Jeg starter lige med at få højden på mikrofonen på plads her.
Jeg vil godt starte med at takke Enhedslisten for at fremsætte forslaget her.
Vi bakker det varmt op.
Jeg vil så også godt skose dem lidt måske, fordi jeg ærlig talt godt synes, at man kunne have spurgt de andre partier, som man udmærket godt ved støtter sådan et forslag, om at være med, og det synes jeg også Enhedslisten skal have at vide.
Jeg har nemlig ikke noget imod at gå på gaden og samle underskrifter ind sammen med Enhedslisten.
Om det modsatte så er tilfældet, ved jeg ikke, men jeg synes da, at man skal stå sammen i sådan en sag.
Den er ret vigtig, og det gælder om, at det her også bliver til noget, synes jeg jo.
Det er også derfor, at vi i Dansk Folkeparti helt klart har støttet den underskriftsindsamling, som Folkebevægelsen mod EU har lavet for netop at få en folkeafstemning, for det er ikke så meget et spørgsmål om holdninger lige nu og her.
Det ligger meget principielt, synes jeg, at vi skal have den her folkeafstemning.
Så det opfordrer jeg gerne folk til at gøre.
Gå ind og skriv under, og det kan man gøre online.
Det håber jeg at der er rigtig mange der gør, fordi jeg har jo forstået, at vi nu har en regering, der lytter til folk.
Det gjorde man med hensyn til betalingsringen, og det håber jeg også at man vil gøre, med hensyn til at vi kan få en folkeafstemning.
Det ville jo være dejligt, hvis man samlede så mange underskrifter, at regeringen rent faktisk også lyttede her.
Det glæder jeg mig til.
Der er ingen tvivl i mit sind om, at den her finanspagt er noget, der kommer til at binde vores land på hænder og fødder i forhold til at føre en bestemt finanspolitik.
Så kan man synes, at den er fornuftig eller ufornuftig, men det er fuldstændig ligegyldigt.
Det, der for Dansk Folkeparti er et problem, er jo helt klart, at det er noget, der bliver besluttet af EU.
Det mener jeg simpelt hen er forkert.
Det er ganske forkert, at det er EU, der skal sidde at beslutte, hvilken økonomisk politik man skal føre i nationalstaterne.
Det er helt legitimt, at de 17 lande, der har valgt en fælles valuta, også har en overordnet fælles finanspolitik.
Det er nødvendigt.
Det er jo derfor, at det er gået så grumme galt med euroen.
Det er derfor, at man er nødt til at lave en finanspagt, og derfor er det, de gør, helt legitimt.
Men for mig at se er det helt klokkeklart manglende respekt for det euroforbehold, vi har i Danmark, og så er jeg sådan set fuldstændig flintrende ligeglad med, hvad juristerne siger.
Der var ingen tvivl i mit sind, da man stemte om euroen for de her 10-12 år siden, og jeg stod i stemmeboksen dengang og blev spurgt, om jeg ville have euroen, ja eller nej, at så satte jeg kryds ved nej.
Så stod der altså ikke nedenunder en lille notits om, om det var, fordi jeg så ikke ville binde mig nærmere til en tættere finanspolitik sammen med de lande, der i øvrigt valgte at have en fælles valuta.
Så havde jeg altså også skrevet nej der, men det stod der ikke.
Så kan man have jurister til at vurdere herfra og til nytår, men det er flintrende ligegyldigt.
Det er jo vigtigt, når man siger nej til en fælles valuta, at man så ikke bliver involveret i den fælles finanspolitik, som er nødvendig, når man skal have en fælles valuta, og det er derfor, at jeg kalder det her manglende respekt for euroforbeholdet, uagtet hvad jurister har sagt.
Det er simpelt hen forkert.
Det er jo sådan, at de fem unionspartier, vi har her i Folketinget igennem de sidste 1-1½ år stille og roligt har sagt ja til et europæisk semester, og at man skal sende finansloven ned til gennemsyn, hvor man får nogle henstillinger fra Europa-Kommissionen om, hvordan den økonomiske politik skal føres i landet.
Man har sagt ja til en six-pack, som bl.a.
ser på makroøkonomiske ubalancer, og den indeholder altså ting som lønudvikling, boligfinansiering, privat gæld og pensionsafgange.
Der sidder man altså nu nede i EU og skal vurdere, hvordan vi skal have det i Danmark.
Det synes jeg simpelt hen er under al kritik.
I Danmark har vi haft et arbejdsmarked, hvor i øvrigt Socialdemokraterne – det synes jeg da godt man kan være stolt af – har været med til at arbejde for, at vi har sådan en arbejdsmarkedspolitik, hvor man siger, at det er arbejdsmarkedets parter, der finder ud af, hvornår vi skal gå på ferie, hvad vi skal have i løn osv.
Det har vi aldrig blandet os i rent lovgivningsmæssigt.
Der er nogle overordnede rammer, men det er det.
Men nu er det altså bare helt o.k., at EU skal ind at blande sig i det.
Det er helt o.k., at EU skal kigge på det, og hvis der er problemer med det, er jeg jo spændt på at se, hvad EU synes vi skal gøre ved det, og jeg er da også spændt på, om der er nogen af de fem unionspartier, der har modet til at sige nej til det, for det tror jeg simpelt hen ikke på.
Der er ingen tvivl i mit sind om, at vi skal have en folkeafstemning, og derfor støtter Dansk Folkeparti også varmt det forslag, der ligger fra Enhedslisten.