Retsudvalget 2011-12
REU Alm.del
Offentligt
STATSMINISTERIET
Notat om statsministerens besvarelse af samrådsspørgsmål BS ogBT fra Folketingets Retsudvalg mandag den 24. september 2012 om,hvem der pålagde Henrik Sass Larsen tavshedspligt og hvorfor manfandt dette nødvendigtStatsministeren anførte ved besvarelsen af samrådsspørgsmålene blandt andet:Det første spørgsmål vedrører ombudsmandens udtalelse, mens det andet handlerom fremgangsmåden i forhold til det såkaldte sikkerhedstjek af Henrik Sass Lar-sen.Som sagt tager første spørgsmål afsæt i ombudsmandens udtalelse. Jeg synes, deter vigtigt at bemærke, at ombudsmanden i sin udtalelse fastslår, at der ikke varnogen pligt til at videregive de fortrolige oplysninger fra PET-notatet til HenrikSass Larsen. Ombudsmanden kritiserer ikke, at Henrik Sass Larsen blev meddeltet tavshedspålæg. Ombudsmanden udtaler derimod kritik af proceduren i forbin-delse med pålægget. Denne kritik er – som jeg også tidligere har givet udtryk for– taget til efterretning i såvel Statsministeriet som Justitsministeriet.I det første spørgsmål spørges der specifikt til, hvem der meddelte Henrik SassLarsen tavshedspålægget. Det gjorde Justitsministeriet, fordi tavshedspålæggetvedrørte et notat, der var udarbejdet af PET. Det har Statsministeriet gjort om-budsmanden opmærksom på i et brev af 25. maj 2012 inden han afgav sin udtalel-se i sagen. Statsministeriet har også efterfølgende oplyst ham om det i et brev af6. juli 2012. Og ombudsmanden har oplyst, at han har noteret sig, at det var Ju-stitsministeriet, der meddelte tavshedspålægget.Jeg vil samtidig gerne understrege, at Statsministeriet ikke forsøger at løbe fraden kritik, som ombudsmanden har udtalt. Det, jeg netop har sagt, er bare fakta isagen – nemlig, at det var Justitsministeriet, der meddelte Henrik Sass Larsentavshedspålægget.I forhold til spørgsmålet om, hvorfor Justitsministeriet pålagde Henrik Sass Lar-sen tavshed, vil jeg om et øjeblik give ordet til justitsministeren.Først vil jeg svare på det andet spørgsmål, og det vedrører proceduren og frem-gangsmåden i forbindelse med det såkaldte sikkerhedstjek af Henrik Sass Larsen.
-2-Der har efterhånden været mange misforståelser om det.En af misforståelserne går på, at PET foretager en sikkerhedsgodkendelse af mi-nisterkandidater. En misforståelse, som to af samrådsspørgsmålene bygger på. Enanden misforståelse går på, at det reelt var PET, der traf beslutningen om, at Hen-rik Sass Larsen ikke skulle udnævnes som minister i min regering.Jeg synes, at misforståelserne har fået et omfang og en karakter, der gør, at det ernødvendigt at rydde dem af vejen. Det fortjener offentligheden, det fortjener PET,og endelig så er det også nødvendigt af hensyn til de grundlovsmæssige rammer,der gælder for processen for regeringsdannelse.Jeg vil derfor orientere udvalget om den generelle procedure i forbindelse med detsåkaldte sikkerhedstjek af ministre. Samtidig vil jeg gerne slå fast, at jeg ikke vilgå længere ind proceduren, end det jeg siger her. Jeg vil heller ikke udtale mig omdet konkret tilfælde. Det afgørende for mig er at få udryddet misforståelserne ogspekulationerne – af hensyn til offentligheden, til PET og til grundloven.Jeg vil gerne starte med at ridse de grundlovsmæssige rammer op. Det følger afgrundlovens § 14, at det er den til enhver tid siddende statsminister, der til regen-ten indstiller, hvem der skal udnævnes til minister.Statsministerens kompetence til at udnævne ministre er altså en kompetence, derer fastlagt i grundloven – et såkaldt grundlovsprærogativ. Det er derfor den kom-mende statsminister, der leder hele den proces, der fører til dannelsen af en ny re-gering. Og det er ikke PET eller embedsmænd i Statsministeriet, der beslutter,hvem der skal udnævnes som minister. Det er derimod den til enhver tid siddendestatsminister. Og sådan var det også, da den nuværende regering blev dannet ogudnævnt.Grundlovens § 14 har også den betydning, at det tjek, som PET foretager af mini-sterkandidater ikke har noget som helst at gøre med en sikkerhedsgodkendelse.Det er med andre ord ikke en betingelse for at blive udnævnt til minister, at der ergennemført en sikkerhedsgodkendelse.Jeg kan oplyse, at der gælder en helt fast procedure i forhold til ministerkandida-ter. Den går ud på, at når en ny regering skal dannes – eller der skal udnævnes nyeministre i en siddende regering – beder Statsministeriet efter fast praksis PET omat foretage en såkaldt registermæssig undersøgelse af personer, der er i betragtningsom ministre.Den registermæssige undersøgelse foretages, så eventuelle eksisterende optegnel-ser, som PET har adgang til eller er i besiddelse af, kan indgå i statsministerensendelige beslutning om udnævnelse af ministre.
-3-Når PET har foretaget den registermæssige undersøgelse, underretter PET Stats-ministeriet om eventuelle oplysninger, der må anses for at være relevante forstatsministerens politiske beslutning om, hvem der skal udnævnes som minister.Det er herefter alene op til statsministeren at beslutte, hvilken betydning oplysnin-gerne skal tillægges. Hvis oplysninger har en sådan karakter, at der er grund til atafholde et møde eller lignende, sker det selvfølgelig også på statsministerens for-anledning.Den procedure, som jeg netop har skitseret, blev fulgt, da den siddende regeringblev dannet, og den er anvendt ved tidligere regeringsdannelser. Der er altså intetnyt under solen.Afslutningsvis vil jeg gerne opsummere.Ministerkandidater bliver ikke sikkerhedsgodkendt. PET foretager alene en regi-stermæssig undersøgelse af eksisterende optegnelser. Det var også tilfældet, daden nuværende regering blev dannet.Det er ikke PET eller embedsmænd på Slotsholmen, der bestemmer, hvilken be-tydning eventuelle oplysninger fra PET skal tillægges. Det er selvfølgelig statsmi-nisteren. Sådan var det også, da den siddende regering blev dannet.Det er heller ikke PET eller for den sags skyld andre, der beslutter, hvem der skaleller ikke skal udnævnes til minister. Det gør den til enhver tid siddende statsmini-ster, hvilket jo følger af grundlovens § 14. Og ja, sådan forholdt det sig også, damin regering blev dannet.Så med andre ord; det er mig, der bestemmer om en person skal eller ikke skal væ-re minister.Og det er mig, der bestemmer om departementschefen skal holde møder med enperson, der skal eller ikke skal være minister, og det siger sig selv, at et sådantmøde ikke finder sted, uden at jeg selv har holdt et møde med den pågældendeperson.
