Folketingets Kommunaludvalg har den 20. marts 2012 stillet følgendespørgsmål nr. 120 (alm. del) til økonomi- og indenrigsministeren, som hermedbesvares.Spørgsmål nr. 120:”Vil ministeren fremlægge en oversigt over, hvorledes mandatfordelingen efterseneste kommunalvalg i 2009 ville have set ud i følgende kommuner: Brøn-derslev, Aalborg, Århus, Esbjerg, Varde, Kolding, Odense, Guldborgsund,Frederiksberg, København og Gentofte, såfremt mandatfordelingen var foreta-get efter største brøks metode frem for d’Hondts metode? I beregningernebedes taget højde for de indgåede valgforbund.”Svar:Hvis mandatfordelingen ved det seneste kommunalvalg i de nævnte kommu-ner var foretaget efter største brøks metode, ville mandatfordelingen have setud, som fremlagt i bilaget til dette brev.Ved beregningen af mandatfordelingen efter største brøks metode er der –ligesom ved angivelsen af den mandatfordeling, der ved seneste kommunal-valg er sket efter d’Hondts metode – taget højde for de valgforbund, der varindgået ved kommunalvalget i 2009.Økonomi- og Indenrigsministeriet skal hertil knytte følgende bemærkninger:

1.

Det bemærkes, at beregningen er foretaget ved en hypotetisk valgopgørel-sesmetode, der ikke svarer til den i loven fastsatte. Det bemærkes endvidere,at beregningen er foretaget af Økonomi- og Indenrigsministeriet, der ifølgevalglovgivningen ikke er autoriseret hertil, idet det i henhold til valgloven ervalgbestyrelsen i den pågældende kommune, der foretager opgørelsen afkommunalvalget.

2.

Reglerne om mandatfordelingen ved kommunalvalg følger af den kommu-nale og regionale valglov (lovbekendtgørelse nr. 105 af 8. februar 2011). Heraffremgår, at mandaterne fordeles efter den d’Hondtske fordelingsmåde, hvoref-ter det samlede stemmetal for hvert valgforbund, listeforbund (der ikke harindgået valgforbund), samt for hver kandidatliste, der hverken har indgåetlisteforbund eller valgforbund, divideres med 1, 2, 3 osv. Divisionerne fortsæt-tes, indtil samtlige mandater er fordelt. Størrelsen af de fremkomne kvotienterafgør derefter, hvor mange mandater partierne skal have. Rækkefølgen afgø-

res ligeledes af de fremkomne kvotienters størrelse, så det valgforbund, liste-forbund eller den kandidatliste, der har den største af de fremkomne kvotien-ter, får det første mandat i kommunalbestyrelsen. Den næststørste kvotientgiver ret til det andet mandat, og denne fremgangsmåde gentages, indtil allemandater i kommunalbestyrelsen er fordelt. Hvis kvotienterne er lige store,tildeles mandaterne ved hjælp af lodtrækning. Der henvises i det hele til § 81,stk. 1 og 2, i den kommunale og regionale valglov.Største brøks metode anvendes ikke ved opgørelsen af mandatfordelingenefter kommunal- og regionalvalg, men den anvendes ved fordeling af tillægs-mandater efter folketingsvalg. Ved fordeling af mandater efter den størstebrøks metode udregnes der en kvotient ud fra det samlede stemmetal, divide-ret med antallet af mandater, der skal fordeles. Med denne kvotient divideresherefter stemmetallet for hvert parti, hvorved der fremkommer en kvotient forhvert parti, som bestemmer fordelingen af mandater til de enkelte partier. Hvisdisse kvotienter ikke er hele tal og derfor tilsammen ikke giver det hele antalmandater, når brøkerne bortkastes, forhøjes de største brøker, indtil antallet ernået.

3.

Det bemærkes, at både d’Hondts metode og største brøks metode er for-holdstalssystemer. Da mandaterne skal fordeles som hele størrelser mellempartierne, og partiernes stemmer meget sjældent, for ikke at sige aldrig, faldersåledes, at hvert partis andel af stemmerne nøjagtigt svarer til et helt antalmandater, vil en hvilken som helst valgmetode i praksis give nogle partier enbegunstigelse på bekostning af andre partier og vælgere, der stemmer pånogle partier, overrepræsentation i forhold til den gennemsnitlige mandatan-del, en vælger bliver repræsenteret med i det valgte organ (vælgerrepræsenta-tion).

4.

Der er imidlertid en række forhold, man bør være opmærksom på ved valgetimellem d’Hondts metode og største brøks metode.

4.1.

For det første kan d´Hondts metode have en tendens til at begunstige destore partier, mens største brøks metode kan have en tendens til at begunsti-ge de små partier.Denne virkning vedstørste brøks metodeskyldes, at hvis der forekommerbrøker, når de enkelte partiers stemmetal divideres med det antal stemmer,der gennemsnitligt kræves for at opnå et mandat (valgkvotienten), får de parti-er, der har de største brøker, de resterende mandater, der er blevet til oversefter divisionen af de enkelte partiers stemmetal med valgkvotienten. Dervedkan man enten risikere, at et parti får et mandat for en overordentlig lille brøk,eller omvendt, at en meget stor brøk ikke giver nogen mandatgevinst. Da deter helt tilfældigt, om det er et stort eller lille parti, der får den største brøk, kanmetoden være begunstigende for de små partier.Med hensyn til d´Hondts metode bemærkes, at den begunstigelse, dennemetode kan give store partier, aldrig går så langt som til at fratage et andetparti et mandat, som det har stemmer nok til, når det enkelte partis stemmetaldivideres med største brøks valgkvotient.

4.2.

For det andet kan største brøks metode medføre, at meget små partiersvælgere får en uforholdsmæssig stor repræsentation. Det vil sige, at hver væl-ger, der stemmer på et sådant parti – afhængig af, hvorledes stemmerne erfordelt på de øvrige partier – bliver repræsenteret med en mandatandel, derligger langt over den gennemsnitlige vælgerrepræsentation for alle vælgereunder ét. En vælger, der stemmer på et lille parti, kan med andre ord blivebedre repræsenteret end en vælger, der stemmer på et stort parti. F.eks. villeet lille parti, der efter sin stemmeandel kun ville have ret til eksempelvis 0,47mandater, ved hjælp af største brøks metode – afhængig af, hvorledes stem-merne er fordelt på de øvrige partier – kunne opnå et helt mandat – det villesvare til, at en vælger, der stemte på dette parti, ville få en repræsentation, dervar over dobbelt så god som den repræsentation, en vælger i kommunen igennemsnit ville få i kommunalbestyrelsen.Den begunstigelse, som d’Hondts metode kan give store partier, går typisk tilstørre partier, uden at disse partiers vælgerrepræsentation derved fjerner sigvæsentligt fra den gennemsnitlige vælgerrepræsentation under et. Den over-repræsentation, som d’Hondts metode kan give store partiers vælgere, vilsåledes typisk være forholdsmæssigt betydeligt mindre end den overrepræ-sentation, små partiers vælgere kan få efter største brøks metode. Det skyl-des, at de store partier i forvejen har en større andel af vælgerrepræsentatio-nen (flere mandater), og at en evt. tillægning af et ekstra mandat ikke påsamme måde som i eksemplet ovenfor vedrørende et lille parti betyder, atpartiets vælgerrepræsentation fjerner sig væsentligt fra den gennemsnitligevælgerrepræsentation for alle vælgere under ét.Eller med andre ord, et parti med mange vælgere kan bedre tåle at få tillagt etekstra mandat, uden at dets vælgerrepræsentation derved fjerner sig væsent-ligt fra gennemsnittet, end et parti med få vælgere kan.

4.3.

For det tredje giver største brøks metode – modsat d’Hondts metode –ingen sikkerhed for, at et parti med et absolut flertal af stemmerne også får etabsolut flertal af mandaterne. Spørgsmålet om sikringen heraf får imidlertidsærlig relevans ved kommunalvalg, hvor det i modsætning til folketingsvalg ivisse kommuner forekommer, at en kandidatliste får over halvdelen af stem-merne.

5.

De to valgsystemers forskellige egenskaber ved mandatfordelingen kanafbødes ved at supplere de to valgsystemer ved forskellige yderligere regel-sæt.D´Hondts metodekan – som det er tilfældet ved kommunale og regionale valgi dag – suppleres med en adgang til at indgå valgforbund og listeforbund mel-lem flere kandidatlister. D´Hondts metode har den egenskab, at to partier al-drig kan tabe et mandat ved at gå sammen, men omvendt alt andet lige – hvisingen af de andre opstillede kandidatlister indgår valg- eller listeforbund – giverde kandidatlister, der har indgået et valg- eller listeforbund, en fordel ved man-datfordelingen. Da muligheden for at indgå valg- eller listeforbund står åben foralle, såvel store som små kandidatlister, kan den fordel, de mindre kandidatli-ster kunne opnå som følge af denne adgang, udjævnes i praksis. Om de min-dre partier for hele landet i praksis får en nettogevinst som følge af adgangentil at indgå valg- og listeforbund, henvises til afsnit 6 i Indenrigs- og Sund-

hedsministeriets besvarelse den 1. marts 2006 af spm. 31 stillet af Folketin-gets Kommunaludvalg den 15. december 2005.Den største brøks metodehar derimod den egenskab, at det kan være enfordel for et parti rent mandatmæssigt at stå uden for et valgforbund, idet toeller flere partier, der indgår valgforbund, kan risikere at miste et mandat somfølge af valgforbundet. Det skyldes, at det efter den største brøks metode erhelt tilfældigt, om det er et stort eller lille parti, der får den største brøk, jf. afsnit4.1. At supplere den største brøks metode med en adgang til at indgå valgfor-bund vil derfor typisk ikke være hensigtsmæssigt.

6.

Der henvises nærmere til Indenrigs- og Sundhedsministeriets besvarelseden 1. marts 2006 af spm. nr. 31 stillet af Folketingets Kommunaludvalg den15. december 2005 samt til spm. nr. S 498 stillet af medlem af Folketinget UnoLarsson (DF) til indenrigs- og sundhedsministeren den 4. november 2003 ogJørgen Elklits artikel ”Er der virkelig ingen argumenter for at ændre det kom-munale valgsystem?” publiceret i Politica nr. 3 i 2004.