Det beslutningsforslag fra Liberal Alliance, som vi nu skal behandle, vil grundlæggende øge uligheden, mindske arbejdsudbuddet og slå hul i samfundets fælles kasse.
Det er ikke ligefrem god medicin for det danske samfund, især ikke set i lyset af den svære økonomiske situation, som Danmark står i, hvor vi for alvor har brug for at få skabt arbejdspladser ved at sætte gang i væksten i den private sektor.
Liberal Alliances forslag går konkret ud på at give ægtefæller og registrerede partnere mulighed for at overføre bundfradraget for topskat mellem sig.
Det betyder, at bruger den ene af parterne ikke hele sit bundfradrag, kan det overføres til den anden part, som derved får mulighed for at tjene endnu flere penge, før der skal betales topskat af indkomsten.
Forslaget vil med andre ord indebære en skattelettelse, som kun vil være til fordel for de familier, der i forvejen har relativt høje indkomster.
Forslaget vil derfor bidrage til at øge uligheden i det danske samfund.
Det vil vi hos Socialdemokraterne ikke støtte.
Gennem 10 år har vi set reformer og pakker, der øgede uligheden i Danmark ved at give ufinansierede skattelettelser til dem, der har mest.
Den fremgangsmåde bruger vi ikke i den nye regering.
Vi vil sikre en mere social balance i vores skattesystem.
Forslaget øger ikke alene uligheden, men vil også mindske arbejdsudbuddet.
Det skyldes, at muligheden for at overføre bundfradraget fra den ægtefælle eller partner med den laveste indkomst vil mindske tilskyndelsen for personen til at blive på arbejdsmarkedet eller måske også tilskyndelsen til i fremtiden at blive en del af arbejdsmarkedet.
Det er hverken holdbart nu eller på længere sigt.
Vi ved nemlig, at arbejdsudbuddet skal øges, fordi Danmark om få år kommer til at mangle arbejdskraft.
Det kan godt virke lidt underligt nu her, hvor vi har så mange arbejdsløse, men det er altså en udfordring på længere sigt.
Derfor skal vi ikke gennemføre tiltag, der vil mindske arbejdsudbuddet.
Vi skal tværtimod gøre, hvad vi kan, for at øge arbejdsudbuddet.
For Socialdemokraterne er det derfor helt afgørende, at vores skattesystem er skruet sådan sammen, at det bedre kan betale sig at arbejde for almindelige lønmodtagere.
Det er på Liberal Alliances opfordring, at vi i dag diskuterer rimeligheden i at lade ægtefæller og registrerede partnere overføre bundfradrag for topskat mellem sig.
Derfor undrer det mig også, at Liberal Alliance alene konstaterer, at forslaget vil have en negativ provenuvirkning.
Jeg mener, at når man gerne vil købe en vare, skal man også kende dens pris og finde ud af, hvordan man får råd til den.
Den logik gælder tilsyneladende ikke for Liberal Alliance, hvor man alene udpeger det, man gerne vil have, og så må regeringen ellers betale regningen og finde finansieringen.
Skatteministeriet har beregnet det samlede provenutab ved forslaget til at være 2,8 mia.
kr.
Nu kender vi altså prisen på det her forslag, Liberal Alliance gerne vil have gennemført, men vi aner stadig intet om, hvor de 2,8 mia.
kr.
skal komme fra.
Som så mange gange før, vil jeg spørge:
Hvor vil Liberal Alliance skære ned i vores fælles velfærd?
For mig at se er det dybt useriøst at fremsætte et forslag uden samtidig at have gjort sig den mindste overvejelse om, hvor pengene skal komme fra.
Frem for at give danskerne ufinansierede skattelettelser arbejder vi i regeringen ud fra et forsigtighedsprincip.
Det betyder, at vi – modsat Liberal Alliance – anviser, hvor pengene skal komme fra, når vi fremsætter lovforslag.
Det er økonomisk ansvarlig regeringsførelse, og derfor vil den kommende skattereform også være fuldt finansieret.
Regeringen vil gerne lette indkomstskatten, men det skal ske på en socialt afbalanceret måde, så almindelige lønmodtagere får mere ud af at arbejde.
Det vil øge arbejdsudbuddet, og det er det, Danmark har brug for i de kommende år.
Afsluttende vil jeg sige, at Socialdemokraterne ikke kan støtte forslaget.
Det er ufinansieret, det mindsker arbejdsudbuddet, det bidrager til at øge uligheden, og så slår det et kæmpe, kæmpe hul i samfundets fælles kasse – derfor kan vi ikke støtte forslaget.