Spørgsmål nr. 317 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Ministeren bedes redegøre for, i hvilke tilfælde Danmark haranmodet om parallelaftaler med EU på retsområdet og detteikke blev imødekommet, herunder hvilken begrundelse derblev givet for afslaget, samt hvilke konsekvenser dette konkrethar for Danmarks samarbejde med andre EU-lande.”

Svar:

Efter forudgående drøftelser i Folketingets Europaudvalg anmodede Dan-mark i 2001 om på mellemstatsligt grundlag at blive tilknyttet følgendeseks retsakter på det civilretlige område samt på området for asyl- og ind-vandring: Konkursforordningen1, Bruxelles II-forordningen2, forkyndel-sesforordningen3, Bruxelles I-forordningen4, Eurodac-forordningen5ogDublinregelsættet6.Kommissionen tog stilling til den danske anmodning i april 2002. Kom-missionen fandt, at parallelaftaler kun kan anvendes i undtagelsestilfældeog må udgøre en overgangsordning. Parallelaftaler kan endvidere kun ac-cepteres, hvis Danmarks deltagelse fuldt ud er i Fællesskabets og dets bor-geres interesse, og hvis de krav, der stilles til Danmark, er identiske meddem, der stilles til alle medlemsstaterne, således at det sikres, at bestem-melser med samme indhold gælder i Danmark og i de øvrige medlemssta-ter. Kommissionen lagde herved vægt på, at Danmark suverænt kan beslut-te at give afkald på forbeholdet, såfremt man fra dansk side ønsker at blivetilknyttet samarbejdet.

Rådets forordning (EF) nr. 1345/2000 af 29. maj 2000 om konkurs2Rådets forordning (EF) nr. 1347/2000 af 29. maj 2000 om kompetence og om anerken-delse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager samt i sager vedrørende foræl-dremyndighed over ægtefællernes fælles børn3Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstater-ne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager4Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence ogom anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område5Rådets forordning (EF) nr. 2725/2000 af 11. december 2000 om oprettelse af ”Eurodac”til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af Dublin-konventionen6Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 af 18. februar 2003 om fastsættelsen af kriterier ogprocedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af enasylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne og af-tale herom med Norge og Island2

På den baggrund blev det fra Fællesskabets side besluttet at indlede for-handlinger om indgåelse af aftaler mellem Fællesskabet og Danmark ved-rørende fire af de seks retsakter, der var omfattet af anmodningen: Forkyn-delsesforordningen, Bruxelles I-forordningen, Dublin-forordningen og Eu-rodac-forordningen, mens Danmarks anmodning ikke blev imødekommetfor så vidt angår konkursforordningen og Bruxelles II-forordningen.Konkursforordningen omhandler konkursbehandling mv. i tilfælde, hvorskyldnerens aktiver befinder sig i flere EU-medlemsstater. Forordningenindeholder således bestemmelser om kompetence, lovvalg og gensidig an-erkendelse af retsafgørelser om konkurs, samtidig med at den bidrager tilen koordinering af de foranstaltninger, der skal træffes i forbindelse meden insolvent skyldners aktiver.Konsekvensen af, at konkursforordningen ikke gælder i Danmark er, atDanmark står uden for EU-samarbejdet om gensidig anerkendelse af kon-kurser. Bortset fra i forhold til Sverige og Finland, hvor den nordiske kon-kurskonvention finder anvendelse, betyder det, at spørgsmålet om virknin-gerne af en dansk konkurs i de øvrige EU-medlemsstater afgøres efter denpågældende stats egen lovgivning. Spørgsmålet om virkningerne i Dan-mark af en konkurs i en anden EU-medlemsstat, bortset fra Sverige og Fin-land, afgøres tilsvarende efter dansk ret.Bruxelles II-forordningen, som Danmark anmodede om at blive tilknyttet,er efterfølgende afløst af den såkaldte Bruxelles II bis-forordning7, somnavnlig finder anvendelse på sager om forældreansvar (forældremyndig-hed, barnets bopæl, samvær mv.) samt separation og skilsmisse. Forord-ningen indeholder således bl.a. regler om international kompetence oggensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser fra andre EU-medlemsstater i sådanne sager. Forordningen indeholder endvidere reglerom samarbejde mellem centrale myndigheder om forældreansvar.Konsekvensen af, at forordningen ikke gælder i Danmark, er navnlig, atDanmark står uden for EU-samarbejdet om gensidig anerkendelse og fuld-byrdelse af afgørelser på de ovennævnte sagsområder, herunder samarbej-det mellem centrale myndigheder.

Gennem en række internationale konventioner, der er udarbejdet i regi afEuroparådet eller Haagerkonferencen om International Privatret, samar-bejder Danmark med de øvrige EU-medlemsstater om en række af desagsområder, der er omfattet af Bruxelles II bis-forordningen. I nordisk re-gi deltager Danmark ligeledes i et konventionssamarbejde med Sverige ogFinland om disse sagsområder.Sammenlignet med disse konventioner muliggør forordningen imidlertid etmere intensivt samarbejde, der skal gøre det nemmere, hurtigere og sikrereat få anerkendt og fuldbyrdet en afgørelse om forældreansvar, separationeller skilsmisse i en anden EU-medlemsstat.Uden for konventionssamarbejdet afgøres spørgsmål om anerkendelse ogfuldbyrdelse af danske afgørelser om forældreansvar, separation ellerskilsmisse i de øvrige EU-medlemsstater efter den pågældende stats egenlovgivning, og anerkendelse og fuldbyrdelse i Danmark af sådanne afgø-relser truffet i en anden EU-medlemsstat afgøres efter dansk ret.