Spørgsmål nr. 1157 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren redegøre for, hvad reglerne er for Erstatnings-nævnets afgørelse om fastsættelse af erstatninger i sager, hvoren dømt gerningsmand i forbindelse med straffesagen ikke harbetvivlet erstatningens størrelse, samt hvad baggrunden er fordisse regler?”

Svar:

1.

Erstatningsnævnet behandler sager om erstatning efter offererstatnings-loven. Med lovens ordning yder staten erstatning og godtgørelse for bl.a.personskade, der forvoldes ved overtrædelse af straffeloven.Erstatningsnævnet fastsætter erstatning til ofre for forbrydelser i overens-stemmelse med reglerne i offererstatningsloven og erstatningsansvarslo-ven. Det følger således af offererstatningsloven § 6 a, at dansk rets almin-delige regler om skadevolderens erstatningsansvar finder anvendelse vedafgørelse om erstatning efter offererstatningsloven.Erstatningsansvarsloven indeholder dansk rets almindelige regler om ud-måling af erstatning og godtgørelse for personskade og tab af forsørger.Dansk erstatningsret bygger på det princip, at der som hovedregel kun kankræves erstatning, når skadelidte har lidt et tab, det vil sige er blevet påførten økonomisk skade. Herudover er der på visse helt særlige områder fast-sat regler om godtgørelse for ikke-økonomisk skade, f.eks. godtgørelse forsvie og smerte, godtgørelse for varigt mén og godtgørelse for tort.Ved siden af udmålingsreglerne i erstatningsansvarsloven gælder der enrække almindelige erstatningsretlige principper om bl.a. årsagssammen-hæng, påregnelighed, egen skyld, accept af risiko og tabsbegræns-ningspligt, som kan have betydning for erstatningsspørgsmålet, herundererstatningsudmålingen. Disse principper, som er udviklet i retspraksis, skalogså inddrages ved vurderingen af den erstatning, som den skadelidte harkrav på efter offererstatningsloven.Herudover følger det af offererstatningslovens § 7, stk. 1, at der ikke ydeserstatning, i det omfang skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes afforsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skades-erstatning.

2.

I de tilfælde, hvor spørgsmålet om erstatning har været behandlet underen straffesag, følger det af offererstatningslovens § 11 a, stk. 1, at erstat-2

ningen til skadelidte fastsættes til det beløb, som er fastsat ved dommen.Dette gælder dog ikke, hvis skadevolderen under sagen må anses for at ha-ve anerkendt kravet eller dets størrelse, jf. § 11 a, stk. 2. Endvidere følgerdet af § 11 a, stk. 3, at Erstatningsnævnet – hvis særlige omstændighedertaler derfor – kan tilkende skadelidte en højere erstatning eller godtgørelseend fastsat ved dommen.Offererstatningslovens § 11 a, stk. 2, medfører, at Erstatningsnævnet ikkeer bundet af en dom om erstatning, hvis skadevolderen ikke har gjort ind-sigelser mod skadelidtes påstand, eller hvis skadevolderen er udeblevet, ogder derfor er blevet afsagt dom i overensstemmelse med påstanden.Baggrunden for, at udgangspunktet om dommes bindende virkning i så-danne tilfælde ikke gælder for Erstatningsnævnet, er ifølge lovens forar-bejder, at der som følge af retsplejelovens almindelige regler om behand-ling af civile krav i de nævnte tilfælde ikke sker nogen egentlig prøvelse afsagen (erstatningsudmålingen), jf. Folketingstidende 1984-85, Tillæg A,sp. 1430-1431. I sådanne tilfælde anses retten ved dommen alene at havetaget stilling til ansvarsgrundlaget, men ikke til udmålingen af erstatnin-gen.Derfor skal Erstatningsnævnet foretage en selvstændig prøvelse af kravet isager, hvor skadevolderen har anerkendt erstatningskravet eller dets stør-relse i retten, uden at retten har foretaget en nærmere prøvelse af, hvilkenerstatning skadelidte efter de almindelige erstatningsretlige regler er beret-tiget til.En sådan selvstændig prøvelse sikrer, at skadelidte får dækket sit fulde tab,men omvendt også, at skadelidte ikke får en erstatning fra staten, der liggerud over det, som skadelidte efter de erstatningsretlige regler er berettigettil.