16. juli 2012Besvarelse af forsvarsudvalgsspørgsmål nr. 352 stillet af folketingsmedlem Gitte LillelundBech, V.

Spørgsmål nr. 352:

Ministeren bedes redegøre for armslængdeproblematikken i de 3 skitserede modeller A, Bog C, jf. FOU alm. del - bilag 124.

Svar:

Problematikken om ”armslængde” refererer til princippet om, at ministeren ogdepartementet som udgangspunkt ikke involveres i den løbende administration og ikonkrete afgørelser men fokuserer på politik formulering.Princippet har både praktiske og juridiske årsager.Rent praktisk skal organisationen være lydhør over for ministerens politiske ønsker og behovog ikke være optaget af løbende drift, som kan tage tid og ressourcer fraministerbetjeningen. Det betyder også, at ministeren ikke belastes unødigt af drifts- ogrutinesager, men kan fokusere på det politiske arbejde.Endvidere er der effektivitets- og retssikkerhedsmæssige hensyn, der kan tilsige, atspecifikke dispositioner og afgørelser holdes i ”armslængde” fra det politiske niveau, og atder samtidig sikres kontinuitet i afgørelsessager.Som det fremgår af arbejdsgruppens redegørelse, er der således i ethvert ministeriumbehov for at sondre mellem de opgaver, som kræver den politiske ledelses løbendebevågenhed, og de opgaver, som ikke gør.I praksis er det imidlertid ikke muligt at lave en fuldstændig organisatorisk adskillelsemellem driftsopgaver og politiske sager, som det fremgår af redegørelsens gennemgang afprincipperne bag centraladministrationens organisering. Konkrete driftsbeslutninger kan fåpolitisk betydning og dermed afstedkomme et behov for hurtigt at kunne sikre ministeren denødvendige informationer, ligesom en god policyudvikling tilsiger inddragelse erfaringer fraden løbende drift og implementering og de dertil hørende faglige kompetencer.

Forsvarsministeriets ressortområde omfatter ganske lidt lovgivning og kun et yderstbegrænset antal borgerrettede (afgørelses-)sager, hvorfor et overordnet og mere generelthensyn til retssikkerhed er mindre relevant end ved tilsvarende overvejelser på andreministerområder.Derimod er forsvaret en tung driftsorganisation med mange ansatte og store drifts- oginvesteringsbudgetter, som løbende kræver styring i form af konkrete driftsmæssigebeslutninger og prioriteringer. Det gælder også forsvarets opgaveløsning, som løbendeomfatter en række rent militære beslutninger og prioriteringer.Som det også fremgår af redegørelsen, vurderes det, at model A og B indebærer, at destående krav til modellerne, herunder i relation til ”armslængdeprincippet”, i vidudstrækning tilgodeses på samme måde som i dag.En fuldt integreret model ville isoleret set risikere at kunne indebære ulemper i relation tilen hensigtsmæssig balance mellem ministerbetjening på den ene side og drift/styring påden anden side. Den i redegørelsen opstillede model C imødegår dette ved, at der oprettesen koncernstyringsfunktion samt ved at give denne funktion et tværgående ansvar og enledelsesmæssig tyngde, der blandt kommer til udtryk i koncernstyringschefens ansvar for etfælles driftsforum og et fælles planlægningsforum. I relation til den løbende styringvurderes det således, at koncernstyringschef-funktionen vil kunne bidrage til i nødvendigtomfang at friholde særligt departementschefen og forsvarsministeren fra konkrete drifts- ogrutinesager.I den forbindelse bør det bemærkes, at model C ikke lægger op til en ændring afansvarsfordelingen mellem forsvarschefen og de underlagte myndighedschefer. Deoperative kommandoer vil således fortsat have ansvar for den løbende militæreopgaveløsning støttet af de funktionelle tjenester, men forsvarschefen er naturligt noktættere på den løbende drift end departementet er i den nuværende organisering. Som detfremgår af redegørelsen, vil der således i model C være yderligere behov for løbende atoverveje, hvilke informationer ministeren har behov for, og hvilke beslutninger ministerenskal involveres i.Samlet er det vurderingen i redegørelsen, at de nævnte tiltag vil kunne bidrage til at skabeden nødvendige balance mellem policy og drift i model C.