Tak for det.
Det glæder mig meget at høre europaministerens tale, naturligvis primært fordi jeg er enig med ministeren, men også fordi det må være lykkedes for ministeren at få overbevist sin ministerkollega i Udenrigsministeriet om, at Europaudvalget skal bevares.
Udenrigsminister Villy Søvndal har jo tidligere stillet forslag om, at det skulle nedlægges, men jeg håber, at man på det her punkt er enige i regeringen.
Det er jo igen et eksempel på, hvordan perspektiver kan ændre sig, når man sådan skifter fra opposition til regering og rammes af virkeligheden.
En anden begivenhed her i ugens løb, som har glædet mig, var, da Europa-Kommissionen i onsdags modtog et såkaldt gult kort i forbindelse med Monti II-forslaget.
Det er et forslag, som risikerede at påvirke den måde, som vi løser arbejdskonflikter på bl.a.
i Danmark.
Det er første gang man har brugt den mulighed for at sende et forslag tilbage, og det er en mulighed, som vi har fået gennem Lissabontraktaten.
Det viser jo, at de nationale parlamenter
kan
spille en rolle, og det viser, at Europaudvalget er i god og nyttig kontakt med de andre parlamenter i EU.
Hvis man skal anlægge en positiv tilgang – og det skal man jo – til dagens beslutningsforslag fra Liberal Alliance, er det, at det er en god lejlighed til at reflektere over, om vi griber arbejdet i Folketingets Europaudvalg hensigtsmæssigt an.
Men hvis man ser det i en lidt større sammenhæng, er der noget, der tyder på, at Liberal Alliance snarere jagter Enhedslistens rekord i at fremsætte beslutningsforslag, man på forhånd ved ikke vil føre til så meget.
Men det er fredag, solen skinner, og jeg ser naturligvis beslutningsforslaget som et oprigtigt ønske om at få en debat om den demokratiske proces her i huset.
I Folketinget arbejder vi ud fra en model, hvor Europaudvalget er omdrejningspunktet for den parlamentariske kontrol med den politik, regeringen fører på vegne af Danmark i EU.
I Venstre mener vi, at den model er god, den er solid, og den passer godt til de danske forhold.
Så derfor vil vi også stemme imod forslaget – for god ordens skyld.
Et af argumenterne for forslagsstillerne er, at det vil styrke den parlamentariske kontrol med afgivelsen af forhandlingsmandater til regeringen, hvis disse mandater gives her i salen.
En drøftelse her vil også give bedre debatmuligheder og større inddragelse af fagudvalgenes ordførere, hedder det.
Og der er ikke nogen tvivl om, at det er vigtigt, at partierne inddrager deres respektive fagordførere, inden der tages stilling til mandatafgivelsen.
Sådan gør vi i Venstre, og det er egentlig min opfattelse, at man også gør sådan i Liberal Alliance.
Selvfølgelig kan man altid ønske sig en større inddragelse af fagudvalgene, og det er Venstre meget indstillet på at arbejde for, men det er jo ikke det, forslaget handler om.
Det er også vigtigt, at vi sikrer muligheden for en god debat om de forhandlingsmandater, regeringen beder Folketinget om.
En sådan debat har nu engang bedre betingelser i Europaudvalget, end den har her i Folketingssalen.
Ministrenes mulighed for at tale udenom er mindre, og risikoen for, at spørgsmål ikke bliver fyldestgørende besvaret, er mindre, simpelt hen fordi vi i Europaudvalget ikke er begrænset i antallet af spørgsmål til ministrene inden for det samme emne, sådan som vi er det her i salen.
Debatformen her er ganske enkelt ikke lige så velegnet til den type diskussioner, som den er i det mindre forum i Europaudvalget.
Så kan der jo være noget om, at der her i salen er plads til alle Folketingets 179 medlemmer, og derfor kan man få engageret flere i debatten.
Det er jo en temmelig teoretisk betragtning, kan man se ved at kigge rundt, for der er trods alt 29 medlemmer af Europaudvalget, og det er jo nogle flere, end vi er i salen nu, inklusive tilhørere.
Begge fora er offentligt tilgængelige, så det er måske mere hensigtsmæssigt at have et lille frem for et stort mødelokale.
Som de fleste medlemmer af Europaudvalget har oplevet, kan udvalgets møder godt trække en anelse ud, og det vil det nok også gøre i dag.
Vi behandler komplicerede problemstillinger, og det tager tid.
Hvis vi flytter det ind i Folketingssalen, risikerer vi, at der ikke er tid og der ikke er plads til ordentlig fordybelse.
Og selv om det kan virke tillokkende at afkorte nogle af de drøftelser, vi har i udvalget, vil det give os dårligere mulighed for at behandle sagerne ordentligt, og det vil svække regeringens forhandlingsposition over for vores EU-partnere.
Det er der ikke nogen der kan være tjent med, uanset hvad vi i øvrigt måtte mene om regeringen eller EU-samarbejdet for den sags skyld.
Venstres konklusion er derfor, at vi bevarer den eksisterende model med et Europaudvalg, der skal godkende regeringens forhandlingsmandater, inden ministrene deltager i møder med deres kolleger fra det øvrige EU.
Det er i øvrigt en model, som efterspørges og efterlignes i en række andre europæiske lande, og når nu de andre er så imponerede over den danske model, er det ærlig talt grotesk, at vi står her og diskuterer, hvorvidt vi skal nedlægge den.
Så Venstre støtter europaministerens opfordring til at forkaste dagens beslutningsforslag fra Liberal Alliance.
Tak for ordet.