Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 58:

Forslag til folketingsbeslutning om opfordring til at trække aktstykke H af 14. marts 2012 om overtagelse af værdiforringede aktiver i FIH-koncernen tilbage fra Finansudvalget.

Af Frank Aaen (EL) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

(Fremsættelse 28.03.2012).

Forhandlingen er åbnet. Erhvervs- og vækstministeren.

Aktstykket, som Enhedslisten opfordrer regeringen til at trække tilbage, omhandler statens muligheder for at indgå aftale med FIH om at overtage en række værdiforringede aktiver efter den model, som vi er blevet enige om i forligskredsen bag bankpakkerne. FIH Erhvervsbank har en betydelig fundingudfordring i forbindelse med udløbet af de individuelle statsgarantier i 2012 og 2013, og med aktstykket og modellen heri udviser vi efter min mening både rettidig omhu og politisk handlekraft i stedet for at sætte os tilbage og afvente, om det må lykkes FIH at komme i mål med den ellers påtænkte kraftige balanceslankning.

For en sådan kraftig balanceslankning ville være forbundet med en række ulemper: Den ville bl.a. kunne svække andre pengeinstitutter, der er involveret i de samme engagementer, hvorved risikoen for staten for tab på individuelle statsgarantier og statslige kapitalindskud i de pågældende institutter ville blive forøget. Det skal så i øvrigt også bemærkes, at modellen i modsætning til, hvad der står i beslutningsforslaget, ikke forlænger statslige garantier med et stort milliardbeløb frem til udgangen af 2019. Der er således ikke nye statsgarantier involveret i modellen, og de eksisterende garantier bliver ikke forlænget. Samtidig er det vigtigt at understrege, at afviklingen af de aktiver, som Finansiel Stabilitet overtager, sker for FIH-koncernens egen regning og risiko. Så med modellen er staten ikke stillet ringere end i dag, og på den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Der er her i Folketinget igennem årene efterhånden behandlet eller diskuteret mere end 20 bankpakker, enten lovforslag, aktstykker, der vedtages i Finansudvalget, eller initiativer, som er vedtaget af Nationalbanken, der jo går ud over, hvad overskud vi måtte få fra Nationalbanken – altså mere end 20 forskellige bankpakkeinitiativer. Hvor mange flere regner ministeren med at fremsætte?

Ministeren.

Nu ved jeg godt, at der er en debat om, hvorvidt den seneste pakke er en decideret bankpakke, eller om det er det, som vi selv skitserer den som, nemlig en udviklingspakke, for det afgørende i den seneste pakke, som forligskredsen har lavet, går jo på at skabe udvikling, bl.a. i EBH og få den rekonstrueret på en måde, så den kommer tilbage til sin styrkeposition, som en bank, der servicerer og faciliterer små og mellemstore virksomheder med den nødvendige kredit, for at de kan udvikle sig. Det synes jeg på sin vis er et af de mere positive elementer igennem de seneste år.

Men når det er sagt, vil jeg gerne sige, at den række af bankpakker, der er blevet lavet, jo har haft det primære formål at undgå, at der skete en nedsmeltning af dansk erhvervsliv med den konsekvens, at der blev tabt i tusindvis af arbejdspladser, som ville være fulgt i kølvandet, hvis Folketinget ikke havde udvist politisk handlekraft. Så jeg mener, at det, der er sket med den forligskreds bag bankpakkerne, er, at det har været med til at sikre, at vi trods alt overordnet set har en sund finansiel sektor, som har kunnet sikre, at væksten i Danmark ikke led så stort et knæk som andre steder i Europa.

Hr. Frank Aaen.

Jeg har forstået, at ministeren støtter det forslag, der er lagt frem i Finansudvalget. Det gør vi ikke, men det har jeg forstået at ministeren gør, så ingen problemer med det, men jeg er uenig.

Nu spurgte jeg jo sådan set om noget, der slet ikke kom noget svar på. Hvis vi tæller op, og det er jo et svar fra ministeren selv, hvad der er kommet af aktstykker, lovforslag, initiativer fra Nationalbanken og initiativer fra ECB, altså eurobanken, for at redde bl.a. danske banker, kommer vi op på et tal, der ligger over 20. Så spørger jeg bare: Hvor mange flere initiativer af den slags kan vi regne med der kommer fra regeringen?

Ministeren.

Det kan jeg ikke give noget svar på. Det afhænger jo helt af den økonomiske og finansielle situation i Europa. Det ville efter min opfattelse være særdeles uansvarligt, hvis en regering og et Folketing lod stå til, hvis man kunne se, at Danmark blev ramt af en finansiel uro, som betød, at arbejdspladser måtte lukke, som følge af at et ansvarligt Folketing bare satte sig på halen. Derfor mener jeg, det helt afgørende er, at vi kan styre Danmark igennem den økonomiske krise, der er i Europa, på en måde, som giver færrest mulige gener for danske virksomheder og dermed for danske lønmodtageres beskæftigelse. Det er for mig helt afgørende.

Man kan jo ikke spå om fremtiden. Hvis man endelig skal sige noget, er det, at man kan se på en række indikatorer, at vi er dernede, om ikke i bunden, men i hvert fald dernede, hvor vi kan se lidt lys forude i dansk økonomi. Det er jo et positivt tegn, som forhåbentlig kan fortsætte. Det tror jeg bl.a. skyldes, at vi har haft de her bankpakker, som har kunnet sikre, at krisen ikke blev værre i Danmark, end tilfældet har været.

Tak til erhvervs- og vækstministeren. Hr. Kim Andersen som ordfører for Venstre.

I Venstre ønsker vi at medvirke til, at der er maksimal stabilitet på de finansielle markeder, og vi søger og ønsker at medvirke til at sikre så stabile vilkår som overhovedet muligt, både for indskydere og for låntagere i de forskellige institutter. Ligesådan ønsker vi, at der skal være maksimal stabilitet for såvel private som virksomheder i samarbejdet med den finansielle sektor. Det er klart, at med den krise af international karakter, vi har været udsat for, har der jo været turbulens, og det har der også været i den finansielle sektor her i landet. Der har vi fra første færd ønsket at skabe størst mulig tryghed og sikkerhed ud fra de overordnede principper, jeg lige har skitseret.

Vi kan ikke støtte det her forslag. Vi mener, at det, der er aftalt i de seneste forhandlinger ovre i Erhvervsministeriet, er fornuftigt, og at den problemstilling, der er gældende for FIH, kan håndteres som skitseret i det pågældende aktstykke. Det er altså en bevillingsmæssig hjemmel, der skal gives, idet den formelle materielle hjemmel til at foretage denne transaktion er til stede i gældende lovgivning. Vi mener, at det er en hensigtsmæssig måde at gøre det på, og der er ingen grund til at skabe fornyet usikkerhed omkring behandlingen af det aktstykke eller om FIH-situationen i det hele taget ved at trække aktstykket. Derfor kan vi ikke medvirke til at lægge stemmer til forslaget her.

Frank Aaen for en kort bemærkning.

Jeg har forstået, at Venstre også synes, det er i orden at støtte det, at vi så efterhånden er kommet op over 20 bankpakker og andre initiativer for at redde den finansielle sektor i Danmark. Det har jeg fanget. Synes Venstre så, at lovgrundlaget for, at staten køber ejendomme for 17 mia. kr., der ikke er så meget værd, at de kan sælges på det almindelige marked – det er derfor, det hedder værdiforringede – er i orden? Mener Venstre virkelig, det er i orden at give regeringen lovhjemmel til at købe værdiforringede ejendomme for 17 mia. kr. uden en egentlig lov om det i Folketinget? Er det virkelig noget, der bare kan vedtages i Finansudvalget? Er det en god måde at behandle statens finanser og statens værdier på, at man i Finansudvalget bare siger: Det er i orden, vi køber lige nogle ejendomme, de ikke kan sælge til andre?

Ordføreren.

Altså, det er jo ikke nogen god situation eller nogen god måde – for at bruge spørgerens formulering – at vi er i den situation, som vi er i. Men det er vi jo nu engang. Det er virkeligheden, det er jo den, som ansvarlige partier må forholde sig til, og det er så det, vi har forsøgt at afværge ved at have bankpakke I, bankpakke III, IV og lad os så kalde det bankpakke V også, det skal ikke skille os ad.

Det er jo et forsøg på at håndtere en situation, som bestemt ikke er optimal og bestemt ikke er tilsigtet eller ønsket. Men der er altså hjemmel i lovgivningen og i diverse pakker, og det, det drejer sig om nu, er at give en hjemmel til, at Finansiel Stabilitet kan agere på statens vegne, som det også er forudsat at Finansiel Stabilitet skal kunne gøre i forhold til de dispositioner, der er truffet omkring FIH for at undgå, at FIH-situationen får en afledt virkning, som kan få uoverskuelige konsekvenser for pengeinstitutter, men så sandelig også for virksomhederne og for arbejdspladserne her i landet.

Hr. Frank Aaen.

Der er ikke nogen hjemmel. Jeg kender ikke nogen lov, hvor der står, at staten må give 17 mia. kr. for noget, der ikke er 17 mia. kr. værd. Hvis ordføreren mener, der er sådan en lov, så vil jeg gerne høre om den, for så har jeg et par ting, jeg også gerne vil sælge. Men staten må da ikke købe ting til en pris, der er højere end det, de er værd. Det er også derfor, man går i Finansudvalget og beder om at få opbakning til det.

Men er det virkelig korrekt opfattet, at Venstre synes, det er i orden, at en så stor disposition som køb for 17 mia. kroner bare kan gennemføres ved et hemmeligt aktstykke, der i virkeligheden skulle have været vedtaget bag lukkede døre i Finansudvalget før påske? Er vi kommer så langt ud, at Venstre synes, det er i orden, at regeringen og ministeren bruger 17 mia. kr. i hemmelighed og bag lukkede døre, og at det kun er på grund af Enhedslisten, at der overhovedet kommer en debat om det her i Folketingssalen?

Ordføreren.

Jamen det er ikke rigtigt, at det er i hemmelighed og bag lukkede døre. Det her er altså en del af en aftale, som har været publiceret, efter at forligskredsen havde forhandlinger om det og besluttede det i marts på en række møder hos erhvervsministeren. Der er ingen tvivl om, at det, vi snakker om her i forhold til Finansudvalget, er at få den bevillingsmæssige dækning. Hjemmelen til at foretage transaktionen via Finansiel Stabilitet er naturligvis til stede. Men det er da ikke nogen ønskesituation. Det her er ikke noget, vi har stået på tæer for at nå frem til. Det er da noget, vi gør, fordi vi synes, det er nødvendigt, og for at begrænse nogle risici, som man ellers kunne se i horisonten.

Tak til ordføreren. Hr. Benny Engelbrecht som ordfører for Socialdemokraterne.

Det er tredje gang, vi står med et beslutningsforslag her i Folketinget, som er fremsat af Enhedslisten, og som handler om et konkret aktstykke i forbindelse med finansielle virksomheder. Jeg har sagt det ved tidligere lejligheder, men jeg vil sådan set gerne gentage det, nemlig at jeg har stor respekt for, at Enhedslisten vælger at anvende dette parlamentariske instrument til at gøre det, som jeg kan forstå er at skabe åbenhed omkring den proces, der foregår i Finansudvalget. Det er selvfølgelig rimeligt.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at Socialdemokraterne føler sig godt dækket ind af den tale, som ministeren holdt indledningsvis i forhold til beslutningsforslaget, og som sådan har jeg ikke meget at tilføje til det. Jeg synes dog på baggrund af den dialog, der var med Venstres ordfører, at jeg vil understrege, som jeg også mener ministeren gjorde det, at afviklingen af de aktiver, som Finansiel Stabilitet overtager, jo sker for FIH-koncernens egen regning og risiko, og dermed stiller den model, som vi anvender, ikke staten ringere end i dag – det er nok så væsentligt i den her sammenhæng

Så summa summarum: Som ved andre lejligheder vil jeg gerne slå fast, at Socialdemokraterne selvfølgelig bakker op om de aftaler, der er truffet i bankforligskredsen. Det gjorde vi før valget, og det gør vi naturligvis også nu, hvor vi selv har overtaget ansvaret. Jeg er stadig væk glad for, at der er en bred forligskreds, som er parat til at handle, når det er nødvendigt. Og i forbindelse med udviklingspakken og ikke mindst de aktstykker, som er fulgt deraf, har det jo tydeligt vist sig, at der har været brug for handling, og derfor bakker vi selvfølgelig også op om det.

Det betyder også, at vi ikke kan støtte Enhedslistens beslutningsforslag, og jeg skal meddele fra Det Radikale Venstres ordfører, hr. Andreas Steenberg, at Det Radikale Venstre heller ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Nu har vi altså haft mere end 20 initiativer af den ene og den anden art for at redde den finansielle sektor i Danmark. Synes Socialdemokratiet ikke, at det måske var en god idé, at man lavede et samlet forslag, hvor man i stedet for ligesom at sætte den tredje og fjerde lap oven på hinanden tog en diskussion her i Folketinget om, hvordan vi kan lave en finansiel sektor i Danmark, som er fri for spekulation, og som udelukkende tjener et behov, der er samfundsmæssigt, i stedet for bare at pumpe den finansielle sektor, som flere gange nu har vist, at den ikke kan klare selv, op?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at hr. Frank Aaen fremhæver, at det er vigtigt, at vi understøtter samfundets behov – det er jeg faktisk meget enig i. Derfor er jeg også rigtig glad for den pakke, der blev lavet tidligere på året, og som vi har valgt at kalde udviklingspakken.

Det er rigtigt, at der har været et antal bankpakker – fire styk – og den udviklingspakke, vi lavede for nylig, har nogle benævnt som den femte bankpakke. Jeg synes faktisk, at det er vigtigt at understrege, at der er en væsensforskel på en udviklingspakke, som jo er udviklende, som skaber mulighed for, at erhvervslivet kan udvikle sig, som skaber mulighed for nye arbejdspladser, og som giver adgang til en række nye faciliteter i forhold til kapitaltilførsel til små og mellemstore virksomheder, og så noget, som alene har handlet om afvikling af banker. I det her tilfælde – med det aktstykke, vi står her med nu – handler det jo heller ikke om afvikling af banker, men derimod om en forebyggelse af, at banker skal afvikles.

Hr. Frank Aaen.

Jeg kan godt forstå, at regeringen helst vil tale om alt muligt andet end det, der står i beslutningsforslaget, nemlig om det, man kalder en vækstpakke, en udviklingspakke, og hvad ved jeg. Det her drejer sig om det konkrete aktstykke, der har været til behandling i Finansudvalget, nemlig at staten skal købe for 17 mia. kr. ejendomme til en pris, der er højere end det, de er værd, fordi de ikke kan sælges på det almindelige marked. Altså, det er det, det drejer sig om. Og det er bare et led i at redde pengeinstitutter og redde pengeinstitutternes aktionærer, så de ikke taber så mange penge, men tværtimod i dag står til at få en gevinst, i forhold til da krisen var størst.

Derfor igen mit spørgsmål: I stedet for hele tiden at komme med det ene initiativ efter det andet for at redde den finansielle sektor, som den ser ud, burde regeringen så ikke komme med et udspil, der ligesom lagde op til en fundamental ændring af den finansielle sektor, så vi ikke bare kommer til den næste krise om et par år eller tre?

Ordføreren.

Nu var det jo sådan set også, fordi jeg svarede specifikt på hr. Frank Aaens tidligere spørgsmål, at jeg var nødt til at forklare om selve udviklingspakken. Jeg går ud fra, at hr. Frank Aaen har forståelse for, at ligesom dette jo ikke er det eneste aktstykke, som handler om denne udviklingspakke, så vil der også være lovforslag, der bliver fremsat. Det er jo helt normalt, når man laver større aftaler, at der er flere elementer i komplekset, og da især når man vælger at trække et lille element, nemlig et aktstykke, herned i Folketingssalen. Så må det jo nødvendigvis være sådan, at det er en del af en større sammenhæng.

Derfor pointerer jeg også bare, at der er en større sammenhæng, og at den større sammenhæng lige præcis handler om at tjene samfundets bedste, handler om at skabe arbejdspladser, handler om at skabe vækstmuligheder for nye virksomheder, for eksisterende virksomheder, som i dag har svært ved at skaffe finansiering, altså som er ramt af det, som man populært kalder for kreditklemmen. Det er en alvorlig problemstilling, og selvfølgelig skal vi gøre noget ved det, og der er dette aktstykke en lille del af den samlede pakke.

Tak til ordføreren.

Det er jo ikke første gang, vi har de her beslutningsforslag til behandling her i Folketinget fremsat af Enhedslisten. En af de væsentligste årsager til, at de bliver fremsat her i Folketinget, er tilsyneladende, at Enhedslisten jo som det eneste parti har valgt ikke at være en del af de partier, som står bag, at vi er nødt til at understøtte en stor troværdighed omkring den danske bank- og finanssektor. Det gør vi bl.a. ved at indgå alle de her aftaler om finansiel stabilitet, hvilket vi jo har gjort siden krisen desværre begyndte og også viste sit beskidte ansigt i Danmark tilbage i 2007. Det er så også det, der sker i dag.

Vi har fra politisk side, i hvert fald i Dansk Folkeparti og også i mange andre partier, sagt, at det er utrolig vigtigt, at der er stor troværdighed omkring den danske finanssektor. Det er nødvendigt, at der er troværdighed om det at sikre sine midler og det, at man tør lave indlån i bankerne, og det, at man tør låne ud i bankerne. Det er simpelt hen en af de helt store motorer og drivkræfter i det danske velfærdssamfund, altså at der også til stadighed skal være lånbar kapital til rådighed og også en stor grad af risikovillighed.

Det er det, som andre kalder rettidig omhu, og det betyder også, at vi, når vi har de her store konsekvenser af en finanskrise, også er nødt til indimellem at lave om på vores lovgivning og sætte ind med en ny lovgivning. Det er også derfor, at vi, sådan som Enhedslisten jo også pointerer, igennem de senere år har haft mange forskellige lovforslag til vedtagelse her i Folketinget. Det skyldes selvfølgelig, at der har været en del bankpakker, og det skyldes jo også som i det her tilfælde, at vi har lavet en udviklingspakke, som skal fremme initiativer, og som skal fremme, at det bliver nemmere for specielt de små og mellemstore danske erhvervsvirksomheder at få fornyet og også få nytilført lånekapital.

Derfor er det sund fornuft, synes vi i Dansk Folkeparti, at vi støtter op omkring de her initiativer. Havde Enhedslisten valgt at gøre det samme, havde de jo været med ved forhandlingerne, og de havde været med omkring bordet, så de kunne stille spørgsmålene, søge indflydelsen, få informationerne og også få en større grad af indsigt i, hvorfor det egentlig er nødvendigt, at vi bakker op omkring den danske finansverden. Det er vi altså nødt til. Og Dansk Folkeparti kan ikke anerkende, at det her beslutningsforslag skal vedtages. Vi synes, at det, som ligger til grund for hele udviklingspakken, er sund fornuft, også delelementerne omkring FIH-koncernen, som jo er baggrunden for den her drøftelse i dag.

Så på den baggrund er vi nødt til at sige nej tak. Det er det tredje forslag, vi får fra Enhedslisten, og kommer der flere af samme slags, vil jeg også gerne på forhånd allerede nu sige, at dem kan vi heller ikke støtte.

Hr. Frank Aaen.

Jamen det gør der med garanti, for jeg er sikker på, at der kommer flere udspil fra regeringen, og derfor kommer der også tilsvarende forslag. Nu har jeg hørt på lidt kritik om, at vi ikke er med i det, men helt ærligt: Hvis ikke Enhedslisten var der til at sørge for, at det kom i Folketingssalen, var der jo ikke nogen debat om det. Så ville det blive vedtaget i en lukket forligskreds bag lukkede døre her et par hundrede meter nede til højre i ministerens mødelokale, og så ville det gå derfra og til et lokale, der ligger heroppe i Finansudvalget, og blive vedtaget bag lukkede døre; og det var så det. Det er jo Enhedslisten, der sørger for, at det overhovedet kommer frem til en større offentlig debat, og ikke Dansk Folkeparti.

Jeg skal ikke stille spørgsmål her, men jeg vil bare sige: Jeg synes, at Dansk Folkeparti måske skulle koncentrere sig mere om at have omsorg for, hvad der sker ude i kommunerne med velfærden og med andre ting i samfundet, i stedet for i den grad, som vi hører det her, bare at bakke op om bankerne og om, at de skal have den hjælp, de har brug for.

Ordføreren.

Det er jo egentlig det, der er ret interessant. Hr. Frank Aaen er jo inde på det her med bankerne og velfærden, og hver gang vi får forslag her i Folketinget fra Enhedslisten, som typisk ikke er finansieret med andet end vidtløftige ønsker og vidtløftig formåen, så siger man: Vi tager bare pengene fra de rige, banditterne i habitter osv. Det er sådan det typiske. I gamle dage var det også A.P. Møller-koncernen, som godt kunne give lidt mere, og Coca Cola og alle de andre.

Men det er jo bare sådan, at med de her tiltag er vi faktisk med til at sikre, at der er en god finanssektor i Danmark. Vi er med til at sikre, at virksomhederne faktisk kan få fornyet deres lånekapital. Hvis ikke man har en ordning med, at virksomhedskreditter kan blive fornyet, er der mange virksomheder og dermed mange danske arbejdspladser, som ville komme i en ganske alvorlig kreditklemme, fordi virksomhederne simpelt hen måtte lukke virksomheden og dreje nøglen om.

Det ønsker vi ikke i Dansk Folkeparti. Vi ønsker faktisk at stimulere vores erhvervsliv, så vi er sikre på, at vi kan bevare og forsvare så mange danske arbejdspladser i Danmark som overhovedet muligt. Vi synes, at vi har mistet mange job, og at det er dybt, dybt kritisk, at vi kan se, at der har været omkring 170.000 flere job i Danmark tidligere. Men vi gør, hvad vi kan, for det nytter ikke noget bare at sætte sig ovre i et hjørne og surmule, sådan som Enhedslisten har gjort.

Hr. Frank Aaen.

Nu er der vel ikke meget surmuleri i hele tiden at komme og få en debat hernede i salen om de ting, man laver. Man må jo kunne tåle lidt kritik uden at sige, at det er surt.

Altså, det, der sker nu med bankpakkerne, er jo, at man bare genrejser den gamle finansielle sektor til fordel for aktionærerne i den finansielle sektor i stedet for at sige, at det jo gik galt, og at det gik fallit, og at man derfor gerne vil lave nogle helt andre principper for, hvordan man sikrer en ordentlig finansiel sektor i Danmark. Jeg kan ikke forstå, at Dansk Folkeparti ikke syntes, det var vigtigere at tage den principielle debat og forandre tingene i stedet for bare at genrejse det gamle, der var faldet.

Så har jeg bare noteret mig, at Dansk Folkeparti åbenbart synes, det er forkert at gå efter de multinationale selskaber, der ikke betaler skat, og andre store selskaber, der betaler for lidt i skat. Men det er jo Dansk Folkepartis valg, og det er også helt i orden, men det er ikke vores.

Ordføreren.

Jeg kan jo anbefale hr. Frank Aaen at undersøge, hvor meget der egentlig bliver betalt ind i Danmark fra multinationale virksomheders side. Det er jo faktisk så som så med den påstand – som jeg da godt kunne ønske mig at vi fik et faktatjek af – om, at de multinationale virksomheder ikke betaler skat i Danmark. Det er nemlig ikke rigtigt. Ifølge de sidste tal, jeg har set, er det faktisk sådan, at mange af de multinationale virksomheder betaler mange, mange penge i Danmark. Det er jo også sådan, at de skaber arbejdspladser og vækst i Danmark, og der er også en stor grad af momsindbetalinger i Danmark. Så den her påstand fra Enhedslisten køber vi simpelt hen ikke.

Men jeg vil gerne sige til hr. Frank Aaen og Enhedslisten: Det kunne jo godt være, at nogle af de her bankpakker havde bare en snert af fornuft i sig. Derfor er det jo, at man godt kan undre sig over, at Enhedslisten til alle de her 20 initiativer siger nej. Fra ende til anden har man jo oplevet Enhedslisten sige: Nej, nej, nej. Men når det drejer sig om at bruge penge og foreslå nye udgifter til det danske samfund, så vil man gerne være med til at bruge pengene og sige, at vi bare kan øge vores beskatning af banker, at vi kan øge aktieavancebeskatningen, at vi kan lægge priser på optioner og alt muligt andet. Men det nytter jo ikke, hvis ikke vi sikrer, at der er ansvarlig lånekapital til rådighed i Danmark, så virksomhederne kan få fornyet deres kreditter og kan få lov til at konkurrere på et åbent og redeligt marked.

Tak til ordføreren. Fru Annette Vilhelmsen som ordfører for SF.

Som der også er andre ordførere, der har sagt tidligere, er det i dag tredje gang, vi behandler et forslag om at trække et aktstykke tilbage, som Enhedslisten har fremsat. Der har været nogle forslag om at trække aktstykker tilbage, som har været forholdsvis enslydende, og de sidste to gange har det været sådan, at vi her i salen er kommet frem til, at der skulle stilles en række fornuftige krav til de banker, som er omfattet af statens ejerskabspolitik og aftalen om statsstøtte.

Aktstykket indebærer, at staten overtager en del af aktiverne fra FIH-koncernen, mens der er en anden del, der bliver inden for koncernen. I SF finder vi, at løsningen med en opdeling er en god løsning. Vi synes ikke, at staten skal være ejer af alle delene, sådan som det lyder i forslaget. Aktstykket vil desuden ikke kunne medføre nogen økonomiske tab for staten, idet der er blevet givet en ubegrænset tabskaution for koncernenen. Staten vil desuden modtage en del af et eventuelt overskud, når salget er overstået. Staten stilles med denne model altså ikke dårligere end i dag.

For SF er det essentielt, at vores små og mellemstore virksomheder klarer sig godt, og at de har gode rammevilkår. Det indebærer bl.a., at virksomhederne skal være i stand til at kunne optage lån, så de kan udvide deres forretninger. De skal være med til at fastholde job, og de skal være med til at skabe nye job til dem, der er arbejdsløse, og dermed kunne skabe vækst for Danmark. Netop derfor er vi glade for, at vi med aktstykket har sikret, at FIH igen vil kunne finansiere de små og mellemstore virksomheder.

I forhold til principperne om, hvordan staten agerer over for andre statslige selskaber, er det noget, vi kan synes meget i forhold til, men man kan ikke stille specifikke krav til beskæftigelsen, bæredygtigheden osv. i bankens udlånsarbejde. Og på baggrund af dette kan SF ikke stemme for Enhedslistens forslag.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Nu har jeg nogle gange fået at vide, at Enhedslisten bare kunne være med i kredsen, for så havde vi indflydelse og kunne være med til at stille spørgsmål. Jeg kan så forstå, at SF synes, det er vigtigt at være med, for at man kan have indflydelse på, hvad der sker. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om det er SF, der har stillet et af spørgsmålene, men jeg har spurgt ministeren, hvor mange spørgsmål man fra forligskredsens side har stillet i forbindelse med det her aktstykke, der jo i virkeligheden drejer sig om 17 milliarder skattekroner. Hvor mange spørgsmål er der fra forligskredsens side blevet stillet til regeringen, inden man sagde: O.k., det er vi med på? Der kan man se, at der er blevet stillet fem spørgsmål, som hver har fyldt mellem halvanden og to linjer, og hvorpå der er kommet nogle relativt intetsigende svar. Mener SF virkelig, at det er den måde, man skal behandle 17 mia. kr. på, altså ved at man stiller nogle bittebittesmå spørgsmål? Eller er det sådan, at man i forhandlingerne har rejst nogle flere spørgsmål?

Ordføreren.

Jeg kan på SF's vegne jo sige, at vi er i den heldige situation, at vi nu både er en del af forligskredsen, og at vi så har muligheden for at have en samtale med hr. Frank Aaen, når de her aktstykker bliver fremlagt her i salen, og det sætter jeg stor pris på. Med hensyn til antallet af spørgsmål ser jeg ikke, at der er nogen grund til at tælle spørgsmålene. Jeg så sådan set hellere, at vi fandt ud af, hvad der er blevet stillet af kvalificerede spørgsmål, og om vi har fået nogen kvalificerede svar på de her spørgsmål. Men hvis vi ikke havde fået svar på det, vi ønskede, så var vi heller ikke gået ind og havde peget på, at aktstykket blev, som det foreligger nu. Så det må simpelt hen være sådan, at der her er tale om, at det er et tillidsforhold, som hr. Frank Aaen må tro på, og der går vi rimelig kritisk og med rimelig åbent sind til de her forhandlinger. Vi stiller nogle spørgsmål, som forhåbentlig er kvalificerede, til det materiale, der er, og på den baggrund tager vi så en beslutning. Og så er det jo også dejligt, at man her får stillet nogle spørgsmål fra hr. Frank Aaens side.

Hr. Frank Aaen.

Jo, det er jo rigtigt, at jeg har stillet mere end 20 spørgsmål til det her aktstykke, så jeg er nok kommet lidt dybere ned i det. Jeg har f.eks. stillet et spørgsmål, der har handlet om, om det overhovedet er lovmedholdeligt, at man med et aktstykke i Finansudvalget for 17 mia. kr. køber ejendomme, der ikke er 17 mia. kr. værd. Jeg synes da måske, det havde været meget relevant, hvis man i forligskredsen havde stillet det spørgsmål, om det overhovedet er i orden, at skatteyderne skal købe nogle ejendomme med den risiko, der er forbundet med det, når man ikke regner med, at ejendommene er de penge værd, som man giver for dem. Så kan man sige, at der godt nok er en garanti, men sådanne garantier har det jo med at fordufte, hvis pengene fordufter. Så det er 17 mia. kr., der er forbundet med en risiko, og jeg siger bare, at jeg synes, det undrer mig, at der i forligskredsen ikke er en mere principiel debat om, hvad det er, man vil gøre med den danske finansielle sektor, ud over sådan et par relativt ydmyge spørgsmål, som der har været stillet.

Ordføreren.

Med hensyn til de forhandlinger, vi har haft med ministeren, drejer det sig jo om nogle forhandlingssamtaler, der ikke er blevet skrevet ned ord for ord, så de spørgsmål, der er blevet stillet, har været spørgsmål, der er blevet stillet for yderligere uddybning, ud over hvad der har været af forhandlingsmateriale. I forhold til hr. Frank Aaens, hvad skal vi sige, opponeren med hensyn til de 17 mia. kr. vil jeg sige, at der jo er fuldstændig faste regler for, hvordan vi kan gå ind og byde på de her ejendomme, og det vil sige, at vi ikke kan gå ind og overbyde, og at vi ikke kan gå ind og give en pris for det, som ikke er blevet vurderet korrekt. Det vil jo også være sådan, at staten, den dag vi forhåbentlig får solgt de her ejendomme igen, så vil kunne få 25 pct. af merværdien i forhold til den del af overskuddet, der kommer ind. Så jeg vil sige, at vi som stat hverken kan eller bør gå ud og agere på ejendomsmarkedet, uden at det, vi gør, er lovmedholdeligt.

Tak til ordføreren. Ifølge min liste skulle det være hr. Ole Birk Olesen, der skulle på nu. Men han er forsvundet. Hr. Brian Mikkelsen er her heller ikke. Så er det hr. Frank Aaen som ordfører for forslagsstillerne.

Som sagt i de korte bemærkninger har vi altså nu over 20 forskellige initiativer fra lovforslag, der indbefattede en statsgaranti for – jeg kan ikke huske, om det var 3.000 eller 4.000 mia. kr. – til en stribe andre initiativer, der har stillet milliarder af skatteyderkroner på spil til mulighed for at låne. Jeg tror, det sidste var 116 mia. kr., som Nationalbanken har sagt at bankerne i Danmark kan låne til en rente, der er mindre end inflationen. Det vil sige, at bankerne faktisk kan låne 116 mia. kr. ovre i vores bank og dermed sikre et mindre overskud i Nationalbanken, end det ellers ville have været til gavn for staten. Det kan man altså gøre til en pris på under inflationen, dvs. ca. 1 pct., samtidig med at man så låner pengene ud til almindelige borgere, til de virksomheder, alle taler om i dag, og de betaler så 5 pct., 6 pct., 7 pct., og samtidig ser de stigende gebyrer, og samtidig ser de, at bankansatte bliver fyret, så arbejdsløsheden i Danmark vokser.

Efter min opfattelse er det en fuldstændig urimelig måde at begunstige bankerne på, og det her er bare en del af det samlede billede, hvor man altså propper milliarder ind i bankerne og ikke stiller ret mange krav til dem overhovedet. Her gør man det altså med 17 mia. kr., man køber ejendomme for, og jeg hørte før, at de skulle købes til markedsprisen. Men det skal de jo ikke, for hvis der var en markedspris på de her ejendomme, blev de jo solgt på markedet. Det er jo netop, fordi de ikke kan sælges på markedet. Det er derfor, man kalder det værdiforringede aktiver, vi så skal købe for 17 mia. kr. og så håbe på, at pengene kommer igen. Hvis pengene så kommer igen med lidt overskud, så skal FIH Bank have 75 pct. af overskuddet. Hvorfor skal staten ikke have 100 pct. af overskuddet, når staten tager risikoen? Det er også sådan en af uforståelighederne i det forslag, der ligger her.

Jeg vil bare sige, at det, man nu gør, er dybt uansvarligt, for det er jo bare at pumpe den finansielle sektor op en gang mere, så den kan krakke en gang mere, i stedet for at sørge for at få en forandring, sådan at vi siger, at dem, der vil spekulere, har deres banker, og det må de selv om, og så har vi andre noget andet. For få år siden var det sådan, at når man havde penge, satte man dem i banken, og når man skulle bruge penge f.eks. for at købe et hus eller noget andet, gik man ned i banken, og det passende nogenlunde med indlån og udlån i den pågældende bank, og der var ikke stor risiko ved det. I stedet for er det i dag sådan, at vi har de her mastodonter, som skal låne hundredvis af milliarder ude i verden og på den måde påtvinge det danske samfund en enorm gæld. Tidligere havde vi altså banker, der var banker i stedet for spekulationsobjekter. Vi havde en realkredit, der kun sørgede for at hjælpe folk, når de skulle købe deres bolig. Hvis der var overskud, tilfaldt det i virkeligheden kunderne og ikke en eller anden bankaktionær. På tilsvarende måde var det med forsikring, livsforsikring og pensioner. Tidligere var det sådan, at det var selvejende institutioner, hvor der ikke var nogle aktionærer, der skulle tjene på det, men det var kun kunderne, der fik en fordel. Hvis f.eks. Statsanstalten for Livsforsikring, som var en statsvirksomhed, gav overskud, så var det kunderne, der fik overskuddet. Det er principper, der i virkeligheden har virket ikke bare i Danmark, men globalt set, i årtier uden store kriser og til fordel for brugerne. De, som vi har hørt man taler om i dag, hvor det var af hensyn til brugerne, havde faktisk en finansiel sektor bare for en snes år siden, som var velfungerende og billig i modsætning til det, vi har i dag, som går fra krise til krise, og hvor der er nogle aktionærer, der skal score milliardbeløb i overskud.

Det er derfor, jeg hele tiden siger, og det er også derfor, at man får forslagene ned igen: Næste gang man laver en aftale bag lukkede døre og tror, at man kan få den vedtaget bag lukkede døre oppe i Finansudvalget, så bliver det til behandling i Folketingssalen, så vi får en debat om det, og så vi ikke bare bliver ved med at pumpe milliarder i finanssektoren, men overvejer, hvordan vi kan lave en helt anderledes spekulationsfri finanssektor, der er demokratisk styret, i stedet for det, vi ser i dag, og som altså først og fremmest er fri for spekulation og sørger for at dække de behov, der måtte være. Det er jo det, der er brug for. Det er den principielle diskussion, vi har brug for, i stedet for bare at fortsætte med 24, 25, 26, 27 eller hvor mange bankpakker, vi nu når op på.

Tak til hr. Frank Aaen. Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Der var såmænd ikke noget nyt fra østfronten, må man sige. Det er jo den sædvanlige tale, som vi har fået ved de to andre beslutningsforslag af samme karakter, B 43 og B 45, som vi har haft i februar og marts. Men i forhold til alle de her forskellige bankaftaler og vækstaftaler, som vi jo har indgået, og som Enhedslisten opponerer så kraftigt imod, kunne ordføreren ikke prøve at beskrive, om der ikke er nogle af de initiativer, som Enhedslisten i det mindste godt vil bifalde ud fra en betragtning om, at de har sikret stabilitet i Danmark, og de har sikret job i Danmark, og de faktisk også ser ud til at skabe endnu flere job i Danmark. Bare den seneste vækstpakke her er jo også med til at generere flere job i Danmark. Anerkender Enhedslisten ikke, at det faktisk også har haft betydning – det lyder lidt, som om det er en ulejlighed, at vi har lovforslag her i salen om bankpakker – at vi har sikret mange danske små og mellemstore virksomheder bedre kreditmuligheder og dermed også har kunnet sikre en bedre konkurrenceevne og dermed også har kunnet sikre job i Danmark? Anerkender Enhedslisten ikke det?

Ordføreren.

Nej, det gør vi ikke. Hvis det var sådan, at man ville sikre midler til udvikling i Udkantsdanmark, kunne man jo sørge for, at der var en statsbank, der gav penge til udviklingen i Udkantsdanmark. Det, man gør nu her, er, at man lader pengene gå omvejen omkring Danske Bank lige herhenne om hjørnet, og så er det Danske Bank, der bestemmer, om der skal gives penge til det ene eller til det andet, altså om man vil finansiere en udvikling. De siger mærkværdigvis nok nej, fordi de har mere travlt med at tænke på deres egne aktionærer, end de har travlt med at tænke på dem, der bor i Udkantsdanmark.

Derfor er vi fuldstændig imod den model at lade pengene gå via bankerne, fordi bankerne altså ikke tænker på samfundet, men tænker på aktionærerne. Hvis man har behov – og det har vi, det ved jeg ikke om Dansk Folkeparti har, men vi har i hvert fald – for at sikre udvikling i Udkantsdanmark, så skal man gøre noget, der er målrettet mod Udkantsdanmark i stedet for at sende dem via Danske Bank. Så enkelt er det.

Lad mig bare give det mest ekstreme eksempel, der har været i nyere tid, altså inden for 14 dage. Det var, at ECB, altså Den Europæiske Centralbank, sagde til bankerne, at de kunne låne 4.000 mia. kr. til 1 pct. i rente. Og det var for at hjælpe Italien, hvorefter bankerne så købte italienske statsobligationer til 3 pct. og tjente 2 pct. helt gratis. Det er jo vanvid at sende pengene via bankerne. Hvis man vil hjælpe Italien og købe statsobligationer, skal man da gøre det direkte.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Nu ved vi jo godt, at det tidligere også har stået i Enhedslistens kampprogram, at vi skal nedlægge det danske politi, fordi det jo bare er højrefløjens forlængede arm. Enhedslisten går også ind for at nedlægge forsvaret, vores militær. Enhedslisten går også ind for at nedlægge vores frie, kommercielle bankvæsen; man ønsker en statsbank.

Jeg synes, det er rart, at vælgerne har et kendskab til de vilkår, der hersker i et parti, som jo er regeringens ubetingede støtteparti. Det er jo sådan set det, der er en kendsgerning, det faktuelle. Hr. Frank Aaen står jo her og taler for en statsbank, og det er absolut ikke en god medicin for et samfund som det danske. Det skulle jeg hilse og sige. Vi har faktisk behov for, at der findes kommercielle banker i Danmark. Og så ved vi godt, at banker også tjener penge på at låne penge ud. Det er logik; det er selvfølgelig en helt klar konsekvens af, at vi har frie markedsmekanismer og fri markedsdannelse i et åbent, demokratisk samfund.

Men ordføreren glemmer fuldstændig, at ved at Enhedslisten helt bevidst, culpøst og helhjertet har sagt, at man ikke ønsker at støtte nogle af de her bankinitiativer for at understøtte en sund økonomi i Danmark, så er det jo med til at sikre, at mange danske arbejdspladser reelt går fløjten. Og det synes jeg måske ordføreren skulle prøve at reflektere lidt over, næste gang ordføreren måtte komme ned med et lignende beslutningsforslag.

Ordføreren.

Nu snakker Dansk Folkeparti meget om frie banker. Jamen så lad dem da være frie. Det er helt fint med mig. Lad dem da være frie – også fri for statsstøtte. Altså, hvorfor skal staten støtte frie banker og dermed frie bankers aktionærer? Det kan jeg ikke forstå at Dansk Folkeparti skulle mene. Men man mener jo åbenbart, at frie banker betyder, at de skal have statsstøtte, når de er kommet ud i problemer. Vi synes, de skal være helt frie. De skal bare passe sig selv. Og så skal vi sørge for, at samfundet har nogle andelskasser eller nogle sparekasser eller for den sags skyld en statsejet bank, som kan varetage de ting, vi har behov for, og kun det, vi har behov for. Det er jo forskellen, synes jeg.

Så vil jeg sige noget om det der med, at vi skal låne private banker en masse penge til 1 pct., hvorefter de kan låne dem ud til forbrugerne til 5 pct. eller 6 pct. eller 8 pct. På den måde giver vi dem en statsgaranteret profit, og det mener jeg er svineri med penge. Dem vil jeg da hellere bruge til noget andet.

Tak til hr. Frank Aaen. Erhvervs- og vækstministeren.

Når jeg tager ordet, er det ikke for at indlede en polemik med forslagsstillerne, men blot lige for at korrigere et par faktuelle misforståelser. Der er ikke tale om, at et flertal i Folketinget hælder milliarder i bankerne. Selv om man kan være politisk uenig, tror jeg ikke, der er et parti i Folketinget, der kunne forestille sig, at man skulle hælde penge i en privat virksomhed for at støtte den. Faktum er, at de øvelser, der har været foretaget med de forskellige bankpakker, har betydet, at samfundet har hjulpet en række virksomheder og husholdninger igennem krisen. Men på en måde, så skatteborgerne til dato har fået en merindtægt på 9 mia. kr. Det er det ene.

Det andet, jeg lige vil sige, det er i forhold til overtagelsen af de såkaldt værdiforringede aktiver fra FIH Erhvervsbank. Når det er vigtigt at understrege, at det foregår til en anslået markedsværdi, så er det, fordi at fakta er sådan, og alt andet ville også være i strid med reglerne for statsstøtte. Derfor vil jeg blot slå fast, at overtagelsen sker til den anslåede markedsværdi, og når det er en anslået markedsværdi, så er det da korrekt, at den kan anslås forkert. Skulle det med tiden vise sig, at det er anslået forkert, så har staten garderet sig ved, at der er en ubegrænset tabskaution. Det vil sige, at hvis det viser sig, at markedsværdien er sat for højt, så vil FIH dække tabet. Viser det sig, at den er sat for lavt, eller at Finansiel Stabilitet er nogle dygtige handelsfolk, som kan sælge produkterne videre med gevinst, så får man en del af den såkaldte upside.

På den måde har staten sikret sig at man ikke er stillet ringere end med de nuværende betingelser. Tværtimod er sandsynligheden for, at man er stillet bedre, inden for rækkevidde. Det synes jeg er dygtigt og ansvarligt gjort af et flertal i Folketinget.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Jeg bare sige, at hvis det var så god en forretning, som der bliver sagt, hvorfor er der så ikke nogle private, der tager den? Så ville det jo være helt enkelt. Så kunne man bare sælge det til en privat. Men her er staten nødt til at gå ind, og det viser jo i sig selv, at der er et problem og dermed også en risiko.

Hvad angår det med, om der er tjent eller tabt penge, vil jeg sige, at når Nationalbanken låner 116 mia. kr. ud til bankerne til 1 pct. i rente, og inflationen er 2 pct., så mister man 1 pct. af beløbet om året, og det er 11 mia. kr. Når man så oven i købet sælger pengene videre til forbrugerne og virksomhederne i Danmark til 5 pct. eller 6 pct., så mangedobles bankernes gevinst på Nationalbankens bekostning. Det er man nødt til at tage med. Og det fine regnestykke med, at bankpakkerne giver overskud, skyldes kun en ting, og det er, at man ser bort fra, at bankerne, når de f.eks. betaler en rente til staten – og det er jeg med på at de gør – trækker den fra i deres overskud og dermed sparer skat. Så når skattefordelen medregnes, er der et milliardunderskud på bankpakkerne. Sådan er det.

Ministeren.

Jeg vil godt sige, at det er en meget principiel debat, for det svarer til, at Enhedslisten mener, at det ikke skal være tilladt for virksomheder – uanset om de sælger penge eller møbler – at tjene på deres produkter. For virkeligheden er jo, at hvis man har en vare, man sælger, så sælger man den forhåbentlig til en lidt større pris, end man har givet for den. Det er jo derfor, man har en forretning. Og det er sådan, at hvis en møbelvirksomhed har nogle udgifter, så trækker man dem fra. Hvis et finansielt institut har udgifter, så trækker man dem fra. Der er ikke lavet nogen som helst særstilling i forhold til den finansielle sektor. De følger fuldstændig gældende afskrivningsregler. Det er bare lige for, at vi har fakta på plads. Man kan godt have en politisk diskussion – og den er foregået helt fint blandt partierne, synes jeg – men virkeligheden er altså, at afskrivningsreglerne er ens, uanset hvilken virksomhedstype man har.

Hr. Frank Aaen.

Det anfægter jeg ikke et sekund. Jeg synes bare, man skal tage med i regnskabet, at når man tæller indtægterne fra bankerne med – og det gør ministeren jo hver gang, jeg får et notat på det her punkt – så glemmer man at trække udgifterne fra, nemlig f.eks. det skattetab, der samtidig sker. Det synes jeg da bare, man skal tage med. Virksomhederne må gerne tjene penge. Det er jo en del af vores samfund. De køber noget og sælger noget, og kan de få en fortjeneste, så får de det. Men her er det jo staten, der låner dem pengene, og det er jo derfor, jeg stiller spørgsmålet, om staten skal låne en virksomhed penge, som den ikke kan låne andre steder. Skal vi det? Er det statens opgave at låne banker penge til en rente, de ellers ikke kan opnå, bare for at de kan tjene nogle milliarder med statsgaranti? Det plejer der ikke at være flertal for her i Folketinget.

Ministeren.

Jeg tror, at det om ikke andet, så for dem, der lytter, er vigtigt, at man lige forstår, at grunden til, at vi overhovedet har været igennem den her situation med de mange bankpakker, jo sådan set har været, at bankerne ikke har kunnet låne penge til at opretholde deres virksomhed. Så kunne vi måske have sagt, at vi var ligeglade med, om den finansielle sektor kunne låne penge på de udenlandske fundingmarkeder, og at det så måtte betyde, at virksomheder, store som små, måtte lukke, og at man skulle sende tusindvis af danske lønmodtagere ud i arbejdsløshed. Det ville jeg personlig synes ville være temmelig uansvarligt. Derfor har vi sagt, at det er bedre, at vi gør det på en måde, så vi kan stille kreditfaciliteter til rådighed, men på en måde, så det også er samfundsøkonomisk forsvarligt. Og det, jeg blot gør opmærksom på, er, at det faktisk har vist sig til dato at have givet et provenu til staten på godt 9 mia. kr.

Tak til ministeren. Hr. Kim Andersen.

Jeg skal ikke forlænge debatten her i anden runde. Jeg skal bare gøre en forsømmelse god igen. Jeg havde lovet den konservative ordfører, hr. Brian Mikkelsen, at sige, at De Konservative har den samme indstilling som Venstre og ikke kan støtte forslaget. Det glemte jeg, men det er hermed sagt, og så håber jeg, at hr. Brian Mikkelsen tilgiver mig.

Det håber jeg så sandelig også her fra talerstolen.

Hr. Ole Birk Olesen, der ikke nåede det i første omgang, får chancen nu.

Det er heller ikke for at trække debatten i langdrag, men jeg missede min første mulighed for at sige noget på talerstolen, så jeg vil gøre det nu.

Liberal Alliance er imod beslutningsforslaget fra Enhedslisten. Det er ikke, fordi vi elsker bankpakker, det er ikke, fordi vi elsker, at bankerne er en støttet branche i Danmark, men vi har jo i en situation, hvor vi mente, at verden nærmest stod for fald, og hvor Danmark i hvert fald var under et voldsomt pres, valgt at gå ind i nogle bankpakker. Og for at redde de penge, som den danske stat har ude at flyde, kan det indimellem være nødvendigt at gøre nogle ting for at optræde som en rationel kreditor, for at de penge ikke skal gå tabt. Det her handler om at sørge for, at danske skatteydere ikke taber penge, som den danske stat har ude at flyde. Derfor støtter vi aktstykket og går imod Enhedslistens beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Frank Aaen i anden omgang.

Det er jo meget interessant, at når Liberal Alliance står over for sociale problemer eller kommuner, der ikke har penge nok, er man benhård, så skal der ikke gives så meget som en ekstra krone til velfærd eller til at hjælpe folk; kun når det er banker, er det vigtigt at hjælpe. Jeg skal ikke prøve at gætte på, hvorfor Liberal Alliance har den tankegang, at banker er vigtigere end almindelige mennesker, men det er så åbenbart Liberal Alliances synspunkt.

Så vil jeg bare sige til ministeren, at vi aldrig nogensinde har sagt, at man bare skal lade tingene sejle, og at arbejdspladser skal lukke. Vi har bare sagt, at vi synes, at man skal hjælpe den økonomiske udvikling i Danmark på en måde, som ikke primært hjælper aktionærerne i bankerne, men hjælper de mennesker, der har brug for at have et velfungerende finansielt system, når de f.eks. skal udbygge deres virksomhed. Vi har hele tiden stillet forslag om at gøre det på en anden måde og aldrig bare været ligeglade.

Tak til ordføreren.

Jeg tror ikke, at der er flere, der har bedt om ordet, og det er der heller ikke. Derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.