Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 3:

Forslag til folketingsbeslutning om en særskilt straf for identitetstyveri og identitetssvindel.

Af Peter Skaarup (DF) m.fl.

(Fremsættelse 26.10.2011).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Tak for det, formand. Beslutningsforslag nr. B 3 opfordrer regeringen til inden den 1. marts 2012 at fremsætte et forslag, der ændrer straffeloven, så identitetstyveri og identitetssvindel indgår som en selvstændig forbrydelse, der kan straffes med fængsel i op til 2 år.

Jeg vil indledningsvis gerne slå fast, at jeg har stor sympati for intentionerne bag forslaget. Identitetstyveri er et meget alvorligt emne, og jeg tror, at vi alle kan sætte os ind i, at det at få stjålet og misbrugt sin identitet må være dybt krænkende og frustrerende for de berørte ofre. Det er imidlertid i den sammenhæng vigtigt at være opmærksom på, at identitetstyveri og identitetsmisbrug spænder meget vidt, idet de enkelte tilfælde varierer fra mindre forhold, der ligger uden for det strafferetlige område, til meget grove sager om bl.a. bedrageri. Men de fleste former for identitetstyveri er i vidt omfang allerede i dag kriminaliseret i straffeloven.

Jeg vil gerne starte med at komme med nogle eksempler. Identitetstyveri sker i praksis ofte som led i forskellige former for formueforbrydelser. Det gælder således også de eksempler, som forslagsstilleren peger på i bemærkningerne til beslutningsforslaget. Identitetstyveri kan altså eksempelvis foregå, ved at gerningsmanden får kendskab til en anden persons bank- eller kreditkortoplysninger og herefter over internettet bestiller varer i den pågældendes navn med en levering til sin egen adresse. Der kan også tænkes tilfælde, hvor gerningsmanden i en anden persons navn bestiller kreditkort eller indgår låneaftaler. Jeg kan også nævne, at politikredsene i de senere år har efterforsket en række sager, hvor e-mail-konti er blevet overtaget via hacking med henblik på at samle informationer om ejeren af den enkelte e-mail-konto, ligesom der har været efterforsket sager, hvor en persons spillekonto hos en spilleudbyder på internettet er blevet hacket og tømt for betalingsmidler.

Identitetstyveri kan også foregå, ved at en person opretter en falsk profil på internettet, hvor den pågældende udgiver sig for at være en anden eksisterende person. Hvis den pågældende i den forbindelse videregiver oplysninger om den pågældende person, vil det efter omstændighederne kunne udgøre en overtrædelse af straffelovens § 264 d om uberettiget videregivelse af bl.a. meddelelser vedrørende en andens private forhold. Der vil også kunne være tale om en strafbar ærekrænkelse efter straffelovens § 267, hvis man eksempelvis bruger profilen til at fremstille den pågældende i et dårligt lys ved at give udtryk for ekstreme synspunkter, som den pågældende ikke kan tillægges.

Forslagsstilleren finder, at der er brug for en særskilt bestemmelse om identitetstyveri i straffeloven. Som jeg netop var inde på, er den form for identitetstyveri, hvor en andens identitet benyttes til at begå en strafbar handling, jo i sagens natur allerede kriminaliseret efter forskellige bestemmelser i straffeloven, herunder som led i en formueforbrydelse eller som strafbare freds- og ærekrænkelser. Jeg mener derfor ikke, at en særskilt kriminalisering af identitetstyveri vil have nogen reel merværdi i forhold til indsatsen på området, og regeringen kan således ikke støtte et forslag herom.

Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at regeringen tager problemet med identitetstyveri alvorligt, og det vil også fremgå, når jeg nu vender mig mod den del af bemærkningerne til beslutningsforslaget, som vedrører den politimæssige indsats og den generelle forebyggelse af identitetstyveri og identitetssvindel.

Sager om identitetstyveri og identitetsmisbrug bliver i første række efterforsket af personalet i den konkrete politikreds, hvor det strafbare forhold er begået. Rigspolitiet har forskellige muligheder for at bistå politikredsene i efterforskningen af sager om identitetstyveri og identitetsmisbrug. Kriminalteknisk Center i Rigspolitiet kan f.eks. bistå med undersøgelser af fysiske dokumenter, som kan bære spor af en gerningsmand. Rigspolitiets Nationale IT-Efterforskningscenter, NITEC, kan derudover yde bistand med tekniske undersøgelser af it-udstyr, som kan indeholde elektroniske spor. Denne bistand vil typisk bestå i, at efterforskere hos NITEC indhenter oplysninger i form af såkaldte logfiler hos internetudbyderne. Logfilerne, herunder særligt IP-adresserne, er ofte afgørende for opklaringen af det enkelte strafbare forhold.

Det er Rigspolitiets vurdering, at etableringen af NITEC i 2005 har fremmet politikredsenes indsats i forhold til forebyggelse og efterforskning af it-kriminalitet. Det gælder bl.a. sager om identitetstyveri og identitetsmisbrug via internettet.

Det anføres i bemærkningerne til beslutningsforslaget, at politiet skal sikres de nødvendige ressourcer og redskaber til efterforskning af sager om identitetstyveri. Der peges bl.a. på en udvidelse af logningsreglerne. Rigspolitiet har i den anledning oplyst, at politiet allerede i dag er i besiddelse af en række relevante værktøjer til efterforskning af sager om identitetstyveri og identitetsmisbrug. Rigspolitiet har samtidig oplyst, at man følger udviklingen på området tæt, bl.a. med henblik på at vurdere, om der i lyset af den teknologiske udvikling kan være behov for yderligere tiltag.

Når det gælder politiets efterforskningsredskaber, kan jeg i øvrigt nævne, at en arbejdsgruppe under Justitsministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet for tiden er ved at overveje, hvordan oplysninger om brugere af internetcafeer, gratis hotspots og internetadgang på biblioteker kan registreres, så det sikres, at politiet har mulighed for at sammenholde oplysninger om brugerne med oplysninger om det enkelte kommunikationsapparat. Jeg ser frem til at modtage arbejdsgruppens anbefalinger og forslag til konkrete initiativer på området.

Men når alt det her er sagt, er man nødt til at have sig for øje, at denne type af sager kan være vanskelige at opklare, fordi gerningsmændene ofte søger at sløre eller at slette de elektroniske spor, som kunne danne grundlag for en effektiv efterforskning. Det kan derfor være vanskeligt at afdække identiteten på den enkelte gerningsmand. Bekæmpelse af identitetstyveri kræver derfor en bredspektret indsats, der involverer såvel politi og andre myndigheder som den enkelte borger.

Der er bl.a. behov for at videreudvikle sikkerhedsprocedurer hos myndigheder og virksomheder, der håndterer personoplysninger, ligesom der er behov for at skærpe legitimationskrav på områder, hvor identitetsmisbrug typisk forekommer. Dernæst kræves det, at man fortsat fra myndighedernes side har fokus på at højne det tekniske niveau for en sikker identifikation af personer, der indgår aftaler eller anvender offentlige selvbetjeningssystemer på internettet. Endelig er der behov for øget bevågenhed hos den enkelte borger.

Netop det sidstnævnte er centralt. Hvis identitetstyveri på effektiv vis skal kunne forebygges, må vi alle i vores dagligdag være meget opmærksomme på, at vi ikke uforvarende udleverer personoplysninger til uvedkommende. Herudover må vi sørge for at sikre vores eget private it-udstyr. Det kan f.eks. dreje sig om at knytte en adgangskode til den trådløse internetadgang derhjemme. Jeg kan i den sammenhæng nævne, at der på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside findes en særlig vejledning til borgere om identitetstyveri. Herudover har der i den årlige kampagne, og den hedder »netsikker nu«, været sat fokus på at fremme sikker adfærd blandt borgere på internettet.

Men som sagt er det bestemt ikke kun borgerens eget ansvar at forhindre identitetstyveri og identitetsmisbrug. Virksomheder og myndigheder, der betjener borgerne i situationer, hvor der kan være særlig adgang til identitetsmisbrug, må naturligvis være opmærksomme på at stille skærpede legitimationskrav. Det gælder f.eks. pengeinstitutter ved indgåelse af låneaftaler eller oprettelse af bankkonti; det gælder også kommuner, bl.a. i forbindelse med anmeldelse af flytning.

I bemærkningerne til beslutningsforslaget anføres det endvidere, at det er vigtigt, at der tages hånd om ofrene. Det er jeg naturligvis meget enig i, og jeg vil gerne understrege, at regeringen lægger stor vægt på, at de, der bliver ofre for forbrydelser, behandles med alvor og respekt, og at de får den hjælp og støtte, der er relevant og effektiv i situationen. Det fremgår jo bl.a. også af regeringsgrundlaget, som hedder »Et Danmark, der står sammen«, at regeringen har det som en central prioritet, at der bliver færre ofre for kriminalitet, og at de personer, der desværre bliver udsat for kriminalitet, også bliver hjulpet.

Når det gælder ofre for identitetstyveri, kan de pågældende allerede i dag rette henvendelse til Digitaliseringsstyrelsen og få råd og vejledning. Det drejer sig bl.a. om, hvilke præventive foranstaltninger offeret selv kan iværksætte for fremadrettet at reducere risikoen for misbrug af den pågældendes identitet.

Afslutningsvis vil jeg endnu en gang gerne understrege, at identitetstyveri og identitetsmisbrug er kriminalitetsformer, jeg som justitsminister ser med stor alvor på, og jeg lægger stor vægt på, at politiet også fremover har fokus på indsatsen for at bekæmpe identitetstyveri og identitetsmisbrug.

Når det gælder en særskilt kriminalisering af identitetstyveri, er det som sagt efter regeringens opfattelse hverken et hensigtsmæssigt eller nødvendigt tiltag. Dertil kommer, at politiet har oplyst, at de er i besiddelse af en række relevante redskaber til efterforskning af disse sager. Det er på den baggrund regeringens vurdering, at der ikke aktuelt er behov for nye initiativer, som rækker ud over de allerede eksisterende tiltag på området. Det er samtidig vigtigt at understrege, at forebyggelse af disse sager jo i høj grad forudsætter, at såvel myndigheder som borgere også selv er opmærksomme på, hvordan man anvender it-udstyr på en sikker vis.

Et af de spørgsmål, som har været rejst i sagerne om identitetsmisbrug og identitetstyveri, vedrører Det Centrale Personregister, altså cpr-lovgivningen. Der vil jeg bare til slut sige, at Økonomi- og Indenrigsministeriet har oplyst, at der ikke i dag i cpr-loven er hjemmel til, at en person, der udsættes for identitetstyveri, kan få udstedt et nyt personnummer. Men ministeren har oplyst, at man vil tage initiativ til, at vi iværksætter drøftelser mellem Økonomi- og Indenrigsministeriet og Justitsministeriet med henblik på at undersøge, om der kan være tilfælde, hvor tildeling af et nyt personnummer kan have en effekt i henseende til netop at forhindre yderligere identitetsmisbrug.

Men som sagt: Regeringen kan ikke støtte forslaget.

Tak til justitsministeren. Der er lige nogle korte bemærkninger, først fra hr. Peter Skaarup.

Jeg skal sige tak til justitsministeren for de ting, der – synes jeg – trækker i den rigtige retning. Det er først og fremmest det sidste, der er blevet sagt, men jeg er da ærgerlig over, at justitsministeren ikke på regeringens vegne kan støtte beslutningsforslaget, også fordi lige præcis det her beslutningsforslag jo er skrevet på en måde, hvor det præcis løfter det, som Socialdemokraternes ordfører på området og Socialistisk Folkepartis ordfører på området sagde i sidste folketingssamling. Derfor undrer jeg mig stærkt over, at regeringen så ikke vil gennemføre det, man selv har sagt før valget, når man nu sidder i regering og har muligheden for at gennemføre det. Det kunne jeg godt tænke mig at spørge justitsministeren om. Hvad er begrundelsen for, at man ruller tilbage og begår endnu et løftebrud? Jeg ved godt, at regeringen måske ikke er så glad for at høre det ord så tit, men det er jo et løftebrud, når man før valget sagde, at man laver en selvstændig paragraf, ligesom man har i Norge. Nu gør man det ikke alligevel. Hvad er begrundelsen?

Ministeren.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at regeringen tager det her spørgsmål meget, meget alvorligt. Det er også derfor, at jeg gjorde en hel del ud af redegørelsen. Hos politiet bliver sagerne taget alvorligt. Der bliver nu lavet et stykke fælles arbejde for at se på cpr-lovgivningen og se på, om det kan være en hjælp og den rigtige vej at gå, som jeg sluttede af med at sige. Der er også muligheder for ved andre myndigheder at få vejledning om de her forfærdelige sager, som det jo helt sikkert er. Det er en opfordring til, at myndigheder, dvs. statslige myndigheder, kommunale myndigheder, regionale myndigheder, og andre, er meget opmærksomme på, hvordan man behandler personfølsomme oplysninger. Så regeringen tager det her meget, meget alvorligt og iværksætter nu et samarbejde for at se, om vi også kan bruge cpr-lovgivningen på området.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg sidder bare og undrer mig over regeringen. Regeringen bliver beskyldt for mange løftebrud, der er sågar nogle, der kalder regeringen for en løftebrudsregering, og vel vidende at hele den debat jo er overstået – eller er den? – begår man her løftebrud igen. For virkeligheden er jo, at Socialdemokraternes ordfører her til Jyllands-Posten den 25. juni sidste år sagde:

»Med en selvstændig paragraf om identitetstyveri kan vi sende et vigtigt signal. Det lader til, at der er så mange huller på området, at netop en selvstændig paragraf vil kunne gøre en forskel.«

Det sagde fru Maja Panduro, der var ordfører for Socialdemokraterne på det tidspunkt. Jeg forventer egentlig, at justitsministeren kan komme med en bedre forklaring end den, der kom lige før, for der var ingen forklaring på, hvordan man kan have ét synspunkt sidste år i juni måned og nu have et andet synspunkt: at nu vil man ikke noget. Det virker altså meget forbavsende.

Ministeren.

Det er bestemt ikke noget udtryk for, at regeringen ikke vil noget. Tværtimod har jeg her skitseret den palet af initiativer, som bliver sat i værk, og jeg synes da, at forslagsstillerne skulle tage at anerkende, at der er et væld af initiativer i gang. Der er et politi, som arbejder seriøst med de her sager. Der er styrelser, hvor man kan hente vejledning og inspiration, hvis man er kommet i problemer. Der er opfordringer til, at myndigheder skal være påpasselige med personfølsomme oplysninger. Der er et samarbejde, som jeg sluttede af med at redegøre for, som kigger på cpr-lovgivningen og den del af det.

Så jeg har svært at forstå, hvad bekymringerne går ud på, ud over at det måske mere er sådan en professionel bekymring. Det er helt fair, men jeg synes dog alligevel, at man må sige, at der her er tale om en hel palet af initiativer, som viser sig at være de rigtige, og som viser, at der bliver sat ind over for det her modbydelige fænomen over en bred kam og ikke bare med en særlig bestemmelse, som jo viser sig, hvilket jeg har redegjort for, allerede at være dækket af straffeloven.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Det er en opfølgning på hr. Peter Skaarups spørgsmål, for som hr. Peter Skaarup siger, så var man meget, meget klarere i Socialdemokratiet, da man sad i opposition, og det er jo ikke så lang tid siden. Altså, den 25. juni siger fru Maja Panduro på vegne af Socialdemokratiet, at man bestemt vil stemme for et forslag om en selvstændig identitetstyveriparagraf, som jo er det forslag, som ligger her.

Det er da mærkeligt, hvad der præcis er sket med Socialdemokratiets holdning, ud over at man selvfølgelig er kommet i regering. Jeg ved godt, at det på en række andre områder har betydet, at Socialdemokratiet har skiftet holdning, men jeg har svært ved at se argumentet lige her.

Så jeg vil da godt bede justitsministeren om at redegøre for, hvorfor man mente noget, da man sad i opposition, og var så fast i udmeldingen, når justitsministeren nu så fast kan afvise, at man overhovedet vil være med til at tale om sådan en selvstændig paragraf.

Justitsministeren.

Som sagt er det regeringens opfattelse, at de forhold, som er blevet omtalt, er dækket af straffeloven, som den ser ud i dag. Pointen er som sagt, at man skal passe på med at isolere det her problem ved at lave en selvstændig paragraf i straffeloven og tro på, at det signal, der ligger i det, er det, der skal til. Holdningen er fra regeringens side, at de forhold, der er omtalt her, er dækket af den nuværende straffelov. Jeg har redegjort for, hvad det er for forhold, der har været fremme i debatten, og hvordan vi i regeringen mener at de er dækket.

Så er der ellers et væld af initiativer, som skal til for at sikre, at vi kommer det her til livs. Kommuner, regioner og stat skal passe på med omgangen med de personfølsomme oplysninger, ikke mindst når vi taler om borgernes adgang på internettet. Det handler om politiets tilgang til sagen. Det handler om, at politiet tager det her meget seriøst. Det handler om, at borgerne har muligheder for at få vejledning og råd, hvis det går galt. Og det handler til sidst om, hvordan man kan benytte cpr-lovgivningen til at foretage en yderligere styrkelse af borgernes beskyttelse på det her område.

Hr. Karsten Lauritzen.

Tak for det svar fra justitsministeren. Jeg kan så forstå, at man har skiftet holdning, at man har begået løftebrud, om man vil, eller at man, som justitsministeren sagde, er dækket ind af den nuværende lovgivning. Det må jo betyde, at Socialdemokratiets ordfører dengang i juni måned ikke havde sat sig ind i sagerne. Det er selvfølgelig også en forklaring, men dog lidt pudsigt.

Den tidligere justitsminister, hr. Lars Barfoed, var sådan set åben over for at se på, hvad erfaringerne var fra Norge, hvor man jo har den her selvstændige paragraf. Nu har justitsministeren været så afvisende over for overhovedet at ville være med til noget som helst, og derfor har jeg ikke nogen forventning om, at man er det, men det kunne jo godt være, at der var den lille åbning, at man var villig til at se på, hvad der er erfaringerne fra Norge, og hvad der er erfaringerne fra USA i forhold til en selvstændig paragraf. For der er nogle, der taler for, at det faktisk kan have en anden virkning end blot at være en dobbeltparagraf. Det får i hvert fald løst det problem, som der er i øjeblikket, med, at enhver kan oprette en profil for bl.a. justitsministeren på Facebook, og det vil så være lovligt, indtil man begynder at dele personlige oplysninger ud. Det synes vi i Venstre sådan set er lidt problematisk kan lade sig gøre.

Ministeren.

Det er rigtigt nok, at der har været fokus på forholdene i Norge, og det viser sig – det har Justitsministeriet undersøgt – at den ordning, der er i Norge, i det væsentlige svarer til, hvad det er, vi har i Danmark. Derfor er det, om man vil, noget, der er gennemført, og derfor er det jo bare endnu en understregning af, at det her kan man ikke bare se som en selvstændig paragraf i straffeloven. Det kræver en bredere indsats, og det er det, regeringen har redegjort for er nødvendigt her.

Vi har peget på, hvad det er for nogle instanser – myndigheder, politi og borgere selv – der skal til for at sikre en bred indsats med forebyggelse. Man skal passe på med at udlevere personfølsomme oplysninger, og går det galt, er der en digitaliseringsstyrelse, man kan henvende sig til og få vejledning af, og er der sager, er det også sager, der bliver taget hånd om fra politiets side. Endelig vil vi nu se på cpr-lovgivningen. Er det noget, som kan være til hjælp i de pågældende sager? Det er et arbejde, som vi sætter i gang nu.

Hr. Tom Behnke for en kort bemærkning.

Ministeren kalder på anerkendelse af alt det, som regeringen har gjort, og der skal jeg da være den første til at rose regeringen. Det er jo en lang række initiativer, som blev iværksat af den tidligere konservative justitsminister, som nu bliver udmøntet. Så det kan da naturligvis kun fortjene ros, og jeg er glad for, at den nuværende justitsminister også er enig i, at den ros skal den tidligere regering have. Så er vi jo enige om det.

Men jeg hørte også, at justitsministeren gav udtryk for – og jeg er enig – at borgerne skal være meget forsigtige. Altså, man skal selv gøre sig nogle overvejelser, man skal passe på, og sådan er det jo i alle livets forhold. Man har hver især et ansvar. Men der er dog et sted, hvor der sker meget, meget lemfældig omgang, nemlig der, hvor personnummeret har allerstørst betydning, dvs. i passet. For det er jo stadig væk sådan den dag i dag, at som en god service over for borgerne sender pasudstederne passene med posten. De sendes ikke engang rekommanderet. Det er bare et helt almindeligt brev, der kommer. Der forsvinder jo årligt et par tusinde pas i forsendelsen, og det er borgerne altså fuldstændig uden indflydelse på, så det var måske et område, man kunne kigge på. Jeg vil spørge, hvad ministeren mener om det.

Ministeren.

Når det gælder procedurerne for udstedelse af pas, håber jeg, at ordføreren er tilfreds med, at det er noget, jeg hjertens gerne svarer på et spørgsmål om i Retsudvalget. De helt eksakte procedurer for udstedelse af pas har jeg ikke lige præsent, men det finder vi selvsagt ud af i Retsudvalget.

Hr. Tom Behnke for et yderligere spørgsmål.

Jamen det forstår jeg godt, og der er et andet sted, jeg gerne vil rose ministeren for – der er i hvert fald masser af ros herfra i dag på det her beslutningsforslag, vi diskuterer lige nu – hvor jeg synes, at ministeren sagde noget rigtig fornuftigt, nemlig at regeringen lægger stor vægt på relevant hjælp og støtte til ofrene. Jeg skrev det ned ord for ord, for jeg sad og tænkte: Hvad så med det der med at få et nyt personnummer? For det er jo virkelig den relevante, direkte støtte til ofrene, og der vil jeg gerne kvittere for, at ministeren sagde, at der er man allerede i regeringen i fuld gang med at komme med forslag til, hvordan loven skal ændres, sådan at det kan lade sig gøre på en meget nemmere måde, end det kan i dag. Der synes jeg ikke at ministeren skal stå alene med det. Jeg har også hørt ved tidligere debatter, at det har været et udtalt ønske i Folketinget, at man havde den mulighed, men det har knebet noget med at få det gennemført. Så medmindre der er mange, der protesterer, tror jeg faktisk, at ministeren herfra har fuld opbakning til at fortsætte det arbejde, for der er virkelig tale om, at man gør noget for ofrene. Så tak for det.

Ministeren.

Tak for det. Rosen ligger jo fint i forlængelse af det, vi har set på retspolitikken, hvor De Konservative godt fulgt af Liberal Alliance så at sige slutter til på en hel række forslag, og der vil jeg så bare sige, at roserne er gengældt, og jeg håber på, at vi på baggrund af det kan lave flere gode aftaler også på retsområdet. Substansen handler her jo om spørgsmålet om cpr-loven, og der er der så iværksat drøftelser imellem Økonomi- og Indenrigsministeriet og Justitsministeriet for at se, om der er noget, vi kan gøre på det her område. Så det vender vi tilbage med, når de her drøftelser er tilendebragt.

Tak for det. Efter alle de roser er der ikke flere bemærkninger til justitsministeren. Tak til ministeren. Den næste er hr. Karsten Lauritzen som ordfører for Venstre.

Tak. Med beslutningsforslaget foreslår Dansk Folkeparti som sagt, at identitetstyveri og identitetssvindel indgår i straffeloven som selvstændige forbrydelser, der kan straffes med fængsel i op til 2 år.

Jeg vil først og fremmest sige, at vi i Venstre er glade for, at det her beslutningsforslag bliver fremsat. Vi ser med alvor på den stigning, der er i tilfælde af identitetstyveri og lignende kriminalitet, og vi mener, at myndighederne med rette bør opprioritere arbejdet for at forebygge og forhindre den her form for kriminalitet.

Sidste år skrev Jyllands-Posten en artikelserie om identitetstyveri, og jeg må indrømme, at det er skræmmende læsning. Man kunne bl.a. læse om den 22-årige Laura Madsen, der var udsat for groft identitetstyveri/svindel. En identitetstyv flyttede Laura Madsens adresse gennem en falsk ePosthuskonto. Herigennem fik tyven så adgang til den pågældende persons post, og han benyttede muligheden til at bestille både kreditkort og benzinkort i hendes navn. Herefter hævede identitetstyven så hendes løn og købte benzin i hendes navn for mere end 7.000 kr., og da Laura Madsen anmeldte det til Østjyllands Politi, fik hun i første omgang at vide, at der ikke var ressourcer til at se nærmere på det. Den historie er desværre langtfra et særtilfælde. En undersøgelse fra Danmarks Statistik fra 2009 viser, at der årligt er mere end 27.000 danskere, der oplever, at en anden udgiver sig for at være dem. Det er et tal, som undersøgelsen gisner om faktisk er langt højere, fordi identitetstyveri ikke eksisterer rent juridisk, og derfor vides det jo ikke, hvor mange anmeldelser og domme der reelt er på området.

I Venstre har vi stor sympati for Laura Madsen og de tusinder af andre danskere, der bliver udsat for identitetstyveri. Ofre for identitetssvindel og -tyveri står mange gange tilbage som dybt krænkede og magtesløse, fordi der ved uopklarede sager kan være uvished om, hvornår tyven slår til igen. I Venstre mener vi, at der er behov for en bred indsats, som både gør det sværere at begå identitetskriminalitet, som sikrer, at ofrene hjælpes, og som sørger for, at identitetstyve findes og får den straf, der er behørig. Vi er også af den opfattelse, at straffeloven ikke har holdt trit med samfundsudviklingen, og vi forholder os derfor positivt over for en eventuel ændring, således at identitetstyveri og -svindel indgår som selvstændige forbrydelser. Det vil sende et klart signal til både kriminelle og politiet om, at identitetssvindel og -tyveri anses som en grov form for kriminalitet, som ikke kan accepteres uanset omfanget.

Men inden vi her i Folketingssalen vedtager ændringer af straffeloven, mener vi dog, at det vil være relevant at få lidt mere viden frem, f.eks. lade Straffelovrådet se på forslaget og vurdere, hvilken løsning der er hensigtsmæssig. Det skal også undersøges mere dybdegående, hvilke ændringer i straffeloven der vil have en præventiv effekt. Nu kan vi så forstå, at de undersøgelser, som Justitsministeriet skulle lave i forhold til Norge, måske er afsluttet. Det kan vi så se på under udvalgsbehandlingen. Vi er lidt inspireret af, hvad erfaringen er fra Norge og bl.a. også fra USA, hvor man har selvstændige paragraffer i straffeloven. Vi vil også meget gerne have en definition af, hvad identitetstyveri er.

I Venstre forholder vi os altså åbent over for eventuelle lovgivningsmæssige initiativer, hvis de ellers er fornuftige. Vi anerkender, at der er et voksende problem her. Vi ønsker en bred indsats, og det skal derfor også undersøges, hvordan myndighederne kan yde støtte og vejledning til ofre for identitetssvindel. Vi vil også gerne se på, hvilke forbedringsmuligheder der kan være i forhold til den politimæssige og efterforskningsmæssige indsats i forhold til den her form for kriminalitet, som desværre altså er i vækst.

At identitetskriminalitet er i vækst, skyldes i høj grad den teknologiske udvikling, som først og fremmest gør det nemmere at svindle med identiteter, og derfor er det også relevant at se på opgraderingen af den digitale sikkerhed i Danmark, og vi vil også godt kvittere for den melding, som justitsministeren er kommet med her i dag i forhold til at se på cpr-registeret. Der har været nogle meget skræmmende artikler om, hvordan man kan regne sig frem til, hvordan et cpr-nummer er opbygget. Hvis man har en persons cpr-nummer, har man altså adgang til en lang række ting, fordi det danske offentlige system er bygget op omkring cpr-numre som noget helt centralt. Så det er en problemstilling, vi tager meget alvorligt og gerne vil være med til at diskutere bredt i Folketingssalen.

Så vi vil gerne opfordre justitsministeren til at igangsætte en undersøgelse, som kan afdække, hvilke tiltag der er mest effektive, f.eks. at få Straffelovrådet til at se på det her, og vi vil også godt tilskynde til, at det er noget, der kommer til at blive prioriteret højere på politirelevante myndigheders ressourcedagsorden for at få opklaret og bekæmpet den her form for kriminalitet. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Ole Hækkerup som ordfører for Socialdemokraterne.

Tak, hr. formand. Med det her forslag er det, som det allerede er fremgået, ideen at ændre straffeloven, sådan at identitetstyveri indgår som en selvstændig forbrydelse. Jeg vil bare begynde med helt overordnet at sige, at jeg faktisk er enig med forslagsstillerne i, at vi her står med et stigende problem, hvor nogle stjæler andres identitet og bruger de indsamlede oplysninger til at købe varer eller låne penge med, og at ofrene derefter står i en på mange måder umulig situation. At der er nogle, der bliver ramt, vidner bl.a. den omtalte, som der har været i Jyllands-Posten, om, og det tror jeg også den forrige ordfører var inde på. Da nye muligheder på nettet samtidig udvikler sig, udvikler mulighederne for at stjæle andres identitet sig jo desværre også, og det er dybt krænkende.

Af forslaget fremgår det, at det ville blive lettere at komme efter gerningsmændene – det fremgår lidt længere nede i teksten i forslaget – hvis logningen, altså registreringen af oplysninger om, hvem der går på nettet hvor og hvornår, blev grundigere og mere omfattende, end den er i dag. Det tror jeg at forslagsstillerne har helt ret i. Der har vi jo så i øvrigt i Retsudvalget mellem alle partierne aftalt, at vi skal se på logningen, så vi får en registrering, der helst skulle sikre, både at vi ikke sådan bliver unødigt overgået, og at gerningsmændene samtidig bliver effektivt overvåget. Det arbejde i Retsudvalget hænger selvfølgelig sammen med arbejdsgruppen i ministerierne om netop logning, og det hænger selvfølgelig så i øvrigt også sammen med revisionen af logningsdirektivet.

Nu sagde ministeren i sin tale, at der allerede er grundlag for at straffe identitetstyverier efter gældende lov, og at Rigspolitiet har oplyst, at de allerede i dag har ordentligt grundlag for efterforskning af identitetstyverier og -misbrug. Lad mig sige det med det samme: Hvis Rigspolitiet på et tidspunkt på grund af udviklingen skulle finde ud af, at der er brug for at ændre lovgivningen, ser Socialdemokraterne meget gerne på det. Men af de grunde her kan vi ikke stemme for forslaget, som det konkret ligger her.

Så tror jeg altså, vi må sige, at når det handler om at gøre noget ved identitetstyveri, handler det først og fremmest også om den hjælp, som ofrene for identitetstyveri får. Hvad gør man? Hvordan kommer man videre? Hvem skal man henvende sig til? Det er alle den slags spørgsmål. Og som det allerede er fremgået af ministerens besvarelse, ligger det jo hos Digitaliseringsstyrelsen, og det er her, vi skal sørge for, at der er en nem adgang til at få hjælp, og vi skal selvfølgelig altid kigge efter, om vi kan gøre det bedre der. Jeg er derfor også meget tilfreds med den melding, ministeren havde med i dag om cpr-loven og samarbejdet med Økonomi- og Indenrigsministeriet om at få kigget på lige præcis det her med at få nyt cpr-nummer.

Tak til ordføreren. Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg synes som hr. Ole Hækkerup, at det er en vigtig sag, og det er også derfor, vi har fremsat beslutningsforslaget. Vi er enige om mange ting her. Det, der så bare slår mig, er, at det samråd, vi havde i Folketingets Retsudvalg sidste sommer – indkaldt af Socialdemokraterne, og hvor den konservative justitsminister på det tidspunkt, hr. Lars Barfoed, blev indkaldt – jo bl.a. gik ud på, at man gerne ville presse ministeren til at gøre det særlig strafbart at begå tyveri af identitet. Derfor undrer det mig, at vi i dag må se på, at regeringen ikke vil gøre det særlig strafbart, som det er tilfældet i Norge, hvor man i december 2010 eksplicit pindede det ud og sagde, at der her var brug for en særlig stor indsats, og derfor gjorde man det særlig strafbart.

Så jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Ole Hækkerup, hvad det er, der er sket med Socialdemokraterne, siden man løber fra det løfte, som man gav i sommeren 2011. Det er trods alt ikke så lang tid siden.

Ordføreren.

Tak. Som jeg nævnte, første gang jeg havde ordet, har Rigspolitiet jo oplyst, at de allerede i dag har et ordentligt grundlag for efterforskning af identitetstyveri og -misbrug. Og jeg må være ærlig og sige, at jeg jo ikke sad i Retsudvalget, dengang der var samråd, og jeg ved ikke, om den daværende justitsminister sagde det her med, at Rigspolitiet havde sagt, at de ikke mente, at de på nuværende tidspunkt havde brug for at få skærpet paragrafferne på det her område. Men jeg sagde også i min ordførertale, at hvis det er sådan, at Rigspolitiet på et tidspunkt kommer og siger: Prøv at høre en gang, vi har nogle konkrete problemer med retstilstanden – jamen så ville det da være underligt, hvis ikke vi her i Folketinget sagde, at vi selvfølgelig vil kigge på det.

Men på spørgsmålet, om Retsudvalget har været bekendt med den vurdering fra Rigspolitiet på det tidspunkt, bliver jeg jo nok i virkeligheden svar skyldig.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg tror, at Rigspolitiet næsten altid har den opfattelse, at man gør arbejdet godt, og at politikredsene gør, hvad de kan, for at optrævle også tyverier af identiteter. Det ville jo være lidt mærkeligt, hvis en enhed, en styrelse eller en organisation sagde, at de gør arbejdet dårligt på det her område. Nej, selvfølgelig kom det frem på en sådan måde, at den daværende justitsminister sagde, at der kunne gøres mere, men Socialdemokraterne ville i forlængelse af det samråd, man selv havde indkaldt til, kræve, at vi fik lavet en særlig paragraf i straffeloven, ligesom de har i Norge. Så vel vidende alt det, som hr. Ole Hækkerup diskuterer med sig selv, sagde Socialdemokraternes ordfører til Jyllands-Posten den 25 . juni 2011 :

»Det er meget rigtig at se på, om falske netprofiler også skal gøres strafbart. Med en selvstændig paragraf om identitetstyveri kan vi sende et vigtigt signal.«

Så der var et klart krav fra Socialdemokraterne og også SF, og det er derfor, vi andre nu står med endnu sådan en løftebrudssag, og vi kan ikke rigtig få nogen forklaring på, hvad der er sket.

Ordføreren.

Tak. Men det er jo i virkeligheden ikke noget svar på spørgsmålet om, hvad der er oplyst fra Rigspolitiets side, altså om man syntes, at retsgrundlaget var tilstrækkeligt eller ej. Og der er jeg i virkeligheden lidt uenig med hr. Peter Skaarup, for Rigspolitiet kan jo sagtens komme og sige, at de kan arbejde så godt, de kan, med de eksisterende regler; de ville imidlertid, hvis reglerne var anderledes, kunne gøre sådan og sådan.

Men sådan som jeg har forstået det, som ministeren netop har oplyst Folketinget om, er det, Rigspolitiet siger, at reglerne sådan set er gode nok, og at det ikke er det, der er problemet her – og så er der jo en lidt anden situation. Så er det bare, jeg siger – og det tilstår jeg helt åbent, da hr. Peter Skaarup sad i Retsudvalget på daværende tidspunkt – at jeg jo ikke ved, om Rigspolitiet har sagt det samme på daværende tidspunkt, altså om de har sagt, at reglerne sådan set var gode nok, og om det har ligget til grund dengang, eller om det ligger til grund nu. Derudover er min pointe, at jeg jo i virkeligheden er enig med hr. Peter Skaarup i, at der er et problem, og at der er et problem, vi er nødt til at gøre noget ved, fordi problemets omfang er stigende.

Noget af det, det måske er allerallervigtigst at gøre noget ved i den her forbindelse, er lige præcis det der med at hjælpe ofrene. Jeg har det jo ligesom hr. Karsten Lauritzen sådan, at når man ser nogle af de klip, der ligger, og den omtale, der har været i Jyllands-Posten, er det mest det der håbløse i den situation, folk står i, der gør indtryk. Altså, hvad skal jeg gøre? Hvor skal jeg gå hen? Hvem skal jeg henvende mig til? Hvordan skal jeg få rettet op på det her på en fornuftig måde? Man kan levende sætte sig ind i det selv. Og jeg tror i virkeligheden, det er der, vi allerallerbedst kan tage fat, hvis vi faktisk kan hjælpe ofrene for identitetstyveri.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jeg vil godt kvittere for det sidste, som Socialdemokratiets ordfører var inde på. Men i øvrigt vil jeg spørge til der, hvor debatten ellers var kommet til, for hr. Ole Hækkerup siger, at Rigspolitiet måske svarer noget andet nu, og justitsministeren har redegjort for, at man allerede er dækket ind, og det kunne jo være valide argumenter, hvis det ikke var for det, at hr. Ole Hækkerups kollega, fru Maja Panduro, i juni måned – det er kort tid siden – var ude med en helt anden argumentation for, hvorfor man skulle lave en selvstændig paragraf. Hun sagde dengang til Jyllands-Posten:

»Det er meget rigtig at se på, om falske netprofiler også skal gøres strafbart. Med en selvstændig paragraf om identitetstyveri kan vi sende et vigtigt signal. Det lader til, at der er så mange huller på området, at netop en selvstændig paragraf vil kunne gøre en forskel.«

Så argumentationen er altså til dels, at noget af det, der ikke er kriminelt i dag, faktisk kan kriminaliseres, altså det at oprette falske netprofiler. Så derfor er det vel relevant at spørge Socialdemokratiets ordfører, hvorfor man mente det i juni måned og så ikke mener det længere. Hvad er der sket, ud over at man har fået magten? Men det betyder jo ikke, at man har vendt på en tallerken, eller gør det?

Ordføreren.

Der kan jo være sket det – men det er så ren spekulation fra min side – at man på det samråd, der på det tidspunkt var i Retsudvalget, ikke har oplyst om, at alle forhold var dækket ind af lovgivningen, og at Rigspolitiet følte sig dækket ind af den eksisterende lovgivning.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jo, men det, der er tale om her, er jo faktisk, at hvis man laver en selvstændig paragraf – det redegjorde justitsministeren også for – ville man så kriminalisere det at oprette en falsk profil. Det kunne være af hr. Ole Hækkerup, at man lavede en falsk profil. I dag er det ikke i sig selv ulovligt, det er først ulovligt, når man bruger den til noget. Det, fru Maja Panduro siger, er jo, at det faktisk er meget rigtigt at se på, om falske netprofiler også kan gøres strafbare. Og der mente Socialdemokratiet altså, at det skulle gøres strafbart, men det mener man så ikke nu. Det er da en anden holdning, det er da, som hr. Peter Skaarup sagde, et løftebrud. Så må man jo bare indrømme fra Socialdemokratiet og ordførerens side, at man er blevet klogere, for det er da to vidt, vidt forskellige ting.

Ordføreren.

Jeg tror, at hvis vi virkelig skal gøre noget godt for dem, der bliver ramt af identitetstyveri, skal vi måske lade være med at grave os ned i, præcis hvordan man gør det. Hvis det er sådan, at Rigspolitiet på et tidspunkt kommer og siger, at for deres arbejde med at opklare den her type forbrydelser, som der bliver flere af, og som bliver værre, er det nødvendigt, at vi kigger på lovgivningen på nogle bestemte områder, altså fordi de løber ind i nogle lovgivningsmæssige barrierer, så kan jeg sige med det samme, at det vil Socialdemokratiet gerne kigge på.

Det er så imidlertid bare ikke det, der ligger her og nu. Og igen kan jeg jo ikke spekulere i, om justitsministeren for et halvt år siden under den gamle regering oplyste om lige præcis det her eller ej.

Tak til hr. Ole Hækkerup som ordfører. Så er det hr. Jeppe Mikkelsen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak. Identitetstyveri og -svindel er uden tvivl en alvorlig sag. Det er desværre et problem, der er stigende, det tror jeg vi alle sammen kan konstatere, og man kan jo sige, at det på mange måder er en bivirkning af, at vores samfund er blevet mere og mere digitalt. Det er samtidig en meget, meget svær problemstilling at løse, og jeg er faktisk glad for, at Dansk Folkeparti har sat fokus på problemstillingen, men jeg mener ikke, at dette forslag løser selv samme problemstilling.

For det er jo allerede ulovligt i dag, det er ulovligt at krænke en anden persons ære ved at udgive sig for at være denne person. Det er ulovligt at stjæle en anden persons kontooplysninger og udnytte disse til egen økonomisk vinding, det står flere steder i straffeloven. F.eks. kan det, jævnfør straffeloven, give op til 6 måneders fængsel, hvis man uberettiget videregiver meddelelser om en andens private forhold. Det kan også, jævnfør straffeloven, give op til 4 måneders fængsel og være en strafbar ærekrænkelse, hvis man opretter f.eks. en falsk facebookprofil for at stille en anden person i et dårligt lys ved at give udtryk for nogle ekstreme holdninger.

Identitetstyveri sker ofte også som led i forskellige formueforbrydelser, det handler hele kapitel 28 i straffeloven om, og strafudmålingen er forskellig, men typisk op til 1½ års fængsel. Straffen kan dog skærpes til fængsel mellem 6 og 8 år, hvis der f.eks. er tale om organiseret kriminalitet eller et stort antal forbrydelser, som man ofte ser i sager om identitetstyveri.

Beslutningsforslaget vil langt hen ad vejen sammenskrive den nuværende lovgivning, men altså gøre noget ulovligt, som allerede i dag er ulovligt, og i Radikale Venstre synes vi ikke, det er en god idé. Vi skal lave lovgivning for at løse problemer, ikke for at fremstå, som om vi løser problemer. Jeg håber, at vi fortsat i fællesskab kan have fokus på at hjælpe ofrene for identitetstyveri. I dag har man mulighed for at søge Digitaliseringsstyrelsen om råd, og jeg håber da også, at vi i samarbejde i Retsudvalget kan hjælpe hinanden med at fastholde fokus på at hjælpe de her ofre og se på, hvilke muligheder der er for at undgå identitetstyveri, f.eks. øget oplysning på området. Vi mener dog ikke i Radikale Venstre, at dette beslutningsforslag løser nogen af problemerne grundlæggende, og derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Peter Skaarup.

Jeg skal bare spørge hr. Jeppe Mikkelsen, om ikke det er korrekt forstået, at hvis man ønsker at opprioritere indsatsen for at opklare forskellige former for kriminalitet – det kunne være identitetstyveri, men det kunne også være sådan noget som stalking – så kan man fra Folketingets side med ret stor vægt sende et kraftigt signal til politiet og domstolene i den retning, man ønsker. Det er det ene spørgsmål.

Det næste spørgsmål er: Hvad er egentlig forskellen på sådan noget som stalking, hvor mennesker bliver forfulgt af syge personer igennem en længere periode, og hvor Folketinget netop i dag har foretaget en særlig skærpelse på området, og så et område som identitetstyveri, hvor man jo på samme måde kan forfølge andre mennesker, men også bruge metoder i kriminelt øjemed?

Når jeg kigger på det, som Jyllands-Posten skrev den 26. juni efter det samråd, indkaldt af Socialdemokraterne, vi havde i Retsudvalget om det her område, og kigger på, hvad De Radikale sagde, kan jeg se, at de på det tidspunkt sagde, at det var en god idé at lære af de norske erfaringer og nævne identitetstyveri i straffeloven, enten som en selvstændig paragraf eller som en tilføjelse. Og så vil jeg spørge hr. Jeppe Mikkelsen: Hvad er der sket siden, når De Radikale har skiftet holdning?

Ordføreren.

Der var tre spørgsmål, så vidt jeg fik noteret, og jeg starter med det første, nemlig om vi ikke kan sende et vigtigt signal. Det tror jeg absolut vi kan, men jeg tror bare, at det signal allerede er sendt ud til domstolene og politiet. Jeg tror ikke, der er nogen, der tror, at det er o.k. f.eks. at stjæle kreditkortoplysninger fra en person og udnytte dem til egen økonomisk vinding. Jeg tror, at hverken politiet eller domstolene tvivler på, at det naturligvis er ulovligt, og at man, jævnfør straffelovens kapitel 28, kan straffe det med allerede gældende lovgivning.

Så spørger hr. Peter Skaarup til stalking og den skærpelse, vi har foretaget på det område. Jeg synes ikke, sammenligningen helt holder vand. Stalking er en ny definition, noget, som vi har oprettet, og som kan give tilhold, fordi der ikke var mulighed for det i forvejen, det var ikke nogen ny lovgivning, vi sammenskrev på det område. Stalking er jo modsat en normal chikane defineret ved, at det er, hvad skal man sige, kvantiteten i henvendelserne, som gør, at det kan føre til tilhold, hvorimod det med chikane ligesom mere er det enkelte tilfælde, som kan være særlig slemt.

Med hensyn til den 26. juni kan sige, jeg ikke kender til de udtalelser, og jeg var heller ikke til samrådet. Jeg kan jo så sige, at der i hvert fald er kommet en ny retsordfører.

Hr. Peter Skaarup.

Politisk bør man jo nok mene nogenlunde det samme før et valg og efter et valg. Der vil jeg så sige, at De Radikale måske ikke er det parti, man mest kan beskylde for at have skiftet holdning og begået løftebrud. Jeg mener der, at Socialdemokraterne og SF mere kandiderer til at have begået en række løftebrud inden for forskellige områder, ikke bare justitsområdet, men så sandelig også mange andre områder, men det er en anden historie.

Men altså, uanset det mener jeg, at argumentationen, ofte fra embedsmandsside, jo har været, at vi ikke skulle gøre et særligt område strafbart, altså stalking for så vidt eller identitetstyveri for så vidt, fordi det ikke var nødvendigt, der var andre bestemmelser inden for straffelovgivningen, som kunne gøre, at man kunne få fat i de kriminelle, der laver den form for kriminalitet. Men situationen er jo altså bare den, at nu har vi gjort stalking særskilt kriminelt, selv om man tidligere fra embedsmandsside har rådet til ikke at gøre det, og strammet tingene der. Så er det, det undrer mig, hvorfor vi ikke kan gøre det på det her område, hvor rigtig mange borgere er rigtig meget i klemme.

Ordføreren.

Jeg er helt enig med hr. Peter Skaarup i, at man hovedsagelig skal mene det efter et valg, som man siger før et valg, og at der skal være en sammenhæng mellem det. Det tror jeg nu også der er i vores retspolitik langt hen ad vejen, men det er klart, at i et parti er der da også forskellige holdninger. Det er da ikke nogen hemmelighed, det er vel derfor, man har gruppemøde en gang imellem, nemlig til at få clearet, hvad der er partiets officielle holdning udadtil, inden man ender her i salen, og der skal jeg orientere hr. Peter Skaarup og resten af Folketinget om, at jeg har fuld opbakning i den nuværende folketingsgruppe til, hvad jeg står og siger her på talerstolen i dag.

I forhold til stalking vil jeg igen fremhæve, at jeg ikke synes, sammenligningen helt holder vand. Jeg synes ikke, at man kan se en rød tråd mellem det beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti har fremsat, og de ændringer i forhold til tilhold, opholdsforbud, stalking osv., som vi netop har behandlet her i Folketinget. Og det kan man ikke, fordi stalking ikke stod et andet sted, det er ikke en sammenskrivning af lovgivningen. Det er jo det, jeg som ordfører på Radikale Venstres vegne har af klage i forbindelse med det beslutningsforslag her. Det er mest sammenskrivning af lovgivning, som allerede er gældende i dag, om noget, som allerede på nuværende tidspunkt er ulovligt, og derfor kan vi ikke støtte det.

Tak til ordføreren. Fru Anne Baastrup som ordfører for SF.

Tanken om at miste sin identitet er jo simpelt hen gruopvækkende, og de historier, vi har hørt, er jo ganske forfærdelige. Folk oplever, at de breve, de forventer at få, ikke kommer, der er sket tyveri af ens adresse osv. Derfor skal vi have stor opmærksomhed på identitetstyveri.

Dansk Folkeparti foreslår i deres beslutningsforslag, at vi skal lave en lovgivning inden den 1. marts. Det synes jeg godt nok er ret hurtigt, selv om det er fremsat i oktober. Men så synes jeg også, at der er en mere principiel overvejelse i forbindelse med Dansk Folkepartis beslutningsforslag, og det er, at man tager udgangspunkt i den norske måde at lave straffeloven på. Norsk strafferet er sådan meget enkeltsagspræget, sådan som jeg har forstået det, hvor vores jo har de meget brede bestemmelser med mandatsvig, bedrageri og freds- og æreskrænkelser. Så har vi derudover i vores særlovgivning cpr-numrene og beskyttelsen af dem.

Derfor tror jeg, at det vil bryde den tænkning, der er i vores straffelov, hvis vi laver den type af særbestemmelse, som de har i norsk straffelov. Vi vil i virkeligheden kunne risikere at stå i en situation, hvor der sker et identitetstyveri, der muligvis bruges til vinding, eller som man havde forestillet sig, man kunne bruge til vinding.

Er det så den straffelovsbestemmelse, som hr. Peter Skaarup foreslår, eller er det mandatsvig, er det bedrageri eller hvad? Og hvis vi udsætter domstolene for, at den systematik i vores straffelov brydes i løbet af bare et par måneder, så tror jeg, at vi laver lovsjusk.

Jeg ser meget gerne, at vi i Retsudvalget følger op på det her beslutningsforslag, for jeg synes, det er et meget, meget vigtigt forslag, og det er jo også et forslag, hvor det er af stor betydning for mennesker, at vi holder fokus på det i Retsudvalget. Men det er jo ikke alene os, der skal have fokus på det. De folk, der er ordførere på it-området, skal jo også involveres. Er der rent faktisk sikkerhed i de forskellige systemer, når man anvender sit cpr-nummer? Jeg har selv undret mig over vores brug af sygesikringskort, når vi låner bøger. Det er jo supersmart, men omvendt: Kan vi være sikre på, at den brug af vores cpr-nummer i de her mange forskellige situationer er sikker nok? Når man bliver ringet op af sit forsikringsselskab, eller man ringer til sit forsikringsselskab, fordi der er en eller anden udfordring, man skal have løst, så bliver man spurgt, om man kan huske sit policenummer. Kan man huske det? Nej. Hvad bliver man så spurgt om næste gang? Man bliver spurgt om sit cpr-nummer.

Er vi i virkeligheden ikke kommet i en situation i Danmark, hvor vi er alt for gode eller søde til at videregive vores cpr-numre? Personligt har jeg pålagt mig den opgave aldrig at sende mit cpr-nummer i en mail. Jeg har sådan en eller anden filosofi om, at det kunne være, at det måske ville forhindre folk i at lave tyveri af cpr-nummer fra mig. Men skal vi ikke få de der it-folk – IT-styrelsen, Digitaliseringsstyrelsen – til at give noget meget præcis rådgivning til virksomheder, forsikringsselskaber og andre, som anvender vores cpr-numre som arbejdsredskab? Har de den rette beskyttelse af det?

Så har vi så derudover kommunen. Man kan jo ikke rette henvendelse til sin kommune uden at videregive sit cpr-nummer. Sådan er det bare. Kan vi være sikre på, at kommunernes beskyttelsesforanstaltninger i den situation er gode nok? Jeg vil foreslå, at vi bruger det her beslutningsforslag – så får hr. Peter Skaarup jo også den cadeau – som udgangspunkt til at finde ud af, hvad de egentlig mener i de andre udvalg, hvor man også beskæftiger sig med cpr-nummeret og beskyttelsen af det, så vi derved måske kan forhindre fremtidige identitetstyverier. Og så bør vi vente på, at indenrigs- og økonomiministeren kommer frem til en eller anden konklusion om, om vi kan få nyt cpr-nummer, hvis ulykken er sket.

Der vil jeg så sige, at vi skal passe på, at et nyt cpr-nummer ikke bliver noget, man bare kan få. Altså, det er jo ikke for sjov, at vi har et fantastisk gennemsigtigt samfund, hvor borgerne kan registreres. Hvis folk kan flytte det ene cpr-nummer frem og tilbage, kan det godt gå galt.

Men jeg har ros til hr. Peter Skaarup for at komme med det her forslag, og lad os så bruge det offensivt i stedet for at skændes om, hvad der er blevet sagt på et eller andet samråd tilbage i foråret 2011.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg synes faktisk, at vi i Dansk Folkeparti er meget konstruktive, og vi deltager meget gerne i det – også tværgående – arbejde, som fru Anne Baastrup er inde på her. Jeg vil også sige, at man i politik lærer at være meget tålmodig, og at ting kan tage tid. Men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at konfrontere fru Anne Baastrup med, at for det her halve år siden, mere end et halvt år siden, havde vi jo netop et åbent samråd i Folketingets Retsudvalg med den foregående justitsminister, hr. Lars Barfoed. I forbindelse med det havde Jyllands-Posten en hel del artikler, hvor også SF medvirkede klart og kraftigt, og i modsætning til det, fru Anne Baastrup siger, sagde SF's daværende retsordfører fru Karina Lorentzen Dehnhardt:

Norge ligner os jo meget strafferetligt, og derfor kunne det være fornuftigt at se nærmere på den norske lovgivning.

Den pågældende ordfører ville altså også gerne se på det med at lave en særlig paragraf i straffeloven som en god mulighed, i lighed med det man har gjort i Norge.

Det, der bare undrer mig, er, hvorfor det lige pludselig er sådan, at man nu har en anden holdning, når man sidder i regering. Det kan jeg ikke forstå. Hvorfor er der ikke nogen stringens i det, man foretager sig?

Ordføreren.

En enkelt straffebestemmelse i straffeloven er ikke nok, og det ved hr. Peter Skaarup jo godt. Vi skal hele vejen rundt. Vi skal i gang med virksomhederne. Vi skal i gang med den enkelte danskers egen oplevelse af, hvad man må bruge sit cpr-nummer til. Det vil jo bare være signal- og pseudolovgivning, hvis man ikke gør det hele. I stedet for at vi skal grave grøfter, synes jeg, vi skal prøve at samarbejde om noget, som er vigtigt for de mennesker, det rammer. Tænk at miste sit cpr-nummer! Så ved man, at man kan stå i en situation, hvor der slipper pas- og bankoplysninger, og hvad ved jeg, ud. Det er det, vi skal forhindre. Jeg vil ikke afvise, at fru Karina Lorentzen Dehnhardt har ment det alvorligt, men jeg ved også helt sikkert, at hun også har vidst, at det ikke var nok.

Hr. Peter Skaarup.

Grunden til, at det er relevant at spørge om, er, at det ikke er en enlig svale. Vi har haft mange forslag her i Folketinget, hvor Socialistisk Folkeparti mente noget andet før valget, end de mener nu, hvor de har fået chancen for at sidde i regering. Vi kan meget fint samarbejde om alle de konstruktive ting. Det gør vi i Dansk Folkeparti gerne, og vi nævner også en hel del andre ting i vores forslag og bemærkningerne, som man bl.a. kan gøre for at hjælpe ofrene og for at bekæmpe misbrug af cpr-numre. Der er vi helt enige.

Jeg synes bare, at vi nogle gange lige er nødt at se på den situation, hvor partier på et tidspunkt siger til vælgerne, at de gerne vil gøre en hel masse, og at de mener det, men hvor det så viser sig, at de lige pludselig mener noget andet. Fru Anne Baastrup kan vel ikke helt afvise, at det må være i offentlighedens interesse at få klarlagt, hvordan det kan være, man mener en ting før et valg og noget andet efter et valg. Det er jo løftebrud, når man gør det.

Ordføreren.

Dette har intet med løftebrud at gøre. Det, det handler om, er, om det er den rigtige måde at lave lige præcis den bestemmelse, eller om det er den rigtige måde at lave det hele på. Det synes jeg at hr. Peter Skaarup skal kvittere for, for det jo ikke noget, som justitsministeren er gået i gang med at prøve at finde ud af nu. Det samråd, vi havde dengang, har jo sat en proces i gang i Justitsministeriet – så meget ved hr. Peter Skaarup jo godt om, hvordan centraladministrationen fungerer – og det er den proces, som vi arbejder videre med. Derudover har vi fået en ny regering, der rent faktisk tager det med cpr-numrene alvorligt.

Så jeg kan slet ikke se, hvorfor hr. Peter Skaarup ikke i stedet for roser justitsministeren for det fremragende indlæg, der kom, og for ønsket om at komme videre derfra. Hvis vi nøjes med at rette i straffeloven, sker der nada – det ved hr. Peter Skaarup godt – andet end at vi får en masse domstolsafgørelser, hvor man ikke ved, om det er mandatsvig i, om det er freds- og æreskrænkelse, eller det er bedrageri eller det slemme: dokumentfalsk. Vil hr. Peter Skaarup hellere have, at en, der laver identitetstyveri, får 2 år i fængsel i stedet for 8 år? Det er jo det, vi læner os op ad, når det er dokumentfalsk.

Tak til ordføreren. Fru Pernille Skipper som ordfører for Enhedslisten.

Mange tak. Vi er jo alle sammen enige om, at vi har et problem her i forhold til identitetstyveri. Det er der ikke nogen tvivl om. Vi er også alle sammen enige om, at der skal gøres noget ved det. Det, vi heller ikke er i tvivl om, er, at det er ulovligt. Jeg vil sige det sådan, at jeg ikke er nogen principiel modstander af, at man indfører selvstændige kriminaliseringer af områder, som i forvejen er kriminaliseret, som det er tilfældet med det her forslag, men selvfølgelig under nogle omstændigheder.

Jeg mener, at det kunne være en mulighed, hvis der er usikkerhed om rækkevidden af gældende ret, eller hvis der er usikkerhed om gerningsindholdet af en straffelovsbestemmelse. Så kan der helt klart være god ræson i at kigge på, om det kunne gøres mere tydeligt ved at lave en selvstændig paragraf. Det holder jeg mig ikke fri for også selv at have foreslået i andre tilfælde. Men hvis det ikke er sådan, at der er usikkerhed enten om rækkevidden eller gerningsindholdet, bliver det jo symbollovgivning, signallovgivning, og det mener jeg er dårligt for lovkvaliteten, og det mener jeg er dårligt for sammenhængen i vores straffelov. Selv om der er mange ting, vi godt kunne ønske os var mere præciseret, ville vi jo få en utrolig lang og omstændelig straffelov, hvis vi enkeltvis kriminaliserede alle områder, fordi vi ønskede at påpege, at lige præcis det her er godt nok ulovligt i forvejen, men det er særlig ulovligt, og derfor skal det have sin egen paragraf.

Derfor kan jeg have meget sympati for de tanker og diskussioner, der er omkring at være mere opmærksom på identitetstyveri. Det mener jeg at vi skal gøre noget ved og arbejde videre med, men en selvstændig kriminalisering mener vi i Enhedslisten ikke vil have nogen effekt. Skal vi gøre noget, kan vi måske overveje at lade Straffelovrådet se på det, men indtil videre mener vi ikke, at der har været et argument for, at det har en selvstændig effekt at lave en selvstændig kriminalisering.

Tak til ordføreren. Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg godt spørge Enhedslisten, hvad forskellen er på det lovforslag vedrørende stalking, som Folketinget vedtog tidligere i dag, hvormed det jo nu meget klart siges i straffeloven, at det er ulovligt, og man strammer skruen over for dem, der udøver den form for kriminalitet, og så dette lovforslag. Under dette punkt ønsker Enhedslisten ikke at lave en selvstændig kriminalisering, selv om mange er enige om, at hvis vi virkelig skal have givet nogle gode redskaber til bekæmpelse af den her form for kriminalitet, skal det kunne afføde højere straffe, i og med at det kræver, at politiet skal gøre en større indsats.

Jeg synes, det virker uklart, hvad Enhedslisten egentlig mener, når Enhedslisten sammen med resten af Folketinget kan vedtage en særlig kriminalisering i forhold til stalking, forfølgelse af andre – og det er positivt, synes jeg, at Enhedslisten vil støtte det – men ikke vil støtte særskilt kriminalisering på det her område, ligesom man har i Norge.

Ordføreren.

Jeg mener, at forskellen er usikkerheden om, hvad der er kriminaliseret, og hvad der ikke er kriminaliseret i forvejen. Der var altså en usikkerhed med hensyn til stalking, mener jeg, hvor det var uklart for både politiet, anklagemyndigheden og borgerne, hvad der egentlig var kriminaliseret, og det dæmmede vi op for, da vi vedtog lovgivningen tidligere i dag. Jeg mener faktisk ikke, at det er uklart i straffeloven i dag, hvad der er kriminelt, for så vidt angår identitetstyveri, og der er sådan set også flere strafferetseksperter, som har udtalt, at rækkevidden af det her forslag – det, man ændrer, og det, man præciserer – er meget, meget begrænset.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning, værsgo.

Der er jeg så ikke enig med Enhedslistens ordfører. Jeg tror faktisk, at tiden vil vise, at man bliver nødt til mere særskilt at kriminalisere identitetstyveri, fordi det med internettets udbredelse er en så omfattende kriminalitetsform, vi efterhånden ser. Det samme gælder stalking, som vi vedtog et forslag om tidligere i Folketinget i dag: På grund af nettets udbredelse bruger en stadig større del af befolkningen det, og misbruger det måske desværre også i nogle tilfælde, og derfor bliver man nødt til at lade lovgivningen følge med tiden.

Derfor vil jeg spørge Enhedslisten, om man vil overveje at tage nærmere bestik af, hvad de har gjort i Norge, hvor de jo netop har haft den samme diskussion på det her område. Vil Enhedslisten overveje fremadrettet, om vi skal lade os inspirere af, hvad nordmændene gjorde for lidt over et år siden?

Ordføreren.

I Enhedslisten vil vi altid gerne overveje nye muligheder. Vi vil altid gerne genoverveje vores politik, når udviklingen fører os fremad. Det er klart. Vi skal jo helst ikke ende med at sidde fast i en tid, der var for 50 år siden, så det vil vi altid gøre. Vi har selvfølgelig også overvejet det i forbindelse med det her lovforslag, og der er det altså Enhedslistens opfattelse, at lovgivningen er tilstrækkelig klar på området, som det ser ud lige nu. Skulle det vise sig i fremtiden, at lovgivningen ikke rækker, at vi simpelt hen opdager ting, som vi selvfølgelig ikke kan tænke os til nu, jamen så er det klart, at vi altid vil genoverveje. Det er jo en del af at følge med udviklingen, og det skulle vi helst alle sammen gøre i Folketinget.

Der er endnu en spørger, og det er hr. Karsten Lauritzen.

Noget af det sidste, som Enhedslistens ordfører sagde i sin ordførertale, var, at man var positive over for, at Straffelovrådet skulle se på den her problemstilling. Det vil jeg godt kvittere for ved at sige, at jeg da håber, at vi i fællesskab kan få et flertal i Folketinget, der så kan sige: Lad os få set nærmere på det her.

Der har jo været noget diskussion – og respekt for, at Enhedslisten ikke er enige med forslagsstillerne og heller ikke med Venstre – men jeg vil godt kvittere for, at man er positive over for at lade sagkundskaben se lidt nærmere på det, og så kan vi jo tage den politiske situation derfra. Det kunne jo være, at der i den proces også dukker andre ting op end det, der lige ligger på bordet i øjeblikket, som sikrer, at vi lovgivningsmæssigt kan få begrænset, forebygget og lavet en præventiv indsats i forhold til identitetstyveri og svindel. Så det var blot en kvittering for det sidste, der var i fru Pernille Skippers ordførertale.

Ordføreren.

Tak for kvitteringen. Det er jo klart, at hvis det er sådan, når vi går i gang med udvalgsbehandlingen af det her, at vi ser, at der er et behov for at dykke mere ned i det, kan vi altid bede Straffelovrådet om at gøre det; det har vi jo mulighed for i Retsudvalget. Det kunne være en mulighed. Så nemt vil jeg sige det, for sådan som jeg har undersøgt det indtil videre, er der ikke nogen juridiske eksperter, som har udtrykt, at der skulle være et behov. Så vi skal selvfølgelig også passe på med ikke at overbebyrde Straffelovrådet unødigt. Men vi er da ikke afvisende.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er hr. Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance.

Tak. Og tak til Dansk Folkeparti for at sætte emnet om identitetstyveri og identitetssvindel på dagsordenen. Det er jo noget, der desværre er en del mennesker, som er blevet ramt af. Man kan sige, at omfanget af det har vi diskuteret lidt, men hvor nemt er det at konkretisere det? Men i hvert fald er en del mennesker blevet ramt af det. Jyllands-Posten har også haft nogle artikelserier, som, så vidt jeg husker det tidsmæssige perspektiv, sikkert også har været til en vis inspiration for forslagsstillerne.

Jeg tror sådan set, at der kan være gode grunde til, at vi dykker lidt længere ned i det her. Jeg synes, at det har været godt at få justitsministerens besvarelse først, og jeg synes også, det er meget betryggende at høre, at det arbejde, der foregår i Økonomi- og Indenrigsministeriet og Justitsministeriet i fællesskab, om CPR er noget, som vi kan bruge i forhold til det her.

Så er der blevet fremsat lidt forskellige forslag, i forhold til om vi skal sætte Straffelovrådet i gang, om vi skal lytte til nogle eksperter, der har udtalt sig. Men så blev vi måske alligevel lidt beroliget af det, justitsministeren sagde at der blev gjort i form af forskellige initiativer. Og jeg tror sådan set, at det, vi i første omgang har brug for, er, at vi i arbejdet i Retsudvalget får afklaret uklarhederne. Altså, hvad er det egentlig, der er uklart? For det virker ikke særlig afklaret, når man har hørt de ordførertaler, der har været her i dag. Jeg tror, det ville være godt, at vi i Retsudvalget lige satte os ned og i fællesskab fandt ud af, hvor det egentlig er, at der er brug for yderligere lovgivningsinitiativer, altså så det ikke bare bliver sådan, at der kører en artikelserie i en større dansk avis, og så vupti vupti er både Straffelovrådet og straffeloven under behandling.

Men lad os kigge på det i udvalgsarbejdet, og hvis det viser sig, at der er brug for initiativer til at sørge for, at der bliver gjort noget her, er vi sådan set meget positive og heller ikke på forhånd afvisende over for de løsningsmodeller, som forslagsstillerne nævner.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er hr. Tom Behnke fra Konservative Folkeparti. Værsgo.

Man fristes jo næsten til i forlængelse af hr. Simon Emil Ammitzbølls indlæg at sige, at det er helt klart, at det er uklart, hvad det er, der er klart. Og så kan det næsten ikke siges mere præcist!

Men tilbage til beslutningsforslaget her, som jo for så vidt er ganske alvorligt, og derfor skal der også herfra lyde tak til Dansk Folkeparti for at rejse debatten. Det er jo ganske vigtigt, at vi forholder os til det her. Det er en kriminalitetsform, som jeg fornemmer er i stigning, og jeg fornemmer også, at der er flere og flere, som benytter sig af den her mulighed for at begå kriminalitet, efterhånden som personnummeret skal oplyses ved flere og flere ting, bl.a. ved internethandel osv. Så derfor er det selvfølgelig væsentligt, at Folketinget til stadighed følger med i udviklingen i kriminaliteten og kriminalitetstyperne, og det er diskussionen i dag jo et udmærket eksempel på at man kan gøre.

Jeg synes også, jeg vil understrege, at vi fra konservativ side er positive over for tanken i forslaget her. Vi vil absolut ikke modsætte os, at der kan være en særskilt paragraf eller en særskilt straffebestemmelse i forhold til identitetstyveri og identitetssvindel, men jeg synes alligevel, jeg vil understrege ved debatten her – som jeg også synes man skal følge, når nu den er der – at man skal anerkende det, der bliver tilkendegivet under debatten. Og det, der klart og tydeligt har været tilkendegivet fra ministerens side, er, at regeringen, Justitsministeriet, Indenrigsministeriet er i fuld gang med at tage hånd om det her, og det er den nuværende regering ikke mindst på baggrund af det arbejde, der blev sat i gang under den tidligere regering. Og der må jeg nok sige som konservativ, at da meget af det her arbejde er sat i gang af en konservativ justitsminister, er der selvfølgelig fuld opbakning til, hvad den nuværende justitsminister arbejder videre med, for de spor, der er lagt ud, og som den nuværende minister kører på, er nogle, som vi tidligere lagde ud. Den anerkendelse synes jeg der skal ligge, uanset hvem det er der har gjort hvad, altså at regeringen, både den forrige og den nuværende, tager det her alvorligt og kigger på forskellige delelementer: Hvad kan man gøre bedre? Hvordan kan vi sikre os imod, at det overhovedet sker? Når det så sker, hvordan kan vi så sørge for at hjælpe de ofre, der bliver?

Det fører mig til det næste meget væsentlige i forhold til at rose den nuværende regering, nemlig noget, som vi selv kæmpede en del med, og det var hele spørgsmålet og diskussionen om, om det skal være muligt for et offer at skifte personnummer. Det er jo noget, som er meget, meget principielt, for personnumre er så signifikante, at det ikke bare er noget, man gør, og ikke noget, man bare skal kunne gøre. Men lige præcis i forhold til den her type kriminalitet må jeg sige, at det er noget af det, jeg har efterlyst, og der er jeg glad for, at den nuværende justitsminister har sat det i værk, og at der kommer et udspil fra regeringen om, at det bliver muligt. Det er formentlig noget med, at der skal ligge en politianmeldelse, at den skal være velunderbygget, og at det skal være velbegrundet osv. – fint nok, men muligheden bliver i hvert fald nemmere tilgængelig.

Så derfor synes jeg, at den her debat har understreget, at der er en bred enighed om, at man tager det her alvorligt, og at man arbejder videre med det. Jeg vil så også sige i forhold til beslutningsforslaget sådan helt konkret, at hvis vi skulle komme i den situation, at vi når frem til at skulle stemme om det – det tror jeg ikke bliver nødvendigt, men det gør det, hvis forslagsstillerne vil det – tror jeg, Det Konservative Folkeparti ender med at sige nej til det konkrete beslutningsforslag. Der er to grunde til det, og det kan forslagsstillerne tage med sig i deres overvejelser. Den ene er, at der er sat en meget præcis dato for, hvornår regeringen skal spille ud med et forslag, og det er den 1. marts, og det vil simpelt hen ikke kunne lade sig gøre. Hvis man skal komme med et kvalificeret, gennemarbejdet lovforslag, kan det ikke lade sig gøre. Den anden grund er, at forslagsstillerne lægger op til, at der under alle omstændigheder som minimum skal være fængselsstraf i strafferammen, og der savner jeg, hvis man skal have en sådan bestemmelse, at der er en bødestraf, altså at der i særlig milde sager eller ved formildende omstændigheder i øvrigt er mulighed for bødestraf.

Så hvis vi skal nå frem til at være mere positive over for selve beslutningsforslaget, er der altså to punkter her, som man skal have kigget på. Men jeg tror ikke, det bliver nødvendigt at komme dertil, for jeg tror faktisk, at forslagsstillerne har opnået det, de ønskede, nemlig at få en debat om det her, at få det sat på dagsordenen og få regeringen til at arbejde videre med alle de initiativer, der er sat i værk. Det forstår jeg at man gør, og det er vi fra konservativ side tilfredse med.

Tak til ordføreren. Vi har ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti.

Tak for en forholdsvis positiv behandling af det her forslag. Selv om det måske ikke ser ud, som om vi sådan lige i morgen får vedtaget forslaget med dets tekst, synes jeg, at det er positivt, at både den gamle regering, som hr. Tom Behnke pegede på, og også den nye regering følger op på det og har en del initiativer på vej, som først og fremmest kan hjælpe ofrene bedre, men som også kan give politiet mulighed for at afsløre de kriminelle på en mere klar og nemmere måde, end det er tilfældet i dag. Jeg vil f.eks. nævne det med cpr-numre, som i dag er et problem. Det har også været beskrevet i dagspressen, at man i for høj grad kan svindle med det pågældende cpr-nummer. Der kan måske også være en udfordring, hvis der ikke er mulighed for at skifte cpr-nummer. Det er bestemt noget, der kan overvejes.

I forhold til hele det her område er der jo ingen tvivl om, at fra at ganske få havde hørt om, at internettet overhovedet fandtes, er det i dag blevet allemandseje, og internettet har faktisk en ret stor konsekvens for den her type kriminalitet. Det er i dag 86 pct. af alle danske familier, der har adgang til internettet. Det er meget praktisk, for vi kan på ingen tid få informationer, og vi kan holde kontakt med familie og venner. Men vi kan altså også risikere at blive udsat for kriminalitet begået af nogen, der misbruger internettet. Skruppelløse kriminelle misbruger i stigende grad internettet til tyveri af identitet. Og det kan føles meget frustrerende, og det kan føles meget krænkende for den enkelte, og man kan sige, at ud over det, der eventuelt bliver stjålet eller røvet i den konkrete situation, er selve det, at nogen udgiver sig for at være en selv, kritisk, og det er noget, der også psykisk kan medføre problemer for den enkelte. For hvad er det næste? Hvad kan man fremadrettet bruge den identitet til, som man har brugt en gang? Det er noget, vi fra Folketingets side skal være meget opmærksomme på.

Man kan selvfølgelig sige, at det ikke er så alvorligt endda, og at det kun skal medføre en bøde, som hr. Tom Behnke sagde, men det er et spørgsmål, om det er tilstrækkeligt. Der er vi ikke nødvendigvis enige i det, som De Konservative her kommer med i Folketingssalen i dag. Det er også derfor, at vi i forslaget taler om, at der skal være mulighed for fængselsstraf i op til 2 år. Dermed ikke være sagt, at der skal gives 2 år, men alene det at have en ramme, som betyder, at man kan få en fængselsstraf på op til 2 år, sådan som de har indført det i Norge her i 2010, kan være fornuftigt.

Når vi så i forslaget taler om, at vi opfordrer regeringen til inden den 1. marts at fremsætte et lovforslag, som ændrer straffeloven, som Folketinget så kan tage stilling til, er det, fordi det her forslag blev fremsat i Folketinget den 26. oktober sidste år – ret lange ekspeditionstider i Folketinget for at få en debat om vores forslag, må jeg sige, men det er en anden historie – og det er det, der gør, at fristen er kort, altså marts måned. Vi er nu i januar måned, så det bliver svært over februar at nå at få regeringen med på at fremsætte et forslag.

Tilbage til det, der er hovedproblematikken her. Det er altså, at udviklingen går meget stærkt, og den sker på en måde, hvor den overhaler lovgivningen, og vi er nogle gange nødt til at opruste lovgivningen for at sikre, at den er tilstrækkelig effektiv, når vi skal bekæmpe den form for kriminalitet, der her er tale om. Men som regeringen også er inde på, gør en højere straf, som vi foreslår, det ikke alene. Det er nødvendigt, at potentielle gerningsmænd forstår, at tyveri af identitet ikke blot er drengestreger, men en alvorlig forbrydelse, som samfundet ser alvorligt på og straffer derefter.

Vi skal også tage hånd om ofrene, der i dag har det svært og har det meget svært. Det kan vi se i de historier, som bl.a. Jyllands-Posten har bragt om ofre, der er blevet udsat for det her. Derfor foreslår Dansk Folkeparti, at der oprettes en hjemmeside og/eller en telefonlinje, hvor ofre for identitetstyverier kan få hjælp, så man som offer lige præcis ved, at der er der altså hjælp at hente, og den hjælp kan man så at sige få fra time til time.

Beslutningsforslaget, som bliver fremsat her i Folketinget i dag, og som vi behandler, er inspireret af norsk lovgivning. Der har man det altså, som det er nævnt under debatten, allerede i dag sådan, at det er strafbart, og jeg kan forstå, at Socialdemokraterne og SF ellers den 20. juni 2011 og også den 26. juni i forskellige artikler var meget positive over for lige præcis det her forslag. De vil så nu, måske fordi de har fået regeringsmagten, ikke længere gennemføre det, de var positive over for dengang og mente var meget vigtigt dengang i sommeren 2011.

Det synes jeg jo er skidt for dansk politik, og i Dansk Folkeparti må vi tage afstand fra, at man siger noget ud til den brede befolkning og siger, at nu gør vi en hel masse, og vi gør i øvrigt, som de gør i Norge, for vi har jo en straffelovgivning, der meget ligner den norske og i øvrigt også den svenske – vi sammenligner os ofte med de to lande på det område – og så vælger man altså så her efter valget ikke at gøre det.

Nogle vil sige, at det er den samme gamle historie om en regering, der er blevet valgt på noget, og nu mener noget helt andet. Ja, ja, men det er jo sådan set ligegyldigt for dem, der er blevet udsat for den her form for kriminalitet, at man må konstatere, at der ikke er lighedstegn mellem det, man siger, og det, man gør. Det er skidt. Jeg har forgæves hos flere af regeringspartiernes ordførere ledt efter, hvorfor det så lige er, at man har skiftet holdning, men der er ikke rigtig kommet noget svar på det. Det har været sådan lidt embedsmændsagtig tågesnak, men der har ikke været et svar på, hvad det er, der gør, at man siger noget i sommeren 2011, som man ikke længere vil stå ved.

Jeg tror, at det er noget, regeringen skal arbejde med, ikke bare inden for det her område, men inden for andre områder, nemlig, at man kan stole på det, som de pågældende repræsentanter for regeringspartier siger før et valg, hvor de ikke sidder i regering, og efter et valg, hvor de så sidder i regering. Vi kan da så håbe på, og det vil vi da arbejde på fra Dansk Folkepartis side, at vi kan studere den norske ordning meget mere grundlæggende. Er der noget, vi så trods alt kan få regeringen med på? Jeg ved også, at justitsministeren har sagt, at man vil studere oplysningerne fra de norske myndigheder nærmere. På det tidspunkt var det så en begrundelse for ikke at forholde sig til beslutningsforslaget. Om de er blevet studeret nærmere nu, står måske lidt uklart, men det synes jeg at vi skal bore i under udvalgsarbejdet.

Det glæder mig da så, at både Enhedslisten, Venstre og Liberal Alliance har sagt, at det er en ting, vi skal have vurderet nærmere, nemlig, hvad de norske erfaringer er på det her område, og det, man måske kan overveje – det vil vi se under udvalgsarbejdet – er jo så at få regeringen til mere reelt at forholde sig til, hvad erfaringerne er via en beretning eller lignende. Vi må se, hvad det kan føre frem til.

Det er i hvert fald vigtigt, og det skal være min afsluttende bemærkning, at der handles hurtigt i den her sag, fordi ude omkring i politikredsene og hos NITEC, der it-mæssigt centralt hos Rigspolitiet sidder og arbejder med de her ting, er der ikke særlig stor fokus på den her form for kriminalitet, for den er meget svær at efterforske, og de straffe, der kan gives, er meget små. Derfor er incitamentet til at gøre så meget på området meget, meget lille, samtidig med at der altså er rigtig mange sager, så det er ekstremt svært at få taget det her seriøst. Men jeg kan håbe på, at det, justitsministeren har sagt i dag, og det, som den tidligere har sagt, kan være med til at skubbe på, for at der så rent faktisk sker noget.

Jeg håber også, at man vil indse fra Socialdemokraterne og SF's side, at der skal være overensstemmelse mellem det, man siger, og det, man gør, for ellers når man ikke særlig langt i politik på lidt længere sigt. Men tak for debatten.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.