Retsudvalget 2011-12
REU Alm.del
Offentligt
Civil- og Politiafdelingen
Dato:Dok.:
26. marts 2012382484
UDKAST TIL TALEtil brug for besvarelse af samrådsspørgsmål AL-AN fraFolketingets Retsudvalg den 25. april 2012.Samrådsspørgsmål AL:”Vil ministeren redegøre for, om ministeren finder, at politiet har tilstræk-kelige muligheder for at beskytte vidner, der udsættes for trusler og/ellervold, samt om ministeren finder, at politiet udnytter disse muligheder i til-fredsstillende grad i praksis?”Samrådsspørgsmål AM:”Vil ministeren redegøre for, om ministeren finder, at den gældende kon-taktpersonsordning til vejledning og rådgivning af vidner er tilstrækkeligtil at oplyse vidner, særligt vidner som udsættes for trusler og/eller vold,om deres rettigheder og muligheder, og om ministeren finder, at man børgøre mere for at opnå en tilstrækkelig rådgivning og vejledning af vidner,herunder eksempelvis at uddanne politiets kontaktpersoner bedre, herun-der at sætte særligt uddannede kontaktpersoner til at støtte vidner som ud-sættes for trusler og/eller vold eller at give vidner mulighed for i særligetilfælde at få stillet en bistandsadvokat til rådighed?”Samrådsspørgsmål AN:”Vil ministeren redegøre for, om ministeren finder, at der er behov for atgive politiet flere muligheder for at beskytte vidner, som udsættes for trus-ler og/eller vold, herunder særligt vidner som vidner i sager mod perso-ner, som er en del af det organiserede kriminelle miljø, samt hvilke initia-tiver ministeren vil tage for at sikre en bedre beskyttelse af vidner?”
1
Indledning1.De stillede samrådsspørgsmål, der alle vedrører beskyttelse og vejled-ning af vidner, giver mig grund til at starte med at understrege, at det erhelt fundamentalt i et retssamfund som det danske, at vidner trygt kan an-melde strafbare forhold og afgive forklaring til politiet og i retten uden atblive udsat for repressalier fra gerningsmanden eller dennes bekendtskabs-kreds.
Det er jo også derfor, at strafferammen i straffelovens § 123 om vidnetrus-ler giver mulighed for at idømme fængsel i op til 8 år.
Vidneforklaringer er et vigtigt element i bevisførelsen i straffesager, derofte er udslagsgivende.
Og vidnernes fremmøde i retten er en nødvendighed. Det skyldes, at dendanske strafferetspleje bygger på et princip om såkaldt bevisumiddelbar-hed, som indebærer, at alle beviser – det gælder ikke mindst vidneudsagn –som hovedregel skal fremlægges umiddelbart for den dømmende ret.
Det kan derfor svække anklagemyndighedens muligheder for at løfte be-visbyrden i en konkret straffesag afgørende, hvis centrale vidner ikke tørbidrage til sagens oplysning, fordi de på fuldstændig uacceptabel vis ud-sættes for repressalier eller trues med det i anledning af deres vidneudsagn.
I det lys siger det sig selv, at det er ekstremt vigtigt, at politi og anklage-myndighed råder over tilstrækkelige midler til at sikre vidner i straffesagerden beskyttelse og tryghed, de har krav på, når de opfylder deres borger-pligt.
Og ligeså vigtigt er det naturligvis, at politiet og anklagemyndigheden heletiden har fokus på og er i stand til at yde bekymrede og ængstelige vidnergod støtte og vejledning.
2
[De eksisterende regler og retningslinjer på området]2.Efter disse indledende bemærkninger vil jeg nu vende mig mere konkretmod det første samrådsspørgsmål, der netop handler om de beskyttelses-foranstaltninger, som politiet og anklagemyndigheden råder over.
For at kunne besvare spørgsmålet fyldestgørende, har jeg indhentet et bi-drag fra Rigspolitiet. Rigspolitiet har oplyst, at det er de enkelte politikred-se, der tager initiativ til at iværksætte beskyttelse af vidner, som skal afgi-ve forklaring under en straffesag. Politikredsen vil dog i visse tilfælde råd-føre sig med den overordnede anklagemyndighed samt efter omstændighe-derne også PET.
I langt de fleste tilfælde vil det være tilstrækkeligt, at f.eks. vidnets navnikke oplyses til den tiltalte, ligesom retten efter omstændighederne kantræffe bestemmelse om navneforbud, referatforbud og dørlukning eller be-slutte, at den tiltalte skal forlade retslokalet, mens vidnet afhøres.
Politiet og anklagemyndigheden kan imidlertid også, hvis det konkretskønnes påkrævet, iværksætte en række andre beskyttelsesforanstaltningeri forhold til vidner. Det kan f.eks. dreje sig om patruljering ved vidnets bo-pæl, politimæssig eskortering eller egentlig bevogtning. Det kan ogsåkomme på tale at udstyre vidnet med en alarmtelefon.
[Vidnebeskyttelsesprogrammet]3.Herudover kan PET i helt ekstraordinære tilfælde, hvor disse mere al-mindelige foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, iværksætte nogle særligebeskyttelsesforanstaltninger inden for rammerne af det såkaldte vidnebe-skyttelsesprogram, som har eksisteret siden 2001.
De særlige beskyttelsestiltag iværksættes på baggrund af en nøje vurderingaf såvel den foreliggende trussel som det vidne, der skal beskyttes. Detvurderes bl.a., om vidnet er i stand til at leve under et vidnebeskyttelses-program.
3
Før en person kan indgå i et vidnebeskyttelsesprogram, foretages der såle-des en række undersøgelser og vurderinger for at sikre, at vidnebeskyttel-sesprogrammet vil kunne fungere efter sin hensigt og blive succesfuldt.
I de allermest alvorlige tilfælde kan der blive tale om et fuldstændigt iden-titetsskifte med bl.a. nyt navn og adresse, og vidnet kan eventuelt ogsåhjælpes til en ny tilværelse i et andet land.
Men for at et sådant identitetsskifte skal kunne gennemføres, er det nød-vendigt, at vidnet medvirker til processen og overholder en lang rækkefastsatte betingelser. Vidnet skal således bl.a. være indstillet på at afbrydekontakten til sin familie, venner og øvrige omgangskreds.
Det kan derfor være forbundet med meget store menneskelige omkostnin-ger at skifte identitet som led i et vidnebeskyttelsesprogram.
Og det er også baggrunden for, at identitetsskifte forbeholdes de mest al-vorlige og sjældne sager, hvor de øvrige beskyttelsesforanstaltninger ikkeer tilstrækkelige.
Det er Rigspolitiets vurdering, at politiet ikke har behov for nye redskaberpå området.
[Kontaktpersonordningen]4.Når det gælder spørgsmålet om vejledning af vidner i straffesager, viljeg tillade mig at henvise til min skriftlige besvarelse af 4. januar i år afspørgsmål nr. 267 fra Retsudvalget.
Som det fremgår heraf, skal der bl.a. i sager om grovere overtrædelser afstraffeloven, hvor vold, trusler eller anden personfarlig kriminalitet indgår,allerede ved første afhøring eller umiddelbart efterfølgende udpeges enkontaktperson for den forurettede, hvis den pågældende forventes at skulleafgive forklaring som vidne i retten.
4
I andre sager kan der udpeges en kontaktperson for forurettede, hvis foru-rettede efter sagens karakter skønnes at kunne få behov for rådgivning, derligger ud over den almindelige rådgivning, som gives ved anmeldelsen.
Der kan på tilsvarende måde udpeges en kontaktperson for andre vidnerend forurettede, der forventes at skulle afgive forklaring i retten. Betingel-sen er, at vidnet efter sagens karakter og alvor skønnes at kunne få behovfor støtte og vejledning fra politiet eller anklagemyndigheden.
Kontaktpersonen, der typisk vil være en politimand eller en anklager, somhar med sagen at gøre, har som sin overordnede opgave at yde hjælp ogstøtte, når vidnet henvender sig.
Kontaktpersonen bør derfor holde sig løbende orienteret om sagen og kun-ne vejlede og informere vidnet om dets retsstilling, om sagens gang ogforventede forløb samt om beskyttelsesreglerne i forbindelse med vidnetsfremmøde i retten.
Rigsadvokaten har i en bekendtgørelse og i en Rigsadvokatmeddelelsefastsat nærmere regler og retningslinjer om ordningen.
[Andre beskyttelsestiltag]5.Der findes desuden en række bestemmelser i retsplejeloven, der sigter tilat beskytte den forurettede og vidner i straffesager.
Ud over reglerne om bl.a. dørlukning, referatforbud og navneforbud, somjeg allerede kort har været inde på, har politiet og anklagemyndigheden så-ledes efter retsplejelovens § 193 en særlig forpligtelse til at underrette ret-ten, hvis der efter en konkret vurdering er behov for særlig hensyntagen tilet vidne i en straffesag.
Det kan bl.a. være relevant i sager, hvor et vidne må anses for særligt udsatsom følge af risikoen for pression fra tiltalte eller andre.
5
En sådan forhåndsunderretning kan f.eks. betyde, at en medarbejder vedretten på forhånd er klar til at tage imod og vejlede vidnet om at opholdesig i et særligt venterum eller eventuelt et andet lokale, indtil vidnet skalafgive sin forklaring.
Der kan også være tale om at sikre, at vidnet ikke unødigt konfronteresmed tiltalte eller andre vidner eller koordinering af en nødvendig politibe-skyttelse.
Endvidere findes der i retsplejeloven regler om beskikkelse af en bistands-advokat for den forurettede i en række sagstyper om grovere kriminalitet,herunder i sager om vold og trusler mod vidner.
Der kan endelig efter reglerne i retsplejelovens § 856 i visse særlige tilfæl-de ske anonym vidneførsel, hvorved vidnets identitet, bopæl og stillingholdes hemmeligt for den tiltalte.
Dette forudsætter, at disse oplysninger må antages at være uden betydningfor tiltaltes forsvar, og at afgørende hensyn til vidnets sikkerhed gør hem-meligholdelsen påkrævet – det vil navnlig kunne være tilfældet i sager omalvorlig og organiseret kriminalitet, og hvor vidnet er et såkaldt tilfældigtvidne til forbrydelsen.
[Rigsadvokatens vurdering]6.Jeg har til brug for dette samråd også bedt Rigsadvokaten om et bidrag.Rigsadvokaten har i den anledning bl.a. oplyst, at der i anklagemyndighe-den generelt er stor fokus på behandlingen af vidner i straffesager.
Det er bl.a. kommet til udtryk i anklagemyndighedens nye grunduddannel-se, hvor anklagerfuldmægtigene undervises specifikt i håndteringen af for-urettede og vidner, herunder i vidneafhøring og vidnepsykologi.
Rigsadvokaten har desuden udarbejdet en folder, der udleveres til foruret-tede i tilknytning til anmeldelsen af et strafbart forhold. Den indeholder6
bl.a. oplysninger om muligheden for at få beskikket en bistandsadvokat,om kontaktpersonordningen, og om mulighederne for at iværksættetryghedsskabende foranstaltninger i forbindelse med et vidnes afgivelse afvidneforklaring i retten.
Rigsadvokaturen er desuden i færd at udvikle et særligt modul med infor-mation og vejledning til forurettede og vidner til anklagemyndighedensnye hjemmeside.
Det er Rigsadvokatens samlede vurdering, at der i politi og anklagemyn-dighed er den fornødne opmærksomhed på at sikre trygge forhold for foru-rettede og vidner i straffesager, og der tages løbende nye initiativer for atøge opmærksomheden på området. Rigsadvokaten har således ikke pegetpå et behov for i øvrigt at tage nye initiativer på området.
[Offerarbejdsgruppen]7.Jeg kan i tilknytning hertil tillige nævne, at en bredt sammensat arbejds-gruppe under Justitsministeriet med repræsentanter bl.a. fra Rigsadvoka-ten, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Dommerforeningen og Lands-foreningen Hjælp Voldsofre i en rapport fra 2010 bl.a. konkluderede, atpoliti og anklagemyndighed yder en omfattende vejledning af forurettede istraffesager.
Arbejdsgruppen konkluderede desuden, at kontaktpersonordningen stortset er velfungerende.
[Domstolenes indsats]8.Der er også grund til at fremhæve, at der fra domstolenes side gøres etstort arbejde for at sikre, at vidner i straffesager kan føle sig trygge.
Som et eksempel kan jeg nævne, at der i alle retsbygninger, som enten eropført eller ombygget efter 1. januar 2007, er blevet indrettet særlige ven-terum til utrygge vidner. Der er tale om lukkede venterum uden direkte
7
indkig, hvor retten kan tilbyde vidner at opholde sig, indtil de skal afgiveforklaring.
Der er også etableret sluser til politiet og kriminalforsorgen, når de an-kommer til retterne med arrestanter, og separate indgange for arrestanter tilde større retssale. I de nye og ombyggede retsbygninger vil vidner altså ik-ke skulle benytte samme indgang til retsbygningen eller samme indgang tilretssalen som en tiltalt, der bliver ledsaget af politiet eller kriminalforsor-gen.
Desuden investerer mange retter i disse år i bl.a. metaldetektorer og over-vågningskameraer dels for at højne den generelle sikkerhed, dels for athøjne følelsen af tryghed hos både rettens ansatte og rettens brugere, her-under vidner.Denkonkrete sag om vidnetrusler9.Som jeg har været inde på, findes der altså forskellige tilbud om støtteog vejledning til vidner, der skal afgive forklaring under en straffesag, ogsom føler sig utrygge.
Derudover råder politi og anklagemyndighed over en række redskaber,som kan tages i anvendelse i de alvorlige tilfælde, hvor der er behov foregentlige beskyttelsesforanstaltninger i forhold til et vidne. Det kan drejesig om alt fra udpegning af en kontaktperson til optagelse i et egentligtvidnebeskyttelsesprogram med – ultimativt – identitetsskifte.
Men selv om der således er mange strenge at spille på, og selv om det fraflere sider vurderes, at der ikke aktuelt er brug nye tiltag, er det selvsagtikke ensbetydende med, at der ikke kan ske fejl i forbindelse med håndte-ringen af en konkret sag. Det vil altid være tilfældet, når konkrete disposi-tioner beror på et skøn.
8
Jeg er således også opmærksom på, at dagens samråd netop er foranledigetaf en sådan konkret sag fra Nordjylland, hvor et vidne og hans familie harfølt, at politiet ikke formåede at yde dem den fornødne beskyttelse.
Uden at redegøre for sagen i detaljer, kan jeg oplyse, at Nordjyllands Politii efteråret 2009 iværksatte en række foranstaltninger i forhold til det på-gældende vidne, der skulle afgive forklaring i en sag om et drabsforsøg irocker- og bandemiljøet, hvor en af gerningsmændene var en slægtning tilvidnets ægtefælle.
Foranstaltningerne bestod bl.a. i tryghedsskabende besøg i familiens hjem,transport til og fra retsmøder, udlevering af mobiltelefonnumre til kontakt-personer og udlevering af en alarmtelefon, som var indkodet til at ringe di-rekte til Nordjyllands Politis vagtcentral.
Knapt 2 år senere – da straffesagen var afsluttet, og de beskyttende foran-staltninger med familiens indforståelse var ophørt – blev vidnet og hansfamilie beklageligvis udsat for en meget ubehagelig episode, hvor de blevtruet med vold som følge af den forklaring, som vidnet havde afgivet i ret-ten.
Der opstod i den forbindelse nogle kommunikationsproblemer mellemvidnets ægtefælle og politiet, hvilket politiet efterfølgende har beklaget.Politiet har også beklaget, at vidnet og dennes familie tilsyneladende hav-de fået det indtryk, at de beskyttelsesforanstaltninger, der havde væretiværksat i forhold til familien, indebar en højere grad af beskyttelse, enddet var tilfældet.Afslutning10.Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at hver eneste sag, hvor etvidne og dennes nærmeste udsættes for vold og trusler, fordi vidnet opfyl-der sin borgerpligt og vidner i en straffesag, er én for mange.
9
Og der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at det er en meget vigtigopgave for politiet og anklagemyndigheden at sikre, at vidner, som frygterrepressalier, får den fornødne og relevante vejledning og beskyttelse.
Men når det er sagt, mener jeg også, at det er vigtigt, at vi som politikereer varsomme med at drage forhastede og firkantede konklusioner ud fraulykkelige enkeltsager. Det er ikke mindst dette område simpelthen alt forvigtigt og følsomt til.
Hvis man således – uden at det har hold i virkeligheden – forsøger at skabeet indtryk af, at vidner i straffesager i almindelighed løber en stor risiko forrepressalier og i øvrigt lades i stikken af myndighederne, opnår man eftermin opfattelse først og fremmest at skræmme befolkningen unødigt.
For realiteten er jo heldigvis, at determeget sikkert at afgive forklaringsom vidne i straffesager ved domstolene her i landet.
Dette synspunkt stemmer overens med Domstolsstyrelsens indtryk. Styrel-sen har således oplyst, at det i de langt over 100.000 straffesager, som år-ligt behandles herhjemme, erfaringsmæssigt kun er ganske få sager, hvoret vidne har været bragt i fare eller er blevet truet som følge af sin rolle isagen, eller hvor der har været en egentlig risiko for vidnet.
Det er i dag også sådan, at antallet af anmeldelser for overtrædelse af straf-felovens § 123 – om vold og trusler mod vidner og deres nærmeste – erfaldet med næsten 20 pct. de seneste 6 år fra 953 i 2005 til 776 i 2011. Detsamme gælder antallet af sigtelser, hvor der har været et fald fra 905 til732.
Men det ændrer ikke på, at hver eneste sag er én for mange, og at vi skalgøre, hvad vi kan for forhindre, at det overhovedet forekommer, at vidnerog deres nærmeste udsættes for trusler og lignende. Selvfølgelig skal videt.
10
Men vi må også være realistiske og se i øjnene, at det næppe nogensindevil være muligt helt at undgå, at vidnetrusler finder sted.
Og samtidig mener jeg, at vi må have respekt for og lytte til det, når de derhar forstand på det her – det vil først og fremmest sige politiet og ankla-gemyndigheden – giver udtryk for, at de vurderer, at de ikke her og nu harbehov for nye redskaber i forhold til at kunne yde støtte og vejledningsamt ikke mindst beskytte vidner i straffesager.
Men hvis billedet ændrer sig, og der viser sig et behov for nye initiativerpå områder, så er jeg selvsagt også indstillet på det.
Tak.
11
