SOU, Alm.del - 2011-12 - Endeligt svar på spørgsmål 298: Spm., om ministeren er enig i, at man i forhold til L 140, § 1, stk. 3 risikerer at gå på kompromis med, hvad der er bedst for den enkelte borger, hvis økonomiske hensyn vægtes side om side med faglige hensyn m.v., til social- og integrationsministeren

Spørgsmål nr. 298:”Er ministeren enig med Rasmus Prehn (S), der den 1. september 2011udtaler, at man i forhold til L 140, § 1, stk. 3 risikerer at gå på kompromismed, hvad der er bedst for den enkelte borger, hvis økonomiske hensynvægtes side om side med faglige hensyn?”

Svar:Nu er jeg ikke orienteret om i hvilken sammenhæng, Rasmus Prehn harudtalt sig. Men når den 1. september 2011 nævnes, så må det alt andet ligevære den tidligere regerings forslag, som Rasmus Prehn har udtalt sig om,og ikke om L 140, som først blev fremsat i marts 2012.Når regeringen har fremsat lovforslaget handler det for det første om, atregeringen har valgt at overtage den tidligere regerings aftale med KL. Dethandler om at være en troværdig samarbejdspartner. For det andet er dervigtige og afgørende forskelle i forhold til den tidligere regerings forslag.Regeringens lovforslag – som nu er vedtaget – indebærer således en tydeligunderstregning af den konkrete, individuelle vurdering som bærende principog en ændring i refusionsordningen på børne- og ungeområdet.Som det fremgår af bemærkningerne til loven, kan kommunen fortsat ikkeundlade at iværksætte hjælp, som borgerne efter en konkret og individuelvurdering har behov for, med henvisning til økonomiske hensyn. En kommu-ne vil heller ikke kunne tage økonomiske hensyn i form af at træffe en afgø-relse om, at en borger ikke har ret til et tilbud pga. manglende budget. En

kommune kan således heller ikke træffe en afgørelse om, at en borger erberettiget til et tilbud – f.eks. om socialpædagogisk bistand - og så efterføl-gende sætte borgeren på en venteliste med henvisning til, at kommunenikke har penge til at ansætte en medarbejder, der kan yde borgeren densocialpædagogiske bistand.Det gælder endvidere fortsat, at hvis to tilbud er lige egnede til at opfyldeborgerens behov, så bør kommunen vælge det billigste. Det kan f.eks. være,hvis en borger skal have et midlertidigt botilbud efter servicelovens § 107, ogder er flere botilbud, der ud fra en konkret og individuel vurdering af borge-rens behov, er lige egnede til at opfylde borgerens behov. I sådanne situati-oner skal kommunen vælge det billigste botilbud.Præciseringen vil styrke borgernes retssikkerhed, idet det på denne mådeklargøres, hvad der er gældende ret. Klare regler for, hvad kommunerne kanog skal, kan være med til at sikre borgernes rettigheder, f.eks. fordi det blivertydeligere for alle, hvilket grundlag de konkrete afgørelser træffes på. Derforvil det fremover også udtrykkeligt fremgå af loven, at afgørelser skal træffesud fra en konkret og individuel vurdering.Jeg kan henvise til bemærkningerne til loven for yderligere uddybning afformål med og opfølgning på loven.