Til det sidste kan jeg da i hvert fald sige, at da jeg kom i Folketinget i 2005, var det et fast tilbagevendende element i Venstre og Konservatives ordførertaler at påpege, at alle de problemer, der eksisterede og ikke var løst, skyldtes den tidligere regering.
Jeg synes selv, det bliver lidt kedsommeligt, hvis vi skal blive ved med det de næste 5 år, så derfor er det da min opfattelse, at den nuværende regering og det nuværende flertal inden for de næste 3-4 år skal løse de problemer, som den gamle regering har skabt, så vi, når der er gået 5 år, ikke behøver at henvise til de ulykker, som VK-regeringen gennemførte.
Men ellers må jeg jo nok alligevel sige, at jeg et eller andet sted håber, at der er rigtig mange landmænd, der lytter til den her debat, for det må alligevel være spændende at opleve, at efter 10 år, hvor landbrugets eget parti har siddet på posten som fødevareminister, står man i den situation, at man har nogle enormt store problemer i forhold til generationsskifte, og landbruget befinder sig på mange måder i en grundlæggende krise.
Jeg siger jo ikke, at det entydigt er den tidligere regerings ansvar, at det er gået så galt, men det er dog alligevel forbløffende, at en udfordring, som 10 års Venstreministre ikke kunne løse, mener man så at kunne fikse med det her – og jeg er sådan set enig med dem, der har sagt det – lille og formentlig uskadelige beslutningsforslag.
Det synes jeg er ret fantastisk.
Det bliver endnu mere fantastisk, når man så diskuterer, om der findes nogle alternative finansieringsmåder for unge landmænd.
Venstre siger så:
Nej, det gør der ikke.
Men hvordan kan det så være, at Venstre har medvirket til samtlige de bankpakker, der er gennemført, og har medvirket i forhold til de her vækstkautioner – og altså har været med til at lave en lang række løsninger i forhold til at sikre bankernes overlevelse – uden at man har været i stand til at sikre, at unge landmænd, der ønsker at etablere sig, kan låne penge på ordentlige vilkår?
Det synes jeg da er en falliterklæring.
Man kan sige, at Venstre deler den sidste falliterklæring med Folketingets øvrige partier med undtagelse af Enhedslisten, fordi alle de partier har været med i det her, men det bliver det jo ikke bedre af.
Efter Enhedslistens opfattelse ville det være en helt oplagt opgave at få løst den udfordring, der handler om, at vi skal sikre, at nye unge landmænd – i fællesskab med andre unge landmænd – kan etablere sig alene eller for den sags skyld i nogle ejerformer, hvor de ejer landbrugene sammen med andre, som ikke direkte er landmænd, men på anden måde kan være involveret og interesseret i produktionen.
Vi tror bare ikke, at det er nok – som hr.
Henrik Høegh sagde tidligere i dag – at sikre, at det er lovligt at gøre det.
Man er nok også nødt til at skabe nogle finansielle rammer, der gør, at det kan lade sig gøre.
Derfor har Enhedslisten tidligere foreslået etablering af en jordbrugerfond, som kunne være et sådant element i at sikre etablering.
Vi kunne også overveje, at man gennemførte nogle særlige ordninger i forhold generationsskifte.
Men jeg må indrømme, at i modsætning til hr.
Erling Bonnesen, der sådan set formulerede Venstres politik meget præcist – nemlig at det handlede om at gøre det, landbruget bad om – så har jeg faktisk den opfattelse, at vi skal etablere nogle ordninger, der fører landbruget i den retning, som vi samfundsmæssigt synes det skal gå i.
Og det er selvfølgelig derfor, at hvis man etablerer en jordbrugerfond med den klare målsætning at understøtte omstilling til økologi, og hvis man etablerer generationsskifteordninger med den klare målsætning at omstille til økologi, så har det efter Enhedslistens mening et rigtigt perspektiv, nemlig et fremadrettet perspektiv.
Lad mig bare sige, at hvis det var sådan, at det var forslag af den slags, Venstre kom med, og som vi derfor kunne sikre flertal for her i Folketingssalen – også selv om vi gjorde det før den her berømte natur- og landbrugskommission er færdig med sit arbejde – så gjorde vi gerne det, for Enhedslisten er kommet med en lang række forslag, som jeg mener har den kvalitet, der gør, at de kan vedtages i morgen, og for min skyld kunne Venstre da godt korrigere lidt i det, hvis det var det, der skulle til.
Men jeg må sige, at når det, man kommer med, er så visionsløst og perspektivløst, som det, der ligger her i dag, så føler vi os i Enhedslisten langt mere trygge ved at afvente, at der kommer et resultat fra Natur- og landbrugskommissionen, der bl.a.
går ind og kigger på finansiering, strukturforhold, ejerformer, ejerskifte og generationsskifte, men med en særlig fremhævelse i forhold til økologi.
Vi tror sådan set, at vi kan lave bedre aftaler med regeringen, når den rapport foreligger, end man er i stand til at lave med Venstre på nuværende tidspunkt.