Spørgsmål nr. 452 (alm. del) fra Folketingets Udvalg for Udlændinge-

og Integrationspoliti:

”Vil ministeren kommentere artiklen ” Tvang: Svært at bevi-se”, som blev bragt i Politiken den 1. august 2012? Og vil mi-nisteren herunder redegøre for:- antallet af sager om tvangsægteskaber, hvor henholdsvis by-retten og/eller landsretten ikke har fundet bevis for, at der vartale om tvang ved ægteskab?”- Om det kan være rigtigt, at landsretten kan afvise at give entvangsgiftet kvinde mulighed for at vidne uden eksmandenstilstedeværelse, til trods for at det i byretten var muligt?"

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet enudtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:”Rigsadvokaten afgav den 8. juli 2011 en redegørelse om erfaringer-ne i praksis med anvendelse af straffelovens § 260, stk. 2, om ulovligtvang i forbindelse med indgåelse af ægteskab mv.Rigsadvokaten havde til brug for redegørelsen anmodet de enkeltepolitikredse og statsadvokaturer om at indberette enhver sag, hvorder i tiden fra den 2. maj 2008 til marts 2011 var indgivet anmeldelseom ulovlig tvang i forbindelse med indgåelse af ægteskab.Rigsadvokaten modtog indberetning om 18 sager om mulig ulovligtvang i forbindelse med indgåelse af ægteskab i perioden. I 12 sagervar der indgivet en egentlig anmeldelse om ulovlig tvang i forbindel-se med indgåelse af ægteskab. Derudover modtog Rigsadvokaten fraenkelte politikredse indberetning om 6 tilfælde, hvor politiet i øvrigtvar blevet kontaktet om mulig ulovlig tvang i forbindelse med ind-gåelse af ægteskab. I størstedelen af de sager, hvor der var indgivetanmeldelse, blev efterforskningen indstillet, idet der ikke fremkomoplysninger, der understøttede anmeldelsen. Dette skyldtes i flere til-fælde, at den formodede forurettede ikke ønskede, at politiet skulleforetage sig yderligere i sagen, eller ikke ønskede at udtale sig til po-litiet herom. I to tilfælde blev efterforskningen indstillet, fordi foræl-drene til den formodede forurettede efter politianmeldelsen og drøf-telser mellem familien og politiet accepterede, at deres datter ikkeønskede at gifte sig med den person, som forældrene havde tiltænkthende. I ingen af de nævnte sager har politiet modtaget oplysninger,der gav grundlag for at antage, at der var foregået noget strafbart.Det fremgår af redegørelsen, at der kun blev rejst sigtelse i en enkeltsag, og i ingen af de indberettede sager var der tilvejebragt et bevis-mæssigt grundlag for at rejse tiltale. Der var således ikke sager, hvor2

der skete domfældelse (eller frifindelse) for overtrædelse af bestem-melsen frem til marts 2011.Rigsadvokaten kan i øvrigt oplyse, at det ved elektronisk udtræk frapolitiets sagsbehandlingssystem alene er muligt at tilvejebringe op-lysninger om det samlede antal sager om overtrædelse af straffelo-vens § 260 om ulovlig tvang. Det er således ikke ved elektronisk ud-træk i politiets sagsbehandlingssystem muligt at tilvejebringe oplys-ninger alene om sager om ulovlig tvang i forbindelse med indgåelseaf ægteskaber, jf. straffelovens § 260, stk. 2. Dette ville forudsætteen ressourcekrævende manuel gennemgang i politikredsene af samt-lige sager på dette område, som jeg på det foreliggende grundlag ik-ke har fundet anledning til at iværksætte. Der foreligger således ikkestatistiske oplysninger for tiden efter marts 2011 om antallet af sagerom overtrædelse af straffelovens § 260, stk. 2, herunder sager, hvordomstolene i givet fald ikke har fundet bevis for, at der var tale omtvang ved ægteskabet.”I den artikel, der henvises til i spørgsmålet, beskrives bl.a. en konkret sagfra 2004, hvor landsretten ikke fandt det bevist, at der var tale om ettvangsægteskab. Af artiklen fremgår det, at landsretten afviste at lade denforurettede afgive forklaring uden den tiltaltes tilstedeværelse.Jeg finder af principielle grunde ikke at burde udtale mig om en konkretsag, der er afgjort af domstolene. Jeg kan dog mere generelt oplyse, at dentiltalte efter retsplejelovens § 853 som udgangspunkt skal være til stede iretten under hele hovedforhandlingen i 1. instans. Tilsvarende gælder un-der en ankesags behandling i landsretten, jf. retsplejelovens § 917. Rettenkan dog i medfør af retsplejelovens § 856, stk. 1 (jf. § 917), beslutte, at til-talte skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres, når særegne grunde ta-ler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.