Endelig besvarelse af spørgsmål nr. 881 (Alm. del) fra Folketingets

Retsudvalg:

”Vil ministeren tage initiativ til at der udarbejdes en redegørel-se for hhv. Sveriges, Norges, Tysklands, Østrigs, Storbritanni-ens, Finlands og Belgiens erfaringer med at lade udenlandskestatsborgere afsone straffe i deres hjemlande, herunder de øko-nomiske fordele og/eller ulemper forbundet med denne prak-sis?”

Svar:

1.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodetUdenrigsministeriet om at søge at indhente de ønskede oplysninger.Af oplysningerne, som Udenrigsministeriet har indhentet, fremgår bl.a.følgende:a)Størstedelen af de lande, der er nævnt i spørgsmålet, fremhæver, atoverførelse af domfældte først og fremmest (for Tysklands vedkommende:udelukkende) sker af resocialiseringsmæssige hensyn.Det tilføjes dog for en række af landenes vedkommende, at der herudoverogså er økonomiske fordele forbundet med at lade domfældte udlændingeafsone i deres hjemland.Eksempelvis koster en finsk fængselsplads 160 euro pr. dag og en østrigskfængselsplads ca. 99 euro pr. dag, ligesom også Belgien, Norge, Storbri-tannien og Sverige tilkendegiver, at der er penge at spare i form af frigjortfængselskapacitet/sparede afsoningsudgifter ved at sende kriminelle ud-lændinge til hjemlandet for at afsone.Det anførte gælder ikke mindst, fordi antallet af udenlandske indsatte gen-nem de seneste år har været stærkt stigende i en række af de pågældendelande.F.eks. var der pr. 1. september 2011 4.027 indsatte med udenlandsk stats-borgerskab i de østrigske fængsler, hvilket svarer til 46 procent af alle ind-satte i Østrig. Det bemærkes, at det nævnte tal også inkluderer personer,der endnu ikke er dømt (varetægtsarrestanter).

En effektiv behandling af sager om overførelse af domfældte er bl.a. påden baggrund et område, der prioriteres højt i flere af de lande, der ernævnt i spørgsmålet. Det gælder bl.a. Belgien og Norge.b)Overførelse af domfældte udlændinge fra de lande, der er nævnt ispørgsmålet, til strafafsoning i hjemlandet sker navnlig på baggrund afreglerne i Europarådets overførelseskonvention fra 1983 og tillægsproto-kollen hertil fra 1997.Det gælder for EU-landenes vedkommende også i forhold til overførelse tilandre EU-lande, der endnu ikke har implementeret EU-rammeafgørelsenom overførelse af domfældte.For så vidt angår Norge og Storbritannien fremgår det herudover af de op-lysninger, som Udenrigsministeriet har indhentet, at overførelse endviderekan ske på baggrund af bilaterale overførelsesaftaler, som de pågældendelande har indgået med en række udvalgte lande.Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at de norske bilaterale afta-ler, der er indgået med Letland, Litauen og Rumænien, ifølge ministerietsoplysninger bygger på regler, der indholdsmæssigt svarer til reglerne iEU’s rammeafgørelse om overførelse af domfældte, som Justitsministerietbl.a. har redegjort nærmere for i forbindelse med besvarelsen af spørgsmålnr. 421 (Alm. del) (folketingsåret 2011-12).Der er således tale om, at Norge – da Norge ikke selv er medlem af EU – istedet har valgt at indgå en række bilaterale overførelsesaftaler med EU-rammeafgørelsen som forbillede.Endelig bemærkes for så vidt angår Finland, Norge og Sverige, at der gæl-der særlige regler i forhold til overførelse af domfældte mellem de nordi-ske lande.Justitsministeriet kan i den forbindelse supplerende oplyse, at reglerne omoverførelse af domfældte mellem de nordiske lande for Danmarks ved-kommende er fastsat i lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde medFinland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. medsenere ændringer (den nordiske straffuldbyrdelseslov).

c)Der er store variationer i forhold til, hvor mange domfældte, der faktiskoverføres fra de lande, der er nævnt i spørgsmålet, til strafafsoning i hjem-landet.Eksempelvis overfører Østrig ifølge de foreliggende oplysninger årligt ca.600 domfældte, mens det anslås, at Finland på årsbasis maksimalt overfø-rer 10. For Norge og Sveriges vedkommende var antallet af faktisk over-førte i 2011 henholdsvis 52 og 60.Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at de nævnte tal ikke kansammenlignes direkte, idet en række faktorer har betydning for, hvor man-ge domfældte, det vil være muligt at overføre til strafafsoning i hjemlan-det.Der må således bl.a. tages højde for, hvor mange udenlandske afsonere, depågældende lande har. F.eks. har Storbritannien ca. 12.000 udenlandskeindsatte (domfældte og varetægtsarrestanter), mens det tilsvarende tal iFinland i 2011 var 444.Herudover vil der bl.a. også skulle tages højde for eventuelle forskelle ilandenes regler om prøveløsladelse og udvisning, da det f.eks. vil kunne fåbetydning, hvornår den domfældte efter det pågældende lands regler vilkunne prøveløslades (eventuelt i forbindelse med en dom til udvisning).d)Som Justitsministeriet også tidligere har redegjort for – bl.a. i forbindel-se med besvarelsen af spørgsmål nr. 921 (Alm. del) (Folketingsåret 2011-12) – vil det i praksis være vanskeligt at nå at overføre personer, der kun eridømt en korterevarende frihedsstraf.Af de oplysninger, som Udenrigsministeriet har indhentet, fremgår bl.a., atdet for flere af de landes vedkommende, der er nævnt i spørgsmålet, ikkeer ualmindeligt med en sagsbehandlingstid på 8-10 måneder i overførel-sessager, og at sagsbehandlingstiden efter omstændighederne kan væreendnu længere.F.eks. fremgår det af oplysningerne vedrørende Sverige, at visse landessvar på anmodninger om overførelse ofte kommer så sent, at overførelseikke når at finde sted, inden straffen er afsonet i Sverige.For Norges vedkommende fremgår, at domfældte med korte domme ellerkort resterende afsoningstid normalt slet ikke forsøges overført. Det er så-4

ledes i Norge en forudsætning, at der på det tidspunkt, hvor de norskemyndigheder fremsætter en anmodning om overførelse over for myndig-hederne i det pågældende land, resterer mindst 6 måneders restafsoning,inden det tidspunkt, hvor den domfældte vil kunne prøveløslades (2/3-tid).I den forbindelse bemærkes endvidere, at det i visse af Storbritanniensoverførelsesaftaler bl.a. er en forudsætning for, at der kan ske overførelse,at den domfældte mangler at afsone mindst 12 måneder af straffen. Hvisden domfældte ikke samtykker til overførelse, skal den idømte straf herud-over være på mindst 4 år.e)Af de indhentede oplysninger fremgår endvidere, at der ud over langsagsbehandlingstid i modtagerlandet også kan være en række andre fakto-rer, som kan føre til, at der ikke sker overførelse.Som eksempler nævnes bl.a. menneskerettighedshensyn, at den domfældtetrækker en eventuel anmodning om overførelse tilbage, eller at modtager-landet nægter overførelse (f.eks. fordi en overførelse ikke vurderes at for-bedre den domfældtes mulighed for resocialisering).Herudover vil det som nævnt ovenfor under pkt.c)også kunne spille ind,hvordan det pågældende lands regler om prøveløsladelse og udvisning erindrettet.

2.

Justitsministeriet kan for så vidt angår overførelse af domfældte fraDanmark til strafafsoning i hjemlandet supplerende oplyse, at der med denny aftale om kriminalforsorgens økonomi i 2013-2016, som et bredt flertalaf Folketingets partier står bag, bl.a. er sat fokus på at sikre en mere effek-tiv og målrettet indsats i overførelsessager.Der er som led i aftalen bl.a. etableret enTask Force Hjemsendelsei Ju-stitsministeriet, som skal sikre, at indsatsen med at overføre udvisnings-dømte udlændinge til afsoning i hjemlandet sker hurtigt og effektivt, lige-som aftalen indeholder konkrete og klare måltal for behandlingen af over-førelsessager.Som Justitsministeriet bl.a. har oplyst i forbindelse med besvarelsen afspørgsmål nr. 334 (Alm. del), er det ministeriets forventning, at de tiltag,der med aftalen iværksættes på området, samlet set vil medvirke til at styr-ke den fremtidige overførelsesindsats.