Tak for det.
Det er ikke så tit, at uddannelsesministeren skuffer mig, men jeg må sige, at den argumentation, der er lagt frem i dag, mildest talt er skuffende.
Hvis uddannelsesministeren havde siddet i opposition i dag, er jeg ikke helt sikker på, at uddannelsesministeren havde haft den samme holdning.
Uddannelsesministeren – såvel som de øvrige ordførere for venstrefløjen – ved udmærket, at grunden til, at flere universiteter ikke har gennemført de muligheder omkring selveje, der ligger i loven i dag, er, at det stort set er en umulighed.
Derfor synes jeg, at vi skulle lægge den slags til side, og når vi kommer til udvalgsbehandlingen prøve at se, hvordan vi finder fornuftige løsninger på den her problemstilling, som er ude på universiteterne, ude i virkelighedens verden, og ikke kun er et praktisk problem, men faktisk også er et økonomisk problem.
Jeg har stadig væk forhåbninger om, at også regeringspartierne vil være med til at drøfte det.
Siden universiteterne i 2003 blev selvejende institutioner, har spørgsmålet om selveje være på dagsordenen adskillige gange.
Umiddelbart skulle man jo synes, at der er en klar logik i, at hvis man har et selveje, jamen så ejer man også sine bygninger.
Den logik har man jo helt konsekvent fulgt på gymnasieområdet, og man har fulgt den på professionshøjskolerne.
Men universiteterne har altså fortsat et hængeparti på trods af tidligere tilsagn om, at den her problemstilling skulle løses, så det bliver lettere for de universiteter, der ønsker det, at overtage bygningerne.
I dag er det jo sådan – som det flere gange er blevet nævnt – at nogle universiteter ejer det meste af bygningsmassen.
Det gælder f.eks.
DTU og CBS, mens andre ejes og administreres via statens ejendomsadministration, den såkaldte SEA-ordning.
Man kan spørge, hvad problemet så er med det, for i sidste ende er det jo statens penge, der forvaltes.
Jamen problemet ude i virkelighedens verden, hvor man ved, hvad det handler om, er, at den nuværende ordning både er ufleksibel, bureaukratisk og dyr.
Det har vi ikke råd til, sådan som den økonomiske situation er i øjeblikket.
Med andre ord er der rigtig gode grunde til at ændre på det forhold, ikke mindst i betragtning af, at det økonomiske problem – som universiteterne står over for med udløbet af globaliseringsmidlerne – ikke ser ud til at blive løst, heller ikke med regeringens fremlagte 2020-plan.
Så hvis vi fremover – med universiteternes anstrengte økonomi – skal kunne leve op til målsætningen om, at 25 pct.
af alle skal have en lang videregående uddannelse, så skal der også være fleksibilitet omkring de ca.
20 pct.
af universiteternes økonomi, som omhandler bygningerne.
SEA-ordningen betyder i realiteten i dag, at bygningerne administreres i to parallelle systemer, og det siger sig selv, at det både er dyrt og forsinkende, både i forhold til opførelse af nye bygninger og renovering af de eksisterende.
Det kan tage 3-4 år at komme igennem med opførelse af nye bygninger.
Ordningen betyder desuden, at ansvaret for anlæg og ansvaret for driften er adskilt, og enhver, der har haft det mindste med bygningsadministration at gøre, vil vide, at det bare er dyrt.
Huslejen er heller ikke udsat for konkurrence, og det betyder, at det bliver dyrere.
Flere universiteter kan fremlægge eksempler på, at når de har bedt om priser på leje af bygninger ude i byen, er de cirka det halve af, hvad det koster at leje, når SEA administrerer ordningen.
Hvis vi sikrer mere fleksible muligheder for selveje for de universiteter, der ønsker det, så vil det ikke bare medføre større fleksibilitet og mindre bureaukrati, men også at universiteterne får større muligheder for at fundraise, og at de bliver mindre konjunkturfølsomme.
Selveje vil desuden indebære, at det enkelte universitet selv kan sammensætte sin bygningsportefølje i form af eje og i form af leje, og muligvis kan vi også arbejde hen imod, at man kan lave OPP-ordninger som en del af den fleksibilitet.
Med universitetsloven har vi nedsat professionelle bestyrelser og ledelser, som i den grad må føle sig sat under administration i den nuværende ordning, hvor SEA reelt har et monopol – en i alle sammenhænge usund situation.
Indtil videre er det altså heller ikke lykkedes Folketinget at skabe vished omkring universiteternes økonomi i de kommende år, og derfor kan vi se, at der som konsekvens af det også ophobes en egenkapital.
Det forslag, vi har fremsat her, skal samlet ses som en styrkelse af universiteternes autonomi, for selv om den frie forskning og forskningsbaseret undervisning selvfølgelig først og fremmest afhænger af det politiske armslængdeprincip, så har de materielle og ledelsesmæssige rammer selvfølgelig også en betydning, og som politikere bør vi alene formulere de overordnede målsætninger og de økonomiske vilkår på universiteterne.
Fra flere ordføreres side er der blevet spurgt om, hvad det vil sige, at det skal være en del af ejendomsvurderingen.
Det må vi finde frem til.
Det, beslutningsforslaget lægger op til, er jo blot, at vi pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, som indfører en ordning, der vil give større fleksibilitet mod en betaling af en andel af ejendomsvurderingen.
På gymnasierne og professionshøjskolerne kan vi se, at den har ligget omkring 50 pct.
Jeg mener ikke, at staten skal have underskud på det her, og det må vi så arbejde os frem imod.
Jeg ser meget frem til behandlingen i udvalget og håber, at vi bredt i Folketinget kan nå frem til, at universiteterne endelig kommer i mål ligesom gymnasierne og professionshøjskolerne, og at vi ikke bare holder fast i rigide ordninger, fordi det er besværligt, eller fordi det fjerner en indtægtsmulighed for staten, som staten i dag har, fordi den reelt har monopol på det her område.