Spørgsmål nr. 487 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Ministeren bedes redegøre for den nuværende retstilstand, fordet tilfælde at en HIV-smittet, forsætligt eller uagtsomt, udsæt-ter en uvidende person for smittefare gennem ubeskyttet sek-suelt samkvem.”

Svar:

Justitsministeriet har den 8. november 2011 sendt et notat fra Arbejds-gruppen om overførsel af smitte med hiv/aids til bl.a. Retsudvalget (Alm.del – bilag 80).I notatet konkluderer arbejdsgruppen, at (udsættelse af fare for) overførselaf hiv-smitte som udgangspunkt ikke længere er strafbar. Arbejdsgruppenhar i den forbindelse bl.a. anført følgende:

”3. Gældende ret

3.1.

Ved lov nr. 431 af 1. juni 1994 blev straffelovens § 252udvidet med et nyt stk. 2, så bestemmelsen i sin helhed fik føl-gende ordlyd:”§

252.

Den, der for vindings skyld, af grov kådhed ellerpå lignende hensynsløs måde forvolder nærliggende farefor nogens liv eller førlighed, straffes med fængsel indtil 8år.Stk. 2.På samme måde straffes den, der på hensynsløsmåde gentagne gange eller under i øvrigt særligt skærpen-de omstændigheder forvolder fare for, at nogen smittesmed en livstruende og uhelbredelig sygdom.”Stk. 2 blev indsat på baggrund af Højesterets dom af 14. april1994 (UfR 1994.520 H), hvor Højesteret afgjorde, at en hiv-smittet mand, der gentagne gange havde haft ubeskyttet seksu-el omgang med en række kvinder, uanset at han var bekendtmed at være smittet med hiv, ikke kunne straffes efter straffe-lovens § 252 (nu § 252, stk. 1).(…)Ifølge forarbejderne til straffelovens § 252, stk. 2, således sombestemmelsen blev udformet ved lovændringen i 1994, indebarudtrykket ”livstruende og uhelbredelig”, at det skulle væreovervejende sandsynligt, at personer, der blev smittet medsygdommen, i almindelighed ville afgå ved døden inden for etkortere åremål, det vil sige inden for maksimalt 10-15 år.I de følgende år blev der indført en ny og forbedret behandlingaf hiv-smittede og aids-syge (den såkaldte kombinationsbe-2

handling). Behandlingen medførte en markant nedgang i bådeantallet af personer, der blev diagnosticeret med aids, og antal-let af personer, der døde af sygdommen. I 2001 oplyste Sund-hedsstyrelsen, at det måtte forventes, at af de personer, der pådet tidspunkt blev smittet med hiv, ville mindre end 15 pct. døaf sygdommen inden for 10-15 år.Straffelovens § 252, stk. 2, blev herefter ændret ved lov nr. 468af 7. juni 2001. Formålet var at sikre, at der fortsat – uanset deforbedrede behandlingsmuligheder for hiv/aids, der indebar, atforudsætningerne i lovforarbejderne fra 1994 ikke længere varopfyldt – kunne pålægges straf til personer, som forvolder farefor, at andre smittes med hiv/aids. Lovændringen betød, at dersamtidig blev indsat et nyt stk. 3, sådan at § 252 fik følgendeordlyd, som fortsat er gældende:”§

252.

Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vin-dings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløsmåde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlig-hed.Stk. 2.På samme måde straffes den, der på hensynsløsmåde forvolder fare for, at nogen smittes med en livstru-ende og uhelbredelig sygdom.Stk. 3.Justitsministeren fastsætter efter forhandling medsundhedsministeren, hvilke sygdomme der er omfattet afstk. 2.”Som det fremgår, indebar ændringen, at straffelovens bestem-melse om forvoldelse af fare for smitte med en livstruende oguhelbredelig sygdom blev udformet med en bemyndigelse tiljustitsministeren til efter forhandling med sundhedsministerenat fastsætte, hvilke sygdomme der skal være omfattet af § 252,stk. 2. Ved bekendtgørelse nr. 547 af 15. juni 2001 om livstru-ende og uhelbredelige sygdomme omfattet af straffelovens§ 252, stk. 2, blev det i den forbindelse bestemt, at hiv/aids eromfattet af straffelovens § 252, stk. 2 (ingen andre sygdommehar på noget tidspunkt været omfattet af bekendtgørelsen).(…)

5. Arbejdsgruppens vurdering af gældende dansk ret

5.1.

Som det fremgår ovenfor, følger det af forarbejderne tilden gældende bestemmelse i straffelovens § 252, stk. 2, at deter en forudsætning for, at en sygdom kan være omfattet af be-stemmelsen, at sygdommen uanset rettidig, sædvanlig lægeligbehandling med overvejende sandsynlighed medfører dødenfor personer, der smittes med sygdommen, herunder at denforventede levetid for et flertal af de smittede bliver mærkbartreduceret som følge af smitten.

De sundhedsfaglige oplysninger, der nu foreligger, viser efterarbejdsgruppens opfattelse, at denne forudsætning om reduce-ret levealder mv. ikke længere er opfyldt. Arbejdsgruppenlægger herved vægt på oplysningerne om, at levetiden for envelbehandlet hiv-smittet ikke adskiller sig fra en alders- ogkønsmatchet baggrundsbefolkning, og at rettidig behandling nuer så effektiv og veltolereret (det vil sige normalt uden væsent-lige bivirkninger), at skønsmæssigt 85-90 pct. af patienternekan leve et normalt liv under skyldig hensyntagen til dagligmedicinindtagelse.På den baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse, at det retli-ge grundlag for den bekendtgørelse, der er udstedt i medfør afstraffelovens § 252, stk. 3, ikke længere er til stede. Bekendt-gørelsen bør derfor efter arbejdsgruppens opfattelse ophæves.Det kan tilføjes, at der i besvarelsen af 11. februar 2011 afspørgsmål nr. 104 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg somovenfor anført blev givet udtryk for, at de foreliggende sund-hedsfaglige oplysninger klart synes at pege på, at forudsætnin-gen for, at en sygdom kan være omfattet af straffelovens § 252,stk. 2 og 3, ikke længere er til stede. Det fremgår endvidere afbesvarelsen, at Rigsadvokaten og Direktoratet for Kriminalfor-sorgen i lyset af det anførte har fundet det rigtigt at tage skridttil at sikre, at strafferetlig forfølgning og straffuldbyrdelse afsager, som er omfattet af straffelovens § 252, stk. 2 og 3, ogsom måtte versere for tiden, indtil videre stilles i bero.

5.2.

At det retlige grundlag for bekendtgørelsen ikke længereer til stede betyder, at der ikke længere er mulighed for atidømme straf efter straffelovens § 252, stk. 2 og 3.Der rejser sig herefter bl.a. det spørgsmål, om andre lovbe-stemmelser giver hjemmel til at straffe den, der udsætter andrefor risiko for smitte med hiv/aids.Herom bemærkes, at Højesteret med sin dom fra 1994, derdannede baggrund for ændringen af straffelovens § 252, jf.pkt. 3.1 ovenfor, må antages at have slået fast, at straffelovensalmindelige bestemmelser om legemsangreb og fareforvoldelseikke kan anvendes ved seksuel overførsel af hiv-smitte. I denkonkrete sag blev den pågældende således alene dømt for over-trædelse af forbuddet i straffelovens § 222, stk. 1, mod sexmed mindreårige, idet nogle af de piger, han havde haft samle-je med, var under 15 år. Højesteret lagde samtidig ved udmå-lingen af straffen for disse forhold vægt på den hiv-smitte, somtiltalte udsatte de mindreårige piger for.Hvis en person stikker en anden med en hiv-inficeret kanylemod dennes vilje, kan det efter omstændighederne være voldog vil da – alt efter omstændighederne – kunne straffes efterstraffelovens §§ 244 eller 245, og det vil efter arbejdsgruppens4

opfattelse kunne betragtes som en skærpende omstændighedved strafudmålingen, at kanylen er hiv-inficeret. På tilsvarendemåde vil det i en sag om voldtægt kunne betragtes som enskærpende omstændighed, hvis gerningsmanden er hiv-smittetog i forbindelse med voldtægten har udsat offeret for smitteri-siko.Efter straffelovens § 192 straffes med fængsel indtil 3 år den,som ved overtrædelse af de forskrifter, der ved lov eller i med-før af lov er givet til forebyggelse eller modarbejdelse af smit-som sygdom, forvolder fare for, at sådan sygdom vinder ind-gang eller udbredes blandt mennesker. Bestemmelsens anven-delse forudsætter, at faren er forvoldt ved overtrædelse af ud-trykkelige forskrifter, som sigter mod at hindre sygdommensudbredelse. Der findes ikke sådanne forskrifter vedrørendehiv/aids, og straffelovens § 192 er derfor ikke relevant i dennesammenhæng. Det skal i den forbindelse bemærkes, at epide-miloven ikke omfatter hiv/aids, idet denne lov tager sigte påvisse sygdomme, hvor bl.a. bredere samfundsmæssige foran-staltninger kan være egnede til at hindre smittespredning(f.eks. i forhold til sygdomme, hvor smitte kan spredes ved al-mindelig, menneskelig kontakt).Sammenfattende er det arbejdsgruppens konklusion, at ophæ-velse af den bekendtgørelse, der er udstedt i henhold til straffe-lovens § 252, stk. 3, indebærer, at (udsættelse af fare for) over-førsel af hiv-smitte ikke i sig selv vil være strafbar.Hvis (udsættelse af fare for) overførsel af hiv-smitte sker i for-bindelse med en strafbar handling som f.eks. vold, sex medmindreårige eller voldtægt, er det arbejdsgruppens opfattelse,at dette – også efter bekendtgørelsens ophævelse – efter om-stændighederne kan tillægges skærpende betydning ved udmå-lingen af straffen.”I overensstemmelse med arbejdsgruppens anbefaling er bekendtgørelsenr. 547 af 15. juni 2001 (udstedt i medfør af straffelovens § 252, stk. 3) nuophævet, jf. herved bekendtgørelse nr. 1040 af 8. november 2011.Det tilføjes, at arbejdsgruppens notat har været sendt i høring blandt rele-vante myndigheder og organisationer. I lyset heraf er regeringen for tidenved at overveje, om der bør tages nye initiativer på området, herunder aflovgivningsmæssig karakter.