SUU, Alm.del - 2011-12 - Endeligt svar på spørgsmål 276: Spm. om der i lov om erstatningsansvar er hjemmel til at nedsætte erstatningen til patienter m.v., til ministeren for sundhed og forebyggelse

Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 26. januar 2012 stil-let følgende spørgsmål nr. 276 (Alm. del) til ministeren for sundhed og fore-byggelse, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra SophieLøhde (V).Spørgsmål nr. 276:”Mener ministeren, at der i lov om erstatningsansvar er hjemmel til at nedsætteerstatningen til patienter, der på grund af forsinket diagnose er blevet uhelbre-deligt syge, og som konsekvens heraf »må forventes at skulle leve i væsentligkortere tid end andre på samme alder« enten på grund af skaden eller en an-den sygdom?”Svar:Da erstatningsansvarsloven hører under justitsministerens ressort har jeg an-modet Justitsministeriet om et bidrag til besvarelsen. Justitsministeriet har op-lyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:”Erstatningsansvarsloven indeholder dansk rets almindelige regler om udmå-ling af erstatning for personskade og tab af forsøger. Loven finder bl.a. anven-delse ved udmåling af erstatning og godtgørelse efter den særlige erstatnings-ordning i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundheds-væsenet.I erstatningsansvarsloven opregnes de forskellige tabsposter, der kan kræveserstattet ved personskade. Hvis skaden har medført varige følger, kan der ef-ter erstatningsansvarsloven tilkendes godtgørelse for varigt mén og erstatningfor tab af erhvervsevne.I erstatningsansvarsloven er der fastsat særlige regler om nedsættelse afgodtgørelsen og erstatningen således, at der sker en fast trinvis nedsættelsepå grundlag af skadelidtes alder. Der findes herudover ikke i erstatningsan-svarsloven regler, der giver adgang til at nedsætte méngodtgørelsen eller er-hvervsevnetabserstatningen.Der gælder ved siden af udmålingsreglerne i erstatningsansvarsloven en ræk-ke almindelige erstatningsretlige principper om bl.a. årsagssammenhæng ogegen skyld, som kan have betydning for erstatningsspørgsmålet, herunder er-statningsudmålingen. Disse principper er udviklet i retspraksis. Der kan på vis-se områder også være fastsat særlige lovregler, der vedrører spørgsmål omårsagssammenhæng mv.

Med hensyn til retspraksis, der tager stilling til spørgsmålet om, hvorvidt godt-gørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne i forbindelse meden patientskade kan nedsættes med henvisning til, at skadelidte som følge afden pådragede patientskade må forventes at skulle leve væsentligt kortere tidend andre på samme alder, er Justitsministeriet alene bekendt med ØstreLandsrets dom af 17. januar 2012. Ved dommen fastslog Østre Landsret medfølgende begrundelse, at der ikke kunne ske nedsættelse af godtgørelsen ogerstatningen:”Et af formålene med vedtagelsen af erstatningsansvarslovens i1984 var en forenkling af erstatning for personskade, herunderanvendelse af fast kapitaliseringsfaktor for erstatning for erhverv-sevnetab. Efter erstatningsansvarslovens § 4, stk. 2, og § 9, ned-sættes henholdsvis godtgørelse for varig mén og erstatning fortab af erhvervsevne med faste procentsatser, når skadelidte harnået en vis alder. Herved tages der højde for, at godtgørelse ogerstatning for en gennemsnitlig skadelidt skal kompensere forfærre år med ulemper i den personlige livsførelse og nedsat er-hvervsevne.Fravigelse af disse faste takster for reduktion af erstatning oggodtgørelse som følge af skadelistes forventede restlevetid måforudsætte klar hjemmel.I ældre retspraksis, herunder UfR 1959.394/1 Ø og UfR 1964.190Ø, er der ved udmålingen af erstatningen for erhvervsevnetablagt vægt på, at skadelidte må forventes at få et væsentligt korte-re liv end andre på samme alder uden, at den forventede restle-vetid er nærmere konkretiseret. Denne ældre retspraksis kan ikkeanses for at være i overensstemmelse med de nugældende reg-ler i erstatningsansvarsloven. Der sker således efter nugældendepraksis f.eks. ikke nedsættelse af erstatning for erhvervsevnetabtil nyfødte børn, der som følge af en fødselsskade og deraf føl-gende alvorlige handicap må forventes at have en væsentlig kor-tere restlevetid end andre nyfødte.Spørgsmålet i denne sag er, om erstatning og godtgørelse kannedsættes som følge af, at det med en høj grad af sandsynlighedforventes, at [A] kun har få år tilbage at leve i. Der er ikke i forar-bejderne til erstatningsansvarsloven eller i retspraksis sikre hol-depunkter for at antage, at der i netop denne situation skal skenedsættelse af erstatning og godtgørelse til en skadelidte i mod-sætning til andre tilfælde, hvor skadelidtes restlevetid må forven-tes at være væsentlig kortere end gennemsnittet for andre påsamme alder.Det forhold, at der efter retspraksis sker nedsættelse af erhverv-sevnetabserstatning og godtgørelse for varigt mén i tilfælde, hvorskadelidte er afgået ved døden ganske få år efter skadens ind-træden, kan efter landsrettens opfattelse ikke føre til et andet re-sultat. Dette må i hvert fald gælde i et tilfælde som det forelig-gende, hvor døden ikke er umiddelbart forestående, og hvor enmere eller mindre sikker prognose for [A’s] forventede restlevetidkan sidestilles med et faktisk indtruffet dødsfald.På denne baggrund tager landsretten [A’s] påstand 1 og 2 til føl-ge.”