Spørgsmål nr. 1128 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Den 1. september udsendte Justitsministeriet en pressemedde-lelse, hvor det blev fremhævet, at: ”Kriminaliteten blandt ungemellem 15 og 20 år er faldet markant fra 2002 til 2011. Det vi-ser et nyt notat fra Justitsministeriets forskningskontor, som erbaseret på tal fra Danmarks Statistik.” I en artikel i Den KorteAvis mandag den 10. september af journalist Poul Erik Ander-sen peges der på, at forskningskontorets undersøgelse viser, ati alt 9.029 unge mellem 15 og 20 år i 2002 blev dømt for straf-felovsovertrædelser. I 2011 var antallet oppe på 9.467. Det gi-ver ikke et ”Markant fald i ungdomskriminalitet”, som Justits-ministeriet skriver i overskriften på sin pressemeddelelse, mentværtimod en stigning på små fem procent. Selv om kriminali-teten ifølge ministeriets egne tal på denne måde er steget, såmener man tilsyneladende i ministeriet, at den er faldet, fordigruppen af unge er blevet større i perioden. Men denne præmiser ikke omtalt i pressemeddelelsen. Hvad er ministerens kom-mentar hertil og til Poul Erik Andersens indlæg i Den KorteAvis i øvrigt?”

Svar:

Notatet, som pressemeddelelsen angår, vedrører først og fremmestspørgsmålet om ændringer i de forskellige aldersgruppers tilbøjelighed tilat begå kriminalitet vurderet på baggrund af strafferetlige afgørelser fra2002 til 2011.Demografiske forhold spiller en væsentlig rolle ved vurderingen af krimi-nalitetsudviklingen, hvorfor der – svarende til almindelig praksis – i nota-tet er foretaget en beregning af kriminalitetsfrekvensen i forhold til alders-gruppernes størrelse. Dette er i særlig grad nødvendigt, fordi antallet afpersoner i de forskellige aldersklasser har ændret sig markant i den under-søgte periode. Antallet af 15-17-årige er således vokset med 26 pct. fra2002 til 2011, mens det drejer sig om 25 pct. for de 18-20-årige og kun 3pct. for aldersgruppen over 20 år. Selv om det absolutte antal strafferetligeafgørelser er steget med 5 pct. for de 15-20-årige, er der således alligeveltale om en mindsket kriminalitetstilbøjelighed for denne aldersgruppe måltud fra den registrerede kriminalitet.Den omvendte situation kunne også have været en mulighed, nemlig at detabsolutte antal strafferetlige afgørelser vedrørende unge var faldet medf.eks. 10 pct., mens antallet af unge var faldet med 20 pct. I en sådan situa-tion ville det dog være forkert at tolke det som mindre kriminalitet blandtde unge, idet der reelt ville være tale om en øget kriminalitetstilbøjelighed.2