Tak for det, formand.
Med beslutningsforslaget foreslås det, at regeringen inden udgangen af 2012 pålægges at fremsætte et lovforslag, der afskaffer den såkaldte sommerhusregel.
Efter denne regel kræver det tilladelse fra Justitsministeriet, før udlændinge kan få lov til at købe sommerhuse i Danmark.
Forslagsstillerne har begrundet forslaget med, at reglerne om udlændinges erhvervelse af sommerhuse i Danmark er utidssvarende og en beklagelig afvigelse i forhold til Danmarks frihandelstradition.
Forslagsstillerne anfører også, at en afskaffelse af forbeholdet vil bidrage til ny dynamik på boligområdet, sætte gang i vækst og beskæftigelse og skabe mulighed for omsætning i lokalsamfundet, herunder yderområderne.
Samtidig anfører forslagsstillerne, at reglerne bør afskaffes nu, mens priserne på sommerhuse er i bund.
Lad mig starte med at slå fast, at regeringen er enig med forslagsstillerne i, at der skal skabes arbejdspladser og vækst i Danmark.
Det er naturligvis også væsentligt for regeringen, at der i Danmarks yderområder sker en positiv udvikling gennem vækst, uddannelsesmuligheder og kulturtilbud.
Regeringen er ikke enig i, at disse mål nås gennem en afskaffelse af sommerhusreglen, sådan som forslagsstillerne ønsker det.
Inden jeg redegør for regeringens nærmere holdning til emnet, vil jeg kort beskrive reglerne på området.
Den såkaldte sommerhusregel følger af lov om erhvervelse af fast ejendom, også kaldet erhvervelsesloven.
Den oprindelige erhvervelseslov blev vedtaget den 23.
december 1959 og går altså lang tid tilbage.
Efter erhvervelsesloven skal personer, der ikke har bopæl i Danmark, have Justitsministeriets tilladelse til at erhverve fast ejendom her i landet.
Dette gælder dog ikke personer, der tidligere har haft bopæl i Danmark i en periode på i alt 5 år.
Loven omfatter både helårsboliger og fritidsboliger.
Det afgørende for, om erhvervelsesloven kommer i spil, er altså ikke en persons nationalitet, men derimod vedkommendes nuværende eller tidligere bopæl.
Det betyder med andre ord, at også udlændinge, som har bopæl i Danmark eller tidligere har boet her i mindst 5 år, frit kan erhverve fast ejendom uden at skulle indhente Justitsministeriets tilladelse.
Det gælder for både helårsboliger og fritidsboliger.
Når det handler om personer, som ikke har bopæl i Danmark, eller som ikke tidligere har boet her i mindst 5 år, giver Justitsministeriet efter fast praksis kun tilladelse til erhvervelse af en fritidsbolig, hvis ansøgeren har en ganske særlig stærk tilknytning til Danmark.
Som eksempler på de tilknytningsmomenter, der indgår i en samlet bedømmelse af, om der er den nødvendige tilknytning til Danmark, kan jeg bl.a.
nævne tidligere ophold i Danmark, særlig familiemæssig tilknytning til Danmark, særlig erhvervsmæssig tilknytning til Danmark, særlig kulturel tilknytning til Danmark, særlig økonomisk tilknytning til Danmark og speciel tilknytning til den ejendom, der ønskes erhvervet.
Justitsministeriet foretager selvfølgelig en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, når der træffes afgørelse om tilladelse til køb af en ejendom.
Praksis i sager om udlændinges erhvervelse af fast ejendom, når det gælder helårsboliger, er anderledes lempelig.
Her kræves ikke, at ansøgerne har en ganske særlig stærk tilknytning til Danmark.
Det er normalt tilstrækkeligt, at ansøgeren dokumenterer, at han eller hun har lovligt ophold i Danmark og vil anvende ejendommen som helårsbolig.
Der er endvidere i den såkaldte erhvervelsesbekendtgørelse fastsat nogle særlige regler for EU- og EØS-borgere.
EU- og EØS-borgere kan efter disse regler erhverve fast ejendom i Danmark uden Justitsministeriets tilladelse, hvis ejendommen enten skal tjene som helårsbolig for erhververen eller er en forudsætning for at udøve selvstændig virksomhed eller levere tjenesteydelser.
Er en af disse betingelser opfyldt, skal køberen blot give en erklæring til Tinglysningsretten om, at han eller hun er omfattet af disse regler.
Det fremgår af forarbejderne til erhvervelsesloven, at baggrunden for reglerne var et ønske om at give personer, der er bosat i Danmark, fortrinsret til at erhverve fast ejendom her i landet.
Gennem en tilladelsesordning var det muligt at føre kontrol med opkøb af fast ejendom i Danmark i de tilfælde, hvor køberen ikke havde bopæl eller hjemsted her i landet.
Ønsket om at give personer, der er bosat i Danmark, fortrinsret til fast ejendom havde sin årsag i den stigende udenlandske efterspørgsel på danske sommerhuse sammenholdt med den kendsgerning, at Danmark er et land med begrænsede arealer til ferieformål og fritidshuse.
Danmark er jo ikke blevet større siden 1959, og der er stadig væk kun begrænsede arealer til ferieformål og fritidshuse.
Efterspørgslen på danske sommerhuse blandt købere i udlandet er endvidere fortsat stor.
Således traf Justitsministeriet bare i 2011 afgørelse i ca.
150 sager om erhvervelse af fritidshuse i Danmark.
Hertil kommer et større antal ansøgninger og henvendelser, hvor ansøgeren opgiver sit ærinde, fordi ansøgeren indser, at betingelserne for at få en tilladelse ikke er opfyldt.
I forbindelse med Danmarks tiltrædelse af Maastrichttraktaten blev der vedtaget en særlig protokol – den, der hedder protokol nr.
32 – om ejendomserhvervelse i Danmark, den såkaldte sommerhusprotokol.
Ifølge sommerhusprotokollen kan Danmark, uanset bestemmelserne i traktaten, opretholde gældende lovgivning om erhvervelse af ejendomme, der ikke er helårsboliger, i forhold til personer og selskaber med bopæl eller hjemsted i en anden EU-medlemsstat eller i et andet EØS-land.
Sommerhusprotokollen udgør en undtagelse til Unionstraktatens bestemmelser.
EU-Domstolen har i en række afgørelser udtalt sig om andre undtagelsesordninger til medlemslandenes traktatmæssige forpligtelser.
Domstolen har i den forbindelse udtalt, at restriktionen kan bevares, hvis den har udgjort en uafbrudt bestanddel af medlemsstatens retsorden siden vedtagelsen af Maastrichttraktaten.
Justitsministeriet har på den baggrund tidligere vurderet, at en forsøgsordning, hvor der gives fri adgang for udlændinges køb af sommerhuse i et afgrænset geografisk område af Danmark, kan medføre, at Danmark ikke længere vil kunne opretholde undtagelsesordningen i den såkaldte sommerhusprotokol.
Denne formodning må gælde så meget desto mere, når der er tale om en generel afskaffelse af tilladelsesordningen og ikke kun en forsøgsordning, der er begrænset i tid og geografisk udstrækning.
Afskaffer man lovens krav om tilladelse til erhvervelse af fast ejendom, vil der derfor være fare for, at den ikke vil kunne indføres på ny på grund af vores traktatmæssige forpligtelser.
Med andre ord:
Har man en gang lempet erhvervelsesreglerne, vil man næppe senere kunne gå tilbage til den tidligere retstilstand.
Er afskaffelse af sommerhusreglen så svaret på problemerne på boligmarkedet, og er det den faktor, der kan skabe vækst og beskæftigelse i samfundet og muligheder for omsætning i lokalsamfundet, herunder i yderområderne?
Det mener regeringen ikke.
Et frit boligmarked er i sagens natur ikke stationært, men omskifteligt.
Perioder med megen aktivitet på boligmarkedet afløses af perioder med begrænset aktivitet og omvendt.
Forskellige faktorer spiller ind her, og udlændinges adgang til boligkøb er kun en blandt mange af disse faktorer.
Forslagsstillerne opregner en række positive følger af en ophævelse af erhvervelsesloven, men som man kan se, er det ikke i forslaget nærmere begrundet, hvad forventningerne om en positiv økonomisk følge baserer sig på.
Samtidig kan der med god styrke argumenteres for, at forslaget vil medføre stigende huspriser med den konsekvens, at færre sommerhuse bliver tilgængelige for danske borgere.
Det medfører så igen en risiko for, at der skabes spøgelsesbyer eller områder, som alene bebos af velhavende udlændinge i kortere perioder af året.
Der er med andre ord argumenter, der taler imod, at en afskaffelse af sommerhusreglen vil være en gevinst for økonomien og for lokalsamfundene.
Regeringen mener, at det vil være kortsigtet og usikkert at give uigenkaldeligt køb på sommerhusreglen til gengæld for et eventuelt opsving på markedet for sommerhuse.
Tilladelsesordningen skaber en ordning, hvor myndighederne har hånd i hanke med salget af danske ejendomme til købere i udlandet.
Afskaffes tilladelsesordningen, ja, så vil salg af fast ejendom være overladt til det frie marked, uden at myndighederne har mulighed for at påvirke niveauet af faste ejendomme, herunder fritidsejendomme og sommerhuse, som kommer på udenlandske hænder, og altså uden mulighed for igen at genindføre en ordning.
Regeringen prioriterer at skabe arbejdspladser og vækst i Danmark og skabe en positiv udvikling i yderområderne gennem som sagt vækst, uddannelsesmuligheder og kulturtilbud.
Men regeringen finder ikke, at løsningen på disse udfordringer er en afskaffelse af reglerne om udlændinges erhvervelse af fritidsejendomme i Danmark.
Dertil kommer, at det efter regeringens opfattelse er vigtigt at holde fast i det grundlæggende princip om, at personer, der er bosat i Danmark, har fortrinsret til at erhverve fast ejendom her i landet.
Opsummerende mener regeringen, at reglerne i erhvervelsesloven, herunder sommerhusreglen, skaber en ordning, hvor myndighederne kan føre kontrol med niveauet af sommerhuse og fritidsejendomme, som erhverves af personer og selskaber uden for Danmark.
Hvis reglerne lempes, må man gå ud fra, at der ikke senere vil være mulighed for at genindføre skærpede regler, og regeringen finder ikke, at Danmarks vækst- og beskæftigelsesudfordringer eller udfordringerne i yderområderne løses gennem afskaffelse af reglerne om udlændinges erhvervelse af fritidsejendomme i Danmark.
Regeringen mener, at det er vigtigt at holde fast i det grundlæggende princip, at personer, der er bosat i Danmark, har fortrinsret til at erhverve fritidsbolig her i landet.
På den baggrund burde det være tydeligt, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.