Det sidste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 30:

Forslag til folketingsbeslutning om anerkendelse af en selvstændig palæstinensisk stat.

Af Christian Juhl (EL) og Sara Olsvig (IA) m.fl.

(Fremsættelse 20.01.2012).

Forhandlingen er åbnet. Udenrigsministeren.

Enhedslisten har sammen med fru Sara Olsvig fremsat forslag til folketingsbeslutning om anerkendelse af en selvstændig palæstinensisk stat. Jeg vil gerne som det første bemærke, at regeringen deler den målsætning. Der står i regeringsgrundlaget, at – og jeg citerer:

»Regeringen vil i tæt samarbejde med de øvrige EU-lande arbejde for anerkendelse og etablering af en selvstændig og levedygtig Palæstina-stat, og at det internationale samfund sikrer både palæstinensernes og israelernes legitime behov for at kunne leve i sikkerhed og fred bag internationalt anerkendte grænser.«

Det her betyder, at regeringens Palæstinapolitik er klar. Vi ønsker og vi arbejder for et frit og selvstændigt Palæstina, som på lige fod med verdenssamfundets øvrige stater skal være et fuldt anerkendt og ligeværdigt medlem af FN og alle andre internationale organisationer. Det her betyder ikke, at vi tager noget fra Israel – tværtimod. En tostatsløsning er den eneste løsning, som sikrer, at Israel på lang sigt kan leve i tryghed og med sikre grænser og i fred med sine naboer. Det er i den sammenhæng væsentligt at understrege, at legitime israelske sikkerhedsinteresser ikke kan varetages gennem en besættelse af et andet folks territorium.

Vi må klart erkende, at det ikke kun er palæstinenserne og israelerne, som har rigtig meget på spil i den her sag. Det har vi alle sammen, for konflikten har en destabiliserende virkning på den globale sikkerhedssituation, og den medvirker til, at hele regionen befinder sig i en form for konstant alarmtilstand. Der er derfor mere end nogen sinde før brug for en varig fred mellem parterne, og det kan kun en tostatsløsning sikre. Status quo er helt uholdbart. Der er brug for et endegyldigt stop for de ulovlige, konfliktoptrappende og provokerende bosættelser fra israelsk side, som reelt underminerer muligheden for en tostatsløsning, og der er brug for en forbedring af de urimelige rammer for palæstinensernes hverdag. Det er også nødvendigt med et ophør af palæstinensiske fraktioners affyringer af raketter mod Israel og dets indbyggere.

Det internationale samfund er stærkt engageret i at formå israelerne og palæstinenserne til at gå i direkte og resultatorienterede fredsforhandlinger, og målet skal være den tostatsløsning, som har været på tegnebrættet siden FN's delingsplan og oprettelse af staten Israel i 1948. Lad det være helt klart: En tostatsløsning kan kun nås gennem en forhandlet fredsaftale. Det er den løsning, som det internationale samfund bakker op om, og som præsident Abbas og hans regering i Ramallah ønsker. Den overordnede ramme for det internationale samfunds ageren i mellemøstkonflikten er forankret i kvartetten. Jeg ser ikke nogen mulighed for, at EU eller Danmark skulle prøve at ændre på disse forhold. Konflikten i Mellemøsten er så kompleks og så sprængfyldt med internationale storpolitiske interesser, at vi kun ved fælles handling kan fremme en løsning.

EU gør, hvad vi kan gennem udenrigsrepræsentant Catherine Ashtons deltagelse i kvartetten. EU spiller en hovedrolle i formuleringen af de krav og de incitamenter, som det internationale samfund præsenterer parterne for. Mere specifikt tror jeg at EU også vil have en betydelig rolle i forbindelse med gennemførelse af flere af de meget vanskelige forhandlingsemner, som parterne skal tackle. EU har nemlig som led i håndteringen af postkonfliktarrangementer udtrykt politisk og økonomisk vilje til at bidrage i meget betydeligt omfang. Jeg skal blot give nogle få eksempler.

En aftale om grænser vil indebære, at en række infrastrukturområder må ændres – vejføring, elforsyningslinjer, telekommunikationslinjer osv. – på grund af landbytte med Israel. EU kan her bistå økonomisk og praktisk på den palæstinensiske side. EU vil kunne bistå med bidrag til en midlertidig international militær tilstedeværelse som led i en aftale om sikkerhed. EU vil kunne bidrage til en Jerusalemløsning gennem f.eks. medvirken til international garantistillelse i forhold til de hellige steder. EU vil være rede til at yde finansiel og praktisk støtte til gennemførelse af en løsning af flygtningespørgsmålet. Der er omkring 4,5 millioner palæstinensiske flygtninge, hvis forhold må afklares i forbindelse med en fredsaftale. EU kan på vandområdet bidrage med løsninger for en lige fordeling af vandressourcerne, f.eks. gennem opstilling af mekanismer herfor. Også en mekanisme for afgørelse af tvister om vandfordeling kan tænkes.

Det er klart, at al den bistand, EU kan yde både på de ovenfor nævnte områder og i forbindelse med at ændre områder, er betinget af, at parterne rent faktisk vil ønske og acceptere det. Vi går ikke ind uden at være inviteret. Det vil ikke tjene noget formål.

Allerede nu bistår EU i massivt omfang. Hele det statsopbygningsprojekt, som præsident Abbas og premierminister Fayad har gennemført de seneste år for at skabe grundlaget for en fungerende stat, er i vidt omfang finansieret af EU. Statsopbygningen er en hjørnesten i arbejdet frem mod etablering af en palæstinensisk stat, som vil kunne fungere i praksis. Uden den indsats ville der aldrig kunne eksistere en levedygtig stat.

Der er i Folketinget en meget bred tilslutning til målet om en forhandlet tostatsløsning. Der er også en bred enighed om, hvordan en dansk regering bør forholde sig til de elementer, som udgør hovedbestanddelene i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Regeringen ønsker i videst muligt omfang at fastholde en bred enighed i Folketinget i forhold til Palæstina og den israelsk-arabiske konflikt. Jeg vil samtidig bemærke, at der ikke aktuelt er udsigt til, at nogen EU-lande agter at foretage bilateral anerkendelse af staten Palæstina, så længe der hverken er klarhed over palæstinensernes næste skridt i FN-sporet eller mulighederne for, at de aktuelle bestræbelser for at få genoptaget forhandlingerne mellem de to parter, bærer frugt. Det samme gælder i øvrigt for Norge, der ikke, som det ellers fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget, har anerkendt Palæstina.

Regeringen vil fortsat i overensstemmelse med regeringsgrundlaget arbejde i tæt samarbejde med de øvrige EU-lande for at skabe de rette politiske forhold for en anerkendelse af staten Palæstina. Når de måtte foreligge, vil regeringen som tidligere oplyst i Det Udenrigspolitiske Nævn og i overensstemmelse med grundlovens § 19 rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn. Det er den korrekte og sædvanlige procedure for regeringens udøvelsen af regeringsprærogativet. Også derfor kan regeringen ikke støtte et beslutningsforslag, hvori Folketinget pålægges anerkendelse af Palæstina.

Jeg skal derfor på regeringens vegne opfordre til, at det nærværende beslutningsforslag afvises.

Tak til udenrigsministeren. Så går vi til ordførerne. Først er det hr. Søren Pind fra Venstre.

I årtier er konflikten i Mellemøsten blevet diskuteret i den her sal og med god grund. Krige, terror, myrderier, vilkårlige raketter mod civile, kampvogne, der ødelægger hele bygninger, busser, der sprænges i luften med kvinder og børn på indkøb. Konflikten er grum, kun intensiteten varierer. Antallet af gange, som omverdenen har forsøgt at få de stridende parter til at enes, er utallige. Det samme er antallet af fiaskoer, præcis det samme antal faktisk. Derfor løser man ikke konflikten med en snuptagsløsning og slet ikke en løsning som den, forslagsstillerne her foreslår. Venstre stemmer imod den, hvis nogen skulle være i tvivl.

En løsning på konflikten er umulig uden omfattende hensyntagen til begge parter i konflikten – umulig, hvis man forbigår Israel, som forslagsstillerne her foreslår, og umulig, hvis man gennemfører et dansk soloridt.

Venstre finder det afgørende, at Danmark ikke går enegang i denne sag. Hvis Danmark, især lige nu som EU-formands-land, pludselig gav en meldning til resten af verden om, at vi da uden videre anerkender en palæstinensisk stat, uagtet hvad det ville betyde for Israel, så ville det afspore forsøgene på at opnå international enighed om spørgsmålet. Det ville nok til gengæld forbløffe EU's udenrigschef, Catherine Ashton.

Beslutningsforslaget her i dag er ikke vist, men det er ikke uinteressant, al den stund vi nu får at se, hvor regeringen står i denne sag. Der har været skiftende synspunkter i spørgsmålet fra regeringspartierne og ikke mindst fra udenrigsministeren selv. Socialdemokraternes udenrigsordfører erklærede lige inden valget i Politiken, at palæstinenserne fluks skulle have deres selvstændighed igennem en FN-anerkendelse. Og han fortsatte: Problemet i dag er, at der ikke er fredsforhandlinger, og at hovedansvaret for det ligger på den israelske regerings skuldre. Samme synspunkt luftes af SF's udenrigsordfører i samme artikel. Det står vist klart, at S og SF har taget endelig stilling i konflikten.

Udenrigsministeren fremturede også i Politiken ved at bebude godkendelse af Palæstina og dansk enegang i spørgsmålet. Heldigvis ombestemte udenrigsministeren sig hurtigt, da han blev udnævnt til sit embede. Danmark går ikke enegang, lød det nu. Vise ord, vise ord fra en minister, der nu havde fået koblet et klogt ministerium til sig.

Jeg glæder mig til debatten i dag, og jeg håber naturligvis, at ministeren stadig lytter mere til sit ministerium end til sine politiske fæller i S og SF – dem plejer han ellers at være enig med i spørgsmålet. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Jeg vil gerne spørge hr. Søren Pind, om han ikke synes, at der er taget vidtgående hensyn fra den danske stat til staten Israel, ved at vi, da de ønskede anerkendelse, fik den meget, meget hurtigt efter oprettelsen af Israel, og at vi har anerkendt, at de skulle være medlem af FN, at de skulle være medlem alle de steder, hvor det er godt at være som stat, og at vi netop der har givet dem, også i EU, en privilegeret rolle, f.eks. handelspartner, og at det i øjeblikket er et forhold mellem en besat og en besætter, som er kernepunktet i den her konflikt.

Ordføreren.

Jeg forstod på den foregående debat, at ting, der ligger 20 år tilbage i tiden, ikke er relevant, og det, ordføreren her sigter til, ligger overordentlig længere tilbage end 20 år. Egentlig må jeg også sige, at jeg tror, at jeg samlet set i min forelæggelse besvarede alle de spørgsmål, hr. Christian Juhl havde til mig i sit spørgsmål.

Christian Juhl.

Nu prøver jeg så en gang til, for det var der vist ikke meget svar i. I øjeblikket er der en konflikt, og der spurgte jeg, om ikke hr. Søren Pind var enig i, at der lå et aktuelt forhold mellem en besat stat eller et besat folk og en besætter, og at det er det problem, vi skal have løst. Alene det, at vi skriver i forslaget, at begge stater skal have en sikkerhed for at kunne leve som selvstændige stater side om side, er vel også et hensyn til Israel.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at spørgsmålet giver meget mening andet end at tilkendegive, hvor hr. Christian Juhl står i den pågældende sag. Jeg står ikke samme sted.

Tak til ordføreren. Så giver jeg ordet til hr. Magnus Heunicke som ordfører for Socialdemokraterne.

Jeg skal først lige nævne, at det jo er vores udenrigsordfører, hr. Jeppe Kofod, som normalt tager sig af disse sager, men han er optaget andetsteds, og derfor fremfører jeg vores holdning til sagen her.

Beslutningsforslaget og dagens debat her er jo helt central for Danmarks mellemøstpolitik. Vi opfatter Israel-Palæstina-konflikten som mere end blot et regionalt problem. Den destabiliserer jo hele den globale sikkerhed, og det er helt klart, at den eneste løsning på konflikten er en forhandlet løsning, som sikrer begge folks legitime behov for at kunne leve i sikkerhed og fred med internationalt anerkendte grænser. Derfor er det helt åbenlyst, at vi i Socialdemokratiet og i hele regeringen deler Enhedslistens målsætning om en selvstændig og levedygtig palæstinensisk stat.

Det er der heldigvis bred opbakning til herhjemme. Det er mindre end 2 år siden, at vi havde debatten i Folketinget, hvor alle partier undtagen Dansk Folkeparti gav deres støtte til et forslag til en vedtagelse, der støtter: »Palæstinensernes ret til en levedygtig, sammenhængende stat«. Og som udenrigsministeren sagde tidligere, fremgår regeringens politik på området af regeringsgrundlaget, hvor der står, at regeringen i tæt samarbejde med de øvrige EU-lande vil arbejde for anerkendelse og etablering af en selvstændig og levedygtig palæstinensisk stat. Derfor har vi fra regeringspartiernes side udtrykt vores støtte til palæstinensernes bestræbelser på at blive anerkendt igennem FN's Sikkerhedsråd, lige siden de søgte om optagelse sidste efterår, og ansøgningen er jo som bekendt under behandling. Derfor er spørgsmålet slet ikke, om en palæstinensisk stat skal anerkendes, men hvordan det skal ske, og hvornår det skal ske.

For os og for regeringen er det i dagens debat vigtigt at skelne mellem mål og midler, for vi vil gerne anerkende en palæstinensisk stat, hvis vi mener, at det kan fremme fredsbestræbelserne. Men man skal holde sig for øje, at en dansk anerkendelse af en palæstinensisk stat ikke afslutter konflikten i Mellemøsten, for virkeligheden er jo, at fredsprocessen er totalt fastlåst. Situationen kalder på kraftigere midler, end hvad et enkelt land, og i hvert fald Danmark, måtte mene. Så hvis en anerkendelse af Palæstina skal være et effektivt middel, der kan bringe den israelske regering tilbage til forhandlingsbordet, kræver det et bredere internationalt pres. Der må man sige, at Europa er Israels vigtigste handelspartner, og at vi er den største donor til det palæstinensiske selvstyre. Derfor er EU-kredsen en nøgle til at få israelerne og palæstinenserne tilbage til forhandlingsbordet. Det samme gælder processen i FN, hvor Danmark og mange andre lande arbejder for at få Palæstina til at blive et fuldt anerkendt og ligeværdigt medlem.

Så vi er altså enige i forslagets vurdering af, at Danmark skal presse på internationalt for en anerkendelse, der vil kunne skabe bedre balance i forholdet mellem Palæstina og Israel. Men vi synes ikke, at det er en idé at give en ensidig dansk anerkendelse af Palæstina, for det vil ikke fremme freden i den nuværende situation. En ensidig dansk anerkendelse vil jo ikke fjerne de israelske bosættelser og vil ikke stoppe raketangrebene fra Palæstina, og det vil ikke sikre palæstinenserne bevægelsesfrihed og bedre levevilkår. Tværtimod vil det underminere situationen og de processer, der kører i FN- og EU-kredsen. Faktum er jo også, at palæstinensernes repræsentation her i København ikke har anmodet Danmark om en sådan bilateral anerkendelse, som Enhedslisten her foreslår.

Derfor kan vi socialdemokrater ikke støtte selve beslutningsforslaget, om end vi er enige i det overordnede mål. Samme konklusion skal jeg sige har Det Radikale Venstre. Tak.

En kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om hr. Magnus Heunicke er tilfreds med det tempo, som der er på forsøget på at løse konflikten både fra FN's, EU's og kvartettens side?

Ordføreren.

Jeg tror, at ingen, der følger den her sag, er tilfredse med tempoet. Det er helt klart. Det er en fastlåst situation, som jeg sagde.

Det, vi er tilfredse med, er, at der trods alt sker noget; jeg tror, at året 2012 kan være et nøgleår til at finde frem til noget, der kan minde om og blive til en løsning. Løsningen får vi ikke i år, men der er ingen tvivl om, at FN-sporet arbejdes der stadig væk ad, og det bliver interessant at se, hvordan arbejdet frem til FN's generalforsamling kommer til at spænde af.

Jeg er helt overbevist om, at der efterhånden er så mange lande, som er enige med Danmark i, at vi skal finde frem til en løsning, og at det er en løsning, som sikrer en tostatsløsning, og at 2012 derfor bliver et nøgleår. Men det går selvfølgelig for langsomt, det er vi alle sammen enige om.

Hr. Christian Juhl.

Hvis to parter forhandler og en tredje, fjerde eller femte part ønsker at hjælpe med forhandlingen, og hvis den tredje, fjerde eller femte part begår nogle handlinger, som forøger den svageste parts autoritet, hvordan kan det så svække forhandlingsmuligheden? Jeg tænker på, at hvis vi anerkender Palæstina, vil det styrke Palæstinas forhandlingsautoritet i løsningen af det her problem og vil vel kun give mere balance og dermed gavne mulighederne for en løsning.

Ordføreren.

Ja, den holdning kan man jo have, men så er det værd at bemærke, at palæstinenserne ikke selv har bedt om, at Danmark gør det. De har jo netop tillid til, at der arbejdes intenst i EU og der arbejdes intenst i FN på at få sikret en løsning. Det er i deres interesse, og det er den vej, de selv beder os om at gå ad, og derfor kan jeg sagtens forstå det umiddelbart logiske i det spørgsmål, som ordføreren bringer på bane. Men faktum er jo, at der ikke har været en sådan henvendelse fra Palæstina til Danmark, og det vil sige, at palæstinenserne ikke beder om det. De er tværtimod i gang med et FN-projekt, hvor man ikke skal gå ind med nogen ensidig anerkendelse, men i stedet arbejde mere bredt for at få så mange lande som muligt med. For det handler jo ikke om signaler eller symboler, det handler om løsninger.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Søren Espersen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Oprettelsen af endnu en arabisk stat uden en omfattende fredsslutning mellem Israel og samtlige arabiske lande anser jeg for at være en forkert beslutning. Og samtidig mener jeg, det ville være katastrofalt for alle parter, for de palæstinensiske arabere, for de israelske jøder, for de israelske arabere og for israelerne på Vestbredden. Det er derfor uforståeligt, at en del lande allerede er skredet til anerkendelse, og det er tilfredsstillende, at Danmark ikke har fulgt trop. Udkommet af sådan en ensidig anerkendelse er nemlig givet på forhånd: Først vil der være jubel krydret med tilførsel af hundredvis af milliarder fra EU. Så vil der komme en blodig borgerkrig, og dernæst, når vinderen er fundet, vil der være et fornyet og forstærket pres på Israel for at opgive resten af det – i gåseøjne – besatte Palæstina til fordel for en helhedsstat med muslimer, jøder og kristne, som så vil kunne leve i fred og samdrægtighed.

Mens mange israelere har vænnet sig til tanken om en palæstinensisk stat – og langt de fleste i Israel vil gerne betale den pris for fred og sikkerhed – er den palæstinensiske indstilling altså anderledes. I den engelsksprogede retorik, dvs. den, vi møder, er det fredelige hensigter, der luftes, mens man i den lokale arabiske retorik på arabisk forbereder folket til krigen. Her nævnes Israel generelt kun som en historisk parentes: Tel Aviv er med sine 2 millioner indbyggere ikke eksisterende på palæstinensiske landkort; her omtales byer som Haifa og Jaffa som palæstinensiske byer, som bare for tiden er besat. Der prædikes ikke forsoning med den jødiske stat, men det modsatte. Her hyldes selvmordsbombere som helte, og de får opkaldt torve og institutioner efter sig. Her skal hele Jerusalem – i gåseøjne – hjem. På landkortene er der ingen stiplede linjer mellem Israel og Palæstina. Et samlet Palæstina går fra Middelhavet til Jordanfloden og fra Golan til Eilat. Sådan er retorikken, sådan er pædagogikken, sådan er politikken. Der er i tusindvis af eksempler, og eksemplerne fremlægges daglig.

Vi undrer os over, at Israel ikke bare siger ja tak til det enkle tilbud om »land for peace« – land for fred. Hvorfor trækker man sig ikke tilbage, når Israels tilstedeværelse i disse områder alene er årsagen til konflikten? Når jeg hører spørgsmål som disse, bliver jeg forbavset over, hvor kort en hukommelse den danske opinion dog har. For hvordan var situationen for Israel før 1967, dengang Gaza, Vestbredden, Golan og det østlige Jerusalem stadig var arabiske besiddelser? Når det forlanges, at Israel skal trække sig tilbage til de grænser, må man spørge: Hvis de grænser er så hellige for araberne; hvis de er så glimrende og så fredsskabende, hvorfor var det så dengang så afgørende for araberne at bekæmpe dem? Hvorfor skulle en israelsk regering dog indlade sig på noget sådant? Hvorfor skulle den vende tilbage til den tid, hvor syrisk artilleri sendte bomber ned fra Golan og Jerusalems gamle by vrimlede med snigskytter?

Sagen er jo, at araberne i dag har modereret de krav, de stiller til en fredelig udvikling i Mellemøsten. Nu hedder det sig, at bare jøder ikke længere bosætter sig på Vestbredden, bare man afgiver en del af Jerusalem, bare man lader 3,5 millioner arabere vende tilbage til Israel, så bliver der fred. Det lyder fredeligt, det lyder fordrageligt, men er intet andet end tom retorik, for endemålet er stadig den jødiske stats afvikling. Og så længe man ikke forstår det, fatter man ikke den arabiske tankegang. Mener man i fuldt alvor, at en jødisk regering skulle deportere jøder og jævne jødiske bosættelser og jødiske samfund med jorden? Kan man forlange, at den jødiske regering skal jage jøder væk fra Hebron, fra Jeriko, fra Betlehem, fra Schreem og fra Jerusalem? Kan man forlange, at Israel skal støtte oprettelsen af et regime i et nyt naboland, hvis mål er Israels udslettelse?

For araberne er ikke alene den jødiske stat, men selve den jødiske tilstedeværelse i Mellemøsten en torn i øjet. Araberne ønsker jøderne derhen, hvor peberet gror, og helst så hurtigt som muligt. De siger det ikke på engelsk, men de siger det på arabisk. En ensidigt anerkendt palæstinensisk stat op ad den jødiske er en umulighed. Det er meget tænkeligt, at palæstinenserne lige nu kun kræver 1967-grænserne tilbage, men det næste forlangende bliver Haifa, Vestjerusalem og Jaffa. Araberne vil aldrig lade jødiske bosættelser i fred, og de vil aldrig lade den jødiske stat i fred, uanset hvor lille den så ender med at blive. Oprettelsen af en palæstinensisk stat uden en omfattende fredsslutning – og det er afgørende, at det er en omfattende fredsslutning på forhånd med samtlige arabiske stater – ville for alle parter være som at komme fra asken i ilden.

Vi støtter ikke forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Nu har jeg meget, meget svært ved at genkende hr. Søren Espersens billede både af araberne og af israelernes opfattelse af araberne. Jeg har venner både i Israel og i Palæstina, og de tegner da heldigvis et mere forsonligt billede af forholdet til hinanden. Ellers vil det også næsten være håbløst overhovedet at diskutere den her konflikt.

Men der er et enkelt spørgsmål, jeg gerne vil have svar på. Hr. Søren Espersen nævnte helhedsstaten som en løsning. Vil det sige, at hr. Søren Espersen og Dansk Folkeparti er tilhængere af en enstatsløsning, eller står hr. Søren Espersen bag FN's og alle mulige andres opfattelse, nemlig at vi skal arbejde for en tostatsløsning på grundlag af den grønne linje fra 1967?

Ordføreren.

Vi synes, det helt afgørende er, at de to parter, dem, som det drejer sig om, er dem, som laver fredsslutningen, er dem, som sætter sig sammen, og er dem, som trækker grænserne. Som jeg sagde, er der i Israel en stor forståelse for, at der nok kommer en palæstinensisk stat, og at man arbejder frem mod det. Jeg synes personligt, at det er en rigtig dårlig idé med en ny arabisk stat, men det kommer jo ikke mig ved. Jeg skal ikke trække grænserne dernede, lige så lidt som FN skal. Det skal de to parter, og det, som israelerne og araberne, de palæstinensiske arabere, kan blive enige om, går jeg ind for. Jeg tror ikke, jeg kan sige det ret meget mere klart.

Hr. Christian Juhl.

Men når palæstinenserne og israelerne i fællesskab har accepteret den grønne linje fra 1967 som en fælles grænse, og når alle forhandlinger og alle forhandlingsforsøg er foregået med det udgangspunkt, er det vel også naturligt, at man bakker op om det, altså når de fra begge sider siger, at det er der, hvor de nærmer sig hinanden. Vi skal vel finde noget, der kan hjælpe til, at de to parter kan nærme sig hinanden.

Alle erkender jo, selv hr. Søren Espersen, at der skal international hjælp til, for at der kan findes en fredelig løsning, kan jeg forstå, og derfor er det vel vigtigt, at vi arbejder med det her spørgsmål og så også bidrager med det, der kan gavne freden i området, og som kan sikre både palæstinenserne og jøderne deres egne selvstændige stater eller i hvert fald et ordentligt liv.

Ordføreren.

Altså, grænserne fra umiddelbart før 1967-konflikten er ikke anerkendt af Israel som værende de grænser, der kommer til at blive, for så var der ingenting at forhandle om. En grænsedragning foregår i forbindelse med en fredsslutning. Der sætter man grænserne, og det er urealistisk at forestille sig, at Israel på forhånd vil opgive Østjerusalem. Det er næsten umuligt at tænke sig, at Israel vil opgive Golan, fordi det simpelt hen er en for farlig sikkerhedspolitisk situation, og der er andre ting, der vil være urealistiske. Men så finder man måske, forhåbentlig, mellem de to parter nogle grænser, nogle grænsedragninger, som begge kan acceptere.

Men hvis man forestiller sig, at de bare siger, at de skal tilbage til grænserne før 1967, og at det er starten på forhandlingerne, hvad er der så at forhandle om? Altså, man kommer da ikke til en forhandling, hvor det hele ligger fast på forhånd. Det er det, araberne i stor stil vil. De siger: Vi skal have Østjerusalem som hovedstad, vi skal have 3,5 millioner efterkommere af flygtninge tilbage, vi skal have de grænser. Men hvorfor skulle man så sætte sig til forhandlingsbordet? Det kan jeg da godt forstå at israelerne ikke gør.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Holger K. Nielsen fra Socialistisk Folkeparti.

Det er jo altid svært at komme efter hr. Søren Espersen, når det handler om Mellemøsten og araberne osv. Han lyder som en eller anden indremissionsk svovlprædikant, når han ligesom giver sin mening til kende om de spørgsmål, og missionær er hr. Søren Espersen i hvert fald på det her punkt.

Men igen vil jeg sige, at jeg synes, ministeren holdt en glimrende tale, som meget præcist skar det her ud i pap. Det gjorde også den socialdemokratiske ordfører, som jeg er fuldstændig enig med, og så kunne jeg egentlig nøjes med bare at sige det. Men lad mig så lige tilføje og gentage, at vi jo er enige i målet her. Det er vigtigt, at der kommer en palæstinensisk stat. Det er også muligt, at en international anerkendelse vil hjælpe til, men man er også altid nødt til at vurdere, vil jeg sige til hr. Christian Juhl, mål og midler. Det er jo ikke altid, at man når målet, ved at man, om jeg så må sige, står og slår nogle tomme slag i luften, og det her forslag er et tomt slag i luften. Det her får jo kun betydning, hvis det bliver gennemført i en bredere international ramme.

Det er derfor, det er vigtigt at arbejde inden for EU, som også ministeren sagde, nemlig at EU kan gøre nogle ting. Og måske kan vi arbejde på, hvordan vi kan forbedre forholdene for palæstinenserne og også forbedre vores egne relationer til palæstinenserne, til den administration, der findes i Ramallah i øjeblikket, hvor der efter al sandsynlighed kan gøres nogle ting for at forbedre det. Så i stedet for et forslag som det her, som jeg synes er et slag i luften, synes jeg, man skulle diskutere, hvordan vi på det praktiske, det nære plan kan gøre noget mere for, at vi kommer til det mål, vi er enige om.

Hr. Søren Espersen for en kort bemærkning.

Jeg synes, det er så vidunderligt med den nye linje, SF har lagt. Den passer mig fantastisk godt, det er jo dejligt at se, at man er kommet til fornuft, for det har været en helt anderledes retorik fra SF's side. Der er så mange ting med SF, der er spændende i de her dage. Når der er en af ordførerne, der går på talerstolen, ved man aldrig rigtig, hvad der sker, men et eller andet spændende sker der i hvert fald.

Jeg vil bare spørge helt klart: Hvis den her debat havde været foretaget for præcis 1 år siden, havde SF så støttet den?

Ordføreren.

Jamen det er jo det, man kalder kontrafaktisk historieskrivning. Det er svært at svare på, vil jeg sige til hr. Søren Espersen, for den foregik jo ikke for 1 år siden. Men det tror jeg faktisk – jeg kan ikke sige det med sikkerhed, jeg har ikke den sikkerhed i min stemme, som hr. Søren Espersen har, han er sikker på alt, han ved jo alt, kan jeg høre på ham her i dag – jeg er ret overbevist om, at vi ville have sagt det samme, for vi har faktisk sagt hele tiden, at vi går ind for en anerkendelse, og at vi vil støtte den, men i en bredere international sammenhæng. Danmark skal ikke gå solo på det her punkt, det giver ingen mening, at vi gør det, men at vi får skabt en international koalition. Og det giver derfor dyb mening, at vi arbejder inden for EU for at få det her spørgsmål fremmet.

Hr. Søren Espersen.

Når jeg spørger, er det, fordi for præcis 1 år siden – give or take, som det hedder på dansk, nogle dage eller nogle uger – var det sådan, at en meget stor del af SF's folketingsgruppe med den nuværende udenrigsminister i spidsen alle sammen var medlemmer af en hjemmeside, der hed »Boykot Israel«. Da der så begyndte at danne sig nogle regeringsdrømme, forsvandt de lige pludselig, med et slag, fra den der liste. Jeg ved ikke, om hr. Holger K. Nielsen selv var med, men jeg ved bare, hvordan retorikken var dengang for præcis 1 år siden. Nu er alting forandret, og til det gode, til det positive. Det er det, jeg glæder mig så utrolig meget over, det er en dejlig måde at ende dagen på.

Ordføreren.

Jeg kan ikke huske det, jeg tror nok, at jeg for 5-6 år siden har været på den der liste, men jeg blev da også enig med mig selv om, at jeg ikke syntes, det var den rigtige måde at kæmpe for palæstinenserne på. For 1 år siden tror jeg ikke at der var nogen på listen, men igen vil jeg sige, at hr. Søren Espersen jo ved så meget om historie, så han har nok ret.

Så er det hr. Christian Juhl.

Først vil jeg gerne spørge hr. Holger K. Nielsen, om han synes, at det er tomme slag i luften, hvis f.eks. 129 af klodens stater anerkender Palæstina som selvstændig stat og i kølvandet på det udvikler diplomatiske forbindelser, handelsforbindelser og andre ting. Er det tomme slag i luften? Synes han, at kvartettens manglende aktivitet er tegn på konkret handling?

Ordføreren.

Der er meget, der er meget kritisabelt i øjeblikket. De har da for øjeblikket også diplomatiske forbindelser. Vi har da en repræsentation i Ramallah, og jeg vil meget opfordre til, at man opprioriterer den.

Med hensyn til anerkendelse er det et folkeretligt begreb, som indebærer, at man anerkender en stat i egentlig forstand. Det, der stemmes for på FN's generalforsamling, i hvert fald sådan som jeg er orienteret om folkeretten, er ikke udtryk for, at man automatisk er anerkendt. Der skal noget mere til end det, så det, den afstemning handlede om, var, hvorvidt FN's generalforsamling skulle tage stilling til, om Palæstina burde anerkendes som en stat.

Christian Juhl.

Vi har set, hvor stor betydning, det har haft for Israels fødsel og udvikling, at omverdenen har reageret, anerkendt staten, handlet med dem, hjulpet dem, besøgt dem, haft kulturelt samkvem og haft diplomatisk samarbejde osv. Det har været en forudsætning for, at den israelske stat overhovedet eksisterer i dag. Så kunne man jo også forestille sig, at netop alle de skridt, vi har taget der, også kunne tages som hjælp til opbygning af en palæstinensisk stat i stedet for at sige, at det er tomme slag i luften.

Jeg har over for udenrigsministeren bl.a. foreslået, at man kunne aftale i EU, nu hvor vi har formandskabet, at palæstinenserne bliver en privilegeret samhandelspartner på lige fod med Israel, som jo har en særstatus i EU. Vi kunne give dem en konkret chance for at handle noget mere med os, og på den måde kunne vi give dem en chance for overhovedet at overleve. Der er masser af muligheder, der isoleret set måske er skridt, der ser små ud, men som kan være med til at bygge op og skabe den autoritet, der skal være, for at man kan være en ligeværdig stat.

Ordføreren.

Jamen det er jeg da fuldstændig enig i. Det er da den vej, man skal gå, synes jeg. Man skal forsøge med de små skridt, hvor det er muligt, i EU, FN og andre steder. Det er jo derfor, jeg mener, at det ville være reelle skridt frem for det her beslutningsforslag, som jeg ikke tror får ret stor betydning for, hvordan palæstinensernes fremtid vil udvikle sig. Men de der små, praktiske ting, som hr. Christian Juhl nævner, er da dybt, dybt relevante.

Tak til ordføreren. Så er det fru Mette Bock som ordfører for Liberal Alliance.

Tak. Enhedslistens beslutningsforslag nr. B 30 lægger op til, at Folketinget skal pålægge regeringen at anerkende Palæstina som en uafhængig og selvstændig stat inden for grænserne fra 1967.

I Liberal Alliance mener vi, at historien med al mulig smertelig tydelighed viser, at der ikke findes lette løsninger i denne konflikt. Der er heller ikke entydigt helte og entydigt skurke. Der er helte og skurke på begge sider. I Liberal Alliance ønsker vi på lang sigt en tostatsløsning, men som liberale er vi også af den overbevisning, at en varig løsning forudsætter begge parters aktive deltagelse.

Vi medvirker i Liberal Alliance meget gerne til at lægge øget pres på parterne, og det mener vi bedst sker via vores samarbejdsrelationer i EU og FN. Det er fint, at der er fødselshjælpere også internationalt i forbindelse med at få skabt en varig løsning i Mellemøsten, men vi skal være fødselshjælperen, hvis ikke barnet fødes af parterne selv, vil det ikke være levedygtigt.

Liberal Alliance støtter derfor ikke forslaget, da vi mener, at det vil gøre større skade end gavn.

Tak til ordføreren. Den sidste ordfører er hr. Per Stig Møller for Det Konservative Folkeparti.

Det Konservative Folkeparti går nu som før ind for oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat side om side med Israel, der til gengæld anerkendes af hele den arabiske verden. De skal leve fredeligt med hinanden. Dengang vi i 2002 besad formandskabet for EU, gik vi i spidsen for at udarbejde køreplanen for denne fred. Den blev og er Sikkerhedsrådets plan for freden mellem Israel og Palæstina, men den er jo desværre aldrig blevet realiseret.

Der er i dag to hovedproblemer for gennemførelsen af planen. Det ene er de israelske bosættelser, som er uacceptable, og som svækker den palæstinensiske præsident Abbas' autoritet blandt palæstinenserne og dermed hans muligheder for at trække en fred igennem. Det andet hovedproblem er den palæstinensiske uklarhed. Hvem stifter man freden med? Og hvilket Palæstina får man: Vestbreddens eller Gazas? Det er jo ikke ligegyldigt. Vestbreddens politiske ledelse anerkender Israel, men det gør Gazas ikke. Hvis de to lande skal leve fredeligt side om side, som planen forudsætter, vil man ikke opnå dette varigt, hvis Gazas Hamaspolitik bliver den palæstinensiske. Dermed ville selve forudsætningen for fredsplanens gennemførelse være brudt, og hvad gør man så? Ophæver man anerkendelsen? Nej, det kan man ikke, for så er staten der og freden borte.

Freden og anerkendelsen forudsætter, at der er ét Palæstina, som man kan gennemføre planen, freden og anerkendelsen med. Og det er der ikke. Forsoningsmøder mellem Fatah og Hamas har der været mange af, men varig forsoning har det aldrig ført til. Det skyldes, at der er flere spillere bag kulissen. Bag Hamas opererer Syrien og Iran, og de ønsker ikke fred med og anerkendelse af Israel. En fred må omfatte Syrien og en løsning på problemet omkring Golan Heights. Vi ved bare ikke i dag, hvilket Syrien vi har i morgen, men vi ved, at Syrien ikke vil skubbe Hamas til nogen fred, før det selv har fået løst sit problem. Og vi ved, at Iran slet ikke vil skubbe i den retning.

Derfor har Abbas hele sin gode vilje til trods – og jeg sætter meget pris på præsident Abbas – ikke mulighed for at garantere Israel den sikkerhed og indgyde Israel den tillid, som er forudsætningen for fredsplanen og anerkendelsen af Palæstina som en selvstændig stat.

Vi ser meget gerne, at præsident Abbas og statsminister Fayyad meget snart opnår den autoritet og den enighed i baglandet, som gør det muligt at gennemføre fredsplanen og anerkende Palæstina side om side med Israel. Og vi vil opmuntre og opfordre Israel til at standse bosættelserne, påbegynde afviklingen af dem og gå helhjertet ind i forhandlingerne for at få skabt dette Palæstina. Jeg har gentagne gange sagt til Israel, og jeg gentager det her i dag, at et selvstændigt og fredeligt Palæstina er Israels egen interesse. Sker dette ikke, vil Israel af demografiske, altså befolkningsmæssige grunde ophøre med at være en jødisk stat, fordi den arabiske befolkningsgruppe vil blive større end den jødiske, medmindre Israel for at undgå dette ophæver sit demokrati og indfører en slags apartheid, og så er Israel ikke længere Mellemøstens demokrati i et tæt samarbejde med Vestens demokratier.

For Israel må vi forstå at dette er en eksistenskamp. Får vi ikke en tostatsløsning, ophører det reelt med at eksistere. Får man den uden den fornødne sikkerhed, kommer Israel igen til at kæmpe militært for sin eksistens uden at kende udfaldet af denne kamp. Derfor håber jeg, at vi meget snart får denne tostatsløsning, men den opnås ikke ved at anerkende en stat, hvis indhold og fredsplaner vi slet ikke kender.

Derfor går vi imod beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Så giver jeg til sidst ordet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Christian Juhl.

Jeg skal starte med at give udenrigsministeren ret i, at der er en fejl i det materiale, vi har fremsendt. Der står, at Norge har anerkendt Palæstina som stat. Det er ikke rigtigt. Norge har alene tilkendegivet, at de vil støtte en anerkendelse, især hvis det kommer til at ske i FN nu her.

Der har jo længe været dødvande i fredsforhandlingerne mellem Israel og Palæstina, og derfor finder vi i Enhedslisten, at tiden er inde til, at Danmark fremmer processen med de midler, vi har til rådighed. Det her er et af de midler, vi kan se, og et af de konkrete tiltag, vi kan tage. Palæstinas anerkendelse har været drøftet i Folketinget i 2006-07, hvor jeg med stor glæde har set, at alle regeringspartierne har udtalt sig til fordel for en anerkendelse af staten, og også, som vi hørte her sidst, Det Konservative Folkeparti. Jeg har især og med glæde også hæftet mig ved, at vores nuværende udenrigsminister i flere af Folketingets debatter ivrigt har talt for en anerkendelse af Palæstina.

Et skridt på vejen kan være, at flest mulige lande de facto anerkender Palæstina som selvstændig stat og dermed styrker deres autoritet i forhandlingerne. Et andet skridt kan være at anerkende Palæstina som fuldgyldigt medlem af FN på lige fod med den anden halvdel i konflikten, nemlig Israel. Den tredje mulighed kan være at give dem de priviligerede samhandelsrettigheder, som EU har mulighed for at give.

Man hvad skal der til, for at der er tale om en stat? Det har der jo været stillet spørgsmål om her i debatten. Folkeretten siger, at der er fire grundlæggende kriterier:

Det første er, at der findes en befolkning, og det kriterium er der ikke nogen der indtil nu har sat spørgsmålstegn ved.

Det andet kriterium er, at den befolkning har et klart afgrænset territorium. Og det er jo velkendt, at grænserne for et palæstinensisk territorium ikke ligger fast. Folkeretsligt er det dog ikke et krav, at territoriets grænser til andre stater skal være entydige og endeligt fastsat. Hvis det havde været tilfældet, ville Israel jo aldrig være blevet anerkendt som stat. Det er også internationalt anerkendt, at Palæstinas territorium vil ligge inden for 1967-grænsen med de modifikationer, som måtte blive forhandlet med Israel. Det er jeg helt enig med hr. Søren Espersen i må være det, der er slutresultatet. Men udgangspunktet for forhandlingerne har jo for stort set alle på nær hr. Søren Espersen været den grønne linje. Derfor må man konkludere, at også kriteriet om et afgrænset territorium er opfyldt.

Det tredje kriterium, som man arbejder med i folkeretten, er, at der findes en befolkning på et afgrænset territorium under ledelse af en regering, der effektivt udøver sin myndighed. Der vil jeg blot henvise til, at både FN, Verdensbanken og IMF vurderer, at selvstyret har de nødvendige redskaber til at forvalte en fungerende stat, også selv om de anmærker, at den myndighed har aktiviteter på sit område som Israels bosættelser, og det er en ting, som måske tyder på, at de ikke helt har styr på deres land. Men det ikke noget, som internationale myndigheder angiver som vægtige grunde. Alle bør derfor også kunne acceptere, at det tredje kriterium, nemlig at der er en ledelse, som effektivt udøver sin myndighed, er til stede.

Det fjerde kriterium er, at enheden nyder en sådan uafhængighed af andre stater, at den kan varetage sine egne eksterne relationer. Der vil jeg bare anføre, at Palæstina i dag er anerkendt af 129 lande, som har diplomatiske relationer med dem. Tallet er et bevis på, at store dele af verdenssamfundet lægger til grund, at Palæstina har ekstern handeevne og kan indgå i relationer med andre stater.

Alt i alt er de folkeretlige kriterier for statsdannelse til stede, og dermed kan også kriterierne for en dansk anerkendelse af en selvstændig Palæstinastat være til stede. Det er Enhedslistens opfattelse, at en anerkendelse vil øge palæstinensernes autoritet i forhandlingerne om fred og dermed øge muligheden for en fredelig løsning på den mangeårige konflikt. Vi mener, at vi bør støtte op om de 129 lande, uanset hvor i verden de nu måtte ligge, og ikke vente på, at man i EU finder en løsning. Det ser ud til at have lange udsigter.

Men det løser ganske rigtigt, som nogle af kollegaerne har påpeget, ikke alene problemet. Der skal presses på for, at alle parter tager kravet om forhandlinger alvorligt – forhandlinger, der bør løse både problemet med muren, problemet med de ulovlige israelske bosættelser, problemet med Jerusalem og problemet med flygtninge.

Kvartetten er tilsyneladende kørt fast. Der er i hvert fald ikke nogen progression i det. Noget nyt og mere må ske, og Danmark har en autoritet over for både Israel og Palæstina, som bør kunne bruges. Derfor håber jeg, at vores regering netop vil sige, at den sætter sig i spidsen. Alle husker sikkert Osloaftalen, som netop kom i stand, ved at enkeltlande tog initiativer, som bragte processen videre frem. Jeg er overbevist om, at hvis vi lægger mindreværdskomplekserne til side, vil Danmark have en meget central position, måske sammen med de nordiske lande, som kunne sikre, at den her proces kommer videre, end FN-systemet, EU-systemet i øjeblikket kan magte.

Det er derfor, jeg beder om, at vi tager et enkelt første skridt, så vi kan komme fremad og vise, at Danmark vil mere end vente på de andre, at Danmark vil mere end det, som kvartetten lægger op til. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi tager det her skridt – hvor lille det end kunne se ud til at være. Jeg tror, det er et afgørende vigtigt signal.

Jeg har også talt med den palæstinensiske repræsentation i Danmark, som synes, det er et fortrinligt forslag, og de priser vores initiativ i den sammenhæng. Jeg tror, det er meget, meget vigtigt, at vi netop som selvstændigt land også viser, hvor vi står. Det kunne være, at det også kunne fremme processen i EU, sådan er vores udenrigsminister med større autoritet kunne tage ned og sige: Nu tager vi næste skridt, nu tager vi handelsaftalerne op; nu tager vi det skridt, og nu prøver jeg at se, om jeg kan formidle en forhandling, der er mere effektiv end kvartettens. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Espersen.

Det er bare lige kort, for historisk var det jo sådan, at grænserne blev fastsat ved en FN-beslutning i 1947, altså netop med en grænsedeling mellem en israelsk og en palæstinensisk-arabisk stat. Det lå fast. Så kom krigen jo i 1948, og siden da kom der hele tiden nye grænser. Der er hele tiden kommet nye grænser i Mellemøsten. Der er ikke nogen, der i den forstand har været fastsat til. Det er bare lige for at slå det fast.

Men grænserne er jo udgangspunktet, og jeg tror egentlig, at hr. Christian Juhl også på et tidspunkt sagde, at det er udgangspunktet. Se, det er en god start, at det ikke er fastlåste, hellige grænser, for det er det ikke. Det var tilfældige grænser, der kom i forbindelse med en våbenhvile. Så man kunne starte med at sige, at grænserne fra 1967 er udgangspunktet, og der starter vi, og så sætter vi os ved forhandlingsbordet. Men problemet er jo, at det vil palæstinenserne ikke. De vil ikke sætte sig ved forhandlingsbordet, før en hel række ting er opfyldt. Der kan jeg godt forstå, at israelerne siger, at det gider de ikke.

Ordføreren.

Nu er det jo ikke sikkert, at hr. Søren Espersen og jeg har de samme venner i den del af verden. De venner, jeg har i Palæstina, og de venner, jeg har i Israel, siger, at det er udgangspunktet. Der er en gensidig anerkendelse, og de siger: Det behøver vi ikke at diskutere, men vi er nødt til at diskutere, om vi skal flytte nogle af grænserne, og der, hvor israelerne har taget lidt af det grønne område, kan det være, at vi skal have noget andet et andet sted. Det må forhandlingen jo vise.

Hvad angår de israelske grænser, har jeg rent faktisk – vil jeg sige til hr. Espersen – overvejet at foreslå, at vi skulle annullere Danmarks anerkendelse af Israel, fordi deres grænser er uklare. Men jeg synes, at det er mere konstruktivt, hvis vi går den anden vej og siger, at begge parter skal have et liv som stat, og ergo må vi prøve at tænke konstruktivt og sige, at selv om Israels grænser i øjeblikket er uklare, fastholder vi anerkendelsen og går videre til næste skridt, for den eneste farbare vej, hvis vi vil have fred, er, at vi kigger ordentligt og balanceret på begge stater i stedet for bare at sige: Jeg vil kun forsvare Israel.

Hr. Søren Espersen.

Det her er jo en lang historisk diskussion. Jeg må bare konstatere, at grænser rundtomkring i verden flytter sig og har flyttet sig. Der er ingen, der kan genkende landkortet i Europa efter anden verdenskrig, altså nogenlunde samtidig med at det her foregik. Der var ingen, der kunne vide, at Polen ville grabbe sig ind og tage en stor del af Tyskland; der var ingen, der kunne forestille sig, at Bøhmen og Sudeterland ville blive en del af Tjekkoslovakiet.

Alle grænser har ændret sig. Der har været flytninger frem og tilbage. Og der er jo ikke nogen, der sætter spørgsmålstegn ved Polens legitimitet. De har de grænser, de har, og de blev oprettet samtidig med den israelske grænse. Det er kun Israel, der hele tiden må forklare, hvorfor de grænser, de har, ikke er rigtige. Det er i orden, at alle andre lande flytter grænser til højre og venstre i takt med historiens luner. Vi accepterer Polen, og vi accepterede i sin tid Tjekkoslovakiet osv. Det er en underlig form for forskellighed og diskrimination, der er i forhold til den jødiske stat.

Ordføreren.

Jeg ser nu ingen diskrimination. Jeg ser, at hr. Søren Espersen ser spøgelser. Når FN og andre i den her sag siger, at vi skal tage udgangspunkt i den grønne linje og prøve at komme fremad derfra, så ville det da være ualmindelig forstyrrende for fredsforhandlingerne, hvis den ene part hele tiden sagde: Jeg napper lige et lille stykke land, jeg laver lige en ekstra bosættelse osv.

Det er derfor, at jeg gerne vil appellere til, at Dansk Folkeparti har en lidt mere nuanceret opfattelse og ikke opfatter Israel som et eller andet offer. Israel er en part, og palæstinenserne er en part, og vi må formå begge parter til at se nuanceret på det, for ellers kommer vi jo aldrig videre.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.