Jeg vil gerne starte med at sige helt klart:
Jeg er imod tvangsfodring af dyr.
Og jeg vil også gerne sige helt klart, at det faktisk også er forbudt i Danmark.
Det beslutningsforslag, vi har foran os i dag, B 21 fra Dansk Folkeparti, pålægger regeringen at arbejde for at få ændret Europarådets konvention om beskyttelse af dyr til landbrugsformål og EU's regelsæt om dyrevelfærd, så det kommer til at omfatte et forbud mod produktion af foie gras.
Det er uklart, om beslutningsforslaget også indeholder en opfordring til regeringen om at arbejde for et forbud mod fødevarer, der er fremstillet ved tvangsfodring af dyr.
Og der er faktisk stor forskel på at forbyde produktion af foie gras ved tvangsfodring og på at forbyde fødevarer, der er fremstillet ved tvangsfodring af dyr.
Men det vil jeg vende tilbage til.
Uafhængigt af formuleringen af beslutningsforslaget vil jeg gerne slå fast, at regeringen mener, at produktionen af foie gras ved tvangsfodring er uforsvarligt ud fra et etisk og dyrevelfærdsmæssigt synspunkt, og den danske dyreværnslov indeholder også et forbud mod tvangsfodring af dyr, medmindre naturligvis det er påkrævet for at behandle dyret for en sygdom.
Det er ikke lovligt at producere foie gras ved tvangsfodring i Danmark.
Europarådets konvention om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål, angiver rammerne for, hvordan landbrugsdyr skal behandles på europæisk plan.
Der er til konventionen vedtaget to såkaldte rekommandationer, der bl.a.
indeholder bestemmelser om produktion af foie gras.
Rekommandationerne indeholder dels en opfordring til de lande, der producerer foie gras, om at forske i alternative produktionsmetoder, som ikke kræver tvangsfodring, dels en bestemmelse om, at produktionen af foie gras, indtil alternative metoder er udviklet, kun må foregå i de områder, der havde en produktion på det tidspunkt, hvor anbefalingerne trådte i kraft.
EU har tiltrådt Europarådets konvention om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål.
Konventionen og rekommandationerne om foie gras er derfor en del af EU's regelsæt.
Rekommandationerne er udtryk for et kompromis.
Nogle lande, heriblandt Danmark, mener, at tvangsfodring skal forbydes, mens andre finder det helt afgørende at kunne fortsætte produktionen.
Hverken EU's eller Europarådets regelsæt indeholder således et direkte fælles forbud mod produktionen af foie gras.
Dyrevelfærd generelt er en prioritet under det danske formandskab, hvor vi bl.a.
vil sætte fokus på at styrke dyrevelfærden i EU.
Det gør vi ved en helhedsorienteret tilgang, hvor vi vil sætte vores aftryk på de fremtidige politiske retningslinjer for EU's indsats for bedre dyrevelfærd frem mod 2015.
De værktøjer, vi i retningslinjerne vil pege på, omfatter både lovgivning, håndhævelse og en styrkelse af forbrugernes rolle i at fremme dyrevelfærd.
Vi sætter også fokus på bedre beskyttelse af dyr under transport og arbejder for maksimale transporttider for slagtedyr.
Det gør et stærkt – det vil jeg gerne tilføje – et stærkt indtryk på mig som fødevareminister med ansvaret for dyrevelfærd, at der er 1 million europæere, som har været inde på en hjemmeside og underskrive, at de vil have maks.
8 timers transport for slagtedyr.
Så vi sætter fokus på beskyttelse af dyr under transport, og målsætningen for det danske formandskab er at få vedtaget ambitiøse rådskonklusioner, der fastsætter rammen for det videre arbejde med dyrevelfærd overordnet set i EU fremover.
Helt konkret holder vi fra den 29.
februar til den 1.
marts en konference om dyrevelfærd.
Et af emnerne på konferencen vil være, hvordan forbrugerdrevet dyrevelfærd kan medvirke til at forbedre dyrenes levevilkår både i Europa og globalt.
Indholdet af konferencen er i tråd med Kommissionens dyrevelfærdsstrategi for 2012-2015, der bl.a.
lægger op til, at der på længere sigt skal gennemføres en overordnet, tværgående EU-retsakt for dyrevelfærd.
Afholdelsen af konferencen og den efterfølgende politiske opfølgning på konferencen indgår desuden i det danske arbejde for at få indført mekanismer, der kan styrke forbrugernes mulighed for at fremme dyrevelfærd gennem deres valg af produkter.
Bedre oplysning til forbrugerne er afgørende for at give forbrugerne mulighed for at vælge produkter til og ikke mindst vælge produkter fra.
Forbrugerne skal kunne vælge produkter med god dyrevelfærd til, ligesom forbrugerne skal kunne vælge produkter fra, bl.a.
produkter, der produceres ved tvangsfodring.
Sådan kan forbrugeren få mulighed for at spille en aktiv rolle i, hvordan landbrugsdyr behandles i EU.
Vi sætter under formandskabet som sagt også fokus på håndhævelse, altså at vi sikrer, at reglerne rent faktisk bliver gennemført derude i virkeligheden.
Det er vigtigt, at de regler, som vi i EU nu engang er blevet enige om, rent faktisk også bliver gennemført og effektivt kontrolleret i de forskellige medlemslande.
Denne linje stemmer også godt overens med Kommissionens dyrevelfærdsstrategi, der bl.a.
fokuserer på en styrkelse af håndhævelsen af den eksisterende EU-regulering inden for dyrevelfærd.
EU's dyrevelfærdsregler er altså under pres, det må vi sige.
Så der er brug for nogen, der råber vagt i gevær.
Der er brug for nogen, der som Danmark siger:
Nu må vi tage os sammen.
Det gør vi fra dansk side ved at fastholde, at reglerne om æglæggende høner, altså burhøns, skal have berigede bure.
Reglerne trådte i kraft her 1.
januar 2012, og vi gør alt, hvad vi kan, for at få dem overholdt og håndhævet i hele EU.
Jeg har taget det her op med mine kollegaer nede i Bruxelles, efter jeg blev fødevareminister, og jeg tror faktisk, at det er sket på rekordtid, for kommissæren har allerede indledt traktatkrænkelsessager mod de 14 lande, som ikke har kunnet overholde reglerne tilstrækkelig hurtigt.
Også EU-kravet om løsdrift af søer i drægtighedsstalde skal fastholdes.
Det træder i kraft den 1.
januar 2013, og jeg siger nul til dispensation.
Når vi har lavet dyrevelfærdsregler, skal de overholdes.
Når det drejer sig om de her regler om bygninger, er der faktisk rigtig, rigtig lange overgangsperioder.
Vi taler om over 10 år.
Så det er muligt over 10 år at planlægge sig frem til at overholde reglerne til tiden.
Så Danmark sætter med de her initiativer dyrevelfærd på dagsordenen i EU under formandskabet.
Men jeg vil også sige om det konkrete forslag:
Der er jo netop sat fokus på Europarådet, fordi vi ofte diskuterer tingene der, men arbejdet i Europarådet ligger stille lige nu.
Der er en strid om budgettet, så det betyder, at arbejdsgrupperne ikke fungerer.
Det vil sige, at jeg ikke på regeringens vegne kan garantere, at sagen tages op straks.
Vi kan ikke stemme for beslutningsforslaget fra regeringens side, fordi det, som jeg indledte med at sige i min tale, er uklart, om det alene indeholder en opfordring til regeringen om at arbejde for et forbud mod produktion af foie gras, eller om det tillige indeholder en opfordring til regeringen om at arbejde for et generelt forbud mod fødevarer, der er fremstillet ved tvangsfodring af dyr.
Sidstnævnte har Folketinget drøftet ved behandlingen af B 112 i 2010.
Vi kan selvfølgelig heller ikke stemme for et forslag, der kan stride mod Danmarks forpligtelser i WTO-samarbejdet.
Vores internationale forpligtelser er noget, vi tager alvorligt.
Beslutningsforslaget kan således efter regeringens opfattelse under alle omstændigheder ikke vedtages i den form, som det ligger i nu, men som jeg tror det er fremgået meget tydeligt af min tale her i dag, har jeg stor sympati for formålet med beslutningsforslaget, nemlig på den ene eller anden måde at forbyde tvangsfodring af dyr med henblik på produktion af foie gras.
Regeringen vil derfor ved en fremtidig revision af Europarådets rekommandationer arbejde ihærdigt for, at der indføres et forbud mod tvangsfodring af dyr.