på en sådan måde, at samfundet sikres størst muligt udbytte, og således at det foregår sikkerheds- og miljømæssigt fuldt forsvarligt.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 28).

Tak til hr. Rasmus Helveg Petersen. Der er lige en kort bemærkning fra hr. Per Clausen. Jeg skal lige sige, at det fremsatte forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg vil prøve at skabe lidt mere klarhed over, hvad der menes, når man skriver, at man vil respektere indgåede aftaler. Derfor vil jeg spørge hr. Rasmus Helveg Petersen, om han ikke er enig med mig i – sådan har jeg i hvert fald forstået den radikale position indtil nu – at den aftale, man har indgået, ikke forhindrer, at man laver skattemæssige ændringer, uanset om DUC, altså Shell, Chevron og Mærsk, bare for at understrege, at det meste af det her jo handler om udenlandske multinationale selskaber og ikke om det hæderkronede Mærsk, mener, at det er rigtigt og rimeligt eller ej, og at det altså er en lidt mærkelig diskussion, som de borgerlige partier lægger op til, når de ligesom antyder, at det skulle være sådan, at DUC har vetoret i forhold til skattelovgivningen i det her land og under alle omstændigheder har krav på fuldstændig erstatning for det, de måtte skulle betale i skat.

Ordføreren.

Jeg vil i lighed med flere af de tidligere talere sige, at skatteudskrivningsretten selvfølgelig ligger i Folketinget, men jeg vil også i lighed med flere af de øvrige talere sige, at vi respekterer den indgåede aftale og forudsætter for ændringer efter et serviceeftersyn, hvis vi skønner, at der er grundlag for det, at de sker efter forhandling med de involverede parter.

Hr. Per Clausen.

Det er jo godt nok, men så vil jeg bare spørge hr. Rasmus Helveg Petersen om det, han siger, er, at politisk har Det Radikale Venstre og måske også regeringen besluttet sig til at give DUC eller for den sags skyld de borgerlige partier – og det er nok i den her sag fuldstændig det samme interessemæssigt og indholdsmæssigt – vetoret i forhold til eventuelle ændringer af skattelovgivningen.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg ved ikke, om man kan sige, at vi har besluttet os for at give nogen vetoret over noget som helst. Vi har jo indgået en aftale, som vi er tilfredse med, bl.a. sammen med de borgerlige partier tilbage i 2003, og den står vi fuldt ud ved. I den aftale indgår det, at hvis der sker dramatiske ændringer i forudsætningerne, kan aftalen genforhandles. Også det står vi ved. Sådan er det jo, når man ikke har absolut flertal. Så må man forhandle med andre partier. Vi har indgået aftaler, og dem står vi selvfølgelig ved.

Tak til hr. Rasmus Helveg Petersen. Hr. Jesper Petersen som ordfører for SF.

Den olie, der er i Nordsøen, og hvor man ellers måtte finde den i Danmark, hvor der kan findes olie og gas, er fællesskabets ejendom. Der er ikke nogen virksomheder, der har krav på den, det er de danske borgere, der ejer den olie og de ressourcer, og derfor må det bærende princip for hele den her diskussion altid være, at vi skal gå efter at få det størst mulige udbytte til borgerne af den olie, den gas og de naturressourcer, vi har. Der skal selvfølgelig være rimelige vilkår til de virksomheder, der vil investere og påtager sig den risiko, det er at lave oliefelter og ny efterforskning siden hen og udvinde olien. Der skal være rimelige vilkår, det er klart, men enhver overnormal profit bør i princippet ligge i fællesskabets kasse, og derfor skal vi selvfølgelig holde grundigt øje med, hvordan effekten af de aftaler og de love, der gælder på området, er.

SF var meget kritiske over for 2003-aftalen og medvirkede ikke til den i sin tid. Vi mener ikke, der blev taget højde for, at olieprisen kunne udvikle sig så voldsomt, som den gjorde. SF blev nærmest gjort til grin, da vi bad om beregninger på oliepriser, der ikke engang kom så højt op som der, hvor oliepriserne er nu. Kunne man forestille sig, at der i 2012 ville være oliepriser på den anden side af 120 dollar? Det var sådan noget, som vi blev spottet for at spørge om dengang. Og det blev der ikke taget grundigt nok højde for i aftalen, for nu er priserne jo fire- til femdoblet, og selskaberne har en overskudsgrad, der ligger fire-fem gange højere, end overskudsgraden er i den produktive del af erhvervslivet. Der bliver jo nu lavet forskellige rapporter og undersøgelser af, hvordan indtægterne til staten kunne have været, hvis man havde lavet andre aftaler om beskatningen. Ifølge den rapport, Concito, den grønne tænketank, har lavet, mister staten årligt 10-15 mia. kr., og det er immer væk rigtig, rigtig mange penge at have og få i statskassen.

Hvad man så kan sige, der trods alt er positivt ved den aftale fra 2003, som vi jo så har tilsluttet os nu fra SF's side, fordi vi er blevet en del af regeringen, er jo, at hvis forudsætningerne ændrer sig, kan der laves en genforhandling, så kan der laves justeringer, og det må man jo sige de har. Der er i høj grad ændrede forudsætninger. Nu bliver der så lavet et serviceeftersyn, og så må vi se, hvilke ændringer det eventuelt skal føre til af den gældende aftale.

Så begynder der jo at gå al mulig sådan aftalesnak i den, og jeg vil godt sige, at vi står ved aftalen i dag. Vi har tilsluttet os den, og hvis serviceeftersynet giver grundlag for at ændre aftalen, vil vi fortsat lægge vægt på, at der er en bred opbakning til den. Det er en vigtig aftale, og det er vigtigt, at der er klare forudsætninger for de store investeringer, der foretages i udvinding af olie. Men vi mener også, at der absolut er grund til at foretage det serviceeftersyn, som bliver gjort nu, og til at se på, om der skal laves justeringer af aftalen.

Hr. Lars Christian Lilleholt for en kort bemærkning.

Mener ordføreren, at det kræver enighed mellem parterne, dvs. den danske stat og olieselskaberne, hvis den her aftale fra 2003 skal ændres?

Ordføreren.

Som det vist efterhånden står klart, og som Venstres ordfører også selv sagde, så er der ikke nogen, der er uenige i, tror jeg, at beskatningsraten og lovgivningen omkring beskatning her i landet er noget, vi foretager her i Folketinget. Så er der lavet en aftale på det område. I den aftale indgår også, at hvis der er ændrede forudsætninger, så kan man genforhandle den, og det er jo det, vi skal se nu med serviceeftersynet om der er baggrund for. Jeg vil godt sige, at jeg ønsker, som jeg sagde før, at der er bred opbakning til, hvordan forholdene er på det her område, fordi det er et område, hvor der foretages store investeringer. På den måde er der jo ikke uddelt vetoret til nogen, men det er ønskeligt, at der er klare flertal bag sådan nogle aftaler, og at en eventuel ny aftale kan laves i forståelse med de selskaber, det handler om.

Hr. Lars Christian Lilleholt.

Jeg får ikke noget klart svar. Kan der ændres i rammevilkårene vedrørende olieudvindingen, hvis ikke der er enighed mellem parterne? Ja eller nej?

Ordføreren.

Jamen der kan ikke udstedes nogen vetoret til nogen andre end Folketingets partier, folketingsflertallet, når det handler om at lave beskatningslove i det her land. Det kan der ikke, og det skal der ikke efter min mening. Men jeg synes da, at hr. Lars Christian Lilleholt skal tage imod det, som jeg synes er det, der i hvert fald oprigtigt er ment med det her, altså en fremstrakt hånd. Uanset hvad der skal ske på området, er det ønskeligt, at der er brede flertal omkring det, men det er også sådan, at aftalen indebærer mulighed for genforhandlinger, hvis forudsætningerne ændrer sig, og det må man sige at de i allerhøjeste grad har gjort.

Hr. Mike Legarth fra Det Konservative Folkeparti er den næste spørger.

Jeg skal høre SF's ordfører, hr. Jesper Petersen: Vil Socialistisk Folkeparti medvirke til, at et politisk flertal dikterer nogle nye præmisser, som den anden aftalepart, A.P. Møller - Mærsk, ikke kan tilslutte sig? Mener hr. Jesper Petersen, at man under en genforhandling kan diktere nye præmisser, som modparten ikke er enig i – ja eller nej?

Ordføreren.

Jamen jeg er da ikke i tvivl om, at de selskaber, det drejer sig om, vil være meget interesserede i at medvirke til en eventuel genforhandling af aftalen, og det sker måske, efter at det her serviceeftersyn er lavet. Jeg synes, der er indicier – hvordan oliepriserne har udviklet sig, og nogle af de punkter, hvor vi har kritiseret den gamle aftale – der peger i retning af, at der bør genforhandles. Men nu laver vi et serviceeftersyn, og så får vi se. Og så vil olieselskaberne da også have en interesse i at dukke op til forhandlingerne. Hvem ved, om vi har en fælles interesse i også at diskutere mulighederne for fremtidens olieudvinding.

Men jeg vil godt slå fast igen, at når det handler om beskatningsforholdene, kan der ikke udstedes vetoret til nogen; så er det Folketinget her, der bestemmer.

Hr. Mike Legarth for endnu en kort bemærkning.

Nu skal vi jo ikke manipulere med dagsordenen, vil jeg gerne sige til hr. Jesper Petersen; vi taler ikke om vetoret, vi taler om, at der er indgået en aftale mellem staten og olievirksomhederne med A.P. Møller - Mærsk i front. Der står så i teksten, at den kan genforhandles. Det er ikke vores opfattelse, at man kan genforhandle og derved via et diktat ændre på præmisserne, hvis modparten ikke er enig. Og det er da simpelt over for lyttere og seere og folk her i salen at fortælle, hvad Socialistisk Folkeparti mener om det. Synes man, man kan ændre på den måde?

Går Socialistisk Folkeparti også ind for at lave nye aftaler med tilbagevirkende kraft, hvor folk må gå fra hus og hjem, fordi staten lige pludselig mangler penge, og nu skal de så bare betale. Det har vi jo en tradition for at vi ikke gør; vi laver ikke ændringer med tilbagevirkende kraft, hvis folk har handlet i god tro.

Ordføreren.

Hvis man tænker hr. Mike Legarths ræsonnement til ende, ville det jo være sådan, når man lavede love og havde diskussioner om beskatning, og hvis der var nogle, der ikke var enige, så kunne det ikke blive til noget. Hvis man tænker det til ende, er det, hr. Mike Legarth vil udstede, jo en vetoret. Og det mener jeg ikke er muligt.

Så synes jeg i øvrigt ikke, at det går at sammenligne med ting, der sker med tilbagevirkende kraft; det har det jo ikke noget at gøre med. Eventuelle ændringer vil jo handle om overskud frem i tiden. Det svarer jo til ændringer af f.eks. energiafgifterne eller selskabsbeskatningen eller lignende. Den tidligere regering, som hr. Mike Legarths parti jo var en del af, ændrede jo også på afgifter, der for fremadrettede indtægter havde betydning for f.eks. de virksomheder, der er i berøring med energiafgifterne. Der er det jo ikke sådan, at bare fordi man har lavet en bestemt investering på et bestemt tidspunkt, så vil man til evig tid have de samme beskatningsvilkår; de kan ændre sig. Det må vi jo så se om det her serviceeftersyn giver anledning til at gøre. Og det er altså Folketinget, der bestemmer her i landet, hvordan beskatningen skal foregå.

Der er ikke flere spørgsmål til ordføreren. Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Per Clausen for Enhedslisten.

Hvis nogen har svært ved at forstå den diskussion, der foregår, skal jeg sige til dem, at det ikke bliver nemmere at forstå den, hvis man læser aftalen. Af aftalen fremgår det jo meget klart, at selvfølgelig kan staten ændre på betingelserne, hvis staten vil det. Det er oven i købet beskrevet, hvad der så skal ske, hvis staten gør det. Så er det nemlig sådan, at selskaberne i DUC er berettiget til en eller anden erstatning. Det er så meget, meget uklart, hvor stor den erstatning er, og hvad den i givet fald går ud på. Når det er indviklet, er det, fordi efter at man har beskrevet, at de har ret til den her erstatning, så står der til sidst, at det her jo ikke berører Folketingets grundlovssikrede ret til at udskrive skatter. Derfor vil jeg bare sige til de borgerlige politikere, som er så bekymret for det her, at der ikke er nogen, heller ikke i Enhedslisten, der har foreslået, at man skal bryde aftalen. Vi foreslår bare, at man bruger aftalen maksimalt til at skabe de bedste betingelser for staten. Jeg er måske mere optaget af at skaffe penge til staten end af at varetage Shells, Chevrons og Mærsks interesser. Det kan være, at jeg på det område har et andet politisk udgangspunkt end de borgerlige partier, men det er nu engang min tilgang til den diskussion.

Derfor kan jeg måske heller ikke helt forstå de sådan lidt uklare svar, der kommer fra regeringspartierne i den her sag. Jeg synes sådan set, at det er meget enkelt. Hvis man ønsker at opnå det, som er formålet med serviceeftersynet, nemlig at sikre staten en rimelig andel af det samlede afkast, så er svaret jo helt indlysende, hvad den undersøgelse skal bruges til efterfølgende: Forhandle med selskaberne, og hvis ikke man kan forhandle sig til en fornuftig løsning, så at gennemføre de lovændringer, der er mulige, og i givet fald må man så betale en eller anden form for erstatning. Der må man selvfølgelig tage stilling til, om det så er dyrere end at lave reglerne om. Det er det ikke, skulle jeg hilse og sige. Det er der heller ingen jurister der mener.

Så til selve sagens egentlige substans og indhold: Vi var selvfølgelig i Enhedslisten meget glade, da regeringen besluttede sig til at gennemføre det her serviceeftersyn. Vi havde i årevis påvist, at staten havde en mindre indtægt på nordsøolien set i forhold til, hvad man ville have fået, hvis man havde fulgt Kulbrinteudvalgets indstilling. Det var derfor glædeligt for os, da tænketanken Concito fremlagde dokumentation – det ændrede jo karakter fra at være påstande til at være dokumentation, da Concito kom med det. Mens vi sagde det, var det påstande, da Concito så kom med det, var det jo dokumenteret, at vi havde haft ret i alle årene, altså at staten også i de kommende 10 år risikerede at tabe et sted mellem 8 mia. og 11 mia. kr. hvert år, fordi man havde lavet en rigtig dårlig aftale.

På den baggrund besluttede regeringen så at gennemføre et serviceeftersyn for at sikre staten en rimelig andel af det samlede afkast. Det spændende er jo, at der kan være politiske partier, som åbenbart mener, at det i en situation, hvor man har underskud på statsregnskabet, og hvor man ønsker at sikre statens samlede afkast, da er vigtigt at så tvivl om, hvorvidt man har nogle muligheder i forhold til det. Det mener jeg helt oplagt at man har, og vi ser frem til, at det her serviceeftersyn bliver gennemført, og vi har sådan set en meget klar forventning om, at serviceeftersynet tydeligt vil dokumentere, at kun politikere og politiske partier, som ikke ønsker at sikre staten den maksimale indkomst, vil være imod at gøre noget, når det serviceeftersyn kommer. Det er også derfor, at jeg er lidt optaget af, om det er sådan, at regeringspartierne i den her sag har bundet sig til, at man skal have de borgerlige partier med. Hvis det er sådan, ville jeg, hvis jeg var ansat eller aktionær i de her olieselskaber, føle mig helt tryg – helt tryg. De borgerlige partier vil under ingen omstændigheder være med til at gøre noget som helst; for dem er indtjeningen i Shell, Chevron og Mærsk vigtigere end den danske statskasse.

Så har debatten selvfølgelig også enkelte andre elementer. Klimaministeren startede med – og det synes jeg var godt – at han gik ind i den debat, der handler om, hvorvidt udvindingen af nordsøolien kan forenes med vores klimamålsætninger. Det kom han nemt igennem, fordi den måde, man udvandt olie på andre steder i verden, ville være meget værre end i Danmark. Det vil sige, at det da kommer lidt an på, hvilke metoder man bruger, men jeg er glad for, at ministeren er opmærksom på, at det er en reel problemstilling. Så vil jeg bare sige, at ministeren også fik koblet pengene fra Nordsøen til vores indsats for at frigøre os fra afhængigheden af olie og fossile brændstoffer. Jeg vil sige, at jeg ville ønske, at det var sådan, at vi faktisk brugte milliarderne fra Nordsøen til at frigøre os fra afhængigheden af fossile brændstoffer. Det har Enhedslisten foreslået i årevis, og det er aldrig blevet vedtaget. Men hvis det vil være linjen fremover, synes jeg, at det ville være godt.

Så vil jeg bare sige, at det godt kan være, at Enhedslisten ender med at kunne stemme for det af Socialdemokraterne fremsatte forslag til vedtagelse, men da der i hvert fald i mit hoved er opstået en smule tvivl om, hvad der i grunden menes – og der er jo flere forslagsstillere end Socialdemokraterne, så derfor kan man ikke bare tage Socialdemokraternes tolkning for gode varer – vil jeg for en sikkerheds skyld fremsætte et forslag til vedtagelse på vegne af Enhedslisten, som jeg er sikker på at vi under alle omstændigheder kan stemme for, selv hvis vi skulle ende med ikke at kunne stemme for det første. Det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»De danske ressourcer af olie og gas skal udnyttes til størst mulig gavn for det danske samfund og samfundsøkonomien. Derfor støtter Folketinget, at regeringen har besluttet at gennemføre et serviceeftersyn af vilkårene for udvinding af olie og gas i Nordsøen for at sikre staten en rimelig andel af det samlede afkast.

Tilrettelæggelse af efterforskning og indvinding af de danske olie- og gasressourcer i Nordsøen skal ske på en sådan måde, at samfundet sikres størst muligt udbytte, og således at udvindingen sker sikkerheds- og miljømæssigt fuldt forsvarligt samt tager hensyn til Danmarks globale klimaforpligtelser.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 29).

Tak til ordføreren. Forslaget til vedtagelse vil indgå i debatten.

Undskyld, jeg overså, at der var en, der markerede for en kort bemærkning. Jeg beklager.

Hr. Lars Christian Lilleholt fra Venstre.

Det er jo en kendt sag, at ordføreren og Enhedslisten er imod alt, hvad der har med Mærsk at gøre. Man kæmper en brav kamp mod Mærsk. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad det egentlig er, Enhedslisten vil. Hvor meget skal Mærsk og de øvrige selskaber betale i skat, hvis det står til Enhedslisten?

Ordføreren.

Ifølge de beregninger, som tænketanken Concito har lavet, ville det, hvis vi fulgte kulbrinteudvalgets forslag tilbage fra 2001 og beskattede på den måde, give staten ca. 10 mia. kr. ekstra hvert eneste år i de kommende år. Jeg kan sige, at med et resultat, der lå i den størrelsesorden, kunne man være sikker på at have Enhedslistens støtte.

Hr. Lars Christian Lilleholt.

Jamen beskatningen af gas og olie i Nordsøen er jo i forvejen langt højere end beskatningen af det øvrige erhvervsliv i Danmark. Anerkender Enhedslisten det?

Ordføreren.

Nu kan man tale om beskatning. Olien og gassen er jo det danske samfunds. Vi har lejet nogle til at bringe det i land, og dem, der bringer det land, har en indtjening for det arbejde, som jeg tror er seks eller syv gange så stor som den, gennemsnittet i det danske erhvervsliv har. Så mon ikke vi skal konstatere, at Venstre udfører et ihærdigt arbejde for at forsvare nogle multinationale koncerner, Shell, Chevron og det hæderkronede Mærsk, og deres mulighed for at have en ekstraordinært stor fortjeneste for at udføre et arbejde for den danske stat? Det er sådan, kendsgerningerne er.

Der er endnu en for en kort bemærkning. Hr. Mike Legarth fra De Konservative.

Jeg vil sådan set gerne høre, hvordan Enhedslisten egentlig ville stille sig, hvis nu man havde 90 mandater. Skulle der så overhovedet findes en virksomhed, der hed A.P. Møller – Mærsk A/S, eller skulle det være staten, der drev al den form for virksomhed?

Ordføreren.

Nu er det jo altid vanskeligt at forholde sig til situationer, som jeg er lidt ked af at måtte konkludere næppe indtræder, mens jeg sidder i Folketinget. Det er jo ret indlysende, eftersom jeg holder op efter næste valg.

Men jeg vil godt sige til hr. Mike Legarth, at hvad angår olieudvindingen og gasudvindingen i Nordsøen, er det vores klare opfattelse, at den danske stat oprindelig havde været betydelig bedre tjent med, at der havde været en stærk statslig aktør på det område, så man ikke havde været afhængig af private olieselskaber. En lille smule af den erkendelse sneg sig jo også ind i den borgerlige regering omkring 2002, hvor man alligevel forsøgte at få staten på banen, sådan at staten er kommet tilbage på banen, desværre på en sådan måde, at det mest bliver i form af, at vi kommer til at betale for oprydningen efter de andre.

Hr. Mike Legarth for endnu en kort bemærkning.

Vi fik jo et klart svar. Enhedslisten mener, at det skulle være en statslig virksomhed, og det er derfor, vi ser Enhedslisten, lovforslag for lovforslag, ønske at beskatte maksimalt, altså brandbeskatte, alle de private virksomheder, sådan at det ikke er interessant at drive dem, for så kan de komme over i statsligt regi, og så kan Enhedslisten og andre kampfæller komme til at bestemme, hvordan erhvervspolitikken skal være. Det ville være en dødssejler. Det ville føre direkte ud over afgrunden. Vi ville ikke kunne overleve konkurrencemæssigt som land. Men jeg synes bare, at det i sådan en debat her er vigtigt lige at finde ud af, hvem der står hvor. Tak for svaret.

Nu er der ikke flere på tavlen her, så tak til ordføreren. (Per Clausen (EL): Nej, jeg må vel godt svare). Undskyld.

Jeg vil bare i al stilfærdighed sige til hr. Mike Legarth, at det var rigtig dejligt, at han syntes, at svaret var klart. Så var det bare så meget mere beklageligt, at han misforstod svaret. For Enhedslisten har sådan set ingen intentioner om at beskatte virksomheder så hårdt, at de giver op, og at staten bliver nødt til at overtage dem. Altså, bankerne klarer jo selv at gå fallit, sådan at staten er nødt til at tage over.

Min pointe er sådan set også, at det, vi foreslår nu i forhold til indvinding af nordsøolien, såmænd bare er at beskatte olieselskaberne så meget, at de ikke tjener seks gange så meget i gennemsnit, som en almindelig virksomhed på land gør, men måske kun to-tre gange så meget. Der er lang vej til at beskatte os til socialisme ad den vej, må jeg desværre sige til hr. Mike Legarth, og det er heller ikke det, der er planen. Planen er at sikre, at den danske stat får sin rimelige andel af indtægterne fra vores egen olie.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Villum Christensen, Liberal Alliance, værsgo.

I Liberal Alliance lægger vi naturligvis afgørende vægt på, at staten holder sine aftaler. Vi har tidligere i dag i forbindelse med debatten om energibesparelser talt meget om, at staten skal gå foran. Det skal den også, når det gælder om at være ordholdende i forhold til aftaler.

Går man ind i eventuelle justeringer af meget vidtrækkende aftaler, som der her er tale om i forbindelse med Nordsøaftalen, er det derfor også vigtigt, at man i fortolkningerne tager afsæt i de principper, aftalen er bygget op omkring. Her finder jeg anledning til at notere mig aftalens indledende afsnit, hvoraf det fremgår, at aftalen sigter mod at skabe stabile og langsigtede rammer – stabile og langsigtede – for bevillingshaverne og deres partneres efterforsknings- og indvindingsvirksomhed og samtidig sikre en robust fordeling mellem staten og bevillingshaverne, som der skrives.

I det fortløbende 6-årige arbejdsprogram har Energistyrelsen et solidt grundlag for successivt at følge med i efterforskningen og dermed samfundets interesse i at få udnyttet de forekomster, hvor det kan betale sig, og hvor det giver god mening. Der er tale om opgaver, staten slet ikke vil kunne magte alene, og derfor er et gensidigt tillidsforhold om aftalegrundlaget naturligvis meget centralt. Men det er selvfølgelig også vigtigt, at vi, når vi lever i en volatil verden, hele tiden er fuldt oplyst om, hvorvidt der er grundlag for eventuelle justeringer. I meget langvarige aftaler er der altid god grund til, at man en gang imellem giver hinanden plads til, at man kan kigge hinanden i øjnene.

Jeg skal ikke undlade at gøre opmærksom på, at det jo ikke er første gang, at erhvervslivet har med aftaler at gøre, der opererer med genforhandlingsklausuler. Det lyder næsten i vores debat her, som om det er første gang, man skal til at fortolke, hvad det betyder. Det betyder naturligvis det, der fremgår af ordene, nemlig at man har ret til at forhandle. Man har ikke ret til et bestemt indhold, men man har ret til at sætte sig ved et bord og forhandle, og det er der jo rigtig, rigtig meget fornuftigt i, især når vi har med 30-40-årige tidshorisonter at gøre, og når vi har med så store beløb at gøre og med en teknologiudvikling at gøre, der er umulig at forudse. Vi skal selvfølgelig have sådan nogle aftaler, der opererer med den slags klausuler. Det vil et voksent og fornuftigt Folketing selvfølgelig også kunne håndtere, det er jeg ret overbevist om.

Jeg skal anmode om, at vi ikke bruger rigtig meget tid på at diskutere, hvad nu hvis og hvis, for det er jo netop serviceaftalens formål at kigge på, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre. Tak.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Mike Legarth, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak, fru formand, hvis man må sige det.

Tak for initiativet til debatten. Det har været interessant at høre de forskellige synspunkter i partierne, og lad mig til sidst komme ind på de forskellige synspunkter, der er blevet bragt frem, og kompleksiteten i dem.

Det er klart, at vi er enige i, at man skal have det bedst mulige udbytte ud af ressourcerne, herunder olie og gas, i Nordsøen; det er logisk. Vi ved også godt, at det i bund og grund meget handler om olieaftalen med olieselskaberne med A.P. Møller - Mærsk i spidsen. To tredjedele af indtægterne fra Nordsøolien betales i skat ifølge olieaftalen fra 2003, som trådte i kraft i 2004. Før var der kun en beskatning på 40 pct., så med Nordsøaftalen har man strammet beskatningen ganske betydeligt.

Jeg tror, det er vigtigt lige at gå de præmisser igennem, fordi der er mange, der ikke ved, hvad det er, vi taler om. Stiger oliepriserne, stiger indtægterne og andelen af indtægterne til Danmark også. Den danske stat har i perioden, fra Nordsøaftalen blev indgået, til i dag modtaget næsten 200 mia. kr., helt præcis 178 mia. kr., og alene i år, altså i 2012, forventer man 30 mia. kr. i indtægt, på samme måde som man sidste år havde en indtægt på ca. 30 mia. kr. Samtidig med at man har de indtægter, reinvesterer olievirksomhederne meget store milliardbeløb i bedre teknologi, så man kan hente endnu mere olie op af undergrunden, end man havde regnet med fra starten.

Olieselskaberne i Danmark tåler fuldt ud sammenligning internationalt. Beskatningen i Danmark er højere end f.eks. i England, men lidt lavere end i Norge, men det skyldes jo, at Norge er et meget olierigt land, hvor man forrenter udgifterne hurtigere; det er klart.

A.P. Møller - Mærsk betaler med Nordsøaftalen en højere skat til den danske stat end andre selskaber, der udvinder olie i Nordsøen, så der gives altså ikke nogen egentlig skatterabat. Der er 12.000 beskæftiget direkte og indirekte i relation til Nordsøen, og der er investeret meget store milliardbeløb, som jeg var inde på, i udvinding af olie. Vi risikerer jo, at der ville blive betydelig lavere investeringer i teknologi og udvinding og dermed færre arbejdspladser, færre virksomheder, hvis man skulle gå hen og bryde sådan en aftale. Det vender jeg tilbage til.

Aftalen tager også højde for store udsving i olieprisen. Der blev ved aftalens indgåelse stillet mere end 100 spørgsmål til aftalen, og der blev gennemført regneeksempler på alle mulige former for indtægtsforhold og oliepriser, som også andre har været inde på. Staten fik den største andel af gevinsten, og jo højere oliepris, jo større andel, og det er det, der er det gode ved den her aftale. Det er jo sådan, at tidligere betalte olieselskaberne 40 pct. i skat, og nu betaler de to tredjedele i skat, så de beholder selv kun en tredjedel. Så det er da en væsentlig bedre forretning, end man så tidligere.

Der er store dynamiske effekter og arbejdspladsindtægter fra olieindustrien offshore der, hvor jeg kommer fra, på Esbjergegnen i Sydjylland. Der er mere end 10.000 beskæftiget lokalt, og vi vil selvfølgelig gerne have, at der også fremadrettet er stor fokus på det, så vi skaber den dynamik i det, nogle vil kalde et udkantsområde. Det kalder vi det ikke, men det er der nogle der kalder det. Men der er en energimetropol i Esbjerg, som vi skal bevare, og det gælder både inden for vedvarende energi og i høj grad inden for olie og gas.

Vi er meget optaget af at respektere de aftaler, vi indgår, hvad jeg også har illustreret ved de spørgsmål, jeg har stillet til forskellige ordførere. Genforhandling? Ja, man indkalder begge parter, og kan begge parter blive enige om ændringer, er det helt problemløst og en helt naturlig, konstruktiv og fremadrettet måde at gøre det på. Men jeg mener også, at det er helt sikkert, at når man har aftalt nogle præmisser og man lader nogle folk foretage investeringer ud fra dem, så kan man ikke med tilbagevirkende kraft ændre på det. For det var ikke sikkert, at der var foretaget de milliardinvesteringer, hvis de ikke havde haft en forventning om at få det provenu ud af det, som der var stillet i udsigt.

Så det er altså helt afgørende for os. Og jeg mener også, at i de drøftelser, jeg har haft med ministeren, har han tilkendegivet, at det er sådan, det forholder sig. Et flertal i Folketinget vil ikke/kan ikke diktere nye præmisser for aftalen. Det er noget, begge parter skal være enige om. Så det glæder jeg mig til at få bekræftet af ministeren selv.

Så var der nogle, der talte om, at man kunne vride armen om på ryggen af nogen og få dem til at sige noget af den grund. Der vil jeg sige, at uanset om et stort sammenrend fra rød blok skulle få vredet armen nok så langt om på ryggen af mig, håber jeg, jeg kunne modstå det og ikke sige andet end det, jeg mener: Det Konservative Folkeparti vil ikke på noget tidspunkt medvirke til at ændre på præmisserne for den aftale, vi har indgået, og de løfter, vi har givet. Dem står vi ved, og de skal også gælde i fremtiden, og de bliver ikke ændret af Det Konservative Folkeparti; det kan jeg sige med sikkerhed.

Den opfattelse, jeg her har givet udtryk for, er en forudsætning for, at vi kan støtte det forslag til vedtagelse, man er blevet enige om, for her står, og det har vi fra konservativ side bedt om at få ind, at det er med respekt for indgåede aftaler. Så vi formoder, at det må være sådan. Det er helt afgørende vigtigt.

Jeg vil også sige, bare så folk ved det, at hvis det ikke måtte forholde sig sådan, tror jeg heller ikke, at Det Konservative Folkeparti vil kunne medvirke i et energiforlig. Jeg mener, at det ville være så dramatisk en ændring af vores opfattelse af, hvordan vi behandler vores virksomheder, og af den politiske holdning, vi har til ordentlighed og respekt for de parter, vi har, og hvis der bliver lavet om på det – det vil jeg på forhånd sige – vil det være problematisk for os at indgå i politiske aftaler på det niveau.

Der er en kort bemærkning. Tak til ordføreren i første omgang.

Hr. Per Clausen fra Enhedslisten.

Det må jo være rart for regeringen at vide, at den altid kan hente et flertal i Folketinget, hvis hr. Mike Legarth ikke leverer stemmer til det. Men jeg vil bare spørge hr. Mike Legarth om en enkelt ting, for jeg forstod, at man ikke kunne lave noget, der ændrede forudsætningerne, når folk nu havde investeret osv. ud fra én præmis. Kan hr. Mike Legarth ikke huske, at han selv stemte for dramatiske forandringer af efterlønnen? Jeg kender masser af mennesker, som har indbetalt til den ordning ud fra nogle ganske bestemte forudsætninger, som hr. Mike Legarth ændrede over night.

Jeg vil bare spørge hr. Mike Legarth, om der gælder andre regler for Shell end for arbejdsmand Petersen, der år ud og år ind har betalt til efterlønnen, og hvis betingelser hr. Mike Legarth ændrede dramatisk fra den ene dag til den anden.

Ordføreren.

Der er en dramatisk forskel, og det er ikke noget godt eksempel. Det Konservative Folkeparti har altid været imod og altid stemt imod efterlønnen, og alene det sender jo boomerangen lige tilbage i nakken på hr. Per Clausen. Vi har aldrig støttet den, så derfor ændrede vi ikke på noget.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jamen det her handler jo slet ikke om hr. Mike Legarth eller Det Konservative Folkeparti. Det handler om staten og Folketinget. For hr. Mike Legarth siger til Socialdemokraterne, som jo var imod den her aftale, at nu har de anerkendt, at aftalen er indgået, og det skal de bøje sig for. For man kan ikke, som hr. Mike Legarth siger, som stat tillade sig at ændre betingelserne grundlæggende for nogle, der har investeret, fordi de troede, at reglerne var sådan og sådan.

Det gælder for Shell, men den forpligtelse har den danske stat ikke over for arbejdsmand Petersen, hvis efterløn man dramatisk kunne forringe fra den ene dag til den anden, selv om arbejdsmand Petersen jo havde indbetalt til efterlønnen ud fra samme forventning, som Mærsk har investeret i Nordsøen ud fra. Men det er jo klart nok, at hr. Mike Legarth ser, at der er en stor forskel på de to situationer. Det synes jeg i grunden også.

Ordføreren.

Til en start leverer vi netop de penge tilbage. Vi betaler jo pengene tilbage, så det ikke får nogen konsekvenser. Men i øvrigt er det generelt sådan for Det Konservative Folkeparti, at vi kompenserer for de ændringer, vi laver, sådan at man netto holder sig inden for det, man kan betragte som skattestoppet, sådan at der netto ikke er noget tab. For hvis det var sådan, at man havde fastholdt efterlønnen, havde folk skullet betale meget mere i skat, uanset hvilke indtægtsforhold de havde haft, og så havde de netto haft færre penge til rådighed og haft færre muligheder for at udfolde sig. Så man kan ikke drage den konklusion. Man skal opføre sig ordentligt, og man skal ikke med tilbagevirkende kraft ændre på ting, hvor folk har handlet i god tro, hvis man overhovedet kan undgå det, og det kan man her – sagtens.

Tak til ordføreren. Så er det klima-, energi- og bygningsministeren.

Tak for en god debat, mange kommentarer. Jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at det her er et tema, der både optager sindene og som der er stærke holdninger til. Det er der ikke noget at sige til, for det er store beløb, det er en lang historie, og det er en lang fremtid, vi har foran os på området. Der har også hersket, synes jeg, en lille smule forvirring om, hvad det var, der blev aftalt i 2003, og hvad det er, vi gerne vil med serviceeftersynet.

Men må jeg ikke starte med at kvittere alle partier for, at der tilsyneladende er ganske bred opbakning til, at vi foretager det her serviceeftersyn udramatisk. Det er en god idé, det er god fornuft, som hr. Villum Christensen var inde på, en gang imellem at sætte sig ned, når vi er inde i så lange aftaler, og kigge på, hvordan det ser ud.

Hvis det serviceeftersyn – og det er især rettet til Venstre og Konservative, der efterspørger en præcisering fra regeringens side på det her område – skulle vise, at der overhovedet er grundlag for, at regeringen og Folketinget søger nye rammevilkår, så er der principielt set kun to muligheder, og inden for de to muligheder vil vi så selvfølgelig overveje alle muligheder.

Den ene er, at man forhandler en ny aftale mellem parterne på plads, og det kræver enighed mellem parterne at forhandle en ny aftale på plads. Det er jo det, der ligger i, at regeringen står ved de indgåede aftaler.

Den anden mulighed er selvfølgelig, at man inden for den nuværende aftale benytter de håndtag og mekanismer, der er – f.eks. kan man jo godt hæve beskatningen generelt, så længe det ikke er kulbrintebeskatningen specifikt. Der ligger kompensationsmuligheder. Flere har nævnt den generelle beskatningsret, som Folketinget selvfølgelig besidder, og som ikke er anfægtet af den aftale, men der ligger selvfølgelig inden for aftalens rammer helt præcist beskrevet, hvad det så vil indebære. Det er jo det, aftalen går ud på. Så dette blot til almindelig beroligelse, hvis der skulle være nervøsitet for, om vi står ved de aftaler, vi har indgået.

Så er der nogle andre betragtninger, som folk har været inde på. Måske skulle jeg lige her sige til Enhedslistens ordfører, hvorfor det er så vigtigt at stå ved den aftale. Jeg synes måske, at Enhedslisten har en tilbøjelighed til at undervurdere, hvad det egentlig er for beløb, der skal investeres inden for det her område, og hvor lang tidshorisonten rent faktisk er. Det gælder ikke bare de olieselskaber, som Enhedslisten refererer til; det gælder jo også f.eks. statens eget energiselskab, DONG Energy, osv.

Det er, som jeg tror det var Venstres ordfører der var inde på i sit oplæg, trecifrede milliardbeløb bare i den periode, som den her aftale har gjaldt, og som rækker, hvis vi skal have investeringerne tilbage, mange, mange år ud i fremtiden. Det er derfor, at hvis man skal sikre sig, at nogle med den ekspertise og den kapital, der skal til – og det er ikke særlig mange selskaber, der har den form for kapital til rådighed – rent faktisk vil blive ved med at investere i en øget indvinding i vores felter, så kræver det altså en vis stabilitet i rammevilkårene, ellers kan det simpelt hen ikke lade sig gøre at få gjort den samlede kage større, hvorimod det at brandbeskatte uden at omgå de aftaler, man har indgået, altså sådan set risikerer at gøre den samlede kage så meget mindre, at selv hvis staten teoretisk set fik en større del ud af det, ville det samme beløb stadig blive mindre.

Det er jo den balance, som et meget bredt flertal i Folketinget er enige om; man kræver, at der er stabilitet på det her område. Og det er også derfor, at hvis man skal søge nye rammevilkår, vil regeringen i givet fald lægge afgørende vægt på at søge et bredt flertal i Folketinget og som sagt i respekt for den aftale, der foreligger.

Til sidst vil jeg såmænd bare nævne, at Venstres ordfører var inde på det potentiale, der ligger i offshoreindustrien mere generelt. Og det er jo rigtigt – jeg nævnte det helt kort i min tale – at der allerede i dag er et vist samspil mellem den offshoreindustri, der beskæftiger sig med gas- og olieudvinding i Nordsøen, og den offshoreindustri, der beskæftiger sig med havvindmølleparker. Noget af det, der jo kunne være fantastisk at kigge på – det er jeg sådan set med på at gøre enten i forbindelse med det her serviceeftersyn eller i forbindelse med vores forhåbentligt kommende energiforlig – og som giver rigtig god mening, er, om vi kunne få endnu mere ud af den ekspertise, vi har, altså få endnu flere job og endnu mere beskæftigelse i de dele af Danmark, der beskæftiger sig med det her område. Det giver rigtig god mening at få så meget ud af det som muligt.

Jeg håber, at jeg hermed har bragt lidt klarhed over, både hvad der var aftalen dengang, og hvad der er regeringens nuværende holdning, ellers besvarer jeg naturligvis meget gerne spørgsmål.

Hr. Lars Christian Lilleholt, Venstre, for en kort bemærkning.

[Lydudfald] ... takke ministeren for den meget,meget klare melding, at ministeren står ved aftalen, og at ændringer i aftalen kræver enighed mellem parterne. Med den meget klare melding kan Venstre stemme for det forslag til vedtagelse, som en række partier i dag har fremsat, herunder regeringspartierne.

Jeg takker også for bemærkningen om mulighederne for at udvikle offshoreområdet. Overvejer regeringen at lave en selvstændig strategi for det område? Det er et område, som beskæftiger rigtig, rigtig mange mennesker, og hvor der er et stort potentiale, og hvor der er en stor eksport af knowhow og viden.

Ministeren.

Ja, som jeg nævnte for lidt siden, synes jeg, det er en god idé. Jeg ved jo, at den tidligere minister på området igangsatte et arbejde med offshoreindustrien, som knap nok nåede at komme i gang, fordi der kom valg, og det er et arbejde, som jeg gerne vil følge op på og gerne i et bredt samarbejde i Folketinget. For at sige det, som det er, har der været andre ting at se til i de første måneder af min ministertid, så derfor har jeg ikke nået det endnu, men jeg synes, det vil være naturligt, at man tager det op i efteråret, både når vi forhåbentlig har en energiaftale, og når vi har afsluttet servicetilsynet og derfor kender resultaterne af det.

Hr. Lars Christian Lilleholt for en kort bemærkning.

[Lydudfald] ... vi tror på, at der store muligheder på det her område. Den tidligere regering startede så småt et arbejde op sammen med branchen på området, og vi håber, det kan lykkes i bred enighed at få lavet en strategi for hele offshoreområdet.

Den næste er hr. Per Clausen.

Jeg vil starte med at sige til ministeren, at Enhedslisten ikke i debatten i dag har foreslået, at vi ikke skulle overholde aftalen. Derfor kan jeg sige, at jeg faktisk også er meget tilfreds med ministerens svar, for det, jeg forstår ministeren siger, er, at man vil forsøge at lave en aftale, og hvis man ikke kan lave en aftale, vil man inden for de rammer, som den eksisterende aftale sætter, gøre, hvad der er muligt for at få et udbytte, som gør, at staten får sin rimelige andel, også selv om dette udbytte skulle være større end det, der har været indtil nu. Og der vil ministeren gå efter og ønsker, at der skal være et bredt flertal. Jeg skal bare tilføje, sådan at ingen behøver at være i tvivl, at skulle det med det brede flertal smuldre, vil Enhedslisten også i den sag vise sig som et meget, meget konstruktivt parlamentarisk grundlag for regeringen.

Så jeg vil faktisk sige på baggrund af de bemærkninger, ministeren kom med her i sidste omgang, at Enhedslisten også kan støtte det forslag til vedtagelse, som Socialdemokraterne fremsatte.

Ministeren.

Jeg er da glad for, at vi kan få endnu flere til at være for vores forslag. Jeg præciserer det gerne igen. Altså, nu skal vi ikke, synes jeg, på nogen måde begynde at tage forskud på, hvad det serviceeftersyn vil bevirke, men hvis Enhedslisten er enig i, at vi står ved den aftale, vi har indgået med A.P. Møller – Mærsk A/S, og at det kræver enighed at forandre den aftale, og at de tiltag, der eventuelt skal komme, derfor enten kræver enighed i forbindelse med at ændre aftalen, eller at vi opererer inden for de rammer, aftalen har, så har Enhedslisten forstået os rigtigt.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Nu skal man jo altid være forsigtig med historieskrivningen, men jeg vil bare sige, at ministeren har forstået mig ret med det ene forbehold, at vi tager til efterretning, at det er sådan, det er, og der arbejder vi så inden for den politiske realitet, at det ikke bliver anderledes. Men med den tilføjelse om den politiske realitet har ministeren forstået mig fuldstændig rigtigt.

Ministeren.

Jamen det tror jeg bare jeg tager til efterretning og takker for tilslutningen til vores forslag.

Der er endnu en kort bemærkning. Hr. Mike Legarth fra Det Konservative Folkeparti.

Først og fremmest vil jeg kvittere for klar tale fra ministeren fra talerstolen, tak for det. Der er ikke længere tvivl om, hvad ministeren og regeringen mener, og derfor kan vi fuldstændig tilslutte os forslaget til vedtagelse og har heller ikke nogen betænkeligheder ved energiforliget. Det er jo godt, at vi kan fortsætte i det konstruktive spor.

Men jeg vil også godt holde fast i, at det, som andre også har været inde på, er meget vigtigt, at vi satser massivt på offshore og får det bedste ud af det, samtidig med at vi satser lige så meget på vedvarende energi, altså vindenergi osv. Så jeg vil bare gerne have en bekræftelse fra ministeren af, at Vestkysten er et indsatsområde. Det ville være fornuftigt at udforme en erhvervspolitik, en strategi, for, hvordan vi bedst udnytter såvel offshoreindustrien som vindbranchen i det område.

Tak. Ministeren.

Det er en bekræftelse, jeg meget gerne giver, og jeg siger også tak for den konservative melding om at ville støtte den udtalelse. Jeg synes, det er rigtig, rigtig positivt, at vi i Folketinget kan få så bred en vedtagelse af vores foreløbige strategi på det her område.

Jeg ser sådan set også en næsten symbolsk udvikling i vores offshoreindustri, ved at vi over de kommende årtier, når der bliver mindre produktion i Nordsøen, gradvis vil udbygge med bl.a. havvindmøller, som jeg også ved er et felt der optager hr. Mike Legarth meget. Det, at der faktisk er så stor synergi i at tænke de forskellige former for energi ude på havet sammen, men med det klare mål at omstille til de grønne versioner, synes jeg er et godt udgangspunkt for at få udformet en egentlig offshorestrategi.

Så jeg bidrager gerne dertil og vil gerne tage initiativ til det, når vi forhåbentlige har fået de politiske forhandlinger på plads, og jeg er også glad for, at vi kan fortsætte de gode drøftelser om energiforhandlingerne.

Hr. Mike Legarth for en kort bemærkning.

Jeg vil komme med en sidste opfordring i forbindelse med strategien og spørgsmålet om erhvervsfremme på Vestkysten og i Sydjylland, og det er, at vi skal have flyttet statslige arbejdspladser derover, at vi får videncentre, at vi får gjort endnu mere ved uddannelsesniveauet, for vi hører fra både offshoresektoren og fra vindsektoren, at man mangler kompetent arbejdskraft, man mangler højtuddannede til at løse de opgaver, der er. Og i takt med at det bliver mere og mere kompliceret at hive olien op af undergrunden, fordi der er mindre af den, får man brug for de kompetencer, og de kan jo så bagefter løftes over til vindbranchen, for der foregår en stor glidning dertil. Så det håber jeg at ministeren vil tænke ind i det. Men tak for de gode svar.

Ministeren.

Det vil vi forsøge at gøre. Det er jo et felt, der også interesserer regeringen meget. Jeg kan sige, at vi alene inden for cleantech har igangsat et større arbejde for at være sikre på, at vi har det rette rekrutteringsgrundlag. Jeg er også opmærksom på, at der er en specifik situation i de områder i Danmark, hvor man har meget stor offshoreindustri, så det ville være naturligt at kigge på det også.

Tak til ministeren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingerne er sluttet

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 28. februar, 2012.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)