Regeringen har i samarbejde med Enhedslisten fremlagt en offerpakke, der bl.a. indebærer en offerfond, hvorom det oplyses, at udgifterne ’finansieres af et nyt offerbidrag, hvor gerningsmænd fremover skal betale 500 kr. til fonden’ (jf. justitsministerens pressemeddelelse om offerpakken). Fondens samlede budget forventer regeringen bliver på omkring 25 mio. kr. Offerbidraget skal opkræves og inddrives efter de samme regler, som i dag gælder for bøder, dvs. politiet skal varetage opkrævningen af pengene til offerfonden, og SKAT skal varetage inddrivelsen. Hvordan vil ministeren sikre, at alle midlerne rent faktisk inddrives, når der i forvejen er mange millioner kroner, der årligt ikke kommer ind, fordi en del dømte kriminelle ikke er i stand til at betale? Vil der i de tilfælde, hvor gerningsmænd ikke betaler, alligevel ske overførsel af 500 kr. til fonden, så budgetforudsætningen holdes? Vil ministeren i den forbindelse oplyse, om det i så fald er staten der kompenserer for de manglende indbetalinger til fonden og hvor meget dette i givet fald skønnes at komme til at koste skatteyderne?
Dato: 19-06-2012
Status: Endeligt besvaret