UUF, Alm.del - 2011-12 - Endeligt svar på spørgsmål 3: Spm., om ministeren er enig i Farum-kommissionens forslag om at indføre en adgang for medarbejdere i en undersøgelseskommissions sekretariat m.v., til justitsministeren

Spørgsmål nr. 3 (alm. del) fra Underudvalget under Folketingets Ud-valg for Forretningsordenen:”Er ministeren enig i Farum-kommissionens forslag om at ind-føre en adgang for medarbejdere i en undersøgelseskommissi-ons sekretariat til at foretage en kort indledende afhøring af etmuligt vidne til belysning af, om det er relevant at indkaldevidnet til afhøring i et kommissionsmøde?”Svar:1.Farum-kommissionen anfører følgende om indledende afhøringer (be-retningens bind 1, side 76 f.):”Kun kommissionen (medlemmer og udspørger) har adgang til atgennemføre mundtlige afhøringer af vidner og med ret for bisiddernetil at være til stede og til at stille spørgsmål. Denne arbejdsform føl-ger af loven om undersøgelseskommissioner og bygger på et ønskeom at give de personer, hvis forhold undersøges de bedst muligeforhold for at varetage deres interesser.Set i forhold til, at kommissioner ikke har dømmende myndighed ogi øvrigt til, at denne kommission ikke har til opgave at udtale sig omansvarsspørgsmål, kunne det overvejes om arbejdsformen burdelempes således at i hvert fald en faktum-undersøgelse kunne gen-nemføres væsentligt hurtigere.Medarbejdere i kommissionens sekretariat har således ikke adgangtil at foretage afhøringer af vidner, heller ikke indledende afhøringer.Der er modsat straffesager ingen politirapporter som en anklager el-ler forsvarer kan støtte sig til i vurderingen af vidners relevans ogafhøringstema. Denne arbejdsform en kommission har, indebærerderfor større risiko for, at vidner, der indkaldes, ikke kan bidragemed væsentlige oplysninger og at vidner, der ikke indkaldes, måskekunne have bidraget med oplysninger, men at disse er frasorteret al-lerede i lyset af de betydelige udgifter til advokater mv., der er for-bundet med afholdelse af kommissionsmøder. Hertil kommer risiko-en for, at der afsættes for lidt eller meget tid til en afhøring. I denneundersøgelse har kommissionen dog kunnet drage nytte af de politi-rapporter, som Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitethar udarbejdet, men kun i mindre omfang da politiets afhøringer ergennemført med et andet sigte og i det væsentlige er begrænset tilforløbet i 2001.Kommissionen skal foreslå, at der overvejes at indføre en adgang formedarbejdere i kommissionens sekretariat til at foretage en kort ind-ledende afhøring af et muligt vidne med spørgsmål til belysning af,om det er relevant at indkalde et vidnet til afhøring i et kommissi-onsmøde. En sådan indledende afhøring vil typisk kunne ske pr. tele-fon og bør være forbundet med notatpligt om forløbet.Kommissionen finder i denne sammenhæng anledning til at bemær-ke, at muligheden for at anmode om skriftlige redegørelser efter § 9,2

2.Lov nr. 357 af 2. juni 1999 om undersøgelseskommissioner med senereændringer (undersøgelseskommissionsloven) bygger på betænkning nr.1315/1996 om undersøgelsesorganer, som er afgivet af Udvalget vedrø-rende Undersøgelsesorganer.Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganer blev nedsat af den daværenderegering i juni 1994 – efter forelæggelse for Udvalget for Forretningsorde-nen – på baggrund af den kritik, der fra flere sider havde været rejst af an-vendelsen af undersøgelsesretter og af de regler, der gjaldt for sådanne or-ganers virksomhed. Udvalget havde efter sit kommissorium derfor bl.a. tilopgave ”at overveje den fremtidige anvendelse af undersøgelsesretter ogfremkomme med forslag til eventuelle ændringer, herunder for så vidt an-går de regler, der gælder for disse retters virksomhed”.I betænkningen, side 44 f., er bl.a. anført følgende om Udvalget vedrøren-de Undersøgelsesorganers overvejelser om procesmåden ved undersøgel-sesretterne og behovet for nye regler:”Procesmåden ved undersøgelsesretterne, der kun i meget beskedentomfang er reguleret i retsplejeloven, giver ikke de involverede per-soner de processuelle garantier, som er påkrævet ud fra retssikker-hedsmæssige hensyn. […]De personer, hvis forhold undersøges, bliver imidlertid ikke gjortbekendt med de punkter, som eventuelt vil blive gjort til genstandfor kritik i undersøgelsesrettens indstilling. De pågældende har der-for vanskeligt ved at tilrettelægge deres forsvar. Betænkelighederneforstærkes, hvis indstillingen tillægges det, som ovenfor er omtaltsom en slags »domsvirkning«.De personer, hvis forhold undersøges, har i praksis ret til at givemøde med en bisidder, der kan varetage deres interesser. Bisiddernesprocessuelle stilling er imidlertid ikke nærmere reguleret i lovgiv-ningen og giver anledning til tvivl. Bisidderne har ikke haft adgangtil selvstændig bevisførelse eller til at procedere sagen, inden under-søgelsesretten har afgivet beretning. Bisidderne har alene haft lejlig-hed til at komme med en skriftlig udtalelse, men bisidderne ved ikkemed sikkerhed, hvilke forhold undersøgelsesretten må antages at be-brejde netop deres klienter. […]Udvalget betragter det på denne baggrund som sin hovedopgave atforeslå løsninger af de beskrevne problemer, således at der etableresundersøgelsesorganer, der på en retssikkerhedsmæssigt mere for-svarlig måde kan undersøge forhold i den statslige forvaltning.”3

I bemærkningerne til det lovforslag, som blev udarbejdet med udgangs-punkt i Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganers udkast til lov om un-dersøgelseskommissioner, er anført følgende om formålet med lovforsla-get, jf. forslag til lov om undersøgelseskommissioner (L 3), Folketingsti-dende 1998-99, tillæg A, side 247:”Den nuværende ordning efter retsplejelovens § 21 a med hensyn tilanvendelse af undersøgelsesretter indebærer på den ene side en mu-lighed for en forholdsvis effektiv undersøgelse af væsentligt kompli-cerede forhold i den statslige forvaltning, men på den anden side og-så visse betænkeligheder, navnlig ud fra retssikkerhedsmæssigesynspunkter.Formålet med lovforslaget er at begrænse grundlaget for disse be-tænkeligheder, således at der kan etableres undersøgelsesorganer,der på en retssikkerhedsmæssigt mere forsvarlig måde kan undersø-ge forhold i den statslige forvaltning.”

3.Undersøgelseskommissionslovens kapitel 5 om vidnepligt og anden op-lysningspligt ved en undersøgelse med dommerdeltagelse indeholder føl-gende regler om afgivelse af forklaring:”§11.Enhver er efter anmodning fra undersøgelseskommissionenforpligtet til at afgive forklaring for kommissionen som vidne, jf.dog § 12.§ 12.Pligten til at afgive forklaring som vidne gælder ikke i det om-fang, der må antages at foreligge mulighed for strafansvar for denpågældende i anledning af de forhold, undersøgelsen omfatter. Vid-nepligten gælder heller ikke i det omfang, der må antages at forelig-ge mulighed for, at det offentlige gør et disciplinært eller tilsvarendeansættelsesretligt ansvar gældende over for den pågældende i anled-ning af de nævnte forhold.Stk. 2.Den i stk. 1 nævnte persons nærmeste har heller ikke pligt tilat afgive vidneforklaring. Undersøgelseskommissionen kan dog på-lægge den pågældende at afgive forklaring som vidne, når forklarin-gen må anses for at være af afgørende betydning for undersøgelsenog undersøgelsens beskaffenhed og dens betydning for samfundetfindes at berettige til det.Stk. 3.Vidnepligten gælder i øvrigt med de undtagelser, der er fast-sat i retsplejelovens kapitel 18. Retsplejelovens § 169 og § 170,stk. 3, finder dog ikke anvendelse.§ 13.Reglerne i retsplejelovens kapitel 18 finder i øvrigt tilsvarendeanvendelse på afgivelse af forklaring m.v.§ 14.Straffelovens §§ 158-160 finder tilsvarende anvendelse på den,der afgiver falsk forklaring for undersøgelseskommissionen.”

I undersøgelseskommissionslovens kapitel 7 er endvidere fastsat følgenderegler om de berørte personers retsstilling:”§21.Den person, hvis forhold undersøges, har ret til en bisidder ef-ter eget valg.Stk. 2.Undersøgelseskommissionen kan beskikke en bisidder forden person, der er nævnt i stk. 1.Stk. 3.Undersøgelseskommissionen kan på ethvert tidspunkt be-stemme, at den valgte bisidder ikke må fungere som sådan, og tilba-gekalde en beskikkelse af en bisidder, hvis afgørende hensyn til deni stk. 1 nævnte person eller til undersøgelsens gennemførelse talerfor det.§ 22.Bisidderen har ret til at overvære møderne i undersøgelses-kommissionen og i Københavns Byret.Stk. 2.Bisidderen har ret til af undersøgelseskommissionen at fåkopi af det materiale, der indgår i undersøgelsen.Stk. 3.Bisidderen må ikke uden undersøgelseskommissionens sam-tykke udlevere det i stk. 2 nævnte materiale til sin klient. Undersø-gelseskommissionen kan give bisidderen pålæg om ikke at gøre sinklient bekendt med indholdet af det i stk. 2 nævnte materiale, hvisafgørende hensyn til fremmede magter, statens sikkerhed, sagensopklaring eller tredjemand taler for det. Kommissionen kan undertilsvarende betingelser give bisidderen pålæg om ikke at gøre sinklient bekendt med, hvad der er foregået under møder i undersøgel-seskommissionen eller i retten.Stk. 4.Bisidderen kan anmode undersøgelseskommissionen om atforanstalte bevisførelse.Stk. 5.Bisidderen kan foretage uddybende afhøring af de personer,der har afgivet forklaring.§ 23.Undersøgelseskommissionen skal inden afhøringen orientereden person, der er nævnt i § 21, stk. 1, og den pågældende bisidderom de forhold af faktisk og eventuelt retlig karakter, som undersø-gelsen vedrørende den pågældende omfatter.Stk. 2.Sker der i løbet af undersøgelsen væsentlige ændringer i deforhold, som er nævnt i stk. 1, skal undersøgelseskommissionen ori-entere den pågældende om det.Stk. 3.Undersøgelseskommissionen skal efter bevisførelsen orien-tere den i § 21, stk. 1, nævnte person og den pågældendes bisidderom de faktiske og eventuelt retlige forhold vedrørende den pågæl-dende, som kommissionen overvejer at give udtryk for i sin beret-ning.Stk. 4.Den person, der er nævnt i § 21, stk. 1, og den pågældendesbisidder har ved undersøgelsens afslutning ret til at komme med enskriftlig udtalelse om de faktiske og eventuelt retlige spørgsmål, un-dersøgelsen rejser vedrørende den pågældende. Undersøgelseskom-missionen kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalel-se.”

muligt vidne til belysning af, om det er relevant at indkalde vidnet til afhø-ring ved et kommissionsmøde. Det anføres, at en sådan indledende afhø-ring typisk vil kunne ske pr. telefon og bør være forbundet med notatpligtom forløbet.I den forbindelse kan der efter Justitsministeriets opfattelse rejses en rækkespørgsmål, herunder af retssikkerhedsmæssig karakter.Reglerne i undersøgelseskommissionsloven bygger som anført ovenforunder pkt. 2 navnlig på de undersøgelser og overvejelser, som er indeholdti betænkning nr. 1315/1996 om undersøgelsesorganer afgivet af Udvalgetvedrørende Undersøgelsesorganer. Formålet med reglerne har været atetablere undersøgelsesorganer, der på en retssikkerhedsmæssigt mere for-svarlig måde end de tidligere undersøgelsesretter kan undersøge forhold afalmenvigtig betydning.Reglerne i undersøgelseskommissionslovens kapitel 5 og 7, jf. ovenfor un-der pkt. 3, indeholder i overensstemmelse hermed en række væsentligeprocessuelle garantier, som sikrer retsstillingen for de berørte personer. Iden forbindelse skal navnlig fremhæves reglerne om, at der ikke er pligt tilat afgive forklaring som vidne, hvis man udsætter sig selv for straf eller di-sciplinært ansvar (såkaldt selvinkriminering) (§§ 12 og 13), reglerne om enbisidderordning, hvorefter den person, hvis forhold undersøges, har ret tilen bisidder efter eget valg, der bl.a. har ret til at overvære møderne i un-dersøgelseskommissionen og kan foretage uddybende afhøring af de per-soner, der har afgivet forklaring (§§ 21 og 22), samt reglen om, at under-søgelseskommissionen inden afhøringen skal orientere den pågældendeperson og dennes bisidder om de forhold af faktisk (og eventuelt retlig) ka-rakter, som undersøgelsen vedrørende den pågældende omfatter (§ 23).De retssikkerhedsmæssige hensyn, som reglerne i undersøgelseskommis-sionsloven varetager, vil efter Justitsministeriets opfattelse også være rele-vante i forhold til en eventuel ordning som den skitserede med indledendeafhøringer foretaget af en medarbejder i en undersøgelseskommissions se-kretariat.Hertil kommer, at en ordning som den skitserede under alle omstændighe-der er vanskelig forenelig med undersøgelseskommissionslovens § 30, stk.1, hvorefter møder i undersøgelseskommissioner og møder i retten somudgangspunkt er offentlige.

Det kan efter Justitsministeriets opfattelse næppe heller afvises, at der medden skitserede ordning i givet fald vil kunne opstå en risiko for, at vidner,som en undersøgelseskommission selv måtte finde relevante for dens ar-bejde, eventuelt ikke indkaldes til afhøring ved et kommissionsmøde, fordispørgsmålet herom alene afgøres ud fra et referat af en kort indledende af-høring, som en medarbejder i undersøgelseskommissionens sekretariat harforetaget pr. telefon.På den anførte baggrund finder Justitsministeriet, at der ikke bør anvendesen ordning, som den Farum-kommissionen har foreslået.Det bemærkes i den forbindelse – som også Farum-kommissionen har pe-get på, jf. ovenfor under pkt. 1 – at en undersøgelseskommission har mu-lighed for at gå frem efter bestemmelsen i undersøgelseskommissionslo-vens § 9, stk. 2, hvorefter enhver som udgangspunkt har pligt til skriftligtat redegøre for de forhold, hvorom kommissionen anmoder om redegørel-ser, og til skriftligt at besvare de spørgsmål, som kommissionen stiller.