SUU, Alm.del - 2011-12 - Endeligt svar på spørgsmål 238: Spm. om sikre inhabile borgere retten til selvbestemmelse i forbindelse med opstart, til ministeren for sundhed og forebyggelse

Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 19. januar 2012 stil-let følgende spørgsmål nr. 238 (alm. del) til ministeren for sundhed og fore-byggelse, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra udval-get.Spørgsmål nr. 238:”Hvorledes vil ministeren sikre inhabile borgere retten til selvbestemmelse iforbindelse med opstart, fortsættelse eller afslutning af behandling?”Svar:Det følger allerede af sundhedslovens § 18, stk. 1, at for en patient, der varigtmangler evnen til at give informeret samtykke, kan de nærmeste pårørendegive informeret samtykke til behandling (stedfortrædende samtykke). I tilfælde,hvor patienten er under værgemål, kan dette samtykke gives af værgen.Selv om en patient generelt set mangler evne til at forstå en information og tilat overskue konsekvenserne af et samtykke, kan den pågældende dog på en-keltområder være i stand til at give et gyldigt samtykke. Der skal derfor i så vidudstrækning som muligt gives information til og indhentes samtykke fra patien-ten selv. Det kan efter en konkret vurdering af patientens evne til at give sam-tykke være samtykke til visse former for behandling eller visse dele af en be-handling. Patientens beslutning om behandling bør accepteres frem for etstedfortrædende samtykke. Det er vigtigt, at patientens selvbestemmelsesretikke bortfalder i større udstrækning, end der er grundlag for, jf. også om sund-hedslovens § 20 neden for.Begrebet ”evnen” i sundhedslovens § 18, stk. 1, skal forstås objektivt i den for-stand, at det afgørende er, om den varigt inhabile patient overhovedet er istand til at tage stilling og til at give en eller anden form for udtryk for sin stil-lingtagen. Er patienten i stand til det, kan bestemmelsen ikke anvendes – uan-set om patienten træffer et andet valg end patienter, der er ved deres fornuftsfulde brug, ville have gjort.I tilfælde, hvor den varigt inhabile patient rent faktisk tilkendegiver en afvisen-de holdning til den påtænkte behandling, er patientens ytringer afgørende for,om behandling kan indledes eller fortsættes på trods af de pårørendes ellerværgens samtykke. Uanset om sådanne ytringer udtrykkes verbalt eller fysisk,eller om de for sundhedspersonalet og de pårørende objektivt set giver me-ning i forhold til patientens aktuelle behandlingsbehov, har de afgørende be-tydning for, om behandlingen kan indledes eller fortsættes.Med det formål at forhindre, at disse patienter ved at afvise behandling uforva-rende påfører sig selv unødig lidelse, indebærer de foreliggende overvejelsersåledes en yderligere beskæring af patientens selvbestemmelsesret, idet nød-vendig behandling i en sådan situation – uanset patientens modstand herimod– vil kunne indledes, fortsættes og afsluttes med et stedfortrædende samtykkefra nærmeste pårørende eller værgen.

Hverken den gældende bestemmelse i sundhedslovens § 18, stk. 1, eller denævnte overvejelser om muligheden for at give et stedfortrædende samtykketil behandling af behandlingsafvisende varigt inhabile indebærer, at patientener helt uden indflydelse på sin situation. Det følger således allerede i dag afsundhedslovens § 20, at en patient, som ikke selv kan give informeret samtyk-ke, skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen, i det omfangpatienten forstår behandlingssituationen, medmindre selve informationen kanskade patienten, ligesom patientens tilkendegivelser, i det omfang de er aktu-elle og relevante, skal tillægges betydning. Dette vil selvsagt også gælde i for-hold til behandlingsafvisende varigt inhabile. Ret beset vil denne adgang forpatienten dog næppe have eller få større praktisk betydning.