Spørgsmål nr. 584 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren, som opfølgning på sit svar på spørgsmål 3 tilL 61, redegøre for, hvorfor der i forhold til L 61 ikke følgessamme praksis som ved L 55 (forhøjelse af den kriminelle lav-alder), i forhold til straffelovens § 3, idet personer der er dømtog p.t. afsoner domme pådømt i henhold til de nugældenderegler vedr. knivforbud, ikke får omgjort deres straf fra fæng-sel til bøde, som følge af det ændrede retsgrundlag, der vilgælde efter L 61 måtte være vedtaget og trådt i kraft?”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet enudtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:”Straffelovens § 3 vedrører tilfælde, hvor der er forskel på lov-givningen på gerningstidspunktet og på pådømmelsestidspunk-tet. Bestemmelsen har følgende ordlyd:”§

3.

Er den ved en handlings påkendelse gældendestraffelovgivning forskellig fra den, der gjaldt vedhandlingens foretagelse, afgøres spørgsmålet omstrafbarhed og straf efter den senere lov, dog at af-gørelsen ikke derved må blive strengere end efterden ældre lov. Beror ophøret af lovens gyldighedpå ydre, strafskylden uvedkommende forhold, bli-ver handlingen at bedømme efter den ældre lov.Stk. 2.Bortfalder uden for sidstnævnte tilfælde vedlov en handlings strafbarhed, bortfalder også denfor sådan handling idømte, men ikke fuldbyrdedestraf. Den dømte kan forlange, at spørgsmålet omstraffens bortfald ved påtalemyndighedens foran-staltning indbringes for den ret, der har påkendt sa-gen i første instans. Afgørelsen træffes ved kendel-se.”Bestemmelsens stk. 1 fastsætter således, hvilke regler domsto-lene skal anvende ved afgørelsen af sagen i en situation, hvorloven er ændret efter gerningstidspunktet, men før tidspunktetfor domstolens afgørelse. Bestemmelsen omfatter tilfælde,hvor straffen for en handling bliver ændret (strafskærpel-se/strafformildelse), og tilfælde, hvor en handlings strafbarhedbortfalder (afkriminalisering). Det følger af bestemmelsen, atdet er den lov, der gælder på afgørelsestidspunktet, der skalanvendes. Det gælder dog ikke, hvis det vil føre til en strengerestraf end den, der var gældende på gerningstidspunktet. I såfald er det reglerne på gerningstidspunktet, der skal anvendes.2

Hvis lovændringen indebærer, at en handling ikke længere erstrafbar på afgørelsestidspunktet, følger det af bestemmelsen,at den pågældende ikke skal straffes.Bestemmelsens stk. 2 omhandler alene den situation, hvor enhandlings strafbarhed bortfalder, dvs. ved en afkriminalisering.Bestemmelsen finder således ikke anvendelse ved ændringer afstrafniveauet. Det følger af bestemmelsen, at der ved afkrimi-nalisering af en handling skal ske bortfald af den straf, somgerningsmanden er idømt, men som endnu ikke er fuldbyrdet.Det betyder eksempelvis, at en idømt fængselsstraf ikke skalafsones.Ved lov nr. 274 af 27. marts 2012 om ændring af våbenlovenblev straffen for våbenlovovertrædelser ændret, således at dernu som udgangspunkt skal idømmes bødestraf i førstegangstil-fælde for overtrædelse af våbenlovens § 4, stk. 1, om ulovligbesiddelse af kniv på offentligt tilgængeligt sted.Ændringen af våbenloven indebærer således en nedsættelse afstraffen for besiddelse af kniv på offentligt tilgængeligt sted.Ændringen af våbenloven indebærer imidlertid ingen ændrin-ger i, hvad der er strafbart efter våbenlovens § 4, stk. 1, og derer således ikke tale om bortfald af en handlings strafbarhed(afkriminalisering). I denne situation finder straffelovens § 3,stk. 2, om bortfald af idømte, men endnu ikke fuldbyrdede,straffe således ikke anvendelse.Anderledes forholder det sig med lov nr. 158 af 28. februar2012, hvor den kriminelle lavalder blev forhøjet til 15 år. Herer der tale om en lovændring, som indebærer, at handlinger be-gået af 14-årige ikke længere kan straffes, dvs. om bortfald afstrafbarheden, og idømte, men endnu ikke fuldbyrdede, straffebortfalder således efter straffelovens § 3, stk. 2.”