Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 34:

Forslag til folketingsbeslutning om kriminalisering af parallelle retssamfund.

Af Martin Henriksen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 27.01.2012).

Forhandlingen er åbnet. Og jeg giver ordet til justitsministeren.

Tak for det, formand. Det er jo ikke første gang, at de parallelle retssamfund er sat på dagsordenen. Det er tværtimod et tema, som har været livligt debatteret både i medierne og her i Folketinget i de senere år.

Lad mig slå fast med det samme: Regeringen tager skarpt afstand fra parallelsamfund, der bygger på undertrykkelse af grundlæggende demokratiske principper om lighed, frihed og ret til selvbestemmelse. Vi skal naturligvis hele tiden have fokus på, om vi har et tilstrækkeligt værn, og om myndighederne råder over det nødvendige værktøj til at kunne imødegå en udvikling i retning af sådanne parallelle samfund her i landet.

Jeg kan dog allerede nu sige, at regeringen ikke kan støtte de tiltag, som Dansk Folkeparti peger på i dette beslutningsforslag; det vil jeg naturligvis gerne uddybe lige straks. Men først er det for mig vigtigt at understrege, at langt de fleste herboende udlændinge, og det gælder selvfølgelig også udlændinge med muslimsk baggrund, bidrager positivt til det danske samfund. Det kan ikke siges tydeligt nok, og det er da også et faktum, som forslagsstillerne selv er opmærksomme på, selv om det godt nok først nævnes på side 4 i bemærkningerne til beslutningsforslaget. Så når vi i dag drøfter spørgsmålet om kriminalisering af parallelle retssamfund, må vi ikke glemme, at de negative erfaringer, vi taler om i den sammenhæng, knytter sig til en meget lille gruppe mennesker.

Hvor udbredt er så er dette problem med parallelle retssamfund?

Her kan man jo vælge at tage udgangspunkt i den undersøgelse, som er gennemført på grundlag af en aftale fra november 2010 mellem den tidligere regering og Dansk Folkeparti. Den tidligere regering og Dansk Folkeparti aftalte således, at der skulle gennemføres en undersøgelse, der skulle, som det hedder i aftaleteksten, »afdække omfanget af parallelle retssamfund, trusler mod vidner, tendenser til social kontrol mv.«

Undersøgelsen blev udført af SFI, altså Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, som det hedder, og undersøgelsen konkluderede, at der ikke eksisterer parallelle retssamfund i Danmark i den forstand, at der i bestemte områder gælder anden lovgivning end den danske.

Undersøgelsen viser imidlertid, at der findes pluralistiske retsopfattelser, som indebærer, at nogle religiøse minoritetsgrupper på visse områder har andre normer og traditioner end dem, der knytter sig til den sædvanlige praksis i Danmark. Med andre ord: Der eksisterer sådan set ikke områder i Danmark, der er helt uden for lands lov og ret. Det tror jeg er vigtigt at huske på, når vi i dag debatterer det beslutningsforslag, som altså er til behandling, om kriminalisering af parallelle retssamfund.

Hvis vi ser nærmere på beslutningsforslaget, hvad er det så Dansk Folkeparti ønsker der skal ske i forhold til disse parallelle retssamfund eller pluralistiske retsopfattelser?

Det fremgår af forslaget, at regeringen skal pålægges »at udarbejde og fremsætte de nødvendige lovforslag, der klart og præcist kriminaliserer adfærd, der udspringer af en parallel retsopfattelse.«

Her er jeg nødt til at sige, at det er ganske vanskeligt at se, hvad forslagsstillerne mere præcist ønsker at kriminalisere, som ikke allerede er dækket af den nuværende lovgivning, for det kan jo ikke bare være den adfærd, som består i at give udtryk for sympati over for tankerne om at indrette samfundet på en anden måde og efter andre værdier. Man kan mene meget om de personer, som eksempelvis udtrykker støtte til en samfundsmodel baseret på sharia, men at skride til straf over for disse personer alene på grund af deres holdninger er at gå for vidt.

Danmark skal vedblive med at være et demokratisk samfund, og netop derfor skal vi værne om den demokratiske ret til at ytre sig; det er en af grundpillerne i vores samfund. Men det betyder også, at man ikke skal forbyde grupperinger, fordi de giver udtryk for holdninger, som man ikke er enig i, heller ikke selv om der er tale om holdninger, der både kan vække afsky og eksempelvis er udtryk for et kvindesyn, som vi for længst har lagt bag os her i landet.

Dermed skal ikke være sagt, at man har lov til at påtvinge andre personer at følge ens egen overbevisning, herunder religiøst betingede normer eller æresbegreber. Vi skal naturligvis sige fra, hvis nogen eksempelvis udsættes for vold eller trusler om vold og dermed tvinges til at leve på en bestemt måde. Det siger sig selv, og det tror jeg alle i Folketinget er enige i. Men det er jo også allerede strafbart at benytte sig af den form for tvang, det følger allerede af straffelovens § 260.

Men som sagt er regeringen ikke blind for, at der er problemer. Vi er således også opmærksom på de udfordringer, som Dansk Folkeparti er inde på i beslutningsforslaget, i forhold til eksempelvis religiøse vielser uden borgerlig gyldighed, de såkaldte nikahforhold. Social- og Integrationsministeriet har derfor nedsat en hurtigtarbejdende tværministeriel arbejdsgruppe, hvor bl.a. Justitsministeriet sidder med. Arbejdsgruppen skal udarbejde anbefalinger om, hvordan man bedst kan løse disse udfordringer. Arbejdet forventes færdigt her i løbet af foråret.

Derudover kan jeg nævne, at der i 2008 i forhold til tvangsægteskaber blev indført en særlig bestemmelse i straffeloven, der fordoblede strafferammen for ulovlig tvang i forbindelse med indgåelse af ægteskab. Det kan straffes med indtil 4 års fængsel i forhold til ulovlig tvang i øvrigt, der kan straffes med indtil 2 års fængsel.

Som justitsminister er jeg naturligvis meget optaget af, at alle områder her i landet til stadighed er trygge at bo i og ikke mindst at færdes i. Vi skal og kan ganske enkelt ikke tolerere, hvis der findes områder, som fjerner sig fra det øvrige samfund, og derfor er forebyggelsen af ekstremistiske og antidemokratiske grupperinger et meget vigtigt fokusområde for regeringen. Vi fører en konsekvent politik over for grupper, der undergraver demokratiet og udfordrer lov og orden, og der holdes et skarpt øje med sådanne miljøer. Hvis holdningerne manifesterer sig i lovovertrædelser, sættes der ind med straf, og i det omfang der er tale om kriminalitet begået af herboende udlændinge, tillige udvisning, hvis betingelserne herfor selvfølgelig er til stede. For vi skal naturligvis ikke acceptere, hvis selvbestaltede lokale korps begynder at undertrykke et bestemt lokalområde med vold og trusler om vold for at få mennesker, der bor i området, til at opføre sig på en bestemt måde.

Det gælder også i forhold til de såkaldte shariazoner. I den sammenhæng er den politimæssige indsats central. Justitsministeriet bad sidste år Rigspolitiet om at udarbejde en redegørelse om problemerne med parallelle retssamfund, herunder problemernes omfang og karakter. Det fremgår af redegørelsen, at hovedparten af landets politikredse ikke har konstateret særlige indikationer på tilstedeværelsen af parallelle retssamfund. Rigspolitiets redegørelse bekræfter således det resultat, som også fremgår af SFI-rapporten, som jeg før omtalte.

Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at vi ikke har for øje, at der er problemer af og til, også store problemer, i en del af de udsatte boligområder, men det generelle billede er, at politiet har et fornuftigt tag på udviklingen. Det er i den forbindelse vigtigt, at politiet løbende har de nødvendige midler og ressourcer, ligesom et godt lokalkendskab er helt afgørende, som vi ved. De udsatte boligområder er jo vidt forskellige og udvikler sig i øvrigt over tid. Indsatsen må selvfølgelig derfor tilpasse sig de specifikke udfordringer, som de enkelte boligområder rummer. Derfor har regeringen også med den nye flerårsaftale, der er indgået for politiet, prioriteret – meget højt endda – at styrke politiets smidige indsats og muligheder for at bekæmpe kriminalitet i disse udsatte boligområder.

Det er dog vigtigt samtidig at være sig bevidst, at den politimæssige indsats jo ikke kan stå alene. De problemer, der kan udspringe af parallelle retssamfund, er mangeartede og komplekse, og derfor er det af afgørende betydning, at der selvfølgelig sættes ind med en bredspektret indsats, der foruden som sagt den politimæssige indsats jo også vil og skal rumme boligsociale, beskæftigelsesmæssige, uddannelsesmæssige og integrationsmæssige initiativer.

I beslutningsforslaget foreslår Dansk Folkeparti også, at der skal oprettes en ny permanent tværministeriel arbejdsgruppe. Hertil må jeg sige, at regeringen allerede i dag løbende følger udviklingen i parallelle retssamfund. I alle de politikredse, hvor der findes særlig udsatte boligområder, udarbejdes der f.eks. lokale operationsplaner, som beskriver den lokale indsats og metoden hertil. Som jeg nævnte, har Social- og Integrationsministeriet nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der specifikt ser på de udfordringer, der kan være forbundet med religiøse vielser. Jeg ser i den forbindelse ikke noget behov for at etablere en særlig permanent arbejdsgruppe som foreslået.

Afslutningsvis vil jeg sige, at forebyggelse af en negativ samfundsudvikling på baggrund af parallelle retssamfund er et meget vigtigt indsatsområde, og derfor er det også helt afgørende, at vi har en effektiv håndtering af de udfordringer, der udspringer heraf. Men yderligere kriminalisering er efter regeringens opfattelse ikke vejen frem. Regeringen angriber problemerne på en anden måde. Der skal sættes konsekvent ind over for brud på vores love og adfærd, der underminerer vores retssamfund. Dernæst handler udfordringerne med parallelle retssamfund i langt højere grad om en bedre integration, og som jeg har været inde på, initiativer på det boligsociale område og beskæftigelsesmæssige og uddannelsesmæssige initiativer i øvrigt. Socialt og fysisk isolerede boligområder skaber ulige livsmuligheder for både børn og voksne og er en barriere for integrationen. Mere generelt arbejder regeringen derfor jo bl.a. målrettet og helhedsorienteret med at skabe attraktive bydele i stedet for udsatte boligområder. Det kan jo egentlig siges meget kort, hvad indsatsen handler om. Den handler om at samle, ikke om at splitte.

Forslaget fra Dansk Folkeparti går den stik modsatte vej, og det kan regeringen selvfølgelig ikke støtte.

Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Jeg forstår simpelt hen ikke, at justitsministeren bl.a. kan bruge SFI-rapporten som argumentation for at afvise det. Det er korrekt, at man der beskriver det som pluralistiske retsopfattelser og parallelle retsopfattelser, at der er en pluralitet i forhold til forskellig retsopfattelse. Det er rigtigt, at man beskriver det på en anden måde end parallelle retssamfund i rapporten. Men nu har jeg haft lejlighed til at læse hele rapporten, og det fremgår jo bl.a., at etniske minoriteter med muslimsk baggrund ofte indgår, hvad der i rapporten betegnes som niqabforhold, altså muslimske ægteskaber. Det fremgår også, at det muslimske ægteskab normalt tillægges stor betydning og ofte kan være problematisk at opløse. Undersøgelsen viser, at mænd klart nemmere kan opløse niqabforhold end kvinder, hvilket kan give kvinderne store vanskeligheder.

Så fremhævede ministeren også en redegørelse fra Rigspolitiet og læste ganske rigtigt op, at landets politikredse ikke synes, at der er særlige indikationer på forekomst af parallelle retssamfund. Men det kunne jo være interessant, hvis justitsministeren så havde fortsat med at læse op fra den redegørelse, hvori der efterfølgende står: På baggrund af oplysningerne må det imidlertid antages, at strafbare forhold i et vist begrænset omfang bliver håndteret uden om retssystemet, men at det er vanskeligt at udtale noget nærmere om omfanget og karakteren af sådanne sager.

Rigspolitiet har i relation til de særlig udsatte områder, der er omfattet af regeringens ghettoplan, oplyst, at der har været indikationer på, at der i visse boligområder er en mindre tilbøjelighed til at anmelde kriminalitet til politiet end i resten af samfundet. Så jeg synes, at justitsministeren bør nuancere sit syn på eksistensen af parallelle retssystemer en lille smule.

Justitsministeren.

Jeg skal nok udtale mig pænt heroppe fra Folketingets talerstol, men hvis jeg ville nuancere mit syn, ville jeg så opfordre hr. Martin Henriksen til rent faktisk at lytte til, hvad det var justitsministeren sagde heroppe fra Folketingets talerstol. Justitsministeren sagde, at undersøgelsen, der blev udført af SFI, den, der bliver omtalt her, konkluderede, at der ikke eksisterer parallelle retssamfund i Danmark i den forstand, at der i bestemte områder gælder en anden lovgivning end den danske. Det var det, der blev sagt, og det tror jeg er vigtigt at lytte til. Selvfølgelig kan der være udfordringer, og det er også det, der bliver sagt, nemlig, at der er sådanne pluralistiske retsopfattelser, hvor religiøse minoritetsgrupper udviser andre normer og traditioner end dem, der knytter sig til den sædvanlige danske praksis.

Jeg er godt klar over, at hr. Martin Henriksen har et vist fokus på muslimer. Jeg synes, at der jo også er andre religiøse minoriteter i Danmark, hvorunder det her temmelig sikkert kunne falde ind. Jeg synes bare, at man lige er nødt til at bevare i hvert fald det overblik.

Når det så handler om Rigspolitiets rapport, blev der sagt, at det fremgår af redegørelsen, at hovedparten af landets politikredse ikke har konstateret særlige indikationer på tilstedeværelsen af parallelle retssamfund. Det var det, der blev sagt heroppefra. Det er baggrunden for, at regeringen ikke kan støtte Dansk Folkepartis forslag om, at man skal kriminalisere parallelle retssamfund.

Hvis vi nu fulgte Dansk Folkepartis tankegang, kunne vi spørge om, hvad det er, Dansk Folkeparti vil kriminalisere, som ikke allerede er kriminaliseret. Det er det afgørende spørgsmål. Og der er det som sagt, at Dansk Folkeparti jo igen falder igennem, for i vidt omfang er det her spørgsmål jo allerede kriminaliseret, og dér, hvor der ikke er behov for kriminalisering, er regeringens opfattelse altså den, at der er det en bred integrationsindsats, der er det afgørende og det vigtige, således at vi får folk i uddannelse og ind på arbejdsmarkedet.

Hr. Martin Henriksen.

Om man kalder det en pluralistisk retsopfattelse eller et parallelt retssamfund synes jeg et eller andet sted er hip som hap, så længe vi ved, hvad det er, vi taler om.

Jeg kunne også godt tænke mig at komme ind på, hvad Torben Aagaard, en politibetjent på den lokale politistation i Vollsmose, har udtalt i en artikel til Information:

»Vollsmose er et parallelsamfund rent strafferetligt. Mange af beboerne herude er vant til, at imamer og ældre mænd ordner uenighederne, og de går derfor ikke til politiet, men finder i stedet en alternativ løsning«.

Det var i forbindelse med en pædofilisag.

Så vil jeg godt henvise til Berlingske Tidende den 20. september 2008, hvor beboerformanden Muhammed Aslam fra Mjølnerparken i København bekræfter over for Berlingske Tidende, at fænomenet med et retssystem uden om politiet er udbredt.

Så kunne jeg også godt tænke mig at spørge ministeren, fordi ministeren siger, at det omtalte problem allerede er håndteret med den nuværende lov, om ministeren så kan oplyse, hvor mange personer der er sigtet for at have oprettet eller medvirket til håndhævelse af parallelle retssystemer som beskrevet i beslutningsforslaget.

Justitsministeren.

Som det er her i Folketinget, er man altid velkommen til at stille spørgsmål til beslutningsforslag, og hvis der er spørgsmål til noget af det, jeg har stået og sagt eller i øvrigt til det her område, er Dansk Folkeparti selvfølgelig også indbefattet af den ret til at stille spørgsmål, så det synes jeg da bare at man skal benytte sig af.

Når det handler om regeringens holdning til det her spørgsmål, er den den, at der er områder i vores land, hvor der er problemer. Problemerne kan være mangfoldige. Mange af problemerne bunder i, at der er større integrationsproblemer i nogle af vores udsatte boligområder. Det sætter regeringen ind over for med en ny, samlet indsats. Vi sætter ind på den politimæssige side med en bred indsats for politiets tilstedeværelse i de her områder, vi sætter fokus på nogle af de her problemer, der er. Politiets deltagelse i kriminalitetspræventivt arbejde, som kan være med til at afhjælpe de her problemer, står også højt på dagsordenen, eksempelvis i den aftale, som Dansk Folkeparti selv har været med til at lave.

Så jeg har bare to pointer. Vi skal ikke lukke øjnene for noget som helst, og hvis der er problemer, skal vi gøre vores til at få det stoppet, men det at gå ind i en kriminalisering af det på baggrund af et forslag, hvor man ikke er i stand til sådan helt præcis at pege på, hvad det er, man vil kriminalisere, som ikke allerede i dag er omfattet af straffeloven, synes jeg ikke er en farbar vej, og derfor kan regeringen ikke støtte det her forslag.

Vi skal sætte konsekvent ind over for brud på vores love, og det gælder helt generelt, og vi skal også sætte ind over for adfærd, der underminerer vores retssamfund. Og så skal vi styrke indsatsen for at få integreret de grupper, hvor den her type adfærd måske kan finde rodfæste, og det gør man altså bedst ved at sikre, at de får en uddannelse og de får et arbejde. Det er det, regeringen arbejder på.

Tak til justitsministeren. Så går vi til ordførerrækken. Først er det ordføreren for Venstre, fru Inger Støjberg.

Jeg vil gerne starte med at sige tak til Dansk Folkeparti for at have rejst det her meget væsentlige spørgsmål, som det med parallelsamfund er. Jeg synes, det er rigtig godt, at vi får en god debat om det.

Formålet med det fremsatte beslutningsforslag er jo dels at kriminalisere de handlinger, der udspringer af parallelle retssystemer, som f.eks. salafisternes fuldstændig forskruede ideer om at oprette shariazoner med dertilhørende strafprincipper, dels at nedsætte en tværministeriel arbejdsgruppe, der løbende skal overvåge indsatsen mod parallelle retssamfund og komme med nye forslag til lovgivning på området. Arbejdsgruppen skal også kunne komme med sådan helt konkret anbefalinger til strafferammer for handlinger, som udspringer af den parallelle retstænkning.

Vi skal klart sige fra over for ethvert eksempel på parallelle retssamfund i Danmark. Når jeg f.eks. hører om indvandrerkvinder, der lever i evig frygt for repressalier og ligefrem nogle gange også for at blive slået ihjel, fordi de har forladt en voldelig ægtemand, kan jeg roligt sige, at både jeg og Venstre siger fra. Alle kvinder skal jo vide, at i Danmark er det dansk ret, der gælder, selvfølgelig også ved skilsmisser, og vi skal værne om de her kvinder, og vi skal også støtte dem i kendskabet til dansk ret og dansk lov. Det kan faktisk siges så enkelt, at hvis man ikke vil acceptere danske love og regler, eller hvis man tvinger andre til ikke at acceptere danske love og regler, har man faktisk ikke en fremtid i Danmark. Derfor kan der være god grund til netop at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal overveje at komme med anbefalinger til handling på det her område.

I Venstre deler vi forslagsstillernes bekymring om, at det er vanskeligt klart at definere parallelle retssystemer, ligesom vi også tager klar afstand fra den negative adfærd, der jo udspringer af den parallelle retstænkning. Når det er sagt, vil jeg sige, at vi ikke skal kriminalisere den enkeltes grundlovssikrede ret til at vælge religion eller tro på anden måde, vi skal bare ikke acceptere, at der er nogle, der gennemtvinger religiøse eller moralske retsregler. I Danmark er det dansk ret, der gælder.

I Venstre sætter vi derfor også spørgsmålstegn ved, om det, der skal til lige nu, er et større lovindgreb. Til gengæld mener vi, at der til stadighed skal sættes ind med viden og kompetenceopbygning, dialog og sociale initiativer, og vi mener i øvrigt også, at det er vigtigt at få kortlagt problemets omfang. Når det er sket, og hvis det viser sig nødvendigt at lave lovgivningsmæssige indgreb, kan det jo ikke udelukkes, at vi vil stå bag dem, hvis det er nødvendigt – naturligvis. Parallelle retssamfund er en vanskelig størrelse at indfange, hvad forslagsstillerne også gør opmærksom på, men de er ikke desto mindre komplet uacceptable.

Demokrati, frihed og lighed for loven er kerneværdier, som vi til stadighed skal værne om, men der er ingen lette og hurtige løsninger på det her problem. Det kan derfor også være hensigtsmæssigt efter Venstres mening at begynde med at afgrænse problemet og se på omfanget, og det kunne man f.eks. ved at nedsætte en tværministeriel arbejdsgruppe.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes, det er frustrerende, at både Venstre og regeringspartierne, når det her dukker op i medierne, er meget oppe på dupperne og er ude at fordømme det og sige: Nu skal vi gøre det ene og det andet.

Jeg kvitterer selvfølgelig for, at man kan bakke op om den tværministerielle arbejdsgruppe, det synes jeg er alletiders, og i den forbindelse kunne jeg godt tænke mig at spørge Venstre, om de, hvis det var det, der blev fremsat fra Dansk Folkepartis side, så kunne stemme for den del, når de ikke kan stemme for de andre dele.

Jeg vil også gøre det klart, når justitsministeren siger, at han ikke vil kriminalisere holdninger, at det heller ikke er det, som det her beslutningsforslag handler om; det handler om at kriminalisere handlinger. Og fru Inger Støjberg var også inde på, at man ikke skal forbyde folk at have en bestemt tro – det er heller ikke det, vores beslutningsforslag handler om. Det handler alene om at kriminalisere nogle handlinger i de områder, hvor der er parallelle retssystemer – og jeg troede faktisk, det var anerkendt, at de eksisterer.

Men jeg vil spørge, om Venstre, hvis det er sådan, at det kun er den del om en tværministeriel arbejdsgruppe, der løbende skal kigge på området og fremadrettet komme med forslag til lovforslaget, der bliver tale om, kan stemme for den del, altså hvis det kun er det, det handler om.

Ordføreren.

Det vil vi da overveje meget positivt i Venstre. Men nu synes jeg jo sådan set, at noget af det mest bekymrende på integrationsområdet lige for øjeblikket netop er, at regeringen har sluppet fokus. Det sås jo tydeligt i Jyllands-Posten her forleden, hvor der netop var en opgørelse over, hvordan det forholder sig med både medarbejdere og økonomi og lovforslag i forhold til hele integrationsindsatsen. Og man må bare sige, at vi i hvert fald lige nu har en integrationsminister, der er integrationsminister af navn, men ikke af gavn, for kun 7 pct. af medarbejderne og kun to relativt små lovforslag ligger under integrationsministerens ressort.

Det betyder faktisk, at regeringen har mistet fokus på det her område, og derfor kunne en arbejdsgruppe godt være noget af det, der kunne være med til om ikke andet så bare at prøve at få regeringen til at vågne og opdage, at der faktisk er et problem. For jeg er fuldstændig enig med forslagsstillerne i, at der findes parallelle retssystemer, men det er altså også sådan, at de handlinger, der foregår i parallelle retssystemer, er ulovlige. Det er ulovligt i Danmark at hugge en hånd af nogen. Nu har jeg endnu ikke hørt om nogen, der skulle have fået hugget en hånd af, men det er ulovligt, for i Danmark er det dansk lov og ret, der gælder, og sådan skal det selvfølgelig også være.

Hr. Martin Henriksen.

Jeg håber, at vi fremadrettet kan finde ud af at få nogle kloge folk til at kigge på det – det kunne jo også være, at regeringspartierne, hvis der var flere partier i Folketinget, der havde den opfattelse, så også på et eller andet tidspunkt indså, at det var nødvendigt, at man gjorde det. Men altså, man skulle simpelt hen få nogle mennesker til at kigge på, om der er behov for nogle lovinitiativer på området. Det mener vi i Dansk Folkeparti at der er, og det tillader vi os at konkludere allerede nu.

Mit andet spørgsmål var egentlig, om fru Inger Støjberg er enig med mig i, at der eksisterer parallelle retssystemer i Danmark, og det forstår jeg at fru Inger Støjberg er enig med Dansk Folkeparti i. Det vil jeg så kvittere for, og så håber jeg, at vi fremadrettet kan blive enige om nogle tiltag, som i større grad kan lægge pres på regeringen, som har travlt med alt muligt andet.

Ordføreren.

Jeg vil meget gerne samarbejde med både hr. Martin Henriksen og Dansk Folkeparti om, at vi selvfølgelig får gjort noget mere ved det her problem. Jeg er i øvrigt fuldstændig enig i hr. Martin Henriksens betragtninger om det, at der findes parallelle retssystemer. Det synes jeg også at vi ad flere omgange har været vidne til, også til, at der har været en vis åbenhed i visse muslimske miljøer over for, at der rent faktisk findes parallelle retssystemer.

Det må ikke finde sted i Danmark, og derfor er jeg fuldstændig enig med hr. Martin Henriksen i, at det her område kunne have godt af at blive kigget godt og grundigt igennem. Jeg synes så bare, at det er ærgerligt, at vi har en regering, der sætter sig fuldstændig passivt hen i et hjørne og siger, at der ikke er et problem. Det betyder jo bare, at der er nogle, der kommer til at rydde op på et tidspunkt.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for Socialdemokraterne, hr. Jacob Bjerregaard.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at Socialdemokratiet tager skarpt afstand fra ideen om, at der skal gælde en særlig retstilstand for udvalgte grupper eller boligområder. Dansk lovgivning skal selvfølgelig følges overalt i Danmark. Hvis en borger forbryder sig mod loven, gælder der lige vilkår for alle. Sådan skal det være, og derfor er det naturligvis også vores klare opfattelse, at eventuelle forsøg på at indføre parallelle retstilstande skal modvirkes. Vender vi os mod Dansk Folkepartis forslag om at kriminalisere adfærd, der udspringer af en parallel retsopfattelse, ser Socialdemokratiet da grundlæggende også med sympati på ønsket om, at der skal gælde en og samme retstilstand for alle. Det er vigtigt at slå fast, at udgangspunktet for straffelovgivningen er og skal være, om en borger foretager en ulovlig handling eller ej.

Af bemærkningerne til forslaget fremgår en række eksempler på, hvad Dansk Folkeparti ønsker at kriminalisere. Det gælder f.eks. for familiemedlemmer, imamer eller ægtemænd. Jeg vil gerne understrege, at alle borgere i det her land skal efterleve myndighedernes afgørelse, og det gælder, uanset om man er imam, ingeniør, ægtemand eller enlig. Socialdemokratiet har ingen sympati for enkeltpersoner eller grupperinger, der ønsker at afskaffe den demokratiske lovgivningsproces eller tage loven i egen hånd, men vi skal ikke begynde at straffe folk på grund af politiske eller religiøse overbevisninger, uanset hvor formørkede de måtte være, ikke blot fordi det er grundlovsstridigt, men først og fremmest fordi det nu engang er den enkelte borgers handlinger, som det kommer an på.

I forbindelse med forhold, som det er værd at notere sig, siger SFI også i en nyere undersøgelse, at der ikke eksisterer egentlige parallelle retssamfund i Danmark, hvor dansk lovgivning ikke gælder. Men det betyder ikke, at der ikke er problemer, og der er det vigtigt at vi har proportionerne på plads. Dansk Folkeparti foreslår konkret, at Folketinget pålægger regeringen at nedsætte en permanent tværministeriel arbejdsgruppe, der skal følge udviklingen i adfærd, der udspringer af en parallel retsopfattelse. I den forbindelse skal det nævnes, at der med aftalen om udmøntning af satspuljen for 2012, hvor også Dansk Folkeparti er med, er afsat 6 mio. kr. til en kortlægning af ekstremisme og antidemokratiske grupperinger. Disse fænomener må siges at være nært beslægtede med handlinger, der bygger på parallelle retsopfattelser.

Endelig skal det bemærkes, at det er mit klare indtryk, at regeringen allerede i dag er i gang med at følge problemerne meget tæt. Forebyggelse er vigtigt, og det er derfor, at vi sammen med de partier, der står bag udmøntningen af satspuljen, har afsat 2 mio. kr. hvert år i de næste år til at understøtte rollemodeller og forældrenetværk som metoder til at forebygge ekstremisme og polarisering.

Forebyggelse kan ikke stå alene. Kriminel adfærd skal bekæmpes, og derfor skal der også en politimæssig indsats til. Det gælder bl.a. i de udsatte boligområder. Alle borgere har et lige stort retskrav på en tryg tilværelse i deres eget hjem og nærområde. Derfor blev der også med finanslovaftalen om politiets og anklagemyndighedens økonomi afsat ressourcer til en styrket politiindsats i særlig udsatte boligområder og en ny indsats rettet mod bande- og rockermiljøets rekrutteringsbaser i de særlig udsatte boligområder.

Der har desværre i mange år, også da Dansk Folkeparti bestemte over dansk udlændingepolitik, været udfordringer med religiøse vielser uden borgerlig gyldighed. Derfor har regeringen nedsat en arbejdsgruppe, der er i færd med at levere anbefalinger til at løse disse udfordringer.

Så lad mig slå fast, at Socialdemokratiet ønsker at forebygge og bekæmpe radikalisering og parallelsamfund. Det fremgår meget klart af de prioriteringer, som vi har foretaget, og på den baggrund kan Socialdemokratiet ikke støtte forslaget.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Lad os nu slå fast, det er der flere der har været inde på, at det her beslutningsforslag ikke handler om at kriminalisere en religiøs overbevisning eller forbyde nogle bestemte holdninger. Det er slet ikke det, det handler om. Så at folketingsmedlemmer, også den socialdemokratiske ordfører, bliver ved med at fremhæve det som et argument for at være imod beslutningsforslaget, forstår jeg simpelt hen ikke, for det fremgår ikke af beslutningsforslaget, at det er det, der er hensigten. Det er adfærd, det er handlinger, vi ønsker at kriminalisere, og på et eller andet tidspunkt må man da nå frem til, at vi ikke kan løse det her problem med forebyggende initiativer, med kampagner, med rollemodeller osv.

Det er fuldstændig rigtigt, som den socialdemokratiske ordfører, hr. Jacob Bjerregaard, nævnte, at Dansk Folkeparti også er med til nogle af de forebyggende initiativer, der er på området, for det synes vi er en god idé. Men det er ikke nok, der skal mere til, og det her burde være vedtaget for lang tid siden. Den tidligere regering ønskede ikke at bakke op om det, og vi er selvfølgelig ærgerlige over, at den tidligere regering, nu oppositionen, Venstre og måske også Konservative, det ved jeg ikke endnu, stadig væk ikke ønsker at bakke det op. Hver gang der er en sag i medierne, tordner Socialdemokraterne, integrationsministeren og andre ud og siger, at det er for dårligt, at vi skal gøre noget ved det, men nu må man også sige klart og tydeligt, hvad det er, man ønsker at gøre mere, end hvad der allerede er iværksat, for det er ikke nok.

Ordføreren.

Jeg er enig med hr. Martin Henriksen i, at der skal en lang række initiativer til, og jeg er også glad for, at Dansk Folkeparti er med på en række af de forebyggende tiltag, der er. Det her er jo et komplekst område, hvor der ikke bare findes snuptagsløsninger. Nu hører jeg så hr. Martin Henriksen erkende, at man i de 10 år, hvor hans parti har styret dansk udlændingepolitik eller store dele af den, ikke har fået det igennem, man vil på det her område, og det er så måske, fordi også den tidligere regering havde svært ved at honorere nogle af de ønsker, Dansk Folkeparti havde, fordi de simpelt hen ligger uden for, hvad der er muligt i forhold til at løse de problemer, som der er. Det er et komplekst område, det er noget, vi skal følge tæt, og det er også derfor, som jeg nævnte i min tale, at regeringen har foretaget en lang række initiativer på det her område. Og vi vil følge det tæt.

Hr. Martin Henriksen.

Altså, når det kommer til udlændingeområdet, vil jeg vove den påstand, at det er Dansk Folkeparti alene, der har den ægte vare. Mange andre partier kan buldre frem i medierne med påstande om, at nu vil man gøre noget ved det ene og det andet, men når det kommer til stykket, vil man i realiteten ikke gøre noget, der virkelig rykker. Vi fik trods alt den tidligere regering med på at begrænse den muslimske indvandring i forhold til den indvandring, der fandt sted i 1990'erne, og det kan den nye regering jo ikke prale af at ville være med på. Så man kan sige, at regeringen faktisk fører en politik, der højst sandsynligt vil øge problemets omfang i stedet for at mindske det, med den indvandringspolitik, den har lagt op til.

Men jeg forstår simpelt hen ikke, at den socialdemokratiske ordfører argumenterer med, at det ikke er muligt at kriminalisere de ting, som vi lægger op til i beslutningsforslaget. Vi kan da godt kriminalisere det, at der sidder et imamråd, som flere har foreslået, der skal bekræfte danske domme osv., sådan at de er gældende i de muslimske miljøer. Det kan man da godt kriminalisere. Det er da et spørgsmål om, at man politisk beslutter at ville gøre det.

Ordføreren.

Jeg synes, det er vigtigt at slå fast, at her i landet kriminaliserer vi adfærd. Vi kriminaliserer de handlinger, som strider imod den lovgivning, som vi har. Vi kan ikke begynde at gå ind og lovgive imod folks religion. Baggrunden for, at folk har en adfærd, er jo meget, meget forskellig, og det synes jeg er vigtigt at vi holder fast i.

Regeringen har taget en række initiativer på det her område, som jeg faktisk er stolt af, og som jeg har nævnt i min tale. Dem vil vi følge op på, og når der nu kommer nogle svar fra de her ministerielle grupper, vi har nedsat, så er det selvfølgelig noget, vi vil tage videre i vores arbejde, så vi kan sikre os, at der ikke er parallelle retsopfattelser i Danmark, der går ud over mennesker, som så ikke kan leve under den ægte danske lovgivning.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til Socialdemokraternes ordfører. Så er det den radikale ordfører, fru Zenia Stampe.

Med det her forslag har forslagsstillerne forvandlet en fjer til fem høns. Et par idioter går rundt i København og snakker om sharia, og pludselig ender det her, hvor vi skal lovgive om det. Det er søreme at give dem rigtig meget indflydelse, for realiteten er jo, at der ikke eksisterer parallelle retssystemer i Danmark. Det er et skræmmebillede stykket sammen af få rabiate muslimer med god hjælp fra Dansk Folkeparti. Og vi andre kan så stå på sidelinjen og tænke, at det er godt, at man ikke skal tro på alt, hvad man hører.

Men det, jeg i virkeligheden finder mest frastødende ved det her forslag, er den totale dobbeltmoral. Man taler om, at det er dansk ret, der gælder, og at alle er lige for loven, men hvorfor vælger man så at fokusere så ensidigt på en gruppe, nemlig muslimer? Kunne den her problemstilling ikke lige så godt gøre sig gældende for andre religiøse minoriteter eller andre grupper, f.eks. rockere? Har de ikke også nogle retsopfattelser, der kan stride mod de retsopfattelser, der i øvrigt hersker i det danske samfund?

Et helt andet spørgsmål er jo så, hvad det egentlig er, man vil kriminalisere. Er det adfærd, der udspringer af et andet retssystem, af parallelle retssystemer? Det er bare meget svært at forestille sig, hvad det egentlig er for nogle situationer, man tænker på, som ikke er dækket af den nuværende lovgivning. For nogle af de eksempler, som Dansk Folkeparti, forslagsstillerne, selv fremhæver, vil jo være dækket af den lovgivning, vi har i dag, bl.a. forbud mod tvang.

Jeg synes jo, at vi skal have en lovgivning i Danmark, som forbyder det, som vi ikke vil være med til, uanset om man så er muslim eller dansk rocker, eller om man kommer fra Jylland eller Danmark . Det her forslag er for mig at se diskriminerende, fordi det går så målrettet efter en gruppe, uden at jeg egentlig synes, at der er dokumentation for, at den her problemstilling skulle være større for den her gruppe end for alle andre.

Så er det bare også meget svært at se, hvad det egentlig er, forslagsstillerne vil have ud af det her, ud over at sprede det billede til danskerne, at der eksisterer parallelle retssamfund. Men det gør der ikke, og derfor skal vi heller ikke lovgive om dem. Tak for ordet.

Jeg mener stadig væk, at Jylland er en del af Danmark, det håber jeg i hvert fald. Inden jeg satte mig i formandsstolen, var det sådan.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Tak. Så vil jeg godt henvise til en artikel i Berlingske Tidende fra lørdag den 20. september 2008, hvor det fremgår, at beboerformand Mohammed Aslam fra Mjølnerparken i København over for Berlingske Tidende bekræfter, at fænomenet med et retssystem uden om politiet er udbredt. I Mjølnerparken benytter man en metode, hvor børn og unge, der har begået hærværk, stilles over for de forurettede med krav om betaling. Længere nede i artiklen er integrationskonsulent Manu Sareen, som vistnok er radikal minister i den nuværende regering, citeret for at sige følgende: Det hører slet ikke hjemme i et retssamfund, at der sidder nogle amatørdommere i en kælder og leger vise mænd. Selvfølgelig er det i orden, at folk selv løser små tvister, men det, vi nu er vidner til, er, at man selv løser hustruvold, voldtægter osv. Det er ikke i orden og en meget uheldig udvikling. Det siger han altså til Berlingske Tidende. Hvordan forholder den radikale ordfører sig til det?

Ordføreren.

Amatørdommere er for mig at se ikke dommere. Vi kan også tale om smagsdommere. Det er heller ikke dommere med juridisk kompetence. Det er klart, at der kan være problemer. Jeg kender også folk, der bor på villaveje, hvor de føler sig presset til at slå deres græs hele tiden, for ellers bliver naboen sur på dem. Der findes masser af social kontrol i Danmark, og noget er mere alvorligt end andet, det vil jeg medgive. Men at kriminalisere det er jo et fuldstændig andet spørgsmål. Jeg tror ikke, Manu Sareen dengang havde i tankerne, at man skulle kriminalisere det; jeg tror, han havde i tankerne, at man skulle tage en snak med de her mennesker og sige: Hvis det er noget, der er meget alvorligt, skulle vi så ikke tage det rigtige retssystem, og hvis det er noget, der ikke er særlig alvorligt, og som i virkeligheden handler om almindelig børneopdragelse, skulle vi så ikke prøve at tale om det på en anden måde end ved at foregive, at vi har et alternativt retssystem?

Hr. Martin Henriksen.

Jeg kan godt se, at det er håbløst, for man kan jo ikke løse et problem, hvis man ikke engang anerkender, at problemet eksisterer. Så kan man bare leve inden i sin egen lille osteklokke, alt er godt, og der er ingen problemer – ingen problemer. Der er jo lavet en SFI-rapport, der viser, at muslimske ægteskaber er udbredt, og at det ofte er forbundet med vanskeligheder for kvinderne, fordi det som udgangspunkt fordrer mandens tilsagn, hvis man ønsker en skilsmisse. At det er udbredt, og at det ofte er forbundet med problemer for kvinderne, er jo ikke bare, fordi det er en religiøs handling og en symbolsk handling. At to muslimer indgår i et ægteskab, kan jeg sådan set godt forstå de vil, hvis de elsker hinanden og ønsker at markere det. Men problemet opstår jo, hvis nu kvinden f.eks. går ned til den danske statsforvaltning og får et stempel på, at hun er skilt, og hendes mand og imam så siger til hende: Jo, jo, det kan godt være, du har det stykke papir, men det er ikke gældende her, du må acceptere vores afgørelse ifølge sharia, ifølge vores kulturelle normer.

Det eksisterer, det er der, det anerkender Manu Sareen, der er minister i regeringen. Men den radikale ordfører anerkender det ikke?

Ordføreren.

Nej, det anerkender jeg ikke, for det anerkender det danske samfund ikke, og det, der er det afgørende her, er, hvad vi anerkender, og vi anerkender ikke den her type ægteskaber. Derfor giver vi også den hjælp, vi kan, til de kvinder, der bliver udsat for det pres. Hvis vi går ind og lovgiver på den måde, går vi jo faktisk ind og anerkender de parallelle retssystemer. Vi siger, de er der, vi kriminaliserer dem.

Det, vi skal gøre, er at sige: Vi anerkender dem ikke, vi anerkender ikke den tvang, vi hjælper folk ud af det, og vi straffer de mennesker, som faktisk udøver tvang, og som bryder med de bestemmelser, vi allerede har i dag, og som er udmærkede.

Der er ikke flere bemærkninger. Mange tak til den radikale ordfører. Så er det SF's ordfører, fru Meta Fuglsang.

Det er altid spændende at diskutere retspolitik en fredag i Folketinget. Det virker en gang imellem, som om forslagsstillerne her, som jo har været ophavsmænd til en del forslag, tror, at hvis man kriminaliserer noget og skriver, at noget er kriminelt, så holder det op med at eksistere. Det er en forestilling, som er svær at håndtere, når man skal prøve at diskutere, hvad det egentlig er, vi skal lave lovgivning om.

Men lad mig starte med præmissen for det forslag, som ligger her. Præmissen er, at vi i Danmark har store problemer med herboende ikkevestlige udlændinge, som ikke anerkender danske retsprincipper og de demokratiske værdier, som Danmark bygger på, og at det specielt er en realitet blandt visse grupper af muslimer i Danmark. Det er jo blevet undersøgt, om der findes egentlige parallelle retssamfund, og den undersøgelse har afkræftet, som det tidligere er blevet nævnt her, at der er egentlige parallelle retssamfund. Det er rigtigt, at der er udfordringer, i forhold til at der er forskellige opfattelser af, hvad der er rimeligt, og hvad der er ret, men ikke, at der eksisterer egentlige parallelle retssamfund. Desuden indeholder de præmisser, der er for det her forslag, en meget grov generalisering af mennesker, som jeg egentlig finder uacceptabel. Jeg vil gerne gentage det, som ministeren har udtalt heroppefra, nemlig at langt de fleste muslimske udlændinge bidrager positivt, og jeg tænker, at det må virke en smule krænkende for mange mennesker at få de her forslag præsenteret gentagne gange.

Med hensyn til hvad der bliver foreslår her, må vi sige, at forslaget er temmelig upræcist. Jeg får lidt fornemmelsen af, at det, man foreslår, er, at det nødvendige skal sættes i gang. Jamen det nødvendige i forhold til hvad? Jo, det nødvendige i forhold til det, som forslagsstillerne synes er forkert. Det er en vag måde at beskrive noget på, specielt hvis man forestiller sig, at der skal laves lovgivning på baggrund af det forslag, man fremsætter.

SF har ingen sympati for de handlinger, der undertrykker grundlæggende demokratiske principper. Vi har ingen sympati for handlinger, der undertrykker lighed, frihed og menneskers ret til selvbestemmelse, og vi arbejder på at understøtte de demokratiske principper. Vi arbejder også altid på at understøtte, at mennesket får mulighed for at håndhæve sin egen frihed, og at der bliver grebet ind over for dem, som begrænser andre menneskers frihed. Det skal der ikke være nogen tvivl om.

Men hvad er svaret i et retssamfund, når vi synes, at det kan være udfordret? Svaret i et retssamfund er jo at gribe ind over for de handlinger, som folk begår, der griber ind i andre menneskers frihed; det er at gribe ind over for de handlinger, som er udtryk for uhensigtsmæssig adfærd, og som er kriminaliseret. Svaret er ikke at gribe ind over for en bredt defineret gruppe mennesker, og det er heller ikke at lave forslag om at kriminalisere det, som forslagsstillerne her synes er uacceptabelt.

Vi har strafbestemmelser, hvormed vi griber ind over for mennesker, som undertrykker andre. Vi har strafbestemmelser, som kriminaliserer ulovlig tvang og frihedsberøvelse, og at man griber ind over for andres menneskers frihed, så den bliver begrænset. Men vi har ikke bestemmelser, hvormed vi leger tankepoliti. Vi har ikke bestemmelser, som forbyder holdninger eller en livsstil, som afviger fra den, som vil kunne antages at være en gennemsnitlig norm. Det har vi ikke, for det synes vi ikke at man skal have.

Det, man skal kriminalisere, er den adfærd, som vi mener skal være forbudt, det, som er at gå over grænsen. Ud over at kriminalisere kan man gøre andre ting. Der findes jo straf, og meget af det, som forslagsstillerne her siger er uacceptabel adfærd, er belagt med straf. Det kan straffes, sådan som loven er i dag. Men det store dyr i åbenbaringen, det, som måske kan virke en smule overraskende for forslagsstillerne, er, at der findes andre ting end straf. Og nogle gange virker andre ting end straf faktisk bedre.

Der findes også handlinger, som vi måske ikke ønsker os, men som vi ikke synes er krænkende i en grad, så vi vil gøre dem strafbare. De nuancer er vi altså nødt til at tage ind i diskussionen, når vi diskuterer noget så alvorligt, som om der findes parallelle retssamfund, og hvad det er. For vi lader for alvor de mennesker i stikken, som faktisk har brug for hjælp, hvis vi ikke er parate til at diskutere meget bredere end at diskutere en egentlig kriminalisering af nogle handlinger, som åbenbart skal kriminaliseres særlig på baggrund af den religiøse holdning, der ligger bag. Jeg er optaget af, hvad der sker, også i de her situationer, som er baggrunden for det, som forslagsstillerne siger, men vi mener, at vi er godt i gang med at gøre det.

Så har jeg en kommentar til spørgsmålet om integration. Integration er jo mange ting, og integration kan godt virke, selv om ordet integration slet ikke bliver brugt. Integration er adgang til arbejde, adgang til bolig, adgang til uddannelse og adgang til at udøve sine menneskerettigheder og sin personlige frihed på en fornuftig måde. Alle de ting arbejder vi for i det daglige. Nogle gange står ordet integration overraskende nok slet ikke i de forslag, vi laver, men det er alligevel en voldsom integrationsindsats, der sker. Så hvis man kun får credit for at arbejde for integration, hvis ordet integration står i lovforslaget, så kan det godt være lidt svært at få tilstrækkelig credit for det, man laver. Men det betyder ikke, at det, vi laver, ikke virker, eller at det ikke har til hensigt at skabe integration.

SF kan ikke støtte forslaget.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg forstår simpelt hen ikke, at man siger, det er uklart, hvad vi ønsker at kriminalisere. Altså, det har vi jo beskrevet i beslutningsforslaget, og man ville jo få lejlighed til yderligere at beskrive det, hvis det efterfølgende blev til et lovforslag. Altså, det er shariazoner, imamråd, manglende accept af lovlige skilsmisser, negativ social kontrol og handlinger, der skal holde sociale myndigheder og/eller politiet ude af bestemte boligområder, og det er jo nærmere beskrevet i beslutningsforslaget.

Flere, også fru Meta Fuglsang, har henvist til den undersøgelse fra SFI, som man bruger til at afkræfte det, altså til at sige, at der ikke eksisterer parallelle retssystemer i Danmark. Det er rigtigt nok, at rapporten anbefaler, at man ikke lovgiver. Det er rigtigt nok, at rapporten kalder det for noget andet, altså pluralistiske retsopfattelser. Men det er jo en politisk holdning, om man ønsker at gøre noget ved det eller ej.

Det fremgår af rapporten, og jeg citerer:

»Etniske minoriteter med muslimsk baggrund indgår ofte, hvad der i rapporten betegnes som ”nikah-forhold” (ellers ofte kaldet ”muslimske ægteskaber”).«

Det fremgår også, at ægteskabet normalt tillægges stor betydning og ofte kan være problematisk at opløse, og at mænd klart nemmere kan opløse forholdene, end kvinder kan, hvilket kan give kvinder store vanskeligheder. Så det er en realitet, og det er jo et problem. Vi kan ikke kun snakke os ud af det.

Ordføreren.

Jamen en lang række af de her eksempler bliver jeg overrasket over, for langt hen ad vejen er det, der bliver sagt, kriminaliseret. Hvis man forhindrer offentlige myndigheder i at komme frem, hvis man forhindrer offentlige myndigheders arbejde, hvis man fornærmer embedsmænd i funktion, så har vi bestemmelser, der tager hånd om det. Så kan man mene, at det ikke bliver gjort effektivt nok, og så kan vi kigge på det. Men at sige, at noget skal kriminaliseres, som ikke er kriminaliseret i dag, mener jeg er forkert.

Med hensyn til muslimske ægteskaber vil jeg sige, at vi jo har en lovgivning, der klart definerer, hvad der er et gyldigt og lovligt ægteskab i Danmark, og det er det, vi anerkender. Vi anerkender ikke andet. Så er der nogle, der bliver udsat for et voldsomt socialt pres og en social kontrol. Det er heller ikke lovligt at forbyde folk at gøre noget frit. Så må det være oplysning, der skal til, det kan være kontakt til de grupper, der kan være på tale.

Men hvad er det præcis, ordføreren mener der skal kriminaliseres? Skal vi kriminalisere den tanke, at man godt kunne tænke sig, at dansk lovgivning var anderledes? Er det det, vi skal kriminalisere? For langt, langt hen ad vejen er de ting, som forslagsstillerne ønsker sig kriminaliseret, allerede kriminaliseret. Det er muligt, at det ikke er effektivt nok, men svaret på det er ikke yderligere kriminaliseringer. Det er, at vi arbejder videre med de grupper, som vi skal nå, på en eller anden pædagogisk måde.

Hr. Martin Henriksen.

Men nu har argumentet om, at det, vi lægger op til at kriminalisere, i forvejen er kriminelt, været fremme flere gange. Og det synes jeg er et interessant argument, som jeg gerne vil beskæftige mig lidt med.

Det er jo rigtigt nok, at tvang er forbudt i forvejen, men selv om tvang er forbudt i forvejen, vedtog Folketinget jo alligevel at forbyde tvangsægteskaber, fordi vi mente, at det var en så alvorlig problemstilling, at vi ville gå ind og give det særskilt fokus i lovgivningen. Men tvang var forbudt i forvejen, så derfor skulle Folketinget jo rent faktisk ikke have forbudt tvangsægteskaber, altså fordi tvang var forbudt i forvejen.

Voldtægt er forbudt, men tvang er jo forbudt i forvejen. Der er da ikke nogen, der ved deres fulde fem kunne finde på at stille sig op og sige, at vi ikke skal kriminalisere voldtægt, fordi det allerede er håndteret af lovgivningen, altså ved at tvang er forbudt i forvejen. Nej, for der er nogle problemstillinger, der er så alvorlige, at de fortjener at få særskilt og ekstra opmærksomhed i lovgivningen, sådan at lovgivere dels sender det klare signal til myndighederne, at det her er et problem, der skal tages hånd om, dels giver dem nogle redskaber til at løse problemerne.

Ordføreren.

Jeg accepterer den pointe, at tvang i nogle særlige situationer særskilt er kriminaliseret. Min pointe er også, at der er en lang række af de ting, som forslagsstillerne gerne vil nå her, som er kriminaliseret, også ud over de der åbenlyse eksempler, som ordføreren nu kommer med.

Min pointe er, at en del af det her løser vi ikke ved en yderligere kriminalisering længere ned på listen for, hvad der er uacceptabel adfærd. Meget af det her løser vi på nogle sociale måder, vi løser det ved en bedre integrationsindsats, vi løser det på en lang række måder, som giver dem, som bliver berørt af det, bedre muligheder for at få hjælp.

Så det, vi kunne diskutere, var jo, om de redskaber, som man i øvrigt har til at hjælpe kvinder, der f.eks. bliver udsat for pres i forbindelse med ægteskaber, er gode nok. Det kan vi godt diskutere. Vi kan også godt se på, om indsatsen er god nok, og om vi kan øge den. Men jeg mener ikke, at yderligere kriminalisering af uacceptabel adfærd, sådan som man forestiller sig det her, er svaret.

I øvrigt synes jeg, at det, der bliver beskrevet her, er gjort med en meget bred pensel, hvor forslagsstillerne ikke har gjort sig den ulejlighed at gøre opmærksom på, at noget af det faktisk er kriminaliseret. Så jeg mener ikke, at det forslag, der ligger her, er egnet til, at vi kan lave lovgivning på baggrund af det.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til SF's ordfører. Så er det Enhedslistens ordfører, fru Pernille Skipper.

Tak for ordet. Jeg skal på vegne af vores integrationsordfører, fru Johanne Schmidt-Nielsen, komme med nogle korte bemærkninger om dette beslutningsforslag.

For det første, som der er flere der har været inde på, er det meget svært, når man læser det her forslag, at forstå, hvad det er, man egentlig ønsker at kriminalisere. Som eksempel angives der i bemærkningerne, at man skal kriminalisere negativ social kontrol. Hvis det bliver tilfældet, hvis det bliver indskrevet i vores straffelov, så får vi godt nok nogle meget, meget vidtrækkende konsekvenser og en meget usikker retstilstand, for hvornår er social kontrol negativ, og hvornår eksisterer der egentlig social kontrol. Det tror jeg i hvert fald at juristerne vil få meget svært ved at svare på ved Danmarks domstole.

For det andet henvises der til en række problemstillinger, der, som der er flere ordførere der allerede har redegjort for, i forvejen er kriminaliseret. Det gælder f.eks. ulovlig tvang, det gælder selvtægt osv. Derfor er det meget svært for os at se, hvad det er, man præcis gerne vil have indskrevet i straffeloven, og jeg vil da opfordre forslagsstillerne til at gå hjem og prøve at præcisere det lidt, siden vi efterhånden er en del, som har svært ved at forstå det.

Så er det rigtigt, at vi har nogle få grupper i vores samfund, hvor man ikke følger de almindelige regler, og hvor man sætter sine egne spilleregler op, som går længere, end vi sådan synes er acceptabelt. Det er jo klart, at vi gerne vil have, at vi alle sammen følger de fælles spilleregler, at vi alle sammen er en del af det store fællesskab i vores samfund. Det er også klart, at der er kvinder, der er undertrykte, som er underlagt deres mænd. Det skal vi også bekæmpe, det er helt sikkert, det kan vi være enige om. Det er dog meget svært at kriminalisere sig ud af.

Dernæst vil vi sige, at det er en flerhed af tiltag, der skal til for at løse de problemstillinger. Bl.a. har vi i forbindelse med finanslovaftalen fået tilført en del penge til at oprette ekstra retshjælpsordninger i områder med sociale og integrationsmæssige udfordringer. Det betyder, at muligheden for at komme ned og få rådgivning om sine rettigheder bliver meget mere lokalt forankret, det er vi sådan set stolte af, og vi tror også, at det kommer til at få en positiv betydning. Det er et eksempel på nogle af de ting, man skal gøre.

Derudover skal det også siges i forbindelse med det her lovforslag, at den tone og den stigmatisering, som har været fremtrædende i de sidste 10 års integrationspolitik, bestemt ikke hjælper til at involvere alle i fællesskabet. Det er også derfor, vi er glade for, at ministeren nu i dag minder om, at vi ikke må slå alle udlændinge over en kam, og at langt, langt de fleste udlændinge i vores samfund, muslimer eller ej, bidrager positivt til vores fællesskab og deltager på lige fod med alle andre. En af de vigtigste ting, vi kan gøre for at fremme integrationen, for at forhindre, at man isolerer sig, er at åbne vores fællesskab for alle, uanset hvilken religiøs baggrund man nu engang har, og det hjælper dette beslutningsforslag bestemt ikke til.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Tak. Der er mange ting, jeg gerne ville svare på, men det er der jo ikke mulighed for. Jeg vil bare i forhold til begrebet negativ social kontrol, hvor det er blevet sagt, at vi ikke har defineret, hvad det skal gå ud på, læse op fra beslutningsforslaget for at vise, at vi faktisk har defineret det. Der står jo:

»Meget negativ social kontrol er for eksempel, når en familie, familier og/eller gruppe(r) i markant større omfang, end hvad der må betegnes som normalt, kræver ensretning og underkastelse fra andre og i visse tilfælde fører tilsyn med, hvorvidt en eller flere personer efterlever familiernes eller imamernes henstillinger. Der er set eksempler på, at personer og grupper med det formål at føre tilsyn og udøve massiv social kontrol har udviklet noget, der minder om en privat efterretningstjeneste. I 2004 beskrev B.T. f.eks., hvordan voldsramte indvandrerkvinder, der har forladt deres mand, hverken kan føle sig sikre på gaden eller på krisecentrene, fordi familierne opsporer dem gennem et netværk af taxachauffører, der holder øje med kvinderne i gadebilledet.«

Det er jo meget konkret, og det er noget, vi ønsker at gå ind og give særskilt opmærksomhed i lovgivningen. Jeg er stadig opmærksom på, at tvang er forbudt i forvejen, men vi har forbudt en lang række ting, f.eks. voldtægt osv., selv om tvang er forbudt i forvejen, fordi det er et så alvorligt problem.

Ordføreren.

Jeg forstår det så sådan, at Dansk Folkepartis ordfører mener, det skal være særskilt kriminaliseret at tvinge folk til at gøre noget bestemt ved at følge efter dem igennem rigtig lang tid. Men det her er stadig væk ikke noget, der egner sig til en straffeparagraf. Hvad betyder normalt? Der står, at meget negativ kontrol er, når nogen i større omfang end normalt kræver ensretning og underkastelse. Det er helt ekstremt svært at forstå, hvad det betyder. Og hvad er et normalt krav om ensretning og underkastelse? Altså, det er jo helt klart, at det er ulovligt at tvinge andre mennesker til at gøre noget, de ikke vil. Sådan er det. Så er der nogle former for tvang, der så er særskilt kriminaliseret, men det kræver jo en klar juridisk definition, for at vi kan indskrive det i straffeloven. Det her er bestemt ikke nogen klar juridisk definition.

Men jeg vil dog også sige, at det da bestemt er rigtigt, at vi skal gøre, hvad vi kan for at kæmpe ligestillingskampen og frihedskampen.

Hr. Martin Henriksen.

Tak. Så vil jeg tillade mig at læse lidt videre, for det bliver jo defineret i beslutningsforslaget, hvor der står:

»Bliver en kvinde spottet i nærheden af et krisecenter, rapporterer taxachaufførerne dette til familien, som således finder ud af, hvor den pågældende kvinde befinder sig, så de kan forsøge at få hende hjem igen«.

Det er jo et meget konkret eksempel.

Jeg kunne også godt tænke mig at komme med endnu en kommentar, bare for at afmontere de misforståelser, man forsøger at plante omkring beslutningsforslaget, gående ud på, at det entydigt skulle være negativt over for folk med muslimsk baggrund. Altså, der står jo bl.a. i beslutningsforslaget, at det »understreges, at der naturligvis findes mange udlændinge med muslimsk baggrund, som bidrager positivt til det danske samfund. De respekterer dansk kultur og danske retsprincipper«.

Vi siger sågar, at vi forstår, at muslimske ægtepar ønsker en religiøs velsignelse. Men det må bare ikke indeholde andre aspekter end de rent symbolske og religiøse.

Så det er jo uddybet ganske klart i beslutningsforslaget. Jeg synes, man skal læse det en anden gang.

Ordføreren.

Det har jeg bestemt også gjort. Det står på side 4, og man har brugt spalte efter spalte til at forklare, at dette beslutningsforslag drejer sig om, hvad f.eks. imamer ikke må gøre, men kristne præster bliver f.eks. ikke nævnt. Så jeg synes alligevel, at min indstilling, nemlig at det her beslutningsforslag tager sigte på en bestemt gruppe af mennesker, og at det er med til at polarisere vores samfund, stadig væk holder.

Til ordførerens kommentar til det meget konkrete eksempel med taxachauffører, der følger efter kvinder eller spotter kvinder i nærheden af krisecentre, vil jeg sige, at vi lige for nylig har vedtaget en lov her i Folketinget om øget mulighed for tilhold, bl.a. i forhold til voldsramte kvinder, hvor man kan nedlægge zoneforbud osv. for mennesker, der følger efter dem. Men det er meget svært at lovgive om, om taxachauffører må ringe hjem, når de ser noget på gaden. Det bliver simpelt hen ikke juridisk brugbart.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det Liberal Alliances ordfører, hr. Joachim B. Olsen.

Tusind tak. Winston Churchill sagde, at en fanatiker er en mand, som hverken kan ændre mening eller skifte emne, og når man ser på de forslag til forbud og andre ting, der er kommet fra hr. Martin Henriksen, kunne man godt synes, at det citat er relevant. Jeg har en liste her: at tvinge daginstitutioner til at gå i kirke; obligatorisk morgensang på folkeskoler; forbud mod kulturelle og religiøse særhensyn, såsom halalkød, faste, fridage under ramadanen og badeforhæng på folkeskoler; forbud mod at medvirke til at oprette, udbrede eller fastholde parallelle muslimske retssamfund; forbud mod Islamisk Trossamfund; forbud mod indrejse af folk med kontroversielle holdninger ud fra den idé, at der skal tages hensyn til, at folk skal have lov til at ytre sig, men alt inden for rimelighedens grænser; forbud mod shariazoneforkæmpere; forbud mod Hizb ut-Tahrir; tvangslukning af chathjemmesider uden kontrol; forbud mod burka og niqab i det offentlige rum.

Jeg anerkender, at der er problemer med integrationen i Danmark, og derfor er jeg også enig med Dansk Folkeparti i, at det er tragisk, at regeringen har fjernet starthjælpen og kontanthjælpsloftet, fordi det var reformer, som var med til at forbedre integrationen. Det var reformer, som var med til at flytte indvandrere fra passiv forsørgelse over i beskæftigelse, og jeg er af den opfattelse, at den bedste integration finder sted på arbejdsmarkedet i mødet med dansk kultur og danske normer.

Der er miljøer i Danmark, hvor der udøves social kontrol, der er parallelle samfund, og der er også mennesker, som i hvert fald har en parallel retsopfattelse i forhold til den gængse i Danmark. Men vi mener ikke, at de problemer løses ved, at vi går på kompromis med vores grundlæggende frihedsrettigheder.

I Danmark har man engang haft forbud mod indvandring af jøder. Det havde man i 1600-1700-tallet, man havde regler for, hvor jøder måtte bosætte sig, og hvad de måtte ernære sig ved, man forbød jøder at udøve deres tro. Engang var det også forbudt for danske børn at modtage undervisning af ikkelutheranere. I det hele taget var Danmark engang et land, hvor kristne værdier blev påtvunget befolkningen.

Men alt det gjorde man op med ved junigrundloven i 1849, og den grundlovsgivende forsamling bestod hverken af kulturradikale eller kulturrelativister. Det var ikke mænd, som naivt troede på, at alle kulturer er lige gode, fordi nogle kulturer indeholder fænomener, som undertrykker bestemte grupper eller individer. Nej, det var folk som Grundtvig, det var kristne mænd, men de troede på, at der var én værdi eller ét begreb, som stod over alt andet, nemlig frihed.

Friheden kan være farlig, for det er ikke alle mennesker, som respekterer den. Friheden indebærer også, at vi aldrig rigtig ved, i hvilken retning samfundet bevæger sig, og det kan gøre os ængstelige, men det betyder ikke, at vi skal bruge statsmagten til at forhindre forandring og slet ikke til at forbyde alt, som vi ikke kan lide, eller som vi ikke selv kan forstå. Personligt forstår jeg ikke, hvorfor nogen kvinde vil iføre sig en burka. Hvis jeg skal være ærlig, synes jeg, at det ser temmelig fjollet ud, og det er min ret at synes det, men jeg vil ikke forbyde det.

Men vi skal bruge statsmagten til at forhindre ulovlig tvang. Shariazoner har i dag ingen juridisk gyldighed i Danmark, og det vil de aldrig få. Imamrådet kan sige og mene, hvad de vil, men de kan ikke tvinge folk til at handle mod deres vilje. Det er allerede ulovligt at forhindre myndigheders adgang til boligområder, og hvis man prøver, må man regne med at blive stillet for en dommer og risikere at blive berøvet sin frihed.

Kort sagt beskytter den danske lov allerede individer mod tvang og overgreb. Det betyder ikke, at det ikke finder sted, men lovgivningen giver allerede politiet beføjelser til at gribe ind og bringe de skyldige for en dommer, og derfor kan Liberal Alliance ikke støtte beslutningsforslaget.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Nu kunne vi jo stå og på kryds og tværs beskylde hinanden for at være fanatiske, og det vil jeg lade være med. Men jeg vil så gøre det lidt alligevel og sige, at jeg, når jeg hører Liberal Alliances liberalisme, synes, man en gang imellem er lidt ekstreme. Jeg kan huske, at hr. Joachim B. Olsen tidligere har været ude at tale for flerkoneri. Det var jo, forstår jeg, noget, der var op til den enkeltes personlige frihed, og det kunne man også vælge at antage var et synspunkt, der var lidt ekstremt. Jeg synes, der var mange ting i det, som hr. Joachim B. Olsen sagde, som ikke gav mening, f.eks. det, at man også kritiserede regeringen for at ville afskaffe starthjælpen. Men på Liberal Alliances egen hjemmeside står der, at man ønsker at afskaffe starthjælpen for nogle grupper af udlændinge, så Liberal Alliance er jo glad for, at der er nogle grupper af udlændinge, der har fået nogle højere sociale ydelser.

Hr. Joachim B. Olsen siger, at man ikke kan have imamråd, og at man ikke kan have parallelle retssystemer, hvor der er selvbestaltede ledere og instanser, som tvinger nogen til at gøre noget, de ikke har lyst til. Jo, det kan man godt; det er noget, der eksisterer i dag, og det er noget, der har eksisteret igennem længere tid. Og på et eller andet tidspunkt må man jo konkludere, at det lovgrundlag, der er, så ikke er tilstrækkeligt til at håndtere de frihedsindskrænkninger, de sanktioner, som bliver iværksat over for nogle mennesker.

Ordføreren.

Jo, jeg vil godt indrømme, at jeg er fanatisk; når det drejer sig om forsvaret for friheden, er jeg fanatisk, der synes jeg ikke vi kan få fanatisme nok, om man vil. Angående det med flerkoneriet vil jeg sige, at jeg tror – eller jeg ved det – at hr. Martin Henriksen har været så længe i politik, at han godt ved, at man ikke skal tage alle de overskrifter, som man ser i en avis, for gode varer. Jeg har sagt, at det, hvis folk vil leve sammen med to mænd eller to kvinder, så er noget, jeg overhovedet ikke vil blande mig i; det er jeg fløjtende, hamrende ligeglad med. Men flerkoneri i juridisk forstand er ikke noget, vi går ind for.

Ja, det var egentlig det, der var at sige til det.

Hr. Martin Henriksen.

Det er jo altid nemt at sige, at man er blevet misforstået, når man skal forsøge at modargumentere, og der kan jeg så forstå at hr. Joachim B. Olsen er blevet misforstået. Det er måske også en misforståelse, at Liberal Alliance går ind for at hæve de sociale ydelser til visse grupper af udlændinge? Er det også noget, jeg har misforstået? Det kan hr. Joachim B. Olsen måske af- eller bekræfte. Hvis hr. Joachim B. Olsen virkelig var så fanatisk i forhold til det med at sikre frihedsrettighederne, så burde han jo støtte det her beslutningsforslag, for det her beslutningsforslag handler faktisk om at sikre frihedsrettighederne for nogle, som får deres rettigheder indskrænket af f.eks. imamer og ægtemænd, som ikke ønsker at give dem den frihed, som de ifølge dansk lovgivning er berettiget til. Det er noget, der eksisterer, det er noget, der er er en realitet i dagens Danmark.

Der er nogle, som faktisk ulovligt får taget deres frihedsrettigheder fra sig, og den nuværende lovgivning er ikke tilstrækkelig til at håndtere det problem. Så hr. Joachim B. Olsen har jo sådan set leveret et argument for at støtte beslutningsforslaget.

Ordføreren.

Nej, det har jeg ikke. Altså, som ordføreren også selv var inde på, går det her beslutningsforslag ud på at forbyde nogle handlinger, og disse handlinger er jo nogle, der allerede er forbudt; du må i dag ikke tvinge folk. Du kan have meninger. Der er nogle mennesker, som ikke respekterer andres frihed, og som udøver social kontrol, og der er mennesker, som udelukker andre fra et miljø, som de måske gennem hele deres liv har været en del af, fordi de gør noget eller de forbryder sig mod det miljø. Det er dybt beklageligt, og det er også noget, der sker inden for bestemte kristne grupperinger. Men udøver man vold, truer man med vold, så er det jo noget, der allerede er ulovligt, og så er det noget, der skal straffes.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, hr. Mike Legarth.

Tak, hr. formand. Meningen med forslaget her fra Dansk Folkeparti er at kriminalisere handlinger, som udspringer af parallelle retssystemer og deres egne straffeprincipper. Der lægges op til at nedsætte en arbejdsgruppe, der overvåger parallelle retssamfund og leverer forslag til lovgivning på området. Og arbejdsgruppen skal også kunne komme med konkrete anbefalinger til strafferammer for handlinger, som udspringer af den parallelle retstænkning.

Tanken bag det er vi sådan set voldsomt positive over for; vi er lodret imod enhver form for parallel retssamfund i vores land, Danmark. Det er frygteligt, at indvandrerkvinder – og faktisk også mænd – lever i livslang frygt for repressalier, og at mange er bange for at blive dræbt, fordi de er flygtet fra en voldelig ægtemand. Vi har på det seneste set vidner blive truet osv. osv. Det er fuldstændig uacceptabelt, og det skal vi bekæmpe med alt, hvad vi har. Alle kvinder skal vide, at hvis de ønsker skilsmisse, kan de få det, og det bakker vi fuldstændig op om. Hvis nogen ikke anerkender og respekterer danske værdier, bør vi vende de mennesker ryggen, og de må finde et andet sted at være, et andet opholdsland. Trusler, undertrykkelse og underkuelse af kvinder og mænd, som vi desværre ser, er helt uden for dagsordenen; det kan vi slet ikke på nogen måde acceptere, og som sagt skal vi gøre alt, hvad vi kan for at bekæmpe det.

Samlet set synes vi faktisk, det begrunder, at der bliver nedsat en arbejdsgruppe til at modvirke og imødegå den slags, som jo er ødelæggende for integrationen blandt mange, som rigtig gerne vil være en del af vores danske samfund. Hvis man som sagt ikke vil acceptere danske love, sædvaner, standarder og den måde, vi har indrettet os på, så forbryder man sig mod den venlighed, den imødekommenhed og den tillid, vi møder andre med, når de kommer hertil udefra. Vi inviterer dem indenfor med smil i øjnene, så de kan blive en del af vores fællesskab, men det må selvfølgelig ske i en gensidighed, hvor man accepterer hinandens væremåder og ikke modarbejder dem.

Det er svært at definere parallelle retssystemer helt præcist, men vi tager maksimal afstand fra det ubehagelige udbytte, der kommer ud af det. Vi bliver stærkt forarget over at se de ting, der er påpeget af andre ordførere her i dag, dvs. de ting, som et parallelt retssamfund kan medføre, og jeg tror, at jeg meget tydeligt har tilkendegivet, at det er noget, vi er med på at modarbejde og bekæmpe på alle måder. Og vi kan passende starte med en tværministeriel arbejdsgruppe, som har til formål at bekæmpe det, vi har talt om her, og de må gerne starte allerede i morgen.

Der er ingen bemærkninger. Tak til den konservative ordfører. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Der eksisterer parallelle retssystemer i Danmark. Det er blevet dokumenteret igennem flere artikler og indlæg i landets aviser igennem de senere år og også på anden vis. Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at disse parallelle retssystemer har nået et sådant omfang, at Folketinget bør reagere med ny lovgivning, som giver myndighederne de redskaber, der skal til for at kunne bekæmpe de konstante angreb på dansk kultur, herunder dansk retskultur.

Det er en uskik, at der i ghettoområder er selvbestaltede ledere, som henter deres inspiration fra sharia, fra religiøse og kulturelle normer og værdier, som afgørende bryder med grundlæggende principper, nemlig at det er Folketinget, der som lovgiver vedtager kongerigets love, og at det er politi og domstole, som sørger for lov og orden. Og da disse grundlovssikrede rettigheder og principper tilsidesættes af imamer, familier og grupper, må indsatsen naturligvis genovervejes og skærpes.

Danmark har store problemer med herboende ikkevestlige udlændinge, som ikke anerkender danske retsprincipper og de demokratiske værdier, som Danmark bygger på. Eksistensen af parallelle retssamfund er en realitet blandt visse grupper af muslimer i Danmark. Denne farlige tendens har vi efterhånden set mange konkrete eksempler på. Et af de mere skræmmende eksempler så vi i oktober 2011, hvor en gruppe såkaldte salafister under navnet »Kaldet til Islam« skabte stor opstandelse, da de erklærede, at de flere steder i København ville indføre shariazoner, hvor islamiske straffeprincipper skulle være gældende.

Indførelsen af shariazoner i Danmark fremstår måske som et verdensfjernt ønske fra en lille gruppe ekstremister, men realiteten er, at mange mennesker i Danmark allerede i dag lever et liv, hvor de må rette sig efter muslimske privatretlige praksisser og instanser, som intet har med dansk lovgivning at gøre. F.eks. er det i visse områder med mange muslimske beboere almindeligt, at dansk lov kombineres med eller erstattes af skrevne og uskrevne religiøse love. Politiet i Vollsmosebydelen i Odense afslørede f.eks. i Information i 2008, at op imod 90 pct. af alle politianmeldelser bliver trukket tilbage i området, og i stedet bliver konflikterne løst uden om politi og domstole.

Socialdemokratisk byrådsmedlem og beboerformand for Mjølnerparken i København Muhammad Aslam bekræftede desuden over for Berlingske, at fænomenet med et retssystem uden om politiet er udbredt.

Et tredje eksempel på eksistensen af parallelle retssystemer ser vi i forhold til muslimske ægteskaber. I november 2011 udkom en rapport fra SFI, der dokumenterede, at islamisk lov og forskellige kulturelle og sociale normer i høj grad er virkelighed for masser af kvinder overalt i Danmark. De bliver muslimsk viet i såkaldte nikahforhold og indgår dermed ægteskaber, som det ikke er nemt at komme ud af, idet opløsning af et muslimsk ægteskab som udgangspunkt fordrer mandens tilsagn.

Dansk Folkeparti tager på det skarpeste afstand fra, at dansk ret og lovgivning af visse grupper i Danmark erstattes af islamiske religiøse og kulturelle regelsæt, herunder sharialov. Det er afgørende, at vi en gang for alle gør op med de parallelle retssystemer og den tankegang, der ligger bag. Det er vigtigt for den sociale og kulturelle sammenhængskraft i Danmark, at vi konsekvent siger fra over for dem, der åbenlyst foragter de værdier og retsprincipper, som Danmark bygger på. Dansk kultur, herunder dansk retskultur, skal ikke tilsidesættes af religiøse mørkemænd, der ønsker at praktisere sharia i det danske samfund.

Formålet med dette beslutningsforslag er derfor at kriminalisere de handlinger, som udspringer af parallelle retssystemer. Til trods for den skepsis, der har været i dag over for forslaget, er det Dansk Folkepartis håb og forventning, at der i hvert fald på et senere tidspunkt i Folketinget kan samles et flertal for en kriminalisering af parallelle retssystemer og den negative sociale kontrol, der følger med. Vi politikere har især et ansvar for at sige fra hver gang, for det, som visse opfatter som tolerance og rummelighed, bliver af disse mennesker opfattet som naivitet, som svaghed og som en åben invitation til at fortsætte arbejdet med at gøre Danmark til et sted, hvor sharialov stille og roligt vinder frem som et parallelt ordens- og retssystem. Med en vedtagelse af dette beslutningsforslag vil Folketinget klart markere, at her går grænsen, og det er baggrunden for forslaget.

Jeg vil også knytte et par bemærkninger til nogle af de kommentarer, der har været fremme. En væsentlig del af argumentationen imod forslaget har været, at tvang allerede er forbudt, men som jeg også har fremhævet i en række korte bemærkninger, har man jo valgt fra Folketingets side – et bredt flertal, så vidt jeg husker – at forbyde tvangsægteskaber, til trods for at tvang i forvejen er forbudt, fordi man mener, at det er så alvorlig en problemstilling, at man her skal give lige præcis den problemstilling ekstra opmærksomhed i lovgivningen og sende et klart signal til myndighederne om, at vi fra Folketingets side tager hånd om problemet. Voldtægt er også forbudt, men der er jo ikke nogen, der argumenterer med, at man ikke skal have voldtægt som noget, der er kriminaliseret i lovgivningen, fordi tvang i forvejen er forbudt. Nej, der er nogle ting, som er så alvorlige, at vi giver dem særskilt opmærksomhed i straffelovgivningen og i lovgivningen generelt.

Jeg synes, det er dybt problematisk, at hver gang der er en journalist, der har været ude i et ghettoområde, talt med beboerne derude, talt med imamer og sågar talt med en socialdemokratisk beboerformand i Mjølnerparken, der bekræfter eksistensen af parallelle retssystemer, så kommer alle partierne i medierne og siger, at det er for dårligt, og at det må vi gøre noget ved. Ja, selv Radikale siger i medierne, at det må vi gøre noget ved. Men når man kommer til Folketingssalen, vil man ikke noget, og så har man alle mulige undskyldninger for lige præcis ikke at gøre noget ved problemet. Og så henviser man til, at man har en masse sociale initiativer, hvilket alt sammen kan være godt og rigtigt, men der er bare nogle mennesker, vi ikke kan nå med samtale; der er nogle mennesker, vi ikke kan nå med dialog; der skal mere til.

Afslutningsvis vil jeg gerne kvittere for Venstres og Konservatives positive bemærkninger, men samtidig også konstatere, at de ikke støtter vores beslutningsforslag, og jeg synes, at de, ligesom alle andre partier, snart må begynde at sætte lidt handling bag ordene – det ville være befriende.

Tak til ordføreren.

Da der ikke flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik, og såfremt ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.