Realistisk folkekirke, tak

- overvejelser omkring messefald i Lolland-Falsters StiftSiden 1999 har præsterne i Lolland-Falsters Stift indberettet messefald til biskoppen. Det første år blev derregistreret 110 messefald, men siden har antallet ligget nogenlunde stabilt på mellem 50-60 messefald omåret.Fra mine visitatser har jeg dog fået en fornemmelse af, at det ikke var alle messefald, som blev indberettet,ligesom jeg har kunnet konstatere, at der var stor forskel på, hvad man kunnefortælle om kirkegangen i detenkelte sogn. I nogle sogne føres der nøje tal på, hvor mange der kommer til gudstjenesterne, andre stedernoterer man kun, hvor mange altergæster, der har været. Nogle steder tæller man betjeningen med, andresteder gør man ikke. Endelig er der dem, som bare finder det utidigt og spild af tid at tælle kirkegængere,og som derfor aldrig har gjort det.For at få et klarere billede af kirkegangen i stiftet – herunder særligt messefaldene – indførte jeg eftersamråd med stiftets strukturudvalg en systematisk optælling af kirkegængere i Lolland-Falsters Stift fra 1.januar 2011. Det betyder, at vi nu for 2011 har nogle tørre tal og facts, og ikke bare en fornemmelse for,hvordan gudstjenestedeltagelsen har været sidste år.Nu ved vi f.eks., at der i gennemsnit kommer 31.4 personer i kirke til hver eneste gudstjeneste, hvilket måsiges at være ret flot, når vi tænker på de mange små sogne, som vi har. Vi kender også fordelingen påtidspunkter, sogne, altergangsgudstjenester o.a.Til gengæld ved vi såogså, at der i 2011 var 108 messefald, hvilket er væsentligt flere, end der er blevetregistreretde foregående år. En del kan skyldes den hårde vinter, selvom det naturligvis ikke er den enesteforklaring, sådan som Birgitte Stoklund Larsen i sin klumme: ”Realistisk folkekirke, tak”tilsyneladende harfået det galt i halsen. Der er nemlig ingen tvivl om, at stigningen først og fremmest skyldes, at allemessefald nu er blevet indberettet, og at vi derfor nu bare har nogle tal, som vi kan regne med.Menhvad så? Hvad kan og skal vi gøre ved det?Ja, først og fremmest er detet problem, som visammenmå gøre en indsats for at afhjælpe. 108 messefalder ganske enkelt for mange. Af optællingen fremgår det, at 76 af samtlige messefald sker indenfor 14 sogneog hele 41 indenfor det samme pastorat. Derfor har jeg sammen med provsterne besluttet at indkalde depågældende sognes præst og menighedsråd til møder, for at vi kan drøfte de kirkelige forhold og detkirkelige liv i sognet. Udgangspunktet vil være: Det er ikke nogens ”skyld”. Der er heller ikke noget at være”flov” over, og derfor heller ikke noget, som vi behøver at skjule. Men vi må derimod se virkeligheden iøjnene og spørge: Hvad er grunden? Kan vi sammen gøre noget for at undgå fremtidige messefald og for atder kommer flere i kirke? Hvad vil menighedsråd og præst foreslå, og hvad kan provsti og stift og evt. andresogne være behjælpelige med? Hvad kan vi kort og godt gøre for sammen at realisere vores fælles vision:Levende menigheder - også i udsatte sogne.Jeg håber og tror på, at vi gennem disse møder og samtaler kan finde frem til nogle aftaler og løsninger.Naturligvis kan det komme på tale, at kirker skal tages mere eller mindre ud af brug. Det har vi alleredegjort i 6-8 tilfælde i Lolland-Falsters Stift. Men udgangspunktet er ikke, at nu skal der lukkes kirker.

Tværtimod er det mit håb, at vi sammen kan finde en eller flere nøgler til løsningen af disse sognesproblemer. Vi kan nemlig ikke leve med eller forsvare gentagne messefald. Helt kan vi næppe undgåmessefald, men hvis der er mere end tre messefald på et år i en kirke, så har vi et problem, som vi skalarbejde med. Og hvem ved? Måske kan dette arbejde vise sig at bære frugt overfor de menigheder, hvorder er meget få kirkegængere.Når det er sagt, så er det også vigtigt for mig at understrege, at der er noget, som hedder: De små sognesvilkår. Der er særlige vilkår, som vi må forsvare, slås og argumentere for, og fremfor alt leve med og kunnese glæden og meningen i. Meningen ligger ikke i, at der er mange, eller at der sker store ting. Vi må kunnese og pege på det store i det små.Derfor skal vi heller ikke være berøringsangste overfor tal og kirketælling. Det er rigtigt, at tal ikkesigermeget om en præsts arbejdsbelastning, eller om hvor stort behov, der er for præst og kirke på stedet.Tørre tal og facts siger ikke alt om virkeligheden. Men hvis man vil gøre noget ved virkeligheden, såkommer man til gengæld ikke uden om tal og facts. De er vigtige arbejdsredskaber, som man må tagealvorligt, både når man vil bygge et tårn, og når man vil bygge kirke. (Se Lk. 14,28.)Vi bygger nemlig ikke kirke i det blå. Vi bygger kirke i virkeligheden. Derfor er jeg også helt enig medoverskriften på Birgitte Stoklunds klumme: Realistisk folkekirke, tak!Steen Skovsgaardbiskop