Det er jo herligt at være forslagsstiller, når sympatien og engagementet i den sag, der fremsættes forslag om, er så vidt spredt, som debatten har vist det er.
»Sund Vækst«-strategien er en oplagt parallel til »Grøn Vækst«-strategien.
Begge steder har vi et forspring, og begge steder har vi eksplosivt voksende markeder.
For mig startede det hele, kort efter at jeg blev sundhedsminister for små 2 år siden, da en af sværvægterne i medicinalindustrien i Danmark kom og ville have et møde med mig.
Det førte til et møde med en række ledende folk inden for sundhedsindustrien i bred forstand, og det, der slog mig, var, at de ikke bad om penge, men at de bad om, at vi var lidt mindre bureaukratiske.
Og forslaget rummer ikke penge, men det rummer en række eksempler på, at det offentlige og det private kan samarbejde bedre, og at der er hindringer for f.eks.
klinisk afprøvning, som bør fjernes.
Endvidere er der dette med de nye hospitalsbyggerier.
Her har Rigsrevisionen netop kritiseret, at regionerne tilsyneladende ikke afsætter tilstrækkelig meget til apparatur.
Hvis det er tilfældet, går det ud over det offentligt-private samarbejde om at udvikle nyt apparatur.
Jeg var fra starten dybt bekymret for, om man nu ville leve op til denne tommelfingerregel om, at det på universitetshospitalerne er 25 pct., der skal gå til apparatur, og på de andre hospitaler 20 pct.
Vi understregede ved enhver given lejlighed, at det altså var en forpligtelse og en betingelse for, at staten ville frigive milliarderne til sygehusbyggeri.
Derfor var jeg meget ked af, at Rigsrevisionen og Statsrevisorerne kunne sætte en finger på netop det punkt og sige, at her havde regionerne ikke levet op til målsætningerne.
Det er i sig selv en utrolig vigtig sag.
Fru Sophie Løhde har stillet spørgsmål om det i Sundhedsudvalget, og vi glæder os meget til svaret.
Vi håber, at den nye regering vil leve op til det krav, som blev stillet om 25 pct.
på universitetshospitalerne og 20 pct.
på de øvrige hospitaler.
Det er en meget vigtig forudsætning for, at der kommer gang i især medicoindustrien, som er lovende i Danmark, men som også er i problemer, og det vil jeg vende tilbage til.
Der er altså ikke tale om et pick the winner-forslag.
Vi gør os ikke kloge på, hvem der skal bære fremtidens eksport.
Vi konstaterer, at her har vi et meget stort område, hvor der er nogle ønsker om, at det offentlige fejer for sin egen dør og skaber mindre bureaukrati, og den form for industripolitik er vi hundrede procent for, så det må regeringen meget gerne udvide også til andre områder.
Jeg vil godt understrege det, der står om professionshøjskolerne, som ingen har været inde på.
Det var jo en forglemmelse i foråret, at de ikke kom med.
De er vigtige, fordi megen innovation skal foregå i samarbejde med dem, som har med praksis at gøre.
Til allersidst, for min taletid er udløbet, vil jeg sige, at jeg håber, at ministeren vil fremsende en tjekliste, så vi kan tjekke efter, at alle punkterne er under udarbejdelse.
Der er stor offentlig opmærksomhed om det.
Så sent som i dag ser man denne verdens absolutte sværvægter på farmakaområdet, hr.
Jan Leschly, sige noget, der lige præcis er en anbefaling af forslaget her, nemlig at vi skal passe på, at den del af industrien ikke forsvinder eller bliver reduceret.
Og så sent som i tirsdags havde Berlingske Tidende en artikel om den nordsjællandske hjælpemiddelvirksomhed, Borringia, hvor direktør Henrik Nørh Kofoed siger, at problemet er, at det ikke er den person, der træffer beslutning om indkøb, der får den langsigtede gevinst ved at købe udstyr, der sparer arbejdskraft og giver færre arbejdsskader på længere sigt.
Altså, det handler om kassetænkningen hos det offentlige, hvor det er en indkøbsafdeling, der køber billigst muligt, hvorved man ikke får den billigst mulige drift på længere sigt.
Der er nok at tage fat på, og jeg håber, at den dialog vil fortsætte i udvalget.
Det kan være, min tid slet ikke var udløbet?
(
Den fg.
formand
(Lars Christian Lilleholt):
Bare fortsæt).
Nej, jeg blev forskrækket over formandens bevægelser, så jeg troede min taletid var udløbet.
Jeg vil godt citere, hvad det er, Jan Leschly siger i dag i Berlingske Business Magasin.
Han siger:
Mens den danske forskning på området er i verdensklasse, er selskaberne for dårlige til at videreudvikle produkterne og få dem igennem den kliniske afprøvning.
Det seneste par år er der blot startet fem nye danske biotekselskaber årligt.
Man kan tilføje, at vi står med et eksplosivt voksende marked i de store økonomier, de såkaldte BRIK-lande – og jeg synes, man skal have Korea med i den gruppe, og måske også Sydafrika.
Der er jo mange lande, der har kraftig vækst i øjeblikket, også Tyrkiet.
Det, vi skal være opmærksomme på, er, at markederne er vokset eksplosivt, men vores, den danske relative markedsandel er faldet.
Det er vel også derfor, vi har fået en udenrigshandelsminister, og vi ønsker hende al mulig held og lykke med indsatsen – men det er altså ikke let.
Alle, der skal eksportere danske produkter til udlandet, har brug for at fortælle ude i verden, hvordan det går med at afsætte deres produkter i Danmark.
Hjemmemarkedet er helt, helt afgørende.
Derfor er det så vigtigt med dette samarbejde om offentligt indkøb af prækommercielle løsninger, en styrket indsats for standardisering på sundheds- og velfærdsområdet, og at man bruger de eksisterende skattekreditter på områder, så det også kommer dette område til gode.
Så er der udbudsreglerne – forenklingen af EU's udbudsdirektiver.
Når man går disse 23 punkter igennem, bliver man helt træt, for det er en kæmpemæssig opgave.
Jeg vil ikke bebrejde ministeren, at man kun for alvor har fået taget fat i de syv, men jeg vil inderligt ønske for hende, at hun må få held til at tage fat i alle punkterne, og at vi kan få en fornem tjekliste til udvalget til sommer, eller hvornår det nu passer, så Folketinget kan følge med i, hvordan denne meget vigtige dagsorden bliver fulgt op.
Til sidst vil jeg sige til fru Rosa Lund, at jeg synes, at hun og Enhedslisten skulle ændre politik på dette felt.
Det kan altså ikke passe, at man er imod at gøre noget, som er til gavn for dansk produktion, eksport og beskæftigelse.
Det kan ikke passe, at man er bekymret for offentligt-privat samarbejde.
Det kan ikke passe, at man ikke er for noget, hvis ikke der er ekstra penge i det.
Det var altså en mærkelig liste over synspunkter, som fru Rosa Lund her remsede op.
Derfor er det, jeg gerne – og jeg tror, det er på oppositionens vegne – vil sige til ministeren, at hun slet ikke behøver at lytte til fru Rosa Lund.
Hun skal bare følge den dagsorden, som vi her åbenbart er fuldstændig enige om.
Tak.