Det sidste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 14:

Forslag til folketingsbeslutning om etablering af stofindtagelsesrum.

Af Joachim B. Olsen (LA) m.fl.

(Fremsættelse 22.11.2011).

Forhandlingen er åbnet. Ministeren.

Københavns Kommune og Odense Kommune har gentagne gange fremsat et ønske om, at stofindtagelsesrum kan indgå som en skadesbegrænsende foranstaltning i det samlede kommunale tilbud til stofmisbrugerne. Kommunerne har henvist til erfaringer fra udlandet. Det har bl.a. været anført, at stofindtagelsesrum vil kunne medvirke til at nedbringe dødeligheden blandt og forbedre forholdene for stofmisbrugere. Det har også været anført, at stofindtagelsesrum vil kunne medvirke til at begrænse generne for det omgivende samfund.

Af regeringsgrundlaget fremgår det, at de mest udsatte grupper efter regeringens opfattelse fortjener en særlig opmærksomhed, og at det enkelte menneske skal være omgivet af både respekt, krav og omsorg. Regeringen ønsker at gøre op med marginaliseringen, udstødelsen og uværdige livsbetingelser. At opholde sig på gaden, i trappeskakter, på trappesten og i trappeopgange for at tage sine stoffer er uværdigt. Det er både uhygiejnisk og farligt.

Regeringen har den ambition, at den store dødelighed blandt misbrugere på gaden i bl.a. København skal nedbringes, og de sundhedsmæssige skader og sociale problemer, som er forbundet med gademisbrug, skal begrænses. Det gælder også generne for børnefamilierne og andre, der bor og færdes i lokalområder med gademisbrug. På den baggrund vil regeringen søge Folketingets tilslutning til at imødekomme det fra kommunal side fremsatte ønske.

Allerede den 26. oktober bekræftede ministeren for sundhed og forebyggelse her i salen, at regeringen vil arbejde for at skabe det fornødne retsgrundlag, for at de kommuner, der gerne vil, rent faktisk også kan oprette stofindtagelsesrum. Det kan derfor undre, at Liberal Alliance har fundet det nødvendigt at fremsætte det beslutningsforslag, som vi førstebehandler i dag, og det kan undre, at partiet har fastholdt forslaget og fundet behov for denne førstebehandling. For af lovprogrammet, som blev fremlagt i slutningen af november, fremgår det klart og tydeligt, at regeringen til april vil fremsætte lovforslag med det formål at tilvejebringe retsgrundlaget for oprettelse af kommunale stofindtagelsesrum.

Men selv om Liberal Alliance altså kan siges at ville løbe en dør ind, som allerede står pivåben, så er partiet naturligvis i sin gode ret til at fremsætte og fastholde sit forslag. Jeg skal gøre mit til, at førstebehandlingen ikke trækker unødigt ud, og det vil jeg gøre ved blot at bekræfte, at regeringen i overensstemmelse med lovprogrammet agter at fremsætte sit lovforslag til april. Om lovforslaget bliver helt, som Liberal Alliance lægger op til, er det for tidligt at sige, og derfor vil regeringen heller ikke kunne stemme for forslaget, selv om vi er enige i hensigten.

Når det er for tidligt at sige noget om lovforslaget – bortset fra at det vil tilvejebringe retsgrundlaget for oprettelse af kommunale stofindtagelsesrum – så skyldes det, at det lovforberedende arbejde endnu ikke er afsluttet. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse er i fuld gang med at afklare de juridiske, økonomiske og andre problemstillinger, der knytter sig til oprettelse og drift af stofindtagelsesrum. Det sker i tæt samarbejde med Justitsministeriet, Social- og Integrationsministeriet samt Finansministeriet.

I regeringen ser vi frem til at fremlægge vores lovforslag for Folketingets partier. Vi håber, at afklaringen af de forskellige problemstillinger vil fjerne den skepsis, der endnu findes blandt partierne, så der kan opnås bred enighed om stofindtagelsesrum, på samme måde som det efter mange års debat lykkedes at opnå bred enighed om lægeordineret heroin. Tak for ordet.

Hvis ministeren bliver stående, er der et spørgsmål fra hr. Joachim B. Olsen.

Jeg ved faktisk ikke, om det er sådan god stil at stille spørgsmål til en vikar, men det gør man vel.

Grunden til, at vi fremsætter det her forslag, er ikke, at vi vil drille regeringen på nogen som helst måde. Det her forslag sendte vi ind, inden regeringen bekendtgjorde, at fixerum ville være en del af lovpakken for 2012, men vi har altså valgt at fastholde det, og det har vi, fordi det her drejer sig om menneskeliv. Det drejer sig om, at vi har en overdødelighed i Danmark, at vi ligger rigtig dårligt placeret, når det handler om dødeligheden blandt stofmisbrugere. Derfor er det her ikke noget, man driller med på nogen måde; det er noget, som vi gerne vil have gennemført hurtigt.

Vi er lidt uforstående over for, at regeringspartierne, som, da de var i opposition, fremlagde det her forslag seks gange, ikke er i stand til at få gennemført det hurtigere. Der går op til halvandet år, inden det her bliver en realitet – i den tid dør der tragisk nok ganske mange stofmisbrugere i Danmark.

Regeringen er en enhed; der er ingen vikarer.

Jeg giver ministeren ordet.

Tak, hr. formand. Jeg tror, at det, man skal være opmærksom på, er, at det stod i regeringsgrundlaget, at regeringen vil fremsætte det her forslag, men lad det nu ligge – det skal vi ikke hænge os så meget i.

Altså, det, der står i Liberal Alliances beslutningsforslag, B 14, er, at regeringen bliver pålagt at fremsætte det her forslag, og det har jeg jo bekræftet. Vi fremsætter et forslag til april måned, så Liberal Alliance må jo også på samme måde føle sig godt dækket ind af både regeringsgrundlaget og det lovkatalog, der ligger.

Hvorvidt vi gør det præcis med de rammer, som Liberal Alliance har skrevet ned her, afhænger jo af den interne koordinering, der skal være i regeringen. Det vil der være, ligegyldigt hvilken regering der er. Der er jo forskel på at sidde i opposition og være i regering, og det er, at man som regering faktisk gennemfører faktisk arbejdet, der bliver til virkelighed, og derfor er man nødt til at koordinere mellem de forskellige ministerier, som jeg nævnte tidligere.

Der er også en kort bemærkning fra fru Mai Henriksen, værsgo.

Det er, fordi ministeren sagde, at Odense og Københavns Kommuner gentagne gange har ansøgt om sådan et rum. Så vil jeg egentlig bare bede ministeren om at bekræfte, at det på ingen måde er ansøgninger, der er fremsendt af enige kommunalbestyrelser – det er blot for, at man ikke tror, at det er med stor opbakning, at de her ansøgninger er blevet fremsendt.

Ministeren.

Jeg noterer mig bare, at København og Odense Kommuner har fremsat et ønske over for ministeriet, og det er det, jeg henholder mig til.

Så er der en kort bemærkning fra fru Sophie Løhde, værsgo.

Jeg havde egentlig troet, at det ville være sådan en festdag i dag for regeringspartierne, dens støtteparti og Liberal Alliance, for nu har man jo under den tidligere regering efterhånden i en lang årrække fremsat beslutningsforslag om etablering af fixerum i nogle kommuner, og nu er muligheden der så.

Ministeren siger, at regeringen vil søge Folketingets tilslutning til at give kommunerne mulighed for at etablere fixerum. Ministeren siger også, at forslagsstillerne løber en dør ind, som står pivåben. Hvorfor er det så, at ministeren ikke sammen med Liberal Alliance vil løbe ind af den dør? Jeg kan jo i dag forstå, at man er enig, men er det så, fordi Liberal Alliance er kommet regeringen i forkøbet, og fordi man ikke vil give Liberal Alliance den cadeau at stemme for deres forslag? Man vil kun stemme for sit eget og ikke de andres forslag. Man vil kun have sit eget forslag.

Ministeren.

Nu ved jeg jo, at fru Sophie Løhde er en af dem, der grundigt forbereder sig til debatterne i Folketingssalen, og derfor selvfølgelig også har læst Liberal Alliances forslag, som indeholder mere end bare det, at man laver stofindtagelsesrum, men stiller flere betingelser. Nogle af de elementer, der indgår i Liberal Alliances forslag, er jo nogle af dem, vi vil kigge på i det lovgivende arbejde.

Nu kommer fru Sophie Løhde jo selv fra et tidligere regeringsparti, som netop også ville have givet sig tid til et ordentligt forberedende arbejde, hvor man hører de forskellige parter, der er i samfundet – f.eks. ministerier. Men det handler så sandelig også om, at vi tager den her høringsproces alvorligt, fordi vi gerne vil høre, hvad organisationerne vil byde ind med, før vi lægger os fast. Det er egentlig en meget god lovgivningsskik, vi har her i Folketinget, og som vi ønsker at fastholde.

Fru Sophie Løhde.

Ja, jeg forbereder mig typisk, inden jeg går en tur i Folketingssalen. Og de elementer, der fremgår af beslutningsforslaget fra Liberal Alliance, er jo pudsigt nok de samme elementer, som den tidligere opposition, altså ministerens eget regeringsparti, havde med i de beslutningsforslag, som man selv har fremsat – ikke bare en gang, men flere gange. Men jeg må forstå på ministeren, at dengang man selv fremsatte ideerne, da man var i opposition, mente man det ikke, for det var ikke gennemarbejdet nok, og der var ikke kigget nok på det. Det var bare noget, man fremsatte forslag om, og så håbede man på, at det ikke ville blive vedtaget. Jeg synes, at det her lugter langt væk af, at der er nogen, der er kommet regeringspartierne i forkøbet. Og så undrer det mig, at man så ikke er villig til at slutte op om det, som jeg må forstå at man er fuldstændig enig i.

Så bliver der i dag henvist til, at regeringen er langt forud for Liberal Alliance, for det står jo i regeringsgrundlaget. Jeg har regeringsgrundlaget foran mig, og der står ikke med et eneste ord nævnt, at regeringen vil etablere stofindtagelsesrum, som man har døbt det, fordi man ikke vil bruge ordet fixerum. Nej, der står, at man vil tage konkrete initiativer til bl.a. at nedbringe den store dødelighed. De konkrete initiativer er der jo mange regeringer der har taget igennem tiden, fordi det er et alvorligt problem og en udfordring, som mange partier tager alvorligt. Men der står ikke nævnt noget om, at man vil etablere fixerum, og derfor er det jo sådan set Liberal Alliance, der er kommet først med et forslag. Hvorfor er det så, at regeringen stemmer imod noget, som den dybest set er for?

Ministeren.

Jeg kunne næsten med den begejstring, som fru Sophie Løhde lægger for dagen for at promovere det, få den fornemmelse, at Venstre har lyst til at stemme for Liberal Alliances forslag. Jeg synes, at vi skal afholde os fra den perfide tone, som bliver lagt i den her debat, for noget af det, som jeg tror at vi kan være enige om – det er både regeringspartierne og Liberal Alliance – er jo netop, at vi ønsker at mindske dødeligheden. Vi ønsker, at tage folk, der står med en kæmpestor social udfordring, fordi de er stofmisbrugere, alvorligt.

Jeg har ikke noget særligt behov for at komme først. Regeringen har ikke noget særligt behov for at komme først. Det, der er væsentligt, er, at det arbejde, der bliver lavet, når man laver lovgivning, jo er anderledes, end det er, når man laver et beslutningsforslag. Der stilles ikke de samme krav til en høringsproces og til behandlingen i Folketinget. Det synes jeg er væsentligt at alle Folketingets partier fortsat husker at respektere, selv når man er i opposition.

Hr. Hans Andersen har også bedt om en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg synes jo, at ministeren som repræsentant for regeringen – og det er jo en regering, der næsten lige er tiltrådt – skulle være stor nok, åben nok til at sige: Jamen nu er det sådan, at et parti fremsætter det forslag, som regeringspartierne i opposition tidligere fremsatte et antal gange. Jeg synes jo, at ministeren skulle være storladen nok til at sige, at det, der er forslaget her, skulle man da finde sammen om, de partier, der ønsker det, og så skrive en beretning og sige, at det er det, vi går efter, i stedet for at sige, at fordi det nu er Liberal Alliance, der fremsætter det her forslag, kan vi ikke støtte det, for vi kommer med noget lige om lidt, der åbenbart er meget bedre, eller hvordan skal det forstås?

Ministeren.

Det skal forstås sådan, at vi kommer med et lovforslag til april, som jeg nævnte i min indledende tale. Vi er i slutningen af januar. Før Folketinget vil nå igennem sit normale udvalgsarbejde med beretning og behandling i udvalget og så forberedelse af et lovforslag, ville man i virkeligheden komme bagefter den deadline, som regeringen har lagt op til ved at komme med et forslag til april. Jeg synes, at vi skal holde op med at drille hinanden herinde. Jeg synes, at vi skal forholde os til de udfordringer, vi står med. Jeg hører, at Liberal Alliance og regeringen er enige på det her punkt. Det synes jeg er positivt, og vi kommer som sagt med et lovforslag til april.

Hr. Hans Andersen.

Jamen det skyldes måske, at regeringen og Liberal Alliance ikke er helt enige, når det kommer til stykket. Det kan jo skyldes, at regeringen er blevet klogere, efter at regeringen har skrevet regeringsgrundlaget. Det er jo sket før, var jeg ved at sige, vi har set det før. Det kan jo være den ene årsag, for det andet, som vi er helt enige om, er jo, at der hurtigt kan skrives en beretning på det her beslutningsforslag. Så kan man jo efterfølgende fremsætte sit lovforslag. Jeg synes, at man skal anerkende, at der er et parti her, der har fremsat et beslutningsforslag. Tidligere var regeringspartierne jo enige i det, og det er de så ikke længere. Det er vel det, der står tilbage.

Ministeren.

Nej, der står det tilbage, at regeringen er helt enig med Liberal Alliance i, at vi skal gøre det her, og at vi skal have løst problemet. Jeg synes, det er godt, at Liberal Alliance gør opmærksom på, at stofmisbrugere har det svært i det her samfund. Jeg noterer mig, at begge de Venstrespørgere, der har været i dag, jo også går op i den her problemstilling, så jeg glæder mig til debatten, når vi fremsætter lovforslaget i Folketinget, og så er det jo næsten lige før, jeg forventer, at Venstre kan bakke op om forslaget med den begejstring, som de lægger for dagen.

Så siger jeg tak til ministeren, og så kan hr. Hans Andersen fortsætte fra talerstolen som ordfører.

Da Venstres forebyggelsesordfører, fru Jane Heitmann, ikke kan være til stede i dag, skal jeg fremføre følgende:

Det her beslutningsforslag fra Liberal Alliance handler om, at der skal etableres et hjemmelsgrundlag for etablering af et fixerum; et fixerum, der skal gøre det muligt for stofmisbrugere at få et frirum, hvor landets love og regler sættes ud af spil. Når det gælder spørgsmålet om oprettelsen af et sådant rum, er vi i Venstre helt på det rene med, at uanset vores fælles indsats med udbygning af behandlingskapaciteten og indførelse af en behandlingsgaranti er der fortsat en gruppe hårdt belastede stofmisbrugere med nogle helt særlige behov, som er vanskelige at dække. I Venstre vil vi gerne være med til at hjælpe stofmisbrugere, fordi vi har et fælles ansvar for vores svageste, og vi deler forslagsstillerens ambition om at hjælpe. Men etablering af fixerum ser vi som at springe over, hvor gærdet er lavest. Rummene vil efter vores mening ikke kunne løse problemet.

Det, der er det svære i den her sag, er, at vi har at gøre med et område, hvor der ingen lette løsninger findes. Derfor er spørgsmålet om etablering af fixerum eller ej heller ikke et valg mellem en aktiv eller en passiv linje, det er ikke et valg mellem at gøre noget eller at lade stå til. Det er et valg mellem at vælge det lange, seje træk eller at ty til de lette, hurtige løsninger. For Venstre er det altså et yderligt synspunkt at gå legaliseringsvejen, for det vil jo sige, at vi tillader fixerum for derved at skabe et helle for noget ulovligt; et helle, hvor vi pludselig legaliserer det, som vi ellers kalder kriminelt i samfundet, og som vi i øvrigt forsøger at bekæmpe med alle de midler, vi har til rådighed.

Det her beslutningsforslag er udtryk for et synspunkt, som Venstre ikke kan støtte. Vi ved, at stofferne er ulovlige og vanedannende, og at de ofte er købt for midler opnået via kriminalitet. Lige pludselig at gøre det hele lovligt, at gå ind i et fixerum og få nogle til at sørge for de hygiejniske forhold, mens man indtager stoffet, kan vi ikke bakke op om i Venstre. Det kan nemlig kun føre os ud på en glidebane, hvor vi ikke længere har nogen stopklods.

Ordføreren skal lige blive stående, for der er korte bemærkninger fra fru Sophie Hæstorp Andersen og hr. Joachim B. Olsen. Værsgo.

Nu håber jeg, at ordføreren for Venstre anerkender, at den danske lovgivning faktisk er tilrettelagt på en måde, så vi kriminaliserer besiddelsen af stoffer, men ikke forbruget af stoffer, for det ville svare til at kriminalisere det, at man er afhængig af stoffer, mere, end at det ville kriminalisere salget og besiddelsen af stoffer.

Derfor er det allerede i dag sådan, at de allermest udsatte stofmisbrugere, bl.a. på Vesterbro, på nogle områder slipper lidt billigere med sanktioner, end når unge mennesker eller andre mennesker, som ikke er så dybt afhængige af stoffer, f.eks. bliver taget med stoffer på sig.

Jeg går ud fra, at Venstre kender den lovgivning og ved, at den i dag bliver praktiseret og derfor formentlig også kan indgå som en form for udgangspunkt for diskussionen om et stofindtagelsesrum. Men det, jeg egentlig vil spørge Venstre om, har at gøre med, at Venstre jo var med til at sikre, at der kom sundhedsrum i Danmark, hvor man må alt andet end at indtage stofferne. Man må som stofmisbruger komme ind ad døren, man må modtage hjælp, man må komme ind og få en kop kaffe, og man må gøre en lang række ting. Men når man lige netop er afhængig, bliver man nødt til at gå udenfor og indtage stoffet. Man bliver sendt ud i kulden.

Problemet med det her tiltag er bare, at det ikke har nedbragt antallet af stofrelaterede dødsfald, og hvad vil Venstre egentlig gøre ved det?

Ordføreren.

Vi har en gruppe mennesker, som vi skal hjælpe. Vi skal hjælpe med at bringe dem i behandling, og vi skal hjælpe dem i deres hverdag. Det er jo også derfor, at vi i enighed har besluttet, at vi skal prøve at skabe sundhedsrum. Vi har besluttet, at vi skal indføre lægeordineret heroin, og senest har vi jo sådan set i satspuljeregi aftalt, at vi skal prøve at skabe en ordning, hvor netop hårdt belastede stofmisbrugere kan komme i behandling her og nu. Når de møder op på Mændenes Hjem, vil de altså kunne komme i behandling uden at skulle igennem alle mulige systemer i Københavns Kommune. Jeg synes, at vi skal gøre det og satse på det og få det til at virke, inden vi tager yderligere skridt i den helt gale retning.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Men nu har Venstre jo haft magten i 10 år. I 10 år, hvor man har kunnet praktisere alle de her flotte ord om, at vi skal hjælpe folk til at komme i behandling, og at det eneste alternativ til stofmisbrug er mere og mere behandling. Og det har ikke formået at nedbringe det meget, meget høje antal mennesker, som hvert år dør som følge af en overdosis eller som følge af en forgiftning på grund af stofmisbrug. Man lavede de her sundhedsrum – som i øvrigt var et begreb, som Socialdemokratiet var med til at udvikle og bruge, og som den borgerlige regering så førte ud i livet – men undlod det med fixeriet og indtagelsen af stofferne. Men det er blevet indført i satspuljeregi i nogle af de større byer sammen med den tidligere opposition. Det er også blevet prøvet at indføre noget mere behandling i fængslerne. Det har vi også været med til at indføre. Heroinbehandling er også blevet prøvet. Det har vi også som opposition været med til at indføre. Og alligevel er der stadig væk et meget, meget højt antal mennesker, der dør hvert år, og det er unormalt højt i forhold til andre lande, vi normalt sammenligner os med som f.eks. Tyskland eller Vancouver i Canada eller andre steder. Så hvad vil Venstre mere gøre, når vi nu efter 10 år – måske endda mere – kan se, at det der med hele tiden at tale om behandling og behandling ikke er med til at nedbringe dødstallet. Hvad vil Venstre egentlig gøre?

Ordføreren.

Det er jo der, hvor der er en helt åbenlys forskel på vores tilgang. Vi ønsker ikke at give op over for mennesker, og jeg synes, at det at etablere fixerum er at give op. Det er at sige, at nu kan de sejle deres egen sø. Jeg synes, vi skal gå efter at få de her mennesker i behandling. Ordføreren siger, at det har vi sagt og sagt, men vi har jo lige i enighed sagt og besluttet, at vi skal lave de her krisecentre for netop at give behandling til stofmisbrugere, så de kan komme i behandling umiddelbart. For jeg tror simpelt hen, at der er en barriere. Hvis man som stofmisbruger er motiveret, kan der gå 14 dage, 3 uger eller flere måneder, inden man – måske – kan komme i døgnbehandling. Det sker jo ikke umiddelbart. Derfor synes jeg, at vi skal prøve at sige: Lad os nu lige se, om vi faktisk formår at få nogle flere stofmisbrugere i behandling, for så er det jo den vej, vi skal gå, og ikke fixerumvejen.

Så er det hr. Joachim B. Olsen.

Jeg vil gerne starte med at kvittere for Venstres ønske om at ville hjælpe de her stærkt udsatte mennesker i vores samfund. Jeg vil dog spørge, om ikke det gør indtryk på Venstre, at erfaringerne fra udlandet er så entydige og viser, at det, at man har indført fixerum, som altså betyder skadesreduktion, har været med til at nedbringe antallet af dødsfald blandt stofbrugere ganske markant, og gør det ikke indtryk, at vi ligger rigtig dårligt placeret i forhold til lande, vi normalt sammenligner os med? Vi har den femtehøjeste dødelighed blandt stofbrugere i EU, så gør det ikke indtryk? På mange måder synes jeg jo Venstre er et pragmatisk parti, og det her handler også lidt om pragmatik og om ikke at gentage det samme mønster igen og igen og få det samme resultat. Desværre er dødeligheden jo steget, også de sidste 10 år. Gør det ikke indtryk, og får det ikke Venstre til at tænke: Jo, måske, måske skulle vi prøve noget andet?

Ordføreren.

Jeg synes, det er en alvorlig sag, og jo, det med dødsfald og antal af dødsfald skal vi forholde os til, og det er jo også derfor, vi har sat ind med en lang række tiltag de senere år. Det synes jeg vi skal holde fast i, men vi kan gøre det langt bedre end at ty til nu at oprette fixerum over det ganske land. Jeg synes, vi skal sende folk i behandling, og vi skal ikke opgive dem. Jeg synes, det er at opgive mennesker, der er langt ude i et misbrug, at sige, at vi giver mulighed for, at de så kan fixe lovligt henne om hjørnet. Jeg synes, vi skal få de her mennesker i behandling, og når vi i enighed i satspuljekredsen har sagt, at vi nu sætter 25 mio. kr. af til, at en lang række mennesker kan komme i behandling, så lad os dog gøre det, og lad os se effekten af det.

Hr. Joachim B. Olsen.

Det er jo også meget vigtigt for Liberal Alliance at understrege, at fixerum ikke løser alle problemer, det er slet ikke det, der er hensigten med det; der skal naturligvis være behandlingstilbud. Men der kan vi jo bare se på de erfaringer, vi har, at det bare ikke har hjulpet. De sidste 20 år har den her problematik stort set ikke ændret sig, og desværre har vi også gennem de seneste år siden 2006 oplevet, at der er kommet flere stofbrugere i Danmark og dødstallet er stigende. På trods af at man har gjort ting, på trods af at man har brugt flere penge på behandling, virker det bare ikke. Men her har vi faktisk noget, som har dokumenteret effekt, her har vi noget, som både brugerne er glade for, behandlerne er glade for, og som borgerne på Vesterbro har et meget, meget stærkt ønske om, og de er om nogen fuldstændig uskyldige. De har problemer med kanyler, der ligger og flyder, med stofbrugere, som de en gang imellem finder i trappeopgange. Det er enormt uværdigt ikke alene for stofbrugerne, men også for de mennesker, som desværre dagligt bliver mødt med de her billeder.

Ordføreren.

Jeg har fuld forståelse for, at de borgere, der bor på Vesterbro og oplever det her i deres hverdag, ønsker, at vi som politikere skal tage hånd om det og gøre noget ved det. Der handler det om at prøve at møde de her stofmisbrugere der, hvor de er, og det kan være, det er det værested, de plejer at komme, altså at få dem i behandling derfra og ikke sende dem rundt mellem forskellige sociale centre, for de formår aldrig nogen sinde at komme af sted til et døgnbehandlingstilbud. Det ønsker jeg vi skal gøre noget ved, inden vi siger, at vi nu opretter et fixerum og på den måde nærmest giver op og siger, at det, vi har gjort indtil dato, virker ikke. Jeg synes, vi skal gøre noget mere, vi skal få de her mennesker i behandling og ikke give op over for dem.

Tak til ordføreren. Så går vi til den næste ordfører, og det er fru Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokraterne.

Socialdemokraterne arbejder for at bekæmpe illegale stoffer og for at hjælpe stofafhængige til et værdigt liv. Det kræver en bred og helhedsorienteret indsats, hvis langt færre skal begynde et stofmisbrug og flere skal ud af deres afhængighed, samtidig med at skaderne af det misbrug, der trods alt finder sted, begrænses.

En meget stor gruppe stofmisbrugere lever i dag under så kummerlige vilkår, at deres risiko for at dø af en overdosis eller blive smittet og smitte andre med alvorlige infektionssygdomme er urimelig og unødvendig høj. Der er dermed en gruppe stofmisbrugere, som samfundet aktuelt ikke når, eller som ikke i tilstrækkelig grad profiterer af indsatsen for at hjælpe dem. Den markante udbredelse af rigtig mange sygdomme blandt stofmisbrugere skyldes bl.a. deres levevilkår, som ofte er præget af stress, vold og mangel på en bolig, og det er derfor forbundet med stor risiko, når de hårdest ramte stofmisbrugere i hast er nødsaget til at indtage deres stoffer under åben himmel og under ekstremt uhygiejniske omstændigheder i trappeskakter og bag containere med fare for både liv, lemmer og helbred.

Socialdemokraterne mener, at der som en del af den danske indsats for at minimere de skader, der følger af et langvarigt stofmisbrug, skal etableres de retlige rammer for fixerum, stofindtagelsesrum, sundhedsrum, hvor man må fikse, indtage stoffer – kært barn har rigtig mange navne – og her skal de hårdest belastede stofmisbrugere uden sanktioner kunne indtage medbragte stoffer under overvågning af og supervision fra social- og sundhedsfagligt personale med særlig kompetence inden for omsorg og skadereduktion. På mange måder opfatter vi de nuværende sundhedsrum som lidt af et første skridt i den retning, fordi man der faktisk har mulighed for at have social- og sundhedsfagligt personale, der kan hjælpe til behandling og sikre, at brugerne overlever et stofmisbrug. Problemet i dag er bare, at man sender folk ud i kulden, i det øjeblik abstinenserne melder sig, i det øjeblik de får brug for nyt stof.

Stofindtagelsesrum skal ses som et supplement til den øvrige behandlingsindsats, fordi stofmisbrugerne i sundhedsrummet kommer i kontakt med personale, der dels kan afhjælpe sundhedsskader og sundhedsrisici, dels kan hjælpe vedkommende med at komme i yderligere kontakt med behandlingssystemet. Så vi anser stofindtagelsesrum som en måde at tage folk tættere på behandlingssystemet, ikke længere væk.

Men vi må også indse, at nogle af de mennesker, som er stofmisbrugere, og som, selv om de lever et kummerligt liv, ikke altid her og nu er motiveret for at gå i behandling. Det vigtigste, vi kan gøre for dem, er i hvert fald at sikre, at de overlever deres stofmisbrug, indtil den dag de kan gå i behandling eller har et ønske om det. Og det er også sådan jeg ser på Liberal Alliances beslutningsforslag her i dag, nemlig som et oprigtigt ønske om, at nu skal vi have udbredt de her stofindtagelsesrum i Danmark.

Jeg kan egentlig godt forstå, at Liberal Alliance er utålmodige, det er vi rigtig mange, der er, herunder mig selv, fordi jeg også har arbejdet med det i de sidste 10 år og kender til problemerne bl.a. på Vesterbro, og jeg er lige så utålmodig som hr. Joachim B. Olsen efter at komme i gang, men jeg ved også, modsat hr. Joachim B. Olsen, at vi er i gang. Vi er i gang med at etablere de retlige rammer, og der vil komme et lovforslag til april, hvorfor vi ikke kan støtte det beslutningsforslag, der ligger her i dag, og hvis vi skulle lave en beretning, så fornemmer jeg lidt, at det jo ikke er det, Liberal Alliance går efter. De går efter, at de retlige rammer skal etableres i det her folketingsår, og ikke efter, at vi bare får en beretning om, at vi er enige.

Så det eneste, jeg kan sige, er, at vi ikke støtter beslutningsforslaget, fordi vi er i fuld gang og der kommer et lovforslag i april måned, som der står i lovkataloget. Jeg er helt med på, at Liberal Alliance stillede deres beslutningsforslag den 22. november, og at lovkataloget altså først kom den 29. november, og så kunne man fra Liberal Alliances side have valgt at trække sit forslag, når nu man så lovkataloget. Men jeg har forståelse for, at man gerne vil have debatten her i dag, fordi man er utålmodig og gerne vil lægge et pres, og jeg kan kun takke for de mange gange, som Liberal Alliance har bakket den tidligere opposition op, dengang vi fremsatte vores forslag på området. På den måde mener jeg at vi har mange ensartede synspunkter i den her debat i hvert fald.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg vil også gerne kvittere for ordførerens meget oprigtige ønske om at gøre noget ved det her. Det ved jeg er personligt vigtigt for ordføreren. Men det er stadig væk en lille smule forunderligt, at de nuværende regeringspartier, altså de tidligere oppositionspartier, som har sat sig så godt ind i de her sager, som ved, hvor skoen trykker, skal bruge op til halvandet år, kommer det til at vare, inden det her bliver til virkelighed. I mellemtiden dør nogle af de her mennesker. Det må jeg sige jeg synes er skuffende, og hvis det havde været den omvendte situation, tror jeg egentlig også, at ordføreren ville have syntes, at det var for lang tid, og at det måtte kunne gøres hurtigere.

Ordføreren.

Personligt tror jeg ikke, at der går halvandet år, fra vi vedtager et forslag, til det bliver sat i værk. Det, vi hører fra Københavns Kommune lige nu, er jo, at man allerede nu prøver at tilvejebringe ressourcer og midler til, at man i princippet kan komme i gang, den dag lovforslaget er vedtaget. Derfor deler jeg da den utålmodighed, der er.

Vi fik regeringsmagten i efteråret 2011, og vi arbejder på det. Der er, som ministeren også var inde på, flere forskellige instanser, der skal tale sammen i den her sag, og jeg er enig i, at tingene da sikkert også kunne gå meget, meget stærkere. Men ting tager nu den tid, de tager, fordi det skal gøres grundigt, og det er det, der er det allervigtigste for mit vedkommende. Nu har jeg været med i debatten i små 10 år, og så synes jeg også, at det allerallervigtigste er, at det lovgrundlag, der kommer, også er noget, som man kan være tilfreds med, og som man er sikker på har en god lovmæssig kvalitet. Det er måske vigtigere, end at det bliver vedtaget 1 måned eller 2 eller 3 hurtigere end det, vi kan gøre lige nu.

Tak. En kort bemærkning fra hr. Joachim B. Olsen.

Det føles jo helt underligt at stå at være så enig. Det kommer ikke til at ske tit, det kan jeg garantere. Men alligevel vil jeg sige: Det her er jo gennemført i andre lande. Det er gennemført i andre lande, som har haft de samme udfordringer, som Danmark har, og de har formået at løse dem. Bl.a. professor jur. Vagn Greve har været ude at sige, at der ikke er forhindringer, og at det her burde kunne løses meget hurtigt. Hvad er det, der gør, at det skal tage så lang tid, specielt med henblik på at det her er noget, som man har villet i ganske mange år? Hvorfor er det ikke forberedt til at kunne træde i kraft hurtigere? Jeg vil gerne understrege, at det her ikke er et spørgsmål om at drille, for det er denne sag for vigtig til. Det er altså spørgsmål om, at der er nogle mennesker, der dør, bl.a. fordi vi ikke har de her fixerum, eller hvad man nu ønsker at kalde dem.

Tak, og ordføreren.

Jeg tager det ikke som et udtryk for, at man vil drille. Jeg tager det som et udtryk for en utålmodighed, som jeg deler med ordføreren fra Liberal Alliance. Jeg vil sige, at lige præcis det, at det er gennemført i andre lande, men på flere forskellige måder, gør, at vi bliver nødt til at finde ud af, hvilken model der passer bedst i den danske kontekst. Da vi sad i opposition, var det sådan, at vi løbende kunne stille spørgsmål til det, og at vi selv kunne prøve at blive klogere på det, men i sidste ende er der også nogle myndigheder i det her land, der skal tages med på råd, og som skal være indforstået med det, og som også selv skal se på de her ting. Jeg tror også, at man skal huske, at vi har haft 10 år, hvor man ikke har haft ønske om at indføre sundhedsrum eller stofindtagelsesrum på den her måde, som vi ønsker at gøre det på nu, og derfor er der altså nogle myndigheder og andre instanser, der nu skal til at undersøge sagerne.

Jeg vil sige, at jeg håber, at det ikke er sidste gang, vi er enige om noget her i salen, for vi har i virkeligheden langt flere udfordringer, når det handler om stofmisbrugere i det her land. Rigsrevisionen er jo lige kommet med en rapport, der viser, at 25 kommuner ikke overholder lovgivningen i forhold til behandlingsgaranti og i forhold til at sikre kvalitet i den service, som man yder til f.eks. stofmisbrugere, der gerne vil i behandling. Vi har masser af andre udfordringer, når vi ved, at 75 pct. af alle stofmisbrugere f.eks. er smittet med hepatitis, altså smitsom leverbetændelse. Så jeg håber ikke, at det er sidste gang, hvor vi kan blive enige om, at der skal ske en indsats på det her vigtige område. Det vil jeg gerne række hånden ud til.

Tak. Der er endnu en kort bemærkning til ordføreren. Den er fra fru Sophie Løhde fra Venstre. Værsgo.

Jeg vil bare spørge ordføreren, om ordføreren anser det for værende inden for den eksisterende lovgivning, at der er hjemmelsgrundlag til, at man i dag godt kan oprette fixerum på en adresse eller mobile fixerum.

Ordføreren.

Jeg tror, at sandheden om det er, at det er der mange forskellige holdninger til, og det er derfor, jeg mener, at det allervigtigste er, at vi nu får et reelt lovgrundlag, så vi ligesom kan feje enhver tvivl, der måtte være rundtomkring, til side, hvad enten Vagn Greve mener det ene, eller nogle andre mener noget andet. Det er derfor, vi har brug for et lovgrundlag, og det er derfor, der skal fremsættes et lovforslag.

Fru Sophie Løhde for endnu en kort bemærkning.

Så ordføreren vil dermed heller ikke bekræfte, at det mobile fixerum, der har været på besøg nede på Slotspladsen i dag, rent faktisk ikke er lovligt? Jeg kan forstå, at ordføreren vist har været nede og besøge det sammen med nogle andre i dag, og det kunne være rart at vide, om man i regeringspartierne synes, at det falder inden for eller uden for det eksisterende lovgrundlag, og dermed vide, om det i dag er lovligt eller ej. Det har man vel også taget stilling til.

Ordføreren.

Jeg har ikke besøgt det mobile fixerum i dag; det har jeg gjort ved en tidligere lejlighed, men jeg vil sige, at det ikke er noget, vi har taget decideret stilling til. Vi konstaterer, hvordan politiet håndterer, at det mobile fixerum eksisterer, og så siger vi til os selv: For en sikkerheds skyld, og for at ingen skal være i tvivl, mindst af alt stofmisbrugerne, vil vi gerne etablere det retlige lovgrundlag, der skal til for, at alle er helt sikre og trygge ved, at de kan bruge et mobilt fixerum eller et andet stofindtagelsesrum. Det vil være det mest reelle at gøre, både for de medarbejdere, som skal arbejde i et stofindtagelsesrum, for de brugere, der har tænkt sig at gøre brug af det, og i øvrigt også for det øvrige samfund som sådan, at man ved præcis, hvordan lovgivningen er på området. Det tror jeg er det bedste for alle parter.

Mange tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Så vi går til næste ordfører i ordførerrækken, og det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti, værsgo.

Det her er jo en vigtig sag om, hvorvidt man skal indrette stofindtagelsesrum eller fixerum, eller hvad vi nu skal kalde dem. Forslaget beskrives sådan her:

»Etablering af stofindtagelsesrum er et led i forebyggelses- og behandlingsindsatsen med henblik på at reducere den høje dødelighed blandt stofmisbrugere i Danmark, reducere smitterisikoen og andre skadevirkninger og sikre tidligst mulig indledning af nødvendige øvrige behandlingstiltag og -forløb i forebyggende øjemed«.

I Dansk Folkeparti kan vi godt se, at det på mange måder vil være en positiv tilgang, og det er med en række mål, som ingen kan være imod. Spørgsmålet er bare, om det er den rigtige vej mod målene. Nogle vil sige, at stofmisbrugerne jo tager stofferne under alle omstændigheder, så hvorfor ikke lave de her rum, så vi i det mindste mindsker skaderne på misbrugerne. Vi mener, at der er en række negative konsekvenser af forslaget, dels vil stofindtagelsesrum sende et signal om, at det er legalt at indtage forbudte stoffer, dels vil rummene kunne virke som en magnet på både stofmisbrugere og forhandlere af stoffer, for brugerne skal jo have fat i stofferne, så de skal stadig væk have midlerne til dem og have fat i dem. Derfor tror vi ikke på, at rummene vil mindske stofmisbruget eller den dertil relaterede kriminalitet.

I Dansk Folkeparti vil vi pege på en række andre tiltag, som i vores optik bedre kan hjælpe misbrugerne, og hvor formålet er så vidt muligt at hjælpe misbrugerne ud af misbruget – først og fremmest tilbud om hurtig adgang til stoffri behandling. Det handler om at sikre en mulighed for at imødekomme misbrugerens motivation for at komme i behandling. Det er kommunerne, der har ansvaret for at benytte tilbuddene, og da de er forholdsvis dyre, kan der være en vis tilbageholdenhed i kommunerne, hvad der også er. Men samlet set kan der, hvis indsatsen er koordineret og fortsættes efter hjemkomsten fra et behandlingsophold, være gode muligheder for, at indsatsen lykkes, og at det dermed også er en økonomisk god investering for kommunen.

Vi mener også, at vi skal fortsætte forsøgene med lægeordineret heroin for dem, som har gavn af det. Det, der er vigtigt, er også, at både den stoffri behandling og behandling med lægeordineret heroin følges op af en social indsats, så misbrugerne hjælpes til så godt et liv som muligt, og så vidt muligt stoffrit.

Vi mener også, at for de ældre misbrugere – og i den her sammenhæng er ældre jo desværre ikke ret gamle – som har været i misbrug i mange år, og hvor der ikke er udsigt til, at de kan hjælpes, bør der være plejehjem, hvor der er rum og plads til misbrugerne.

Men samlet set må jeg sige, at på trods af de gode hensigter med forslaget er Dansk Folkeparti ikke med på ideen, og vi må gå imod forslaget.

Tak, og der er en kort bemærkning fra fru Sophie Hæstorp Andersen, Socialdemokraterne, værsgo.

Jeg vil egentlig bare høre Dansk Folkeparti: Når der nu kommer en helt ny beretning fra Rigsrevisionen, der er behandlet af statsrevisorerne, og som viser, at antallet af stofmisbrugere i Danmark over de seneste 10 år er steget med en tredjedel, og at flere kommuner, op mod 25 kommuner, ikke overholder loven om behandlingsgarantien og om at sikre en ordentlig kvalitet i behandlingen af stofmisbrugere, synes man fra Dansk Folkepartis side så, at den tidligere regering gjorde det godt nok med hensyn til at lave alle de her gode incitamenter og alle de her gode tiltag, der skal sikre, at stofmisbrugerne, den dag de er motiveret for det, rent faktisk kan komme i behandling?

Ordføreren.

Man kan altid diskutere, hvem der gør det godt nok eller ikke gør det godt nok. Fru Sophie Hæstorp Andersen dokumenterer jo netop, at kommunerne åbenlyst ikke har gjort det godt nok, og det synes jeg også dokumenterer, at vores forslag og vores tanker om, at man faktisk kan komme meget længere med den indsats, der er, er rigtige, så man ikke har brug for at oprette de her stofindtagelsesrum.

Der var ikke flere korte bemærkninger? Så er den næste hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance, værsgo.

Ordføreren siger, at det her er en glidebane. Hvad bygger ordføreren det på? Altså, en glidebane er sådan noget man kan sige at noget er. Er der nogen dokumentation for, at det her skulle være en glidebane? Nu har man indført fixerum, stofindtagelsesrum, i 94 byer rundtomkring i verden, og der er ikke nogen af de steder – ikke nogen af dem – hvor det har medført et større forbrug af euforiserende stoffer.

Ordføreren.

Jeg er ikke bekendt med, at jeg benyttede ordet glidebane, men det kan man jo altid diskutere. Der er simpelt hen det helt grundlæggende i det, at der i det her forslag ligger en anerkendelse af misbruget, som vi ikke mener er rigtig. Vi mener faktisk, der er andre værktøjer, der kan tages fat med, og som det er vigtigere at fokusere på end den løsning, der er blevet fremlagt i dag.

Der er endnu en kort bemærkning fra hr. Joachim B. Olsen.

Men gør det – og nu stiller jeg ordføreren det samme spørgsmål, som jeg også stillede Venstres ordfører – ikke indtryk på Dansk Folkeparti, når erfaringerne fra udlandet er så entydige, som de er, altså at det her er med til at reducere dødeligheden? Det er vel det, der er målet for os alle sammen. Det er jo også det, der er målet med den styrkede indsats i forhold til behandlingen, som Dansk Folkeparti har været med til kom og man har bakket op om, altså at vi bl.a. får mindsket den overdødelighed, som der desværre er i Danmark. Så gør det ikke indtryk, når der er entydige beviser for, at de her skadesreduktionstiltag – for det er det, det er – er et virkelig effektivt middel til at få nedbragt dødeligheden?

Ordføreren.

Nej, jeg må sige, at vi egentlig helt grundlæggende synes, det er et forkert syn at have på det, når man siger, at nu skal man bare mindske skaderne, for det sker jo nok alligevel. Vi har altså stadig væk den tro på det, at der kan gøres en indsats, der kan hjælpe dem ud af misbruget, så man ikke bare siger: Nå, jamen du er misbruger, du kan gå derhen og gøre det, så skal vi ikke se på dig, og så skal vi ikke bekymre os mere om det. Det mener vi ikke er den rigtige tilgang at have til det.

Der er endnu en for en kort bemærkning. Fru Camilla Hersom, Radikale Venstre.

Tak. Det var, fordi jeg hørte ordføreren, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, tale om plejehjem for de ældre stofmisbrugere. Hvad forestiller man sig præcis der? Skulle det så være plejehjem, hvor stofmisbrugeren skulle gå udenfor for at indtage sit stof, eller hvad er tankerne bag det forslag?

Ordføreren.

Tanken bag det forslag er, at det er på samme vis, som når vi har alkoholikere, der er i den plejekrævende ende, og som vi har meget svært ved at håndtere på vores eksisterende plejehjem. Og så er det en accept, kan man sige, og et eller andet niveau af opgivelse over for de personer, altså ved at sige: Dem kan vi ikke hjælpe på anden måde, end at vi kan sikre dem et opholdssted, hvor de også kan få lov at være med deres misbrug.

Fru Camilla Hersom for en kort bemærkning.

Tanken er altså, at man på de her særlige plejehjem for stofmisbrugere gerne må indtage stoffet.

Ordføreren.

Der vil i hvert fald være behov for at sikre mulighed for at kunne tage stoffer, for ellers giver det jo ikke mening med sådan et plejehjem.

Der er ikke flere, der bedt om ordet til ordføreren. Tak for det. Næste ordfører i ordførerrækken er fru Camilla Hersom, Det Radikale Venstre.

Liberal Alliance har fremsat forslag til folketingsbeslutning om etablering af stofindtagelsesrum. Det er et forslag, som Radikale Venstre har stor sympati for. Vi mener, at det kan give mere værdige forhold for de mennesker, som er stofafhængige, at de kan indtage stofferne under hygiejniske og rene forhold, hvor der også kunne være sundhedspersonale til stede. Vi mener, at det vil minimere den risiko for sygdom, infektion, overdosis og død, der eksisterer, når man indtager euforiserende stoffer. Måske kan mere ordnede forhold oven i købet give de stofafhængige det overskud, der gør, at de kan motiveres til at gå i gang med et afvænningsforløb, ligesom det helt klart er til fordel for de stofafhængiges omgivelser, at stofindtagelsen ikke foregår på gaden, i gården eller opgangen.

Når vi fra Radikale Venstres side alligevel ikke kan støtte beslutningsforslaget, skyldes det jo, at forslaget allerede er i proces, om man så må sige. Som hr. Joachim B. Olsen og Liberal Alliance og resten af salen jo helt tydeligt er opmærksom på, har regeringen på sit lovprogram for april at etablere det nødvendige retsgrundlag for stofindtagelsesrum, sådan som sundhedsministeren så udmærket har redegjort for.

Jeg synes, at nærværende beslutningsforslag har karakter af et paradeforslag fra et parti, der konstant taler imod unødvendige procedurer og bureaukrati. Jeg kan tælle i hvert fald 16 mennesker her i salen, der kunne have brugt vores tid bedre end på at tilkendegive vores opbakning eller det modsatte til intentionen i et forslag, som vi alle kommer til at behandle på den allermest grundige måde, nemlig som et gennemarbejdet lovforslag, der har været i høring og har inddraget alle relevante aspekter. Det skylder vi også de mennesker, det handler om, og det er faktisk den hurtigste måde at sikre ordentlige vilkår for stofmisbrugerne. Det lovforberedende arbejde er altså i gang, og vi mener, at det er væsentligt at afvente det nøjagtige forslag til indhold og afgrænsning.

Vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslag nr. B 14. Til gengæld glæder vi os til behandling af lovforslaget, som vi går ud fra at Liberal Alliance vil støtte til den tid.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fru Rosa Lund fra Enhedslisten.

Jeg vil gerne starte med at sige tak til Liberal Alliance. Det er jo fantastisk, at vi igen har mulighed for at snakke om det her og for igen at diskutere den her vigtige sag.

Vi er jo i Enhedslisten meget enige med Liberal Alliance i, at der altså er nødvendigt at få etableret et stofindtagelsesrum eller et fixerum, eller hvad vi nu skal kalde det. Der er måske for mig en pointe i at kalde det for et stofindtagelsesrum, fordi man også gerne skulle kunne gøre andre ting der end at fixe, f.eks. sove sin kokainrus ud, eller hvad man nu kan forestille sig. Jeg synes faktisk, at der er en pointe i at kalde det et stofindtagelsesrum. Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg rigtig glad for, at Liberal Alliance nu har taget det her op igen.

Jeg håber også rigtig meget, at Liberal Alliance på den her side af folketingsvalget vil være med hele vejen, for som det tidligere er blevet nævnt i debatten, har den tidligere opposition, som nu er regering, mange gange fremsat forslag om stofindtagelsesrum, hvor Liberal Alliance har støttet det ved førstebehandlingen, men desværre ikke ved andenbehandlingen. Så jeg vil bare sige, at jeg håber, at Liberal Alliance kommer til at være med hele vejen igennem.

I Enhedslisten har vi i mange år arbejdet for at få et fixerum eller et stofindtagelsesrum. Det har vi gjort af mange forskellige årsager, men primært af to årsager. For det første er det jo ikke et spørgsmål om, hvorvidt misbrugerne tager stoffer eller ej. Det her handler jo om misbrugere, som er dybt afhængige, og som vi ved tager de her stoffer. Så det er mere et spørgsmål om, hvor og hvornår de gør det. Derfor er det helt uanstændigt, at vi i Danmark ikke kan tilbyde de her mennesker, som lever en så fattig tilværelse, et sted, hvor de kan indtage deres stoffer, på en sådan måde at det bliver mere sikkert for dem. For det andet mener jeg faktisk også, at det er uværdigt for et velfærdssamfund at henvise mennesker, som har det så dårligt, til trappeopgange, gader osv., sådan som vi har hørt om.

Så jeg vil bare sige, at jeg håber, at Liberal Alliance kommer til at være med hele vejen i kampen for at få et stofindtagelsesrum. Vi ved, at arbejdet er i gang i København. Vi ved, at arbejdet er i gang i Odense. Derfor glæder vi os i Enhedslisten også rigtig meget til, at regeringens forslag kommer, som vi jo ved kommer, for det kan vi jo se i lovkataloget. Nu har vi endda også hørt, at det kommer i april måned. Det glæder vi os rigtig meget til. Vi glæder os rigtig meget til, at Liberal Alliance sammen med Enhedslisten og sammen med Københavns Kommune og sammen med organisationer osv. kan presse på, for at processen går hurtigt.

Jeg vil bare slutte af med at sige, at jeg glæder mig over, at der nu på den her side af valget er flertal for, at vi kan få stofindtagelsesrum. Det er jeg utrolig glad for. Derfor vil jeg også sige, at jeg faktisk synes, det er en glad dag i dag, og at det jo er dejligt, at vi får presset på for at få det her.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Özlem Sara Cekic fra SF. Værsgo.

Tak. Debatten gik lidt hurtigere, end jeg havde regnet med. Jeg kommer udefra, så jeg vil undskylde, at jeg kommer for sent. Jeg vil også sige tak til formanden for, at jeg kunne få ordet.

Jeg vil starte med at sige, at jeg faktisk synes, det er et fantastisk forslag. Jeg synes, det er rigtig, rigtig godt, at Liberal Alliance har en anden indstilling end VKO i forhold til stofmisbrugere. Og jeg synes, det er rigtig godt, at Liberal Alliance også i den grad – ligesom vi er og har været det i mange år – er optaget af, hvordan vi kan gøre en forskel for, at stofmisbrugere faktisk får en værdig behandling, og at det ikke er moralen, men videnskaben, der styrer den behandling, de skal have.

Enhver, der tager ned til Istedgade, kan se de her enormt triste menneskeskæbner; mennesker, der står på åben gade med bukserne nede, i opgangene, nede i kælderrummene, og prøver at finde en åre, de kan stikke i. Det er uhygiejnisk, og det er uværdigt, men jeg synes også, det er umenneskeligt. Og vi ved, at der årligt dør rigtig mange mennesker, fordi vi fra Folketingets side bliver ved med at insistere på, at selve behandlingen af stofmisbrugere skal basere sig på moralen frem for videnskaben. Og derfor er det jo ekstremt glædeligt, at vi har fået en ny regering, og at der også kommer en ny vej i stofmisbrugerbehandlingen.

Vi har i SF arbejdet og kæmpet for, at det skulle være muligt, at man kunne indtage sine stoffer under hygiejniske forhold, hvor der var sundhedspersonale, der kunne motivere og hjælpe en. Og at det så bliver til virkelighed nu, er jeg selvfølgelig ikke alene enormt glad for, men også meget, meget stolt af. Og jeg kan forstå, at Liberal Alliance jo vil stemme for regeringens forslag, som er lige på trapperne, så Liberal Alliance banker altså på en dør, som allerede er åben.

Man har jo arbejdet med det her i regeringen i et stykke tid nu, både i Justitsministeriet og i Sundhedsministeriet, så vi i fællesskab kan være med til at gøre en forskel for de mennesker, som faktisk gambler med deres liv på åben gade. Og derfor glæder jeg mig til, at vi i fællesskab kan være med til at få indført stofindtagerrum i Danmark.

Tak til ordføreren. Hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance, for en kort bemærkning.

Det føles jo helt underligt at skulle stå at være så enig med fru Özlem Sara Cekic, men det er da glædeligt, at vi er det. Med hensyn til det her forslag vil jeg dog sige, at jeg kunne vende det om og sige, at det er regeringen, der løber vores åbne dør ind, for vi fremsatte forslaget, før regeringen kom med deres. Men det er lige meget; det skal vi ikke gå op i.

Jeg vil dog spørge ordføreren, om hun ikke er lidt betænkelig ved, eller måske en smule skuffet over, at der skal gå så lang tid, før der kommer et fixerum. Regeringen, som jo altså er en del af den tidligere opposition, fremsatte seks forslag om det her, da de var i opposition. De er velbevandrede i de udfordringer, der ligger i forbindelse med at få etableret de her fixerum. Er det ikke dybt utilfredsstillende – også i betragtning af, at der dør mennesker, fordi vi ikke har de her fixerum – at der skal gå så lang tid, før de bliver etableret?

Ordføreren.

Jeg vil sige til ordføreren, at han skal nyde, når vi er enige, for det sker jo ret sjældent.

Jeg vil mene, at så længe der er mennesker, der dør på gaden, og så længe vi ikke handler her og nu, kan det aldrig være tilfredsstillende. Aldrig.

Jeg vil ikke gå ind i diskussionen om, hvem der har fremsat forslaget før hvem, for jeg tror ikke, det gavner stofmisbrugerne. Hvis man læser regeringsgrundlaget, vil man se, at der klart og tydeligt står, at regeringen har en vision om, at vi skal nedbringe antallet af dødsfald blandt stofmisbrugere. Og vi ved jo rent videnskabeligt, at man bl.a. kan gøre det ved hjælp af stofindtagerrum.

Så på den måde kan man sige, at det her arbejde er blevet sat i gang, og hr. Joachim B. Olsen kan have ret i, at vi skal gøre det så hurtigt, vi overhovedet kan, fordi det er menneskeliv, det handler om.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går til den sidste ordfører i ordførerrækken, fru Benedikte Kiær, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Debatten om stofindtagelsesrum kommer hurtigt til at fremstå, som om man enten ønsker at hjælpe narkomanerne, eller også er man ligeglad. Sådan synes jeg det lyder på de seneste taler. Lad mig dog understrege, at for Det Konservative Folkeparti er det afgørende, at vi fortsætter indsatsen med at hjælpe narkomanerne ud af deres misbrug, og at vi også gerne intensiverer indsatsen. Vi mener derfor ikke, at der er brug for den løsning, som Liberal Alliance kommer med her, om et stofindtagelsesrum.

Grunden til, at vi ikke kan støtte forslaget om et stofindtagelsesrum, er, at det vil skabe en gråzone for, hvor og hvordan politiet skal agere i de specifikke områder omkring et stofindtagelsesrum. Der kan være en overhængende risiko for, at et stofindtagelsesrum vil blive brugt som et juridisk helle, i tilfælde af at politiet forsøger at anholde en pusher, narkoman eller lignende, der er i besiddelse af euforiserende stoffer. Dermed vil en pusher og en narkoman søge tilflugt et sted, der er tiltænkt som et tilbud til narkomaner.

Hvor langt væk fra stofindtagelsesrummet bør det være muligt for politiet at foretage anholdelse for besiddelse af euforiserende stoffer, eller ønsker man samtidig at legalisere brugen af heroin inden for et vist antal meter fra stofindtagelsesrummet? Og er vi sikre på, at de udsatte borgere kan forstå, at de godt må besidde og bruge deres heroin i disse stofindtagelsesrum, men såfremt de bliver pågrebet af politiet i nærheden, vil det blive betragtet som besiddelse? Hvordan vil man tage højde for at sikre de omkringliggende naboer? Det er velkendt, at midler til stofferne som oftest kommer på baggrund af kriminelle handlinger. Og kan man forestille sig, at det vil være nærliggende at begå disse former for kriminalitet i nærheden af de steder, hvor man kan indtage disse stoffer?

Af nogle i Liberal Alliances bagland beskrives brugen af euforiserende stoffer som en offerløs handling. Det passer bare ikke. Ofrene er ud over narkomanerne selv de børn, forældre og andre pårørende, der oplever, hvordan deres elskede pårørende langsomt forsvinder fra dem.

Det er Det Konservative Folkepartis helt klare holdning, at vi f.eks. med sundhedsrum imødekommer en lang række af de udfordringer, som vi oplever. Vi giver her mulighed for, at narkomanerne kan få den fornødne rådgivning. Der er også mulighed for, at vi kan anvende lægeordineret heroin, og der er mulighed for, at vi kan sætte en langsigtet løsning på skinner for den enkelte misbruger. Forskellen er bare ud over de juridiske og moralske udfordringer, jeg her har opridset, at et sundhedsrum i modsætning til et stofindtagelsesrum vil arbejde med at hjælpe den enkelte ud af misbruget og ikke fastholde vedkommende. Der er derfor tale om, at Liberal Alliance med dette beslutningsforslag vælger umiddelbart den lette lappeløsning frem for at hjælpe borgeren ud af misbruget. Derfor kan Det Konservative Folkeparti ikke støtte op om dette beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Der er nogen, der ønsker ordet. Det er hr. Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance for en kort bemærkning.

Der bliver talt om gråzoner og mange forskellige ting her. Gør det indtryk på ordføreren, at erfaringerne fra udlandet med fixerum, eller hvad man nu vil kalde det, er meget, meget positive; at fixerummene er med til at nedbringe dødeligheden; at politiet i Tyskland, f.eks. i Hamborg, er yderst begejstrede for det her, fordi det har lettet deres arbejde helt enormt; at politiet på Vesterbro, hvor der kører et mobilt fixerum lige nu, også er glade?

Jeg var ude at besøge det for 3 uger siden. Politiet kom forbi i en patruljebil og vendte tommelfingeren opad til de frivillige, som stod ude ved fixevognen og arbejdede. Politiet, er rigtig, rigtig glade for det, for politiet går ikke rundt med et stort ønske om at jagte de allerallersvageste mennesker i samfundet, for de ved udmærket godt, hvem det er. De kender dem alle sammen, og de synes ikke, at det er specielt sjovt, at de skal visitere dem og også nogle gange tage deres stoffer fra dem. De kan godt lide at tage det fra dem, der handler, og dem, der tjener mange penge på det. Men de her mennesker, som det drejer sig om, har de ikke noget ønske om at jagte rundt, og det tror jeg faktisk heller ikke at vi har fra politisk side. Derfor graduerer vi også på forskellig vis. Vi straffer ikke lige så hårdt, når det gælder nogle af de svageste stofmisbrugere.

Men gør det ikke indtryk, at erfaringerne fra udlandet er så gode; at det er med til at nedbringe dødeligheden; og at beboerne på Vesterbro i øvrigt også er meget begejstret over at skulle have fixerum?

Værsgo til ordføreren.

Nu lyder det lidt på ordføreren, som om den eneste løsning på behandlingen af stofmisbrugere og på at hjælpe stofmisbrugere ud af deres stofmisbrug er at etablere fixerum. Der er jeg ikke enig med ordføreren. Der er en lang række andre tiltag, som man også kan sætte i gang, bl.a. det med sundhedsrum, men også lægeordineret heroin. Man har faktisk høstet en lang række gode erfaringer med at ordinere heroin til stofmisbrugere, og det er faktisk noget, jeg mener man skal intensivere og dykke videre ned i og arbejde videre med, for der har man faktisk også fra udlandet høstet rigtig gode erfaringer. Men lige om det med fixerummene kan vi ikke blive enige.

Der er endnu en kort bemærkning fra hr. Joachim B. Olsen.

Jeg vil gerne understrege, at det her overhovedet ikke løser alle problemer, men det er et skridt på vejen. Man må jo konstatere, at den indsats, som er gået på behandling ikke bare de sidste 10 år, men de sidste 20 år, ikke har været specielt vellykket. Vi har set en stigning i antallet af stofmisbrugere. Vi har desværre også set en stigning i antallet af dødsfald. Det Konservative Folkeparti, som ellers slår sig op på at være pragmatiske på mange områder, burde måske også være pragmatiske på det her område, når nu der er så god dokumentation for, at det her rent faktisk virker.

Så vil jeg tilføje, at Altinget for noget tid siden – jeg tror, det var sidste år – lavede en undersøgelse, hvor de spurgte de forskellige partiers vælgere, hvad de syntes om fixerum, og selv hos Det Konservative Folkepartis vælgere var der flertal for at indføre fixerum.

Ordføreren.

Jeg vil faktisk mene, at der er en lang række andre områder, hvor man kan sætte ind for at hjælpe narkomanerne, og jeg mener også, at der er områder, hvor vi bør intensivere indsatsen, og hvor vi sagtens klart og tydeligt kan gøre det bedre. Nu har vi lige fået en rapport fra Statsrevisorerne, der viser, at der virkelig er behov for forbedringer. Det er jo ikke ret mange år siden, vi satte gang i forsøget med lægeordineret heroin, og vi er allerede nu ved at høste nogle rigtig gode erfaringer og resultater med at have lægeordineret heroin. Jeg synes, at vi skal bruge de her resultater meget aktivt, ligesom vi skal se på, hvordan det går med de forsøg, der er blevet sat i gang med sundhedsrum. Så der er faktisk blevet sat nogle ting i gang, ud over at vi så skal følge op på de anbefalinger, der kommer fra Statsrevisorerne. Så jeg vil faktisk mene, at der er en lang række områder, hvor vi godt kan forbedre indsatsen uden at åbne op for fixerum.

Den næste for en kort bemærkning er fru Sophie Hæstorp Andersen, Socialdemokraterne.

Ikke så overraskende talte De Konservative meget om at intensivere indsatsen, og som det også er kommet frem, har Rigsrevisionen netop slået fast, at 13 pct. af kommunerne – for nu at være lidt mere præcis, end jeg har været tidligere i dag – ikke overholder behandlingsindsatsen i 2010, og at 25 kommuner ikke har formuleret en kvalitetsstandard.

Synes ordføreren, at det har været en god nok indsats i kommunerne og med den opfølgning, som man et eller andet sted måtte have forventet at der skete på den baggrund? For det er jo ikke sådan, at der ikke har været samråd om og fokus på den manglende overholdelse af behandlingsgarantien, som den tidligere regering jo har været med til at indføre.

Ordføreren.

Jeg er helt enig med den socialdemokratiske ordfører i, at det ikke er godt nok, når vi får nogle resultater fra Statsrevisorerne, der viser, at der er kommuner, som ikke enten har fulgt godt nok op eller gjort det, som de egentlig skulle gøre ifølge lovgivningen. Og det er en alvorlig påtale, der kommer fra Statsrevisorerne på det område, og det skal der følges op på. Jeg vil da give den socialdemokratiske ordfører fuldstændig ret i, at det ikke er godt nok.

Tak. En kort bemærkning fra fru Sophie Hæstorp Andersen.

Det er jo trist, at det skal komme helt derud, hvor det er Rigsrevisionen, der skal påpege problemerne, for jeg synes, at de har været ret tydelige tidligere – men fred nu være med det.

Vi taler om et juridisk helle. Vil ordføreren ikke godt bekræfte, at vi jo sådan set allerede i dag i lovgivningen har en form for et juridisk helle for de allermest udsatte stofmisbrugere, i og med at vi jo har kriminaliseret besiddelsen af stoffer, men ikke indtagelsen af stoffer, og at den konservative og tidligere justitsminister, fru Lene Espersen, jo faktisk gjorde det muligt for politiet at nøjes med at give advarsler til de allermest udsatte stofmisbrugere, som jo netop er i fokus, når det handler om stofindtagelsesrum, sundhedsrum, fixerum – kært barn har mange navne?

Tror ordføreren så derfor ikke, at mange af de her fantastiske historier om, at der skulle være et helle, og at det skulle være en magnet for kriminalitet, og at det skulle være noget, som er fuldstændig juridisk umuligt at afklare, som man hele tiden påstår fra De Konservatives side, måske i virkeligheden ligger lidt væk fra den sandhed, som allerede i dag er på Vesterbro? Her kan man nemlig godt skelne mellem de allermest belastede stofmisbrugere, og hvordan man forholder sig til dem, og at det måske ikke altid kan betale sig at ransage dem hele tiden, når man godt ved, at de har et eller andet stof på sig til eget forbrug, og så en situation, hvor man netop går efter de hårde kriminelle bagmænd, pusherne, de andre. Altså, det er jo den virkelighed, der er der allerede i dag.

Ordføreren.

Nu henviser jeg heller ikke til nogle af de allermest udsatte stofmisbrugere, men hvis der var nogle andre, som jeg også fremhævede det, kunne det jo f.eks. være en pusher, som så kunne bruge det her som en eller anden form for juridisk helle. Jeg nævner blot nogle af de overvejelser, nogle af de problemstillinger, der kan være ved et fixerum, og hvis man ser på nogle af de andre tiltag og andre muligheder, der er i forhold til at hjælpe og behandle narkomaner, så mener jeg faktisk, at der er rum for, at vi kan intensivere indsatsen og drage nytte af de gode erfaringer, der er med lægeordineret heroin, hvor vi nok også kan gå ind at forbedre indsatsen på en række områder, også i forhold til hvordan det skal tages.

Så jeg mener faktisk, at der er en lang række andre muligheder, vi kan bruge, inden vi begynder at etablere et fixerum, som rejser nogle spørgsmål.

Tak. Der er endnu en med en kort bemærkning. Det er fru Özlem Sara Cekic fra SF. Værsgo.

Tak. Jeg tror, at politiet godt kan skelne mellem hvem der er pusher, og hvem der er hårdt ramt stofmisbruger på gadeplan. Jeg har tillid nok til, at politiet godt kan udføre den opgave. Det, der bare interesserer mig i det her, er, om ordføreren mener, at når der er et tiltag på området, så behøver man ikke også at kigge på andre tiltag. Det ville, hvis vi kigger på kræftområdet, svare til, at hvis vi bruger kemoterapi, behøver vi ikke at bruge strålebehandling.

Gør det overhovedet ikke indtryk, at samtlige eksperter på området, sundhedspersonalet, der er på området, de beboere, der bor i de områder og selv stofmisbrugerne alle sammen entydigt peger på, at det her er en videnskabelig, men også en værdig måde at behandle folk på? Altså, vi må da diskutere, hvor det er, hensynet skal være. Skal det være i forhold til den enkelte borger, som har et massivt stofmisbrug, og skal vi som samfund acceptere, at de står på åben gade om vinteren med bukserne nede for at prøve at finde en åre? Er det dét, vi gerne vil have? Er det sådan, vi gerne vil behandle en af de mest udsatte grupper i Danmark?

Jeg undrer mig over, at ordføreren overhovedet ikke vil anerkende, at stort set alle mener, at det her er en god idé.

Ordføreren.

Nu nævnte jeg jo ikke kun et enkelt tiltag. Jeg nævnte faktisk en vifte af mulige tiltag og mulige områder, hvor vi kunne forbedre indsatsen – det viser Statsrevisorernes rapport jo egentlig også meget klart og tydeligt. Og så skal vi også drage nytte af de erfaringer, vi har med lægeordineret heroin, ligesom vi skal se på, hvad det er for nogle erfaringer, vi høster af de sundhedsrum, som vi har vedtaget at etablere for nogle få år siden. Så vi mener faktisk, at der er en lang række andre tiltag, en lang række andre håndtag at tage fat om, hvor der er fokus på behandlingsindsatsen.

Endnu en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Altså, det her handler jo om en ideologisk kamp, ikke? Det er derfor, man tager stofmisbrugerne som gidsler i det her.

Nu nævner ordføreren flere gange lægeordineret heroin, og hvis man husker historikken i den debat, så var den jo, at der blev skabt et flertal uden om regeringen, og derfor blev V og K presset til ligesom at acceptere, at vi skulle have lægeordineret heroin.

Når vi ser på de forskellige tiltag, der er på området, har en af de vigtigste ting været at få lægeordineret heroin. Det lykkedes heldigvis SF at samle et flertal.

Det andet er at få et stofindtagelsesrum, hvor folk kan komme og tage deres stoffer. Hvis formålet er, at vi skal motivere de her mennesker, og hvis formålet er, at der skal være sundhedspersonale, så de undgår at blive syge og få alle de skader, at der er rent, og at de ikke behøver at dele kanyler med hinanden, så må man jo tænke på, hvad det er, der er værdigt, men også hvad det er, der er videnskabeligt. Det siger sig selv.

Man kan spørge et barn på gaden, hvad der er bedst, og selv et barn ville pege på, at man skal behandle de her mennesker som mennesker. Alle dem, der bor på Vesterbro, og alle stofmisbrugerne skal behandles som mennesker, og det er langt fra det, som De Konservative vil gøre.

Ordføreren.

Det var jo det, som jeg fremhævede først i min ordførertale, nemlig at det lyder lidt, som om at hvis man ikke just er for et fixerum, er man overhovedet ikke for at forbedre forholdene for narkomaner. Det er en lidt absurd diskussion og debat at tage.

Vi mener, man sagtens kan sætte ind på en lang række andre områder. Vi mener også, at der er en række tiltag, som sagtens kan forbedres, og vi mener også, at der er områder, hvor vi nu begynder høste nogle erfaringer, som vi kan gøre god brug af både i forhold til sundhedsrum og også i forhold til lægeordineret heroin.

Med hensyn til det med kanyler, vil jeg blot lige oplyse ordføreren om, at man sagtens kan få rene kanyler i dag. Der bliver faktisk uddelt de her værktøjer, sådan at man kan indtage sine stoffer.

Tak. Der er ikke flere spørgsmål til ordføreren. Så slutter vi af med ordføreren for forslagsstillerne. Hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Danmark ligger desværre helt i top, når det gælder dødelighed blandt stofbrugere. Ud af de 27 EU-lande indtager vi en femteplads, når det gælder den højeste dødelighed. Sidste år døde 273 stofmisbrugere i Danmark.

Man kan selvfølgelig have det synspunkt, at det ville være skønt, hvis ingen indtog stoffer, men det er en utopisk tanke. Euforiserende stoffer har eksisteret, lige så lang tid som der har været mennesker, og der er mange forskellige grunde til, at folk begynder at indtage dem. Men faktum er også, at i dag er det ikke stofferne alene, der slår stofbrugerne ihjel. Det er desværre også lovgivningen, som når lovgivningen ikke muliggør, at man kan foretage initiativer, der mindsker skaderne ved stofindtag, som f.eks. fixerum.

Den umiddelbare logiske konklusion, når vi mennesker ser noget, vi ikke kan lide, er at forbyde det. Det har da også vist sig at være problematisk på det her område. På trods af forbud har tilgængeligheden af euforiserende stoffer aldrig været større, end den er nu. Der har aldrig været flere brugere, end der er nu, og det gælder også i Danmark.

På mange måder har kampen mod euforiserende stoffer slået fejl, i hvert fald hvis man skal tro på prominente navne som Kofi Annan, George Schultz, den tidligere amerikanske udenrigsminister, Paul Volcker, den tidligere formand for den amerikanske centralbank, Fernando Cardoso, tidligere præsident i Brasilien, Ernesto Zedillo, tidligere præsident i Mexico, og mange andre prominente og indflydelsesrige personer.

Når det kommer til behandling af stofbrugere, viser erfaringerne også, at de er meget blandede. En meget stor andel af stofbrugere falder desværre tilbage i misbrug. En klog mand sagde engang, at definitionen på sindssyge er at gentage den samme handling igen og igen og forvente et nyt resultat hver gang. Derfor er mange lande også er begyndt med skadesreduktion i stedet for behandling, hvor målet er hundrede procent stofuafhængighed. Fixerum er netop et sådant initiativ, og resultaterne er ganske opløftende. Lande som Schweiz, Norge, Tyskland, Holland, Australien, Canada har alle gode erfaringer med fixerum. EU's overvågningscenter på narkotikaområdet har bekræftet dette.

Først og fremmest reducerer fixerum dødeligheden blandt stofbrugere. Det er der flere årsager til. Først og fremmest forbedrer de hygiejnen. Der er sundhedsfagligt personale til stede, som kan hjælpe i tilfælde af forgiftning eller overdosis, hvilket i øvrigt sker langt mindre i det her stofindtagelsesrum. Der bliver også etableret en kontakt mellem stofbrugerne og det sundhedsfaglige personale, en kontakt, som er fordomsfri. Der bliver ikke stillet spørgsmål, og der bliver ikke snakket, medmindre stofbrugeren selv tager initiativ. Det er dog mit indtryk, og det er jeg også blevet fortalt, at mange stofbrugere ønsker at fortælle om dem selv og deres liv, og det kan være den første indgang, den første vej ind i et behandlingsforløb, hvor stofbrugeren er motiveret.

Jeg har selv oplevet dette på nærmeste hold. Jeg har besøgt det mobile fixerum på Vesterbro, et fixerum, som udelukkende er finansieret af private midler. Jeg har mødt det sundhedsfaglige personale af læger, sygeplejersker og andre frivillige, og jeg har mødt nogle af stofbrugerne, og jeg har også set dem indtage stoffer i det mobile fixerum. Stofbrugerne bliver behandlet med værdighed, når de har muligheden for at indtage deres stof under ordnede forhold. Det er ikke værdigt at skulle fixe i en trappeopgang eller på gaden, men det er desværre realiteterne for mange stofbrugere i Danmark.

Det har tidligere regeringers narkotikaindsats ikke ændret noget på. Det er virkeligheden, og virkeligheden skal vi have mod til at se i øjnene.

Det er heller ikke rimeligt over for beboerne i området, at de skal kigge efter kanyler i sandkasser, i opgange og på gader og stræder.

Der er ikke mange saglige argumenter for at være imod fixerum, i hvert fald ikke, hvis man ønsker at nedbringe dødeligheden og gøre gaderne mere trygge for beboerne. Det er blevet fremført, at der er juridiske problemer i forbindelse med etablering af fixerum, og det har flere juridiske eksperter anfægtet, herunder professor Vagn Greve fra CBS, som har sagt, at da en lang række europæiske lande, herunder Tyskland, allerede har fixerum, bør det også være muligt at kunne etablere og gøre det hurtigt i Danmark.

Jeg er godt klar over, at regeringen allerede har bebudet, at fixerum vil blive en del af lovprogrammet for 2012, og dette beslutningsforslag skal på ingen måde ses som et forsøg på at drille regeringen. Vi fremsatte i øvrigt beslutningsforslaget, inden vi vidste, at regeringen ville arbejde for at etablere fixerum. Det her drejer sig ganske enkelt om at redde menneskeliv. Der dør fem stofmisbrugere hver uge i Danmark, og mange af dem dør desværre unødvendigt, for de kunne reddes, hvis vi havde fixerum, og vi ved af erfaring fra udlandet, at skadesreduktion er med til at nedbringe dødstallet.

I Liberal Alliance synes vi, det er ganske uforståeligt, at det skal tage så lang tid at få etableret de her fixerum. Regeringspartierne har fremsat seks beslutningsforslag om fixerum i perioden 2002-2009, og det her er altså ikke raketvidenskab. Det er menneskers liv, der står på spil. I øvrigt forstår jeg ikke, hvorfor fixerum er så fjern en tanke for mange af partierne i Folketinget. Går man en tur rundt på Christiansborgs gange, vil man opleve flere af Tingets medlemmer stå og indtage deres nikotinfix i rygekabiner. I princippet er det vel det samme.

Jeg er naturligvis godt klar over og kan mærke, at der ikke vil blive stemt for det her, fordi det her forslag ikke vil komme til afstemning, og det beklager jeg dybt, men jeg har et håb, selv om det er lille, om, at man måske vil ombestemme sig, så man kan få gennemført et lovforslag endnu hurtigere, end det ser ud til.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har korte bemærkninger.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.