Kirkeudvalget 2011-12
KIU Alm.del
Offentligt
Messefald og tilsyn.Af Kjeld Holm, Biskop, Århus.
Nu er det så messefald, der er blevet det store tema i den kirkelige debat. Og ingen kan vist væreuenig i, at det er deprimerende, hvis ikke der møder andre end betjeningen op til en gudstjeneste.Ligeledes må det være i alles interesse, at de kirkelige myndigheder fra menighedsråd til biskophandler på en måde, så kirken måske nok er lukket, men ikke tom.Men det er ikke temaet i Kristeligt Dagblads dækning af problemet. Det er biskoppernesligegladhed. Sådan fremstilles det. I hvert fald i de stifter, hvor biskoppen slet ingen kontrol førermed aflyste gudstjenester, og jeg er én af de formastelige, der ”famler rundt i halvmørke, når talenfalder på sagens kerne: tomme kirker”.Den billedrige sprogbrug skjuler dog ikke halvdårlig journalistik, for når en sag kun delvis belyses,kan man altid gribe til det patetiske. I hvert fald må jeg melde hus forbi, når det drejer sig om atfamle i halvmørke. Snart sagt i samfulde atten år, jeg har været biskop over Århus Stift, har jeg itæt samarbejde med provsterne, men også med præster og menighedsråd givet tilladelse ogopmuntret til, at antallet af gudstjenester i tyndtbefolkede egne med måske mange kirker kraftigreduceres, så messefald netop kan undgås. Det sker ved, at kirker i længere eller kortere periodertages helt ud af brug. Det sker ved, at der ikke holdes gudstjeneste, når præsten har fridag ellerferie. Det sker ved et intensiveret tværsognemæssigt samarbejde, så man samler gudstjenesterneét sted. Og sådan kunne jeg blive ved.Men hertil kommer, som jeg også har sagt til avisen, at jeg naturligvis er velorienteret omforholdene i stiftet, ellers kunne jeg heller ikke være med i de initiativer, jeg nævner. Jeg nægterblot at være med i et statistisk skoleridt, som hverken har med problembevidsthed eller løsning atgøre. Og jeg er ingenlunde anfægtet af en ”ekspertudtalelse” af religionssociologen, Ole Riis, dersikkert har speciale i kirkestatistik, men næppe er nogen tankevækkende specialist i kirke ogkristendom, og som helt sikkert intet aner om, hvad det kirkelige tilsyn går ud på. Af det citeredefremgår det, at han åbenbart forveksler tilsyn med kontrol. Men det er jo også i smukoverensstemmelse med tidsånden, som f.eks. hele uddannelsesområdet i de her år uanfægtet erved at underlægge sig.Men til de forargede journalister og den statistiske ekspert kan jeg oplyse, at der hver eneste dagtages initiativer i Århus Stift for at skabe nye muligheder for gudstjenesteliv og menneskeligtfællesskab, og vi har den underlige ide, at det er det, vi skal bruge kræfterne på og ikke på at væreet statistik kontor.Endelig er det deprimerende, at en artikel atter engang handler om noget andet end detvæsentlige spørgsmål, nemlig hvad kristendommen overhovedet udretter i vort folk. Og da vil jeg1
nævne, at jeg har været til et utal af gudstjenester i mit stift, også hvor der kun var få. Engang varjeg til én, hvor vi var fire, og de to var min kone og jeg. Så hørte vi en prædiken, der gav livsmod oghåb til den næste uge, virkelig. Og det er vel det, der er meningen med overhovedet at have enkirke. Vi var glade for, at gudstjenesten ikke var blevet aflyst, og vi var glade for, at der dog er étsted i vort samfund, hvor sandheden ikke måles i mængde og statistisk.
2
