Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2011-12
SUU Alm.del
Offentligt
1044556_0001.png
1044556_0002.png
Slotsholmsgade 10-12DK-1216 København KT +45 7226 9000F +45 7226 9001M[email protected]Wsum.dk
Danske Fysioterapeuter[email protected]
Dato:Enhed: Primær SundhedSagsbeh.: SUMBWISags nr.: 1111928Dok. nr.: 693723
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har modtaget Danske Fysioterapeu-ters henvendelse af 5. oktober 2011 vedr. ministeriets notat af 20. juni 2011om henvisning til speciallæge og fysioterapeut.Danske Fysioterapeuter foreslår, at ministeriet revurderer notatet, idet DanskeFysioterapeuter mener, at der ikke er dækning for notatets konklusion om, atder er økonomiske hindringer for at afskaffe kravet om lægehenvisning sombetingelse for at opnå tilskud til behandling hos en praktiserende fysioterapeut.Danske Fysioterapeuter mener bl.a., at beregningerne af de økonomiske kon-sekvenser af at afskaffe henvisningskravet tager udgangspunkt i, at patientersikret i gruppe 2 modtager flere fysioterapiydelser end patienter sikret i gruppe1. Danske Fysioterapeuter påpeger i den forbindelse, at der også kræves læ-gehenvisning til fysioterapi for sikrede i gruppe 2, og at forskellen i forbrug affysioterapiydelser derfor ikke kan forklares med forskel i henvisningskrav.Ministeriet kan bekræfte, at det fremgår af bekendtgørelse nr. 710 af 27. juni2008 om tilskud til fysioterapi hos fysioterapeut i praksissektoren og vederlags-fri fysioterapi hos fysioterapeut i praksissektoren og kommunen, at tilskud tilfysioterapi forudsætter en henvisning, og at henvisningskravet omfatter bådegruppe 1- og gruppe 2-sikrede. Dette fremgår da også af notatets afsnit 4,hvorimod det i notatets afsnit 5.3. ved en beklagelig fejl er anført, at gruppe 2-sikrede kan få tilskud til fysioterapi uden en henvisning.Den fejlagtigt anførte forskel i henvisningskrav indgår i begrundelsen for, atudgiften pr. patient til fysioterapi er 136 pct. højere for gruppe 2 end gruppe 1,hvilket den reelt er. Vedberegningerneaf de økonomiske konsekvenser vedafskaffelse af henvisningskravet er der imidlertid ikke taget udgangspunkt iudgifterne til fysioterapi for gruppe 2 patienter. Derimod er der foretaget be-regninger på basis af antagelser om hhv. 10 pct., 20 pct. og 30 pct. stigning iudgifterne til fysioterapi, hvis henvisningskravet afskaffes. Det er fortsat mini-steriets vurdering, at forbruget af fysioterapiydelser og dermed udgifterne måantages at stige - både for gruppe 1 og gruppe 2 – hvis henvisningskravet op-hæves, idet nogle patienter vil vælge at gå direkte til fysioterapeut og ikke kon-takte en læge først. Dertil kommer, at i nogle af de tilfælde, hvor patienter gårdirekte til fysioterapeut, kunne et krav om lægehenvisning have medført, atlægen ville henvise til anden udredning/behandling eller anbefale at ”se tidenan”. Tabel 6 illustrerer de potentielle merudgifter ved en 10, 20 eller 30 pct.stigning i udgifterne til fysioterapeuter og speciallæger.

./.

Oplysningen i afsnit 5.3 vedr. henvisningskrav for gruppe 2 patienter er nu ret-tet, jf. vedlagte. Rettelsen i teksten har imidlertid ikke betydning for beregnin-gerne af de økonomiske konsekvenser, jf. ovenfor.Danske Fysioterapeuter er desuden uenige i, at afskaffelse af henvisningskra-vet vil medføre en risiko for overbehandling. I notatets afsnit 4.3.1. er detnævnt, at en af fordelene ved at fastholde kravet om lægehenvisning er, at
Side 2
mange smertetilstande bedres spontant og uden behandling, hvilket de prakti-serende læger skal have med i deres overvejelser af behovet for en henvis-ning med det samme, eller om man kan se tiden an. Dermed reduceres risiko-en for overbehandling. Dette argument er baseret på Sundhedsstyrelsens vur-dering af konsekvenserne af at afskaffe henvisningskravet til fysioterapi, somer en del af udgangspunktet for notatet.Danske Fysioterapeuter er endvidere uenige i notatets skøn for sparede udgif-ter som følge af færre besøg hos praktiserende læge, hvis henvisningskravetbortfalder. Notatets skøn er baseret på antagelser om, at hhv. 25 pct. og 50pct. af besøgene i almen praksis forud for behandling hos fysioterapeut bort-falder, hvilket vil medføre besparelser i størrelsesordenen 9,9-19,7 mio. kr.Danske Fysioterapeuter mener, at samtlige konsultationer forbundet med hen-visning til fysioterapi vil bortfalde, hvormed den potentielle besparelse som mi-nimum vil udgøre 48,9 mio. kr. Ministeriet skal dog fastholde, at det må forven-tes, at mange patienter fortsat vil ønske egen læges vurdering og vejledningom behandlingsbehov. Omfanget heraf er ukendt, hvilket er baggrunden for, atministeriet har foretaget beregninger baseret på de to forskellige antagelserom reduktion i udgifter til konsultationer i almen praksis.Endelig mener Danske Fysioterapeuter, at notatet burde have indeholdt be-regninger af mulige besparelser, hvis afskaffelse af henvisningskravet medfø-rer, at nogle patienter får et hurtigere udredningsforløb og et mindre omfatten-de behandlingsforløb med færre fysioterapeutiske behandlinger, diagnostiskeundersøgelser, medicin samt mindre sygefravær. Det er imidlertid ministerietsvurdering at disse konsekvenser er forbundet med så stor usikkerhed, jf. afsnit4.3.2 og 4.4 i notatet, at der ikke er forudsætning for at medtage et skøn her-for. Af samme grund er der heller ikke foretaget skøn for udgifter som følge afmulig overbehandling.I notatet er det mest konservative skøn for deekstra udgiftertil fysioterapi an-slået at være 10 pct., hvilket svarer til en stigning i udgifterne på33,4 mio. kr.Hvis man samtidig anvender notatets mest positive antagelse vedr. besparel-ser i almen praksis, dvs. hvis antallet af besøg reduceres med 50 pct., vilbe-sparelsenvære19,7 mio. kr.Det er på den baggrund ministeriets vurdering, atselv den mest optimistiske beregning af de økonomiske konsekvenser indike-rer, at afskaffelse af henvisningskravet samlet set vil medføre merudgifter.I notatet konkluderes, at det ikke på nuværende tidspunkt kan anbefales at af-skaffe kravet om henvisning til fysioterapi. Denne konklusion er ikke alene ba-seret på den økonomiske vurdering, men også på faglige overvejelser, idetden praktiserende læges kendskab til den enkelte patient og lægens funktionsom tovholder giver et godt grundlag for at vurdere patientens behov for hen-visning til den relevante form for udredning og behandlingMinisteriet for Sundhed og Forebyggelse finder således ikke grundlag for enrevurdering af notatet om henvisning til speciallæge og fysioterapeut.
Med venlig hilsenHelle Schnedler