Jeg vil gerne takke for den trods alt forholdsvis positive modtagelse af forslaget.
Det er helt klart, at en række ordførere har udtrykt, at der er en vilje til at se på ændringer af ordningen, og så vidt jeg har hørt mig frem til, er alle også enige om, at der bestemt er plads til forbedringer.
Det er sådan set også det, vi gerne vil opnå med det her beslutningsforslag.
Jeg er glad for ministerens positive udmelding, forstået på den måde at ministeren lægger op til en evaluering af ordningen, og den kan vi så helt klart gennemføre.
Vi har i forslaget lagt vægt på, at man igangsætter arbejdet med henblik på at komme med ændringer, så på den måde er det jo i virkeligheden meget sammenfaldende.
Med det her beslutningsforslag har vi for så vidt ikke ønsket at rejse nogen kritik af, at man i sin tid indførte den her rejsetidskompensation, eller af den måde, den fungerer på.
Den gav et kæmpe løft i servicen, da den blev indført, i og med at man kunne få kompensation ved 30 minutters forsinkelse osv.
Og den er selvfølgelig også med til at presse jernbaneoperatørerne til at yde deres allerbedste, og det synes jeg egentlig er et meget fornuftigt formål.
Jeg er også helt enig i, at meningen med det her beslutningsforslag ikke er, at vi vil gribe ind i eksisterende kontrakter.
Vi havde netop forestillet os – for det kræver trods alt et vist forberedelsesarbejde – at det kunne ske med henblik på kommende kontrakter.
Men det er klart, at der jo fra forskellig side ligger en kritik af ordningen.
Der er en dårlig koordination, bl.a.
ved tilsluttende tog og busser, som nogle har været inde på.
Der er en dårlig information om ordningen i det hele taget, mange er ikke bekendt med den.
Og der er problemer, som nogle også har nævnt, med at få udbetalt kompensationen.
Det er ligesom den kritik, vi har prøvet at samle op på, og som danner baggrund for vores forslag.
Vi synes jo, at en togbillet er at sammenligne med et hvilket som helst andet produkt, man måtte købe.
Operatøren skal jo så altså levere en ydelse, en vare, for det beløb, man har købt billetten for selvfølgelig, og en manglende levering må så udløse en eller anden form for kompensation.
Sådan skal det være, og sådan skal det også være i den kollektive trafik.
Der er det, at vi mener, at der er nogle kritiske punkter.
Ordningen gælder kun for én strækning og f.eks.
ikke ved tilsluttende rejser.
Det er nævnt som eksempel, at hvis man er 10 minutter forsinket med et tog og ikke når det næste, ja, så får man ingen kompensation, for man var kun 10 minutter forsinket med det ene tog.
Man bliver godt nok forsinket 1 time med det næste tog, men det går til tiden, så der falder ikke nogen kompensation.
Der mener vi altså, at et forslag til en ændring af ordningen er, at den skal gælde hele strækningen, hele den rejse, man køber billet til, og ikke kun fra station til station, og det skal gælde for alle operatører på en strækning.
Der er også hele ordningen med kompensation til pendlere.
Den er temmelig indviklet, og den giver – som også nogle har bemærket – anledning til problemer.
Vi har gjort en del ud af i vores bemærkninger at gøre opmærksom på det her.
Der er spørgsmålet om de aflyste tog.
Her synes vi heller ikke, det er rimeligt, at det ikke udløser en eller anden form for kompensation.
Der kan være nogle kontrolproblemer i det, det erkender vi, og det må man ligesom prøve at få nogle eksperter til at kigge på.
Det samme gælder jo, hvis pendlerne oplever, at de ikke kan få siddepladser osv.
Hvordan kontrollerer man lige det?
Man må sætte nogle kloge hoveder til at finde ud, hvordan man så gør det i praksis.
Vi mener også, at man måske kunne operere med at få en eller anden form for neutral instans, som tager stilling til de her ting.
Netop i forbindelse med, at der indimellem opstår tovtrækkeri omkring udbetalingen af kompensationen, kunne det være fornuftigt med en neutral instans, som ikke er involveret i den hændelse, der giver anledning til tovtrækkeriet, og som samtidig kan være bindeled og mægler mellem passageren og operatøren.
Vi har så lige kort vendt det med snevejret, så det vil jeg ikke gå nærmere ind på.
Vi synes, det er lidt mærkeligt, at man på forhånd kan varsle, at det nok bliver snevejr på næste onsdag, og derfor gælder rejsetidskompensationen ikke – og så udebliver snevejret i øvrigt.
S-togene er også undtaget ordningen.
Vi synes, at der er et problem med informationen.
Vi mener, der skal være en informationspligt.
Jeg nævnte før, at mange ikke kender til ordningen; ifølge de undersøgelser, der er lavet, ved 80 pct.
af passagererne faktisk ikke, hvordan de skal søge om kompensation.
Jeg har selv, før jeg blev valgt ind i Folketinget, benyttet mig af ordningen en enkelt gang, selv om jeg har været berettiget til det flere gange, men efter første gang opgav jeg.
Jeg fik godt nok mine penge hjem, men det var besværligt.
Hjemmesiden er bestemt ikke nemt tilgængelig her.
Der er efter vores mening bestemt plads til forbedringer, og vi fornemmer også, at partierne gerne vil være med til det, og det glæder os selvfølgelig utrolig meget, at vi for tredje gang i dag har fremsat et beslutningsforslag, som får bred – det ene af dem knap så bred – opbakning.