Folketingets Kulturudvalg har den 6. september 2012, efter ønske fra Michael AastrupJensen (V), stillet mig følgende spørgsmål, nr. 263 (Alm. del), som jeg hermed skal be-svare.

Spørgsmål:

Vil ministeren redegøre for forskellene i anerkendelsen af tegnsprog i henholdsvisDanmark og de øvrige nordiske lande?

Svar:

I Sverige har man en sproglov, som bl.a. stadfæster svensk som hovedsprog i Sverige ogfastslår samfundets ansvar for at beskytte og fremme de sproglige mindretal, dvs. finsk,jiddisch, meänkieli, romani chib og samisk, samt ansvaret for at beskytte og fremmesvensk tegnsprog. Derudover er tegnsprogsområdet en del af Språkrådet i Sverige.Norge har igennem en stortingsmelding fra 2008 besluttet at vedtage en norsk sproglov,hvori også norsk tegnsprog vil indgå. Selve lovforslaget er dog endnu under udarbejdel-se. Derudover er tegnsprogsområdet en del af Språkrådet i Norge.Island vedtog i 2011 en lov om islandsk sprog og islandsk tegnsprog og besluttede i denforbindelse bl.a. at nedsætte et tegnsprogsnævn.Finland nævner både tegnsprog i grundloven og i en mere detaljeret sproglov. Derud-over findes et tegnsprogsnævn under det finske institut for de indenlandske sprog, In-stituttet för de inhemska språken.I Danmark findes bestemmelser om sproglige rettigheder og lignende i de enkelte sek-torers regelsæt. Bestemmelser om sproglige rettigheder gør sig eksempelvis gældendeindenfor uddannelsesområdet, hvor elever og studerende på ungdomsuddannelser ogvideregående uddannelser bl.a. er sikret tegnsprogtolk samt andre støtteformer. Der erderudover ikke nedsat et særligt sprognævn eller lignende for dansk tegnsprog.