TALEPAPIRDet talte ord gælder

Tilhørerkreds:

Anledning:

Folketingets Udvalg for Sundhed og Forebyggelse

Samråd X, Y og Z om patientskadeerstatning og

udmåling heraf

Taletid:

Tid:

Godt 12 minutter

Tirsdag den 28. februar 2012 kl. 14.05

[Samrådsspørgsmål X: I forbindelse med en eventuel revision af

erstatningsansvarsloven, mener ministeren da at udmålingsreglerne i

erstatningsansvarsloven,

fremadrettet

principielt

bør

indeholde

en

reduktion i udmålingen af erstatningen til skadelidte, som enten allerede er

afgået ved gået døden, inden erstatningen kommer til udbetaling

(mellemkommende død), eller som må forventes kun at ville leve med

generne fra skaden i kort tid (forventet kort restlevetid)?]

Tak for ordet. De stillede samrådsspørgsmål, som jeg skal besvare her i dag,vedrører forskellige forhold i relation til udmåling af erstatning i tilfælde af enpersonskade.

Jeg tillader mig at bytte lidt om på rækkefølgen og besvare spørgsmål X og Zsammen først. Herefter besvarer jeg spørgsmål Y. Det går jeg ud fra, at udvalgeter indforstået med.

Indledningsvis vil jeg gerne understrege, at når det drejer sig om udmåling afstørrelsen af en patientskadeerstatning, så har Folketinget besluttet, at den skalforetages efter de helt almindelige regler i erstatningsansvarsloven.

Sådan har det været under skiftende Folketing og regeringer lige sidenetableringen af patientforsikringsordningen for 20 år siden. Og baggrunden harværet, at Folketinget ikke har set nogen grund til at gøre erstatningsudmålingenafhængig af, om en ansvarspådragende handling har fundet sted isundhedsvæsenet eller f.eks. i trafikken, på arbejdet eller i fritiden. Man har medandre ord ikke set nogen grund til at skelne, om en skade er sket ved enhøjresvingsulykke, på et byggestillads, i en svømmehal eller på enoperationsstue.

Med hensyn til de foreliggende to samrådsspørgsmål, så forholder det sig sådan– og det tror jeg, at alle er bekendt med – at spørgeren oprindeligt stillede toandre samrådsspørgsmål vedrørende en konkret sag, der verserer ved Højesteret.En sag, der drejer sig om, hvorvidt godtgørelse for varigt mén og erstatning fortab af erhvervsevne i forbindelse med en patientskade kan nedsættes medhenvisning til, at skadelidte som følge af den pådragede patientskade kanforventes at skulle leve væsentligt kortere tid end andre på samme alder. Det erspørgsmål, som vi har været enige om, at vi ikke – mens sagen verserer veddomstolene – skal drøfte og procedere her i udvalget.

Jeg er opmærksom på, at spørgeren med de nye spørgsmål – her tænker jegsærligt på spørgsmål X og Z – har forsøgt at brede spørgsmålene ud, så de får etmere generelt sigte. Det ændrer dog ikke ved, at spørgsmålene udspringer af denkonkrete sag, som for tiden behandles af Højesteret, og denne sag kan jeg afprincipielle grunde naturligvis ikke kommentere.

Er det sådan, at Højesteret stadfæster Østre Landsrets dom, vil sagen efter minopfattelse umiddelbart ikke skabe et behov for at overveje lovændringer.Forholder det sig derimod sådan, at Højesteret omgør landsrettens dom, vil derefter min opfattelse – sådan som jeg også har givet udtryk for i pressen – opståbehov for at overveje en lovændring.

Overvejelser om en lovændring vil i givet fald skulle tages op medjustitsministeren, under hvis område erstatningsansvarsloven hører. Men somanført afhænger det af udfaldet af retssagen, og vi må derfor i første omgangafvente Højesterets dom i sagen. Det ved jeg, at justitsministeren er enig i.

Erstatningsansvarsloven – der som sagt hører under Justitsministeriets område –er en generel lov om erstatningsudmåling. Jeg har derfor også forud for dettesamråd været i dialog med justitsministeren for at høre, hvad jeg kunne sige irelation til besvarelsen af spørgsmål X og Z.

I relation til spørgsmålet om en reform af erstatningsansvarsloven harJustitsministeriet oplyst, at ministeriet løbende følger med i udviklingen påområdet, ligesom ministeriet løbende vurderer, om der er behov for justeringeraf loven – det være sig enkeltstående ændringer eller mere gennemgribenderevisioner.

Erstatningsansvarsloven, der er fra 1984, gennemgik en større revision i 2001.Herudover har der løbende været foretaget mindre justeringer af reglerne. Senesthar den tidligere regering sidste år gennemført enkelte justeringer aferstatningsansvarsloven.

Jeg vil gerne her til slut lige kort minde om fordelene for patienterne i denpatienterstatningsordning, vi har her i landet, og som indebærer, at patienterneikke bare henvist til at rejse erstatningssager ved domstolene, hvis de er kommettil skade i sundhedsvæsenet.

For det første har en patient eller dennes efterladte ret til erstatning for en skade,der er forvoldt på en måde, så det må antages, at en erfaren specialist på detpågældende område ville have handlet anderledes, hvorved skaden ville væreundgået.

I modsætning til den almindelige erstatningsret får patienten tilkendt erstatning,selvom behandlingen har levet op til den almindeligt anerkendt faglige standard– hvis blot en erfaren specialist på området ville have behandlet anderledes ogderved have undgået skaden.

årsagssammenhæng mellem behandling og skade, for at erstatning kan ydes. Derstilles med andre ord ikke som i almindelige erstatningssager krav om fuldtbevis. Det kan især have stor betydning i tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidtdet er grundsygdommen eller behandlingen, som har forårsaget skaden.

For det tredje påhviler der ikke patienten nogen oplysningspligt i den forstand,at det er patienten, der skal fremskaffe dokumentation for, at skaden erforårsaget ved et af de i loven nævnte forhold. Efter anmeldelse af en skade erdet Patientforsikringen, som af egen drift skal oplyse sagen.For det fjerde er det gratis for patienten at få behandlet sin patienterstatningssag;der er også fri og gratis adgang til at få prøvet Patientforsikringens afgørelse iPatientskadeankenævnet. Patienten kan med andre ord, i langt de fleste tilfælde,spare udgifter til advokatbistand.

Patientskadeankenævnet. En dommer sidder altid for bordenden som formand.Herudover er der repræsentanter for patienter og forbrugere, Advokatrådet, dekommunale organisationer og sagkyndige udpeget af Sundhedsstyrelsen.

[Forvaltningen af patienterstatningsordningen]Helt afslutningsvis finder jeg anledning til at understrege, at jeg – lige somtidligere ministre – har fuld tillid til, at såvel Patientforsikringen somPatientskadeankenævnetgørderesydersteforatbehandle

patienterstatningssagerne helt i overensstemmelse med de erstatningsretligeregler. Begge organer gør sig stor umage med at træffe retligt set korrekteafgørelser – hverken mere eller mindre.I de seneste 5 år har Patientskadeankenævnet i gennemsnit truffet afgørelse i1600 ankesager årligt. Af dem er i årligt gennemsnit op mod 85 sagerefterfølgende blevet indbragt for domstolene – det svarer i gennemsnit til godt 5procent årligt af alle ankesagsafgørelser. Af de omkring 85 årlige retssager harankenævnet i gennemsnit tabt 6 sager årligt. Det betyder, at ud af samtligeankenævnets sager i et år bliver i gennemsnit 3-4 promille af afgørelserneændret af domstolene. Sætter man antallet af tabte retssager i forhold til samtligeafgørelser i hele patientforsikringsordningen, er det en betydeligt mindre andel,der ændres ved domstolene.

Men som det fremgår, så er der altså hvert år en række tilfælde, hvor patienterudnytter deres lovbestemte ret til at få prøvet Patientskadeankenævnets afgørelseaf deres erstatningskrav ved domstolene. Og i nogle tilfælde når domstolenefrem til et andet resultat end Patientskadeankenævnet.

[Samrådsspørgsmål Y: Mener ministeren at forældre til børn, hvor deres

barn dør efter anerkendt lægefejl, og hvor fx Patientombuddet finder

grundlag for at kritisere én eller flere af de sundhedspersoner, der deltog i

behandlingen, skal efterlades uden erstatning, fordi deres barn ikke lever

nogle år med svære handicap, før barnet dør? I afkræftende fald bedes

ministeren redegøre for, om regeringen vil tage initiativ til lovændringer, og

herunder hvornår og hvordan?]

Her vil jeg som det første give udtryk for, at tabet af et barn er noget af detværste, man som forælder kan blive udsat for. Et sådant tab er på alle måderuerstatteligt.

erstatningsansvarsloven - altså præcis samme regelsæt som gælder for langt defleste former for erstatning i samfundet, hvad enten skaden er forårsaget isundhedsvæsenet eller eksempelvis i en offentlig daginstitution, undersportsudøvelse eller i trafikken.

Afgørelsen af, hvilke erstatnings- og/eller godtgørelsesposter som kan kræveserstattet og med hvilke beløb, afhænger af de konkrete omstændigheder i denenkelte sag, herunder hvilket tab der er lidt.

Forældre til barnet får derfor ofte kun tilkendt erstatning til dækning af deresbegravelsesudgifter. Der vil eventuelt også kunne blive tale om erstatning tilefterladte for personskade i form af psykisk mén som følge af et dødsfald, menifølge domspraksis dog kun såfremt den efterladte er blevet påført en egentligpsykisk lidelse, som rækker ud over sorg og savn.

Erstatningsansvarsloven indeholder ganske vist en bestemmelse - § 26 a - dersiden 2003 har givet mulighed for i særlige tilfælde at tilkende de efterladte engodtgørelse for lidelse eller krænkelse ved en nærtståendes død. Men detforudsætter, at dødsfaldet er forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt og undersådanne særlige omstændigheder, at det i almindelighed må forventes at påførede efterladte ekstraordinær lidelse eller krænkelse ud over, hvad dødsfaldet i sigselv påfører nærtstående af sorg og savn. Som eksempel kan nævnes Højesteretsdom af 27. august 2007, hvor forældrene til et to-årigt barn fik halvtredstusindkroner i erstatning efter § 26 a. Der var tale om en bilist, som underpromillekørsel påkørte en anden bil, der brød i brand, og hvor forældrene til et2-årigt barn overværede barnet indebrænde i bilen.

Erstatningsansvarsloven hører som tidligere nævnt under justitsministerensressort, så overvejelser om at ændre på loven bør derfor i givet fald tages op medjustitsministeren i Folketingets Retsudvalg.

patienterstatningsområdet. Men det ville straks rejse spørgsmålet om, hvorforforældre skal have en lavere erstatning, fordi deres barn døde ved et trafikuheldeller på udflugt med børnehaven og ikke i forbindelse med en operation på etoffentligt sygehus.

Spørgsmålet har været rejst flere gange i de tyve år, patienterstatningsordningenforeløbig har eksisteret under skiftende Folketing, regeringer og ministre, udenat have ført til nogen enighed om, at det ville være en farbar vej frem. Jeg harheller ikke til hensigt at tage spørgsmålet op.