Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet enudtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:”1. Ved stræknings-ATK anvendes der tre standere, der er for-bundet med hinanden. To standere registrerer køretøjets num-merplade ved start- og slutpunktet af den valgte strækning.Hvis det konstateres, at et køretøj har gennemkørt strækningenmed for høj hastighed, aktiveres et kamera i den tredje stander,der tager et billede af køretøjet med henblik på identifikation afføreren af køretøjet.Der er således tale om udstyr med tre kameraer placeret for-skellige steder på strækningen. Kameraerne er tilsluttet encomputer (server), der foretager udregning af hastigheden påbaggrund af tiden for den kørte strækning og lagrer billeder afnummerpladen fra start- og slutpunkt samt det sidste billede tilføreridentifikation. Da udstyret skal kunne håndtere store da-tamængder på meget kort tid, er der tale om kraftige computeremed særligt udviklet software.Ved punkt-ATK anvendes en stander, der er indrettet til at må-le et køretøjs hastighed på et givent sted ved brug af radar, la-ser eller spoler nedlagt i kørebanen. Hvis køretøjet overskriderhastighedsgrænsen, fotograferer udstyret køretøjet som doku-mentation og til brug for identifikation af føreren.

2.

På baggrund af forskellene i målemetoderne er det ifølgeRigspolitiets oplysninger ikke økonomisk hensigtsmæssigt atproducere udstyr, der kan anvendes til begge typer hastigheds-kontrol.Udstyr til punkt-ATK kan i princippet sammenkobles og til-sluttes en computer, der foretager hastighedsudregning for dengennemkørte strækning. Der vil dog ifølge Rigspolitiets oplys-ninger være tale om en kompliceret løsning, der kræver ensærskilt typegodkendelse.Det forventes derfor ikke, at det vil være rentabelt at opgradereudstyr indkøbt til punkt-ATK til senere brug som stræknings-ATK.”

Spørgsmål nr. 1109 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

Svar:

2.