I.

Den kristne tro er i sit udtryk en bekendelse. Det er ordene: ”Jesus er Herre” (jf. 1.kor.12,3).Ud fra denne enkle bekendelse udledes Skriften (Det nye testamente), og de følgendebekendelser (de tre oldkirkelige: Apostolicum, Nicaenum, Athanasianum, og de toreformatoriske: ConfessioAugustana og Den lille Katekismus). Alt – både de profetiske og deapostolske skrifter samt bekendelserne – skal måles på grundbekendelsen: Jesus er Herre.Ved kirkemødet i Nikæa 325 grundfæstes Den nikænske Trosbekendelse og stadfæstes vedkirkemødet i Konstantinopel 381. Bekendelsen bliver til i opgøret med arianismen, derbekendte Jesu værensforskellighed fra Faderen. Bekendelsen er derfor optaget af at bekendeJesusværenslighed med Faderen(`/consubstantialempatri).Nicaenum er primært et læresymbol og ikke et dåbssymbol (som apostolicum er det). Eftervedtagelsen i Nikæa blev symbolet anvendt i østkirkerne i forskellige varianter, men efterkirkemødet i Chalcedon 451 blev denne mangfoldighed afløst af en uniformitet, hvilket fandtudtryk i symboletNicaeno-Constantinopolicanum,som vi kender det i dag, og som findes i dedanske ritualbøger og salmebog. Dog med den væsentlige undtagelse af udsagnet omHelligånden, som også udgår fra Sønnen, ikke er udtrykt i den oprindelige bekendelse. Detudtryk indføres først i vestlige kirke ved kirkemødet i Toledo 589, da man fandt, at denneopfattelse af Helligånden, og derved treenigheden, bedre harmoniserede med den vesterlandsketrinitetsteologi. Belæg fandt man eksempelvis i Johs. 14,26 (”Helligånden, som Faderen vilsende i mit navn”) og 16,9 (”når jeg (Jesus) går bort herfra, vil jeg sende ham (Helligånden) tiljer”). Og mere fundamentalteologisk, at Helligånden ikke kan bringe ny åbenbaring ved siden afKristus, der siger ”Alt er fuldbragt”. Derfor er Helligånden nødt til at udgå både fra Faderen ogfra Sønnen. Dette kaldes ”filioque”(I parentes bemærket har det den missiologiske pointe, at når man bekender filioque, kan Gudikke mødes udenom Kristus, da åndens opgave er at åbne mødet med Gud, og ånden mødesførst, hvor Kristus er forkyndt. Bekendelsen til filioque medfører umiddelbart en eksklusivitet,da Gud kun kan mødes i Kristus og ikke uden om Kristus, som det kunne finde sted iøstkirken, hvor Helligånden udgår fra Faderen alene).

Filioque blev endelig fastslået som vestlig kirkelære ved synoden i Aachen 809 og blev romerskmessesymbol i 1014. Både Augustin og Thomas Aquinas lærer filioque og senere Martin Luthertilslutter sig også denne tradition.1Der er altså med hensyn til filioque tale om en kraftigteologisk og kirkelig tradition i den vestlige kirke med stærke belæg i Skriften.Filioque var begrundelsen for kirkeadskillelsen (Det store Skisma) mellem øst- og vestkirken i1054. I årene efter forsøgte man en opretholdelse af de to kirkesamfund, men om morgenen29.maj 1453 – få timer før Konstantinopels og derved det Østromerske riges fald – fejedes forsidste gang en enhedskirkelig romersk/ortodoks messe i Hagia Sophia.Dogmatisk betoner Østkirken åndens udgang fra Faderen alene og repræsenterer således enmonopatristiskpneumatologi. Det afgørende skriftbelæg er Johs. 15,26 (”Når Talsmandenkommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen”), men dette skriftsted taler ikke ensidigt omåndens udgang fra Faderen alene. Det må være afgørende at fastholde, at alle steder i Det nyeTestamente tales der om forholdet mellem Sønnen og Ånden i relation til frelsesøkonomien ogaldrig om de immanente trinitariske relationer. Og det bør være teologisk antageligt, at Sønnensom Faderens ord fra evighed har en tæt forbundenhed med Ånden, uden hvem Gudoverhovedet ikke kan tænkes.Den danske folkekirke følger den vesterlandske tradition og benytter den bekendelse, som ivores tradition kaldes Den nikænske trosbekendelse, der indeholder filioque. At kalde det for”den udvidede nikænske trosbekendelse” ville være ensidigt at betragte sagen fra den østligekirkes side og samtidig lukke øjnene for de stærke teologiske argumenter, der er for filioque(ikke blot i Skriften, men også korsteologiske argumenter: Sønnens lighed med Faderen, for atkunne være frelser).

III.

Svend Aage Nielsen ønsker i brev til Kirkeministeren, Folketingets Kirkeudvalg ogbiskopperne, at Nicænum kaldes denudvidedetrosbekendelse netop på grund af filioque. Hantilslutter sig her i tråd med traditionen Johs.15,26, som han selv kalder for ”Den lilleTrosbekendelse” (et udtryk der ellers traditionelt har været anvendt til Johs.3,16). Det synesmeget snævret at give Johs.15,26 denne betegnelse, men han ser Den danske Folkekirkens brugaf udtrykket ”Den nikænske trosbekendelse”, som en forvanskning af det oprindeligefælleskirkelige symbol. Svend Aage Nielsen synes dog at se problematikken udelukkende fraøstkirkens side samt at negligere de teologiske argumenter, som filioque i vestkirken bygger på.Samtidig bør man historisk være opmærksom på, at det er østkirken, derskærperpositionen vedat udvikle en monopatristiskpneumatologi, der med al sandsynlighed ligger de nikænske fædrefjernt med opgøret med arianismen in mente. Det er patriarken af Konstantinopel Photios, deromkring 858 udvikler denne lære (om Åndens udgåen fra faderen alene) og derved bidrager tilskærpelse af striden mellem øst og vest. Før hans tid ser det ud til, at man i øst mere ellermindre har anerkendt filioque. Filioque kan derfor også ses som enpræciseringaf detøkonomiske trinitariske forhold ogikkesom en nyskabelse og derved udvidelse af symbolet.Man kan med god ret hævde, at filioque er indeholdt i det oprindelige Nikæa 325/381 ved atdenne fastslår trinitetensværenslighed (Homoousios). Tilføjelsen af filioque kan derved ses somen understregning af det allerede udsagte: Helligånden som Jesu Kristi ånd (Rom.8,9, Fil.1,19,Gal.4,6). Filioque bliver derved et værn mod alle former for ukontrollabel spiritualisme medderaf følgende kristen ufrihed. Afvisningen af filioque kunne betyde, at der er andre kilder tilkundskab om Gud end åbenbaringen i Kristus. Det kunne betyde, at åbenbaringen i Kristusikke er en fuld åbenbaring, og at Gud – i sidste instans – måske ikke er til at tro på.Svend Aage Nielsen har ret i, at filioque kommer til at betyder noget andet under Karl denStore og karolingerne i det 8.årh. Men denne betydning er politisk betinget som et forsøg på atstadfæste det ene kejserrige (Karls) ved at gøre filioque til salighedssag i hele riget. Det er dogen teologisk opgave at besinde sig på troslæren, og her hvorledes Jesus Kristus bliver forkyndtsom frelser for verden. Her kan politiske forhold i det 8.årh. kun have historisk interesse.Det er derfor med god ret i folkekirkelig tradition at kalde bekendelsen for ”Den nikænsketrosbekendelse” (og netop ikke ”den udvidede nikænske trosbekendelse”), da filioque blot sessom en præcisering af det, der allerede år 325 er udtrykt i homoousios (værensligheden mellemFader, Søn og Helligånd). Det er en stærkt bevidnet tradition, der ikke kan forlades uden atforlade kernepunkter i ikke alene evangelisk-luthersk teologi (frelse ved Kristus alene: Kristus

kan kun frelse som Guds søn, hvilket betyder som lighed med Faderen, der sender ånden, derogså sendes af Kristus i kraft af ligheden med Faderen), men også i kristendommens antagelseaf engangskarakteren (der tilføjes intet nyt efter Kristus) af Kristi død og opstandelse, som deteneste grundlag for frelsen, og derved en fastholdelse af vores lighed for Gud.Svend Aage Nielsen henvendelse må derfor afvises, dels ud fra folkekirkelig slægtskab medvestkirken, der med god ret kalder symbolet for ”Den nikænske trosbekendelse” set ud fraindre teologiske forhold, hvor særligt filioque ses som en præcisering af homoousios(værensligheden), dels af historiske årsager, hvor et udtryk som ”den udvidede trosbekendelse”blot ville skabe forvirring om folkekirkens bekendelsesgrundlag og egentlig ikke vil være ioverensstemmelse med Nicænums oprindelige intension: den trinitariskeværenslighed.

Notat vedrørende Den nikænske Trosbekendelse.

I.

II.

III.

IV.

Konklusion: