SOU, Alm.del - 2011-12 - Endeligt svar på spørgsmål 163: Spm. om, hvorfor institutionerne ikke bruger GPS pejlesystem som forebyggende indsats over for udviklingshæmmede m.v., til social- og integrationsministeren

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 30. januar 2012følger hermed social- og integrationsministerens endelige svar påspørgsmål nr. 163 (SOU Alm. del).Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 163:”Kan ministeren redegøre for, hvorfor institutionerne ikke bruger GPS pejle-system som forebyggende indsats over for udviklingshæmmede, hvis detteer til gavn for at beskytte børnene, jf. artiklen "Ønsker mere overvågning afudviklingshæmmede" fra dr.dk den 27. januar 2012 05:43?”

Svar:Der er efter serviceloven mulighed for at anvende personlige alarm- ellerpejlesystemer i særlige situationer og derigennem skabe en øget tryghed ogsikkerhed for børn med betydelig og varig psykisk funktionsnedsættelse ogderes forældre samt samfundet i øvrigt. Samtidig har institutionerne med etpersonligt alarm- eller pejlesystem et redskab til at håndtere en svær situati-on i de særlige konkrete tilfælde, hvor det vurderes, at et alarm- eller pejle-system kan medvirke til at afværge risikoen for skader på barnet eller andre.

Det personlige alarm- eller pejlesystem er alene et redskab til at lokaliserebarnet eller den unge. Men det er et redskab, der i nogle situationer må for-modes at kunne hjælpe med at afværge risikoen for alvorlig personskade.Som det fremgår ovenfor, er det netop en betingelse for at kunne anvende etpersonligt alarm- eller pejlesystem, at det i den konkrete situation vurderes,at systemet kan bidrage til at afværge risikoen for personskade.

Der er desuden i lovgivningen lagt vægt på, at alarm- eller pejlesystemerhverken kan eller må erstatte det pædagogiske arbejde hos det professio-nelle personale på institutionerne. Anvendelse af et personligt alarm- ellerpejlesystem kan i den konkrete situation være et nødvendigt supplement tildet pædagogiske arbejde, men må aldrig erstatte omsorg, pleje og social-pædagogisk bistand. Der skal derfor også løbende arbejdes med den pæ-dagogiske bistand i forhold til barnet eller den unge, så der er opmærksom-hed omkring udviklingen af pædagogiske metoder, der kan erstatte magtan-vendelse i det konkrete tilfælde.