Udenrigsudvalget 2011-12
URU Alm.del
Offentligt
1102292_0001.png
1102292_0002.png
1102292_0003.png
1102292_0004.png
1102292_0005.png
1102292_0006.png
1102292_0007.png
Talepunkter vedrørende lovforslag om forbud mod homoseksualitet i Uganda:Udenrigsudvalget har anmodet om et samråd for at drøfte “Hvad kanministeren oplyse om Ugandas planer om at vedtage og indføre en lov, somvil forbyde homoseksualitet? Og hvad agter ministeren at foretage sig, hvisdenne lov vedtages?”
Tak for spørgsmålet og for muligheden for at informere om sagen, og omhvad jeg agter at foretage mig, hvis anti-homoseksualitetsloven vedtages afUgandas parlament.

[Om lovforslaget og den parlamentariske behandling af det]

Lad mig straks gøre det klart, at regeringen er i mod enhver lov, der i sin tekster i strid med de universelle menneskerettigheder, herunder diskrimination afseksuelle minoriteter.
Den omtalte anti-homoseksualitetslov, der for indeværende er til behandling iUgandas parlament, er en lov, der skærper straffen for homoseksualitet.Homoseksualitet er allerede forbudt ved lov i Uganda, og har været det sidenkolonitiden under britisk styre. Sådan er situationen også i en lang rækkeandre afrikanske lande.
Jeg vil gerne slå fast, at lovforslaget er fremsat af et menigt medlem afparlamentet, og ikke af Ugandas regering. Men Uganda er et meget religiøstsamfund, og der er givet stor folkelig opbakning til forslagsstilleren.Lovforslaget er formentligt også blevet skubbet frem under indflydelse affundamentalistiske kristne grupper fra USA. Bl.a. var der i 2009
repræsentanter på besøg som agiterede for en stramning af Ugandas lov modhomoseksualitet, da det anses som en trussel mod kristne (religiøse) værdierog den traditionelle afrikanske familie. I et så stærkt religiøst samfund somUgandas er et sådant standpunkt noget, der vinder genklang.
Vi ved ikke, hvorledes et endeligt lovforslag vil blive udformet. Det forslag,der er fremlagt til behandling i underudvalget i parlamentet, er det oprindeligelovforslag fra 2009. Underudvalgets behandling forventes at føre til enrevision af det oprindelige lovforslag.
Behandlingen af lovforslaget har allerede varet længere end de 45 dage,underudvalget normalt har til at behandle lovforslag. Der skulle angiveligtvære et mindretal i udvalget, der er i mod lovforslaget. Men det ville gå i modde demokratiske spilleregler, hvis lovforslaget ikke får en parlamentariskbehandling.
Jeg kan i sagens natur ikke sige noget om, hvordan et revideret lovforslag vilse ud, heller ikke hvorvidt de mest ekstreme bestemmelser fra det oprindeligelovforslag fra 2009 vil blive taget ud. Men der er ingen tvivl om, atlovforslaget selv i den situation stadig vil være stærkt diskriminerende og istrid med universelle menneskerettigheder, herunder FN’s konvention omborgerlige og politiske rettigheder, men også i strid med det AfrikanskeCharter for menneskerettigheder samt Ugandas egen forfatning.
Blandt iagttagere skønnes det, at hvis loven kommer til afstemning i Ugandasparlament, vil den formentlig blive vedtaget med over 90 % af stemmerne.Der er som sagt en stor folkelig modstand i Uganda mod homoseksualitet, ogfor mange parlamentarikere ville det derfor formodentlig være megetvanskeligt at stemme i mod loven.
Det er dog mit håb, at præsident Museveni vil undlade at underskrive loven.Han har ved tidligere lejligheder over for udviklingspartnere, herunderDanmark, udtrykt sig kritisk overfor lovforslaget. Det er dog vigtigt atunderstrege, at præsidenten ikke har vetoret over lovforslag. Parlamentet kan isidste ende tvinge et lovforslag i gennem.
Endelig har Ugandas forfatningsdomstol mulighed for at erklære loven ellerdele af denne ugyldig. Det er forventningen, at såfremt lovforslaget vedtages,vil en række civilsamfundsorganisationer indbringe loven forforfatningsdomstolen. Menneskerettighedskommissionen har allerede i 2010påpeget, at en række paragraffer i lovforslaget er unødvendige, og at de flesteer i strid med internationale menneskerettigheder, såvel som Ugandas egengrundlov.

[Dialogen med Ugandas regering om lovforslaget]

Både i min tid som minister, såvel som i mine forgængers, har vi fra danskside talt i mod lovforslaget – alene og sammen med ligesindede lande. Vi hartaget dialogen med en lang række beslutningstagere, meningsdannere og andreaktører, fra præsidenten, ministre, parlamentarikere, højtståendeembedsmænd, religiøse ledere til samfundsdebattører, journalister,civilsamfundsorganisationer osv. Vi var også meget hurtigt ude, dalovforslaget blev genfremsat i februar 2012, hvor den danske ambassadør iUganda samme dag havde et møde med en fremtrædende minister, hvor sagenblev drøftet.
Uganda blev af en række lande, herunder også af Danmark, stærkt kritiseretfor lovforslaget under FN’s Menneskerettighedsråds periodiske gennemgangaf landets menneskerettighedssituation, der fandt sted i oktober 2011.
Det er værd at bemærke, at Uganda i den endelige rapport ommenneskerettighedssituationen i landet, som netop er blevet vedtaget i FN’sMenneskerettighedsråd, har tilkendegivet støtte til enkelte anbefalinger omikke-diskrimination af seksuelle minoriteter.
Spørgsmålet står også centralt i EU’s politiske dialog med Uganda – densåkaldte artikel 8 dialog. I indeværende uge har EU-kredsen i Kampala mødemed Præsident Museveni indenfor rammerne af artikel 8 dialogen, og der vilspørgsmålet blive rejst igen. Endelig vil jeg selv rejse spørgsmålet omlovforslaget over for Ugandas vicepræsident, når han besøger Danmark den10. april.
Det er vigtigt, at vi som en engageret partner i Uganda fortsætter voreskritiske dialog med regeringen. Men vi vil – ligesom andre ligesindede lande– gøre det bag lukkede døre og ikke ved ”megafon diplomati”. Fremme afseksuelle minoriteters rettigheder skal ikke ses som et vestligt pres, men somen del af respekten for de universelle menneskerettigheder. Det er også denlinje, vi opfordres til at følge fra LGBT [Lesbian, Gay, Bisexual &Transsexual] organisationerne i Uganda. De frygter – og ikke uden grund – atåbenlys vestlig indblanding vil kunne gøre deres eksistens endnu sværere.
Homoseksualitet er generelt et svært håndterbart emne i Afrika, og det erforbudt i mange afrikanske lande – og lande i andre regioner. Modviljen modhomoseksualitet i Uganda bunder først og fremmest i uvidenhed, og fortalere
for loven har været i stand til at sammenkæde homoseksualitet med seksuelleovergreb på børn.
Derfor er det en lang og sej proces at fremme forståelsen af såvelmenneskerettigheder generelt, som homoseksuelles rettigheder mere specifikt.Det mener jeg, at vi kun kan gøre ved vores fortsatte tilstedeværelse og ved atbidrage til at skabe fundamentet for at mindske fattigdom og for styrkelsen afdemokrati og menneskerettigheder. Der er efter min opfattelse sådannefaktorer, der i sidste ende fører til mere tolerante samfund.
Og processen er i gang. Fra at have været et tabuemne for blot et par år siden,er homoseksualitet nu et emne, der mere åbent drøftes. Der er i denne tid enivrig debat i Uganda med aktive indspil fra civilsamfundet om loven oghomoseksuelles rettigheder. Det er trods alt en positiv bi-effekt.

[Mulige konsekvenser for dansk bistand]

Jeg er bekendt med, at der har været forskellige forslag fremme om, hvad dendanske regering bør gøre, hvis lovforslaget bliver vedtaget. De går lige fra atafbryde bistandssamarbejdet til at omlægge bistanden over mod fremme afmenneskerettigheder og demokrati.
Jeg vil gerne slå fast, at Danmark allerede gør meget for fremme af demokratiog menneskerettigheder i Uganda, herunder at fremme et tolerant samfundmed lige rettigheder for alle. Cirka 1/3 af vores bistand anvendes allerede pådette i samarbejde med ligesindede partnere. Vi er bl.a. formand for det, derhedder Democratic Governance Facility. Fokus er her på styrkelse afdemokrati, politiske partier og parlament, styrkelse af retssektoren ogmenneskerettigheder samt anti-korruptions indsatser. Denne støtte sker i
samarbejde med EU, Holland, Irland, Norge, Sverige, UK og Østrig. Fradansk side har vi således de seneste år væsentligt styrket vores støtte til netopdisse områder.
Et andet vigtigt initiativ var, da den ugandiskeMenneskerettighedskommission i 2009 var på besøg i Danmark for at læremere om, hvordan et samfund som det danske håndterer homoseksualitet.Besøget var en stor succes. Og det har medvirket til atMenneskerettighedskommissionen efterfølgende er fremkommet med kritik aflovforslaget.
Hvordan vi skal reagere i forhold til samarbejdet med den ugandiske regeringvil først og fremmest afhænge af, hvordan præsidenten forholder sig tillovforslaget. Skulle det blive sat i kraft, er der selvfølgelig tale om en megetalvorlig situation. Men efter min opfattelse ville det at afbryde eller true medat afbryde bistandssamarbejdet ikke hjælpe de seksuelle minoritets grupper iUganda. Tværtimod. Og det ville heller ikke styrke forståelsen formenneskerettigheder eller minoriteters rettigheder. Der er risiko for, at denfattigste del af befolkningen vil lægge skylden på de seksuelleminoritetsgrupper, hvis bistandsprojekter i deres område bliver stoppet, ogdermed at vi er med til at forværre en allerede vanskelig situation.
Dette er også de seksuelle minoritetsgruppers egen udlægning. De har selvanmodet donorerne om ikke at bruge bistand som pressionsmiddel, idet detikke vil fremme deres situation. Jeg mener, det er vigtigt at holde sig for øje,at vi ikke medvirker til at forværre situationen.
Men at vi ikke planlægger at afbryde bistanden betyder ikke, at en eventueliværksættelse af loven ikke vil få konsekvenser for vores samarbejde. Vi må i
givet fald se på, hvordan vi kan omlægge bistanden, så vi i endnu højere gradkan styrke arbejdet for demokrati og for sikring af alle borgers rettigheder.
Lad mig slutte med at understrege, at jeg er overbevist om, at vi i kraft afvores tilstedeværelse i Uganda kan være medvirkende til at sikre, atmenneskerettighederne for seksuelle minoritetsgrupper i Uganda ikkeforringes, at menneskerettighederne generelt styrkes over tid, og atdemokratiske processer ikke på længere sigt tolereres anvendt afopportunistiske politikere til fremsættelse af lovforslag, som er i strid medmenneskerettighederne.