Det næste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 26:

Forslag til folketingsbeslutning om etablering af et rejsehold til sikring af kvaliteten i kommunernes anbringelsessager.

Af René Christensen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 10.01.2012).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver igen ordet til social- og integrationsministeren.

Tak for det, hr. formand. Jeg finder straks den nye mappe frem. Vi behandler nu et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, som jeg faktisk må sige at jeg er utrolig enig i, hvad angår mange af grundtakterne. Dansk Folkeparti foreslår, at man skal lave et rejsehold, som skal tage rundt og hjælpe kommunerne. Hvis ikke lige det var, fordi vi i satspuljekredsen allerede havde lavet et forslag, som er en lillebitte smule bedre, så ville jeg måske nok have været tilbøjelig til at bakke op om Dansk Folkepartis forslag.

Men der er ting, der er anderledes end dem, vi har aftalt i satspuljekredsen. Bl.a. er det jo en permanent bevilling. Det vil sige, at det ikke som Dansk Folkepartis bevilling er en bevilling, der udløber efter 5 år. Man kommer også til at have et fokus, som er mere bredt, så det ikke kun omfatter anbringelsessager. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi husker på, at en anbringelsesag, hvis man skal se lidt groft på det, dagen før jo også kunne have været en forebyggelsessag. Derfor nytter det ikke noget, at vi skelner så tydeligt mellem, om det skal være anbringelsessager eller forebyggelsessager. Der er behov for, at vi opruster på hele børneområdet, og det er jo det, som vi har aftalt i satspuljekredsen. Derfor synes jeg, at vi skal holde os til den type rejsehold, så vi ikke får bygget to forskellige systemer op.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at vi nu har haft utrolig mange børnesager, som har vidnet om, at der ude i kommunerne er et behov for hjælp til, at socialrådgivere og andre, som sidder og arbejder med sagerne, bliver fagligt oprustet. Derfor har jeg også bedt Ankestyrelsen om at gennemgå nogle af de mange triste sager, der har været, for at se på, præcis hvor det er, der sker fejl. Hvornår er det i sagsforvaltning, i en sagsbehandling, at man tror, at der er en anden, der tager over, eller at man ikke fik bestilt den undersøgelse, der var blevet aftalt, eller at det på en eller anden måde glippede med ansvaret, sådan at vi ser de her sager, hvor børn altså lever under forfærdelige forhold år ud og år ind, på trods af at man har været opmærksom på, at de ikke havde det godt i deres familie?

Derfor har jeg bedt Ankestyrelsen lave hele den her kulegravning, og i den forbindelse vender jeg naturligvis tilbage. Jeg regner med, at hele Folketinget vil være aktive medspillere, når vi eventuelt skal se på, om der er lovgivning, der skal ændres, eller om der er andre ting, vi skal gøre noget ved. For det her er ikke et område, hvor vi parti for parti skal sidde og have vores holdninger eller kæmpe vores kampe. Det her er et område, vi skal løfte i fællesskab. Det fortjener børnene derude.

Allerede til maj kommer anbefalingerne fra den kulegravning, som jeg har sat i gang, og ekspertpanelet vil komme med de konkrete anbefalinger til, hvordan vi løfter området. Derfor vil jeg selvfølgelig også tage til kontakt til Folketingets partier for at stikke en finger i jorden og se, om der er nogen her, der skulle have lyst til at bidrage til den proces, som vi skal i gang med. Jeg har fremlagt otte forskellige initiativer, tror jeg efterhånden det er blevet til, på børneområdet, men det kan sagtens vise sig, at vi har behov for flere, og i den forbindelse ønsker jeg et bredt samarbejde, og at Folketinget i fællesskab løfter ansvaret sammen med Kommunernes Landsforening, som jeg som minister har lavet et partnerskab med.

Så med disse ord vil jeg afvise Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Det er sådan set ikke, fordi jeg er specielt uenig i det. Jeg synes, at der er mange gode takter i det, men det, som vi i fællesskab har lavet i satspuljekredsen, er bare en tand bedre, fordi det er permanent, og fordi det ikke har et så snævert fokus, og jeg synes ikke, at det ville være godt at opbygge to systemer samtidig. Så med disse ord skal jeg afvise forslaget og i øvrigt invitere til et bredt samarbejde på børneområdet. Det synes jeg at Danmark har brug for.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. René Christensen.

Tak. Og tak til ministeren for de trods alt pæne ord, selv om ministeren ikke vil stemme for forslaget. Det her er jo et supplement til den aftale – og det siger ministeren jo også – som satspuljepartierne har indgået omkring et nationalt rejsehold. Man kan sige, at det, Dansk Folkeparti her kommer med forslag om, er en 5-årig øvelse, hvor man laver et rejsehold, som kommer ud i perioder af 14 dages varighed.

Nu siger ministeren, at det er et snævert område. Hvis man læser forslaget igennem, kan man se, at det her også handler om tilsynet med opholdsstederne. Og man må jo sige, at der er mange ting i en børnesag; der er sagsbehandleren, der skal behandle børnesagen, men der er jo også hele apparatet omkring det, der skal ske, når man så har truffet en beslutning om at fjerne et barn – her snakker vi altså om 13.000 børn og unge om året, som er anbragt uden for hjemmet – og der må vi jo sige, at vi har set sager, hvor man har truffet beslutning om at fjerne børnene, hvor kvaliteten ikke har været god nok. Vi bruger 15 mia. kr. om året, men vi har svært ved at finde ud af, om kvaliteten er i orden.

Ministeren kom også ind på, om vi skal ændre lovgivningen, og ministeren har sat et arbejde i gang. Jeg vil bare sige, at vi jo altså fra Ankestyrelsen fik en praksisundersøgelse i november 2011 – det er ikke ret længe siden – som viste, at der var fejl i 83 pct. af de undersøgte sager. Så må vi jo spørge: Er det egentlig lovgivningen, der skal laves om, eller er det kommunerne, der skal have råd, vejledning og en højt løftet pegefinger om at følge den lovgivning, der er på området i dag? Det er der, vi mener at et rejsehold i en kortere periode kunne være med ude og bakke op omkring det.

Ministeren.

Jo, men der er jeg sådan set også enig med Dansk Folkepartis ordfører i, at et rejsehold eller en taskforce vil være en god ting. Jeg mener bare, at vi taler om dobbeltkonfekt, hvis man både laver det rejsehold, vi har aftalt i satspuljekredsen, og så laver et andet, som skal tage på besøg, for så kommer der lige pludselig to rejsehold rundt. Jeg synes måske, det var mere naturligt, at man havde fokus på at have ét, som man så til gengæld sørger for er fagligt i orden og permanent – som det, vi har aftalt i fællesskab jo netop er. Så har det altså, synes jeg, et bedre fokus end det, som Dansk Folkeparti foreslår alene.

Dansk Folkeparti spørger om tilsyn, og der vil jeg gerne sige, at det er et område, som jeg er meget optaget af, og det var faktisk noget af det første, der var anledning til, at jeg indgik det strategiske partnerskab med KL, fordi der jo var rapporter fremme om manglende tilsyn. Og det bekymrer mig meget, når de børn, som vi har fjernet fra deres mor og far, fordi mor og far ikke er i stand til at passe på dem, bliver anbragt på steder, hvor vi ikke er gode nok til at sikre at de har det godt.

Jeg vil gerne sige, at der er rigtig mange ting på det her område, som jeg synes vi skal arbejde videre med, for én ting er tilsyn, noget andet er, om børnene overhovedet bliver fjernet, noget tredje er, om man opdager de børn, der har det skidt, i tide, men den største udfordring, som jeg synes vi i den grad skal arbejde sammen om, er: Hvad gør vi, for at de her børn får et godt liv? For rigtig mange af dem viser erfaringerne jo, at selv om de bliver anbragt, får de ikke nogen uddannelse, de får ikke nogen god tilværelse, fordi de har så mange svigt og sår med i bagagen. Så jeg synes, vi skylder de her børn, at vi begynder at kigge på, hvordan vi kan hjælpe dem på en helt ny måde.

Spørgeren.

Jeg er meget enig med ministeren i, at det, som er besluttet om det rejsehold, der skal ud, er en hjælp til kommunerne. Det, vi foreslår her, er jo for at komme virkelig i gang; nu skal der ske noget ude i kommunerne. Vi skal også se på – og der har ministeren jo fat i noget af det rigtige: Er kvaliteten i orden? En tredjedel af alle, der går ud af danske fængsler, har tidligere været anbragt. Det vil sige, at kvaliteten åbenbart ikke er så god. Der er i hvert fald mange, der har fået ar på sjælen og derfor er kommet ud på et skråplan også i deres voksenliv, og det fortæller jo noget om, at vi bør spørge os selv: Er kvaliteten god nok i de tilbud, vi giver?

Nu bliver vi ved med herinde i Folketingssalen at sige, at vi giver . Man skal bare huske, at i de her sager er de omkring 15 mia. kr. jo kommunernes penge, og derfor kan det undre Dansk Folkeparti, at kommunerne ikke har langt større fokus på det her. Kommunerne bruger utrolig lang tid på at fortælle om, hvor stram en økonomi de har, men på det her område bruger man rigtig mange penge uden at vide, hvad kvalitet man får for de penge.

Det er derfor, vi gerne vil have et rejsehold ud, som er kompetent og er der mere end nogle få timer for at kigge nogle papirer igennem. De skal ud at kigge på: Hvad er det for en kultur, man har i den pågældende kommune? Hvordan er det man håndterer de her sager, både inden man beslutter sig for en anbringelse, og når man har besluttet sig for en anbringelse?

Ministeren.

Igen er jeg jo faktisk enig med spørgeren. Jeg er enig i, at der er behov for, at vi kigger på kulturen, og jeg har været ude med en opsang og har sagt, at jeg har et lovforslag på vej om, at man skal sikre adgang til lukkede familier, jeg har et lovforslag på vej om større refusion, når der er søskendeflokke, som skal fjernes, jeg har et lovforslag på vej om, at man skal sørge for, at oplysninger går videre, når børn og familier flytter fra kommune til kommune, de såkaldte nomadefamilier. Jeg har sådan set mange lovgivningsmæssige forslag på vej.

Det, vi jo bare må konstatere, er, at det ikke nytter noget kun at ændre loven, hvis det er ude i kommunerne, man ikke følger op. Derfor tror jeg selv, at det partnerskab, vi har lavet med KL, rent faktisk er nøglen til i fællesskab at tage ansvar for, at tingene bliver løftet. For det er ikke nok at lave lovændringer, hvis ikke de bliver fulgt. Hvis ikke kommunerne lever op til loven, er det ikke nok at lave en lovændring om, at man skal give undervisning til plejefamilier, eller at man skal huske at have samtaler med børn, inden man flytter dem. Derfor er det kulturen, der skal kigges på, sådan set ikke ud fra en kritik af den enkelte socialrådgiver, men ud fra en betragtning om, at der kan være nogle ting derude, vi bliver nødt til at forholde os til.

Derfor har jeg bedt Ankestyrelsen om at lave en kulegravning, så vi kan blive klogere på, hvor det er, der sker fejl, så man kan lære af det. Derfor kommer en taskforce nu til at rejse rundt, ikke kun i få timer, som jeg tror spørgeren antydede at taskforcen kunne gøre det, den vil også kunne være der længere, og den vil kunne være der til præcis de opgaveløft, som spørgeren efterlyser.

Tak til ministeren. Så går vi til ordførerrækken og begynder med hr. Eyvind Vesselbo, der taler for Venstre.

Jeg vil gerne starte med at rose Dansk Folkeparti for at sætte fokus på det her problem, som der er rundtom i kommunerne, og som vi dagligt støder på. Det er, som om der hver morgen, når man står op, er en ny sag om sexmisbrug af børn, der enten er foregået ude i samfundet eller i hjemmet. Det samme gælder sager om børn, som er udsat for vold i hjemmet. Derfor er det en meget vigtig problemstilling at få sat fokus på her.

Jeg synes, at vi i de sidste måneder – det er også forekommet i tidligere perioder – har set de her sager komme frem og gang på gang har oplevet, at man i nogle af de kommuner, hvor man har kunnet konstatere, at der her var et problem, havde kendt problemet med sexmisbrug og vanrøgt i hjemmet i mange år, og at nogle kommuner har meldt det til politiet, men at der er måske ikke er sket noget, fordi der, som det bliver sagt, ikke har været basis for at rejse en sag.

Men det virker alligevel, som om man mange steder i de sager, vi har hørt om, ligesom ikke har taget ordentlig hånd om de her sager – man er ikke kommet hjem til familierne, man har ikke fået undersøgt forholdene og snakket med børnene, og derfor har sagerne bare kunnet løbe år efter år. Når så det endelig kommer frem, når sagen bliver belyst, og der måske bliver ført en retssag på det, så undersøger kommunerne oftest sig selv og siger: Vi har ikke begået nogen fejl, vi har gjort alt, hvad vi skulle.

Derfor synes jeg, det er vigtigt at få sat fokus på denne sag, men i Venstre mener vi ikke, at lige netop denne løsning med et centralt rejsehold på 4-5 personer, som skal rejse rundt i enkelte perioder i ca. 5 år, er den optimale løsning på det her problem. Derfor kan vi ikke støtte dette forslag. Men jeg var meget glad for at høre, at ministeren meget gerne vil have et samarbejde om at finde nogle bæredygtige løsninger på det her område. For man kan finde på alle mulige løsninger, og man kunne jo også gennemføre det her forslag, men det, der er problemet, er, at hvis ikke kommunerne følger op på sagerne og ligesom ikke tager dem højtideligt nok, er man nødt til at gøre en indsats for, at det sker fyldest, og der er det ikke nok, at man kommer ud en gang i 14 dage i løbet af 5 år og fortæller, at kommunerne skal gøre de her ting.

Det er også derfor, at det heller ikke er nok, når socialministeren gang på gang siger: Det vil jeg snakke med kommunerne om; vi vil vende sagen med kommunerne. Det er simpelt hen ikke handlingsorienteret, for problemet er netop, at det ikke er nok at snakke med kommunerne. Derfor er jeg glad for, at ministeren lægger op til, at vi i fællesskab, partierne imellem, kan finde ud af nogle ting, så vi kan få strammet op på det, som foregår på det her område.

Så jeg ser også på baggrund af det her forslag frem til, at vi får nogle forhandlinger om de her ting, så vi på den bedst mulige måde – som ministeren sagde, er vi jo alle sammen interesserede i at gøre noget for disse børn – kan sikre, at børn ikke lider seksuel overlast i hjemmet eller bliver udsat for vold. Med de ord vil jeg bare sige, at vi ikke kan støtte forslaget, men at vi er meget åbne for at diskutere det videre, også med Dansk Folkeparti.

Der er netop en kort bemærkning fra hr. René Christensen.

Endnu en gang kan jeg jo glæde mig over, at der bliver taget så pænt imod forslaget, selv om man vælger ikke at stemme for. Og jeg vil sige, at jeg i hvert fald heller ikke føler det som spild af tid at stå her i dag, for jeg kan allerede nu høre på både ministeren og Venstres ordfører, at det er noget, vi kan arbejde videre med, eventuelt i forbindelse med satspuljeforhandlingerne.

Men der, hvor jeg ikke rigtig kan forstå at Venstre ikke kan støtte det her, er i forbindelse med Barnets Reform, som jo har vokset i Venstres have, en fantastisk god reform, som vi arbejdede meget med. Det er nu 1½ år siden, Barnets Reform blev implementeret, og den har kørt ude i kommunerne. Vi kan se, at der stadig væk er en del kommuner, der ikke lever op til den. Som jeg nævnte for ministeren, er der kommet en redegørelse fra Ankestyrelsen om, at der er fejl i over 80 pct. af sagerne, som man har ude i kommunerne. Det er netop derfor, vi har fremsat det her forslag, for vi ønsker en høj kvalitet ude i kommunerne.

Når man træffer det valg at sætte en foranstaltning i gang over for en familie, over for et barn, over for en ung, er det utrolig vigtigt, at samfundet – og i det her tilfælde er samfundet så kommunen – træffer de rigtige beslutninger, som virker over for det enkelte barn og den enkelte familie. Er ordføreren ikke enig i, at vi har en forpligtelse til at gøre kommunerne opmærksom på, at nu skal de altså følge den her nye lovgivning, der er på området, og at vi er nødt til at gøre noget? Og det her var måske en af mulighederne.

Ordføreren.

Jo, men det var også derfor, jeg i starten af min tale roste Dansk Folkeparti for rettidig omhu, nemlig ved at tage fat i den her problemstilling. Så er det med at finde den rigtige løsning, og som hr. René Christensen netop påpeger, er det jo ikke nok at fortælle kommunerne, at sådan skal de gøre, hvis de så fortsat ikke gør det. Så derfor er det vigtigt, at vi får lavet nogle ting, hvor vi sikrer, at kommunerne også lever op til det ansvar, som står i Barnets Reform. Derfor skal vi både følge Barnets Reform og lade den blive implementeret, så de ting, der står i den, bliver opfyldt.

Men derudover kan vi jo gøre det, som vi nærmest har aftalt nu, nemlig at vi tager nogle forhandlinger og finder ud af, om der er nogle ting, vi kan gøre anderledes og stramme lidt op på, så vi sikrer, at de her børn i fremtiden ikke lider den overlast, som vi jo alle sammen gerne vil undgå at de gør. Derfor ser jeg frem til de forhandlinger med alle partierne, som her er lovet.

Tak til ordføreren. Så går vi til den næste ordfører, og det er fru Maja Panduro, der taler for Socialdemokraterne.

Jeg tror, det er en måneds tid siden, jeg var ude at besøge Støttecenter mod incest, og der mødte jeg bl.a. en kvinde, som selv er offer for incest, og som er vokset op i en familie præget af mange af de ting, som vi også hører om i nogle af de sager, der – tror jeg – er anledning til, at vi er her i dag. Hun er førtidspensionist på grund af de skader, hun har fået som barn, men hun er kommet så langt nu, at hun bl.a. tager ud og holder foredrag på Socialrådgiverskolen, og hun siger, at det vigtigste, hun føler hun bidrager med, er, at hun, som hun sagde, giver et indblik i en verden, man tror er løgn. Det gjorde virkelig indtryk. Det kunne hun gøre, det er der ingen af os andre, der kan, men hun kunne gøre det, fordi hun selv havde været der.

Det her med en verden, vi tror er løgn, tror jeg er helt rigtigt, og jeg tror, at det er grunden til, at det er så vigtigt, at vi har de her debatter, og det er en af grundene til, at jeg gerne vil rose Dansk Folkeparti for at rejse debatten i dag. For jeg tror, en af grundene til, at vi oplever, at der er sager, som får lov til at være sager i alt for lang tid, inden man får skredet rigtig ind, er, at man alle mulige steder i systemet tænker: Det der kan simpelt hen ikke være rigtigt. Det gør man, fordi det er så svært at begribe, at nogen kan gøre den slags ting mod sine børn, som vi oplever i nogle af de her sager.

Derfor tror jeg, der er en selvstændig pointe i, at vi diskuterer det her, og selv om det er helt utrolig smertefuldt, og selv om jeg tror, mange af os får ondt helt ned i maven ved at tænke på de vilkår, som nogle af de her børn vokser op under, tror jeg, det er så vigtigt, at vi diskuterer det åbent, for jeg tror, det er noget af det, der gør en forskel i de her dage, måneder, år, nemlig at vi rent faktisk diskuterer det åbent, og at vi siger: Det her er ikke noget at skamme sig over, det er til gengæld noget, vi alle sammen har et fælles ansvar for at få stoppet, uanset om man er socialrådgiver i kommunen, om man er skolelærer, eller om man er nabo. Jeg fornemmer, at der er en bevægelse i gang, at vi bliver mindre berøringsangste, at vi er ved at flytte vores tankegang fra, at det, puh, må være frygteligt som far at blive falsk anklaget for den her slags, det kan jeg da ikke gøre mod min nabo, til at vi for enhver pris må stoppe, at der er børn, der vokser op på den her måde i Danmark.

De børn, som vi diskuterer her, er måske dem, som har allermest brug for os overhovedet, og derfor synes jeg også, at man skal hilse alle initiativer og ideer velkommen, rose alle, der forsøger at komme med forslag til, hvordan vi kan gøre det bedre for de her børn, og derfor vil jeg gerne rose Dansk Folkeparti for at fremsætte det her forslag.

Fra Socialdemokraternes side kan vi ikke støtte forslaget, fordi vi mener, det er den forkerte medicin. Vi mener, at det, når vi skal gøre noget for de her børn, også er vigtigt, at vi gør det rigtige, og det synes vi ministeren er i gang med. Efter sin, man må sige ganske korte tid i ministeriet, har hun allerede sat en lang stribe af ting i værk: kulegravningen af de her særlig voldsomme sager, som vi har hørt om; ekspertgruppen, der skal komme med gode råd inden for en tidsfrist, og som jeg tror enhver, der har siddet i Folketinget mere end 2 minutter, vil anerkende er meget, meget hurtigtarbejdende i forhold til, hvad vi ellers plejer at opleve; initiativet om, at man skal have nemmere ved at gå ind i lukkede familier; der er børnehusene osv. osv.; men også partnerskabet med kommunerne, som Venstres ordfører nu her før ganske vist, og det har han sådan gjort for vane, kalder for sniksnak, og han siger, at det ikke er godt nok bare at snakke.

Man må bare sige, at det jo ikke har hjulpet særlig meget, at den tidligere regering de sidste 10 år bare har stillet sig op og peget fingre og har sagt: Øv bøv, det er også kommunernes skyld. Jeg synes faktisk, det er meget konstruktivt og meget, meget konkret, at ministeren som en af sine allerførste gerninger sætter sig ned med Kommunernes Landsforening og siger: Prøv at høre her, vi bliver nødt til i fællesskab at finde ud af det her. Jeg mener, at de pinde, som man så er kommet frem til med KL, sådan set er meget konkrete, for det er jo nemlig rigtigt, som ministeren sagde i sin tale, at vi kan lave al den lovgivning, vi overhovedet orker herinde, vi kan lovgive op og ned ad vægge hver eneste dag og nat, men hvis ikke det bliver implementeret ude i kommunerne, hvis ikke det når hele vejen ud, kan det være så utrolig ligegyldigt. Derfor bakker vi op om de initiativer, som ministeren allerede har sat i værk, og vi ser meget frem til dem, som er på vej. Mange af dem tager vi jo heldigvis i fællesskab, også med forslagsstillerne, men det konkrete forslag mener vi ikke er den rigtige medicin.

Der er en kort bemærkning fra hr. René Christensen.

Man skal altid passe på med sådan at rose sig selv og ministeren for de initiativer, der kommer, når man nu har lavet dem i fællesskab. Mange af de initiativer er jo nogle initiativer, der kommer fra satspuljen og er meget, meget bredt funderede i Folketinget, så det kan vi selvfølgelig glæde os over alle sammen.

Jeg kan forstå, at den socialdemokratiske ordfører siger, at det her ikke er den rigtige medicin, men at man er i gang med at finde den rigtige medicin. Det var noget af en påstand at komme med, for jeg ved, man har arbejdet med det her i rigtig, rigtig mange år. Jeg tror også, at vi kommer til at arbejde med det hele tiden fremadrettet. Som ordføreren også siger: Den verden, som vi ikke tror findes, findes. Hver gang man ser en sag, tror man, det er det værste, man vil se. Så går der et halvt år, og så får man desværre en sag, der er endnu værre end den, man troede var den værste, man nogensinde vil komme til at se. Så jeg tror, vi kan blive ved med at arbejde fremadrettet, og vi vil desværre nok også blive ved med at blive lige så forskrækket, når vi oplever de her sager om misrøgt af børn.

Man siger, at man ikke mener, at det her er det rigtige. Man anerkender, at kommunerne ikke lever op til lovgivningen, og så siger man, at vi har været enige om i satspuljen at afsætte 2½ mio. kr. til et rejsehold, som skal komme ud til kommunerne og være med til at motivere til at overholde lovgivningen. Det mener man er den rigtige medicin.

Her foreslår vi 5 mio. kr. om året og et rejsehold, der kommer ud til alle kommuner. Det tager 5 år at komme ud til alle kommuner, hvor man er i 14 dage. Så skal man også huske, at børnesager og anbringelsessager handler om andet end de her voldsomme sager, vi ser i tv. Det handler også om, at man bliver anbragt på et opholdssted, hvor man skal have skoleundervisning. Der er ingen lærere ansat, det er der ikke mulighed for. Det er også det, der ligger i forslaget her, altså den almindelige kvalitetssikring.

Ordføreren.

Hr. René Christensen siger, at jeg ikke anerkender, at meget af det her er noget, vi har gjort bredt. Det synes jeg nu nok jeg gjorde, oven i købet flere gange i min tale. Jeg understregede netop, at meget af det her er noget, vi aftalte i satspuljeforliget, og jeg håber også, at vi fremover kan være fælles om her i Folketingssalen at gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at hjælpe de her børn, for det er så vigtigt. Det er rigtig vigtigt, at der ikke sådan går strategispekulation i det, men at vi sætter os sammen og seriøst arbejder på, hvordan vi kan gøre det bedste for de her børn. Der må vi jo så bare erkende at vi kan være uenige.

Jeg mener ikke, at det beslutningsforslag, som det ligger her, viser den rigtige måde at gøre det på. Jeg ville være noget tilbageholdende med at lave, hvad jeg ville frygte kunne blive en slags parallelt system til det, vi allerede har vedtaget sammen. Jeg synes lige så godt, vi kunne bruge alle kræfterne det samme sted. Dernæst synes jeg også, at det her forslag om, at man skal rundt til alle kommuner i 14 dage, bliver lidt for stift, og det ville jo også betyde, at der ville være kommuner, der ikke får besøg før om 5 år. Det synes jeg på en måde ville være lidt ærgerligt.

Jeg synes, at den konstruktion, vi allerede har lavet sammen, virker til at kunne blive langt mere smidig og også bredere i sit fokus, for det er jo helt rigtigt, som hr. René Christensen siger, at det her er bredere end bare de meget, meget voldsomme sager, som vi hører om i pressen. Men det er jo også bredere end bare anbringelsessager. Der fokuserer hr. René Christensens beslutningsforslag kun på anbringelser, hvorimod den taskforce, vi har etableret i fællesskab, har et bredere fokus. Det synes jeg egentlig er ret vigtigt, for vi skal jo have stoppet det her, lang tid før det bliver anbringelsessager. Det skal vi hjælpe kommunerne med.

Hr. René Christensen.

Tak. Det skægge er, at man med det her forslag egentlig er enig, men alligevel er man uenig. Dansk Folkeparti og jeg anerkender selvfølgelig den aftale, vi har lavet i satspuljen, om at lave et rejsehold, der tager ud til kommunerne i børnesager. Det her er ikke et forslag om at nedlægge den ordning.

Det her er et forslag om at lave et supplement til den ordning, som vi har besluttet at vi gerne vil have, fordi vi ved, at der er udfordringer i kommunerne.

Vi ved også, at det er i anbringelsessagerne, at der er de rigtig store udfordringer i forhold til at få truffet beslutningen om at gå ind og lave en foranstaltning, der hedder fjernelse af barnet fra familien. Der er en udfordring.

Der er også en udfordring i at sikre kvaliteten, når man har taget det ansvar og sagt, at her er der nogle forældre, der ikke magter opgaven, den påtager vi os som samfund. Der mener vi i Dansk Folkeparti, at man har truffet en beslutning, der er så vigtig, at man har et kæmpe ansvar for, at den kvalitet, man tilbyder barnet eller den unge, skal være i højsædet.

Vi må desværre sige, at vi har set masser af steder, hvor det ikke har været tilfældet. Man har ikke den korrekte indstilling, vil jeg sige, for vi mener ikke, at man partout skal være uddannet pædagog for at have med børn og unge at gøre, men man skal have den rigtige indstilling. Der har været flere eksempler på, at det har man bestemt ikke haft over for de her børn og unge.

Ordføreren.

Jeg er ikke fuldstændig sikker på, hvad spørgsmålet var, men jeg kan sige så meget, at jeg bare er bekymret for, at det, som ordføreren kalder for et supplement til den fælles aftale, vi allerede har lavet, vil blive et eller andet parallelt system, så vi frem for at koncentrere alle kræfterne om at lave en slagkraftig enhed laver flere forskellige. Altså, jeg mener egentlig, det må være vores fælles fokus, at vi sørger for, at den taskforce, vi allerede har besluttet, bliver hammergod. Det tror jeg den kan blive.

Vi har jo allerede fået virkelig positive tilbagemeldinger i forhold til den taskforce eller det rejsehold, som vi har lavet med VISO, og som man også lavede i forbindelse med implementeringen af Barnets Reform. Det, jeg hører fra alle de kommuner, jeg har talt med, er, at dem, der har været i berøring med det, er så glade for at få den hjælp her. Det gør mig meget fortrøstningsfuld, og jeg tror, vi er på rette vej med det her.

Det er ikke ensbetydende med, at jeg bilder mig ind, at vi med et fingerknips kommer til at gøre alting godt og rosenrødt, for som ordføreren sagde, kan vi jo desværre nok ikke med lov i den her sal forhindre, at det på noget tidspunkt igen kommer til at ske i Danmark, at der f.eks. er en far, der gør noget meget, meget frygteligt mod sit barn. Det er jeg helt sikker på at vi alle sammen ville ønske at vi kunne, men vi må nok også se hinanden i øjnene og være ærlige og sige, at det kan vi ikke gøre herfra, men vi kan gøre alt, hvad der står i vores magt, for sammen at gøre livet så surt og svært for ham som overhovedet muligt og sørge for, at det bliver stoppet og opdaget så hurtigt som overhovedet muligt. Jeg er glad for, at vi er enige om her i salen, at vi skal arbejde videre med det, og det glæder jeg mig til.

Tak til ordføreren. Så er det hr. René Christensen igen, men denne gang som ordfører for Dansk Folkeparti.

Jeg har valgt at gå på også som ordfører, og det er for at sige, hvad det her forslag reelt indeholder. Det indeholder det, at vi gerne ser, at vi får en høj kvalitet i sagsbehandlingen, når vi taler om børn og unge, både forhold til den sagsbehandling, der sker, inden man træffer en beslutning, og også i forhold til den kvalitet, der er, når man har truffet beslutningen.

Det er således, at der er anbragt omkring 13.000 børn og unge uden for hjemmet i Danmark hvert evige eneste år, dvs. at der er rigtig, rigtig mange sager. Det, som vi tit og ofte ser i tv og i medierne, er jo bare toppen af et isbjerg. Det betyder ikke, at alle sager er dårligt behandlede sager – på ingen måde – men der er sager, som er så frygtelige, at vi ikke kan have dem siddende på os; vi bliver nødt til at have en høj kvalitet.

Jeg vil så sige, at forslaget her ikke er udtryk for de sager, der har været oppe i medierne lige på det sidste. Det her er et forslag, som faktisk blev beskrevet og fremsat allerede sidste år før jul, for at vi kunne stå og behandle det her i dag. Det, der ligger i det, er, at vi gerne vil hjælpe, vejlede og rådgive kommunerne i sager om anbringelse af børn og unge for at udvikle og sikre kvaliteten i kommunernes sagsbehandling og i særdeleshed også i deres tilsyn med anbringelsesstederne.

Desværre oplever vi tit, at både medierne og politikerne har stort fokus på det at anbringe et barn. Vi mener faktisk ikke, at det er et succeskriterium, at man har anbragt rigtig mange børn og unge; vi mener faktisk, at det er et succeskriterium, hvis man træffer den her beslutning og anbringer på et kvalitetsniveau, som er utrolig højt.

Vi har i forbindelse med Barnets Reform sat meget ind på forebyggelse; vi har også haft samråd og andet, hvor ministeren har været indkaldt, netop for at være sikker på at kommunerne også laver forebyggelse. Det er ingen succes, at vi har mange børn anbragt uden for hjemmet.

Jeg vil så også sige noget, når man kigger på – jeg nævnte det før i en kort bemærkning – den praksisundersøgelse fra november 2011. Det var Ankestyrelsen, der lavede den, og den viser, at der var fejl i 83 pct. af de undersøgte sager. Der har man simpelt hen ikke levet op til lovgivningen ude i kommunerne. Det vil sige, at kommunerne altså har en kæmpe udfordring.

Men vi kan jo ikke tro på, at alle kommunerne er onde. Det her må være, fordi man har nogle procedurer ude i kommunerne, der ikke er gode nok. Og hvorfor er de så ikke det? Det må være, fordi man ikke har fokus nok på det. Derfor var vi også enige i, at man via satspuljen lavede et rejsehold, som tager rundt til kommunerne og bl.a. også meget følger pengestrømmen: Hvordan bliver den brugt? Bliver de her penge misbrugt ude på opholdsstederne i forhold til den kvalitet, man giver?

Der vil vi meget gerne have, at man også kommer ud til kommunerne og spørger, hvordan de foretager de her tilsyn. Det er jo kommunerne, der godkender opholdsstederne. Det er også kommunen, der har tilsynet, og når jeg som lægmand kan gå på Google og se, hvad opholdsstederne skriver på deres hjemmesider og hvad opholdsstederne skilter med på Tilbudsportalen, og de to ting ikke stemmer overens, så bliver jeg meget nervøs for, hvad det er for en kvalitet, opholdsstederne har. Derfor har jeg og Dansk Folkeparti fremsat det her forslag om, at vi kunne komme ud til kommunerne – ikke bare 1 dag eller 2 dage, men 14 dage – og være med til at vise, at det, de gør, faktisk er utrolig vigtigt.

Vi kan heller ikke i Dansk Folkeparti forstå, at kommunerne ikke har langt større fokus på det her. Ministeren snakker om refusion; i dag er der ikke refusion. Det her er penge, der går direkte ud af kommunekassen, hver gang man foretager den her øvelse, og det er nogle penge, der er givet godt ud, hvis de hjælper det enkelte barn og den enkelte unge. Men hvorfor er der ikke mere fokus på kvaliteten ude i kommunerne? Det er det, vi gerne vil give en hjælpende hånd til ved at sende et rejsehold ud, der kunne være der i lang tid, i stedet for at komme ud og egentlig bare være med til at, hvad skal man sige, slå dem oven i hovedet som en politimand, der kommer ud. Her kunne man være med til at sige: Hvad er det egentlig, I får for de mange midler?

Vi snakker om 15 mia. kr. i omløb ude i samfundet uden særlig meget opsyn. Selvfølgelig tiltrækker det også brodne kar. Vi kender jo alle sammen udsendelserne fra tv. Vi har alle sammen læst artiklerne i dagspressen om de her steder, som på det groveste har udnyttet lovgivningen og fået priser på over 100.000 kr. om måneden for at have børn og unge anbragt uden at have givet dem et godt tilbud. Det giver sig også udslag i, at vi kan gå ind at kigge i statistikken og se, at hver tredje, der går ud af døren i et dansk fængsel, er tidligere anbragt.

Det fortæller os bare, at her bliver vi nødt til at sætte markant ind, og derfor er jeg jo også glad for, at vi har gjort noget allerede i forbindelse med satspuljen. Vi så bare det her som et supplement til de 5 år, så man kunne sætte ekstra ind. Man kan kalde det to spor. Vi er også helt åbne over for, om vi skal samkøre de her to ordninger. Skal vi lave det til ét spor, som vi kører ud ad og hjælper kommunerne med at få en god sagsbehandling? For det mangler der desværre.

Tak til hr. René Christensen som ordfører. Vi går til den næste ordfører, som er fru Liv Holm Andersen fra Det Radikale Venstre.

Tak for ordet. Radikale Venstre deler både ministerens, den socialdemokratiske ordførers og ordføreren fra Venstres holdning til det forslag, der er fremsat af Dansk Folkeparti, nemlig at det er meget sympatisk og meget reelt. Anbringelsesområdet trænger i den grad til opmærksomhed og kvalitet. Vi skal løfte den her meget udsatte gruppe børn, som ikke kun har haft en markant hårdere medfart i deres tidlige liv, men som også har en langt større risiko for en dyster fremtid end deres jævnaldrende kammerater.

I politik har vi desværre det lod at beskæftige os med de sager, hvor det udelukkende går skidt, for der har vi et politisk ansvar for at samle op. Det ansvar skal vi selvfølgelig tage på os, og i den her sammenhæng skal vi tage det på os sammen med vores kommunalpolitiske kollegaer, for anbringelsesområdet er jo et kommunalt anliggende. Men vi har samtidig fra centralt hold også et ansvar for at sikre, at kommunerne netop har de rigtige redskaber og de rigtige muligheder for at hjælpe. Derfor er det også en selvstændig pointe, at mange sager rent faktisk går godt, og at mange kommuner også løfter opgaven tilfredsstillende. Derfor er det vigtigt hele tiden at holde fokus på at fremme de gode løsninger og søge erfaringsudvekslingen og at få alle relevante aktører på banen, for som det også er blevet sagt af de tidligere ordførere og af ministeren, går det galt for mange steder. Det kan vi gøre bedre, og det skal vi gøre bedre.

Derfor adresserer forslagsstillerne jo også netop et emne, som for mig som ordfører for Det Radikale Venstre som parti og, kan jeg høre, for regeringen er enormt vigtigt og essentielt. Men den opmærksomhed på og den kvalitet til vores anbragte børn, som forslagsstillerne fra Dansk Folkeparti efterlyser, skal vi sikre for alle vores udsatte børn og ikke blot snævert i anbringelsessager, for der er mange andre børn, som trænger til det. Det er børn af misbrugere eller psykisk syge, børn, som er ofre for eller tilskuere til vold, og der er de groteske sager om misbrug, som også tidligere er blevet nævnt af mine ordførerkollegaer, som vi har været vidner til i årenes løb. Derfor anser Radikale Venstre også forslagsstillernes beslutningsforslag som for snævert, på trods af den rigtig gode intention.

Samtidig understreger Radikale Venstre, at det er vigtigt, at der gøres noget hurtigt. Radikale Venstre er dog helt på linje med ministeren i den her sag. Der skal ikke bare gøres noget. Der skal gøres det rigtige. Derfor hilser Radikale Venstre også ministerens kulegravning af de værste børnesager velkommen, fordi den forhåbentlig vil vise os noget om, hvor det er nødvendigt at sætte ind, hvilke håndtag vi skal hive i for at forhindre så mange sager som overhovedet muligt. Ligeledes er Det Radikale Venstre også glade for, at vi i en kreds af partier, nemlig satspuljekredsen – en kreds, som Dansk Folkeparti jo også er en del af – i vores sidste aftale satte midler af til en permanent taskforce, som skal understøtte kommunerne i børnesager generelt og altså igen ikke blot i anbringelsessager. Radikale Venstre anser de her to initiativer som det første spadestik til at kortlægge det her område og finde ud af, hvad det er, der konkret går galt, når der går noget galt, for hvis vi ved det, kan vi også handle og være sikre på, at vi handler på den rigtige måde, og det skylder vi hele gruppen af børn, som er udsatte, såvel de anbragte børn som de øvrige børn.

For at summere op: Det Radikale Venstre bakker altså op om intentionen i Dansk Folkepartis forslag, men vi kan ikke bakke selve forslaget op, for vi ønsker, at det, man ender ud med at gøre, bliver bredere, og at der med afsæt i kulegravningens og taskforcens resultater bliver gjort det, der er mest brug for for en samlet gruppe af udsatte børn. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. René Christensen.

Den er meget kort, det er et enkelt spørgsmål. De tidligere ordførere har, ligesom den radikale ordfører jo også har det, givet udtryk for, at intentionerne i beslutningsforslaget var gode, og at det også, hvad skal man sige, var et tankesæt, der skulle tages med ind over, når vi skal lave satspuljen for næste år. Og der vil jeg bare høre den radikale ordfører, om man har den samme holdning, altså at det her vil være en af de ting, som vi også skal diskutere i forbindelse med satspuljen.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil svare meget kort og sige, at jeg ligesom hr. René Christensen er meget optaget af det her emne, og at jeg ligesom de tidligere ordførere også er meget optaget af, at vi gør det her ordentligt. Derfor er jeg glad for, at ministeren netop vil kulegrave de værste børnesager, og jeg er også glad for, at vi i forbindelse med de sidste satspuljeforhandlinger har sat midler af til at få den her taskforce ud i kommunerne. Derfor er jeg selvfølgelig også åben over for, at vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt, for at gøre det til en del af de næste satspuljeforhandlinger at få løftet det her område yderligere.

Tak til ordføreren. Så giver jeg ordet til den næste ordfører, som er fru Özlem Sara Cekic.

Der er børn i Danmark, som har det rigtig godt. Der er børn, hvis største bekymring er, hvilken fastelavnsdragt de skal have på, hvor de skal holde deres fødselsdag, og hvor de skal på ferie. Så er der også børn i Danmark, hvis virkelighed er meget anderledes end flertallet af børns. Det er børn, som ikke kan regne med, at deres forældre kan yde omsorg. Det er børn, der bliver slået. Det er børn, som bliver misbrugt, voldtaget og i den grad bliver svigtet af deres forældre, og ikke kun af deres forældre, men også af omgivelserne, der ikke griber ind, ikke hjælper og ikke støtter de børn videre.

Den måde, vi har ført socialpolitik på det her område på, har heldigvis været sådan, at det er et stort flertal i Folketinget, som i fællesskab har taget rigtig mange initiativer. Det er ikke altid, vi har været enige om, i hvilken retning vi skulle gå. Vi har heller ikke altid været enige om, hvor visionære og gode de bud, der kom fra den tidligere regering, var, men vi har tit siddet i fællesskab og sagt ja til nogle ting, fordi vi grundlæggende har det mål herinde, at vi gerne vil hjælpe de her børn. Derfor synes jeg også, at det forslag, der kommer fra Dansk Folkeparti, er rigtig, rigtig godt. Der er nogle toner i det, som jeg mener er vigtige i forhold til det arbejde, vi skal lave i forbindelse med de her børn, nemlig at man kan gå ind og rådgive kommunerne, så de er i stand til at hjælpe de her børn bedst muligt.

Vi lavede Barnets Reform i fællesskab, og da vi lavede Barnets Reform, syntes vi jo fra SF's side, at der var mange gode ting, men samtidig mente vi, at der var nogle elementer i Barnets Reform, som var mangelfulde, eller som ikke var til stede. Når vi f.eks. hører om alle de her børn, er der jo flere ting, der spiller ind, i forhold til hvorfor det går galt. Økonomi ved vi betyder noget. En solidarisk fordeling af udgifterne mener jeg er en rigtig god idé, når vi skal gå ind og kigge på, hvordan vi skal løfte det her område. Det er også derfor, det er glædeligt, at vi nu kommer til at hjælpe de kommuner, som skal anbringe rigtig mange børn.

Vi ved også godt, at den tid, sagsbehandlerne skal have, når de skal hjælpe de her familier, er afgørende, så de ikke drukner i bureaukrati og diverse skemaer, de skal udfylde, altså at de reelt har tiden til at snakke med de her børn. Der har vi fra SF's side gentagne gange foreslået, at vi skal have vejledende sagstal, som Socialrådgiverforeningen også anbefaler.

Vi ved godt, at det er afgørende med viden, og at vi har nogle dygtige socialrådgivere, som er i stand til at gribe ind, i stand til at træffe de rigtige beslutninger til gavn for barnet. Og vi ved også godt, at it har en afgørende betydning. De her nomadefamilier ved jo præcis, hvilken kommune de skal flytte til for at kunne vinde noget tid, fordi det ikke er alle kommuner, der er koblet på det it-system, der er.

Vi ved også godt, at når vi så endelig anbringer de her børn, er det nødvendigt, at vi har et rigtig godt tilsyn med de steder, de bliver anbragt, så de får det bedre. Det er derfor, vi anbringer dem. Vi anbringer dem, fordi vi gerne vil have, at de får et andet voksenliv, end hvis vi ikke havde anbragt dem.

Derfor er jeg også i forhold til viden enormt glad for, at ministeren har sagt ja til vores forslag om, at vi går ind og kulegraver de sidste ti sager, for det, der kendetegner de her sager, er faktisk, at der tegner sig et mønster. Vi starter med at høre om en ubegribelig, uforklarlig sag med flere børn, der er blevet voldtaget hver evig eneste aften, en kommune, der siger, at man ikke har gjort noget forkert, og så er der så mange sagsakter. Det er en familie, der har zappet fra kommune til kommune; senere hen kommer en lille smule erkendelse hos kommunen, og så ender det med flere forskellige ting. Jeg tror, det er nødvendigt, at vi kigger på, hvad det er, vi kan lære af de her sager.

Vi har også i fællesskab blandt satspuljepartierne sagt, at vi skal kigge på den der taskforce, som også lidt er et rejsehold. Jeg har jo sagt, også tidligere, at hvis det viser sig, at de 2,5 mio. kr. ikke er nok, synes jeg, vi i fællesskab skal kigge på det i 2013. Vi sidder sammen til forhandlingerne, og jeg er meget, meget åben over for at høre, om vi kan gøre tingene anderledes, og om vi kan gøre det bedre, for vi skylder børnene, at vi i fællesskab kan løfte de her sager.

Der er en kort bemærkning fra hr. René Christensen.

Jeg vil sige tak til ordføreren. Det var en fin tale og også nogle pæne kommentarer til forslaget, selv om man så selvfølgelig ikke kan stemme for det til sidst. Men det må vi så leve med. Vi har jo en anden runde, som man fornemmer nu her, i forhold til satspuljen.

Det, jeg gerne vil spørge ind til, er jo med hensyn til det mindre bureaukrati. Så må vi håbe, at ministeren ikke stiller for mange spørgsmål til, hvad man gør i de her sager. For netop i de her sager skal vi passe på med, at vi ikke ryger på den hest med at tale om mindre bureaukrati. Det er utrolig vigtigt. Men vi kan se, at der er fejl i 83 pct. af de sager, der er blevet undersøgt, og så er det netop, at vi faktisk forventer, at der er en del kontrol med, at man gør det, man også skal i forhold til lovgivningen. Så lige på det her område tror jeg man skal passe på med at gøre det til sådan en kamp om meget eller lidt bureaukrati, for her vil jeg så sige, at i forhold til både familierne – for vi ønsker heller ikke at tvangsfjerne børn, der ikke skal tvangsfjernes – og i forhold til børnene mener jeg, at vi skal være sikre på, at lovgivningen bliver overholdt, også i forhold til retssikkerheden og i forhold til kvaliteten i de her sager. Det er bare sagt sådan lige, fordi ordføreren nævnte bureaukratiet, og jeg mener bare, at det her måske ikke er det område, der egner sig bedst til, at man går ind og siger, at det er her, man skal skære længere ned. Man kan sagtens diskutere antallet af sager, men med hensyn til bureaukratiet tror jeg, at man skal passe på.

Ordføreren.

Jeg synes generelt, at alle de steder, hvor vi kan gå ind og justere i forhold til bureaukrati, skal vi gøre det. Det mener jeg også at vi skal gøre på det her område. Det allervigtigste må være, at vi kan frigøre tid og ressourcer fra papirarbejdet til kontakten med barnet. Når jeg nævner sagstallene, altså vejledende sagstal, som socialrådgiverne også har været ude med, mener jeg, at det godt kunne gøres på den måde, at en socialrådgiver f.eks. havde 30-35 familiesager, og så kunne man supplere med nogle andre sager. På den måde kan man få skabt den tid, der skal til. Altså, tænk at være det barn, hvor det med loven er sagt, at man skal snakke med det, inden det bliver anbragt – jeg tror, at det er 20 minutter – og så kan der være det barn, der ikke engang bliver spurgt om det. Det er altså en beslutning, socialrådgiveren sidder og træffer for barnet, og som vil betyde noget for hele dets liv. Derfor mener jeg, at vi kritisk skal kigge alle regler igennem. Er det nødvendigt med alle de her skemaer, der skal udfyldes? Men samtidig, som ordføreren også understreger, og det er jeg helt enig med ordføreren i, er det enormt vigtigt, at de regler, der er omkring børnenes retssikkerhed og børnenes tarv, bliver overholdt. Men vi skal stadig væk kigge på, hvordan vi kan frigøre tid fra papir til kontakt med børnene.

Hr. René Christensen.

Det er jeg sådan set meget enig med ordføreren i. Problemet er bare, at nogle gange kommer bureaukratiet, fordi man har manglende tillid. Man kan dokumentere – der er lavet en undersøgelse – at der var fejl i 83 pct. af sagerne. Det, der faktisk var det værste af det hele, var, at det ikke bare var, fordi man havde krydset forkert af, men problemet var, at det ofte i sagerne manglede, at man havde holdt en enlig børnesamtale, som loven foreskriver det. Det vil så netop sige, at man går ud, fjerner et barn – nogle af de her sager var også, at man flyttede et barn fra et opholdssted til et andet – og barnet ved ikke, hvad der sker i dets eget liv. Det er jo meget traumatiserende for de her børn, som har haft et rigtig hårdt børneliv i forvejen, og nu får de så en ekstra negativ oplevelse. Når kommunerne også fejler på et så basalt område, så er det bare, jeg siger, at vi måske skal have tilliden frem først. Når vi har tilliden, og vi kan gå ud og lave en undersøgelse, der viser, at det er i meget få sager, hvor man får krydset forkert af eller får gjort noget andet, så er vi helt klar til i de her sager også at gå ind og kigge på, hvordan vi kan skære ned på det vidensiveau, som vi har. Vi må jo sige, at det vidensniveau, vi står med her i Folketingssalen, netop er fra de her indberetninger ude fra kommunerne om, hvordan de behandler de her sager.

Ordføreren.

Altså, grundlæggende synes jeg, at det er meget svært at sige, at man er for eller imod kontrol. Det kommer jo meget an på, hvad det er, vi snakker om. I forhold til de udsatte børn er jeg meget enig med ordføreren i, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at kommunerne lever op til lovgivningen. Jeg tror ikke nødvendigvis, at redskabet, for at kommunerne skal leve op til lovgivningen, så er, at vi laver flere regler her fra Christiansborgs side.

Vi har lavet Barnets Reform. Jeg må da ærligt indrømme, at jeg er enormt skuffet over, at kommunerne ikke har taget Barnets Reform til sig efter et år. Derfor mener jeg grundlæggende, at når vi går ud og laver de her lovændringer eller reformer på området, er vi nødt til at følge det enormt tæt. Det, der er sket, er – vi gav 1 mia. kr. til Barnets Reform, tror jeg – at vi hele tiden hører kommunerne sige, at der ikke er penge. Hvad har man brugt den ene milliard kroner til? Jeg synes, at det ville være rigtig ansvarlig politik, hvis vi i fællesskab siger: Fint, vi laver de her reformer, men vi følger dem tæt. Vi følger lovgivningen tæt et år efter, for at se hvor langt de er med forløbet, og hvor meget de har taget det til sig. Ellers giver det bare ingen mening, at man her fra Christiansborgs side bliver ved med at lave de her lovændringer, og så sidder der nogle kommuner, der bare laver noget og ikke rigtig tager det til sig. Det synes jeg er lige så alvorligt, som ordføreren også understreger.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Pernille Skipper fra Enhedslisten.

Som der allerede flere gange er gjort rede for fra Folketingets talerstol, handler det her beslutningsforslag om etablering af et rejsehold, der kan hjælpe kommunerne. Man kan sige, at det har to dele, nemlig dels at sikre en bedre kvalitet i sagsbehandlingen i sager om anbringelse af børn og unge, dels at hjælpe med at forbedre kommunernes tilsyn med anbringelsesstederne. Begge elementer er selvfølgelig ting, som vi i Enhedslisten har stor sympati for, og som det også er blevet udtrykt heroppefra af tidligere ordførere, er vi jo alle sammen enige om, at det her forslag sigter på at løse nogle problemer, som skal løses.

I forhold til sagsbehandlingen, som er den ene del af det, har vi jo alle sammen i den seneste tid kunnet opleve at tænde for fjernsynet og høre nogle ekstremt uhyggelige historier. Det er nogle historier om børn, som er blevet seksuelt misbrugt, som er blevet holdt under slavelignende forhold, eller som på andre måder er blevet udsat for vold fra deres familiers side. Og det vender sig jo i maven på os alle sammen, når vi hører om det. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi er enige om, at det, vi skal blive bedre til som samfund, og det, vi skal blive bedre til ude i kommunerne, er at opdage de her uhyrligheder og gribe ind langt tidligere. Derfor har jeg jo selvfølgelig også stor sympati for, at man fra forslagsstillernes side ønsker at hjælpe kommunerne med at blive bedre i sagsbehandlingen.

Der er ikke nogen tvivl om, at der er mange kommuner – især de meget små kommuner – som ikke har en faglig ekspertise og ikke har stor erfaring med at spotte de faresignaler, som der nu engang er i de her meget, meget uhyggelige sager. Man kan også sige, at der heldigvis ikke er stor erfaring i mange kommuner, for det er jo heldigvis stadig væk ikke noget, man oplever tit og ofte. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi hjælper kommunerne med at blive bedre til at spotte de her faresignaler. Når det ikke er noget, man får et stort erfaringsgrundlag med som sagsbehandler og som egentlig socialrådgiver, er det vigtigt, at vi går ud og hjælper især de små kommuner. Derfor er jeg rigtig glad for, at man i satspuljekredsen har afsat midler til en taskforce, som skal hjælpe og støtte kommunerne og rådgive kommunerne i den konkrete sagsbehandling, også når der er tale om særlig svære sager. Og derfor er der, som det er blevet sagt et par gange, nok tale om en slags dobbeltkonfekt, hvis vi også vedtager dette beslutningsforslag i dag.

Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi fortsætter med at hjælpe sagsbehandlerne ude i kommunerne. Jeg tror, at der er kommet et øget fokus på, hvordan man behandler børn, hvordan man som forældre kan tillade sig at behandle børn, og jeg tror, at vi som samfund er begyndt at sige fra langt tidligere over for forældre, der ikke kan finde ud af at behandle deres børn ordentligt, betragte dem som mennesker og behandle dem derefter. Derfor er det vigtigt, at vi ikke lader frustrationen over de her uhyggelige sager, der er kommet frem, gå ud over enkelte sagsbehandlere ude i kommunerne, men indser, at de selvfølgelig ikke skal sidde alene med sagerne, og at de selvfølgelig skal være flere om det, også i de enkelte kommuner. Når det kommer til de her alvorlige sager, skal de have endnu bedre støtte, endnu større erfaringsgrundlag og endnu bedre samarbejde på tværs af kommuner. Det synes jeg sådan set vi skal være gode til at støtte dem i fra Christiansborgs side, og der er den her taskforce, som satspuljepartierne har vedtaget, et godt skridt på vejen.

Når det så kommer til den anden del af beslutningsforslaget, som handler om at hjælpe til et forbedret tilsyn, så har vi jo også hørt historier fra anbringelsesstederne om børn, der er blevet anbragt, men hvor anbringelsesstederne ikke har levet op til de berettigede forventninger, vi har til kvaliteten af, hvordan de behandler børnene. Her er det vores opfattelse i Enhedslisten, at vi bør oprette et nationalt tilsyn. Som det tidligere er blevet sagt heroppefra, er det nu kommunerne selv, der udfører tilsynet, og det er jo svært at være uafhængig og objektiv, når man skal kontrollere sig selv og sine egne beslutninger. Det er også svært, når man sidder ude i kommunerne og har meget pressede og slunkne kommunekasser, som vi jo også alle sammen ved. Vi har jo registreret i Enhedslisten, at ministeriet og Kommunernes Landsforening har indgået et samarbejde om at sikre et bedre tilsyn. Det håber vi bliver virkelighed. Vi håber, at vi ser et løft i kvaliteten, for ellers står vi jo selvfølgelig igen parat med vores forslag.

Som sagt er der rigtig gode takter. Jeg er rigtig glad for, at vi alle sammen er enige om, at der skal gøres noget. Men desværre kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Så går vi til den næste ordfører, som er fru Thyra Frank fra Liberal Alliance.

Med dette beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om at etablere et statsligt rejsehold, der i løbet af 5 år skal besøge samtlige 98 kommuner, ønsker Dansk Folkeparti at sikre kvaliteten i kommunernes anbringelsessager. Liberal Alliance støtter så afgjort intentionerne bag forslaget fra Dansk Folkeparti, men vi mener ikke, at et nyt tilsyn er vejen frem. De tragiske, mediedækkede sager, som vi har hørt om på det sidste, kan ikke afværges, blot ved at der føres mere tilsyn. Sociale problemer løses gennem den kvalificerede socialpædagogiske indsats, ikke gennem tilsynsbesøg fra staten.

Dansk Erhverv og Den Sociale Udviklingsfond har i øvrigt længe peget på, at systemet næsten udelukkende har fokus på økonomikontrol og alt for lidt på udvikling og kvalitet.

Liberal Alliance anerkender som tidligere sagt intentionerne bag dette beslutningsforslag, men stemmer imod forslaget, fordi vi ikke mener, at vejen frem går gennem etablering af et nyt statsligt tilsyn.

Der er en kort bemærkning fra hr. René Christensen.

Det er jo næsten den bedste ordførertale, der har været, og derfor kan jeg næsten ikke forstå, at den kan ende med, at man ikke kan støtte det. For ordføreren siger lige nøjagtig det, som jeg også var oppe at sige på talerstolen, netop at der er alt for meget fokus på pengene og for lidt fokus på kvaliteten.

Derfor er forslaget her jo også, at man skal komme ud og hjælpe, vejlede og rådgive kommunerne i sagerne, netop ikke bare komme ud og følge pengestrømmen. Ordføreren siger jo netop det. Hvordan vil man så hjælpe kommunerne, hvis man ikke sender nogen derud, altså når man nu kan se, at der er fejl i 83 pct. af sagerne?

Ordføreren siger også, at kvaliteten er for ringe ude på opholdsstederne. Ja, det er derfor, Dansk Folkeparti fremsætter det her forslag. Hvad er det, der skal komme i stedet for det her forslag?

Ordføreren.

Jeg mener, at ministeren er ved at etablere et rejsehold med penge fra satspuljen. Man skal så ud at hjælpe f.eks. de socialrådgivere, der sidder med de her sager, og støtte dem i det.

Hr. René Christensen.

Ja, det er nemlig rigtigt, og det er jo lavet i fællesskab i forbindelse med satspuljen. Men ordføreren sagde jo lige nøjagtig det rigtige, nemlig at når man så vælger at anbringe et barn uden for hjemmet, er kvaliteten ikke god nok. Jeg har tidligere sagt, at der bliver brugt tæt på 15 mia. kr., kommunale kroner, om året på det her område. Derfor kan det jo undre mig som forslagsstiller, at de 98 kommuner ikke har langt større fokus på, hvad det er for en kvalitet, de får for de her penge. Det kan kommunerne åbenbart ikke, de har haft rigtig, rigtig lang tid til at finde ud af, hvordan de kan få en højere kvalitet. Det er ikke rigtig lykkedes for dem. Derfor er der her i forslaget, som ordføreren jo også siger, mulighed for at komme ud og råde og vejlede, så man får lavet nogle gode tilsyn for at få en højere kvalitet.

Så i forhold til at ordføreren siger, at man nu gør noget via satspuljen, vil jeg sige: Ja, det er rigtigt, og det er vi alle sammen glade for. Det her var et supplement netop for at gøre det, ordføreren egentlig gerne vil have, nemlig en højere kvalitet ude på anbringelsesstederne.

Ordføreren.

Som sagt mener vi ikke, at det sker gennem yderligere tilsynsbesøg fra statens side, men ved at vi nu får etableret det her rejsehold, der kan komme ud og se på, hvad man kan gøre, og hvor man kan støtte op.

Tak til ordføreren. Så går vi til den sidste ordfører, som er hr. Lars Barfoed fra De Konservative.

Da den konservative ordfører, hr. Tom Behnke, ikke kan være til stede her i dag, har jeg lovet at holde det konservative indlæg om den her sag. Det gør jeg meget gerne, dels fordi nogen jo skal holde talen, dels fordi det er en vigtig sag. Jeg er egentlig glad for, at Dansk Folkeparti med det her beslutningsforslag har givet anledning til, at vi får en debat i Folketinget om de her problemer. For der er vel ingen steder, hvor socialt ansvar giver mere mening, end når vi taler om udsatte børn.

I Det Konservative Folkeparti mener vi jo, at vi har udviklet et samfund, hvor det offentlige har taget alt for meget ansvar fra borgerne, og vi mener, at vi skal give mere ansvar tilbage til borgerne og familierne selv og give familierne og borgerne bedre muligheder for at klare sig selv. Det skal vi i høj grad for netop bedre at kunne løfte det sociale ansvar over for de mest udsatte borgere – der, hvor der virkelig er brug for at vi fra samfundets side, fra fællesskabets side gør en indsats, og det er der, når det gælder de udsatte børn.

Det er jo helt afgørende, at der bliver truffet de rigtige beslutninger, når vi taler om at hjælpe udsatte børn, og at anbringelserne foregår rettidigt og på den rigtige måde, så vi får hjulpet de børn bedst muligt og helst forebygger, at børnene kommer i uføre. Jeg synes, at det er en skamplet på vores samfund, hver gang vi ser børn komme ud for nogle af de tilfælde, vi har set rulle i pressen i de seneste måneder og år, hvor børn er blevet misbrugt i årevis, uden at der er blevet grebet ind fra de lokale samfunds side.

Der er brug for, at vi ser på kvaliteten, både når det gælder visitation til anbringelser, og når det gælder, hvordan selve anbringelserne foregår. Vi skal blive bedre til at gøre en indsats på det her område. Nogle af de eksempler, vi ser på børn, som er udsatte, er jo så forfærdelige, at jeg tror, mange af os dårligt kan holde ud at læse om dem. Det er simpelt hen så forfærdelige ting, vi kan læse om at børn bliver udsat for i det, der er et velfærdssamfund eller i hvert fald burde være et velfærdssamfund. Det er en skamplet, at vi ikke kan gøre det bedre. Det skal gøres bedre.

Man kan nogle gange ikke undgå at få den mistanke, at kommunernes afgørelser ikke nødvendigvis er de rigtige. Det ved vi faktisk at de ikke er i mange tilfælde. Til gengæld er det oftest de billigste løsninger, man tyer til i kommunerne, og det er i hvert fald en af de problemstillinger, det er værd at tage fat på. Problemet er, at opgaverne ikke bliver løst, og det betyder, at de vokser og vokser og dermed bliver mere og mere komplicerede til skade for børnene og familierne, som har brug for hjælp. Derfor har skiftende regeringer, skiftende flertal og satspuljekredsen jo taget det ene initiativ efter det andet i den bedste mening.

Men hvad er det, der er sat i værk? Hvad virker, hvad virker ikke, og hvor bliver alle milliarderne egentlig af? Der er registerordning. Der er forslag om central visitation ved anbringelse i anbringelsessager. Der er forslag om børnehuse, der skal udbygges og gøres mere ved. Der er også ministerens forslag om, at kommunerne kun skal betale for anbringelse af det første barn i større børneflokke, så det ikke er økonomien, der styrer valget af en løsning. Endelig skal vi huske, at det jo egentlig er kommunernes ansvar, fordi vi taler om kommunalt selvstyre.

Det fører alt sammen frem til, at det er på tide, at vi sammen får et bedre overblik og bliver enige om, hvad der skal satses på fremadrettet, for det nytter ikke, at alle parter har hver deres forslag, og at alle forslagene i sidste ende vælter over hinanden. Så vores opfordring i Det Konservative Folkeparti er sådan set, at vi sætter os sammen og bliver enige om, hvad der er sat i værk, hvad der virker, og hvad vi skal satse på i fremtiden.

Som udgangspunkt er der mange gode ting i det her beslutningsforslag, men spørgsmålet er, om vi ikke allerede har et rejsehold, vel at mærke et rejsehold, som med satspuljemidlerne er sat til at skulle udvides, og derfor er det næppe lige præcis det, der foreslås i beslutningsforslaget, vi skal ende med at gøre. Men forslaget er i hvert fald godt, fordi det sætter fokus på en problemstilling, som vi sammen burde være bedre til at håndtere.

Der er en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Tak. Grunden til, at jeg tager ordet, er, at jeg blev lidt fanget af den stemning, der var i forhold til, at vi burde gøre tingene bedre, at vi burde gøre dem anderledes, og at vi nu må sætte os ned og se, hvad det er, der virker, og der synes jeg, det er enormt positivt, at vi i fællesskab kan definere, i hvilken retning det er, vi skal gå. Det, der tit har været det, der har adskilt VKO og os, har været tilgangen til socialpolitikken, altså om det var sådan, at den skulle være baseret på straf og på sanktioner, eller om man skulle række en hånd frem og trække folk op og ikke presse dem ned. Når jeg så tager ordet i dag, hvor vi diskuterer de udsatte børn og unge, vil jeg sige, at De Konservative jo har haft Socialministeriet, og der var der noget, jeg bare godt kunne tænke mig at høre – det er af ren interesse – nemlig: Føler man, at man har gjort det godt nok på det område, der vedrører de udsatte?

Ordføreren.

Hvis det havde været noget, der gennem tiderne var blevet gjort godt nok fra skiftende regeringers side, så havde vi jo ikke stået med de problemer, som vi kan konstatere der er, og jeg synes helt ærligt, at den her sag er for alvorlig til, at vi skal bruge den til politiske drillerier om, hvilke regeringer der har gjort det godt nok, og hvilke der ikke har gjort det godt nok. Vi kan konstatere, at der er børn, som kommer i uføre, og som er udsatte i det her samfund. At det er noget, der sker, er en skamplet, og derfor bør vi i fællesskab gøre det, at vi til bunds får analyseret, hvad der virker, og hvad der ikke virker, og at vi bliver enige om, hvad vi fremadrettet skal gøre.

Ja, den konservative socialminister, der var i den regering, som nu desværre er gået af, fordi vi har skiftet regering, har gjort en kæmpe indsats, for at vi kommer videre på det her område. Men selvfølgelig er det ikke godt nok endnu, når vi ser de her tilfælde, og derfor skal vi komme videre, og derfor er det også godt, at vi har debatten her i dag.

Fru Özlem Sara Cekic.

Jeg spørger inderligt, og ikke for at drille, fordi jeg vil prøve at synliggøre, at hvad der virker, og hvad der ikke virker, ved vi, men at der grundlæggende er uenighed om, i hvilken retning vi skal gå i forhold til udsatte børn. Da vi lavede Barnets Reform, påpegede vi – dengang var vi i opposition, og ordførerens parti var i regering, og heldigvis har vi ændret det – at det var så vigtigt at gå ind og lave en solidarisk fordeling af udgifterne. Der var en række punkter. Vi påpegede, at det var vigtigt at gå ind og kigge på tilsyn. Når man anbringer børn, skal vi også holde øje med dem. Så når vi har anbragt dem, skal målet være, at de skal have det bedre. Det er jo derfor, jeg spørger. Altså, grunden til, at jeg spørger, er, at hvis vi kan være enige om i forhold til alle de SFI-rappporter, vi har bestilt de sidste 10 år, og som samler støv på vores reoler, at vi vil benytte os af den viden – for den viden er der – så synes jeg, det er ekstremt positivt, at Konservative faktisk vil spille med og vil være konstruktive og for alvor vil gå ind og rykke ved nogle af de store udfordringer, der er på området. Det er derfor, jeg spørger.

Ordføreren.

Jeg tror, at det, som adskiller Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti og i øvrigt også Socialdemokratiet og Enhedslisten, er, at vi i Det Konservative Folkeparti ønsker et samfund, hvor flere familier og borgere klarer sig selv uden offentlig hjælp, sådan at vi bedre kan koncentrere ressourcerne om de mest udsatte, nemlig børn som dem, vi taler om her. Det er det, som er forskellen. Forskellen er jo ikke, at nogle har et større ønske end andre om at hjælpe de her børn. Det er jo ikke noget nyt, at Socialistisk Folkeparti eller Det Konservative Folkeparti eller andre partier i det her Folketing gerne vil hjælpe de børn. Det er derfor, jeg siger, at derfor skal vi ikke drille hinanden med, hvem der er bedst til det, for alle vil jo gerne gøre noget. Men forskellen er, at vi gerne vil målrette ydelserne mere til de mest udsatte borgere i stedet for at bruge de offentlige midler spredt ud over alle områder, også til borgere, som egentlig godt kan klare sig selv. Det er forskellen.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. René Christensen.

Det er jo sådan en lidt mærkelig fornemmelse at stå her nu og egentlig være meget positiv, når man har fået stemt sit forslag ned. Alle ordførerne har jo været oppe at sige en masse pæne ting, og så er de sluttet af med at sige, at de desværre ikke kan støtte forslaget. Men jeg står nu alligevel og har en god fornemmelse over, at vi har fremsat forslaget om et rejsehold. Jeg fornemmer også, at vi har fået sat en debat i gang om det rejsehold, som vi har besluttet i satspuljepartierne, og en eventuel mulighed for at kigge på det, når det nu kommer i gang, og om der er mulighed for at udbygge i forhold til, hvad det er for nogle arbejdsopgaver, som det rejsehold skal have med at gøre. Det må man jo sige også er en halv sejr, at man har fået sat noget på dagsordenen i hvert fald.

Det, som jeg synes er utrolig vigtigt, når vi taler om forslaget her, og når vi snakker om de her børnesager, er, at vi ikke altid kommer til at tale om de sager, som er i pressen, og det er forslaget her også udtryk for. Det er ikke altid kun dem, der er de interessante. Det, der er det interessante for os, er, at når vi har et tal på omkring 13.000 børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, har vi en kæmpe forpligtigelse som samfund til, at det, vi tilbyder de børn og unge, har en høj kvalitet. Der må vi desværre konstatere, at det har det ikke altid.

Derfor er en del af det, som der er i forslaget her, også i forhold til tilsynet med anbringelsesstederne. Det er jo sådan, at det er kommunerne, der godkender, at man kan blive et anbringelsessted, et opholdssted. Det er også kommunerne, der fører tilsynet. Så er der flere, der har sagt: Jamen skulle tilsynet overgå til staten? Der må man jo sige, at der er 98 kommuner tilbage i Danmark. Det er kommunens borgere, der bliver anbragt på de her steder. Det er kommunen, der betaler op mod 15 mia. kr. om året for det her. Kommunalbestyrelserne, medarbejderne ude i kommunerne må da have en kæmpe interesse i, at kvaliteten er høj, når vi nu træffer de her beslutninger. Derfor ville vi gerne have lavet et rejsehold, som havde et særligt fokus på at komme ud at motivere, komme ud at kigge på, hvad det er for en kultur, hvad det er, der foregår ude i kommunerne, hvordan man foretager de her tilsyn, hvad det er for nogle overvejelser, man gør sig, når man går ind i anbringelsessager, hvordan det er, man håndterer de her børne- og ungesager.

Som tidligere sagt fik vi en rapport sidste efterår, i november måned, som viser, at der er fejl i over 80 pct. af de her børnesager, der bliver foretaget ude i landets 98 kommuner. Det fortæller os, at vi har en udfordring, og derfor må jeg sige, at selv om jeg står her i dag og har fået stemt forslaget ned, er vi meget positive over for, at alle partier, der har været på talerstolen, har givet udtryk for, at intentionerne var gode, men at man gerne vil tage forhandlingerne endnu en gang, når vi skal mødes i satspuljepartierne.

Der er et par enkelte ordførere, der har været inde på økonomien, bl.a. den sidste ordfører, og der må man jo sige, at når man kigger på gennemsnitsprisen, drejer det her sig faktisk om 1 mio. kr., tæt på 1 mio. kr., i gennemsnit pr. anbragt barn og ung uden for hjemmet, og så må man sige, at så tror jeg ikke på, at det drejer sig om økonomien i det her. Jeg tror faktisk, at kommunerne i rigtig mange af de her sager træffer et valg. Jeg tror bare ikke, at de træffer det rigtige valg. Nogle gange træffer de ikke et valg, der har den kvalitet, som det burde have.

Det kan ikke være rigtigt, når man bruger 1 mio. kr. om året i gennemsnit pr. anbragt, at vi så i statistikken kan se, at hver tredje, der går ud ad døren i et dansk fængsel, har været anbragt tidligere. Altså er de her penge givet rigtig dårligt ud kvalitetsmæssigt. Jeg tror, at rigtig mange af de her børn og unge har fået et væsentligt bedre liv, end de kunne have haft hjemme ved deres familie. Det er jo derfor, at de er blevet fjernet. Jeg tror bare ikke, at vi har givet dem et så meget bedre liv, at de er kommet ud på den anden side og har fået et godt voksenliv. Der må vi sige, at når vi i gennemsnit bruger 1 mio. kr. om året, kan vi også forvente, at det har en høj kvalitet.

Det vil vi gerne sætte fokus på, og det fornemmer jeg faktisk også at Dansk Folkeparti har formået med den debat, vi har haft her i salen. Vi ser frem til, at vi skal mødes igen i de forskellige fora, hvor vi mødes, og diskutere, hvordan vi håndterer de her børne- og ungesager. Så vi går herfra og er positive, og jeg vil sige tak for en god debat.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.