Spørgsmål nr. 322 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Ministeren bedes redegøre for, om en undersøgelseskommis-sion med den nuværende lovgivning kan foretage aktive hand-linger svarende til dem, der er anført i skrivelsen dateret den 1.marts 2011 fra Divine’s advokat Peter Bang til ministeren ellerom det vil kræve en lovændring, og om ministeren i givet faldvil tage initiativ hertil.”

Svar:

1.

I brevet af 1. marts 2011 fra advokat Peter Bang til Justitsministeriet,som der henvises til i spørgsmålet, er der på side 4, 4. afsnit, anført følgen-de:”Det bør desuden undersøges, om lov om undersøgelseskom-missioner kræver en lovændring for at omfatte, at en undersø-gelseskommission kan foretage aktive handlinger. Dels så denkan indgive politianmeldelser, hvis den bliver opmærksom påyderligere strafbare forhold, dels så den kan informere Kam-meradvokaten om civile krav, som det offentlige har. Beggeforhold skal være inden for undersøgelseskommissionenskommissorium, og for at undgå forældelse af sådanne forholdinden dens rapportering er afsluttet.”Justitsministeriet går ud fra, at der med spørgsmålet sigtes til dette afsnit,og ministeriet har på den baggrund forstået spørgsmålet således, at det øn-skes oplyst, om det vil være foreneligt med lov nr. 357 af 2. juni 1999 omundersøgelseskommissioner med senere ændringer, at en undersøgelses-kommission retter henvendelse til (og i den forbindelse videregiver oplys-ninger) til politiet om eventuelle strafbare forhold, den måtte blive op-mærksom på som led i sin undersøgelse, og at en undersøgelseskommissi-on informerer Kammeradvokaten om civile krav, som det offentlige har.

2.

En undersøgelseskommissions opgaver er fastlagt i § 4 i lov om under-søgelseskommissioner, som har følgende ordlyd:

”§ 4.

Undersøgelseskommissionen har ikke dømmende myn-dighed.Stk. 2.Undersøgelseskommissionen kan få til opgave at un-dersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb.Stk. 3.Undersøgelseskommissionen kan endvidere få til op-gave at komme med forslag til sådanne ændringer af love, ad-2

ministrative bestemmelser eller administrativ praksis, som un-dersøgelsen kan begrunde.Stk. 4.Undersøgelseskommissionen kan i øvrigt få til opgaveat foretage retlige vurderinger til belysning af, om der forelig-ger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar.En undersøgelseskommission kan dog ikke få til opgave at fo-retage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om mi-nistres ansvar.Stk. 5.Er et medlem af undersøgelseskommissionen dommer,foretager undersøgelseskommissionen alene retlige vurderingersom nævnt i stk. 4 i det omfang, dommeren ikke finder detretssikkerhedsmæssigt betænkeligt.”Som det fremgår, kan en undersøgelseskommission få til opgave at under-søge og klarlægge et bestemt hændelsesforløb. Dette vil i almindelighedvære den vigtigste opgave for en undersøgelseskommission, som dog her-udover bl.a. også kan få til opgave at foretage retlige vurderinger til belys-ning af nærmere bestemte ansvarsspørgsmål.Det fremgår af bemærkningerne til § 4 i forslag til lov om undersøgelses-kommissioner (L 3), jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side 252-253,at formålet med en undersøgelseskommissions virksomhed vil være at til-vejebringe et materiale, på hvilket grundlag anklagemyndigheden, disci-plinærmyndigheden mv. afgør, om sagen skal fremmes, navnlig ved at derrejses tiltale, eller disciplinærforfølgning indledes.Det kan samtidig nævnes, at det følger af § 25 i lov om undersøgelses-kommissioner, at en undersøgelseskommissions medlemmer og andre per-soner, der deltager i undersøgelsen, under ansvar efter straffelovens §§152-152 e har tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning, som de un-der deres virksomhed får kendskab til. Denne tavshedspligt er dog bl.a. ik-ke til hinder for, at undersøgelseskommissionen udleverer materiale, somindgår i undersøgelsen, hvis det er af betydning for at besvare de spørgs-mål, som kommissionen stiller, jf. § 26 i lov om undersøgelseskommissio-ner.Det kan endvidere nævnes, at det følger af § 32 i lov om undersøgelses-kommissioner, at en undersøgelseskommission afgiver en beretning om re-sultatet af sin undersøgelse til justitsministeren, som offentliggør den,medmindre ganske særlige grunde taler imod det.Efter Justitsministeriets opfattelse må det antages, at en undersøgelses-kommission i almindelighed vil være berettiget til i forbindelse med densvirksomhed at rette henvendelse til politi- og anklagemyndighed med op-3

lysninger om eventuelle strafbare forhold. Det skal dog understreges, at detvil være op til vedkommende undersøgelseskommission i det konkrete til-fælde – inden for de rammer, som gælder for dens virksomhed – at tagestilling til dette spørgsmål.

3.

For så vidt angår spørgsmålet, om en undersøgelseskommission har mu-lighed for at informere Kammeradvokaten om civile krav, skal det indled-ningsvis bemærkes, at det ikke står Justitsministeriet klart, hvad den fore-slåede informationsordning i givet fald skal indebære. Kammeradvokatenhar således ikke en selvstændig forpligtelse til at rejse civile søgsmål, hvisdenne informeres om civile krav, som måtte tilkomme staten. Om der børrejses et civilt søgsmål, er således et spørgsmål, som afgøres af vedkom-mende myndighed.Derudover synes den foreslåede ”informationsordning” at forudsætte, at enundersøgelseskommission skal kunne tage stilling til, om det offentlige haret civilt krav mod private – en såkaldt partstvist.Det blev forud for vedtagelsen af loven indgående drøftet, om en undersø-gelseskommission skulle kunne få til opgave at tage stilling til en parts-tvist. Således rettede Højesterets daværende præsident i 1993 henvendelsetil Folketingets Præsidium i anledning af behandlingen af et beslutnings-forslag om nedsættelse af en undersøgelsesret i den såkaldte Himmer-landsbank-sag og anførte bl.a., at det gav anledning til betydelige princi-pielle betænkeligheder at forelægge en tvist mellem en privat part og sta-ten for en undersøgelsesret, idet en sådan tvist efter de gældende forfat-ningsretlige regler henhører under de almindelige domstole, jf. grundlo-vens § 3.Den daværende regering besluttede herefter – i samarbejde med Folketin-gets Udvalg for Forretningsorden – at nedsætte Udvalget vedrørende Un-dersøgelsesorganer, som bl.a. fik til opgave at komme med forslag tileventuelle ændringer af reglerne på området bl.a. i lyset af de betænkelig-heder, som Højesterets præsident havde givet udtryk for.I betænkning nr. 1315/1996 om undersøgelsesorganer, som Udvalget ved-rørende Undersøgelsesorganer senere afgav, anføres på side 45-46, at der iudvalget var enighed om, at en undersøgelseskommission i fremtiden ikkebør kunne nedsættes for at tage stilling til en tvist mellem staten og en pri-vat person, og at disse sager bør forelægges for de almindelige domstoleeller for en voldgift.4

Det anføres i bemærkningerne til forslag til lov om undersøgelseskommis-sioner (L 3), jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side 253, at en under-søgelseskommission ikke kan få til opgave at tage stilling til en partstvist,dvs. bedømme, hvilken retsstilling der må antages at tilkomme en privatperson i forhold til staten eller omvendt, og der henvises herefter i be-mærkningerne til det ovenfor anførte fra betænkning nr. 1315/1996. Detanføres endvidere i bemærkningerne, at en undersøgelseskommission hel-ler ikke må nedsættes for at undersøge og klarlægge et begivenhedsforløb,hvis formålet hermed er at tilvejebringe grundlaget for en efterfølgendestillingtagen til en partstvist.Under Folketingets behandling af forslag til lov om undersøgelseskommis-sioner blev spørgsmålet igen omtalt. Det fremgår således af betænkningover forslag til lov om undersøgelseskommissioner afgivet af Udvalget forForretningsordenen, jf. folketingstidende 1998-99, tillæg B, bl.a. side 791-792, at en undersøgelseskommission ikke bør få til opgave at tage stillingtil en partstvist – eksempelvis en erstatningssag mellem staten og private –og i forlængelse heraf heller ikke bør få til opgave at tilvejebringe det fak-tiske grundlag for sådanne tvister.Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at den omtalte ”in-formationsordning” vil rejse spørgsmål i forhold til foreneligheden medlov om undersøgelseskommissioner.Det skal i den forbindelse i øvrigt bemærkes, at staten altid vil kunne over-veje, om oplysninger i en sag, herunder også oplysninger, som er tilveje-bragt af en undersøgelseskommission, giver grundlag for at rejse civilekrav mod private, og staten kan i den forbindelse naturligvis anmodeKammeradvokaten om bistand til brug for overvejelserne herom.

4.

Justitsministeriet finder ikke anledning til at tage initiativ til at foretageændringer i lov om undersøgelseskommissioner.Det skal tilføjes, at det fremgår af det talepapir, der dannede grundlag forden daværende justitsministers besvarelse af samrådsspørgsmål AR-AVden 19. maj 2011, at Justitsministeriet ikke finder, at der foreligger oplys-ninger, der giver anledning til overvejelser om at nedsætte en undersøgel-seskommission vedrørende den konkrete sag, som advokat Peter Bangshenvendelse vedrører. Det nævnte talepapir blev oversendt til Retsudvalget