Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 70:

Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af traktaten af 2. marts 2012 om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union (finanspagten).

Af økonomi- og indenrigsministeren (Margrethe Vestager).

(Fremsættelse 11.04.2012. (Omtrykt). 1. behandling 26.04.2012. Betænkning 29.05.2012).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Der er nogle, der ønsker at udtale sig. Fru Pia Adelsteen som Dansk Folkepartis ordfører.

Tak for det. 35.410 underskrifter blev afleveret i tirsdags til formanden for Europaudvalget, fru Eva Kjer Hansen. Det er underskrifter fra danske borgere, som ønsker en folkeafstemning om finanspagten. Dansk Folkeparti er på lige fod med de 35.410 danske borgere af den opfattelse, at finanspagten bør sendes til folkeafstemning. Finanspagten er et stort skridt hen imod en fælles europæisk finanspolitik, hvilket den danske befolkning ved tidligere folkeafstemninger om dansk deltagelse i euroen klart har afvist. Respekten for det danske euroforbehold og den danske befolknings ret til at blive hørt ved en folkeafstemning om denne vigtige beslutning vejer for Dansk Folkeparti væsentlig tungere end den omstændighed, at Justitsministeriets jurister har vurderet, at der ikke er tale om afgivelse af suverænitet i henhold til grundlovens § 20. Den danske befolkning har ved flere afstemninger tilkendegivet, at man ikke ønsker en tilslutning til euroen, og ifølge flere meningsmålinger er der ikke noget, der tyder på, at danskerne har ændret holdning.

Uagtet dette ønsker unionspartierne her i Folketinget Danmark tilsluttet euroen og arbejder konstant på en tættere tilknytning til den fælles, overordnede finanspolitik, som er nødvendig at have, når man har en fælles valuta. Dette er i Dansk Folkepartis øjne udtryk for manglende respekt for euroforbeholdet. Dansk Folkeparti er imod dansk deltagelse i euroen og ønsker derfor ikke en tilknytning til en fælles, overordnet finanspolitik. Det er noget, som finanspagten er udtryk for.

Endvidere er det Dansk Folkepartis opfattelse, at da udregningsmetoden for den strukturelle balance ikke er fastsat i aftalen, betyder det, at et flertal i Folketinget i tilfælde af en tilslutning til finanspagten reelt tilslutter sig en aftale, de ikke kender konsekvenserne af. Man hævder ganske vist, at de tiltrædende lande kan bruge deres egen beregningsmetode, hvilket i parantes bemærket så også gælder Grækenland, men en reel garanti for det har regeringen ikke.

Igen vil jeg gerne nævne tallet 35.410. Så mange danskere har sat deres underskrift for at få en folkeafstemning om finanspagten, og vi vil da i Dansk Folkeparti helt klart opfordre til, at man afholder en.

Så vil jeg også bede om, at sagen kommer tilbage i udvalget. Vi har stillet nogle spørgsmål under udvalgsbehandlingen, og når man får svar, skal jeg ærligt indrømme, at jeg som medlem af det danske Folketing forventer at få svarene på dansk. Ikke desto mindre får man dokumenter på engelsk oversendt. Og når man beder om en oversættelse, kan der gå 2 til 4 uger. Det synes jeg såre simpelt at jeg ikke vil finde mig i. Vi er i det danske Folketing, og der er ikke noget krav om, at man skal være engelsk-, fransk- eller tyskspecialist for at sidde her, hvilket jeg også senere i dag vil gøre opmærksom på i et brev til Præsidiet. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at man, når man ønsker at få et svar, skal præcisere, at svaret selvfølgelig skal være oversat, så alle kan forstå det. Derfor beder jeg også om at sagen bliver trukket tilbage til udvalget.

Jeg forstår denne anmodning som et forslag om at afbryde behandlingen af forslaget. Skal det forstås på den måde? Den eneste måde at få forslaget tilbage i udvalget på er ved at afbryde den sidste behandling. Det må vi så forhandle om. Det foregår efter reglerne om korte bemærkninger. Er der nogen, der vil udtale sig? Ellers går vi til en afstemning om det. Ønsker ministeren at udtale sig? Økonomi- og indenrigsministeren.

Det er vores helt klare holdning, at der er blevet svaret på de spørgsmål, der er blevet stillet, på en ordentlig og retvisende måde. Derfor ser vi fra regeringens side ingen grund til at genoptage udvalgsbehandlingen.

Er der andre, der ønsker at udtale sig om dette procedurespørgsmål? Ellers går vi til afstemning. Hr. Nikolaj Villumsen.

Tusind tak. Tak for ordet. (Formanden: Det er kun til proceduren, altså om vi skal afbryde behandlingen lige nu). Det er lige præcis det, jeg gerne vil tale om. (Formanden: O.k., godt).

Men det er en tilføjelse til og en udvidelse af det, som Dansk Folkeparti har påpeget i forhold til problemerne. Problemet og grunden til, at Enhedslisten gerne vil bede om udsættelse af andenbehandlingen af finanspagten, er, at vi gentagne gange har stillet spørgsmål til, hvordan Europa-Kommissionen forudses at ville bruge sine beføjelser til at fastlægge retningslinjerne for, hvordan de enkelte, tilsluttede lande skal implementere finanspagten. Vi har bedt regeringen om at fremsende eventuelle dokumenter fra Kommissionen, som kan belyse dennes holdning til, hvorledes en korrekt national implementering af finanspagten bør se ud.

I svaret fra økonomi- og indenrigsministeren siger man, at Kommissionen ikke har redegjort nærmere for sin holdning, men det er desværre efter alt at dømme ikke korrekt. Efter alt at dømme er regeringen desværre også klar over, at det ikke er korrekt. Ad andre kanaler er Enhedslisten nemlig kommet i besiddelse af et dokument fra Europa-Kommissionen, hvor Kommissionen gør rede for sin foreløbige holdning til, hvordan korrektionsmekanismerne skal udformes. Dokumentet er skrevet før den 4. maj, hvor det her blev behandlet i et tysk udvalg i forbundsdagen, altså længe før Enhedslisten stillede spørgsmål, og længe før der blev afgivet svar i Folketinget. Dokumentet er under behandling i en arbejdsgruppe i Det Europæiske Råd, og det må således være regeringen bekendt. Det er med andre ord stærkt tvivlsomt, om vores spørgsmål er blevet besvaret korrekt.

Enhedslisten mener, at det må blive afklaret, om regeringen har forholdt Folketinget oplysninger i den her sag, og at det må belyses fuldt ud, inden vi skrider til anden behandling af forslaget. Kommissionens holdning til gennemførelse af finanspagten er afgørende i forhold til vurderingen af, om den danske budgetlov vil blive godkendt eller ej, om vi skal ændre budgetloven, eller om vi vil blive stillet for EU-Domstolen, hvis det skulle være tilfældet. Derfor vil jeg bede Folketinget om at få en ordentlig behandling, hvor man kan få dokumentet, som den tyske forbundsdag har fået tilsendt, sendt til Folketinget, så vi kan blive lige så velinformeret, som man åbenbart er ude i Europa, og så vi kan få afklaret, hvad konsekvenserne kommer til at blive for Danmark.

Ønsker flere at udtale sig til forslaget om at afbryde behandlingen? Ja, hvis ministeren vil replicere på dette, meget gerne.

Der er fra regeringens side svaret på et antal spørgsmål, for så vidt angår beregningen af strukturelt underskud. Det er sådan, at finanspagten er en mellemstatslig aftale, og derfor har aftalen en anden karakter end EU-traktaten. Og derfor er der givet de svar, der kan gives. Det er muligt – hvis det nogen sinde skulle komme dertil, at traktaten bliver inkorporeret i den europæiske traktat eller de europæiske traktater – at vi på et tidspunkt har en ny situation. Det har vi bare ikke i dag. Der er svaret på de spørgsmål, som er stillet. Regeringen kan stå fuldt inde for de svar, som er givet.

Må jeg lige sige, inden antallet af hænder ryger op: Det vil være normal procedure, sådan har det i hvert fald været tidligere, at når vi har en procedurediskussion, er der en ordfører for hvert parti, der får mulighed for at ytre sig om afstemningstemaet, og derfor vil jeg alene give ordet til forslagsstilleren fru Pia Adelsteen for en replik.

Jeg må så indrømme, at jeg ikke helt forstår proceduren, for det er jo normalt sådan, at når nogle partier beder om at få sagen tilbage i et udvalg, plejer det ikke at være ved afstemning, men så plejer det at ske. Så jeg forstår simpelt hen ikke, at man bruger en procedure, hvor man nu siger, at der skal være en afstemning om, om det skal tilbage i udvalget. Vi er tre partier, som helt klokkeklart mener, at vi mangler informationer. Jeg er i hvert fald dødtræt af at få et svar på to sider på engelsk. Det er ikke rimeligt, at man i Folketinget i Danmark skal sidde med to sider på engelsk og så forholde sig til det. Det kan godt være, man kan engelsk, men der er altid nuancer, især i tekniske svar, som er vigtige at forstå på ens eget sprog.

Det kan simpelt hen ikke være rigtigt, at man nede i Bruxelles har en bedre oversætterordning, end man har i Danmark. Altså, der kan man godt få tingene oversat til sine 27 forskellige sprog, men det kan vi altså ikke. Vi kan ikke få tingene på dansk i Danmark. Jeg synes ikke, det er rimeligt, og jeg synes, det er en mærkelig procedure, at vi nu skal i gang med en afstemning om, om det skal tilbage. Sådan plejer det ikke at være.

Det er fuldstændig op til Folketingets medlemmer, om der skal være en afstemning her. Det er ikke noget, jeg bestemmer. Men jeg forstår på ministerens replik, at man fra ministerens side ønsker forslagets behandling fortsat, og derfor sætter jeg det til afstemning.

Men nu er det fru Merete Riisager for en kort bemærkning.

På Liberal Alliances vegne vil jeg gerne støtte Enhedslisten i deres kritik af, at vi i Europaudvalget ikke kan få oversendt alle nødvendige informationer. Det er jo sådan, at Danmark er et af de allerallerførste lande til at ratificere finanspagten. Det er mærkeligt, at regeringen har så travlt, at vi ikke kan få alle informationer, når nu der ligger et nyt dokument, som tyskerne har kendt til, og som vi i Danmark ikke har kendt til; at vi ikke kan få oversendt det, så vi i ro og mag kan sætte os ned og finde ud af, hvad det er, der står i det dokument om Kommissionens måde at kontrollere medlemslandenes implementering af finanspagten på, så vi kan være sikre på, at vi har alt på rette plads, inden vi ratificerer. Jeg giver Enhedslisten min fulde opbakning, og jeg må sige, at jeg er en anelse rystet over, at ministeren på den her måde tilsidesætter behovet for information.

Jeg betragter procedurediskussionen som afsluttet og vil gå til afstemning om det stillede forslag om at afbryde behandlingen. Hvis debatten fortsætter bagefter, er der selvfølgelig mulighed for at få ordet efter de helt normale regler. Dette er en procedureafstemning om, om vi skal afbryde behandlingen. Hvis behandlingen afbrydes, fortsætter diskussionen i udvalget, og derefter ved en ny genoptaget behandling i salen. Hvis forslaget ikke vedtages, får man ordet efter de almindelige regler om at få ordet. (Kommentar fra salen) . Jamen sådan er reglementet her (Kommentar fra salen) . Ja, ja. Nu skal vi foreløbig have afgjort, om behandlingen fortsætter, og der er stillet forslag om at afbryde den.

Det vil sige, at dem, der mener, at vi skal afbryde behandlingen, skal stemme for. Dem, der mener, at vi skal fortsætte behandlingen, skal stemme rødt. Er det klart? Godt.

Så går vi til afstemning.

Afstemningen slutter.

For stemte 26 (DF, EL og LA), imod stemte 83 (V, S, RV, SF og KF), hverken for eller imod stemte 0.

Dermed er forslaget forkastet, og vi genoptager forhandlingen efter de normale regler.

Jeg skal høre, hvem der vil have ordet. Fru Merete Riisager som ordfører for Liberal Alliance.

Danmark bliver i dag et af de første lande, der ratificerer finanspagten. På den måde udmærker vi os igen som EU's flittigliser. Vi skriver under på alt, hvad der kommer fra Bruxelles uden at stille for mange spørgsmål, og vi er de første til at implementere regler og reguleringer, også selv om det skævvrider dansk landbrugs og danske virksomheders konkurrenceevne i forhold til vores nabolande.

Danmark har et flertal af EU-venlige ja- og hurrapartier i Folketinget. Med det mener jeg partier, der ønsker at diskutere 3 mio. kr. til folkeoplysning om EU, men forpasser enhver chance til at forklare, hvor EU er på vej hen og fortælle, hvorvidt de mener, at Danmark skal med hele vejen ind i euroen og i så fald hvorfor. Det er partier, der bevidstløst lægger sig i slipstrømmen fra eurozonen uden at overveje rationelt, om det er en god idé for Danmark, og om danskerne er enige i denne strategi. V, K, R og S ønsker dansk deltagelse i euroen. I dag stemmer alle partier undtagen DF, Enhedslisten og LA ja til at deltage i finanspagten.

Finanspagten er et redskab, der skal regulere den økonomiske politik i eurozonen. Danmark er ikke et euroland, og vi behøver ikke at opføre os som flittigliser. Vi har muligheden for selv at tage ansvar for vores egen økonomiske politik. Vi kan bevare den direkte demokratiske kontrakt mellem danske borgere og politikerne i Folketinget og dermed borgernes mulighed for uden mellemregninger at straffe de politikere, der ikke leverer varen. Og vi kan holde os på afstand af en eurozone, der er tungt behæftet med gæld, og hvor der har været udvist en historisk mangel på økonomisk ansvarlighed blandt en række af medlemslandene. For i modsætning til det, der var intentionen, ser euroen ud til at fostre ansvarsfraskrivelse frem for fremgang.

EU bevæger sig hastigt mod en egentlig finanspolitisk union. Finanspagten er et stort skridt i retning af en europæisk superstat. Jeg savner i den grad, at ja- og hurrapartierne tager stilling til denne udvikling og forklarer borgerne, hvorfor Danmark skal pantsætte vores politiske suverænitet i eurozonen. Finanspagten løser ikke de strukturelle udfordringer i Sydeuropa. Finanspagten løser ikke de iboende problemer, der ligger i, at lande med forskellige forudsætninger og kulturer deler valuta. Og finanspagten tager ikke hensyn til det banale faktum, at Europa stadig består af nationalstater, hvor der afholdes valg. Danmark er ikke en del af euroen, og vi kan frit vælge at tage fornuftige initiativer på egen hånd helt uden overvågning og ansvarsfraskrivelse. Danmark skal ikke bytte selvstændighed og politisk suverænitet væk for deltagelse i en finanspolitisk union, der knap kan holde sig selv oppe. Og vi skal hellere navigere frit i stedet for at lægge os ind i et regelsæt, der reducerer fleksibiliteten og kan forhindre os i at træffe rigtige og ansvarlige valg i fremtiden.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er det hr. Nikolaj Villumsen, og jeg undskylder, hvis hr. Nikolaj Villumsen i virkeligheden markerede før, men i hvert fald: Ordet er dit.

Tusind tak for det. Altså, i betragtning af, hvor stor en beslutning det er at ratificere finanspagten, så har der jo ikke været afsat særlig meget tid til behandling i Folketinget.

Ratificeringen er uansvarlig, hvis der ikke har været en forudgående tilbundsgående behandling, hvor regeringen så grundigt som muligt har svaret på de spørgsmål, der bliver stillet fra Folketinget. Regeringens håndtering i den her proces har været under al den standard, som jeg mener at Folketinget må kræve, og det er selvfølgelig også derfor, at vi lige før krævede, at man skulle udsætte behandlingen, hvilket ville have været normal procedure i Folketinget, hvis nogen beder om at få afklaret ting.

Man må sige, at det da er beskæmmende, at vi kan stå her med et papir fra den tyske forbundsdag, hvori det klargøres, hvordan Kommissionen har tænkt sig at sikre, at landene overholder kravene i finanspagten, men at det dokument ikke er kommet Folketinget i hænde, selv om der er blevet spurgt direkte til, om Folketinget kunne få det. Hvis det her nævnte forslag fra Europa-Kommissionen var blevet oversendt til Folketinget i ordentlig tid, så ville det jo ikke bare have forbedret behandlingen, men havde også kunnet svare på de spørgsmål, vi konkret havde stillet, og det ville kunne have affødt nye og bedre spørgsmål, som Folketinget havde haft mulighed for at stille. Og det ville have hjulpet til en lang række af de andre spørgsmål, der har været i behandlingen.

Derfor foreslog vi jo lige før, at vi kunne udsætte behandlingen, og jeg synes, det ville have klædt alle parter, hvis man havde gjort det. For Enhedslisten har jo adskillige gange spurgt til de ømme punkter, der er i ratifikationen og i indholdet af finanspagten. Vi har spurgt til, hvad det er, der kommer til at være situationen, når vi har en situation, hvor Europa-Kommissionen på en bestemt måde udregner, hvordan den økonomiske situation i Danmark ser ud i 2013, og hvor den danske regering regner på en anden måde.

I det dokument, vi har fra Europa-Kommissionen, understreges det, at de nationale korrektionsmekanismer, altså budgetlovene, skal bygge på de begreber og regler, der kendes fra EU. Jeg ved ikke, hvad de konkrete og hundrede procent præcise konsekvenser er af det, som Kommissionen indikerer. Jeg ved ikke, om det umuliggør, at man kan imødegå det krav, der har været – den forudsætning, som den danske regering har stillet op – nemlig at Danmark skulle have lov til at regne på sin egen måde, før vi kunne ratificere finanspagten.

Men jeg synes, at det står lysende klart, at når der i Folketinget har været stillet spørgsmål til regeringen, så skal regeringen selvfølgelig også svare, før vi skrider til en behandling.

Jeg synes derfor, det er pinligt, at folketingsflertallet i dag omgår den normale procedure for at tvinge en finanspagt igennem, som man ikke tillader den danske befolkning at få lov at stemme om. Det synes jeg ikke klæder folkestyret, og det klæder særligt ikke folkestyret i lyset af, at vi taler om en pagt, der vil få vidtgående konsekvenser for, hvad for en økonomisk politik vi må føre i Danmark. Det er en rigtig, rigtig skidt dag for det danske folkestyre.

Hr. Finn Sørensen har bedt om ordet som privatist. Og derefter er det i øvrigt hr. Per Clausen, også som privatist.

Som Folketinget kan se af forslaget til vedtagelse og betænkningen, er der en meget, meget lang række spørgsmål, som er stillet af forskellige partier for at få opklaret konsekvenserne af den her finanspagt. Det er jo ikke, fordi vi beskylder regeringen for, at den ikke har svaret på spørgsmålene. Men der er to helt afgørende spørgsmål, når man skal tiltræde en sådan traktat, som må afklares, og som må klarlægges fuldstændig.

Det ene er spørgsmålet: Har regeringen sikret sig gennem en garanti eller en aftale eller på anden vis, at det er regeringens måde at beregne det strukturelle underskud på, der holder vand hele vejen igennem?

Det andet spørgsmål er: Hvordan kommer vi ud af den finanspagt, for der står ikke noget i den om, hvordan vi gør?

Regeringen har fremsendt svar på de spørgsmål, ja, men det er efter vores opfattelse ikke klare svar. Hvis vi tager det første spørgsmål, så henholder regeringen sig til, at der jo ikke står noget i finanspagten om, hvordan det her strukturelle underskud skal beregnes. Dermed mener man, at man så har sikret sig, at man kan beregne det, som man gerne selv vil. For man kan jo ikke henvise til en klar aftale med Kommissionen eller til en anden form for garanti for, at det er sådan, det skal være fremover. Det er jo så her, hvor jeg må sige, at det er overordentlig pinligt, at ministeren ikke af sig selv siger: Hvis det er sådan, at Enhedslisten har fundet frem til et dokument, som sætter spørgsmålstegn ved, om vores svar nu også er rigtigt, så vil jeg af mig selv sige, at yes, det må vi da undersøge nærmere.

Hvad er det så, der er så interessant i det papir? Nu bliver jeg jo nødt til at trætte Folketinget lidt med det, når vi ikke kunne få det tilbage i udvalget. Det interessante er, at det er et udkast fra Europa-Kommissionen til de almindelige principper for de nationale reguleringsmekanismer. Det vil sige, at Kommissionen er ved at skrive et papir om, hvordan de nationale reguleringsmekanismer skal være. Omdrejningspunktet i dem er lige nøjagtig beregningen af det strukturelle underskud. Der står en sætning – og ingen kan jo vide, om det er rigtigt, hvad jeg siger, og det er derfor, det havde været godt at få det tilbage i udvalget, men der er mulighed for at offentliggøre det senere – og den lyder:

De nationale reguleringsmekanismer kan – og det er min klumpede oversættelse – styres efter EU-kriterier eller de nationale kriterier ...

Det kunne jo underbygge regeringens opfattelse. Men så står der i forlængelse af det:

... i det omfang, at de lever op til de ovennævnte betingelser.

Hvad er det så for nogle betingelser, der henvises til? Ja, det er europolitikken, for at sige det ganske kort.

Det er noget, som burde undersøges rigtig grundigt, for det underbygger jo Enhedslistens opfattelse af, at der er fuldstændig frit spil, hvad det her angår. Og når der er fuldstændig frit spil i en aftale, som også henviser bedømmelsen af, om landene har levet op til finanspagten, til EU-Domstolen, så skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, at også det her spørgsmål i den sidste ende kan havne hos EU-Domstolen.

Det korte af det lange med det her spørgsmål er, at regeringen ikke har sikret sig nogen garanti for, at den danske regering kan fastholde sin beregning af det strukturelle underskud. Det er et meget afgørende spørgsmål, for det er jo det, der i sidste ende kommer til at afgøre, hvor meget der skal skæres i de offentlige ydelser; hvor meget der skal skæres i vores fælles velfærd.

Hvad det andet spørgsmål angår, handler det jo om, hvordan vi kommer ud af pagten. Der er det jo en ren tilståelsessag fra regeringens side, nemlig at det ved man simpelt hen ikke. Og man kan ikke udelukke, at det kan komme til at medføre nogle omkostninger for Danmark, fordi det efter almindelige internationale traktatregler vil kræve, at de andre lande er enige i, at vi kan komme ud. Hallo! Det er da også noget, man skal have klarlagt, inden man siger ja.

Vi er fuldstændig klar over, at der er et klart flertal i det her Folketing for, at vi skal tilslutte os den finanspagt. Men det er dog en stor alvorlig pligt som forvaltere af Folketinget at sikre, at det sker på et fuldt oplyst grundlag, ellers underbygger man jo bare den fremherskende stemning og mening ude i befolkningen, altså at det der med EU er noget, man bare kører hen over hovedet på befolkningen. Uanset om de er kritiske eller ej – kan de ikke finde ud af at stemme rigtigt første gang, ja, så tager vi bare et par gange til, til pengene kommer til at passe. Tak for ordet.

Hr. Per Clausen.

Nu har vi jo heldigvis en forespørgselsdebat på onsdag om god regeringsskik, så derfor behøver jeg ikke at sige mere om det i dag. Men jeg må nok sige, at min opfattelse af, hvordan den sag skal håndteres på onsdag, måske har ændret sig en lille smule efter det, vi har set i dag.

Det andet, jeg vil sige, er, at det her er en vigtig sag. Det fremgår jo også, når EU-ministrene mødes og diskuterer finanspagtens betydning for en løsning af EU- og eurokrisen, for så handler det jo altid om, at denne finanspagt er en rigtig, rigtig vigtig del af løsningen, fordi den sikrer øget budgetdisciplin i EU-landene, fordi den sikrer, at EU får mere styr på økonomien i EU-landene. Det er den danske regering rigtig glad for, har den givet udtryk for – i hvert fald når det handler om andre lande. Da man jo nok er klar over, at begejstringen i den danske befolkning for at få underlagt den danske økonomi en stærkere styring fra EU er til at overse, har man imidlertid forsøgt at sælge en historie i Danmark om, at dette gælder for alle andre lande med undtagelse af EU, for den danske regering har nemlig været så dygtig, at de har fået EU-Kommissionens godkendelse af, at man selv bestemmer, hvordan man regner – i hvert fald næste år. Når man så går ind og undersøger det lidt nærmere, viser det sig, at de forhandlinger, der skulle være foregået på et meget højt politisk plan, og under hvilke den danske regering har fået det her tilsagn, kender Kommissionen ikke noget til – i hvert fald ikke officielt. Det, man kan henvise til, er et brev fra en medarbejder ved EU-Kommissionen, der understreger, at han ikke udtaler sig på Kommissionens vegne, men mener at vide, at Kommissionen nok mener, at det nok går – i hvert fald i første omgang.

Så realiteten er jo, at vi langt, langt hen i den her proces har diskuteret finanspagten og Danmarks tilslutning til den på et forkert grundlag. Det må medgives, at det er kommet klart frem i de svar, vi har fået i udvalgsbehandlingen, at det er sådan, at Kommissionen bestemmer, og i den udstrækning, Kommissionen har givet den danske regering nogen som helst løfter, er det sket, ved at en embedsmand, der ikke udtaler sig på EU-Kommissionens vegne, har tolket, hvad han tror Kommissionen nok mener. Det er jo en dejlig, sikker garanti at få, vil jeg nok sige.

Det andet spørgsmål, som selvfølgelig også rejser sig, er spørgsmålet om, hvordan man kan komme ud, hvis man gerne vil ud. Det er såmænd meget enkelt. Hvis de andre synes, vi skal have lov til at komme ud, kan vi komme ud, ellers kan vi ikke. Jeg tror bare, at den danske befolkning skal være klar over det, det skal det danske Folketing være klar over. Og det er altså i den situation, det danske Folketing beslutter sig: Nej, vi har ikke brug for at se, hvad den tyske Forbundsdag mente var rigtig, rigtig vigtigt at se, før vi træffer en beslutning. Det, den tyske opposition insisterede på at se i Tyskland, er der et stort flertal i det danske Folketing, der ikke har brug for at se, det har man ikke brug for at lade indgå i overvejelserne.

Så er jeg sikker på, at vi også efter den her diskussion vil høre, at det er EU-modstandere, der hele tiden skaber myter om, hvordan processerne er. Men lad mig så bare stille det enkle spørgsmål: Hvad er forklaringen på, at den danske regering, det danske Folketing ikke kan vente 1 uge på at vedtage det her beslutningsforslag? Hvad er forklaringen? Tak.

Er der flere, der ønsker ordet? Er det til anden omgang? Ja. Værsgo. Fru Pia Adelsteen som ordfører.

Tak for det. Jeg må også ærligt indrømme, at jeg synes, det er besynderligt, at et flertal af partier, unionspartierne her i Folketinget, bare siger: Pyt, skidt med, at man ikke har fået oversat dokumenterne, for alle kan da forstå engelsk. Det er jo rigtigt, at der sådan set er svaret på spørgsmålene, men det dokument er altså på engelsk. Det forudsætter, at alle her i Folketinget er så gode til engelsk, at de kan læse et dokument på to sider på engelsk.

Vi bliver nødt til at have lidt mere ro til ordføreren, så samtalerne må gerne foregå bagved.

Værsgo.

Det forudsætter, at alle her i Folketinget er så gode til engelsk, så man kan læse et dokument på to sider på engelsk og forstå de små nuancer, der nu engang er i det. Da jeg så det, bad jeg med det samme om at få en oversættelse, og den kan jeg så få om ca. 4 uger – det kunne alt andet lige nok klares hurtigere, hvis man ville – og det synes jeg simpelt hen er under al kritik. Jeg synes, at det er for dårligt, at man ikke kan få tingene på dansk, at man specielt skal bede om at få tingene på dansk. Jeg synes, at det er for dårligt, når Enhedslisten har bedt om dokumenter, som man ved eksisterer, at de så ikke kommer.

Så ministeren kan lige så godt forberede sig på samråd. Det tror jeg at der kommer, for jeg vil i hvert fald gerne vide noget om, hvad vi kan forvente fremover i forhold til at få dokumenter, i forhold til den måde, man behandler den her sag på, nemlig med mangel på respekt for, at nogle partier ønsker at få den tilbage i udvalget, fordi vi simpelt hen finder, at vi mangler oplysninger. Så det er hermed sagt til ministeren, så der er lidt forberedelsestid.

Tak til ordføreren. Hr. Nikolaj Villumsen, også som ordfører i anden omgang.

Jeg kunne jo forstå under proceduredebatten, at ministeren mener, at der er svaret klart på alle spørgsmålene. Det er jo interessant. Det kan vi jo grundlæggende ikke vide i Folketinget, når vi ikke har set alle papirer og dermed ikke ved, om vi sågar kunne finde på at stille ekstra spørgsmål, og ikke ved, hvad indholdet er.

Derfor synes jeg, at det ville være på sin plads, at ministeren kom herop, redegjorde for, hvad indholdet er af det dokument, som den tyske forbundsdag har fået, og redegjorde for, hvorfor det ikke har nogen som helst konsekvenser, hvorfor det selvfølgelig ligger fuldstændig inden for alt det, som regeringen har svaret hidtil. Jeg synes da, at det må være det mindste, som regeringen kan give som svar til Folketinget, når man nægter videre udvalgsbehandling, fordi så må det jo være så lysende klart, at der ikke er behov for en udvalgsbehandling, så lysende klart, at alle folketingsmedlemmer kan gå fra salen her i dag og være fuldstændig overbevist om, at der har været svaret på alle spørgsmål, der har været fremlagt alt, der var relevant for Folketinget. Hvis ikke det er tilfældet, er det jo rigtig, rigtig trist. Det er jo rigtig, rigtig trist, hvis vi har en situation, hvor regeringen ikke ønsker at fortælle alting til folkestyret.

Så jeg håber meget, at ministeren vil komme herop og forklare indholdet af dokumentet og fortælle os, hvorfor vi selvfølgelig har fået svar på alle vores spørgsmål.

Tak til ordføreren. Økonomi- og indenrigsministeren.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige tak for debatten. Jeg havde forberedt mig på en substantiel debat om finanspagten, om dens indhold, om dens betydning for dansk økonomi, men i stedet har vi fået en proceduredebat, en debat, som synes at være designet, tilrettelagt, orkestreret med henblik på at så tvivl om, hvorvidt regeringen tager tilslutningen til og ratifikationen af finanspagten med den alvor, som der selvfølgelig ligger i at tilslutte sig en mellemfolkelig aftale.

Der er et par ting, som jeg tror er helt afgørende. Det er først at gøre det lysende klart, at der med ratifikation af finanspagten er fuld respekt for euroforbeholdet. Det er en banalitet, for det giver sig selv, fordi enhver ændring af euroforbeholdet kun kan gennemføres med en folkeafstemning i Danmark – bare så det er slået helt og umisforståeligt fast. Dermed jo også sagt, at det, at vi ikke anbefaler en folkeafstemning, intet har at gøre med euroforbeholdet. Det har noget at gøre med, hvorvidt vi finder, at en folkeafstemning er nødvendig i forhold til den juridiske baggrund.

Det andet er det spørgsmål, som er blevet til et meget stort spørgsmål, nemlig spørgsmålet om regnemetoden. Jeg kan forstå, at de partier, som er imod tilslutning og ratifikation af finanspagten, er meget stærke tilhængere af den måde, som Finansministeriet beregner den strukturelle saldo på. Det tror jeg vil glæde Finansministeriet og finansministeren, for af og til har der jo været stillet spørgsmål til den måde, der bliver regnet på, men jeg tror, vi herefter kan antage, at Finansministeriets regneregler er som mejslet i granit. De er nu sakrosante, de er nu det, som vi for alvor ønsker skal gælde i al fremtid uantastet af nogen eller noget. Det er bare til bogen.

Der er det ved det, at det, som finanspagten gør, sådan set er gribende enkelt, fordi de ting, vi forpligter os til i finanspagten, er sådan set ting, vi har lovet at gøre for lang tid siden, nemlig at have orden i vores økonomi, at sørge for, at når vi lægger budgetter, så holder vi budgetter. Der er jo så bare det ved det, at hvis man ser tilbage i den moderne europæiske økonomisk-politiske historie, så viser det sig, at respekten for de løfter, som er givet, ikke altid har været lige stærk.

Derfor er det en god idé, at parlamenterne i de lande, som tilslutter sig finanspagten, tager de løfter med hjem og gør dem til national lovgivning, for jeg tror, at det er ubetvivleligt, at nationale folkevalgte har respekt for deres egen lovgivning alle døgnets timer og alle ugens dage. Det er sådan set det, der er den egentlige forskel, for når det kommer til diskussionen om, hvordan vi regner, så er det fuldstændig kendt stof. Det er helt, ligesom det er i dag i sagens natur, fordi de mellemfristede mål, som vi skal opfylde, nu engang er de mellemfristede mål, som vi skal opfylde. Det følger af vækst- og stabilitetspagten, og dermed jo også sagt, at vi har et grundlag for at svare på spørgsmål om, hvordan man beregner strukturelsaldo. Det er vigtigt, at vi gør det på en dansk måde og i en fortsat diskussion om, hvorvidt den måde er korrekt, bl.a. fordi der er ting, der påvirker den danske strukturelle saldo, som ikke påvirker andre landes strukturelle saldo, og derfor er det meget afgørende.

En af Enhedslistens mange ordførere sagde, at der var fuldstændig frit spil. Til det må man spørge: for hvem, for hvad og hvordan? For det at stå på Folketingets talerstol og vifte med et papir og skabe mistillid og ligesom antyde med en halv sætning, at der er fuldstændig frit spil, er ikke egnet til at skabe respekt for en ratifikation af finanspagten, og det er nok heller ikke meningen. Når vi har svaret på spørgsmålene, så har vi svaret på baggrund af den viden, vi har, og den substans, der ligger bag. Det har vi gjort, og det kan vi stå inde for. Det er også det, der ligger bag regeringens forslag til budgetlov, herunder også korrektionsmekanismer, sanktionsmekanismer, og at Det Økonomiske Råd kigger os over skulderen for at vurdere, om vi er på rette vej. Dermed blot sagt, at det er regeringens stærkeste og varmeste anbefaling, at vi i dag ratificerer finanspagten og glæder os over at være et land, hvor man kan have fuld tillid til den førte økonomiske politik med det, der deraf følger af lave renter og høj beskæftigelse og dermed også en sund og stærk økonomi. Vi kan kun ønske os, at andre lande går samme vej til gavn for dansk eksport og dermed også danske arbejdspladser og ro om den europæiske økonomi som helhed.

Jeg glæder mig meget til fortsatte diskussioner i Europaudvalget. Jeg har stor respekt for Europaudvalgets indsigt og håndtering, og jeg vil bare sige, at jeg også tror, vi havde fået et problem, hvis ikke vi havde oversendt originalen af det brev, som Kommissionens embedsmænd har skrevet. Vi har selvfølgelig svaret på dansk på de spørgsmål, som er stillet, og dermed også på, hvad det er, der står i det brev, nemlig at vi har en entydig forventning om, at vi naturligvis kan bruge en dansk metode til beregning af det strukturelle under- eller overskud, fordi det afspejler, at der er ting i dansk økonomi, som er relevante for os, men som ikke er relevante for hverken Tyskland eller Spanien eller andre europæiske lande for den sags skyld.

Jeg skal bede ministeren om at blive heroppe på talerstolen.

Og jeg skal bede om, at samtalerne ikke støjer, for så kan vi prøve at afvikle de korte bemærkninger, der er bedt om, fra pladserne, hvad jeg synes er det mest smidige.

Jeg har foreløbig noteret tre til korte bemærkninger, nu har jeg noteret fire: fru Pia Adelsteen, hr. Per Clausen, hr. Finn Sørensen og fru Merete Riisager. Først er det fru Pia Adelsteen.

Tak for det. Jeg var også lige ved at sige, at det jo ville have været rart, hvis man sagde tak for debatten, om ikke andet har ministeren debatteret, men der er da bestemt ikke nogen andre fra unionspartierne, der er med i debatten. De holder som sædvanlig mund, var jeg ved at sige.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren: Mener ministeren, at det er rimeligt at forlange, at folketingsmedlemmer skal kunne engelsk?

Ministeren.

Jeg mener, at det er rimeligt at forlange, at papirer bliver oversendt på originalsproget, sådan at dem, der kan originalsproget, kan orientere sig på originalsproget. Jeg mener også, at de spørgsmål, som er stillet, er stillet på dansk ud fra det papir og er besvaret på dansk, sådan at det, som står i papiret, er lagt åbent frem.

Fru Pia Adelsteen.

Betyder det så, at når man fremover stiller et spørgsmål om at se det originale dokument, skal man altid sige, at man egentlig gerne vil have det oversat? For det er jo ret væsentligt for det fremtidige arbejde, når man sidder som folketingsmedlem her i Folketinget. Skal man altid sige: Jeg vil gerne se originalpapiret, men jeg vil faktisk gerne have det oversat? For ellers forudsætter ministeren jo, at man skal kunne engelsk, og det synes jeg ikke er rimeligt.

Ministeren.

Jeg forudsætter ikke noget, og jeg blander mig ikke i, hvordan udvalgene tilrettelægger deres arbejde, og hvad det er for nogle spørgsmål, man stiller på hvilke sprog. Det overlader jeg trygt til udvalgsformanden og Folketinget som helhed. Regeringen gør selvfølgelig sit yderste for at betjene udvalgene på den måde, som udvalgene ønsker det.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg tror i grunden, at økonomiministeren er enig med mig i, at proceduren, når man træffer vigtige beslutninger, er ganske vigtig, og at det derfor kan være helt berettiget at bruge lidt tid på at diskutere den.

Når nu ministeren er lige så optaget, som jeg er, af at skabe respekt om de beslutninger, vi træffer her i Folketinget, vil jeg bare spørge, om ministeren mener, at det gavner den respekt for den beslutningsproces, der fører frem til Danmarks ratifikation af finanspagten, at man på det afsluttende møde kan præsentere et dokument, som den tyske forbundsdag har stiftet bekendtskab med, og som den danske regering har benægtet eksistensen af, og at ministeren så, når man gerne vil have en særlig seriøs udvalgsbehandling af det dokument, afviser det og desværre får et folketingsflertal til at støtte sig i det. Mener ministeren, at det er gavnligt for processen og troværdigheden?

Jeg vil lige sige, at nu er der for meget støj igen. Og det kan ikke nytte noget, at man står og taler med hinanden lige ved siden af den, der har ordet for en kort bemærkning. Der er for meget støj, også i det hjørne, hvor Det Konservative Folkeparti sidder.

Det er økonomi- og indenrigsministeren.

Jeg kan ikke genkende den fremstilling, hvor spørgeren siger, at regeringen har benægtet, at et dokument findes. Jeg ved ikke, hvad spørgeren bygger det på. Det er helt nyt for mig, at regeringen skulle have benægtet, at der findes et sådant dokument.

Vi har svaret på de spørgsmål, der er stillet, ud fra tilgængelig viden. Der er ikke noget substantielt at tilføje. Det forekommer mig, at Enhedslisten ikke er helt tilfreds med indholdet af de svar, som er givet. Indholdet af de svar, som er givet, ændrer sig ikke af at spørge en gang til eller en gang til eller en gang til eller en gang til. Man får det samme svar på det samme spørgsmål, også hvis man ændrer ordlyden af det.

Der er mange papirer rundtomkring i de europæiske parlamenter. Jeg tror også, at andre parlamenter ville kunne finde papirer her hos os, som de ville kunne lægge for dagen med interesse og stå og vifte med fra deres parlamenters talerstole, men jeg tror, at det er gavnligt for hele processen at anerkende, at regeringen har svaret substantielt på de spørgsmål, som er stillet, uden at skjule noget og med den substans, vi nu engang kan give det.

Hr. Per Clausen.

Nu er det ikke mit ansvar, at vi fører den her diskussion på det grundlag, vi gør. Vi kunne nemlig have ført den her diskussion på et afklaret, opklaret grundlag for hele Folketinget, hvis ministeren havde været indstillet på at udsætte vedtagelsen af tilslutningen til finanspagten en uge.

Det er fuldstændig ubegribeligt for mig, hvorfor det er så vigtigt, at det sker i dag. For kendsgerningen er jo, at havde man udsat det, havde vi ikke haft nogen procedurediskussion. Vi synes jo bare, at når der kommer et dokument, som har været meget vigtigt for den tyske opposition, og hvor i hvert fald et enkelt af partierne har nære forbindelser til et af regeringspartierne i Danmark – når vi opdager, at der er sådan et papir – og som i hvert fald tilsyneladende siger noget andet end det, regeringen har sagt, så vil vi gerne have det undersøgt.

Jeg vil bare spørge ministeren, om hun mener, at det er klogt af hensyn til beslutningsprocessernes troværdighed at afvise det.

Ministeren.

Jeg havde sådan set håbet, at spørgeren ville tage ordet for at afkræfte sin beskyldning fra det første spørgsmål om, at regeringen har benægtet eksistensen af det dokument, som spørgeren stod og viftede med heroppefra.

For det er jo desværre en meget god – eller dårlig – illustration af, at det her måske handler mindre om procedurer og mere om at skabe myter. Og jeg ved godt, at spørgeren forsøgte at vaccinere mod lige præcis det i sin tale, men det er jo det, der sker. Det er jo det, der sker, når spørgeren først siger, at regeringen har benægtet eksistensen af et dokument, og så ikke trækker sin beskyldning tilbage, når han får at vide, at det har regeringen ikke. I stedet for fremturer han.

Det undrer mig meget, at vi ikke har haft en debat om indholdet i dag. Til gengæld er jeg desværre blevet bekræftet i, at vi ikke kan have en debat om indholdet, men at modstanderne altid vælger en debat om proceduren.

Fru Merete Riisager for en kort bemærkning.

Tak. Det er jo altid rart at få at vide af økonomi- og indenrigsministeren, hvordan vi skal forstå tingene, og at der ikke er nogen tvivl, og at vi ikke skal skabe myter. Således korrekset er der alligevel nogle af os, der tillader os at være i tvivl, både om indholdet og om proceduren. For det her handler jo i høj grad om legitimitet, og hvis der er noget, der er underskud af i øjeblikket i hele processen omkring finanspagten og den måde, som EU udvikler sig på, så er det jo legitimitet. Mener ministeren virkelig, at det, som ministeren gør i dag, nemlig ikke respekterer tre partiers helt venlige henstilling om at få al information oversendt, styrker den legitimitet, der er omkring finanspagten?

Ministeren.

Jeg skal slet ikke motivforske i de tre partiers gøren og laden. Jeg kan stå inde for det, som er regeringens ønske, og for tilrettelæggelsen af den her proces og for de svar, som er givet til Europaudvalget. Vi har diskuteret finanspagten i meget lang tid, fra ideen i første omgang blev fostret. Og mens den blev forhandlet som mellemfolkelig aftale har vi diskuteret: Hvad er dens indhold? Hvordan vil den virke for Danmark? Hvad vil det betyde i fremtiden, at vi faktisk gør det, vi siger vi gør, nemlig at når vi lægger et budget, så holder vi det til gavn for de borgere, der ellers skal betale regningen for en måske alt for stor gældsætning?

Det har været lagt fuldstændig åbent frem i hele processen, at det var det, det handlede om. Det er en aftale, som er indgået mellem lande, det er en mellemfolkelig aftale, og dermed har den et helt særligt forhold til de europæiske traktater og til den måde, tingene kan foregå på. Det kan man have forskellige holdninger til, altså om man synes, det er i orden, at der bliver lavet mellemfolkelige aftaler. Jeg synes, det er i orden. Jeg synes, det er godt, at man også kan lave mellemfolkelige aftaler, uden at det hele skal være inden for Unionen, og derfor mener vi fra regeringens side, at processen er helt legitim.

Nu bliver jeg nødt til igen at prøve at undertrykke støjniveauet.

Fru Merete Riisager.

Men som sagt mener jeg stadig væk, at der er en række tvivlsspørgsmål, ikke alene om proceduren, men også om indholdet. Så når nu fru Margrethe Vestager selv påpeger det, vil jeg stille et spørgsmål angående indholdet. ( Formanden : Man tiltaler ministrene ved deres titel. Det står der i forretningsordenen at man gør.) Ministeren siger her i dag, at vi jo blot vedtager noget, vi allerede har lovet, men hvorfor er det så, at vi skal vedtage det igen? Hvorfor er det, vi skal skrive under, og hvorfor er det, vi skal ratificere, hvis vi blot vedtager noget, vi allerede har lovet? Hvad er det, der forhindrer regeringen i at føre en fornuftig økonomisk politik? Hvilke processer, hvilke partier, hvilke scenarier er det, som ministeren forsøger at undgå med finanspagten? Hvad er det, vi skal have luget ud i for at kunne opføre os fornuftigt? Hvorfor er det, at vi ikke af egen drift kan træffe de fornuftige valg, men har behov for, at EU sætter nogle skarpe rammer for os?

Økonomi- og indenrigsministeren.

Vi er også EU. Vi er en del af et fællesskab. EU er ikke noget fremmed. EU er ikke noget langt væk. EU er her, lige præcis her. Vi bruger mange gode debatter på at gøre ting, som er til gavn for Det Europæiske Fællesskab, også for national lovgivning. EU er lige her. Noget af det, der er den store glæde ved EU, er at være en del af noget – en del af noget, som vi også hører til. Og jeg tror, det er meget tydeligt i den måde, vi debatterer det på, at det er i forskellen i det grundsyn om, hvorvidt EU er noget fremmed, der kommer og tager os, eller om EU er os, at den her debat har sin rod.

Jeg har en kritisk holdning til nogle ting, er i tvivl om andre ting og støtter nogle tredje ting – fuldstændig ligesom det gælder forslag, som i øvrigt bliver fremlagt her i Folketingssalen. Sådan har jeg det med EU, og sådan har jeg det med demokratiet her. Og det er måske det, der er den grundlæggende forskel, hvor fru Merete Riisager ligesom foregiver, at her skal alting være hugget i granit. Og dermed er der blot det lidt ærgerlige, at det, der i dag kunne have været en substansdebat, blev til en proceduredebat med et formål, som jeg ikke skal kloge mig på, men som jeg sådan set ikke mener tjener formålet, nemlig at få frem, at vi fører en ansvarlig økonomisk politik i Danmark, og at det er til en gigantisk fordel for os, hvis det er billedet i hele Europa.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Ministeren ærgrer sig over, at der er gået procedure i sagen. Procedure er jo en vigtig ting, hvis man diskuterer f.eks. afgivelse af suverænitet. Jeg mener også, at procedurer er vigtige i den daglige sagsbehandling her i Folketinget, ellers ville det jo være vilkårligheder, der bestemte, hvornår man kunne det ene og det andet.

Så siger ministeren: Jeg skal ikke motivforske. Og alligevel indledte hun med at påstå, at de tre partier har orkestreret og konstrueret en situation, som skulle skabe mistillid. Det er sådan set op til ministeren selv at skabe noget tillid og noget fornuft omkring det her. Jeg har set små lovforslag i den her sal blive sendt tilbage til udvalget for at blive tygget igennem en gang til, uden at nogen blinkede med øjnene, selv om vi godt vidste, at vi havde travlt.

Hvorfor er lige præcis det her så følsom en sag for ministeren, når man om andre sager godt kan sige, at – o.k. – dem tygger vi ordentligt igennem? Hvorfor kan man vel ligefrem mærke på ministeren, at det dirrer, når hun snakker om de her ting? Hvorfor kan man ikke stille og roligt sige, om det var rigtigt eller forkert, at den procedure blev fulgt, og så prøve at skabe tillid ude i befolkningen?

Ministeren.

Jamen jeg står jo lige her med fødderne solidt plantet på talerstolen og klar til at svare på de spørgsmål, som Enhedslisten har stillet en række gange, for at give det svar, som vi nu engang kan give, nemlig at når det kommer til regnemetoden, er vi faste i overbevisningen om, at vi kan regne på en måde, som er retvisende, sådan at vi kan tilrettelægge en økonomisk politik, som der ikke bliver fiflet med eller manipuleret med, men som er ordentlig, og som er fast. For det er til gavn for alle at have den stabilitet. Vi har svaret, som vi nu engang kan svare, at det her er en mellemfolkelig aftale, og at den kommer man ud af, eller ind i, for den sags skyld, som man nu kommer ind og ud af mellemfolkelige aftaler.

Det gør Enhedslisten til et meget stort mysterium og et meget stort problem, at det forholder sig på den måde, men i givet fald må man jo sige, at det så må gælde for alle mellemfolkelige aftaler, at Enhedslisten ikke mener man kan ratificere dem, hvis ikke det entydigt angives, hvordan man kommer ud af dem. Men da det jo er karakteren ved mellemfolkelige aftaler, er det sådan, det er.

Jeg tager det bare ad notam, at der åbenbart er forskel på, hvad aftalen indeholder, og hvor vigtigt det er, om der er en klar udgangsvej eller ej. Det her er, som det er, når det kommer til mellemfolkelige aftaler.

Hr. Christian Juhl.

Så er det, at ministeren siger, at det er undersøgt, om en folkeafstemning er nødvendig. Den bemærkning har vi hørt før.

Nogle gange kunne man jo, hvis man var meget sikker i sin sag og kunne mærke, at befolkningen ikke helt var med, tage en afstemning af pædagogiske grunde, altså for at få debatten og for at være sikker på, at befolkningen nu har forstået tingene. Jeg synes, at mange af EU-spørgsmålene netop bliver taget med den lidt arrogante holdning, at det skal vi nok bestemme herinde. Man er jo ikke tvunget til at lade være med at tage en folkeafstemning. Man har jo ret til at tage en folkeafstemning, selv om alle regler er fulgt og Folketinget kunne beslutte det. Der står ingen steder, at man ikke har lov til at sige: Det her spørgsmål ønsker vi en folkeafstemning om, fordi vi gerne vil have befolkningen med.

Hvis det er så vigtig en sag, som ministeren antyder, så kunne det måske være en rigtig, rigtig god idé at tage en folkeafstemning – og ikke bare sige: Er det her nødvendigt rent juridisk? Jeg tror, at det er dér, dilemmaet og forskellen på elitens og almindelige menneskers opfattelse af EU i Danmark opstår.

Ministeren.

Det kan godt være, at det mislykkes for mig – det er der noget der tyder på. Jeg forsøger at gå ind i en debat, hvor vi er uenige. Jeg klistrer ikke mærkater på hr. Christian Juhl. Jeg siger ikke, at man ikke vil påtage sig ansvaret som folkevalgt, som repræsentant for nogle i den periode, hvor man nu engang har ansvaret. Det synes jeg er vigtigt. Jeg synes, det er vigtigt, at vi påtager os det ansvar – det er det, vi har fået. Vi har været på valg, vi har lagt vores holdninger åbent frem, og vi nyder den tillid, som vi nu engang er blevet vist af de vælgere, som har stemt på os.

Jeg synes på ingen måde, at det er udtryk for arrogance. Jeg synes, det udtryk for, at vi tager vores opgave alvorligt, og hvis ikke der skal være en folkeafstemning, skal der ikke være en folkeafstemning. Så må Folketinget være sig sit ansvar bevidst og tage det på sig og tage debatten, som vi har gjort i dag ved første behandling, i udvalgsbehandling, og før finanspagten overhovedet blev færdig.

Det er en forskel i grundsyn, det er jeg klar over, men den uenighed må vi så have imellem os.

Hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg var også ked af, at jeg var nødt til at stå og vifte med det der stykke papir fra Folketingets talerstol – et stykke papir, som ingen andre i salen kender. Men det er man jo nødt til, når man ikke kan få efterkommet et ganske simpelt ønske om, at sagen kommer tilbage i udvalget, så man kan behandle det stykke papir. Det var bare lige for at svare på den kritik, som vistnok var møntet på mig.

Men jeg skal lige have afklaret én ting. Jeg hørte ministerens svar tidligere på den måde, at ministeren er bekendt med det stykke papir, som Enhedslisten taler om. Er det rigtigt forstået?

Ministeren.

Jeg skal gentage det, som jeg sagde til hr. Per Clausen, nemlig at jeg helt må afvise beskyldningen om, at regeringen har benægtet eksistensen af et givet papir. Det var det, som hr. Per Clausen bragte til torvs, altså at regeringen har benægtet eksistensen af et papir. Det har vi ikke. Vi har svaret på de spørgsmål.

De embedsmænd, som hjælper mig med at svare på spørgsmålene, før jeg tager ansvaret for deres ordlyd, bygger på den viden, de har, og sådan som jeg er informeret, ændrer det papir ikke på det, der er substansen, nemlig at landet må tilrettelægge sin korrektionsmekanisme fuldstændig, som landet vil.

Der, hvor vi kan blive stillet til regnskab, er naturligvis i forhold til, om vi gør det, vi siger vi vil med ratifikationen af finanspagten, nemlig indføre den i lokal lovgivning, altså i national lovgivning for vores vedkommende. Det er sådan set det, der er kernen, og det er derfor, jeg synes, det bliver en meget underlig debat, når Enhedslisten hellere vil stå på Folketingets talerstol og vifte med et papir end at lægge det i udvalget og tage den naturlige, synes jeg, parlamentariske vej.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Nu har vi først fået kendskab til det stykke papir i går, så alene af den grund kunne vi jo ikke gøre det tidligere, end at vi i dag møder op og beder om, at sagen bliver sendt i udvalg. Jeg forstår på ministeren, at hun kender papiret, fordi hun svarer, at det ikke ændrer på substansen. Det kan man jo ikke svare, hvis man ikke kender papiret.

Så vil jeg godt undre mig lidt over forløbet: Den 3. maj stiller hr. Nikolaj Villumsen spørgsmål nr. 8, som går ud på, at ministeren bedes fremlægge eventuelle dokumenter fra Kommissionen, som kan belyse dennes holdning til, hvorledes en korrekt national implementering af finanspagten bør se ud. Den 10. maj modtager vi et svar fra ministeren, der efter et indledende afsnit bl.a. konkluderer sådan her: Kommissionen har ikke redegjort nærmere for sin holdning til, hvilke kriterier Kommissionen vil lægge til grund for konklusionerne i den nævnte rapport.

Men den 4. maj bliver der fremlagt et dokument – jeg er nødt til at vifte med det igen, for vi kan åbenbart ikke få det tilbage i udvalget; det løb er kørt – som behandles i den tyske forbundsdag, og som er Kommissionens udkast til almindelige principper for de nationale reguleringsmekanismer. Det havde dog været passende, at udvalget havde fået kendskab til det dokument, og det havde været endnu mere passende, at ministeren her i dag uden den åndssvage slåskamp havde sagt: Selvfølgelig skal det undersøges nærmere.

Til slut vil jeg rent indholdsmæssigt sige – for vi vil gerne diskutere indhold, det gjorde vi jo også under førstebehandlingen – at det dog vel ikke er uvæsentligt, at der er et tocifret milliardbeløb til forskel mellem Kommissionens regnemetode og den danske regerings regnemetode i forhold til det strukturelle underskud. Og det er jo det, der afgør, om vi kan fastholde det i det lange løb – det har vi ikke fået en garanti for, og det kan vi åbenbart heller ikke få. Men jeg vil gerne have ministerens svar på, om det svar, som vi fik den 10. maj, stadig væk holder vand. Tak.

Ministeren.

Jeg bliver nødt til at frabede mig hr. Finn Sørensens manipulation. Jeg var særdeles præcis, da jeg henviste til hr. Per Clausens spørgsmål og mit svar, nemlig at regeringen ikke har benægtet eksistensen af et dokument. Vi er ikke blevet spurgt til eksistensen af et dokument og har derfor i sagens natur heller ikke benægtet det.

Jeg har ikke haft det papir i hånden. Jeg kan forstå på mine embedsfolk, at de ved, at der ikke er nogen substantiel ændring i forhold til de svar, som er afgivet, og det er jeg fuldstændig tryg ved – det har jeg fuld tillid til.

Når hr. Finn Sørensen indleder sit spørgsmål med at antyde, at vi har haft det papir, men ikke har stillet det til Folketingets rådighed, så må jeg bare sige, at jeg blev bekræftet i en mistanke om, at det her ikke handler om procedurer; det handler om, at man gerne vil sætte foden ned for at demonstrere sin modstand mod noget, der er belyst, og hvor der er svaret.

Fru Lykke Friis for en kort bemærkning.

Tak til ministeren, og også tak for at aflive udtrykket: nede i EU. Der har været nogen bekymring, kan man forstå, med hensyn til muligheden for at komme ud igen af finanspagten. Det var lige før, det lød, som om man gik ind i et lokale, og så blev nøglen smidt væk efterfølgende. Nu er jeg udmærket godt klar over, at ministeren har besvaret det spørgsmål skriftligt, men bare for at undgå myter, kunne ministeren så ikke gentage det? Tak.

Ministeren.

Det vil jeg meget gerne. Det gælder ikke specifikt for finanspagten, det gælder i det hele taget for mellemfolkelige aftaler, at man, når man er indtrådt i dem og parlamenterne har ratificeret dem, er en del af de mellemfolkelige aftaler. Hvis man gerne vil træde ud, meddeler man sine parter, at man gerne vil træde ud, og så forhandler man om vilkårene for den udtræden. Jeg kan i hvert fald sagtens forestille mig, at man har fået fordele ud af at være en del af en aftale. Det er jo tit derfor, at vi tilslutter os mellemfolkelige aftaler, for vi synes, det er en fordel for Danmark at gøre det. Derfor er det også fuldstændig rimeligt og i virkeligheden meget nøgternt at sige, at når man ønsker at træde ud, forhandler man selvfølgelig vilkårene for den udtræden.

Fru Lykke Friis.

Det var jo så en mellemstatslig aftale. Det er jo sådan, at selve EU-traktaten er en overstatslig aftale. Kan ministeren også bekræfte, at det også dér er muligt at komme ud, så selv hvis man her i Folketinget beslutter sig for at træde ud af EU, vil det altså også være muligt?

Ministeren.

Ja, det kan jeg bekræfte. Jeg ved så ikke, hvilke andre spørgsmål Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ville kunne samles om, den dag de måtte have flertal for at bede om, at Danmark træder ud af Den Europæiske Union og finanspagten. Men det kan vi jo så se frem til, den dag vælgerne giver dem det mandat.

Hr. Morten Marinus for en kort bemærkning.

Jeg kan forstå på ministeren, at hun er lidt ærgerlig over, at hun her ved andenbehandlingen skal tale procedure og diskutere procedure. Jeg må indrømme, at jeg synes, at andenbehandlingen er et glimrende tidspunkt at tale procedure i den her forbindelse.

Jeg vil gerne spørge ministeren, om det ikke er korrekt, at der har været en første behandling, hvor der er blevet talt masser af indhold, hvor der virkelig er blevet diskuteret indhold, så ministeren ikke behøver at gå og være ærgerlig over, at der ikke bliver diskuteret indhold.

Ministeren.

Der er jo ikke nogen tvivl om, at man kan rejse et hvilket som helst procedurespørgsmål i en debat som den her. Jeg havde bare det indtryk, at man er optaget af, hvordan finanspagten vil virke. Og jeg havde forberedt mig på at have en diskussion på baggrund af de spørgsmål, som er blevet besvaret. Jeg synes, der er svaret så godt, som vi nu kan, fra regeringens side, og derfor havde jeg forventet, at der ville blive en diskussion om det, som der faktisk også var tilløb til, herunder om en eventuel udtræden af aftalen på et tidspunkt og om en beregning af den strukturelle saldo. Der er forskellige ting, der har været rejst undervejs i debatten.

Men det blev så til en procedurediskussion, fordi det åbenbart er det vigtigste på den her dag, hvor vi skal ratificere en finanspagt, som jo faktisk betyder, at det, vi har lovet som en del af et europæisk samarbejde, også skal gøres til virkelighed i en dansk sammenhæng. Det er vigtigt for mig, fordi jeg har meget stor respekt for de love og regler, som vedtages i det danske Folketing. Det synes jeg sådan set er stort, også selv om det dybereliggende indhold forhåbentlig ikke ændrer sig så meget, fordi Danmark jo fører en ansvarlig økonomisk politik. Jeg synes bare, at det er større end at diskutere procedure.

Hr. Morten Marinus.

Jamen så finder jeg det bare underligt, at retssproget i de danske retssale, hvor man arbejder under de love, vi vedtager her, er dansk, og at dokumenter dér skal fremlægges på dansk. Hvorfor er det så, at vi herinde, hvor vi laver lovene, kan få dokumenter på engelsk og ikke på dansk?

Jeg har hørt, at ministeren har sagt, at man har svaret på spørgsmålene, og man har beskrevet, hvad der står i dokumentet, men man ville gerne sende originaldokumentet. Det har jeg fuld forståelse for. Men jeg synes, det er underligt, når man sender originaldokumentet, at man ikke også sender den korrekte oversættelse til dansk, og at man kun svarer på spørgsmålet ud fra sit synspunkt om, hvad der står. Jeg synes, det burde være normal procedure, at man også får vedhæftet en dansk oversættelse, når man får udenlandske dokumenter.

Ministeren.

Jamen det er bestemt en mulighed. Jeg synes, at man må tage det forslag med Folketingets Præsidium om den måde, udvalgene skal fungere på, hvis man i fremtiden ønsker, at alle dokumenter, som i deres originale version er på et andet sprog end dansk, skal oversendes i en oversat udgave. Hvis det er et ønske, tror jeg, man skal tage det op de rette steder.

Det, der har været vigtigt for regeringen, er naturligvis at give Folketingets medlemmer adgang til den originale version på det originale sprog, og vi har så svaret på de spørgsmål, der er blevet rejst, derudfra. Jeg kan se på de spørgsmål, der er blevet stillet om dokumentet, at uanset at det var på engelsk, har det været muligt at stille spørgsmål på dansk om indholdet af dokumentet, ligesom der er svaret på dansk om indholdet i dokumentet.

Hr. Nikolaj Villumsen for en kort bemærkning.

Tusind tak. Altså, jeg må jo sige, at jeg synes, det er lidt underligt. Man skal ikke kaste om sig med store ord, det skal man passe meget på med, og derfor er jeg også lidt ked af, at ministeren snakker om manipulation, for det er overhovedet ikke det, som vi på nogen måde har tænkt os. Vi har stillet en masse spørgsmål, og der har været problemer med at få nogle svar. Så endte vi med at få nogle svar, og så i går dukkede der et dokument op ad anden vej, som er blevet behandlet i den tyske forbundsdag, og som vi har spurgt til og fået udleveret. Eller det vil sige, at vi har spurgt helt konkret, om vi kunne få oversendt, hvad der er, i forhold til hvad Kommissionen har af holdninger til, hvordan der skal være en korrekt national implementering af finanspagten i de tilsluttede lande. Så svarer ministeren:

»Kommissionen har ikke redegjort nærmere for sin holdning til, hvilke kriterier Kommissionen vil lægge til grund for konklusionerne i den nævnte rapport. Det er muligt, at vurderingen bl.a. vil tage udgangspunkt i de fælles principper, når disse foreligger.«

O.k., det er interessant, men hvorfor er det, at vi den 3. maj kan stille et spørgsmål og den 10. maj få det svar, at der ikke foreligger nogen papirer, når man i den tyske forbundsdag den 4. maj kan diskutere det? Altså, ministeren siger her, at hun ikke selv har set det. Det er da interessant. Hendes embedsfolk vurderer så ikke, at det er spændende for os andre. O.k., det er også interessant, men hvis vi nu havde fået det tilsendt, så kunne vi jo vurdere det, så hvorfor må vi ikke få det? Hvorfor er det, at ministeren kan garantere, at der ikke er noget her i det papir, som hun åbenbart ikke har set, som kunne være relevant for Folketinget?

Ministeren.

Jeg tror, det vil være interessant for hr. Nikolaj Villumsen, som helt fralægger sig overhovedet at ønske at manipulere med den her debat, at læse referatet, for jeg tror, at i spændet fra en andens spørgsmål til det, hr. Villumsen nu lægger frem, vil det være meget tydeligt, at det, man forsøger, er at fange regeringen på det forkerte ben, at fange os et sted, hvor man kan digte en historie om, at vi har lagt låg på en debat, at vi ikke har ønsket at fremsende papirer, at vi ikke har gjort vores arbejde ordentligt, og at vi ikke har villet fremlægge ting i forbindelse med Enhedslisten spørgsmål, som man med rette kunne forvente.

Det må jeg afvise. Der er blevet svaret på spørgsmålene, fuldt informeret på det grundlag, som man nu engang har haft til rådighed, og jeg er fuldstændig sikker på – eller så sikker, som man nu engang kan være, for jeg synes, man skal være særdeles forsigtig med at give garantier i politik; jeg forsøger i hvert fald altid selv at undgå det i enhver form – at der vil findes dokumenter i alle parlamenter, som kan være af interesse for hr. Villumsen, i alle parlamenter. For der er en stor debat om det her, der er mange forskellige tilgange til det, men jeg må bare i al fredsommelighed sige, at nej, regeringen har ikke tilbageholdt noget for hr. Villumsen. Vi har svaret på spørgsmålene, vi har fremsat forslag til budgetlov, lov om sanktioner og lov om de økonomiske vismænds kiggen over skulderen i en absolut forventning om at gøre det, der skal gøres, uden en forventning om at blive korrekset siden hen.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Altså, det er jo ikke sådan, at vi overhovedet ønskede, at vi skulle stå i den her situation, tværtimod. Vi bad om en udvalgsbehandling. Det nægtede flertallet i Folketinget os efter opfordring fra ministeren. Hvis vi havde fået en udvalgsbehandling, går jeg da ud fra, at vi selvfølgelig havde fået nogle fyldestgørende svar, men det kan vi jo så ikke få. I stedet fremtvinger man nu her en afstemning om, at vi tilslutter os finanspagten, uden at have tilsendt det, som Folketinget har bedt om at få, nemlig alle de forslag, der kunne ligge fra Kommissionen. Det har den tyske forbundsdag fået, det kan det danske Folketing ikke få, før vi skal tilslutte os finanspagten. Det synes jeg da er en smule beskæmmende, hvis jeg må være så ærlig og tale lige ud.

Altså, hvad er det, kunne ministeren så ikke fortælle os helt præcis, hvorfor det er, at indholdet af det papir her hundrede procent svarer på alle vores spørgsmål? Ministeren siger, at hun ikke er bekendt med det, og at hun bare stoler på embedsmændene. Det er jo interessant, men kan det virkelig være rigtigt, er vi er i den situation, at ministeren har bedt Folketinget om at ratificere noget, selv om hun ikke har kendskab til et papir, som ligger til grund for debatten i Tyskland? Så er vi da virkelig ved at være ude på relativt meget glat is.

Ministeren.

Ja, der vil være papirer i de forskellige europæiske parlamenter, som ligger til grund for deres ratifikation, som jeg ikke har kendskab til. Det er sådan, det vil være. Og hvis hr. Villumsen er blevet skuffet over, at vi ikke har bedt Kommissionen om at udlevere alle papirer, hvori ordet finanspagt forekommer, så er jeg ked af, at den skuffelse er opstået. Jeg synes ikke, det er vores opgave. Jeg synes, det er vores opgave fra regeringens side at svare på de spørgsmål, som bliver stillet, på den måde, som vi synes vi kan stå inde for, og med det indhold, som vi mener er retvisende, og det har vi gjort.

Der er tilbage at tage to korte bemærkninger, før vi antagelig går til afstemning. Den næstsidste er fra hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg bliver mere og mere forundret for hver gang, ministeren har ordet. Det papir, vi snakker om, som tilgik den tyske Forbundsdag, giver jo et svar, som ministeren ikke kunne give den 10. maj.

Jeg skal bare lige spørge ministeren: Har det papir ligget på ministerens bord? Har ministeren læst det, eller er der nogle embedsmænd, som har læst det? For som udgangspunkt er det her papir jo svar på spørgsmål nr. 8, så det ville have været fantastisk, hvis man havde givet det svar til hr. Nikolaj Villumsen den 10. maj. Altså, har ministeren læst det papir? Har ministeren set det, eller har embedsmænd læst det eller set det?

Ministeren.

Af de oplysninger, som jeg har fået, fremgår det, at der ikke er nogen substantiel ændring i forhold til de svar, som er afgivet i det papir, som Enhedslisten ikke har ulejliget sig med at vise til Europaudvalgets formand, da man fik det i hånden. Jeg ved ikke, hvornår man har fået det i hånden; det virker, som om at man har haft kendskab til det i stykke tid, men det skal jeg slet ikke kloge mig på, for der er jo som bekendt fuldstændig frihed i det parlamentariske arbejde. Men de oplysninger, som jeg har, siger klart, at der ikke er nogen substansforandring, og vi kan fuldt ud stå inde for de svar, som er afgivet.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Nu fik jeg jo ikke noget svar på mit spørgsmål, altså om ministeren havde set det her stykke papir. Men jeg kan sige noget, som måske kan løfte sløret lidt for det, for efter at det her stykke papir har været behandlet i Tyskland, er det faktisk tilgået en arbejdsgruppe under Rådet. Så derfor må regeringen have vidst besked om det; jeg tror, at ministeren har haft kendskab til det her stykke papir. Det må ministeren da har haft, når man forhandler det i en arbejdsgruppe under Rådet. Så derfor vil jeg spørge igen: Har ministeren nogen sinde set det her stykke papir?

Ministeren.

Det spørgsmål har jeg besvaret en gang, og jeg glæder mig over tilliden til min og regeringens arbejdskapacitet, som om det er os, der personligt sidder i alle arbejdsgrupper under Rådet. Det er det ikke. Det er ikke os, der er over det hele, hverken i klonet forstand eller i personlig forstand.

Det er sådan, at vores demokratier fungerer på den måde, at der er mennesker, embedsfolk, som er ansat i ministerierne, som gør arbejdet. De papirer, de får i hånden, er ikke ét papir eller to papirer; det er hundredvis af papirer.

På baggrund af deres gennemgang af det arbejde kan de hjælpe regeringen med at skrive svar. Vi har tillid til de embedsmænd, som skriver de svar, fordi vi hverken kan eller vil læse alle papirer selv. Den tillid er hos mig fuldstændig intakt efter dagens debat, og jeg har fuld tillid til, at de svar, som jeg bliver givet, og som jeg tager et ansvar for ifølge ministeransvarlighedsloven, er i overensstemmelse med sandheden, og derfor vil jeg tilbagevise den insinuation, som jeg synes der ligger i hr. Jørgen Arbo-Bæhrs spørgsmål.

Sidste korte bemærkning til fru Mette Hjermind Dencker.

Ministeren har givet klart udtryk for, at det er helt o.k. at oversende dokumenter på fremmedsprog, så længe vi folketingsmedlemmer har muligheden for at stille spørgsmål til ministeren om det. Der vil jeg også høre, om ministeren også gerne vil have oversendt dokumenter på kinesisk, græsk, urdu eller et andet sprog uden samtidig at vedlægge en oversættelse? Kan vi folketingspolitikere se frem til det?

Ministeren.

Det skal jeg faktisk ikke kunne besvare generelt. Jeg tror ikke, jeg har været i den situation, at der har været et dokument, der har ligget til grund for et spørgsmål i Folketinget, og som har været på andet end et europæisk sprog. Jeg synes på baggrund af debatten, at det vil være helt relevant, at det forslag, som spørgeren ved siden af den nuværende spørger stillede, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt alle oversendte dokumenter skal vedhæftes en autoriseret oversættelse, herunder den måde, som udvalgene fungerer på, bliver taget op med Folketingets Præsidium. For jeg synes, det er en generel debat, snarere end det er en debat, som er knyttet specifikt til det her beslutningsforslags behandling.

Fru Mette Hjermind Dencker.

Det er venligt af ministeren, at hun gerne vil henvise os videre til Folketingets Præsidium. Så langt behøver vi dog ikke at gå, for det står i retsplejelovens § 149, stk. 2: »Dokumenter, der er affattede i fremmede sprog, skal ledsages af en oversættelse«. Hvad er det, ministeren er i tvivl om ved det her?

Ministeren.

Jeg kender ikke retsplejeloven i alle dens detaljer og heller ikke den nævnte paragraf. Jeg var heller ikke klar over, at vi var blevet bedt om at oversende en oversættelse af dokumentet. Tværtimod kan jeg konstatere, at det er lykkedes udvalgets medlemmer at stille endog særdeles mange spørgsmål til det dokument, og derfor har vi måske overfladisk og måske alt for hurtigt tilladt os at antage, at dokumentet faktisk kunne læses, da der kunne stilles spørgsmål på dansk ud fra dokumentet, og da der selvfølgelig er svaret på dansk ud fra dokumentet.

Tak til ministeren.

Jeg har selvfølgelig noteret mig diskussionen om dokumenter. Den fortsætter vi i Præsidiet. Jeg tror ikke, at retsplejeloven gælder, men vi skal have en ordentlig forretningsgang. Det skal vi være enige om, og det taler vi om.

Jeg skal i øvrigt, da jeg nu et par gange har tysset på medlemmerne, takke for den ualmindelige gode ro og orden, der generelt har været i det her forløb. Jeg tænker ikke på indholdet, jeg tænker på opførslen. (Munterhed).

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 80 (V, S, RV, SF og KF), imod stemte 27 (DF, EL og LA), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget til folketingsbeslutning er vedtaget og vil nu blive sendt til økonomi- og indenrigsministeren.